Vi forlode Kong Haakon, da han, forsonet med Gejstligheden, fuldkommen anerkjendt over hele Riget, elsket af alle sine Undersaatter og, i det mindste tilsyneladende, forsonet med sin Stifmoder, begav sig til Bergen om Høsten 1203, for at tilbringe Vintren der. Man skulde have haabet, at en ny Fredens, Rolighedens og Blomstringens Tidsalder nu vilde have opgaaet for Norge, thi alle Betingelser dertil syntes nu at være for Haanden: almindelig Fred, en elsket og dygtig Konge, og en nidkjær Gejstlighed. Men det var anderledes bestemt. Norge skulde endnu i en Menneskealder prøve Borgerkrigens Rædsler, og Kongen skulde i sin fulde Ungdomskraft bortrykkes fra det Verk, han just nu var i Begreb med at begynde. Og Ulykken kom, som det synes, først fra hans aller nærmeste Omgivelser. Det viste sig snart, at Forsoningen mellem ham og Dronningen ikke havde stort at betyde, i det mindste fra Dronningens Side. Kongen viste hende den største Venlighed, og lod endog holde eget Bord eller Hof for hende og hendes Mænd, men hun kom kun sjelden til Kongens Bord, talte da kun lidet med ham, og viste sig mørk og alvorlig. Sin Datter, Jomfru Christina, beholdt hun hos sig. Fornemmelig var hun opbragt paa Peter Steyper og alle dem, der havde været med at hente Christina i Oslo; derimod var hun desto venskabeligere mod Haakon Galen, og tyede til ham i alt, hvad der laa hende paa Hjerte. De følgende Begivenheder vække uvilkaarligt den Formodning, at der har været mange mørke Planer afhandlede imellem dem, som Haakon Galen, om han end var for ridderlig til at ville deeltage i dem, ja om han endog har fraraadt dem, dog i det mindste ikke har aabenbaret, eller søgt at hindre saa ivrigt, som han burde, thi han var baade overvættes ærgjerrig, og dertil nu ganske hildet i Fru Christinas, Dronningens Systerdatters, Garn. Der fortælles vel om hende, at hun oftere søgte at faa gjort det godt mellem Kongen og Enkedronningen, og bar forsonende Ord mellem dem, men at dømme efter hvad der senere skede, seer det rigtignok snarere ud som om hun derved alene vilde gjøre Kongen tryg.

Da Julen kom, lod Kong Haakon berede et stort og prægtigt Julegilde, hvortil der indfandt sig en Mængde Gjester, Lendermænd, Sysselmænd, og andre haandgangne Mænd. Juleaften, da Gjesterne vare skikkede til Sæde i Hallen, sendte Kongen Bud til Dronningen og Jomfru Christina, og lod dem hilse, at de maatte glæde ham med deres Nærværelse ved Festen, og tage Sæde hos ham i Højsædet. Men Dronningen svarede med den største Heftighed: „jeg kommer længe nok til at mindes, hvorledes jeg sad i Højsædet om Juleaften med min Herre, Kong Sverre; hils og sig Kong Haakon, at jeg ikke kommer i hans Højsæde denne Kveld.“ Da Kongen fik dette Budskab, tog han sig det meget nær, at Dronningen ej vilde modtage den Æresbeviisning, han havde tiltænkt hende, men sagde: „om Dronning Margrete end er for stolt til at ville sidde hos os, saa maa dog min Syster Christina komme.“ Man meldte nu Dronningen, at Kongen var vred. „Tror han da ikke,“ svarede hun, „at jeg mindes, hvorledes han lod min Datter tage fra mig i Oslo, uden at han nu oven i Kjøbet skulde minde mig derom?“ Datteren kjærtegnede hende og søgte at bevæge hende med de Ord: „giv eder tilfreds, kjære Moder, jeg vil jo gjerne blive hos eder!“ – „Ja, saaledes skal det være, min Datter,“ var Moderens Svar; „du skal ikke komme i Uvenners Hænder, saa længe jeg er saa nær; maaskee Gud endnu vil forunde os at komme ud af denne Tvang.“ Imidlertid føjede hun sig dog nu efter Kongens Begjæring, stod op, gik med sin Datter ind i Hallen, og satte sig i Højsædet, til stor Glæde for Kongen og hans Gjester.

Anden Juledag, altsaa kun to Nætter derefter, begyndte Kongen at føle sig noget upasselig. Han lod synge Messe for sig, gik siden med nogle faa Mænd ind i sit Kammer og lod sig aarelade, spiste og drak ubetydeligt, og holdt sig rolig derinde, til Højmessen var forbi i Christkirken; da gik han til Bords, men spiste fremdeles kun saare lidet, holdt sig stille, vilde ikke have Lys nær ved sig, og talte ikke meget. Tredie Juledag lod han synge Messe for sig i sit Sovekammer, og gik siden til Bords. Dog befandt han sig da saa ilde, at han strax efter Bordet gik ind i sit Kammer igjen, og lagde sig til Sengs. Natten efter blev han daarligere og daarligere, Sygdommen tog saa haardt paa ham, heder det, at han tabte Besindelsen, og kun meget faa fik Tilladelse til at komme ind til ham. Femte Dag Juul var hele hans Legeme ophovnet, og saaledes tiltog Sygdommen med hver Dag, indtil han døde den 8de Dag Juul, eller Nytaarsdag 1204. Da var hele hans Legeme ganske blaat og opsvulmet, faa at det næsten ikke havde menneskeligt Udseende[1]. Alt tydede hen paa, at han maatte have faaet Gift, og det var naturligt, at Mistanken nærmest faldt paa Dronning Margrete og hendes Omgivelser, der rimeligviis allerede længe havde været betragtet med ugunstige Blikke formedelst deres uvenlige Ferd mod den almindeligt afholdte Konge. Hans Død vakte dyb Sorg over det hele Land, og alle vare enige om at hans Tab var uerstatteligt. Men jo dybere og inderligere man følte dette, desto større og heftigere blev Hadet imod dem, hvilke den offentlige Stemme betegnede som Ophavsmænd dertil; og hiin Mistanke, som i Førstningen kun hviskedes fra Mand til Mand, blev snart til offentligt Samtale-Emne, og Dronningen med hendes Tjenere bleve aabenbart beskyldte for at have forgivet Kongen. Haakon Galen søgte, saa godt han kunde, at undskylde hende, og stod hende bi efter Evne, men de øvrige Høvdinger og Kongens bedste Venner, understøttede af hele Almeenheden, paatalte Sagen med saadan Heftighed, at Haakon, uagtet han, som det strax nedenfor vil sees, var i Besiddelse af den højeste Magt i Landet, dog ikke formaaede at frelse Dronningen fra at underkaste sig den haarde og ydmygende Nødvendighed, at maatte fralægge sig Beskyldningen ved Jærnbyrd. Imidlertid slap hun dog selv at udføre Prøven, men fik Tilladelse til at lade den udføre paa sine Vegne af en Mand ved Navn Peter. Efter en anden Beretning skulde denne Peter netop have været den, der efter Dronningens Anmodning havde kommet Gift i Kongens Drik, og Birkebeinerne skulde have grebet ham og baaret denne Beskyldning paa ham, saa at han blev nødt til at underkaste sig Jærnbyrd[2]. Denne Forskjel gjør for Resten lidet eller intet til Sagen, thi i ethvert Tilfælde var det dog Dronningen, man egentlig vilde ramme. Peter bar Jærnet med den største Fripostighed, men Prøven løb daarligt af, thi da Haanden blev løst, fandtes den slemt brændt og tilredt. Han blev strax ført ud paa Vaagen og druknet. Men Kongsmændene og Krigsfolket vilde ikke lade sig nøje dermed; de paastode at Dronningen havde fortjent den samme Straf, og knurrede saa heftigt, at Haakon Galen, til hvilken hun atter tog sin Tilflugt, ikke vidste bedre Raad end at sende hende bort under Bedækning, først til Sogn og derfra op paa Valdres til Lendermanden Erling paa Kviden, Stiffader af Haakons Halvbroder, Inge Baardssøn; og siden til Vermeland og videre ind i Sverige, sandsynligviis til hendes Godser i Vestergautland. Derimod synes hendes Datter Christina at være bleven tilbage[3], saavel som Systerdatteren, Fru Christina Nikolasdatter, der nu var Haakon Galens erklærede Elskerinde, og som han vist gjerne havde egtet, hvis ikke Erkebiskoppen havde gjort Indsigelser, efter hvad man maa antage, fordi de vare beslægtede, skjønt Slægtskabsforholdet ej nu lader sig paavise[4].

  1. Fornm. S. IX. 72–73. Haakon Sverressøns kortere Saga Cap. l. Her staar der at Kongen under Sygdommen lod sig bære op til Borgen, altsaa fra Kongsgaarden til Sverresborg, hvilket dog neppe er sandsynligt, og heller ikke siges i den vidløftigere Bearbejdelse.
  2. Den første Beretning, at Dronningen selv sigtedes, og lod Peter bære Jærn for sig, findes i den vidtløftigere Kongesaga, den anden i den kortere.
  3. Dette sluttes deraf, at hun senere nævnes som tilstedeværende i Norge, medens Moderen endnu var i Sverige.
  4. I Haakon Sverressøns Saga Cap. 4 staar der: „Haakon Galen havde da egtet Fru Christina, men Erkebiskoppen havde protesteret derimod.“ Sandsynligviis har hendes Fader, Nikolas Blake, været beslægtet med Haakon, eller dennes Fader Folkvid Lagmand været beslægtet med det svenske Kongehuus.