Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/75

< Det norske Folks Historie | 4

Imidlertid havde Norge faaet en Konge i Haakons Sted. To Dage efter hans Død holdt Biskop Martin Raad med Hirdmændene og de øvrige anseede Mænd, som vare tilstede, om hvem de skulde tage til hans Eftermand, og de bleve alle enige i at vælge hans nærmeste Arving, Broderen Sigurd Lavards Søn Guthorm, skjønt han kun var fire Aar gammel. Men det afgjordes tillige, at Haakon Galen paa hans Vegne skulde føre Regjeringen og befale over Hirden, med Titel af Jarl, medens Opsynet over Kongen og hans Opdragelse overdroges til Peter Steyper og Einar Kongsmaag. Alt dette besluttedes eenstemmigt og bekræftedes ved Vaabentag. Da man siden gik til Bords, ledte de fornemste Høvdinger Drengen ind, satte ham i Kongesædet og viste ham kongelig Ære, hvorimod han tog et Sverd og bandt ved Haakons Side, hængte et Skjold paa hans Axel, gav ham Jarlsnavn med de andre Herrers Samtykke, og lod ham tage Plads ved sin Side. Det lader imidlertid til, at ikke alle erkjendte denne Udnævnelse gyldig[1]. Derpaa sendte Jarlen og Kongen Bud til Throndhjem, at Inge Baardssøn skulde have Befalingen i hele i Thrøndelagen. De beholdt alle de tilstedeværende Krigsfolk hos sig. De fornemste Befalingsmænd over disse vare, foruden de nys nævnte, Sigurd Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde og Eyvind Prestsmaag.

Efterretningen om Birkebeinernes skyndsomme Valg af en umyndig Konge satte de forhenværende Bagler i Skræk, thi de kunde vente sig, at nu, da den forstandige, fredelskende Haakon var borte, og Magten var kommen i Hænderne paa unge, ærgjerrige Krigshøvdinger, vilde Birkebeinerne blindt hen søge at tilfredsstille den Hevnlyst, de hidtil havde maattet bekæmpe. Mange Bagler flygtede derfor strax fra Landet, og søgte, hvad der i denne Partistridighedernes Tid saagodt som faldt af sig selv, strax at danne en Oprørsflok. Høvdingen for en saadan var allerede tilstede. Endnu i Kong Sverres Tid havde der i Danmark fremstaaet en Mand ved Navn Erling, og paastaaet at han var en Søn af Kong Magnus Erlingssøn. Da Sverre[2] fik dette at høre, sendte han strax Mænd til Danmark for at opsøge ham, hvilket foranledigede Erling til at flygte op til Gautland. Men Sverre underrettede strax sin Svoger Kong Knut om, at en saadan Person fandtes i hans Rige, og at han rimeligviis, som foregiven Søn af Kong Magnus, vilde yppe Ufred i Norge. Knut lod ham strax gribe og sætte i Taarnet, eller som det kaldtes, „Steenveggen“ paa Visingsø i Vetteren. Om han virkelig havde næret saadanne Planer, som Sverre angav, siges ikke, men det er højst sandsynligt, og man erfarer i det mindste at enkelte af Magnus Erlingssøns forrige Tilhængere maa have samlet sig til ham, thi en af dem, Simon Kyr, blev indsat med ham i Fængslet. Efter at Erling havde siddet fangen der i nogen Tid, lykkedes det ham at overtale et Fruentimmer, der bragte ham Mad om Dagen, til at være ham behjelpelig med at flygte. Hun skaffede nogle Lagener, disse bleve skaarne i Strimler, Enderne knyttede sammen, og saaledes et Slags Toug bragt i Stand, med hvilket hun hidsede ham ned gjennem en Glugg; imidlertid havde de ikke ret beregnet Højden, thi da han skulde slippe Touget og hoppe ned, var Faldet saa dybt, at han brak Laarbenet, hvoraf han siden haltede. Imidlertid undkom han dog paa denne Maade, og begav sig øster til Jarnberaland eller Dalarne. Dette fik Kong Sverre at vide, og sendte nu atter Folk efter ham, med bedre Held, som det foregaves, end før, thi da de kom tilbage til Kongen, forsikrede de at de havde fundet Erling der i Jarnberaland og dræbt ham; til Beviis derpaa leverede de Kongen hans Halsbog eller Tegnebog, hvori hans Navn stod, og som mange siden gjenkjendte. Deres Foregivende havde vistnok ogsaa, at slutte af hvad Simon Kyr siden bevidnede (hvorom i det følgende), sin fuldkomne Rigtighed. Ikke desto mindre fremstod mange Aar derefter, nemlig samme Sommer,Kong Haakon berejste Viken, (1203) paa det store Marked, der i den senere Tid holdtes ved Skanør i Skaane, en Mand, der kaldte sig Erling, Søn af Kong Magnus Erlingssøn, og paastod at han var den samme, som havde siddet paa Visingsø, men senere havde opholdt sig en Tidlang i Pommern. Blandt de tilstedeværende Nordmænd var der en heel Deel forhenværende Bagler. De flokkede sig strax om ham, og tilbøde deres Tjeneste, hvis han vilde optræde som Tronprætendent mod Kong Haakon. Men han vilde da endnu ikke indlade sig derpaa. „Kong Haakon“, sagde han, „nyder Yndest og Venskab hos alle Indbyggerne i Norge, og jeg veed desuden at de fleste Baglerhøvdinger nu have givet sig tinder ham, hvorfor jeg ikke med saa liden Styrke vil begynde et saa voveligt Foretagende, eller overhoved vække Uro i Landet, faa længe han er .Konge“. Dermed skiltes de ad, og Erling begav sig over til Kjøbenhavn, hvor han blev om Vintren. Men da det var blevet bekjendt, at Kong Haakon var død, strømmede atter de samme Bagler til ham, der før havde tilbudt ham deres Tjeneste ved Skanør, og fornyede deres Anmodning om at stille sig i Spidsen for dem og danne en Oprørsflok. Nu gjorde han ikke længer Vanskeligheder ved at opfylde deres Begjæring, og Flokken begyndte at rejse En. Den forstærkedes ved Flygtninger fra Norge, blandt hvilke Sagaen nævner en Thorleif Skaalp, og Anund Lunns Sønner Odd Ran og Arnbjørn Trold. Kong Valdemar selv begunstigede Foretagendet, og tilsagde Erling foreløbigt sin Hjelp. Flere og flere forhenværende Bagler kom til, og de sendte Bud op til sine Venner i Viken, om at slutte sig til dem, og møde dem i Aalborg ved Fastetiden. Denne Opfordring fulgte endog Høvdingerne, Reidar Sendemand, Philip af Veigen, Jon Drottning, Salve Disesøn, og begave sig til bestemt Tid ned til Aalborg, hvor de gik Erling til Haande[3].

Den listige Biskop Nikolas vidste vel Besked om at Erling famlede en Flok, og besluttede strax at benytte Omstændighederne til sin egen og sin Families Fordeel. Han kunde ikke længer paaskyde de kirkelige Interesser og tilsyneladende gjøre sine eensidige politiske Planer til eet med dem: han maatte ligefrem optræde som Politiker og Partihøvding, og af hans Fremgangsmaade med Hensyn til Erling viste det sig tydeligt, hvad der den hele Tid havde været hans Formaal, endog da han tilsyneladende erkjendte og forsvarede den saakaldte Kong Inge, der uden al Tvivl fra først af havde været bestemt til at forsvinde, naar det belejlige Øjeblik for Nikolas indtraf. Inge var nu allerede død, og belejligere Tid kunde der ej være for Nikolas til at fiske i rørt Vand end denne, da en umyndig Konge sad paa Tronen, Regjeringen var kommen i ærgjerrige Krigeres Hænder og en ny Borgerkrig var nær ved at udbryde. Han begav sig ned til Kong Valdemar i Danmark, der, som vi vide, selv troede at have eventuelle Fordringer paa Norge, og spurgte ham, om han agtede at understøtte Erling. Kongen svarede ja, og at han havde lovet Erling det for Frændskabs Skyld. Biskoppen ytrede sin Forundring over, at en saa viis Fyrste som Valdemar vilde tillade en fremmed Oprørsflok at samle sig i hans Rige, og understøtte dens Anfører, hvis Herkomst ingen ret kjendte, i at vække Uroligheder i et andet Land. Erling var nemlig, meente han, slet ikke Kong Magnus’s Søn, men derimod Søn af en Thorper paa Oplandene, og tidligere for sin Løgns Skyld forjagen fra sit Fædreland og vadet og afskyet af alle veltænkende Folk. „Hvis St sagde han, „vil sende eders Hær til Norge og skaffe Norge Fred efter den store Forvirring og Uro, som i saa lang Tid har hersket der, bør I heller sætte en af eders egne Frænder, som I kan lide paa, til Høvding derover; thi det er tydeligt, at Gud nu har slaaet Birkebeinernes Høvdinger med Blindhed, siden de have brugt deres Forstand mere til ondt end godt, og laget et uforstandigt Barn til Konge, medens de heller ikke selv vide nogen gode Raad[4]“. Kongen indvendte at hans Frænder vare alt for godt forsørgede i Danmark, til at de skulde have nogen Lyst paa at drage til Norge med Baglerne. „Jeg veed“, sagde Biskoppen, „en Mand, der er særdeles skikket til at modtage dette Hverv; det er eders Frænde, Hr. Philip, Systersøn af Kong Inge; han har alle de Egenskaber, som det anstaar en Konge eller Høvding at have“. Denne Philip, Søn af Dronning Ingerids og Arne af Stodreims Datter Margrete i hendes andet Egteskab med den som Høvding for Varbelgerne ved Bristein faldne Simon Kaaressøn, burde Nikolas, naar han omtalte ham, langt heller have kaldet sin egen, end Kong Inges Systersøn, da hans Moder Margrete Arnesdatter var Nikolas’s Heelsyster, og derimod kun en Halvsøster af Kong Inge; men dette tog den listige Mand sig nok vare for; han udhævede kun, at Philip var en Frænde saavel af Kong Inge i Norge som af Valdemar selv, og denne var maaskee ikke engang saa nøje indviet i de indviklede Slægtsskabsforhold, der opstod ved Dronning Ingerids mange Giftermaal, at han jo let kunde antage Philip før at have været en Dattersøn af Kong Harald Gille. Philips Slægtskab med det danske Kongehuus var ogsaa kun heel vidløftigt, thi da det ikke kunde bestaa i at hans Mormoder Ingerid i sit første Egteskab havde været gift med den danske Kongefrænde Henrik Skatelær, maa Nikolas have regnet det derfra, at Dronning Ingerid var Syskendebarn til Ingeborg, Kong Valdemars Farmoder[5]. Det kom, som man seer, for Nikolas kun an paa, ved ethvert Middel at skaffe sin Systersøn Magten, for siden at bruge ham som sit Redskab. Og saavel for at man ikke skulde ane dette Øjemed, som for at gjøre det muligt for Philip at aspirere til Kongenavnet, var det nødvendigt, at han saa meget som muligt udhævede hans foregivne Slægtskab med begge Kongehuse, men derimod lod hans nærmere Slægtskab med ham selv hvile i Skyggen. Den samme Fremgangsmaade anvendte han og, som vi erfare, senere hos Paven, for at stemme ham gunstigt for Philip[6]. Kong Valdemar smagte paa dette Forslag. Biskoppen talede oftere med ham derom, og opbød alle sine Kunster. Tilsidst fik han ham overtalt til at gaa ind paa Planen, for saa vidt som han samtykkede i, at Philip skulde blive Høvding over Baglernes Flok og faa Kongenavn, hvis Baglerne selv intet havde derimod. Til Sommeren skulde han selv indfinde sig i Norge med en Hær og Flaade, for at bringe dette Anliggende i Orden. Da Biskoppen havde faaet dette Løfte, vendte han tilbage til Norge[7].

Imidlertid havde Erling, som af Taarnet eller Steenveggen paa Visingsø, hvor han foregav at have siddet fangen, sædvanligviis kaldtes Erling Steinvegg, i Forbindelse med de Baglerhøvdinger, der havde søgt ned til ham, udrustet en betydelig Flaade af Skuder, hvormed han drog over til Viken. Her gik Indbyggerne ham strax til Haande, hvor han viste sig, indtil han kom lige til Oslo. Han traf her Biskop Nikolas, og tilkjendegav ham sit Ønske om at maatte stedes til Jærnbyrd, for at bevise sin Herkomst. Denne Anmodning var højst ubelejlig for Nikolas, som ej vilde have ham, men Philip, paa Tronen, uden at han dog ved et bestemt Afslag vovede at bryde med ham og Baglerne. Han gjorde derfor først Udflugter, og foregav, at han ej kunde tillade at det skede i Oslo; men Høvdingerne og de ypperste Mænd lagde sig imellem, og Biskoppen maatte derfor holde gode Miner og erklære sig villig til at efterkomme hans Forlangende. Han fordrede kun, aabenbart i den Hensigt at udhale Tiden, at Prøven skulde aflægges i Sarpsborg. Erling gik ind paa dette, begav sig til Sarpsborg, og underkastede sig den foreskrevne Faste til Jærnbyrden. Fasten var allerede til Ende, og Erling færdig til at aflægge Prøven, da Biskoppen, der indfandt sig for at overvære den, sagde, at siden Danekongen nu snart var at vente til Tunsberg, var det bedst at Prøven aflagdes der, i hans Nærværelse, da han upaatvivlelig helst ønskede med egne Øjne at overbevise sig om hvad Sandhed Erling havde at fare med. Thi naar det skede med Kongens Vilje, og Prøven løb heldigt af for ham, maatte han og kunne vente sig saa meget kraftigere Hjelp af Kongen, medens han i modsat Fald maatte vente sig haard Straf. Erling fandt sig taalmodigt i Udsættelsen, idet han, som han sagde, fortrøstede sig til Guds Hjelp i denne sin retfærdige Sag. Han begav sig saaledes til Tunsberg, og oppebiede her Kong Valdemars Komme.

Om Sommeren[8], noget før Botolfsmesse (17de Juni) ankom Valdemar til Tunsberg med en Flaade af 360 Skibe. Hans Ferd var ellers meget fredelig. I Følge med ham var Philip Simonssøn, der efter den foreløbige Aftale med Biskop Nikolas skulde blive Baglernes Konge. Men da dette blev foreslaaet for Høvdingerne, erklærede de sig med største Heftighed derimod. De vilde, sagde de, kun have Magnus’s Søn til Konge, da han havde Byrd dertil, men ikke tjene eller have til Konge en Mand, der ej var højbyrdigere end hvilken som helst af dem selv; langt heller vilde de skille deres Flok ad, og sørge hver for sig, som de bedst kunde. De til den forestaaende Hylding paa Haugathing indkaldte Bønder svarede ligeledes, da Nikolas følte sig for hos dem, at de kun vilde give en Kongesøn Kongenavn og adlyde ham, i modsat Fald vilde de aldeles ikke gjøre noget Oprør i Landet. Nikolas indsaa nu, at det ej var at tænke paa at skaffe sin dristige Plan fuldstændig Fremgang; han maatte nøies med at komme Maalet saa nær, som det efter Omstændighederne var muligt, og, siden han ej kunde støde Erling til Side uden at tabe alt, heller holde gode Miner til slet Spil, og gjøre ham sig saa nyttig som muligt. Han indfandt sig hos ham, og sagde at han havde undersøgt Stemningen hos Bønderne, men fundet dem meget utilbøjelige til at gjøre nogen Opstand, saa at liden eller ingen Hjelp hos dem var at vente for Erling, uden at han, Biskoppen, vilde tage sig af hans Sag. Det var ham bekjendt, sagde han, at hvis Jærnbyrden mislykkedes, vilde Danekongen lade ham dræbe; men om det end i sig selv visselig var i sin Orden, at den mislykkedes, da Biskoppen nok vidste, hvo hans rette Fader var, kunde han dog, sagde han, give den det Udfald, han vilde, hvis Erling vilde love at gjøre Philip til sin Jarl, efter at han selv var bleven Konge. Da skulde Biskoppen aabenbart erklære sig for ham, og fremdeles staa ham bi med al sin Magt og Indflydelse, og med alle sine Frænder og Venner. Erling gik ind paa Forslaget. Det maatte være ham klart, at han ikke havde andet Valg. Thi om han end havde været fuldkommen overbeviist om sin Sags Retfærdighed, hvad han dog langtfra kunde være, maatte dog den Ytring, Biskoppen saa uforbeholdent havde ladet falde om at det stod i hans Magt at give Prøven det Udfald, han vilde, lade ham føle det farlige i at underkaste sig den uden at have ham paa sin Side; heller ikke har vel Biskoppens Skildring af Bøndernes betænkelige Stemning undladt at gjøre sin Virkning. Saaledes sluttede begge disse Mænd et Forbund til gjensidig Understøttelse paa Sandhedens og Retfærdighedens Bekostning, og det aftaltes at Philip skulde blive Jarl, naar Erling blev Konge.

Erling fristede nu anden Gang til Jærnbyrd, og Biskop Nikolas indviede selv Jærnet. Kong Valdemar forestavede ham Eden, og bestemte, hvorledes Jærnene skulde bæres. Erling bar dem nok saa kjekt. Da Tiden kom, at Haanden skulde løses, lod Valdemar stille bevæbnede Krigsfolk rundt om Kirken[9], saa at det var let at skjønne, hvad der forestod Erling, om Prøven slog ham fejl. Biskop Nikolas førte ham selv frem i Chorsdøren: Bindet blev taget af, og Biskoppen holdt Erlings Haand i Vejret, idet han lagde sine egne Fingre deri[10], og raabte med høj Røst: „han har bestaaet Prøven godt; aldrig saa jeg en Haand komme saa uskad fra Jærnet som denne“! Kongen stod strax nedenfor Chorsdøren, og hans Mænd videre ned ad Kirkegulvet; de istemte alle Te deum, og takkede Gud. Samme Dag var Erling Kongens Gjest, og Valdemar forærede ham 35 fuldt udrustede Skibe. Dagen efter blev der blæst til Haugathing, og her blev Erling tagen til Konge, hvorefter han strax udnævnte Philip Simonssøn til Jarl. Det forstod sig af sig selv, saavelsom af Forliget af 1170, og berettes desuden udtrykkeligt i ældre danske Aarbøger,at baade Erling og Philip hyldede Valdemar som deres Over-Lensherre, og stillede ham Gisler; imidlertid omtales det, merkeligt nok, ikke i vore egne Sagaer, ligesom man heller ikke nogensteds finder at Valdemar optog Norge eller Viken i sin Kongetitel[11]. Blandt de Gisler, Philip stillede, var sandsynligviis hans egen Broder, Andres Simonssøn, der først ti Aar derefter omtales som Deeltager i Begivenhederne, og om hvem det udtrykkeligt heder, at han da kom fra Danmark[12]. Ikke længe efter vendte Valdemar tilbage til Danmark med hele sin Hær, lige saa fredeligt, som han var kommen. Det var baade første og sidste Gang, han i sin lange Regjering gjorde noget Forsøg paa at blande sig i Norges Anliggender. Men han havde dog udrettet nok til at forstyrre Freden og bringe ny Uro i Landet for en lang Række af Aar. Der strømmede nu en Mængde Folk til Erling, og gik ham til Haande. Af Høvdingerne, som sluttede sig til ham, nævnes, foruden de tidligere omtalte, der allerede havde opsøgt ham i Kjøbenhavn og Aalborg, følgende: Arnbjørn, Søn af Jon Gautssøn fra Ænes, Helge Byrgessøn, kaldet Garn, Asbjørn Kop, Gyrd Benteinssøn, Guthorm Thvare, Orm lange, Thord Dokka, (den samme, der saa kjekt havde sneget sig Ud fra det belejrede Slotsbjerg), Benedikt af Gumanes, (Gomnes paa Ringerike), Simon Kyr, (Erlings Medfange paa Visingsø), Kolbjørn raude og Gyrd skjaalge. De havde talrigt Mandskab og dannede en anseelig Styrke. Strax efter Jonsok (24de Juni) droge de over til Sarpsborg, og sammenkaldte Borgarthing. Her blev Erling ligeledes tagen til Konge, og Philip til Jarl. Derefter vendte de tilbage til Tunsberg. Biskoppen var fremdeles i Følge med dem. De Birkebeiner, der laa i Viken, maatte tage Flugten til det Nordenfjeldske, nogle til Throndhjem, andre til Bergen.

  1. ↑ Vi ville nemlig see, at Haakon lod sig udnævne til Jarl af Guthorms Efterfølger, ligesom han i den kortere Sagabearbejdelse ej førend da kaldes Jarl.
  2. ↑ Se Brudstykket af den vidløftigere Saga, Fornm. S. IX. 218, 219. Peder Claussøn har i sin Oversættelse saavel her, som hvor der tales om Erlings Drab i Dalerne, „Haakon“ i Stedet for „Sverre“, samt gjengiver Originalens „den samme Sommer, nu er omtalt,“ nemlig da Haakon var i Viken (1204) med „den samme Sommer,“ slet og ret, hvilket synes at antyde den samme Sommer, Erling blev dræbt; ligesaa staar der ikke, som i Originalen: „han foregav at han havde været nogen Tid i Vendland, og samme Erling sagde at han havde siddet i Steenveggen i Visingsø“, men højst unøjagtigt: „og havde nogen Stund været i Venden, og siden havde været indsat nogen Tid i et Taarn paa Visingsø“. Disse Fejl, der aabenbar ere fremkomne alene ved Skjødesløshed, men som dog have forvoldt de Historikere, der levede førend Brudstykkerne af Originalen opdagedes, meget Bryderi, ere uheldigviis ogsaa komne ind i den Bearbejdelse af Peder Claussøns Oversættelse, der er optagen i Aalls Snorre, S. III. 171. Den kortere Haakon Sverressøns Saga Cap. 2, anfører, aldeles urigtigt, og aabenbart ved en Fejltagelse, at Erling havde siddet fængslet i Vendland.
  3. ↑ Haakon Sverressøns Saga, vidløftigere Bearbejdelse, i Fornm. S. IX. S. 70, 78; kortere, Cap. 4. Af de ovenfor først nævnte Bagler, som .synes at have været Høvdinger, uden dog tidligere at have været omtalte, kaldes Odd Ran ogsaa Odd Tand, Odd Tarme, Odd Runn, uden at man veed, hvilket Navn er det rette.
  4. ↑ Denne Samtale findes kun i Peder Claussøns Oversættelse af den vidløftigere Bearbejdelse, men denne Oversættelse er øjensynlig unøjagtig. Saaledes heder det paa dette Sted: „Men dersom I ville sende eders Hær til Norge, og stille og frede Landet af den store Uskikkelighed og Guds Vrede og Plage, som Baglerne der have længe gjort og opvakt, da sætter en af eders Frænder derover, som I vide at være eder tro og lydig; thi Gud haver nu omstyrtet alle Baglernes Høvdinger, som nogen Forstand havde til at være Høvdinger over dem, efterdi de brugte deres Forstand mere til ondt end godt, og de have nu taget et barnagtigt og vanvittigt Menneske til Konge over sig, og selv vide de ingen gode Raad.“ Her synes man paa begge Steder, i det mindste det sidste, at maatte antage „Baglerne“ for en Skriv– eller Skjødesløsheds-Fejl i Stedet for „Birkebeiner,“ da det var disse, og ikke Baglerne, der havde taget sig en barnagtig Konge; thi Erling, hvad enten han var den samme som den, der havde siddet fængslet paa Visingsø, eller ikke, var slet ikke længer noget Barn i Aaret 1204. Opholdet paa Visingsø indtraf før Kong Knuts Død 1195, og allerede da nævnes han aabenbart som voxen. Han efterlod desuden ved sin Død 1207 to Sønner, af hvilke en var 8 Aar gammel (Fornm. S. IX. 146). Dertil kommer, at Navnet „Birkebeiner“ i Haandskrifterne oftest kun betegnes ved Mal:Linje over, hvilket ogsaa let kunde antages at betegne „Baglerne.“ Egilssøn har derfor ogsaa i sin Oversættelse Fornm. S. II. 83, sat „Birkebeiner“ i Stedet for „Bagler“, og denne Rettelse have vi heller ikke betænkt os paa at optage.
  5. ↑ Se Slægttavlen til foregaaende Bind, Nr. 3.
  6. ↑ I Pave Innocents den 3dies Brev af 7de Juli 1211 (Baluz. ep. Inn. XIV. 73), staar der nemlig udtrykkeligt, at Philip nedstammede fra de berømmelige Konger Magnus (Barfod?) og Inge: en Mening, som alene Nikolas kan have bundet ham paa Ermet.
  7. ↑ Den vidløftigere Guthorm Sigurdssøns Saga, 80–84.
  8. ↑ I den kortere Saga staar „Vaaren,“ men da Botolfsmesse dog nævnes, kan det ej have været tidligere end Juni Maaned. Dagen, da Høitideligheden foregik, var, som man maa formode, enten St. Botolfs Dag eller St. Hans Dag, da Konge-Hylding i Regelen skulde skee paa en Festdag.
  9. ↑ Det er ej usandsynligt, at denne Kirke ikke var nogen af Tunsbergs Kirker men Kirken paa det nærliggende Sæm, som Fylkeskirke og saaledes den hvor Gudsskirsler i Regelen skulde skee. Jvfr. ovenfor II. S. 700.
  10. ↑ Saaledes staar der i Claussens Oversættelse, og man kunde formode, at det derved skal antydes, at Nikolas ved at holde sin Haand foran Erlings hindrede de Tilstedeværende fra at see, hvorledes Erlings Haand saa ud. Men paa den anden Side synes det, som om Nikolas, der selv indviede Jærnet, og, som han desuden sagde, kunde give Prøven det Udfald, han vilde, allerede paa Forhaand maatte have indrettet det saaledes, at Erlings Haand maatte blive aldeles uskadt, og godt kunne taale at fremvises. Enten have da de Midler, der anvendtes, for at hindre Forbrændingen, ikke været sterke nok, eller hiin Ytring skal kun betegne, at Nikolas selv nøje følte efter, om Haanden var uskad. Det vilde vel ogsaa upaatvivlelig hade gjort et alt for ugunstigt Indtryk paa Mængden, om Biskoppen med Flid havde søgt at skjule Erlings Haand. I den kortere Kongesaga staar der udtrykkeligt, at han blev „vel skirr,“ d. e. bestod Prøven godt.
  11. ↑ Ryklosters Annaler ved 1204 (Langebek Scr. rerr. Dan. I. 164); unavngivet dansk-svensk Chronicon, sammesteds S. 390. Her staar endog at Valdemar „overvandt Fienden,“ hvilket, som man seer, ej er at tage bogstaveligt.
  12. ↑ Inge Baardssøns Saga, S. 208; jvfr. nedenfor, ved 1214.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/75&oldid=81908»