Det norske Folks Historie/4/84

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 527-539).

Det var virkelig paa høj Tid, at der nu sattes en Grændse for de bestandige Fejder, saa meget mere som de sidste Aars Begivenheder noksom havde viist, at der ej engang var noget Haab om at den ene af Parterne omsider vilde sejre over den anden; Kræfterne synes at have været ganske lige paa begge Sider; den hele Krigsførelse bestod nu næsten alene i et Slags Legen Skjuul med hinanden eller bestandig Krydsfart frem og tilbage mellem Bergen og Viken, hvorved man ej engang synes at have lagt an paa at møde hinanden og levere et afgjørende Slag, men alene, som det lader til, at komme hinanden i Forkjøbet, overfalde enkeltviis en eller anden af det fiendtlige Parti, og for Resten gjøre hinanden saa megen Skade ved Herjen og Ødelæggelser, som muligt. For den fredeligere Seet af Befolkningen maatte dette være en saare uhyggelig Tilstand, thi ej alene blev alle Næringsveje, især Søfarten, derved foruroligede og lammede, men der tilføjedes ogsaa Borgere og Bønder ligefremme Tab ved Plyndringer, Ildspaasættelser og andre Slags Voldsomheder. Jon Drottnings ovenfor skildrede Ferd giver det bedste Exempel derpaa. Krigerne, hvis Vildhed og Foragt for fredelige Sysler nødvendigviis maatte tiltage, jo længere Fejderne varede, bleve derved ogsaa mere og mere uregjerlige og anmassende baade blandt Venner og Fiender, og i Længden maatte det derhos blive en hartad utaalelig Byrde for Landet at føde saa mange blot og bart fortærende og ødelæggende, ikke arbejdende eller i mindste Maade til det almene Bedste bidragende Mennesker. Det var derfor visselig den bedste Gjerning, Biskop Nikolas i sin hele lange politiske Løbebane udførte, da han allerede om Sommeren, sandsynligviis endnu førend Philip havde ladet sig hylde paa Ørething, rejste nord til Throndhjem, og foreslog Erkebiskop Thore, at de med forenede Kræfter skulde arbejde paa at bringe et Forlig i Stand mellem Birkebeinerne og Baglerne. Vel muligt, at Nikolas her mere havde sin Systersøns og sin Families Interesse for Øje, end Landets; hans hele Ferd for øvrigt viser noksom, at hans egen eller hans Families Fordeel, og hans personlige Sympathier og Antipathier altid hos ham afgave sterkere bestemmende Grunde for hans Handlinger, end Hensyn til Fædrelandets Vel. Men hvilke nu end hans Bevæggrunde ved denne Lejlighed monne have været, er det vist nok, at han gjorde Fædrelandet den største Tjeneste ved at gribe Initiativet til et endeligt Fredsfordrag. Erkebiskop Thore var strax rede til at række ham Haanden i dette gavnlige Verk, og begge disse mægtige Prælater forenede sig saaledes om at virke for Freden. Da Biskop Nikolas var kommen tilbage til Oslo, aabnede han Underhandlingerne ved at skrive Breve baade til Birkebeinerne og Baglerne, med Anmodning om at de vilde forliges. Sandsynligviis har ogsaa Erkebiskop Thore paa sin Kant tilskrevet dem, i det mindste Birkebeinerne, og disse maa have modtaget Brevene i Bergen paa samme Tid, som Philip og Baglerne modtoge Biskop Nikolas’s Brev i Haugesund. For øvrigt synes man at maatte formode, at begge Parter allerede tidligere paa Høsten have vidst Besked om, at Underhandlinger vare i Verk, og at dette kan have bidraget noget til at Birkebeinerne holdt sig saa længe uvirksomme ved Seløerne, medens Baglerne laa stille i Bergen. Ja det tør endog være muligt, at dette staar i Forbindelse med Reidar Sendemands ovenfor omtalte Forslag, at tage Drengen Haakon Haakonssøn til Konge^[1].

Fyrsterne, der nu noksom maatte have overbeviist sig om, at der ikke kom noget ud af den evindelige Kamp, saa længe Kræfterne vare saa jevnt fordeelte, som nu, lyttede med større Villighed til Fredsforslaget, end deres Krigere, der deels betragtede Krigen selv som sin Levevej, den de nødig ønskede at opgive, deels ogsaa havde tabt Gods og Penge, som de gjerne vilde vinde tilbage, ligesom de og endnu havde mangen Privathevn at udføre. Men i de strengeste Vintermaaneder var det under enhver Omstændighed umuligt at fortsætte Striden, og begge Parter havde derhos sandsynligviis deres meste Opmerksomhed henvendt paa den Kamp, som nu rasede mellem Erik Knutssøn og Kong Sverke Karlssøn i Sverige, og hvis endelige Udfald neppe vilde blive uden Indflydelse paa Forholdene i Norge, da Erik Knutssøn, der var saa nær beslægtet med Haakon Jarls Hustru Christina, maatte ansees som Birkebeinernes Ven, og, hvis han sejrede, blive dem en god Støtte, medens derimod Sverke, der stod i det nøjeste Venskabsforhold med Danmark, maatte, om han beholdt Magten, kunne bidrage meget til at fremme Kong Valdemars Planer i Norge og understøtte Baglerne. Man kjender meget lidet til de nærmere Omstændigheder ved denne Krig; der siges at Erik Knutssøn efter Nederlaget ved Elgjaraas flygtede til Norge i tre Aar, hvilket enten kan betyde at han opholdt sig der i hele tre Aar, eller, hvad det er rimeligere, at han benyttede det som et Tilflugtssted hver Gang han var uheldig i Striden mod Sverke. Erik havde de mægtige Folkunger paa sin Side, medens Sverke derimod fik Hjelp fra Danmark, især fra sine Svogere, de mægtige Sunessønner, Erkebiskop Andreas i Lund, Biskop Peder i Roeskilde, Ebbe Sunessøn til Knardrup mane» Svigerfader), Laurents og Jakob, der vistnok vare i Stand til, paa egen Haand at skaffe en betydelig Troppestyrke til Veje; dog skal ogsaa Kong Valdemar, hvad der og i sig selv er rimeligt, have sendt Sverke en heel Deel Hjelpetropper, hvoriblandt endog en Deel Bøhmere, som Valdemars Svigerfader, Kongen af Bøhmen, skal have overladt ham. Efter en enkelt Beretning skal det allerede i Aaret 1207 være kommet til et Sammenstød mellem Erik Knutssøn og Ebbe Sunessøn, hvorved denne faldt; den almindelige Fortælling taler dog kun om et eneste Hovedslag ved Lena i Vartofte Hered i Vestergøtland den 31te Januar 1208, hvor baade Ebbe og Laurentius Sunessønner faldt med en Mængde Danske, og Erik Knutssøn vandt en aldeles afgjørende Sejr, saa at Sverke maatte flygte til Danmark, hvorfra han først efter to Aars Forløb vovede at tomme tilbage, medens Erik satte sig i Besiddelse af Kongedømmet^[2]. Der tales ikke om, at der var Nordmænd med i Slaget, og det er lidet troligt, at Haakon Jarl har kunnet afsee Tropper til at staa Erik bi. Men at man alligevel i Norge fulgte Striden med den ængstligste Opmerksomhed, og at Efterretningen om det blodige Slag gjorde en overordentlig Opsigt, sees allerbedst af den Omstændighed, at der i Viken opkom et Sagn om, at Odin havde viist sig der før Slaget og tilkjendegivet sin Hensigt, at ville forlade Norge, hvor han nu, da det tegnede sig til Fred, intet mere havde at bestille, men derimod vilde gjeste Sverige for at tage Deel i den forestaaende Kamp. Endnu samme Vinter indfandt sig nemlig, heder det, hos Kong Philip i Tunsberg en Smed, ved Navn Thord Vette fra en Gaard paa Nesje, og gav følgende Fortælling til Bedste: Om Aftenen den 26de Januar kom en Mand ridende til hans Gaard, bad ham om Huusly, og om at maatte faa sin Hest skoet. Smeden lovede ham begge Dele. Allerede næste Morgen længe før Dag stode de op, og han begyndte at smede. Medens han smedede, spurgte han den Fremmede, hvor han havde været den forrige Nat. Den Fremmede nævnte et Sted nordligst i Thelemarken, og paa Smedens Spørgsmaal, hvor han da havde været Natten forud, angav han etsteds nordligst i Ryfylke. Smeden meente, at dette var umuligt, og at han maatte være en Løgner. Imidlertid vilde Arbejdet ikke ret gaa fra Haanden, saa at han tilsidst udbrød: aldrig har jeg smedet saaledes før. Smed kun, som det falder sig, svarede den anden, og da dannede Hesteskoene sig af sig selv, men bleve meget større end Smeden nogensinde havde seet dem; dog passede de ganske, da de bleve lagte paa. Da sagde den Fremmede: du er dog ret en uforstandig Mand, som ikke spørger om mere. Hvo er du da, spurgte Smeden, og hvor agter du dig hen? Jeg har været nordpaa, svarede delt anden, og har længe opholdt mig i Norge, men nu agter jeg mig over til Sverige; en Tidlang har jeg været til Søs, men maa nu vænne mig til at ride en Stund. I Aften tænker jeg at komme øster til Sparmark. Det er umuligt, sagde Smeden, did kan man neppe ride i syv Dage. Hvo er du da, spurgte Smeden, idet den Fremmede steg til Hest. Har du hørt tale om Odin, sagde denne. Hørt ham nævne har jeg nok, svarede Smeden. Her seer du ham for dig, sagde den Fremmede, og vil du ikke tro mine Ord, saa betragt kun hvorledes jeg sætter over Gjerdet. I det samme satte han Sporerne i Hesten, som sprang over Gjerdet, skjønt det var syv Alen højt, og foor hen i Vejret, saa at Smeden ikke saa ham mere. Men fire Dage derefter stod Slaget ved Lena^[3].

Dette Sagn, i hvilket Odin for sidste Gang forekommer i Norden som en til Folke-Overtroen hørende Figur, vidner ej alene om den Interesse, hvormed Nordmændene af alle Klasser betragtede den svenske Tronkrig, men ogsaa om de Følelser, der besjælede Almuen med Hensyn til Borgerkrigen i Norge. Thi Odin var forlængst i Folketroen bleven et ondt Væsen, en Djævel, og naar det nu hed, at han under de nærværende Udsigter til Fred forlod Norge, hvor han saa længe havde været tilstede paa Skibene, eller under de idelige Søkrige, for at gaa til Sverige og deeltage i dets Rytterkampe, er det tydeligt, at man betragtede disse Krige som Djævelens Verk, men nu endelig haabede at Forbandelsen skulde vige fra Landet. For Kong Philip og Biskop Nikolas maa Efterretningen om Eriks Sejr og Sverkes Nederlag have været højst nedslaaende, og den har uden al Tvivl bidraget meget til at bestemme den Politik, de nu fulgte ved Underhandlingerne, saavel som til at gjøre dem mindre fordringsfulde og paastaaelige, end de maaskee ellers vilde have været, medens den derimod sandsynligviis gjorde den anden Part des mere overmodig og utilbøjelig til Eftergivelser.

Da Vaaren kom, og Isene gik op, saa at Tiden var for Haanden til at begynde et nyt Felttog, begav Nikolas sig ud til Tunsberg til Kong Philip, og holdt mange Raadslagninger med ham. Philip spurgte først og fremst, hvad det tilsigtede Forlig skulde gaa ud paa. „Det begynder dermed, Herre,“ sagde Biskoppen, „at siden I ere trende Høvdinger, skal hver have sin Trediedeel af Landet; I skal have Viken og Oplandene, hvilket rigtignok ellers ikke vejer op mod Throndhjem, men der oppe hersker nu Dyrtid og Hungersnød, medens der her er gode Aaringer. Derhos har Erkebiskoppen og jeg overlagt, at I skulle egte Christina, Kong Sverres Datter; hun er af den bedste Æt her i Landet, og dersom det var saa vel, at I fik Sønner sammen, vil man nok ikke agte Baard Guthormssøns eller Folkvid Lagmands Afkom synderlig højt. Det er ogsaa raadeligt at indgaa Fred og Forlig, naar Lejlighed gives, thi det har nu længe været os haardt og tungt at stride mod Birkebeinerne; hvis I kun først gaar ind paa dette, kunne vi maaskee mage det saa, at de en anden Gang tilstaa os mere.“ Kongen fandt, at dette nok lod sig høre. Derpaa bleve Breve vexlede mellem Kong Inge og Biskop Nikolas, hvorefter denne selv drog til Bergen, ledsaget af de bedste Mænd fra Oslo, for mundtligt at aftale det Videre med Kong Inge og Haakon Jarl. Han indledede sit Erende saaledes: „vor Frænde Philip vil nu efter mine Overtalelser opgive al Strid med eder, og har derimod megen Lyst til at forbinde sig i Svogerskab med eder, dersom I ville give ham Christina, Kong Sverres Datter, til Egte. Da vil han være eder til megen Hjelp i alt hvad I kunne forlange.“ Kongen og Jarlen svarede i Førstningen ikke meget hertil, men sagde at der ej var at tænke paa Forlig, hvis Inge ikke blev Ene-Konge i Landet. Biskoppen gav imidlertid ikke tabt, men talte saa lempeligt, og jevnede det efterhaanden saa smaat til med dem, at han omsider fik dem stemt som han ønskede. Man kom virkelig overeens om, at Philip skulde faa Jomfruen, forudsat at hiin selv intet havde derimod, og at han skulde have saa meget af Landet som Erik, Kong Sverres Broder, havde haft^[4], med den Titel, som Kong Inge vilde unde ham. Birkebeinerne troede imidlertid snart at merke, at Biskoppen tog alt dette i en videre Forstand, end det fra deres Høvdingers Side var meent.

Det gjaldt nu at erhverve Jomfru Christinas Samtykke. Nikolas henvendte sig til hende, og spurgte hende, hvad hun syntes om at række hans Frænde Kong Philip sin Haand. Hun havde i Førstningen en Deel at indvende, dog ej af nogen Modbydelighed mod Philips Person, men alene af Stolthed, fordi hint ej ansaa ham god nok. „Uagtet jeg“ sagde hun, „ifølge min Byrd er berettiget til at egte en Konge, der baade har Land og Riger at raade over, tvivler jeg dog paa at Birkebeinerne for den Sags Skyld ville unde ham noget større Rige, Ære eller Magt.“ „Men saa meget,“ svarede den kloge Biskop, „maa I dog kunne indsee, at eders Frænder have liden Tanke om eller Vilje til at skaffe eder noget højt Giftermaal, siden de hverken have givet eder til Kongen af Danmark eller Kongen af Sverige. Sandsynligviis ville de bortgifte eder saa langt udenlands, at eders Afkom aldrig nogensinde kommer her til Riget, eller og lade de eder egte en Bondesøn her i Landet. Men om det end synes eder som om Philip ikke er af kongelig Byrd, eller at det med Rette tilkommer ham at være Konge, da veed jeg dog at han siden sin Ophøjelse til Kongedømmet har givet Birkebeinerne fuldt op at bestille, og tillige veed jeg, at han aldrig afstaar sit Rige og slutter Forlig med Birkebeinerne, uden for eders Skyld.“ Christina svarede hertil: „jeg vil ikke have nogen Mand, der er ringere end min Fader eller Morfader var, og det bliver dog Tilfældet med Philip, thi han skal jo, som jeg hører, ej kunne opnaa Forlig med Birkebeinerne uden at aflægge sin Kongetitel.“ „Kjære Jomfru,“ sagde Biskoppen, „bryd eder aldrig om hvad de sige; vi skulle nok lempe det saaledes, at Philip ikke skal komme til at miste sit Kongenavn, desuden ville vi saa meget heller kalde ham Konge, om han faar en saadan Dronning.“ Hermed endtes deres Samtale for den Gang, og det var tydeligt nok, at Christina ej var ubønhørlig, naar hun kun ved at egte Philip kunde blive Dronning. Nikolas skal strax efter have meldt Kong Inge og Haakon Jarl, hvad Christina havde svaret, dog nævnte han neppe noget om, hvad han selv havde sagt. Imidlertid var ogsaa Erkebiskoppen kommen nordenfra, og gjorde ligeledes sin yderste Flid for at Forliget kunde komme i Stand. Sagen blev omsider forhandlet paa et Thing, sandsynligviis Huusthing eller Hirdstevne. Her kunde Nikolas i Førstningen neppe komme til Orde for Birkebeinerne, der idelig faldt ham i Talen, bade den Niding at tie, og sagde at man nu ikke kunde tro ham bedre end før, hvor fagert han end talede. Men Nikolas lod sig ikke derved bringe ud af Ligevegt. „Lader dog ikke saa ilde,“ sagde han; „Nikolas kan nok lempe sin Tale saaledes at den vinder alle forstandige Mænds Behag. Har jeg før samtykket og hjulpet Baglernes Flok, da skal jeg nu lægge saa meget større Bind paa at bringe Fred og Forlig i Stand, for at vi endelig kunne faa Ro i Landet.“ Og saa længe og viseligen talte han herom, at det tilsidst blev aftalt, at der endnu samme Sommer skulde holdes et Mode ved Hvitingsøerne, hvor begge Konger skulde indfinde sig, hver med lige stor Styrke, for at raadslaa og enes om et endeligt Forlig, hvilket, naar det kom i Stand, skulde for at vinde endnu større Kraft forelægges Paven til Bekræftelse^[5]. Imidlertid stilledes der fra begge Sider Gisler til indbyrdes Betryggelse.

Da dette var afgjort, vendte Biskop Nikolas tilbage til Kong Philip, og meddeelte ham Udfaldet af sin Sendelse. Philip, der havde al Aarsag til at være tilfreds dermed, gjorde sig strax færdig til at begive sig til Modet med saa mange og store Skibe, som det var bestemt. Da han sejlede afsted, havde han vel ogsaa en Deel mindre Skuder og Smaafartøjer med, men disse lod han blive tilbage i forskjellige Havne paa Agder, og førte kun nøjagtigt det bestemte Antal til Samlingsstedet, hvor han lagde sig ved Nautø, et Par Mile nordøsten for Hvitingsøerne. Saa samvittighedsfulde vare ikke Birkebeinerne, der ej alene indfandt sig mandsterkere til Modet, end det var aftalt, men forsterkedes endog siden efter med Folk, som efterhaanden kom til. Dette hindrede imidlertid ikke Forhandlingerne fra at tage sin Begyndelse, men efter nogle Budvexlinger mellem Baglerne og Birkebeinerne, der laa ved Hvitingsø, holdtes virkelig den personlige Sammenkomst mellem begge Parter, sandsynligviis i et ved Hvitingsø Havn staaende Huus, eller i et paa Den opslaaet Telt, skjønt der ogsaa her var flere Birkebeiner end Bagler tilstede. Da Philip og Baglerne siden ankede herover, og gave at forstaa at de vare overlistede, maa man formode at det i Førstningen har lykkets Birkebeinerne at holde dem i fuldkommen Uvidenhed om deres utilbørligt store Antal, indtil det var for silde, skjønt det vistnok er vanskeligt at begribe, hvorledes dette kan have været muligt, hvis Baglerne, der laa saa nær, kun havde anvendt den aller ubetydeligste Forsigtighed. Man fristes derfor til at tro, at det neppe har været saa farligt med denne Overlegenhed paa Birkebeinernes Side, som Baglerne angave. Da Fyrsterne toge Plads, satte, fortælles der, Kong Inge sig først, og dernæst Erkebiskoppen og Biskop Nikolas lige over for ham. Derpaa gik Kong Philip hen til Bænken, og vilde sætte sig ved Siden af Kong Inge, men Haakon Jarl, der ej vilde vige for ham, skød ham til Side og satte sig ned imellem dem. Philip fandt sig, som det lader, taalmodigt heri. Derpaa talte Erkebiskoppen paa Kong Inges, og Nikolas paa Kong Philips Side om det aftalte Forlig, og vilde, som det siges, enhver gjerne drage sin Parts Sag noget frem. Ogsaa de tilstedeværende Birkebeiner ytrede sig, og ligeledes, som man maa formode, Baglerne. Efter langvarige Forhandlinger samtykkede Birkebeinerne i, at Philip skulde faa Jomfru Christina til Egte, og med hende Oplandene og Viken til Rygjarbit paa den vestlige^[6], og til Svinesund paa den østlige Side, men kun som et Len af Kong Inge, hvem han skulde sværge Troskab og forpligte sig til at følge som hans Vasal inden og uden Lands, med sin hele Magt, om det behøvedes. Han skulde derhos aflægge sit Kongenavn, udlevere sit Segl, og lade sig nøje med den Titel, Inge vilde unde ham. Philip, der, som det heder, saa, at Birkebeinerne vare for talrige til at det kunde nytte at sige noget herimod, svarede: „Jeg vil nedlægge al den Ufred og Urolighed, der nu saa længe har hersket, og tage de Vilkaar, jeg for har samtykket i, med den Deel af Riget, man vil unde mig; hvad min Titel angaar, faar vel ogsaa Kong Inge raade – jeg bliver dog lige fuldt den jeg er – hvad derimod angaar mit Segl, da har jeg det ikke her, men det er hos min Kantsler i Oslo, hos hvem I kunne lade det hente.“ Inge sagde da, halv spottende: „Din første Titel er, at du skal hede Philippus.“ Nogen bestemt Titel, enten af Konge eller Jarl, synes Inge ej at have givet ham, men Sagen synes med Flid at være ladet uafgjort, eller maaskee henskudt til Pavens Afgjørelse; dette hindrede imidlertid ikke Forligets Istandbringelse for øvrigt paa de nys nævnte Vilkaar, ligesom det og bestemtes, at for al den Skade, som begge Kongers Undersaatter indbyrdes havde tilføjet hinanden ved Drab eller Ran, skulde der ikke paa nogen af Siderne kunne kræves Bod, Vederlag eller Oprejsning, og ingen skulde siden understaa sig at tage Hevn. Derpaa skred man til Edsaflæggelsen. Først svore Høvdingerne, nemlig Kong Inge, Haakon Jarl og Philip, siden Lendermænd og Sysselmænd, to Tylfter paa hver Side, og tilsidst fremstod Thrøndernes Lagmand, Gunnar Grjonbak, og fremsagde almindelig og gjensidig Grid og Trygd, rimeligviis efter den gamle, ærværdige Formular, der endnu var brugelig i Norge saavel som paa Island. Derpaa hævedes Thinget, og Baglerne vendte tilbage til fine Skibe. Der fortælles, at Philip ved denne Lejlighed, som sædvanlig, vilde gaa Arm i Arm med Arnbjørn Jonssøn, men at denne unddrog sig fra at modtage hans fremrakte Arm, idet han sagde: „led dig nu selv“, Beviis nok paa, hvor dybt Baglernes stolte Høvdinger følte sig krænkede ved hans Eftergivenhed. Men det synes at have været en aftalt Plan mellem Philip og Morbroderen, at han skulde gaa ind paa Alt, for siden, naar han først havde faaet Christinas Haand, ved hendes Bistand, og maaskee ved Pavens Indskriden, at vinde uden Sverdslag, hvad han ved Forligsmødet ej havde vovet at paastaa. Dagen efter gik ogsaa Fæstemaalet for sig, og begge Parter vendte tilbage hver til sit, Birkebeinerne til Bergen, og Baglerne til Tunsberg.

Saasnart Kong Inge var kommen hjem til Bergen, sendte han Dagfinn Bonde med fem vel bemandede Skuder til Tunsberg, for at hente Philips kongelige Segl, og medgav ham Brev desangaaende. Han fremførte sit Erende, men Philip, der vistnok allerede havde modtaget fuldstændig Instruktion af Biskoppen om hvorledes han skulde bære sig ad, svarede at han ej kunde udlevere Seglet, førend han havde hørt sit Raad og sine bedste Mænd desangaaende, og bad Dagfinn vente saa længe. Faa Dage efter lod han holde Haugathing, og lyste her for sine Mænd saavel som for Tunsbergs Borgere og Bønderne fra Vestfold, hvilket Forlig han havde sluttet med Kong Inge, og lagde ikke Dølgsmaal paa at han havde samtykket i at aflægge sit Kongenavn og udlevere sit kongelige Segl, hvilket de tilstedeværende Sendebud fra Kong Inge nu skulde modtage, men lagde til, at han aldrig vilde have gaaet ind paa dette ydmygende Vilkaar, hvis Birkebeinerne havde holdt deres Ord og ikke indfundet sig mandsterkere til Mødet end Aftalen var. Da svarede de forsamlede Bagler, at da Birkebeinerne ikke havde holdt deres Ord, behøvede Philip heller ikke at holde sit Løfte, og at enhver den skulde faa en Ulykke, som lod Kongens Segl føre bort; vovede nogen at tage det, skulde han miste Haanden. Dagfinn indsaa Umuligheden af at faa Seglet, og bad derfor kun om Tilladelse til at drage hjem igjen, og sige sin Konge Svar. Philip, der oprigtigt ønskede at vedligeholde Freden, og som neppe engang havde holdt saa ivrigt paa Kongenavnet, hvis det ej havde været for Baglernes og sin Fæstemøs Skyld, sagde til Dagfinn: „far hjem med Fred, og sig din Herre, at mit Raad og mine Mænd ej vilde tillade at mit Segl udleveredes, men at jeg for min Part er tilfreds med, at Folk kalde mig som de ville, baade her og nordenfjelds; heller ikke forlanger jeg større Deel af Riget, end den, hvorom vi ere forligte med Birkebeinerne. Denne Besked kan du bringe Kong Inge og Haakon Jarl.“ Da Dagfinn kom hjem med dette Erende, svarede Inge kun lidet dertil, men Haakon Jarl derimod tilkjendegav sin Forbitrelse ved mange Eder og Vredesord, ligesom ogsaa Birkebeinerne ytrede megen Misfornøjelse, da de hørte at Philip fremdeles lod sig titulere som Konge af Baglerne og Vikværingerne^[7].

Philip forelagde, som det var aftalt, Paven sin Sag til Afgjørelse. Vi have ikke længer det Brev, som han, eller rettere hans Morbroder Biskop Nikolas i den Anledning skrev til Paven, men vi have en Skrivelse, som Paven paa Grund deraf udfærdigede til Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i Norge, og af denne Skrivelse erholde vi tilstrækkelig Oplysning om, hvorledes Nikolas fremstillede Sagen. „Vi ere,“ skriver Innocentius, „blevne underrettede om at, efter at Sverre, der havde forestaaet Norges Rige, var død, søgte hans Tilhængere, Birkebeinerne, at ophøje hans Systersøn Inge til Konge, hvilket Forsøg derimod en Deel forstandige og anseede Mænd, der vidste fuldstændig Besked om den norske Kongeslægt, søgte at hindre, og udvalgte eenstemmig til Konge en ung Mand ved Navn Philip, der nedstammede fra Magnus og Inge, berømmelig Ihukommelse, Norges gamle og katholske Konger, var selv af høj Byrd, og udmerkede sig ved sin hæderlige Vandel^[8]. Efter at nu disse tvende Mænd en Tidlang havde ført Strid med hinanden om Kongedømmet, og ynkeligt herjet Landet, skede det endelig ved Guds Naade fra det Høje, at det lykkedes dig, Broder Erkebiskop og vor ærværdige Broder, Biskoppen af Oslo, ved eders Omsorg og ivrige Bestræbelser at faa bragt et Fredsforbund i Stand mellem dem paa det Vilkaar, at begge – forudsat at vi meddeelte vort Samtykke dertil – skulde beholde kongeligt Navn og Værdighed, og Inge herske i den ene, og Philip i den anden Deel af Norge. Efter at allerede dette var bestemt, traf det sig, at bemeldte Philip, hvem Riget, som vi have erfaret, tilkommer med Arveret, begav sig til et Møde med sine Modstandere, hvorved disse, skjønt det forud var blevet nøje bestemt hvor mange Tropper enhver maatte bringe med til Mødet, ja endog Gisler gjensidigt vare stillede derpaa, alligevel omringede ham med en utallig Mængde, og erklærede at de ikke under nogen Betingelse vilde indgaa Fredsforbund med Philip, med mindre han frasagde sig Kongenavnet. Da han saaledes var i denne Knibe, tog han, for ej at plette sin Æts Anseelse og krænke det indgaaede Fredsforbund, sin Tilflugt til at appellere til os, og anfortro os at afgjøre hans Sag ved vor Kjendelse, nemlig saaledes, at den, vi dømte at være den dueligste, skulde hædres ved kongelig Titel og Værdighed. Herimod protesterede Birkebeinernes Høvdinger ganske og aldeles, og erklærede, at de aldrig vilde underkaste sig vor Dom. Skjønt vi nu angaaende disse Anliggender allerede have modtaget flere Breve, indeholdende Vidnesbyrd, have vi dog ikke erhvervet fuldkommen Vished i denne saa store og vigtige Sag, og befale eder derfor ved denne vor apostoliske Skrivelse, at I, med Gud for Øjnene, paa det aller fuldstændigste søger at komme efter Sandheden, og siden i eders Breve samvittighedsfuldt underrette os derom, saa at vi, oplyste ved denne eders Meddelelse, kunne gaa frem i denne Sag med større Sikkerhed^[9].“ Denne Skrivelse er for Resten ikke dateret førend 7de Juni 1211, altsaa hele tre Aar efter Forliget, og Pavens endelige Afgjørelse indløb vel endog, efter denne langsomme Maalestok at dømme, slet ikke, saa at man vel i Virkeligheden kan betragte Sagen som om denne Appel til Paven aldeles ikke havde fundet Sted. Men det bedste var, at den var aldeles unødvendig, og at begge Parter virkelig overholdt Freden nok saa samvittighedsfuldt, paa dette ene Punkt, Philips Kongenavn, nær. Den godmodige Philip fandt sig fuldkommen tilfredsstillet ved, at hans Omgivelser kaldte ham Konge, og tog sig ikke synderlig nær af, at Birkebeinerne negtede ham denne Titel, eller at Haakon Jarl gav Ondt af sig derover. Haakon Jarl og Birkebeinerne lode det ligeledes paa deres Side blive ved Spot-Ord og vrede Udladelser, uden at der nogensinde var Tale om at fornye Borgerkrigen. Ja der lagdes ikke engang mindste Hindring i Vejen for Fuldbyrdelsen af Egteskabet mellem Philip og hans Fæstemø, Jomfru Christina. Da Vaaren kom (1209) sendte Philip et Gesandtskab af tre Høvdinger, Eystein Roesson, Aamunde Burst og Grunde Fehirde (Skatmester) til Bergen med to Skuder, for at hente Kongedatteren, og hun fulgte strax tilbage med dem til Oslo, hvor Philip holdt Bryllup med hende^[10]. Til dette Bryllup indfandt sig ogsaa hendes Moder, Enkedronning Margrete, der siden Kong Haakons Død opholdt sig paa sine Godser i Sverige. Hun blev syg og døde faa Uger efter Bryllupet, og da Christina var Arving til alle hendes betydelige Ejendomme, sendte Philip strax en Skare af sine Mænd til Vermeland og Vestergøtland for at tage dem og hendes øvrige Efterladenskab i Besiddelse paa hans Vegne. Paa Eidskogen sluttede han lig selv til Toget, men i strengeste Incognito, under Navn af Hallvard hvite^[11], og saaledes fremdeles under Opholdet i Sverige, sandsynligviis formedelst de Uroligheder, som endnu herskede i Landet, og som ikke ophørte førend i det følgende Aar, da Kong Sverke Karlssøn faldt i Slaget bed Gestilreen mod Kong Erik og Folkungerne (18de Juli 1210)^[12].

Saaledes havde da Norge endelig faaet den længe forønskede Fred igjen, og skjønt Riget vistnok i Virkeligheden var deelt mellem Inge og Philip, havde dog Inge i det mindste Titel af Konge over det hele Land, da Philip ifølge Forliget kun skulde være hans Vasall. Det synes at maatte falde af sig selv, at der nu ikke længer kunde være mindste Spørgsmaal om den danske Kong Valdemars Lenshøjhed over Viken, og der findes heller ikke i de følgende Aar Tegn til, at han forsøgte at gjøre den gjeldende. Han var desuden alt for meget optaget med de nordtydske og siden med de liflandske og estlandske Anliggender, til at han kunde faa Tid eller Lejlighed til at blande sig i de norske. For Resten var det sandsynligviis især for at afskjære Philip fra umiddelbar Forbindelse med Danmark, og for at kunne holde bedre Øje med Bevægelserne ved Landets sydligste Grændse, at Birkebeinerne ikke med den øvrige Deel af Viken ogsaa lode ham faa Landet søndenfor Svinesund eller Ranafylke, men udtrykkeligt nævnte Svinesund som Grændsen for hans Besiddelser paa denne Kant. Dette har maaskee bidraget sit til at hindre Valdemar fra at gjøre noget nyt Tog til Norge. Efter en Tids Forløb synes han endog at have sendt de ham i sin Tid stillede Gisler tilbage, da der udtrykkeligt fortælles, at Philips Broder, Andres Simonssøn, nogle Aar efter kom tilbage fra Danmark, og blev særdeles venskabeligt modtagen af sin Broder, som gav ham store Forleninger^[13].

1. Se ovenfor S. 523–525.
2. De Efteretninger af nogenlunde Ælde, som man har om dette Slag, ere yderst magre, og det er kun fra sildigere historiske Skrifter, hvis Hjemmel er højst usikker, saavel som fra Kæmpeviserne, at man erfarer noget om de nærmere Omstændigheder derved. Det ældste Skrift, som omtaler at Ebbe Sunessøn og Broderen Laurents faldt i Slaget, er det anonyme Chronicon, som er meddeelt hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 83 fg., og hos Langebek, Scr. r. D. IV. 588. Derimod sige Flatø-Annalerne, hvis Angivelser ellers ere meget paalidelige, og endnu optegnede i Slutningen af 14de Aarhundrede, at „Junker Erik dræbte Ebbe Sunessøn“ 1207, hvilket unegtelig tyder hen paa et tidligere Sammenstød mellem disse før Hovedslaget. Og det er ikke usandsynligt, at hiint Chronicon, der ej anfører nogen Begivenhed ved 1207, kan have betragtet Ebbes Fald og Nederlaget ved Lena 1208 som een sammenhængende Begivenhed, og omtalt dem under eet.
3. Inge Baardssøns Saga, Cap. 40, jevnfør P. Claussøns Oversættelse. Det er merkeligt nok, at Sagaskriveren paa hiint Sted udtrykkeligt tilføjer: vi have denne Beretning fra En, der selv var tilstede og hørte paa, da Smeden fortalte Philip dette. Del viser i alle Fald al Sagaen er optegnet at en Samtidig. Stedet paa Nesje, hvor Smeden boede, kaldes Pisle; herved menes sandsynligviis Pinsle strax østenfor Sandefjord, hvilket Strøg vistnok ikke nu regnes til „Neset“ i særlig Forstand, men som i ældre Tider dog synes at have været regnet til de saakaldte „Nesjar“ eller Nesene, det vil sige de Nes og Halvøer, der stikke frem mellem Tunsbergfjorden og Grenmar eller Langesundsfjorden. Det vestlige af disse Nes var da det egentlige „Neset“ eller Brynlaaneset.
4. Hos P. Claussøn tilføjes her ogsaa: „eller som Philip Jarl, Byrge Brosas Søn, havde haft“, hvilket neppe kan vare rigtigt, og maaskee kun skyldes en Misforstaaelse, da der i Sverres Saga ikke er det mindste, der tyder hen paa at Philip Jarl havde egen større Forlening i Norge.
5. Dette siges udtrykkeligt i Pave Innocentius’s Brev, see nedenfor.
6. Naar det hos Peder Claussøn (Fornm. S. IX. 184) her heder at den vestlige Grændse for Philips Rige skulde være „Aaen Sire eller Ryjarbødt“ er det første aabenbart en af ham selv, efter Sædvane, indskudt Forklaring, hvorved han, som saa mange andre, indtil Munthe, der først paaviste det rette, bar svæver i den urigtige Formening at Rygjarbit skulde være Grændsen mellem Egdafylke og Rygjafylke – følgelig Aaen Sire, – medens der derimod er Jernespynten eller Grændsen mellem Egdafylke og Grønafylke.
7. Inge Baardssøns Saga Cap. 18. Vidløftigere Bearbejdelse hos P. Claussøn, Fornm. S. VI. S. 176–188.
8. Her slaaes ganske en Streg over Haakon Sverressøn og Erling Steinvegg, hvilket er charakteristisk nok.
9. Ep. Innoc. III. XIV. 73.
10. Inge Baardssøns Saga (kortere Bearbejdelse) Cap. 18. Den her omtalte Aamunde Burst nævnes som en af Oprørernes Anførere i Slaget ved Oslo 1200, se ovenfor S. 362.
11. Inge Baardssøns Saga, vidløftigere Bearbejdelse, hos Peder Claussøn, Fornm. S. IX. S. 190.
12. Dagen angives i de visbyske Annaler, hos Langebek Scr. R. D. I. S. 254, og i det dansk-svenske Chronicon sammesteds II. 167.
13. Inge Baardssøns Saga, hos Peder Claussøn, Fornm. s. IX. 208.