Det norske Folks Historie/4/87
Strax efter at dette vigtige Anliggende var bragt paa det Rene, drog Jarlen til Bergen, og havde Kongesønnen Haakon med sig. Man skulde tro at han nu var tilfreds, siden han for en Deel havde faaet sit Ønske opfyldt, men endnu stod det ham for Hovedet, at Philip lod sig kalde Konge, og han gav ikke sin Broder Kong Inge Rist eller Ro, førend denne i Fællesskab med Haakon udfærdigede en Skrivelse til Kong Philip, hvorved de forestillede ham, at han ved at beholde Kongetitlen krænkede Forliget til Hvitingsø. Philip raadførte sig herom med sine Mænd, der alle raadede ham til at beholde sit Kongenavn, og hans Hustru, Christina Sverresdatter, blev endog vred og skammede ham ud, fordi han ej torde hede Konge, naar andre vilde kalde ham saaledes. Philip svarede venligt tilbage, at det var langtfra hans Agt at krænke Forliget, men han kunde jo dog ikke forbyde nogen at kalde ham hvad de vilde; derimod havde han heller ikke noget imod dem, der ej kaldte ham saa. Der vexledes nu fremdeles nogle Breve frem og tilbage, og tilsidst aftaltes et nyt Møde ved Hvitingsø, hvortil enhver af Parterne skulde medbringe femten Skibe, af hvilket intet skulde være større end en Tyvesesse. Det er ikke usandsynligt, at det før omtalte Pavebrev af 7de Juni 1211, hvori Paven paalagde Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper nærmere at undersøge Forholdet mellem Inge og Philip, og afgive Indberetning derom, imidlertid er ankommet til Norge og har bidraget til Berammelsen af dette nye Møde. Men af Modet blev der intet. Kong Inges Broder Skule Baardssøn, der nu var myndig og havde faaet Syssel i Sogn, aabnede sin politiske Løbebane med en Handling, hvormed hans følgende Liv alt for vel stemmede, idet han nemlig lod bygge en eller flere Femtensesser saa store som ellers Tyvesesser plejede at være, for at bruge dem ved Mødet, og saaledes alligevel overliste Baglerne. Da disse hørte dette, vilde de naturligviis ikke komme til Mødet, og saaledes blev alt ved det gamle. Men disse Fartøjer bleve kaldte Fredsbrydere eller Sættaspiller (Forligs-Spildere), hvilke Navne de siden efter ogsaa beholdt[1].
Kort efter døde Dronning Christina i Barselseng, efter at have født et Barn til Verden (1213), som kun overlevede hende en føje Tid. Da det var dødt, lod Philip det besee af mange troværdige Mænd, og lod siden lyse til Thinge, at Barnet havde overlevet sin Moder, thi derved blev han Arving til alt hendes Gods[2]. Da han saaledes ingen Søn eller Arving havde at efterlade sit Kongedømme til, og derhos havde tabt den Støtte, han havde haft i sin højbyrdige og ærgjerrige Dronning, var han heller ikke saa meget at frygte, som før, og viste vel heller ikke selv saa megen Iver i at værne om sin Anseelse. Man lod ham derfor i Ro, og det vilde vel heller ikke have bekommet Birkebeinerne synderlig vel at angribe ham, da han var særdeles yndet af sine Undersaatter. Denne Yndest tiltog især ved den Fasthed, hvormed han tog Tunsbergsmændenes Parti mod sin fra Danmark hjemkomne Broder Andres Simonssøn, da denne, som bar et uforsonligt Nag til Tunsbergsmændene, fordi de for over 20 Aar siden havde været med at fælde hans Fader, Simon Kaaressøn, som dengang stod i Spidsen for Varbelgerne, ved Bristein[3], nu paastod at ville tage Hevn over dem, navnlig de Mænd, som dengang havde været deres Anførere, Thorlak Ulfgestsøn, Ulf svarte, og flere. Da de merkede, at Hr. Andres, som man kaldte ham, havde saadanne Planer fore, søgte de Hjelp hos Kong Philip, og han lod Andres vide, at da de toge ham til Konge, havde han aldeles opgivet denne Sag, saa at de ingen Ulempe skulde have deraf. Andres indvendte, at da de begge vare sambaarne Brødre af samme Fader og Moder, kunde Kongen ikke formene ham at gjøre Brug af sin lovlige Ret til at kræve Bod efter sin Fader. Men Philip satte sig saa bestemt imod denne ufornuftige Plan, og tog sig saa ivrigt af Bøndernes Sag, at han endog fratog sin Broder alle de store Forleninger, han havde givet ham, og lod ham kun beholde to Tjenere til Opvartning. Saaledes maatte Hr. Andres finde sig i at lade det blive, som Kongen vilde have det. Havde han faaet sin urimelige Vilje frem, vilde mangen Mands Liv og Velfærd være blevet forspildt, og det var derfor intet Under, at alle vare Philip taknemmelige for at saa stor en Ulykke var forebygget[4].
For øvrigt gik Philips Regjering hen i Fred og Ro, og ingen Begivenheder af Vigtighed forefaldt paa den Kant i Landet i de nærmest paafølgende Aar. Hans fornemste Støtter synes, foruden Biskop Nikolas, at have været Ragnvald, Søn af Hallkell Jonssøn og Kong Magnus’s Syster Sigrid, Sysselmand paa Raumarike, og fornemmelig den dygtige og utrættelige Arnbjørn Jonssøn, der, som det synes, allerede da havde faaet Borgesyssel at bestyre, og havde sit Sæde paa Valdensholmen paa Heggen, hvilken rimeligviis allerede han befæstede[5]. Hans Post var saa godt som en Grændsepost, thi hiinsides Svinesund, i Ranafylke, der ifølge Overeenskomsten tilhørte Kong Inge eller Haakon Jarl, laa Skarer af Birkebeiner med deres Høvdinger, af hvilke Sigurd Kongsfrænde, som man maa formode, var den fornemste eller egentlige Sysselmand[6]. Medens vi intet have tilbage af de offentlige Brevskaber der ifølge det foranførte maa have været udstedte af Kong Inge og Haakon Jarl, lige saa lidt som noget andet af dem udstedt eller beseglet Dokument, have vi, merkeligt nok, endnu et af Kong Philip udstedt Brev; det er et Truselsbrev mod Morsdølerne, der havde foruroliget Hovedøens Kloster i Besiddelsen af Gaarden Aspe paa Follo, som Kong Inge (sandsynligviis Inge Baglerkonge) havde skjenket det[7].
- ↑ Inge Baardssøns Saga, hos Peder Claussøn, Fornm. S. II. S. 200, 202. Det var upaatvivlelig et af disse Skibe, som Kong Haakon senere (i 1224) brugte, og som da netop kaldes Sættaspiller, se nedenfor, jvf. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 106.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, l. c. S. 202. Aarstallet angives i Annalerne.
- ↑ Se ovenfor, S. 219, 220.
- ↑ Inge Baardssøns Saga hos P. Claussøn, Fornm. S. IX. S. 208. Hvad Tid dette foregik, siges ikke udtrykkeligt. Sagaen fortæller det efter at have omtalt Haakon Jarls Død, men uden at Beretningen staar i nogen umiddelbar Forbindelse med Beretningen om denne, faa at det lige faa godt, hvad der endog er rimeligt, kan være forefaldt før. For Resten gjør Tiden her lidet til Sagen.
- ↑ Valdensholm, nu kaldet Valdensø eller Vallensø, i Glommen, strax ved Gaarden Lindhool paa Heggen (Eidsbergs Prestegjeld), omtales allerede som Arnbjørn Jonssøns Sæde ved Aaret 1225 (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 119). Som belejret og kapitulerende, altsaa som befæstet, men ligeledes som Arnbjørns Sæde, omtales den først ved 1240 sammesteds Cap. 226), og i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333 heder det endog at Kong Haakon „lod huse Valdensholm“. Men forudsat at dette, hvilket vel at merke ej findes i Flatøbogen, er rigtigt, kan det ene betegne, at Haakon har ombygget eller udvidet Befæstningerne. At Øen var befæstet allerede da den paa første Sted omtales, følger ligefrem deraf at den var Sysselmandens Bolig, thi den ubetydelige Holm vilde ellers ej være benyttet dertil, naar det ej var fordi den afgav et bekvemt Sted for en Befæstning. Men faa tidligt, som i 1225, har Kongen neppe endnu haft Lejlighed til at faa Befæstningen i Stand, hvilket desuden var Arnbjørns Sag som Sysselmand, og det rimeligste er derfor, at denne allerede under Philips Regjering f indrettede sig et fast Tilhold her.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 27.
- ↑ Dipl. Norv. I. 3. Merkeligt er det at han retter dette Bud til „alle Morsdøler, som ville være i Lydighed med os“. Dette Brevs Aarstal angives ej. Af den Omstændighed, at han her kalder sig Konge, kan man neppe slutte at det er ældre end 1208, da han, som vi have seet, vedblev at lade sig kalde og vel ogsaa selv at kalde sig Konge efter den Tid. I Brevet omtales en af Simon Lagmand (paa Thumn) nys afsagt Dom; saaledes levede denne Mand endnu paa den Tid, da Brevet udstedtes.