Det norske Folks Historie/4/94

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 586-592).

maattet sværge Kongen Troskabsed, og han kunde nu ikke andet end, efter Overlæg med Hirdstjorerne, give Sendebudene et Brev hvori han foreslog Philip at lade Sagen afgjøre paa et almindeligt Rigsmøde næste Sommer, hvor alle Biskoperne og de forstandigste Mænd i Landet skulde komme sammen, men tilbød ham indtil da, altsaa i et Aars Tid, at beholde den Deel af Landet, som han hidtil havde besiddet. Baglerne sorte imidlertid det store Ord; Sigurd Kongsfrænde, Birkebeinernes Sysselmand i Viken, havde allerede denne Sommer tiltraadt sit Korstog, og de i Viken tilbageblevne Birkebeiner-Høvdinger, Lodin Paalssøn, Hallvard bratte, Baard Brimsteen, og Karl Svange, truedes næsten hver Dag af Baglerne paa Livet, saa at de stedse svævede i den største Uro. Sandsynligviis vare Baglerne dobbelt hadske mod Lodin og Hallvard, fordi disse selv engang havde været Baglerhøvdinger. Men allerede førend Philips Sendebud vare komne tilbage med hiint Svar fra Jarlen, blev han farligt syg i Tunsberg. Han vilde, som det synes, lade sig bringe ind til Oslo, men kom ikke længer end til Løvet, hvor han efter et kort Sygeleje afgik ved Døden. (Juli 1217)^[1]. Baglerne søgte i Førstningen at skjule hans Død, men Lodin Paalssøn fik Nys derom, og sendte i flyvende Hast en vis Gunnar Banemand afsted paa en Skude til Bergen med Brev derom til Kongen og Jarlen. Brevet indeholdt foruden denne Efterretning ogsaa den indstændige Anmodning fra de Birkebeiner, som vare i Viken, til Kongen og Jarlen, at de ufortøvet maatte komme derhen, da Baglerne allerede saa sig om efter en ny Konge, og havde sendt Bud til Danmark efter Erling Steinveggs Søn Sigurd, som de havde hørt skulde opholde sig der, hvorimod der var Haab om at alle disse Forsøg vilde gaa overstyr, og at Baglernes Flok ganske vilde opløse sig, hvis de kom ret snart. Gunnar skyndte sig saa sterkt, at han ikke var mere end tre Dage om den hele Rejse fra Ranrike til Bergen. Kongen og Jarlen betænkte sig ikke et Øjeblik paa at efterkomme Anmodningen, og lode sine Skibe udruste saa hurtigt skee kunde. De sejlede afsted strax efter Mariemesse fyrre (15de August) med en Flaade af 40 for det meste store Skibe; Jarlen og Kongen vare fremdeles paa eet Skib sammen, dette Skib var den oftere omtalte Ognarbranden. De fik god Bør, og kom derfor endnu i betimelig Tid til Viken. Baglernes fornemste Overhoveder, Andres Simonssøn, Kong Philips Broder, Ragnvald Hallkellssøn, Arnbjørn Jonssøn o. fl. laa allerede østenfor Fjorden^[2], sandsynligviis for at være rede til, ved første Vink at bryde ind paa Birkebeinerne; kun Biskop Nikolas og nogle andre Høvdinger laa paa Vestsiden, nemlig i Luesund strax søndenfor Tunsberg^[3]. Men da Kongen og Jarlen kom med deres store Flaade, og stevnede ind ad Tunsbergfjorden, sloge Baglerne for det første alle Krigstanker af Hovedet. Den, som her gjorde det første Skridt til en fredelig Nærmelse, var ingen anden end Biskop Nikolas, der strax drog de kommende imøde og traf dem ved Rossenes, strax udenfor Tunsberg. Hvad Nikolas afhandlede med Kongen og Jarlen, siges ikke udtrykkeligt, men at der foreløbig er blevet talt om almindelig Overeenskomst, sees deraf, at der indtil videre sattes Grid mellem Birkebeinerne og Baglerne, og at de oven nævnte Baglerhøvdinger kom østenfra for at bolde Møde med hine. De lagde deres Skibe ved Gunnarsbø, og gik derfra til Tunsberg, hvor Sammenkomsten skede i Mariekirken, (Byens nuværende Kirke) og hvor der blev forvandlet mangt og meget mellem begge Parter. Kongen og Jarlen tilbøde Baglernes Høvdinger at gaa dem til Haande, imod at beholde de Titler og Værdigheder, som de hidtil havde haft. Baglerne, som endnu ikke ret kjendte Kongen, men som derimod maatte have Skule Jarls Tilnærmelser i friskt Minde, skulle først, som det synes, have ytret Ønsket om, alene at gaa ham til Haande, idet de derhos betingede sig at beholde ej alene sine Titler, men ogsaa de Dele af Landet, som de indtil da havde besiddet, da de nemlig, som de sagde, ellers ikke godt kunde ansee sig betryggede lige over for Birkebeinerne formedelst de mange gamle uopgjorte Sager der vare imellem dem. Vi ville i det Følgende see, at Bladet snart vendte sig med Hensyn til deres større Tillid til Jarlen; efter faa Aars Forløb ytrede de udtrykkeligt deres Ønske heller at have Kongen end ham til Herre. Man kom endelig overeens om, fra begge Parter at sende befuldmægtigede Mænd til Erkebiskoppen, for at anmode ham om, næste Sommer at slutte en blivende Fred, og at Baglerne imidlertid skulde faa beholde Halvdelen af de Sysler, Kong Philip havde haft. Den anden Halvdeel skulde naturligviis staa til Kongens og Jarlens Disposition, ligesom det og faldt af sig selv, at der ikke længer lagdes nogen Hindring i Vejen for Kongens Hylding i denne Deel af Riget, saa meget mindre som han under alle Omstændigheder, ifølge Forliget til Hvitingsø, maatte være at betragte som dens øverste Herre. Svin Gesandter til Erkebiskoppen afgik fra Birkebeinerne Gregorius Jonssøn og Dagfinn Bonde (hiin, som man seer af Jarlens, denne af Kongens Parti) og fra Baglerne Eindride Bekil og Grunde Fehirde^[4]. Freden maatte imidlertid allerede kunne ansees sikret, thi Baglerne havde tydeligt nok lagt for Dagen, at de havde slaaet alle Tanker om nye Partistridigheder af Hovedet, og de synes kun at have udsat sin formelige Underkastelse under Kongen for, som det heder, at kunne trække sig tilbage med Anstand, saa at det ej saa ud, som om de bare havde ventet paa deres Konges Død for strax at forene sig med Modpartiet. Dog giver ogsaa den Opførsel, Erkebiskoppen kort efter viste mod Kongen, som det strax nedenfor skal omtales, grundet Anledning til den Formodning, at Henskydningen under hans Afgjørelse egentlig er udgaaet fra Skule, som derved visselig kunde skaffe Haakon nye Vanskeligheder, maaskee endog berede sig Vej til ganske at fortrænge ham, og at Baglerhøvdingerne gik ind derpaa, fordi Tilbudet i sig selv var hæderligt, uden at de deri anede noget Kneb af den i Forfølgelsen af sine ærgjerrige Planer utrættelige, og i Opfindelsen af allehaande Midler uudtømmelige Jarl. Vi ville i det mindste erfare, at Baglerne, da det kom til Stykket, ikke engang afventede Erkebiskoppens Afgjørelse for at gaa Kongen til Haande.

Haakon og Skule indsatte nu Sysselmænd i de dem tilfaldne Sysler, og lode stevne Haugathing, hvor Haakon blev hyldet for denne Deel af Viken. De ansaa sig nu saa trygge, at de lode den største Deel af Flaaden vende tilbage til Bergen; men med den tilbageblevne Deel begave de sig øst over Folden for ogsaa i Borgesyssel og Ranafylke at holde Hyldingsthing paa de vedtagne Steder, i Sarpsborg (Borgarthing), paa Stofn i Vettahered, paa Hornbora (Hornborething), og paa Elvebakken eller Baagaholmen ved Kongehelle. Paa alle disse Thing blev Haakon hyldet, og Indbyggerne vedtoge at udrede fuld Leding med største Beredvillighed, ja tilføjede endog Gaver oven i Kjøbet. Kongen og Jarlen forbleve derefter temmelig længe ud paa Høsten i Kongehelle^[5].

Efter de her saavel som nedenfor berettede Tildragelser at dømme kan Kong Philips Død neppe have været Baglernes Høvdinger uvelkommen. Det lader virkelig til, at ogsaa de, eller i det mindste de mest velsindede af dem, vare hjertelig kjede af den langvarige Splittelse i Riget, og længedes inderligt efter en passende Lejlighed til at indgaa fuldstændig Fred og Gjenforening. Dermed er det ikke sagt, at de havde noget imod Philip: hans Godmodighed og velvillige Sindelag maatte vistnok gjøre ham yndet af alle dem, der kom i Berørelse med ham, men nogen synderlig Ærefrygt synes de ej at have næret for ham, deels fordi hans Godmodighed upaatvivlelig i mange Stykker udartede til Svaghed, deels og fordi han dog egentlig, naar alt kom til alt, var et Redskab i Biskoppens Haand, og aldeles ikke, enten paa fædrene eller mødrene Side, af den rette Kongeæt, saa at enhver anden højbyrdig Høvding maatte føle sig jevngod med ham, ja mangen En maaskee endog betragtede sig selv som langt fornemmere. Ogsaa synes det af flere Antydninger, som om det under hans saakaldte Regjering i Viken gik heel besynderligt til, eller som om Regjeringen egentlig kun var et af ham og de øvrige Baglerhøvdinger bestaaende Oligarchi under Biskoppens Præsidium, og som om hans eneste Fortrin for de øvrige kun var at han – og det ikke engang med Rette – tituleredes som Konge og maaskee havde flere Sysler end enhver anden Høvding under sin Raadighed^[6]. Derved forklares det ogsaa bedst, hvorledes det kunde gaa til, at Baglerhøvdingerne efter hans Død beholdt en Deel af Syslerne i deres eget Navn, uden for det første at staa under nogen ny Konge. Men derved maatte Forbindelsen mellem dem selv indbyrdes og mellem de enkelte Landskaber blive meget løs, og i Længden maatte en saadan Tingenes Orden blive dem, og end mere den store Mængde ubehagelig, saa at den Adgang, der ved Kong Haakons Tilbud aabnedes for dem til en Gjenforening paa gunstige Vilkaar, maatte være dem saare velkommen. Glæden over denne Gjenforening og Udsigten til at Riget ikke for Eftertiden vilde blive adsplittet synes ogsaa at have været almindelig over hele Landet. I Haakons Tronbestigelse hilste man Begyndelsen til en ny, lykkeligere Tidsalder, og man troede at see et Varsel herpaa i den overvættes Frugtbarhed og herlige Vejrligt, som udmerkede dette Aar. Sommeren, berettes der, var saa god, at Frugttrærne paa de fleste Kanter af Landet bare to Gange Blomster, og de vilde Fugle lagde to Gange Egg. Skalden Sturla Thordssøn, der senere forfattede Haakons Saga, og som selv havde Anledning til at erfare af paalidelige Mænd, der enten vare Deeltagere i eller Øjevidner til alle de her skildrede Begivenheder, hvordan Stemningen da var i Landet, siger udtrykkeligt i sit Mindekvad over Haakon: „Det er vist at Frugttrærne paa een Sommer blomstrede tvende Gange, og at Himlens Fugle lagde Egg strax fra Aarets Begyndelse, uden at lide af Kulde, da den ærelystne Hersker fik Kongenavn, og hans Lykke, bestemt til at naa den højeste Glands, begyndte at vore. Hver og een saa da, at selve Elementerne paa denne vide, havomgivne Jord vilde byde den gjæve Fyrste Velkommen“^[7]. Og Haakon havde det Held, i sin lange Regjeringstid under alle Lykkens øvrige Omvexlinger ej alene at tilfredsstille, men, om muligt, endog at overtræffe de Forventninger, som hans Undersaatter ved hans Tiltrædelse nærede om ham.

94. Fru Christina egter Æskil Lagmand. Svenske Forhold.

Det er ovenfor berettet, at Haakon Jarls Enke, Fru Christina Nikolasdatter, efter hans Død begav sig tilbage til Vestergøtland. Her indgik hun den samme Sommer et nyt Egteskab med den mægtige Folkunge Æskil Lagmand i Vestergøtland, en Søn af Byrge Jarls Broder Magnus Minneskjold^[8]. Derved kom hendes og Haakon Jarls Søn Junker Knut til at staa under Stiffaderens og de øvrige Folkungers Beskyttelse, hvilket havde saare meget at betyde, da Folkungerne siden Kong Erik Knutssøns Død 1216 vare at ansee som Sveriges egentlige Herrer, medens de derimod, som man maa formode, havde mindre at sige i hans Levetid, skjønt de havde hjulpet ham paa Tronen, saasom han nemlig efter at have fældet sin Modstander forandrede sin hidtil fulgte Politik, og sluttede Venskab med sin forrige Fiende, Kong Valdemar i Danmark, ja egtede endog hans Syster Richiza. Hans Søn med denne var ved hans Død endnu ej fød, og selv om dette havde været Tilfældet, vilde Folkungerne alligevel neppe have undladt at gjøre hvad der stod i deres Magt, for at bringe deres egen Nærfrænde, den unge Jon eller Johan Sverkessøn, der allerede for 14 Aar tilbage havde faaet Kongenavn, paa Tronen, og saaledes, da han endnu var mindreaarig, herske i hans Navn. Dette lykkedes dem nu fuldkommen, og trods Richizas Broder Kong Valdemars, ja trods Pavens Protest^[9], herskede Kong Johan uforstyrret til sin Død, der allerede indtraf i 1222, da han endnu kun var 21 Aar gammel, og blot tre Aar efter at han var bleven myndig. Den, som i den største Deel af denne Tid synes at have haft mest at sige, eller at have været Rigets egentlige Bestyrer, var Karl Jarl, kaldet den døve, Byrge Brosas og Magnus Minneskjolds Broder og saaledes Æskil Lagmands Farbroder^[10]. Ved at egte Æskil stillede den kloge Christina saaledes sin Søn Knut under Folkungernes, eller rettere selve den svenske Krones mægtige Beskyttelse, og man seer tydeligt nok af hvad der senere paafulgte, at det var hendes bestemte Hensigt, at benytte sig heraf til i sin Tid ogsaa at gjøre Knuts foregive Fordringer paa den norske Trone gjeldende. Sandsynligviis for at forebygge de Ubehageligheder, hvortil dette vilde give Anledning, sendte Kong Haakon og Skule Jarl, medens de om Høsten opholdt sig i Kongehelle, et Brev op i Vestergøtland til Lagmanden med Anmodning om at lade Junker Knut komme til dem, idet de lovede at vise ham al tilbørlig Hæder. Lagmanden sagde i Førstningen ikke Nej, og der blev endog aftalt Tid og Sted, hvor Jarlen og Lagmanden skulde komme sammen for nærmere at raadslaa herom. Jarlen indfandt sig ogsaa til Mødet, men Lagmanden udeblev, da han, som det heder, ikke troede Birkebeinerne. Rimeligviis har den rænkefulde Christina faaet ham afsnakket fra at holde Ord, og Junker Knut forblev i Vestergøtland for at slippes løs paa Norge, naar det belejlige Øjeblik kom til ny Fredsforstyrrelse. Kort efter vendte Kongen og Jarlen tilbage til Tunsberg, hvorfra de siden droge til Bergen, efter først at have kaldt alle sine Lendermænd i Viken sammen, og indskærpet dem paa det .indstændigste at tage sig vare for Baglerne, om disse maaskee skulde have svigefulde Anslag i Sinde^[10].

1. Dagen før Philips Død angives ingensteds, men da det heder at Sendebudene fra ham til Bergen ankom strax efter Seljemannamesse, 8de Juli, og at han rede førend de vare komne tilbage, maa hans Død være indtruffen i Juli Maaned.
2. At de laa østenfor Fjorden, siges udtrykkeligt. De have derfor sandsynligviis ligget i eller ved Svinesund.
3. Texten i Udgaven af Haakon Haakonssøns Saga, eller den saakaldte Codex Frisianus, har her „Svinesund,“ hvilket aabenbart er urigtigt. Deels passer nemlig her ikke Udtrykket „alt nord i Svinesund,“ da dette Sund var det sydligste Punkt af Baglernes Besiddelser, deels vilde det da verre umuligt, at Nikolas kunde have mødt den vestfra kommende Flaade ved Rossenes inde i Tunsbergsfjorden. Skaalholtsbogen har derimod her den rigtige Læsemaade, nemlig Lúasund, d. e. Sundet mellem Fojenland og Gaarden Luen paa Nøterø. Strax indenfor udvider Sundet sig til en god Ankerplads, hvor rimeligviis Biskoppens Skibe laa, længer inde, ved Ekenes, griber Sundet igjen sammen; efter denne Gaard, Ekenes, kaldes hele Sundet nu Ekenes-Sund. Det er tydeligt, at Biskoppen har skyndt sig ind forbi Tunsberg, og at Flaaden derimod har taget Vejen ind ad Tunsbergfjorden, hvor den mødte Biskoppen ved Rossenes. Navnet luasund har en anden Afskriver aabenbart læst som iuesund, hvilket har forledet Flatøbogens Afskriver til at sætte ifasund. Da Trælen maaskee ej var farbar for ret store Skibe, er det muligt, at Nikolas ved Efterretningen om Kongens og Jarlens Ankomst er ilet dem imøde over Land, tvers over Nøterø.
4. Denne Grunde Fehirde, maaskee en Gejstlig, nævnes allerede ovenfor som en af de Mænd, Kong Philip sendte for at hente sin Brud. Se ovenfor S. 538 I det følgende vil det sees, at Grunde Fehirde senere holdt sig til Jarlen som hans Tilhænger; hans Valg til at afgaa som Gesandt til Erkebiskoppen bestyrker derfor unegteligt den ovenfor fremsatte Formodning, at Henskydningen til Erkebiskoppens Afgjørelse var et Kneb af Skule Jarl.
5. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 27, 28.
6. Et saadant Forhold antydes umiskjendeligt ved det ovenfor anførte Udlaan af Arnbjørn Jonssøn til Philip paa Hvitingsø strax efter Forliget. Og hvad Philips Titel angaar, da er det merkeligt nok, at Pave Honorius i den før omtalte Skrivelse slet ikke kalder ham Konge, kun „højbyrdig Mand.“
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. Ogsaa Olaf Thordssøn, kaldet Hvitaskald, Sturlas Broder, taler i det samme i et Kvad, han ligeledes digtede til Haakons Ære, og af hvilket et Halvvers her anføres i Sagaen.
8. Æskil Lagmand kan paa denne Tid ej have været nogen ung Mand, da han allerede i et Brev af Kong Knut Erikssøn (altsaa i eller før 1195), nævnes som Vidne til et af ham udstedt Brev ved Siden af sin Fader Magnus. (Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 67). Er Brevet fra 1195, og var han da omtrent 20 Aar gammel, maa han i 1217 have været 42 Aar; men det er meget muligt at Brevet kan verre ældre. Man kan vel saaledes antage, at Æskil ved sit Giftermaal med Christina har været omkring 45 Aar gammel.
9. Se Pave Honorius’s Brev af 1219, meddeelt hos Lagerbring, (efter Raynaldi Annales XIII. 268) i Sveriges Historie S. 320.
10. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 29, 31.