Det norske Folks Historie/4/95
I Løbet af den nys omtalte Sommer, da Kong Haakon tog Viken i Besiddelse, tiltraadte de norske Høvdinger, der havde taget Korset, deres Tog til det hellige Land[1]. Det er allerede ovenfor nævnt, at Sigurd Kongsfrænde drog afsted nogen Tid før Kong Philip døde; han synes at have været den første, som forlod Landet og ligeledes den første, som kom mange„ thi han var, som det nedenfor vil sees, allerede hjemme før det følgende Aars Høst[2]. Sandsynligviis har han neppe engang udrustet Skibe eller taget Søvejen omkring Spanien, men over Danmark begivet sig til Tydskland, og her sluttet sig til de Korsfarere, som længer ud paa Sommeren begave sig til Spalatro, for under Anførsel af den ungarske Konge Andreas at opfylde sit Løfte i det hellige Land, hvor de ankom ved Høstens Begyndelse. Alt hvad de foretoge sig, var dog kun at gjøre nogle faa Herjetog, hvorved de vandt endeel Bytte, men for Resten udrettede lidet eller intet; allerede i Begyndelsen af Aaret 1218 vendte Kongen tilbage til Europa, og kort efter, da Foraars-Skibsfarten var begyndt, de tydske Korsfarere. Med dem har Sigurd rimeligviis fremdeles været i Følge, og kan da være kommen hjem til Norge ved Sommerens Begyndelse.
De to andre norske Høvdinger, Roar Kongsfrænde og Erlend Thorbergssøn, af hvilke den første sandsynligviis førte det Skib, Kong Inge havde ladet udruste, men Erlend, som det udtrykkeligt siges, et af Bymændene (i Nidaros) bekostet Skib, maa have tilbragt en meget længere Tid borte fra Hjemmet, da de, som man erfarer, toge Søvejen, og det udtrykkeligt fortælles om dem, at Roars Skib kom til Akre, og Bymændenes lige til Damiate, samt at begge udførte deres Erende vel[3]. Det bliver heraf tydeligt, at begge disse Skibe sluttede sig til den store Flaade af nederlandske, frisiske, kølnske og andre tydske, vel og danske eller overhoved nordiske, Korsfarere, der under Greven Villjam af Hollands og Georg af Wieds Anførsel afsejlede fra Nederlandene om Vaaren 1217. Roar Kongsfrænde var, som vi have seet, kort efter Kong Inges Død, eller i de første Dage af Mai Maaned, kommen til Nidaros, i Følge med Dagfinn Bonde, da denne indfandt sig paa Gulathingsmændenes Vegne for at fordre Haakon Haakonssøns Ophøjelse paa Tronen. Roars Hensigt var da sandsynligviis at overtage Befalingen over sit Skib, og drage afsted i Følge med Bymændene under Erlend. Det var netop passelig Tid til at slutte sig til den nederlandske Flaade, der havde forladt Vlaardingen den 29de Mai, og ankom til Dartmouth i England den 3die Juni. Hervar det rimeligviis, hvor de norske Skibe indtraf, eller ogsaa i den saakaldte St. Matthæushavn i Bretagne, hvor Flaaden, efter at have forladt Dartmouth, paany samlede sig. Et af de vigtigste Foretagender, som Korsfarerne udførte paa Vejen, var Belejringen og Indtagelsen af Borgen Alkazar i Portugal, efter Opfordring af flere portugisiske Biskopper og verdslige Herrer. Denne Belejring varede lige fra Begyndelsen af August til sidst i Oktober, og de Korsfarere, der havde taget Deel deri, fandt det bekvemmest at overvintre i Lissabon, som de ej forlode førend den 31te Marts, saa at de, som man maa formode, ej ankom til Bestemmelsesstedet førend de i Palæstina værende Krigere og Korsfarere allerede havde begivet sig til Ægypten og lejret sig ved Damiate, for med Betvingelsen af denne Stad at gjøre Begyndelsen til Erobringen af Ægypten, Hovedsædet for den saraceniske Magt. Men i Belejringen af Alkazar havde flere af Korsfarerne, fornemmelig Friserne, ej villet deeltage, da Pave Innocentius udtrykkelig havde befalet dem, ikke at opholde sig undervejs ved andre Foretagender; de havde allerede den 27de Juli forladt Lissabon med 80 Skibe eller der over, benyttede et formedelst Modvind nødtvunget Ophold ved Santa Maria i Algarve til at erobre denne Stad, indtoge og plyndrede ligeledes Cadiz (4de Aug.), droge langs Spaniens og Frankriges Kyst til Civita Vecchia og Corneto, hvor de overvintrede, afsejlede ikke førend i Marts det følgende Aar, og kom efter mange Gjenvordigheder den 24de April til Aker, hvor Toget til Ægypten nu strax blev aftalt[4]. Af Sagaens ovenfor meddeelte Ytring om Roars og Erlends Ferd maa man saaledes slutte, at Roar har været i Følge med Friserne, som ej vilde opholde sig ved Alkazars Belejring, og derfor ankom til Akre førend Toget til Ægypten blev bestemt[5], men at Erlend og Thrønderne derimod bleve hos Hovedhæren, kæmpede ved Alkazar, overvintrede i Lissabon, og traf ikke sammen med sine Landsmænd igjen førend ved Damiate. Ved Belejringen af denne befæstede Stad udmerkede som bekjendt, de nordtydske, især de frisiske Korsfarere sig overordentligt, fornemmelig ved Indtagelsen af det saakaldte Lænke-Taarn, hvortil de dygtige, hændige Søfarere opførte et beundringsværdigt Stillads paa to til den Ende forbundne Skibe[6]. At de norske Korsfarere, der vare i Følge med Tydskerne, og ligesom de kom til Søs, netop deeltoge i dette Foretagende, synes ej at kunne betvivles, fornemmelig da Sagaen udtrykkeligt tilføjer, at de „syslede vel i sin Færd“; og de Regler for Kamp til Søs og for Belejring af Kasteller, som „Kongespejlet“ giver, saavel som de hist og her i det Foregaaende meddeelte Beretninger om flere Træfninger til Søs, vise at vore Forfædre havde megen Erfaring og Dygtighed just i det Slags Krigskunst, hvorom der her var Spørgsmaal[7]. At de Forfattere, der have beskrevet Damiates Belejring, ikke omtale dem, er let at forstaa, da deres Antal var for ubetydeligt til at de skulde kunne have tildraget sig særskilt Opmerksomhed, især da de ikke havde nogen Konge eller særdeles højtstaaende Mand til Anfører: man har fremdeles betragtet dem som hørende til den nordtydske Flaade, med hvilken de ankom. Det kan dog neppe betvivles, at idetmindste een, om ikke flere, af Deeltagerne selv har forfattet en Beretning om Toget, men som i Tidens Løb har deelt Skjæbne med Beretningen om Peter Steypers Korstog og saa mange andre af vore ældre litterære Skatte, nemlig sporløst at forsvinde. Det vilde have været af overordentlig Interesse at erfare, hvilket Indtryk den forunderlige ægyptiske Natur og det brogede Liv i Orienten, blandt den store Vrimmel af Krigere, har gjort paa de throndhjemske Bymænd, af hvilke vel de færreste før den Tid havde været søndenfor Elben eller Kanalen. Det er ikke sandsynligt, at Nordmændene forbleve i Ægypten, indtil det hele treaarige Felttog var til Ende, og Damiate tilbagegivet Saracenerne. Allerede om Høsten 1218 forlode mange tydske og frisiske Pilegrime Hæren og droge hjem, omtrent midt i September[8]. Til dem sluttede rimeligviis Nordmændene sig. Naar de kom tilbage, siges ikke, men det heder kun i et enkelt Haandskrift, at de efter lykkelig udført Rejse kom velbeholdne tilbage igjen[9].
Naar Lendermanden Gaut Jonssøn paa Mel, der ligeledes, som vi have seet, tog Korset, drog ud, siges ikke udtrykkeligt; man seer kun at han var uheldig, og at han om Høsten 12l8 kom tilbage til Norge med uforrettet Sag. Hvor langt han var kommen paa sin Rejse, eller hvad der drev ham tilbage igjen, om det kun var Modvind eller større Uheld, vides heller ikke. Men saa meget seer man, at han dermed lod det bero, og at han ingen yderligere Anstalter gjorde til at fornye Rejsen, men forblev i Landet[10].
En anden anseet Nordmand, Agmund af Spaanheim[11], der ligeledes synes at have taget Korset, begav sig til det hellige Land ad en højst usædvanlig Vej. Han tog nemlig Vejen om Bjarmeland, og satte sit Korstog i Forbindelse med et Tog til dette Land, et af de sidste, der nogensinde synes at have været foretaget fra Norge. I Forbindelse med en heel Deel, som det synes, anseede Mænd, af hvilke Svein Sigurdssøn. Andres af Sjaumæling fra Nordmøre, og Helge Bogranssøn fra Haalogaland udtrykkeligt nævnes, drog han om Sommeren – Aaret angives ej, der siges kun at have været nogle Aar for 1222[12] – norden om Bjarmeland, hvor de synes at have opholdt sig en Stund, og drevet noksaa fredeligt Handel med Indbyggerne. De havde alle tilsammen kun to Skibe, med det ene af hvilke Andres og Svein om Høsten vendte tilbage til Norge, medens Helge og Agmund bleve liggende med det andet i Dvinafloden. Dog forblev kun Helge og det hele Skibsmandskab ved Skibet, men Agmund drog med sine Tjenere og sine Varer til Susdal, hvor han tilbragte Vintren, maaskee i den dengang blomstrende Stad Vladimir. Ud paa Vintren kom Helge og hans Haalogalændinger, fortælles der, i Uenighed med Bjarmernes Konge, hvis Undersaatter omsider angrebe dem og dræbte dem alle tilhobe. Da Agmund hørte dette, forlod han Susdal, og begav sig til Holmgard eller Novgorod, hvorfra han drog den sædvanlige Vej sydover til det sorte Hav, og derfra, rimeligviis over Constantinopel, til det hellige Land. Herfra vendte han, som man maa formode ad den sædvanlige Vej over Italien og Tydskland, tilbage til Norge, og blev, siges der, hans Færd meget berømt. Man har saaledes al Grund til at antage, at der ogsaa om denne Rejse har været en særskilt Beretning, som ligeledes er tabt. Vi ville i det følgende see, hvorledes Bjarmerne nogle Aar senere maatte undgjelde for Helges og de øvrige Nordmænds Drab[13].
De her nævnte Korstog vare de sidste i noget større Maalestok, som bleve foretagne fra Norge. Nye Tronstridigheder optoge i de nærmest paafølgende Aar Landets Stridskræfter for meget til at der var at tænke paa krigerske Foretagender i det fjerne Osten. Vi ville vel endnu see saavel Kongen som Jarlen tage Korset, men tillige erfare, at de ej bragte dette Løfte til Udførelse.
- ↑ I de Islandske Annaler heder det ogsaa ved dette Aar: „den store Jorsaleferd begyndte.“
- ↑ Herved er det dog at merke, at de islandske Annaler ved Aaret 1218 angive at Sigurd Kongsfrænde døde i dette Aar, ligesom og den skaalholtske Kodex ak Haakon Hakonssøns Saga, har til Overskrift over Cap. 27, hvor Sigurds Rejse omtales: „andlát Sigurðar konungsfrænda“ (d. e. Sigurd Kongsfrændes Søn. Efter dette skulde han saaledes være død paa Toget. Enten maa nu denne Angivelse være urigtig, eller der maa have været to Mænd, der kaldtes Sigurd Kongsfrænde, skjønt man for Resten ikke hører noget derom, eller og maa Sigurd Kongsfrænde være urigtigt nævnt paa det sidste Sted (Cap. 43), hvor det heder at han fastede til Jernbyrd med Inga Kongsmoder (jvfr. nedf. S. 607). Vist er det, at han ej nævnes senere, og at man saaledes maaskee kan antage hans Navn urigtigt indkommet paa dette Sted.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 30. Den til Text anvendte Kodex (Frisianus), der saa ofte har urigtige Navne, har her ogsaa „Garmarar“ i Stedet for „Damiatar“. De øvrige have Damarras, Darmatar, hvis ellers ikke dette sidste kun er Fejllæsning i Stedet for Damiatar.
- ↑ Om de nærmere Omstændigheder ved denne Korsfart, se Wilkens, Geschichte der Kreuzzüge 6te B. S. 126, 127, og 163–179.
- ↑ Dette bestyrkes ogsaa af det udtrykkelige Tillæg i en enkelt Kodex, at Roar kom til Akre „paa den aftalte Dag.“
- ↑ Wilkens, l. c. S. 194–204.
- ↑ Se ovenfor S. 411 jvfr. II. S. 894 hvor de saakaldte Huunkasteller omtales. Et saadant Huunkaskell synes det ved Damiate byggede at have været.
- ↑ Wilkens, l. c. 210.
- ↑ Det er kun i Peder Claussøns Oversættelse, hvor dette tilføjes; det bliver vel altid et Spørgsmaal, hvor vidt det og har staaet i den Text, han fulgte, eller om det er tilføjet af ham selv.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 53.
- ↑ Spaanheim antages at være Gaarden af dette Navn i Hardanger, skjønt det visselig snarere lader til at det skulde være at søge i Haalogaland.
- ↑ Naar der her er Tale om „nogle Aar før 1222,“ kan man neppe tænke paa noget andet klar end Korstogsaaret 1217.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 81.