Det norske Folks Historie/4/99

I Oslo holdtes der nu, fortælles der, mange Drikkelag, og forefaldt mangt og meget. Man maa antage, at Lystigheden og Selskabeligheden nu var saa meget større end sædvanligt, hvor Kongen og hans Hird var tilstede, som det nys indgaaede Forbund mellem Birkebeiner og Bagler maatte give Anledning til hyppigere og særegne festlige Sammenkomster, hvor de fordums Fjender nu drak paa Forlig og Broderskab. gjenknyttede og ældre og stiftede nye Venskaber, og bilagde allehaande gamle private Stridigheder. Saaledes fortælles der udtrykkeligt, at den kongelige Sysselmand i Oslo, Ivar Utvik, enten ved denne eller ved en senere Lejlighed indgik edeligt Broderskab med den forrige Begling, Gudolf paa Blakkestad i Asker, der selv i sin Tid havde haft Syssel paa denne Kant. Men da Partiaanden og de personlige Antipathier ikke paa een Gang kunde kvæles, var det ogsaa uundgaaeligt, at der jo nu og da ved slige Lejligheder maatte opstaa heftige Ordvexlinger og virkelige Slagsmaal, i Særdeleshed da der til den gamle Bitterhed mellem Birkebeiner og Bagler, eller rettere mellem de nordenfjeldske og Vikværingerne, nu ogsaa kom den nye Splid mellem Kongens og Jarlens Tilhængere. I Sammenligning med denne var hiin nu endog for intet at regne, og under Lystighederne i Oslo forefaldt der virkelig Optrin, som lettelig kunde have haft et øjeblikkeligt Udbrud af aabenbar Fejde mellem Kongen og Jarlen til Følge, og som i alle Fald viste, at om der i Fremtiden kunde være nogen ny Borgerkrig at befrygte, maatte man snarere vente den fra Jarlen og dennes Venner, end fra de forhenværende Bagler. Inga, Kongens Moder, havde et Par Brødre, Gunnulf og Bjørn[1], der ved den Stilling, hun indtog, og deres Frændskab til Kongen, nu ogsaa vare komne til Hæder og Værdighed. Gunnulf plejede at være meget voldsom og ustyrlig, naar han havde drukket meer end tilbørligt. I saadan Tilstand mødte han en Aften en vis Sira Eiliv, en af Jarlens bedste Venner og Raadgivere, en meget siirlig og beleven Mand[2]. Gunnulf, der som Kongens Morbroder naturligviis havde et Horn i Siden til alle Jarlens Venner, blev ved Synet af Eiliv saa rasende, at han trak Sverdet og hug til ham over den højre Arm, saa at Haanden næsten gik af. Gunnulf skyndte sig strax at komme ned til Kongeskibet, der laa udenfor Kongsbryggen, omringet af de øvrige. Men paa dette Skib vare Kongen og Jarlen tilsammen, som det ovenfor er nævnt, og denne, der øjeblikkelig havde faaet Melding om, hvad der var skeet, befalede strax sine Mænd at væbne sig for at gribe Gunnulf. Denne var dog hastig nok til at at komme ombord midtskibs til de kongelige Hirdmænd, der strax toge ham imellem sig, og dannede en Skjoldborg om ham, saa at Jarlen, da han med sine Mænd kom forud for at hente ham, ikke kunde faa ham fat, men maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Da Hirdmændene saa Jarlen i heftig Vrede stevne agter henimod Forrummet i Spidsen for sin bevæbnede Skare, bleve de bange for at han vilde gjøre Kongen noget Ondt, og styrtede alle i største Hast agter til Kongen. Jarlen gik dog ikke heelt agter, men over Skutbryggen (den Landgangsbro, der førte fra Bagstavnen) op paa Bryggen, hvor der ogsaa samlede sig Folk fra de nærmeste Skibe, der havde hørt Tummelen og ligeledes væbnet sig. Det Skib, der laa aller nærmest, tilhørte Aasulf Jarlsfrænde, Thord Dravle og Thorfinn ille, alle tre Tilhængere af Jarlen; nær ved dem laa ligeledes flere Skibe, der tilhørte Jarlens Venner, saa at denne snart saa sig omgiven af en ikke ubetydelig Skare. Han sagde at han maatte og skulde have Hevn for Eiliv, og bad dem give et godt Raad hertil. Reidulf Baardsbroder, den samme, der hjalp Kong Inge, da denne ved Baglernes Overfald paa Nidaros 1206 havde svømmet over Nidelven[3], men derimod, som det heder, ikke var nogen Ven af Kongen med andre Ord, var en fanatisk Tilhænger af Reins-Ætten – sagde at det nok vilde gaa flere af Jarlens Tilhænger, og tilsidst ham selv, saaledes som Eiliv, hvis man ej kom sine Fiender i Forkjøbet; han raadede derfor til, uden videre at hale Kongeskibet op paa Land, og dræbe Kongen og alle hans Forsvarere. Men Aasulf, skjønt en nær Frænde af Jarlen, rystede paa Hovedet hertil, og sagde: „for stor Hevn for en eneste Haand[4].“ Mange andre erklærede ligeledes, at de ikke vilde bryde deres Troskabsed til Kongen, som var aldeles uskyldig i denne Sag. Imidlertid var ogsaa Dagfinn Bonde, Guthorm Gunnessøn, Vegard Veradal og Andres Skjaldarband komne op paa Bryggen, hver med en talrig Trop, og skyndte sig hen til Kongeskibet. Da Jarlen saa den, foer han henimod Vegard og stak ham med Sverdet i Kinden. Vegard drejede sig til Side, saa at Sverdet skar sig ud. Det kom dog ikke til yderligere Voldsomheder, og Jarlen gik for det første hen til det Huus eller Skib, hvor Eiliv laa, for at see til ham, og blev hos ham en Stund. Imidlertid var det Forefaldne blevet bekjendt paa alle Skibene, og Arnbjørn Jonssøn, Lodin Paalssøn og de fleste øvrige Skibsstyrere sendte strax Baade hen til Konge-Skibet, og lode Haakon melde, at han kunde stole paa dem, hvis det kom til noget alvorligt. Paa alle Skibene hang endnu Skjoldene ved Stavnene for Ufredens Skyld, og Mandskabet var saaledes i en Hast bevæbnet. Dagfinn Bonde og Guthorm Gunnessøn gik ombord til Kongen, og lode deres Mandskab, som det synes, bolde bevæbnet paa Bryggen. Strax efter kom Jarlen ombord, meget vred. Kongen rejste sig op mod ham, og tilbød i sin Morbroders Navn Bod saavel til ham som Eiliv, men Jarlen værdigede ham neppe et Svar. Da sagde Dagfinn: „dersom I, Herre, ikke vil love at holde Fred i Nat for denne Sags Skyld, tør vi ikke lade Kongen blive ombord paa Skibet, men han skal da følge med os.“ „Jeg vil ikke for nogen Priis flygte fra mit Skib og mine Folk i Nat,“ svarede Kongen. Hirden erklærede, at den vilde være der, hvor Kongen var. Da gav Jarlen gode Ord, og sagde at alt skulde staa uafgjort under gjensidig Grid indtil den følgende Morgen. Dog blev der den hele Nat holdt stærk Vagt paa begge Sider.

Om Morgenen, efter Formessen, gik Kongen selv til Eiliv, og tilbød ham Bod i Gunnulfs Navn. Eiliv svarede dertil nok saa vel, og tilsagde Grid for sit Vedkommende, indtil man saa, hvad Udfald hans Sag fik. Derpaa lod Kongen blæse til Hirdstevne, og foredrog den hele Sag. Man ytrede sig heel forskjelligt derom; Vegard Veradal stod op og klagede over den Forsmædelse, der var ham sagesløse Mand overgaaet: han vilde ej, sagde han, have klaget, hvis Vedkommende havde budt ham nogen Oprejsning Lendermændene og Hirden erklærede at de ikke paa nogen Maade vilde finde sig i, at en saadan Fornærmelse, tilføjet en af deres egen Midte, ej skulde afsones med en passende Bod. Omsider maatte Jarlen bekvemme sig til at voldgive Sagen gode Mænds Kjendelse, og disse dømte Jarlen til at udrede en Pengebod, samt til at aflægge en Trygds-Ed. Dette var tilstrækkelig Satisfaktion for Vegard, der eftergav Jarlen baade Boden og Eden. Men Jarlen var lige fuldt, som man nok kan begribe, yderst opbragt, og fattede et dødeligt Had til Vegard. Det er ellers tydeligt nok at see, at Jarlen og hans Tilhængere ved denne Lejlighed, hvor den første Fornærmelse var udgaaet fra det kongelige Parti, neppe havde viist saa meget Maadehold, hvis de ej havde merket, at Overmagten i Tilfælde af aabenbar Kamp ganske vilde blive paa Kongens Side, og dette har saaledes maaskee været dem en nyttig Lærdom, der endnu for en Række af Aar forebyggede et aabenbart Brud[5].

  1. Disse omtales udtrykkeligt; maaskee hun ogsaa havde flere.
  2. Eiliv kaldes i Sagaen „Sira Eilifr“, hvilket betegner ham som en gejstlig Mand. Da han imidlertid, som flere Hofgejstlige paa den Tid, mere synes at have optraadt i verdslig Skikkelse, sandsynligviis endog selv baaret Vaaben, kunde man med nogen Rimelighed formode, at han var den „Eiliv Kapellan“, der i det foregaaende (S. 579, 580) omtales som Fører af Gjesteskibet, og stridende med Aasulf Jarlsfrænde om Skibslejet ved Hattehamren. Thi for den Sags Skyld kunde han gjerne være en Tilhænger af Jarlen.
  3. Se ovenfor S. 491.
  4. Hvis Eiliv, som nys omtalt, var den samme som den for omtalte „Eiliv Kapellan“, der Aaret forud havde været i Slagsmaal med Aasulf Jarlsfrænde, vilde dette for en stor Deel kunne forklare dennes Maadehold, hvor der var Tale om Hevn for Eilivs Haand. Derhos maa det erindres, at Aasulf var en Stifsøn af Roar Kongsfrænde.
  5. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 50–42.