Det norske Folks Historie/5/15

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 160-171).

Kong Haakon den ældre havde imidlertid tilbragt Vinteren i Bergen, ivrigt beskjeftiget med at forberede en ny og omfattende Krigs-Expedition til Danmark, hvis Konge fremdeles viste sig saa fiendtligt stemt mod ham. Han lod Udbudsbrebe udgaa over hele Norge og Leding opbyde lige fra Haalogaland til de sydligste Dele af Landet, dog, som det udtrykkeligt tilføjes, saaledes at Nævningerne vare mindre, jo nordligere et Landskab var beliggende; følgelig slap Haalogaland med den mindste Contingent. Han havde derhos ladet bygge et stort og smukt Krigsskib, som han kaldte Mariesuden, og som gik af Stabelen om Vaaren^[1]; endelig havde han stevnet Erkebiskoppen og alle Lydbiskopperne til at møde ham i Viken og gjøre ham Følge paa Toget, dog ej, som det lader, for at deeltage i Striden, men for at gaa ham til Haande og understøtte ham ved de Underhandlinger, der maatte blive aabnede; han ønskede derhos at høre deres Raad med Hensyn til de spanske Gesandters Erende. Da han var færdig med alle Forberedelser, gik han til Sejls, for at begive sig til Viken. Endnu vidste han intet om Sønnens Død: han erfarede denne sørgelige Nyhed først, da han kom til Agder, og tog sig den, som man kan begribe, meget nær. Dog lod han sig ikke overvælde af Sorgen, men vedblev lige fuldt og med uforandret Omtanke at besørge de vigtige Anliggender, der nu vare for Haanden. Man skulde ogsaa næsten formode, at Haakon var den af hans Sønner, som han gjorde mindst af, og at han havde en vis Forkjærlighed for Magnus, især da Haakon, foruden at være Tronfølger, ifølge sin Førstefødsel, ved sit Giftermaal med Richiza af Sverige maaskee var dragen mere ind i Byrge Jarls Interesser, end hans Fader egentlig syntes om. Noget bestemt eller udtrykkeligt siges for Resten ikke herom; man kan kun ane det, tildeels af den Ulyst, Kong Haakon, efter hvad vi have seet, røbede til at skifte Riget uligt mellem begge sine Sønner.

Da Kongen kom til Tunsberg, oppebiede han Erkebiskoppen og kaldte ligeledes de fleste andre mest anseede og forstandige Mænd til sig for at raadslaa om det spanske Giftermaalsforslag. De fleste fandt dette særdeles tilraadeligt, og saaledes fattedes da den Beslutning, at samtykke i Gesandternes Andragende, og lade Christina drage til Spanien, ledsaget af et sømmeligt Gesandtskab, dog under den Betingelse, at hun efter Ankomsten til Kong Alfonsos Hof selv skulde kunne vælge sig den af hans Brødre til Mand, som hun og de bedste Mænd af hendes Følge syntes bedst om. Da dette var afgjort, lod Kongen hendes Ferd berede, og det endog med usædvanlig Bekostning og Pragt. Det hele Gesandtskabspersonale udgjorde over 120 Mennesker^[2], hvoriblandt flere højbyrdige Damer^[3]. I Spidsen for Gesandtskabet stod Biskop Peter til Hamar, den før omtalte Dominicanermunk, Broder Simon, Ivar Englasøn, der nylig var kommen tilbage fra en vigtig Sendelse til Island, Thorlaug Bose, og Aamunde Haraldssøn. De øvrige var deels Gejstlige, deels Lægmænd, blandt disse den anseede Andres Nikolassøn, som vi i det Følgende oftere ville faa Lejlighed til at omtale. I Brudeskat medsendtes hende, siges der, større Rigdom i Guld, brendt Sølv og hvidt og graat Pelsverk, end nogen Kongedatter forhen, saavidt man vidste, havde haft i Medgift fra Norge. Egentlig .havde man vel vanskeligt for at paapege nogen egtefødt Kongedatter, der tidligere var bortgiftet fra Norge, hvis man ikke vilde gaa heelt op til Magnus den Godes Dage, da hans Syster Ulfhild blev gift med Ordulf af Saxland, thi Ingegerd, Harald Sigurdssøns Datter, som egtede den danske Konge Olaf Hunger, opholdt sig, som det lader, i Danmark, da hun blev gift^[4]. Det bestemtes, at Christinas Rejse skulde skee over England, og der indrettedes paa den store Snekke, der skulde fore hende, to særskilte Kahytter, en for hende, og en paa den anden Side af Skibet for Sira Ferdinand, der formedelst Søsyge ikke kunde være sammen med andre. Da alt var færdigt, drog hun afsted med sit Følge, og ankom heldigt til Yarmouth, hvorfra hun siden fortsatte Rejsen over Frankrige, saaledes som det i det følgende skal berettes^[5]. Imidlertid samlede der sig meget Folk til Kong Haakon i Tunsberg. Sturla Thordssøn skildrer i det Kvad han digtede til Kong Haakons -Ære, med glimrende Farver, hvorledes „tappre Mænd ligefra Finnebygderne søgte ned til Kongen, og hvorledes han lod fuldladte Skeider fra hvert Naust suse ud paa det brede Hav nordenfor Elven, hvor Stormen øste Sand om de farvede Stavne“. Disse store Forberedelser maatte snart rygtes til Danmark, hvis mangehaande Forbindelser med veeg neppe engang ved Krigen ganske vare afbrudte, og de udrettede dog nu saa meget, at Kong Christopher sendte Absalon, Dominicaner-Provincial for hele den saakaldte danske Provinds^[6], til Kong Haakon for at bede ham indstille alle Fiendtligheder, indtil de begge havde haft en Sammenkomst, hvor de kunde raadslaa om Fred og slutte Forlig efter gode Mænds Raad. Haakon raadførte sig herom med sine Mænd, der fandt, at man ikke burde sætte nogen Lid til Danekongens Ord, siden han ikke havde holdt det tidligere Forlig. Kongen valgte en Middelvej: han lod Broder Absalon drage tilbage med den Besked, at han vel under enhver Omstændighed vilde sejle til Danmark med sin Flaade, men afholde sig fra Fiendtligheder, indtil det havde viist sig, om Danekongen havde meent det oprigtigt med sit Fredstilbud eller ej. Med Absalon sendte han, som Gesandt i sit Navn, den før omtalte Broder Sigurd, Dominicaner-Prior i Nidaros, der allerede for havde været i hans Erende hos Kong Christopher., Kong Haakon og hans Mænd synes at have haft en særegen Grund til ej at ville have noget at bestille med den Sammenkomst, Broder Absalon foreslog. Dette vil lettelig skjønnes, naar man lægger Merke til, hvad der imidlertid foregik i Danmark. Den langvarige Trætte mellem Kong Christopher og Erkebiskop Jakob rasede just nu paa sit højeste. Blandt de Ankeposter, Kongen fremsatte mod Erkebiskoppen, var ogsaa den, at han skulde have staaet i hemmelig Brevvexling med Norges Konge, Landets Fiende. Denne Beskyldning havde Kongen allerede fremført i Marts Maaned det forrige Aar, paa et Møde, han da afholdt med flere verdslige Herrer, fornemmelig de pommerske Lens-Fyrster, i Vordingborg, og den kunde saaledes ikke sigte til, at Erkebiskoppen, saaledes som det ovenfor er omtalt, havde modtaget Kong Haakons Gesandter og siden advaret dem for Christophers Efterstræbelser, thi dette skede senere end hiint Møde^[7]. Men Erkebiskoppen oplyste selv sidenefter, at han, endnu førend Christopher var bleven Konge, var kommen i et nøje Venskabsforhold til Kong Haakon, der havde vist ham megen Velvilje, og paastod, „at han aldrig, enten offentligt eller hemmeligt, havde tilskrevet ham noget Brev, der stred mod Fædrelandets Interesser, ligesom man heller ikke paa den Tid egentlig kunde sige, at Norges Konge var Danmarks Fiende, siden der ved Byrge Jarls Megling var sluttet Forlig, og det laa i begge Rigers Interesser at overholde Freden, da de gjensidigt trængte til hinandens Naturproducter“^[8]. Saaledes ræsonnerede imidlertid ikke Kong Christopher, og da det af Erkebiskoppens Ytringer tydeligt fremgaar, at han virkelig har staaet i Brevvexling med Kong Haakon, det være sig nu øm blotte private Anliggender eller, hvad det er rimeligere, øm de bedste Midler til at forebygge Krigen, var det i sig selv ganske rimeligt, at Kong Christopher fra sit Standpunkt af ej kunde finde sig deri. Om Høsten samme Aar, da Kong Haakon herjede i Halland og dertil Bønderne i Sjælland og Skaane rimeligviis allerede bare i fuld Opstand, kom der ved Christophers Dronning, Margretes, og hendes Fader, den pommerske Hertug Zambirs Megling i største Hast et Forlig i Stand i Lund mellem Kongen og Erkebiskoppen, hvilket man troede skulde udelukke enhver Anledning til yderligere Trætte^[9]. Men Enigheden varede ikke længer end til det følgende Aars Paaske, da Kongen holdt Thing i Lund, hvor Trætten blussede op med fornyet Styrke. Kongen, forbitret over at Erkebiskoppen ej vilde godkjende den gamle skaanske Kirkelov eller Skraa, fratog ham og hans Klerker alle de Friheder, der tidligere vare dem tilstaaede af Kronen, og inddrog alle de Forleninger, Erkebiskoppen hidtil havde haft. Erkebiskoppen bansatte den Klerk, der havde bekjendtgjort Kongens Forføjning, og ophidsede tillige, som det lader, de allerede forhen oprørske Bønder til nye Voldsomheder. Kongen henvendte sig nu til Borge Jarl, for at faa ham til at megle. I det mindste blev der mellem Kongen og Jarlen aftalt en Sammenkomst i Eretorp ved Fjælhem i Halland ikke langt fra Halmstad, til en af de første Dage i Juni Maaned^[9], „for at raadslaa om deres hemmelige Anliggender“, og til denne indstevnedes ogsaa Erkebiskoppen at møde. Ved at sammenholde Tidsbestemmelserne seer man, at denne Sammenkomst aftaltes netop i den Tid, da Kong Haakon syslede med sine Udrustninger i Tunsberg, og den Formodning ligger saaledes nær, at en af Hensigterne med Modet ogsaa bar været den, paany at benytte Byrge Jarls Megling for at faa en endelig Fred bragt i Stand mellem Danmark og Norge, og at det var dette Møde, hvortil Broder Absalon skulde indbyde Haakon, da han af Christopher sendtes til ham. Men bi have seet, hvor lidet tilfreds Haakon og Nordmændene vare med Byrge Jarls tidligere Meglingsforsøg, og man kan derfor ej fortænke Haakon og hans Mænd i, at de dennegang ej vilde have noget at bestille med ham, men at Haakon foretrak at underhandle paa egen Haand, ikke som før, ved Rigsgrændsen, men midt i selve de danske Farvande, med en vældig Flaade færdig til at lystre hans Vink: da vilde hans Ord have langt anden Vegt, end ved de forrige Underhandlinger. Og saaledes gav han da Broder Absalon den ovennævnte Besked. Kong Christopher og Byrge Jarl holdt ligefuldt deres Sammenkomst i Eretorp, men Forhandlingerne synes nu kun at have drejet sig om Tvisten mellem Kongen og Erkebiskoppen. Denne havde, saa ubelejligt det end faldt sig for ham, indfundet sig tilligemed mange andre Gejstlige og Lægmænd, og der holdtes vidtløftige Forhandlinger; men da Byrge Jarl ikke kunde andet end give Erkebiskoppen Medhold i flere vigtige Punkter, og Kongen ikke vilde vige et Haarsbred, kom der intet Forlig i Stand^[10], og man skiltes fra hinanden med uforrettet Sag. Forvirringen i Riget blev saa meget større, som de fornemste gejstlige og verdslige Herrer ogsaa toge Parti, nogle med Kongen, andre med Erkebiskoppen. Paa dennes Side stode Biskop Peder i Roeskilde, dennes Broder Biskop Johannes (Jens) i Odense, Fyrst Jaromar af Rügen, m. fl; med Kongen holdt Biskopperne af Viborg, Børglum, og Slesvig, foruden mange andre^[11]. Og under al denne Forandring viiste Kong Haakon sig med sin Flaade i de danske Farvande.

Sturla Thordssøn beskriver Kongens Sejlads og hans Flaades Storhed og Prægtighed i Udtryk, der viser, at den maa have afgivet et ualmindeligt glimrende og imponerende Skue. Først og fremst udmerkede det nye Skib, Mariesuden, sig. Det havde 30 Ruin, forgyldt Dragehoved og Hale, og Sejl indvævede med smukke Figurer: dertil var det meget hurtigsejlende, saa at alle vare enige om at det var det smukkeste og bedste Skib, der nogensinde havde været bygget i Norge. Ogsaa mange af de andre Skibe bare herligt smykkede, saa at det lignede Ildsluer, naar Solstraalerne tilbagekastedes af de forgyldte Hoveder, Vejrfløje og Skjolde langs Siderne^[12]. Under Sejladsen fra Tunsberg stødte ogsaa en heel Mængde Skibe til fra Egnene østen Fjorden, saa at den samlede Flaade omsider udgjorde 375 Skibe^[13], hvis Bemanding tilsammen neppe kan blive været ringere end Motto Mand. Af disse store Anstrengelser og Udrustninger, Haakon gjorde, seer man altsaa, at Fredens Gjenoprettelse med Danmark maa have ligget ham alvorligt paa Hjertet, og at det fiendtlige Forhold, der nu i nogle Aar havde hersket mellem Rigerne, maa have været ham og Nordmændene meget ubelejligt. Dog kan man vel, som allerede ovenfor bemerket, ikke ganske fritage ham for ogsaa at have haft noget mere end den blotte Fred for Øje. Han maa visselig have tænkt paa at komme i Besiddelse af Halland, eller i det mindste den nordlige Deel deraf, hvilken han allerede, som ovenfor viist, ved Fredsmødet 1253 havde ladet sig overdrage til Pant, som hans Svigerfader Skule havde haft i Forlening, efter hvilken vi og i det følgende ville see en norsk Konge udstrække Haanden, og paa hvilken Norges Konger endog synes at trave paastaaet et Slags Ret, uvist med hvad Hjemmel^[14]. Dette forklarer aller bedst, hvorfor Byrge Jarl i Sverige var saa ivrig for at megle Forlig, og efter Nordmændenes Mening syntes at helde alt for meget til den danske Side. Han kunde ikke see med Ligegyldighed paa at Norges Konge, der allerede besad Kysten lige ned til Gøta-Elven, ogsaa skulde blive Herre over Strækningen søndenfor, og saaledes beherske hele Udløbet: han vilde da være i Stand til, naar det skulde være, ganske at stænge Vestgøterne ude fra Havet, og standse al Skibsfart paa Gøta-Elven.

Ekerøerne var ogsaa denne Gang Samlingsstedet for Flaaden. Paa Vejen did hendte det Uheld, at et Skib fra Hardanger, der styredes af Thor Greipssøn og den før omtalte Baard Groesøn, kom til at sejle ind paa Erkebiskoppens Skib, saa at hele Stavnen paa dette og de Skjolde, hvormed den var behængt, gik af og faldt i Vandet, medens Vindfløjene hagede sig fast i Sejlet paa det andet Skib og blev hængende, da de atter kom klar af hinanden. Erkebiskoppen lod sætte en Baad ud, og den afbrudte Stavn saavel som Skjoldene fiske op, samt atter fastgjøre saa godt det efter Omstændighederne kunde skee. Da man var ankommen til Ekerøerne, og Kongen hørte om Paasejlingen, beklagede han den meget. Nogle af de Tilstedeværende sagde da, at Skaden dog nok ikke var saa farlig, og da dette blev forebragt Erkebiskoppen, blev han saa ærgerlig, at han selv lod Stavnen tage fra igjen og kaste i Vandet, saa at den laa og drev omkring der paa Stranden. Dette viser noksom, hvor lidet venlig Forstaaelse der var mellem Kongen og Erkebiskoppen, skjønt de ellers overholdt den ydre Anstændighed; derimod var der stor Kjærlighed mellem Erkebiskoppen og Kongens Søn, Junker Magnus; han var hartad den eneste, med hvem Erkebiskoppen plejede nogen Omgang, ellers viiste han sig tilbageholden mod de fleste andre^[15].

Dog fik Kongen snart Lejlighed til at overbevise sig om, at Erkebiskoppen ikke meente det faa» ilde, som han maaskee forestillede sig. Han stod nu i Begreb med at foretage et Krigstog til fremmed Land, paa hvilket mangt og meget kunde hænde; Nødvendigheden af at tage en Bestemmelse med Hensyn til Tronfølgen var indlysende. Vel var der nu, efter Haakon den ringes Død, mindre Usikkerhed end forhen, thi Junker Magnus var egentlig selvskreven til Tronen fremfor Haakon den ringes efterladte Søn, Junker Sverre, efter den gamle Vedtægt, at Broder, saa længe en saadan fandtes, gik forud for Søn, især naar denne var fød førend Faderen endnu var kommen i Besiddelse af Tronen. Men sikrest var det dog, i Følge de paa den Tid herskende Anskuelser, naar Tronfølgeren allerede havde faaet Kongenavn og var bleven hyldet i den regjerende Konges levende Live. I Betragtning heraf kaldte Kongen de fornemste Mænd, der sædvanlig dannede hans Raad, til sig, og foreholdt dem, om de ikke fandt det tilraadeligt, at han nu lod Magnus hylde som Konge og Tronfølger i Stedet for sin ældre Broder, der saa sørgeligt var bleven Landet berøvet i sin bedste Ungdomsalder. Erkebiskoppen, der naturligviis var tilstede, heelt dette Forslag med største Iver, og talte med særdeles Varme for det. Herover kunde Kongen ikke tilbageholde sin Forundring. „Hr. Erkebiskop“, sagde han, „da vi ved en tidligere Lejlighed handlede om Landeskifte mellem mine Sønner, raadede I saa ivrigt til at Kong Haakon alene skulde bære Kongenavn efter min Død, men Junker Magnus nøje sig med Hertugstitel. Saavel I, som flere fandt det da underligt, at jeg ikke vilde gjøre nogen formelig Bestemmelse i den Retning, men ømmede mig ved at skifte ulige mellem mine tvende jevnbaarne Sønner, foretrækkende da, som ellers, at lægge min Sag i Guds Haand. Sin er den bortkaldt, hvem I alle vilde have ophøjet paa den andens Bekostning; denne derimod, som I og flere af mine Raadgivere, vilde rinde mindre Hæder end han var fød til, er endnu i Live, og nu føre I et langt andet Sprog“. „Jeg negter ikke, Herre“, svarede Erkebiskoppen“, at jeg fraraadede at have mere end een Konge ad Gangen her i Norge, og jeg undte ingen Kongenavnet bedre end Haakon, thi han var den ældste, og jeg havde desuden selv givet ham det. Men nu, da Gud har bortkaldet ham, under jeg ingen Kongenavnet bedre end Junker Magnus“. Denne Tale fandt almindeligt Bifald, og saaledes blev det bestemt, at der, inden man drog videre, skulde holdes almindeligt Thing, for at Junker Magnus paa dette kunde faa Kongenavn og hyldes. Vistnok skulde denne Akt egentlig skee paa Ørething, men da man, som det beder, fandt det betænkeligt, at Riget skulde være uden Konge, medens Kong Haakon var borte, hævede man sig over hiin Formalitet. Desuden var jo her Folk fra alle Kanter af Riget tilstede i stor Mængde.

Hyldingsthinget holdtes St. Hans-Dag, der tillige var en Søndag. Paa hvilken af Ekerøerne man havde udseet Plads dertil, siges ikke, men saa meget synes man at maatte antage, at det er voldt oppe i Land, ej ombord paa Skibene. Erkebiskop Einar gav ogsaa Magnus Kongenavn, skjønt han dog ikke længer kunde regnes blandt Bøndernes Klasse, som før, og Magnus aflagde den sædvanlige Hyldingseed, at han vilde overholde Lov og Ret mod sine Thegner: et Løfte, som heller ikke nogen Konge har holdt samvittigvedsfuldere end han. Eden aflagdes paa det saakaldte lignum vitæ, der maa have været et Stykke af det hellige Kors, maaskee det samme, der ifølge de islandske Annaler i Aaret 1234 kom til Nidaros, men som ej kan have været det, Sigurd Jorsalafare bragte til Landet, da dette allerede efter Vendernes Angreb paa Kongehelle 1136 flyttedes til Nidaros, saaledes som det fra først af var bestemt^[16]. Hiint Lignum vitæ var maaskee Erkebiskop Einar selv medbragt. Efterat Magnus havde aflagt sin Hyldingseed, modtog han Troskabseden, først af Knut Jarl (der altsaa maa have været med paa Toget), derpaa af Lendermændene og Skutilsveinene, og endelig af 12 Bønder fra hvert Fylke. Paa denne Dag havde Kongen Magnus, alle Biskopperne, Lendermændene og Hirdstjorerne hos sig til Gjestebud; Erkebiskoppen var, skjønt han havde deeltaget i Hyldingsakten, hindret fra at overvære Gjestebudet ved en Skade, han havde faaet i Armen: man fristes til at tro at han søgte Paaskud til at udeblive, fordi han stod sig mindre godt med Kongen. Siden uddeelte den unge Konge store Gaver, saaledes som det var Skik og Brug, endog til sin Fader, hvilket dog egentlig maa have været for et Syns Skyld. Erkebiskoppen gav han et ypperligt Langskib paa flere end 20 Rum, foruden andre Foræringer; ogsaa mod de øvrige Herrer viiste han stor Gavmildhed, saa at han derved strax vandt megen Yndest^[17]. Tilsidst tog han sig en Hird og et stort Følge, idet han dertil fornemmelig udvalgte dem, der havde staaet i hans afdøde Broder Haakons Tjeneste. Efter Bestemmelsen skulde han forblive i Landet for at vogte og store det, medens hans Fader var borte: derfor vendte han nu tilbage til Tunsberg, medens Kong Haakon med den store Flaade lettede Anker fra Ekerøerne, og fortsatte Toget sydefter med gunstig Vind^[18].

Kong Haakon styrede gjennem Øresund, og ankom Tirsdagen den 26de Juni udenfor Kjøbenhavn, hvor han lagde sig med hele den store Flaade i det saakaldte Refshaledyb (nu Kongedybet)^[19]. Synet af de talrige, vel udrustede Skibe vakte megen Forfærdelse blandt de Danske. Saa stor en fremmer Flaade havde man hidtil ikke seet i Landet, og man ængstede sig saare for, hvorledes det vilde gaa, dersom Kongerne ikke forligede sig. Fredagen efter (den 29de Juni) kom Kong Christopher til Byen med en betydelig Hær og mange fornemme Herrer, hvoriblandt Erkebiskop Jakob, tre Biskopper, Fyrst Jaromar og flere. Kong Haakon lod nu melde, at han vilde forunde Kong Christopher sex Dages Frist til at underhandle, førend han begyndte Fiendtligheder. Der aabnedes ogsaa Underhandlinger, skjønt endnu ikke umiddelbart mellem Kongerne selv; men, heder det i Sagaen, der var meget, som sejlede i at Kongernes Fordringer kunde mødes, og mange af Nordmændene opmuntrede Kong Haakon til, strax at begynde at herje. Men han havde engang givet sit Ord, og vilde intet høre om at begynde Fiendtligheder, førend de ser Dage var omme. Erkebiskop Einar var især ivrig for at faa meglet Fred, og de øvrige Biskopper understøttede ham troligt heri, ja endog, dersom man skal tro et enkelt Haandskrift, Erkebiskop Jacob^[20], dog maa dette i saa Fald kun have været for et Syns Skyld, thi vi have strax efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd for, at han slet ikke var glad i Fredsslutningen, hvad ogsaa hans videre Handlinger noksom vise. Man begyndte først paa begge Sider nøjagtigt at beregne al den Skade, den ene Part troede at have lidt af den anden, for at man siden gjensidigt kunde liqvidere mod hinanden. Men, heder det i Sagaen, det gik nu, som det altid plejede at gaa mellem Nordmændene og Danerne, naar de skulde beregne gjensidig tilføjet Skade, at boer af Parterne tyktes at have lidt størst Afbrek. Det maatte vel ogsaa være saa godt som umuligt, at komme til nogen Vished i denne Sag, siden der, som vi have seet, efter den vel underrettede Matthæus’s udtrykkelig Beretning, skal have forefaldt flere Fegtninger mellem begge Landes private Handelsfartøjer. Den Ulempe, Nordmændene havde lidt fra dansk Side, maa fornemmelig have bestaaet i private Handelsskibes –Opbringelsen om hvilke Sagaen ej engang taler, thi ellers synes det virkelig heel vanskeligt at forstaa, hvorledes den Skade, Nordmændene havde anrettet ved det sidste Herjetog i Halland og Landets Brandskatning ved Haakon den unge, endog paa langt nær vilde have kunnet opvejes af hvad Danerne maatte have øvet mod Nordmændene. For at gjøre Ende paa Sagen, foreslog Erkebiskop Einar nu for Kong Haakon, at Opgjøret skulde overlades Kongerne selv, saaledes at disse vurderede ej alene deres egen, men ogsaa deres Undersaatters Skade. Haakon havde intet herimod, men imidlertid havde han gjort alt færdigt til at begynde Fiendtligheder, og anviist enhver Afdeling af sin Hær, hvor den skulde gaa i Land og herje, hvis det ikke kom til noget Forlig. Da Erkebiskop Einars Forslag fremsattes for Kong Christopher, erklærede ogsaa han sig villig til at gaa ind derpaa, dog kun under den Betingelse, at han fik fremsætte sin Beregning og Paastand først. Heri samtykkede Kong Haakon, da han fandt, som sandt var, at den, der havde det sidste Ord, ogsaa tillige havde den afgjørende Stemme. Da Kong Christopher nu overlagde med sine Raadgivere om, hvorledes han paa bedste Maade kunde angive og vurdere den Skade, hans Undersaatter havde lidt, fandt man at dette havde store Vanskeligheder. Imidlertid nærmede Øjeblikket sig, da Fristen var ude, og den veldige norske Hær skulde gjøre Landgang for at anrette store Ødelæggelser vidt og bredt paa Kysten. Den almindelige Ængstelse var stor, og Kong Christopher kunde ikke længer forsvare at trodse sit Folks ivrige Ønske om at gjenoprette Freden. Da tog han, efter sine Venners Raad, den uventede, men kloge Beslutning, heller at være den første til at vise Ædelmod, end at vanskeliggjøre Forliget ved smaalige Beregninger. Han erklærede, at han baade for sin selv og sine ganske eftergav Nordmændene, hvad de havde forbrudt mod de Danske. Og da Kong Haakon hørte dette, kunde han ikke paa sin Side være bekjendt at staa tilbage for Christopher i Ædelmodighed: han gjorde ligeledes Afkald paa Erstatning fra de Danske for Nordmændenes Vedkommende; og Freden, med hvis Afslutning det havde holdt saa haardt, kom saaledes, hartad paa en utrolig Maade, men til største Glæde for alle, undtagen Erkebiskop Jakob og Fyrst Jaromar, i Stand i en Haandevending. Ja hvad mere er, det haardnakkede Fiendskab, der havde fundet Sted mellem begge Konger, forandredes til det nøjeste Venskab og Defensiv-Forbund. De kom personligt sammen, idet Kong Haakon først var til Gjestebud hos Kong Christopher i hans Telt, og Kong Haakon siden, den følgende Dag, bevertede den danske Konge ombord paa sit Skib. Christopher, der endnu var en temmelig ung Mand, sagde da, at han skulde være Kong Haakon i Søns, Kong Haakon ham i Faders Sted, og det blev afgjort, at de gjensidigt skulde understøtte hinanden, naar som helst det behøvedes. Man kan ikke undre sig over, at Erkebiskop Jakob og hans Venner, der maaskee nu netop havde ventet at kunne faa Kongen ydmyget, ej syntes om en saadan Tractat, der saa godt som ganske var stilet mod dem. Der siges ellers, at Kong Haakon skal have gjort et forgjeves Forsøg paa at faa Kong Christopher og Erkebiskop Jakob forligte. Det er i sig selv heel rimeligt, at han kan have prøvet derpaa; det falder næsten af sig selv, at denne Sag maatte komme paa Bane; men noget udtrykkeligt berettes ej derom. Ligeledes fortælles der, at Kong Haakon allerede nu skal have anholdt hos Christopher og faaet hans Tilsagn om hans afdøde Broder Kong Eriks Datter Ingeborgs Haand for sin Søn Kong Magnus, men heller ikke for dette Udsagn, hvor sandsynligt det end er, kan der opvises nogen udtrykkelig Hjemmel^[21]. Det er let at forstaa, at der under Kongernes Samtaler maatte blive afhandlet mangt og meget der stod i Forbindelse med de Anliggender, der havde bragt dem sammen, og at de navnlig maa have ønsket at besegle deres nys stiftede Venskab ved et Giftermaal mellem Medlemmer af begge Kongeætter. Christopher havde paa denne Tid selv ingen Datter af den Alder, at hun paa lang Tid kunde blive gift med Magnus, der allerede var 19 Aar gammel, og saaledes med det første maatte tænke paa at indgaa Egteskab Kong Eriks Datter Ingeborg var derimod paa denne Tid allerede i det mindste halvvoxen. Hvorledes dette nu end forholder m„ saa er det aabenbart, at Venskabet og Forbundet mellem Kongerne var oprigtigt meent. Om Haakon kan have næret Erobringsplaner med Hensyn til Halland, maa han nu ganske have slaaet dem af Hovedet. Begge Konger gav hinanden store Foræringer; saaledes tilbød Haakon den danske Konge enten Mariesuden, eller i dens Sted tre andre Skibe af hans Flaade, hvilke han vilde vælge. Christopher modtog Gaven, men vilde endnu ikke gjøre noget Valg, dette forbeholdt han sig senere, og skulde da sende Kong Haakon Bud derom. De skiltes ad i al Kjærlighed, og Kong Haakon vendte med vel forrettet Sag tilbage til Norge, hvor alle bleve glade ved hans Hjemkomst, der vist nok indtraf langt tidligere end de havde ventet. Han drog først til Tunsberg, hvor han gav Krigsfolket Hjemlov, og forkyndte, at han og hans Søn vilde tilbringe denne Vinter i Throndhjem, hvor de nu med Tryghed kunde opholde sig, siden der ikke truede nogen Fare fra Danmark. De tiltraadte ogsaa Rejsen nogen Tid efter; ikke over Land, men til Søs, rundt Kysten. Med Kongen fulgte paa hans eget Skib Dronningerne Margrete og Richiza^[22].

1. I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 289 fortælles der, at der gik Ild af Lunnerne, da Mariesuden løb af Stabelen, hvilket endog omtales i Sturlas Kvad. I Peder Claussøns Oversættelse tilføjes der, at det ansaaes for et heldigt Varsel.
2. En Codex nævner her „over to hundrede“, men dette maa dog være Feil. Ogsaa Zurita (Anales de Aragon) l. c. siger at Christine havde „et stort Følge som det skikkede sig for den, der skulde blive Dronning af Castilien“.
3. De egentlige fornemme Damers Antal synes kun at have været 6, siden vi i det følgende erfare, at Christina fik 7 Damesadler til Foræring af Kejserinde Berengaria.
4. Se ovenfor II. S. 380.
5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 290.
6. Han kaldes i Sagaen „Provincial for alle Prædikerklostre i den norrøne Tunge“; Forfatteren, som halv Nordmand, har her ikke villet bruge Benævnelsen „den danske Tunge“, hvilket dog vilde have været en nøjagtigere Oversættelse af den officielle latinske Benævnelse Provincia de Dacia.
7. Se Forhandlingerne mellem Kong Christopher og Erkebiskop Jakob, Langebeks Scr. R. Dan. V. S. 586. Denne Beretning synes at være samtidig, og indeholder mange værdifulde Notitser, men, besynderligt nok, har den flere urigtige Datum-Angivelser, saaledes f. Ex. naar den siger (S. 584), at Septuagesimasøndag 1256 var 8 Dage før Cathedra Petri, altsaa 15de Februar; denne Dag var ikke engang en Søndag, men en Onsdag, og Septuagesima var 12te Febr.; ligeledes (S. 585) naar det heder, at Fredag efter Invocavit s. A. var 15de Marts; thi ogsaa denne var en Onsdag, medens hiin Fredag var 10de Marts.
8. Langebek, l. c. 598.
9. Langebek, l. c. S. 586, 588, 596. Fredagen før Viti og Modesti Dag, 8de Juni, omtales netop S. 596 som om den var den sidste Dag eller en af de sidste i Mødet.
10. Langebek, l. c. S. 588.
11. Suhm, Hist. af Danmark X, S. 327.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 291.
13. Sammesteds, Cap. 293.
14. Se ovenfor II. S. 4 og 497. Det.er her allerede omtalt, hvorledes Glumsteen, merkeligt nok, i den legendariske St. Olafs Saga Cap. 40 nævnes som Grændsepunkt (landamæri) for Norges Rige i videste Forstand. Norges Grændsepunkter opregnes der, efter hvad det lader, saaledes som de maa antages at have været paa Affattelsens Tid, og denne falder, efter hvad der i Fortalen til Udgaven, S. V., er viist, i anden Halvdeel af 12te Aarhundrede. Vi have ligeledes (II. S. 4) opstillet den Formodning, at Magnus Barfot i 1096 har ladet sig hylde i Nordre Halland. Vi ville siden see, hvorledes Kong Haakon, Sønnesøn af Kong Haakon Haakonssøn, tilkjøbte sig Nordrehalland af den danske Grev Jakob, 1305. Ved alt dette kan neppe blot og bar Erobrings- eller Udvidelses-Lyst have været med i Spillet; der maa og, især efter den Tids herskende Anskuelser, have været virkelige eller indbildte Krav, man vilde gjøre gjeldende.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 291. Den her nævnte Baard Groesøn, der tilligemed Thore Greipssøn siges at være fra Hardanger (þeir Harðengrir), havde, som ovenfor viist, været med paa det sidste Tog til Throndhjem mod Hertug Skule, og dette er den første Gang, han nævnes efter den Tid.
16. Se ovenfor II. S. 770.
17. Man skulde af Sagaen formode, at Magnus ogsaa havde haft de fornemste Mænd i Selskab hos sig (i boði) og da givet dem Foræringer, skjønt det ikke siges med udtrykkelige Ord, uden hos P. Claussøn. Eller maaskee man uden Videre bør læse „messudaginn hafði Magnus k. Hákon k. í boði sinu“, o. s. v., saa at det var Magnus, der holdt Selskabet. Thi Tiden var meget knap.
18. At Vinden var gunstig, sees af Reisens Hurtighed.
19. Refshaledybet kaldtes dette Skibsløb efter den saakaldte Refshale, eller Banke, paa hvilken der laa en Borg ved Navn Refshaleborg; nu er der Skansen Tre Kroner. Efter Refshalebanken har maaskee den lige overfor liggende Strand eller Øre faaet Navn af Refshale-Øre, Hale-Øre, Haløre, hvilket Navn senere, da der rejste sig en By paa Stedet, afløstes af Navnet „Kjøbenhavn“, se Nordisk Universitetsskrift, II. Aarg. 25 fgg.
20. Et enkelt Brudstykke af en Saga-Afskrift har her: „begge Erkebiskopper gjorde sig mest Umage for at faa Forliget bragt i Stand“. Men dette maa være aldeles fejlagtigt, hvad Jacob angaar. Matthæus Paris. siger vel udtrykkelig (S. 643) at Freden fornemmelig kom i Stand ved Biskoppernes Bestræbelser, men dette kan kun sigte til Einar og de øvrige Biskopper.
21. Alt dette siges af Huitfeld (I. S. 248) der desuden ved at fortælle, at Kong Haakon søgte at forlige Kong Christopher med Byrge Jarl, samt at Kong Haakon gav den danske Ridder Stig Anderssøn sin Datter Ingeborg til egte. Begge Dele ere urigtige, thi Christopher og Byrge Jarl vare de ypperste Venner og behøvede derfor ikke at forliges, og Kong Haakon havde ingen Datter ved Navn Ingeborg. Huitfeld citerer vistnok „den norske Krønike“ som Hjemmel, og siger at Stig Anderssøn der kaldes „Sti Hvitlader“, men her maa han, hvor ubegribeligt det end synes, have taget Fejl af et Sted, hvor den virkelige Stig Hvitaleder, der var gift med Knut Lavards Datter, omtales; overhoved hersker der i Fremstillingen af alle disse Begivenheder hos Huitfeld en fuldstændig Forvirring, især i Chronologien. Saaledes siger han at der om hiint paatænkte Forlig mellem Kong Christopher og Byrge Jarl under den norske Konges Megling skulde holdes et Møde i Halland, men ved at læse hans Beretning om Forhandlingerne paa dette Møde seer man at dette er intet andet end Mødet ved Fjælhem, der holdtes først i Juni, tidligere end Kong Haakons Ankomst til Danmark den 28de Juni.
22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 293. Kong Haakons Nærværelse i Danmark dette Aar omtales ogsaa i enkelte danske Krøniker, navnlig Ryklosters Annaler; forøvrigt tales der yderst lidet om denne Sag, og hvad der meddeles er baade forvirret og ufuldstændigt. Af Interesse er det at sammenholde hermed Kong Christophers Brev fra Kjøbenhavn af 9de Juli 1217, aftrykt i Thorkelins Dipl. Arn. I. S. 217, der er beseglet af Dronning Margrete, Erkebiskop Jakob, Biskop Nikolaus af Viborg, Kongens Kantsler, Biskop Peter af Roeskilde, Hertug Valdemar af Jylland, Grev Ernst af Gleichen, Enkegrevinde Ingerd af Regenstein, m. fl.; thi man kan skjønne at alle disse Personer have været tilstede ved det nys afholdte Fredsmøde, men at flere andre, hvoriblandt Jaromar og en af Biskopperne, allerede vare afrejste, medens Kongen og de øvrige vare blevne tilbage i Kjøbenhavn.