Det norske Folks Historie/5/16

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 172-179).

Det varede ikke længe førend Kong Christopher saa sig nødt til at tage Kong Haakon paa Ordet. Hertug Valdemar i Sønderjylland, Abels Søn, døde samme Aar^[1], som Freden med Norge sluttedes, og da hans yngre Broder Erik vilde tiltræde Hertugdømmet som Arvelen, formeente Christopher ham dette, idet han fremdeles intet vilde høre om Lenets Arvelighed, men drog til Sønderjylland med en anseelig Krigsmagt, for atter at inddrage det under Kronen og besatte alle Slotte og Len med fine Mænd. Den ringe Hertug Erik kunde ingen Modstand gjøre, og begav sig til sine Morbrødre, de holstenske Grever. Men disse, der ligesaa lidet nu som forhen vilde taale, at der vederfores deres Frænder hvad de ansaa for Overlast, grebe til Vaaben og faldt ind i Jylland, som de herjede, enten endnu i dette samme Aar eller i Begyndelsen af det næste. Paa samme Tid begyndte Erkebiskoppen og Fyrst Jaromar at yppe aabenbar Fejde mod Kongen. Det er tydeligt nok at Erkebiskoppen, der harmedes over Tabet af sine Forleninger, havde sat sit Haab til, at ingen Fredsslutning skulde komme i Stand paa Mødet i Kjøbenhavn, for at han da maaskee kunde faa den mægtige Kong Haakon paa sit Parti. Da dette Haab mislykkedes, var han nødt til at handle paa egen Haand, og han saavel som hans tro Tilhænger Jaromar greb derfor Lejligheden, da Kongen var kommen i ny Fejde med de holstenske Grever. Erkebiskoppen og Jaromar forbandt sig med flere andre Misfornøjede, og kastede aabenbart Stridshandsken. Jaromar og Erkebiskoppens Broder, Andres Erlandssøn, droge efter Erkebiskoppens Foranstaltning og understøttede med Penge af ham, til Bornholm, der var en af de Erkestolen i Lund tilhørende Forleninger, som Kongen havde inddraget; de belejrede og indtog Borgen paa Øen, og lod mange af Kongens Mænd, der havde forsvaret den, dræbe, hvorefter Jaromar, som det synes, begav sig til Sjæland og herjede, medens Andres blev tilbage som Befalingsmand paa Bornholm^[2]. Kvarterer nu hertil at Bondeopstanden fremdeles rasede, saa skjønnes det let, at Kong Christophers Stilling maatte være heelmislig, og at han ej kunne undlade at benytte den Lejlighed der nu stod rede for ham til at skaffe sig Understøttelse mod sine Fiender. Han sendte derfor Bud, saavel til Kong Haakon som til Byrge Jarl, efter Hjelpetropper. Heraf sees at Byrge Jarl maa have indgaaet en lignende Forsvarstractat med ham, som den, Haakon nys havde sluttet, men det siges ingensteds, naar det var skeet. Maaskee det var ved den sidste Sammenkomst i Halland, skjønt man ej erfarer, at der ved denne Lejlighed handledes om andet end Trætten med Erkebiskop Jacob. Kong Christophers Budskab maa have været meget paatrængende, thi Kong Haakon oppebiede ikke engang den blidere Aarstid, da han kunde drage til Søs, men rejste med sin Søn, Kong Magnus, til Lands over Dovre, i det værste Førefald, for snarest mulig at treffe Byrge Jarl og aftale det fornødne med ham. Men da Kong Haakon kom sammen med Byrge, sandsynligviis i Kongehelle eller ved Ljodhuus, synes Bladet i Mellemtiden at have vendt sig noget, saa at Christopher ej længer trængte til øjeblikkelig Hjelp. Thi det besluttedes kun, at de i Løbet af Aaret hver skulde udruste en Hær paa 4800 Mand (eller mere, hvis nogen af dem havde Lyst) og komme Kong Christopher til Hjelp med denne Styrke, naar han maatte behøve det. Der var ikke meer Tale om nogen øjeblikkelig Udfart, og Byrge Jarl maa vel derfor imidlertid have faaet Bud fra Christopher om, at Hjelpen ikke strax var paatrængende nødvendig, men at han kun ønskede et sikkert Tilsagn om at den skulde staa til hans Tjeneste, naar han maatte behøve den. Ved dette Møde handledes og, siges der, om mange andre Sager, vedkommende begge –Rigers Interesser. Blandt andet bestemtes der, at Haakon den ringes Enke, Fru Richiza, skulde vende tilbage til Sverige og blive hos sin Fader. Alt skede i største Venskabelighed, og den gode Forstaaelse, nu som herskede mellem dem, tiltog, siges der, jo længere den varede. Modet synes ellers at have været temmelig langvarigt, da der berettes, at Fru Richiza lige derfra fulgte med sin Fader op i Sverige. Thi da hun umuligt kan have rejst over Land med Kongerne, men maa have været i Følge med Dronning Margrete^[3], der tog Sø-Vejen fra Throndhjem, først til Bergen og siden til Tunsberg, kan hun ikke være indtruffen ved Elven førend en god Stund efter Kongernes Ankomst. Det forstaar sig, om det end ikke sagdes udtrykkeligt, at Kong Haakon meget anstændigt affandt sig med hende. Hendes Søn, den unge Junker Sverre, blev dog tilbage hos Farfaderen, der holdt meget af ham. Richiza egtede siden (1262) den meklenburgske Fyrste Henrik af Werle, med hvem hun havde flere Børn. Dog vedblev hun at kalde sig Dronning^[4].

Det første truende Uvejr synes, som sagt, at maatte være gaaet over for Kong Christopher, uagtet vi intet bestemt erfarer derom af de magre mangelagtige danske Krøniker, der omhandle disse Aars Begivenheder. Vist er det, at ingen Hjelpetropper i dette Aar sendtes til Danmark, enten fra Sverige eller Norge. Kong Haakon og Byrge Jarl lode kun Kong Christopher melde, at de skulde komme ham til Hjelp, naar det behøvedes; derhos sendte Kong Haakon ham Mariesuden, hvilken Dronning Margrete havde ført fra Bergen, og som Christopher sandsynligviis gjennem de Gesandter, han affærdigede til Norge om Vinteren, havde udbedet sig. Kong Christopher takkede særdeles venligt for den smukke Gave og de gode Løfter. Det kan heller ikke for Øjeblikket have staaet saa slet til for ham, siden vi erfare, at han ej alene tugtede de oprørske Bønder, men ogsaa sammenkaldte en Rigsdag i Odense for at lade sin Søn krone, hvilket dog hindredes af Erkebiskoppen, der selv udeblev, og forbød ogsaa de øvrige Biskopper rinder Bans Straf at komme. Dette, saavel som al den øvrige Ulempe, Erkebiskoppen havde forvoldt, foranledigede Christopher til at oplægge Raad med sine nærmeste verdslige Venner om at fængsle Erkebiskoppen og flere af hans Tilhængere, for saaledes, om muligt, endelig at skaffe sig Ro i Riget, uanseet at et saadant Skridt tvertimod kunde afstedkomme megen Forvirring, da Erkebiskoppen paa det før omtalte Møde i Vejle netop havde faaet det bekjendte Statut vedtaget, der ogsaa senere af Paven var bekræftet^[5], at dersom nogen Biskop inden Riget efter Kongens Befaling fængsledes eller paa anden Maade leed større Overlast, skulde hele Riget belægges med Interdict^[6]. Men til den Tid maatte vel Christopher netop regne paa at have Kong Haakon og Borge Jarl i Baghaanden. Kong Haakon drog paa Tilbagevejen fra Elven først til Tunsberg, hvor han mødtes med Dronning Margrete og tilbragte en kort Tid, derfra tog han Vejen til Bergen, hvor han ankom omtrent ved Christi Himmelfartsdag (2den Maj), og tilbragte den største Deel af Sommeren, idet han afgjorde mange vigtige Anliggender. Det var denne samme Vaar, at hiin store Ildebrand indtraf i Tunsberg, hvorom vi ovenfor have talt, og som lagde største Delen af Byen i Aske^[7]. Hvad der især optog Kongen i Bergen, var, som det lader, de islandske Anliggender, hvorom mere i det følgende. Kong Haakon tilbragte ogsaa Vinteren (1258–1259) i Bergen, og den følgende Vaar blev der endelig Alvor af Udrustningen til Danmark, eftersom Kong Christopher da paany sendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl, at de efter deres gode Løfte maatte komme ham til Hjelp. Kong Christopher havde nemlig, den 5te Februar, ladet Erkebiskoppen gribe paa hans Gaard Gisleborg i Skaane, og føre over til Fyen, hvor han blev kastet i haardt Fængsel paa Borgen Hagenskov. Hans Frænder, Biskopperne af Roeskilde og Odense, lode strax, i Medhold af Vejle-Statutet, Interdict udgaa i deres Biskopsdømmer, og de begave sig begge bort, Biskop Peder af Roeskilde til Fyrst Jaromar paa Rügen, og Biskoppen af Odense til sit Slot paa Als, hvor han var de holstenske Grever saa meget nærmere; begge oplagde Raad med Rigets Fiender, og især ophidsede Biskop Peder den rügiske Fyrste til atter at gribe til Vaaben for Erkebiskoppen, og komme den betrængte Kirke til Hjelp. Jaromar var mere end villig dertil, og det er ikke usandsynligt, hvad en senere Forfatter^[8] angiver, at han tillige troede nu at have fundet en bekvem Lejlighed til at løsrive sig fra det danske Herredømme. Han ankom til Kjøbenhavn med en meget stor Hær strax efter Paaske^[9], indtog Byen og Slottet, og herjede Sjæland paa det frygteligste, medens Kong Christopher maatte ile til Jylland for at møde et Angreb af de holstenske Grever. Under disse Omstændigheder var det rimeligt, at han sendte Bud til Kong Haakon og Byrge Jarl om snarlig Hjelp. Kong Haakon var ogsaa strax rede til at indfrie sit Løfte, lod sine Skibe sætte paa Søen, stevnede Lendermændene og Sysselmændene til sig, og udbød Leding, dog neppe, som man maa formode, af hele Landet, da de nordligere Egne vistnok vare for langt bortliggende til at deres Skibe og Krigsfolk kunde indfinde sig tidsnok. Endda, ville vi see, kom han senere til Danmark end paaregnet. Da Skibene fra den vestlige Kant af Landet vare samlede, begav Haakon sig afsted med dem, før at drage til Tunsberg, hvor alt Krigsfolket fra Viken, der vistnok vilde udgjøre den største Deel af hans Hær, skulde indfinde sig. Men undervejs, udenfor Jæderen, mødte han to danske Riddere, der bragte ham den Besked, at Kong Christopher var død i Ribe den 29de Mai^[10], men at Enkedronningen, Margrete og de øvrige kongeligsindede Høvdinger ikke des mindre lode Kong Haakon anmode om at komme hende og hendes umyndige Søn, Kong Erik, til Hjelp. Kong Haakon overlagde med sine Venner om, hvad han skulde gjøre. Nogle meente at han nu var løst fra sin Forpligtelse, og ikke behøvede at drage til Danmark. Men Kong Haakon vilde ikke bryde det Ord, han engang havde givet, fortsatte Rejsen til Tunsberg, oppebiede her Skibene fra Viken, og drog med en stor og vel bemandet Flaade ned til Kjøbenhavn. Ogsaa Byrge Jarl havde foretaget Udrustninger, men kom ikke videre end til Bleking, hvor rimeligviis Efterretningen om Kong Christophers Død har mødt ham, og bevæget ham til at indstille Toget^[11].

Kong Haakon kunde ogsaa gjerne have sparet sig den store og bekostelige Udrustning, thi da han kom til Kjøbenhavn og talte med Dronningen, hvilket ikke kan have skeet førend i Juli, var den værste Fare forbi^[12]. Dronningen og hendes Høvdinger havde allerede strax efter Christophers Død aabnet Underhandlinger med de holstenske Grever om en foreløbig Stilstand, for i det mindste at vinde Tid til at lade sin Søn krone, og et Forlig var kommet i Stand paa det Vilkaar blandt flere, at Erik, Abels Søn, skulde beholde Sønderjylland som Hertugdømme. Jaromar, der heden pavelig Skrivelse formelig opfordredes til at befrie Erkebiskoppen, og som tillige havde haft den unge Hertug Erik, der anholdt om hans Datters Haand, i Følge med sig, holdt sig mest i den sydlige Deel af Sjæland, hvor han havde slaaet de af Dronningen til Landværn opbudne Bønder ved Nestved (14de Juni) og lagt denne Stad i Aske; men ved Efterretningen om Haakons Ankomst tog han strax Flugten over til den vendiske Kyst^[13]. Rimeligviis begav han sig bort ved det blotte Budskab om, at Kong Haakons Flaade nærmede sig^[14], thi ellers vilde det synes underligt, at Dronningen ikke længer skulde trænge til Kong Haakons Hjelp; paa denne Maade kan det ogsaa’bedst forklares, at Dronningen ved Haakons Ankomst var i Kjøbenhavn, hvilken Stad dog tidligere var i Jaromars og Hertug Eriks Vold. Da Dronningen ved sin første Sammenkomst med Kong Haakon i .Kjøbenhavn meldte ham, at der var sluttet Forlig med de holstenske Grever, og at man ej længer trængte til hans Hjelp, kunde han ikke tilbageholde sin Misfornøjelse med, at man saaledes havde ulejliget ham forgjeves, og han ytrede endog, at de Danske ikke havde handlet ærligt imod ham. De vare dog undskyldte, da det øjensynligt havde varet vel længe med Kongens Udrustninger, saa at han ikke kunde indtreffe i Danmark da det egentlig gjaldt; heller ikke kan hans Nærværelse siges at have været overflødig, da det dog aabenbart var den, som befriede Sjæland fra Jaromars Ødelæggelser. For øvrigt viiste han og Enkedronningen hinanden al Venskabelighed, og gave hinanden gjensidigt Foræringer. Det vilde ogsaa have været utilbørligt, om man ikke havde paaskjønnet hans gode Vilje, selv om han var kommen noget for seent. Medens Kong Haakon laa for Kjøbenhavn, lod han over ved Malmø tage en Kogg, tilhørende Erkebiskoppens Broder Jens Erlandssøn, Befalingsmand paa Helsingborg; Besætningen bestod af Folk, der havde været i Følge med Fyrst Jaromar, og Kong Haakon lod dem fremstille paa et almindeligt Bymøde, for at de Danske kunde betragte dem om dømme, om de vare Kjøbmænd eller Ransmænd. De erklæredes for de værste Ransmænd, og bleve deels halshugne, deels paa anden Maade afstraffede. Koggen, paa hvilken det havde været, beholdt Kong Haakon, og brugte den siden til at føre sine Hefte paa. Kong Haakon forlod ikke Kjøbenhavn førend om Høsten^[15], da Erkebiskop Jakob rimeligviis allerede var sat paa fri Fod. Dette er maaskee endog skeet efter Kong Haakons udtrykkelige Raad og Ønske, da det vistnok maatte forekomme ham, den oprigtige Ven af Kirken, betænkeligt, ja endog formasteligt, at holde en saadan Mand fængslet, ligesom ogsaa hans Frigivelse var den eneste Maade til at faa det Interdikt hævet, der hvilede over Riget, og som maa have fyldt alle fromme Gemytter med Uro og Bedrøvelse. Kong Haakons Nærværelse i Danmark har saaledes dog vistnok bidraget ikke saa lidet til, i det mindste for en Tid, at gjenoprette Orden og Rolighed i Landet. Da han omsider vendte tilbage til Norge, tog han, som det synes, Vejen lige til Bergen, hvor han ogsaa tilbragte den følgende Vinter (1259–1260).

18. Kongedatteren Christinas Rejse til Spanien og hendes Giftermaal med Infanten Don Philip.

Forinden vi gaa videre i at omhandle de politiske Begivenheder under Kong Haakons Regjering, ville vi berette om Kongedatteren Christinas i flere Henseender merkelige Rejse til Spanien, der i Sagaen beskrives saa udførligt, at man næsten maa formode at en af dem, der vare med, har efterladt skriftlige Optegnelser, som Sagaskriveren siden benyttede. Dog havde han Lejlighed nok til ogsaa at lade sig mundtligt underrette derom af dem, som selv havde været med, thi da Sagaen forfattedes kun syv Aar efter deres Tilbagekomst, maatte de paa den Tid endnu have alt i friskt Minde, hvad ogsaa Beretningens nøjagtige Overeensstemmelse med, hvad man andenstedsfra veed om Forholdene i Spanien, noksom viser. Kongedatteren ankom, som bi allerede ovenfor have berettet, til Yarmouth i England, hvor Kong Henriks Søn Edward, der siden fulgte ham i Regjeringen, tre Aar forud havde egtet Eleonora, en Syster af de castiliske Kongesønner, mellem hvilke hun skulde vælge. Der tales dog intet om at hun aflagde noget Besøg ved det engelske Hof, eller gjorde Bekjendtskab med sin tilkommende Svigerinde. Tvert imod lader det til, at hun kun har anløbet Yarmouth, og derfra

1. At Valdemar døde efter Fredsslutningen til Kjøbenhavn sees deraf, at han er en blandt Medbeseglerne af det for omhandlede Brev, udstedt den 8de Juli.
2. Ogsaa med Hensyn til disse Begivenheder er der megen Forvirring, hvad Chronologien angaar, fornemmelig paa Grund af de danske Kilders Ufuldstændighed, og de Misforstaaelser, hvori ældre ukritiske Forfattere, navnlig Huitfeld, have gjort sig skyldige. Vor Saga fortæller udtrykkeligt i Cap. 205, at Kong Haakon og Magnus tidligt om Vaaren 1258 begav sig over Land fra Throndhjem til Gøtaelven for at møde Byrge Jarl, da Danekongen havde æsket norsk og svensk Hjelp, eftersom Jaromar gjorde Ufred i Sjæland, og de holstenske Grever herjede Jylland. Kong Haakon mødte Byrge Jarl, talte med ham, vendte tilbage til Tunsberg, opholdt sig der i nogle faa Dage, og drog derfra til Bergen, hvor han endnu ankom ved Himmelfartstider (2den Mai). Altsaa maa nødvendigviis hine Fejder, der bragte Christopher til at æske norsk og svensk Hjelp, have fundet Sted enten aller først i 1258 eller sidst i 1257. Vel ytrer Suhm (X. 354) Betænkeligheder ved at antage Sagaens Udsagn om Jaromars Ufred paa Sjæland, fordi ingen af de danske Krøniker omtaler noget saadant førend efter Erkebiskoppens Fængsling 1259, hvorimod han dog tilføjer, at hvis Sagaen nævnte Bornholm i Stedet for Sjæland, vilde han tro at Jaromar var dragen didhen allerede i 1257–58, ikke i 1260, som de danske Krøniker have. Men her er det vel at merke, at dette ej siges i „alle de danske Krøniker“. Det er Huitfeld, som siger det (S. 259), men uden anden Hjemmel end den for omtalte, senere i Langebeks Scr. rer. Dan. V. optagne Fremstilling af Forhandlingerne mellem Kong Christopher og Erkebiskoppen, hvis Chronologi han, som vi allerede af hans Beretning om Modet med Byrge Jarl have seet, aldeles C forvirrer. Blandt Aktstykkerne til denne Fremstilling er der og et Straffebrev fra Pave Urban IV. til Erkebiskop Jacob, hvor det heder (l. c. S. 610): „skjønt du havde aflagt Kong Christopher Hyldingseed, saa betænkte du dig dog ikke paa at begaa Majestætsforbrydelse, men stiftede en Sammensværgelse mod samme Konge med andre mægtige Mænd, og sendte en Hær under din Broder Anders samt Fyrst Jaromar til Bornholm o. s. v., – der siges ligeledes at du, skjønt du tidligere havde været med at udvælge Kong Christophers Søn Erik til Konge, siden vægrede dig ved at ville krone ham“ –. o. s. v. Dette viser dog, at Angrebet paa Bornholm maa have fiin: det Sted førend der paa Rigsdagen i Odense 1258 var Tale om Eriks Kroning: i alle Fald maa det være skeet i Christophers Levetid, hvilket fremgaar af Udtrykket „samme Konge“. Toget til Bornholm er altsaa skeet enten sidst i 1257 eller først i 1258, og intet er da rimeligere, end at Jaromar ogsaa ved samme Lejlighed har hjemsøgt Sjæland. Thi at de danske Krøniker intet have om dette, er ej besynderligere, end at de intet have om Kong Haakons Krigstog til Halland, og at Sagaen igjen intet nævner om Bornholm, finder let sin Forklaring deraf at hvad der skete paa denne afsides Ø ej har været anseet vigtigt nok til at berettes. Den fortæller i det mindste intet om Bornholms-Affæren senere, uagtet den dog nævner Jaromar. Vi have imidlertid haft, og ville fremdeles faa saa mange Anledninger til at overbevise os om dens Nøjagtighed, især hvad Chronologien angaar, endog hvor der er Tale om fjernere Lande end Danmark, at der ikke er mindste Grund til ved nærværende Lejlighed at tvivle om Rigtigheden af dens Angivelse, især naar denne, som vi her see, aabenbart stemmer med de authentiske Aktstykker. Og derfor antage vi, som ovenfor fremsat, at Jaromar hjemsøgte Sjæland baade i 125⅞ og i 1259, og at Toget til Bornholm allerede skede i 125⅞. Herved ville ogsaa de følgende Begivenheder, navnlig Erkebiskoppens Fængsling, bedre kunne forklares. Imidlertid er det besynderligt nok, at det strax ligesom stilnede af igjen med den aabenbare Krig i Danmark. Sandsynligviis har de holstenske Grevers Indfald i Jylland denne Gang kun været kortvarigt, og Jaromar kun i Forbigaaende herjet paa Sjæland, medens der for det første ikke var noget yderligere at gjøre i Anledning af Begivenhederne paa Bornholm, som Erkebiskoppens Mænd nu engang havde faaet i deres Vold. Herom kan Christopher lettelig have underrettet Byrge Jarl, eller han kan have meldt det til ham og Haakon, medens de vare samlede ved Elven.
3. Margrete, siges der, sejlede fra Throndhjem til Bergen paa et Skib, kaldet Saudavomben; i Bergen gik hun ombord paa Mariesuden og sejlede med den til Tunsberg. Dette vi-ser, at Kong Christopher maa have udbedet sig den ved sine Sendebud.
4. Se Suhm X. 850. Her anføres et Diplom„ i hvilket Richizas Sønner, Junkerne til Werle, kaldte hende Dronning af Sverige: Dronningtitlen havde hun fra Norge, og Tillægget „af Sverige“ antyder saaledes kun hendes Herkomst.
5. Dette er det bekjendte Statut, almindelig benævnt efter Begyndelses-Ordene: Quum ecclesia Daciana (adeo gravi persecutioni sit exposita).
6. Pave Alexanders Bekræftelse paafulgte i Novbr. 1257.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 296.
8. Stang, Vandalia, VII. 28.
9. Fredag efter Paaske, altsaa 18de April, ifølge de esromske Annaler, Langebeks Scr. r. D. S. 246.
10. Det Rygte gik, at Christopher var bleven forgiven af Arnfast, Abbed i Rykloster, enten i et Gjestebud, eller og, som nogle sagde, i Hostien. Endogsaa Pave Urban IV sigter i sit Brev til Erkebiskop Jakob af 1264 ligefrem Arnfast for at have forgivet Kongen (Langebek Scr. r. D. V. 611).
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 298.
12. Da Kong Haakon allerede ved Seinen„ førend han kom til Tunsberg, erfarede Kong Christophers Død, hvilken Efterretning da mindst maa have været 14 Dage gammel, og han vel neppe tilbragte kortere Tid i Tunsberg end 14 Dage eller maaskee 3 Uger, kan han ej engang have tiltraadt Afrejsen fra Tunsberg førend i Juli, og er da kommen til Kjøbenhavn omtrent midt i denne Maaned, over 4 Uger efter Slaget ved Nestved.
13. Dagen, da Nestvedslaget holdtes, angives i de nestvedske Annaler hos Langebek I. S. 371 til St. Basilii Dag den 14de Juni. Nogle Annaler, som Ryklosters (l. c. I. 168), Esroms (l. c. S. 246) Strals (l. c. III. 312) henføre Nestvedslaget til 1260, men aabenbart med Urette. Nestved-Annalerne maa her fornemmelig være at lide paa; de vise sig ogsaa i andre Henseender at være særdeles nøjagtige.
14. I Sagaen staar der udtrykkeligt, at Jaromar flygtede over til Vendland, da han hørte at Kong Haakon var kommen i Danmark, hvilket ej behøver at forklares som eenstydigt med at han var kommen, men alene at hans Flaade havde viist sig i de danske Farvande. Ligeledes seer man, at Jaromar maa have været borte, da Haakon lod tage Jens Erlandssøns Kogg, thi det heder om Besætningen, at „den havde været med Jaromar“.
15. At han drog fra Kjøbenhavn om Høsten, siges udtrykkeligt i Sagaen Cap. 298, og da man til Høsten neppe endnu regner August, maa hans Afrejse fra Kjøbenhavn sættes til September Maaned. Men allerede 11te August var Erkebiskoppen paa fri Fod, hvilket sees af hans Originalbrev fra Lund af det Datum, aftrykt hos Thorkelin, Dipl. I. S. 312; man har ogsaa et andet Brev af ham, dateret Roeskilde 7de September (Suhm X. 397). Dette viser, at de fortrinlige Nestved-Annaler saavel som de esromske have Ret, naar de udtrykkeligt sige at Erkebiskoppen slap ud 1259, men at Huitfeld og flere fejle, der lade ham sidde fængslet til 1261. Naar saaledes Erkebiskoppens Frigivelse indtraf, medens Kong Haakon laa for Kjøbenhavn med en mægtig Flaade, for at understøtte Dronningen, er det umuligt andet, end at han maa have været tagen paa Raad med ved en faa vigtig Sag, ja det synes endog, som om han maa have haft en væsentlig Skemme derved, eller rettere have foranlediget den, deels fordi han tidligere havde staaet i Venskabsforhold til Erkebiskoppen, deels fordi han maatte erkjende hans Frigivelse for den første Betingelse for Rolighedens Gjenoprettelse i Landet.