Wikikilden

Det norske Folks Historie/5/2

< Det norske Folks Historie | 5

Under de daværende gunstige Omstændigheder var intet rimeligere, end at Kongen med fornyet Iver optog sine Bestræbelser for at blive salvet og kronet, og derved at faa den sidste Rest af den Plet udslettet, som hans uegte Fødsel, efter den allerede mere og mere overhaandtagende Betragtningsmaade af Forholdene, kastede paa hans Kongedømme. Hidtil havde det, som vi vide, gaaet heel langsomt med denne Sag, da Paven altid først havde forlangt Sagens Omstændigheder drøftede og undersøgte, hvilket vel endog, som det nedenfor vil sees, væsentlig var at tilskrive Gejstlighedens egennyttige Intriger, skjønt det dog vel ogsaa for en Deel skyldtes Hertug Skules og hans Venners hemmelige Medvirkning. Men nu var Skule død, Gejstligheden tilsyneladende forsonet, og saaledes de væsentligste Hindringer bortryddede. Det var maaskee ogsaa i sig selv ret belejligt, at Pave Gregorius den 9de døde just ved denne Tid (21 August 1241). Thi skjønt han vistnok i den sidste Tid havde viist sig som Haakons Ven og Velynder, kunde han dog ikke vel handle imod den af ham selv saa strengt opstillede Regel, og maatte for Conseqvensens Skyld holde fast ved den engang begyndte Fremgangsmaade, nemlig først at lade Sagen undersøge, hvilket, som vi have seet, tog alt for lang Tid og saa at sige stod den ud i et ubestemt Fjerne[1]. I Gregorius’s Sted valgtes, i den paafølgende Oktober Maaned, Godfred af Castiglione, Cardinalbiskop af Sabina, der antog Navnet Coelestin den 4de, men han døde allerede i November, førend han endnu var indviet, og Pavestolen stod nu ledig næsten i to Aar, da omsider Sinebald Fiesco, Cardinalpresbyter af St. Lorenzo i Lucina, valgtes til Pave den 24de Juni 1243, og besteg Pavestolen under Navn af Innocentius den 4de. Innocentius, en af den katholske Kirkes herskesygeste, men tillige talentfuldeste og klogeste Overhoveder, borte vel som hele Fiesco-Familien i Genua oprindelig til det gibellinske Parti; men det var, som Kejser Frederik den 2den selv skal have ytret, da han erfarede hans Valg, umuligt at en Pave kunde være gibellinsk sindet, og det varede derfor velter ikke længe efter Innocentius’s Ophøjelse, inden han stod mere fiendtligt lige over for Kejseren, end nogen af hans Forgængere. Han trængte saaledes til al den Bistand imod ham af de andre Fyrster i den katholske Christenhed, som han paa nogen Maade kunde faa. Haakon var paa den Tid unegteligt den mest anseede af Nordens Fyrster, og hans Hengivenhed maatte det derfor være Innocentius særdeles magtpaaliggende at erhverve, om det end skulde skee ved større end sædvanlig Eftergivenhed og Imødekommen. Haakon benyttede sig og, som vi ville see, paa bedste Viis af disse gunstige Omstændigheder, uden dog i mindste Maade at svige det fleeraarige Venskab, der nu allerede i lang Tid havde bestaaet mellem ham og Kejser Frederik, og som fremdeles holdtes vedlige ved gjensidige Sendelser af Gaver, saaledes navnlig endnu i 1241, da Kongen under sit Ophold i Kongehelle modtog en kejserlig Gesandt, ved Navn Matthæus, der foruden mange andre kostelige Foræringer medbragte fem Blaamænd (Negre eller Arabere)[2].

Det er forhen omtalt (S. 982) at Abbed Bjørn i Nidarholm efter Hertug Skules Fald maa være bleven løsladt af Kongen, og have faaet hans Tilladelse til at foretage sin paatænkte Rejse til Rom for at føre sin Sag ved Pavestolen imod Erkebiskoppen, der havde suspenderet ham. Han kom ogsaa virkelig afsted, skjønt ikke paa anstændig Viis, da han nemlig som det synes, hemmelig forlod Klostret tilligemed Sakristanen, medtagende Klostrets Segl, som denne hans Medvider og Hjelper havde i sin Varetægt, for siden paa Rejsen at benytte sig deraf til at rejse Penge ved Panteforskrivninger paa Klostrets Ejendomme. Paa lignende Maade havde Bjørn allerede, som det ovenfor er berettet, sat Klostret i Pant til Hertug Skule, for at faa Penge til Rejsen, skjønt han tildeels foretog denne i Skules egen Interesse; men disse Penge bleve efter hans Paagribelse atter tilstillede Klostret. Nu derimod drev han det samme Spil endnu frækkere og i en større Maalestok. Da han rimeligviis kom til Rom under den lange Vacance efter Coelestin den 4des Død, og maatte oppebie det ane Pavevalg for at faa sin Sag afgjort, har han naturligviis seet sig saa meget mere nødsaget til at rejse Penge paa hvad Maade skee kunde. Bjørn var imidlertid heldigere i Rom, end man skulde have ventet, thi man seer af det følgende, at han virkelig maa være bleven løst af Bannet, og af Paven paany indsat i Bestyrelsen af Klostret[3]. I hvad Traade han har draget, for at udvirke dette, kan nu ej angives; men det er i alle Fald vist, at han selv var en talentfuld Mand og dygtig Underhandler, som nok forstod at indsmigre sig hos dem, han ønskede at vinde, og det saaledes ikke er at undres over, om han har vidst at erhverve Pave Innocentius’s Yndest og faa ham paa sin Side, især da det er aabenbart, at han kom ganske i Forkjøbet før alle sine Modstandere, og at Paven ikke blev underrettet om det sande Forhold, førend det var for silde. Men Bjørn, der vidste hvorledes Sagerne stode i Norge, hvilken Overhaand Kongen nu havde faaet, og hvor nødvendigt det var at have ham paa sin Side under det Uvejr, der ved hans Hjemkomst ventede ham, benyttede ogsaa, som man erfarer, Lejligheden til at stemme Innocentius gunstigt for Kongen, hvilket desuden netop under de forhaandenværende, nys antydede Omstændigheder, der gjorde det ønskeligt for Innocentius at skaffe sig saa stor Bistand mod Kejser Frederik, som muligt, maatte være forholdsviis let. Hvo veed, om ikke ogsaa Kongen selv, da han frigav Abbed Bjørn, underhaanden kan have givet ham det Hverv, at stemme Paven gunstigt for ham, og sat det heldige Resultat af slige Bestræbelser som Betingelsen for sin fuldkomne Tilgivelse og eftertrykkelige Bistand? Det er vanskeligt at sige noget med Sikkerhed herom, da Sagaen kun nævner Begivenhederne, saaledes som de udvortes fremtraadte, uden at berøre de indre Drivfjedre og hemmelige Forhandlinger. Vist er det, at da Bjørn om Vaaren 1244 kom tilbage til Norge, medbragte han, som det heder, et Brev fra Paven „saa fagert som neppe noget Pavebrev hidtil var kommet til Norge“[4]. Brevet er ej længer til, og vi kunne derfor ikke vide, hvor vidt det svarede til hiin prægtige Beskrivelse, men at det var særdeles gunstigt, viser noksom det følgende. Da Bjørn kom til Norge, rimeligviis etsteds i Viken, sendte han strax Bud til Kongen, for at bede ham om Fred og Lejde, og hilse ham, at han havde gode Tidender at bringe. Kongen, der Høsten forud havde haft til Hensigt at drage til Viken for at overvintre der, men ved Storm var bleven hindret fra at komme længer end til Stavanger[5], hvorfra han efter nogen Tids Ophold vendte tilbage til Bergen, stod just, som det synes, i Begreb med at drage til Nidaros, eller var maaskee allerede ankommen hid, da han fik Bjørns Budskab[6]. Han modtog hans Sendebud venligt, og lod ham strax hilse, at han skulde være velkommen, naar han maatte ville indfinde sig hos ham. Bjørn begav sig derfor til Kongen, traf ham i Bergen, just som han var kommen tilbage fra Nidaros, og bragte ham det oven omtalte Brev, tilligemed de venligste, mundtlige Hilsener fra Paven og dennes Velsignelse. Om Haakon endnu havde næret nogen Uvilje mod Bjørn (hvad der dog neppe er rimeligt), faldt det af sig selv, at han nu fuldkommen tilgav ham, og han beholdt ham hos sig, fortælles der, hele Sommeren, sandsynligviis for at raadslaa med den statskloge, og nu i Curiens Anliggender vel indviede Mand om de yderligere Skridt, der vare at foretage til Kroningens Fremme. De skiltes ad først seent ud paa Høsten, da Kongen drog til Viken, for at tilbringe Vinteren der, Abbeden derimod drog nordefter, for at begive sig tilbage til sit Kloster. Han kom dog ikke længere end til Sellø, hvor han blev syg og døde. Derved berøvedes vel Kongen den Bistand, han fremdeles kunde have haft af ham, men desuagtet vandt Kongen unegteligt ved ikke længer at have noget med en saadan Mand at bestille. Thi der kom imidlertid Sager op om ham, der aldeles ødelagde den Smule gode Rygte, han maaskee endnu havde tilbage, og som vilde have skadet Kongen aldeles i den almindelige Mening, hvis han længe havde benyttet sig af hans Tjeneste. Efter Bjørns utilbørlige Afrejse fra Nidaros 1241 havde Erkebiskop Sigurd taget Klostret med alt dets Gods under sin Bestyrelse, paastaaende at Munkene kun af Navn og Dragt vare Munke, men for Resten uværdige og uvidende Personer, der ikke engang kjendte St. Benedicts egen Regel[7], der aabenbart krænkede Klosterstatuterne, ja endog gjorde sig skyldige i Tyveri og Rømning. Munkene, der dog, under Priorens Bestyrelse, virkelig skulle have bestræbet sig for at holde saa megen Orden og opføre sig saa anstændigt som muligt, appellerede til Paven mod Erkebiskoppens haarde Behandling, og denne vovede nu for det første ikke at forvolde dem yderligere Ulejlighed. Prioren skrabede saa vidt Penge sammen, som muligt, og begav sig til Rom. Her fik han ved Ankomsten høre, at Abbed Bjørn og hans Medbejler, Sacristanen, just havde forladt Staden, efter at have udstedt Panteforskrivninger paa Klostret under dettes Segl til et Behov af 500 Mk. Sølv. Han lod da, som det lader, Appellationssagen ganske fare, men ilede, forfærdet og bedrøvet, efter Bjørn, uden dog at kunne indhente ham, og endnu førend han kom tilbage, erfarede han Bjørns Hjemkomst og dødelige Afgang i Sellø Kloster. Han og Munkene udvalgte nu en ny Abbed (Navnet paa denne opgives dog ej), og Prioren maatte, ledsaget af en Munk, paany begive sig afsted med flere Penge, for at faa Pantebrevene indløste, der nu befandt sig i Hænderne paa nogle af de i Middelalderen for deres Aager og Pengespeculationer saa bekjendte „Koværtske“[8], der opholdt sig i London. Om Pantsættelsen var skeet umiddelbart til dem i Rom, og de derefter havde begivet sig til London, eller om Brevene havde gaaet gjennem flere Hænder, førend de kom til dem, er uvist; men den Omstændighed, at Creditorerne vare i London, foranledigede Kongen til at medgive Prioren et Anbefalingsbrev til den som Forfatter af et ypperligt Verk over sin Tids Historie bekjendte Benedictinermunk i St. Albans, Matthæus af Paris, der, som han selv i hiint Verk ytrer, stod i den fortroligste og venskabeligste Forbindelse med Kongen. Denne bad ham i Brevet at tage sig saa godt af Prioren, som han kunde, og hjelpe ham til at faa Pantebrevene indløste, hvilket ogsaa lykkedes, uagtet Prioren kun medbragte 300 Mk., saa at han, inden et Aar var hengaaet, kunde vende tilbage med alle Pantebrevene[9]. Disse Oplysninger om Bjørns Ferd vare aabenbart af den Natur, at de ej alene maatte compromittere ham selv, men ogsaa alle dem, der stode i Forbindelse med ham, og Kongen kunde derfor prise sig lykkelig, at Døden ophævede den nu knyttede Forbindelse.

Haakon benyttede sig imidlertid strax af den Fordeel, som Pavens gunstige Brev og venlige Hilsener aabnede ham. – Efter at have tilbragt Vintren 1244–1245 i Viken, indkaldte han Erkebiskoppen saavel som Lydbiskopperne til et Møde, der ligesom de øvrige Biskopsmøder synes at have været holdt i Bergen[10], og anmodede dem her strax om at skrive med ham til Paven, og anholde om dennes Tilladelse til at foretage Kroningen. Biskopperne lagde altfor tydeligt for Dagen, hvor ivrigt og omhyggeligt de endnu fremdeles vare om sig efter at benytte enhver Lejlighed, der tilbød sig, til at udvide Hierarchiets Magt paa Kongedømmets Bekostning. Lejligheden var nu, meente de vel, usædvanligt gunstig, og de handlede følgelig derefter. De optoge vel, heder det i Sagaen, Kongens Anmodning nok saa godt, men snarere, end man skulde have ventet, gave de det endelige Svar, at de gjerne vilde skrive med ham, som han ønskede, hvis han ogsaa til Gjengjeld udvidede Kirkens Rettigheder, ja de henstillede endog til ham, at sværge den samme Kronings-Ed, som Magnus Erlingssøn havde svoret, da han blev kronet, og hvilken, som vi vide, gjorde det verdslige Kongedømme til en Forlening af Kirken. Men Kongen –svarede hertil med kjendelig Harme: „Kongerne have allerede forundt eder saa omfattende Rettigheder, at jeg neppe kan indlade mig paa, end yderligere at udvide dem, især da J selv oven i Kjøbet have udstrakt dem videre end de egentligen og oprindeligen medføre. Dersom jeg sværger en saadan Ed som Kong Magnus svor, da vilde, forekommer det mig, min Hæder ved Kroningen minke i Stedet for at voxe, thi han og hans Fader brøde sig ikke om, hvad han gjorde, for at faa, hvad han ikke havde Ret til. Med Guds Hjelp skal jeg nok ikke behøve at modtage eller kjøbe af eder, hvad Gud har retteligen kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre, og det skulle I sandeligen vide, at med Guds Naade skal jeg saa frit og ubehindret opnaa Norges Krone, at jeg siden kan bære den uden trykkende Baand eller Betingelser, ligesom andre gode Konger, eller ogsaa skal den aldrig komme paa mit Hoved; jeg oppebier trøstigt den Tid, Gud selv har bestemt til Opfyldelsen af mit Ønske.“ Videre synes Kongen ikke ved denne Lejlighed at have forhandlet med Biskopperne om Sagen, og Mødet afbrødes saaledes under kjendelig Misstemning paa begge Sider[11]. Kongen henvendte sig derimod umiddelbart til Paven uden at tigge Biskopperne om deres Mellemkomst eller Anbefaling, og sendte Englænderen Abbed Laurentius i Hovedø-Kloster, tilligemed sin Klerk eller Sekretær Bjarne, Canonicus i Nidaros, som sine Befuldmægtigede, for ret til Gavns og for Alvor at drive paa dette Anliggende ved Pavehoffet, og udvirke ej alene Pavens Samtykke til Kroningen, men ogsaa Kongens foreløbige Legitimation eller en Erklæring fra Paven, hvorved den Mangel ved hans Byrd, at han ej var egtefød, ophævedes. De medbragte, foruden store Pengesummer, baade Brev og mundtlig Hilsen fra Kongen til Paven, om at denne vilde vise ham den Ære at lade Kroningen forrette ved en af sine Cardinaler[12].

Paa denne Tid var Pave Innocentius ikke længer i Rom. Det var allerede kommet til aaben Fejde mellem ham og Kejseren, som forgjeves belejrede Viterbo. Paven havde derpaa aabnet Underhandlinger, men medens disse stod paa, ja efter at Frederik allerede havde forpligtet sig til at indgaa en højst trykkende Fred, flygtede Paven med eet, i al Hemmelighed og ganske uformodet, først til Civita vecchia, derfra til Søs til sin Fædrenestad Genua (Juli 1244) og efter nogen Tids Forløb videre til Lyon, hvor han ankom i December. Det faldt af sig selv, at Underhandlingerne nu ganske bleve afbrudte; Innocentius fornyede højtideligt den allerede tidligere over Frederik udtalte Bansættelse, og paa et stort almindeligt Kirkemøde, som han den følgende Sommer holdt i Lyon, og hvortil og de norske Biskopper vare indkaldte, uden at dog nogen af dem mødte, erklærede han Frederik afsat fra sin hele kejserlige og kongelig Værdighed. Naar han saaledes vovede at kaste Handsken mod Christenhedens mægtigste Fyrste, var det dobbelt nødvendigt for ham at vinde saa mange som muligt af de øvrige for sig, eller i det mindste at sikre sig deres Neutralitet, og allerede af denne Grund er det derfor let at forstaa, at Kong Haakons Andragende maatte finde gunstig Modtagelse hos Innocentius. Men hertil kun ogsaa at Haakon, som det synes, havde indyndet sig hos Paven ved et nyt Korstogsløfte. Vi erfare nemlig af de senere stedfundne Forhandlinger, at ved Siden af den Forpligtelse, at omvende Norges hedenske Nabofolk til Christendommen, hvormed Pave Gregorius havde tilladt ham at gjøre Fyldest for sit tidligere Korstogs-Løfte, havde han nu atter, sandsynligviis ved Efterretningen om Jerusalems Indtagelse ved Chovaresmierne den 7de Septbr. 1244, lovet at gjøre et virkeligt Korstog til det hellige Land Og endelig sparede Laurentius, efter Kongens Instrux, ikke paa vegtige Overtalelsesgrunde, men udbetalte – det siges ikke under hvilken Form eller Besmykkelse – til Paven ikke mindre end 30000 Mk. Sølv for Legitimationen og Samtykket til Kroningen[13]. Laurentius, heder det, drev alt dette igjennem, og Valget af ham til Hovedunderhandler viser sig saaledes at være meget vel betænkt. Det heldige Resultat af Underhandlingerne aabenbarer sig noksom i en Række af Breve, som Paven nu fra 30te October til 8de November lod udfærdige. I det første, af 30te Octbr., heder det at Paven paa Grund af den oprigtige Fromhed og Troskab, Kongen viste sig at nære mod Gud og det apostoliske Sæde, elskede ham som en Søn, og var rede til enhver Handling, der kunde glæde ham og skaffe ham Hæder. Derfor havde han nu ogsaa efterkommet hans deels skriftligt, deels gjennem de oven nævnte Sendebud mundtligt ytrede Ønske, og efter Raadslagning med Cardinalerne besluttet at sende Villjam, Cardinal-Biskop af Sabina, til Norge som sin fuldmyndige Legat baade for dette Land og Sverige, overdragende ham at udføre den Forretning, hvorved Kongens Hæder og Rigets Gavn befordredes. Fire Dage efter (3die November) udstedtes Fuldmagten for Cardinalen, lydende paa fuldstændig Myndighed som pavelig Legat i Norge og Sverige, og særskilt Beføjelse til at sammenkalde Norges Prælater og verdslige Høvdinger, for efter at have hørt deres Raad paa Pavens Vegne at meddele ham Kronings-Hæderen. Under samme Dag udfærdigedes ogsaa en Kundgjørelse til de gejstlige og verdslige Høvdinger i Sverige og Norge om Cardinal Villjams Sendelse som Legat, med Anmodning om at de vilde modtage ham, „som en Frelsens Engel,“ og vise ham al tilbørlig Hæder og Lydighed. Ved tvende andre Breve, daterede den 6te November, tog Paven Kong Haakon med Hustru, Børn og Gods under den apostoliske Varetægt, saa længe han maatte være fraværende paa derfor omtalte Korstog til det hellige Land, og i et Brev af samme Datum, henvendt til Dronning Margrete, tog han ligeledes hende og alt det Gods, hendes Egtemand Kong Haakon havde givet hende i Morgengave, under sit apostoliske Værn. Heller ikke i disse Breve sparede han paa Complimenter, der vise, hvor magtpaaliggende det var ham at forsikre sig Haakons Venskab. „I Betragtning af de Troens Fortjenester“ – heder det i Brevet til Kongen – hvorved du formedelst Christi Naade glimrer, nære vi en særdeles Yndest for dig, og give dig med Glæde hvad der kan bidrage til din Lokke, fast overbeviste om, at jo større den Gunst er, som du modtager af det apostoliske Sæde, med desto mere brændende Iver vil du, naar Tiden dertil kommer, arbejde for Frelserens Ære.“ Og til Dronningen heder det: „Da du, som vi erfare, med sand Fromhed og en reen Sjæls Tro søger at vinde Yndest for den guddommelige Majestæts Øjne, vise vi dig desformedelst, som billigt er, gjerne enhver Gunst, du retteligen maatte attraa af os, og derfor opfylde vi herved den af dig nu fremførte Begjæring.“ I et andet Brev, udstedt den følgende Dag, overdrog Paven Kong Haakon bestandig Patronatsret til de Kirker, han eller hans Arvinger maatte opføre i de Landskaber, som erobredes fra Hedningerne ved Landets Grændser. Dette Brev, sammenholdt med Beskyttelsesbrevet af Dagen forud, viser noksom, at Kongen nu virkelig ved Siden af sin ældre Forpligtelse, at christne Landets hedenske Naboer, ogsaa har paataget sig den nye, at gjøre et Korstog til det hellige Land. Men det vigtigste, og rimeligviis for Kongen kjærkomneste Brev af alle dem, som Paven ved denne Lejlighed udstedte, var et, dateret 8de November, altsaa det aller sidste, thi i dette fritog han ham ganske fra Manglerne ved hans uegte Fødsel, og gav sin fulde Tilladelse til hans Kroning, uden at sætte nogen saadan Betingelse, som den Gejstligheden hjemme i Landet selv havde fremsat, men kun udtalende sin Forhaabning om at Kongen vilde vise sig denne Gunst værdig. Dette merkelige Brev lyder saaledes: „Den evige Konges forunderlige Godhed har med mangfoldig Hæder forherliget sin Brud og Dronning, Kirken, men har dog fornemmelig deri gjort den berømmelig og straalende af Lykke, at han bar tildeelt den en saadan Magtfylde, at den kan hjelpe ej alene ringere men ogsaa de højest staaende Personer til, hvad der forskaffer dem berømmelig Titel og forøget Magt. Sandelig, at betragte de Fortjenester af reen Fromhed og Tro, hvorved Norges Konger, berømmelig Ihukommelse, have udmerket sig blandt Verdens katholske Fyrster, frembringer baade hos os og hos Kirken de aandelige Glæders Velbehag. Og derved opstaar der i vort Sind et brændende Ønske om, at du, der er det apostoliske Sæde saa kjær, ogsaa i Forhold til dine udmerkede Fortjenester maa i Overflod nyde dette Sædes Gunst, der i saa rigeligt Maal plejer at tilflyde dem, der ere det hengivne, saa at du og dine Arvinger deraf med Guds Hjelp ville kunne høste stor Hæder og din Lykke tiltage i forønsket Grad. Da nu, efter hvad vi have bragt i Erfaring, din Fader Haakon, Konge i Norge, berømmelig Ihukommelse, selv ugift har avlet dig med en ugift Kvinde, saa er det at vi, af særdeles Velvilje for din Højhed, herved efter Raadslagning med vore Brødre, ifølge vor apostoliske Autoritet dispensere dig med Hensyn til denne Mangel, saa at du, uden at hindres deraf, skal kunne stedes til den kongelige Trones Værdighed og alle Kongedømmets lovlige Handlinger, samt at dine lovlige[14] Arvinger skulle efterfølge dig i Herredømmet og Værdigheden. Vi haabe at du og de samme Arvinger ville indprente denne saa store Naade fast i eders Erindring, at baade du og de sætte eders Glæde i, særdeles at tækkes alles Skaber ved Stræben efter at føre et dydigt Liv, og hans hellige Kirke ved en stedse tiltagende, oprigtig Fromhed“. Uagtet vistnok meget af dette er at betragte som de sædvanlige Floskler, hvormed Brevconcipisterne i det pavelige Cancelli, uden altid at kjende nøje til de særegne Omstændigheder, plejede at indlede Breve af dette Slags, saa er det alligevel merkeligt, at der tales saa ubetinget om de tidligere norske Kongers Fromhed. Her maatte man dog nærmest tænke paa Haakons umiddelbare Forfædre, fornemmelig Sverre; og den fiendtlige Stilling, han indtog lige overfor Kirken, skulde jo dog egentlig have gjort det umuligt, at tale om hine, uden særskilt at undtage ham. Naar nu derimod Haakons Forfædre omtales, som om Sverre aldrig havde existeret, skulde man virkelig være berettiget til at tro at dette er skeet efter Innocentius’s udtrykkelige Befaling, og at han saaledes herved middelbart vilde give at forstaa, at den Plet, der i Kirkens Øjne hvilede over Kong Sverres Minde, nu skulde ansees som borttagen. Udtrykkeligt at erklære noget saadant vilde ikke have været passende, og dog var en Rehabilitation af Sverres Minde visselig nødvendig, for ganske at sætte Haakon paa det Standpunkt, han ved Kroningen søgte at opnaa, et Standpunkt af fuldstændig Legitimitet, ej alene for sin Person, men for sin hele Æt[15].

Hvor magtpaaliggende Paven lod det være sig at vinde Kongens Hengivenhed, sees deraf at han ogsaa ved et særskilt Brev af 6te November betænkte Kongens Klerk, Chorsbroder Bjørn, den ene af Gesandterne, med særdeles Begunstigelser, og, som han udtrykkeligt ytrede, for Kongens Skyld. Vel tales der ogsaa i Brevet om Bjørns „rosværdige Forhold og fortjenstfulde Liv,“ men dernæst heder det, hvad man tydeligt kan see er Hovedsagen, at Paven „tager Hensyn til sin kjære Søn Kong Haakon, i hvis Klerk han egentlig vil hædre ham selv“, og derfor tillader Bjørn, ved Siden af de Beneficier uden Sjælesorg, som han allerede havde, at modtage endnu et, der var forbundet med Sjælesorg, uanseet den Concilbestemmelse, der forbød det. Sandsynligviis havde Kongen allerede lovet ham et saadant til Belønning for vel udført Hverv[16].

Allerede af det oven omtalte Fuldmagtsbrev seer man for Resten, at Legatens Hverv ikke alene var at krone Kongen, men ogsaa at undersøge Kirkens Tilstand, saavel i Norge som i Sverige, og at treffe de Forføjninger, han til dens Ophjelpelse maatte finde nødvendige. Dette antydes ogsaa i Communicationsbrevet til begge Landes gejstlige og verdslige Øvrigheder, saavelsom i Brevet til Kongen af samme Dag. Paven opfordrer Høvdingerne til at adlyde hans Befalinger og Paamindelser, anmoder Kongen om ærbødigt at modtage Legaten og hjelpe til at hans fromme Raad vorde satte i Kraft, o. s. v.; Paven truer endog dem, der maatte vise sig gjenstridige, med at bekræfte den Dom, Legaten maatte fælde over dem, og lade den strengt iagttage, indtil Vedkommende havde givet tilbørlig Satisfaction.

  1. ↑ Gregor var desuden ved sin Død 1241 henved 94 Aar gammel, fire Aar ældre end Kong Sverre, og havde saaledes personlig oplevet alle dennes Tvistigheder med Innocentius III, der selv var en af Gregors nærmeste Frænder Frænder, og i Aaret 1199 havde udnævnt ham til Cardinal. Sverres Forhold til Kirken og Ættens foregivne Illegitimitet maatte derfor endnu være i alt for friskt Minde hos Gregor.
  2. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 243.
  3. ↑ I modsat Fald kunde han ikke, som det udtrykkeligt heder, efter sin Tilbagekomst til Norge drage nordefter, for atter at tiltræde Klostrets Bestyrelse.
  4. ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 246.
  5. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 245. Det var maaskee, som tidligere ytret, ved denne Lejlighed, at Kongen skjenkede Stavanger Domkirke hele Byen m. m. (Se ovenfor III. S. 711.).
  6. ↑ Her, som overhoved i dette Parti af Sagaen, er der nogen Dunkelhed med Hensyn til Tidsbestemmelsen. Der staar saaledes kun at Haakon opholdt sig „nogen Stund“ i Throndhjem, og ikke at han vendte tilbage til Bergen og forblev der om Sommeren, førend han drog til Viken. Men der kan dog ingen Tvivl være om at det forholder sig saaledes, som ovenfor antydet: thi naar det heder, at Bjørn, efter at have tilbragt Sommeren med Kongen, drog videre nordefter for at komme til Munkholmen ved Nidaros, men ej kom længer end til Sellø, saa kan det ej være i Nidaros, at de tilbragte Sommeren sammen, og i Viken kan det heller ikke være, da det udtrykkeligt siges, at Kongen om Høsten drog øster til Viken, efterat have været sammen med Abbeden. Altsaa bliver Bergen det Sted, hvor de tilbragte Sommeren. Sagaens Uklarhed skriver sig vel hovedsageligt derfra, at Bergen altid forudsattes som Kongens fornemste og sædvanlige Residens.
  7. ↑ Saaledes Matthæus af Paris, efter hvis Beretning det meste af dette er taget. Saavel heraf som af Dipl. Norv. I. No. 23 sees, at Nidarholms Kloster paa denne Tid regnedes simpelt hen for et Benedictinerkloster, og ikke kaldtes Cluniacenserkloster.
  8. ↑ Paa Latin Caorsini; nogle udlede dette Navn af Cahors i Frankrige, andre, som det synes med større Rimelighed, af Caorsa i Piemont. Vist er det at de vare berygtede Aagerkarle.
  9. ↑ Matthæus Paris. udg. af Watts, S. 505, 506. Hvorledes Kongen var bleven kjendt med Matthæus, og var kommen i saa nøje Forbindelse med ham, angives ej; det skulde være af største Interesse at vide det. Maaskee har han blandt andet været etslags Commissionær før at skaffe de nyeste og mest yndede Frembringelser af den fransk-engelske poetiske Literatur.
  10. ↑ Her gjelder ogsaa den tidligere Bemerkning om Sagaens Ufuldstændighed i at angive Tidsbestemmelser ved disse Aar. Man skulde ved første Øjekast tro, at Biskopsmødet stod i Viken, men da det udtrykkeligt heder at Kongen „sad om Vintren (før Mødet) i Viken“ (altsaa ej om Sommeren) og at han siden „sad i Bergen om Vintren efter Mødet“, uagtet hans Rejse til Bergen ej omtales, bliver det omtrent vist, at Bergen var Stedet, hvor Mødet holdtes.
  11. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 247.
  12. ↑ Dipl. Norv. I. 30. Abbedens Navn staar i Originalregesten, efter hvilket Brevet er afskrevet, in blanco; af Chorsbroderens anføres kun den første Bogstav, B. At Abbeden var Laurentius, siges udtrykkeligt af Matth. Paris. S. 545; og at Chorsbroderen hed Bjørn, kan skjønnes af Overskriften paa Brevet No. 34, som vi nedenfor nærmere komme til at omtale. Det er derfor neppe rigtigt, naar dette B. (Dipl. Norv. No. 30 er udfyldt Bernerum (Bjarne) i Stedet for Beronem (Bjørn).
  13. ↑ Dette siges udtrykkeligt af Matth. Paris. S. 545.
  14. ↑ I Originalen bruges her Udtrykket „legitimus“. Men det er et stort Spørgsmaal, om ikke legitimus paa dette Sted egentlig betegner og burde oversættes med „egtefød.“
  15. ↑ Dipl. Norv. I. 30–38. Under 6te November tilmeldte Paven ogsaa Erkebiskoppen saavel som Biskopperne i Bergen og Stavanger, at han havde taget Dronningen og hendes Morgengave under sin Varetægt. Dette viser saaledes, at de hende som Livgeding overdragne Gaarde laa i Frostathings- og Gulathings-Lagen.
  16. ↑ Dipl. Norv. I. 34. Her anvendes saaledes den bekjendte, forhadte Clausul non obstante &c., hvilken Innocentius IV. først optog i sine Breve, og som vakte megen Misnøje, see Matth. Paris. S. 542, 547, 571.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/2&oldid=66595»