Det norske Folks Historie/5/3

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 21-32).

Med disse Breve kom ud paa Vinteren, altsaa i Begyndelsen af 1247, de kongelige Sendebud hjem til Norge; efter en anden Beretning skulle de endnu være blevne en Stund tilbage, og kun have sendt Bud til Kongen om Cardinalens forestaaende Komme^[1]. Kongen, som da befandt sig i Throndhjem, hvor han havde tilbragt Vinteren, gjorde strax de nødvendige Forberedelser. Først og fremst meddeelte han den vigtige Efterretning til Erkebiskoppen, med Anmodning om at han vilde sammenkalde Lydbiskopperne, Abbederne, og de øvrige meest anseede Gejstlige til Bergen den forestaaende Sommer, for at de allerede ved Cardinalens Ankomst kunde være forsamlede til det af Paven antydede Møde og selv indkaldte han til samme Tid og Sted alle Lendermænd, Lagmænd, Sysselmænd og Hirdmænd saavel som de bedste Bønder, anbefalende dem at møde frem i deres bedste Puds og Udrustning. Derhos sendte han Skibe saavel til England, som til andre Lande, for at indkjøbe det fornødne af saadanne udenlandske Artikler, hvoraf der ej fandtes tilstrækkeligt Forraad i Norge, til Cardinalens sømmelige Underholdning og det forestaaende Kroningsgilde. Om Vaaren begav han sig, ledsaget af Knut Jarl og mange andre anseede Mænd, fra Throndhjem til Bergen, for her personligt at lede Forberedelserne til Cardinalens Modtagelse^[2].

Cardinal Villjam, som Paven havde udnævnt til sin Legat i Norden var, skjønt Italiener (Piemonteser) af Fødsel, særdeles skikket dertil. Thi uagtet han ivrigt søgte at fremme Kirkens Vel, og derhos ved sit christelige Sind og sin rene Vandel havde vundet almindelig Højagtelse, forenede han dog hermed en for de Tider sjelden Liberalitet og forstandig Maadeholdenhed. Og hertil kom, hvad der især var af Vigtighed, at han allerede tidligere havde i vigtige kirkelige Hverv tilbragt lange Tidsrum i Europas nordlige Egne, og derved stiftet nøje Bekjendtskab med de nordiske Nationer. Thi allerede i 1224, som Biskop af Modena, blev han af Pave Honorius sendt til Lifland som Legat, ej blot for dette Land alene, men ogsaa, som det i Beskikkelsesbrevet af 31te December heder, for Holsten, Estland, Langeland, Samland, Kurland, Wirland, de „gulandske“ Øer, Bornholm, Riga og Gotland^[3]; han ankom til Lifland om Vaaren 1225, udviklede en stor og fortjenstfuld Virksomhed der, organiserede saa at sige Landets Bestyrelse, og optraadte næsten som verdslig Statholder, drog om Sommeren 1226 over Gotland^[4] til Preussen, hvor han blev indtil 1228, lærte sig endog det preussiske Sprog, og udarbejdede en Grammatik deri^[5]. Efter hans Tilbagekomst til Italien udnævnte Pave Gregorius ham til sin Pønitentiarius. I 1234 beskikkedes han paany til Legat i de oven nævnte østersøiske Lande, hvor han forblev i flere Aar, og for en stor Deel bidrog til at stifte den merkelige Forening mellem Sverdridderne og de tydske Riddere, ligesom ogsaa Paven ved Skrivelse af 13de Mai 1237, samme Dag, han decreterede Foreningen, paalagde Villjam at formaa den danske Konge til at indgaa Fred med disse. Efter Valdemars Død var det Villjam, der stiftede endeligt Forlig mellem Kong Erik, hans Efterfølger, om Grændserne mellem de danske Besiddelser i Estland og Riddernes i Lifland. Da Innocentius IV havde besteget Pavestolen, sendte han Villjam, der imidlertid var kommen hjem, tilligemed Erkebiskoppen af Rouen til Kejser Frederik for at aabne Underhandlinger med ham^[6]. Fra Slutningen af 1243 til 1245 var Villjam atter som Legat i Preussen. Ved den store Creation af 10 Cardinaler i 1245, var ogsaa Villjam blandt dem, som da ophøjedes, idet han udnævntes til Cardinal-Biskop af Sabina. Villjam kjendte altsaa Norden og dets Folk af egen Erfaring; han havde selv seet, hvilken Leveskik Klimatet og andre Omstændigheder udfordrede, var inde i de politiske Forhold, havde maaskee endog for en Deel tilegnet sig i det mindste det svenske eller det danske Sprog; han havde derhos lært at handle selvstændigt, og ordne et Samfunds saavel verdslige som kirkelige Anliggender, hvoraf det igjen fulgte at han ikke, som saa mange andre eensidige Forfegtere af Kirkens Fordeel, var udsat for, ganske at tabe Lægfolkets billige Fordringer af Sigte, eller utilbørligt at underordne deres Interesser for Kirkens.

Foruden det Hverv, at krone Kong Haakon og undersøge samt, om det behøvedes, at rette paa de kirkelige Anliggender i Norge og Sverige, havde Villjam ogsaa, ligesom tre andre, samtidigt til Tydskland, Italien og Spanien udsendte Legater det Erende, overalt, hvor han kom, at opvække Kejseren Fiender og skrabe Penge sammen til Pavestolen^[7]. Han synes at have tiltraadt sin Rejse i Marts eller April Maaned 1247^[8], og begav sig først til England, hvor han landede i Dover. Førend han betraadte engelsk Bund maatte han dog, som den samtidige og vel underrettede Matthæus af Paris fortæller^[9], aflægge Ed paa at han ej var kommen før at tilføje Kongen eller Riget eller Kirken nogen Skade, men alene skulde rejse fra Dover til Lynn, den Søhavn, hvorfra der i den Tid gik flest Skibe til Norge, og med første gunstige Vind rejse videre. „Thi“, heder det, „Legaterne, som overhoved alle pavelige Sendebud, pleje altid at udarme de Lande, som de gjennemrejse, eller paa andre Maader at forurolige dem“. Alligevel tog Kongen nok saa naadigt imod Cardinalen, og gav ham Foræringer, da han, efter først at have faaet Tilladelse til at lande, gjorde ham sin Opvartning. Cardinalen skyndte sig virkelig til Lynn. Men i Stedet for at rejse strax derfra, forblev han der i tre Maaneder, sandsynligviis dog kun fordi det medtog saa lang Tid at faa indrettet endeel særegne Kahytter og andre Bekvemmeligheder i det Skib, der skulde føre ham: Luxus-Artikler, som paa den Tid endnu vare heel usædvanlige, og betragtedes med megen Forundring. Disse tre Maaneder benyttede han paa det bedste til at indsamle alle Slags Pengegaver, idet han sendte hemmelige Tiggerbud til Biskopper, Abbeder og Priorer, saa at han i alt fik skrabet henved 4000 Mk. Sølv sammen. Han handlede her ganske efter det ham paalagte Hverv, men Matthæus af Paris, skjønt selv Klostergejstlig, taler dog derom med kjendelig Uvilje, og blandt andet ytrer han, at Villjam „ikke kunde tilbageholde den Romerne medfødde Begjærlighed, men for nogenledes at bedække Alt med Hellighedens Kaabe, holdt hyppige Prædikener til Folket“. Da han skulde rejse, og allerede var gaaet ombord i sit vel indrettede og med meget Korn og mange Viinfade ladede Skib, lod han en Dominicanermunk holde Messe ombord paa dette, „medens Mængden beundrede Skibets bekvemme Indretning, hvis Mage man ikke før havde seet, og som mindede om Noahs Ark“^[10]. „Og da en gunstig Vind just blæste op, gav han England og og dets gavmilde Englændere sin Velsignelse, og betroede sig, beriget, til Nordhavets Bølger“. Men uagtet man saaledes ikke synes at have været videre tilfreds med hans Ophold i England, saa havde man dog ladet det være sig magtpaaliggende at afskrække ham fra at rejse til Norge; som Bevæggrund hertil angives Uvilje mod Norges Konge og Nordmændene, men da der ingensteds ellers paa denne Tid findes Spor af noget spendt Forhold mellem England og Norge, skulde man snarere tro, at det kun har været de samme Fordomme om Norges barske Klima og ringe Culturtilstand, som de, man endnu finder hos saa mange Fremmede, endog af de mere oplyste Klasser, hvilke da,.ligesom nu, gjorde sig gjeldende. Thi man søgte at skræmme ham med, at han ingen Hæder vilde faa i Norge, at han neppe vilde kunne faa ordentlig Føde, at Folket var raat, grumt og næsten dyrisk, at Havet var stormfuldt og farligt. Men Cardinalen havde seet for meget af Norden og virkelig raa og barske Folk til at lade sig skræmme herved. „Da jeg var fjernere fra Norge end nu“, sagde han, „hørte jeg bedre Skudsmaal om Landet og Folket; man har sagt mig at der findes mange gode Christne i Landet, og at Kongen er en forstandig Mand. Landets Erkebiskop har jeg selv seet, og tykkes det mig, at han saa ud til at være en god Høvding; ligeledes skal, efter hvad jeg har hørt, Lydbiskopperne være forstandige Mænd, og deraf vil igjen meget andet godt følge. Mit Erende til dem er et dobbelt, og vil, som jeg haaber, nyde tilbørlig Anerkjendelse af alle gode Mænd; nemlig deels at forkynde dem Jesus Christus, Guds sande Søn, deels at krone Kongen med Guds Miskund og efter Pavens Foranstaltning. Skal jeg da end lide nogen Mangel paa Spise og Drikke, saa vil jeg dog ikke ømme mig derved“^[11]. Sandsynligviis have dog disse Forespejlinger af den daarlige Kost, der vilde vante i Norge, bevæget Cardinalen til at forsyne sig saa overflødigt, som Matthæus beretter. Overrejsen synes at have været kort og heldig, thi han landede allerede den 17de Juni ved Utsire. Derfra sendte han nogle Folk forud til Bergen, for at melde Kongen sin Ankomst, og gik selv lidt senere til Sejls; men Vinden var saa god, at han indhentede Sendebudene, og kom omtrent samtidigt med dem seent om Aftenen sejlende ind paa Bergens Vaag^[12]. Kongen sendte strax en Deputation til ham for at byde ham velkommen og høre, hvad der stod til Tjeneste. Cardinalen lod alt komme an paa Kongen, og da det var saa seent paa Aftenen, forblev han om Natten ombord paa sit Skib. Morgenen efter, da Morgentiderne vare sungne, gik Kongen med sin Hird ombord paa sin prægtige, med forgyldt Hoved forsynede Femogtyvesesse, Dragen, og roede ud til Cardinalen, idet ogsaa alle de Sysselmænd, der vare i Byen, fulgte ham med deres Skibe. Ledsaget af alle sine Lendermænd og Hirdstjorer begav han sig ombord til Cardinalen, og man hilsede hinanden fra begge Sider paa det venligste. Cardinalen fulgte derpaa Kongen tilbage til Bryggen, hvor de forsamlede Biskopper, Sæculargejstlige og Munke modtoge ham i højtidelig Procession. Erkebiskoppen var endnu ikke ankommen til Byen.

Siden lod Kongen blæse til Things ude paa Christkirkegaarden, og indfandt sig der med Cardinalen, som voldt en Tale til Forsamlingen. Han begyndte Talen saaledes: „Jeg vil herved gjøre Alle vitterligt, at jeg er kommen hid til Landet med Guds Miskund og efter Pavens Beskikkelse for at forkynde Christi Navn og krone eders Konge. Ikke sendte han i dette Erende kun en Prest eller anden Gejstlig med liden Myndighed, men derimod en Mand som mig, der er en af Cardinalerne selv, med biskoppelig Værdighed, og saa stor Myndighed til at løse og binde alle Sager, som om Paven selv var her, thi det er hans Ønske at dette skal skee saa meget til Kongens Hæder, som muligt“. Derpaa, heder det, talte han den almindelige Tro for Folket, og sluttede med at give det sin Velsignelse. Her fristes man til at spørge, om han talte paa Latin og lod sine Ord oversætte, eller kunde gjøre sig forstaaelig for Mængden. For en Mand, der havde formaaet, endog at tilegne sig det gamle preussiske Sprog kan det vel ej have været synderlig vanskeligt, under det tidligere Ophold i Lifland at lære Dansk eller Svensk, og derfor er der stor Sandsynlighed for, at han kan have prædiket i et af disse Sprog, i hvilket Fald de Tilstedeværende ganske vist maa have kunnet forstaa ham. Der nævnes, vel at merke, ingensteds noget om at han brugte Tolk, og af den hele Beretning om hans Optræden i Norge faar man det Indtryk, at han kunde gjøre sig forstaaelig for Indbyggerne^[13].

Cardinalen og Kongen talede nu oftere sammen, og Kroningen omhandledes som en afgjort Sag; der var ikke Spørgsmaal om andet, end at vise Kongen al optænkelig Ære. Men imidlertid havde Cardinalen ogsaa flere Sammenkomster med Biskopperne, saavel som med Erkebiskoppen, da denne omsider indtraf i Bergen. Og nu, siges der, begyndte Kongen at merke en kjendelig Forandring i Cardinalens Tale. Naar Kronings-Aaliggendet kom paa Bane, ytrede Cardinalen sig mere undvigende og forbeholdent end før. Endelig rykkede Cardinalen ud med Sproget i en Samtale, han og Kongen havde i Christkirken. Siden Kongen, sagde han, vilde modtage større Hæder af Kirken end nogen Konge for ham i Norge, saa ventede man ogsaa, at han vilde tilstaa Kirken, hvad andre Konger før ham havde tilstaaet den, ja endog lægge noget til, og at han navnlig vilde sværge den samme Kroningsed, som Kong Magnus havde svoret. Dette var en ligefrem Gjentagelse af den Fordring, Biskopperne før havde fremsat og Kongen saa bestemt afviist, og det var let at skjønne, at det var dem, der nu ogsaa havde paavirket Cardinalen. Men Kongen blev urokkelig, og svarede med en Bestemthed og Værdighed, der ikke forfejlede sin Virkning. „Jeg skjønner godt, Herre,“ sagde han, „at disse Ord mere hidrøre fra Andres Indskydelser end fra eder selv. Hvad Indrømmelser til Kirken angaar, da ville vi gjerne tilstaa den og dens Tjenere samme Frihed her, som den nyder i de Lande, hvor den og Kongedømmet har hver sin Frihed og Ret. Men om nogen af mine Forgængere paa Tronen have tilstaaet den mere, end han selv var berettiget til at tilstaa for sin egen Person, ville vi ej følge deres Exempel, og indrømme noget til Præjudice for os selv eller vore Efterfølgere Kort sagt, hvis I gjør Kroningen til Gjenstand for nogen Slags Handel, eller fordrer at vi skulle formindske vore Arvingers Ret, da ville vi heller ingen Krone bære, fremfor at paadrage os nogen saadan Ufrihed. I behøver saaledes ikke oftere at bringe denne Sag paa Bane.“ Den forstandige Cardinal merkede, at han havde ladet sig forlede til at spende Fordringerne for højt, og gav strax efter. „Tag ikke disse mine Ord ilde op, Herre Konge,“ svarede han; „thi saa skal det være, som I vil.“ Cardinalen havde dog maaskee neppe været saa føjelig, hvis ikke Kongen, som Matthæus af Paris beretter, ogsaa havde anvendt et mere haandgribeligt Argument, nemlig en yderligere Pengegave af 15000 Mk. Sølv^[14]. Dette var en saa betydelig Sum, og maatte komme Paven i hans nærværende Stilling lige overfor Kejseren saa vel tilpas, at den nok var en Deel Eftergivenhed fra Kirkens Side værd, især hvor man havde med en saa retskaffen og i Sandhed kirkelig sindet Fyrste at bestille, som Haakon. Men under alle Omstændigheder vilde vel Cardinalen, saaledes som Sagerne nu stode, have høstet megen Utak af Paven, om han ved utidig Paastaaelighed eller Fordringsfuldhed havde lagt sig ud med Kongen, og derved bragt denne i et spendt Forhold til Pavestolen. Hans hemmelige Instructioner løde ganske vist paa at behandle Kongen med den størst mulige Lempfældighed og Eftergivenhed, og man skulde derfor fristes til at antage, at hiin Fordring kun var et Kunstgreb, anvendt for at udpresse flere Penge. Kort efter lod Cardinalen Erkebiskoppen, Lydbiskopperne og Chorsbrødrene kalde til sig, berettede dem Resultatet af den Samtale, han efter deres Ønske havde haft med Kongen, og erklærede at Kongen, saa vidt han kunde skjønne, havde større Ret paa sin Side, end de, der fremsatte Fordringerne, og at han for Eftertiden frabad sig al yderligere Anmodning om at gaa deres Erende i dette Stykke, da det nu var hans oprigtige Forsæt at krone Kongen med al den Frihed, der tilkom den kongelige Værdighed.

Forberedelserne til Kroningen bleve nu med Iver og Raskhed tilendebragte. Da der taltes om Dagen, paa hvilken Højtideligheden skulde finde Sted, foreslog Cardinalen en af Apostlernes Festdage (altsaa vel f. Ex. Jacobsmesse, 24de Juli, eller Bartholomæusmesse, 24de August); men Kongen erklærede, at han som en Frænde af St. Olaf helst vilde have Ceremonien paa hans Festdag, den 22de Juli, og derved blev det. Da Sommeren var meget regnfuld, saa at det ikke vel var at tænke paa at beverte de forsamlede Gjester under aaben Himmel, var der Spørgsmaal om et passeligt Locale, hvor en saa stor Mængde kunde bevertes under Tag. Thi Kongsgaarden, hvis Udvidelse eller Gjenopførelse af Steen Kong Haakon havde paabegyndt, var endnu, som det synes, ikke fuldfærdig, og man havde derfor lidet Rum at raade over. Nogle foresloge de tvende Træhaller i Kongsgaarden, (sandsynligviis opførte af Kong Inge), men Kongen fandt dem for smaa. Endelig valgte han et stort Skuur, som han havde ladet hygge nede ved Landingsstedet, for at tjene til Naust, 90 Alen langt og 60 Alen bredt. „Her“, sagde han, til Cardinalen, der var med ham at tage det i Øjesyn, „foreslaar jeg at holde Gildet, for at vi kunne have desto flere Folk om os.“ Cardinalen erklærede dette ubetinget for det bedste af alle hidtil fremsatte Forslag, og Kongen lod nu Skuret indrette og smykke til Festen saa prægtigt som muligt, med Tapeter og andre Prydelser. Fra Kongsgaarden til Christkirken indrettedes der en med udspendt rødt og grønt Klæde oventil og paa Siderne dækket Gang, ligesom der i Kongsgaardens Gaardsrum var udspendt Telte, saa at man overalt kunde gaa fra den ene Deel af Bygningen til den anden, uden at forulempes af den vedholdende Regn. Medens disse Forberedelser stode paa, indviede Cardinalen, efter Kongens Anmodning, (2den Juli) den nye Apostelkirke af Steen, der skulde træde i Stedet for den ældre af Træ, som Kong Inge havde gjenopført tilligemed Kongsgaarden, efter at Baglerne havde opbrændt den i 1207^[15]. Kong Haakon, der ombyggede eller udvidede Kongsgaarden, har altsaa, som man seer, fornemmelig ladet det være sig magtpaaliggende at ombygge Apostelkirken, Kongsgaardens Capel, siden den allerede var saa vidt færdig, at den kunde indvies, medens de egentlige Vaaningshuse endnu aabenbart vare i den gamle Skik, eller de nye ikke færdigbyggede.

De anseede Mænd, der efter Kongens Indbydelse vare tilstede for at overvære Højtideligheden, vare foruden Landets egne fem Biskopper ogsaa Biskop Henrik af Hole paa Island, Botulfs Efterfølger, om hvilken mere nedenfor; ti Abbeder, Erkediaconerne, Provsterne og de fleste Chorsbrødre fra alle Biskopsstolerne; af Lagmænd, foruden Kongens egne Sønner og Knur Jarl, Lendermændene Gaut Jonssøn, Lodin Gunnessøn, Jon Trottning, Sigurd Biskopssøn, Peter i Giske, Gunnar Kongsfrænde, Munaan Biskopssøn, Finn Gautssøn og Brynjulf Jonssøn; fem Lagmænd, de kongelige Stallarer, Sysselmændene, Hirdstjorerne med hele Hirden, og de bedste Bønder af hvert Fylke. Ogsaa skal en heel Deel Udlændinger have været tilstede. Merkeligt nok, var Jarlen af Orknø ikke nærværende, uagtet Jon Jarl tidligere havde været tilstede ved Hyldingen, heller ikke nogen af Syderøernes Høvdinger.

Olafsdagen indtraf paa en Mandag. Om Morgenen blev der sunget Tider over hele Byen, hvorfor der blæstes til almindeligt Møde ude paa Christkirkegaarden. Derpaa begyndte Processionen fra Kongsgaarden under den før omtalte af udspendt Klæde indrettede, bedækkede Gang. I Spidsen gik 80 fuldt udrustede Hirdmænd, to og to efter hinanden, for at rydde Vejen. Derpaa fulgte Merkesmændene, hver med sit Banner, derpaa Skutilsvendene og Sysselmændene, smukt klædte, fremdeles to og to; end videre flere Lendermænd med prægtige Sverd. Derpaa fulgte fire Lendermænd, der bare imellem sig et Tavlbord, hvorpaa hele Indvielsesdragten og Kongeskrudet hvilede. Efter dem kom Sigurd Kongssøn og Munaan Biskopssøn, bærende hver en Rigesvaand (Scepter) af Sølv, paa den ene et Guldkors, paa den anden en Guldørn. Næst dem gik Kong Haakon den unge, bærende Kronen, og Knut Jarl, bærende Kroningssverdet^[16]. Endelig kom Kong Haakon selv, ført af Erkebiskop Sigurd og to andre Biskopper. Ved Porten til Kongsgaarden, hvorfra man synes at være kommen umiddelbart ind paa Kirkegaarden, modtoges Kongen af en Procession af Gejstlige, der strax istemmede Responsoriet „ecce mitto angelum meum“, og førte Toget til Kirken. I Kirkedøren stod Cardinalen med tvende Biskopper og sine Klerke; istemmende en ny Sang, fulgte de Kongen op til Alteret. Derpaa blev der sunget Messe, og Kroningen foregik nu med de sædvanlige Ceremonier. Til denne hørte da ogsaa en Kronings-Ed, men da den ikke udtrykkeligt omtales, kan der ej have været noget synderligt ved den at bemerke, og den er saaledes rimeligviis kun aflagt i almindelige Udtryk. Da Messen var til Ende, vendte Kongen tilbage til sit Herberge, fremdeles ledsaget af Erkebiskoppen og de tvende Biskopper, der sang Lovsange til Gud, hvorefter Kongen afførte sig Vielsesklæderne^[17], og iførte sig det egentlige Kongeskrud, idet han fremdeles beholdt Kronen paa Hovedet og bar den hele Dagen. Siden gik han med sit Følge ned til Festhallen. Ved den lille Christkirke mødte han Cardinalen, der sluttede sig til ham, og gik ved hans Side den øvrige Deel af Vejen. Hele Folkeskaren fulgte bagefter. Det til Festhall indrettede Naust saa nu nok saa prægtigt ud; det var overalt behængt med farvet Klæde, og paa Bænkene laa smukke Hynder, betrukne med Peld og guldindvirket Silke. Kongen tog Plads i sit Højsæde, der var anbragt paa den nordre Side ved de indre Stave, paa hans højre Side sad Cardinalen, dernæst Erkebiskoppen, saa Biskoppen af Bergen, derefter de øvrige Biskopper, og fremdeles, lige ned til den Vegg, der vendte ned mod Søen, Abbederne, Priorerne, Provsterne og de øvrige Gejstlige. Paa Kongens venstre Side sad Dronningen, dernæst hendes Moder, Hertuginde Ragnhild, derefter Kongens egtefødde Datter, Christina, og hans naturlige Datter, Fru Cecilia, hvis Mand, Hr. Gregorius, Aaret forud var død; derefter Hertug Skules Datter, Fru Ragndid, sandsynligviis paa denne Tid Abbedisse i Reins Kloster^[18], saa de øvrige Abbedisser, og endelig de andre fornemme tilstedeværende Damer. Lige overfor Kongens Højsæde var et andet, hvor hans Søn, Kong Haakon den unge sad tilligemed Knut Jarl og Sigurd Kongssøn; til begge Sider fra dem sad Lendermændene. I den sydlige Deel af Hallen stode tretten Rader Borde dækkede langs efter Salen, ved hvilke først Hirdmændene, og dernæst Gjesterne toge Plads. Men ikke nok hermed blev ogsaa en stor Mængde Folk bevertede i Telte, opslaaede rundt omkring Festhallen, fordi de ej kunde faa Rum der inde. Den første Ret blev baaren ind af Lendermændene Munaan Biskopssøn, Brynjulf Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde og Sigurd Biskopssøn. Det første Bæger skjenkede Kong Haakon den unge for sin Fader, Knut Jarl for Cardinalen, Sigurd Kongssøn for Dronningen^[19], og Munaan Biskopssøn for Erkebiskoppen.

Førend Maaltidet endnu var til Ende, lod Cardinalen bede om Stilhed, og talte efter en kort Bøn saaledes: „Lovet være Gud, at jeg i Dag har fuldt udført det Erende, som min Herre Paven bar overdraget mig. Eders Konge er nu kronet og fuldkommen hædret, mere end nogen Konge i Norge for ham. Jeg takker Gud, at jeg ikke lod mig afskrække fra at komme hid, saaledes som man forsøgte Man sagde, at om jeg end fik Mennesker her at see, vilde de dog ligne Dyr mere end Mennesker i deres Adfærd. Nu seer jeg derimod en utallig Skare af Landets Indbyggere, der alle sammen føre sig nok saa vel op. Jeg seer ligeledes en heel Mængde Udlændinger og Skibe i et saa stort Antal, som jeg nogensinde har seet forsamlede i een Havn. Jeg tvivler ikke paa, at de fleste af dem have ført gode Sager hid. Man skræmte mig og med, at jeg vilde kun faa lidet Brød eller anden Mad, og daarligt det man fik. Her seer jeg dog ikke andet, end at der er nok af alle Herligheder, saa at baade Huse og Skibe ere fulde. Man sagde, at jeg ikke vilde faa andet at drikke end Blande og Vand; men her seer jeg alle gode Sager, saa meget man vil have. Gud bevare nu vore Konger, Dronningen, Biskoppen, de lærde Mænd og hele Folket, og forunde mig saaledes at tilendebringe min Sendelse hid, at det kan blive eder og os alle sammen til Glæde baade her og hisset“. Med disse Ord stod Cardinalen op, og forlod Laget med sine Mænd. Kongen sad efter, indtil Bordene afdækkedes og Mariæ-Minde var sunget. Da anbefalede han sig hos den forsamlede Mængde og takkede den for dens Nærværelse. I tre Dage fortsattes Bevertningen i den store Festhall“ „paa samme Maade, med stor Overflod og megen Pragt. Den samtidige Sturla Thordssøn, der i sit Kvad om Kong Haakon ogsaa har besunget denne Fest, taler i høje Udtryk om de viinfyldte Guldkar, der straalede i de glade Gjesters Hænder, om Viinbægerets gyldne Rand, der berørte Kongsmændenes Læber“. Derpaa fortsattes Bevertningen fem Dage i den saakaldte Sø-Hall i Kongsgaarden, hvor saavel Cardinalen og Erkebiskoppen som de andre Biskopper og de fleste øvrige verdslige Høvdinger vare tilstede. Kronings-Højtidelighederne vedvarede saaledes i samfulde 8 Dage, eller fra 29de Juli til 7de August. Større Pragt havde vel Norge neppe nogensinde seet udfoldet, end ved denne Lejlighed^[20].

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 248. Skaalholtsbogen og to andre Codices lode kun komme „Bud fra Lendermændene,“ Flatøbogen derimod siger at Sendemændene selv kom, urigtigt tilføjende „fra Rom“ i Stedet for fra „Byen.“
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 249.
3. Raynaldi Annales, 1224, No. 38.
4. To af ham i Visby paa Gotland den 6te Juli 1226 udstedte Breve ere optagne i Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 232 233. Det er vistnok urigtigt, naar disse Breve henføres til 1225, se Suhms Historie af Danmark III. S. 532.
5. Alberic af Troisfontaines, II. 527. Der staar her, at Villjam ved sin Forstand og Viisdom, ej ved Tapperhed, omvendte mange Hedninger til Troen, lærte for en stor Deel deres Sprog, og med stor Møje oversatte Donatus i hiint barbariske Sprog, hvilket naturligviis vil sige, at han efter det af Donat opstillede Schema skrev en kort Formlære deri.
6. Raynaldi annales 1237, 1243, 1244.
7. Matthæus Paris. S. 487. Af dette Sted har igjen Matthæus af Westminster gjort et Udtog S. 219. Fortiden disse 4 solenne Legater, siger Matthæus Paris., sendte Paven ogsaa underhaanden nogle „sophistiske“ til England, fornemmelig, som det synes, Minoriter eller Prædicatorer.
8. Naar Mabillon i Vetera Analecta S. 485 (se Suhm X. 42) henfører et Brev, Villjam skriver til Chartreur-Prioren, i hvilket han omtaler sin nær forestaaende Norgesrejse, til 29de Novbr. 1244, da er dette urigtigt, og Brevet at henføre til s. D. 1246, thi før October 1246 var der ikke Tale om Villjams Sendelse til Norge, og i Nov. 1244 var Villjam i Preussen.
9. Matth. Paris. S. 490. Her nævnes foruden Norge og Sverige ogsaa Danmark som et af de Lande, hvortil han havde Beskikkelse. Dette er dog vistnok kun en Uagtsomhedsfejl, bevirket af den Omstændighed, at Legaten paa Tilbagevejen rejste gjennem Danmark.
10. Skibet, en engelsk Snekke (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 249) havde ifølge Matth. Paris. diverticula et tristegas, cameras et conclavia, quæ specialiter propter ipsum artificialiter fuerant composita. Jvfr. Matth. af Westminster, S. 214.
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 249.
12. Af Beretningen i Sagaen Cap. 249 synes man at maatte slutte, at dette var samme Dag, han var ankommen til Utsire, eller Botolfsmessedagen.
13. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 249, 250.
14. Matth. Paris. S. 495. Med de 30000 Mk., som Abbed Laurentius allerede havde udbetalt i Lyon, udgjorde den hele Sum, Kongen lod Paven faa, 45000 Mk. Sterling, altsaa den selv uden Hensyn til Forskjellen mellem den daværende og Nutidens Pengeværdi overmaade store Sum af c. 400000 Spdlr. Men da, efter den sædvanlige Regel for Beregningen af de ældre Penge-Angivelser, enhver i hine Tider nævnt Sum mindst svarer til det Tidobbelte nu omstunder, skulde altsaa Kong Haakon i Alt have udredet til Paven en Sum, der svarer til 4 Mill. Spdlr., og derforuden have bestridt de store Omkostninger ved Kroningsfesten. Det klinger næsten utroligt, at hans eller Landets Ressourcer skulde kunne forslaa dertil, og man fristes til at antage, at Matthæus i sin Harme over de pavelige Udpresselser, dem han ofte skarpt dadler, har taget Munden for fuld, og nævnt for store Summer.
15. Jvfr. ovenf. III. S. 545. Sturlunga Saga VII. 46.
16. Saaledes Flatøbogen og de øvrige bedre Codices. Cod. Frisianus har „vigslugull“, Kroningsringen, hvilket aabenbart er urigtigt.
17. Disse bestode fornemmelig i den saakaldte Dalmatica, der egentlig var et gejstligt Klædebond, og derfor kun skulde bæres under selve Kronings- eller Indvielses-Akten. Det var en lang, hvid, linned Talar.
18. Se ovenf. III. S. 981.
19. Her har, merkeligt nok, Cod. Fris. en rigtigere Læsemaade end Flatøbøgen. Det er tydeligt, at Sigurd Biskopssøn, der før er nævnt blandt dem, som indbare første Ret, ikke havde noget med Iskjenkningen at bestille, men at derimod de fire Herrer, som sad lige over for Kongen, Dronningen, Cardinalen og Erkebiskoppen, skjenkede i, hver for sin Gjenbo.
20. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 254, 255.