Det norske Folks Historie/5/23

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 228-246).

Det er ovenfor berettet, hvorledes Gissur Thorvaldssøn i Aaret 1242, efter at have overlistet og fanget Urøkja ved Hvitaa-Bru, begav sig til Norge samtidigt med ham for at underkaste den af Kolbein unge afsagte Voldgiftsdom Kong Haakons yderligere Kjendelse, og hvorledes Kongen da, faa vidt man af enkelte Antydninger kan slutte, saa langt fra ubetinget at give ham Medhold, tvert imod selv maa have tilkjendt sig Snorre Sturlassøns Efterladenskab, eller i det mindste en betydelig Deel deraf, som Bod for Højforræderi, da nemlig Snorre ved at blive Kongens haandgangne Mand og Lendermand derved ogsaa havde underkastet sig alle en Undersaats og Vasalls Forpligtelser. Vi ville i det følgende see, hvorledes Kongen flere Aar derefter ligefrem gjorde Fordring paa den hele Arv efter Snorre, og at denne Fordring af nogle blev anerkjendt, af andre blev bestreden. For Kongen bar det af yderste Vigtighed, ved Erhvervelsen af virkelige Besiddelser at vinde det første egentlige Fodfeste paa Øen, og vænne Indbyggerne til at see Kongemagtens Attributer, Kongsgaarde og Krongodser, ved Siden af deres egne Ejendomme; ej alene kunde han ved at bortforlene dem til sine Tilhængere skaffe disse, naar det gjaldt, en passende Underholdning, men Bortforleningen selv var atter en kongelig Regjerings-Act, der viste Øens Indbyggere, at en Kongemagt nu havde rejst sig imellem dem. Sandsynligviis har Gissur Thorvaldssøn viist sig noget utilbøjelig til at anerkjende denne Kongens Fordring eller paa andre Maader mishaget ham, siden han ikke strax vendte tilbage til Island, men forblev i Norge henved tre Aar, hvilket vil sige det samme som at Kongen ikke tillod ham at forlade Landet, medens han derimod nu endelig bønhørte Thord Sighvatssøn Kakale, og tillod ham at vende tilbage til sit Fædreland, efter fem Aars Fraværelse, eller, hvad man lige saa godt kan kalde det, Landflygtighed. Hvad Overeenskomst der sluttedes mellem Kongen og Thord før dennes Afrejse, eller paa hvad Betingelser han fik drage hjem, nævnes ikke, uagtet dog synes som om en saadan Overeenskomst maa have fundet Sted. Ved den brave Aron Hjørleifssøns Bestræbelser var Thord nu kommen paa en god Fod med Kongen, og optagen i hans Hird^[1]. Der tales i det Følgende, efter at Thord endnu engang havde været hos Kong Haakon, om Løfter, han havde gjort denne, der sees at have været af samme Slags, som de, Broderen Sturla tidligere havde paataget sig, nemlig at virke for Islands Underkastelse under den norske Krone; ligeledes see vi, at han underlagde sig Snorre Sturlassøns forrige Besiddelser, hvoraf man maa slutte at han har været forlenet med dem. Men i Sturlungasagaen nævnes der intet om, naar hiint Løfte blev givet, og det rimeligste er derfor unegteligt, at Løftet allerede er givet eller Overeenskomsten sluttet ved hans første Overrejse i 1242.

Sandsynligviis var det fra Bergen, at Thord Kakale nu satte ud for efter faa mange Aars Forløb at gjensee sin Fædreneø, hevne sine Frænder, og maaskee virke for Kong Haakons Interesser. I Følge med ham, paa samme Skib, var ogsaa hans Svigerinde Solveig Sæmundsdatter, Sturla Sighvatssøns Enke, og hendes Søn Jon, foruden flere Islændinger, der tilhørte det sturlungske Parti. Det er ovenfor omtalt, at Dugfussønnerne, der ifølge Forliget til Hvitaa-Bru skulde have forladt Island om Høsten, af Storm bleve drevne tilbage; dette var i Rutafjorden, vestligst paa Nordlandet, og de begave sig til deres Faders Gaard Hjardarholt i Laxaadalen, hvorfra Bjørn, en af dem, selv anden drog nordefter, for at gjøre Kolbein unge sin Opvartning, og berette ham, hvorledes de ved et utilregneligt Uheld hindredes fra at komme bort, og for saaledes at bede ham om Fred, indtil de kunde gjøre et nyt og heldigere Forsøg. Men paa Vejen til Skagafjorden mødte de en vis Jon, der kom øst fra. Thorstein Hjaltessøn, Bjørns Ledsager, spurgte om han kunde fortælle dem noget Nyt. Jon fortalte dem da den vigtige Nyhed, at der just var ankommet et norskt Skib til Gaase i Eyjafjorden, paa hvilket Thord Sighvatssøn og flere andre Islændinger befandt sig ombord, men tilføjede, at han selv var afsendt af Kolbein unge til Storbønderne i Vestfjorden, med den Befaling, at hvor som helst Thord maatte vise sig iblandt dem, skulde de gribe ham og sende ham fangen til Kolbein. Thorstein bad ham at drage videre, da han og Bjørn selv agtede sig til Kolbein. Men neppe var Jon ude af Syne, førend Bjørn sagde: „siden jeg har erfaret denne Nyhed, agter jeg ikke at ride længer nord, men strax at vende om; jeg veed nemlig med Vished, at mine Brødre øjeblikkelig, de erfare Thords Ankomst, ville slutte sig til ham, hvor og faa snart de kunne komme til, og det samme gjør jeg, hvad jeg saa end har lovet Kolbein“. Thorstein sagde at han fik gjøre som han vilde, men ytrede for Resten ikke stort; Bjørn vendte om, kom tilbage til Hjardarholt ved Nattetid, og vækkede strax sine Brødre, der ej bleve mindre glade end han ved at erfare Thords Ankomst, og sagde at han havde handlet aldeles som han burde.

Thord havde landet ved Gaase Løverdagen den 6te September, og nogle af Kolbeins Gaardsfolk, som tilfældigviis vare tilstede, skyndte sig strax, saa hurtigt som deres Heste kunde bære dem, vester til Skagafjorden, for at berette Kolbein at hans Dødsfiende var kommen. Som sædvanligt naar et Skib ankom, indfandt der sig mange Folk fra Omegnen for at handle, blandt dem ogsaa flere anseede Bønder, der havde været fortrolige Venner af Sighvat Sturlassøn; ligeledes kom hans Moder Halldora og mange af hans Frænder. Men den øjeblikkelige Glæde over Gjensynet forbitredes snart ved Tanken om hans. Fiende Kolbeins overvættes store Magt. Ingen af de mægtigere Bønder, ikke engang Thords Frænder, vovede at erklære sig for ham, og Almuen, heder det, var saa ræd, at ingen engang vovede at tale med ham uden aabenlyst, og saaledes at alle hørte det; ikke at tale om det ubehagelige Forhold, hvori mange nu formedelst Kolbeins oven omhandlede, listige Kneb befandt sig til Thord, med hvis Arvegods de indesad. Da Thord saa, at ingen Bistand her var at vente, fik han sig Heste og reed i Følge med en Prest Snorre ind til Grund, hvor hans Syster Sigrid og hendes Mand Styrme nu boede. Aldrig saa snart var han kommen hid, førend Abbeden i Tveraa saavel som en anden Mand kom til ham og sagde, at han maatte see til at komme bort saa snart som muligt, thi naar Kolbein erfarede hans Ankomst, vilde han strax sende Folk ud for at gribe eller dræbe ham. De fleste tilstedeværende raadede nu Thord til at søge Hjelp hos sin Svoger Halfdan Sæmundssøn paa Kelde, paa Sønderlandet, da Steinvar, Halfdans Hustru og Thords Syster, var bekjendt som en dygtig og mandhaftig Kvinde, der nok vilde kunne faa sin Mand overtalt til at yde ham kraftig Bistand. Thord havde intet andet Valg end at følge dette Raad; ledsaget af Snorre Prest og en Vejviser, rede de først østlig over Vadleheiden, og derpaa over Sand (Sprengesand?) samt videre indtil de kom til Kelde, hvor han blev modtagen med aabne Arme. Han havde ikke været der mange Dage, førend han anmodede sin Svoger, og sin Syster om en Samtale i Eenrum, og meddeelte dem sin Beslutning, at tage Hevn over sin Faders og Frænders Drabsmænd, samt at gjenoprette Ættens Besiddelser. Men da dette ej kunde skee, uden at han fik tilstrækkelig Hjelp, henvendte han sig nu herom til sin Svoger, der, som han haabede, baade vilde og kunde hjelpe ham bedst af alle. Steinvar tog strax Ordet og sagde at der ikke kunde være Tvivl om, at hendes Mand nu vilde vise hvad han formaaede, og bistaa Thord af al Magt. „Hidtil“, sagde hun, idet hun henvendte sig til Halfdan, „har du ikke viist dig fra nogen synderlig krigersk Side, ligesom jeg heller ikke har opmuntret dig til at blande dig i store Fejder, men nu erklærer jeg, at der bliver intet godt Forhold mellem os, hvis du ikke hjelper min Broder Thord; vægrer du dig derved, saa skal man faa det forunderlige Syn at see, at jeg tager Vaaben i Haand og samler Krigs-Folk, men overlader dig Nøgleknippet til Buur og Kjelder“. Halfdan taug, indtil hendes heftige Ordstrøm standsede; derpaa sagde han: „saa vidt jeg skjønner, er det nok andet end bare Hidsighed, som her udfordres, hvis det, Thord har i Sinde, skal faa nogen Fremgang; jeg kjender bedst mig selv, og veed, at jeg ikke duer til at blande mig i store Fejder, hvorhos jeg ogsaa allerede er noget til Aars; det forekommer mig, som om de, der tage Parti med Thord, ville faa næsten alt Landets Folk imod sin– og derfor gad jeg gjerne først see, hvad Hjelp Thord faar andensteds af Frænder og Venner, førend jeg bestemmer mig. Rammer han da hid tilbage med nogen klækkelig Styrke, skal heller ikke jeg undslaa mig“. Steinvar opmuntrede ham fremdeles til at tage Parti strax, men maatte dog tilsidst give efter for hans Forestillinger, hvis Fornuftighed vistnok ogsaa Thord selv indsaa. Det blev da besluttet efter fælles Overlæg, at Thord først skulde drage til Vestfjordene og see til, om han der kunde faa Hjelp; thi af Bønderne i Vestsjordene, sagde Halfdan, var der mange, som havde meget at kræve Regnskab for, baade af Kolbein og af Sønderlændingerne, og som derhos havde langt mere Smag for Ufred og Fejde end han og hans Mænd. Saaledes drog da Thord vestover. I Følge med ham blev hans Broder Tume, der ved Efterretningen om hans Ankomst strax var ilet til Kelde, hvor de gjensaa hinanden med uskrømtet Glæde, derhos sluttede ogsaa nogle andre sig til Flokken, der i alt kom til at udgjøre 30 Mand. Blandt dem var den sterke og forstandige Østerlænding Nikolas Oddssøn, hvilken Halfdan og Steinvar medgave Thord som personlig Ledsager.

Saasnart Kolbein unge havde faaet Nys om Thords Ankomst, sendte han en Skare af 30 Mand, anført af sine Gaardsfolk, for at gribe ham. De kom til Gaase, og gjennemsøgte alle Markedsboderne med blanke Vaaben i Hænde, men forgjeves: i deres Harme over ikke at finde Thord grebe de en af Nordmændene, ved Navn Leif, som de vidste var en Ven af Thord, toge Vaabnene fra ham og truede med at hugge Foden af ham, men de øvrige Nordmænd forsikrede at han var uskyldig i Thords Bortkomst, og saaledes maatte de slippe ham løs. Derimod benyttede de Lejligheden til at røve fra to islandske Kjøbmænd indtil en Værdi af 30 Hundreder. De vendte tilbage til Kolbein og meldte ham, at Thord havde taget Vejen over Sand. Kolbein sendte strax Bud syd over Fjeldet til Hjalte Biskopssøn, Gissurs Fuldmægtig, berettede ham om Thords Ankomst, og bad ham tage sig vare. Thord kunde dog endnu ikke tænke paa at angribe ham, men drog derimod ad afsides Veje, saaledes at Hjalte ikke engang vidste noget deraf, over Thjorsaa og vester gjennem Herederne først til Borgarfjorden og derfra til Dale, hvor Tume slog sig ned hos en vis Sverting paa Hvamm, medens Thord fortsatte Rejsen længere vestover til Saurbø, for at opsøge sin Frænde Sturla Thordssøn paa Stadarhool. Rygtet om hans Nærværelse udbredte sig nu overalt i Vestfjordene, og de fleste Medlemmer af Urøkjas forhenværende, nu adsplittede, Parti sluttede sig endog uopfordret til ham, først og fremst Dugfussønnerne Bjørn Køgil og Kolbein Gran. Thord havde endnu ikke synderlig personligt Kjendskab til Sturla, men fandt dog, som hans Nærfrænde, en god Modtagelse hos ham. Da han havde tilbragt en Nat i hans Huus, rykkede han ud med sin Anmodning til ham, om at han vilde yde ham Hjelp. „Det er mig berettet“, sagde Thord, „at du er den mægtigste og forstandigste af mine Frænder her paa denne Kant, ligesom jeg og har hørt, at Voldsscenerne paa Ørlygsstad ikke have gaaet nogen mere til Hjertet end dig; du har forhen altid plejet at staa mine Frænder bi, naar de havde deres Net at forfegte, og jeg haaber at du nu ogsaa vil vise mig det samme Venskab; man har desuden sagt mig, at du blev faa forbitret over den Maade, hvorpaa man skilte dig og Urøkja fra hinanden, at du nok kunde have Loft til at bistaa den, der hevnede denne Skjændselsdaad“. Sturla sagde at han, saavel som de bedste Mænd der i Egnen, befandt sig i en vanskelig Stilling, fordi de havde aflagt Kolbein Troskabseed. Men Thord sagde at denne Eed, som nødtvungen, ikke var bindende. Sturla havde alt for megen Lyst til at tage Parti, til at han ikke skulde lade sig slaa af dette Argument, og han tilsagde derfor Thord foreløbigt sin Bistand; men han vilde dog ikke aabenlyst slutte sig til ham, førend han kom tilbage fra sin videre Rejse til de nordvestlige Fjordegne^[2]. Thord drog da videre. Da han kom til Hage paa Bardestrand, hvor hiin Eyvind Prest boede, der havde givet sin Svoger Gisle det fiffige Raad at have en anden Kolbein i Tankerne end Kolbein unge, naar han aflagde Eden, lod han sende Bud efter Gisle og alle de mest anseede Bønder paa de Kanter. De indfandt sig ogsaa, og Thord henvendte sig nu til dem, og først og fremst til Gisle, som den fornemste, med den Begjæring, at de vilde gribe til Vaaben for ham og følge ham syd til hans Svoger Halfdan, forat de tilsammen enten kunde tilkæmpe sig sin Ret, eller falde med Ære. Gisle svarede, at vel var han saa gammel, at han egentlig burde holde sig borte fra alslags Fejde, men her var den rene Nødvendighed for Haanden; her gjaldt det før alle at vise sig som Mænd og staa Thord ærligen bi; den Eed, han havde svoret Kolbein, hindrede ham ikke i mindste Maade fra at optræde som hans Fiende; han skulde strax lade sine fire Sønner drage med Thord, og lovede derhos selv at opmuntre Almuen, hvor han kunde, til at tage Thords Parti. Thord takkede ham for hans Iver, men undrede sig noget over, at han ej selv vilde være med. Fra dette Møde paa Hage fortsatte Thord sin Rejse til Eyre i Arnarfjorden, hvor Steinunn Ravnsdatter boede med sine Sønner, og hvor ligeledes hendes Svigersøn Svarthøvde Dugfussøn for Tiden opholdt sig. Da han kom til Eyre, traf han ikke Svarthøvde og hendes ældste Søn Ravn hjemme, da de tilfældigviis vare dragne nord til et Bryllup i Dyrafjorden. Men han lod endnu samme Nat sende Bud til dem med den Anmodning, at de vilde møde ham paa Gaarden Sande, hvor Ravns Lejlænding Baard boede. De efterkom strax Anmodningen, og da Thord kom frem med sin Begjæring om at de vilde staa ham bi, svarede Svarthøvde øjeblikkeligt, at han og hans Brødre lige siden Sturlas Drab kun havde ventet paa at Nogen vilde træde op som hans Hevner, og at Thord derfor blot behøvede at udtale Ordet, for at de alle skulde være lige saa villige som skyldige til at hjelpe ham. Baard sagde, at han for sin Part fandt sig bedst tjent med at handle paa samme Viis som Folkene paa Eyre. Ravn havde endnu intet ytret. „Men den unge Mand, som der staar“, sagde Thord: „hvo er han, hvorfor har han intet at sige:’“ „Jeg er Ravn Oddssøn“, sagde han. „Nu vel“, svarede Thord, „vil du da slaa dig til os ?“ „Jeg er endnu kun ung og lidet vant til slige Foretagender-“, svarede Ravn – han var dengang 16 Aar gammel – „hidtil har jeg ikke været paa Tog med Høvdinger, og veed ikke om jeg er haardfør nok, da jeg neppe har traadt mine Børnesko“. Thord forestillede ham, at hvis nogen havde Skjel til at optræde som Kolbeins Fiende, saa var det Ravn, formedelst hans Morbrødres Drab; næst Sighvat og hans Sønner vare ingen gjævere Mænd end Ravnssønnerne faldne ved Ørlygsstad. Ravn var let at overtale, eller havde vel egentlig allerede taget sin Beslutning: det passede sig ikke, sagde han, baade at have liden Evne til at ude Hjelp, og at anvende dette lidet til Thords Skade. Saaledes var da ogsaa han vunden. Hidtil havde Thords Underhandlinger og Overtalelser haft et forønsket Udfald. Men ikke saa, da han kom længer nordpaa, og, benyttende sig af den bekvemme Omstændighed, at de fornemste Mænd fra Fjorden vestenfor Isa-Fjorden just vare samlede ved hiint Bryllup i Dyrafjorden, fremtraadte iblandt dem, og opfordrede dem til at gjøre fælles Sag med ham imod Kolbein. Her var nemlig Urøkja, hvis Interesser han ansaaes for at repræsentere, mindre end vel anseet; deels erindrede man hans Voldsomhed fra tidligere Dage, da han holdt til i Vatnsfjord; deels havde man i friskt Minde et skammeligt og forrædersk Mord, Urøkja Aaret forud havde begaaet paa den almindelig afholdte Illuge, den sidste voxne gjenlevende Søn af Thorvald Snorressøn^[3]. Bønderne i Isafjorden havde dengang endog villet angribe Urøkja, og da dette ikke lykkedes, havde flere af dem henvendt sig til Kolbein og skjenket ham deres Venskab. Thord holdt en lang Tale, hvoraf det hovedsagelige var, at han bad alle de Tilstedeværende om at gribe til Vaaben for ham, og det med saa kort Frist, at de, saafremt de fulgte Opfordringen, skulde indfinde sig bevæbnede i Saurbø inden Allehelgensdag. Det var Dagen efter Michelsmesse, eller 30te September, at Thord holdt denne Tale^[4], han gav dem saaledes kun en Maaneds Frist. Hans Tale og djerve Optræden for den store Forsamling gjorde i det hele taget et godt Indtryk; man fandt at han var en forstandig Mand, naar Heftigheden og Overmodet ikke løb af med ham, som det var Tilfældet i Førstningen. Men øm de end havde synts nok saa godt om ham, var dog de flestes Afhængighed til Kolbein for stor, til at de allerede nu skulde have enten kunnet eller villet tage Thords Parti. De, som Høsten forud havde svoret Kolbein Troskabsed, svarede, at det umuligt gik an for dem at krige mod Kolbein, saa længe ikke denne brød sine Forpligtelser til dem, og at det derfor ikke engang kunde nytte at bede dem om at gribe til Vaaben for ham; i alt andet skulde de derimod være hans Venner. Det er vel ikke saa usandsynligt, at Thord dog tilsidst havde faaet dem overtalte, hvis han havde søgt at vinde dem enkeltviis, og med det gode; men her løb netop hans Overmod og Heftighed af med ham: han fordrede strengt, at Bønderne i Vestfjordene enten skulde erklære sig for eller imod ham, og hvis han da i sidste Fald dog kom sejrrig tilbage fra det Tog, han havde fore, skulde han nok vide at tage tilbørlig Straf over alle dem, der nu vare de værste til at gjøre Vanskeligheder. Slig Tale kunde ikke andet end sætte ondt Blod. Bønderne sagde, at han havde nok af Fiender at tage Hevn over, om han ikke ogsaa udstødte Trusler mod dem. Thord svarede, at de ikke behøvede at minde ham om, hvad der laa ham tungt paa Hjertet: det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at han skiltes fra Forsamlingen i største Uvenskab. Om Aftenen vendte han tilbage til Sande, hvor Bonden, den før nævnte Baard, overlod ham hele sin Gaard og Huusholdning til Disposition: en Liberalitet, som alle fandt overordentlig storartet.

Thord søgte derpaa, men med lige saa lidet Held, at skaffe sig Bistand fra de ydre Fjorde og Steingrimsfjorden. Bønderne havde overalt paa disse Kanter svoret Kolbein Troskabsed, og denne Ed afgav i det mindste et Paaskud for dem til at besvare Thords Anmodninger med Nej. Da traadte en Dag en løs og ledig Person, af ringe Herkomst, men flink og frejdig, ved Navn Asbjørn Gudmundssøn, ind til ham, og spurgte, hvad det skulde betyde, at han kun henvendte sig til de egentlige Bønder om Hjelp, og ikke vilde benytte andre. „Jeg“, sagde han, „tilbyder mig at gjøre dig Følge og haaber at være dig til større Nytte end hvilken som helst Bonde. Skaf mig kun nogle Folk til Hjelp, skal jeg prøve paa at kræve Bønderne op“. Thord modtog hans Tilbud og stillede Dagen efter-“ 9 Mænd under hans Befaling, kaldende dem „Gjester“, i Lighed med Gjesterne ved det norske Hof; med denne Flok drog Asbjørn afsted ud efter Steingrimsfjorden, fra Gaard til Gaard. Paa de fleste Gaarde vare Bønderne selv borte, da de havde faaet Nys om hvad der var i Gjære, og skjult sig; men de Mænd, der fandtes, maatte følge med, hvad enten de vilde eller ej. Det synes noget besynderligt, at en saa ubetydelig Skare, som Asbjørns, skulde saaledes kunne have tvunget Folk til at drage af Gaarde mod deres Vilje; men det er tydeligt nok at han og hans Kammerater have været haandfaste, vel bevæbnede og bestemte Karle, mod hvem de Arbejdsmænd og Tjenestefolk, der fandtes paa Gaardene, ikke vovede at kny; desuden var der vel heller ikke saa faa af disse, der gjerne fulgte med af Lyst til Æventyr og Bytte. Saaledes drog Asbjørn frem, altid forøgende sin Skare, indtil han kom til Husavik. Her boede en Bonde ved Navn Høgne, der ligeledes var borte. Asbjørn lod hans Kone gribe og tvang hende til at følge med, i Haab om at Høgne nu nok vilde komme efter. Det varede heller ikke længe førend Høgne kom, selv 14de, og forlangte at Asbjørn skulde slippe hans Kone løs. Asbjørn erklærede sig villig dertil, hvis han og hans Følge vilde slutte sig til deres Trop. Høgne og hans Ledsagere vilde intet høre derom, og truede Asbjørn haardelig for hans Frækhed. Asbjørn bad dem komme og angribe, om de torde; da de betænkte sig derpaa, sagde Asbjørn, at han skulde lære dem, en anden Gang ikke at sætte efter Thords Mænd, greb et Spyd, kastede det efter Høgne og traf ham øverst i Laaret: det var et dybt og farligt Saar. Dette var det første Blod, som flød i den Fejde, der nu begyndte. Nogle af Høgnes Ledsagere bleve saa forfærdede, at de virkelig sluttede sig til Troppen; de øvrige bare den saarede Høgne hjem. Thord havde imidlertid begivet sig fra Steingrimsfjorden til Saurbø, da Allehelgensdag nærmede sig, paa hvilken de af ham opbudne Mænd skulde komme sammen. Paa Vejen derhen mødte han Asbjørn, der kom vestenfra med sin Flok; begge Flokke, hans egen og Asbjørns, forenede sig nu, og fulgte ham til Stadarhool, hvor han indtraf Dagen før Allehelgensdag. Men uagtet alle hans og Asbjørns Bestræbelser var dog den Styrke, de havde faaet samlet, saa ubetydelig, at Sturla Thordssøn ved at see den rystede paa Hovedet og erklærede at hverken han eller de mange andre, der befandt sig under samme Vilkaar, kunde indlade sig paa at bryde deres Eed uden anderledes lovende Udsigter. „Men“, sagde han, „det varer vist ikke længe, førend Nordlændingerne selv bryde deres Forpligtelser til mig, og da skal jeg ikke unddrage mig; jeg skal ogsaa, om du vil, nu ride med dig syd til Borgarfjorden“. Thord svarede ikke stort hertil, dog modtog han Sturlas Tilbud, og reed først, ledsaget af ham, til Hvammsfjorden, hvor Tume sluttede sig til Troppen, saavel som hans Systersøn Telt Styrmessøn, der var kommen nord fra Grund selv syvende; siden stevnede han til Dale, og kaldte her de bedste Mænd i Flokken sammen for at raadslaa om, hvad der videre var at gjøre. Først blev Mandskabet talt, og befundet at udgjøre henved 240 Mand. Med en saa ubetydelig Styrke, der desuden var daarligt bevæbnet, indsaa man, at det ej var at tænke paa at drage til Nordlandet mod den mægtige Kolbein. De fleste raadede derimod Thord til at stevne til Sønderlandet, hvor man ligeledes havde mange Regninger at opgjøre, men hvor der neppe fandtes saa mange Folk til Forsvar. Undervejs, foreslog man, kunde man aflægge et Besøg hos Loft Biskopssøn paa Husafell i Hitardal^[5], og forsyne sig med de nødvendige Vaaben af hans store Beholdning. Dette Forslag behagede Thord særdeles, da ingen, som han sagde, bedre fortjente en Ydmygelse, end Loft, der længe havde været en Modstander af hans Frænder, og ivrigt taget Deel i Anslagene mod Sighvat og Sturla. Saaledes besluttede man da at lægge Vejen om Hitardal. Da Thord kom op paa Hejden, hvorfra man kunde see ned i Dalen, sendte han Teit Styrmessøn forud med femten Mand, og befalede ham at tage Loft til Fange, uden for Resten at tilføje ham noget Ondt, men passe nøje paa, at ikke en eneste af Gaardsfolkene undkom. Telt besatte Gaarden, men traf ikke Loft hjemme, da han just var reden bort til en Gaard i Nærheden, hvor han om Aftenen fik Underretning om, hvad der var paa Ferde, og derpaa strax skyndte sig ned til Søen, fik sig en Baad, og roede syd over Fjorden til Garde, hvor han i nogen Tid holdt til hos Thorleif Thordssøn. Thord kom til Husafell noget efter Teit, tilbragte Natten der, og lod om Morgenen alle de Vaaben, de forefandt, samle; en heel Mængde Skjolde forvaredes i Kirken, men bleve nu bragte ud. Ligeledes lod han alle de Heste, man kunde faa drevet sammen, borttage. Han fortsatte derpaa Toget over søndre Reykjadal, hvor en vis Thord Bjørnssøn sluttede sig til ham; længer ud paa Dagen sagde Sturla Thordssøn ham Farvel, efter at de havde haft en Samtale med hinanden, og drog hjemover. Thord drog videre over Skardshejden til Laugardal, og videre til Gissur Thorvaldssøns Gaard, det før omtalte Tunga eller Biskopstunga lidt nordenfor Skaalholt^[6]. Hans Moder Thora Gudmundsdatter forestod Gaarden, men alt Bohave og Forraad var bragt ind i Kirken, faa at man ikke forefandt noget som helst spiseligt uden en Ringe med Fløde. Nogle af hans Mænd vilde derfor slagte en Deel Kvæg, men Thord forbød dem det, da det vilde tage for lang Tid: Krigsmænd, sagde han, maatte vide at nøje sig med den Spise, som til enhver Tid var for Haanden. Man kan see, at han ikke for intet havde været blandt Hirdmændene i Norge og hørt om de gamle Birkebeiners Disciplin. Han fik nu vide, at Hjalte Biskopssøn havde samlet en Deel Folk tiede i Moen„ og bød derfor hver Mand sadle sin Hest; det var nemlig hans Hensigt at angribe Hjalte, og han befalede allerede dem, der bedst kjendte Vejen, at ride forud. Men hans Broder Tume sagde at sligt ikke var at tænke paa, og at de, der var af samme Mening som han, skulde følge ham øst over Aaerne. Skaren deelte sig da i to Flokke, af hvilken den ene samlede sig om Tume, den anden om Thord; men efter flere fornuftige Mænds Forestillinger lod Thord sig bevæge til at give Slip paa den dumdristige Angrebsplan, og heller følge med Tume østover, hvor de dog havde Udsigt til at faa nogen Understøttelse. Han kom om Aftenen til Kelde, hvor han nu atter opfordrede sin Svoger Halfdan til at yde ham Bistand. Men Halfdan søgte fremdeles Udflugter. Det hjalp saa alligevel ikke noget, om han greb til Vaaben, sagde han. Thord bad ham da kun at skaffe Folk, saa kunde han jo selv sidde hjemme. Halfdan sagde, at han først maatte tale med sine Brødre herom. Steinvar, Huusfruen, var meget vred, men det hjalp ikke. Thord maatte drage bort med uforrettet Sag. Han stevnede nu til Breidaholstad i Fljotslid, hvor den af os tidligere omtalte Orm Bjørnssøn, Gissur Thorvaldssøns Brodersøn og paa en Maade Snorre Sturlassøns Stifsøn, boede. Orm havde, som vi vide, haft Deel med i Raadslagningerne mod Snorre, skjønt han ikke havde villet deeltage umiddelbart i hans Drab^[7]. Men han hørte dog til deres Tal, over hvilke Thord havde at søge Hevn, og da det desuden var nødvendigt at skaffe Flokken Underholdning, medens det dog ikke gik an at røve fra Venner eller sagesløse Folk, var det ej andet end rimeligt, at han, naar Lejlighed gaves, lod sine Fiender betale Gildet, og saaledes for en Tid slog sig ned paa Breidaholstad, hvor han tog for sig, som om han var hjemme. Orm havde, ved Efterretningen om at han nærmede sig, taget Flugten øster til Klostret i Ver.

Da Hjalte Biskopssøn hørte at Thord havde sat sig fast paa Breidabolstad, reed han selv nord over Fjeldet for at raadslaa med Kolbein unge, men bød Bønderne at holde sig samlede under Vaaben i Skaalholt saa mandsterke som muligt, og fik Biskop Sigvard til at drage hen til Thord for at aabne Underhandlinger, dog mest, som det synes, for at vinde Tid, indtil Kolbein kunde komme nordenfra med Undsætning. Biskoppen kom til Breidabolstad, med Steinvar i sit Følge, og anholdt paa de forsamlede Bønders Vegne om midlertidigt Forlig. Thord vilde nødigt indlade sig derpaa, i det mindste vilde han ikke gaa ind paa Biskoppens Forslag, at ser Mænd fra hver Side skulde træde sammen og afgjøre Betingelserne; skulde et Forlig komme i Stand, sagde han, saa maatte Afgjørelsen i alle Fald overdrages Halfdan og Steinvar alene. Biskoppen sagde, at hertil kunde han hverken svare Ja eller Nej paa Bøndernes Vegne, førend han havde hørt deres nærmere Bestemmelse, og vendte tilbage til Skaalholt, men lovede paa en bestemt Dag at sende Bud om, hvad de besluttede sig til. Et saadant Bud kom ogsaa, men to Dage efter den aftalte Tid, og med den Besked at Bønderne ikke vilde gaa ind paa de af Thord fremsatte Betingelser. Thord begav sig da strax til Kelde med hele sin Flok, før at raadslaa med Halfdan og Steinvar, og faa Understøttelse af dem til et Angreb paa Bondeflokken i Skaalholt. Halfdan var ikke hjemme, men reden ned til Odde; did sendte Thord strax Kolbein og Bjørn Dugfussønner efter ham, men Steinvar lod alle deres Landbønder kalde sammen og bød dem holde sig færdige til at følge Thord og Halfdan. Da Dugfussønnerne traf Halfdan og fortalte ham, hvorledes Sagerne stod, sagde han at det ikke var raadeligt for Folk, der ej havde des kraftigere Opfordring dertil, at fare løs paa hellige Steder^[8] og angribe Bønderne; han vilde hverken selv følge med Thord eller tillade nogen af sine Mænd det; Thord fik selv see til, hvorledes han kom ud af det med Bønderne. Han lod strax de af Steinvar sammenkaldte Folk tilsige, at de skulde drage hjem, hver til sit. Da Kolbein og Bjørn kom tilbage med denne Besked fra Halfdan, blev Thord yderst vred, og sagde at han lige fuldt vilde angribe Bønderne og see, hvorledes det løb af. Da havde han just faaet sikker Efterretning om at Bønderne vare omtrent 700 Mand sterke, og havde forskandset sig paa Skaalholts Kirkegaard. Hans egen Flok udgjorde, som det viste sig ved Optællingen, strax man kom over Thjorsaa, kun 220 Mand, og mange forestillede ham, hvor ufornuftigt det var at binde an med en saadan Overmagt. Men Thord svarede hertil, at skulde han faa nogen Fremgang, kom han nok ofte til at prøve Ting, der vare ligesaa fortvivlede og urimelige som denne. Han fortsatte Toget. Ikke langt fra Skaalholt mødte han Biskoppen, der fornyede det forrige Tilbud paa Bøndernes Vegne. Thord svarede i Vrede, at Biskoppen kun søgte at gjøre ham Fortred. Biskoppen truede nu med at sætte Thord og hans Mænd i Ban, hvis de rede ind paa Biskopsstolens Enemerker. Thord svarede at han først og fremst skulde vise Bønderne bort, og at det ej passede sig at drage slige Voldsmænd ind paa Kirkegaarden; det var ikke mange Dage siden de havde brudt en Kirke op, hentet sex Mænd ud, som havde søgt sin Tilflugt der, og ladet dem alle sammen dræbe. Biskoppen vilde nu skynde sig i Forvejen, for at melde Bønderne Thords Ankomst, men de forreste af Thords Mænd standsede ham, indtil Thord selv kom efter; Thord bød dem strax lade ham ride i Fred, men fulgte selv strax efter ham. Da han kom til Geilerne (de smale Veje) i Nærheden af Skaalholt, lod han sine Mænd stige af Hestene og gjøre sig færdige til Angreb, men sendte Ravn Oddssøn og Teit Styrmessøn op til Biskopsgaarden, deels for at høre om Bønderne ikke havde betænkt sig, deels ogsaa for at erfare, hvor sterkt de havde forskandset sig, og om det var forbundet med store Vanskeligheder at angribe dem. De fandt Biskoppen i sit fulde Skrud, omgiven af 30 Klerker; han sagde, at han øjeblikkelig vilde bansætte Thord og alle hans Mænd, hvis han underlod sig at gjøre noget Angreb. Men da traadte, merkeligt nok, den forstandige og velmenende Telt Thorvaldssøn, Gissurs egen Broder, frem og bad Biskoppen ikke endnu at gribe til saa yderlige Forholdsregler; han forestillede ham, hvor meget der talede til Thords Undskyldning, hans nærmeste Frænders Drab og Tabet af alt hvad han ejede, og hans vanskelige Stilling for Øjeblikket, hvor han skulde underholde en talrig Flok, uden at han dog havde andet at gribe til, end hvad han kunde tage fra sine Fiender, naar han ikke vilde røve fra sagesløse Folk: man kunde jo dog ikke fortænke ham i at han søgte sin Ret med de Midler, der stode til hans Raadighed. Disse Forestillinger, især fra Teits Mund, gjorde sterkt Indtryk paa Bønderne, som nu bleve forsonligere stemte, og gave Biskoppen og Teit uindskrænket Fuldmagt til at underhandle paa deres Vegne. Disse Mænd begave sig derfor hen til Thord, ledsagede af Ravn og Telt Styrmessøn, som underrettede Thord om, at Bønderne vare saa vel forskandsede, at hvis det kun var det mindste Tag i dem, vilde det holde meget haardt at angribe dem. Dette gjorde nogen Virkning, især paa Tume, der ivrigt raadede til Forlig, hvilket da omsider kom i Stand saaledes, at Biskoppen og Steinvar skulde afgjøre Betingelserne, og hvor de ej kunde enes, skulde Steinvar alene raade. Bønderne skulde ikke øve Fiendtligheder mod Thord, førend Gissur kom tilbage til Landet: da skulde Forliget uden videre være hævet, men kom Gissur ikke, skulde det fremdeles staa ved Magt. Herpaa gave Thord og Bønderne hinanden Haandsal. Thord forblev paa Breidabolstad, indtil Biskoppen og Steinvar afsagde Voldgifts-Kjendelsen. Dette skede paa Biskops-Tunga, hvor Thord til den Ende begav sig hen. Den lød paa, at alle de større Bønder i det hele District, der laa under Gissur Thorvaldssøn, skulde tilsammen udrede fem Hundreder, og alle de ringere, for saa vidt de betalte Thingfarekjøb (eller efter nyere Udtryksmaade „stode i Skattemandtallet)“, tilsammen tre Hundreder^[9]. Derved fik Thord dog en Tærepenge for sig og sin Flok, og, hvad mere er, det anerkjendtes herved, at Retten var paa hans Side. Altsaa var der nu sluttet en foreløbig Separatfred eller Stilstand mellem Thord og Sønderlandets Bønder. Havde han end ikke faaet Tilhængere her, saa havde han dog vundet saa meget, at denne Deel af Landet indtil videre var neutral under Kampen mellem ham og Kolbein. Det var merkeligt nok, at han med sin ubetydelige Styrke kunde drive det dertil, men hans faste, krigerske Holdning, ja endog hans Heftighed synes at have indjaget Bønderne Respect^[10].

Thord forlod nu Sønderlandet og begav sig tilbage til Borgarfjorden. Men imidlertid havde Kolbein ikke været ledig paa Nordlandet, men samlet store Skarer baade fra de østlige og vestlige Hereder i Fjerdingen, tilsammen 700 Mand. Hjalte Biskopssøn vilde, at man skulde drage den saakaldte Kjøl til Sønderlandet, men Kolbein beregnede rigtigt, at Thord nu allerede maatte være dragen vestover, og meente derfor at man gjorde rettest i at lægge Vejen over de vestlige Hejder, nemlig den saakaldte Tvidøgra (To-Døgers-Hejden)^[11], hvorved de vilde komme lige ned i Borgarfjorden, og saaledes være sikrere paa, ikke at forfejle deres Fiende. Nordlændingerne vare meget ærgerlige over at maatte drage ud ved Vintertid, og ønskede alle Ulykker over Hjalte, som ikke havde kunnet hjelpe sig selv; ogsaa Kolbein meente, at Sønderlændingerne nok kunde have jaget Thord bort, hvis de havde haft Mands Mod og Hjerte. Snart fik man end mere Aarsag til at forbande dette Tog. Paa Toget over Tvidøgra-Hejden faldt der om Morgenen først en tæt og vedholdende Slud, saa at alle bleve gjennemvaade; ud paa Dagen blev der en heftig Nordenvind med bidende Frost og Snedriv saa sterkt, som man sjelden havde seet Mage til; snart vidste man ikke længer, hvor man var, og den iisnende Kulde gjorde det umuligt for mange at holde fast paa deres Vaaben. Nogle omkom strax, andre skamfrøs deres Lemmer; Elendigheden var grændseløs. Kolbein bad dem forsøge, om det hjalp at de tog Tag med hinanden, for saaledes maaskee at varme sig noget, men det lader ikke til, at dette virkede synderligt. Omsider lettede Vejret nogenledes, saa at man kunde see, hvor man var; de, som endnu vare uskadte, toge da de forkomne paa Ryggen, og saaledes slæbte man sig, efter en frygtelig Dag og Nat, ned til Gilsbakke øverst i Borgarfjord-Districtet, hvor man ankom lidt før Dag. Her lod Kolbein Folkene udhvile sig, og fortsatte Dagen efter Toget ned til Reykjaholt med dem af fine Folk, der befandt sig nogenledes vel; men en Deel maatte ligge tilbage, aldeles ude af Stand til at drage videre^[12].

Da Thord paa sit Tog fra Sønderlandet kom ned i Reykjadal, blev det strax meldt, at Kolbein allerede var kommen til Reykjaholt med en betydelig Styrke. Thord gjorde derfor Holdt nede i Dalen og holdt Raad med sine bedste Mænd om, hvad man skulde gjøre. De heftigste og dristigste vilde at man skulde ride lige til Reykjaholt og angribe Kolbein, uden at endse Overmagten; de fleste af hans Folk, meente de, vare saa forkomne af Kulde, at de ikke duede stort til at slaas. Men de forstandigere fraraadte det som alt for voveligt, og sagde at man heller burde søge at komme dem forbi længer mod Vest; det var allerede Ære værd at kunne ride saa nær forbi Kolbeins store Flok, uden at komme i Kamp med den. Thord valgte dette fornuftige Raad, og fortsatte sit Tog ud igjennem Dalen, samt videre til Thingnes, og over Nordraa (ved hvilken Lejlighed han faldt i, og paa et hængende Haar var druknet) til Stavaholt samt ned til Myre, idet han paa forskjellige Steder efterlod Vagter for at holde Øje med Kolbein, om han skulde komme efter. Kolbein havde faaet Melding om Thords Ankomst, medens denne endnu var i Reykjadal; han lod strax sine Mænd stige til Hest, og satte efter ham saa hurtigt han kunde. Han kom til Thingnes faa Øjeblik efter at Thord havde forladt Gaarden; man fandt endog de Heste ganske vaade, der vare faldne i Vandet, da Isen brast. Man spurgte Bonden paa Gaarden, Børk Ormssøn, hvad Vej Thord havde taget, men han vilde intet sige, uagtet man truede ham paa Livet, og hans Gaard blev plyndret fra øverst til nederst. Det var hans Hensigt at holde Flokken op, for at Thord skulde faa noget Forspring, og dette lykkedes ham tildeels ved denne ædelmodige Opofrelse. Fristen var dog ikke lang. Da Kolbein kom til Stavaholt, fik han fuldstændig Efterretning om Thords Bevægelser, og reed efter ham af alle Kræfter. Thord havde efterladt Svarthøvde og to af hans Brødre saavel som et Par andre Mænd paa Stavaholt for at holde Udkig; de søgte, saa vidt muligt, at komme i Forvejen for Kolbein, for at advare Thord. Kolbein søgte at indhente dem, og saaledes blev der en formelig Kapridning, hvorved dog Thords Mænd i Længden kom til kort. Hestene styrtede under Bjørn Dugfussøn og hans Ledsager Thord Bjarnessøn; de maatte derfor deels løbe, deels sidde op bagpaa hos Svarthøvde og Baard, en anden af Udkigsmændene; saaledes agede Kolbein altid nærmere ind paa dem. Etsteds var der en Bakke, som et Øjeblik skjulte dem for deres Forfølgere, her kastede Svarthøvde sig af Hesten og bad sin Broder sætte sig op i hans Sted, da det ikke længer nyttede at være to om een Hest; selv skulde han nok altid vide at klare sig. Bjørn erklærede, at han aldrig vilde ride fra sin Broder, men Svarthøvde borte ikke paa hvad han sagde, og løb i Følge med Thord Bjarnessøn ned efter Aaen, til nogle Snefanner, hvor de gravede sig ned. Bjørn, som nu intet andet Valg havde, end enten at benytte Svarthøvdes Hest, eller lade sig tage til Fange, betænkte sig ikke længer, men tog Hesten og reed tilligemed Baard, det forteste de kunde, efter Hoved-Flokken. En af de bagerste i denne var Ravn Oddssøn, der havde en udhvilet Hest; ham bad de nu skynde sig af alle Kræfter forud til Thord, og sige ham, at Kolbein var lige i Hælene paa dem, saavel sytti at Svarthøvde og Thord Bjarnessøn sandsynligviis vare faldne i Fiendens Hænder. Ravn fandt Thord gaaende tilfods, ledende Hesten efter sin: men da han hørte, i hvilken Fare de vare stedte, satte han sig op og reed frem igjennem nogle Skovveje, indtil de kom til en liden Bakke, der skjulte dem for deres Forfølgere. Her bød han alle sine Mænd stige af og stille sig i Orden, for at styrte ind paa Kolbeins Flok, naar den nærmede sig. Han satte, som man seer, fremdeles sit Haab til dristige og pludselige Overfald. Men, heder det i Sagaen, det gik her, som sædvanligt, at flygtende Mænd ej let lade sig standse. Thord saa til sin Ærgrelse, at endog mange, der hidtil havde klaget over at deres Heste vare trætte, nu sloge paa og rede afsted som gale; han bad dem i det mindste ikke ride saa afsindigt, og sendte en Mand forud med den Befaling, at de i alle Fald ikke skulde ride forbi den nærmeste Gaard, Alftaartunga^[13]. Denne Gang blev han adlydt, dog rimeligviis mest af den Grund, at de fleste ikke var i Stand til at komme længer. Da han selv kom ind paa Gaarden, hvor han atter havde til Hensigt at oppebie Kolbein og vove en Dyst, fraraadte en af hans Mænd ham det paa det indstændigste, da det var tydeligt nok at forudsee, at Mængden af hans Folk strax vilde tage Flugten, medens han og de faa hedre Mænd, der havde Æresfølelse nok til at forblive hos ham, ganske vilde ligge under for Overmagten. Han kunde ikke andet end give disse Forestillinger Medhold, og besluttede sig til at drage videre; men sagde at de, hvis Heste vare udmattede, ligesaa godt først som sidst kunde søge Fristed i Kirken paa Gaarden. Strax stimlede henved tredive Mand derind. Thord søgte med de øvrige hen til Broen over Alftaa; det tog nogen Tid ud, inden alle kom over, og aldrig faa snart havde de naaet den anden Bred, førend hele Flokken adsplittede sig, og hver tog sin Vej. Thord bad dem endelig at holde sig sammen, men forgjeves; tilsidst havde han kun 60 Mand, sine egne nærmeste Venner, tilbage. For Sikkerheds Skyld lod han Broen kaste af efter sig. Forfølgerne vare saa nær efter dem, at et Par af Thords Mænd, der havde redet forbi Kirken, men siden betænkte sig, og vilde løbe ind i den, ikke naaede saa langt, men bleve dræbte paa Kirkegaarden. Kolbeins Mænd løb til Kirkedøren, for at see hvem der var derinde, men da han selv kom til, sagde han at de bare sig dumt ad, som nu gave sig Tid til sligt i Stedet for at sætte efter Thord, der maaskee allerede havde faaet saa stort Forspring, at de ej kunde indhente ham. Alle Mand styrtede nu ned til Aaen, men det tog lang Tid inden de kom over, da Broen var afbrudt, og imidlertid naaede Thord og hans Følge lige til Hitaraa, og kom over denne^[14]. Medens Teit Styrmessøn og Kolbein Gran her standsede lidt for at vande deres Heste, kom de hurtigste af Kolbeins Mænd ned til den anden Side af Aaen, men hendte strax tilbage, da Thord gjorde Mine til at angribe dem; siden kom Hovedstyrken efter, men Thord havde da allerede faaet tilstrækkeligt Forspring. Imidlertid vare Forfølgerne ikke længere borte, end at alle de af Thords Flok, hvis Heste bleve udmattede – og det har ikke saa faa – faldt i deres Hænder; de bleve alle afvæbnede, nogle ogsaa mishandlede. Under hele Forfølgelsen søgte Thord at foregaa med et godt Exempel paa Rolighed og Koldblodighed; for det meste reed han sidst, og vilde aldrig ride saa fort som de andre; man talte til ham herom, og skyndte paa, nogle sloge endog paa hans Hest, saa ti taalmodige vare de. Omsider skjønnede Kolbeins Mænd, at det ikke kunde nytte at forfølge vant længer, og vendte tilbage. Det var mindst fem til sex Mile, at de saaledes uden Ophør havde forfulgt ham, i det værste Kurs og streng Kulde; man havde neppe, som det lader, givet sig Tid til at tage den nødvendige Føde, i det mindste levnedes der ikke Thord eller hans Mænd Tid dertil, og deres Forfatning maa have været højst beklagelig. Thord stevnede til Myklaholt, hvor Gudmund Olafssøn, en ivrig Tilhænger af Sturlungerne, boede^[15], og gav sig nogle Timers Ro; men Gudmund fraraadede ham dog at blive der længe, og Thord, som indsaa at han havde Ret, steeg atter til Hest, reed op igjennem Kerlingeskardet, og ned til Helgafell^[16], fik sig en Baad og lod sig ro ud til Fagerø^[17], hvor han ankom Løverdag Morgen den 29de November. Alle forundrede sig over at han og hans Folk med de samme Heste og i saa utrolig kort Tid kunde have tilbagelagt Vejen i saadant Uføre heelt fra Sønderlandet til Helgafell. Thi han reed over Thingvolden paa Sønderlandet Thorsdag Middag, og kom til Helgafell Fredag Nat. Afstanden fra Thingvoldene til Helgafell, Omvejene iberegnede, er mindst 13 Mile. Deraf, siges der, sluttede man, at Thord maatte være bestemt til at udføre noget stort. Kolbein unge havde ikke selv deeltaget i Forfølgelsen hiinsides Alftaa, men var bleven tilbage paa Alftaartunga, hvor han om Morgenen lod holde Standret over dem, der havde søgt Fristed i Kirken; man fratog dem deres Vaaben og Heste, og paa to af dem blev Haanden afhuggen; de øvrige fik beholde Liv og Lemmer. Siden vendte Kolbein tilbage til sin Gaard Flugumyre i Skagafjorden. Den raske Svarthøvde os hans Ledsager Thord frelste sig, men paa den æventyrligste Maade. De laa stille under Sneen, indtil Kolbeins Mænd vare komne forbi; da stode de op, gik til nærmeste Gaard, fik sig Heste, og rede til Stavaholt, hvor Svarthøvdes Fader Dugfus var inde i Kirken. De bankede paa Kirkedøren; Dugfus kom selv ud til dem, og blev nok saa glad ved at see sin Søn i god Behold, men sagde dem tillige, at 30 Mand af Kolbeins Flok laa paa Gaarden. De skyndte sig strax afsted, og søgte Tilflugt paa en afsidesliggende Gaard inde i Skoven. Her troede de sig saa sikre, at de gik i Bad og lagde sig til at sove, hvad de vel kunde trænge til. Men de havde ikke sovet længe, førend man vækkede dem med den Besked, at en Flok af Kolbeins Mænd kom ridende til Gaarden. I Hast sprang de op, skøde Brynjerne og Staalhuerne ind i Ovnen, og løb ud; Thord søgte til Skoven, Svarthøvde til Hestene, og reed afsted saa fort han kunde. Fienderne satte efter ham og troede allerede at have ham i sin Vold, da de havde faaet ham.ud paa en brat og høj Fjeldhammer. Men Svarthøvde stødte Hesten ud over Skrenten, og styrtede sig selv efter; der laa saa megen Løssne under, at hverken han eller Hesten kom til Skade; Forfølgerne vovede ikke at Mure ham det Spring efter, og vendte tilbage: saaledes slap han fra dem. Siden, da de vare borte, vendte han tilbage til Gaarden og tog sine Vaaben, hvorpaa han reed vestover til Saudafell, og foor siden ud til Fagerø. Ogsaa Thord undkom fra Forfølgerne til sin Gaard Eskeholt, men blev siden fældet af Orm Bjørnssøn, fordi han havde været med ved hans Broder Kløings Drab^[18].

1. Dette staar ikke med tydelige Ord i Arons Saga, men maa sluttes deraf, at Thord først virkelig havde anholdt om at blive Hirdmand, hvilket Kongen dengang, som Thord selv troede, efter Arons Indskydelser, havde negtet, og at Kongen siden, da Aron havde indlagt Forbøn for ham og anholdt om at Kongen vilde tage en Beslutning, der kunde være Thord til Hæder, svarede, „at han vilde føje sig efter hans Bøn, og at Thord kunde blive ved hans Hof“. Dette kan ikke forklares paa anden Maade end at Thord blev Hirdmand.
2. Sturlunga Saga VII. 1–3. Tidligere, i VI. 37, tales der om at den før nævnte Sverting paa Hvamm skal have ledsaget Thord til Sturla, og bestræbt sig ivrigt for at stifte Venskab mellem begge Fællerne, „hvilket ogsaa var saare let“.
3. Om Illuges Drab handles der udførligt i Sturlunga Saga VI. 26, 27. Urøkja anmodede Illuge om at møde ham paa Gaarden Holt i Anundfjord, da han ønskede at tale med ham. Illuge kom, skjønt han forundrede sig over Anmodningen, da han og Urøkja nys havde været sammen paa Thorskefjordthing, uden at Urøkja da havde talt med ham. Ved at see Urøkjas Følge, merkede Illuge Uraad, men nu var det for silde. Urøkja kaldte Illuge til sig og gik med ham afsides ved Kirkegaarden, ledsaget af et Par Mænd; de øvrige bad han holde sig tilbage. Da Urøkja var kommen omkring Kirkegaardshjørnei, greb han Illuge og stillede sig foran ham, med de Ord: nu skal jeg lønne dig, at du har lagt Planer mod mit Liv; i det samme kløvede Thorarin, en af Urøkjas Ledsagere, hans Hoved.
4. Thord var, som det angives i Cap. 4, kommen til Eyre Aftenen før Michelsdag; Dagen efter, Michelsdagen selv, der indtraf paa en Søndag, var Sammenkomsten med Svarthøvde og Ravn paa Sande; den følgende Dag var altsaa Besøget i Dyrafjorden.
5. Det er maaskee ikke overflødigt at tilføje, at Hitardal ligger sydligst i Thorsnesthing, paa Grændsen mod Tveraathing eller Borgarfjords-Distriktet.
6. Søndre Reykjadal ligger paa Sydøstsiden af Borgarfjorden; fra den har Thord saaledes taget en Fjeldvej til den øvre Deel af Aarenes-Thing, hvor han kom ned til Laugardal et Par Mile vestenfor Geyser, og derfra drog til Tunga; om denne Gaard se ovenfor III. S. 1006.
7. Se ovenfor III. S. 1001, 1002. Som Søn af Hallveig Ormsdatter kunde Orm, saavel som Broderen Kløing„ kaldes Snorres Stifsøn.
8. Skaalholt Kirke med den paa dens Grund liggende Biskopsgaard nød naturligviis den samme Fredhellighed, som Kathedralkirkerne andensteds.
9. Efter Beretningen „ser Alen for „Øren“ vilde dette udgjøre 160 Ører (Sølvspecier), eller efter de nuværende Værdiforhold omtrent svare til 1700 Spdlr.
10. Sturlunga Saga, VII. 6–8.
11. Uagtet „Dœgr“ nu ofte bruges i Betydningen „Døgn“ (24 Timer), er dog den rette, gamle Betydning ½ Døgn, eller 12 Timer: Tvidøgra betegner saaledes en Heid, som man brugte en Dag og en Nat til at overfare. En Levning af den gamle, urigtige Brug af Ordet er det, naar „Jevndøgn“ al Almuen kaldes „Jamdøger“, det vil sige et Døgn hvor hvert Døgr, Dagen og Natten, ere lige lange. „Jevndøgn“ er egentlig meningsløst. Den her omhandlede Held, Tvidøgra, ligger mellem Gnupsdalen, (saaledes kaldes den øverste Deel af den Dal, gjennem hvilken Midfjord-Aaen strømmer ned til Midfjorden, en Arm af Rutafjorden paa Nordlandet) og Hvitaa-Dalen, øverst i Borgarfjords- eller Tveraathings-Districtet. En af de øverste Gaarde i denne Dal er Gilsbakke.
12. Sturlunga Saga, VII. 9. De islandske Annaler. Ifølge disse skulle dog kun tre Mænd være ihjelfrosne paa Tvidøgra.
13. Denne Gaard ligger ved Alftaa, der falder i Faxafjorden et Par Miles Vej vestenfor Borgarfjorden.
14. Hitaraaen løber parallel med Alftaa omtrent en Miils Vej længer mod Nordvest, og ligger allerede inden Grændsen for Thornesthing.
15. Myklaholt ligger en tre Miles Vei nordvestenfor Hitaraa, paa Sydsiden af den Halvø, hvis yderste Deel optages af Snefjeldsjøklen.
16. Helgafell Kloster ligger, som bekjendt, paa Nordsiden af nys nævnte Halvø, ved Breidafjorden.
17. Fagerø ligger ude i Breidafjorden, et Stykke udenfor Døgurdarnes, lige overfor Helgafell.
18. Sturlunga Saga, VII. 11–20.