Det norske Folks Historie/5/24
Den paafølgende Vinter var alt roligt, men Kolbein unge holdt dog den hele Tid en Skare Folk under Vaaben, og fordeelte derhos sterke Vagtposter paa forskjellige Steder, navnlig paa Oos i Midfjorden nær ved Grændsen mod Vestfjordene; denne Post blev til et sandt Røverrede, da Befalingsmanden, Thorarin Balte, trak mange slette Folk til sig, der ranede og begik andre Voldsomheder rundt omkring i Egnen. Thord Kakale opholdt sig paa Fagerø indtil Juul, men siden hist og her paa Fastlandet, og havde en Sammenkomst med Brødrene Bødvar paa Stad og Sturla Thordssøn, hvorved han især henvendte sig til Bødvar med Anmodning om Hjelp. Men Bødvar undskyldte sig med sit Svogerskab til Kolbein, og sagde at man dog først maatte forsøge, om ikke et mindeligt Forlig kunde bringes i Stand. Han tilbød selv sin Tjeneste som Megler, og da Thord modtog Tilbudet, begav han sig nord til Flugumyre, efter at Thord havde nævnt ham de Vilkaar, han vilde modtage. Thord opholdt sig imidlertid først hos sin Ven Baard paa Sande, siden paa et Par andre Gaarde ved Breidafjorden, indtil han endelig, ved Faredagstid, opslog sin Bopæl paa Myre i Dyrafjorden. I Begyndelsen af Fasten (1243) fik han Bud fra Bødvar, at han skulde komme til ham paa Helgafell, og høre, hvad Svar han bragte fra Kolbein. Thord rejste strax derned, vistnok med de bedste Forhaabninger. Men disse skuffedes snart, thi Bødvar meldte ham, at Kolbein ikke havde villet gaa ind paa nogen af hans Betingelser. De, som Kolbein lod fremsætte, vare af den Beskaffenhed, at Thord umuligt kunde modtage den. Thord sagde at Bødvar havde ladet sig besnakke, og vendte tilbage igjen til Myre, ikke bedre faren end før. Vaaren nærmede sig, og han maatte tænke paa nye Udrustninger. Man fortalte at Kolbein vilde udruste Skibe og drage til Søs til Vestfjordene. For at ikke ogsaa de nærmeste Fartøjer i disse skulde falde i hans Hænder, saavel som for at kunne møde ham paa Søen, sendte Thord den forhen omtalte, raske Asbjørn Gudmundssøn med 20 Mand, fremdeles under Navn af Gjester, til Steingrimsfjorden og de saakaldte Strande, med den Befaling at tage alle de større Skibe, de forefandt, og bringe dem til Dyrafjorden. Asbjørn udførte hans Befaling, og fik fat paa fire eller efter en anden Beretning sov Skibe, men plyndrede derhos saa hensynsløst, og begik saa mange Voldsomheder, ja Grusomheder mod dem, der ikke strax vare villige til at give Slip paa Skibe, Vaaben eller andet Gods, at han derved snarere skadede Thords Sag end gavnede den; blandt Almuen opstod almindelig Forbitrelse, og Thord selv ytrede ved hans Tilbagekomst megen Misfornøjelse. Derimod var man vel snarere tilfreds med, at en anden af Thord udsendt Trop overfaldt den nys omtalte Røver, Thorarin Balte, og tog ham af Dage[1].
Rygtet om, at Kolbein agtede at udruste Skibe mod Thords Tilhængere i Vestfjordene, var ganske rigtigt; han samlede alle de større Fartøjer, han kunde faa fat paa, og sendte dem vestover under Anførsel af sin Svoger, Brodde Thorleifssøn; selv vilde han drage derhen over Land med en betydelig Styrke, for at Thord, ængstet og forfulgt baade til Lands og Vands, ikke længer skulde finde noget Tilhold der. Men først vilde han overvære Althinget, for der at faa Thord erklæret fredløs, thi med desto større tilsyneladende Ret kunde han siden forfølge ham, eller endog, om han fik ham i sin Magt, lade ham dræbe. Til den Ende havde han allerede i Løbet af Vinteren sendt nogle Mænd til Thora Gudmundsdatter, Gissurs Moder, paa Tunger, og ladet dem modtage hendes Fuldmagt til at sagsøge Thord, Dugfussønnerne, Navn Oddssøn, Seir Styrmessøn, og flere andre, i alt femten, fordi de Høsten forud, saaledes som det ovenfor er berettet, havde aflagt hende hiint uvelkomne Besøg. Da der ingen var paa Thinget til at svare paa Thords og hans Ledsageres Vegne, medens derimod Kolbein og Hjalte stillede sig med en stor Skare Folk lige ved Dommerne, lod det sig ej hindre, at Fredløshedsdommen afsagdes, men den opvakte almindelig Misfornøjelse; man fandt at Kolbein havde gjort alt for meget Væsen af en Ubetydelighed, og Thord selv og hans Venner kaldte denne „Sekt“ eller Domfældelse en „Flødesekt“, fordi det var notorisk, at de ikke havde nydt andet under deres Aften– og Natte-Ophold paa Tunga end hiin Fløde, som de forefandt, medens de derimod med største Samvittighedsfuldhed havde overholdt Kirkefreden, skjønt de vidste at Kirken var fuld af alskens gode Sager[2]. Saa vidt man kan skjønne, blev de fredløsdømte oven i Kjøbet satte i Ban af Biskoppen[3]. Kolbein, Hjalte og Orm Bjørnssøn rede umiddelbart fra Thinget med 700 Mand til Vesterlandet og Dalene ved Breidafjorden. Sturla Thordssøn var da just paa Sælingdalstunga[4]. Kolbein maa vel have fundet, at han allerede havde plejet for meget Venskab med Thord; .han sendte derfor en Deel Folk hen med den Befaling at tage ham af Dage. Sturla blev dog i Tide advaret og undkom til Saurbø, medens Kolbeins Mænd søgte efter ham overalt i Huset, saavel som i Kirken, med dragne Sverd, og ranede alt hvad de kunde faa fat paa. Siden drog Kolbein med hele Flokken til Saurbø, men Sturla var imidlertid kommen ud til Krosssuud, hvor han traf Dugfussønnerne med flere, og nu ikke længere vægrede sig ved at tage aabenlyst Parti for Thord, men lovede at fare sydefter og samle alle de Folk, han kunde faa fat paa. Men da Dugfussønnerne efter nogle ubetydelige Fegtninger med Kolbeins Mænd kom tilbage til Fagerø, der fremdeles var deres Standqvarteer, erfarede de til deres Ærgrelse, at Sturla den hele Tid havde siddet stille uden engang at gjøre mindste Forsøg paa at samle Folk. Saa stor Overvindelse kostede det den stille, fredeligt sindede Mand at kaste sig ind i en blodig Fejde, skjønt han dog nu endog havde et Attentat mod sit eget Liv at hevne. Efter hans Raad blev der sendt skyndsomt Bud efter Thord, der imidlertid havde samlet indtil 30 Skibe, med hvilke han laa paa Vagt yderst ved de nordvestlige Fjorde for at passe paa Brodde Thorleifssøn, der allerede havde viist sig med 8 Skibe i Isafjorden. Thord havde i Førstningen tænkt paa at angribe ham, men da Telt Styrmessøn forestillede ham, at Broddes Mandskab, der mestendeels bestod af Fiskerfolk og Arbejdsmænd, ikke vilde gjøre synderlig Skade, saa at man ej burde ense dem, foretrak han at drage sydover til Breidafjorden, hvor Mængden af hans Venner befandt sig. Det viste sig ogsaa, at Telt havde Ret, og at Brodde ikke var synderlig farlig; thi efter kort Tids Forløb sejlede han hjem igjen til Nordlandet, idet han kun gjorde lidt Herverk hist og her paa Kysterne nordenfor Isafjorden, men ikke dræbte en eneste Mand. Thord var saaledes allerede paa Vejen til Breidafjorden, da Udsendingerne fra Emner» mødte ham med hans lille Flaade ved Flatø. Thord befalede strax sine Mænd at lade hvert eneste Skib fuldt med Kastestene, og holdt en Tale til dem, hvori han opfordrede dem til at stride som mandeligst, hvis det kom til noget Sammenstød mellem dem og Fienden. Derpaa sejlede han videre til Fagerø. Kolbein og hans Mænd kunde fra Landet af see Skibene, idet de sejlede syd under Øerne. Da Thord kom til Fagerø, sendte han efter Sturlas Raad Seir Styrmessøn til sin Fætter Bødvar, for endnu engang at anraabe ham om Hjelp, og lagde sig imidlertid med sine Skibe ved en Ø, kaldet Holmslatersø. Her kom vistnok Bødvar i Følge med Seir„ men han vægrede sig fremdeles ved at understøtte Thord mod sin Svoger. Thord blev liggende ved Den i nogle Dage; hans Styrke udgjorde da henved 400 Mand. Imidlertid anrettede Kolbeins Mænd de største Ødelæggelser i Laxaadalen og Omegnen af Hvamm, plyndrede Gods og Kvæg, og lemlæstede mange Mennesker; især synes Hjalte Biskopssøn at have faret grumt frem. Indbyggerne søgte at frelse sig og sit Kvæg saa godt de kunde, ved at søge op paa de mest afsidesliggende Fjelde[5]. Men derved skadede Kolbein selv sin Sag, thi efter slige Mishandlinger maatte Vestfjordingerne ansee sig løfte fra deres Troskabseed til ham, og ved at tage Parti med Thord tilfredsstillede de nu kun deres personlige Lyst til at hevne lidte Fornærmelser. Mod Thord kunde han, uden Flaade, intet udrette. Saaledes maatte han, uden at have udført noget synderligt, vende tilbage til Skagafjorden, og Thord, saavel som alle hans Mænd, kunde uhindret drage hjem, hver til sit.
Strax efter denne Fejde ved Breidafjorden havde Torne Sighvatssøn, understøttet af tvende af Dugfussønnerne med flere, seet sit Snit til at foretage et uventet Overfald paa Gaarden Ølvesvatn sydvestligt paa Sønderlandet, hvor Snorre Sturlassøns Drabsmand Simon Knut boede, og havde Thorstein Gudnessøn hos sig, om hvem det ogsaa heed at han skulde have givet Snorre Banesaar. De fandt Simon i Badstuen, som han havde fyldt med Røg for at de ej skulde opdage ham; han blev strax ført ud og halshuggen. Thorstein fandt de oppe paa et Sel; de skjenkede ham Livet, men dømte ham til at miste Haanden. I deres Følge var en Nordmand ved Navn Sigurd Vegglag, der tidligere havde været Kjertesvend hos Hertug Skule, men siden havde ledsaget Snorre til Island som hans Tjener, og været tilstede ved hans Drab i Reykjaholt. Han bad om at maatte give Thorstein Hugget, sigende at da han stod og saa til, hvorledes de dræbte hans Herre, havde han lovet at lade en eller anden af Morderne undgjelde derfor, hvis han fik Lejlighed dertil. Thorstein rakte først den venstre Haand frem; men Bjørn Dugfussøn bad ham kun komme med den højre: det var med den, han havde udgydt Snorres Blod, og den skulde han derfor nu miste. Sigurd hug da Haanden af, og efter at have taget alt det Løsøre og alle de Heste, de forefandt, vendte de tilbage igjen. Man seer af denne Beretning, hvor savnet Snorre maa have været af sine Venner og nærmeste Omgivelser[6].