Det norske Folks Historie/5/36
Eyjulf Thorsteinssøn var, som vi vide, Gissur Thorvaldssøns afsagte Fiende, og kunde isærdeleshed ikke glemme ham, at han havde jaget ham fra Skagafjorden. Han brandt af Længsel efter at tage Hevn for dette, og da vi finde, at han mere og mere nærmede sig Biskop Henrik, og at der snart endog dannede sig et særdeles nøje Venskab mellem dem, skjønt der nys forhen havde været et saa heftigt Fiendskab mellem dem, kan man vanskelig tilbageholde den Formodning at han og Biskoppen temmelig tidligt have aftalt Planer mod Gissurs Liv; flere Omstændigheder bestyrke dette. Desuden ophidsedes Eyjulf mod Gissur af sin Hustru Thurid, der fordrede at han skulde tage Hevn over hendes Fader Sturlas Banemand[1], saavel som af Kolbein Gran og Are Ingemundssøn, der nu havde taget deres Tilhold hos ham. Man synes temmelig tidligt at være kommen overeens om at benytte den Lejlighed, det forestaaende Bryllup paa Flugumyre tilbød, til at prøve et lumsk Overfald paa Gissur, og med Hensyn hertil lagde man nu sine Planer. Brylluppet skulde staa Søndagen den 19de October, og Gissur gjorde overordentlige Forberedelser dertil, for at det skulde blive saa prægtigt som muligt. Han indbød en Mængde Bønder fra Skagafjorden og Eyjafjorden, foruden dem, der skulde komme med Sturla og Ravn vestenfra, og med hans Sønner søndenfra. Hall havde aflagt et Besøg hos sin Trolovede, der opholdt sig hos Mormoderen Joreid paa Sælingdalstunga og udstyredes rigeligt, saavel af vende, som af Faderen Sturla, hos hvem Hall ligeledes ved samme Lejlighed tilbragte nogle Dage i bedste Velgaaende. Efterhaanden begyndte de Indbudne at samle sig i Skagafjorden, uden dog strax at begive sig til Flugumyre, hvor de først skulde tomme Løverdag Aften. Ravn tog ind paa Videmyre. Her fik han et Besøg af Eyjulfs Broder Asgrim, der uden videre aabenbarede ham, at Eyjulf og Rane Kodraanssøn agtede at overfalde Gissur og hans Sønner umiddelbart efter Brylluppet og brænde ham inde, om de ikke kunde faa ham fældet paa anden Maade. Asgrim anmodede Ravn i deres Navn om at gaa i Ledtog med dem, saaledes at han med sine Mænd paa et givet Tegn skulde styrte over Gissur inde i Huset, medens de andre angrebe udenfra. At Gissurs Fiender saaledes vovede at henvende sig til Ravn, der ej alene nys havde sluttet Forlig med Gissur, men nu endog var en af hans Gjester, viser noksom at de kjendte sin Mand, og ikke tvivlede om at hans Had til Gissur var sterkere end hans Redelighed. Maaskee at der endog havde fundet foreløbige, hemmelige Tilnærmelser Sted mellem Eyjulf og Ravn, og at man nu kun nærmere rykkede ud med Sproget. Ravn misbilligede vel, siges der, en saa rædsom Plan, og vilde selv, som Gissurs Gjest, ikke have noget dermed at skaffe, men han lovede dog at holde reen Mund, hvilket jo i Virkeligheden var det samme som at understøtte Mordbrænderne. Gissur viste denne Gang ikke sin sædvanlige Forsigtighed. Han synes at have følt sig aldeles tryg i Bevidstheden om sin Magt og det heldige Udfald af fine Underhandlinger, ligesom det ogsaa lader til, at hans Glæde over det gode Giftermaal, hans Søn gjorde, og den Fred og Enighed, som denne Forbindelse vilde oprette mellem de to hidtil saa fiendtlige Ætter, Haukadals-Ætten og Sturlunga-Ætten, var aldeles uskrømtet og derfor maaskee forledede ham til at betragte alt med mindre mistænkelige Blik end sædvanligt. Løverdag Aften indtraf Gjesterne, i alt meget over 120, og fandt den herligste Modtagelse[2]. Da alle vare komne til Sæde, stod Gissur op, bevidnede sin Glæde over at see Landets bedste Mænd forsamlede under hans Tag i Fred og Enighed, efter at de mange og store Stridigheder, som forhen havde hersket imellem dem, nu heldigviis vare bilagte; han henvendte sig særskilt til Sturla og Ravn, idet han udtalte det Haab, at Forliget, som nys var sluttet mellem dem, vilde blive godt overholdt, og at dette Gjestebud fuldkommen vilde besegle det gode Forbund og Svogerskab; for Sikkerheds Skyld vilde han dog, tilføjede han, sætte Grid mellem alle de Tilstedeværende, og saaledes fremsagde han nu den gamle højtidelige Gridsformnlar. Den følgende Dag, som var den egentlige Højtidsdag, sad Isleif, Gissurs anden Søn, og Ravn ved Siden af hinanden, drak sammen af eet Sølvkar, og kyssede hinanden for hver Gang de drak hinanden til. Og dette kunde Ravn gjøre uden at lade sig merke med det mindste, uagtet han vidste, at Fienderne allerede lurede i Nærheden, og at den unge Isleif, som han kyssede og viste saa megen Venlighed, om faa Dage maaskee vilde ligge begraven under det nedbrændte Huses Ruiner. Man havde i Sandhed allerede drevet det vidt i Falskhed og Forstillelseskunst der paa Øen. Sturla derimod vidste om intet, og var aldeles uskyldig; Fienderne havde ikke vovet at henvende sig til ham. Gjestebudet, der beskrives som det bedste, der i de Tider havde været holdt paa Øen, vedvarede endnu om Mandagen; da kom den forhen omtalte Are Ingemundssøn, og berettede Ravn fuldstændigt Mordbrændernes hele Plan, uden at dog Navn derved fandt sig opfordret til at aabenbare noget; det eneste, han ytrede, og hvorved han maaskee troede sin Samvittighed frelst, var, at han ved Afskeden, da han Mandags Aften silde reed af Gaarde, og Gissur forærede ham et Par gode Heste, bad ham tage sig ivare. Men da Gissur spurgte ham, om han da vidste noget bestemt, han skulde tage sig ivare for, gav Ravn kun et undvigende Svar, og reed bort. Gissur viste sig i den glade Stemning, som nu besjælede ham, ogsaa meget venlig mod Are, uagtet han hørte til hans Fienders Parti, bad ham at besøge sig og sagde at de nok skulde komme til Forlig. Ogsaa Are fandt sig paa Grund heraf foranlediget til ligesom at lette sin Samvittighed, idet han gav Gissur det tvetydige Svar: „tvivl aldrig om, at vi skulle aflægge dig et Besøg; i alle Fald skulle hverken jeg eller Kolbein Gran være hos Eyjulf, hvis dette ikke skeer.“ Men hverken Gissur eller nogen anden forstod Hentydningen. Ravn havde til en af Gjesterne ladet sig forlyde med, at der snart vilde spørges Ufred, men ingen grundede nærmere derover. De fleste Gjester rede bort om Tirsdagen, blandt dem ogsaa Sturla. Isleif skulde ogsaa have rejst, men hans Heste vare endnu ikke færdige.
Eyjulf og Rane havde imidlertid samlet Folk, i alt 42, hvoriblandt tredive i Ringbrynjer. Det forstaar sig, at Kolbein Gran og Are vare med, derimod vægrede hans Broder Bjørn og flere samvittighedsfulde Mænd sig derved. Det var mange, som endnu ikke vidste at Toget gjaldt Flugumyre, og at man tænkte paa Mordbrand; derfor bleve flere heel ilde tilmode, da Eyjulf, efter at de vare komne ned i Skagafjorden, bekjendtgjorde sit Forehavende; mange, heder det, fandt det slemt baade at følge med og at vende tilbage. Det lykkedes dem Tirsdags Nat at komme ind paa Gaarden, førend de tvende udsatte Vagtmænd bleve dem var; den ene løb bort til en Gaard i Nabolaget for at gjøre Allarm og faa Folk til, den anden styrtede ind i Huset og kaldte alle Mand til Vaaben, men blev haardt saaret af Kolbein Gran, som stillede sig i Døren, ligesom ogsaa de andre Udgange i en Hast bleve besatte. Gissur og hans tre Sønner saavel som tolv andre Mænd fik fat paa sine Vaaben, ligesom de ogsaa fik stængt alle Udgangsdørene, paa een nær, saa godt, at Fienderne ikke kunde bryde dem op; saaledes havde de kun een Udgang at forsvare, og værgede sig her saa tappert, at Angriberne ingen Vej kunde komme. Da Eyjulf merkede dette, tog han sin Tilflugt til det sidste Middel, Ildspaasættelsen. Huset stod snart i lys Lue, og Røgen var nær ved at kvæle dem, som vare derinde. Gissur og flere maatte lægge sig næsegruus ned paa Gulvet for at drage Aande; een, som laa ved hans Side, hørte da, siges der, at han bad til Gud om Hjelp saa højtideligt, som han aldrig før havde hørt nogen Bøn udtalt. En af Gissurs Mænd, Gissur Glade, stod i et venskabeligt Forhold til Kolbein Gran, og de havde aftalt, at de gjensidigt skulde give hinanden Grid, om den ene kom i et saadant Forhold til den anden, at der kunde blive Tale derom. Kolbein mindedes nu dette Løfte og bød ham Grid. Gissur sagde at han ej vilde modtage nogen Grid, uden at han kunde tage endnu en med. Han tænkte vel paa Gissur Thorvaldssøn selv. Kolbein svarede at han kunde vælge hvem han vilde, kun ikke Gissur og hans Sønner. Bag Gissur Glade stod imidlertid Gissur Thorvaldssøn, understøttet af sin Hustru Groa, og benyttede disse faa Øjeblik til at kule sig noget af og drage frisk Luft; han tænkte endog paa at benytte Lejligheden til at passe sit Snit og løbe ud, men det lykkedes ham ej, og han gik længer ind for at forsøge sin Lykke paa et andet Sted, efter at have sagt Groa et ømt Farvel. Imidlertid kom ogsaa den unge Brud, Ingebjørg Sturlasdatter, til, smuk og statelig at see til, skjønt kun i sin Natdragt. Groa blev glad ved at see at hun var i Live, og sagde at de skulde dele Skjebne med hinanden; men da Kolbein Gran hørte Ingebjørg nævne, tilbød han hende strax at gaa ud. Hun vilde ikke, sagde ligeledes hun, hvis hun ikke fik Løv til at tage endnu en med. Dette negtede Kolbein hende, men Groa bad hende at modtage Tilbudet alligevel; selv vilde hun lede efter en liden Dreng, sin Systersøn, som hun savnede. Medens Ingebjørg endnu betænkte sig, løb Kolbein Gran ind i det brændende Huus, tog hende paa sine Arme og bar hende til Kirken. Sandsynligviis havde han vel og ladet Groa slippe ud, men imidlertid blev Ilden saa sterk, at hun ej kunde frelses. Dog var der nogle, som paastode at en af Mordbrænderne stødte hende ind i Ilden, da hun vilde ud; man fandt i det mindste siden hendes Liig strax ved Udgangsdøren. Hall Gissurssøn vilde ogsaa løbe ud af den samme Dør, for hvilken man nu havde sat et Bord. Han hoppede over Bordet, men fik i det samme et dybt Hug i Hovedet og et andet i den venstre Fod, saa den næsten gik af. En Munk fra Tveraa, der havde været med i Brylluppet, og faaet Lov til at slippe ud, tog et Skind, lagde det under ham, og slæbte ham derpaa til Kirken, hvor han dog kun levede faa Timer. Umiddelbart efter Hall vilde den gamle Arne Beisk, Snorre Sturlassøns Banemand, løbe ud, men blev hængende med Fødderne i Bordet og faldt. Paa Spørgsmaalet, hvo det var, navngav han sig strax, da han, som han sagde, ikke agtede at bede om Livet, naar Hall laa blødende af Ulivssaar. „Hvo mindes nu ikke Snorre Sturlassøn!“ raabte Kolbein Gran, og gav ham Banesaar, idet ogsaa Are Ingemundssøn og flere hugg til ham. I det samme faldt Skaalen ned, og blandt de mange som begroves under de brændende Bjelker, var ogsaa Isleif og Ketilbjørn, Gissurs to andre Sønner. Imidlertid havde Gissur selv frelst sig paa en vidunderlig Maade. Ledsaget af sin Frænde Gudmund Ofse, der sagde at han ikke vilde skilles fra ham, kom han til det saakaldte Skyrbuur eller Melkeboden, der endnu ej havde fattet Ild. Her bad han Gudmund forlade ham, da han nu lettere troede at kunne hjelpe“ sig alene, end selv anden. Gudmund føjede ham deri, kom ud i Selskab med en Prest, og fik beholde Livet. Gissur kastede Brynjen og Staalhuen af sig; ved at see sig om i Buret opdagede han et stort Kar med Skyr (tyk Melk) der stod paa Stokke, og nede i Jorden under det, næsten skjult deraf, et mindre fuldt med Syre (suur Kjeldermelk). I dette mindre Kar steeg han ned, efter at have kastet Sverdet op i det større, saaledes at Melken ganske dækkede det; der var saa vidt Rum under dette, at han kunde faa klemt sig imellem, og satte sig da i sine bare Linklæder, paa Hug, ned i den kolde Syre, der naaede ham lige op til Brystet. Han havde ikke siddet længe, førend han hørte Folk nærme sin: han kunde endog høre dem tale om, at hvis de fik ham fat, skulde Rane, Kolbein og Are Ingemundssøn give ham Banesaar. Strax efter kom de ind med Lys, og ledte højt og lavt; tre eller fire Gange stak de endog med Spyd ned i Karet, hvor han sad, og strejfede ham deels paa Hænderne, som han holdt for Maven, deels paa Knæerne; enkelte paastode, at Spydet havde rørt ved noget, hvad det nu var, andre negtede det, men tilsidst, efter to Gange saaledes at have ransaget det hele Buur, gik de bort igjen, uden at have opdaget ham. Han fortalte siden, at uagtet han tidligere skalv saaledes af Kulde nede i Syren, at det skvalpede i hele Karet, skalv han dog ikke det mindste, saa længe de ledte efter ham. Saadan Magt havde Selvbevarings-Driften. Strax efter lavede Mordbrænderne sig til at drage bort; det var allerede i Dagningen, og man kunde hvert Øjeblik vente at Herredsfolkene vilde komme til. Nogle faa af Gissurs Mænd fik endnu Grid, hvorpaa de stege til Hest og rede af Gaarde. Den, som reed sidst, vendte sig om, og saa en Mand blive ledet til Kirken, i hvilken han troede at kjende Gissur, han vilde derfor at man skulde ride tilbage for at undersøge dette; men de andre sagde, at han maatte tage Fejl, og Raadet blev ikke fulgt. Det var virkelig Gissur, thi han havde formedelst Kulde ikke kunnet holde det længer ud i Syren, og maatte derfor søge til Kirken tidligere end det egentlig var tjenligt for hans Sikkerhed. Men hans Fienders alt for store Tryghed frelste ham. Han var meget forkommen af Røg og Kulde, men man anvendte alle mulige Midler for at varme ham, saa at han snart kom sig. Han bar ogsaa sin Ulykke med rolig Fatning, skjønt han var haardelig prøvet, thi hans Hustru, som han elskede højt, og hans tre haabefulde Sønner vare dræbte eller indebrændte; han stod ganske alene tilbage, uden Hustru, uden Børn; dertil var hans hele prægtige Gaard, den ypperste i hele Skagafjorden nedbrændt i Bund og Grund med mange Kostbarheder. Man regnede i Alt, at der omkom 25 Mennesker ved Branden. Dog var han nær bleven overvældet af sine Følelser, da han den følgende Dag, ledsaget af Paal Kolbeinssøn paa Stad og en heel Deel andre Bønder, begav sig til Brandstedet for at lede efter de Omkomne, og Levningerne af hans Hustru Groa og hans Søn Isleif bleve baarne ud til ham. Af Groa var kun Brystet tilbage; Isleif var næsten ubrændt men ligesom stegt inde i sin Brynje. „Her, Paal Frænde,“ sagde .han, „kan du see min Søn Isleif og min Hustru Groa,“ og vendte sig bort i det samme, men Paal merkede at Taarerne trillede ligesom Haglkorn ned over hans Ansigt.
Denne Begivenhed gjorde megen Opsigt, og der rejste sig stor Forbitrelse over Mordbrænderne. Thi om man vel ellers ikke yndede Gissur, saa fandt man dog den lumske Maade, hvorpaa de havde gaaet frem, yderst skjendig. Havde de end, naar galt skulde være, virkelig faaet udryddet Gissur med hele hans Huus, saa kunde man dog have sagt, at alt Stof til fremtidig Ufred for det første var bortryddet, men selv heraf kunde de ikke rose sig, siden det var lykkets Gissur at undkomme, thi det var let at skjønne at han nu ikke vilde lade Sverdet hvile. Et uhyggeligt Indtryk gjør det under disse Omstændigheder at see, hvorledes Biskoppen ved sin Ferd tydeligt gav tilkjende, at han billigede Foretagendet, om han end ikke, hvad vi dog, som oven bemerket, ansee for det rimeligste, ligefrem fra først af havde været med at sætte det i Gang. Thi Mordbrændernes første Fart umiddelbart fra Brandstedet var lige til Hole, hvor Biskoppen modtog dem med aabne Arme og strax gav dem Absolution for deres Handling. Her traf de ogsaa Ravn Oddssøn, der nu ganske tog Masken af og slog sig sammen med dem, ja endog paa en vis Maade stillede sig i Spidsen for dem som Anfører. Endnu medens de vare paa Hole, erfarede de at Gissur var i Live; flere vilde endnu ikke tro det, men da de bleve fuldkommen overbeviste om at det virkelig forholdt sig saa, bleve mange, som det fortælles, tause og alvorlige, og Ravn sagde, at det nu gjaldt at tage sig ivare. Gissur havde imidlertid samlet Folk, og nogle foreslog ham endog strax at sætte efter Mordbrænderne og angribe dem paa Hole, men han svarede, at om han end aldrig skulde faa hevnet sig, vilde han dog ikke forgribe sig paa Biskopsstolen. Denne Gissurs Agtelse for Kirkens Hellighed, i Forbindelse med den Medlidenhed, hans store Ulykke vækker hos os og den Harme, vi føle over Mordbrændernes Ferd, bidrager unegtelig til at stemme os gunstigere for ham end hidtil, og lader uvilkaarligt hans tidligere Ferd mod Sturlungerne, især mod Snorre, træde noget i Baggrunden. Hans hele Optræden og Handlemaade synes nu mindre egennyttig og mere ridderlig end for, maaskee fordi den uhyre Sorg virkelig til en vis Grad havde lutret hans Sind, maaskee og fordi han stod ene i Verden, og ikke længer havde Sønner, der kunde arve og vedligeholde det Herredømme, som det ved hans Bestræbelser maatte lykkes ham at grundlægge[3].
- ↑ Thurid var en uegte Datter af Sturla: hendes Moder var Vigdis Gilsdatter, Sturlunga Saga IV. 36. Vigdis, som senere var gift med en anden Mand ved Navn Ufeig, opholdt sig med ham hos Eyjulf, da ogsaa de paa Gissurs Befaling havde maattet flytte fra Skagafjorden. En smuk Helligdag, fortælles der, da Eyjulf og de øvrige sad ude paa Gaarden og talte sammen, spurgte Eyjulf Svigermoderen for Spøg: „hvorfor mon Gissur ikke vilde have dig boende i Skagafjorden?“ Datteren Thurid, hans Hustru, tog strax Ordet og svarede: „fordi han troede enhver gammel Kjerling ligere til at hevne min Fader end dig, der mangler Mands Mod og Hjerte“. Eyjulf svarede intet, men blev blodrød.
- ↑ I Sturlunga Saga berettes vidløftigt, hvorledes Bænkene vare ordnede, og hvorledes Gjesterne vare skillede til Sæde. Der er meget, som i mindre Maalestok minder om Kroningsgildet 1247, og man seer i det mindste, at den gamle Skik med de to Rader Bænke i Skaalen og Ildsted i Midten.nu var aflagt. Her var der sex Rade Bænke og enda en Deel Stole, langt fra Kirken. Man havde Lamper eller Lysekroner, hængende i Taget. Skaalen var 26 Alen lang, 12 Alen bred.
- ↑ Sturlunga Saga, IX. 1–5. Branden paa Flugumyre er her særdeles godt beskreven. En Oversættelse deraf findes i „Norsk Folkekalender“ for 1848.