Det norske Folks Historie/5/37

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 321-327).

Det forstaar sig af sig selv, at Gissurs første Skridt, da han kom nogenlunde til Kræfter, var at samle Folk og drage ud for at opsøge og straffe Mordbrænderne. Med 600 Mænd, hvoraf mange fra Sønderlandet, gjorde han et Tog over til Eyjafjorden, og plyndrede paa Mordbrændernes Gaarde og navnlig paa Madrevalle, hvor han blev siddende en heel lige, og hvor alt det Kvæg, Eyjulf ejede, blev slagtet^[1]; men han fik kun een Mordbrænder, og det ikke engang en af-Anførerne, tagen af Dage: de øvrige, tilligemed Ravn, flygtede til den ude i Eyjafjorden liggende Riisø. Herfra indledede de Underhandlinger gjennem Abbed Eyjulf i Thema, og Andres, Sæmund Jonssøns Søn, og tilbød at undergive den hele Sag Kong Haakons Dom. Til nogen endelig Bestemmelse kom det dog ej, men der blev sluttet Stilstand med Grid for Vinteren, og til større Sikkerhed blev det afgjort, at Høvdingerne for Mordbrænderflokken i den Tid ej skulde forblive paa deres Gaarde, eller have fuldkommen Frihed til at slutte sig sammen naar de vilde, men derimod fordeles til Ophold paa Steder, der laa temmelig fjernt fra hinanden indbyrdes, uden at maatte forlade disse, førend Tilladelse dertil blev given. Saaledes skulde Eyjulf være hos Finnbjørn paa Grenjadarstad, Rane paa den lille Flatø, yderst i Skjalvandebugten, Kolbein Gran hos den før omtalte Thorvald Thorarinssøn, der nu boede paa Hov i Vaapnafjord, og endelig Ravn, der nu ganske regnedes i Mordbrændernes Tal, hos sin Kones Morbroder, den nys nævnte Andres Sæmundssøn, der boede paa Skard, sydligt paa Øen. Denne Bestemmelse blev ogsaa tagen til Følge, og en Deel af Vintren, som Gissur tilbragte paa Gaarden Skrue„ paa Hegranes, gik derfor roligt hen. Lidt før Juul havde Gissur ogsaa en Samtale med Thorgils Skat-de, der paa Abbed Brands Anmodning gjorde en kort Rejse til Hole for at lade sig skrifte af Biskop Henrik i Anledning af sit Tog til Sidemule og det der begangne Drab; han og Gissur mødtes, siges der, paa Flugumyre, og de talte længe og ret venskabeligt sammen og skiltes ad i al Sømmelighed, uden dog at vise hinanden fuldkommen oprigtig Tillid. Dog havde de nu ganske fælles Fiender og maatte derfor ogsaa i det væsentlige have fælles Interesser^[2].

Noget efter Juul (1254) bragte Gissur i Erfaring, at Mordbrænderne ikke samvittighedsfuldt overholdt det Tilsagn, de havde givet, og at navnlig Kolbein Gran efter et kort Ophold i Vaapnafjorden atter var kommen tilbage til Eyjafjorden, hvor han havde sit Tilhold paa en af de øverste Gaarde. Denne Efterretning var Gissur egentlig kjærkommen, thi han kunde derved ligeledes ansee sig løst fra sit Tilsagn, og saaledes atter skride til at søge Hevn. Han samlede ogsaa i Hast en Deel Folk, kom ganske uventet over til Eyjafjorden, brød ind paa flere Gaarde, og fik fat paa sex af Mordbrænderne, som han alle lod dræbe; tilsidst fandt han Kolbein Gran selv paa Gaarden Espehol, hvor han havde skjult sig bag de paa Veggen hængende Tapeter, og fik ham tagen af Dage efter et overordentligt tappert Forsvar. Foruden Kolbein blev ogsaa endnu en af Mordbrænderne, der tilfældigviis var kommen til Gaarden, aflivet. Da Eyjulf og de øvrige Mordbrændere fik alt dette at høre, opløftede de et stort Raab, og paastod at Gissur havde brudt Stilstanden. Gissur derimod meente at netop de andre havde brudt den. Men Biskop Henrik tog Mordbrændernes Parti, og satte Gissur og alle dem, der havde været med ham, i Ban som Gridnidinger (Forligsbrydere), saaledes at der ej skulde ringes eller synges Messe, hvor de vare tilstede. Gissur gjorde vel Biskoppen Forestillinger, og beklagede sig over at han saa ivrigt kunde holde med Mordbrænderne, men Biskoppen blev ved sit, og for at undgaa alt for store Ubehageligheder fandt Gissur det omsider raadeligst at drage over til Sønderlandet med de fleste af dem, der havde deeltaget i Toget til Eyjafjorden. Han opslog atter sin Bolig paa Kaldadarnes^[3].

Gissurs Bortrejse fra Skagafjorden var Tegn for Mordbrænderne til atter at slutte sig sammen, og gjøre et Tog til Skagafjorden for at hevne sig paa Gissurs Venner; da de nu ingen af dem kunde treffe, maatte de indskrænke sig til at plyndre, og vendte derpaa tilbage til Eyjafjorden, hvor de dog ikke opløste sin Flok, men toge allesammen sit Tilhold paa Grund. Under saadanne Omstændigheder kunde Gissur ikke lade Skagafjorden og sine Interesser der uden Forsvar, men henvendte sig til den oftere omtalte Odd Thorarinssøn, Thorvards Broder og Abbed Brands Brodersøn, om midlertidigt at overtage Bestyrelsen af Skagafjorden i hans Navn. Gissur talte allerede da om at drage til Norge og henvende sig til sin Herre, Kong Haakon, der vist, som han sagde, vilde give ham Ret^[4]. Odd vilde nødig paatage sig det ansvarsfulde Hverv, men gav dog omsider efter for Gissurs Overtalelser, og fulgte, lidt før Paaske, med ham nord til Skagafjorden, hvor Bønderne toge vel imod dem, og hvorfra de endog gjorde et Tog til Eyjafjorden, uden dog at faa fat paa nogen af Mordbrænderne. Efter at have indsat Odd til sin Fuldmægtig og anviist ham Flugumyre, der saaledes allerede da maa være blevet bebygget igjen efter Branden, til Bolig, vendte Gissur tilbage til Sønderlandet, og gjorde de nødvendige Forberedelser til at sagsøge Mordbrænderne paa Althinget. Allerede førend sin Rejse til Skagafjorden havde han ved Andres Sæmundssøns Foranstaltning haft en Sammenkomst med Ravn, dog ikke i anden Hensigt end reent ud at svige ham, da han indfandt sig med 40 Mand i Stedet for 12, som Aftalen lød. Ravn saa sig derfor nødt til at sverge Gissur Troskabseed, men rigtignok ogsaa med det stiltiende Forsæt at bryde den ved den første den bedste Lejlighed. Gissur dulgte heller ikke sin Ærgrelse over at han havde ladet ham slippe saa let^[5]. Ravn skyndte m„ saa hurtigt han kunde, hjem til Saudafell, hvor han, for at skaffe sig Fred for det første, indledede Underhandlinger med Thorgils, og indgik endog et Forlig med ham, hvori han for sig og sine underkastede sig Thords Selvdom angaaende Stavaholtsferden. Men det var heller ikke hans Hensigt at holde dette Forlig længere end han fandt det fordeelagtigt.

Odd Thorarinssøns første Foretagende efter at have overtaget Bestyrelsen over Skagafjorden, var at foranstalte en Expedition mod Rane Kodraanssøn, der nu havde søgt sin Tilflugt ude paa Grimsø. Det lykkedes ham at overrumple Rane og fælde ham efter et kjekt Forsvar (29de Mai 1254). Siden gjorde han et Tog over til Eyjafjorden mod Eyjulf Thorsteinssøn, men uden at kunne faa ham fat, dog fandt Eyjulf sig derved foranlediget til at drage til Vestfjordene, og forene sig med sin Svoger Ravn. Paa Althinget, der strax efter holdtes, blev Gissurs Søgsmaal fremmet, og Eyjulf med femten Mordbrændere dømt fredløse. I Fredløshedsdommen indbefattedes ogsaa Eyjulfs Fader, Thorstein Jonssøn i Hvamm, fordi han havde vidst om det paatænkte Overfald, men ikke aabenbaret det^[6].

Imidlertid var der, som man let kan forstaa, indløbet heel foruroligende Beretninger til Norge om Begivenhederne paa Island, og Biskop Henrik undlod vistnok ikke at skildre Gissurs Ferd paa den ufordeelagtigste Maade. Det var rimeligviis en Frugt heraf, at Kong Haakon i Løbet af Sommeren sendte Biskop Sigvard tilbage til Island med det særdeles Hverv, at drive hans Anliggende paa Althinget, og medgav ham mange Skrivelser, hvorved saavel Gissur, som en heel Deel andre, rimeligviis de fleste af hans Modstandere, indstevnedes til at møde for Kongen i Norge^[7]. Denne Gang sendte Kongen ogsaa en verdslig Agent med ham fra Norge, nemlig en vis Sigurd Silkeauga, rimeligviis en Hirdmand, der stilledes ved Biskoppens Side for at see ham paa Fingrene^[8]. Det var første Gang, at Kongen bragte denne Fremgangsmaade i Anvendelse; siden skede det hyppigere. Biskop Sigvard landede ved Sønderlandet, dog først, som det synes, efter Thingtiden^[9]. Saa snart Biskop Henrik erfarede bane Ankomst, reed han strax syd over Hejderne til ham, og satte ham vistnok endnu mere op mod Gissur, end han allerede var det forud. Det forstod sig vel af sig selv, at den Bansættelse, Biskop Henrik havde lyst over ham, nu ogsaa udstraktes til Skaalholts Biskopsdømme, og da Bansættelser nu havde langt andet at betyde, end i Biskop Gudmunds Tid, bragtes Gissur derved i den største Forlegenhed. Begge Biskopper trængte saaledes.ind paa ham, og truede ham saa haardt, at han ingen anden Udvej saa for sig, end at adlyde Kongens Bud; hans Afrejse skulde skee fra Ørebakke, i de første Dage af August; det lader endog til, at han skulde sejle bort paa det samme Skib, som havde bragt Biskop Sigvard til Landet. Han beskikkede derfor sit Huus og ordnede fine Anliggender saagodt skee kunde. Odd Thorarinssøn bekræftede han i Bestyrelsen af Skagafjorden; Forvaltningen af sine Fædrenebesiddelser paa Sønderlandet overdrog han til en af sine Venner, Thord Arnthorssøn Tott, der nys havde egtet hans Halvbroder Einars Datter Herdis; han paalagde dem begge, baade Odd og Thord, gjensidigt at understøtte hinanden mod Eyjulf og Ravn. Disse tænkte endnu for Gissurs Afrejse at overrumple ham, og drog i det Øjemed afsted fra Saudafell med 70 Mand, – saa aabenbart viste Ravn at han ikke agtede det nys sluttede Forlig, – men da de hørte at han var nede ved Ørebakke og strax skulde afsejle, torde de ikke vove sig saa langt ind i det vel befolkede Hered, og vendte tilbage igjen. Ikke længe efter afsejlede Gissur, ledsaget af nogle faa Venner. Odd Thorarinssøn, der nogle Uger forud var kommen til Sønderlandet, skiltes ikke fra ham førend Skibet gik til Sejls. Da var det blevet aftalt imellem dem, at Odd skulde fore det egentlige Overtilsyn med alt hvad der vedkom Gissur der paa Øen^[10].

Gissur landede ved Hørdelands Kyst, og da han her fik høre, at Kongen var paa Østlandet, – han havde denne Sommer været nede ved Elven, og haft den frugtesløse Sammenkomst med Kong Christopher, hvorom der ovenfor er berettet, men var nu i Tunsberg, hvor han agtede at tilbringe Vintren – forlod han Skibet, fik sig en Byrding, og sejlede østefter for at begive sig til ham. Skibet, hvorpaa han var kommet, fortsatte derimod Rejsen til Bergen, hvor Thord Kakale just var tilstede, og saaledes fra første Haand kunde faa de sidste Nyheder derfra at vide. Der fortælles, at han og nogle flere kort efter kom forbi en Stue, hvor der var en Deel Folk inde, og hvor een af dem, en Islænding, just fortalte om Kolbein Grans Drab, men paa en overordentlig partisk Maade, idet han søgte at forkleine Mordbrænderne saa meget som muligt, og udtrykkeligt sagde om den tapre Kolbein, „at alle havde undre-t sig over hvor lidet han var for sig.“ Da Thord hørte sin faldne Ven saaledes bagtalt, kunde han ikke længer bare sig, men styrtede ind med de Ord: „nu ville vi see hvor meget du er for dig,“ og slog til den uredelige Fortæller med en Øxe saa at han faldt i Svime^[11]. Strax derefter rejste han øster til Tunsberg, hvor det nu var nødvendigt for ham at være personligt tilstede og modarbejde Gissurs Indflydelse. Denne havde fundet en venlig Modtagelse hos Kongen, som altsaa dog ikke kan have haft saa meget imod ham, hvortil det vel heller ikke bidrog saa lidet, at den forfærdelige Overlast, han havde lidt paa Flugumyre, i samme Mon maatte vække Medfølelse for ham hos alle veltænkende Mennesker, som Mordbrændernes grusomme Ferd maatte vække Afsky. Den kloge Gissur undlod vist heller ikke at gjøre sig sin Martyrdom saa fordeelagtig som mulig. Da Thord kom til Tunsberg, fandt han derfor Kongen meget unaadigt stemt imod sig – han hørte jo selv til Mordbrændernes Parti, om han end ikke personligt havde kunnet deeltage i deres Udaad. Thord dulgte heller ikke sin Harme; han taalte ikke engang Gissurs Nærværelse, og holdt derfor til oppe paa Slotsbjerget, medens Gissur boede nede i Byen. Dog varede det ikke længe førend ogsaa denne Nærhed blev ham utaalelig. Han traadte en Dag frem for Kongen og bad ham indstændigt at sende Gissur andensteds hen, thi skulde de længer være i By sammen, sagde han, vilde det ikke gaa godt. „Kan du da vente,“ spurgte Kongen, „at jeg saaledes kun paa dit Ord skal jage min Frænde Gissur fra mig? eller kanske du ikke engang vilde være i Himmerige, naar ogsaa Gissur skulde være der?“ „Jo jeg vilde nok gjerne, Herre,“ var Thords Svar, „dog helst saaledes at det var dygtigt langt imellem os.“ Da maatte Kongen smile; siden, ud paa Sommeren, da han vendte tilbage til Bergen (1255), gav han dem hver sin Syssel, og klogeligt i en betydelig Afstand fra hinanden, Gissur i det Throndhjemske, Thord i Skien. Det var hans Hensigt, atter at holde dem begge tilbage i Norge indtil Videre, og forsøge paa at fremme sin Sag uden deres Hjelp^[12]. Til sin Udsending valgte han derimod den tidligere omtalte Ivar Englessøn, sin Fehirde, og altsaa en højt anseet Mand. Han skulde itu ved Biskoppernes Hjelp virke for Kongens Sag, og søge at drive hans Planer igjennem. Han var saaledes den anden Nordmand af verdslig Stand, som Kongen i dette Erende sendte derover, dog ikke længer kun sideordnet eller underordnet Biskopperne, men med selvstændig Myndighed. Kongen maa altsaa nu have overbeviist sig øm, blind der og i sig selv var naturligt, at kun en verdslig Mand, der stod udenfor Partierne, og som aldrig selv kunde aspirere til noget uafhængigt Herredømme over Øen, var i Stand til at besørge hans Erender med fuldkommen Uinteresserethed. Dette havde han vistnok før ventet af Biskopperne, men deels var disses verdslige Myndighed forringe, deels bragte deres kirkelige Interesser dem som oftest i Stillinger, hvor de vanskeligt kunde undgaa at tage Parti, og derved fristes til at sætte Hovedplanen til Side for Øjeblikkets Hensyn^[13].

1. Ogsaa paa Geldingaholt i Skagafjorden, hvor Eyjulfs Syster nu boede, havde Gissur i nogle Dage slaaet sig ned med 300 Mand, fortæret alt, hvad der fandtes af Madforraad og slagtet alt Kvæget. Paa en Gaard i Eyjafjorden, hvor der ligeledes blev plyndret, heder det „at der var Rigdom og Velstand da man kom, men Mangel og Fattigdom da man drog bort.“
2. Sturlunga Saga, IX. 7.
3. Sturlunga Saga, IX. 6, 8.
4. Sturlunga Saga, IX. 11. Det vil nedenfor sees, at Gissur dog egentlig bestemtes til at forlade Landet ved Biskopperne Henriks og Sigvards forenede Bestræbelser. Sturlunga Saga udtrykker sig ikke her med tilbørlig Klarhed, og synes at lade Bestemmelsen, at ville drage til Norge, være kommen til Modenhed hos Gissur allerede førend Biskop Sigvart kom til Landet, da han udnævnte Odd til sin Fuldmægtig. Dette er aabenbart urigtigt, hvilket allerede kan sees deraf at Gissur forberedte og drev et Søgsmaal paa Althinget. At han indsatte Odd i sit Sted i Skagafjorden var ej fordi han agtede sig udenlands, men fordi han selv paa Grund af Bansættelsen ej kunde opholde sig i Biskop Henriks Biskopsdømme.
5. Han kunde ikke begribe, sagde han senere, hvad der dengang gik af ham, thi det havde været hans bestemte Hensigt at lade Ravn gribe, og enten blinde eller gilde. Sturlunga Saga, IX. 9.
6. Sturlunga Saga, IX. 12.
7. Det er dog muligt at et af Brevene har bekræftet Eyjulf i Besiddelsen af Eyjafjorden, i det mindste paaberaabte Eyjulf sig, som det nedenfor (S. 336) vil sees, Kongsbrev desangaaende.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 283.
9. Der tales nemlig om Thinget og Mordbrændernes Fredløshedsdømmelse førend der nævnes noget om Biskop Sigvards Ankomst til Landet, ligesom der heller ikke ytres et Ord om at denne viste sig paa Thinget. Sturlunga Saga IX. 12, 13.
10. Sturlunga Saga, XI. 13, 15. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 282.
11. Sturlunga Saga, XI. 54. Ifølge Haak. Haakonss. Saga Cap. 282 skulde Gissur selv have været i Bergen, og der hast et heel uvenligt Møde med Thord; men Sturlungasagas omstændelige Beretning synes her at maatte have Fortrinet, især da den nærmere oplyses ved det her meddeelte, charakteristiske Træk af Thord. Sturla Thordssøn, Kongesagaens Forfatter, maa altsaa her have været fejlagtigt underrettet, eller gjort sig skyldig len Misforstaaelse. Han har maaskee henført Gissurs og Thords Møde til Bergen, i Stedet for til Berget ved Tunsberg.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 283. Sturlunga Saga, IX. 54. Sandsynligviis fik Thord Skiens Syssel endnu medens Kongen opholdt sig paa Østlandet.
13. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 283. Islandske Annaler. Ivar Englessøns Sendelse omtales slet ikke i Sturlunga Saga.