Det norske Folks Historie/5/41

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 354-376).

Efterretningen om Thorgils Skardes Drab maa være kommen til Norge med de første Skibe, der om Vaaren 1258 droge over fra Island. Den naaede rimeligviis Kong Haakon, da han kort før Pintsetid var kommen tilbage fra sit nye Møde med Borge Jarl, og de islandske Anliggender udgjorde nu vistnok ingen uvæsentlig Deel af de Sager, som han under dette Sommerophold i Bergen skal have besørget og bragt i Orden^[1]. Siden Snorre Sturlassøns Død og i Særdeleshed siden Thorgils Skat-des Fremtræden havde hans Sag øjensynligt haft god og sikker, om end ikke rivende Fremgang. Hertil bidrog ikke det alene, at saa mange af Høvdingerne vare hans haandgangne Mænd, og at man nu lagde en ganske anden Vegt paa Haandgangne-Forholdet end for, saa at endog den Islænding, der indgik det, i dette Henseende ansaaes at have underkastet sig og sine Besiddelser norsk Ret; men fornemmelig, at Begrebet om Kongedømmets Indstiftelse ved Gud og dets absolute Magtfuldkommenhed nu Man, tilligemed Datidens hele Cultur, Tænkemaade, Forestillinger og Fordomme, havde slaaet saa dybe Rødder i Folke-Opinionen paa Island, at endog de, der ivrigst opponerede mod Kongens Myndighed til at treffe Forføjninger angaaende Bestyrelsen af Hereder paa Øen, neppe følte sig ganske trygge herved eller beroligede i sin Samvittighed, hvor vidt de ogsaa virkelig heri handlede Ret, medens andre derimod, som vi have seet, ligefrem gave at forstaa, at man maatte modtage og besvare Kongens Budskab med Ærbødighed, og at det var en utilbørlig Handling at undertrykke eller foragte hans Breve. Kongespejlet, og vistnok ogsaa andre Skrifter, hvor Kongedømmet forherligedes, var en yndet Læsning paa Island; i Prædikener taltes om Kongers og Kejseres Myndighed, som gjeldende overalt, hvor der fandtes christne Folk^[2]; hertil kom nu det før omtalte pavelige Budskab fra Cardinalen: kort, alt bidrog til at svække Uafhængigheds-Aanden og give Kongens Stræben efter Herredømmet over Øen Retmæssighedens Præg. Allerede var det, som vi oftere have seet, Høvdingernes sidste Tilflugt, i deres indbyrdes Trætter, uanseet til hvad Parti de hørte, at henskyde sin Sag under Kongens Dom. Den nærmeste Anledning hertil var vistnok det nys omtalte Hirdmandsforhold, der baade med Hensyn til Kongen og til Hirdmændene selv indbyrdes lige saa fuldt ansaaes som bestaaende paa Island, som i Norge ved Kongens Hird; og naar Kongen søgte at gjøre sin Inddragnings- eller Confiscations-Ret gjeldende paa Island, saa var det ogsaa nærmest under den Forudsætning, at hans Hirdmænd havde underkastet sig den. Men denne Synsmaade maatte naturligviis virke overmaade meget til at udbrede Forestillingen om Kongens Ret til at udøve Myndighed i det hele taget, i Særdeleshed da den bekjendte Bestemmelse om Thegngilde endog kunde give Kongen et Slags Etstatnings-Fordring hos dem, der ej vare hans haandgangne Mænd, naar de i de uophørlige Fejder havde dræbt en saadan. Ikke at denne Ret strengt taget endnu fandtes, men de statsretlige Begreber vare i hiin Tid neppe saa opklarede, at man formaaede tilfulde at indsee det: der maatte dog altid herske en vis Tvivl og. Usikkerhed, om man, naar det kom til Stykket, egentlig var berettiget til at negte Kongen den lovlige Bod for en Hirdmands Drab. Saaledes kunde det da gaa til, at ogsaa de, der ej vare Hirdmænd, kunde underkaste sig Kongens Dom paa samme Maade, som naar man tilbød en mægtig og anseet Modstander Selvdom; at Kongen stundom kunde ansee sig og af andre virkelig ansaaes berettiget til at fordre Bøder og Erstatnings-Udredsler af hele Hereder, med hvilke han følgelig thingede gjennem sine Befuldmægtigede; at han kunde erklære opsætsige eller utro Hirdmænds Godser forfaldne under Kronen, og derved selv erhverve Besiddelser eller Fordringer paa Besiddelser i Landet; kort sagt, at hans Magt i Landet selv blevet Factum; at man, uden endnu i Almindelighed ligefrem at erkjende ham for Landets Overherre, dog paa den anden Side heller ikke ganske vovede at benegte hans Myndighed i visse Tilfælde. Der dannede sig umiskjendeligt en vis Forestilling om at han dog, naar det kom til Stykket, havde noget, og ikke enda saa lidet, at sige paa Øen: en Forestilling, der vel var svævende og uklar, men som dog var der, og som mere og mere levede sig ind i Bevidstheden. Hertil kom nu ogsaa, at Høvdingernes Herredømme, hvad vi allerede have seet flere Exempler paa, var højst trykkende for Herederne. De store Afgifter, der skulde svares, de mange Krigerskarer, der næsten altid skulde underholdes, de svære Pengestraffe, som den sejrrige Høvding næsten altid paalagde det Hered, der, maaskee kun nødtvunget, tidligere havde underkastet sig hans overvundne Fiende: alt dette maatte gjøre de mindre mægtige Bønder overvættes kede af den nuværende Tingenes Orden, og de maatte ansee det som et uvurdeerligt Gode, at en ny, overlegen Myndighed kunde gjøre sig saa gjeldende i Landet, at de hidtilværende Høvdinger fik lidet at sige, at Fejderne og Udsugelserne ophørte, og Fred og Ro gjenoprettedes. De maatte ansee dette Gode opnaaet for en meget billig Priis, om de underkastede sig Kong Haakon og vedtoge at betale ham Skat, thi denne Skat maatte blive en Ubetydelighed i Sammenligning med de Byrder, der nu trykkede dem. Og Friheden besad de dog alligevel ikke. Det hjalp ikke dem, øm Høvdingerne, deres Plage-Aander, vare uafhængige af Kongen, naar de selv tyranniseredes af dem: Kongens Myndighed, for saa vidt som den kraftigt kunde haandhæves, vilde netop bringe dem Frihed. Og paa denne Maade kan man da let forklare, hvorledes det virkelig kunde lykkes Thorgils Skardes, Biskop Henriks og Ivar Englessøns forenede Bestræbelser at faa Kongens Herredømme anerkjendt paa Nordlandet. Her var der ikke længer nogen Høvding, der kunde maale sig med Thorgils eller optræde med nogen Myndighed. Naar altsaa Thorgils selv forfegtede de kongelige Interesser, var det Øjeblik indtraadt, hvor de mindre mægtige Bønders Interesser og Ønsker kunde komme til Orde og tages til Følge. At Kongens Myndighed ikke erkjendtes sønder og vester i Landet, kom deraf, som Sagaen selv siger, at Gissurs og Thords Venner vare ham imod, det vil sige at Gissurs Befuldmægtigede paa Sønderlandet søgte at opretholde hans Magt, uden at tillade Bønderne at komme til Orde, og at Navn og Sturla paa Vesterlandet, skjønt indbyrdes uenige, dog endnu ikke havde nogen Tanke om at give Slip paa deres egen nedarvede og senere forøgede Høvdinge-Myndighed enten til Bedste for Kongemagten, eller endog kun for at skaffe Bønderne en behageligere Tilværelse.

Saaledes vare Forholdene beskafne, da Kongen fik Efterretning om Thorgils Skardes Fald, og vistnok efter Overlæg med sine Raadgivere, og navnlig med Biskop Henrik, bestemte sig til del merkelige Skridt, at sende Gissur Thorvaldssøn til Island med Titel af Jarl. Han havde, som man tydeligt kan see, personlig Yndest for Gissur, og regnede ham som sin Frænde^[3]; Gissur havde ledsaget ham baade paa Toget til Halland i 1256 og paa det store Tog til Kjøbenhavn i 1257, hvilket han endog forherligede i et Kvad, og efter Thord Kakales Død 1256 havde Kongen siges der, viist ham end større Hæder end før. Men hans Udnævnelse til Jarl kan alligevel ikke ganske betragtes som en Belønning for udviste Tjenester eller kun som et Tegn paa kongelig Yndest: Kongen tænkte aabenbart derved at benytte sig af Gissurs Forfængelighed til at knytte ham fastere til sig, idet hans Charakteer af kongelig Statholder og Agent derved blev aldeles notorisk og iøjnefaldende, saa at Islændingerne selv vidste, hvad hans Erende var, og hvad de af ham kunde vente sig, medens han da selv paa sin Side ikke godt kunde træde tilbage og give sig Mine af at ville opretholde Øens Uafhængighed; thi til et saadant Skridt maatte Broen nu for ham ganske betragtes som afkastet. Det merkeligste ved denne Jarle-Udnævnelse er dog dette, at Kongen og hans Raadgivere nu ansaa Tiden moden til en saadan Forføjning. De maa nu bane anseet Underkastelses-Sagen saa vidt fremmet, og Kongens Myndighed saa vidt anerkjendt paa Øen, at en virkelig Generalstatholder med Jarletitel kunde sendes derhen, uden at man vilde finde det utidigt og latterligt, og man regnede saaledes allerede Island i Skatlandenes Tal, ligesom Orknøerne. Imidlertid var dog aabenbart den Stilling, Kongen havde tiltænkt Gissur, langt anderledes end den, Orknø-Jarlerne indtoge. Disse vare virkelige Lensfyrster, i uvis Bestyrelse af Lenet Kongen ikke blandede sig. Gissur skulde først og fremst søge at stifte Fred i Landet, og bringe alle Bønderne til at vedtage at yde Kongen Skat; men, naar dette var skeet, skulde han vistnok kun herske i Kongens Navn og paa hans Vegne oppebære Skatterne, dog ikke som Vasal paa Livstid, end mindre arveligt, men kun som en Statholder, der kunde controlleres og naar som helst tilbagekaldes, altsaa paa det nærmeste saaledes som Sysselmændene i Norge, der vel ogsaa paa en vis Maade vare forlenede med deres Sysler, men langtfra saaledes som virkelige Vasaller^[4]. Naar Kongen vilde udnævne en Jarl til Island, kunde Valget ikke godt falde paa nogen anden end Gissur, hvis tidligere Forbindelse paa Nordlandet nu maatte kunne skaffe ham en lige saa let Anerkjendelse der, som forhen, medens han allerede paa det nærmeste var Herre over Sønderlandet, saa at den Opposition, der hidtil udgik her mod Kongens Interesser fra hans Venner, derved ganske antoges at ville ophøre. Der vilde kun blive Tale om, med det Gode eller med Magt at vinde Ravn og Sturla paa Vesterlandet, og hvad Østfjordene angaar, der hidtil formedelst deres afsides Beliggenhed ikke havde taget Deel i de almindelige Fejder og øvrige politiske Begivenheder, kunde man vel være temmelig sikker paa at de vilde følge efter, naar de øvrige Fjerdinger havde underkastet sig. Her var desuden Thorvard Thorarinssøn, med hvem man nok paa en eller anden Maade kunde haabe at blive færdig, først og fremst fordi han ved Drabet paa Kongens Hirdmænd Thorgils og Berg efter den nys omtalte Synsmaade skyldte Kongen Erstatning, men dernæst vel ogsaa fordi hans Slægtskab med Abbed Brand kunde give Haab om at han ej vilde blive ganske umedgjørlig. Det var i Bergen, at Kongen udnævnte Gissur til Jarl, idet han overdrog ham Sønderlandet, Nordfjerdingen og Borgarfjorden, imod at Gissur overtog den nys omtalte Forpligtelse, at stifte Fred i Landet, og faa alle Indbyggerne til at erklære sig skatskyldige. Dog forstod det sig vel af sig selv, at hvis dette lykkedes ham, skulde hans Raadighed udstrækkes til hele Øen: mindre Herredømme end dette, naar Øen først var kommen under Kongen, var neppe passende for en Jarl, og Udsigten dertil maatte desuden være den væsentligste Spore for Gissur til at vise sig ivrig i Udførelsen af sit Hverv. Gissur pralede af, at det ej skulde være ham vanskeligt at sætte Kongens Vilje igjennem. Kongen overlod sig dog ikke til alt for sangvinske Forhaabninger i dette Stykke, og havde desuden lært de islandske Høvdingers Herskesyge og Ustadighed for nøje at kjende, til at han ubetinget skulde stole paa Gissur. Han stillede ved hans Side, for at controllere ham, en af sine Hirdmænd, ved Navn Thoralde hvite, og sendte desuden endnu samme Aar, saavel som de følgende, andre paalidelige Mænd ud til Øen med forskjellige Skibe, for at holde Øje med ham, og iagttage, hvorledes han udførte sit Hverv. For øvrigt viste Kongen Gissur i det Ydre den største Hæder. Han skjenkede ham store Gaver, satte ham i Højsædet hos sig, lod sine Skutilsvende skjenke for ham aldeles som for sig selv, og gav ham et Merke eller Banner og en Ludr, til Tegn paa hans fyrstelige Værdighed. Kongen har vistnok ønsket at Gissur skulde optræde med saa megen Bram som muligt, for at Islændingerne kunde vænne sig til at see Fyrstehof iblandt sig, og derved end mere blive fortrolige med Monarchiets Attributer.^[5]

Gissur havde en lang Overrejse til Island. Han anløb først, rimeligviis formedelst Storm eller Modvind, Suderøerne, og tilbragte der nogen Tid^[6]; siden fortsatte han Rejsen, og ankom seenhøstes til Ørebakke. Paa Overrejsen skal han selv have forestaaet Sejladsen eller bestemt Kursen. Hvad Virkning Efterretningen om hans Ophøjelse til Jarl gjorde paa Islændingerne, siges ikke: de: staar kun, at hans Frænder og Venner bleve glade ved at faa ham tilbage efter fire Aars Forløb. Overraskende maa den dog upaatvivleligt have været for dem. Da det var saa seent paa Aaret, begav han sig ikke for det første til Nordlandet, men opslog sin Bolig paa Kaldadarnes, hvor han nu ret levede paa en stor Fod, overeensstemmende med sin nye Værdighed; han havde forberedt sig dertil ved at føre et stort Forraad af Drikkevarer med sig fra Norge. Allehelgensdag tog han sig en formelig Hird, saaledes som det hørte til Jarleværdigheden; tredive Mænd gik ham til Haande, deels som Hirdmænd, deels som Gjester. Han sparede ikke paa gode Løfter og Overtalelser, for at vinde fint* Landsmænd for Kongens og sine egne Interesser, ja han tillod sig endog Overdrivelser og vitterlige Usandheder. Saaledes sagde han, at Kongen ej alene havde forundt ham større Hæder, end nogen anden Mand paa Island, men og hermed forbundet flere andre særegne Fordele, nemlig at denne Titel ikke skulde medføre nogen Bekostning og at ingen Skat for dens Sags Skyld skulde blive Landet paalagt(ligeledes, at de, der gik ham til Haande som Hirdmænd, Gjester eller Skutilsveiner, skulde nyde den samme Titel hos Kong Haakon i Norge. Derved lode virkelig flere anseede Mænd, der maaskee ellers havde holdt sig tilbage, sig bevæge til at gaa ham til Haande og sværge Kongen Troskabseed. Den følgende Vaar begav han sig til Nordlandet, først til Skagafjorden, hvor han fandt den bedste Modtagelse, derfra til Eyjafjorden, hvor Abbed Eyjulf gjorde en Vejtsle for ham, og hvor han ligeledes uden nogen Modstand synes at være bleven anerkjendt som Herre. Han kjøbte Gaarden Stad af Paal Kolbeinssøn, og Skagfjordingerne enedes paa Vaarthinget om, at enhver, der svarede Thingfarekjøb, skulde yde ham et voxent Faar i Saudetold, for, som det heed, at hjelpe ham til at sætte Bo.

Gissur tænkte først og fremst paa at befæste sin egen Magt, og heri havde han vistnok Ret, for saa vidt som han ikke godt kunde udrette noget for Kongen, førend han selv havde sikret sig den fornødne Myndighed. Kun varede det, som Kongen senere fandt, alt for længe, førend han blev færdig med sine egne Anliggender og kunde begynde at røgte Kongens. Først og fremst var det ham om at gjøre, ganske at blive Herre paa Sønderlandet, i hvis sydøstlige Deel Odda-Ætten hidtil havde gjort ham Rangen stridig. Dens mægtigste Repræsentant var nu Thord, Søn af Andres Sæmundssøn, og mellem ham og Gissur var der allerede den første Vinter, Gissur tilbragte paa Sønderlandet, slet Forstaaelse. Sandsynligviis har vel Gissur allerede da fordret Oddeverjernes eller Rangæingernes Underkastelse, eller disse i Gissurs anerkjendte Stilling som norsk Jarl fundet Grund nok til at være ham fiendtlige. Da Oddeverjerne vare farlige Modstandere, kunde Gissur ikke undvære Hjelp, og han benyttede sig klogt af den Omstændighed, at Sturla Thordssøn og Sighvat, Thorgils Skardes Broder, havde Hevn at søge for dennes Død, til at vinde dem ved at love dem sin Bistand hertil. De indfandt sig paa Althinget, for at søge Thorvard domfældt; ogsaa Gissur kom, og skjønt Thord Andressøn var der med en betydelig Skare – Ravn derimod blev hjemme – saa lykkedes det dog Sighvat ved Gissurs og Sturlas forenede Indflydelse at faa Thorvald erklæret fredløs. Sturla og Sighvat gik endog Gissur til Haande, imod at han lovede dem at see Hevnen over Thorvald fremmet. Da Gissur var kommen tilbage til Nordlandet, sendte Thord et Brev til Brand Kolbeinssøns unge Sønner, sine og Gissurs fælles Frænder, hvori han opfordrede dem til at forene sig med ham om at rydde Gissur af Vejen, saa meget mere som han, ved at beherske Skagafjorden, forvoldt dem deres saakaldte Arveret hertil. Men de vægrede sig derved, især efter deres Moders Tilskyndelse, og Planen røvedes. Nu samlede Gissur en Hær saavel fra Nordlandet, som Sønderlandet, i alt 960 Mand, og sendte tillige Bud efter Sturla, som strax indfandt sig med en betydelig Skare. Med hele denne Styrke brøde de ind i Rangaarvalle-Heredet, og anrettede saa store Ødelæggelser, at Thord maatte slutte en Stilstand, ifølge hvilken Sagen næste Sommer skulde afgjøres, og Thord imidlertid som Gissel opholde sig hos Gissur om Vintren (1259). Der var tillige, som man af det følgende seer, Tale om at Rangæingerne skulde underkaste sig ham og Kongen. Mellem Gissur og Sturla var Venskabet nu paa det bedste. Der aftaltes et Giftermaal mellem Ingebjørg, Sturlas Datter, hvis korte Egteskab med Gissurs Søn Hall havde faaet en saa sørgelig Ende, og Thord, Søn af Thorvard paa Saurbø, en af de mest anseede Bønder i Eyjafjorden. Brylluppet skulde staa hos Gissur, der som hendes forhenværende Svigerfader paa en vis Maade stod hende i Faders Sted. Det blev vel intet af, at Thord den Vinter opholdt sig hos Gissur, men Freden overholdtes dog. Ved Brylluppet, der holdtes senere om Høsten, og hvor baade Sturla og Sighvat vare tilstede, udnævnte Gissur Sturla endog til sin Lendermand, med Løfte om Borgarfjorden, foruden andre Hædersbeviisninger, og de skiltes ad med stor Kjærlighed. Sighvat, som ligeledes havde ventet sig Forfremmelse, men skuffedes heri, og som allerede da syntes at merke, at Gissur tog det noget lunkent med den videre Hevn over Thorvard og Fredløshedsdommens Fuldbyrdelse, dulgte ikke sin Harme, paastod at Gissur havde narret ham til at gaa ham til Haande, og reed misfornøjet bort.

Endnu samme Sommer, fortælles der, bragte Kongen i Erfaring, at Gissur skulde have lagt liden Vind paa at fremme hans Anliggender. Dette er vel blevet Kongen meldt af hans Udsendinger, som vistnok have været meget paavirkede af Sighvats Venner til Skade for Gissur. Det er sandt nok, at han ikke havde gjort Kongens Anliggender til Gjenstand for et formeligt Forslag paa Althinget, og Undladelsen heraf har vel især staaet de kongelige Udsendinger for Hovedet, men det er vel et Spørgsmaal, om Gissur endnu kunde handle anderledes end han gjorde, eller om Tiden dertil var moden. Imidlertid bestemtes Kongen herved til, det følgende Aar (1260), at sende tvende Nordmænd, den for omtalte Ivar Arnljotssøn, og en Paal Liinseyma, over til Island med et Brev under hans Segl, som de skulde oplæse paa Althinget, og hvori Forslaget eller Opfordringen var fremsat. De kom i rette Tid, og Brevet blev læst, men, siges der, optaget paa en højst forskjellig Maade. Gissur selv var tilstede, og gav lig Mine af at understøtte Opfordringen, dog ej paa en saadan Maade, som de norske Udsendinger syntes om, eller som Brevet forudsatte; det var dem paafaldende, at netop de af Sønderlændingerne, der regnedes for Jarlens Venner og Undergivne, vægrede sig ivrigst ved at betale Skat, ej at tale om dem, der borte hjemme østenfor Thjorsaa. Og Enden blev, at Opfordringen forkastedes, og at Udsendingerne endnu samme Sommer vendte tilbage med uforrettet Sag. Men umiddelbart efter Thinget, maaskee endnu førend Nordmændene vare dragne bort, reed Gissur heel mandsterk østover Aaen til Thingskaale, hvor det aftalte Mode mellem ham og Rangæingerne skulde holdes; han havde ogsaa i sit Følge Thord Andressøn, der nu ej havde vovet andet end at stille sig som Gissel; i Spidsen for Rangæingerne stod derfor Loft Halfdanssøn og Bjørn Sæmundssøn. Om Forhandlingerne selv meldes der intet, lige saa lidet som hvad Erstatning Thord vedtog at give for det paatænkte Overfald, men der fortælles (hvis det ellers forholder sig rigtigt), at Rangæingerne allerede nu underkastede sig, og svore saavel Kong Haakon som Gissur Jarl Troskabseed, samt derhos, at Thord Andressøn denne Gang virkelig ledsagede Gissur hjem til Skagafjorden, og, som det synes, ikke forlod ham førend efter det følgende Thing^[7]. Hermed meente vel Gissur nogenlunde at have affundet sig med sit Løfte til Kongen. Da Udsendingerne kom tilbage og berettede hvad der var skeet, ytrede Kongen, at Gissur i alle Fald ikke havde udrettet mere end hvad han havde lovet; hermed vilde han vel have tilkjendegivet at Resultatet ikke svarede til den Forventning, han ved sine pralende Løfter havde vakt.

Vinteren hengik, som det synes, i Rolighed. Gissur holdt sig stille, og gjorde ikke engang mindste Mine til at straffe Thorvard, hvor forbitret Sighvat end var. Denne henvendte sig endog til sin Fiende Ravn om Hjelp, men forgjeves. Gissur troede at finde Spor til, at Thord Andressøn under Opholdet hos ham søgte Lejlighed til at svige ham, men lod sig dog ikke merke med noget, og hvad nu end Thord kan have haft i Sinde, saa fik han dog intet udført.

Biskop Henrik var allerede død strax efter de nys nævnte Udsendingers Afrejse, saa at Kongen ikke længer kunde nyde godt af hans Raad. Men han handlede fremdeles efter den Plan, som han allerede, vistnok efter Overlæg med Biskop Henrik, havde udkastet, at sende paalidelige Mænd til Island for at see Gissur paa Fingrene og opfriske hans Iver. Denne Gang valgte han til sin Udsending den dygtige Hirdmand Hallvard Guldsko^[8], der synes at have faaet en meget udstrakt Fuldmagt, og heller ikke svigtede Kongens Tillid. Han landede i Hvitaa, begav sig strax til Jarlen, og overbragte ham Brev og mundtlig Hilsen fra Kongen, at han nu engang maatte gjøre Alvor af at opfylde sine Løfter. Hallvard, heder det, fremførte Kongens Erende for ham med Djervhed, og Jarlen svarede ikke andet end vel, sigende at det skulde skee, som Kongen havde sagt. Thingtiden var for Resten forbi, og der kunde altsaa intet skee paa Althinget i dette Aar, men Hallvard tog sit Vinterophold i Reykjaholt, og var imidlertid ikke uvirksom, men søgte at virke paa Høvdingerne enkeltviis, og stifte Fred mellem dem. Det lykkedes ham, uden at Gissur eller Ravn vidste det mindste deraf, at faa et Forlig bragt i Stand mellem Sighvat og Thorvard, hvorved dog ogsaa Sturla og flere andre Høvdinger vare behjelpelige, medens, besynderligt nok, Biskop Sigvard snarere søgte at lægge Vanskeligheder i Vejen for en Sammenkomst mellem begge Parter, end at befordre den. i Sammenkomsten fandt ikke desto mindre Sted om Vaaren, i Fastetiden, og begge Parter enedes om at voldgive Sagen til sex Mænds Afgjørelse, tre fra hver Side: de trende fra Sighvats Side vare Hallvard, som havde været Thorgils’s fordums Ven og Kammerat, Sturla, og Egil i Reykjaholt. Sturla forkyndte Dommen, der gik ud paa betydelige Bøder for Thorgils’s, Bergs og Asbjørn Illugessøns Drab, men Thorgils’s Fredløshed ophævedes, og han slap at forlade Landet; thi som den egentlige Drabsmand betragtedes en vis Jon Usle, der havde givet Thorgils hiint Saar i Hovedet; han blev dømt til at forlade Landet og aldrig at komme tilbage igjen. Thorvald ytrede dog frivilligt, at han agtede sig udenlands inden tre Aar; han udredede Bøderne fuldstændigt og redeligt, takkede Voldgiftsmændene, ytrede oprigtig Glæde over at være bleven forligt, og gav Sighvat og hans Broder Gudmund skjønne og værdifulde Gaver. Efter Datidens Maade at betragte Forholdene paa havde han nu virkelig aftvættet den paa ham hvilende Plet. Derhos erfarer man af det følgende, at han lovede Hallvard Guldsko at understøtte Kongens Sag i Østfjordene, og paa det førstkommende Althing at indfinde sig med Østfjordingerne for at antage Kongens Bud. Paa anden Betingelse havde vel heller ikke Hallvard hjulpet ham til det attraaede Forlig^[9].

Fremdeles sees det, at .Hallvard vandt Ravn Oddssøn. Beretningen herom er noget dunkel og mangelagtig, men det kan dog ej betvivles, at det virkelig forholder sig saa. Der staar nemlig, at Hallvard kom ud til Island med Breve fra Kongen, og at Borgarfjorden da blev fratagen Gissur og overdragen Ravn. Men der berettes dog ikke det mindste om, naar Ravn, der hidtil havde været en af de mest haardnakkede til at modsætte sig Kongens Ønske, i Mellemrummet mellem Thorgils’s Fald og Hallvards Ankomst skulde have sluttet sig saa nøje til Kongens Parti, at det kunde falde denne ind, allerede paa Forhaand at overdrage ham en Forlening. Man kan derfor ikke forstaa hine Ord anderledes, end at Hallvard havde skriftlig eller mundtlig Fuldmagt til, om han kunde vinde Ravn, da at give ham Borgarfjorden, og følgelig at tilbyde ham Borgarfjorden som Belønning, hvis han vilde understøtte Kongens Sag, og fornemmelig i dette Øjemed fremmede mandsterk paa næste Thing. Man seer af det følgende, at Ravn lod sig vinde ved denne Lokkemad. Paa Borgarfjorden havde han allerede længe haft Lyst, ja endog virkelig, som vi tidligere have seet, udøvet en vis Indflydelse der. Siden Thorleif i Gardes Død 1257 synes det imidlertid, at være lykkets Sturla at gjøre sig til Herre der; han havde allerede siden 1255 opslaaet sin Hovedbopæl der i Heredet^[10], da hans Broder Olaf Hvitaskald var død i 1259, maa han efter ham have arvet dennes Gaard Stavaholt^[11], tilligemed hans øvrige Besiddelser. Derfor bar vel endog Sturla udtrykkeligt gjort Løftet om en formelig Overdragelse af Herredømmet i denne Egn til den Betingelse, paa hvilken han sluttede sig til Gissur og stod ham bi, og dette Løfte blev ham derfor ogsaa virkelig, som vi bade seet, til Deel fra Gissurs Side, d.a denne ved Brylluppet viste sig saa overhaands venlig imod ham, og udnævnte ham til sin Lendermand. Men en saadan nøje Tilslutning til Gissur maatte just nu være ham til større Skade end Gavn. Thi det bar saa langt fra, at Gissurs Opførsel var skikket til at bortrydde den Mistanke mod bane Oprigtighed, som var den væsentligste Grund til Hallvards Sendelse, at denne meget mere i Løbet af Vinteren maatte indsee, at han, trods alle gode Løfter en Forsikringer, i Grunden modvirkede Kongens Ønske i Stedet for at befordre det, og at det egentlig kun var ham om at gjort at skaffe sig selv Enevældet paa Øen. Hallvard havde i Begyndelsen af Vinteren en Sammenkomst med Jarlen, ved hvilken denne, som det lader, havde lovet at skaffe flere, hidtil gjenstridige Bønder, til at sværge Kongen Troskabseed; nogle kom ogsaa og aflagde Eden, men vistnok ikke paa langt nær saa mange, som Hallvard havde ventet; strax efter begav derimod Gissur sig til Nordlandet, og havde flere Møder med Bønderne, hvorved han nu ikke længer kunde lægge Dølgsmaal paa, hvad han virkelig havde lovet Kongen, nemlig at faa Indbyggerne til at erkjende hans Herredømme og erklære sig skatskyldige; men han benyttede tillige Efterretningen om Hallvards Ankomst til at indjage dem større Skræk end fornødent, enten for at tilvende sig selv Fordele, eller for at gjøre Kongen forhadt; han bad dem nemlig overveje, hvad Raad man skulde gjøre for de Fordringer og Trusler, Kongens Mænd, som han sagde, fore med – sandsynligviis bar han endog forespejlet dem, at Kongen vilde sende en Krigsflaade til Island –; han sagde at Kongen fordrede en uhyre Penge-Udbetaling (maaskee til Bod fordi de endnu ikke havde opfyldt deres tidligere Løfte om at betale Skat), og bragte det dertil, at Bønderne i deres Angst lovede at udrede den, idet nogle vedtoge at give to Hundreder, nogle eet Hundrede, nogle 12 Ører, o. s. v. Men da Hallvard erfarede dette, misbilligede han fuldstændigt Jarlens Ferd, og erklærede at det ingenlunde var Kongens Mening at pine saa voldsomme Udbetalinger af Bønderne: at han blot ønskede deres Løfte om Lydighed og en aarlig Skat, ikke større at de uden i noget Henseende at trykkes kunde udrede den, og at han derimod til Gjengjeld lovede dem flere Fordele og Forbedringer i deres Lovgivning. Fra dette Øjeblik kan man sige at Hallvard havde aabenbart brudt med Jarlen. Han traadte derfor nu i de ivrigste Underhandlinger med hans Fiender, for at vinde dem og sikre sig deres Hjelp ved det forestaaende Althing. Saaledes begav han sig da til Vestfjordene, og fremførte, som der siges, Kongens Erende for Indbyggerne. Og ved denne Lejlighed maa det da have været, at Hallvard, saaledes som det ovenfor er antydet, i Kongens Navn fratog Gissur eller Sturla Borgarfjorden, og overdrog den til Ravn. Thi tidligere havde der, som sagt, ej været nogen Lejlighed dertil; Ravn var da endnu Kongedømmets ivrigste Modstander paa Øen. Nu derimod gik han over til at blive Hallvards højre Haand under dennes fortsatte Virksomhed for Kongens Sag, og det maa ganske vist tilskrives ham, at Vestfjordingerne, hvis fornemste Herre han var, alle tilhobe lovede at komme til Thorsnesthing om Vaaren og sværge Kongen Undersaats-Eed. Hallvard sendte fra Vestfjordene et Brev til Jarlen, hvori han paa det bestemteste udtalte hiin Misbilligelse og fordrede Eftergivelse af de utilbørlige Paalæg. Jarlen, der vel blev noget bange, stevnede strax Bønderne til Hegranesthing, hvor han lod nogle Mænd sværge Kongen Underkastelses-Eed, men derved blev det og for det første. Ravn tog. Borgarfjorden i Besiddelse, uden at Sturla vovede at modsætte sig det, ja han maatte endog samtykke i, at Ravn opslog sin Bolig paa Stavaholt: han dulgte imidlertid ej sin Misnøje, og gav den blandt andet Luft i et Vers, hvori han ytrede, at Gissur Jarl havde faret med Tant, og lovet vant mere end han kunde bolde. Sturla var nu kommen i en fuldkommen falsk og intet mindre end behagelig Stilling. Det er aabenbart, at Hallvard havde Mistanke til ham, deels fordi han havde sluttet sig saa nøje til Gissur, deels fordi han allerede tidligere, i sin Optræden mod Thorgils Skalde, havde viist sig som en ivrig Uafhængighedsmand. Han stod sig ikke synderlig godt med Navn, der heller ikke gjorde sig nogen Samvittighed af at modtage Borgarfjorden, og dertil var Venskabet heller ikke faa overvættes stort mellem Sturla og Gissur, saagodt det end i den sidste Tid havde ladet; dette viser allerede hans nysomtalte Vers. Dersom Sturla havde været en lige saa driftig og stridbar Mand som Ravn, havde Hallvard maaskee lige saa gjerne nærmet sig ham og valgt ham til sin Støtte, som denne, mod hvem han fra først af ej kunde være bedre stemt. Men hvad der egentlig var Sturlas Ros, skadede ham her, at han var mere stille og fredelig, end krigslysten, mere Civilist, end Stridsmand, og fastere i sine Grundsætninger, end den herskesyge Ravn, der gjerne tog hvad Parti det skulde være, naar han derved selv kunde opnaa Magten. Hallvard fandt sig derfor bedre tjent med at søge Ravns Venskab, end Sturlas, og Sturla saa sig sluppet til Side som et mindre brugbart Redskab. Han havde ikke engang den Trøst at kunne holde sig borte fra Deeltagelse i de paafølgende Forhandlinger, men maatte følge Strømmen, og med de øvrige Vestfjordinger understøtte Kongens Sag, hvor meget dette end stred imod hans Overbeviisning, og det uden engang at faa nogen Tak derfor, og uagtet han derved maatte paadrage sig Gissurs Misnøje. For Gissurs Modstandere synes det at have været nok at vide, at Hallvard ej var ham gunstig, til at komme denne faa meget ivrigere i Møde. De vare aabenbart skinsyge paa Gissur, hvis Jarleværdighed stak dem i Øjnene; de ønskede vel heller ikke at have han, deres forrige Ligemand, til deres uindskrænkede Overherre; de følte vel, at det nu virkelig var forbi med Øens Uafhængighed, og at de kun havde Valget mellem Gissur som Fyrste og Selvhersker i sit eget Navn, og Kong Haakon som Overherre paa billige Vilkaar. Saaledes erfarer man, at ogsaa Odde-Folkene, baade Halfdanssønnerne og Andressønnerne, ja endog Thorvard Thorarinssøn, gave et Slags Løfte om at understøtte Hallvard^[12].

Af hiint Hyldingsmøde paa Thorsnesthing blev der intet, da Ravn Oddssøn, der siges ej hvorfor, ikke begav sig derhen, hvorfor heller ikke Hallvard indfandt sig der. Derimod blev Sagen henskudt til Althinget, og da Tiden hertil nærmede sig, samlede alle de største Mænd i Vestfjordene store Flokke sammen, ligesom ogsaa Halfdanssønnerne og Andressønnerne opfordredes til at møde frem med al den Styrke de kunde skaffe fra Egnen østenfor Thjorsaa. Thorvard levede at komme med Østfjordingerne. Man følte nu paa alle Sider, at Islands Skjebne paa dette Thing vilde blive afgjort. Det var nu kun Gissur, til hvem Uafhængighedens Venner kunde sætte sit Haab. Men mod Hallvards ivrige, nu aabenlyst drevne Agitationer kunde Gissur kun stille hemmelige Intriger, thi ogsaa han maatte lade, som om han var Kongens Sag hengiven: han befandt sig derfor i en højst ufordeelagtig Stilling, og det var allerede paa Forhaand øjensynligt, at han maatte komme tilkort. Imidlertid samlede han alle de Folk, han kunde; i Følge med ham var Eyjulf Thorsteinssøns Broder Asgrim, der havde indgaaet Forlig med ham, og efter en Pilegrimsrejse til Rom var kommen hjem til Island med samme Skib som Hallvard Guldsko, og medhavende et Brev fra Erkebiskop Einar, hvorved Grenjadarstad Kirkegods blev ham overdraget; han kunde saaledes ansees for at have efterfulgt Finnbjørn Helgessøn^[13]. Med sine egne og Asgrims Skarer havde Gissur ikke færre end 1440 Mand. Navn samlede ogsaa en heel Deel Folk i Vestfjordene, og reed til Things med Hallvard Guldsko, ledsaget af Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjord, Stemme Gunnsteinssøn, Sturla Thordssøn, og næsten alle de bedste Bønder fra Vestfjordene. De havde vistnok ikke mere end 720 Mand med sig til Things, altsaa kun Halvdelen af hvad Gissur bragte; heller ikke indfandt Oddefolkene og Thorvard sig, saaledes som de havde lovet, men Hallvard ytrede, at man ogsaa havde samlet andre Flokke vestenfor Hejderne og agtede at bringe dem til Things for at understøtte Kongens Anliggende, om dette ikke ellers med det Gode blev fremmet. Maaskee var dette kun et Skræmmeskud, men hvorledes det end forholder sig hermed, saa forfejlede det ikke sin Virkning paa Gissur, der blev virkelig bange og ej engang vovede at bruge sin store Styrke til at byde Tinds. Tvertimod besluttede han, efter Overlæg og Raadslagning med sine Venner, selv at gribe Initiativet med sine Undergivne, og forelagde følgelig baade Nordlandingerne og Sønderlændingerne Kongens Forslag, idet han, som det heder, ej alene med gode Ord bad dem at gaa ind derpaa, men tillige erklærede dem, at han vilde ansee det for det samme, som om de søgte at skille ham selv ved Livet, hvis de ej samtykkede deri. Nordlændingerne, der aller“:de engang for havde givet deres Samtykke hertil, vare lettest at overtale. Med Sønderlændingerne holdt det haardere; dog lode ogsaa disse sig omsider overtale. Nu blev Lagretten ordnet, og tolv af de fornemste Bønder fra Nordlandet, tre af hvert Vaarthing^[14], saavel som et tilsvarende Antal Bønder fra Gissurs Deel af Sønderlandet, tilsvore Kong Haakon og Kong Magnus følgende Eed, der tillige indeholdt de gjensidige Betingelser:

„Vi tilstaa eder, Kong Haakon, Norges Konge, Land, Thegner og „evindelig Skat, 20 Alen for hver Mand, som betaler Thingfarekjøb. „Disse Penge skulle Reppstyrerne opkræve og bringe til Skibet samt overlevere Kongens Ombudsmand, siden have de intet videre Ansvar derfor. Sex Skibe skulle i boer af de to næste Sommere gaa fra Norge til Island, men fra den Tid af skal dette ordnes paa den Maade, Kongen og Landets bedste Bønder finde tjenligst for Landet. Arveparter skulle oplades til islandske Mænd i Norge, hvor længe de end have staaet, saa snart de rette Arvinger komme til, eller deres lovlige Ombudsmænd. Landøre-Ydelsen skal ganske ophøre. Islandske Mænd skulle i Norge have saadan Ret, som den bedste, de nogensinde der have nydt, og som I selv have tilbudt os i eders Breve, ligesom I og skulle holde Fred over os saa godt som Gud giver eder Styrke til. Jarlen ville vi have over os, saa længe han holder Troskab mod eder og Fred blandt os. Denne Overeenskomst skulle vi og vore Arvinger overholde med fuldkommen Troskab mod eder, saa længe I og eders Arvinger overholde den mod os; men vi skulle gjensidigt være løste fra alle Forpligtelser, hvis den efter de bedste Mænds Skjøn bliver brudt. Hertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog og det skyder jeg til Gud, at jeg tilsværger Kong Haakon og Magnus Land og Thegner og evindelig Skat paa de gjensidige Betingelser, jeg nu bar opregnet. Gud være mig saa sandt huld, som jeg volder denne Eed, gram om jeg bryder den“^[15].

Disse Betingelser ere af særdeles Vigtighed, da de nemlig ere de samme, som siden lagdes til Grund for den endelige Overeenskomst for det samlede Land, hilken dog ikke kom i Stand førend 40 Aar derefter, under Kong Haakons Sønnesøn^[16]. Hvor vidt Betingelserne vare opstillede af Gissur eller af Hallvard vides ikke; det første er vistnok det rimeligste, siden Gissur paa en vis Maade forekom ham, men paa den anden Side var dog vel ogsaa Kongens Løfter og Fordringer saa nøje angivne i hans tidligere Breve, at Hallvard selv ikke kunde have opstillet Punkterne stort anderledes. Formularen indeholdt ingen udtrykkelig Reservation af, at blot Indfødde skulde være Befalingsmænd i Landet, men henholdt sig kun i Almindelighed til Kongens Løfter. Der kunde heller ikke endnu vel blive Tale om noget saadant, saa længe den islandske Ret selv ikke var omformet efter norskt Mønster, thi indtil da dannede Goderne eller Høvdingerne et uundværligt Hjul i Statsmaskineriet, og da den hele Overeenskomst mellem Kongen og Islændingerne egentlig kun bestod af partielle Transactioner med de enkelte Høvdinger hver for sig, faldt det af sig selv, at disse for det første maatte beholde Magten; de vare selv contraherende Parter, paa hvis Myndighed eller Competence endog den hele Contracts Gyldighed hvilede; der skede ingen anden Forandring i deres Stilling, end at de nu skulde lyde Kongen, holde deres Myndighed af Kongens Haand, og ikke have Lov til at bekrige hinanden indbyrdes. Først da norsk Ret var bleven indført paa Island, som det i det følgende skal vises, og de norske Konger i Kraft deraf vilde indtrænge norske Befalingsmænd og Lagmænd i Landet, var det Tiden for de gamle Høvdingers Sønner og Descendenter at indlægge en alvorlig Protest. Men ogsaa først da alle disse Spørgsmaal vare ordnede til begge –Parters Tilfredshed, kunde Island siges ganske at være gaaet over til at blive et Led af Norges Rige. Indtil da bestod dets Sammenhæng med Norge kun i et temmelig løst, prekært, personligt Contractsforhold mellem Kongen og Høvdingerne. At faa dette forandret til en virkelig Realforbindelse, var de norske Kongers vigtigste Opgave og Hovedpolitik med Hensyn til Island i den Række af Aar, der fulgte nærmest efter de nys skildrede Begivenheder.

Skatten kunde ikke være synderlig trykkende. Man seer af den efter norsk Ret formede Lovbog^[17], som siden vedtoges paa Island, at de 20 Alen (3$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Øre) skulde erlægges af hver fuld Bonde, for ham og alle hans Huusfolk, saa at intet mere i alt udrededes, saa og af hver eenslig Mand eller Kvinde, som ejede 10 Hundreder eller derover; dog tilfaldt kun Halvdelen af denne Sum Kongen; den anden Halvdeel oppebares af Befalingsmanden og indbefattede tillige Thingfarekjøbet. Dette udrededes forhen til Goderne efter Overeenskomst med disse^[18], og betydelige Udsugelser kunde saaledes derved finde Sted; det var altsaa en Vinding, at denne Ydelse nu sattes paa en fast Fod. Hvad Bestemmelsen om at sende sex Skibe til Island angaar, da viser den aabenbart, hvor meget Landet var gaaet tilbage, og hvor i Særdeleshed dets selvstændige Skibsfart var aftagen under de senere Tiders Borgerkrige: Skibsfarten var nu saa godt som udelukkende i Nordmændenes Hænder; den Maade, hvorpaa Ankomsten af et norskt Skib til Island i disse Tider omtales, øjensynligt som om det var en vigtig Begivenhed, og den lange Tid, der, efter flere Antydninger at dømme, ofte gik hen, inden man paa Island erfarede hvad der var skeet i Norge, og omvendt, viser, hvor faa Gange om Aaret slige Skibe plejede at komme; stundom heder det endog udtrykkeligt, at intet Skib kom i et heelt Aar^[19]. Det var derfor vistnok vel betænkt af Islændingerne at sikre sig i det mindste ser Skibes aarlige Udsendelse med Tilførsel af udenlandske Nødvendighedsvarer. Saaledes maa nemlig denne Artikel forstaaes. Det var naturligviis intet i Vejen for, at ogsaa flere Skibe, udrustede af norske Handelsmænd, kom til Øen, men Kongen skulde indestaa for, at der i alle Fald i de to først kommende Aar ikke kom færre end sex. Imidlertid skjønnes det let, hvorledes denne Bestemmelse, der uforandret blev bibeholdt i senere Overeenskomster, siden i Tidens Løb kunde afføde et Monopol, eller Berettigelse for Kongen til at drive Enehandel paa Øen. – Spørgsmaalet om Islændingers Ret til Arv, falden i Norge, havde allerede, som vi have seet, været Gjenstand for en Bestemmelse i Overeenskomsten med Kong Olaf den hellige, men det hændte sig stundom at en Arv stod saa længe hen, at den kunde betragtes som forladt og følgelig droges ind under Kronen; dette forebyggedes ved oven anførte Clausul. Landørerne havde altid været en for Islændingerne meget forhadt Afgift, som nu maatte bortfalde, naar de skulde være Kongens Thegner lige saavel som Nordmændene, og det kan vist antages, at mange af dem endog kun af denne Grund bleve gunstigt stemte for Underkastelsen. – Hvad Islændingernes „bedste Ret“ i Norge angaar, da sigtes her ligeledes til Overeenskomsten med Kong Olaf, ifølge hvilken de skulde have Haulds-Ret. For øvrigt seer man, at Fredens Overholdelse laa Høvdingerne meget paa Hjertet, og at dette endog ved Siden af Troskaben mod Kongen gjordes til en Betingelse for deres Villighed til at anerkjende Jarlen over sig^[20].

Odde-Verjerne eller Høvdingerne for den Deel af Sønderlandet, der ligger østenfor Thjorsaa, havde, som ovenfor nævnt, ikke indfundet sig paa Thinget, lige saa lidet som Thorvard med Østfjordingerne: saaledes var det kun Nordlændingerne og Sønderlændingerne vestenfor Thjorsaa, som her svore Kong Haakon formelig Troskabseed. Nu sluttede ogsaa Gissur Forlig med Ravn, og de tilsagde hinanden gjensidig Trygd, idet han og Ravn saavel som dennes Søn Sturla, der maa have været omtrent 15 eller 16 Aar gammel, i Overvær af Biskop Sigvard, Abbed Brand og næsten hele Thing-Almuen gave hinanden Haandslag foran Kirkedøren paa Althinget. Derpaa reed Jarlen fra Thinget syd til Laugardal, idet han endnu i nogen Tid holdt Flokken sammen, rimeligviis af Frygt for Oddeverjerne. Men Biskoppen, Hallvard og Ravn begave sig til Borgarfjorden, hvor de havde et Møde med Vestfjordingerne paa Tveraa- eller Thingnes-Thing, og hvor disse nu aflagde den samme Eed, som de skulde have aflagt paa Thorsnes-Thing, og hvis Formular uden al Tvivl var eenslydende med Nordlændingernes og Sønderlændingernes. Om de allerede forhen vare sammenkaldte, eller først sammenkaldtes efter at Høvdingerne havde forladt Althinget, erfares lige saa lidet, som hvorfor der ej blev noget af Eedsaflæggelsen paa Thorsnes-Thing. Maaskee Aarsagen hertil, naar det kommer til Stykket, kun har været den, at Ravn og Hallvard have fundet det mere betryggende at kalde dem til Thingnesthing i Borgarfjorden, hvorfra der ej var faa langt til Althinget, og lade dem samle sig der, netop under Althingstiden, for at have dem faa meget nærmere ved Haanden, om noget skulde komme paa, og at saaledes Hallvards Trusel paa Althinget dog enda ej var faa ganske uden Grund. Men alligevel bliver det vanskeligt at begribe„ hvorfor de da ikke lige faa godt lode dem samle sig paa Althinget selv, og aflægge Eden i Forening med de øvrige. Men vist er det, at Vestfjordingerne her paa Thingnes-Thing gik, som det heder, under samme Eder som de andre. Eden aflagdes først af Formændene, Ravn, Sighvat Bødvarssøn, Sturla Thordssøn, Einar Thorvaldssøn og Vigfus Gunnsteinssøn, og tre Bønder med hver af dem; lige saa og af tre Bønder paa Borgarfjordingernes Vegne^[21].

Altsaa havde nu Høvdingerne over alle Hereder paa Island, lige fra den saakaldte Helkundeheid nordøstligst ved Langenes, mellem Nordlandet og Østerlandet, til Thjorsaa paa Sønderlandet, hyldet Kong Haakon. Strax efter forlod Hallvard Guldsko Landet, ledsaget af Sighvat Bødvarssøn og Sturla, Ravns Søn; han traf Kongen i Bergen, og uagtet han ej kunde bringe Efterretningen om Islands fuldkomne Underkastelse, havde han dog i et eneste Aar udrettet faa meget, at man ej længer kunde være i Tvivl om, at det egentlige Maal med det første vilde blive naaet; Kongen bevidnede ham derfor ogsaa sin bedste Tak. Ligeledes tog han særdeles venligt mod Thorgils’s Broder Sighvat, gjorde ham til sin Hirdmand, og viste ham megen Hæder. I Følge med Hallvard var ogsaa Abbed Brand, efter hvilken Erkebiskop Einar havde sendt Bud. Det var nemlig hans Hensigt at overdrage ham den siden Biskop Henriks Død ledigt staaende Biskopsstol i Hole. Brand begav sig strax til Throndhjem, blev venligt modtagen af Erkebiskoppen, og tilbragte Vinteren deels hos ham deels hos Kongen; om Vaaren, i Fasten, havde Erkebiskoppen en Samtale med Chorsbrødrene i Christkirken, og kom overeens med dem om at Brand skulde vælges, hvilket ogsaa samme Dag skede, ligesom ogsaa Kongerne, der den Vinter opholdt sig i Throndhjem, bekræftede Valget. Brand var den første Islænding, hvem siden Gudmunds Tid en islandsk Biskopsstol var betroet, men han havde allerede, baade som Abbed og som Bestyrer af Skaalholts Biskopsstol, saa utvetydigt lagt sin Iver for de norske Interesser for Dagen, at man her uden Fare kunde afvige fra den ellers vedtagne Politik. Han indviedes den 4de Marts samtidigt med den før omtalte Gilbert, der nys var kommen tilbage fra Curien med Pavens Befaling, at han skulde udvælges til Biskop i Hamar, saaledes som det i det følgende nærmere skal berettes^[22]. Biskop Peter i Bergen og Biskop Thorgils i Stavanger assisterede ved Indvielsen. Samme Aar vendte Brand tilbage til Island, sandsynligviis før Althinget, ligesom det ogsaa maa antages, at Hallvard Guldsko fremdeles var i Følge med ham: i alle Fald sendtes hun ud strax efter, for at fuldføre sit Verk, og bringe de øvrige Dele af Landet til Underkastelse, hvilket ogsaa ganske lykkedes ham.

Disse Slutnings-Forhandlinger om Erkjendelsen af den norske Konges Højhed ere i de forhaandenværende Kilder kun mangelagtigt fortalte, saa at man maa gjette sig til meget. Uagtet de ikke naaede sin Fuldendelse førend efter Kong Haakons Død, ville vi dog omtale dem her, for at kunne berette dette vigtige Anliggende i sin Heelhed uden at afvende Traaden. Aarsagen, hvorfor Oddeverjerne ikke indfandt sig til Thinget i 1262 efter Løfte, synes at bade været en paany indtruffen Spænding mellem dem, i Særdeleshed Andressønnerne, og Gissur, hvilket vel og bevægede Gissur til, efter Thinget 1262 endnu at bolde sin store Flok samlet i Laugardal, som det ovenfor er berettet. Men alligevel fik man nu, rimeligviis ved Biskop Brands Hjelp, Oddeverjerne bragte til at følge Nordlændingernes og Vestfjordingernes Exempel og aflægge Underkastelses-Eden til Kong Haakon for deres Deel af Sønderlandet, eller Districtet østenfor Thjorsaa^[23]. Sandsynligviis skede dette paa Althinget, ligesom Nordlændingernes og de andre Sønderlændingers Underkastelse Aaret forud, eller ogsaa paa Thingskaale. Altsaa havde nu hele Sønderlandet erkjendt sig skatskyldigt under Kong Haakon. Nu stod kun Østfjordene tilbage. Her havde endnu Thorvard Thorarinssøn mest at sige, uagtet den egentlige Arving til Herredømmet var Orm Ormssøn, den yngste Søn af Orm Jonssøn paa Svinafell, fød strax efter Faderens Død 1241, og derfor endnu kun et Barn, da hans ældre Brødre bleve dræbte 1252. Han var nu fuldvoxen og myndig, og Thorvard havde vel saaledes strengt taget ikke længer nogen Ret til at optræde som øverste Høvding. Hvad der bevægede ham til at udeblive fra Althinget 1262, uagtet han havde lovet at komme, vides ikke; maaskee frygtede han, da det kom til Stykket, baade Navn og Hallvard, den sidste især fordi hun var Kongens Repræsentant, og saaledes havde at kræve vant til Regnskab for Hirdmændene Thorgils Skardes og Bergs Drab. Men ved sin Farbroder Biskop Brands Overtalelser lod han sig omsider overtale til at give efter og underkaste sig. Ved Allehelgens-Messe-Tid 1263 gav han Brand det edelige Løfte, at han til næste Sommer skulde drage over til Norge og søge Kongens Naade, hvilket Løfte han ogsaa opfyldte^[24]. Det lader derhos til, at han ved samme Lejlighed afstod sin Magt til sin Fætter Orm Ormssøn, thi denne optræder nu som Østfjordingernes eller Sidemændenes Høvding, og i denne Egenskab svor han ogsaa, den følgende Sommer, rimeligviis paa Althinget (1264), Underkastelses- og Skatskyldigheds-Eden for Østfjordingerne^[25], i Forening med andre udvalgte Bønder fra hvert Vaarthing. Ogsaa dette maa vistnok for en stor Deel tilskrives Orms og Thorvards Farbroder Biskop Brands kraftige Bestræbelser, skjønt han ikke oplevede at see det endelige Resultat af dem, da han allerede bortrykkedes om Vaaren (den 26de Mai 1264), førend Althinget endnu traadte sammen^[26]. Maaskee det ogsaa hjalp noget, at Efterretningen om Kong Haakons Død imidlertid var kommen til Island, thi der siges udtrykkeligt, at Islændingerne villigere underkastede sig hans Søn Magnus, end ham. Maaskee antoge de Magnus for at være mildere eller mindre streng. Endnu om Sommeren 1264 kunde Hallvard Guldsko vende tilbage til Norge, og bringe Kong Magnus den glade Efterretning, at hele Islands Befolkning nu havde underkastet sig ham. Han ledsagedes af Thorvard, der overgav sig ganske til Kongens Naade og opgav i hans Hænder den Magt, han endnu maatte besidde, til Bod for Drabet paa Thorgils og Berg^[27]. Kongen tilgav ham, og tillod ham det følgende Aar at vende tilbage til Island.

Saaledes var da omsider Maalet, hvorefter Kong Haakon saa længe havde stundet, nogenledes opnaaet: Island havde underkastet sig Norges Konge, og derved indgaaet en Personal-Union med Norge. Men den blotte Personal-Union var, som vi allerede ovenfor have antydet, ikke alt hvad der tilsigtedes; den var blot det Grundlag, hvorpaa det yderste og endelige Øjemed, en Real-Union i verdslig, som den allerede var der i gejstlig Henseende, kunde naaes, saaledes at Island underkastede sig norsk Lov og Ret, og kom til at udgjøre en integrerende Deel af Norges Rige, hvorvel som særskilt Skatland. At tilvejebringe dette Resultat var derfor nu herefter de norske Kongers fornemste Bestræbelser, og det kostede endnu mange Anstrengelser og medførte mange Storme, inden det opnaaedes. Alligevel var Tilstanden paa Island, allerede fra Underkastelsen i 1262 af, langt roligere og bedre end før. De store blodige Borgerkriges Tid var forbi, og de større Høvdinger, der vare heldige nok til at have oplevet Forandringen, kunde dog nu i Almindelighed, med faa Undtagelser, være ligesaa sikre paa at dø Straadød og beholde Liv, Lemmer og Ejendom, som de tidligere havde maattet være forberedte paa engang enten at falde i Slag eller at blive aflivede eller i det mindste lemlæstede og berøvede deres Gods paa deres mægtigere Fienders Befaling. Folket maa have følt en overordentlig Lise ved endelig at kunne aande nogenledes frit. Derfor var Stemningen paa Island nu neppe saa nedtrykt, som flere have forestillet sig. Det var saa langt fra, at Forandringen kunde føles som et Tab af Friheden, at den meget mere af den talrigere Deel af Befolkningen maatte føles som Afkastelsen af et utaaleligt Aag. Man sporer heller ikke at Folkelivet nu blev mattere, eller videnskabelig Sands og Liv paa Øen ringere end hidtil, uden for saa vidt man maa erkjende, at Islændingernes egentlige originale Forfatterperiode og Skaldekunstens Blomstringstid var forbi. Men dette var den allerede længe før Underkastelsen under Norge, og de politiske Begivenheder havde intet dermed at skaffe, men snarere de kirkelige Forhold og Tidsaanden i det hele taget, der, berørt af hine, der, som i Norge, tog en anden Retning, og vendte sig fra det originale og nationale mod det laante og fremmede. Vi ville nedenfor nærmere komme til at omhandle denne Sag, hvor vi tale om de literære Forhold; her forlade vi for det første de islandske Begivenheder, for at berette om de lignende, og ligeledes med Held kronede Bestræbelser, som Kong Haakon gjorde for at faa den lille Coloni paa Grønland til at underkaste sig hans Herredømme.

Efterfølgere paa Reykjaholt, det vil sige saaledes at Godset egentlig tilhørte Kirken, men ved en saakaldet Maaldage eller Overeenskomst var overdraget den verdslige Høvding til Beboelse og Bestyrelse. Paa denne Maade besaddes de fleste af de Høvdingegaarde, hvorom her og i det foregaaende er Tale, og dette forklarer den Lethed, hvormed snart den ene, snart den anden kunde faa en Gaard i Besiddelse, og sætte Bo der, thi han behøvede kun at slutte en Maaldage med Presten. Vi ville i det følgende see, hvorledes Afskaffelsen af dette Uvæsen, der allerede i det foregaaende (III. 250, 814) er omtalt, vakte voldsomme Storme.

1. Se ovenfor S. 176, jfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 296.
2. Saaledes især i den ovenfor omtalte Samling af Homilier eller Prædikener, der i det mindste er skreven paa Island, om end enkelte af Prædikenerne selv maaskee kunne være forfattede anden Steds; at alligevel nogle af disse virkelig ere forfattede paa Island, sees af Indholdet, hvor Island og islandske Forhold udtrykkeligt nævnes; og det kan saaledes neppe betvivles, at de alle mere eller mindre ere lempede efter islandsk Tænkeviis. Naar der altsaa her tales om Kongers og Kejseres Myndighed som gjeldende overalt i Christenheden, viser dette utvetydigt, at ogsaa Islændingerne i det mindste tildeels erkjendte den.
3. Gissur var nemlig, som Slægttavlen i forr. B. No 11 viser, Datterdattersøn af Jon Loftssøn.
4. I Hirdskraa Cap. 15 omtales og de Betingelser, under hvilke den islandske Jarl udnævntes, som forskjellige fra dem, Orknø-Jarlerne vare underkastede.
5. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 297. Sturl. Saga, X. 1. 20. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte originalen nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
6. I Sturl. Saga, 20 staar der, urigtigt, at Gissur tilbragte Vintren paa Syderøerne og ej tom til Island førend Sommeren efter. Annalerne, og andre Steder i Sagaen selv, vise noksom at han kom til Island 1258.
7. Se for Resten herom nedenfor.
8. Han maa have været bosat i Bergen, thi det er efter ham at Gaarden „Guldskoen“ paa Bryggen har sit Navn.
9. Sturlunga Saga, X. 4.
10. Han havde nemlig, som der i Sturl. Saga fortælles (IX. 22), først bosat sig i Hitardal, som han kun med stor Vanskelighed fik den forrige Ejer til at aftræde, derpaa (IX. 43) i Svignaskard.
11. Olafs Død 1259 omtales kun i Annalerne. Man vil erindre fra det foregaaende, at han boede paa Stavaholt paa samme Maade, som Snorre og hans
12. Der tales vel kun om at de lovede at komme til Althinget, men dette Løfte kunde de dog ej give, uden at der først har været aabnet Underhandlinger, og Forbund indgangne mellem dem og Hallvard eller Ravn.
13. Sturlunga Saga. IX. 10.
14. Navnene paa dem, der svore for Nordlandet, angives: de vare, for Thingeyarthing Asgrim Thorsteinssøn, Hall Tyst og Gudrek; for Eyjafjorden (Vadle-Thing) Hall paa Madrevalle, Thorvard af Saurbø, Gudmund fra Ravnagil; fra Skagafjorden (Hegranes-Thing) Geir audge, Kalf og Thorgeir, Brand Kolbeinssøns Sønner; for Hunavatns-Thing eller Egnene vestenfor Vatnsskard, som de kaldtes, Bjarne raa Audkulustad, Sigurd af Hvamm, Illuge Gunnarssøn. Sturlunga Saga, X. 11, 21, 26.
15. Norges gl. Love I. 461. Denne Eed eller Overeenskomst for Nord- og Sønderlandet er her aftrykt efter et Brudstykke, der synes at have været indtaget i den senere Act af 1302, se næste Note.
16. Se Annalerne ved dette Aar. Hertil hører ogsaa aabenbart den i Norges gl. Love I. 460 under Litr. A indtagne Act, skjønt den der er henført til Kong Haakon Haakonssøn. At dette ej kan være saaledes, men at den maa henføres til banet Sønnesøn, Kong Haakon Magnussøn den yngre, vise flere Omstændigheder med fuldkommen Evidens. For det første kunde der ikke være Tale om nogen saadan almindelig Underkastelse af hele Islands Almue under Norges Konge, som den tier omtalte, førend i 1264, da ogsaa Oddaverjerne og Østfjordingerne havde underkastet sig, men da var Kong Haakon død, og man havde erfaret hans Død paa Island, se Magnus Haak. Saga S. 157. For det andet kaldes Kongen „Haakon den kronede“; men denne Titel plejede Islændingerne ikke al give Kong Haakon Haakonssøn, derimod seer man af Overeenskomsten No. 62 i Norges gl. Love III. S. 145, at de netop plejede at kalde hans Sønnesøn saaledes. Fremdeles tales der, saavel i hiin Act, som l denne, om „Skat og Thingfarekjøb, som Lovbogen vidner“; men denne Lovbog er ingen anden end den saakaldte Jonsbok, eller K. Magnus Haakonssøns Lovbog af 1280, Thegnskylda Cap. 1. Endvidere erklæres alle Udenrigsstevninger at skulle ophøre, men saavel af Biskop Arnes Saga som af Annalerne seer man at de friskt væk fandt Sted lige saa vilkaarligt som sør, indtil Kong Haakon Magnussøns Tid. Det samme gjelder og med Bestemmelsen om at der kun skulde være islandske Lagmænd og Sysselmænd. Man erfarer, at der sendtes norske Lagmænd indtil Aaret 1301, men at der netop fra 1302 af kun udnævntes Islændinger dertil. Desuden, naar det i selve Clausulen heder: „Islændinger skulle Lagmændene og Sysselmændene være her i Landet, af deres Æt, som i fordums Tid (at fornu) have opgivet Godordene“, saa er det umiskjendeligt, at denne Opgivelse af Godordene omtales som en gammel Begivenhed, der i det mindste ligger en Generation tilbage; hvorhos der neppe kunde være Tale om „Lagmænd og Sysselmænd“ paa Island, førend de Love vare vedtagne, som hjemlede Tilværelsen af.disse norske Embeder i Landet. Overhoved bliver det ved Sammenligning af Stykket II. 460 A med III. S. 145 klart, at de kun ere forskjellige Udtog af et og samme Hoved-Document, og at de indbyrdes supplere hinanden. Det sidste er fuldstændigere i Begyndelsen, men mere kortfattet i det følgende, det ferske omvendt. Den gamle Eedsformular af 1262 er her, som man seer, lagt til Grund og for en stor Deel heel optagen. Den er i sin fulde Udførlighed bleven indført i det for omtalte vidløftige Aktstykke, hvoraf der nu kun findes Begyndelsen og Slutningen tilbage, aftrykte under B i N. gl. L. II. 464, men denne Slutning stemmer Ord til andet med Slutningen af Akten i III. 145. Dette giver os fuldstændigt Nøglen til Forklaring af det Hele. Overeenskomsten i 1302 maa oprindelig have været meget udførlig, og have optaget alle de ældre Aktstykker, med Tilføjelse af alt hvad der senere vedtoges: hine Brudstykker, mellem hvilke endog hele 2 Blade synes at mangle, have netop indeholdt alt dette in extenso. Men der har tillige været foranstaltet forskjellige, mere eller mindre nøjagtige, Uddrag deraf: eet saadant Uddrag er Stykket II. 260. A, et andet er Stykket III. 145: hiint har mest af Begyndelsen, dette mest af Slutningen. Paa denne Maade forklares aabenbart alt bedst og naturligst. Hr. Jon Sigurdssøn har neppe Ret, naar han i sit indholdsrige lille Skrift om Islands statsretlige Forhold henfører den første med alle dens Bestemmelser til 1262. Navnlig forholder det sig ikke saa, at Tillægget „som Loven bestemmer“ i Udtrykket „Skat og Thingfarekjøb som Loven bestemmer“, kun gjelder Thingfarekjøbet (isl. st. Forh. S. 8, Not.) thi saavel Redactionen i III. 145 som Artiklen i Loven selv viser at Tillægget gjelder begge Dele. Heller ikke kunde der egentlig endog blive Tale om nogen Clausul om Godordene i 1262, førend norsk Ret var vedtagen, thi indtil da vedblev det gamle System, og det forudsattes i 1262, at Høvdingerne skulde vedblive at øve deres patrimoniale Jurisdiction.
17. Jonsbok, Thegnsk. Cap. 1.
18. Graagaas, Thingskapath. Cap. 4. Vigslode Cap. 25.
19. F. Ex. i 1187, se de isl. Annaler.
20. Overeenskomsten med St. Olaf af 1222, se N. gl. Love I. S. 437, jvfr. ovenfor I. 2. S. 696.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 311. Sturl. Saga, X, 11, 21, 26. Isl. Annaler.
22. Sturl. Saga, X. 27. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 315.
23. Annalerne, ved 1263. Vi have her og i det Foregaaende med Hensyn til denne og den foregaaende Eedsaflæggelse fulgt Sturl. Saga og Annalerne, fordi de, saaledes som vi nu have dem for os, saa bestemt ordne Begivenhederne paa denne Maade, at man ikke egenmægtigt tør afvige derfra. I Sturl. Saga, X. 7, 8, tales der først om, hvorledes Thord Andressøn om Sommeren 1259 oplagde Raad mod Gissurs Liv, men forgjeves, og hvorledes Gissur derpaa, som ovenfor berettet, drog med en stor Skare, understøttet af Sturla Thordssøn, til Rangaarvalle, som han herjede, indtil der stiftedes midlertidigt Forlig, ifølge hvilket Thord skulde tilbringe den følgende Vinter hos Gissur, hvoraf der dog.intet blev, hvorimod Ingebjørg Sturlassøns Bryllup stod senere, to Dage før Martinsmesse, paa Stad hos Gissur, der ved denne Lejlighed gjorde Sturla til Lendermand og lovede ham Borgarfjorden. Derpaa heder det i Cap. 9, at Gissur, anden Sommer han opholdt sig paa Stad, altsaa 1260 (han havde bosat sig der Vaaren 1259) havde Møde paa Thingskaale med Rangæingerne, der nu svore ham og Kongen Troskabseed, hvorefter Thord Andressøn fulgte med ham nordefter og tilbragte den følgende Vinter hos ham. Det samme, lige fra Gissurs Ankomst til Landet, indtil Rangæingernes Troskabseed, gjentages i Cap. 20 og 21, og umiddelbart derefter fortælles der at Hallvard Guldsko kom ud det næste Aar: altsaa er det aabenbart, at hiint Møde paa Thingskaale og Rangæingernes Troskabseed henføres til 1260. Annalerne have ogsaa for 1259: „Gissur plyndrede paa Rangaarvalle“, og for 1260 omtale de. Modet paa Thingskaale saavel som Rangæingernes Troskabseed. Men nu fortælles der i Sturl. Saga Cap. 22–25 om nogle Affærer mellem Gissur og Thord Andressøn, som endte med dennes Tilfangetagelse og Henrettelse 27de Sept. 1264. At Aarstallet er rigtigt, sees deels af Annalerne, deels deraf, at Sagaen selv siger at Henrettelsesdagen var en Løverdag, hvilket kun passer paa 1264. Men Capitlet begynder med at Thord „reed fra Thinget øster over Aaerne“, efter at have skilts fra Gissur „nok saa anstændigt paa Thinget“, og at han reed hjem til sin Gaard Valle, „hvor der dog nu var smaat imod før-“. Dette synes dog virkelig at hentyde paa, at Thord havde været længe hjemmefra, men derimod sammen med Gissur; og heraf maatte man altsaa slutte, at Gissur just nu lod ham drage bort efter at have haft ham hos sig om Vinteren, med andre Ord, at hiint Vinterophold var fra 1263 til 1264, ikke fra 1260 til 1261. Men var det altsaa i 1263, at Thord fulgte hjem med Gissur, saa bliver det ogsaa i dette Aar, at Rangæingerne svore Gissur og Kongen Troskabseed, og da vi nu virkelig af Annalerne erfare, at en saadan Eed blev svoren 1263, synes det unegteligt rimeligere at antage, at dette er den samme Eedsaflæggelse, som ogsaa ovenfor omtales, end at lade Rangæingerne to Gange sværge Troskabseed, engang i 1260, en anden Gang i 1263, hvilket jo ellers bliver nødvendigt. Det er ogsaa at lægge Merke til, at man ikke egentlig seer nogen videre Spor eller Følge af deres foregivne tidligere Troskabseed i 1260: der tales ikke mere derom, og derimod seer det i 1262 og 1263 ud som om de aldrig før havde indladt sig paa noget saadant. Da Sturlungasagas Text paa dette Sted er meget forvirret, kunde det nok være muligt, at en Begivenhed fra 1263 urigtigt er henført til 1260. Annalernes Maade at omtale Sagen paa i 1260 viser tydeligt, at Sturl. Sagas Ord her ere udskrevne; de give altsaa her ikke noget uafhængigt Vidnesbyrd. Derimod seer man tydeligt nok, at den første Fejde med Rangæingerne og Ingebjørgs Giftermaal skede i 1259: under Forudsætning af, at Rangæingernes Forlig er at flytte ned til 1263, maa der altsaa i Mellemtiden have været en langvarig Spænding mellem Gissur og Oddefolkene. Dette er l sig selv ikke saa usandsynligt. At Gissur intet raskt Skridt foretog, kunde forklares deraf, at de norske Udsendinger gave ham andet at tænke paa. Men hvor rimelig den her opstillede Gisning end forekommer os, have vi dog ej vovet at optage den mod Sagaens og Annalernes udtrykkelige Ord.
24. Annalerne, ved 1263.
25. Annalerne, ved 1264.
26. Dagen angives i et Nekrologium.
27. Magnus Haakonssøns Saga Cap. 3.