Det norske Folks Historie/5/42

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 377-382).

Om Begivenhederne paa den fjerne og fattige grønlandske Coloni veed man kun meget lidet siden Einar Sokkessøns Drab 1133 og de Uroligheder, som stode i Forbindelse dermed^[1]. Alt hvad vi vide, indskrænker sig til Biskopsskifterne saavel som til Beretningerne om at et eller andet Skib forliste i Grønlands Ubygder. Biskop Arnalds Eftermand var Jon Knut, som det tidligere er viist^[2]; efter hans Død 1187, rimeligviis i Norge, vilde Erkebiskop Eystein, som det ovenfor er nævnt, udnævne Ingemund Thorgeirssøn, den senere saa bekjendte Biskop Gudmunds Farbroder, til hans Efterfølger, men Ingemund frabad sig det^[3]. Aarsagen, hvorfor Eysteins Valg faldt paa Ingemund, var sikkert den, at dennes Æt lige fra gammel Tid havde drevet Sejlads paa Grønland og underholdt en vis Forbindelse dermed. Ættens Stamfader var den af os tidligere omtalte Are Maarssøn, der mod Slutningen af det 10de Aarhundrede kom til det saakaldte Hvitramannaland, og som var nær beslægtet med Grønlands Opdager, Erik rødes, Hustru^[4]. En Broder af Ingemund Thorgeirssøn ved Navn Einar var omkommen paa en Rejse til Grønland, i Ubygderne^[5], og dette blev ogsaa Ingemunds Skjebne, da han paa Skibet Stangerfolen i Aaret 1189 vilde vende tilbage fra Norge til Island; Skibet, fortælles der, kom til Grønlands Ubygder – sandsynligviis har det dog vel ligget i Planen at anløbe Grønland – og man borte i lang Tid ej mere dertil, førend i 1202, henved 14 Aar efter, da Skibet fandtes, og sov af Besætningens Liig opdagedes i en Hule: et af dem var Ingemunds; det var endnu ufortæret, og ved Siden laa en Voxtavle, hvorpaa han med Runer havde optegnet, hvorledes det var gaaet ved Skibets Forliis^[6]. Det er ovenfor omtalt, at Erkebiskop Eystein, da Ingemund afslog at modtage Udnævnelsen til Grønlands Biskop, indviede dertil en vis Jon, der kaldtes Sverresfostre, rimeligviis fordi han var en Yndling af Kong Sverre, eller af ham var hjulpen frem; han kaldes ogsaa Jon Smyril. Denne Jon afrejste i 1183, og overvintrede i Østfjordene paa Island; han forlod Island rimeligviis den følgende Vaar, og ankom altsaa nogen Tid efter til Grønland; men i Aaret 1202 forlod han Grønland igjen for at drage lige til Rom, uvist i hvilket Erende. Han overvintrede atter paa Østfjordene, hvor han traf sammen med Islands tvende Biskopper, Paal og Gudmund, ligesom han ogsaa besøgte Paal i Skaalholt. Han lærte, siges der, Islændingerne at lave Viin af Krækebær, efter den Anviisning, Kong Sverre i sin Tid havde givet ham^[7]. Biskop Jon døde 1209, uvist om paa Grønland eller i Norge^[8]. Hans Eftermand var Helge, Søn af en vis Agmund Ravakoll, med hvem Thorgeir, Biskop Brands Søn, i Aaret 1185 sejlede til Norge^[9], heraf kan man vel slutte, at Agmund var en Farmand, og at Sønnen Helge, ligesom tidligere Ingemund, udsaaes til Biskop i Grønland, netop fordi han saaledes hørte til en Farmands-Familie. Man veed for Resten ikke mere om Helge, end at han døde 1230^[10], hans Eftermand var en vis Nikolas, der indviedes i Aaret 1234, men ikke kom til Grønland førend 1239, og døde 1242^[11]. Disse lange Mellemrum mellem grønlandske Biskoppers Død og deres Eftermænds Udnævnelse, saavel som mellem Udnævnelsen og Embeds-Tiltrædelsen, viser, hvor hyppigt afbrudt og i det hele taget ubetydelig Forbindelsen mellem Grønland og Norge maa have været. Mellem Island og Grønland var den endnu ubetydeligere, og dertil skede der forholdsviis ikke faa Forliis i denne vanskelige, farefulde Fart. Der maa have været lange Tider, hvor den lille Coloni ganske har været afskaaren fra den øvrige civiliserede Verden, og kun anviist paa sig selv; da Korn ikke avledes i Landet, kunde der være Tider, hvor man savnede endog det til den hellige Natverd nødvendige Brød, ej at tale om Viin^[12]. Hertil sigter vel følgende Erklæring, som Pave Gregorius i Aaret 1237, netop i Tiden mellem Biskop Nikolas’s Indvielse og Afrejse, meddeelte Erkebiskop Sigurd paa dennes Forespørgsel, og som maaskee endog Nikolas i egen Person kan have ventet: „da du forespørger dig, hvor vidt man, naar deri nogle af dine Suffraganers Kirker er Mangel paa Korn, kan meddele Folket i Sakramentet en simpel Oblat af hvilken som helst Materie, for ved denne uskyldige Skuffelse i Fromhedens Tjeneste nogenledes at berolige det; saa og, hvorvidt man kan give det Øl eller en anden Drik i Stedet for Viin, da Viin neppe eller aldrig findes i hine Egne: meddele vi dig herved det Svar, at ingen af Delene maa skee, saa som i dette Sakrament den synlige Form skal bære Brødets af Korn og Vinens af Druer, indviet efter Indstifterens Ord ved Presten, hvorefter der ikke er nogen Tvivl om, at de da indeholde virkeligt Kjød og Blod: derimod kan man give Folket simpelt hen velsignet Brød, saaledes som Skik og Brug er i enkelte af hine Egne^[13]. Da man ikke engang paa Island eller Færøerne, eller nordligst i Haalogaland, kan tænke sig en saadan Brødmangel, som den, der her forudsættes, men alene paa Grønland, synes virkelig saavel Forespørgselen som Svaret kun at have gjeldt denne Coloni, og Sagen at være bleven gjort anhængig af Nikolas, da han opholdt sig i Norge for at modtage Indvielsen. Det slaar ikke Fejl, at ogsaa han, ligesom de fleste af hans Forgængere, nærmest har været valgt til Embedet enten fordi han allerede forhen havde været paa Grønland, eller i det mindste havde nærmere Forbindelser med Landet, saa at han kjendte dets Tarv, og saaledes ogsaa vidste, til hvilken Yderlighed man kunde komme, naar der i flere Aar ingen Tilførsel havde været. Mod Brødmangelen kunde Paven, som vi see, ikke give noget Raad, eller paapege noget Surrogat for Brødet; hvad derimod Mangelen paa Viin angaar, da sees det at han tillod, naar saadan fandtes, i Stedet for den sædvanlige, foreskrevne Indvielse af begge Species, kun at indskrænke sig til den simple Velsignelse af Brødet.

Alt dette giver en temmelig klar Forestilling om, hvilken sørgelig Tilværelse den lille grønlandske Coloni i det hele taget havde at friste, og hvor mange Vanskeligheder den havde at kæmpe med, blot for at kunne bestaa. Men den var nu engang bleven stiftet der, og Indbyggerne behagede sig i at danne en egen liden Stat for sig selv, med eget Hovedthing, egen Biskopsstol (skjønt den rigtignok siges i Kongespejlet kun at udgjøre en Trediedeel af et Biskopsdømme^[14]), ja endog med tvende Klostre, det ene et Augustinerkloster i Ketilsfjord, indviet St. Olaf, det andet et Benedictiner-Nonnekloster i Ravnsfjord. Begge vare rimeligviis stiftede omkring 1200, maaskee fra Norge af, og synes, ligesom overhoved de kirkelige Stiftelser paa Grønland, at have haft forholdsviis ret gode Emolumenter^[15]. Den Handel, som blev dreven med Landets Naturproducter, der alle hørte til det sjeldnere og kostbarere Slags, var ellers ret fordeelagtig. Vel havde den Lyst til at gjøre Opdagelsesrejser til fjernere Egne, der udmerkede de første Colonister, tabt sig, og om Farter til Viinland var der ikke mere Tale, dog droge, som det synes, Grønlands mægtigere Bønder hvert Aar til de inderste, nordlige Egne af Baffinsbugten, deels for at samle Drivtømmer, deels, og fornemmelig, for at fange Selhunde, der her fandtes i større Mængde og af hedre Slags end længer sydpaa. Til disse Farter, hvori dog ogsaa Nordmænd hyppigt synes at have deeltaget, havde de egne store og sterkt byggede Skuder. Disse nordlige Stationer, med et fælles Navn kaldte Nordsæderne (Nordrsetur), synes at have været paa forskjellige Steder fra Bjørne (Disko) af indtil den saakaldte Kroksfjord og Kroksfjordheid, der efter en løs Angivelse omtrentligt kan beregnes til at have ligget under 75 Grader nordlig Brede, og altsaa rimeligviis at søge ved det nu saakaldte Lancaster-Sund^[16]. Handelen paa Grønland synes, som det allerede tidligere er nævnt, fornemmelig at være dreven fra Norge af, og dets Forbindelse med Norge saaledes at have været hyppigere end med det langt nærmere Island. Allerede dette maatte være nok for Kong Haakon til at gjøre Ønsket om Herredømmet over Grønland levende hos ham; hertil kom nu ogsaa det i Særdeleshed efter hans Kroning udtalte, og af Cardinal Villjam i Pavens Navn godkjendte Princip, at ethvert Folk skulde lyde en Konge, og da naturligviis helst den Konge, med hvis Rige det for Resten stod i nærmest Forbindelse, eller med hvis Undersaatter det var i nærmest Nationalslægtskab. For Kongens Forfængelighed havde det vel ogsaa noget eget tillokkende, at kunne kalde sig Herre over det yderste Norden. Paa samme Tid, som Thord Kakale og Biskop Henrik sendtes til Island for at paaskynde dette Lands Underkastelse, sendtes derfor ogsaa den Aaret forud til Biskop Nikolas’s Eftermand indviede Olaf, om uvis Herkomst og tidligere Stilling for Resten intet andet vides, end at han ej var fød Grønlænding, til Grenland i samme Erende, det vil da sige ved Siden af hans gejstlige Hoved-Syssel. Rimeligviis bar hun ogsaa medbragt et Brev fra Cardinalen eenslydende med det til Islands Indbyggere. Det lader ikke til, at Olaf i Førstningen tog sig videre af Sagen; maaskee hun endogsaa mødte Modstand, thi endnu ti Aar derefter havde Grønlændingerne ikke underkastet sig Kong Haakon. Men om Høsten 1261, samtidigt med eller strax efter Kong Magnus’s Giftermaal og Kroning, kom trende, som man maa formode norske, Farmænd og Skibsstyrere, Odd af Sjalt^[17], Paal Magnussøn og Knarrar-Leif, fra Grønland efter fire Aars Fraværelse, og meldte at Grønlændingerne nu havde vedtaget ej alene at yde Skat til Kongen, men ogsaa at erlægge Bod til Kronen eller Thegngilde for alle Manddrab, hvad enten den dræbte var norsk eller grønlandsk, og hvad enten Drabet var skeet hjemme i Bygden eller oppe i Nordsæderne. Denne Underkastelse var endnu fuldstændigere end Islændingernes; thi for det første synes den at have været fælles vedtagen af det hele Folk, medens Island kun deelviis underkastede sig, for det andet havde Grønlændingerne allerede strax ved Siden af Skatteydelsen ogsaa vedtaget Thegngildet, der rigtignok synes at maatte være uadskilleligt forbundet med Erkjendelsen af den saakaldte Thegnskylda, eller Undersaatsforholdet til Kongen, men hvortil Islændingerne dog endnu ikke udtrykkeligt havde forpligtet sig, og som heller ikke blev formeligt vedtaget førend i 1269^[18], som det siden skal vises. Hvorledes Sagen blev dreven paa Grenland, om de nys nævnte Mænd havde faaet noget Hverv af Kongen, og saaledes selv virket dertil, eller om de blot meldte, bvad de under deres Opbold der havde været Vidne til, vides ikke. Det sones som om denne Underkastelse ikke bar vakt liden Glæde eller Opsigt ved Hoffet, bvortil det vel ogsaa bidrog, at den skede tidligere end Islands, og saaledes var den første større Tilvæxt, Kongen paa denne Maade vandt til sit Herredømme. Man pralede nu af, at Kongens Magt strakte sig lige op under Nord-Stjernen. I et Kvad, som Sturla Thordssøn ikke mange Aar efter digtede om Kong Haakon, og som vistnok udtalte de samme Ord, hvormed Kongens Omgivelser lykønskede ham til de nye Erhvervelser, heder det: „du har Lyst til at forøge dit Rige over hele den kolde Sone lige til Nordstjernen, til alle gode Mænds Glæde; hidtil har ingen anden Konge end du erhvervet Herredømmet der; Nationerne prise din Hæder længere did end Solen skinner“^[19]. Ligesom den spanske Konge i sin Tid gjorde sig til af, at Solen ikke gik ned i hans Lande, saaledes berømmede altsaa Kong Haakons Hofmænd ham for at hans Rige strakte sig videre end Solens Straaler kunde naa.

1. Se ovenfor II. S. 757–760.
2. Se ovenfor II. S. 862
3. Se ovenfor III. 206, jvfr. 820. Vi gribe her Lejligheden til at berigtige, hvad der ytres i Noten sammesteds, at Udtrykket „Mariukirkja at Staði“ skulde betegne Stadsbygdens Kirke: thi ved Sammenligning af flere Steder, hvor der tales om at En var prestr at staði, staðarprestr, sees det, at herved kun menes Vicarius eller Capellan, midlertidig Prest; det var altsaa ikke til Stadsbygden, men til Mariekirken i selve Nidaros, at Ingemund udnævntes til Prest.
4. Om Are Maarssøn m. m. se ovenfor, I. II. S. 359.
5. Se Biskop Gudmunds Saga Cap. 1. Sturlunga Saga II. 39. Den sandfærdige Styrkaar fra Grønland, heder det, berettede at Skibet, hvorpaa Einar sejlede, strandede i Ubygderne, og at Mandskabet havde deelt sig i to Partier, der indbyrdes sloges øm Provianten, da den for gik op for det ene end for det andet; at Einar selv tredie kom bort, tog Vejen over Jøklerne, og døde, da de kun havde en Dagsrejse til nærmeste Bygd.
6. Sturl. Saga III. 7. Biskop Gudmunds Saga. Jvfr. ovenfor III. 206, 820. Samme Aar, Ingemund afsejlede fra Norge, kom og, beder det, en vis Aasmund Kastanrasse fra Finsboderne og Korsøerne (paa Østkysten af Grønland) til Breidafjorden paa Island med et Skib uden Jernsøm, med 13 Mands Besætning, men forliste Aaret efter. Sturl. Saga III. 7. Annalerne.
7. Se ovenfor III. S. 206, 393, 825. Sturl. Saga III. 5. Biskop Paals Saga Cap. 9. Annalerne omtale som en merkelig Begivenhed, at der i 1203 var 3 Biskopper paa Island.
8. De islandske Annaler.
9. Se ovenfor III. S. 205. Sturl. Saga III. S.
10. Isl. Annaler.
11. Annalerne, ved disse Aar. Flatø-Annalerne henfører Nikolas’s Død til 1240, men Annales regii, de bedste, til 1242.
12. Kongespejlets Skildring af Grønland, Cap. 17–19, se ovenfor I. 2. S. 362. Her staar der udtrykkeligt: „Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, saa aldrig Brød“.
13. Dipl. Norv. I. No. 16. Jvfr. Keyser. n. Kirkeh. I. S. 412.
14. Kongespejlet, S. 43.
15. Se Grønl. hist. Mindesmerker III. S. 254, 255. Det er især den Omstændighed at Kongespejlet ikke omtaler disse Klostre, som bringer os til at sætte dem efter 1200. Kirkebø Benedictinerinde-Kloster paa Island stiftedes ej før 1186, og Flatø Augustinerkloster ikke før 1172; for det fjerne Grønland maa vi vel regne nogle Tiaar sildigere. At i det mindste Olafsklostret var stiftet fra Norge, synes dets Indvielse til St. Olaf at vise.
16. Se „Grønlands hist. Mindesmerker“ III. 234–236, 881–885.
17. Sjaltar, Sjólt, nu Sjold, efter hvilken den forhenværende saakaldte Sjolds Skibrede havde sit Navn, er en Gaard i Birkelands Sogn ved Bergen.
18. Se Annalerne ved dette Aar, samt Biskop Laurentius’s Saga.
19. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 311. Det her anførte Vers udgjorde vel en Deel af det Emne„ som Sturla i Aaret 1263 digtede om Kong Haakon, førend endnu hans Død var bleven bekjendt i Norge, saaledes som det nedenfor skal omtales.