Det norske Folks Historie/5/45

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 395-399).

Den Flaade, Kong Haakon nu havde faaet samlet i Herdle-Vær, maa have været overmaade vældig og prægtig at see til. Sturla Thordssøn, som rigtignok ikke selv saa den samlet, men som dog maa have talt med Mange, der kunde give den mest levende Beskrivelse over den, skildrer den i et Digt, kaldet Ravnsmaal, med glimrende Farver. „De kampdjerve Skarer“, siger han, „søgte den herlige, tapre Konge lige fra Finnbygderne, medens Jordbeltets (Havets) Vover bare hans sejrsæle Skib heelt fra Gøta-Elven; ingen Fyrste saa paa eet Sted flere Hærmænd samlede; den ædle Konge kunde lukke Landenes Udstrande med Hærskibe og Skjolde. Øges Ild (Guldet) straalede paa den navnkundige Hersker fra de til at skride over Havets Bølger afrettede Søheste; Sverdenes altid straalende Sol skinnede fra de prægtige Skuder om den vise Sejrvinder“. Og senere beder det om Sejladsen, da den prægtige Flaade skred ud paa Havet: „Guldet straalede mod den klare Himmel af de blanke, om Skibene fæstede Skjolde; den gavmilde Fyrstes Skibsflokkes Ferd over Havstrømmene lignede Lyn“^[1]. Man man nu end regne noget fra, og skrive det paa det højtravende Digtersprogs Regning, saa er dog saa meget uden for al Tvivl, at Udrustningen bar varet overordentlig stor og prægtig. Hvor mange Skibe Kongen førte fra Norge, siges ikke, men senere berettes det, at da dele Flaaden var samlet i Syderøerne, udgjorde den paa det andet Hundrede af Skibe, altsaa flere end Mi„ og dertil de fleste store og vel bemandede^[2]. Vel forvoldt det sig neppe saaledes, som det etsteds siges, at denne Flaade skulde være større og vældigere end nogen anden, der var udgaaen fra Norge, thi den Flaade, som Kong Harald Sigurdssøn førte til England, maa dog have været større, siden den udgjorde 240 Skibe foruden Smaaskuder og Transportskibe; men derimod tør det vel hænde sig, at Kong Haakons Skibe i Gjennemsnit vare større og sterkere bemandede end Haralds. Den skotske Historieskriver Fordun, der plejer at være meget nøjagtig i sine Beretninger fra denne Tid, angiver Antallet af Haakons Skibe til 160, og Krigernes Antal til 20000^[3]. Denne Angivelse stemmer godt med Sagaens, og er derfor sikkert rigtig; men derved kommer i Gjennemsnit 125 Mand paa hvert Skib, hvilket maa ansees som en usædvanlig sterk Bemanding, naar man tager i Betragtning, at mange af Skibene vare Ledingsskibe. Folkestyrken var altsaa denne Gang omtrent lige saa stor som paa Kong Haralds Tog, kun var Skibenes Antal noget mindre^[4]. Og i alle Fald var Udrustningen saa vældig, at den neppe synes at staa i noget ret Forhold til Krigens Aarsag og angivne Hensigt; man kan vanskelig værge sig mod den Formodning, at der ogsaa stak dybere, mere omfattende Planer derunder. Den Opfordring, som vi i det følgende ville see at Irerne lode udgaa til Kong Haakon om Hjelp mod Englænderne, og den Beredvillighed, hvormed Kong Haakon lyttede til deres Bøn, og maaskee, hvis Omstændighederne havde føjet sig saaledes, virkelig havde opfyldt den, retfærdiggjør Formodningen. Heller ikke var man lidet ængstlig i England, da det rygtedes, at Kong Haakons mægtige Flaade snart var i Vente. Man var slet ikke sikker paa, om ikke Uvejret ogsaa kunde vende sig mod de engelske Besiddelser, og vel fornemmelig mod Irland. Ængstligheden overdrev Faren. I et Brev, som en vis R. af Nevill, der ganske livlig var udnævnt til Befalingsmand nordenfor Trent, skrev til Kongens Kansler omtrent paa denne Tid, beder han indstændigt om at der maatte blive gjort Udveje til de fornødne Penge til forsvarlig Bevogtning af de ham anbetroede Districter og Slotte, navnlig Bamborough; det siges nemlig for vist, skriver han, at baade Kongen af Danmark og Kongen af Norge have landet ved de skotske Der med en svær Mængde Skibe, og man veed ikke, hvor de agte sig hen, saa at vi paa de Kanter have Fare at befrygte^[5]. Dette var sandsynligviis skrevet endnu for Kong Haakons virkelige Ankomst, men kort efter at Kong Duggall havde udspredt Rygtet om at han var i Vente; og man seer heraf noksom, i hvilken ængstlig Spænding Beboerne af de nærmeste Egne i England befandt sig. De norske Krigers Forventning om Sejr, Ære og Bytte har vel i samme Forhold været levende. Der gives endnu en Folkevise om dette Dog, der vel i sin nærværende Skikkelse synes at være optegnet i Danmark, men som dog bærer umiskjendelige Tegn paa at være bleven til i Norge, og visselig strax efter Togets Ende^[6], da Smerten over de skuffede Forventninger endnu var levende, saa at der gaar en sørgelig Tone gjennem det hele, men man føler dog, at det netop er i denne sørgelige Tone at Skuffelsen giver sig Luft, og at Hæren, i hvis Midte Visen rimeligviis er bleven til, drog ud fra Norge med de mest glimrende Forhaabninger og i den gladeste Stemning. Om Tilrustningerne heder det i Visen:

Byder han (Kong Haakon) ud over Norges Rige
Saa mangen velbyrdig Mand,
Baade med Skib og Verje god,
Han agter sig til Skotland.

Byder han ud over Norge saa vide
Saa mange som Sverd kunde bære,
Var nogen iblandt som mindre var,
Han havde Lov hjemme at være.

Og om Udsejlingen fra Bergen siges der

Saa lagde de ud fra Bergens By,
Og ud fra Berger Bro,
Silkesejl var slagen til Raa
Og under var Bonetten blaa^[7].

De lagde ud fra Bergens By,
Og ud af Vaagen saa silde.
Og alt det Folk paa Bryggen sad,
Saa modige Taarer de fælde.

Paa Kongens Skib skal der især have været udsøgte Folk, ligesom der og var mange anseede Mænd. Sagaen opregner de fornemste af dem, men da flere hverken før eller senere nævnes, og man saaledes ikke kjender videre til dem, ansee vi det unødvendigt, her at meddele den tørre Navneliste. Vi nævne kun enkelte af de mere bekjendte^[8]. I Forrummet vare Abbed Thorleif, Kansler Askatin med flere Gejstlige, Stallaren Aslak Gus, o. fl.; i Krapperummet Sighvat Bødvarssøn, Thorgils Skardes Broder, der deeltog i Toget og stod i megen Yndest hos Kongen, Erik, Kong Duggalls Søn, hvilken vi forhen have omtalt, Høskuld Oddssøn, der nævnes i det følgende som en temmelig højtbetroet Mand, samt flere Hirdmænd; i det saakaldte Tredjerum Lendermanden Brynjulf Jonssøn og Fehirden Andres Plytt, foruden flere af Kongens Herbergsmænd; i Stavnen vare flere Skutilsveiner. I Gjennemsnit var der fire Mænd i hvert Halvrum; hvis altsaa Skibet, som man maa formode, var en Tredivesesse, eller mindst en Femogtyvesesse, bliver Antallet af Folk i de egentlige Aare-Rum henved 240, hvortil komme de, der var udenfor Aare-Rummene; altsaa var Besætningen vel i det hele over 300 Mand. De Lendermænd, som sejlede afsted i Følge med Kongen, vare foruden Andres Plytt og Brynjulf Jonssøn, Finn Gautssøn paa Mel, Erling Alfssøn paa Thornberg, Systersøn af Hertug Skule, Erlend Raude, Baard i Hestbø, Eilif i Naustdal, Andres Pott, Agmund Krøkedans, og sandsynligviis flere. Erling Ivarssøn, Andres Nikolassøn, Hallvard Raud og Ragnvald Urka vare, som det ovenfor er nævnt, afsejlede nogle Dage for; Jon Dronning, Kolbein Aslakssøn, Nikolas Tart og flere vare endnu ikke færdige, og laa tilbage i Bergen, men da de først kom afsted, stirrede de lige mod Vest og fik derfor et Forspring for Kongen, saa at de endog kom sammen med de først afsendte. Nikolas Kart saa ikke engang Land, førend han kom til Ljodhuus, og blev siden i Følge med dine; de øvrige skiltes fra dem under Sejladsen^[9]. Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertssøn, var, som vi tidligere blive omtalt, paa denne Tid hos Kongen; han gjorde Følge med vant, og Kongen havde skjenket vant et godt Langskib. Dette synes at vise, at Forstaaelsen mellem vant og Kongen var saa god som man kunde ønske sig den.

46. Kong Haakons Afrejse fra Norge, Ankomst til Skotland, og Krigsbedrifter ved Cantire og Bute.

Tre Nætter for Seljumannavaka, altsaa den 5te Juli^[10], sejlede

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 318, 319.
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 319.
3. Fordun, X. 15. (II. S 97). „Rex Aco Norvegiæ venit apud Novum castrum de Are cum piraticis suis navibus octies viginti, habentibus intra se viginti millia hominum belligerorum. Antallet 160 er netop „ind paa det andet Hundrede“, som Sagaen siger.
4. Jvfr. ovf. II. S. 322.
5. Rymeri foedera I. S. 429. Dagen angives ikke, saaledes kan man ikke vel vide, ein Brevet er skrevet for eller efter Haakons Ankomst. Thi den Omstændighed, at det omtaler Kong Haakon som ankommen, gjør her intet til Sagen; man seer tydeligt, at der her kun meddeles et løst Rygte.
6. Visen findes hos Sum: Wedel, der siger i Forordet, at den „haver været brugelig her i Riget“ hvilket vel maa betyde Danmark, skjønt han vel ogsaa kan have meent Norge og Danmark tilsammen. Muligt, at han har faaet Afskriften fra Norge, og i saa Fald rimeligviis fra Thelemarken, hvor disse Viser høre hjemme. At den oprindelig er forfattet i Norge, sees af en Mængde Omstændigheder, men fornemmelig af en Linje i Str. 13, hvor det heder: „her er feger mader i vorum (læs vore) Ferd“ (d. e. her er feigr maðr i várri ferð); hvilket er paa det nærmeste reent norsk, og kunde ikke engang paa Haakons Tid være skrevet i Danmark. At Visen er samtidig med Kong Haakon, sees af Begyndelsen: „Det er nu skeet udi vor Tid“. De Forvarsler, som anføres, den Omstændelighed, hvormed der dvæles ved en enkelt, ellers ubekjendt Mand, Olaf Arnfinnssøn, død ombord, samt endelig endog de enkelte Unøjagtigheder, der findes, f. Ex. at Flaaden skulde være kommen forbi Lindesnes, viser at Forfatteren eller Forfatterne have været mindre dannede, menige Folk, der ikke havde noget Overblik over det hele, men mest lagde Merke til Enkelthederne, eller med andre Ord, at Visen ganske svarer til lignende Soldaterviser, digtede af menige Krigere, i vor Tid. Men derfor afspejler den vel og saa meget bedre den almindelige Stemning. Af den for omtalte Omstændighed, at Flaaden siges at komme forbi Lindesnes, hvor dog Dyrnes maa være meent (se nedenfor), skulde man slutte at Forfatteren eller Forfatterne hørte hjemme paa Østlandet, rimeligviis i Thelemarken, og ej regnede det saa nøje med Geografien.
7. Dette er misforstaaet i de danske Udgaver, der have „og under var Bonedet blaa“.
8. Fortegnelsen findes i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 319. Da det for Resten siges, at det kun var udvalgte Folk, som befandt sig ombord paa Kongens Skib, kan man vel antage at denne Liste indeholder, hvad der kunde kaldes Blomsten af Norges daværende Aristokrati, i det mindste dets yngre og midlere Generation. Derfor blive disse Navne altid af Vigtighed.
9. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 348, 349.
10. Saaledes Flatøbogen. De øvrige have tre Nætter efter Seljumannavaka.