Det norske Folks Historie/5/46

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 399-411).

Tre Nætter for Seljumannavaka, altsaa den 5te Juli^[1], sejlede Kong Haakon ud fra Herdle-Vær med Størstedelen af sin Flaade. Vinden var gunstig, Vejret smukt, og Flaaden, siges det, glimrende at see til. Efter to Dages Sejlads naaede allerede de fleste af Skibene Hjaltland^[2] hvor Haakon blev liggende næsten 14 Dage i Breidø-Sund (Bressasund ved Lerwick), mest, som man maa antage, for at oppebie de Skibe, som enten vare blevne efter, eller under Sejladsen havde fjernet sig fra Hovedflaaden, dog har han vel ogsaa forsterket sig med Folk og Skibe fra Hjaltland. Her i Breidøsund kom Jon Langlivssøn til ham fra Syderøerne, og medbragte rimeligviis de i Sejladsen gjennem hine Farvande kyndige Mænd, som han skulde hente. Han bragte ogsaa Kongen den Efterretning, at Eogan af Argyll nu havde skiftet Sind og svoret den skotske Konge Troskab. Eogan havde, som vi vide, allerede længe haft dette i Sinde, men Kongen vilde dog ikke tro det, førend han selv overbeviste sig derom. Fra Breidøsund sejlede Kongen syd over Dynrast til Orknøerne, hvor han lagde sig med Flaaden i Ellidavik, det nuværende Elwick, paa Hjalpandesø (Shapensey) lige over for Kirkevaag^[3]. Her blev han igjen liggende i nogle Dage, og holdt et Krigsraad om, hvorledes Angrebet paa Skotland skulde indrettes. Hans Plan var at dele Hæren i to Dele, og strax sende den ene mindre, for største Delen bestaaende af Ledingsfolk, til Breidafjorden (Morayfirth) for at herje paa Østsiden af Skotland, medens han selv med den større oppebiede de endnu ikke ankomne Skibe, for med disse, de øvrige Storskibe, og Orknøingernes Skibe, at drage til Syderøerne. Men da dette blev bekjendtgjort for Mængden, erklærede Bønderne og Ledingsfolkene, at de ingensteds vilde fare, uden at Kongen var med. Og større var ikke hans Myndighed over dem, end at han maatte føje sig derefter, saa at altsaa den vistnok ikke ilde betænkte Plan ganske blev opgiven. Saadant som dette var Skyggesiden ved Ledingsvæsenet. Det frelste den skotske Konge fra en stor Fare. St. Olafs Dag (29de Juli) indtraf i dette Aar paa en Søndag; Kongen lod i den Anledning holde højtidelig Messe i et paa Land opslaaet Telt, og bevertede siden Almuen ombord paa sit Skib. Medens han laa her, indtraf Ragnvald Urka, der, som det forhen er omtalt, var bleven skilt fra sit øvrige Følge undervejs fra Norge, og var kommen ind til en af de ydre Øer blandt Orknøerne. Han blev nu i Følge med Kongen, der strax efter Olafsdagen sejlede fra Ellidavik forbi Dyrnesmulen til Ragnvaldsø, hvor han lagde sig i Ragnvaldsvaag^[4], og atter blev liggende i nogle Dage, nemlig til St. Laurentii Dag eller 10de August. Deels lader det til at han vilde oppebie at Orknøingerne bleve færdige med deres Udrustninger, deels vilde han ogsaa udskrive Contributioner af Katnesingerne, der ved at underkaste sig Kong Alexander og stille ham Gisler havde viist sig fiendtligt sindede mod Nordmændene. Han sendte Folk over til Katanes og lod Indbyggerne vide, at han herved paalagde dem at yde en Contribution, der neppe var ubetydelig; underkastede de sig den og udredede den, skulde de nyde Fred, hvis ikke, maatte de vente at see sit Land herjet. Katnesingerne vedtoge strax Udredelsen, og Kong Haakon beskikkede Mænd til at modtage det forlangte, der vel hovedsageligt bestod i Kvæg og anden Proviant. Man kan neppe antage, at dette skede, uden at Kongen havde raadført sig med deres forrige Herre Magnus Jarl, altsaa med dennes Samtykke eller efter hans Ønske. Jarlen rar vel ogsaa ærgerlig paa Katnesingerne, fordi de havde sat deres Undersaatspligt mod den skotske Konge højere end deres Forpligtelser til ham. Imidlertid havde de dog neppe tænkt saa meget paa Pligt eller Hengivenhed, som kun paa at høje sig for Overmagten; det samme var Tilfældet nu, og man maa højligt beklage de stakkels Folk, der saaledes kom til at ligge mellem to fiendtlige Magter, og kun havde Valget mellem enten at krænke deres Undersaatsforhold til deres egentlige Landsherre, Kongen, eller at lægge sig ud med deres umiddelbare Overherre, Jarlen. Af den Omstændighed, at de nu havde givet efter for den bydende Nødvendighed, og ene og alene søgt at frelse deres Land fra at herjes og brændes, og sig selv fra Mishandlinger, ved at udrede Contributionen til Norges Konge, tog Kong Alexander siden Anledning til at sende dem en Hær paa Halsen, og aftvinge dem svære Bøder, som det i det følgende vil sees. Medens Kong Haakon laa i Ragnvaldsvaag, indtraf en Solformørkelse, af det saakaldte ringformige Slags; nyere Beregninger have viist, at denne Formørkelse indtraf den 5te August 1263 omkring Kl. 1, 24 Minutter E. M., og netop var ringformig i Strøget om Ragnvaldsvaag^[5]. Dette er et af de mange Vidnesbyrd om, hvor nøjagtig Kong Haakons Saga er, og det tjener tillige til, om det skulde behøves, at bortfjerne enhver Skygge af Uvished om Aaret, hvortil Haakons Tog skal henføres. St. Laurentii Dag (10de August) sejlede Haakon fra Ragnvaldsvaag. Han havde nu hørt, at Jon Drottning og Kolbein Aslakssøn vare komne til Syderøerne med de Skibe, der ved hans Afrejse fra Herdle-Vær endnu laa tilbage i Bergen. Det var maaskee denne Efterretning, i Forbindelse med hvad han hørte om Eogans Frafald, der bestemte ham til at skynde sig videre, thi Orknøingerne vare endnu ikke færdige med deres Udrustninger, og han bød derfor dem, saavel som Jarlen, at komme efter snarest muligt. Vinden maa have været særdeles god, thi endnu samme Dag sejlede Kongen forbi Hvarv, det nuværende Cap Wrath, Skotlands nordvestlige Spidse, og lagde om Aftenen ind i en Havn, som vore Forfædre kaldte Halsøvik eller Asleifarvik, og som rimeligviis er en af de flere mindre Bugter søndenfor Cap Wrath^[6]. Derfra sejlede han den følgende Dag over til Ljodhuus (Lewis), og siden, rimeligviis Dagen derefter (12te August) til Raunøerne (Roua og Raasa) østenfor Skye, samt ind i Skidsund, d. e. Sundet mellem Skoe og Fastlandet, hvor han lagde sig ved en liden Holme, kaldet Kerlingarstein, eller, som den nu kaldes, Cailleachstone^[7]. Her kom Kong Magnus af Man til ham, i Følge med de ovenfor omtalte Høvdinger Erling Ivarssøn, Andres Nikolassøn, Hallvard Rand og Nikolas Tart. Fra Skidsund styrede Kongen til Mylarsund, eller Sundet mellem Mull og Morven. Undervejs mødte han Kong Duggall, der kom paa en letsejlende Skude og bad Kongen skynde sig efter ham saa hurtigt som muligt. Duggall førte Flaaden til Kjarbarø (Kerrera), hvor den Styrke, han havde samlet fra Syderøerne, laa. Her var saaledes den hele store Flaade forsamlet, og det er nu, at Sagaens Forfatter anslaar den til ind paa det andet Hundrede for det meste store og vel bemandede Skibe, eller, som den skotske Historieskriver angiver Antallet, et hundrede og sexti Krigsfartøjer.

Imidlertid undlod den skotske Konge eller Regjering ikke at treffe Forsvars-Anstalter. Besætningerne i flere Borge eller Slotte, hvor man fornemmelig kunde vente Angreb af Fienden, bleve forsterkede, Fæstningsverkerne istandsatte og Vaabenforraadet forøget, som i Inverness ved Morayfjorden og i Ayr og Wigtoun paa den sydvestlige Kant af Landet; endog Stirling, skjønt det ligger paa Østsiden, blev ikke forsømt, da Landet her paa denne Kant kun er smalt over fra Vestsiden. Der blev og, som det lader, i Hast samlet og bygget Fartøjer. Slottet ved Ayr synes især at have været Hovedpunktet for Udrustningerne. Her blev der bygget Skibe, en heel Deel Levnetsmidler indkjøbte, eller uden videre tagne fra Indbyggerne i Omegnen, for siden at erstatte dem; der blev bygget Kastemaskiner og støbt flere hundrede Kastebolter, ligesom der og blev holdt stadigt Udkig efter de norske Skibe^[8]. Merkeligt nok, vægrede Borgerne i Ayr sig ved at gjøre Tjeneste i Castellet, da Sheriffen, Walter Jarl af Menteth, anmodede dem derom efter Kongens egen Befaling. Han maatte melde tilbage, at de slet ikke vare at formaa dertil, og i deres Sted leje 120 Krigere^[9]. Dette er saa meget merkeligere, som Staden af Kong Alexanders Farfader Villjam havde faaet Landstrækninger overdragne paa det udtrykkelige Vilkaar, at de skulde forsvare Castellet. Men enten har nu Borgernes Frygt for den vældige norske Flaade været saa stor, at de ej saa sin Frelse i andet end at afholde sig fra alle fiendtlige Demonstrationer, eller de maa have heldet til det mod den skotske Konge, eller rettere hans Omgivelser, fiendtligt stemte Parti. Der gik endog senere det Sagn, at endeel misfornøjede skotske Stormænd skulde hemmelig have tilskrevet Kong Haakon, og bedet ham komme til Skotland, lovende at de skulde hjelpe ham mod deres egen Konge. Fordun, der beretter dette, erklærer det for mindre sandsynligt, men et andet Sagn, den samme Sag angaaende, som han ligeledes anfører og erklærer for sandsynligere, er, som det i det følgende skal vises, endnu langt mindre rimeligt, og strax derefter siger han dog, at der visselig gaves flere af Grændseboerne, der skreve til Haakon, og ophidsede ham mod deres rette Herre^[10]. Naar man overvejer, hvor skarpt de skotske Magnat-Partier vare udprægede, hvor fiendtligt de stode over for hinanden, og hvor liden Samvittighed de gjorde sig af at begynde Borgerkrig, er det ikke det mindste underligt, om de Misfornøjede paa denne Tid skulde have villet benytte sig af Kong Haakons Nærværelse i Spidsen for en vældig Hær til at kunne styrte deres Modstandere, og at de ogsaa have haft Tilhængere blandt Borgerne i de enkelte Byer. Senere seer man lignende Splittelser mellem Magnaterne endog under Wallaces og Bruces Frihedskrige. Og fornemmelig maatte flere af Smaaherrerne i den vestlige Deel af Landet kunne gjøre Regning paa, ved Kong Haakons Hjelp, at erhverve enten fuldkommen Uafhængighed af den skotske Krone, eller større Frihed end Kong Alexander var tilsinds at ville tilstaa dem. Saaledes nævnes der udtrykkeligt tvende Høvdinger, sandsynligviis af Sumarlides Æt, Angus Mac Donald, Herre til Ila og en Deel af Cantire, og Murchard, Herre til en anden Deel af Cantire, fra hvilke det ansaaes nødvendigt at tage deres Sønner som Gisler, for derved, som man haabede, at sikre sig deres Troskab, hvilket dog ikke lykkedes^[11]. Ligeledes var der en Ruaidhri, der paastod at have Arveret til Øen Bule, og som allerede tidligere havde grebet til Vaaben og dræbt mangen Mand, som der siges, hvorfor han var bleven erklæret fredløs i Skotland. Han indfandt sig hos Kong Haakon, med sine to Brødre, gik ham til Haande, og svor ham Troskabs-Eed. Man kan saaledes neppe tvivle paa, at i det mindste han var en af hine Misfornøjede, der havde tilskrevet Haakon. Hvo veed derfor, om ikke Magnus Jarl, som oven antydet, kan have været Overbringeren af flere saadanne Breve? De diplomatiske Forhandlinger og øvrige Brevvexlinger, der gik forud for Toget eller dreves samtidigt dermed, berøres kun yderst sparsomt og overfladisk saavel i vor Saga som i de skotske Kildeskrifter, der begge hovedsageligt dvæle ved de blotte ydre Begivenheder, og da Actstykkerne selv for største Delen ere tabte, kunne vi her kun gjette os frem efter enkelte Vink og Antydninger.

Vi erfare fremdeles, at den skotske Konge, eller hans Befalingsmænd paa disse Kanter havde bemægtiget sig Øerne Arran, Bot (Bute), og lagt Besætning i Rothsay Slot, samt maaskee ogsaa, saa vidt man kan skjønne, i en af Borgene sydligt paa Cantire, sandsynligviis Donaverty^[12]. Dette var dog rimeligviis allerede skeet samtidigt med det oven nævnte Angreb paa Skye i Aaret forud.

Fra Kjarbarø gjorde Kong Haakon sine Dispositioner til at Fiendtlighederne samtidigt kunde begynde paa flere Steder. Han lod 50 Skibe under Kongerne Duggall og Magnus, Brynjulf Jonssøn, Ragnvald Urka, Andres Pott, Agmund Krøkedans og Vigleik Provstesøn gaa til det nær liggende Cantire-Eid, for at herje der; femten Skibe sendte han under Erlend Rand, Andres Nikolassøn, Simon Stutt, Ivar Unge og Guthorm Syderøing sønden om Cantire til Bute, for at indtage denne Ø; selv drog han med den øvrige Deel syd til Gudø (Gigha) strax vestenfor Cantire, og lagde sig der, uden endnu, som det lader, selv at foretage noget, men kun for det første oppebiende, hvad Virkning hine Angreb vilde have. Det er umiskjendeligt, at hans Hensigt med at lade hiin store Styrke gaa til Cantire-Eidet, for at herje baade der og rimeligviis i de nærmeste Egne af Knapdale, fornemmelig var at indjage de oven nævnte Herrer af Cantire Skræk, og tvinge dem til Underkastelse; derforuden haabede han vel at Eogan af Argyll, hvis Besiddelser i Børn stødte lige til disse Egne, derved skulde bringes til at indtræde i sit gamle Lydighedsforhold under Norges Krone. Eogan indfandt sig ogsaa virkelig hos Kongen, efter først at have begivet sig ombord paa Biskop Thorgils’s Skib, og sandsynligviis stillet sig under hans Varetægt; men det var kun for at opsige Kongen sin Lydighed, og bede ham tage de Forleninger, han havde givet ham, tilbage, da han nu havde svoret Kong Alexander Troskabs-Eed. Haakon bad ham betænke sig, og beholdt ham endog hos sig en Stund, i Haab om at kunne faa ham omstemt, men forgjeves. Eogan sagde at han nu havde større Forleninger af Skotlands, end af Norges Krone, og derfor gjerne gav Slip paa de sidste, over hvilke han bad Kong Haakon forføje efter Behag. Flere søgte at lægge til værste for ham hos Kongen, men dette nyttede dem dog ikke, thi han maatte erkjende, at Eogan i det mindste handlede aabent og redeligt, og efter de Tiders Maade at bedømme Forholdene paa ganske havde Retten paa sin Side. Derimod kom der Bud fra Kong Duggall, at Murchard og Angus i Cantire havde ladet ham melde, at de vilde underkaste sig Kong Haakon og opgive ham deres Besiddelser, dersom disse maatte blive forskaanede for Plyndring. Kongen lod svare, at han skulde indstille Plyndringen til næste Dags Middag, men inden den Tid maatte de personligt have fremstillet sig. De kom allerede den følgende Morgen, overgave ham deres Lande, svore ham Troskabseed, og stillede ham Gisler, hvorimod han lovede dem at de skulde blive indesluttede med i Fredstractaten, om en saadan kom i Stand med den skotske Konge^[13]. Dette var nødvendigt, fordi det ellers vilde gaa ud over deres Sønner, som de havde stillet den skotske Konge til Gisler; denne Omstændighed var vel ogsaa Aarsag i, at de biede til det yderste, førend de gjorde noget Skridt til at underkaste sig Kong Haakon. Kongen tilbagegav Angus Ila, men som norsk Len, Murchard beholdt sandsynligviis sin Deel af Cantire. Dog slap de, eller deres Undergivne, ikke for en svær Contribution, nemlig af 1200 Stykker Kvæg, og desuden havde endeel af de Skarer, der vare sendte til Ejdet for at herje, virkelig begyndt Fiendtligheder, brændt de nærmeste Bygder, og dræbt nogle Folk. De vilde just til at herje i Hovedbygden, da der kom Bud fra Kongen om at de skulde holde inde med Fiendtlighederne, paa Grund af at Landsherrerne nu havde underkastet sig. De vovede ikke andet end at adlyde, men ytrede dog megen Misnøje med, saaledes at berøves Udsigten til at vinde rigt Bytte. Det Bytte, de havde vundet, bragte de ombord, og stødte siden til Hovedflaaden ved Gudø^[14]. Den skotske Ridder, som førte Befalingen i Borgen sydligst paa Cantire, vovede ikke at oppebie nogen Belejring, men begav sig personligt hen til Kongen, og erklærede sig rede til at overgive den. Kongen lod den besætte af endeel Nordmænd under Befaling af Guthorm Bakkakolf. Ogsaa Abbeden i Cistercienserklostret Sandal paa Østsiden af Cantire havde indfundet sig hos Kongen, og bedet om Beskyttelsesbrev for sit Kloster med hvad dertil hørte, hvilken Begjæring Kongen strax havde opfyldt. Da siden den oftere omtalte Dominicanermunk Broder Simon, der ledsagede Kongen paa dette Tog, var død efter et længere Sygeleje, blev hans Liig begravet i dette Klosters Kirke, og Munkene lagde endog et Teppe over hans Grav, sigende at han var hellig^[15].

Kongen sendte nu, da Vinden var mindre gunstig for de større Skibe, Andres Port med endeel mindre let sejlende Fartøjer for at paaskynde Indtagelsen af Rothsay. Men allerede undervejs mødte Andres nogle, som kom derfra, og meldte at Slottets Besætning havde overgivet sig imod fri Afmarsch. Blandt Sejrherrerne var ogsaa den ovenfor omtalte Ruaidhri, der paastod at have Arveret til Bute. Da de bortdragende vare komne et Stokke paa Vejen, satte Ruaidhri efter dem, indhentede dem, og dræbte ni af dem, idet han sagde at han for sin Part ikke havde lovet dem nogen Grid. Saa vidt man kan see, blev ikke denne Nidingsdaad straffet som den burde, tvert imod forlenede Haakon siden efter Ruaidhri med Beite. Fra denne Ø, der ligger ganske tæt ved Fastlandet og behersker Indløbet til Clyde-Fjorden, gjorde Nordmændene Strejftog ind i Landet, og brændte flere Landsbyer og Gaarde. Ruaidhri strejfede om paa sin egen Haand, og anrettede end større Ødelæggelser end de Norske^[16].

Medens Kong Haakon laa her ved Gude, hvorfra der kun er et kort Stykke Vej over til Irlands Nordkyst, var det, at der, som vi ovenfor have nævnt, kom Udsendinger til ham fra Irerne, der lode ham melde, at de vare beredte til at give sig under ham, hvis han vilde komme og befrie dem fra Englændernes trykkende Herredømme. Den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke; man veed saaledes ikke, fra hvilken Kant af Irland denne Anmodning nærmest gik ud, eller hvorvidt der just nu var indtruffet noget særdeles i Landet selv, som kunde give Anledning dertil. Men man behøver kun at vide, at Irerne til enhver Tid hadede deres engelske Herrer og intet heller ønskede, end at kunne afkaste deres Aag, for at finde det begribeligt, at den blotte Efterretning om at den mægtige norske Konge var ankommen med en betydelig Flaade for at krige mod den engelske Konges Svigersøn, var Anledning nok for dem til at bygge allehaande Forhaabninger derpaa, saa meget mere som de vidste, at Norges Konger tidligere havde søgt at vinde Besiddelser paa Irland, og navnlig Kong Haakons nuværende Tog maatte vække levende Erindringer om Magnus Barfods Tog for over 160 Aar tilbage. Man behøver ikke engang at opstille den Formodning, at det var Østmændenes Efterkommere, som saaledes henvendte sig til ham. Disse, for det meste Byboere og i Nationalitet mere beslægtede med Englænderne end med Irerne, maa, som det synes, i de henved hundrede Aar, der vare henrundne siden Dublins Erobring, om ej ganske have smeltet sammen med dem, dog i de fleste Stykker have faaet fælles Interesser med dem lige over for Nationalbefolkningen, og det er derfor ikke engang rimeligt, at de skulde have villet paakalde Haakons Hjelp mod de Engelske, om de end havde vovet det. Det maa have været de egentlige Irer, fornemmelig de i Ulster, det nærmeste District, Efterkommerne af de gamle saakaldte Konger af O’Lochlan eller af HyNial-Ætten, eller andre lignende. Kongen lyttede virkelig til Opfordringen, og sendte for det første en syderøisk Mand, ved Navn Sigurd, over til Irland med nogle let sejlende Fartøjer, for nærmere at undersøge Forholdene, og høre, hvad Irerne havde at byde ham^[17]. At Kongen netop dertil valgte denne Sigurd, hvilket neppe kan have været af anden Grund end fordi han som Syderøing forstod det irske Sprog, bestyrker, at det var de indfødde Irer, ikke Østmændene, som havde henvendt sig til Kongen. Siden efter sejlede Kongen med hele Flaaden syd forbi Cantires Sydspidse (Moul of Cantire, Satiresmule), og lagde ind til den store Ø Arran, der ogsaa synes at have været en af dem, som den skotske Konge allerede havde taget i Besiddelse, men som Haakon nu, saa vidt man kan skjønne, med største Lethed erobrede^[18], hvis det ellers ikke allerede var erobret af den samme Afdeling, der var sendt forud til Bute. Ved denne Lejlighed viste hele den norske Flaade sig ogsaa udenfor den ovenfor nævnte Stad Ayr, uden dog at lande; han ankrede i Herøsund eller Sundet ved Arran, hvorved forstaaes det nu saakaldte Lamlash Harbour, eller Bugten mellem Arrans Østkyst og den tæt udenfor liggende lille Ø St. Mælios-Ø, som vore Forfædre kaldte Malasø, Melasø, og hvilket Navn nu er fordrejet til Lamlash. Fra Arran lagde Kongen siden ind til Bute^[19].

Hermed ophørte Krigsforetagenderne for det første, og den norske Flaade blev i lang Tid liggende uvirksom. Thi saa snart den havde viist sig indenfor Cantire og ankret ved Arran, aabnede den skotske Konge, der maa have ligget med sin Hær i Nærheden, Underhandlinger. Synet af Kong Haakons vældige Flaade her lige ved Indsejlingen til Clyde-Fjorden, som den ganske beherskede, maatte nok vække Betænkelighed hos ham. Han sendte, siges der, det ene Gesandtskab efter det andet, bestaaende deels af Dominicaner-, deels af Franciscaner-Munke, for at handle om Fred. Kong Haakon viste sig heller ikke uvillig dertil, og det første Skridt, han i dette Øjemed gjorde, var, at han, medens han endnu laa ved Arran, gav Eogan af Argyll, som han hidtil havde beholdt hos sig, Tilladelse til at drage bort i Fred, og oven i Kjøbet skjenkede ham gode Gaver, paa det Vilkaar, at han skulde gjøre alt hvad der stod i hans Magt, for at bringe Freden i Stand. Eogan lovede det, og forpligtede sig til at indfinde sig hos Haakon, naar denne sendte ham Bud. Dette har altsaa været et Slags Frigivelse paa Æresord. Ingen synes heller at kunne have været bedre skikket til Fredsmegler, end Eogan, der selv havde største Fordeel af at Freden gjenoprettedes, saasom han derved kunde beholde sine Forleninger under begge Kroner. Der tales dog intet om, hvad han udrettede. Maaskee var det hans Verk, at der sluttedes en Stilstand, der skulde gjelde indtil den opsagdes fra en af Siderne. Kongerne sendte hinanden gjensidigt Freds- eller Stilstands-Brev, der ved Opsigelsen skulde tilbagesendes. Derpaa affærdigede Kong Haakon, fremdeles endnu fra Arran, et formeligt Gesandtskab til Kong Alexander, bestaaende af Biskop Gilbert af Hamar, Biskop Henrik af Orknø, Andres Nikolassøn, Andres Plytt og Paal Sum Disse traf Kong Alexander i Kjøbstaden Norge eller Roar^[20]. Han tog meget venligt imod dem og ytrede den største Beredvillighed til at indgaa Forlig, men sagde, at han dog først maatte raadføre sig med sine højt-betroede Mænd om de nærmere Betingelser; naar dette var skeet, skulde han strax sende Kong Haakon Bud. Med denne Besked vendte Gesandterne tilbage igjen til Kongen, der imidlertid havde begivet sig til Bute. Dagen efter kom den skotske Konges Gesandter. Kong Haakon forelagde dem en skriftlig Fortegnelse paa alle de Øer vestenfor Skotland, som han tilegnede sig, og som synes at have været alle Øerne, kun med yderst faa Undtagelser. Men Kong Alexander havde ligeledes medgivet sine Gesandter en Fortegnelse paa dem, han ej vilde afstaa, og dette var Øerne indenfor Cantire, eller ved Indløbet til Clydefjorden, fornemmelig Arran, Bute, og Kumrøerne. Dette kunde ogsaa lade sig høre, thi det maatte være højst ubelejligt og utaaleligt for den skotske Konge, at vide disse Øer, der beherskede Indgangen til en dyb Fjord, hvorfra man kunde komme lige ind i Hjertet af Landet, i en fremmed Magts Hænder, og man maa erkjende, at det var en betydelig Nedstemmen af Fordringerne, naar han opgav Fordringen paa alle de andre Øer, som han for faa kort Tid siden havde viist sig saa lysten efter at erhverve. Men Sagen var den, at han ikke meente det oprigtigt med de foregivne Freds-Underhandlinger. For ham gjaldt det kun at hale Tiden ud, indtil at Høststormene, der paa den Kant ere faa voldsomme, begyndte, og enten ødelagde Kong Haakons Flaade, eller nødte den til at drage bort. Herom synes han endog at have givet sine Gesandter de behørige Instruxer, thi uagtet der nu kun stod saa lidet imellem, og det endogsaa er sandsynligt, at Kong Haakon omsider vilde have givet efter for den skotske Konges billige Fordring, faa blev der dog intet Forlig af, og de skotske Gesandter vendte omsider tilbage, uden at noget var udrettet. Da Vejrliget allerede begyndte at blive haardere, lagde Kongen den 8de Septbr., længere ind, mellem store Kumrø og Landskabet Cuningham, strax søndenfor Flekken Largs, vel ogsaa for at true med en Landgang paa Fastlandet, hvis der ej blev Alvor af Fredsslutningen. Dog ankom der fremdeles Sendebud fra Kong Alexander, forsikrende at denne ønskede Fred, og der blev berammet et nyt Møde, et Stykke ind i Landet (ved Kilbirnie?), hvortil der paa Haakons Vegne indfandt sig Biskopper og Lendermænd, og fra skotsk Side en Deel Riddere og Munke. Der blev talt meget længe, frem og tilbage, uden at man kunde komme til Enighed, og da det leed ud paa Dagen, samlede der sig en saa foruroligende Mængde Folk fra Omegnen til det Sted, hvor Mødet holdtes, at de norske Gesandter ikke længer troede sig sikre, men droge ned til Skibene og vendte tilbage til Kong Haakon, meldende ham, hvorledes det var gaaet dem. De fleste tilskyndede nu Kongen at opsige Stilstanden og begynde Fiendtligheder paany, saameget mere som man allerede begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, da man nemlig i al denne Uvirksomheds-Tid ikke havde kunnet herje. Kongen sendte derfor en af sine Hirdmænd, ved Navn Kolbein Ridder, til Skotekongen for at overbringe denne hans Stilstandsbrev og fordre Kong Haakons tilbage, samt foreslaa ham, at de selv skulde møde hinanden med hele deres Styrke paa begge Sider, og da først tales mundtligt ved, idet de tillige havde deres bedste Mænd paa Raad med sig, for om muligt at opnaa Forlig, men, hvis dette ikke lykkedes, at holde et Slag og lade Gud raade for Sejren. Da Kolbein fremsatte dette Forslag for Kong Alexander, ytrede han at han ikke var saa utilbøjelig til at levere Kong Haakon et Slag, dog gav han ingen bestemt Erklæring. Tilsidst blev Kolbein keed af at vente, afleverede Kong Alexanders Brev, fik Kong Haakons i Stedet, og vendte tilbage igjen til Kong Haakon. Saaledes var nu Stilstanden opsagt, og for at Kolbein ingen Overlast skulde lide paa Tilbagevejen, lod Skotekongen ham ledsage af tvende Munke. Kolbein meldte Kong Haakon, hvorledes det var gaaet ham, og tilføjede at Eogan af Argyll indstændigt havde fraraadet Kong Alexander at stride mod Nordmændene. Kong Haakon blev meget ærgerlig over alle disse Udflugter, og bad Munkene, der vendte tilbage, at hilse deres Konge, at han nok snart skulde prøve Styrke med ham^[21].

1. Saaledes Flatøbogen. De øvrige have tre Nætter efter Seljumannavaka.
2. Det Sagn, Visen meddeler, om at Skibet under gunstig Bind skulde have staaet stille, fordi der var sejg Mand ombord, synes, som det paa sit Sted skal vises, at angaa Rejsen fra Syderøerne til Orknøerne, skjønt Lindesnes nævnes i Forbindelse dermed.
3. Elwick ligger paa Sydvestsiden af Shapensey, omtrent een norsk Miil fra Kirkevaag. Man kan ikke see lige ind i Vigen fra Kirkevaag, da et Nes (Carness) ligger imellem, dog seer man tydeligt Taarnet paa den nye, store Herregaard, som den nuværende Ejer, Mr. Balfour, har opført der.
4. Ragnvaldsvaag ligger paa Vestsiden af Ragnvaldsø, det nuværende South-Ronaldsey, strax indenfor Hora, det gamle Haugseid, bekjendt af Thorfinn Hansakljuvs Gravhøj.
5. Se Archæol. Scot. II. S. 363, 364, jvfr. Formørkelses-Tabellen i l’art de vérifier les dates.
6. Et Stykke søndenfor Cap Wrath, der af Gaelerne synes at være kaldet Parph, er der en Fjord kaldet Loch Alsynt, der ej maa forvexles med den strax søndenfor liggende Indsø, Loch Assynt; af dette Alsynt kunde nok Halsø-Vik være en norvagiserende Fordrejelse.
7. Ordet cailleach betyder paa Gaelisk en Kjærling, gammel Kvinde. Indløbet til Skidsund, mellem Øen Skye og Lochalsh, kaldes Kyle-Haken, hvilket Navn af nogle antages at være en Levning fra Kong Haakons Tog, som om Sundet skulde have været kaldet Haakonskilen. Dette er dog ikke sandsynligt.
8. Se den for omtalte Chamberlains Rolls, citerede i Archæol. Scot. II. S. 389, 390, 391. Her heder det i Regnskabet fra Alexander Cumyn, Jarl af Buchard, Baliv af Invery (sandsynligviis Inverness): Item for Mad til tjenestegjørende Krigere (servientes, d. e. sergeants), garnisonerende paa Slottet, efter Kongens Befaling, i sex Maaneder, paa den Tid, da Norges Konge var her, 104 Sh. Samme Jarl af Buchan var ogsaa Sheriff i Wigman; i hans Regnskab, Slottet her vedkommende, opføres 40 Mk. til Reparation af Slottet, hvorhos Kongen eftergiver 10 Mkr. af Regnskabet, for at Arbejdet saa meget snarere kan fuldføres, i Anledning af den norske Konges Komme. I John Lambertons, Sheriffen i Stirlings, Regnskab, staar der: „Item til Folk, der holdt Vagt i Slottet paa den Tid, da Norges Konge var paa de Kanter, 35 Sh. 6 Pence“. I Sheriffen af Ayrs, Walter Jarl af Menteths Regnskab for 1263: „Til de Udsendinger, der udspejdede den norske Konges Bevægelser, 3 Gange, 24 Sh. 8 Pence“. Ligeledes anholder Jarlen om Refusion af 60 Pd. 15 Sh. 8 Pence, udlagte til at bygge Skibe ved Ayr, og 7 Mk. i Udlæg for at have ladet skjære 200 Aarer; til 4 Mand, der i 23 Uger passede paa Kongens Skibe, opføres 16 Sh. 9 P. Af Levnetsmidler paa Slottet sees at være kjøbt Salt for 20 Sh., 10 „celdræ“ Havremeel for 10 Pd., 6 „celdræ“ Korn for 9 Pd. 3 Sh.; ligeledes opføres 18 Pd. 16 Sh. 5 Pence i Erstatning til endeel Folk fra Kyle og Carrik, fra hvem man havde taget Kvæg, og som havde indeholdt dette Beløb af den Landskyld, de havde at yde fra Mortensmesse, fremdeles for 46 Stykker Kvæg, tagne til Kongens Tjeneste ved Breweweill, 9 Pd. 4 Sh., altsaa dog kun 4 Sh. pr. Stykke.
9. Sammesteds, S. 389. Jarlen anholdt om Refusion af Udlæg, han havde hast til de 120 Soldater, dog saaledes, at Borgerne, om muligt, skulde nødes til at betale det.
10. Fordun, Cap. 16, 17 (II. S. 99, 101) jvfr. Wyntoun VII. 215, fgg.
11. Se Chamberlains Rolls, l. c. S. 367. I Jarlen af Menteths Regnskaber mellem Aarene 1263 og 1266 opføres „til Udgift i Anledning af Angus Macdonalds Søn, som Gissel, i 26 Uger, tilligemed hans Amme og en anden Pige, 79 Sh. 10 Pence, og i E. af Montealto (Mouatt), Sheriffen i Forsars’s Regnskab for 1264: „til Udgifter for Murchards Søn, i 24 Uger, 21 Sh. Det er tydeligt nok af de 23 og 26 Uger, der stemme med den i de foregaaende Regnskaber omtalte Krigstid, at her ikke sigtes til Tiden efter disse Høvdingers nye Underkastelse i 1264, men til Tiden fra Midten af August, da Kong Haakon laa med den norske Flaade paa disse Kanter.
12. Borgens Navn angives ikke i Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 320, 326, men Donaverty (egentlig Dunabardyn) som den sydligste af Borgene paa Cantire, er vel ogsaa den, der her menes.
13. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 320.
14. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 321.
15. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 320. Cistercienserklostret kaldes her, som sædvanligt i vore Sagaer, et Graamunkekloster, uden at dog Navnet nævnes; men da der ikke var andre Klostre paa hele Cantire end Sandal eller Sadal, er det klart, at det er dette, som menes.
16. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 321.
17. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 322.
18. Fordun l. c. siger udtrykkeligt, at Kongen tog (cepit) Arran.
19. Det er Fordun, som siger at Haakon viste sig udenfor Ayr (Novum Castrum de Are), se Noten her strax foran, S. 396., og dette var da ogsaa ganske rimeligt, naar han sejlede sydøst om Arran, og lagde sig i Lamlash Harbour. Dette siges udtrykkeligt saavel hos Peder Claussøn, fem i det oftere omtalte stockholmske Haandskrift: „Kongen lagde til ude ved Herederne, dernæst laa han i Sundet mellem Herø (Arran) og Melasø“. Denne lille Ø, har sit Navn efter Eremitten St. Mæliosa eller Malise, der her boede i en Hule, hvortil deri hele den katholske Tid blev gjort Valfarter; Buchanan kalder den Molassa, Sagaens Text „Melasey“. I Hulen selv findes endnu mange, tildeels ældgamle, Tegn og Merker, indgravne paa Klippesiderne af de forskjellige Besøgere; blandt andet findes en Runeindskrift, med de sædvanlige i Norge brugelige Runer fra det 12te eller 13de Aarhundrede, lydende: Nikulos aHæne ræist; d. e. Nikolas paa Han ristede (disse Runer); man kan her ikke andet end komme paa den Tanke, at Indskriften hidrører fra en af Nordmændene i Haakons Flaade, der, ligesom vist mange andre af hans Kammerater, benyttede den gode Lejlighed til at besøge den merkelige Hule, om end kun for at adsprede sig noget under den kedsommelige Stilleliggen i Havnen. Denne Nikolas kunde være fra Hæn eller Hen i Raumsdalen, hvor Hens Annexkirke til Gryten staar. (Annaler fra Nord. Oldk. og Hist. 1850 S. 282–287). Buchanan siger, at Haakon landsatte sine 20000 Mand ved Ayr, men dette er kun en Misforstaaelse af Forduns Ord. Disse blive i Behold, om Haakon ikke engang lagde bi udenfor Ayr, men kun sejlede langs Østsiden af Arran, thi da maatte man dog altid see den fra Ayr, og maaskee har den endog passeret ganske nær ved Øst-Kysten. Fordun fejler ellers, naar han siger at dette skede circa festum Petri ad vincula, den 1ste August, thi ikke førend 10de August sejlede Haakon fra Ragnvaldsvaag til Asleifarvik. Snarere var det omkring 1ste Septbr, end omkring 1ste Aug., at Kongen sejlede forbi Ayr til Arran, se nedenfor S. 410.
20. Saaledes i et Sagabrudstykke, „Norar“ hos P. Claussøn og i den stockh. Codex; dette kan umuligt være Nairn strax østenfor Inverness, som flere have paastaaet, thi deels seer man at Kong Alexander var ganske nær ved Krigsskuepladsen, deels vilde vel neppe de norske Gesandter have vovet sig derhen tvers igjennem Højlandene. Hele Sammenhængen viser, at det maa søges langt nærmere, og vi maa da netop gjette paa Sum der kaldtes „den nye Borg ved Ayr“, Newton of Ayr, og maaskee i daglig Tale New Ayr.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 322. Ogsaa her er P. Claussøn udførligere og tydeligere.