Det norske Folks Historie/5/54

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 525-559).

Hvorvidt de nye Bestemmelser om Ledingsydelsen allerede kom paa Bane mellem Kongen og Erkebiskoppen paa dette Thing i 1271, nævnes ikke, men man maa dog næsten formode det, siden allerede to Aar var henløbne efter at Kongen havde faaet den endelige Fuldmagt til at forandre den verdslige Lov saavel som hvad der henhørte til Kongedømmet eller Kronens Rettigheder, og her spillede Skattevæsenet en altfor betydelig Rolle til at han ej snarest muligt skulde have stredet til dets vistnok allerede længe paatænkte Reform. Den Deel af Loven, der handler om denne Materie, eller Utfarebaalken, giver ingen Oplysninger herom, thi den indeholder, som det nedenfor nærmere skal omtales, kun en almindelig, overfladisk Bestemmelse, at Ledingen skal bestemmes efter Formue og Jordegods, uden at give nogen nøjagtig Regel for Beregningen, og viser sig i det Hele taget at være ufuldstændig, aabenbart fordi dette Spørgsmaal ej var bragt paa det Rene, da man fandt det nødvendigt at lade Loven vedtage. Men netop af den Grund bliver det sandsynligt, at den nye Utfarebaalk allerede i 1271 dog har været saa vidt udarbejdet, som vi nu kjende den, thi dertil skulde der ikke meget; ja at der maaskee endog allerede bar været indført i Udkastet noget om Beregningsmaaden, som vi nu ikke længer have, maaskee fordi Jon, ved at indlægge Modforestillinger hos Kongen, har faaet ham til at stille denne Materie i Bero indtil Kirken og Gejstligheden ved særegne Overeenskomster var sikkret mod, hvad Erkebiskoppen ansaa for Overlast. Her paa dette Rigsmøde har altsaa rimeligviis hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiskoppen fundet Sted angaaende den Beskatningsmaade, som vi i det foregaaende have meddeelt.

En anden Deel af Loven, vedkommende Kongedømmet eller Kongens Magtfuldkommenhed, der ogsaa maa have været færdig i 1271, men mod hvis Antagelse Erkebiskop Jon paa Kirkens Vegne maa have indlagt en midlertidig Protest, var upaatvivleligt Thingfarebaalken med dens Udvidelse af Lagmændenes og Sysselmændenes Embedsmyndighed. Thi ogsaa den greb, som vi allerede have antydet, paa mange Maader ind i hvad man kaldte Kirkens Friheder. Hidtil, da Lagmanden kun havde været til for at skifte Ret mellem Smaafolk, medens alle Domme i civile Sager, ligesom de criminelle, fældtes af Thingmændene uden Lagmandens Mellemkomst, kunde man uden synderlig Vanskelighed forebygge Anstød mod den almindeligt gjeldende, og særskilt ved Pave Coelestins Privelegier af 1194 indskjerpede Regel^[1], at ingen Gejstlig maatte underkaste sig verdslige Domstole i de Tilfælde, som den canoniske Ret forbød, hvortil ogsaa de Søgsmaal hørte, der rejstes af Lægmænd mod Gejstlige, og om de end kun vedkom verdslige Anliggender^[2]. Vel paabyde ikke vore ældre Love nogen særegne kirkelige Domstole, og Lovbestemmelserne selv gaa aabenbart ud fra, at Ejendomsspørgsmaal, hvad enten de vedkom Kirken eller ej, skulde behandles ved de almindelige Domstole; men ved Lagthingene skulde ifølge de udtrykkelige Lovbud visse Prester være tilstede, ligesom det var foreskrevet, at Biskopperne skulde være der; den Bestyrelse af Lagthinget, der ved den nye Lov tillagdes Lagmanden, synes tidligere at have været udført af Stedets Prest: saaledes havde man vel altid Adgang til, ved Sager, der regnedes for Gejstligheden eller Kirken vedkommende, at faa opnævnt Gejstlige til Dommere, eller overhoved at mage det saaledes, at den saakaldte verdslige Arms Indblanding ej blev altfor skarpt fremtrædende^[3]. Vi have ogsaa seet, hvorledes Cardinal Villjam i sit merkelige Brev af 16de August 1247 bevidnede, „at han fandt Norges Riges Kirke i fuldkommen og uantastet Frihed med Hensyn til Jurisdictionen i alle gejstlige Sager, samt over alle Gejstlige, hvad enten der rejstes Søgsmaal mod dem i gejstligt eller verdsligt Henseende“. Var dette end ikke den rene Sandhed efter Lovens Bogstav, saa var det dog vistnok den factiske Tilstand^[4]). Men en anden Sag var det, naar Lagmanden blev Enedommer, og enhver civil Retsact, i det mindste i første Instans, skulde afgjøres af ham uden at det med et eneste Ord var omtalt, hvorledes det skulde forholdes, naar saadanne Trætter verserede mellem Gejstlige og Verdslige eller mellem Gejstlige indbyrdes. Thi da vilde man ofte komme i det Tilfælde, at Sager, som netop henhørte under den i hiin Artikel undtagne Klasse, maatte paadømmes af den alene af Kongen indsatte, verdslige Dommer, ligesom ogsaa den, der skulde paasee Dommen overholdt og i Gjenstridighedstilfælde kræve Vedkommende til Rette, var den anden kongelige Embedsmand, Sysselmanden. Naar Erkebiskoppen erfarede, at saa betydelige Lovs-Forandringer, som disse, ej alene vare i Gjere, men ogsaa virkelig førte i Pennen – og det kan naturligviis ikke have varet længe, førend han erfarede det, – da var det endog fra hans Standpunkt en Pligt at protestere derimod, indtil Mislighederne vare hævede. Ved at protestere saavel herimod, som mod den føromtalte Forandring i Skatteydelsen benyttede han sig kun af den Ret og Myndighed der tilkom ham ifølge hiin Privilegiebulles 9de Artikel, der foreskrev „at ingen Konge eller Fyrste maatte uden Biskoppernes og de forstandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne skrevne Love eller de bestemte Pengebøder, enten for Gejstlige eller Verdslige, mod gammel Sedvane, til Kirkernes eller Gejstlighedens Skade“^[5]. Det var endog, kan man sige, i Medhold af denne Artikel, at saavel dette, som det forrige Rigsmøde var tilstevnet, eller at Kongen, som Aarbøgerne udtrykke sig, holdt Thing med Erkebiskoppen. Denne var saaledes i sin fulde Ret, naar han protesterede mod de her omhandlede Forandringer, og fordrede Lovgivningen i disse Dele lempet efter de Norges Kirke af Kongerne selv indrømmede Friheder.

Men Erkebiskop Jon nøjede sig ikke hermed. Han gjorde endog Miner til at ville vinde de Herligheder tilbage, som Kirken havde haft i Magnus Erlingssøns og Erkebiskop Eysteins Tid, og som gjorde Kongen til dens Vasall. Tiden ansaa han vel for særdeles gunstig til at vove et Forsøg derpaa, siden der nu ej alene var Tale om en fuldstændig Lovreform, og Lejlighed saaledes forhaanden til at faa ældre Artikler fremdragne og underkastede en ny Granskning, men ogsaa Kong Magnus’s velbekjendte Hengivenhed for Kirken i Forbindelse med hans blide og fromme Charakteer lod formode, at man maaskee vilde finde ham mere medgjørlig end nogen af hans Forfædre hidtil havde været eller nogen af hans Eftermænd paa lang Tid vilde blive, saa at det altsaa gjaldt at benytte Lejligheden. Planen hertil var allerede fattet af Erkebiskoppen fra det første Øjeblik, han begyndte at tage Deel i Forhandlingerne om Lovreformen. Men han savnede heller ikke særskilt Opfordring dertil. Pave Clemens den 4de var død den 24de Novbr. 1268, og efter at Pavestolen i to Aar og ni Maaneder havde staaet ubesat, fordi Cardinalerne ej kunde blive enige i Valget af hans Eftermand, var under 1ste Septbr. 1271 Theald af Piacenza, Archidiaconus i Lüttich, bleven valgt til Pave, og kronet den 27de Marts 1272 under Navn af Gregorius den 10de. Et af hans første Foretagender var allerede under 29de Marts at udskrive et nyt almindeligt Concilium, der skulde holdes den 1ste Mai 1274, paa et Sted, han nærmere efter Omstændighederne forbeholdt sig at angive, og hvortil ej alene Biskopperne og de andre højere Prælater, men ogsaa Fyrsterne indbødes til at møde enten i egen Person eller ved Fuldmægtige. I Cirkulærskrivelsen, hvoraf ligeledes Exemplarer sendtes til alle Erkebiskopper, nævntes vel fornemmelig Grækernes saakaldte Frafald og det hellige Lands sørgelige Tilstand som Hovedgrundene, der bestemte ham til at sammenkalde dette Møde, dog anbefalede han derhos alle de Prælater, til hvem han henvendte sig, „nøje at eftergrandske og troligen at optegne alt hvad der kunde trænge til Berigtigelsens og Reformens Fiil, for siden at bringe det til selve Conciliets Kundskab, ligesom han paa sin Side lovede at anvende sin yderste Flid paa, at alt sammen, saavel som hvad andet der maatte blive Conciliet forelagt, skulde blive behørigt drøftet og ordnet“^[6]. Skrivelserne til Norge afsendtes med en Chorsbroder fra Nidaros, ved Navn Sighvat, der, uvist i hvad Erende, havde opholdt sig ved Curien^[7], og nu vendte tilbage; han maa være ankommen til Norge om Sommeren 1272. Slutnings-Opfordringen gav Erkebiskop Jon en velkommen Anledning til at fordoble sin Iver i at fremsøge Alt, der efter hans Mening i den norske Kirke maatte trænge til Reform, og han haabede vel at kunne give sine Reformforslag saa meget større Eftertryk, som han ifølge Pavens Bud i Skrivelsen i egen Person agtede at indfinde sig ved Mødet.

Erkebiskoppen var allerede, som han selv senere udtrykker sig^[8], ved de Undersøgelser, som han lige fra sin Tiltrædelse til Embedet havde anstillet om den norske Kirkes Rettigheder og Friheder, kommen til den Overbeviisning, at disse i mange Maader vare blevne indskrænkede og forringede ved den verdslige Ret, nemlig fordi næsten alle de Sager, der vedkom Kirken, behandledes af de kongelige Ombudsmænd eller Sysselmænd for Retterne efter Landets verdslige Love eller Vedtægter, med Tilsidesættelse af den canoniske Ret og de kirkelige Friheder, saa at Nidaros Kirke factisk ikke havde andre Personer frie (for den verdslige Arm), end dem, der borte til Erkebiskoppens Huus eller arbejdede paa Christkirkens Opbygning. Derhos meente han, at de tidligere, Nidaros Kirke særskilt tilstaaede, Privilegier vare blevne mangfoldigt beklippede, „formodentligt“, som han listigt udtrykte sig, „ved undladt Brug“; og blandt disse Privilegier fornemmelig det før omtalte, mere end mistænkelige af 1174, hvorved Kong Magnus Erlingssøn skulde have ofret sig og sit Rige til St. Olaf, og til Tegn paa denne sin Underkastelse forordnet, at Norges Krone efter hans, saavel som efter hver følgende Konges Død skulde ophænges i Nidaros Christkirke^[9]. Idet han uden Videre henholdt sig til Bestemmelserne paa Rigsmødet 1164, som fremdeles gjeldende, men kun „ved Mangel af Brug“ halv forglemte, paastod han endog, at ifølge den der givne Forskrift for Tronens Besættelse efter en Konges Død var Norge et Valgrige, og at Erkebiskoppen tilligemed Lydbiskopperne skulde have de fornemste Stemmer ved Valget. Dette var, som man let seer, en aldeles haartrukken Fortolkning, thi endog ved Artiklen af 1164 bestemtes det med rene og klare Ord, at naar den regjerende Konge havde nogen egtefød Søn, skulde denne være hans Efterfølger, med mindre Ondskab eller Uforstandighed gjorde ham uskikket dertil; i saa Fald skulde den af hans samfedre Brødre, eller i Mangel af disse hans nærmest arveberettigede Frænde, for saavidt han paa Mødet dertil ansaaes duelig, blive Konge, og først naar ingen saadan fandtes, skulde Forsamlingen vælge en ny Konge, og Erkebiskoppens saavel som Biskoppernes Stemme herved have størst Vegt^[10]. Hvor stor Indflydelse end de verdslige og især de gejstlige Magnater herved fik paa Tronens Besættelse, saa erklæredes dog ikke Norge derved absolut for et Valgrige, tvert imod udtaltes udtrykkeligt det Princip, at Kronen skulde gaa i Arv fra Fader til Søn. Men Erkebiskoppen ignorerede alt andet end det allersidste Tilfælde, eller ogsaa maa han have meent, at det altid stod i de gejstlige og verdslige Magnaters Magt ved overdreven Udstrækning af deres Ret til at bedømme Tronprætendentens Duelighed, at bringe hvem de vilde paa Tronen. Disse tre her nævnte Punkter, siger Erkebiskoppen, besluttede han, ifølge den ved Indkaldelsen til Conciliet givne Opfordring om at antegne alt hvad der kunde trænge til Forbedring, at fremlægge for Paven som værende af dette Slags^[11]. Vi have allerede i det Foregaaende paapeget den tvivlsomme Stilling, hine Artikler af 1164 indtog i Norges Statsret. Det er vist nok, at Bestemmelsen om Kronens Ofring, den egte Fødsel o. s. v. ganske maatte ansees ophævet ved Magnus Erlingssøns Fald, hans Linjes Fjernelse fra Tronen, og det strenge Arverettigheds-Princips Opretholdelse efter gammel Skik ved Sverre og hans Efterkommere uden Hensyn til Tronprætendentens legitime eller illegitime Fødsel; men vist er det, at Kong Haakon Sverressøns Ord i hans Forlig med Gejstligheden af 1202 vare noget tvivlsomme; ved Inge Baardssøns Ophøjelse paa Tronen fremfor nogen anden Kongeætling synes man fornemmelig at have taget Hensyn til hans egte Fødsel, altsaa til det i Artiklerne af 1164 udtalte Princip, og end mere søgte man at sætte dette igjennem, da et saa stort Parti, især blandt Gejstligheden, erklærede sig til Fordeel for Inges Broder Skule fremfor Haakon Haakonssøn. Haakon Haakonssøn havde selv bragt det samme Princip et Offer, idet han ansaa det nødvendigt at lade sig legitimere, for at opnaa Kroningen. Forsaavidt som disse og lignende Skridt kunde udtolkes som Indrømmelser til Gunst for hiin Artikel, og forsaavidt Artiklen ej udtrykkeligt var tilbagekaldt eller afløst af nogen ny Tronfølgelov, kunde altsaa Erkebiskoppen med nogenlunde Skin af Ret sige, at disse Artikler kun havde ligget ubrugte, uden derfor i sig selv at være hævede. Men dette gjaldt dog ikke længer end til Aaret 1260, thi den nye, i dette Aar, paa et Rigsmøde, af Erkebiskoppen, Biskopperne og alle verdslige Magnater og Deputerede, altsaa nøje efter alle Forskrifter vedtagne Tronfølgelov meldte ikke et Ord enten om Kronens Offring, eller om nogen som helst Valgret til Tronfølgen, end mindre om Kongedømmets Underkastelse og Erkebiskoppens og Biskoppernes „fornemste Stemme“ ved Valget. Erkebiskoppen maa saaledes ganske have slaaet en Streg over denne vigtige, kun for tolv Aar tilbage, rimeligviis endog under hans egne Øjne istandbragte Akt. For at der imidlertid, som Erkebiskoppen fremdeles udtrykker sig, ikke heraf skulde opstaa nogen Strid mellem Kongedømmet og Kirken, der kunde blive til Skade for Manges Sjæle og Legemer, fremstillede Erkebiskoppen først hine Punkter for Kong Magnus selv, idet han bad ham om at samtykke i, at de begge ordnede Sagen imellem sig, „saaledes som det bedst kunde vorde Gud til Ære, Kirken til Gavn, og det hele dem betroede Folk til Frelse“. Kongen svarede dog hertil, „at han havde de klækkeligste Grunde at opstille mod hine Punkter, om Sagen skulde komme for nogen retfærdig Dommer, fornemmelig hvad Kongevalget og Kronens Ofring angik; man skulde have ondt for at bevise at Nidaros Kirke nogensinde havde været i fredelig og ubestridt Besiddelse af disse Rettigheder; det forekom ham i Sandhed at være en ny og hidtil uhørt Fordring, man stillede til ham, at han skulde lægge sit Kongedømme under nogen anden Myndighed, hvilket han med uindskrænket Arveret havde faaet efter sin Fader og Forfædre, og med Guds Hjelp haabede ligesaa frit og ubestridt at efterlade til sine Arvinger og Efterkommere“. „Imidlertid“, tilføjede han, „skulde han dog formedelst den Kjærlighed, han altid havde næret for hvad der var godt ædelt, og især for Moderkirken i Nidaros, hvis Yndest han gjerne vilde nyde, samt fordi han elskede Fred og overholdt Retfærdighed, ej være utilbøjelig til at indrømme den noget større Privilegier og Friheder“^[12]. Han erklærede saaledes, hvorvel paa den mildeste og sagtmodigste Maade, at han vilde have Spørsmaalet om Kirkens Supremati over Kronen holdt aldeles borte, og at han ikke agtede at tilstaa Kirken andre Friheder, end hvad der lod den kongelige Souverainetet aldeles ubeskaaren. Kun paa dette Grundlag var han villig til at underhandle.

Paa dette Grundlag viste ogsaa Erkebiskoppen sig fra sin Side villig til fremdeles at underhandle, hvad enten han nu trøstede sig med, at den Overeenskomst mellem Kronen og Kirken, som disse Underhandlinger vilde lede til, dog kun maatte blive en foreløbig, siden det faldt af sig selv at den først maatte forlægge Paven paa det vordende Concilium og bekræftes af ham for at faa endelig Gyldighed, eller han, som ovenfor antydet: kun fremsatte hine overdrevne Fordringer for at have noget, han kunde lade sig afprutte, og derved være des sikrere paa at opnaa de Privilegier og Friheder for Kirken, der ikke saa iøjnefaldende og paa en for Kronen saa krænkende Maade greb ind i dens. Souverainetetsret. Havde det været Erkebiskoppens Hensigt at drive hine Fordringer til det yderste, da havde han vel snarere afbrudt alle Underhandlinger. At han fortsatte dem, viste, at han ej var utilbøjelig til at lade det komme til et Forlig paa mindelige Vilkaar. Han maatte desuden snart have haft saa god Lejlighed til at erfare hvorledes Kongens verdslige, tildeels maaskee og gejstlige Raadgivere, saavel som overhoved det hele verdslige Aristokrati, optog den efter saa lang Tids Forglemmelse opfriskede Fordring paa Kronens Underkastelse, at han derefter kunde indrette sin Handlemaade, og man seer tydeligt at en saadan Underkastelse af Kronen under St. Olafs Højhed, langt fra at betragtes som nogen Forherligelse for Kronen, tvertimod betragtedes som en Forringelse og Nedværdigelse, og at et saadant Forsøg vilde blive yderst upopulært og møde den heftigste Modstand.

Hvad der paa den anden Side ogsaa stemte Kong Magnus til nogen Eftergivenhed, var vel ikke alene, som Erkebiskoppen udtrykte sig, hans sædvanlige velvillige Sindelag mod Kirken, og hans Retfærdighedsfølelse, der maatte tilsige ham, at Kirken ved den almindelige Lovreform havde en billig Fordring paa at see sine lovlige og overalt i det katholske Europa erkjendte Rettigheder udtrykkeligt fastsatte, men ogsaa særegne Betragtninger, deels af religiøs, deels af politisk Natur. Kongen havde strax efter Nytaar 1272 været farlig syg, saa at han endog troede sig Døden nær, og lod sin Ven og forhenværende Cantsler, Biskop Askatin i Bergen, give sig den sidste Olje^[13]. Det er ikke usandsynligt, at hans Sygdom kan have virket noget paa hans fromme Gemyt til at gjøre ham noget mere føjelig med Hensyn til Kirkens Fordringer, ligesom man vel og maa antage, at Erkebiskoppen ikke har undladt at benytte sig af den svagere og mere blødhjertede Tilstand, hvori Kongen befandt sig som Reconvalescent, til at virke paa hans religiøse Følelse, og aflokke ham Løfter. Der nævnes vistnok ikke, til hvad Tid i Aaret 1272 de vigtigste Forhandlinger mellem Kongen og Erkebiskoppen plejedes, men af det ovenfor berettede synes det rimeligst, at Kongens foreløbige Løfte, om noget saadant gaves, har været givet i Løbet af Sommeren 1272, efterat Indkaldelsen til Conciliet var kommen. Men dette hindrer ikke, at Erkebiskoppen ogsaa før den Tid kan have haft alvorlige Samtaler med ham om denne Sag: tvertimod er det endog det sandsynligste, at Erkebiskoppen, efterat han først havde bragt den paa Bane i 1271 eller maaskee allerede i 1269, og fremsat Protester mod flere af de foreslagne Bestemmelser i den verdslige Lovgivning, ikke lod nogen Lejlighed gaa forbi til at tale yderligere med Kongen derom. Hertil kom nu ogsaa at Kong Magnus, maaskee fornemmelig paa Grund af sin sidste farlige Sygdom, ønskede at faa Tronfølgen nærmere bestemt og sine Sønners Rettigheder sikrede endnu i sit levende Live, for at der ej, om han atter pludselig faldt i en lignende Sygdom og bortrykkedes, skulde opstaa Forvirring. Hans ældste Søn, Olaf, om hvem der allerede ovenfor er talt, da han endnu var fød i Kong Haakons Levetid, var død i 1267, men Dronning Ingeborg havde efter den Tid født ham tvende Sønner, nemlig Erik, i 1268, og Haakon, i 1270^[14]. Den ældre Tronfølgelov, vedtagen i 1260, var altfor kortfattet og i flere Henseender mangelagtig. Den betegnede ikke tilstrækkeligt de muligt indtreffende Tilfælde, og bar altfor meget Præget af at være lempet efter de særegne Forhold, der just paa dens Udstedelsestid fandt Sted, nemlig da Magnus var Kong Haakons eneste Søn, og han selv heller ikke havde mere end een Søn, Olaf. Den forudsætter nemlig ikke Tilværelsen af mere end een egtefød Kongesøn, og for det Tilfælde at en saadan ej findes, erklærer den Kongens uegte Søn strax før Tronfølger, uden med et Ord at omtale Kongens egtefødde Broder. Nu, da Kongen havde to egtefødde Sønner, maatte Tanken om, at den ældstes uegte Søn maaskee skulde kunne udelukke den anden fra Tronfølgen, være modbydelig saavel for Kongen og Dronningen, som for Folket i Almindelighed, og derfor var en ny Tronfølgelov nødvendig, hvor egtefødde Side-Arvinger fik den tilbørlige Plads foran Kongens uegte Sønner. Ved Siden heraf maatte det ansees nødvendigt at Kongen ved en særegen Disposition bestemte, hvad Stilling hans yngre Søn efter hans Død skulde indtage og hvorledes han skulde forsørges; efter det allerede ved Overeenskomsten mellem Kong Haakon og Skule Jarl paa Rigsmødet i Bergen 1223 udtalte Princip, hvilket Erkebiskop Einar og mange anseede Mænd senere ogsaa vilde have gjort gjeldende i 1255, da der var Tale om en Disposition med Hensyn til Kong Haakons Sønner, Haakons og Magnus’s gjensidige Stilling efter Faderens Død^[15], faldt det saa at sige af sig selv, at den ældste af Brødrene skulde have Kongetitel og Souveraineteten over Riget, den yngste Hertugstitel med en Deel af Riget, paa det nærmeste en Trediedeel, til Len under Broderens Overhøjhed. Da man maa antage, at Erkebiskop Einar ikke kan have gjort hiint Forslag i 1255 uden Magnus’s Vidende og foreløbige Samtykke, havde denne derved allerede selv paa en Viis godkjendt Principet, og dette agtede han nu ogsaa at følge. Men da Gejstligheden, hvis den var altfor ugunstigt stemt mod Kongen og Kongehuset, kunde lægge store Hindringer i Vejen mod en saadan Dispositions Antagelse, var det af stor Vigtighed for Kongen at sikre sig dens Samtykke, og denne Betragtning kan vel have ledet ham til at give efter for Erkebiskoppen i alt, hvori han med nogen Rimelighed kunde føje ham, uden utilbørligt at opoffre nogen af de Rettigheder, der billigviis tilkom Kronen og uden hvilke den vilde tabe i sin Verdighed.

Der berammedes derfor et nyt Rigsmøde i Bergen til Sommeren 1273, for at ordne de her nævnte Anliggender og slutte den forønskede Overeenskomst mellem Kronen og Kirken. Imidlertid begav Kongen sig henimod Høsten til Viken, hvor han havde aftalt en Sammenkomst med den svenske Konge Valdemar, saaledes som det i det følgende nærmere skal berettes, og hvor han tillige vilde holde et Møde med alle de østlandske Lendermænd og Sysselmænd, forat faa deres nye Embedspligter og Rettigheder nærmere bestemte. Det var vel ogsaa hans Hensigt, at sikre sig deres Samtykke og Medvirken ved de Anliggender, der skulde behandles paa det forestaaende Rigsmøde i Bergen. Han tilbragte derfor Vinteren i Tunsberg, og sammenkaldte der til St. Paalsmesse (25de Januar) alle Lendermænd, Stallarer, Lagmænd og Sysselmænd, baade fra Viken og Oplandene^[16]. De Forhandlinger, som her fandt Sted, vedvarede hele tre Uger, og særdeles vigtige Beslutninger bleve her vedtagne. For det første skulde alle Lendermænd og Veitslemænd, altsaa saadanne Hirdmænd, der uden at bære Lendermandstitel dog havde faaet Veitsle, i Krigs- eller dermed beslægtede Nødvendighedstilfælde, for hver 15 Merkers Veitsle holde til Kongens Tjeneste fem Mand i tre Maaneder, (altsaa mindre eller mere i Forhold eftersom Veitslen selv var mindre eller større, eller 1 Mand for hver 3 Merkers Veitsle) med saadanne Vaaben, som vare foreskrevne for Hirdmænd, Gjester eller Kjertesvende, samt Tilbehør, paa sin egen Kost, uden- og indenlands, ligesom og enhver Sysselmand i Kystdistricterne fra Elven til Rygjarbit paa samme Maade og i samme Tid for hver Tyvesesse^[17] i hans Syssel skulde skaffe 6 Mand, eller flere, om Syslens Lidetal var større, samt de i Oplandsdistricterne hver et engang for alle bestemt Antal, nemlig af Valdres og Haddingdal 40 Mand, af Raumarikes søndre Halvdeel 12 Mand, af Raumarikes nordre Halvdeel 10 Mand, af søndre Hedemarken 10, af nordre Hedemarken 12, af ydre Hadafylke 10, af nordre Hadafylke 12, af nordre og søndre Gudbrandsdalen tilsammen 16, af Østerdalen fem.

For det andet bestemtes der, at enhver, som fik Syssel af Kongen, skulde under sit Segl udstede og nedlægge hos Cantsleren et Reversbrev, hvori han forpligtede sin til i sin Embedsførsel nøje at iagttage den baade af Kongen og ham selv aflagte Eed, og til paa den ene Side at vise Mildhed og Skaansomhed saavel mod dem, der af Uvidenhed eller Enfoldighed kom til at paadrage sig Bøder, som mod de kongelige Leiglændinger, af hvilke Landskyld skulde opkræves, men paa den anden Side ogsaa at gaa frem med tilbørlig Strenghed mod dem, der selv ved deres Ondskab og Voldsomhed havde forskyldt deres Straf, samt paasee, at Kongens Gaarde bleve ordentligt bebyggede, og fremfor alt ikke tage Gaver eller Bestikkelser, ligesom han og skulde give en nøjagtig Fortegnelse paa, hvor stor Kongens Visøre (eller i Skibrede-Districterne Leding) var da han tog ved Syslen^[18]. Fremdeles bestemtes det, at saafremt en Misdæder, der skulde afstraffes, var rømt til en anden Syssel end den, hvori Forbrydelsen var bleven begaaet, skulde Sysselmanden over denne være pligtig til at udlevere ham til Sysselmanden over hiint, paa den sidstes Reqvisition.

Fremdeles blev det foreskrevet, at i Tilfælde af Manddrab, der efter Omstændighederne ej strax skulde straffes med Døden, skulde Sysselmanden snarest muligt sende Drabsmanden til Kongen med en Beretning om det Forefaldne, for hvis Sandhed de vilde indestaa; og dømtes han til Fængsel, ikke til Dødsstraf skulde han sendes til en af de følgende Borge: til Borgen paa Ragnhildarholmen ved Kongehelle, hvis han hørte hjemme i Egnen mellem Rigsgrændsen og Svarteborg; til Valdensholm, hvis han havde hjemme mellem Svarteborg og Kamborn (ved Moss); til Oslo (d. e. Borgen paa Vaakeberg) fra Strøget mellem Kamborn og Dramn, samt fra Raumarike; til Slotsbjerget paa Tunsberg fra Egnen mellem Rygjarbit samt fra Thelemarken; og til Mjøskastellet fra alle Oplandene med Undtagelse af Raumarike. Og dømtes endelig Banemanden til Døde, skulde vedkommende Sysselmand selv undersøge Sagen, og selv skaffe Skarpretter, ej lade Henrettelsen besørge ved den Dræbtes Frænder, hvilket ogsaa Loven bød^[19]. Af disse Forskrifter har den første, angaaende Indberetning om Manddrab, fremkaldt den Mængde Breve om Drabssager, der endnu forefindes her i Landet, især fra Tidsrummet mellem 1300 og 1530, og hvoraf mange give fortrinlige Skildringer af Folkets Leveviis og den Raahed i Sæder, som endnu i lang Tid herskede, især blandt de lavere Klasser^[20]. Hvad Reglerne for Drabsmændenes Fængselsstraf angaa, da er det merkeligt nok, at denne Straf ej udtrykkeligen omtales i Loven; men det maa have været betragtet som en Følge af Kongens Benaadningsret, at han kunde forandre Dødsstraffen eller Lemlæstelsen til Fængsel paa vilkaarlig Tid. Det er i og for ilet at betragte som et ikke ubetydeligt Fremskridt i Kultur, at man nu saaledes kunde sikre Samfundet mod en Forbryder uden altid at anvende grummere Straffe. Dette opnaaede man ved de nye ogsaa ovenfor omtalte, Borge, der vel for en Deel havde skyldt Borgerkrigene deres Oprindelse, men nu ved den humanere Fremfærd, de gjorde mulig, kunde siges at have opvejet de Onder, af hvilke de vare en Affødning.

Endelig bestemtes det, at Ledingen skulde ydes i to Afdelinger, Vaar og Høst, og at Vaarledingen skulde være udbudt til Midfaste, indsamles til Paaske, og bragt til Tunsberg ved Hallvardsmesse (15de Mai), Høstledingen udbuden ved Vinternat, indsamlet ved Mortensmesse, og bragt til Byen til Juul, saavel som Landskylden af Kongsgaardene^[21].

Da Vaaren kom, forlod Kongen Tunsberg, og begav sig tilbage til Bergen, hvor Mødet skulde holdes ved Begyndelsen af Juli Maaned, og, som man erfarer, umiddelbart efter Gulathing eller rettere i Forbindelse dermed, saaledes at den nye Tronfølgelov, efter at være affattet og vedtagen af Høvdingerne i Bergen, ogsaa kunde paa gammel Viis lovtages paa Gulathing. Dette var nemlig endnu ikke henlagt til Botolfsmesse, og aabnedes vel saaledes efter den i den ældre Lov bestemte Tid ved Petersmesse 29de Juni. Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper, Lendermændene, Lagmændene og Sysselmændene samt de fleste haandgangne Mænd kom efterhaanden til Bergen, og Mødet blev ogsaa ualmindelig talrigt derved at Biskop Arne i Skaalholt, saavel som en heel Deel islandske Herrer vare tilstede, for at faa den nu paa Island gjenoptagne Tvist om Bestyrelsen af Kirkegodserne afgjort, saaledes som det i det følgende vil blive omtalt. Biskop Arne og de islandske Herrer vare allerede Aaret forud ankomne til Norge, og Biskopen havde været med Kongen under hans Ophold paa Østlandet. Saavidt man kan skjønne, maa de foreløbige Forhandlinger allerede have begyndt for Gulathinget, siden ej alene Tronfølgeloven virkelig blev lovtagen paa Gulathing, som det udtrykkeligt beder, med Erkebiskoppens, alle Lydbiskoppernes, Lendermændenes, de øvrige lærde Mænds, Stallarernes, Lagmændenes og alle de tilstedeværende haandgangne Mænds Samtykke^[22], men ogsaa, hvorom mere nedenfor, en foreløbig Lovtagelse af Landsloven synes at være skeet. Ved hiint Samtykke til en ordentlig reguleret Arvegang havde Erkebiskoppen, om end ikke i udtrykkelige Ord, opgivet sin Fordring paa at Norges Rige skulde være et absolut Valgrige: en Fordring som jo ogsaa, efter hvad vi have seet, var uholdbar. Dog blev en formelig Renunciation fra Erkebiskoppens Side af denne Fordring, saavel som af Fordringen om Kronens Ofring, indført som første Artikel i den strax efter udstedte Overeenskomst, saaledes som det nedenfor vil sees. Imidlertid forbeholdt han sig dog, og Kongen indrømmede ham, at den Artikel, der tilføjedes efter det egentlige Arvetal, og som handlede om, hvorledes man skulde forholde sig, naar der aldeles ingen var tilbage af den kongelige Stamme, og en Konge saaledes maatte vælges, blev formet ganske ligesom hiin Artikel fra 1164, hvilken Erkebiskoppen havde fordret opfrisket, nemlig at de verdslige og gejstlige Herrer tilligemed 12 fra hver Syssel af Sysselmændene opnævnte Mænd skulde uopfordret indfinde sig i Nidaros til Raadslagning; med Erkebiskoppen, og at Erkebiskoppens samt Biskoppernes Stemmer skulde gjøre Udslaget ved Valget. Saaledes kunde Erkebiskoppen trøste sig med, at der dog gaves eet Tilfælde, hvor Tronfølgeren formelig skulde vælges og hvor den af ham for sig og sine Lydbiskopper paastaaede overvejende Indflydelse paa Valget var lovhjemlet. Hvad Arveloven selv angaar, da udtalte den først og fremst det Princip at kun een ad Gangen skulde være Konge, og opstillede dernæst tretten Arvegangsklasser, nemlig 1) ældste egtefød Søn; 2) ældste egtefød Sønnesøn (med det udtrykkelige Tillæg: „hvis ingen egtefød Søn er til“; yngre egtefød Søn gik saaledes foran ældste egtefød Søns Som; 3) ældste egtefød samfædre Broder; 4) ældste egtefød samfedre Farbroder; 5) ældste samfedre egtefødde Broders egtefødde Søn; 6) ældste egtefødde Søn af egtefød samfedre Farbroder; 7) ældste uegte Søn af sidst afdøde Konge, kun ikke fød i Hoor eller Blodskam; 8) egtefød Datters ældste egtefødde Søn; 9) egtefød samfedre Søsters ældste egtefødde Søn; 10) ældste mandlige Nærsyskendebarn, stammende ved egte Fødsler fra den afdøde Konges Farfaders samfedre Broder; 11) ældste mandlige Nærsyskendebarn stammende paa samme Maade fra afdøde Konges Farfaders samfedre Syster; 12) afdøde Konges Moders samfedre egtefødde Søsters egtefødde Søn; og endelig 13) næste mandlige Arving, efter det i Loven opstillede sædvanlige Arvetal, før saa vidt han er af rette Konge-Ætt.

Det bestemtes tillige, at den afdøde Konges Datter, Sønnedatter, Syster eller Møder, saavel som øvrige kvindelige Frænder, der ifølge den private Arvelov vare berettigede til Arv, men derimod udelukkede fra Kongearven, saa og de mandlige Frænder, der ikke hørte til den egentlige Kongeætt, og saaledes heller ikke havde Ret til Tronarven, men derimod stode nærmere til privat Arv efter Kongen end Tronarvingen, skulde efter det private Arvetal arve alt det Gods, der kunde regnes til Kongens Privatejendom, nemlig af faste Ejendomme hvad han selv havde arvet efter sine Frænder, eller kjøbt for Løsøre, (hvilket dog ei maatte være indkommet ved Salg af Krongods) samt alt det Løsøre og de Ejendele, der ej hørte Kronen til, med mindre den Afdøde havde gjort en udtrykkelig testamentarisk Disposition^[23].

Vi have allerede ovenfor gjort opmerksom paa, at dette Arvetal, ligesom det foregaaende, er nærmest lempet efter de for Haanden værende Omstændigheder. I 1260 gjaldt det at sikre Magnus Tronfølgen; i 1273 gjaldt det at sikre Kongens yngre Søn, Haakon, Tronfølgen fremfor umyndige Sønner af den ældre; hvis Erik døde før Faderen, efterladende en Søn, vilde dog ikke denne, men Haakon, arve Tronen, og hvis Erik døde, efter at være bleven Konge, men kun efterladende en Datter eller Dattersøn, vilde Haakon ligeledes blive Tronfølger. Det var vel fornemmelig Mindreaarigheder, man søgte at undgaa, men det er dog heller ikke saa usandsynligt, at Kong Magnus kan have haft nogen Forkjærlighed for sin yngre Søn, der vist var et meget mere opvakt Barn end den ældre. Vi ville senere see hvorledes nye Forhold endnu engang bevirkede en Forandring i Konge-Arveloven^[24], der saaledes, skjønt den burde have været urokkelig, dog kom til at høre blandt de omskifteligste af Norges ældre Grundlove.

I Forening med Konge-Arveloven, og før dennes Vedtagelse paa Gulathing, maa der ligeledes allerede være truffen en endelig Bestemmelse om de Titler, Kongens Sønner skulde bære, og de Forleninger, den yngste skulde have, siden det allerede i det nys omtalte Tillæg til Arveloven, hvor der er Tale om at de verdslige og gejstlige Høvdinger skulde indfinde sig for at vælge Tronfølger, heder: „Hertug og Jarl, om de ere til“ o. s. v.^[25] Her forudsættes saaledes Hertugens Tilværelse. Det synes desuden som om hiin Lovtagelse først fandt Sted efter at Kongen havde ladet sine Sønner udraabe, den ene til Konge, den anden til Hertug. Thi Petersmessedagen (29de Juni) aabnedes som sagt, Gulathing, og allerede to Dage efter (Søndag 1ste Juli) havde Kongen i sin Sommerhall en Hirdstevne, hvori han bekjendtgjorde, hvad der var besluttet angaaende hans Sønners Titler, og hvor han tillige gav sine Mænd de behørige Forskrifter, hvorledes de skulde forholde sig ved Hyldings-Højtideligheden, hvilke Vaaben de skulde bære o. s. v. Og denne Højtidelighed berammedes allerede til den følgende Tag, Marie Besøgelses-Tag eller St. Svithuns-Dag (2den Juli), den samme Dag, paa hvilken Cardinal Villjam havde indviet Apostelkirken, og som derfor tillige var dennes Kirkemessedag, altsaa var en tredobbelt Festdag^[26]. Da 1ste Juli var en Søndag, kunde Gulathinget til denne Tid netop have begyndt sine Forhandlinger, og vanskeligt have tilendebragt dem; det er derfor rimeligt, at Kongen, Erkebiskopen og de øvrige Herrer først senere, henimod Thingets Slutning, have begivet sig til Gulathing, for at lade Arveloven antage med desto større Højtidelighed. Tidligt om Morgenen den 2den Juli hørte Kongen selv Tider og Messe i Apostelkirken, og begge Junkerne, af hvilke den ene kun var fem, den anden kun tre Aar, „Udmesse“ i Christkirken de spiritu sancto. Imidlertid var der om Morgenen tidligt tilblæst almindeligt Thing paa det sædvanlige Sted, Christkirkegaarden, og alt ordnet saaledes som Kongen Dagen forud havde bestemt. Dette var vel i det hele taget saaledes som det havde været Skik og Brug ved de tidligere Hyldinger, men dog i flere Stykker anderledes, og derfor vel paa det nærmeste saaledes som det findes foreskrevet i „Hirdskraa“, efter den Bearbejdelse og Udvidelse, som Kong Magnus underkastede denne Lov (hvorom mere nedenfor). Magnus behagede sig altfor meget i al Slags pragtfulde Optog, Højtideligheder og Ceremonier, til at han ej skulde have grebet denne Anledning, den eneste, han kunde vente at opleve, til at gjøre de Forandringer og Forbedringer i det ældre Ceremoniell, som han fandt passende, og derfor er det vel næsten at ansee som vist, at det Ceremoniell, der findes paabudt i Hirdskraa Cap. 5, netop er det selvsamme som det, Magnus nu fastsatte paa Hirdstevnen, og af hvilken endog denne Hirdstevne selv dannede en Deel. Det bestemmes her udtrykkeligt, at Kongen paa denne Hirdstevne skal foreskrive Hirden, hvorledes den havde at forberede sig til og forholde sig ved den forestaaende Akt^[27]. Det er og her foreskrevet, at den vordende Konge netop skal lade sig synge Messen de spiritu sancto med flere dertil bestemte Collecter^[28]. Derpaa skulde han gaa til Altaret og forrette en Bøn, samt knælende modtage Velsignelsen af Biskoppen. Derefter skulde det hellige Kors og de øvrige Helligdomme, der havdes ved Haanden, altsaa i nærværende Tilfælde St. Sunnivas Skriin, bæres i Procession ud til Thingpladsen, hvor alle, der kunde, skulde begive sig hen. Alt dette blev vistnok nøjagtigt iagttaget. Paa Thingpladsen skulde der være indrettet en stor Tribune med Trappetrin og flere saakaldte Højsæder, af hvilke det i midterste, det kongelige, skulde være højest og smukkest prydet. En saadan Tribune eller Hyldingsstol stod muret paa Christkirkegaarden i Nidaros; i Bergen var den vel kun for Dagen indrettet af Træ. Her skulde nu alle de tilstedeværende Høvdinger sætte sig i Sæderne paa begge Sider af Kongehøjsædet efter deres Rang, kun Kongehøjsædet selv skulde, som det heed, staa tomt, og Kongsevnet, som den vordende Konge kaldtes, sætte sig paa Trinet nedenfor, indtil han havde faaet Kongenavn. Denne Bestemmelse gjelder dog kun det som det sædvanligste forudsatte Tilfælde, at ingen anden regjerende Konge er tilstede end Kongsevnet selv. Men her, hvor Hyldingen skulde skee endnu i den regjerende Konges Levetid, og hvor denne desuden skulde creere den yngre af Sønnerne til Hertug, satte han sig vistnok selv paa Kongetronen. Den vordende Hertug satte sig efter Forskriften ogsaa paa det samme Trin som Broderen. Da man var kommen til Sæde, rejste en af den forsamlede Skare, sandsynligviis en anseet Bonde, sig, og bød Kongen velkommen^[29]. Derpaa traadte Stallaren Vigleik Audunssøn frem og holdt en Tale paa Hirdens Vegne. Efter ham holdt Erkebiskoppen en lang og smuk Tale, hvori han først berørte den Sorg, alle havde følt over Junker Olafs Død, og derpaa udbredte sig over den Fryd, Gud nu havde forundt det hele norske Folk^[30]. Efter det nye Ceremoniell var det ej længer en Bonde, der skulde give Kongsevnet Kongenavn, men den fornemste af de Tilstedeværende, læg eller lærd. Dette Hverv tilfaldt altsaa nu Kongen selv, som holdt en smuk Tale og endte den dermed, at han gav Erik Kongenavn og Haakon Hertugsnavn, hvorefter de begge toge Plads i det kongelige Højsæde. Den nys udnævnte Konge skulde ifølge Forskriften løftes op deri af alle Biskoperne, Lendermændene, Hirdstjorerne og Lagmændene, under Afsyngelsen af Te Deum og Kyrie eleison, medens Kongen kun skulde give Hertugen Haanden og sætte ham ved sin Side, samt staaende overrække ham Sverd og Merke. De Ord, hvormed Kongenavnet gaves, vare disse: „det Kongenavn, Gud forlener dig og som du er fød til, og af Landsens Folk tagen til efter den hellige Kong Olafs Lov, det lægger jeg paa dig, Erik Magnussøn, paa Guds Vegne og alle deres, som under dit Velde ere satte, med den Hæder og Magt, som tilkommer det at følge over hele Norge og dets Skatlande; i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, Amen“^[31]. Disse Ord sees med Flid at være saaledes valgte, at de skarpt udtale Arvekongens medfødte, af Gud selv uden nogen Mellemkomst enten af Kirken eller Folket overdragne Ret til Kronen. Formularen for Hertugsudnævnelsen lod saaledes: „Det Navn, jeg lægger paa dig, Haakon Magnussøn, paa Guds Vegne, og af den Magtfuldkommenhed, han har forlenet mig, det giver jeg dig med Godvilje; og lade Gud selv sin Miskund følge det med alle de Dele, han seer at være dig meest tjenlige, til hans Ære, min Hæder og Lettelse, dig selv til Lokke og Held, alle dem til Fred og Glæde, som jeg med Guds Forsorg undergiver din Raadighed“. Efter Udnævnelsen gik, fremdeles efter det beskrevne Ceremoniell, den unge Konge og Hertug begge til St. Sunnivas Skriin for derpaa at aflægge deres Eed, Kongen til Folket og Hertugen til Kongen; hvorefter Lendermændene og Hirdstjorerne, Lagmændene og Bønderne, eller et Udvalg paa Bøndernes Vegne afsagde den unge Konge deres Troskabseed. Kongens Hyldingseed lod kun simpelt hen saaledes: „det lover jeg Gud og hans hellige Mænd, og det hans Folk som jeg uverdig er sat over, at jeg skal holde den christne Lov som den hellige Kong Olaf stiftede og andre hans Efterkommere have nu samtykt mellem Kongen og dem som Landet bygge; med begge Parters Samtykke, og med gode Mænds Raad at forbedre dem efter den Forstand, Gud forunder mig“.^[32] Her stod der heller intet om nogen særlig Forpligtelse til Kirken, uagtet Erkebiskoppen vistnok saare gjerne havde ønsket noget saadant indført, og rimeligviis ogsaa havde gjort sig megen Umag for at det maatte skee, hvilket aller bedst sees deraf, eg han syv Aar efter, da Kong Erik skulde krones og aflægge Konge-Eed paany, ikke var tilfreds med at denne aflagdes efter den gamle Formular, men forandrede den netop saaledes, at Biskoppernes og Kirkens Rettigheder og Friheder først og fremst, og udtrykkeligt, bleve varetagne^[33]. Han kan altsaa ikke have været synderlig behageligt stemt, da han hørte Kongenavnet gives og Eden aflægges, hvad enten nu Formularerne for disse Akter have været underkastede foreløbig Drøftning og Vedtagelse, eller Kongen her ganske handlede paa egen Haand, uden at have raadført sig med andre end sine kjæreste og paalideligste Venner.

Alligevel maa Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen i det Hele taget have været nok saa venligt, siden den sidste ikke engang havde noget imod at forherlige Hyldingsfesten ved hiin lange og smukke Tale, der synes at have været fuld af mange for Kongen og hans Huus smigrende Ord. Dog kan der vel og have været indstrøet Bemerkninger, der sigtede til, hvad Kirken troede at kunne fordre til Belønning for hvad den nu havde opgivet, og som udtalte Haabet om, at disse Anliggender nu ved de forestaaende Underhandlinger og den forventede Overeenskomst vilde blive ordnede paa en for begge Partier tilfredsstillende Maade. Den hele Højtidelighed sluttede vel, som de tidligere af samme Slags, og som det ved Loven var foreskrevet, med et festligt Gjestebud. Rimeligviis bestemtes det, som det allerede ovenfor er antydet, ved denne samme Lejlighed, hvor stort Hertug Haakons Len skulde være, og hvilke Forpligtelser der som Vasall skulde paaligge ham. Thi Hirdskraaen forudsætter udtrykkeligt, at Hertugen skulde have en Deel af Landet til Len, og optegner nøje Hertugens Pligter. „Hertugen“ lyder Hirdskraa, „skal frit (frjálslega) raade over den Deel af Landet, som Kongen giver ham at tage Sagøre af med Miskunhed, kun skal han ikke have større Udbud end Kongen, uden denne i Nødsfalds-Tilfælde tillader det. Han skal ikke bortskjenke det Jordegods, Kongen forlener ham med, men han maa bortforlene dem til hvem han vil. Heller ikke skal han have flere haandgangne Mænd end Kongen og forstandige Mænd finder tilbørligt, og forøger han sin Hird, efter at Kongen har forbudt det, da ere alle de, der sværge ham Troskabseed, skjønt Kongens Forbud var bekjendt, Landraademænd. Hertugen skal heller ikke forlade Landet uden Kongens Tilladelse, lige saa lidet som han skal staa i venskabelig Forbindelse med nogen Høvding, med hvem Kongen af lovlige Grunde staar paa fiendtlig Fod, eller have de Mænd i sin Tjeneste, paa hvilke Kongen er vred. Er der Ufred i Landet, skal Hertugen og alle hans Mænd være forpligtede til at understøtte Kongen i alle nødvendige Foretagender, og kræver Nødvendighed det for Hertugen, da skal Kongen igjen skaffe ham saa stor Hjelpe-Styrke som gode Mænd finde passende. Ere de sammen i Ufred, da skulle de og deres Mænd begegne hinanden som de, der danne et eneste Samfund. Hertugen er forpligtet til, baade i Fred og Ufred at føre de Fejder, Kongen med Rimelighed befaler ham at føre, og hvori han ogsaa, om det gjaldt, vilde sende sine kjæreste Venner. Naar Hertugen er hos Kongen, skulle Hertugens Mænd besørge Vagthold og al anden Udkig og Bevogtning, lige saa vel som Kongens, efter Mandtal og Lodkastning. Kongen lægger først ind i enhver Havn. Hertugen skal være sin Konge huld og tro, opmerksom paa al Fare, og vogte vel paa Fienders Tale og Raad. Beskylder Kongen sin Hertug for Svig eller Utroskab, da skal dette ransages med Skjønsomhed, men ikke refses med Heftighed og Voldsomhed. Negter han Beskyldningen og forsikrer om sin Troskab, da skal han tilbyde Gisler og erklære sig rede til at underkaste sig retlig Undersøgelse, hvorpaa Sagen skal undersøges med Skjønsomhed og nøde Mænds Raad efter Loven. Vægrer Hertugen sig uden lovligt Forfald for at komme til Kongen, skjønt han er lovligen stevnt, da maa man dømme Beskyldningen at være sand, og alle de, som efter denne Doms Afsigelse frivilligt følge ham eller vise ham nogen Lydighed, ere alle Ubodemænd. Som Udmerkelsestegn bestemmes, at Hertugen kunne lade bære Merke for sig, hvad enten han rider til Byen eller ror, med mindre Kongen allerede er der; ligeledes skal han, naar Kongen ikke er tilstede, have et bevæbnet Følge af 6 Personer; i Kongens Nærværelse kun af fire^[34].

Dette viser, at den nu creerede Hertugs Rettigheder ikke kunne have været saa store som Hertug Skules, siden, hvad derfor Resten er merkeligt nok, Ledingen maa have været forbeholden Kongen, da aldeles intet nævnes om denne, medens det derimod udtrykkeligt siges, at Lenet overdrages Hertugen til at tage Sagøre af^[35]. Heraf maatte da ogsaa følge at Sysselmændene i Hertugens Len egentlig vare at betragte som kongelige, og rimeligviis skulde udstede Forsikringsbrev samt aflægge Eed baade til Kongen og Hertugen. Men for øvrigt var den Stilling, man tænkte sig at denne skulde indtage, ganske en Lensfyrstes, der uhindret førte Regjeringen over og oppebar de øvrige Indtægter af det ham overdragne Len, uden nogen Indblanding af Overherren, og kun var forpligtet til at vise denne Troskab og understøtte ham i Krig, efter Lensforholdets sædvanlige Medfør. Der nævnes intet om at Lenet skulde være arveligt i Hertugens Ætt, thi det maa ansees vist, at det gjaldt herom, hvad der strax efter udtrykkeligt siges om de Jarler, Kongen udnævner i det egentlige Norge, „at Jarldømmet paa ingen Maade havde at gaa i Arv, skjønt enkelte utilbørligt havde klængt sig derved“. Hertugdømmet var nemlig, som vi allerede ovenfor have viist ved at omtale Hertug Skules Ophøjelse til denne Værdighed, i sig selv intet andet end Jarleværdigheden med en noget højere Titel og Rang. De for Jarlen opregnede Rettigheder og Pligter ere ogsaa ganske de samme, som de, der opregnes for Hertugen; begge derom handlende Capitler ere aldeles ligelydende, og selv det Antal Folk, Hertugen eller Jarlen kan benytte til Følge, angives for begge lige stort^[36]. Hvad der siges om Oprindelsen til denne indenlandske Jarleværdighed, nemlig at Norges Konge stundom giver sine egtefødde Sønner, stundom sine egtefødde Brødre eller nærmeste Svogre Jarlsnavn, og giver dem saadanne Stykker af Landet, beliggende i de Egne af Riget, og paa de Vilkaar, han finder for godt, passer lige saa godt paa Hertugsværdigheden, og Navnet eller Titlen gjør fra denne Side intet til Sagen. Saaledes maa det da vistnok ogsaa henføres til Hertugsværdigheden, hvad der end videre tilføjes som Beviis paa at Jarleværdigheden i Norge ej var arvelig. For det første, heder det, „kan det noksom bevises, at den aldrig har gaaet i Arv. For det andet findes ingensteds i Landet nogen særegen til Jarldømmet bestemt Part, men naar Kongerne have givet Jarlerne noget af Landet, da have de givet dem Len, som det har behaget dem bedst, snart i Frostathingslagen, stundom i Gulathingslagen, stundom i Viken og især paa Oplandene, stundom ogsaa i alle Dele af Landet, men desto mindre paa hvert Sted^[37]; ofte have ogsaa Kongerne tilbagetaget de Forleninger, de have givet Jarlen paa een Kant af Landet og givet ham Len andetsteds, efter som de have fundet det mest passende; der findes ogsaa hverken Jordegods eller Odelsjorder nogensteds i Norge særskilt henlagte til Jarldømmet. For det tredie, og hvad forstandige Mænd især have lagt Vegt paa, have kloge Konger ofte fundet, at Jarlerne vare upaalidelige, enten mod dem selv eller mod deres Forfædre, hvorfor det er rettest at Kongen har det i sin Magt at hædre og fremme den mest ved Forleninger af sin Fædrenearv, som han befinder at være ham huldest, og vil lægge mest Vind paa at udføre hans Befalinger uden- og indenlands, thi alt Landet er Kongens Odel og Eje, og det er ikke sikkert at det gaar bedre, om man forsøger paa noget andet. Og for det fjerde, saaledes slutter denne merkelige Erklæring, er det jo bekjendt nok, at der lange Stunder slet ikke har været nogen Jarl i Norge, og dermed har Almuen været bedst tjent, thi sjelden har det baadet Smaafolket, at der var flere Befalingsmænd paa een Gang“^[38]. – Det kan saaledes umuligt have været Kongens Mening, at Hertugsværdigheden med tilhørende Len skulde gaa i Arv. Man havde desuden allerede et afskrækkende Exempel paa, hvad det blotte Spørgsmaal derom kunde lede til, i Stridighederne mellem den kongelige og hertugelige Linje i Danmark.

Hvor stort Len Hertug Haakon fik, angives ingensteds. Man kan vel af flere Omstændigheder slutte, at Meningen har været, at han skulde have en Trediedeel af Norge og Skatlandene, men hvad der regnedes til denne Trediedeel, nævnes ikke udtrykkeligt; man kan kun nogenledes slutte sig dertil fra de senere af ham som Hertug udstedte Breve. Af disse sees, at han fik alle Oplandene eller hvad der nu regnedes til Eidsivathingslagen, paa Østerdalen nær^[39], saavel som Oslo med Oslo-Syssel^[40]; dertil Egdafylke og Rygjafylke^[41], samt endelig Færøerne og Hjatland^[42]. Derimod synes Vestfolden eller Tunsbergs Syssel saavel som Borgesyssel, Ranafylke og Skidusyssel at have været forbeholdt Kongen^[43], eller de vare maaskee allerede bortforlenede eller bortlovede til visse anseede Mænd med det Forbehold at de skulde beholde Syslerne paa Levetid, uden at staa under andre end Kongen selv, og med større Rettigheder end de almindelige Sysselmænd. Saaledes sees det, at Erling Alfssøn i 1276 havde Borgesyssel, og Skidusyssel var i det mindste senere overdragen til den nye Cantsler, Thore Haakonssøn. Muligt er det vel og, at enkelte Ændringer i den oprindelige Bestemmelse kunne have været gjorte strax før eller efter Kongens Død. For Resten faldt det sig vel af sig selv, at Hertugen ej skulde tiltræde Forleningen førend efter Kongens Død, og vel heller ikke da, førend han var bleven myndig.

Ved denne Lejlighed vedtoges ogsaa lignende Bestemmelser for Sysselmændene nordenfjelds, som det ved Mødet i Tunsberg havde været vedtaget for dem paa Østlandet. Af Egdafylke skulde der holdes fire Mand af hver Skibrede, saaledes bevæbnede og udrustede, som før bestemt for Viken; af Ryfylke, Hørdafylke og Sogn tre, af Søndfjord to, af Nordfjord tre, af Søndmøre to, af Raumsdal og Nordmøre tre Mand af hver Skibrede, af Thrøndelagen deels to, deels tre Mand af hver Skibrede, af Naumdal to, af Haalogaland fire Mand af Skibreden. Om Stederne hvor Forbrydere skulde holdes i Fængsel, findes ingen Bestemmelse; sandsynligviis har man kun haft de to Borge ved Bergen og Nidaros at vælge imellem, og faldt det da af sig selv, at Gulathingslagens Forbrydere bragtes til hiin, Frostathingslagens til denne. Ved disse Bestemmelser oprettedes, kan man sige, en for de Tider ikke ubetydelig staaende Hær. Thi det Antal, Sysselmændene som saadanne skulde holde, beløber sig efter en temmelig nøjagtig Beregning til 1084^[44]. Naar her foruden de, der havde Veitsler (d. e. vare forlenede med Kongsgaarde), skulde stille fem Mand for hver 15 Mks. Veitsle, altsaa 1 Mand for boer tre Mks. Veitsle, kan man vel regne at Lendermændene, af hvilke der vel gaves omtrent 120^[45], og som hver i Gjennemsnit havde 15 Mks. Veitsle, stillede 600, og de øvrige haandgangne Mænd, samt Lagmændene, der vel ogsaa tilsammen havde ikke mindre end 1800 Mks. Veitsle, ligeledes 600 Mand; det hele Beløb udgjorde saaledes 3284 Mand. Vistnok vare vel mange Sysselmænd ogsaa tillige Lendermænd, men derfor kan man ikke regne deres Contingent som saadanne ind i, hvad de som Sysselmænd skulde stille: dette stilledes af Syslen, hiin derimod af deres Veitslegods. Hertil komme nu og de Tropper, som Sysselmanden i Jemteland og Herjedalen vel ogsaa maa have stillet, skjønt det ikke optegnes. De reglementerede Vaaben for disse Tropper vare i det mindste en sterk Vaabentrøje, Staalbue, Skjold, Sverd, Spyd, og Haandbue med to Tylfter Brodde^[46]. Denne Hær var saaledes ej alene i sig selv temmelig sterk, men ogsaa vel bevæbnet. Det er nemlig tydeligt, at disse Tropper nu traadte ganske i Stedet for de tidligere saakaldte Huuskarle eller Lenstropper, som Lendermændene vare pligtige at holde, og hvis Antal vilde have udgjort omtrent 2400 Mand, men som nu billigtviis maatte fordeles anderledes, da der i Tidens Løb var opstaaet et ganske andet System med Veitslerne, end forhen; i ældre Tider var der neppe andre Veitslemænd end Lendermændene, hvoraf hver havde des større Veitsler og kunde holde des flere Mand, hvorimod Aarmændene, der forrettede Sysselmændenes Pligter, intet havde med at stille Tropper; nu var der ved Siden af Lendermændene mindre Veitslemænd; Sysselmændene vare komne op i Aarmændenes Sted som virkelige Befalingsmænd, og vare tildeels selv Lendermænd, idet mindste Veitslemænd: her udkrævedes altsaa en ny Fordelingsmaade. Det maatte da næsten falde af sig selv, at det Antal Tropper, Sysselmændene skulde bolde, beregnede-s i Sødistricterne efter Skibrede-Antallet, uden at man deraf maa forledes til at tro, at denne Troppestilling traadte i Stedet for den virkelige Leding- eller Folke-Udbudet. Dette vedblev lige fuldt, eller meentes i det mindste at skulle vedblive; en anden Sag var det, at disse Ledingstropper kom til at spille en mere og mere ubetydelig Rolle ved Siden af Huustropperne, eller, som man gjerne kan kalde dem, de staaende Tropper, for saa vidt det maa antages, at i det mindste Sysselmændene, om de end ikke have holdt det hele foreskrevne Antal uden i Krigstid, dog altid have været omgivne af saa mange Krigere eller Huuskarle, som vare nødvendige for dem til at opretholde Orden i deres Sysler, hvilken mindre Skare da igjen udgjorde Kjernetropperne, med hvem de øvrige, der skulde holdes i Krigstilfælde, forenedes, og af hvilke de lærte den tilstrækkelige Vaabenfærdighed, for saa vidt de ikke allerede forhen havde erhvervet den. Sandsynligviis regnedes ogsaa blandt disse Tropper de før omtalte Borgere, der dannede Besætningen i de nys oprettede Borge.

Der er al Grund til at antage, at ogsaa den nye private Arvegangslov ved denne Lejlighed, eller rettere allerede paa Gulathinget, blev vedtagen. Det var nemlig i og for sig rimeligt, at den behandledes i Forbindelse med Kongearve-Loven, som den i visse Tilfælde supplerer. Vel kunde man sige, at hvor Kongearve-Loven, efter at have gjennemgaaet de 12 Arvegangsklasser, erklærer den, som ifølge den private Lov er nærmest til Arv, for ret Tronarving, saavel som hvor den omtaler de Slægtninger af den afdøde Konge, der i Følge den private Arvelov staa nærmere til Arv af Gods, end Tronarvingen, har den ikke nogen bestemt Arvelov for Øje, men sigter kun i Almindelighed til, hvad der til enhver Tid er bestaaende: imidlertid synes dog dens Udtryk „som Landsbogen vidner i det almindelige Arvetal“, at maatte betegne den nye Fælleslov, thi kun denne kunde kaldes „Landsbogen“. Desuden blev den nye Lov endeligt lovtagen inden næste Rigsmøde; Rigsmødet 1273 var saaledes det eneste, paa hvilket det troe Arvetal kan have været behandlet og vedtaget, for saa vidt det overhoved kom føre paa noget Rigsmøde, hvilket man dog maa antage om en saa vigtig Forandring, hvorved endog et aldeles nyt Arvegangsprincip indførtes^[47]. I Forbindelse hermed har da vel ogsaa den nærmere Bestemmelse og Begrændsning af Odelshævd og Odelspræscription fundet Sted, ligesom overhoved de øvrige Punkter, der trængte til en særegen Drøftning og Vedtagelse, førend de indførtes i Lovbogen, her maa have været behandlede: de kunne dog ikke have været mange. Ja det lader endog til, at disse her nævnte Forandringer i den verdslige Lovgivning have været forelagte paa Gulathinget til Antagelse allerede strax ved dets Aabning, og at den hele Lovbog med det samme foreløbigt blev vedtagen.

Da saaledes disse vigtige verdslige Anliggender vare afgjorte, skred man til at behandle de kirkelige. Dog kom først den vigtigste islandske Sag for, mellem Biskop Arne af Skaalholt og Kirke-Ejerne, saaledes som det i det Følgende skal nærmere berettes. Uagtet Kongen heldede til disses Side, faldt Dommen, hvilken Erkebiskoppen afsagde den 24de Juli, ganske til Biskoppens Fordeel. Endelig kom Raden til Tviste-Emnerne mellem Kongen og Erkebiskoppen, af hvilke dog flere nu allerede vare afgjorte, og efter mange Forhandlinger fra begge Sider, som det heder, sluttedes da omsider den længe forberedte Overeenskomst, med Biskoppernes, Baronernes, de nidarosiske Chorsbrødres, og flere andres Raad og Samtykke. Det tør dog nok hænde, at der ved hine „mange Forhandlinger“ sigtes til alle dem, der overhoved i dette Emne havde fundet Sted, ikke til de nu sidst afholdte alene, hvor man allerede var bleven enig om de vigtigste Hovedpunkter, saa at Erkebiskoppen, som vi have seet, endog tog en vigtig Deel i Hyldings-Højtideligheden.

Overeenskomsten er affattet paa Latin, og dateret den 1ste August 1273. Dens egentlige Grundlag er, som man seer, den før omtalte Privilegie-Bulle af Pave Coelestin til Erkebiskop Erik, fra 1194, af hvilken den endog saa godt som Ord til andet indeholder flere Artikler. Men denne Bulle stemmer vel igjen for største Delen med den oprindelige, nu tabte, Overeenskomst mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eystein, og Cardinal Nikolas, af 1152, der indeholdt de Friheder og Forrettigheder, som ved denne Lejlighed tilstodes Nidaros Metropolitankirke: saaledes tør man vel antage, at Overeenskomsten af 1273 paa det nærmeste ogsaa indbefatter alle Artikler af hiin. Dens Indhold er følgende:

1) At Erkebiskoppen „for at holde Fred samt til Kirkens Gavn og Sjæles Frelse“ afstod for sig og sine retmæssige Efterfølgere, saaledes som det allerede ovenfor er omhandlet, fra al Ret til Kongernes Udvælgelse, Kongedømmets Underkastelse, og Kronens Ofring, saa længe der fandtes nogen arveberettiget efter Loven, hvorimod i Mangel af en saadan de første og bedste Stemmer forbeholdtes Erkebiskoppen og Biskopperne ved Valget.

At Kongen for sig og sine Efterfølgere til evig Tid fraskrev sig al den Ret, han hidtil havde udøvet til at undersøge og paakjende Sager der vedkom Kirken, forbydende strengeligt alle sine Sysselmænd og Lagmænd at understaa sig at dømme i saadanne Sager, eller under Paaskud af nogen tidligere sædvansmæssig Ret, Kongen kan have udøvet, at befatte sig med dem, hvorimod de for Fremtiden alene skulde behandles af gejstlige Dommere. Disse Sager vare alle de, der angik gejstlige Personer, hvad enten de havde Retstrætter med hinanden indbyrdes, eller sagsøgtes af Verdslige; Egteskabssager, Fødselsspørgsmaal, Sager vedkommende Patronatsretten, Tiender, hellige Løfter, Testamenter, især til Kirker eller gejstlige Stiftelser, Værn for Pilegrime, der besøgte St. Olafs eller andre Helgeners Helligdomme, og disse Pilegrime vedkommende Sager, Kirkens Ejendomme, Bannsverk, Meeneed, Aager, Simoni, Kjetteri, Frilleliv, Hoor, Blodskam og alle andre der ifølge den almindelige-Ret kunde henhøre til den kirkelige Domstol.

3) At Kongen paany indrømmede, hvad allerede hans Forgængere havde indrømmet, at Erkebiskoppen og Biskopperne skulde til de af Kongerne stiftede eller doterede Capeller lige saavel som til andre Capeller i Provinsen kunne udnævne passende Prester, uden Kongernes eller andre Lagmænd-s Samtykke eller Præsentation. Denne Artikel er saagodtsom Ord til andet den samme, som den 3die Artikel i Bullen af 1194, der vistnok ogsaa allerede fandtes i Overeenskomsten af 1252, eller i det mindste den af 1164, men som dog havde været et Tviste-Emne i Sverres Tid, indtil Kong Haakon Sverressøn forligede sig med Kirken og opgav sin Fordring 1202; hvad der siges om tidligere Kongers Indrømmelse passer saaledes bedre i nærværende Overeenskomst, end i hiin Bulle af 1194.

4) Den fjerde Artikel i Bullen af 1194 at ved Udvælgelsen af Biskopper og Abbeder skulde ingen Magt, Vold eller Myndighed af nogen Konge eller Fyrste komme imellem, men Besættelsen af Embedet kun skee efter lovligt Valg, bekræftedes ordlydende, kun saaledes at Ordet „Samtykke“, der findes i Bullen, her udelodes, hvoraf man da maa slutte, at et Slags formelt Samtykke forbeholdtes Kongen; dette blev, som det siden vil sees, nærmere forklaret i den endelige Overeenskomst af 1277.

5) Kongen indrømmede paany, heder det, at det ikke skulde være tilladt Kongerne, imod gammel Sædvane, til Kirkernes eller de Gejstliges Skade at forandre Rigets vedtagne og skrevne Love eller de fastsatte Pengebøder, enten med Hensyn til Gejstlige eller Verdslige. Dette er altsaa et Slags Bekræftelse af den ældre, oftere omtalte 11te Artikel i Bullen af 1194, der ogsaa kan sees at have udgjort en Deel af Overeenskomsten 1152. Men her viser sig den merkelige Omstændighed, at medens hiin ældre Artikel udtrykkeligt fordrer „Biskoppernes Samtykke og forstandige Mænds Raad“ som Betingelse for enhver Lovsforandring (en Bestemmelse, der allerede i sig selv maatte gjøre Rigsmøder nødvendige, om end ikke andre Aarsager fremkaldte dem), og derimod føjer Tillægget „mod gammel Skik“ og „til Kirkens eller Gejstlighedens Skade“ kun til det sidste Led, om Forandring af Pengebøder, har Artiklen i Overeenskomsten intet Ord om hiint Samtykke til Lovsforandringer, men indeholder kun et absolut Forbud mod at forandre enten Love eller Bodsbestemmelser til Kirkens eller Gejstlighedens Skade^[48]. Da man nu ikke kan antage, at Udeladelsen har været tilfældig, maa man betragte den som en Antydning eller Forudsætning af, at herefter, naar den almindelige Lov engang var vedtagen, saadant Samtykke af Biskopper og de forstandige Mænd til partielle Lovsforandringer ikke mere skulde være nødvendigt, men at det skulde staa Kongerne frit for, paa egen Haand at foretage dem, uden at sammenkalde noget Rigsmøde, naar kun Gejstligheden og Kirken ikke derved leed noget Afbræk. Og virkelig ville vi ogsaa i det følgende see, at enkelte vigtige Bestemmelser, der synes at maatte egne sig til Behandling paa Rigsmøder, siden efter kun bleve foreskrevne af Kongen „med de bedste tilstedeværende Mænds Raad“, som det heed, uden nogen formelig Sammenkaldelse af Rigsmøde. Artiklen var en Erkjendelse af det Absolutismens Princip, der gik igjennem Magnus’s hele Lov- og Statsforandring. Gejstligheden renoncerede gjerne paa sin egen og Folkets Ret til at give eller negte Samtykke ved verdslige Lovsforandringer, naar kun et absolut Forbud sattes mod at indskrænke Kirkens Frihed og materielle Fordeel; den saa, som vi ovenfor have ytret, nok saa gjerne at Kongedømmet var sterkt, naar den kun deelte Magten med det, og den Overeenskomst, der nu fandt Sted mellem Kirke og Kongemagt, og som saa længe havde været forberedt, var egentlig kun en Forening om broderligt at dele de Fordele af Folkemyndighedens Tilintetgjørelse, som ellers vilde have kommet Kronen alene til Gode. Gejstlighedens Opposition var saaledes ikke længer noget Værn for Folkets ældgamle Rettigheder. Den indrømmede Kongen frie Hænder i alle verdslige Sager, imod at faa saa meget mere ubunden Frihed paa sit eget Felt, og saa meget større materielle Fordele. Vi ville snart endog see, hvorledes Kronen maatte optræde til Folkets Værn imod Gejstlighedens Anmasselser.

6–9) Erkebiskoppen skulde som hidtil have Ret til at kjøbe Falke; Kongen skulde i Tiende-Ydelse af sine Jorder og Gaarde ganske følge de canoniske Bestemmelser, Erkebiskoppen skulde fremdeles nyde Ret til aarligt at udskibe 30 Lester Meel til Island, samt til aarligt at oppebære Landøren af eller rettere nyde Toldfrihed for et fra Island kommende Skib. Alt dette var Gjentagelser af de tidligere Bestemmelser i Bullen af 1194 og Overeenskomsterne af 1152 og 1164. Dog indskødes der ved Udskibningsprivilegiet det Tillæg, hentet fra det mistænkelige Privilegium af 1174, at dette ikke skulde betragtes som et Forbud for Erkebiskoppen mod ogsaa at udskibe andre Varer.

10) Den ældre Bestemmelse i Bullen af 1194, der rimeligviis var en Gjentagelse af hvad der var bestemt i Overeenskomsten af 1152, om frit Værn eller Lejde for Pilegrime, der besøgte St. Olafs og andre Helgeners Helligdomme, gjentoges, kun med Udeladelse af det Tillæg, der findes saavel i Bullen som i Magnus Erlingssøns foregivne Privilegium, at de, der ved et Angreb paa slige Pilegrime kom af Dage, ikke skulde begraves i indviet Jord.

11) Da Kongen, som det beder, vilde forherlige Nidaros Kirke med end større Fordele end den hidtil havde undt, indrømmede han baade for sig og sine Arvinger at Erkebiskoppen for Eftertiden skulde have hundrede Mand fritagne før Udbud, Skibsdræt og Leding; de af disse, som vare hans Skutilsveiner, selv tredie, de øvrige selv anden; samt at hver af de øvrige Biskopper paa samme Maade skulde have 40 Mand frie; dog saaledes at Undtagelser skulde skee for de Tilfælde, at Kongen, Erkebiskoppen og Biskopperne fandt at Rigets Velfærd fordrede det. Ligeledes bestemtes det, at enhver Sogneprest selv tredie skulde være fri for Leding, og beholde een uomgængelig nødvendig Tjener fri for personlig Krigstjeneste. Disse Bestemmelser forudsætte, som man tydeligt seer, endnu Ledingen kun som en personlig Præstation; fornemmelig vel, fordi man endnu ikke paa den Tid havde faaet den nye Præstationsmaade efter Jordegods og Formue, hvorved det bestemtes, hvad der skulde ansees svarende til en Person (nef) beregnet og ordnet (s. o. S. 510, 511), saa at man maatte gaa ud fra det hidtil bestaaende System, forbeholdende sig siden at bestemme Maaden, hvorpaa Fritagelsen skulde beregnes efter det nye. Heraf fulgte dog, som man seer, at man fremdeles hvor der var Spørgsmaal om Fritagelse, bibeholdt den gamle Maalestok efter Personer (nef), uagtet Ledingen selv dog nu var en Realpræstation. Den Ret, Biskoperne og Presterne efter den ældre Lovgivning havde nydt i dette Henseende, var, som vi vide, meget indskrænket: Biskopen nød kun Frihed for sig selv, sin Prest og sin Diacon, og Messepresten kun for sig, sin Kone og sin Klerk. Men en Forandring maa vel allerede have været gjort heri ved Cardinal Nicolaus’s Bestemmelse, eller idet mindste ved Magnus Erlingssøns Overeenskomst af 1164, siden Pave Coelestin i sin Bulle af 1194 udtrykkeligt paaberaaber sig det af Kongen givne Privilegium, hvor han erklærer alle Prester, Klerke og Lægmænd i St. Olafs Tjeneste, saavel som alle Sogneprester, fritagne for Leding. Ved disse „Lægmænd i St. Olafs Tjeneste“ forstodes dog nærmest kun Erkebiskoppens Hirdmænd, og de Arbejdere, der vare beskjeftigede med Kirkebygningen^[49], hvilke sidste Erkebiskoppen selv i Indledningen til Forligs-Acten erkjendte allerede at have frie. Og Hirdens Antal sees af Forhandlingerne mellem Erkebiskop Erik og Kong Sverre kun at have været bestemt til 30 Mand, medens Erkebiskoppen derimod holdt en Hird af 90 Mand, og anvendte saa meget færre til Bygningsarbejdet. Hvorledes dette senere ordnedes, efter Haakon Sverressøns Concordat, vides ikke nøje, men man kan dog vistnok antage som givet, at Kongen stiltiende fandt sig i, hvad det erkebiskoppelige Embedes Værdighed næsten allerede syntes at fordre. Imidlertid trængte dette Punkt til en nærmere udtrykkelig Bestemmelse, og dertil var Lejligheden just nu kommen, saa meget mere som Kongen, hvad vi i det følgende ville erfare, stod i Begreb med at give sine egne haandgangne Mænd en lignende Fritagelse. Erkebiskoppen bemyndigedes saaledes ved denne Artikel til at holde en Hird af 100 Personer, deels Skutilsveiner, deels Hirdmænd, vel ogsaa Gjester og Kjertesveiner, og hver Lydbiskop en lignende Hird af 40 Personer, hvilke alle skulde nyde Ledingsfrihed, altsaa Skattefrihed, for saa meget Jordegods, som efter den fastsatte Maalestok ansaaes at svare til tre eller to Nev. Den Bestemmelse i Bullen af 1194, at Biskopper, Abbeder og andre Gejstlige, der ikke havde kongelig Forlening, ej skulde være pligtige til at føre Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil anvende noget af sit eget Gods, uden i de Nødsfald, som Biskopperne og andre forstandige Gejstlige erkjende at være forhaanden, blev udeladt, som det synes kun ved en Forglemmelse, men senere tilført ved en særegen Skrivelse fra Kongen til Paven, som det strax nedenfor skal vises. For Resten blev der her, merkeligt nok, ikke optaget nogen udtrykkelig Bestemmelse om at Kirkegodset selv skulde være skattefrit, hvilket man dog rinder de nærværende Forhold kunde have ventet. Men Erkebiskoppen henholdt sig vel her til Kong Magnus’s foreløbigt givne Løfte, at alt med Hensyn til dette Punkt, eller Spørgsmaalet om Kirkegodsets Ledingsfrihed, kunde blive ved det gamle. Desuden har vel ogsaa den besynderlige Blanding af personlig og reel Charakteer, som efter den nye Bestemmelse betegnede Ledingspræstationen, forekommet Erkebiskoppen nogenledes betryggende indtil videre. Den skulde vel gaa over til at blive en reel Præstation, men kun for saa vidt de Ejendomme, for hvilke den skulde præsteres, tilhørte og besaddes af ledingspligtige Personer. Forpligtelsen var endnu den personlige, kun skulde Beregningen skee efter Ejendom. Da nu Kirkegodset ikke tilhørte legemlige Personer, meente vel Erkebiskoppen, at dets Ledingsfrihed faldt af sig selv, saa meget mere som det herskende Princip selv fordrede, at Kirkegods ej skulde beskattes. Det ansaaes maaskee i alle Fald tidsnok, nærmere at afhandle denne Sag, naar den nye Præstationsmaade skulde bringes i Udførelse og den dertil nødvendige Matrikulering foregaa. Derhos vare de sidst nævnte Skattefriheds Tilstaaelser saa store Indrømmelser i dette Stykke fra Kongens Side, at Erkebiskoppen maaskee ikke for denne Gang troede at burde gaa videre i sine Fordringer.

I Forbindelse hermed bestemtes, at hvis disse Erkebiskoppens haandgangne Mænd gjorde hinanden Skade, naar de vare i hans Følge, enten til Lands eller Vands, da skulde han selv dømme i Sagen og oppebære Sagefaldet, for saa vidt der ej var Tale om Drab eller Lemlæstelse; i saa Fald skulde Dommen afsiges af Kongen eller hans Dommere. Men hvis Forbrydelsen var skeet andensteds, skulde den Fornærmede have Valget, enten han vilde indstevne Sagen for Kongens eller for Erkebiskoppens Domstol, dog skulde Boden altid deles ligt mellem Kongen og Erkebiskoppen.

12) Fremdeles erklærede Kongen, at under de Indskrænkninger i Kjøb og Salg, Varers Flytning o. s. v., som han selv eller hans Efterfølgere eller deres Embedsmænd foreskreve, skulde Biskopperne, de Gejstlige og de Lægmænd hvilke de særskilt maatte have overdraget deres Erinde, ikke være indbegrebne uden Erkebiskoppens eller Biskoppernes Samtykke, undtagen naar Tiden ikke tillod at indhente dette Samtykke.

13) Endelig tilstod Kongen Erkebiskoppen Ret til at holde en Mand til at slaa Mynt. Dette var kun en Fornyelse af hans Faders tidligere Indrømmelse til Erkebiskop Guthorm (af 1222) ligesom han ogsaa selv synes at have givet et særskilt Brev desangaaende.

Om alle disse Punkter erklærede derpaa Kongen og Erkebiskoppen sig enige og forligte i Overvær af Biskopperne Thorgils i Stavanger, Andreas i Oslo og Askatin i Bergen, saavel som Lendermændene Brynjulf Jonssøn, Ragnvald Urka, Anders Gregoriussøn, Eiliv af Naustdal, Andres Plytt, Aslak Gus, Bjarne Erlingssøn og Thore Cantsler, samt fem Chorsbrødre fra Nidaros, og andre forstandige Mænd, hvilke navngivne Herrer ogsaa beseglede Akten tilligemed Kongen og Erkebiskoppen. At ikke de øvrige Biskopper nævnes som tilstedeværende, kommer vel deraf, at de allerede havde forladt Mødet, og givet de øvrige deres Fuldmagt. Fra begge Sider gjorde man Afkald paa alle fremtidige Indsigelser, Retsmidler og specielle Fritagelser, hvorved denne Overeenskomst kunde rokkes eller hæves, dog forbeholdes det udtrykkeligt baade Kongen og Erkebiskoppen, at hvis Paven negtede den sit Samtykke, skulde alt være som før Indgaaelsen, og begge Parter kunde da føre de samme Klager og anvende de samme Forsvarsmidler som forhen. Altsaa betegnedes Overeenskomsten herved dog kun som foreløbig. Kong Magnus, der dog vistnok oprigtigt ønskede at faa den bekræftet, for snarest muligt at kunne bringe Lovreformen paa det rene, sendte den, ledsaget med en anbefalende Skrivelse, dateret Bergen den 15de August, til Paven, med Anmodning om, at han vilde meddele den sin Bekræftelse, hvorhos han i samme Skrivelse tilføjede, at da den oven anførte Artikel om Gejstliges Fritagelse fra at deeltage i Krigstog eller Krigsrustning var bleven udeglemt i Forligsacten, og man nødig for den Sags Skyld vilde skrive hele Documentet om, især da flere af de Lendermænd, der havde beseglet det, allerede havde forladt Bergen, indførte han den her, for at den kunde blive bekræftet under eet med Hoved-Documentet^[50].

Da vi uheldigviis ikke have nogen fuldstændig Saga om Kong Magnus, saa vide vi heller ikke nøje, hvilken Rolle de verdslige Herrer have spillet ved disse Forhandlinger. Uagtet de senere Begivenheder vise, at de i det hele taget have staaet paa Kongens Parti, tør det dog have været visse Punkter, hvorved de ikke havde mindre Interesse end Gejstligheden i at see sig særegne Rettigheder eller Fritagelser sikrede, og dette maa navnlig have været den nye Ledingsberegning. Thi den Fritagelse, som paa dette Møde var tilstaaet Biskoppens haandgangne Mænd, var aabenbart et Gode, som ogsaa de kongelige haandgangne Mænd attraaede og omsider ogsaa fik; naar den var bleven hine til Deel, maatte det endog synes ubilligt, at den ej ogsaa bevilgedes disse. De kunne saaledes i det mindste ikke have haft noget imod at hiin Artikel, der afgav et Slags Præjudicat for, hvad de ogsaa ønskede at betinge sig, os som de maaskee ogsaa paa dette Mode havde fordret, men, uvist af hvad Grund, endnu ikke synes at have faaet sat igjennem, indflød i Overeenskomsten. Overhoved maa man antage, at de have benyttet hver Lejlighed til at gjøre sig den herskende Strid mellem Kronen og Kirken saa nyttig som muligt, og sikre sig Rettigheder og Friheder, der nogenlunde svarede til hvad Baronerne og Magnaterne i England og andre Lande nys havde erhvervet.

hvorpaa Fellig stiftes mellem Egtefolk, lyder i en Gruppe af Codices anderledes endt en anden. De fleste have den Redaction, som findes i Texten, efter Cod. arnamagn. 60 qv. Men en Eidsivathings-Codex, og tvende for Borgarthinget, have i dets Sted et Stykke, der paa det nærmeste stemmer med de oven anførte Capitler af Jarnsida og Christenrets-Udkastet, hvilke begge ere ligelydende, og igjen ere tagne fra Gulathingsloven, Cap. 52–54, dog med enkelte smaa Forandringer. Til den Redaction, der findes i Texten, og som ogsaa findes paa det tilsvarende Sted af Byloven, kan der ikke paavises nogen ældre Kilde; den er saaledes rimeligviis ny. Hermed synes det da at have gaaet saaledes til, at man først har redigeret Capitlet saaledes som det findes i hine tre Codices, nemlig efter Christenrets-Udkastet, dog med nogle saa Forandringer (f. Ex. at der i Begyndelsen efter „Nu faar Mand en Mø“, indskydes „eller barnløs Enke“, m. m.), men at man siden har ombyttet denne Redaction med den i de fleste Haandskr. forekommende, vistnok ganske fra nyt af conciperede; hvilket ogsaa bestyrkes deraf, al den findes optagen i Byloven, der vel maa antages at indeholde den seneste Redaction. En enkelt Codex af Eidsivathingsbogen har baade denne, og noget længere nede den ældre Redaction. Et enkelt Stykke i samme Capitel („en el mær“ til Enden), der er taget af Frostathingsloven, forekommer i de allerfleste Haandskrifter, saa og af Byloven, i en noget forkortet Form, medens Hovedcodex har den længere, der paa det nærmere stemmer med Fr L. X. 9. Ogsaa her er der nogle faa Codices, som have begge Redactioner. Hertil kommer nu og, at Ordenen, hvori Capitlerne forekommer, er saa forskjellig, hvilket man let vil overbevise sig om ved at betragte Noten desangaaende i N. gl. Love II. S. 73. Det hele er vel gaaet til saaledes, at man i sin Famlen efter det Rette har gjort Forandringer i Mellemtiden fra Lovens endelige Vedtagelse paa eet Thing, og dens Fremlæggelse paa det andet. Den ældre Redaction, efter Christenrets-Udkastet, har vistnok tilhørt den egentlige Gulathingsbog, der, som det nedenfor skal omtales, synes at have været vedtagen allerede i 1273, i største Hast, saa at man vel ikke fik udarbejdet alt saa godt som man ønskede, og derfor senere, førend Loven formeligt vedtoges paa de andre Thing, maatte gjøre nogle Forandringer.

1272–1273, umiddelbart for hans Vinterophold i Tunsberg, men af Sagabrudstykket sees det, at han blev syg strax efter Julen 1271–72.

1. Se ovenf. III. S. 274.
2. Det bedste Begreb om, hvad der regnedes til de undtagne Sager, faar man ved at sammenholde Cardinal Villjams Brev af 15de Aag. 1247 (se ovf. S. 38) med de senere mellem Kongen og Erkebiskoppen stillede Overeenskomster, hvor Sagerne selv udtrykkeligt opregnes. Her nævnes aller først Sager, der angik Gejstlige, hvad enten de tvistede mellem sig selv indbyrdes, eller sagsøgtes af Lægmænd.
3. De ældre Christenretter byde udtrykkeligt, at Biskopperne skulde indfinde sig paa Thingene, ligeledes sees det af Gul. Lov Cap. 3, at Biskoppen skulde opnævne Messeprester til at komme der. Hensigten hermed kan neppe have været nogen anden, end at de skulde fungere som Nævnings- og Lagrettesmænd i kirkelige Sager. Nærmere Oplysning findes i Keysers n. Kirkehistorie I. S. 210, 460.
4. En anden Sag er, at Kongen allerede ved Villjams egen Mellemkomst har søgt at faa den Udvidelse af Lagmændenes Dommermyndighed forøvrigt, som man kan se har ligget Kongerne saa meget paa Hjertet, bragt i Stand. Thi hertil sigter vel Cardinal Villjams Bud i oftnævnte Brev (se ovf. S. 38), at hvis der opstaar Søgsmaal mod en Lægmand angaaende en verdslig Sag, skal Sagsøgeren, hvad enten han er gejstlig eller verdslig, forfølge Sagen for Kongen eller de af Kongen beskikkede Dommere.
5. Se ovenf. III. S. 274.
6. Raynaldi Annales, 1272 No. 21.
7. Arne Biskops Saga Cap. 10.
8. Nemlig Intimationen til Overeenskomsten i Bergen 1273, se nedenfor, jvfr. Dipl. Norv. I. No. 64. a., N. gl. L. II. S. 482.
9. Da den Artikel af 1164, hvorom der senere, hvad Valgretten angaar, er Tale, ikke, saadan som den findes indført i den ældre Gulathingslov, indeholder det mindste øm Kongedømmets Underkastelse, men handler alene om Kronens Ofring, maa saaledes det Privilegium af Kong Magnus, hvortil her sigtes, være hiint mistænkelige Brev, hvorom der ovenfor er talt udførligt II. S. 936 og III. S. 186. Thi kun her tales der om Kongedømmets Underkastelse. Er nu Brevet ikke ligefrem understukket, hvilket dets besynderlige Sprog saavel som andre Omstændigheder kunde give Anledning til at tro, da har det i det mindste ganske vist, saaledes som ovenfor antydet, været erhvervet af Erkebiskop Eystein underhaanden, medens Kong Magnus befandt sig i forknytte Omstændigheder, og hengjemt i Archivet, for senere, efter et Par Generationers Forløb, at kunne drages frem ved en bekvem Lejlighed og benyttes til Kirkens Gavn. I Brevene af 1273 og 1277 gjør Erkebiskoppen tydeligt Forskjel mellem Magnus’s Privilegium for Kirken, altsaa det her omspurgte, og Constitutionen, d. e. den paa Rigsmødet fattede Beslutning, om Kongevalget. Men hvorledes Sammenhængen er med hiint Privilegium, bliver fremdeles en Gaade. At Kong Magnus Haakonssøn ikke erkjendte dets Egthed synes at fremgaa af hans Indvendinger derimod.
10. Se ovenf. II. S. 934, jvfr. Gulathingsl. Cap. 2.
11. Se Intimationen til Overeenskomsten i Bergen af 1ste Aug. 1273, N. gl. Love II. 457. Dipl. Norv. 64. a.
12. Se fremdeles Intimationen til Overeensk. i Bergen af 1ste Aug. 1273.
13. Annalerne, for 1272, Br. af K. Magnus’s Cap. 5. Udtrykkene i Annalerne kunde let give Anledning til at tro at Kongens Sygdom indtraf om Vintren
14. Annalerne, ved de her nævnte Aar.
15. Se ovenfor S. 146, 147.
16. Brudst. af K. Magn. Saga Cap. 6, jevnfør Hirdskraa Cap. 36, hvor der gjøres bedst Rede før dette Møde, og hvor dets Statuter findes optegnede.
17. Der kunde vel ligesaa godt have staaet „Skibrede“, eftersom Vikens Skibreder kun havde Tyvesesser at udrede; men det har vel været Meningen, udtrykkeligt at betegne Maalestokken, efter hvilken man skulde regne.
18. Det er her (N. gl. Love II. 129), hvor „Visøre“ første Gang nævnes. Rigtignok bruges Udtrykket her, saaledes at det indbefatter alle visse Indtægter, baade Ledingen af Kystdistricterne, samt den egentlige Visøre og Skatten af Indlandsdistricterne; det er heller ikke faa usandsynligt, at man aller først brugte „Visøre“ som en fælles Betegnelse paa al vis Kronskat, og at det kun ved senere Skik og Brug gik over til at bruges i denne speciellere Betydning. Men faa meget er vist, at denne Betydning af Ordet blev den sædvanlige og udelukkende. Erindres maa det og, at de fleste af Østlandets Sysselmænd, nemlig 10, vare fra Oplandene, hvor Visøre i egentlig Forstand betaltes, medens der fra Rygjarbit til Elven neppe var flere end sex.
19. Se det ovenfor S. 523 anførte om Advarselen for Sysselmændene og Dommerne om at bruge Maadehold, Alvor og Upartiskhed i Forbryderes Forfølgelse og Domfældelse.
20. Bestemmelsen indskærpedes paa en Maade ved Art. 10 i Kong Haakon Magnussøns Retterbod af 17de Juni 1308, hvor der vel handles om den aarlige Indberetning i et Hefte (Kvaterni) om de i Aarets Løb stedfundne Drab, men hvor dog netop de Omstændigheder fordres anmerkede, som man altid seer anførte i de enkelte Drabsindberetninger, saa at altsaa den for hine givne Forskrift ogsaa har været anvendt paa disse.
21. Der findes vistnok ikke nogen foreløbig udtrykkelig Erklæring om at Ledingen herefter skulde ydes i to Terminer, men da Terminerne selv nævnes, og der ikke tidligere er Tale om dem i Loven, er det klart, at denne Deling skriver sig fra samme Møde. Det er ogsaa det naturligste at den stod i Forbindelse med og var en Følge af den nye Ledings-Indretning.
22. Se herom ovenf. S. 518. Det er dog vistnok ikke umuligt, at det Hyldingsthing, som den 2den Juli holdtes paa Christkirkegaarden i Bergen, regnedes for Gulathing. Da Kong Haakon hyldedes i Bergen den 8de Juli 1217, blev han, som det udtrykkeligt siges, budt velkommen af Sigurd af Onareim paa alle Gulathingsmændenes Vegne, og Dagfinn Bonde, Gulathings Lagmand, erklærede at Gulathingsmændene nu gjerne vilde vise Haakon al den Hæder, de kunde.
23. Nyere Landslov og Bylov, II. c. 2–7. Jonsbogen, sammesteds; Hirdskraa, Cap. 1–3.
24. Nemlig ved Kong Haakon Magnussøns nye Arvelov af Septbr. 1302, hvor Dattersøn allerede sættes i tredie Arv, efter Sønnesøn, øjensynligt fordi Kongen da kun havde en eneste egtefød Datter.
25. I enkelte Hdskr. staar der ogsaa „Hertug, om han er til, eller Jarl“.
26. At Cardinalen indviede Apostelkirken den 2den Juli 1247, er ovenfor omtalt, S. 29, og siges udtrykkeligt i Sturlunga Saga VII. 46. Dette forklarer noksom, hvorledes de Forklaringer i Brudst. af Magnus’s Saga, hvor Hyldingsfesten omtales, skulle opløses. Udgiverne af Folio-Udgaven S. 391 have læst krossmessudagr Jesu gerðr“., og Udg. af Fornm. S. X. S. 163 kanuka messudagr Jesú ok guði, hvorved det paa sidste Sted endog er tilføjet en Anmerkning for nogenledes at begrunde denne Læsning. Men der har aabenbart staaet kirkjumessudagr íhugaðr, d. e. Kirkemessedagen erindret, eller efter den kirkelige Talemaade „commemoreret“. Forkortningen for kirkju er læst som kross eller kanuka, íhu (i Ordet íhugaðr) som Jesú og -gaðr som gerðr el. guði.
27. Hirdskraa, Cap. 5. „Naar de fornemste Mænd ere sammenkomne“, heder det her, „skal Thing tilstevnes efter gammel Sedvane, men Hirdstevne skal være førend Thinget holdes, for at afhandle hvad der især kan synes nødvendigt. Kongsevnet skal her enten selv holde eller lade holde en Tale, hvori han takker alle for deres Nærværelse, og lover alle de samme Æresposter og Titler som de havde før, samt den Forfremmelse efter gode Mænds Raad, der fortjene den: siden skal der tales om paa hvad Maade hele Hirden kan berede sig saa sømmeligt som muligt til Thinget, saa at dens hele Fremtræden er som hæderligst“. Hiin Taksigelsestale har naturligviis Kongen her holdt paa Sønnens Vegne.
28. Dette vare Collecterne: „Deus in te sperantium fortitudo; de domina, de sancto Olavo, de omnibus sanctis“.
29. Her er i Sagabrudstykket en Linje ulæselig, saa at man ej kan see, hvo der hilsede Kongen; men da det paa Hyldingsthinget 8de Juli 1217 var Bonden Sigurd af Onareim, der saaledes hilsede Kong Haakon i alle Gulathingsmændenes Navn, maa det vel ogsaa denne Gang have været en af Gulathingslagens mere anseede Bønder.
30. Disse tvende Taler havde sandsynligviis mere Hensyn til Hertugs-Udnævnelsen, end til Kongehyldingen. Thi i Hirdskr. Cap. 5, hvor Ceremoniellet for Kongehyldingen beskrives, staar der intet om nogen saadan Tale, derimod heder det udtrykkeligt i Cap. 12, der beskriver, hvorledes Kongen skal creere en Hertug, at naar Hertugsevnet har taget Blads paa Trinet foran Kongens Højsæde, skal den, som Kongen dertil beskikker, først holde en Tale om hvad der kan findes mest passende. Om nu ellers Kongen havde formaaet Erkebiskoppen til at træde frem og holde denne Tale, eller han gjorde det af sig selv, kan ikke sees.
31. Hirdskraa, Cap. 5. 12.
32. Hirdskraa Cap. 6–7. Eedsformularerne staa ikke i Sagabrudstykket, der just standser ved at berette, hvorledes den unge Konge og Hertugen begge gik til St. Sunnivas Skriin og lagde Hænderne derpaa; men da det heraf er vist, ligesom det og følger af sig selv, at de aflagde Eed, maa saaledes Formularerne have været de, der foreskrives i Hirdskraa.
33. Dipl. Norv. I. No. 69. Dette er et af Erkebiskop Jon foranstaltet Thingsvidne om Kong Eriks Kronings-Eed, hvis Formular her Ord til andet er indført.
34. Hirdskraa Cap. 13.
35. Udtrykket i Cap. 13, der ogsaa gjentages i Cap. 17, hvor der handles om Jarlens Rettigheder, er vistnok noget dunkelt, men kan dog ikke vel forstaaes anderledes. Der staar i nogle Codices: „den Deel af Landet, Kongen giver ham til Sagøre efter Loven med Miskun“, i andre „den Deel af L., Kongen giver ham at tage Sagøre af“ o. s. v. Nu er det vist, at ved „Sagøre“ forstodes kun Sagefaldet, og Ledingen kunde ikke paa nogen Maade regnes dertil. Man maa saaledes visselig antage, at Ledingen har været forbeholdt Kongen selv; jvfr. nedenfor S. 548 Not. 4. Af Dipl. Norv. I. 92 synes det ogsaa at Haakon Magnussøn, først efterat være bleven Konge, skjenker Chorsbrødrene i Mariekirken Ledingen af to Skibreder paa Follo.
36. Hirdskraa, Cap. 17.
37. Man skulde næsten formode, at her sigtes til Skule Tostigssøn, hvilken, som det ovenfor er viist (II. 603). synes at være bleven udnævnt til Jarl af Kong Eystein.
38. Hirdskraa, Cap. 14.
39. Se Hertug Haakons Retterbot af 9de Febr. 1291 (N. gl. L. III. S. 18) til Eidsivathingslagens Mænd; her nævnes udtrykkeligt Raumafylke, Hadafylke, Hedemarken og Gudbrandsdalen. Østerdalen nævnes derimod ikke, og har saaledes maaskee ej været medregnet.
40. At Oslo og Oslo Syssel stod under Hertug Haakon, er en saa bekjendt Sag, at det her ej behøver nærmere at paavises: det vil noksom sees i det følgende.
41. Hvad Ryfylke og Stavanger angaar, da erfares det ligeledes noksom af flere Breve, at de hørte til Hertugdømmet. At Egdafylke hørte dertil, falder næsten af sig selv, og kan desuden sluttes af Dipl. Norv. I. 81, hvor et Brev af 1292, udstedt fra Egdafylke, dateres baade efter Eriks Konge- og Haakons Hertugs-Aar.
42. Dette sees noksom af Haakons bekjendte saakaldte Saudabrev til Færøerne af 1298, N. gl. L. III. 33, saavel som af Dipl. Norv. I. 89.
43. Hvad Tunsberg angaar, da seer man af flere Data, at det stod umiddelbart under Kong Erik selv. Flere af Kong Eriks Breve ere udstedte derfra, som Privilegiet til Lübeck af 11te August 1292 (Urkundenb. No. 594, Thork. Dipl. II. 133); hans Hustru Margrete døde der (Annal. ved 1283); i Brev af 12te Jan. 1293 (Urk. No. 606) love Hansestædernes Deputerede, hvis Stædernes Ratihabitions-Brev ikke til en bestemt Tid indtreffer, at indstille sig i Tunsberg og ikke forlade det uden Kongens Tilladelse; ifølge Arne Biskops Saga Cap. 48 holder Kongen til i Tunsberg og drager til Landsenden, hvor han ligeledes opholder sig en Stund; ifølge Cap. 74 sejler Kongen fra Danmark „hjem“ til Tunsberg, men „indbydes“ siden af Hertug Haakon til Oslo, samt drager efter dette Besøg tilbage til Tunsberg, uden at der tales om nogen Indbydelse til ham fra Hertugen did; og i Hertug Haakons Privilegier for de vendiske Stæder, af 14de Aug. 1287, nævner han blandt Stæderne i sit Hertugdømme kun Oslo. Han vilde vel og have nævnt det vigtige Tunsberg, hvis han havde haft noget at sige derover. (Urk. No. 517, Thork. Dipl. II. 111). Det staar vistnok ogsaa i Forbindelse med hiin Undtagelse af Ledingen fra de hertugelige Indtægter, at Tunsberg forbeholdtes Kongen, thi dette var det Sted, hvortil Ledingen skulde indbetales, saasom Tunsbergs Slot paa denne Tid var Norges vigtigste Fæstning, der ej burde være i andres end Kongens egen Vold. At Ranafylke lød under Kongen, synes af det nys anførte Sted i Bp. Arnes Saga at være indlysende: det var ogsaa i sin Orden, at Grændsedistriktet og Grændsefæstningen ved Kongehelle tilhørte Kongen: Ranafylke havde desuden ogsaa ved tidligere større Forleninger været forbeholdt Kronen. At Erling Alfssøn havde Borgesyssel i Len, er forhen nævnt, og sees af flere Breve, navnlig af Kongens Retterbot af 22de Sept. 1277 (hvorom mere nedenfor), angaaende Tiende i Viken og paa Oplandene, nærmest udstedt til Erling Alfssøn, Thore Biskopssøn og Audun Hugleikssøn, sammenholdt med Kong Eriks og Hertug Haakons Retterbot (1280–83) om Gejstlighedens Anmasselser (se Norges gl. L. III. S. 32), der ligeledes henvendes først til Erling Alfssøn og Thore Biskopssøn; heraf maa man slutte, at disses Forlening har været af et eget Slags; da man nu finder Thore Biskopsøn i Breve fra 1294, 1303 og 1306 nævnt saaledes at han maa antages at have været forlenet med Skidusyssel (fornemmelig Brevet af 1303, Dipl. Norv. 95), maa man vel antage, at han allerede som Cantsler, maaskee ved sit Giftermaal 1277 med en Slægtning af Kongen, se nedenfor, fik denne Forlening med større Rettigheder end de sædvanlige Sysselmænd. Audun Hugleikssøn maa have været Befalingsmand over Tunsberghuus, og som saadan kgl. Fehirde; det var han idetmindste i 1298 (se Brev i Lappenbergs Sartorius II. 738, hvor han selv kalder sig saa); dog har han vel dertil haft andre Forleninger.
44. Skibredernes Antal paa denne Tid erfares fuldstændigt af Kong Magnus’s Testamente af 1ste Februar 1277, Dipl. Norv. III. No. 3. Heraf kan da Troppe-Antallet temmelig nøjagtigt beregnes.
45. Vi gaa ud fra, at der var omtrent 4 Lendermænd, ligesom tidligere 4 Herser, i hvert Fylke, og Antallet af Fylker, eller hvad der kunde regnes lige med Fylker, kan omtrent ansættes til 30.
46. Disse vare ifølge Hirdskraa Cap. 35 de for Gjester og Kjertesveiner reglementerede Vaaben, og saadanne i det mindste skulde disse af Lendermændene og Sysselmændene stillede Krigere have.
47. I Annalerne for 1273 staar der at ved Martinsmesse (10de Nov.) dette Aar blev Arve-Baalken i den af Kong Magnus udsendte Lovbog vedtagen. Heraf skulde det synes, som om dette var i den gamle Arvelov efter Frostathingsloven; men da Arne Biskops Saga Cap. 12 oplyser at det var de fra Mødet hjemkomne Ravn Oddssøn og Thorvard, der dreve Vedtagelsen igjennem, maa man formode, at dette var den nye Arvelov.
48. Herved er det dog rigtignok at merke, at i det Aftryk af denne Overeenskomst, der meddeles af Th. Torvessøn, som han siger efter en der, findes disse Ord tilføjede, men man skulde dog vel formode, at Afskriften i den pavelige Copibog, hvor Ordene udelades, er den rigtige, og besørget efter den, der af Erkebiskop Jon forelagdes Paven. Den Afskr., Th. Torvessøn har fulgt, kan maaskee have været Afskrift af et Concept, hvor hine Ord have været indtagne efter Bullen af 1194, men siden i den endelige Reenskrift udeladte. Forholder Sagen sig saaledes, hvilket i og for sig er det rimeligste, bliver denne Udeladelse dobbelt betydningsfuld.
49. De samme som vi og i det følgende ville see fritagne for Leding „for 1 Nev“ ved et særegent Privilegiebrev, udstedt af Kongen for Erkebiskoppen eller Christ-Kirken i Throndhjem.
50. Disse Documenter ere aftrykte i „Norges gl. Love“ III S. 457–462 efter Afskriften af Originalregistret i det pavelige Archiv. Efter de samme Afskrifter findes de og aftrykt i Dipl. Norv. I No. 64. Et ældre Aftryk, dog kun i Udtog, efter Originalregesten findes i Raynaldi Ann.-Eccl. XIV. S. 1209. Th. Torvessøn meddeler i sin hist. rer. Norv. IV. S. 354–357 et Aftryk, der, som han siger, er taget efter en Pergamentscodex, hvilken han dog ikke nærmere betegner. Man skulde næsten formode, at det er en nu tabt Copibog for Bergens Biskopsstol, der i sin Tid tilhørte Univ.-Bibl. i Kbhavn., og som har indeholdt en Mængde ypperlige Actstykker til Norges Kirkehistorie i Aarene mellem 1300 og 1400. De fleste af dem ere afskrevne af Arne Magnussøn i 4de Bind (E) af Bartholiniana, men blandt disse Afskrifter findes.ikke hiin Overeenskomst. Hvis den har staaet i hiin Codex, saa er den maaskee udeladt i Afskriften, fordi det meste allerede fandtes aftrykt hos Raynaldus.