Wikikilden

Det norske Folks Historie/5/55

< Det norske Folks Historie | 5

Erkebiskop Jon overbragte neppe selv Forligsacten, thi han tiltraadte ikke sin Rejse til Conciliet, hvis Afholdelses-Sted nu var bestemt at skulle være i Lyon, førend den følgende Vaar[1]. Forligsacten med Kongens Brev maa saaledes have været sendt i Forvejen. Foruden Erkebiskoppen rejste ogsaa Biskop Andreas af Oslo og Biskop Askatin af Bergen. Den første var en ivrig Tilhænger af Erkebiskoppen, den sidste, Kongens fortrolige Mand, har derimod rimeligviis haft Kongens Fuldmagt. Ogsaa Biskop Arne af Skaalholt skulde have været med, men han havde allerede tidligere faaet Fritagelse derfor af Erkebiskoppen, saasom man ikke godt kunde undvære ham hjemme; han vendte derfor ikke længe efter Mødet tilbage til Island, men overdrog sin Fuldmagt til den for omtalte Chorsbroder fra Nidaros Sira Sighvat, der nys havde været ved Curien, og nu paa Capitlets Vegne havde deeltaget i Mødet i Bergen og beseglet Overeenskomsten[2]. Endnu en til Nidaros Provins hørende Biskop rejste til Kirkemødet, nemlig den for omtalte Biskop Richard af Man[3]. Af Norges Abbeder have vel een eller flere mødt, men hvilke, vides ej. Sandsynligviis medbragte Erkebiskop Jon til Pavens Gjennemsyn og Approbation sit Udkast til Christenretten, der nu maa have været fuldstændigt udarbejdet, siden det udtrykkeligt berettes, at Biskop Arne i Skaalholt om Vinteren 1273–1274 sammensatte en Christendoms-Baalk for Island med Erkebiskoppens Raad, det vil sige saaledes som han og Erkebiskoppen under hans Ophold i Norge vare blevne enige derom; samme Christendomsbaalk viser sig nemlig ved Sammenligning med den, som Erkebiskoppen selv senere udgav, kun at være en efter Islands særegne Forhold lempet Redaction af denne, der altsaa, naar den kunde tjene hiin til Kilde, allerede tidligere maa have været fort i Pennen[4]. Mødet aabnedes den 7de Mai og sluttede den 17de Juli. Det skal have været ualmindeligt talrigt, 500 Biskopper, 70 Abbeder og tusende andre høje Gejstlige skulle have været tilstede. En Mængde vigtige Artikler bleve vedtagne om Pave- og Biskopsvalg, Besættelse af andre gejstlige Embeder, om Bestyrelse af Kirkegods, om Kirkernes Immunitet, om Aager o. s. v.; der stiftedes, som det heed, en Forening mellem den latinske og græske Kirke, hvilken dog ikke havde synderligt at betyde, og ved en engere Sammenkomst, som Paven mellem den 1ste og 2den almindelige Session foranstaltede i sit eget Kammer, af Cardinalerne, og en Erkebiskop, Biskop og Abbed fra hver Provins, blev det vedtaget, at Gejstligheden til Befordning af det hellige Lands Frelse skulde erlægge Tiende af alle sine Indtægter i sex Aar fra 24 Juni 1274 at regne[5], ligesom der og blev forordnet, at Korstog skulde prædikes, og som sædvanligt store Indulgenser tilsagdes dem, der toge Korset. Faa Dage efter at Mødet var hævet, kom den mellem Kong Magnus og Erkebiskop Jon sluttede Overeenskomst til Pavens Afgjørelse. Ved et Brev af 26de Juli 1274[6] stadfæstede Paven den, dog kun med det Forbehold, at den først skulde træde i Kraft, naar Kongen havde antaget og fuldstændigt ratificeret trende Tillægsartikler, nemlig, a) at hvis Kongen eller hans Efterfølgere handlede aabenbart imod Overeenskomsten, og Erkebiskoppen eller hans Efterfølgere med alle eller Fleerheden af sine Lydbiskoppers Raad anholdt hos Kongen om passende Fyldestgjørelse herfor, men dette negtedes, da skulde Erkebiskoppen og Nidaros Kirke umiddelbar derved have gjenerholdt sin før Overeenskomstens Afsluttelse hafte Ret med Hensyn til Kongens Valg, og hans, saavel som Kongedømmets Underkastelse under St. Olaf, og alt skulde være, som det var forhen; men hvis det derimod var Erkebiskoppen og Lydbiskopperne, der handlede mod Foreningen og negtede at give Fyldestgjørelse, skulde de have tabt den Ledingsfrihed for hiint Antal Mænd, som ved Overeenskomsten var dem tilstaaet, dog saaledes at denne i alle øvrige Punkter skulde staa ved Magt; b) hvis der skulde opstaa nogen Tvivl om en eller anden Artikel i Overeenskomsten, skulde der til dens Forklaring udnævnes tvende duelige Personer, den ene af Kongen, den anden af Erkebiskoppen, og hvis disse ikke kunde blive enige, skulde de igjen have Ret til at tilkalde en tredie, hvorefter da det, som disse eller to af dem bestemte, skulde gjelde; og endelig c) at dersom det af en eller anden Grund skulde blive nødvendigt at beskikke Formyndere eller Curatorer for Kongen, og dette skulde skee ved Valg, da skulde Erkebiskoppen eller hans Efterfølgere ved dette Valg have „den eneste og første Stemme“. Man kan neppe antage, at Paven af sig selv har fundet paa disse Tillægsartikler. Det er vistnok maaskee i sin Orden, at Overeenskomsten indeholdt en Straffeclausul, og at han kan have paapeget Nødvendigheden af at tilføje en saadan, saavel som af en Regel for, hvorledes Tvivlsmaal om Artiklernes Fortolkning skulde hæves, men det nærmere Indhold af Strafseclausulen, og fornemmelig den tredie Tillægsartikel, der søger at sikre Erkebiskoppen en ny Lejlighed til at udøve den af ham saa meget attraaede Indflydelse paa Regentens Valg, røber temmelig tydeligt, at Forbeholdet og de foreslaaede Tillægsartikler dog nærmest maa have været Erkebiskoppens Verk. Men hvis han derved troede at kunne overliste Kongen, tog han Fejl, og forregnede sig meget, som vi snart ville see.

Kong Magnus, der siden sin sidste Sygdom havde været svagelig, og derfor vel des mere stundede efter at saa sin nye Lov fuldstændigt vedtagen, for at kunne skride til de vigtige Foranstaltninger, der vare nødvendige, førend den ret kunde træde i Kraft, hvilket han naturligviis gjerne ønskede at opleve for sin Død, skyndte sig nu, som man tydeligt kan see, at faa den nye Lovredaction nogenledes færdig, for endnu samme Sommer, medens Erkebiskoppen var i Lyon, at kunne faa den fremlagt og lovtagen paa Frostathing, det fornemste af Lagthingene i Norge. Paa Gulathing var den, som det synes, og som det ovenfor er nævnt, vedtagen allerede i 1273, skjønt den da neppe engang var saa vidt udarbejdet, som vi nu have den; og aabenbart er det, at den selv i denne Skikkelse, hvilken synes at være den, hvori den blev lovtagen paa Frostathing, tydeligt bærer Præget af at være bleven afsluttet og promulgeret, førend alle Materier vare fuldstændigt behandlede; man seer, at just de Punkter ere udeladte, om hvilke der hidtil havde hersket saa stor Uenighed, at man endnu ej havde kunnet skride til Affattelsen af de dem vedkommende Lovbud. Kongen har altsaa ikke villet oppebie dette, men foretrukket at lade Lovbogen i Hast afslutte, forbeholdende sig senere at tilføje det manglende; om meget af dette maatte der desuden fremdeles raadslaaes nærmere med Erkebiskoppen. Af denne Grund indeholder Lovbogens saakaldte Christendomsbaalk intet andet virkelig vedkommende Religionen, end en almindeligd Bestemmelse om at alle skulle være christne, og tro de trende Troes-Artikler, som i sin Heelhed indføres. Det øvrige er kun de forhen omtalte Bestemmelser om Tronfølgen og Tronarven, saaledes som de vare vedtagne paa det sidste Møde i Bergen 1273, med Tilføjelse af Formularer for den Eed, Konge, Hertug, Jarl, Lendermænd, Lagmænd, og Bønder skulde aflægge ved Hyldingen. I Utfarebaalken søger man forgjeves nøjagtige Bestemmelser om, hvorledes den nye Præstation af Ledingen efter Formue og Jordegods skulde beregnes, samt, hvad der er endnu merkeligere, hvilke Personer der skulde være fritagne for Leding. Herom indeholdt dog ej alene de ældre Love nøjagtige Bestemmelser, der nu burde afløses af andre, men de Indrømmelser, der nys vare gjorte til Erkebiskoppen og Biskopperne med Hensyn til Ledingsfrihed for deres Mænd, burde dog i det mindste have fundet deres Plads i selve Lovbogen; Udeladelsen af disse vigtige Punkter er saaledes aabenbart skeet af den Grund, at den hele Materie endnu ikke var fuldstændigt bragt paa det rene. Hvad Mannhelgebaalken angaar, da have vi allerede seet, hvorledes den, i Stedet for at være bearbejdet til et harmonisk Heelt, først indeholder en Deel omarbejdede Bestemmelser fra de ældre Love, og dernæst saa godt som i sin Heelhed, kun med enkelte mindre heldige Afbrydelser, optager Artiklerne fra Mødet 1271. Heller ikke Giftings- og Arve-Baalken kan siges at have faaet sin tilbørlige sidste Bearbejdelse. De Baalker, der synes omhyggeligst udarbejdede, og med hvilke man altsaa maa være bleven færdig, men hvis Indhold ogsaa frembød mindst Vanskeligheder, ere de fire sidste, Landabrigde eller Odelsløsnings-Baalken, Landslejebaalken, Kjøbebaalken og Tyvebaalken. Til disse, saavel som de foregaaende, ere neppe flere Tillæg nu blevne gjorte, end de der ansaaes nødvendige for Redactionens Skyld, saavel som enkelte andre, der alene afhang af Kongens Godtbefindende, og som han ej behøvede at lade vedtage paa noget særskilt Møde. Hertil hører maaskee det i Forbindelse med Lagthingenes Henlæggelse til Botolfsmesse staaende Bud, at Sysselmanden inden tre Uger efter hvert Lagthings Slutning skulde holde Thing hjemme i sin Syssel for at bekjendtgjøre, hvad der var forhandlet paa Lagthinget, og navnlig, hvad Afgjørelse der var faldt paa de Sager, som vedkom Syslens Indbyggere[7]. Ligeledes sees det, at Kongen fastsatte en yderligere Nedsættelse af Bøderne, nemlig til en Fjerdedeel af det oprindelige Beløb (altsaa mindre end hvad hans Fader havde bestemt), thi hermed begynder Rækken af de „Retterbøder“, der ved Lovbogens Slutning tillægges Kong Magnus. Men uagtet det udtrykkeligt tilføjes, at han nøjagtigt lod „sætte i Bogen“, hvor meget der skulde tages for hver enkelt Sag, for at Ukyndige ikke skulde blive narrede ved denne Fjerdedeels-Beregning, saa sinder man dog, i alle de mange for Haanden værende Haandskrifter af Landsloven, kun i de færreste Tilfælde Bøderne opførte efter denne Maalestok; i en enkelt Codex for Frostathingslagen er den hele „Retterbod“ endog udeladt, og i de fleste Bestemmelser om Bøder sees tydeligt den gamle Trediedeels-Beregning at være fulgt. Man maa saaledes antage, at denne Forføjning af Kongen ikke engang er kommen ret til Udførelse; at han ved hiint Udtryk om „at sætte i Bogen, hvor meget der skulde tages for hver Sag“, kun har meent en senere Tilføjelse enten i Form af en Marginalrettelse paa hvert Sted, eller som en særegen Liste, men at Tilføjelsen eller Listen ej er kommen i Stand, og at alt senere er blevet ved det gamle[8]. Hertil kom ogsaa en speciel Fritagelse, Kongen gav Indbyggerne omkring Bergen, da han tilbragte Julen der (1273–1274), for at erlægge den saakaldte Slagt-Told, som, uvist naar og ved hvilken Anledning, var bleven indført[9]. Saa vidt man nu af de mangelfulde Efterretninger kan see, begav Kongen sig om Sommeren 1274, ledsaget af Dronningen og sine Sønner, til Throndhjem, deels for at lade den nye Lov vedtage paa Frostathing, deels ogsaa for at lade sin Søn Erik hylde som Konge paa Ørething, hvilket var nødvendigt for at Kongeværdigheden skulde have fuld Gyldighed. Da Frostathinget nu siden 1269 aabnedes den 17de Juni, indtraf Kongen ogsaa omtrent paa den Tid, og Lovbogens højtidelige Vedtagelse fandt Sted St. Hansdag. Efter at Kongen siden, uvist i hvad Øjemed, havde aflagt et Besøg paa Levanger, drog han til Nidaros, hvor han ankom lidt før Petersmesse (29de Juni) og lod derpaa holde Ørething, den 2den Juli, Aarsdagen efter Hyldingen i Bergen, hvor han da, som det heder, lod lyse sine Sønners nye Titler, det vil da sige, at han lod Erik hylde som Konge af Thrøndernes Deputerede, og for øvrigt bekjendtgjorde Bestemmelsen med Hensyn til Haakon. Den 3die August forlod Kongen atter Nidaros og vendte tilbage til Bergen[10]. Til Eidsivathinget kom han ikke den Sommer. Det vigtigte var ogsaa skeet, naar Lovbogen allerede var vedtagen paa Gulathing og Frostathing, og fra denne Vedtagelse paa Frostathing, 24de Juni 1274, synes man senere at have dateret Lovens Promulgation. Det varede endnu en Tid, førend de norske Prælater kom tilbage fra Lyon. De lagde Tilbagevejen over Paris, hvor den franske Konge, Philip den 3die, som gjerne vilde vise Kong Magnus en Opmerksomhed, benyttede Lejligheden til at sende med Erkebiskoppen, som en Gave til Norges Konge, et Stykke af Christi Tornekrone, som hans Fader, Kong Ludvig den hellige, for en stor Sum Penge havde kjøbt af Kejser Baldvin i Constantinopel, og til hvis Modtagelse Kong Ludvig havde ladet opføre en særegen Pragtbygning, det saakaldte hellige Capel. Det lille Stykke, som foræredes Kong Magnus, lod Kong Philip i sin egen Nærværelse afskjære ved en Gejstlig, og derpaa indslutte i et klart Stykke Krystal, som en Engel af Sølv holdt med begge Hænder. Stykket kan saaledes kun have været meget lidet, men det betragtedes lige fuldt som en kostelig Gave. Med denne drog da Erkebiskoppen videre, og tog siden Søvejen, uvist fra hvilken Havn, for at sejle lige til Bergen, hvor han nu, da det allerede var ledet langt ud paa Høsten, kunde vente at treffe Kongen. Han var uheldig nok til at faa et forfærdeligt Uvejr og lide Skibbrud efter at han allerede var kommen ganske i Nærheden af Bergen, ved Eidsvaag, Søndagen efter Allehelgensdag (4de November), men for Resten synes hverken han eller hans Følge at være kommen til Skade, ligesom ogsaa Reliqvien frelstes, og først blev nedlagt i Christkirken, indtil det Uvejr ophørte, som havde foranlediget Skibbrudet, og som nu hindrede Kongen fra at modtage den og bringe den hen til sit eget Capell, Apostelkirken, med de sædvanlige Højtideligheder. Men Fredagen efter (9de November) blev der smukt Vejr, og Kong Magnus lod den da ved en højtidelig Procession afhente. Ved denne Lejlighed sang Erkebiskoppen selv Messen, og det blev bestemt, at Dagen (9de November) herefter skulde helligholdes som en for Norge særegen Festdag[11]. Og ligesom den franske Konge havde ladet opbygge et eget Capell for Tornekronen, saaledes lod Kong Magnus nu paabegynde en nu Apostelkirke, hvori Reliqvien skulde opbevares, og som skulde blive en virkelig Pragtkirke, ikke hvad Størrelsen, men hvad Udførelsen og Prydelserne angik. Pladsen for denne nyeste Apostelkirke valgte Kongen i sin Urtehave (Grasgard), og saa vidt man af de faa Antydninger om dens Udseende, der ere os levnede, kan slutte, synes man endog at havde lagt an paa en vis Liighed mellem den og det „hellige Capell“ i Paris. Kong Magnus oplevede dog ikke at see det færdigt, thi det blev først indviet i 1302, og først da blev ogsaa den forrige Apostelkirke nedreven[12].

Efterretningen om at Paven kun betingelsesviis havde bekræftet Overeenskomsten, var Kongen vistnok heel ukjærkommen, for saa vidt som dette kunde lede til nye Udsættelser i hvad der laa ham saa særdeles paa Hjerte, at faa Lovarbejdet ganske afsluttet og en fuldstændig Christenret antagen. Den første og den sidste af de Artikler, Paven havde opstillet, vare af den Natur, at Kongen umuligt kunde antage dem, thi de indeholdt, især den første, en Anerkjendelse af de Punkter, som Magnus den hele Tid havde erklæret uhjemlede, nemlig Kongedømmets Underkastelse og Valgretten. Han antog dem heller ikke, og dermed var Overeenskomsten hævet, idet mindste med Hensyn til de Artikler, som ikke allerede havde været lovtagne paa Gulathing og Frostathing, og dette var blandt alle Artikler i Overeenskomsten kun den, der foreskriver Kongevalg, naar den kongelige Linje er uddøet. Hvad Erkebiskoppen angaar, da havde han vel neppe forudseet, at Kongen her vilde gjør Vanskeligheder, og for saa vidt han selv havde givet Anledning til at Paven fordrede hine Clausuler tilføjede, maa han nu bittert have angret det. Der findes nemlig tydelige Tegn til, at de kongelige Raadgivere helst saa, at det hele Forlig gik overstyr, og at alt blev ved det Gamle. Det kunde saaledes spøge for, at aldeles ingen endelig Overeenskomst blev sluttet, i det mindste ikke førend ogsaa de havde sikret sig større Rettigheder baade paa Kronens og Kirkens Bekostning, og at saaledes netop den skadelige Strid vilde opstaa, som det i Indledningen til Overeenskomsten af 1273 heed at man havde villet undgaa. De verdslige Herrers Maade at opfatte Sagen paa fremlyser af deres Ferd kort Tid efter, da Kongen var død. Sagernes Stilling i det hele taget skjønnes ogsaa tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted paa Island i Aarene 1275 og 1276, da det var blevet bekjendt, at Overeenskomsten for det første var gaaet tilbage. Biskop Arne havde, som ovenfor nævnt, faaet sin efter Erkebiskop Jons Ankomst formede Christendomsbaalk for Island udarbejdet: og drev det vel ogsaa dertil, at den foreløbigt blev antagen paa Thinget, men kun med det Forbehold, at den kun midlertidigt skulde gjelde, indtil Kongen og Erkebiskoppen forordnede en ny; derhos blev der under Haanden klaget for Kongen over de egenmægtige Skridt, som Biskopperne foretoge sig, ej alene med Hensyn til Udførelsen af de Beslutninger, der vare vedtagne paa Conciliet i Lyon, men ogsaa ved at opføre i Christenretten Bestemmelser, der paalagde nye Skatter eller Ydelser til Kirken. Uagtet Kongen, som vi vide, var meget kirkeligt sindet, og navnligt yndede Biskop Arne, ligesom han ogsaa med Varme omfattede Korstogs-Sagen, saa skrev han dog tilbage til Island, at man ej skulde understaa sig at antage nogen anden Lov, det være sig Christenret eller verdslig Lov, end den, han selv foreskrev, indtil han blev enig med Erkebiskoppen og Gejstligheden om hvad der skulde gjelde; han truede enhver den med sit Uvenskab, der handlede herimod, tilføjende at det var hans og Erkebiskoppens, men ingen anden Mands, Sag at forordne Christenret eller nogen anden Lov i hans Land[13]. Heraf kunne vi slutte, at Erkebiskoppen havde haft til Hensigt, samtidigt at faa vedtaget i Norge den Christenret, han havde udarbejdet, og af hvilken Biskop Arnes islandske Christenret kun var en Afspejling, men at han nu ikke engang vovede at bringe noget Forslag derom paa Bane. Dette havde dog det Gode ved sig, at Erkebiskoppen maatte indsee, at han ikke fremmede sin eller Kirkens Sag ved Underfundighed eller alt for nærgaaende Iver, men at han udrettede langt mere ved Aabenhed og Maadehold; og at det var højst uklogt af ham at sætte sig i et spendt Forhold til Kongen, da de verdslige Høvdinger nok vade vide at kaste sig imellem dem og udvide Bruddet til egen Fordeel, men baade til Kirkens og Kronens Skade. Derfor see vi nu ogsaa tydeligt, at Erkebiskoppen nedstemte den høje Tone, hvori han tidligere talte, og navnligt undlod at henskyde Tvistepunkterne til Paven.

Imidlertid synes Kongen, der engang saa at sige havde givet sit Ultimatum, og ikke kunde gaa videre i sine Indrømmelser, for det første at have ladet de kirkelige Anliggender hvile, men derimod at have arbejdet paa Fuldstændiggjørelsen af den verdslige Lovgivning, deels ved at faa Landsloven, hvorvel endnu i dens ufuldendte Tilstand, vedtagen paa Eidsivathing og Borgarthing, deels ved at bringe en Tillempning af Landsloven i Stand for Kjøbstæderne, hvis særegne Forhold naturligviis deels i mangt og meget gjorde særegne Bestemmelser nødvendige, deels gjorde mange af Bestemmelserne i Landsloven aldeles overflødige. Allerede længe havde han, som ogsaa ovenfor omtalt, følt Nødvendigheden af særegne Lovbestemmelser og Vedtægter for Kjøbstæderne og Markedspladsene, og derved var den saakaldte Bjarkø-Ret, eller maaskee rigtigere Bjarkøretterne, opstaaede, en Samling af Bestemmelser for Byer og Markedspladse, der dog kun sluttede sig til Hovedlovgivningen for Landet, som et Supplement til denne, og uden vel nogensinde at have været betragtet som en egen Lov, eller at have været vedtagen paa den højtidelige Maade som Hovedlovene. Vi have nu kun Brudstykker tilbage af den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Frostathings-Lagen, altsaa nærmest for Byen Nidaros, og som derfor kun er et Supplement til den gamle Frostathingslov; hvis vi havde den Bjarkø-Ret, der gjaldt for Gulathingslagen, eller for Bergen og Stavanger, da vilde den ganske sikkert vise sig at være et Supplement til den ældre Gulathingslov[14]. Men alligevel tør det nok være muligt, ja endog sandsynligt, at alle de Bestemmelser paa begge Steder, der udelukkende vedkom Lovforholdene, vare de samme, og at man saaledes maaskee endog kan have hast en særegen Samling af Vedtægter med Hensyn til Kjøbstads- og Handelsforhold, kaldet slet hen Bjarkøretten, som det overlodes enhver By-Corporation saa godt det lod sig gjøre at tillempe paa Hoved-Lovgivningen. Oprindelig ere vel disse Vedtægter endog opkomne førend egentlige Byer endnu havde dannet sig i Norge, paa Markeds- og Handels-Pladse, eller „Kaupanger og Birker“, „Sildevær“, „Fiske-Nes“ (hvor det udtrykkeligt foreskreves at Bjarkøretten var gjeldende)[15]. Og til disse almindelige Bestemmelser, der ej vare særegne for noget enkelt Lagthing, hørte vel især den saakaldte Farmannalov, Farmands- eller de søfarende Handelsmænds Lov, Bestemmelser om Skibsstyrernes og de saakaldte Haaseters ( Besætningens) gjensidige Pligter og Rettigheder. Af de Levninger, vi have tilbage af den ældre Farmannalov, lader det til at disse Pligter og Rettigheder, saavel som den Fremgangsmaade, man havde at iagttage ved at tage sig Fragt m. m., have været meget udførligt og nøjagtigt optegnede, men at meget heraf nu var forældet, især formedelst den alt for store Masse af Formaliteter, der foreskreves[16]. Overhoved, man trængte ikke mindre til en Revision af Byloven, end af Landsloven, og det fandtes ogsaa nødvendigt her at bringe den samme Eenhed til Veje, som tilsigtedes for Landet. Opfordringer til Kongen om at forbedre Lovgivningen vare heller ikke mindre udgaaede fra Byboerne end fra Landbefolkningen. Det ligger for øvrigt i Sagens Natur, at man først maatte være færdig med Hovedlovgivningen for Landet, førend man kunde tage fat paa at lempe Bylovgivningen derefter, og saaledes bar vel neppe Arbejdet med denne taget sin Begyndelse, førend efter 1274, da Landsloven var bleven vedtagen paa Frostathing. Fremgangsmaaden, man fulgte ved dette Arbejde, synes at have været den, at man først foretog sig at indrette en fuldstændig Lovbog for Bergens By, og at man siden efter deri gjorde de nødvendige locale Forandringer for de andre Byer. Thi af alle de Haandskrifter af Byloven, som vi have tilbage, ere ej alene de fleste indrettede for Bergen, men de bergenske Lovbøger ere ogsaa fuldstændigere end de for de andre Byer, og der gives desuden enkelte, hvis Text er bestemt til at gjelde som almindelig Bylov, altsaa hvor alt særegent skulde være borte, men hvor der dog findes et og andet, som nærmest passer for Bergen, hvoraf man altsaa seer, at Uddraget har været gjort fra et Bergens-Exemplar. Dette Forhold sinder ogsaa sin fuldkomne Forklaring i den Omstændighed, at Bergen var Kongens egentlige Residents, og at det saaledes laa ham nærmest at indrette det første Lovudkast for Bergen; ikke at tale om, at Bergen nu var Norges vigtigste By, hvor de charakteristiske Kjøbstadsforhold vare komne til størst Udvikling, saa at man, ved nærmest at have dem for Øje, var sikrest paa at opnaa den størst mulige Fuldstændighed. Det er ogsaa at merke, at alle de Haandskrifter af Byloven, som vi have tilbage, kun udtrykkeligt nævne Bergen, Nidaros, Oslo og Tunsberg. Disse vare nemlig de eneste egentlige Byer, der betragtedes som særegne Communer, afsondrede fra Landet, vil som havde sin egen Jurisdiction. De øvrige, som Stavanger, Kongehelle, Marstrand, Skidan, ansaaes kun som Handelspladse, hvor vistnok Byretten i alt væsentligt gjaldt, men som dog med Hensyn til Jurisdictionen endnu kun betragtedes som hørende til Landet; de stode under Sysselmanden, medens hine Byer havde hver sin egen Gjaldkere eller Byfoged, tildeels ogsaa egen Lagmand, ligesom de og havde Raadmænd. Det er at formode, at de Haandskrifter af Bylovene, der lægge an paa en vis Almindelighed, netop ere bestemte for disse endnu under Landjurisdictionen staaende Byer, og derfor nævnes vel ogsaa, endog i Bergens Bylov, Sysselmanden ved Siden af Gjaldkeren som den, der udfører de paa Landet til Sysselmandens Embede hørende Functioner.

I den nye Bylov bestemtes for Byerne et aarligt Lagthing, ligesom for Landet, hvor de samme Slags Sager skulde afgjøres, og paa samme Maade. Sandsynligviis holdtes ikke saadanne Thing tidligere, men man nøjede sig med at holde særegne Møder (mat) som Gjaldkeren kunde sammenkalde, og for øvrigt gik vel de større eller vanskeligere Sager til det almindelige Lagthing for Landet. I de os levnede Brudstykker af den ældre Bjarkøret for Throndhjem finde vi nemlig ikke By-Lagthinget nævnt; men derimod udtrykkeligt hentydet til det almindelige Lagthing[17]. By-Lagthinget skulde i Bergen og Nidaros, vel ogsaa i Oslo, aabnes den første Søndag efter Helligtrekongersdag, altsaa mellem 7de og 13de Januar, strax efter Julens Udgang, for Tunsberg en Uge senere, eller Søndag efter Brettivemesse[18]. Dette Lagthing skulde i Bergen afholdes i Marie Gildeskaale, i Nidaros i Korsgildeskaale, i Tunsberg i Olafs Gildeskaale; for Oslo er Stedet ej bestemt, sandsynligviis Ivar det dog ogsaa her i en Gildeskaale. Gjaldkeren eller Sysselmanden skulde paa et foregaaende Mode St. Thomas-Dag (21de Decbr.) lyse Julefreden og udnævne 12 Thingmænd fra hver Fjerding i Byen. „Raadmændene“ skulde være selvnævnte til Thinget; vi erfare saaledes heraf, at Byerne paa denne Tid havde faaet egne Raadmænd, som ovenfor nævnt. Lagretten skulde bestaa af de 12 Raadmænd og tre Nevndarmænd fra hver Fjerding, altsaa tilsammen 24 Personer, medens Lagretten paa Landsthinget fremdeles bestod af tre Tylfter. Syv Dage efter Lagthingets Slutning skulde Gjaldkeren eller Sysselmanden holde Møde og bekjendtgjøre hvad der var forhandlet paa Thinget. For øvrigt stemmer den saakaldte Thingfarebaalk ganske med Landslovens. Christendomsbaalken, som den kaldes, er ogsaa den samme ufuldstændige Baalk af dette Navn, der, indtil Kongen og Erkebiskoppen kunde enes om nogen ny almindelig Christenret, indtog dennes Plads i Lovbogen, men kun indeholdt Troesartiklerne tilligemed Bestemmelserne om Kongearven og Hyldingseden. Derimod sees det, at man for Kjøbstædernes Vedkommende har kunnet indføre saadanne nøjagtige Bestemmelser med Hensyn til den nye Beregningsmaade af Ledings-Ydelsen, som man endnu havde maattet springe over i Landsloven, tydeligt nok fordi der her ej var Tale om Beskatning af Jordegods, hvorved Beregningen var vanskeligere og flere Interesser krydsedes. Her bestemtes ligefrem, at der ved halv Almenning, altsaa i sædvanlig Leding, skulde erlægges fem Peninger af hver Mark, hvad enten denne oppebares i Gaardleje eller ved Salg af Varer; samme Beskatning skulde ogsaa de udenlandske Handelsmænd, der overvintrede i Byen, være underkastede[19]. Dog erklæredes det tillige, at Kongen af de indkomne Penge ikke skulde oppebære mere end 40 Mkr.; det øvrige skulde være Bymændenes egen Ejendom, og saaledes danne Commune-Kassen. Ved Siden heraf bibeholdtes den saakaldte „Bøargjald“ eller Byskat, en personlig Skat af 1 Ertog vejet, som alle Smaahandlere skulde betale inden hver 15de Juni, maaskee som en Kjendelse til Kongen fordi de fik Tilladelse til at drive denne Næring[20]. Mannhelgen var paa det nærmeste, og Arvebaalken ganske som i Landsloven; derimod faldt det af sig selv, at Landabrigde, eller Odelsløsnings-Baalken, saavel som Landslejebaalken, ganske udelodes, hvorimod der i Stedet for disse traadte en saakaldet „Bøarskipan“ eller By-Ordning. Her bestemtes alt, hvad der hørte til Byens ordentlige Bebyggelse, Sikkerhed mod Ildsvaade, Vagthold og Politi m. m., og saa vidt man af de enkelte Artikler kan dømme, maa der have hersket meget god Orden. Ingen fik herefter Lov til at opføre nye Huse uden saaledes som Lagmanden, Gjaldkeren og Raadmændene fandt det passende med Hensyn til Gaarde, Briter og Brygger; der sattes strenge Straffe for Uforsigtighed med Ild, og det forordnedes at Badstuer, Bagerovne og Smedjer skulde være udenfor Byen[21]. Dog nøjedes man endnu med meget smale Gader. Hver Gade bestemtes kun til en Brede af 12 Alen, Almenningerne til 8, og Briterne til tre. For Bergen gjentoges og bekræftedes en Bestemmelse, der allerede havde været fastsat i Kong Haakons Tid, om Stedet, paa hvilket de forskjellige Haandverkere og Smaahandlere skulde have deres Udsalgsboder. Man seer deraf, at Byen var vel forsynet med alle Slags Haandverkere, og at der maa have været drevet en livlig Detailhandel, thi den hele Hovedgade, eller Øvregade, lige fra Vaagsbotnen til Sandbru sees paa begge Sider at have været besat med Udsalgsboder[22]. De fleste af disse Haandverkere eller Smaahandlere vare vel ellers Udlændinger, mest Tydskere[23]. Hvorledes det forholdt sig i de andre Byer, vides ikke ret, da ingen tilsvarende Artikel til denne findes i de andre Bylove, og det heder kun i Almindelighed, at intet Udsalg i Smaat maa finde Sted uden i Boder ved Gaderne, forat Enhver skal kunne see sig for, hvad han kjøber. Der gives strenge Forbud mod Udsalg fra Skibe, der komme til Byen, da alle Varer først skulde bringes i Huus, og enten udsælges der eller paa Torvet i større Partier, eller fra Boder i mindre. Undtagelse herfra gjøres kun med, hvad der kjøbes til Kongens Gaard. For øvrigt staa alle disse Bestemmelser, saavel som flere andre, i nøjeste Forbindelse med det Indpas, som de tydske Handelsmænd nu mere og mere begyndte at faa i de norske Kjøbstæder, især Bergen, hvorom der i det følgende vil blive udførligt handlet. Kjøbebaalken er, paa faa særegne Capitler nær, eenslydende med Landslovens, og Tvvebaalken ganske. Dernæst følger den merkelige Farmannalov, der vistnok, som man maa formode, indeholder mange Artikler uforandrede fra den ældre, men alligevel, efter de Brudstykker, man har tilbage fra hiin, at dømme, maa være betydeligt forbedret og simplificeret. Bergens Bylov blev lovtagen den 22de Januar 1276[24], sandsynligviis paa et overordentligt, til den Ende sammenkaldt Lagthing, og saaledes vel ogsaa det første, der holdtes i Bergens By. Naar de øvrige bleve lovtagne, vides ikke. Thi saa godt som alle de Afskrifter man har af Byloven, paa en eneste for Bergen nær, have kun de Artikler fuldt udførte, der ikke findes i Landsloven, eller i Byloven ere forskjellige fra Landslovens, ved de øvrige er der kun henviist til denne, og Slutningsartiklen, om Vedtagelsen, mangler.

Om Sommeren 1276 gjorde Kong Magnus, som det siden nærmere skal berettes, et Tog til Rigsgrændsen ved Gøta-Elven for at megle Forlig mellem den svenske Konge Valdemar Byrgessøn og hans Broder, Hertug Magnus. Han opholdt sig der fra Slutningen af Juni Maaned til de sidste Dage af Juli, hvorpaa han begav sig først til Tunsberg[25], siden til Oslo, og herfra, efter Midten af August over Ringerike, Hadeland og Thoten til Hedemarken, samt endelig til Eidsvold, hvor han, som det heder, holdt Lagthing. Det vil da sige, at han indtraf til Lagthinget, som endnu holdtes der paa den gamle Tid. Hans Hensigt med Besøget paa Thinget var at lade den nye Eidsivathingslov vedtage, hvilket ogsaa skede den 2den September[26], hvorefter Kongen gjennem Raumarike drog til Oslo, og derfra til Tunsberg, hvor han indtraf den 8de September. Strengt taget bar det vel mindre nødvendigt at lade Loven vedtage paa Borgarthing, siden dette endnu, indtil den nye Lov var fuldstændigt vedtagen, maatte ansees underordnet Eidsivathing; men da det dog ved den samme Lov skiltes derfra, maatte vel en særegen Lovtagelse ogsaa her ansees ønskelig. Da Kongen desuden skulde overvære Cantsleren, Thore Haakonssøns, Bryllup med Ingebjørg, Erling Alfssøns Datter, begav han sig Michelsmesse-Aften over Fjorden til Sarpsborg, hvor han holdt Lagthing, og hvor Lovbogen ligeledes maa være bleven vedtagen, om end dette ingensteds siges udtrykkeligt[27]. Nu stod det kun tilbage at lade den vedtage paa Haalogaland, paa Steigarthing. Dette maa Kongen have ladet gjøre ved en Fuldmægtig, maaskee Bjarne af Bjarkø, da han selv ingensinde kom derhen. Men man veed ikke, naar det skede.

  1. ↑ Arne B. Saga, Cap. 14.
  2. ↑ Den manske Krønike ved 1274.
  3. ↑ Isl. Annaler, ved 1274. Arne Bisk. S. Cap. 10. Denne Sighvat skal have været Arnes specielle Ven.
  4. ↑ Nylig har den Mening været antydet (Jon Sigurdssøn, om Islands retl. Forhold S. 17), at Jons Christenret muligviis kunde bære udarbejdet efter Arnes, men man behøver kun at sammenligne hiin med de tidligere norske Christenretter, saavel som Kong Magnus’s Udkast, for at erkjende, at den paa det nøjeste slutter sig til disse, og at dens Hovedmasse saaledes tilhører Norge, ikke Island. Jons Christenret omtaler heller ikke med et eneste Ord den i 1274 (se nedenfor) reglementerede Tornekrone-Festdag, skjønt den endog omtaler den saakaldte Fingerguldsmesse, der højtideligholdtes i Nidaros alene, fordi „Christi Blod“ paa den Dag bragtes did (s. o. III. S. 37). Men en anden Sag er, at Biskop Arne maaskee kan have været tagen paa Raad med ved Affattelsen af enkelte Artikler, især de nye, der ikke have nogen Kilde i de ældre Christenretter.
  5. ↑ Harduins Conciliesamling, VIII. 688. Raynaldus, 1274, No. 3. Se ogsaa Annalerne, ved 1274.
  6. ↑ Aftrykt efter Afskrift af Originalregesten, saavel i Norges gl. Love II. S. 455, som i Dipl. Norv. I. No. 68.
  7. ↑ Landsloven, Thingf. Cap. 7. Det er ikke usandsynligt, at denne fornuftige Indretning oprindelig er en Efterligning af de gamle islandske Leidething, der holdtes i lignende Øjemed efter Althinget, og at Bestemmelsen herom først er optaget i Jarnsida, samt efter denne indført i den norske Landslov. I Jarns. Cap. 5 og Jonsbok I. 7 kaldes ogsaa udtrykkeligt disse Thing Leidething.
  8. ↑ Hele dette Punkt er meget dunkelt. Det er muligt, at disse Ord skulle tages i en anden og mere indskrænket Mening, end ovenfor, og at de maaskee kun sigte til de Bøder, der foreskrives i de saakaldte einkamál, der vedtoges paa Rigsmødet i 1271. Thi sammenligner man Bøderne, saaledes som de foreskrives i den første, og, som vi have seet, oprindelige Redaction af Artiklerne, der er indtagen i Jarnsida, med de for de samme Forseelser foreskrevne Bøder i Landsloven, vil man finde en betydelig Nedsættelse, snart til det Halve, snart til Trediedelen, snart til Fjerdedelen. Saaledes f. Ex. i Forbudet mod at bære Rustninger (Jarns. 44, Ldsl. IV. 14); uagtet Ordene ellers stemme paa begge Steder, foreskriver Jarns. en Bod af 6 Ører, Ldsl. en Bod af 2; for at drage Kniv mod en Mand sastsætter Jarns. 12 Ører, Ldsl. 3 (altsaa en Fjerdedeel). Betragter man nu det tilsvarende Sted i den nyere Bylov, hvor ogsaa K. Magnus’s saakaldte Retterbøder findes anførte, da staar der ikke noget om nogen yderligere Nedsættelse, men kun at „hvor for Sagøret slet ikke faldt i Bymændenes Lov, skulde det nu falde til det Halve og sommesteds mere“. Dette passer unegteligt godt paa saadanne Nedsættelser som de oven anførte, og det er ikke usandsynligt, at ogsaa Landslovens Ord nærmest have Hensyn dertil. Thi det er vist nok, at hvor f. Ex. den ældre Lovgivning fordrede 40 Merkers Bod, fordrer den nyere Landslov Trediedelen (8 Ertoger og 13 Mkr.), ikke Fjerdedelen (10 Mkr.). Endnu kunde dog rigtignok ogsaa den Mulighed være for Haanden, at Pengevæsenets Tilstand og Myntens Gehalt her er kommet i Betragtning; at 13 Mkr. 8 Ertoger i de daværende Penge beregnedes at svare til 10 Mkr. gl. Cours.
  9. ↑ Denne Fritagelse staar, merkeligt nok, ikke i Byloven, skjønt man snarest skulde vente at finde den der.
  10. ↑ Beretningen herom findes, besynderligt nok, kun i tre temmelig unge Papirsafskrifter af islandske Annaler, hvorved det ogsaa er at merke, at de henføre dette Kongens Besøg paa Frostathing og Lysningen paa Ørething til 1275. Dette er dog aabenbart urigtigt, og Angivelsen maa sikkert henføres til 1274. For det første ere de islandske Annaler, paa de saakaldte Annales regii og vetustissimi (Hauk Erlendssøns) nær, slet ikke saa ganske paalidelige i Aarstals-Angivelserne, ej engang Flatø-Annalerne, end sige de yngre Papirs-Haandskrifter; man behøver kun at kaste et Blik paa den Arna-Magnæanske Udgave af Annalerne, for at overbevise sig om, hvorledes de mindre gode Haandskrifter ofte angive eet, to eller tre Aar fejlagtigt. Et Par af hine tre Afskrifter fortælle endog allerede ved 1274, hvad de dog selv gjentage ved 1275 umiddelbart førend der berettes om Kong Magnus’s Rejse til Frostathing m. m., at der i det Aar dræbtes en Mængde Hvidbjørne paa Island. Kan den ene Angivelse være indsat paa et urigtigt Sted, da kan dette lige saa gjerne være Tilfældet med den anden. For det andet hersker der øjensynligt en ikke liden Forvirring i det hele taget ved Annalernes Angivelser af de Begivenheder, der skulde have fundet Sted i 1274 og 1275. Arne Biskops Saga Cap. 14 omtaler flere af de Begivenheder, der i Annalerne henføres til 1275, som forefaldne i 1274, eller rettere, antyder ikke Grændsen mellem begge Aar. Nu siges det udtrykkeligt i alle Codices af Landsloven for ethvert Lagthing, at Kongen personligt begav sig derhen og gav Thingmændene Bogen, og Aaret angives af de fleste til 1274: kun tre have 1273, og en 1277; vistnok er der siden, hvor ogsaa Kongens Regjeringsaar angives, ligesaa mange, der angive hans 9de Aar (1272), som hans 11te Aar (1274), men da de fleste af dem dog have Aarstallet 1274, maa man ansee 1274 for det rette, det mindste for Frostathingets Vedkommende, og Angivelsen „det 9de“ kun hidrørende fra en Forvexling af XI og IX. Vi ville nedenfor see, hvorledes Angivelsen af en enkelt Eidsivathings-Codex, at Bogen blev lovtagen paa Eidsivathing i Kongens 13de Aar (1276, hvortil dog urigtigt Aarstallet 1277 føjes) maa være rigtig. Derimod findes ikke en eneste Edder, der nævner Aaret 1275. Altsaa maa Kongen i 1274 have været paa Frostathing for at lade Loven bekjendtgjøre, og da det vilde have været højst urimeligt, at han ej skulde have benyttet Lejligheden til snarest muligt at lade Eriks Hylding fornye paa Ørething – han selv var ogsaa bleven hyldet der Aaret efter at han havde faaet Kongenavn i Ekerøerne – men ladet et heelt Aar gaa hen, inden denne vigtige Akt fandt Sted, er det aabenbart, at Annalhaandskriftets Notits, baade om Kongens Nærværelse paa Frostathing og om Lysningen af hans Sønners Titler paa Ørething, tilhører 1274, ikke 1275. – For Resten er der ikke ringe Vanskelighed for Haanden med Angivelsen af den Dag, da Landsloven for Gulathing blev lovtagen. De fleste Codices angive St. Hansdag, en enkelt Gulathingscodex har Botolfsdag, hvilket maa være urigtigt, da Botolfsdagen endnu ikke var Thingdag i Gulathing. Den samme Eidsiva-Codex, hvorom ovenfor er talt, har „6 Nætter før Mariemesse senere“ (2den Sept.), hvilket nedenfor vil sees at være rigtigt, lige saavel som Regjeringsaars-Angivelsen; men en enkelt Borgarthingscodex har „Petersvaka“, hvilket, som det ligeledes vil sees, er urigtigt for Borgarthingets Vedkommende, og som saaledes rimeligviis hidrører derfra, at den ældre Codex, efter hvilken dette Haandskrift er skrevet, tilhørte et andet Lagthing, samt at Afskriveren nok har erindret at ombytte „Gula“, „Frosta“ eller „Eidsiva“ Thing i sin Original med „Borgarthing“, men derimod enten glemt, eller ikke forstaaet at sætte det for Borgarthinget gjeldende Datum i Stedet for „Petersvaka“. Lignende Skjødesløshedsfejl findes ofte: navnlig findes, netop her paa dette Sted, St. Hansdag (Jonsmesse) ogsaa anført for Eidsivathinget, skjønt det er sikkert, at hiin anden Dag (2den Sept.) er den rette. Aarsagen er nemlig, at Afskriften er tagen efter en anden Codex, end den for Eidsivathinget oprindeligt forfattede, og kun Thingets Navn, ej Dagangivelsen, forandret. Heraf ledes man da igjen til at slutte, at hiin oven nævnte Dag, St. Hansdag, kun kan være rigtig for den ene af de tvende øvrige Klasser af Lovbøger, Frostathingets eller Gulathingets, og at den alene ved Afskriverens Tankeløshed er optagen i den anden. Spørgsmaalet, for hvilken Klasse Angivelsen er rigtig, synes let at besvare: det er nemlig Frostathing, hvor vi netop see, at Kongen var tilstede omkring St. Hansdags-Tider, og hvor desuden Thing just da holdtes, siden Thingets Aabningstid allerede i 1269 var fastsat til Botolfsdag. Men Kongen kunde ikke samtidigt være paa Gulathing og Frostathing St. Hansdag i eet og samme Aar; hertil kom, at der ej synes at være fattet nogen foreløbig Bestemmelse for Gulathing om at Thingtiden skulde flyttes fra Petersmesse til Botolfsmesse, førend dette blev vedtaget med selve Loven, ligesom det senere skede paa Eidsivathing (se nedenfor). Altsaa maa man da antage, at hiint „Petersmesse“, der findes i en enkelt Borgarthingsbog, hidrører fra en oprindelig Gulathingsbog, og er den rette Dag for Landslovens Vedtagelse paa Gulathing. Men Petersmesse 1274 var Kongen i Throndhjem. Petersmesse 1276 var Kongen, som det vil sees, i Viken. Om Petersmesse 1275 kan der vanskeligt blive Tale, da dette Aar ingensteds findes angivet i Lovbøgerne. Man har derfor kun Petersmesse 1273 tilbage, da Kongen, som vi have seet, var paa Gulathing, hvilket Aar vi og i tre Codices, en Gulathings-, en Eidsivathings- og en Borgarthings-Bog, virkelig sinde angivet. Men da kan den Lovbog, som her vedtoges, neppe have .været saa fuldstændigt redigeret, som den, der i 1274 fremlagdes og vedtoges paa Frostathing. Dette er vel derfor ogsaa Grunden, hvorfor Frostathingsbogen er bleven anseet for den principale, og næsten alle senere Gulathingsbøger skrevne efter den, endog med Bibeholdelse af det for Frostathinget anførte Vedtagelsesdatum.
  11. ↑ Isl. Annaler, ved 1274. Arne B. Saga, Cap. 14. En legendarisk Beretning om hvorledes den franske Konge lod Stykket af Tornekronen afskære, indsatte, og sende til Kong Magnus, blev optagen i den norske Liturgie, og findes saaledes ogsaa indført i i Breviarium Nidrosiense for 9de November, eller festum coronæ spineæ, som den kaldes i de norske Kalendarier. Denne Beretning er siden aftrykt i Th. Torvessøns hist. Norv. IV. S. 359, 360. Heri forekommer dog den chronologiske Vanskelighed, der ligefrem maa være en Fejl i Beretningen selv, at den Dag, da Kong Philip i Paris med sine „forstandige Mænd“ fattede denne Beslutning, medens Erkebiskoppen opholdt sig i Paris paa Tilbagerejsen, angives at være St. Nicolai Dag (6te December) 1274. Men nu er det aabenbart, at det ikke kan være skeet paa denne Dag, thi Erkebiskoppen var allerede da kommen hjem til Norge med Reliqvien. Suhm har søgt at bortforklare Fejlen paa den Maade, at Aaret skulde være 1273, og at Erkebiskoppen paa Henrejsen til Lyon fik Reliqvien overleveret; men deels staar der i selve Beretningen, at det var paa Tilbagerejsen, deels erfarer man af Biskop Arnes Saga, at Erkebiskoppen forlod Norge om Vaaren 1274, og saaledes ej kunde være i Paris 1273. Man kunde tænke sig Muligheden af at Erkebiskoppen var bleven i Paris Vinteren over, og ikke kom hjem førend Hoften 1275; men dette strander igjen paa Brevet l Dipl. Norv. III. No. 12, hvoraf sees, at han 17de August 1275 var hjemme i Nidaros. Hvis der saaledes ikke skulde være en „Dies Sancti Nicolai confessoris et pontificis“ i August eller September, hvorom de sædvanlige Kalendarier tie, maa hiin Angivelse være aldeles fejlagtig.
  12. ↑ Se Annalerne, ved de her nævnte Aar, jvfr. Nicolaysen: Archæol.-hist. Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst og Haandverk S. 102, 103.
  13. ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 17.
  14. ↑ Norges gl. L. I S. 301-336. De her samlede Brudstykker af Bjarkøretten vise sig strax at være compilerede uden nogen planmæssig Orden, ligesom de og sees kun at have været tilføjede Frostathingsbøger som Supplementer til disse.
  15. ↑ Bjarkøret 42.
  16. ↑ Sammenl. f. Ex. Brudst. af den ældre Farmannalov (N. L. I 334) med den nyere.
  17. ↑ Se Bj. Ret Cap. 9, der slutter saaledes: „saadan Christendom skulle vi have i Kaupangen som det er aftalt mellem alle Mænd paa Lagthinget“. Her er det klart, at det fælles Lagthing for hele Thingsoknen er meent.
  18. ↑ Brettivemesse er 11te Januar. Det turde dog nok være muligt, at det ene Haandskrift af Tunsbergs Bylov, hvor dette findes tilføjet, her anførte den Dag, paa hvilken Loven blev vedtagen, som Dagen, da Thinget herefter skulde aabnes.
  19. ↑ Bylov, IV. 6.
  20. ↑ Bylov, Utfarebaalk. Cap. 7, 8.
  21. ↑ Dette sidste var dog allerede i lang Tid Regelen, og Bestemmelsen blev nu kun enten fornyet eller strengere indskjærpet. Af Reglerne for Vægternes natlige Patrouiller baade i Nidaros og Tunsbergs Bylove (Bøarsk. Cap. 3), seer man at „Smedeboderne“ laa afsondret fra de andre Huse, hist ude paa Øren, her oppe under Bjerget.
  22. ↑ Bergens Bylov, Bøarsk. Cap. 8. Her bestemmes at Skomagerne (sútarar) ikke maatte drive deres Haandtering længere ud i Byen end (fra Vaagsbotnen) ud til Hallvardskirke-Almenningen; fra denne til Auta-Almenningen paa begge Sider af Gaden skulde Bødkerne have sine Boder; fra Auta-Almenningen til Martins Kirkegaard Skindere (Feldberedere); fra Martins Kirkegaard til Steinkirke- (St. Columbæ Kirke-)Gaard Guldsmede paa den øvre, Kammagere paa den nedre Side af Gaden; fra Steinkirkegaarden til Nicolaikirke-Almenning Madhøkere (matmangarar) paa begge Sider af Gaden, fra Nicolai Almenning til Breida-Almenning Klædehandlere i Detail, fra Breida-Almenning til Bua-Almenning Galanterihandlere (glysmangarar), Malere og Sadelmagere, fra Bua-Almenning til Peterskirkegaard Skræddere, fra Peterskirken til Mariekirkegaard Brynjemestere, Sverdslibere, Plademestere paa den nedre, Snedkere (Kistesmede) paa den øvre Side af Gaden; fra Mariekirkegaards-Hjørne oventil skulde der være Skjoldmagere, udentil indtil Sandbru atter Madhøkere. Udenfor Maria-Almenning og indenfor Auta-Almenning ovenfor Korskirken kunde alle Slags Smaahandlere være.
  23. ↑ I det mindste erfarer man dette noksom om „Sutarerne“ i Vaagsbunden. Ordet „Sniddarar“ (Schneider) om Skrædderne antyder og Tydskheden.
  24. ↑ Vincentiusmessedag, som det i Slutningen heder. Da Thinget først indstiftedes ved Loven, kan man ej antage, at denne Lovtagelse har fundet Sted paa noget ordentligt Thing. Og om et saadant virkelig holdtes, og var aabnet strax efter Helligtrekongersdag, maatte det dog være til Ende den 22de Januar.
  25. ↑ I Tunsberg creerede han den 29de Juli Magnus Magnussøn til Jarl over Orknø, se nedenfor.
  26. ↑ Dette siges just ikke udtrykeligt i Annalerne, der berette om Kongens Rejse, men derimod staar der i den allerede ovenfor omtalte Eidsivathingsbog, at Loven vedtoges paa Eidsivathing 2den September i Magnus’s 13de Aar (altsaa 1276, Aarstallet 1277, som tilføjes, maa være urigtigt). Her sigtes der, som allerede viist, aabenbart til det samme Kongens Besøg paa Eidsvold, som Annalerne omtale; Tidsangivelserne passe ogsaa ganske. Derhos er det klart, at hvis Eidsivaloven allerede havde været vedtagen før, saa vilde med det samme ogsaa Lagthingstiden have været bestemt til 17de Juni, og saaledes intet Lagthing kunne have været holdt den 2den September. Muligt er det jo vistnok, at Kongen under sit fortsatte Ophold paa Østlandet 1277 kunde have været paa Eidsvold ved denne Tid (man veed intet om hans Skridt mellem 9de August, da han sluttede Forliget i Tunsberg, og 13de September, da han var i Bergen), men sandsynligt er det ikke. Hans Erende paa Lagthingene i 1276, hvorom Annalerne tale, kan visselig ikke have været andet end det at faa Loven vedtagen.
  27. ↑ Lovbøgerne selv tale vistnok om en Lovtagelse paa Borgarthing, men med Tilføjelse af den sædvanlige Jonsmesse 1274, saa at man seer, at Stedet kun tankeløst er afskrevet efter en Frostathingsbog, eller Frostathingsbogs Afskrift. Annalernes Udsagn bliver her afgjørende, og viser derhos, paa hvad Tid Borgarthing tidligere plejede at holdes.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/5/55&oldid=73910»