Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/10

Men imidlertid havde man ogſaa i Norge faaet Øjnene op for den Fare, hvormed Hertugindens og hendes Yndlingers henſynsløſe Ferd truede Landet, og afryſtet den Dvale, der allerede for længe i dette Henſeende ſynes at have hvilet over Gemytterne. Formodentlig maa Sveriges Exempel mægtigt have bidraget hertil. At man ej ſtrax kunde følge det, tør maaſkee alene ſkyldes de naturlige Hindringer, ſom Norges ſtore Udſtrækning og Uvejſomhed opſtillede mod i Haſt at faa et almindeligt Møde iſtand. Derhos foregik de Begivenheder, over hvilke der iſær var at anke, ſaa langt fra Rigets Grændſer, at det i de Tider maatte vare længe, inden man fik rigtig Beſked derom. Men omſider maatte dog Efterretningen komme om at man virkelig havde haft den Dumdriſtighed at begynde aabenbar Krig i Norges Navn, og de nærmere Underſøgelſer, hvortil denne Efterretning maa have givet Anledning, afſlørede, ſom vi ville ſee, de ſtørſte og meſt foruroligende Misligheder. Ved Vinterens Begyndelſe, paa den Tid, da Krigen formodentlig raſede paa det ſterkeſte, maa Budſkab og Breve være ſendte om i Landet til Erkebiſkopen og de mægtigſte Mænd om at ſamle ſig i Oslo og overlægge om de Skridt, der nu maatte foretages, thi allerede i ſidſte Halvdeel af Februar vare de ſamlede. Hvilke Fedrelandsvenner det var, ſom havde foranſtaltet dette Møde, vides ikke. Det laa nærmeſt at gjette paa Erkebiſkopen ſelv i hans Egenſkab af Rigsvicar i visſe Tilfelde, men i det Document, han ſelv var med at udſtede angaaende hvad der paa Mødet forhandledes, og hvis Indhold vi ſtrax nedenfor ſkulle meddele, ſiger han „at han ifølge gode Mænds Bønner og Forlangende var kommen til Oslo, og ſiden havde ſammenkaldt de øvrige“. Han var maaſkee ogſaa for langt borte til at give det førſte Stød, eller ſette Tingen i Gang, men af hans egne Ord ſee vi, at efterat han førſt havde paataget ſig Sagen, var han den, ſom ledede og ordnede det Hele, uden at man juſt derfor ved hiin Sammenkaldelſe behøver at tænke ſig andet end en Opfordringen til de i Oslo allerede ſamlede Herrer fra Landets forſkjellige Egne om at afgive Møde paa et beſtemt Sted. Af de Fedrelandsvenner, der her kom ſammen til denne almindelige Hirdſtevne, ſom den kaldes, nævnes i det om Beſlutningen oprettede Document, foruden Erkebiſkopen, de tre Biſkoper Hallvard af Hamar, Salomon Thoraldesſøn af Oslo, der Aaret forud var bleven Biſkop i Helges Sted, og Jon Halldorsſøn af Skaalholt, der ligeledes Aaret forud havde modtaget ſin Indvielſe, hvorom nedenfor; af verdslige Herrer Erling Vidkunnsſøn fra Giſke og Bjarkø, Ivar Olafsſøn[1], Paal Eriksſøn, forhen Merkesmand, Haakon Thoresſøn, Sysſelmanden i Skidansſysſel, Finn Agmundsſøn fra Ryfylke, Bjørn Aamundesſøn fra Oslo-Egnen eller Raumarike[2], Arne Ormſøn fra Bergenskanten[3], Thrond Skage, Smid Eriksſøn, maaſkee Sysſelmand paa Veſtfold[4], Aamunde Borgarſøn paa Skjaldbreid, Haakon Agmundsſøn Bolt fra det nordenfjeldſke[5], Eyſtein Arnesſøn fra Oslo-Egnen[6], Anders Sigurdsſøn Kyrning, Sysſelmand paa Oplandene[7], Thorvald Haavardsſøn fra Veſtfold[8], Olaf Ivarsſøn, maaſkee fra Haalogaland[9], Eivind Saalesſøn (ubekjendt), Hafthor Graut (ubekjendt), Erik Topp, Sysſelmand i Gudbrandsdalen[10], Thord Bonde i Oslo[11], Thord Lagmand, uviſt hvor, Paal Einarsſøn, Lagmand i Oslo, Thoralde Lagmand, uviſt hvor, Ragnvald Haakonsſøn af Elveſysſel[12], Guthorm Eriksſøn, maaſkee fra Oplandene[13], Arne Gjavvaldsſøn fra det Throndhjemſke[14], Gudbrand Gudbrandsſøn fra Bergens-Egnen[15], Eindride Svale fra Gudbrandsdalen[16], Gudbrand Mylſan fra Oslo[17], Jammælt Thoresſøn fra Oslo eller Raumarike[18], Paal Matthiasſøn, ſandſynligviis ogſaa fra Oslo, Agmund Skolle ligeſaa[19], Gudleik Eindridesſøn fra Gudbrandsdalen[20], Orm i Beinagaarden, Aamunde Andresſøn, Smid Eriksſøns Stifſøn[21], Jon Gudmundsſøn, Eyſtein Gudmundsſøn fra Hadeland[22], Matthias fra Lauten (paa Hedemarken), Eyſtein Giſlesſøn, Dagfinn Tovesſøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamaisſøn og Alf i Kloſtret, de fem ſidſte alle fra Oslo[23]. Foruden disſe, hvoraf de fleſte ſynes at have været Riddere, nævnes og under Eet alle andre haandgangne Mænd, uden at dog deres Navne opregnes: Forſamlingen maa altſaa have været meget ſtor. Nu er det vel ſaa, at den overvejende Deel var fra Øſtlandet, og at det nordlige og veſtlige Norge var forholdsviis ſvagt repræſenteret, men dette laa i Sagens Natur, thi paa den Tid af Aaret og under en ſaadan Froſt var det neppe en let Sag for Mange at begive ſig fra Landets fjerneſte Egne i Nord og Veſt til Oslo. Ligeſom vi blandt de ſvenſke Herrer, der indgik Foreningen i Skara, finde enkelte, der havde deeltaget i Forhandlingerne med Fyrſt Henrik, og derved viiſt ſig ſom Hertugindens Tilhængere, ſaaledes ogſaa her, nemlig Paal Eriksſøn, Haakon Thoresſøn, Thorvard Haavardsſøn og Haakon Agmundsſøn. Dette kan vel og forklares paa den ſamme Maade ſom hiſt; desuden kunde vel Hertugindens og Knut Porſes Ferd i den ſidſte Tid nok ſette Flere af dem i Forſkrækkelſe og bringe dem til at falde fra. Men naar enkelte af de meſt fremragende blandt Medforloverne ved Giftermaalscontracten, ſom Ivar Agmundsſøn og Guthorm Kolbjørnsſøn, ikke nævnes ved dette Høvdingemøde, kan man viſt være temmelig ſikker paa, at de endnu holdt faſt ved Hertuginden og misbilligede hvad de øvrige Høvdinger gjorde. Alle hine Mænd ſamlede ſig nu, efter Erkebiſkopens Opfordring, og maaſkee efter flere foregaaende Møder, i Oslo den 20de Februar, „og ſamtalede om hvorledes man hidtil havde baaret ſig ad med Kongens Liggendefæ, Fehirdſlerne, Fredens Bevarelſe, Lovenes og Edernes Overholdelſe, og andet vedkommende Rigets Styrelſe.“ Reſultatet af Samtalen var følgende mørke Skildring af Tilſtanden, ſom vi her gjengive med deres egne Ord i det Brev, ſom herom udſtedtes: „Vi erfarede for viſt og ſandt, at ſaa langt fra at der var noget Liggendefæ tilovers at gribe til, var endog Kongens Bordtøj, hans Koſtbarheder og det mere Gods, ſom endnu fandtes i Behold da vor verdige Herre Haakon, højlovlig Ihukommelſe, faldt fra, ſaaledes adſpredt og bortſkutlet, at hvor omhyggeligt man end efterſporer, findes lidet eller intet tilbage, men derimod ere ſtore Gjeldspoſter optagne paa de endnu ikke indkomne kongelige Indtegter, ſaa at Kongen formedelſt ſlig Uforſynlighed og Ubetænkſomhed orker hverken at ſøde eller klæde ſine Mænd forſvarligt. Men de, der have Fehirdſlerne at beſtyre, ſige at de ikke have det ringeſte mellem Hænderne, uden at de dog med noget klart Regnſkab kunne paaviſe, til hvad Tarv eller Gavn for Riget hver Udgift er gjort; ja de ſige, at ſaa langt fra at de kunne ſkaffe noget til Kongens Heder eller Landſens Vern, orke de neppe at holde ham ſelv ſaa ſømmeligt ſom det tilkommer hans høje Verdighed. Freden, der ſkulde være alle Rigers ſtørſte Styrke, Trøſt og Hjelp, er faa harmeligen vanvyrdet, at uagtet en evindelig Fred var med faſte Forſikkringer tro-bunden mellem Norge og Danmark, har man nu begyndt en aabenbar Ufred med Danekongens Hovedher og Rige, under vor Konges Navn og Baner, men for Knut Porſes og hans Følgeſvenes Skyld. De Love, ſom Kongerne i Norge, .,den ene efter den anden, ere ſkyldige at bevare og overholde til Thegnerne Frelſe, ere ſaa daarligt iagttagne, at tunge Paalæg, Koſthold[24] og Skatter ere lagte paa Almuen tvert imod det, der blev lovet og beſvoret paa Haugathing, da førnævnte vor Herre Magnus blev tagen til Konge. Hans Indſegl har været meget ſlet bevaret indenlands, og oftere været udgivet end Loven eller gammel Sedvane tilſteder, men udenlands er det, ſom der ſiges, aldeles misbrugt, idet man derunder har lejet Soldater, begyndt Ufred og gjort mange andre ſtore Foranſtaltninger, medens Landet ſelv er blevet plaget og beſkattet. De Eeder, der bleve ſvorne om Lovenes Overholdelſe og Kong Haakons Anordning, have hidtil været mindre iagttagne end tilbørligt, ſaa at derved mangen Mand har miſtet fin Ret, men de, der uden noget Lovmedhold have trængt ſig ind i Rigsſtyrelſen, have.gjort ſig ſaa overhaands høje og veldige, at deres Overmod er vor Konge kun lidet til Fremme, men Riget og Thegnerne til Skade og altfor megen Tyngſel, ſaa at der neppe findes Exempel paa at man ſelv af Kongebørn i Norge Amt taalt ſlige Anmasſelſer og ſligt Overmod, ſom man har fundet ſig i af dem, medens Mangel og Vaande er overgaaet vor Konge og Riget“. „Og da nu“, vedbliver Brevet, „ſaadanne Ting og mange andre, ſom det vilde blive ſeent at opregne, er bleven gjort mod Kronen og Kongedømmets Heder, Riget til ingen Fremme, men alle Mand til aabenbar Skade, imod deres Vidende og Raad, ſom Kong Haakon ſatte til de højeſte og fornemſte i Rigsſtyrelſen, imod vor og de fleſte forſtandigſte Mænds Vilje og Samtykke, ſaavelſom alle deres, der ville være Kongens ſande Huldſkabsmænd og ſkjøtte noget om at bære over med hans Barndom og Umyndighed, ſaa og fordi vi klarligen ſee, at ſlige Ting ikke paa nogen Maade kunne lenger taales uden Vaande for hele Riget og Sjæls Fortabelſe for de fleſte gode Mænd: ſaa have vi ubrødeligen ſamtykket og ſtadfeſtet med Ja og Haandſlag paa vor chriſtelige Tro, Gud ſelv til Heder, vor Konge og hans Rige til Beſtyrkelſe, og hele Almuen til Fred og Frelſe, at vi alle ſkulle ſtyrke vor Konge og hinanden indbyrdes med al Magt og Formue til Liv og Gods, paa det at Riget kan fredes, Kronens Gods bedre anvendes, Lov-Eederne og Anordningerne overholdes, og Almuen nyde Lov og Ret, og vi ſkulle dertil troligen bidrage med al vor Omhu og Møje Dag og Nat, aabenbart og lønligt, efterſom enhver af os i den Stand og Vielſe, han beſidder, bedſt dertil kan virke efter Guds og Menneſkernes Ret, hvis ikke de eller den, der forbryder ſig herimod, vil ſvige fin Tro mod Gud og Ordholdenhed mod Menneſkerne, og bede dem eller deres Arvinger, der holde faſt ved denne Anordning, al den Skade, ſom de deraf kunne faa, hvad enten det gjelder Liv eller Gods. Vi have og alle tilſammen overladt det til Herr Erkebiſkop Eilivs Magt og Udvalg, at ſette os den Formand, ſom han ſeer at vor Herre Kongen, Riget og os Thegnerne kunne være bedſt tjent med i Længden; men vi ſkulle tjene den ſamme med al vor Magt og Formue, ſaaledes ſom før nævnt, ſaa lenge han bevarer ſin Troſkab mod vor Konge, ſin Huldſkab mod Riget, og ſine Eeder og Lovene mod os og Thegnerne. Og efterat ſaaledes Fuldmagten til at gjøre dette Valg var overgiven og tilkjendt os, Erkebiſkop Eiliv, ſom anført, paa almindelig Hirdſtevne af alle dem, der forhen ere nævnte, al Hirden og Kongens Svene: ſaa valgte vi Hr. Erling Vidkunnsſøn med alle deres Raad og Vidende til ret Formand og Over-Beſtyrer af Fehirdſler, Syſler og alle .andre Forretninger og konpligte Ombud, og til at gjenkræve alle Feſter (Slotte) af dem, der have taget dem under ſit Vold, og overhoved at udføre og fremme alt andet om Refſter og hvad der videre tilhører den kongelige Verdighed og Kronens Ret ligeſaa fuldt ſom Kongen ſelv, med det Rigsraads Raad og Vidende, ſom nu er til eller ſiden kan blive valgt. Men hver, der overtræder denne Anordning eller ikke adlyder hans Bud i alle de Dele ſom det nu er ſagt, og nøjere angives ovenfor i Brevet, han har forbrudt Gods og Fred, og ſvare Kongen fuld Landraade-Sag“. Dette, tillægges der, blev vedtaget og ſamtykket paa almindeligt Thing i Oslo med Haandtag, og ſkal fremdeles lyſes og ſettes i Udøvelſe over hele Norges Rige, og i Skatlandene. Han tilſagde ogſaa os alle paa ſamme Thing, at han i dette ſit Formandſkab ſkal udføre alle Ting ſaaledes ſom vor Herre Kongen kan have meeſt Ære og Gavn af og Riget meeſt Nytte, og ſaa at hver Mand kan nyde ſine Love og Rettigheder. Dette maa vel forſtaaes ſaaledes, at da man førſt paa Hirdſtevnen havde faaet alt afgjort, og Valget var ſkeet, blev det Hele forkyndt og ſamtykket paa et almindeligt Thing, der allerede forud maa have været ſammenkaldt, og hvor nu og den nye Rigsforſtander aflagde ſin Eed, thi Brevet, ſom herom udferdigedes ſamme Dag (20de Februar), blev, ſom der udtrykkeligt ſiges, beſeglet med de ovennævnte Herrers og Oslos Bymænds Segl, og af ſtort flere end Bymændene i Oslo kunde neppe det ſaakaldte almindelige Thing paa denne Tid af Aaret beſtaa[25].

  1. Denne Ivar Olafsſøn kan umulig være Excantſleren, da han vilde have været nævnt foran Erling, og betitlet „Provſt til Mariekirken“: det maa være en verdslig Høvding, ſom ellers ikke nævnes.
  2. Dipl. Norv. III. 78. 123.
  3. Sammeſteds II. 147.
  4. Sammeſteds II. 137.
  5. Samll. t. d. N. Spr. II. 200.
  6. Dipl. Norv. III. 123.
  7. Sammeſt. III. 109.
  8. Sammeſt. II. 135.
  9. Sammeſt. II. 150.
  10. Dipl. Norv. III. 120.
  11. Smſt. II. 153.
  12. Smſt. I. 184.
  13. Smſt. II. 176. III. 61.
  14. Smſt. II. 129. III. 127.
  15. Smſt. II. 222.
  16. Smſt. II. 222.
  17. Smſt. II. 85.
  18. Smſt. III. 159.
  19. Smſt. IV. 169.
  20. Smſt. III. 185.
  21. Smſt. II. 135.
  22. Smſt. II. 130.
  23. Smſt. III. 123. 121. II. 256. II. 121. 128.
  24. Her, ſaavelſom nedenfor, hvor Ordet „Anmasſelſer“’er brugt, findes i Originalen Ordet Yfirferðir, der egentlig betegner Over- eller Gjennem-Reiſer, og bruges om Kongernes Rejſer eller Gjennemmarſcher med Følge, for at optage Skatter eller drage paa Gjeſteri, overhoved for at lade ſig og ſine underholdes paa Indbyggernes Bekoſtning.
  25. Brevet findes i Bartholiniana, E. (IV.) S. 70 ſamt i de ſaakaldte Apographa Arnamagnæana, beggeſteds efter den tabte bergenſke Copibog; efter den ſidſte er det aftrykt i Samll. v. 535 fg. En anden nyere, unøjagtig Afſkrift findes i Papirscodex No. 84 fol. paa det ſtockholmſke kgl. Bibliothek.