Det norske Folks Historie/7/11

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 58-64).

Norge havde saaledes nu faaet en Rigsforstander med fuld kongelig Myndighed. Den monarchiske Aand, som fra de eldste Tider havde hersket hos det norske Folk, og som efter Lendermands-Aristokratiets Tilintetgjørelse ved Kong Sverre og hans Eftermænd var bleven end mere rodfestet, kunde ikke blive staaende ved en Regjering af det samlede Raad i Kongens Navn, som i Sverige, hvor Aristokratiet allerede herskede, men maatte fordre Magten overdragen i en eneste Mands Hænder. Dog var det ham udtrykkeligt paalagt, ved alle Regjeringsforvandlinger at overlegge med Rigsraadet og indhente deres Samtykke, og efter de Breve at slutte, som Erling i denne sin Egenskab af Rigsforstander udstedte, og som altid gik i Kongens Navn, maa det Raad, hvortil her sigtes, endog have været et saadant, som det i Kong Haakons Anordning foreskrevne, alene bestaaende af faa Personer, der med Lethed kunde følge ham eller Kongen paa Reiser. Alle slige Breve slutte nemlig med den Formular: „til Forvisning om at vores (Kongens) Raad har saaledes samtykket, setter med vort Indsegl ogsaa Erling Vidkunnssøn, vor Drottsete, sit Indsegl for dette Brev“. Erling fik nemlig Titelen Drottsete efter den, som det synes, i Sverige opkomne og derfra optagne Vedtægt, at Rigsraadets Formand eller Præsident altid skulde have denne Titel“^[1], hvorved den blev uadskillelig fra Rigsforstanderens Person; thi efter Hirdskraaen havde den en langt ringere og mere særegen Betydning. Dog omtales ved Siden heraf, ogsaa i Liighed med hvad der fandt Sted i Sverige, et „almindeligt“ eller større Raad, hvoraf de fornemste Mænd i hele Riget vare Medlemmer, og som kun samledes ved enkelte vigtige Anledninger. Hvorledes ellers Erling creeredes til Drottsete, om det skete paa denne samme Hirdstevne af de forsamlede Herrers egen Magtfuldkommenhed, eller af Kongen, vides ikke. Det første er dog lidet troligt, da det aldeles streed mod de herskende Begreber om Kongens Myndighed og Maaden, hvorpaa saadanne Ærestitler meddeeltes: altsaa er neppe andet at gjette paa, end at Erling strax efter sin Udnævnelse til Rigsforstander maa have begivet sig personligt til Kongen og ladet ham tildele sig Verdigheden, thi vi finde Erling benævnt Drottsete allerede i et Brev af 20de Mai^[2], følgelig maa hans Ophøjelse til denne Verdighed være skeet i Løbet af Marts eller April. Det var vel desuden nødvendigt for ham at begive sig til Kongen og Hertuginden, for at komme i Besiddelse af Rigsseglet, uden hvilket ingen Regjeringshandling efter de Tiders Begreber kunde faa Gyldighed. Det maa formodentlig være lykkets ham at faa Hertuginden til at udlevere sig det med det gode, thi ellers maatte man vel af de forhaandenværende Breve have erfaret noget om at andre Midler eller Udveje have været forsøgte; dog er hidtil intet saadant af Drottseten i Kongens Navn udstedt Brev forefundet eldre end 5te Mai 1325^[3], og imidlertid havde Hertuginden og den unge Konge haft en Sammenkomst med Drottseten og Raadet i Bergen om Sommeren 1324, som det nedenfor skal omtales: muligviis kunde Udleverelsen først være skeet ved denne Lejlighed. Alligevel er der meget, der taler for den Mening, at den skete allerede strax i 1323, og saaledes som oven antaget. Der er nemlig al Sandsynlighed for, at Hertuginden, umiddelbart efter det svenske Raads Sammentræde og Forbund i Skara, og vel endog harmfuld og forskrækket derover, begav sig med sin Søn indenfor det norske Omraades Grændser til Baagahuus, og tilbragte her hele Høsten og Størstedelen af Vinteren, medens Knut Porse var borte, deels for at leje Krigsfolk i Tydskland, deels paa Toget i Skaane og Sjæland^[4]. Her kunde altsaa Erling med Lethed komme til hende, og da Forholdet mellem ham og hende fordetmeste synes at have været venskabeligt, ja da man, umiskjendeligt stræbende efter at vise hende som Kongens Moder og den forrige Konges Datter, al mulig Skaansel og Ærbødighed, maaskee netop for en stor Deel havde valgt ham til Rigsforstander, fordi han ej var hende modbydelig, og Forandringen derved blev hende mindre bitter, medens det nys forefaldne i Sverige, hendes egen mislige Stilling og det Vovespil, hvorpaa hendes Yndling Knut Porse havde indladt sig, maatte gjøre hende det altfor betænkeligt at trodse Raadet og Rigsforstanderen, og hun heller ikke havde sin dristige Elsker ved Siden til at staalsette hende eller svare paa hendes Vegne: er der overvejende Grunde for at antage, at hun med taalelig Resignation var lempet sig efter Rigsforstanderens og Raadets Fordringer, overgivet ham Seglet med de Brevskaber, der maaskee have været fordrede, og ladet sin Søn paa sedvanlig Viis udnævne ham til Drottsete.

Erling Vidkunnssøn, der nu i henved ni Aar forestod Norges Regjering, var en Mand i sine bedste Aar, maaskee endog for ung efter de Forestillinger, man sedvanligtviis danner sig om et saadant Embedes Vigtighed, thi han kan ej have været mere end i det højeste tredive Aar gammel. Men han var for det første Norges højbyrdigste og rigeste Mand, da han paa fedrene Side var eneste tilbageværende Medlem af den eldgamle Arnmødlinge-Æt, den ypperste i Norge næst Kongehuset, hvormed den var paa flere Maader beslægtet, og paa mødrene Side tilhørte Stovreim-Ætten, ligeledes beslægtet med Kongehuset; efter sin Fader havde han arvet alle Bjarkø-Linjens Besidder, efter Farbroderen hele Giske-Godset, der dog først tilfaldt ham ved dennes Svigerdatters Død; efter sine mødrene Frender arvede han hele Stovreims-Godset i Fjordene og Sogn, hvoraf han dog som Odelsmand maatte indløse endeel fra andre fjernere Arvinger, og med sin Hustru Elin, Datter af Hr. Thore Haakonssøn, fik han Fjerdedelen af dennes rige Efterladenskab, hvoriblandt endog flere Gaarde paa Orknøerne^[5]. Hertil kom nu og, at han, efter hvad hans senere Ferd noksom viser, var en om vel ikke faa særdeles begavet, dog forstandig, maadeholden og velmenende Mand, hvis Fedrelandskjærlighed og gode Vilje synes at have været større end hans Ærgjerrighed, og endelig, at han, saavidt man kan see, og som vi nys have antydet, ej alene ikke var Hertuginden modbydelig, men tvertimod stod paa en god Fod med hende, og derfor maatte antages saa meget lettere at kunne tale hende til Rette og overtale hende til at finde sig i de nødvendige Indrømmelser.

Det var et vanskeligt, og vist i mange Henseender ubehageligt og utaknemligt Hverv, som Hr. Erling havde paataget sig. Misbrug skulde afskaffes, slette eller efterladne Ombudsmænd deels advares, deels ombyttes med nye: det Kronen utilbørligt frakomne Gods saavidt muligt gjenvindes, og fornemmelig maatte der vaages over, at Hertuginden og hendes Yndlinger ikke paany kom til Magten. Han blev derved altid udsat for at miskjendes af og komme til Uenighed med Standsfæller og Omgangsvenner. Men det lader til, at han ikkedestomindre tog Sagen alvorligt og samvittighedsfuldt. Overfehirden i Bergen, Jon Bjarnessøn, der nødvendigvis maatte have haft megen Skyld i at Fehirdslerne vare saa udtømte, blev, som det lader, afskediget, og døde kort efter^[6]; i hans Sted nævnes nogle Aar senere Svein Sigurdssøn fra Hvol i Sogn som „Fehirde i Kongsgaarden“. Han kaldes og Svein Klerk, et Beviis paa at han havde studeret^[7]. Bjarne Audunssøn, der havde Tunsbergs Fehirdsle, var nylig død: hans Eftermand blev en Ivar Nikolassøn^[8]. At flere af Syslerne skiftede Sysselmænd, kan neppe betvivles, skjønt intet sikkert derom vides. Hr. Ivar Agmundssøn vedblev at være Befalingsmand paa Baagahuus^[9], hvad enten han nu har underkastet sig Drottseten, eller denne ikke har villet eller kunnet fratage ham Befalingen. Cantsler-Embedet blev for det første ubesat. Den forrige Cantsler, Provst Ivar Olafssøn, nævnes ikke mere efter 1322, og er formodentlig paa den Tid død; alligevel kom der ingen i hans Sted, men Drottseten tog selv Rigsseglet under sin Varetægt, efterat han havde faaet det udleveret af Hertuginden, og beseglede dermed selv i nogle Aar de Kongebreve, som udstedtes.

Ogsaa i de norske Biskopers Personale var der i nogen Tid skeet betydelige Forandringer, saa at man kan sige at en ny Styrelse nu var indtraadt ej alene i verdsligt, men og for en stor Deel i geistligt Henseende. Biskop Haakon af Stavanger døde tidligt i 1322, før 5te April^[10]. I hans Sted valgtes en Erik, formodentlig Chorsbroder ved samme Biskopsstol. Samme Aar, uvist naar, men ligeledes sandsynligviis i Løbet af de første Maaneder, døde Biskop Helge i Oslo, og esterfulgtes af den ofte omtalte Salomon Thoraldessøn, nu Chorsbroder i Nidaroos, der, som det ovenfor er antydet, i den sidste Tid synes at have staaet Biskop Helge ved Siden som etslags Coadjutor. I Hamar var, som tidligere nævnt, Biskop Botulf død i 1319 eller 1320, og Hallvard bleven Biskop i hans Sted. Det er endvidere omtalt, at den skaalholtske Biskop Arne, der endnu i 1319 havde efterkommet Indkaldelsen til Norge, døde her den 21de Januar 1320. En islandsk Geistlig, Orm Thorsteinssøn, valgtes til hans Efterfølger og reiste det følgende Aar over til Norge for at indvies, men døde forinden. Da blev en Orm Steinssøn, formodentlig en throndhjemsk Geistlig, som de fleste islandske Biskoper i den senere Tid, udvalgt, men vilde ej modtage Valget, lovede derimod en Pilegrimsrejse til Rom, og døde kort efter. Nu faldt det throndhjemske Capitels Valg paa Grim Skutassøn, eller og, som han kaldtes, Skutu-Grim, Abbed i Munkholmen, men efter Faders-Navnet at dømme islandsk af Fødsel^[11]. Han modtog Valget, og da Erkebiskopen paa denne Tid skulde rejse paa Visitats i Nordland, overdrog han Biskop Audfinn at udføre Indvielsen, hvilket og fandt Sted den 28de Juni, men heller ikke han oplevede at tiltræde sit Embede; da han om Høsten allerede var kommen ombord paa et Skib, der skulde afgaa til Island, døde han, medens dette laa og ventede paa Bør^[12]. Men han havde i de tre Maaneder, han havde været Biskop, ødslet saaledes med sin Kirkes Gods, at Indlendingerne spotviis kaldte ham Skurd-Grim istedetfor Skutu-Grim^[13]. Nu blev Jon Haldorssøn, Prædikebroder eller Dominicaner, formodentlig i Nidaroos, men ligeledes, som det lader, islandsk af Fødsel, valgt og indviet d. 1ste August 1322, formodentlig tilsammen med Biskoperne af Stavanger og Oslo: han var en meget lærd Mand, der havde studeret i Paris og Bologna, og kunde tale Latin som sit Modersmaal. Han kom i det følgende Aar ud til Island^[14]. Det er forhen omtalt, at Biskop Audun i Hole havde maattet gjøre Vendereise første Gang, da han efter Erkebiskopens og Raadets Indkaldelse vilde drage over til Norge. Det følgende Aar kom han afsted, efter endnu engang at have bestaaet en Conflict med Nordlendingerne, der paa Althinget samme Sommer indgik en Forening om, at de ikke vilde underkaste sig hans nye Forskrifter, uden at han dog herved lod sig bevæge til nogen Eftergivenhed. Han kom ikke mere tilbage til Island, thi efterat han havde opholdt sig over et Aar i sit gamle Hjem, Nidaroos, hvor han levede paa en meget stor Fod, blev han syg under et prægtigt Julegilde, hvor Erkebiskopen selv var tilstede, og døde d. 28de Januar 1322. Paa sit yderste anbefalede han Erkebiskopen med megen Varme sin og dennes fordums Modstander Laurentius Kalfssøn, der nu allerede i længere Tid havde været Munk i Thingeyre Kloster, som den der var bedst skikket til at blive hans Eftermand, og da Valgcapitel kort derefter blev holdt, fik Erkebiskopen ham og virkelig valgt: en Forsonlighed, som gjør dem begge megen Ære. Laurentius, som blev meget overrasket ved Efterretningen derom, da han mindst havde drømt om at Valget vil falde paa ham, kunde ej komme over til Norge for at modtage Indvielsen førend i 1324^[15]. Om Biskop Signar, Lodins Eftermand paa Færøernes Biskopsstol, er der forhen talt. Altsaa var alle Biskoper i Nidaroos Provins i Løbet af fire Aar omvexlede, med Undtagelse af Erkebiskopen, Biskop Audfinn, Biskop Viljam paa Orknø, og det fjerne Grønlands Biskop Arne. Thi ogsaa paa Syderøerne, hvis Biskop dog nu kun af Navn lød under Nidaroos og var aldeles udenfor Norges baade geistlige og verdslige Anliggender, døde Biskop Alan i Februar 1320; hans Eftermand Gilbert døde efter halvtredie Aars Forløb, og derefter fulgte en Bernhard, alle tre Skoter^[16].

1. Saaledes under Kong Byrge Drottseten Johannes Brunkow, som derfor og nævnes først af hele Raadet næst Biskopen (Dipl. Sv. 2135; under Hertuginden Mathias Ketilmundssøn, indtil Jan. eller Febr. 1321 (man kan nemlig være vis paa, at hvor han underskriver først blandt alle de Verdslige, er dette i Egenskab af Drottsete, om Titlen end ej tilføjes, og det sidste Brev, han saaledes har undertegnet, er af 27 Jan. 1321, medens det første, hans Eftermand underskrev paa samme Maade, er af 9de Marts s. A, see Dipl. Sv. 2281 og 2286), dernæst fra Begyndelsen af Marts 1321, Knut Jonssøn, der ogsaa havde været Drottsete under Kong Byrge omkring 1311, men igjen i 1321 ophøjedes til denne Værdighed, og saaledes nu efter Skara-Forliget stod i Spidsen for den svenske Regjering.
2. Dipl. Norv. II. 134.
3. Sammest. IV. 139.
4. Det er allerede ovenfor (S. 51 Note 2) viist, at Hertuginden var med Kongen paa Vaagahuus d. 12te August (Dipl. S. 2341), og naar vi endnu 27 Oct. finde hende der (jfr. 2353), er det sandsynligst, at hun har opholdt sig der den hele mellemliggende Tid. I mange Maaneder derefter høres intet fra hende, men naar man seer hen til Forholdene i Sverige, den strenge Vinter, og Knut Porses Fraværelse, bliver der størst Sandsynlighed for at hun vedblev at have sit Tilhold paa Baagahuus.
5. DipL Norv. III. 170.
6. Han nævnes efter Midten af 1323 ej mere som Fehirde; allerede i et Brev, udstedt af ham i Tunsberg d. 31te Juli 1323, bruger han ikke denne Titel. Dipl. Norv. II. 150. Han var død før 28de August 1324, see Dipl. N. II. 155.
7. Samll. o. s. v. V. 352. Dipl. N. II. 165. 170.
8. Dipl. N. III. 191. 145.
9. Vi finde ham der endnu i 1329, see Dipl. Sv. 2730.
10. Paa den Dag omtales han nemlig allerede som „af god Aamindelse“ – Dipl. N. IV. 149.
11. Navnet „Skuta“ synes nemlig at være eget for Islendingerne.
12. Suhm, XII. 53. 347.
13. Isl. Annaler; Laurentii Saga. „Skurð“ kommer af skera, enten fordi han beskar eller beklippede Biskopsstolens Gods saa sterkt, eller fordi han lod saamange Sauder slagte til sine overdaadige Gilder.
14. Annalerne og Laur. Saga. Jon kaldes og efter sin Moder Freygerdssøn, og da Navnet Freygerd paa den Tid neppe var brugeligt udenfor Island, er det sandsynligt, at han var islandsk af Fødsel.
15. Om alt dette see især Laurentius’s Saga, jfr. Keysers Kirkehistorie II. S. 214, 214, 215. Men Tidsregningen er noget vanskelig, thi uagtet Sagaens Ord ej give Anledning til at forstaa, at Biskop Audun opholdt sig hele to Vintre i Nidaroos, siges der dog at han rejste til Norge sammen med den til Skaalholt udvalgte Biskop Orm Thorsteinssøn, som siden døde St. Hansdag. Da nu Orms Eftermand, Grim allerede var udvalgt før 3die Mai 1321, saasom Erkebiskopens Brev, der bemyndigede Audfinn til at indvie ham, er dateret den Dag, maa hiin Orms Dødsdag falde i 1320, altsaa skulde det være da, at Audun rejste. Men naar han kom til Norge før St. Hansdag, kunde han ikke have været paa Island i Thingtiden. Altsaa maa han dog være afrejst senere. I enkelte Kodices af Annalerne staar der at Orm døde „Jonsmesse Dagen efter Vincentii Dag“. Dette giver ingen Mening, men udelades „Jonsmesse“, og læses „Dagen efter Vine. Dag“, altsaa 23de Januar, vilde det passe bedre: da kunde Audun og Orm være afrejse seent paa Sommeren fra Island, og dette faar man vel antage.
16. See Chron. Regum Manniæ.