Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/11

Norge havde ſaaledes nu faaet en Rigsforſtander med fuld kongelig Myndighed. Den monarchiſke Aand, ſom fra de eldſte Tider havde herſket hos det norſke Folk, og ſom efter Lendermands-Ariſtokratiets Tilintetgjørelſe ved Kong Sverre og hans Eftermænd var bleven end mere rodfeſtet, kunde ikke blive ſtaaende ved en Regjering af det ſamlede Raad i Kongens Navn, ſom i Sverige, hvor Ariſtokratiet allerede herſkede, men maatte fordre Magten overdragen i en eneſte Mands Hænder. Dog var det ham udtrykkeligt paalagt, ved alle Regjeringsforvandlinger at overlegge med Rigsraadet og indhente deres Samtykke, og efter de Breve at ſlutte, ſom Erling i denne ſin Egenſkab af Rigsforſtander udſtedte, og ſom altid gik i Kongens Navn, maa det Raad, hvortil her ſigtes, endog have været et ſaadant, ſom det i Kong Haakons Anordning foreſkrevne, alene beſtaaende af faa Perſoner, der med Lethed kunde følge ham eller Kongen paa Reiſer. Alle ſlige Breve ſlutte nemlig med den Formular: „til Forvisning om at vores (Kongens) Raad har ſaaledes ſamtykket, ſetter med vort Indſegl ogſaa Erling Vidkunnsſøn, vor Drottſete, ſit Indſegl for dette Brev“. Erling fik nemlig Titelen Drottſete efter den, ſom det ſynes, i Sverige opkomne og derfra optagne Vedtægt, at Rigsraadets Formand eller Præſident altid ſkulde have denne Titel“[1], hvorved den blev uadſkillelig fra Rigsforſtanderens Perſon; thi efter Hirdſkraaen havde den en langt ringere og mere ſæregen Betydning. Dog omtales ved Siden heraf, ogſaa i Liighed med hvad der fandt Sted i Sverige, et „almindeligt“ eller ſtørre Raad, hvoraf de fornemſte Mænd i hele Riget vare Medlemmer, og ſom kun ſamledes ved enkelte vigtige Anledninger. Hvorledes ellers Erling creeredes til Drottſete, om det ſkete paa denne ſamme Hirdſtevne af de forſamlede Herrers egen Magtfuldkommenhed, eller af Kongen, vides ikke. Det førſte er dog lidet troligt, da det aldeles ſtreed mod de herſkende Begreber om Kongens Myndighed og Maaden, hvorpaa ſaadanne Ærestitler meddeeltes: altſaa er neppe andet at gjette paa, end at Erling ſtrax efter ſin Udnævnelſe til Rigsforſtander maa have begivet ſig perſonligt til Kongen og ladet ham tildele ſig Verdigheden, thi vi finde Erling benævnt Drottſete allerede i et Brev af 20de Mai[2], følgelig maa hans Ophøjelſe til denne Verdighed være ſkeet i Løbet af Marts eller April. Det var vel desuden nødvendigt for ham at begive ſig til Kongen og Hertuginden, for at komme i Beſiddelſe af Rigsſeglet, uden hvilket ingen Regjeringshandling efter de Tiders Begreber kunde faa Gyldighed. Det maa formodentlig være lykkets ham at faa Hertuginden til at udlevere ſig det med det gode, thi ellers maatte man vel af de forhaandenværende Breve have erfaret noget om at andre Midler eller Udveje have været forſøgte; dog er hidtil intet ſaadant af Drottſeten i Kongens Navn udſtedt Brev forefundet eldre end 5te Mai 1325[3], og imidlertid havde Hertuginden og den unge Konge haft en Sammenkomſt med Drottſeten og Raadet i Bergen om Sommeren 1324, ſom det nedenfor ſkal omtales: muligviis kunde Udleverelſen førſt være ſkeet ved denne Lejlighed. Alligevel er der meget, der taler for den Mening, at den ſkete allerede ſtrax i 1323, og ſaaledes ſom oven antaget. Der er nemlig al Sandſynlighed for, at Hertuginden, umiddelbart efter det ſvenſke Raads Sammentræde og Forbund i Skara, og vel endog harmfuld og forſkrækket derover, begav ſig med ſin Søn indenfor det norſke Omraades Grændſer til Baagahuus, og tilbragte her hele Høſten og Størſtedelen af Vinteren, medens Knut Porſe var borte, deels for at leje Krigsfolk i Tydſkland, deels paa Toget i Skaane og Sjæland[4]. Her kunde altſaa Erling med Lethed komme til hende, og da Forholdet mellem ham og hende fordetmeſte ſynes at have været venſkabeligt, ja da man, umiskjendeligt ſtræbende efter at viſe hende ſom Kongens Moder og den forrige Konges Datter, al mulig Skaanſel og Ærbødighed, maaſkee netop for en ſtor Deel havde valgt ham til Rigsforſtander, fordi han ej var hende modbydelig, og Forandringen derved blev hende mindre bitter, medens det nys forefaldne i Sverige, hendes egen mislige Stilling og det Voveſpil, hvorpaa hendes Yndling Knut Porſe havde indladt ſig, maatte gjøre hende det altfor betænkeligt at trodſe Raadet og Rigsforſtanderen, og hun heller ikke havde ſin driſtige Elſker ved Siden til at ſtaalſette hende eller ſvare paa hendes Vegne: er der overvejende Grunde for at antage, at hun med taalelig Reſignation var lempet ſig efter Rigsforſtanderens og Raadets Fordringer, overgivet ham Seglet med de Brevſkaber, der maaſkee have været fordrede, og ladet ſin Søn paa ſedvanlig Viis udnævne ham til Drottſete.

Erling Vidkunnsſøn, der nu i henved ni Aar foreſtod Norges Regjering, var en Mand i ſine bedſte Aar, maaſkee endog for ung efter de Foreſtillinger, man ſedvanligtviis danner ſig om et ſaadant Embedes Vigtighed, thi han kan ej have været mere end i det højeſte tredive Aar gammel. Men han var for det førſte Norges højbyrdigſte og rigeſte Mand, da han paa fedrene Side var eneſte tilbageværende Medlem af den eldgamle Arnmødlinge-Æt, den ypperſte i Norge næſt Kongehuſet, hvormed den var paa flere Maader beſlægtet, og paa mødrene Side tilhørte Stovreim-Ætten, ligeledes beſlægtet med Kongehuſet; efter ſin Fader havde han arvet alle Bjarkø-Linjens Beſidder, efter Farbroderen hele Giſke-Godſet, der dog førſt tilfaldt ham ved dennes Svigerdatters Død; efter ſine mødrene Frender arvede han hele Stovreims-Godſet i Fjordene og Sogn, hvoraf han dog ſom Odelsmand maatte indløſe endeel fra andre fjernere Arvinger, og med ſin Huſtru Elin, Datter af Hr. Thore Haakonsſøn, fik han Fjerdedelen af dennes rige Efterladenſkab, hvoriblandt endog flere Gaarde paa Orknøerne[5]. Hertil kom nu og, at han, efter hvad hans ſenere Ferd nokſom viſer, var en om vel ikke faa ſærdeles begavet, dog forſtandig, maadeholden og velmenende Mand, hvis Fedrelandskjærlighed og gode Vilje ſynes at have været ſtørre end hans Ærgjerrighed, og endelig, at han, ſaavidt man kan ſee, og ſom vi nys have antydet, ej alene ikke var Hertuginden modbydelig, men tvertimod ſtod paa en god Fod med hende, og derfor maatte antages ſaa meget lettere at kunne tale hende til Rette og overtale hende til at finde ſig i de nødvendige Indrømmelſer.

Det var et vanſkeligt, og viſt i mange Henſeender ubehageligt og utaknemligt Hverv, ſom Hr. Erling havde paataget ſig. Misbrug ſkulde afſkaffes, ſlette eller efterladne Ombudsmænd deels advares, deels ombyttes med nye: det Kronen utilbørligt frakomne Gods ſaavidt muligt gjenvindes, og fornemmelig maatte der vaages over, at Hertuginden og hendes Yndlinger ikke paany kom til Magten. Han blev derved altid udſat for at miskjendes af og komme til Uenighed med Standsfæller og Omgangsvenner. Men det lader til, at han ikkedeſtomindre tog Sagen alvorligt og ſamvittighedsfuldt. Overfehirden i Bergen, Jon Bjarnesſøn, der nødvendigvis maatte have haft megen Skyld i at Fehirdſlerne vare ſaa udtømte, blev, ſom det lader, afſkediget, og døde kort efter[6]; i hans Sted nævnes nogle Aar ſenere Svein Sigurdsſøn fra Hvol i Sogn ſom „Fehirde i Kongsgaarden“. Han kaldes og Svein Klerk, et Beviis paa at han havde ſtuderet[7]. Bjarne Audunsſøn, der havde Tunsbergs Fehirdſle, var nylig død: hans Eftermand blev en Ivar Nikolasſøn[8]. At flere af Syſlerne ſkiftede Sysſelmænd, kan neppe betvivles, ſkjønt intet ſikkert derom vides. Hr. Ivar Agmundsſøn vedblev at være Befalingsmand paa Baagahuus[9], hvad enten han nu har underkaſtet ſig Drottſeten, eller denne ikke har villet eller kunnet fratage ham Befalingen. Cantſler-Embedet blev for det førſte ubeſat. Den forrige Cantſler, Provſt Ivar Olafsſøn, nævnes ikke mere efter 1322, og er formodentlig paa den Tid død; alligevel kom der ingen i hans Sted, men Drottſeten tog ſelv Rigsſeglet under ſin Varetægt, efterat han havde faaet det udleveret af Hertuginden, og beſeglede dermed ſelv i nogle Aar de Kongebreve, ſom udſtedtes.

Ogſaa i de norſke Biſkopers Perſonale var der i nogen Tid ſkeet betydelige Forandringer, ſaa at man kan ſige at en ny Styrelſe nu var indtraadt ej alene i verdsligt, men og for en ſtor Deel i geiſtligt Henſeende. Biſkop Haakon af Stavanger døde tidligt i 1322, før 5te April[10]. I hans Sted valgtes en Erik, formodentlig Chorsbroder ved ſamme Biſkopsſtol. Samme Aar, uviſt naar, men ligeledes ſandſynligviis i Løbet af de førſte Maaneder, døde Biſkop Helge i Oslo, og eſterfulgtes af den ofte omtalte Salomon Thoraldesſøn, nu Chorsbroder i Nidaroos, der, ſom det ovenfor er antydet, i den ſidſte Tid ſynes at have ſtaaet Biſkop Helge ved Siden ſom etſlags Coadjutor. I Hamar var, ſom tidligere nævnt, Biſkop Botulf død i 1319 eller 1320, og Hallvard bleven Biſkop i hans Sted. Det er endvidere omtalt, at den ſkaalholtſke Biſkop Arne, der endnu i 1319 havde efterkommet Indkaldelſen til Norge, døde her den 21de Januar 1320. En islandſk Geiſtlig, Orm Thorſteinsſøn, valgtes til hans Efterfølger og reiſte det følgende Aar over til Norge for at indvies, men døde forinden. Da blev en Orm Steinsſøn, formodentlig en throndhjemſk Geiſtlig, ſom de fleſte islandſke Biſkoper i den ſenere Tid, udvalgt, men vilde ej modtage Valget, lovede derimod en Pilegrimsrejſe til Rom, og døde kort efter. Nu faldt det throndhjemſke Capitels Valg paa Grim Skutasſøn, eller og, ſom han kaldtes, Skutu-Grim, Abbed i Munkholmen, men efter Faders-Navnet at dømme islandſk af Fødſel[11]. Han modtog Valget, og da Erkebiſkopen paa denne Tid ſkulde rejſe paa Viſitats i Nordland, overdrog han Biſkop Audfinn at udføre Indvielſen, hvilket og fandt Sted den 28de Juni, men heller ikke han oplevede at tiltræde ſit Embede; da han om Høſten allerede var kommen ombord paa et Skib, der ſkulde afgaa til Island, døde han, medens dette laa og ventede paa Bør[12]. Men han havde i de tre Maaneder, han havde været Biſkop, ødſlet ſaaledes med ſin Kirkes Gods, at Indlendingerne ſpotviis kaldte ham Skurd-Grim iſtedetfor Skutu-Grim[13]. Nu blev Jon Haldorsſøn, Prædikebroder eller Dominicaner, formodentlig i Nidaroos, men ligeledes, ſom det lader, islandſk af Fødſel, valgt og indviet d. 1ſte Auguſt 1322, formodentlig tilſammen med Biſkoperne af Stavanger og Oslo: han var en meget lærd Mand, der havde ſtuderet i Paris og Bologna, og kunde tale Latin ſom ſit Modersmaal. Han kom i det følgende Aar ud til Island[14]. Det er forhen omtalt, at Biſkop Audun i Hole havde maattet gjøre Vendereiſe førſte Gang, da han efter Erkebiſkopens og Raadets Indkaldelſe vilde drage over til Norge. Det følgende Aar kom han afſted, efter endnu engang at have beſtaaet en Conflict med Nordlendingerne, der paa Althinget ſamme Sommer indgik en Forening om, at de ikke vilde underkaſte ſig hans nye Forſkrifter, uden at han dog herved lod ſig bevæge til nogen Eftergivenhed. Han kom ikke mere tilbage til Island, thi efterat han havde opholdt ſig over et Aar i ſit gamle Hjem, Nidaroos, hvor han levede paa en meget ſtor Fod, blev han ſyg under et prægtigt Julegilde, hvor Erkebiſkopen ſelv var tilſtede, og døde d. 28de Januar 1322. Paa ſit yderſte anbefalede han Erkebiſkopen med megen Varme ſin og dennes fordums Modſtander Laurentius Kalfsſøn, der nu allerede i længere Tid havde været Munk i Thingeyre Kloſter, ſom den der var bedſt ſkikket til at blive hans Eftermand, og da Valgcapitel kort derefter blev holdt, fik Erkebiſkopen ham og virkelig valgt: en Forſonlighed, ſom gjør dem begge megen Ære. Laurentius, ſom blev meget overraſket ved Efterretningen derom, da han mindſt havde drømt om at Valget vil falde paa ham, kunde ej komme over til Norge for at modtage Indvielſen førend i 1324[15]. Om Biſkop Signar, Lodins Eftermand paa Færøernes Biſkopsſtol, er der forhen talt. Altſaa var alle Biſkoper i Nidaroos Provins i Løbet af fire Aar omvexlede, med Undtagelſe af Erkebiſkopen, Biſkop Audfinn, Biſkop Viljam paa Orknø, og det fjerne Grønlands Biſkop Arne. Thi ogſaa paa Syderøerne, hvis Biſkop dog nu kun af Navn lød under Nidaroos og var aldeles udenfor Norges baade geiſtlige og verdslige Anliggender, døde Biſkop Alan i Februar 1320; hans Eftermand Gilbert døde efter halvtredie Aars Forløb, og derefter fulgte en Bernhard, alle tre Skoter[16].

  1. Saaledes under Kong Byrge Drottſeten Johannes Brunkow, ſom derfor og nævnes førſt af hele Raadet næſt Biſkopen (Dipl. Sv. 2135; under Hertuginden Mathias Ketilmundsſøn, indtil Jan. eller Febr. 1321 (man kan nemlig være vis paa, at hvor han underſkriver førſt blandt alle de Verdslige, er dette i Egenſkab af Drottſete, om Titlen end ej tilføjes, og det ſidſte Brev, han ſaaledes har undertegnet, er af 27 Jan. 1321, medens det førſte, hans Eftermand underſkrev paa ſamme Maade, er af 9de Marts ſ. A, ſee Dipl. Sv. 2281 og 2286), dernæſt fra Begyndelſen af Marts 1321, Knut Jonsſøn, der ogſaa havde været Drottſete under Kong Byrge omkring 1311, men igjen i 1321 ophøjedes til denne Værdighed, og ſaaledes nu efter Skara-Forliget ſtod i Spidſen for den ſvenſke Regjering.
  2. Dipl. Norv. II. 134.
  3. Sammeſt. IV. 139.
  4. Det er allerede ovenfor (S. 51 Note 2) viiſt, at Hertuginden var med Kongen paa Vaagahuus d. 12te Auguſt (Dipl. S. 2341), og naar vi endnu 27 Oct. finde hende der (jfr. 2353), er det ſandſynligſt, at hun har opholdt ſig der den hele mellemliggende Tid. I mange Maaneder derefter høres intet fra hende, men naar man ſeer hen til Forholdene i Sverige, den ſtrenge Vinter, og Knut Porſes Fraværelſe, bliver der ſtørſt Sandſynlighed for at hun vedblev at have ſit Tilhold paa Baagahuus.
  5. DipL Norv. III. 170.
  6. Han nævnes efter Midten af 1323 ej mere ſom Fehirde; allerede i et Brev, udſtedt af ham i Tunsberg d. 31te Juli 1323, bruger han ikke denne Titel. Dipl. Norv. II. 150. Han var død før 28de Auguſt 1324, ſee Dipl. N. II. 155.
  7. Samll. o. ſ. v. V. 352. Dipl. N. II. 165. 170.
  8. Dipl. N. III. 191. 145.
  9. Vi finde ham der endnu i 1329, ſee Dipl. Sv. 2730.
  10. Paa den Dag omtales han nemlig allerede ſom „af god Aamindelſe“ — Dipl. N. IV. 149.
  11. Navnet „Skuta“ ſynes nemlig at være eget for Islendingerne.
  12. Suhm, XII. 53. 347.
  13. Isl. Annaler; Laurentii Saga. „Skurð“ kommer af skera, enten fordi han beſkar eller beklippede Biſkopsſtolens Gods ſaa ſterkt, eller fordi han lod ſaamange Sauder ſlagte til ſine overdaadige Gilder.
  14. Annalerne og Laur. Saga. Jon kaldes og efter ſin Moder Freygerdsſøn, og da Navnet Freygerd paa den Tid neppe var brugeligt udenfor Island, er det ſandſynligt, at han var islandſk af Fødſel.
  15. Om alt dette ſee iſær Laurentius’s Saga, jfr. Keyſers Kirkehiſtorie II. S. 214, 214, 215. Men Tidsregningen er noget vanſkelig, thi uagtet Sagaens Ord ej give Anledning til at forſtaa, at Biſkop Audun opholdt ſig hele to Vintre i Nidaroos, ſiges der dog at han rejſte til Norge ſammen med den til Skaalholt udvalgte Biſkop Orm Thorſteinsſøn, ſom ſiden døde St. Hansdag. Da nu Orms Eftermand, Grim allerede var udvalgt før 3die Mai 1321, ſaaſom Erkebiſkopens Brev, der bemyndigede Audfinn til at indvie ham, er dateret den Dag, maa hiin Orms Dødsdag falde i 1320, altſaa ſkulde det være da, at Audun rejſte. Men naar han kom til Norge før St. Hansdag, kunde han ikke have været paa Island i Thingtiden. Altſaa maa han dog være afrejſt ſenere. I enkelte Kodices af Annalerne ſtaar der at Orm døde „Jonsmesſe Dagen efter Vincentii Dag“. Dette giver ingen Mening, men udelades „Jonsmesſe“, og læſes „Dagen efter Vine. Dag“, altſaa 23de Januar, vilde det pasſe bedre: da kunde Audun og Orm være afrejſe ſeent paa Sommeren fra Island, og dette faar man vel antage.
  16. See Chron. Regum Manniæ.