Åpne hovedmenyen

Hvad Hertuginde Ingeborg og hendes Tilhængere i de førſte Par Aar, efter at hendes Myndighed i begge Riger var bleven indſkrænket, foretog ſig, ja endog hvor de opholdt ſig, derom veed man lidet eller intet, men af de faa Spor, ſom ere os levnede, ſkulde man formode at hun og hendes Søn ſaagodtſom den hele Tid opholdt ſig i Norge, og fornemmelig i Tunsberg, formodentlig for at være i Sikkerhed, medens Knut Porſe tumlede ſig om, ſnart hiſt, ſnart her i ſine og hendes ſvenſke Beſiddelſer, og laa i etſlags Feide med det ſvenſke Rigsraad. Vi finde nemlig Kong Magnus i October 1323 i Tunsberg, hvor ogſaa Erkebiſkopen nylig havde været, og maaſkee endnu opholdt ſig[1]; i September og October 1324 var Kongen, ſom vi ville ſee, med ſin Moder og flere Stormænd ved etſlags engere Raadsmøde i Bergen, og i Marts 1325 med Drottſeten i Nidaroos[2]. Fremdeles ſeer man, at Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn, hidtil Lagmand i Tunsberg, nu afløſes i dette Embede af en Thorvid Throndsſøn, men optræder i en ny Egenſkab af „Lagmand“, eller ſom han og ſtundom kaldes, „Overlagmand i Kongsgaarden“, og det ſnart i Bergen, ſnart i Tunsberg, hvilket neppe kan forſtaaes paa anden Maade, end at han af Drottſeten er bleven udnævnt til faſt lovkyndigt Medlem af det Raad, der ifølge Kong Haakons Anordning, ſom man vel altid endnu ſaavidt muligt har ſøgt at iagttage, ſkulde reſidere i Kongsgaarden hos den umyndige Fyrſte, med det ſærſkilte Hverv at dømme mellem Hirdens Medlemmer og andre højtſtaaende Mænd; men da vi nu tillige fandt ham hyppigt i Tunsberg, hvor det endog lader til at han var Befalingsmand paa Tunsberghuus, bliver det ſandſynligt, at ogſaa den unge Konge fordetmeſte opholdt ſig her[3]. Endelig erfarer man af et Brev fra Ridderen Bertrand af Sueioliis, der opholdt ſig ved Pavehoffet ſom Kongens befuldmægtigede Sendebud, hvorom nedenfor, at en af dennes Følge var rejſt til Norge, ſom det heder for at beſøge Kongen og Hertuginden, og overbringe dem begge nogle Foræringer, men var død (omkring 1324) i Oslo, efterladende hvad han havde medbragt i Drottſetens og Predikebrødrenes Varetægt. — Imidlertid havde Henrik af Mecklenburg, advaret af Paven,.ved Danehoffet i Nykjøbing paa Falſter d. 21de Mai 1323 ſluttet Fred med Kong Chriſtopher, modtaget hele det roſtockſke Herſkab med Tilbehør til Arvelehn af ham, og forpligtet ſig til at ſtaa ham bi med Krigsmagt endog i Danmark, Sverige og Norge mod hvem det ſkulde være, efter ſex Ugers Varſel, m. m. Altſaa havde han ganſke ſlaaet Haanden af Knut Porſe, efter nu desuden at være bleven overbeviiſt om, at denne hverken i Sverige eller i Norge havde nogen Underſtøttelſe at vente[4]. Ved ſamme Lejlighed indgik Grev Johan af Holſten Forliig med ſin Broder, og blev ſlaaet til Ridder af ham[5]. Knut var ſaaledes ganſke overladt til ſig ſelv. Man maa formode, at Hertuginden har ſtillet alle ſine Beſiddelſer i Sverige, navnlig Borgen ved Ljodhuus og Nyhuus eller Axevalle, til hans Raadighed, at Rigsraadet forgjeves har opfordret ham til at overgive dem, og derpaa med væbnet Magt ſøgt at tage dem tilbage, men tildeels forgjeves. Der berettes nemlig, at Axevalle Slot belejredes i 1323[6], og tillige tales der om en Dagthingning, ſom d. 24de Juni ſamme Aar fandt Sted i det nærliggende Skara[7]; da det nu er viſt, at Slottet endnu i et Par Aar derefter var i Hertugindens Beſiddelſe, er det tydeligt nok, at Raadsherrerne, uagtet de ſynes at have ligget der lige fra tidligt om Vaaren, maa have været uheldige, og at Dagthingningen, hvis Indhold man desverre ikke kjender, gik ud paa etſlags Stilſtand, forbunden med enkelte Fordele for den driſtige Æventyrer. Thi andenſtedsfra veed man, at der blev lovet Knut Porſe paa Hertugindens Vegne en vis Pengeſum, og ej længe efter udſtedte Rigsraadet i Kongens Navn en Befaling til alle Riddere og Svene i Uppſala Diøces, der vare forlenede med Kronens Indtægter, om at indbetale en Trediedeel deraf for det indeværende Aar til Lagmanden, ſom Bidrag til „Indløsning af de kongelige Slotte, der vare i Andres Verge“[8]. Altſaa maa Knut Porſe ved hiin Dagthingning kun have erklæret ſig villig til, mod en beſtemt Sum at overgive dem. Lignende Breve er formodentlig ogſaa udgangne til Herrerne i de andre Biſkopsdømmer, men Summen har vel ej kunnet..ſkaffes, eller andet er kommet i Vejen, thi endnu i 1323 opbragte Knut Porſe eet eller flere ſvenſke Skibe til Marſtrands Havn, maaſkee ſom etſlags ſelvtagen Sikkerhed for de lovede Penge[9]. I det følgende Aar belejredes Hunehals[10], ligeledes forgjeves, hvorefter etſlags Stilſtand ſynes at være indtraadt, da vi d. 9de April finde Knut tilſammen med Biſkop Karl af Linkøping i Skeninge[11], ſandſynligviis atter for at underhandle, og denne Gang maaſkee om Ljodhuus Slot, ſom han enten mod en Pengeſum, eller nødtvungen ſynes at have givet Slip paa. Denne Feidetilſtand vedvarede endnu henved et Par Aar, og i denne Tid ſynes det ej at kunne have været behageligt, neppe engang raadeligt, for Hertuginden at opholde ſig i Sverige, ſaaat vi maa antage, at hun fremdeles havde ſit Tilhold i Norge, deels i Oslo, deels i Tunsberg, deels paa Baagahuus, men at hun muligtviis en eller anden Gang kan have aflagt Knut Porſe Beſøg paa Vardberg. Men endelig kom det den 14de Februar 1326 i Skara til en Dagthingning og Forliigs-Slutning mellem begge de ſtridende Parter, og da det ved denne Lejlighed udtrykkeligt heder, at Raadet „dagthingede paa Kongens Vegne med Hertuginden“, maa man antage, at hun ſelv virkelig var tilſtede. Forliigs-Artiklerne ere heel merkelige. Alt Fjendſkab ſkulde være nedlagt, og herefter faſt Fred herſke mellem Raadet og dets Tilhængere paa den ene Side, og Hertuginden med hendes Tilhængere paa den anden, Knut Porſe alene undtagen. Hertuginden ſkulde overgive Slottet Nyhuus eller Axevalle med Tilbehør, og alt hvad hun havde faaet i Morgengave, nemlig Vermeland og fem Hereder i Veſtergøtland, til Veſtgøte-Lagmanden Hr. Knut Magnusſøn paa Kongens Vegne, beholdende alt andet Jordegods, ſom Hertug Erik i ſin Tid havde ſkjenket eller overladt hende, dog ſkulde hun til Erſtatning for hiin Afſtaaelſe faa Herſkaber Daavø med Tilliggende, og Ret til, uden Told eller Afgift at fore Korn, Fleſk og Smør derfra ud af Riget, hvorimod Godſet ſkulde under visſe Indſkrænkninger være underkaſtet almindelig Beſkatning, hvis en ſaadan paalagdes. Om hun indgik Egteſkab, ſkulde hun ligeledes beholde dette Jordegods, men Sveriges Regjering have Ret til at indløſe det for 6000 Mk. brendt Sølv. Slottet Hunehals med Tilliggende, og alt Inventarium af Bygninger, Krigsmaſkiner, Heſte og Kvæg, ſkulde ſeneſt 1ſte Mai 1327 overgives til Hr. Giſl Elinesſøn og Hr. Gøtſtav Tunesſøn. Til at betale ſin Gjeld fik Hertuginden 3000 Mkr. brendt Sølv, hvilke Knut Porſe kunde heve i Lübeck førſtkommende Mortensdag. Blev Hunehals ikke til rette Tid overgivet, og dette kjendtes at være Hertugindens Skyld, miſtede hun ſaavel ſine Beſiddelſer, ſom.de Penge, hun ſkulde faa. Alle, der havde tjent Hertuginden eller Knut, ſkulde frit kunne trede over i Kongens Tjeneſte. Alle Brevſkaber, udvexlede ved Dagthingningen i Skara d. 24de Juni 1323, ſkulde gjenſidigt tilbagegives. Knut Porſe ſkulde være ude af Sverige ſeneſt ſex Uger efter 1ſte Mai, og aldrig kunne komme tilbage uden Kongens og Raadets Samtykke; dog ſkulde han beholde og kunne bruge det Gods, han der i Landet beſad. Alt hvad Knut Porſe og hans Tjenere havde forgaaet ſig mod Kongen og Riget, ſkulde være ham ganſke tilgivet, dog ikke hvad han havde gjort mod Danekongen Chriſtopher og hans Rige; og ſaalænge han endnu opholdt ſig inden Sveriges Grændſer, ſkulde han ikke volde Kongen af Danmark eller hans Rige nogen Skade, men derſom nogen i hiin Tid af ſex Uger efter 1ſte Mai angreb Knut, og denne da forſvarede ſig, ſkulde det ej regnes ham til Dadel. Denne Tractat beſegledes deels af Kongen og Raadet, deels af Hertuginden og maaſkee af Knut Porſe[12]. Hermed var ſaavel hendes, ſom Knut Porſes Rolle egentlig udſpillet i Sverige. Tractaten ſelv forudſetter næſten, at hun herefter ikke vilde opholde ſig mere i dette Rige, hvilket hun ogſaa ſtrax ſynes at have forladt, for at begive ſig enten til Norge, eller, hvad man nu ſenere ſkulde antage, til Vardberg, hvilket, tilligemed den ſydlige Deel af Nord-Halland, Knut Porſe maa have beholdt, da der ej er Tale om at afſtaa mere af Halland end Hunehals med tilhørende Diſtrict, altſaa den nordlige Deel (ſkjønt det egentlig er beſynderligt, at dette ſkulde afſtaaes til Magnus ſom ſvenſk Konge, da Nord-Halland jo aabenbart oprindeligt var afſtaaet til Norges Konge, og de ſvenſke Hertugers Belening dermed kun en Følge af det Forhold, hvori de ſtod til ham). Knut Porſe havde nu, ſom vi i det følgende ville ſee, fundet en videre og forhaabningsrigere Mark for ſine ærgjerrige Planer i Danmark, og derfor kan det neppe have koſtet ham ſtort, at ſige Sverige Farvel, iſær da hans hele Bedrift her viſtnok kun ſigtede til at erhverve en Magt, ſom han ſiden kunde anvende til at vinde Herredømme i ſit Fædreland.

  1. Den 18de Oct. udſtedte Kongen fra Tunsberg et Forbud mod at optage Ledingen paa Varna, der tilhørte Mariekirken i Oslo, Dipl. N. I. 173, og beſegledes kun med hans Secret, et Tegn paa, at Drottſeten da maa have været fraværende; 7de Sept. næſtforud modtog Erkebiſkopen i Tunsberg tre Aars Rumaſkatt af Biſkop Erik, ſammeſteds 172.
  2. Dipl. N. III. 139.
  3. Thorolv Lagmand nævnes allerede 18de Nov. 1323 ſom Lagmand i Tunsberg (Saml. I. 161), et Tegn paa, at Guthorm da ej længer var det. 1324 d. 20 Sept. og ud i Oct. præſiderede Guthorm i en Doms- eller Voldgifts-Commisſion mellem Erkebiſkopen og Hertuginden i Bergen. Sml. V. 543—545. I Brev af 29de Mai 1325, udſtedt i Bergen, kalder Guthorm ſig Lagmand i Kongsgaarden (Dipl. N. I. 180), 5te Jan. 1327 i Tunsberg „Overlagmand i Kongsgaarden“ (ſmſt. III. 145), 18de Nov. 1327 var han i Bergen (ſmſt. III. 191), 30te Dec. 1328 kjøbte han paa Tunsberghuus en Gaard (ſmſt. III. 150); 15 Marts 1329 var han i Tunsberg. Alle disſe, og flere lignende, Breve, ſynes umiskjendeligt at viſe, at han idetmindſte hørte hjemme i Tunsberg.
  4. Huitfeldt S. 42, Suhm, XII. 68.
  5. See Detmar, ved 1322. Begivenheden omtales nemlig under dette Aar, men man kan tydeligt ſee, at den tilhører 1323, thi førſt tales der om den ſtore Froſt om Vinteren, lige fra St. Andreæ Dag (30te Nov.) til Cathed. Petri (22 Febr.), dernæſt om, at K. Chriſtopher holdt et ſtort „Hof“ i Pintſedagene hvorved han ſlog Grev Johan til Ridder, og ſluttede Forliig med Henrik af Mecklenburg, altſaa 1323.
  6. Sv. R. D. I. S. 395.
  7. Dette omtales nemlig, ſom det ſiden vil ſees, i Forliigsacten til Skara d. 14de December 1326 (Dipl. Sv. 2555.) uden at der desverre nevnes noget om Indholdet; Documentet haves ikke længer.
  8. Dipl. Sv. 2420.
  9. Dipl. Sv. 2440, jfr. 2498. Der handles her om Erſtatning til flere, i Paris ſtuderende Geiſtlige, hvis Gods eller Penge var gaaet i Løbet, eller paa anden Maade blevet dem forholdt, da Fartøjet, hvorpaa de fandtes, var blevet opbragt; kun kan man ikke ſee, om der var eet eller flere Skibe, ſom ſaaledes blev anholdte. Knut Porſe anmoder ved disſe Breve Erkebiſkopen om at udbetale de Geiſtlige Erſtatningsſummen af de Penge, ſom Raadet ſkulde betale til ham paa Hertugindens Vegne, altſaa vel ifølge hiint Forliig til Skara af 24de Juni 1323.
  10. Anon. Chronicon. Scr. R. D. I. 395. I Scr. R. Sv. I. S. 61—66 henføres (S. 65) Belejringen af Hunehals til 1323; den begyndte formodentlig ſidſt i dette Aar. Her tilføjes og, at Hr. Gøtſtav Tunesſøn blev tagen til Fange: det kan da neppe forſtaaes anderledes, end at han ved denne Belejring fangedes af Knut Porſe, hvilket og beſtyrkes deraf, at han i Skaraforliget 1326 nævnes ſom en af dem, til hvem Hunehals ſkulde overgives, ſee nedenfor. I Dipl. Sv. 2447 bemyndiger Margrete, Peter Porſes, Knuts Farbroders, Datter Knut til at ſelge en hende tilhørende Gaard, paa Hunehals Slot d. 2den Febr. 1324; formodentlig var det paa denne Tid, at Hunehals belejredes.
  11. Dipl. Sv. 2461. Der handles i dette Brev kun om Salget af hiin, Margrete Porſe tilhørende, Gaard. Men det ſynes ſom om et vigtigere Anliggende end dette maa have foranlediget Mødet mellem ham og Biſkop Karl, hvorved baade Leidebreve og andre Formaliteter maa have været nødvendige; da vi nu af Dipl. Sv. 2452, 2453, 2454, daterede Ljodhuus Slot d. 10de Februar 1324, ſee, at han da endnu maa have været i Beſiddelſe af dette, medens han dog maa have afſtaaet det før Fredsſlutningen i Skara, ſiden det ej her opregnes blandt de Borge, han ſkulde give Slip paa, ſynes det rimeligt, at Underhandlingen, hvorved denne Afſlaaelſe blev beſtemt, netop fandt Sted ved hiin Sammenkomſt i Skeninge mellem Knut og Biſkopen.
  12. Dipl. Sv. 2555. Dette er kun Conceptet til den af Raadet udſtedte og beſeglede Gjenpart af Tractaten. Den af Hertuginden udſtedte og beſeglede Gjenpart ſees af Runells (Palmſkjølds) Katalog at have været til idet ſvenſke Rigsarkiv i 1696, men nu er den tabt.