Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/13

< Det norske Folks Historie | 7

Hvis vor ovenfor fremsatte Formodning er rigtig, havde Hertuginden saaledes næsten i alle de tre eller fire Aar, der gik forud for denne Overeenskomst i Skara, opholdt sig i Norge med sin Søn, thi det er af det foregaaende utvivlsomt, at Rigsraadet i Sverige udstedte Breve i hans Navn og under hans Segl uden at hans Nærværelse der udfordredes. Men i denne Tid synes det derfor og, som om Foreningen mellem begge Riger i Virkeligheden har været opløst eller uden mindste Betydning: Raadet i Sverige regjerede paa sin egen Haand, Drottseten og Raadet i Norge paa sin, og Foreningsactens Bud om at Kongen skifteviis skulde opholde sig i begge, blev ikke overholdt. Og dog var der, foruden de allerede skildrede Forhold, saa mange andre, der netop nu synes at maatte have knyttet begge Riger sammen og bragt dem til at handle i Forening og under eet. Disse var Forholdene deels til Pavestolen, der fra det Øjeblik af, da den erfarede Norges og Sveriges Forening under een Konge, ikke længer synes at have skjelnet mellem dem i verdsligt Henseende eller betragtet dem anderledes end som et eneste Rige, deels til de østlige Naboer i Finland og Rusland, der i de senere Tider aldrig havde gjort nogen Forskjel, men i Fleng herjet saavel paa de norske som de svenske Besiddelser. Egentlig førtes der her en stadig Grændsekrig: hver Part paastod at gjengjelde og hevne lidte Fornærmelser, og det er vanskeligt at sige, paa hvilken Side Retten var, men det er kun vist, at Angrebene fra den karelske og russiske Side stedse antog en mere og mere alvorlig Charakter. Det sidste Angreb, som fra russisk Side var skeet paa de svenske Besiddelser før Foreningen, fandt Sted 1318, til Hevn for et Herjetog, de Svenske Aaret forud havde gjort mod Ladogas Kyster. En novgorodsk Flode landede ved Aabo[1], opbrændte Staden og indtog og herjede saavel Slottet, som Biskopens nærliggende Borg Kuusto. De Svenske synes under den indre Strid, der rasede mellem Kongens og Hertugernes Tilhængere, ikke strax at have kunnet hevne Skaden, og det saameget mindre, som det vigtige Viborg Slot endnu fremdeles var i Kong Byrges eller hans Mænds Besiddelse, og selv efterat han var forjaget og Magnus Erikssøn tagen til Konge vedblev at være det, saa at man i længere Tid maatte underhandle med Befalingsmanden om at overgive det mod en vis Sum Penge, hvorpaa denne dog ikke .synes at have indladt sig, førend efterat Kong Byrge var død, og Overgivelsen saaledes ej medførte noget Troskabsbrud[2]. Det er muligt, at Russerne ligeledes paa sin Kant have forsøgt ved allehaande Tilbud og Løfter at faa ham til at overgive den vigtige Befestning i deres Hænder, og at de bleve dobbelt forbittrede, da dette mislykkedes. Thi allerede Aaret efter indfandt Storfyrst Georg (Jurje Danilovitsh) af Novgorod sig med en stor Hær udenfor Viborg, bestormede den paa det heftigste, men forgjeves. Bevægelsen forplantede sig ogsaa til Karelen og de norske Grændser, hvorfra Russerne det følgende Aar gjorde et ødeleggende Indfald i det nordlige Haalogaland, og trængte frem lige til Drottsetens Gaard paa Bjarkø, som de lagde i Aske[3]. Denne Ulykke, der maaskee var den første mindre behagelige Frugt, som Norge havde af at være forenet med Sverige under een Konge og formodentlig ansees som udgjørende eet Rige dermed, berørte Drottseten personligt, og ansporede ham til kraftigere Foranstaltninger, end der hidtil synes at være trufne. Men da der til en eftertrykkelig Forsvarskrig udfordredes større Pengemidler end Kronen nu kunde overkomme at skaffe, især efter de Tab, den havde lidt ved Hertugindens Ødselhed, faldt det af sig selv, at Drottseten henvendte sig til Paven om Hjelp, da denne allerede nys forud i samme Aar d. 10de Februar havde udstedt en Opfordring til alle Troende i Norge om at kæmpe imod de hedenske Fiender, „Korsets Fiender og det christne Navns Uvenner“, lovende Enhver den, som døde i denne Kamp for Troen, samme Syndsforladelse, som de fik, der drog det hellige Land til Undsetning[4]. Som Regjeringens befuldmægtigede Gesandter afgik nu til Pavestolen (hvis de ellers ikke allerede forhen i andre Anliggender vare afsendte, og nu kun fik fornyede Instruxer) de tvende Udlendinger, Ridder Bertrand „de Sueioliis“, som allerede havde været brugt af Kong Haakon i lignende Sendelser[5], og Raimund af Lamena, forhen Kong Haakons Læge, ligeledes, som det synes, etsteds fra det sydlige Frankrige, begge derfor maaskee endog gamle Bekjendte af Paven og i alle Fald sikkert vel underrettede om Forholdene ved Curien: deres Hverv var at klage over Landets Nød og anmode om en passende Hjelp, fornemmelig derved, at en Skat lagdes paa Norges Geistlighed til Landets Forsvar, altsaa etslags Krigsstyr. Paven laante og deres Forestillinger villigt Øre, men da han, som han siden skrev, netop nu havde saa mange vigtige Sager at tage vare paa, og desuden helst ønskede at sende særegne Nuncier til Norge i denne Sag, kunde de norske Sendebud ikke strax faa nogen Afgjørelse, men maatte opholde sig i meget lang Tid, omtrent tre Aar, ved Curien. Imidlertid erfarer man, at Drottseten ogsaa paa sin Kant har underhandlet med Biskoperne for at faa dem til godvilligt at yde den forlangte Hjelp. Af flere Breve sees det, at han, Kongen, Hertuginden, Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo saavelsom flere Medlemmer af Raadet, alle vare samlede i Bergen sidst i September og først i October 1324[6], og at han ligeledes tilligemed Kongen og Raadet var i Nidaroos først i Marts 1325[7], samt kort derefter (sidst i April) igjen i Bergen[8], hvorfra han længer ud paa Sommeren udtrykkeligt tilskrev Erkebiskopen om de Overleg og Samtaler, han havde haft med Landets bedste Mænd om Hjelp til Haalogalands Forsvar mod Guds Uvenner, Finner, Russer og Kareler; fra Viken, hvor han med Kongen maaskee tilbragte Vinteren, skrev han om det samme[9] og bad Erkebiskopen finde paa Raad til at faa Geistligheden til at give Krigsbidrag. Endvidere synes Drottseten ogsaa at have forsøgt andre Midler til at skaffe Penge tilbage i den forarmede Rigskasse, fornemmelig ved at tilbagevinde Jordegods, der i den sidste Tid var kommen fra Kronen, og hvortil Ihændehaverne maaskee ej kunde fremvise den bedste Hjemmel. Saaledes blev der paa hiin Samling i Bergen 1324 handlet meget om Gaarden Thofte paa Senjen i Haalogaland, hvortil Biskop Audfinn paastod at have Ret, fordi Kong Erik paa sin Dødsseng skjenkede den til Biskop Narve. Og det lykkedes virkelig Audfinn at fremstille saa tilstrækkelige Vidner om Gavens Rigtighed – blandt dem endog hans egen Modstander, den gamle Provst Finn –, at Gaarden med Raadets Samtykke blev ham tildømt af Hertuginden, Erkebiskopen og Biskop Salomon, der synes at have været udnevnte til Dommere eller Voldgiftsmænd. Men fra denne Tid af sporer man en kjendelig Bitterhed mellem Drottseten og Biskop Audfinn[10].

Sverige havde imidlertid allerede i 1323 sluttet en fordeelagtig Fred med Rusland, nemlig i Orechovetz eller Nøteborg d. 12te August, hvorved det fik tre saakaldte Gislalag eller Hereder af Karelen, nemlig Savolax, Jeskis og Eurepæ, og Grændsen mod Rusland nøjagtigt betegnedes ligefra Udløbet af Aaen Sestra (Systerbekk) i den finske Bugt til Petajoki noget søndenfor Højdedraget Maanselka, og derfra nordvest til Helsingebotnen eller det inderste af Botnhavet[11]; og i de nærmest paafølgende Aar blev der vel heller ikke øvet synderlig Fjendtlighed mellem Norge og Rusland, saamegetmere som Storfyrst Georg strax efter maatte drage heelt til den tatariske Khan Usbek, sin Lehnsherre, for at modarbeide en af ham til Storfyrste udnævnt Medbejler, Demetrius Michaelovitsh, men blev dræbt af denne i Khanens Lejr, og det russisk-novgorodske Rige paa denne Tid stadigt truedes af en farlig Fiende mod Sydvesten, nemlig den tappre litauiske Fyrste, Gedimin. Under disse Omstændigheder er det rimeligt, at Staden Novgorod, der egentlig var en selvstændig Republik, selv har aabnet Freds-Underhandlinger med Norge, ængstelig over det Angreb, som derfra forberedtes, og at Drottseten, som paa sin Side havde saa mange Vanskeligheder at kæmpe med, har fundet det raadeligere at modtage Fredstilbudet, end at oppebie den Hjelp, der fra Pavestolen kunde være at faa. Eller muligtviis har han endog selv gjort det første Skridt. Et Brev fra Biskop Audfinn til Erkebiskopen, skrevet i de første Dage af 1326, viser noksom, hvor stor Ulyst Geistligheden, idetmindste Biskop Audfinn og de, der tænkte som ham, havde til at imødekomme Drottsetens Ønsker, maaskee fordi de nærmest betragtede den hele Sag som et Foretagende, der alene sigtede til Drottsetens egen Skadesløsholdelse og Tilfredsstillelse af hans private Hevn. „Vi erfarede“, skriver Audfinn, „af Eders Brev, at Hr. Erling Vidkunnssøn, Kongens Drottsete, tilskrev Eder i Sommer fra Bergen og nu sidst fra Viken[12], om de Overleg og Samtaler, han siger sig at have haft med Raadet og de bedste Mænd i Riget om Hjelp til at verje Haalogaland mod Guds Uvenner, Finner, Russer og Kareler, og at han bad Eder, med Biskopernes Samtykke og Geistlighedens Understøttelse i hele Norge at yde dem, der fare nordover imod hine Guds Uvenner Hjelp i Kost og Vaaben. Os og vore Brødre synes det nu, at formedelst det Uaar, der nu hersker og en Stund har hersket i vort Biskopsdømme, og som ej mindre rammer Lærde end Læge, at ingen Hjelp kan faaes af vore Geistlige til noget Udbud, siden allerede den Tiende, Paven selv bød at skulle udredes, med Nød og Neppe har kunnet erholdes, for Fattigdommens Skyld. I veed ogsaa bedre end vi, hvilket Forbud Paven nedlegger imod at Geistligheden paa den Maade beskattes af verdslige Dommere. Ellers undrer man sig over, hvor der bliver af alt Kronens Gods, der netop skulde bevares til Brug ved slige nødvendige Anliggender, og vi finde det farligt for os, nu at efterkomme slige Fordringer, Geistligheden til evindelig Tyngsel; thi samtykker man engang i slige Paaleg, ville de siden saa meget senere kunne tilbagekaldes, og ikke engang Norges Konger selv have nogensinde faaet saadant, hvor tidt og ofte de end bad derom. Og set endog at vi og vore Brødre kunde samtykke heri – hvad vi ikke kunne – saa tro vi dog, at de Geistlige i vort Biskopsdømme aldrig med deres gode Vilje føje sig efter slige Fordringer. I har vel ogsaa erfaret af Magister Paals Breve, at der nu ved Curien suppliceres Paven paa det mest indtrængende om, at Geistligheden i hele Norge maa vorde beskattet. Det kan da tilsidst blive tungt nok for fattige Geistlige, om de først her af os, og siden af Paven skulle legges under sligt Tryk. Vi bede Eder derfor indstendigt, at I ikke lader Eder dette mishage, at vi ej kunne skaffe denne Sag nogen Fremgang hos vore Geistlige paa Grund af de her angivne Aarsager“[13]. Om man endog heraf kunde slutte, at Erkebiskopen ikke var utilbøjelig til at understøtte Drottsetens Bestræbelser, saa er det klart, at Oppositionen fra Landets øvrige Geistlighed, med Audfinn i Spidsen, var for stor til at Drottseten kunde gjøre sig noget Haab om at drive Sagen igjennem, og derfor var det vist det klogeste, han kunde gjøre, at slutte Fred saa snart som muligt. Denne kom ogsaa istand i i Novgorod den 3die Juni 1326, og sluttedes paa ti Aar mellem den norske Gesandt Haakon (Agmundssøn) paa Kongens Vegne og Staden Novgorod, der nu, da der ingen Storfyrste var, repræsenteredes af Erkebiskopen Moses, Possadniken Bartholomæus, og Tysjatskojen Eustathius. Det afgjordes her, at ingen fra begge Parter maatte overskride Rigsgrændsen, men „naar der kom Sendebud fra Novgorod til Norges Konge, skulde de dele Landene efter de gamle Grændseskjel og Enemerker, dog saaledes at Delingen selv overlodes til Norges Konge, der skulde dele efter sin Samvittighed, som han vilde: et temmelig utvetydigt Beviis paa, at Russerne her have frygtet Nordmændene og anseet det nødvendigt at gjøre Opoffrelser. Gjensidig Skade skulde være eftergiven, og de, der herefter fra en af Siderne overskred Grændseskjellet, skulde straffes. Gjester (Gosti, d. e. Kjøbmænd) fra Norge skulde uden al Hinder kunne gaa over fra Norge til Novgorod og Savolotschie (saaledes kaldtes alt hvad Novgorod besad hiinsides det Højdedrag (volok), som i Nord og Øst begrændsede det egentlige Novgorodske Gebet), og omvendt. Brevet besegledes af de contraherende Parter, formodentlig saaledes, at de tre russiske Herrers Segl sattes paa den Gjenpart, der gik til Norge, og af hvilken en Afskrift endnu haves, medens den norske Gesandt satte sit Segl paa det Exemplar, der gik til Rusland[14]. Hvorvidt Grændsen blev nærmere bestemt, vides ikke. Efter al Sandsynlighed blev det ved det gamle, thi der spores i den efterfølgende Tid ingen Forandring i Grændseforholdene mellem Norge og Rusland. Kun i en Lovbog, der sandsynligviis har tilhørt Drottseten, finder man en Optegnelse indført om de af os tidligere (IV. I. S. 104) omtalte Vedtægtsgrændser for Skatkrævningen. Men Drottseten havde dog nu i alle Fald for det første faaet Fred og Sikkerhed mod de nordlige Grændser, saavel for hele Riget, som for sine egne udstrakte Ejendomme. Dette var og, som det synes, det vigtigste, han i sin Embedstid som Drottsete og Rigsforstander udrettede med Hensyn til de ydre Forhold.

  1. ↑ De novgorodske Annaler, ved visse Aar (T. III. St. Petersburg 1841, S. 72) jfr. Lehrbergs Untersuchungen, S. 196. Aabo kaldes ved denne Lejlighed Lioderev eller Lüderev, d. e. den „lyderske Borg eller Stad“, efter den daværende Foged i Finland, Lyder af Kyrn, der ofte nævnes i Breve fra den Tid.
  2. ↑ See Breve i Dipl. Sv. No. 2257–2259, hvoraf man erfarer, at Underhandlinger om at tilbagekjøbe Viborg Slot, hvis Befalingsmand heed „Effler“, begyndte allerede i 1320, og overdroges paa Kongens Vegne til Peter Jonssøn Hak, Ernelius Ketilbjørnssøn og Sune Jonssøn. Brevet af 11te April 1321 (No. 2291) viser, at Biskop Karl af Linkøping forstrakte Sum Jonssøn og Peter Hak med 500 Mk. Peninge til Slottets Indløsning, imod at det skulde holdes ham til Haande, indtil hine Udlæg var blevet ham godtgjort, og ved Brev af 3die Juni derefter (No. 2303) forbinder Peter Hak sig til at modtage det i Kongens og Rigets Navn, for siden at oplade det, naar han havde faaet sine Udlæg godtgjorte. At Modtagelsen kort efter maa have fundet Sted, see vi deraf, at Russerne belejrede det i 1322, og at Peter Hak nævnes i Fredstractaten 1323 som dets Befalingsmand. Vistnok er det af Hildebrand i dennes fortrinlige Afhandling om Grændsetractaten 1323 (kgl. Vitterhets-Historie og Antiquitetsacad. Handl. XX. S. 175) antaget, at Viborg 1320 og 1321 var i Russernes Vold, og at Befalingsmanden, Effler, var en Russer. Men for det første er Effler, Efflerus, snarere et tydsk, end et russisk Navn; for det andet maatte det i de novgorodske Annaler, der for disse Aar ere meget nøjagtige, have været omtalt, at Viborg Slot, der endnu i 1316 tilhørte Kong Byrge, først var blevet erobret af Russerne, og derpaa igjen fravundet dem ved Befalingsmandens Forræderi, eftersom dette vilde have været Begivenheder af yderste Vigtighed; men der findes ikke et Ord derom, ja ikke engang den fjerneste Antydning. Nu veed man af tidligere Breve, at Viborg hørte til Kong Byrges Deel af Riget, og neppe nogensinde var i Hertugernes Verge. Ved Byrges Løsladelse i 1308 (see ovenf. IV. 2. S. 463, jfr. Dipl. Sv. 1577) bestemtes det vel, at Viborg Slot skulde tilfalde Hertug Valdemar, men det tillagdes udtrykkeligt, at hvis Befalingsmanden ej godvillig overgav det, skulde Byrge selv tvinge ham dertil. At det ogsaa gik, som man synes at have anet, og at Befalingsmanden ej overgav det, maa man slutte deraf, at det senere, ved Freden i Helsingborg 1310, udtrykkeligt bestemtes, at det skulde tilhøre Byrge; og at det, som sagt, med tilhørende District adlød ham endnu 1316, sees af Brevet Dipl. Sv. 2067, hvor han 1ste Oct. 1316 giver endeel Forskrifter, samme District vedkommende. Altsaa synes det utvivlsomt, at det var med hans Befalingsmand – maaskee den samme tro Tilhænger, der ej vilde overgive det i 1308, – som man nu underhandlede i 1320 og 1321, hvilket endmere bestyrkes deraf, at det, som ovenfor antydet, dog ej kom til nogen endelig Overgivelse, førend efterat Kong Byrge var død, 31te Mai 1321. Vel synes man at have fortolket det i Brevet af 11te April 1321 om Slottet anvendte Udtryk „in faucibus paganorum situatum“ som om det betegnede, at Russerne havde det i sin Besiddelse. Men for det første kunde alene Finnerne og Karelerne, ej Russerne, betegnes med Udtrykket „pagani“ (Hedninger), for det andet betyder in faucibus paganorum („i Struben paa Hedningerne“) ikke at disse havde taget det, men kun at det var udsat for at tages eller foruroliges af Hedningerne, en Bevæggrund mere til at sikkre sig Besiddelsen deraf.
  3. ↑ De novg. Annaler l. c. Lehrberg S. 228. Isl. Annaler ved 1323.
  4. ↑ Raynald Ann. Eccl.
  5. ↑ I et Brev, dat. Avignon 13de Marts 1311, giver Paven Clemens V Pontins de Sueioliis, Prior i Benediktiner-Prioratet Montlaur i Maguelonne Diøces, Exspectance paa et Beneficium, ifølge Ansøgning af og Consideration for hans Frænde Bertrand af Sueioliis, Kong Haakons Tjenestemand og Gesandt – Clem. V. Regest. an. 6. ep. 319. At Bertrands sidste Sendelse til Pavehoffet maa have fundet Sted allerede før 1324, sees deraf at han i et Brev af 14de August tilskriver Biskop Audfinn fra Avignon, kaldende sig „Procurator regis in curia“, (Dipl. N. IV. 163). Bertrand kaldes, foruden Ridder, Herre til Borgene „de Poioliis et Sancti Clementis“, i Nismes Diøces.
  6. ↑ Dette sees af de Breve, vedkommende Gaarden Thofte, der nedenfor omtales.
  7. ↑ Paa denne Dag udstedte Kongen tilligemed Drottseten et Beskjermelsesbrev for Chorsbrødrene i Nidaroos, see Dipl. N. III. 139.
  8. ↑ Den 27de April udstedte Kongen tilligemed Drottseten et Beskjermelsesbrev i Bergen, see Suhm, XII. 112.
  9. ↑ See Audfinns Brev, der strax nedenfor omtales.
  10. ↑ See Brevene i Saml. t. d. n. F. og S. H. V. S. 543–547, daterede 20de Sept. og 5te Oct. 1324. Det første er udstedt af Guthorm Kolbjørnssøn, Hallstein Thorleifssøn, Thorvard Haavardssøn, Haakon Agmundssøn, Ivar Agmundssøn og Peter Peterssøn, alle vistnok Raadsherrer, der sammentraadte i en. Dom forat høre og prøve Vidnesbyrd, og her navnlig Provst Finns. Det andet er Dommen eller Kjendelsen afsagt af Hertuginden, Erkebiskopen og Biskop Salomon i Overvær og med Samtykke af Provst Finn, Peter Anderssøn, Haakon Thoressøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Haakon Agmundssøn og Ivar Agmundssøn.
  11. ↑ See Hildebrands ovenciterede Afhandling, jfr. Langes Tidsskrift.
  12. ↑ Kongens og Drottsetens Sommerophold i Bergen var formodentlig en umiddelbar Fortsettelse af hans føromtalte Ophold der den 17de April. Deres Ophold i Viken nævnes i Brevet som om det fandt Sted umiddelbart før Brevets Modtagelse, og da det heder, at Erkebiskopens Brev, hvortil Audfinns er et Svar, leveredes denne 8 Dage for Juul, „nu sidst der var“, er det klart at Svaret er skrevet i Januar eller først i Februar, og at Opholdet i Viken maa have været Vinteropholdet. Brevet er vistnok ej dateret, men der kan dog ingen Tvivl være om at det hører til Begyndelsen af 1326, thi i Midten af dette Aar var Mag. Paal, der her nævnes som fraværende, allerede kommen hjem (see nedenfor); fra 1325 kan det ej være, da Kongen og Drottseten ej den Vinter synes at have været i Viken, og 1324 bliver fortidligt.
  13. ↑ Saml. t. d. n. F. og Sp. H. V. S. 550–553.
  14. ↑ Fredstractaten kjendes nu kun fra den føromtalte bergenske Copibog, af hvilken Bartholiniana E. (IV) er en Afskrift; her findes den S. 7–9, og derfor er den trykt paa flere Steder, sidst i Saml. V. S. 553, og Norges gl. Love. III. S. 151. Den er her affattet paa Latin, men den anden Gjenpart var sikkert skrevet paa russisk, efter den ved deslige Tractater mellem Rusland og occidentalske Folk herskende Skik, at udferdige den Gjenpart, der skulde forblive i Rusland, paa Russisk, og den anden paa Latin, for at Texten paa begge Steder kunne forstaaes. Sproget viser ellers noksom, at den og oprindeligt har været forfattet paa Russisk. Den Haakon, der her nævnes som norsk Gesandt, kan neppe være nogen anden end Haakon Agmundssøn (Bolt), der nævnes mellem 1309 og 1346; Haakon Thoressøn, paa hvem man og kunde gjette, synes ikke at have været anvendt i slige Sendelser. Erkebiskopen, der i Storfyrstens Fraværelse nærmest traadte i hans Sted som Vladyika eller Herre, kaldes i Brevet kun Biskop; det var Moses, Moises (Mojsel), der netop lidt for Paaske 1326 havde naaet denne Verdighed (Lehrbergs Untersuchungen S. 255). Possadniken kaldes som sedvanligt i Tractater fra hiin Tid, affattede paa Latin, efter tydsk Viis Borgravins (Borg-Greve), og Tysjatskoj eller Krigsbefalingsmanden „Dux“, Hertug. Den i Tractaten nævnte Possadnik Bartholomæus kaldes i Tractaten „Olphormøy“, fordi Navnet paa Russisk udtaltes Varfolomej, hvilket fordrejedes til Valforomej, Valfromej, Alforomej, Alformej o. s. v. Han nævnes ogsaa i den svenske Tractat af 1323 som Alforineus. „Eustathius“, paa Russisk udtalt Jevstafij eller Ostafij, kaldes i Tractaten Ostaphius: han nævnes ej sjelden paa denne Tid. „Savolotshje“ skrives i Tractaten „Sauløke“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/13&oldid=77831»