Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/14

Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 76-82).

Det er allerede af det foregaaende temmelig klart, at Norge ſaavel i geiſtligt ſom verdsligt Henſeende i det Hele taget lige ſiden Kong Haakons Død ſtod ſig meget vel med Curien. Der møder os kun en eneſte Misforſtaaelſe, hvis Aarſag allerede hidrører fra Handlinger, Kong Haakon i fin ſidſte Regjeringstid havde tilladt fin„ og om hvilken vi ſavne fuldſtændige Efterretninger, men ſom alene ſynes at have været hurtigt forbigaaende, og ikke have efterladt varige Følger. Pavelige Breve — vor eneſte Kilde i denne Sag — oplyſe os om, at Kong Haakon, der attraaede Johanniter-Ordenens Beſiddelſer og derfor gjerne vilde faa Ordenens Medlemmer bort fra Landet, havde formaaet dens Stormeſter, Fulco af Villaret, til at tilſkrive Prioren i Danmark (altſaa for Antvorſkov Kloſter) om, hvis det ellers var ſtemmende med Hoſpitalets Tarv, at bortbytte Ordenens Beſiddelſer i Norge mod Kongens Beſiddelſer i Danmark. Dette kan vel neppe forſtaaes anderledes, end at Hoſpital-Kloſteret paa Varna ganſke ſkulde nedlegges og Kloſtergodſet tilfalde Kongen, imod at Ordenen til Gjengjeld fik det Jordegods, ſom Kong Haakon havde arvet efter ſin Moder, ſkjønt rigtignok det meſte af dette ifølge Tractaten til Helſingborg ſkulde tilfalde den danſke Krone. Men da Prioren ikke vilde indlade ſig paa et ſaadant Bytte, der, ſom han paaſtod, førte til ſtor.Skade for Hoſpitalet, blev Kongen opbragt, jagede alle Brødrene ud af Riget, og tog Kloſtergodſet uden Videre i Beſiddelſe. Herover blev der naturligviis ſtrax klaget til Paven, og Følgen deraf var at denne udſtedte tvende Breve, begge den 4de September 1320; et til Kongen, hvori han bød ham under Truſel om kirkelig Straf at lade Brødrene komme tilbage, og gjengive dem deres Gods med pasſende Godtgjørelſe, og et andet til Erkebiſkopen af Lund og Uppſala, ſamt Abbeden i Æsrom Kloſter, hvorved han gav disſe, ſom Executorer, det Hverv at ſee hiin Befaling efterkommet, og, om det ſkulde behøves, ved kirkelige Straffe uden Appell at tvinge Kongen dertil[1]. Da Brevenes Datering er omtrent ſamtidig med den føromtalte pavelige Nuncius Bernhard af Montvalrans Sendelſe til Norden[2], er det højſt ſandſynligt, at han har faaet dem med, ſaavelſom et Par andre Breve, der ſelvſamme Dag udferdigedes, det ene til Kong Chriſtopher, det andet til Biſkoperne i Odenſe, Linkøping og Vegſjø, om Forurettelſer, der ogſaa i Danmark af Kong Erik vare blevne Hoſpitals-Ordenen tilføjede, hvoraf man viſtnok maa ſlutte, at Ordenen over hele Norden paa denne Tid maa have været Forfølgelſe underkaſtet[3]. De endelige Følger af disſe Stridigheder for Norges Vedkommende kjendes kun forſaavidt ſom vi erfare, at Kong Magnus (ɔ: Drottſeten og Raadet) gav Prioren og Brødrene paa Varna deres Ejendomme tilbage i 1323[4], ſaa at vel altſaa Brevene og Truſelen maa have gjort ſin Virkning; og det er ſaa langt fra at den unge Konge eller hans Riger bleve lagte for Had, at han tvertimod ſidenefter var en af dem, for hvem Paven ſynes at have næret en ſærdeles Forkjærlighed. Vi møde ingen Breve fra Paveſtolen til Norge, førend hiint forhen omtalte af 10de Febr. 1323, om en Art af Korstog mod de hedenſke Finner. Men ſamtidigt med dette Brev udferdigedes ogſaa en heel Deel andre, hvilket viſer, at en Udſending fra en eller flere norſke Biſkoper paa den Tid maa have været ved Curien, og begivet ſig paa Hjemreiſen, og denne Udſending kan neppe have været nogen anden end Thorkell Mattul, Erkebiſkop i Oslo, thi et af Brevene giver ham den Forret at hans Skriftefader paa hans Yderſte kan meddele ham fuldſtændig Abſolution, medens et andet til Forbedring af hans Embeds-Indtægter, henlægger Haugs Kirke paa Eker for ſtedſe under Erkepreſt-Embedet, og et tredie beſtemmer Indulgenſer til Fordeel for ſamme Haugs Kirke[5]. Lignende Indulgenſer forlenedes og ved andre ſamtidige Breve til Bedſte for Nidaros, Njotarø, Hovedøens og Hamars Kirker, ligeſom en vis Thore Breid erholdt et Canonicat i Oslo, og Erkebiſkopen bemyndigedes til at dispenſere ti uegte fødte Geiſtlige i hans hele Provins fra den Plet, ſom klæbede ved dem[6]. Men man ſeer heraf, at hvad der drejede ſig om Erkepreſten af Oslo, var Hovedſagen, og ſaaledes bliver det ſandſynligt, at det var ham ſelv, ſom modtog Brevene og var tilſtede ved Curien, iſær da vi ej længe efter finde ham ſom en af den pavelige Sexaarstiendes Undercollectorer; formodentlig var det og i Anledning af denne Collectionsſag, at han var reiſt derned. J det følgende Aar maa, ſom allerede ovenfor er omtalt, Bertrand de Sueioliis og Raimund de Lamena være ſendte til Curien i Anledning af Rusſernes Herjetog i 1323, og da vi af Biſkop Audfinns ovenfor anførte Skrivelſe til Erkebiſkopen ſee, at Magiſter Paal Baardsſøn, ſom tidligere ſkulde have været der for at repræſentere Biſkop Audfinn i den forventede Proces med Apoſtelkirkens Klerker, men ſom, da denne Strid blev mindeligt bilagt, fik Tilladelſe til i den Tid at fuldføre ſine Studier i Orleans, alligevel noget ſenere, mod Slutningen af 1325, opholdt ſig ved Curien ſom Audfinns Agent, maa vi næſten formode at Audfinn havde ſendt ham did i den beſtemte Henſigt at modarbeide de kongelige Geſandters Beſtræbelſer for at faa Geiſtligheden ſkatlagt. Dette kan ikke de kongelige Geſandter paa ſin Side have undladt at meddele Drottſeten, og ſaaledes maatte det ſpendte Forhold altid vedblive. Erkebiſkopen ſynes under hele denne Strid at have holdt ſig neutral, ja endog ſnarere at have heldet til Drottſetens Side, forſaavidt det kunde ſkee uden at vekke Forargelſe. Vi have allerede ſeet flere Exempler paa, at Erkebiſkopen ikke ubetinget gav Biſkop Audfinn Ret i hans altfor heftige Fremferd mod de kongelige Klerker, og man kan næſten læſe mellem Linjerne i hans Brev, at han i ſit Hjerte ſlet ikke holdt med ham. I Aaret 1325 ſtøde vi paa en formelig Tviſt mellem dem begge, ſkjønt med Bibehold af alle den ydre Høfligheds Former. En Knarr var kommen fra Grønland til Bergen, ladet med grønlandſke Varer, og Biſkopen fordrede Tiende af de ombord værende Kjøbmænd, men nogle af disſe, der hørte hjemme i Throndhjem, paaſtod at de ej havde at betale Tiende andenſteds end der. Biſkopen blev ikkedeſtomindre ved ſit, og oppebar Tienden, men lod den dog af Opmerkſomhed for Erkebiſkopen for det førſte kun oplegge i Erkebiſkopsgaarden i Bergen til videre Opgjør, og tilſkrev ham derom (24de Juli) med al Høflighed. Erkebiſkopen ſvarede ſtrax (5te Auguſt), ligeledes høfligt og med Maadehold, men dog ſaaledes at uagtet han endog takkede Biſkopen for hans Opmerkſomhed, en noget bitter Stemning er umiskjendelig[7]. Formodentlig blev Sagen i Mindelighed forligt, da man ej hører mere derom. Ej længe efter have vi ſeet Erkebiſkopen nok ſaa venſkabeligt tilſkrive Audfinn angaaende Krigshjelpen mod Finner, Rusſer og Kareler, og paa en vis Maade eſke hans Formening, men dog ſaaledes at man ſelv af Audfinns Svar ſynes at kunne føle, at Erkebiſkopen heldede mere til Drottſetens Side.

Imidlertid havde Erkebiſkopen, ſom det lader, med rosverdig Iver, og dog uden overdreven Strenghed, forfulgt Sagen mod Biſkop Viljam paa Orknøerne. Det er allerede fortalt, at han ogſaa i 1321 beſkikkede Viſitatorer derhen, dennegang den før nævnte Grim Ormsſøn ſaavelſom den ſamme Engelbert Lyning, hvis Mishandling ved Biſkopen netop havde været en af Hoved-Ankepoſterne mod denne. De indgav, hver for ſig en Indberetning, men ſom begge leed af ſaadanne Mangler, at Erkebiſkopen ved Brev af 25de Marts 1322 anmodede Biſkop Audfinn om, i hans Navn at fordre en canoniſk og rigtig Forklaring, under Banns Straf for deres Forſømmelighed[8]. Dette maa ſandſynligviis have frugtet, og idetmindſte Biſkopens mislige Omgang med den indſamlede Pavetiende fuldſtændigt conſtateret, thi han blev nu af Biſkop Hallvard i Hamar, i Egenſkab af Tiende-Collector, dømt til at tilbagebetale de omſpurgte 53 Mkr. Sterling. Formodentlig maa han have appelleret, thi det ſynes, ſom om Paven ſiden overdrog Erkebiſkopen tilligemed Biſkop Hallvard paany at paakjende denne Sag, men det blev ved den feldede Dom, og Viljam dømtes derhos til at betale Engelbrecht Lyning en Erſtatningsſum af 50 Mk. Sterling[9]. Herom ſkete der dog ei nogen endelig Forføjning, førend Paven ved en ſtørre almindelig Beſkikning til Norden ſøgte al bringe alle hidtil uafgjorte vigtige Sager, fornemmelig Tiende-Anliggendet og Spørgsmaalet om Hjelpen til Norges Forſvar mod de øſtlige Naboer, paa det Rene.

En ſaadan Beſkikning beſluttede nemlig Paven ſig omſider til at ſende i Løbet af Sommeren 1326. Noget har vel hertil de føromtalte norſke Geſandters Foreſtillinger og Beſtræbelſer bidraget, dog vilde de vel neppe have udrettet ſtort, hvis ikke andre, for Paveſtolen ſelv vigtigere Henſyn havde gjort ſig gjeldende. Den trængte nemlig til betydelige Pengeſummer, ej alene til Gjenvindelſen af det hellige Land, der endnu altid laa eller foregaves at ligge Paverne ivrigt paa Hjerte, men ogſaa, og maaſkee fornemmeligt, til Vedligeholdelſen af det verdslige Herredømme over dens Beſiddelſer i Italien, ſom allerede før, men endnu mere efter Reſidenſens Flytning til Avignon, ſtod paa meget ſvage Fødder. Det var dem derfor meget magtpaaliggende at faa Indſamlingen af den oftere omtalte, paa Conciliet i Vienne ſamtykkede, Sexaarstiende bragt til Ende, og de mange endnu tilbageſtaaende Summer af den indkrævede, tilligemed lignende Reſtancer af Annaterne, (det førſte Aars Indtægter af ledige geiſtlige Embeder) og Rumaſkatten. Det var heller ikke alene Norden, hvortil der nu ſaaledes ſendtes Skattekrævere, men til de fleſte romerſk-katholſke Riger udgik lignende Beſkikninger[10]. Til ſine Nuncier i Norge og Sverige udnævnte Paven tvende ſydfranſke Geiſtlige, nemlig Dominicaneren Johan af Seron, Prior for Predike-Kloſtret i Figeac, under Cahors’s Biſkopsdømme, og Bernard de Ortolis (Orteuil?) Sognepreſt til Novaux i Alets Biſkopsdømme[11], og meddeelte dem ved mange Breve, daterede fra 13de Auguſt til ſidſt i September, de meſt udſtrakte Fuldmagter til Udførelſen af forſkjellige Hverv. Deres Sendelſe gjaldt kun Norge og Sverige, eller ſom det i Fuldmagterne heed, Norvegiæ, Sveciæ et Gotiæ regna, altſaa kun hvad der lød under K. Magnus. Deres Hverv var førſt og fremſt at indkræve det Tilbageſtaaende af Sexaarstienden, de frivillige Legater til ſamme Øjemed og Rumaſkatten, ſaavelſom Indtægterne af alle geiſtlige ledige Embeder eller Beneficier i de ſidſte tre Aar; men desuden medbragte de og, ligeſom deres Colleger i andre Lande, Opfordringer til, ved frivillige Bidrag at komme Paveſtolen til Hjelp, for, ſom det heed, at undertrykke Hedninger og Vantroende, der i forſkjellige Dele af Italien raſede gruſomt mod Gud og den katholſke Kirke. Endvidere fik de alſlags Bemyndigelſer til at udføre ſærſkilte Hverv, abſolvere og dispenſere, udnævne Tabellioner m. m. med andre Ord i de fleſte Tilfelde ganſke at handle paa Pavens Vegne og med fuld apoſtoliſk Autoritet[12]. Til Beſtridelſe af deres Udgifter tilſtodes dem hver 21 ſmaa tourſke Sous dagligt[13]. Den Masſe Fuldmagtsbreve, der ſaaledes meddeeltes dem, var overmaade ſtor, og end ſtørre de Anbefalinger der medgaves dem til Kongen, til Biſkoper og andre formaaende Mænd i begge Riger. Saaledes udſtedtes der ſærſkilt Brev til Hertuginde Ingeborg, til hver eneſte Biſkop i Nidaroos og Upſalas Provins, ja endog til ikke exiſterende[14], til begge Drottſeterne, Erling Vidkunnsſøn og Knut Jonsſøn, og til de ſvenſke Herrer, Marſken Erngiſl Neskonungsſøn, og hans Broder Karl. Men det bedſte var, at Paven ved en af disſe Skrivelſer, dateret d. 13de Auguſt, virkelig efterkom Kong Magnus’s eller rettere Drottſetens indſtændige Anmodninger om Hjelp til Krigen mod Rusſer og Kareler, idet han, hvis Sendebudene fandt at det havde ſin Rigtighed med hvad der var forebragt, bemyndigede dem til at overlade Kongen Halvdelen af Sexaarstienden, der var og herefter kunde vorde indſamlet, at anvende efterſom Erkebiſkopen af Nidaroos med tvende andre af ham udnævnte Biſkoper og Sendebudene tilſammen maatte beſtemme[15]. Derved undgik man yderligere at ſkatlegge Geiſtligheden, medens Kongen dog fik Hjelp, viſtnok nu efter Fredens Afſlutning lidt for ſildigt, men dog tidsnok til nye Krigsforetagender ved Fredens Udløb, og, det er vel at merke, at der her ej handledes om Sexaarstienden fra Norge alene, men ogſaa om den fra hele Sverige. Man ſeer heraf, at Kong Magnus og hans Hof maa have ſtaaet meget godt anſkrevne hos Paven, og at derhos de afſendte Geſandter maa have virket med ſtor Dygtighed, thi deres Beſtræbelſer tør man dog viſt for en ſtor Deel tilſkrive det heldige Udfald. Paven lod dem nu drage tilbage med de af ham beſkikkede Sendebud, medgivende dem en meget ſmigrende Skrivelſe til Kongen, hvori han blandt andet yttrede, „at det laa ham overvettes ſtærkt paa Hjertet, at Kongens Riger, hvor den katholſke Troescultus kraftigt blomſtrede, og hvor efter Sigende, Fredens Sikkerhed herſkede mellem Indbyggerne indbyrdes, maatte nyde Held og Lykke“. Han anbefalede ham derhos, ſtedſe at have Gud for Øjne og elſke ham over alt, gjørende hvad der var ham behageligt, og afholdende ſig fra hvad der kunde mishage ham; og, da Troens og Kirkens Interesſer vare uadſkilleligt forbundne med hinanden, ſtedſe hedte Kirkens Tjenere, ſtyrke dem i deres Rettigheder og Friheder, forſvare dem, Fattige, Enker og Foreldreløſe mod Uret, og overhoved ſaaledes ved gode Gjerninger at ſtyrke ſin Ungdom, at han ſiden, naar han var kommen til en modnere Alder, mere og mere kunde fryde ſig i Fromheds-Handlinger: da vilde den Højeſte ej alene vedligeholde hans og hans Rigers Rettigheder, men ogſaa ved Held og Lykke forøge dem“[16]. Blandt de ſærſkilte Hverv, ſom gaves begge Sendebud, var ogſaa det, at træde ſammen med Biſkopen af Hamar for, efter yderligere Underſøgelſe, ved endelig inappellabel Dom tvinge Biſkop Viljam af Orknø til at give Engelbrekt Lyning fuld Erſtatning, og tillige at udbetale til det pavelige Regningskammer hiin Pengeſum, ſom han ulovligt havde tilvendt ſig[17]. Forſynede med alle disſe Fuldmagter begave Sendebudene ſig omſider d. 14de Sept. paa Vejen til Norden, hvor de ankom i Begyndelſen af det følgende Aar[18]. Magiſter Paal Baardsſøn var allerede tidligere, formodentlig førſt i 1326, kommen hjem.

  1. Johann. XXII. Regist. an. IV. ep. 1403.
  2. De Breve, der med Vished vides eller kunne ſees at have været afſendte til Danmark med Bernard, ere daterede fra 28de Mai til hen i Septbr. 1320. Bernard kom til Danmark med Erkebiſkopen ej førend i 1321 (ſee ovenf. S. 48).
  3. Johann. XXII. Regest an. IV. ep. 1402.
  4. See Langes Kloſterhiſtorie S. 463, 464.
  5. Sammeſteds, an. VII. ep. 426, 423, 439.
  6. See Langes Kloſterhiſtorie, ep. 417, 438, 445, 443, 424, 440.
  7. Samll. t d. n. F. og Sp. H. V. 550—553. Her finde vi ſaadanne Forſikkringer af Biſkopen, ſom „at han virkelig mener Erkebiſkopen det vel“ o. ſ. v.
  8. Suhm XII. 64. Bartholin. E. IV. 172.
  9. Dette ſees af det nedenfor omtalte Pavebrev af 22de September 1326.
  10. Saml. f. Ex. til England Icher de Concoret. I Polen Andreas de Verulis og Peter de Alvernia o. ſ. d.
  11. Deres Navn og fulde Titel lyder ſaaledes i Latinen: Johannis de Serone prior fratrum prædicatorum de Figiaco, ac Bernardus de Ortolis, rector ecclesiæ de Novalibus, Caturcensis et Electensis dioecesium.
  12. Herom forſkjellige Breve i de pavelige Regeſter, Sceret. ann. X. 5 af hvilke enkelte ere trykte, mange endnu utrykte. Jfr. Dipl. Sv. 2570—2571, 2516, 2580, 2581, 2591, og Suhm, XII. 148.
  13. Joh. XXII. Secr. l. c. f. 63. ep. 1003.
  14. Blandt Biſkopperne nævnes nemlig i ep. 2203 en Episcopus Nellandennsis eller Uellandensis, hvilket Navn ogſaa forekommer i en Fortegnelſe over alle Biſkopsſtole fra det 15de Aarhundrede, men ſom ganſke beſtemt maa ſkrive ſig fra en Feillæsning, hvis førſte Oprindelſe nu ej fyldeſtgjørende kan paaviſes.
  15. See Raynaldi Annales, 1326 p. 312, ſamt Dipl. Sv. 2573, og Langes Tidsſkrift, V. S. 340. Her ſtaaer der overalt, formedelſt Feiltagelſe hos Raynald, „Archiepiscopi Narbonensis“ iſtedetfor „archiepiscopi Nidrosiensis“, hvilket ſtaar tydeligt nok i Originalregeſten, Secr. Joh. XXII. T. V. (an. 9. 10). f. 372. I Originalregeſten findes ved Siden af Brevet, der tilſtaar Kongen Halvdelen af Tienden, ogſaa et forreſten ligelydende, der tilſtaar ham Trediedelen, altſaa var det vel overladt til Nuncierne at beſtemme, hvilket af disſe Breve der ſkulde anvendes, — og de have da valgt det for Kongen fordeelagtigſte.
  16. Secr. Joh. XXII. l. c. ep. 2204.
  17. Brev til Biſkopen af Hamar, ſamt Nuncierne af 22de Sept. 1326, Secr. Joh. XXII. T. 6, an. 11. 12. fol. 64. ep. 1005. Det heder her: „da, ſom vi have erfaret, vor ærv. Broder Biſkop V. af Orknø formedelſt de grove Overtrædelſer, hvori han ved uden rimelig Grund at fange og fængſle Engelbert Lyning, Chorsbroder i Orknø, apoſtoliſk autoriſeret Undercollector af de geiſtlige Beneficie-Indtægter, dem vi der, ſom andetſteds, have reſerveret os, ſamt ved at tage hans Beneficier og Gods i Beſiddelſe, bruge dem og utilbørligen at føre dem bort med ſig, fremdeles ved uden Ret dertil at berøve ham hans Beneficier, og endelig ved uforſvarligt at tilbageholde Indkomſterne af Peterspeningen, har gjort ſig ſkyldig, — ved dig, Broder Biſkop, for den førſte Brøde er dømt til at betale 50 Mk. Sterling og af dig ſamt Erkebiſkopen i Nidaroos, for den anden Brøde til at betale 53 Mk. St. til vort Kammer, idet ogſaa andre Procesſer og andre diverſe Straffe ere anvendte mod ham, overdrage og befale vi, o. ſ. v.
  18. Dette ſees af Sendebudenes endnu opbevarede Regnſkabsbog.