Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/15

< Det norske Folks Historie | 7
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (II-1, s. 82-93).

Den Deel af Aaret 1326, der fulgte efter Forliget til Skara den 14de Februar, var for alle de tre Riger, men især for Danmark og .Norge, riig paa vigtige Begivenheder. Kun er det Skade, at hvad der skete i Norge, kun lader sig nogenledes gjette af enkelte Antydninger. Udførlige Beretninger haves ikke derom, og de Actstykker, hvorfra der skulde kunne hentes Oplysninger, ere tilintetgjorte. Man kan saaledes her for en stor Deel kun gjette sig frem. Det er forhen nævnt, at Knut Porse efter hiint Forliig holdt sig skadesløs for Tabet af sin Magt og Indflydelse i Sverige, ved at blande sig saa meget ivrigere i de Uroligheder, som rystede Danmark, og her tage sin Fordeel i Agt. Der er endog Spor af, at Knut Porse laante de danske Stormænd Penge, idetmindste er det vist, at den mægtigste af dem, Ludvig Albrechtsøn, var i hans Gjeld[1], og det er ej urimeligt, at de Penge, han saaledes ruttede med, endnu vare Levninger af de Summer, han ulovligt havde faaet fra Norges Rigskasse. Alle disse Agitationer begyndte nu endelig at bære Frugter. Da det var umuligt, at Kongen kunde betale Kronens Gjeld og indløse de for denne pantsatte Slotte og Landskaber, som han i Haandfestningen havde lovet, uden at paalegge Skat, men dette ligeledes ifølge samme Haandfestning var ham formeent, maatte han altsaa nødvendigviis støde an mod denne, i hvad han saa gjorde; og derfor tog han, som det synes, det Parti, slet ikke at bryde sig om den. Han paalagde saavel Geistlighed, som Adel og Almue en Skat, og da Raadet protesterede herimod, satte han sig med Magt i Besiddelse af flere pantsatte Landskaber, hvorover Indehaverne, blandt hvilke Ludvig Albrechtssøn og Drottseten Laurentius Jonssøn, naturligviis bleve yderst forbittrede, ligesom overhoved almindelig Misfornøjelse med Kongen begyndte at raade. Med Erkebiskopen udbrød det gamle Uvenskab paany, især da hiin var bleven Kongen en Sum Penge skyldig, for hvilken Forloverne skulde have Bornholm i Pant; men da Kongen her, som ved andre Lejligheder, til sin egen Sikkerhed vilde lade Øen tage i Besiddelse, søgte Ludvig Albrechtssøn at hindre det, og forsvarede Hamershuus mod de Kongelige i sexten Maaneder, indtil han endelig ved Hungersnød blev tvungen til at capitulere, dog saaledes, at Kongen blev ham en betydelig Pengesum skyldig (26de August 1325)[2]. Da var Erkebiskopen allerede død (17de Januar), men hans Eftermand, Karl, der tiltraadte sit Embede endnu samme Aar, sluttede sig strax til Kongens Fjender, klagende over, at han forholdt Erkestolen dens retmessige Besiddelse, Bornholm. Imidlertid var ogsaa Hertug Erik af Jylland død (12te Marts), og da Kongen, som Overlehnsherre, paastod at være hans umyndige Søn Valdemars rette Verge, og derhos vilde gjenforene Langeland med Kronen, kom han i en alvorlig Strid med oftnævnte Grev Gerhard af Holsten-Rendsburg, der som Valdemars Morbroder ansaa sig mere berettiget til Formynderskabet. Ogsaa Grev Johan, Kongens Halvbroder, traadte paa Gerhards Side, og da Kongen med væbnet Haand vilde indtage Sønderjylland og belejrede Gottorp, blev han efter en uheldig Kamp med begge Grever nødsaget til at trække sig tilbage. Strax efter døde Fyrst Vitslav af Rügen (Nov. 1325), uden at efterlade Børn, og da Kongen nu vilde inddrage dette Lehn, som hjemfaldet til Kronen, kom han endvidere i Strid med sin egen Svoger, Hertug Vartislav af Pomern, der som Vitslavs Systersøn ansaa sig berettiget til at faa hans Besiddelser i Lehn. Saaledes havde Kongen nu to alvorlige Fejder at føre, og heraf benyttede, som man kunde vente, de misfornøjede Stormænd i Riget sig til at tage sin Fordeel i Agt. Den 30te Marts 1326 indgik Drottseten Laurentius Jonssøn og Ludvig Albrechtssøn et Forbund med Hertug Valdemar, hvorved denne lovede at staa dem bi mod Kong Christopher og hjelpe dem til fuldkommen Erstatning for de lidte Fornærmelser, samt midlertidigt overlade dem Tranekjers og Haderslevs Slotte, imod at de forbandt sig til at tjene ham med 40 Ryttere, paa egen Fare og Omkostninger. Til dette Forbund maa ogsaa Knut Porse temmelig snart have sluttet sig, skjønt man ej har nøjagtig Besked om, naar det skete; men da man tydeligt seer, at det var en fuldkommen organiseret Opstand, der nu udbrød mod den danske Konge, er man berettiget til at antage, at Knut Porse umiddelbart efter Skara-Forliget ilede til Danmark, for at deeltage deri, og sikkre sig sin Del af Byttet. Indkaldt af de Misfornøjede, brød begge de holstenske Grever ind i Jylland og Fyn, hvor de strax fandt Tilløb af Indbyggerne, og belejrede Nyborg, som de ogsaa tilsidst indtog. Imidlertid sendte Kong Christopher, der opholdt sig i Vordingborg, sin Søn Erik, allerede udvalgt og kronet til Konge, med endeel Krigsfolk til Korsør, for derfra enten selv at drage over Beltet mod Fjenden, eller hindre denne fra at komme over. Men Sjælandsfarerne og Skaaningerne i Eriks egen Hær gjorde Opstand imod ham, og nødte ham til at indeslutte sig i Slottet. Laurentius Jonssøn, Ludvig Albrechtssøn og Knut Porse kom dem til Undsetning, og efter sexten Dages Forløb maatte Erik overgive sig og Slottet til Fjenderne, der førte ham som Fange til Haderslev Slot. Forferdet herover flygtede Christopher Natten efter fra Vordingborg, medtagende alle de Penge og Kostbarheder, han kunde skrabe sammen, og drog først til Falster, siden til Rostock, for at søge sine Forbundsfeller, Herrerne af Mecklenburg og Werle, om Hjelp, den han vel fik, men imod store Opoffrelser og nye Pantsettelser. Og endda handledes her ej om Krigen mod Hertug Valdemar og Grev Gerhard alene, men og om at tage Rügen fra Hertug Vartislav, der havde sat sig i Besiddelse deraf, thi dette laa naturligviis de mecklenburgske Fyrster langt mere paa Hjerte, end at opretholde Kongens Magt i Danmark. Han fik dem heller ikke til at yde nogen ordentlig Bistand, uden efterat have betalt dem en stor Sum i rede Penge, udenfor det aftalte: da fulgte de ham tilbage til Danmark med en ej ubetydelig Styrke, men uden dog at udrette noget klekkeligt. Vordingborg, i hvis Havn de lagde ind, blev omringet af Fjenderne til Lands og Vands, og Christopher tog til Takke med, at Fyrst Henrik paa hans Vegne sluttede en Capitulation med Grev Gerhard, hvorved han fik Tilladelse til at drage bort med de Skibe, han havde medbragt. Han begav sig nu til Falster, hvor han atter blev omringet af fjendtlige Skibe fra alle Kanter af Riget, saa at Fyrst Henrik paany maatte underhandle med Grev Gerhard og skaffe ham fri Bortfart. Nu drog han til Mecklenburg, hvor han for det første opholdt litt. Men de oprørske Adelsmænd, som nu ganske spillede Mester i Riget, opsagde ham i sit eget og det øvrige Folks Navn Huldskab og Troskab, og sammenkaldte et Danehof i Viborg, hvor den unge Hertug Valdemar kaaredes til Danmarks Konge, og vedtog en Haandfestning omtrent af samme Indhold som den, Christopher havde vedtaget, men endnu fordeelagtigere for Adelen (7de Juni 1326)[3]. Siden blev han ogsaa hyldet i Sjæland, og holdt derpaa ved Midten af August et stort Danehof i Nyborg, hvor han forlenede Grev Gerhard med Hertugdømmet Jylland (d. e. Sønderjylland) som arveligt Lehn. Allerede tidligere (5te Juli) havde han forlenet Ludvig Albrechtssøn med Ribe, Kolding og andre betydelige Landskaber i Nordre Jylland[4], og han skal nu tillige paa Danehofet i Nyborg have forlenet Grev Johan med Laaland, Falster og Femern, Laurentius Jonssøn med Langeland og Errø, og Knut Porse med Søndre-Halland, Samsø og Holbek som arveligt Hertugdømme. Dog maa det vel med flere af disse være forblevet ved foreløbige Løfter, thi saa meget er vist, at Knut Porse endnu ikke i November 1326 var mere end slet og ret Ridder, og sandsynligviis skede hiin Forlening og Ophøjelse ikke førend ved Juletider, eller maaskee endog ej førend i det følgende Aar, da hans og Hertuginde Ingeborgs Forhold til Norge og Sverige var bragt nogenledes paa det Rene[5].

Der forefaldt nemlig paa denne Tid, som ovenfor anført, alvorlige Stridigheder i Norge mellem de tvende Partier, i hvilke Stormændene deelte sig, de Kongeligsindede, med Drottseten i Spidsen, og de Oppositionelle, hvis Hoved var Finn Agmundssøn; men man ved, som sagt, desverre saagodtsom intet om denne vigtige Begivenhed: man erfarer kun, at Hertuginden ogsaa var indviklet heri, maaskee forsaavidt det gik ud over hendes Gods i Riget, og at Erling Vidkunnssøn her optraadte i Egenskab af hendes Ombudsmand, hvad enten han nu stod i en god Forstaaelse med hende, eller at hans Embede som Rigsforstander forpligtede ham til at varetage hendes lovlige Interesser. Man maa tillige antage, at det har været Fredsslutningen i Skara, og Knut Porses Fordrivelse fra Sverige, som har bragt de Misfornøiede i Norge til at forgribe sig paa Hertugindens Besiddelser, i den Tanke at hiin nu savnede al Beskyttelse. Alt, hvad vi vide om denne Sag, er kun, at der Juleaften i Oslo blev sluttet et Forliig under Erkebiskopens og maaskee flere andre Prælaters Megling, hvorved „det omhyggeligt undersøgtes og prøvedes, hvad Gods og Penge Kongen, Hertuginden, Drottseten hendes Ombudsmand, og deres Tilhængere, Riddere og Svene, havde mistet ved Hr. Finn Agmundssøn og hans Tilhængere, og omvendt“, og flere, eller maaskee alle Deeltagerne i Feiden dømtes til store gjensidige Udbetalinger i Gods eller Penge som Erstatning, dog saaledes, at de indbyrdes Fordringer liqvideredes i hinanden[6]. Vi erfare endvidere, at blandt Kongens og Drottsetens Tilhængere vare Thorvard Haavardssøn, Paal Erikssøn, Dagfinn Klerk, Kolbein paa Falke, Aasmund Rult, Thord Buuk, Gulbrand Mylsan og Einar Ambessøn, forhen Fehirde i Bergen, men paa Finns Side Ulf Saxessøn, Guthorm Erikssøn, Asleif Hallvardssøn(?), Jammælt Thoressøn og Alf i Klostret. Ivar Agmundssøn nævnes ikke, og der er al Sandsynlighed for, at han uden at erklære sig for nogen af Parterne indtog en næsten uafhængig Stilling som Befalingsmand paa Baagahuus Slot. Hvorvidt nu begge Parter holdt sig denne Dom efterrettelig, vides ej med Vished, ligesom ogsaa de politiske Begivenheder, som umiddelbart efter hiin Megling fandt Sted, ere begravne i et uigjennemtrængeligt Mørke. Saa meget synes man alene at kunne skimte, at det ej kom til noget; rigtig Fred og Ro, førend i Løbet af den paafølgende Sommer, thi da blev der i Kongehelle den 14de Juni, i Overvær af Hertuginden, Drottseten, Biskop Salomon, Paal Erikssøn, Haakon Agmundssøn, Ivar Agmundssøn, Aamunde Borgarssøn og Jon Borgarssøn, Riddere, samt flere Svene, sluttet en Fred mellem Kong Magnus i Egenskab af Norges Konge, og den nye danske Konge Valdemar, saaledes at den bedste Forstaaelse skulde herske, og ingen staa den andens Fjender bi; og Dagen efter en lignende Fred mellem „Norges Riges Mænd,“ og Knut Porse, nu Hertug i Halland og Samsø, hvorved det bestemtes, at alle gjensidige Stridigheder, der hidtil herskede, skulde være bilagte og glemte, at man skulde behandle hinanden gjensidigt med Agtelse og Venskab, og ikke bebrejde hinanden hvad der tidligere kunde være forefaldt[7]. Dette er nemlig en aabenbar Fravigelse af de Grundsetninger, der for fire Aar til bage bevirkede Indskrænkningen af Hertugindens Myndighed og Erlings Ophøjelse til Rigsforstander, og naar vi legge sammen hermed, hvad vi derhos erfare, at Hertuginden allerede i 1326 trolovede sig med Knut Porse, maaskee umiddelbart efter hans Ophøjelse til hertugelig Verdighed, og at Erling i den første Tid herefter, som det nedenfor skal vises, stod paa en meget spendt Fod med Hertuginden og Knut Porse, medens disse derimod kjendeligt begunstigedes af Biskop Audfinn: maa man næsten antage, at Hertuginden, som formodentlig var fraværende rinder Opgjøret i Oslo, eftersom hun benyttede Drottseten som Ombudsmand, sidenefter med ikke ringe Klogskab har nærmet sig Modpartiet og forstaaet at vinde dets fornemste Hoveder, og at den dobbelte Fredsslutning i Kongehelle har været afsluttet mod Drottsetens Ønske og til hans store Ærgrelse[8]. Modpartiets Overvegt viiste sig ogsaa kort efter paa en for Drottseten endnu føleligere Maade. Hidtil havde han nemlig, som vi vide, ligefra sin Ophøjelse til Rigsforstander selv haft Rigsseglet i Forvaring, og været ene om at besegle de kongelige Breve. Men fra Midten af September i dette samme Aar finde vi en Cantsler som Seglbevarer stillet ham ved Siden, øjensynligt for at see ham paa Fingrene. Denne Cantsler var den oftere omtalte bergenske Canonicus Mag. Paal Baardssøn, som livlig (efter hvad det lader i Begyndelsen af 1326) var kommen til bage fra Frankrige, hvor han, efterat have endt sin Studier og erhvervet Titel af Doctor et Professor juris utriusque, opholdt sig ved Curien som Biskops Audfinns Agent, og rigeligt understøttet af denne, først med de føromtalte Penge, som han egentlig skulde have haft til Bestridelse af sine Omkostninger ved Curien i 1320, siden med en anden og maaskee flere Pengesummer, samt ved Indtægterne af Undradals Capell i Sogn, der 1322 overdroges ham som Beneficium, og endelig ved et Canonicat i Nidaroos Domkirke, hvilket han vel og nærmest skyldte Audfinns Anbefaling[9]. Det er heraf noksom klart, at han af Drottseten har været betragtet som et Creatur af Biskop Audfinn, indtvunget i Raadet af denne og hans Tilhængere for at varetage deres Interesser og holde ham Stangen. Med Cantslerverdigheden forenede Hr. Paal ogsaa, overeensstemmende med Kong Haakons Anordning, Provstedømmet over Mariekirken i Oslo[10]. Naar denne vigtige Foranstaltning, der betydeligt maa have svekket Drottsetens Magt, men vel og Regjeringens Kraft, fandt Sted, vides ikke med Bestemthed, dog er der al Sandsynlighed for, at den skete i Bergen paa et Møde af „Rigets bedste Mænd“, der i de første Dage af September ligesom i 1320 afholdtes samtidigt med et Provincialconcilium, naturligviis under Kongens og Drottsetens Forsæde, og ved hvilket ogsaa de føromtalte pavelige Sendebud, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare tilstede, uden at det dog erfares, at de udøvede nogen Indflydelse paa Forhandlingerne. Om Forhandlingerne paa Mødet vide vi ellers intet, men allerede i de os opbevarede Statuter, vedtagne paa Provincial-Conciliet, hvori foruden Erkebiskopen, Biskop Viljam af Orknø, Audfinn af Bergen, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger deeltog, røber sig en mod den verdslige Myndighed og navnlig mod Drottseten temmelig sterk oppositionel Aand. Først fornyes nemlig Erkebiskop Jons Bestemmelser om Bannsgjerninger, givne paa Conciliet i 1280, og dernæst bestemmes, at forat de verdslige Magthavere, der misbruge sin Magt, ej skulle kunne dekke sin Ondskab med Uvidenheds Kaabe, skulle enkelte Artikler af Bonifacius d. 8des Decretalers sjette Bog oversettes paa Norsk, skrives paa en Tavle og ophænges ved Biskopsstolen og i de større Kirker paa Landet, forat Enhver kan læse og afskrive dem. Blandt disse Artikler er der og en, der under Banns Straf forbyder enhver verdslig Magthaver fra Keisere og Konger nedad at paalegge Klerker og Kirker Afgifter eller bemægtige sig deres Gods; og uagtet den latinske Original i sin Opregnelse af Magthaverne ej taler om dapiferi eller senescalli, findes dog i den norske Oversættelse Ordet „Drottseter“ indskudt, altsaa med stadigt Hensyn til Erling og hans Bestræbelser for at faa Geistligheden beskattet. Disse Statuter, der forøvrigt indeholde flere særdeles gode kirkelige Bestemmelser, ere daterede den 1ste September[11], og der synes umiddelbart derefter at have udspundet sig en temmelig skarp Strid mellem de Geistlige, blandt hvilke sikkert Audfinn især førte Ordet, og de verdslige Høvdinger, der ej med Rolighed kunde see paa, at hine atter vovede at opfriske de forhadte Bestemmelser fra Erkebiskop Jons Dage. Ja der haves endnu et Haandskrift af Landsloven, som efter flere Kjendemerker at dømme maa have tilhørt Erling selv, i hvilket blandt andre Notater og Tillæg, (hvoriblandt om Grændseskjellet saavel med Sverige, som med Rusland, hvilket sidste især maatte ligge ham paa Hjerte) ogsaa findes en Afskrift af Kong Sverres Stridsskrift mod Geistligheden, aabenbart for at haves ved Haanden til at anføres og benyttes i den nærværende Strid. Denne synes, formodentlig ved den maadeholdne Erkebiskops Megling, for Øjeblikket at være bleven nogenledes bilagt ved Indrømmelser fra begge Sider. Thi fjorten Dage efter Udstedelsen af hine Statuter udstedte Kongen, fremdeles i Bergen, en Retterbod, hvori han „med Samtykke af Erkebiskop Eiliv saavelsom Biskopperne Audfinn, Hallvard og Erik, og de bedste Mænd, som da var tilstede hos ham“, forordner at den Christenret, som Kong Haakon den gamle og Erkebiskop Sigurd gav og samtykte med de bedste Mænds Raad og Samtykke, skal gaa og være gjeldende i Riget, og Lagmændene derefter afsige Orskurd. Da nemlig en saadan Bestemmelse allerede tidligere var given under Kong Haakon Magnussøn, synes der nu ikke egentlig at have været Anledning til, formeligt at fornye den, medmindre Biskoperne skulde have forsøgt, atter at fremtvinge Erkebiskop Jons Christenret som den gjeldende, og dette bliver næsten til Vished, naar man seer, at de atter bragte Jons Concilstatuter for en Dag. Men det er, som man seer, ikke lykkets dem. Derimod erfares det af Retterbodens Slutning, at det ej var Drottseten, men Cantsleren Hr. Paal Baardssøn, som beseglede den, og da dette er det første Kongebrev, der vides at være beseglet af ham, – thi i Fredsslutningen til Kongehelle, tre Maaneder forud nævnes han ej – er det saagodtsom aabenbart, at Biskoperne som Betingelse for sin Eftergivenhed i hiint Stykke, have fordret Cantsler-Verdighedens Gjenoprettelse og derved et fast geistligt Medlem af Raadet stillet Drottseten ved Siden: en Foranstaltning, hvorved de egentlig vandt mere end de eftergav, idetmindste saalænge som Audfinns tro Tilhænger Paal Baardssøn var Cantsler[12]. Paa denne Maade blev da Striden nogenledes bilagt, skjønt aldeles ikke tilfulde, og i det følgende Aar ville vi see den dukke alvorligt op, og tillige Biskop Audfinn, som sagt, tage Parti for Hertuginden og Knut Porse mod Drottseten. Strax efter Freden i Kongehelle havde disse indgaaet Egteskab med hinanden[13], og da dette naturligviis maatte være Drottseten meget imod, havde han og hans Tilhængere, som.man kan forstaa, inddraget eller paa anden Maade tilbageholdt det Gods, hun besad i Norge, uvist under hvad Paaskud, maaskee fordi man fremdeles betragtede Knut som fjendtlig sindet mod Riget, eller fordi man nu ansaa hende fremmed for dette. Thi den 6te April 1328 tilskrev Knut fra Kjøbenhavn Biskop Audfinn og Byens Borgere et Brev, hvori han erklærede at de Rygter, hans Modstander for at sverte ham hos dem søgte at udsprede om at han havde Ondt i Sinde mod Kong Magnus og Norges Rige, var ugrundet, men at han derimod af yderste Evne søgte Kong Magnus’s Vel, og vilde overholde Kongehelle-Freden ubrødeligt[14]. Ni Dage derefter (15de April) skrev han ligeledes fra Sjøborg i Sjæland et Brev til Bergens Borgere alene, hvori han klagede over, at Drottseten og Landets Stormænd uden mindste Foranledning fra hans Side havde berøvet ham de Indtægter og Ejendomme, som han fik med sin Hustru Fru Ingeborg, idet han krævede Gud til Vidne paa, om man siden Fredsslutningen kunde paapege nogen Overtrædelse af denne fra hans Side[15]. Og derimod finde vi at Biskop Audfinn samtidigt paa det venskabeligste tilskrev Hertuginden, endog tagende sig af hendes private Anliggender (see nedf. S. 103), hvoraf man erfarer, at den bedste Forstaaelse har hersket mellem dem. Vi savne forøvrigt nøje Besked om, hvorledes denne Tvist mellem Drottseten og Raadet paa den ene, og Hertugen og Hertuginden paa den anden Side løb af. Vist er det, og bevidnes udtrykkeligt af den gamle lübeckske Chronist Detmar, at Ingeborgs Giftermaal med Knut vakte almindelig Harme baade i Norge og Sverige, da man betragtede ham som en Parvenu, der var langt under hendes Stand[16], Og saa meget synes man at kunne see, og det vil i det Følgende blive nærmere omtalt, at idetmindste en Deel af Hertugindens norske Gods blive inddraget, og at hun i Sverige maatte friste samme Skjebne, samt at hun ikke fik dette Gods tilbage førend et Par Aar efter sin Mands Død, da imidlertid hendes Søn Kong Magnus var bleven myndig[17]. Denne Antagelse bestyrkes ogsaa deraf, at vi i den nærmeste Tid herefter finde Hertuginden sjelden omtalt i norske, og aldrig i svenske Breve, thi dette synes at vidne om, at hun ej længer havde noget med Rigerne at bestille, eller har modtaget noget fra den Kant. Hermed staar det vel og i Forbindelse, at der den 22de August 1329 i Stockholm sluttedes en Forbundstractat mellem Kong Magnus paa den ene Side, og Herrerne af Werle paa den anden, hvorved disse forbandt sig til at staa ham bi mod alle hans Fjender, fornemmelig Knut Porse, og forfølge denne med Tilhængere og Medfølgere, endog om Kong Christopher skulde ville indgaa noget Forbund med ham, ligesom ingen af Parterne skulde indgaa Fred med ham uden den andens Samtykke[18]. Dette tyder næsten paa aabenbar Fejde mellem det svenske Raad og Hertug Knut, og hermed hænger ganske vist ogsaa sammen, hvad de islandske Aarbøger beretter, at der 1329 var en Fejde mellem Knut Porse og Ivar Agmundssøn Rova, Høvdingen paa Baagahuus, der maaskee har misundt ham den Gunst, hvori han stod hos Hertuginden[19]. Man kjender forresten intet til de nærmere Omstændigheder derved, om Ivar feidede i sit eget Navn, hvilket synes det rimeligste, eller i Egenskab af Drottsetens og Raadets højtbetroede Mand. Heller ikke kjender man Udfaldet, der formodentlig ikke har været andet end at Enhver beholdt sit. Knut Porse var desuden, som vi ville see, nu saa beskjeftiget med de danske Anliggender, at hans Forhold til Norge og Sverig kun var ham en Bisag, ligesom Hertuginden selv nu efterhaanden blev mere og mere fremmed for sit Fedreland.

  1. ↑ See Grev Johan af Holstens Overeenskomst med Ludvig Albrechtssøns Enke, dat. Helsingborg 30te Oct. 1329, hvor han blandt andet lover at betale Ludvigs Gjeld til Knut Porse. Huitf. S. 452.
  2. ↑ Huitfeld, S. 318. Suhm. XII. 97. Den nærmere Sammenhæng hermed angives ingensteds nøjagtigt. Det sandsynligste synes at være dette, at Ludvig Albrechtssøn efter Forliget med Erkebiskopen (see ovenf. S. 49, 52) har beholdt Bornholm til Sikkerhed for de Penge, Erkebiskopen skulde betale ham, og at de Penge, denne senere skal være bleven Kongen skyldig med endelig Panteret i Bornholm, egentlig kun er den samme Pengefordring, som Kongen, for at faa Bornholm i sin Magt, af Erkebiskopen har faaet sig overdragen, medens imidlertid Erkebiskopen og Ludvig ere blevne enige om at forholde Kongen Øen, og overhoved det Hele har været et aftalt Spil mellem begge disse Magnater.
  3. ↑ Valgdocumentet er aftrykt flere Steder, navnlig i Dipl. Sv. 2561. Om de her fortalte Begivenheder see især Detmar, ved 1326, og Fortsettelsen af Ryklosters Annaler i R. D. VI. S. 522; thi dette er Hovedkilderne. Huitfeld (S. 429 fg.) og efter ham tildeels Suhm, XII. 117 fg., fortælle det Hele noget uordentligt og mod Chronologien, navnlig lader Suhm Kongen tre Gange drage over til Mecklenburg, medens hine Kildeskrifter kun tale om to, og han lader ham slutte Forbundet med Herrerne af Mecklenburg og Werle om Bistand mod Valdemar med Part i Laaland senere end det om Rügens Tilbagetagelse fra Vartislav, medens de dog vare samtidige (see Originaldocumenterne aftrykte i Lisch’s Urk. z. Gesch.des Geschl. v. Malzahn I. S. 401–412) og afsluttedes netop ved Pintsetider, (3die Mai) da Christopher, som Detmar udtrykkeligt siger, første Gang drog over til Mecklenburg. Sedvanligviis har det nok“været antaget, at disse Tractater sluttedes i Mecklenburg, men af hine Originalaftryk sees, at dette skete i Nykjøbing paa Falster. Dette er merkeligt, fordi Detmar udtrykkeligt siger, at Kongen paa sin Sejlads fra Vordingborg anløb Falster, men at man der ej vilde modtage ham) Dette maa saaledes kun være at forstaa om Landbefolkningen, eller og er den hele Transaction skeet paa Skibene udenfor Nykjøbing.
  4. ↑ Reg. Danica. S. 239.
  5. ↑ Saavel Detmar som Forts. af Rykl. Annaler berette, at Grev Johan, Laurents Jonssøn og Knut Porse fik fine Forleninger paa Danehoffet i Nyborg, ligesom Grev Gerhard. Men dette gjelder idetmindste ikke om Knut Porse, der endnu d. 1ste Nov. 1326 kalder sig slet og ret Ridder (Dipl. Sv. 2588), altsaa var han da ikke bleven Hertug. Under denne Titel treffer man ham allerførst den 11te April 1327, da han i et Brev af dette Datum udsteder Privilegier for Halmstad (Suhm, XII. 156, Dipl. Sv. 2641). Vistnok henføres sedvanligviis dette Brev til 31te October 1327, fordi det i den nyere danske Parafrase, hvorunder vi kjende det, er dateret sabbatum sanctorum, hvilket man har forklaret ved „Løverdag før Allehelgensdag“, men da en saadan Benævnelse ellers aldrig forekommer og strider imod al Skik og Brug, medens derimod „sabbatum sanctum“ er en sedvanlig Benævnelse for Paaskeaften, der i 1327 faldt paa 11te April, kan der ej være Tvivl om at dette er den rette Datum. Det sandsynlige bliver da, at hans Forlening og Ophøjelse til ridderlig Verdighed har fundet Sted, efter Skik og Brug, i Julen 1326–27, især da de isl. Annaler berette, at han endnu i 1326 festede Hertuginden, hvilket dog vel neppe skete formeligt, førend han selv var bleven Hertug.
  6. ↑ Dette erfares nemlig af et endnu opbevaret, og i Samll. t. d. n. F. H. V. S. 532 aftrykt Brev, hvor kun enkelte halve Linjer kunne læses, da noget er aldeles bortrevet, noget udslettet af Væde. End ikke Aarstallet kan sees, men der kan ej være nogen Tvivl om at det er 1326, da Udstedelsesdagen angives at være Juleaften, og Hertuginden kaldes Hertuginde af Sverige, hvilket hun ej var Juleaften 1327, saasom hun imidlertid var bleven gift med Knut Porse; om 1323, 1324 og 1325 kan der ej være Tale, desuden var Erkebiskopen ved 1325 i Nidaroos (see Suhm, XII. 113), sandsynligvis ogsaa i 1324.
  7. ↑ Samll. etc. V. 555 fgg. Dipl. Sv. 2616.
  8. ↑ I Fredssl. med Knut Porse nævnes heller ikke Erling udtrykkeligt, og muligt at han ej har deeltaget deri.
  9. ↑ Ved det ovenfor, S. 23 Note 1, omtalte Brev af 16de Marts 1326 eftergav nemlig Audfinn ham ej alene de ham medgivne 60 Mkr., men og en yderligere Sum af 30 Mk., som han havde faaet af en vis „Peter Svart“. Dette Brev er øjensynligt udferdiget ved Paals Hjemkomst; i Sept. var han sikkert hjemme, thi ved Brev af 18de Sept. 1326 overdrog Biskop Audfinn ham at besøge Erkesædet paa hans Vegne (Barthol. E. 106). Om Undradal see Dipl. N. IV. 151.
  10. ↑ See Dipl. Norv. II. 198. III. 141. IV. 194. 195.
  11. ↑ Udførligere Uddrag af Statuterne paa dette Concil, see Keysers Kirkehistorie, II. S. 222 fgg.
  12. ↑ Jfr. Keysers Kirkehistorie, S. 225–228. Norges gl. Love III. S. 153. Om hiint Haandskrift af Landsloven, hvorom ovenfor tales, og som fordum fandtes ved Steigens Lagstol i Nordland, men nu er deelt under forskjellige Nummere i den arnamagnæanske Samling, see især Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie for 1846, Side 151. Det vil heraf erfares, at den samlede Codex oprindelig foruden Landsloven har indbefattet et Kalendarium, hvori Dødsdagene for de fornemste Medlemmer af Erlings Familie findes antegnede, Sverres Stridsskrift, den ovenfor (IV. 1. 645) omhandlede Grændseforening mellem Norge og Sverige, Grændseskjellet mod Rusland, s. o. S. 76, og maaskee nogle andre Stykker. Man kunde maaskee endog nærmere bestemme Tiden, da det meste er skrevet til 1323, eller lidt forud, da Erlings Moder, Fru Gyrid, døde i dette Aar (see de isl. Annaler) og hendes Dødsdag ej findes indført paa Kalendariet, medens den yngste Retterbod, der findes indført i Loven, er fra 1315, og Optegnelsen af Grændseskjellet, navnlig det mod Rusland, maa henføres til Tiden henimod 1326. Landsloven m. m. danne nu Cod. Arn. 322 qv., Kalendariet 733 qv., og Stridsskriftet med Grændseskjellene No. 114 qv.
  13. ↑ Nemlig den 21de Juni, ifølge Messenii Scondia II. 174. uden at man dog kjender hans Hjemmel; Angivelsen synes ellers med Hensyn til Tiden og andre Omstændigheder at have sin fuldkomne Rigtighed.
  14. ↑ Dipl. Sv. 2661; Samll.
  15. ↑ Samll. etc. V. S 558. Dipl. Sv. 2682. Brevet har tidligere været henført til 14de Octbr., der er Fredag efter Dionysius Parisiensis’s Dag, 9de Octbr. der vistnok er den fornemste af Dionys-Dagene, men da man neppe vilde have kaldt 14de Octb. andet end St. Calixti Dag, bliver det rimeligere at antage, at den Dionysii Dag, som her menes, er Dionysius, den korinthiske Biskops Dag, 9de April og følgelig Fredag derefter 15de April, helst da dette kun er ni Dage senere end hiint andet Brevs Datum, og det dog er aabenbart, endog af det enes Datering fra Kjøbenhavn, det andet fra Sjøborg, at begge Breve maa være omtrent samtidige.
  16. ↑ Detmar, Side 224.
  17. ↑ Dette viser sig især af den Artikel i Freden til Helsingborg 4de November 1332, der byder, at Hertuginden skulde faa de Besiddelser tilbage, som hun havde da hun forlod Sverige og Norge. Dipl. Sv. 2951.
  18. ↑ Suhm, XII. 180 og Sv. Dipl. 2734, efter Huitfeld, S. 443, som her er den eneste Kilde, da Originalen ej længer findes. Det er aabenbart nok, at hverken K. Magnus eller Herrerne af Werle var tilstede l Stockholm, da denne Tractat sluttedes. Magnus var da selv sandsynligviis i Oslo, hvor vi finde ham d. 3die Septbr. (N. gl. Love III.) medens Raadet i Stockholm ogsaa d. 23de og 24de Septbr. i Kongens Navn sees at have udgivet flere Breve; og Herrerne af Werle handlede ved Fuldmegtige. Hvis Huitfeld ej har taget Fejl i Referatet, synes det som Herrerne af Werle ej vilde erkjende Knut for Hertug, da de ej give ham denne Titel.
  19. ↑ See de isl. Annaler ved 1329.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/15&oldid=77846»