Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/15

Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 82-93).

Den Deel af Aaret 1326, der fulgte efter Forliget til Skara den 14de Februar, var for alle de tre Riger, men iſær for Danmark og .Norge, riig paa vigtige Begivenheder. Kun er det Skade, at hvad der ſkete i Norge, kun lader ſig nogenledes gjette af enkelte Antydninger. Udførlige Beretninger haves ikke derom, og de Actſtykker, hvorfra der ſkulde kunne hentes Oplysninger, ere tilintetgjorte. Man kan ſaaledes her for en ſtor Deel kun gjette ſig frem. Det er forhen nævnt, at Knut Porſe efter hiint Forliig holdt ſig ſkadesløs for Tabet af ſin Magt og Indflydelſe i Sverige, ved at blande ſig ſaa meget ivrigere i de Uroligheder, ſom ryſtede Danmark, og her tage ſin Fordeel i Agt. Der er endog Spor af, at Knut Porſe laante de danſke Stormænd Penge, idetmindſte er det viſt, at den mægtigſte af dem, Ludvig Albrechtſøn, var i hans Gjeld[1], og det er ej urimeligt, at de Penge, han ſaaledes ruttede med, endnu vare Levninger af de Summer, han ulovligt havde faaet fra Norges Rigskasſe. Alle disſe Agitationer begyndte nu endelig at bære Frugter. Da det var umuligt, at Kongen kunde betale Kronens Gjeld og indløſe de for denne pantſatte Slotte og Landſkaber, ſom han i Haandfeſtningen havde lovet, uden at paalegge Skat, men dette ligeledes ifølge ſamme Haandfeſtning var ham formeent, maatte han altſaa nødvendigviis ſtøde an mod denne, i hvad han ſaa gjorde; og derfor tog han, ſom det ſynes, det Parti, ſlet ikke at bryde ſig om den. Han paalagde ſaavel Geiſtlighed, ſom Adel og Almue en Skat, og da Raadet proteſterede herimod, ſatte han ſig med Magt i Beſiddelſe af flere pantſatte Landſkaber, hvorover Indehaverne, blandt hvilke Ludvig Albrechtsſøn og Drottſeten Laurentius Jonsſøn, naturligviis bleve yderſt forbittrede, ligeſom overhoved almindelig Misfornøjelſe med Kongen begyndte at raade. Med Erkebiſkopen udbrød det gamle Uvenſkab paany, iſær da hiin var bleven Kongen en Sum Penge ſkyldig, for hvilken Forloverne ſkulde have Bornholm i Pant; men da Kongen her, ſom ved andre Lejligheder, til ſin egen Sikkerhed vilde lade Øen tage i Beſiddelſe, ſøgte Ludvig Albrechtsſøn at hindre det, og forſvarede Hamershuus mod de Kongelige i ſexten Maaneder, indtil han endelig ved Hungersnød blev tvungen til at capitulere, dog ſaaledes, at Kongen blev ham en betydelig Pengeſum ſkyldig (26de Auguſt 1325)[2]. Da var Erkebiſkopen allerede død (17de Januar), men hans Eftermand, Karl, der tiltraadte ſit Embede endnu ſamme Aar, ſluttede ſig ſtrax til Kongens Fjender, klagende over, at han forholdt Erkeſtolen dens retmesſige Beſiddelſe, Bornholm. Imidlertid var ogſaa Hertug Erik af Jylland død (12te Marts), og da Kongen, ſom Overlehnsherre, paaſtod at være hans umyndige Søn Valdemars rette Verge, og derhos vilde gjenforene Langeland med Kronen, kom han i en alvorlig Strid med oftnævnte Grev Gerhard af Holſten-Rendsburg, der ſom Valdemars Morbroder anſaa ſig mere berettiget til Formynderſkabet. Ogſaa Grev Johan, Kongens Halvbroder, traadte paa Gerhards Side, og da Kongen med væbnet Haand vilde indtage Sønderjylland og belejrede Gottorp, blev han efter en uheldig Kamp med begge Grever nødſaget til at trække ſig tilbage. Strax efter døde Fyrſt Vitslav af Rügen (Nov. 1325), uden at efterlade Børn, og da Kongen nu vilde inddrage dette Lehn, ſom hjemfaldet til Kronen, kom han endvidere i Strid med ſin egen Svoger, Hertug Vartislav af Pomern, der ſom Vitslavs Syſterſøn anſaa ſig berettiget til at faa hans Beſiddelſer i Lehn. Saaledes havde Kongen nu to alvorlige Fejder at føre, og heraf benyttede, ſom man kunde vente, de misfornøjede Stormænd i Riget ſig til at tage ſin Fordeel i Agt. Den 30te Marts 1326 indgik Drottſeten Laurentius Jonsſøn og Ludvig Albrechtsſøn et Forbund med Hertug Valdemar, hvorved denne lovede at ſtaa dem bi mod Kong Chriſtopher og hjelpe dem til fuldkommen Erſtatning for de lidte Fornærmelſer, ſamt midlertidigt overlade dem Tranekjers og Haderslevs Slotte, imod at de forbandt ſig til at tjene ham med 40 Ryttere, paa egen Fare og Omkoſtninger. Til dette Forbund maa ogſaa Knut Porſe temmelig ſnart have ſluttet ſig, ſkjønt man ej har nøjagtig Beſked om, naar det ſkete; men da man tydeligt ſeer, at det var en fuldkommen organiſeret Opſtand, der nu udbrød mod den danſke Konge, er man berettiget til at antage, at Knut Porſe umiddelbart efter Skara-Forliget ilede til Danmark, for at deeltage deri, og ſikkre ſig ſin Del af Byttet. Indkaldt af de Misfornøjede, brød begge de holſtenſke Grever ind i Jylland og Fyn, hvor de ſtrax fandt Tilløb af Indbyggerne, og belejrede Nyborg, ſom de ogſaa tilſidſt indtog. Imidlertid ſendte Kong Chriſtopher, der opholdt ſig i Vordingborg, ſin Søn Erik, allerede udvalgt og kronet til Konge, med endeel Krigsfolk til Korſør, for derfra enten ſelv at drage over Beltet mod Fjenden, eller hindre denne fra at komme over. Men Sjælandsfarerne og Skaaningerne i Eriks egen Hær gjorde Opſtand imod ham, og nødte ham til at indeſlutte ſig i Slottet. Laurentius Jonsſøn, Ludvig Albrechtsſøn og Knut Porſe kom dem til Undſetning, og efter ſexten Dages Forløb maatte Erik overgive ſig og Slottet til Fjenderne, der førte ham ſom Fange til Haderslev Slot. Forferdet herover flygtede Chriſtopher Natten efter fra Vordingborg, medtagende alle de Penge og Koſtbarheder, han kunde ſkrabe ſammen, og drog førſt til Falſter, ſiden til Roſtock, for at ſøge ſine Forbundsfeller, Herrerne af Mecklenburg og Werle, om Hjelp, den han vel fik, men imod ſtore Opoffrelſer og nye Pantſettelſer. Og endda handledes her ej om Krigen mod Hertug Valdemar og Grev Gerhard alene, men og om at tage Rügen fra Hertug Vartislav, der havde ſat ſig i Beſiddelſe deraf, thi dette laa naturligviis de mecklenburgſke Fyrſter langt mere paa Hjerte, end at opretholde Kongens Magt i Danmark. Han fik dem heller ikke til at yde nogen ordentlig Biſtand, uden efterat have betalt dem en ſtor Sum i rede Penge, udenfor det aftalte: da fulgte de ham tilbage til Danmark med en ej ubetydelig Styrke, men uden dog at udrette noget klekkeligt. Vordingborg, i hvis Havn de lagde ind, blev omringet af Fjenderne til Lands og Vands, og Chriſtopher tog til Takke med, at Fyrſt Henrik paa hans Vegne ſluttede en Capitulation med Grev Gerhard, hvorved han fik Tilladelſe til at drage bort med de Skibe, han havde medbragt. Han begav ſig nu til Falſter, hvor han atter blev omringet af fjendtlige Skibe fra alle Kanter af Riget, ſaa at Fyrſt Henrik paany maatte underhandle med Grev Gerhard og ſkaffe ham fri Bortfart. Nu drog han til Mecklenburg, hvor han for det førſte opholdt litt. Men de oprørſke Adelsmænd, ſom nu ganſke ſpillede Meſter i Riget, opſagde ham i ſit eget og det øvrige Folks Navn Huldſkab og Troſkab, og ſammenkaldte et Danehof i Viborg, hvor den unge Hertug Valdemar kaaredes til Danmarks Konge, og vedtog en Haandfeſtning omtrent af ſamme Indhold ſom den, Chriſtopher havde vedtaget, men endnu fordeelagtigere for Adelen (7de Juni 1326)[3]. Siden blev han ogſaa hyldet i Sjæland, og holdt derpaa ved Midten af Auguſt et ſtort Danehof i Nyborg, hvor han forlenede Grev Gerhard med Hertugdømmet Jylland (d. e. Sønderjylland) ſom arveligt Lehn. Allerede tidligere (5te Juli) havde han forlenet Ludvig Albrechtsſøn med Ribe, Kolding og andre betydelige Landſkaber i Nordre Jylland[4], og han ſkal nu tillige paa Danehofet i Nyborg have forlenet Grev Johan med Laaland, Falſter og Femern, Laurentius Jonsſøn med Langeland og Errø, og Knut Porſe med Søndre-Halland, Samsø og Holbek ſom arveligt Hertugdømme. Dog maa det vel med flere af disſe være forblevet ved foreløbige Løfter, thi ſaa meget er viſt, at Knut Porſe endnu ikke i November 1326 var mere end ſlet og ret Ridder, og ſandſynligviis ſkede hiin Forlening og Ophøjelſe ikke førend ved Juletider, eller maaſkee endog ej førend i det følgende Aar, da hans og Hertuginde Ingeborgs Forhold til Norge og Sverige var bragt nogenledes paa det Rene[5].

Der forefaldt nemlig paa denne Tid, ſom ovenfor anført, alvorlige Stridigheder i Norge mellem de tvende Partier, i hvilke Stormændene deelte ſig, de Kongeligſindede, med Drottſeten i Spidſen, og de Oppoſitionelle, hvis Hoved var Finn Agmundsſøn; men man ved, ſom ſagt, desverre ſaagodtſom intet om denne vigtige Begivenhed: man erfarer kun, at Hertuginden ogſaa var indviklet heri, maaſkee forſaavidt det gik ud over hendes Gods i Riget, og at Erling Vidkunnsſøn her optraadte i Egenſkab af hendes Ombudsmand, hvad enten han nu ſtod i en god Forſtaaelſe med hende, eller at hans Embede ſom Rigsforſtander forpligtede ham til at varetage hendes lovlige Interesſer. Man maa tillige antage, at det har været Fredsſlutningen i Skara, og Knut Porſes Fordrivelſe fra Sverige, ſom har bragt de Misfornøiede i Norge til at forgribe ſig paa Hertugindens Beſiddelſer, i den Tanke at hiin nu ſavnede al Beſkyttelſe. Alt, hvad vi vide om denne Sag, er kun, at der Juleaften i Oslo blev ſluttet et Forliig under Erkebiſkopens og maaſkee flere andre Prælaters Megling, hvorved „det omhyggeligt underſøgtes og prøvedes, hvad Gods og Penge Kongen, Hertuginden, Drottſeten hendes Ombudsmand, og deres Tilhængere, Riddere og Svene, havde miſtet ved Hr. Finn Agmundsſøn og hans Tilhængere, og omvendt“, og flere, eller maaſkee alle Deeltagerne i Feiden dømtes til ſtore gjenſidige Udbetalinger i Gods eller Penge ſom Erſtatning, dog ſaaledes, at de indbyrdes Fordringer liqvideredes i hinanden[6]. Vi erfare endvidere, at blandt Kongens og Drottſetens Tilhængere vare Thorvard Haavardsſøn, Paal Eriksſøn, Dagfinn Klerk, Kolbein paa Falke, Aasmund Rult, Thord Buuk, Gulbrand Mylſan og Einar Ambesſøn, forhen Fehirde i Bergen, men paa Finns Side Ulf Saxesſøn, Guthorm Eriksſøn, Asleif Hallvardsſøn(?), Jammælt Thoresſøn og Alf i Kloſtret. Ivar Agmundsſøn nævnes ikke, og der er al Sandſynlighed for, at han uden at erklære ſig for nogen af Parterne indtog en næſten uafhængig Stilling ſom Befalingsmand paa Baagahuus Slot. Hvorvidt nu begge Parter holdt ſig denne Dom efterrettelig, vides ej med Vished, ligeſom ogſaa de politiſke Begivenheder, ſom umiddelbart efter hiin Megling fandt Sted, ere begravne i et uigjennemtrængeligt Mørke. Saa meget ſynes man alene at kunne ſkimte, at det ej kom til noget; rigtig Fred og Ro, førend i Løbet af den paafølgende Sommer, thi da blev der i Kongehelle den 14de Juni, i Overvær af Hertuginden, Drottſeten, Biſkop Salomon, Paal Eriksſøn, Haakon Agmundsſøn, Ivar Agmundsſøn, Aamunde Borgarsſøn og Jon Borgarsſøn, Riddere, ſamt flere Svene, ſluttet en Fred mellem Kong Magnus i Egenſkab af Norges Konge, og den nye danſke Konge Valdemar, ſaaledes at den bedſte Forſtaaelſe ſkulde herſke, og ingen ſtaa den andens Fjender bi; og Dagen efter en lignende Fred mellem „Norges Riges Mænd,“ og Knut Porſe, nu Hertug i Halland og Samsø, hvorved det beſtemtes, at alle gjenſidige Stridigheder, der hidtil herſkede, ſkulde være bilagte og glemte, at man ſkulde behandle hinanden gjenſidigt med Agtelſe og Venſkab, og ikke bebrejde hinanden hvad der tidligere kunde være forefaldt[7]. Dette er nemlig en aabenbar Fravigelſe af de Grundſetninger, der for fire Aar til bage bevirkede Indſkrænkningen af Hertugindens Myndighed og Erlings Ophøjelſe til Rigsforſtander, og naar vi legge ſammen hermed, hvad vi derhos erfare, at Hertuginden allerede i 1326 trolovede ſig med Knut Porſe, maaſkee umiddelbart efter hans Ophøjelſe til hertugelig Verdighed, og at Erling i den førſte Tid herefter, ſom det nedenfor ſkal viſes, ſtod paa en meget ſpendt Fod med Hertuginden og Knut Porſe, medens disſe derimod kjendeligt begunſtigedes af Biſkop Audfinn: maa man næſten antage, at Hertuginden, ſom formodentlig var fraværende rinder Opgjøret i Oslo, efterſom hun benyttede Drottſeten ſom Ombudsmand, ſidenefter med ikke ringe Klogſkab har nærmet ſig Modpartiet og forſtaaet at vinde dets fornemſte Hoveder, og at den dobbelte Fredsſlutning i Kongehelle har været afſluttet mod Drottſetens Ønſke og til hans ſtore Ærgrelſe[8]. Modpartiets Overvegt viiſte ſig ogſaa kort efter paa en for Drottſeten endnu føleligere Maade. Hidtil havde han nemlig, ſom vi vide, ligefra ſin Ophøjelſe til Rigsforſtander ſelv haft Rigsſeglet i Forvaring, og været ene om at beſegle de kongelige Breve. Men fra Midten af September i dette ſamme Aar finde vi en Cantſler ſom Seglbevarer ſtillet ham ved Siden, øjenſynligt for at ſee ham paa Fingrene. Denne Cantſler var den oftere omtalte bergenſke Canonicus Mag. Paal Baardsſøn, ſom livlig (efter hvad det lader i Begyndelſen af 1326) var kommen til bage fra Frankrige, hvor han, efterat have endt ſin Studier og erhvervet Titel af Doctor et Profesſor juris utriusque, opholdt ſig ved Curien ſom Biſkops Audfinns Agent, og rigeligt underſtøttet af denne, førſt med de føromtalte Penge, ſom han egentlig ſkulde have haft til Beſtridelſe af ſine Omkoſtninger ved Curien i 1320, ſiden med en anden og maaſkee flere Pengeſummer, ſamt ved Indtægterne af Undradals Capell i Sogn, der 1322 overdroges ham ſom Beneficium, og endelig ved et Canonicat i Nidaroos Domkirke, hvilket han vel og nærmeſt ſkyldte Audfinns Anbefaling[9]. Det er heraf nokſom klart, at han af Drottſeten har været betragtet ſom et Creatur af Biſkop Audfinn, indtvunget i Raadet af denne og hans Tilhængere for at varetage deres Interesſer og holde ham Stangen. Med Cantſlerverdigheden forenede Hr. Paal ogſaa, overeensſtemmende med Kong Haakons Anordning, Provſtedømmet over Mariekirken i Oslo[10]. Naar denne vigtige Foranſtaltning, der betydeligt maa have ſvekket Drottſetens Magt, men vel og Regjeringens Kraft, fandt Sted, vides ikke med Beſtemthed, dog er der al Sandſynlighed for, at den ſkete i Bergen paa et Møde af „Rigets bedſte Mænd“, der i de førſte Dage af September ligeſom i 1320 afholdtes ſamtidigt med et Provincialconcilium, naturligviis under Kongens og Drottſetens Forſæde, og ved hvilket ogſaa de føromtalte pavelige Sendebud, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare tilſtede, uden at det dog erfares, at de udøvede nogen Indflydelſe paa Forhandlingerne. Om Forhandlingerne paa Mødet vide vi ellers intet, men allerede i de os opbevarede Statuter, vedtagne paa Provincial-Conciliet, hvori foruden Erkebiſkopen, Biſkop Viljam af Orknø, Audfinn af Bergen, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger deeltog, røber ſig en mod den verdslige Myndighed og navnlig mod Drottſeten temmelig ſterk oppoſitionel Aand. Førſt fornyes nemlig Erkebiſkop Jons Beſtemmelſer om Bannsgjerninger, givne paa Conciliet i 1280, og dernæſt beſtemmes, at forat de verdslige Magthavere, der misbruge ſin Magt, ej ſkulle kunne dekke ſin Ondſkab med Uvidenheds Kaabe, ſkulle enkelte Artikler af Bonifacius d. 8des Decretalers ſjette Bog overſettes paa Norſk, ſkrives paa en Tavle og ophænges ved Biſkopsſtolen og i de ſtørre Kirker paa Landet, forat Enhver kan læſe og afſkrive dem. Blandt disſe Artikler er der og en, der under Banns Straf forbyder enhver verdslig Magthaver fra Keiſere og Konger nedad at paalegge Klerker og Kirker Afgifter eller bemægtige ſig deres Gods; og uagtet den latinſke Original i ſin Opregnelſe af Magthaverne ej taler om dapiferi eller senescalli, findes dog i den norſke Overſættelſe Ordet „Drottſeter“ indſkudt, altſaa med ſtadigt Henſyn til Erling og hans Beſtræbelſer for at faa Geiſtligheden beſkattet. Disſe Statuter, der forøvrigt indeholde flere ſærdeles gode kirkelige Beſtemmelſer, ere daterede den 1ſte September[11], og der ſynes umiddelbart derefter at have udſpundet ſig en temmelig ſkarp Strid mellem de Geiſtlige, blandt hvilke ſikkert Audfinn iſær førte Ordet, og de verdslige Høvdinger, der ej med Rolighed kunde ſee paa, at hine atter vovede at opfriſke de forhadte Beſtemmelſer fra Erkebiſkop Jons Dage. Ja der haves endnu et Haandſkrift af Landsloven, ſom efter flere Kjendemerker at dømme maa have tilhørt Erling ſelv, i hvilket blandt andre Notater og Tillæg, (hvoriblandt om Grændſeſkjellet ſaavel med Sverige, ſom med Rusland, hvilket ſidſte iſær maatte ligge ham paa Hjerte) ogſaa findes en Afſkrift af Kong Sverres Stridsſkrift mod Geiſtligheden, aabenbart for at haves ved Haanden til at anføres og benyttes i den nærværende Strid. Denne ſynes, formodentlig ved den maadeholdne Erkebiſkops Megling, for Øjeblikket at være bleven nogenledes bilagt ved Indrømmelſer fra begge Sider. Thi fjorten Dage efter Udſtedelſen af hine Statuter udſtedte Kongen, fremdeles i Bergen, en Retterbod, hvori han „med Samtykke af Erkebiſkop Eiliv ſaavelſom Biſkopperne Audfinn, Hallvard og Erik, og de bedſte Mænd, ſom da var tilſtede hos ham“, forordner at den Chriſtenret, ſom Kong Haakon den gamle og Erkebiſkop Sigurd gav og ſamtykte med de bedſte Mænds Raad og Samtykke, ſkal gaa og være gjeldende i Riget, og Lagmændene derefter afſige Orſkurd. Da nemlig en ſaadan Beſtemmelſe allerede tidligere var given under Kong Haakon Magnusſøn, ſynes der nu ikke egentlig at have været Anledning til, formeligt at fornye den, medmindre Biſkoperne ſkulde have forſøgt, atter at fremtvinge Erkebiſkop Jons Chriſtenret ſom den gjeldende, og dette bliver næſten til Vished, naar man ſeer, at de atter bragte Jons Concilſtatuter for en Dag. Men det er, ſom man ſeer, ikke lykkets dem. Derimod erfares det af Retterbodens Slutning, at det ej var Drottſeten, men Cantſleren Hr. Paal Baardsſøn, ſom beſeglede den, og da dette er det førſte Kongebrev, der vides at være beſeglet af ham, — thi i Fredsſlutningen til Kongehelle, tre Maaneder forud nævnes han ej — er det ſaagodtſom aabenbart, at Biſkoperne ſom Betingelſe for ſin Eftergivenhed i hiint Stykke, have fordret Cantſler-Verdighedens Gjenoprettelſe og derved et faſt geiſtligt Medlem af Raadet ſtillet Drottſeten ved Siden: en Foranſtaltning, hvorved de egentlig vandt mere end de eftergav, idetmindſte ſaalænge ſom Audfinns tro Tilhænger Paal Baardsſøn var Cantſler[12]. Paa denne Maade blev da Striden nogenledes bilagt, ſkjønt aldeles ikke tilfulde, og i det følgende Aar ville vi ſee den dukke alvorligt op, og tillige Biſkop Audfinn, ſom ſagt, tage Parti for Hertuginden og Knut Porſe mod Drottſeten. Strax efter Freden i Kongehelle havde disſe indgaaet Egteſkab med hinanden[13], og da dette naturligviis maatte være Drottſeten meget imod, havde han og hans Tilhængere, ſom.man kan forſtaa, inddraget eller paa anden Maade tilbageholdt det Gods, hun beſad i Norge, uviſt under hvad Paaſkud, maaſkee fordi man fremdeles betragtede Knut ſom fjendtlig ſindet mod Riget, eller fordi man nu anſaa hende fremmed for dette. Thi den 6te April 1328 tilſkrev Knut fra Kjøbenhavn Biſkop Audfinn og Byens Borgere et Brev, hvori han erklærede at de Rygter, hans Modſtander for at ſverte ham hos dem ſøgte at udſprede om at han havde Ondt i Sinde mod Kong Magnus og Norges Rige, var ugrundet, men at han derimod af yderſte Evne ſøgte Kong Magnus’s Vel, og vilde overholde Kongehelle-Freden ubrødeligt[14]. Ni Dage derefter (15de April) ſkrev han ligeledes fra Sjøborg i Sjæland et Brev til Bergens Borgere alene, hvori han klagede over, at Drottſeten og Landets Stormænd uden mindſte Foranledning fra hans Side havde berøvet ham de Indtægter og Ejendomme, ſom han fik med ſin Huſtru Fru Ingeborg, idet han krævede Gud til Vidne paa, om man ſiden Fredsſlutningen kunde paapege nogen Overtrædelſe af denne fra hans Side[15]. Og derimod finde vi at Biſkop Audfinn ſamtidigt paa det venſkabeligſte tilſkrev Hertuginden, endog tagende ſig af hendes private Anliggender (ſee nedf. S. 103), hvoraf man erfarer, at den bedſte Forſtaaelſe har herſket mellem dem. Vi ſavne forøvrigt nøje Beſked om, hvorledes denne Tviſt mellem Drottſeten og Raadet paa den ene, og Hertugen og Hertuginden paa den anden Side løb af. Viſt er det, og bevidnes udtrykkeligt af den gamle lübeckſke Chroniſt Detmar, at Ingeborgs Giftermaal med Knut vakte almindelig Harme baade i Norge og Sverige, da man betragtede ham ſom en Parvenu, der var langt under hendes Stand[16], Og ſaa meget ſynes man at kunne ſee, og det vil i det Følgende blive nærmere omtalt, at idetmindſte en Deel af Hertugindens norſke Gods blive inddraget, og at hun i Sverige maatte friſte ſamme Skjebne, ſamt at hun ikke fik dette Gods tilbage førend et Par Aar efter ſin Mands Død, da imidlertid hendes Søn Kong Magnus var bleven myndig[17]. Denne Antagelſe beſtyrkes ogſaa deraf, at vi i den nærmeſte Tid herefter finde Hertuginden ſjelden omtalt i norſke, og aldrig i ſvenſke Breve, thi dette ſynes at vidne om, at hun ej længer havde noget med Rigerne at beſtille, eller har modtaget noget fra den Kant. Hermed ſtaar det vel og i Forbindelſe, at der den 22de Auguſt 1329 i Stockholm ſluttedes en Forbundstractat mellem Kong Magnus paa den ene Side, og Herrerne af Werle paa den anden, hvorved disſe forbandt ſig til at ſtaa ham bi mod alle hans Fjender, fornemmelig Knut Porſe, og forfølge denne med Tilhængere og Medfølgere, endog om Kong Chriſtopher ſkulde ville indgaa noget Forbund med ham, ligeſom ingen af Parterne ſkulde indgaa Fred med ham uden den andens Samtykke[18]. Dette tyder næſten paa aabenbar Fejde mellem det ſvenſke Raad og Hertug Knut, og hermed hænger ganſke viſt ogſaa ſammen, hvad de islandſke Aarbøger beretter, at der 1329 var en Fejde mellem Knut Porſe og Ivar Agmundsſøn Rova, Høvdingen paa Baagahuus, der maaſkee har misundt ham den Gunſt, hvori han ſtod hos Hertuginden[19]. Man kjender forreſten intet til de nærmere Omſtændigheder derved, om Ivar feidede i ſit eget Navn, hvilket ſynes det rimeligſte, eller i Egenſkab af Drottſetens og Raadets højtbetroede Mand. Heller ikke kjender man Udfaldet, der formodentlig ikke har været andet end at Enhver beholdt ſit. Knut Porſe var desuden, ſom vi ville ſee, nu ſaa beſkjeftiget med de danſke Anliggender, at hans Forhold til Norge og Sverig kun var ham en Biſag, ligeſom Hertuginden ſelv nu efterhaanden blev mere og mere fremmed for ſit Fedreland.

  1. See Grev Johan af Holſtens Overeenskomſt med Ludvig Albrechtsſøns Enke, dat. Helſingborg 30te Oct. 1329, hvor han blandt andet lover at betale Ludvigs Gjeld til Knut Porſe. Huitf. S. 452.
  2. Huitfeld, S. 318. Suhm. XII. 97. Den nærmere Sammenhæng hermed angives ingenſteds nøjagtigt. Det ſandſynligſte ſynes at være dette, at Ludvig Albrechtsſøn efter Forliget med Erkebiſkopen (ſee ovenf. S. 49, 52) har beholdt Bornholm til Sikkerhed for de Penge, Erkebiſkopen ſkulde betale ham, og at de Penge, denne ſenere ſkal være bleven Kongen ſkyldig med endelig Panteret i Bornholm, egentlig kun er den ſamme Pengefordring, ſom Kongen, for at faa Bornholm i ſin Magt, af Erkebiſkopen har faaet ſig overdragen, medens imidlertid Erkebiſkopen og Ludvig ere blevne enige om at forholde Kongen Øen, og overhoved det Hele har været et aftalt Spil mellem begge disſe Magnater.
  3. Valgdocumentet er aftrykt flere Steder, navnlig i Dipl. Sv. 2561. Om de her fortalte Begivenheder ſee iſær Detmar, ved 1326, og Fortſettelſen af Rykloſters Annaler i R. D. VI. S. 522; thi dette er Hovedkilderne. Huitfeld (S. 429 fg.) og efter ham tildeels Suhm, XII. 117 fg., fortælle det Hele noget uordentligt og mod Chronologien, navnlig lader Suhm Kongen tre Gange drage over til Mecklenburg, medens hine Kildeſkrifter kun tale om to, og han lader ham ſlutte Forbundet med Herrerne af Mecklenburg og Werle om Biſtand mod Valdemar med Part i Laaland ſenere end det om Rügens Tilbagetagelſe fra Vartislav, medens de dog vare ſamtidige (ſee Originaldocumenterne aftrykte i Liſch’s Urk. z. Geſch.des Geſchl. v. Malzahn I. S. 401—412) og afſluttedes netop ved Pintſetider, (3die Mai) da Chriſtopher, ſom Detmar udtrykkeligt ſiger, førſte Gang drog over til Mecklenburg. Sedvanligviis har det nok“været antaget, at disſe Tractater ſluttedes i Mecklenburg, men af hine Originalaftryk ſees, at dette ſkete i Nykjøbing paa Falſter. Dette er merkeligt, fordi Detmar udtrykkeligt ſiger, at Kongen paa ſin Sejlads fra Vordingborg anløb Falſter, men at man der ej vilde modtage ham) Dette maa ſaaledes kun være at forſtaa om Landbefolkningen, eller og er den hele Transaction ſkeet paa Skibene udenfor Nykjøbing.
  4. Reg. Danica. S. 239.
  5. Saavel Detmar ſom Fortſ. af Rykl. Annaler berette, at Grev Johan, Laurents Jonsſøn og Knut Porſe fik fine Forleninger paa Danehoffet i Nyborg, ligeſom Grev Gerhard. Men dette gjelder idetmindſte ikke om Knut Porſe, der endnu d. 1ſte Nov. 1326 kalder ſig ſlet og ret Ridder (Dipl. Sv. 2588), altſaa var han da ikke bleven Hertug. Under denne Titel treffer man ham allerførſt den 11te April 1327, da han i et Brev af dette Datum udſteder Privilegier for Halmſtad (Suhm, XII. 156, Dipl. Sv. 2641). Viſtnok henføres ſedvanligviis dette Brev til 31te October 1327, fordi det i den nyere danſke Parafraſe, hvorunder vi kjende det, er dateret sabbatum sanctorum, hvilket man har forklaret ved „Løverdag før Allehelgensdag“, men da en ſaadan Benævnelſe ellers aldrig forekommer og ſtrider imod al Skik og Brug, medens derimod „sabbatum sanctum“ er en ſedvanlig Benævnelſe for Paaſkeaften, der i 1327 faldt paa 11te April, kan der ej være Tvivl om at dette er den rette Datum. Det ſandſynlige bliver da, at hans Forlening og Ophøjelſe til ridderlig Verdighed har fundet Sted, efter Skik og Brug, i Julen 1326—27, iſær da de isl. Annaler berette, at han endnu i 1326 feſtede Hertuginden, hvilket dog vel neppe ſkete formeligt, førend han ſelv var bleven Hertug.
  6. Dette erfares nemlig af et endnu opbevaret, og i Samll. t. d. n. F. H. V. S. 532 aftrykt Brev, hvor kun enkelte halve Linjer kunne læſes, da noget er aldeles bortrevet, noget udſlettet af Væde. End ikke Aarstallet kan ſees, men der kan ej være nogen Tvivl om at det er 1326, da Udſtedelſesdagen angives at være Juleaften, og Hertuginden kaldes Hertuginde af Sverige, hvilket hun ej var Juleaften 1327, ſaaſom hun imidlertid var bleven gift med Knut Porſe; om 1323, 1324 og 1325 kan der ej være Tale, desuden var Erkebiſkopen ved 1325 i Nidaroos (ſee Suhm, XII. 113), ſandſynligvis ogſaa i 1324.
  7. Samll. etc. V. 555 fgg. Dipl. Sv. 2616.
  8. I Fredsſl. med Knut Porſe nævnes heller ikke Erling udtrykkeligt, og muligt at han ej har deeltaget deri.
  9. Ved det ovenfor, S. 23 Note 1, omtalte Brev af 16de Marts 1326 eftergav nemlig Audfinn ham ej alene de ham medgivne 60 Mkr., men og en yderligere Sum af 30 Mk., ſom han havde faaet af en vis „Peter Svart“. Dette Brev er øjenſynligt udferdiget ved Paals Hjemkomſt; i Sept. var han ſikkert hjemme, thi ved Brev af 18de Sept. 1326 overdrog Biſkop Audfinn ham at beſøge Erkeſædet paa hans Vegne (Barthol. E. 106). Om Undradal ſee Dipl. N. IV. 151.
  10. See Dipl. Norv. II. 198. III. 141. IV. 194. 195.
  11. Udførligere Uddrag af Statuterne paa dette Concil, ſee Keyſers Kirkehiſtorie, II. S. 222 fgg.
  12. Jfr. Keyſers Kirkehiſtorie, S. 225—228. Norges gl. Love III. S. 153. Om hiint Haandſkrift af Landsloven, hvorom ovenfor tales, og ſom fordum fandtes ved Steigens Lagſtol i Nordland, men nu er deelt under forſkjellige Nummere i den arnamagnæanſke Samling, ſee iſær Annaler for Nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie for 1846, Side 151. Det vil heraf erfares, at den ſamlede Codex oprindelig foruden Landsloven har indbefattet et Kalendarium, hvori Dødsdagene for de fornemſte Medlemmer af Erlings Familie findes antegnede, Sverres Stridsſkrift, den ovenfor (IV. 1. 645) omhandlede Grændſeforening mellem Norge og Sverige, Grændſeſkjellet mod Rusland, ſ. o. S. 76, og maaſkee nogle andre Stykker. Man kunde maaſkee endog nærmere beſtemme Tiden, da det meſte er ſkrevet til 1323, eller lidt forud, da Erlings Moder, Fru Gyrid, døde i dette Aar (ſee de isl. Annaler) og hendes Dødsdag ej findes indført paa Kalendariet, medens den yngſte Retterbod, der findes indført i Loven, er fra 1315, og Optegnelſen af Grændſeſkjellet, navnlig det mod Rusland, maa henføres til Tiden henimod 1326. Landsloven m. m. danne nu Cod. Arn. 322 qv., Kalendariet 733 qv., og Stridsſkriftet med Grændſeſkjellene No. 114 qv.
  13. Nemlig den 21de Juni, ifølge Mesſenii Scondia II. 174. uden at man dog kjender hans Hjemmel; Angivelſen ſynes ellers med Henſyn til Tiden og andre Omſtændigheder at have ſin fuldkomne Rigtighed.
  14. Dipl. Sv. 2661; Samll.
  15. Samll. etc. V. S 558. Dipl. Sv. 2682. Brevet har tidligere været henført til 14de Octbr., der er Fredag efter Dionyſius Pariſienſis’s Dag, 9de Octbr. der viſtnok er den fornemſte af Dionys-Dagene, men da man neppe vilde have kaldt 14de Octb. andet end St. Calixti Dag, bliver det rimeligere at antage, at den Dionyſii Dag, ſom her menes, er Dionyſius, den korinthiſke Biſkops Dag, 9de April og følgelig Fredag derefter 15de April, helſt da dette kun er ni Dage ſenere end hiint andet Brevs Datum, og det dog er aabenbart, endog af det enes Datering fra Kjøbenhavn, det andet fra Sjøborg, at begge Breve maa være omtrent ſamtidige.
  16. Detmar, Side 224.
  17. Dette viſer ſig iſær af den Artikel i Freden til Helſingborg 4de November 1332, der byder, at Hertuginden ſkulde faa de Beſiddelſer tilbage, ſom hun havde da hun forlod Sverige og Norge. Dipl. Sv. 2951.
  18. Suhm, XII. 180 og Sv. Dipl. 2734, efter Huitfeld, S. 443, ſom her er den eneſte Kilde, da Originalen ej længer findes. Det er aabenbart nok, at hverken K. Magnus eller Herrerne af Werle var tilſtede l Stockholm, da denne Tractat ſluttedes. Magnus var da ſelv ſandſynligviis i Oslo, hvor vi finde ham d. 3die Septbr. (N. gl. Love III.) medens Raadet i Stockholm ogſaa d. 23de og 24de Septbr. i Kongens Navn ſees at have udgivet flere Breve; og Herrerne af Werle handlede ved Fuldmegtige. Hvis Huitfeld ej har taget Fejl i Referatet, ſynes det ſom Herrerne af Werle ej vilde erkjende Knut for Hertug, da de ej give ham denne Titel.
  19. See de isl. Annaler ved 1329.