Åpne hovedmenyen

Det er ovenfor nævnt, at de pavelige Nuncier, Johan de Serone og Bernard de Ortolis, vare i Bergen ſamtidigt med Biſkopsmødet. De havde da allerede med megen Iver reiſt om i Landet for at rette ſit Hverv. Til Norge vare de komne fra Flandern, hvor de indſkibede ſig allerede den 4de Novbr. 1326[1], og i de førſte Dage af Februar begyndte de allerede at modtage de tidligere indſamlede Penge, idet de af Erkepreſten Thorkel Mattul, tidligere beſkikket til Underindſamler, modtog alt hvad han havde faaet ind, ſaavel af Rumaſkat eller Peterspenge, ſom af Sexaarstienden. Fra Oslo droge begge i den følgende Maaned til Hamar, hvor de paa ſamme Maade oppebar det Indſamlede af Biſkop Hallvard, der her ſelv havde beſørget Opkrævningen; derfra drog Bernhard videre til Nidaroos, hvor han ankom i April, og ligeledes her af Erkebiſkop Eiliv modtog, hvad denne i ſit Diøces havde indſamlet, Rumaſkatten d. 28de April og Tienden den 1ſte Mai. Fra Nidaroos drog han den 3die Mai til Bergen, hvor han modtog den af Audfinn indſamlede Tiende m. m. og opholdt ſig til langt ud i September, idet han kun i Juni gjorde en kort Reiſe til Stavanger for ligeledes her af Biſkopen at modtage det Indſamlede, men da han ej forefandt det, ſtrax vendte tilbage efterat have truffet de fornødne Foranſtaltninger til Inddrivelſen. En Deel deraf fik han ſiden i Bergen af Biſkopen af Stavanger, ſom nedenfor ſees; han modtog der ogſaa af Erkebiſkopen den af denne ſamlede grønlandſke Tiende, maaſkee bragt til Norge af de ſamme Grønlandsfarere, hvorom der ovenfor er talt. Hvad hans Collega imidlertid havde foretaget ſig, vides ikke. Maaſkee havde han opholdt ſig i Oslo, eller hos Kongen og Drottſeten, og fulgt med dem til Bergen, thi vi finde ham der allerede 7de Septbr., ſamtidigt med de Forhandlinger, der fandt Sted umiddelbart efter Conciliet. Her oppebar begge Nuncier af Biſkop Villjam fra Orknø alt, hvad han havde indſamlet og forreſten ſkulde betale, hvoriblandt og Erſtatningsbod til Engelbrekt Lyning og Mulcten fordi han havde tilbageholdt Rumaſkatten. Da det udtrykkeligt ſiges, at de modtog Rumaſkatten af Biſkopen af Orknø d. 20de September, og dette ej kan være ſkeet andenſteds end i Bergen, maa de have været tilſtede, da den vigtige Forandring fandt Sted, at Cantſler-Embedet gjenoprettedes, uden at det kan ſees, om de virkede noget dertil. Fra Bergen drog de, ſom det ſynes, hver for ſig, Bernard d. 25de Septbr. og Johan vel omtrent paa ſamme Tid umiddelbart til Ljodhuus, hvor l de formodentlig ankom i October eller November, og reiſte derfra førſt l til Skara, hvor vi finde dem den 12te Decbr., ſiden til Veſteraas, derfra til Uppſala, og derpaa i Januar, Februar og Marts tilbage over Strengnes, Linkøping, Jønkøping og Skara, fortſettende ogſaa der ſine Opkrævninger. Merkeligt er det dog, at medens der ej nævnes det mindſte om nogen Fare og Uſikkerhed paa Reiſerne i Norge, men alene om Ophold formedelſt Uvejr og Modvind, herſkede der i Sverige ſtor Mislighed i ſaa Henſeende. Da de nemlig den 12te Januar ſkulde forlade Uppſala, raadede Erkebiſkopen dem til ikke at føre de indſamlede Penge med ſig „af Frygt for Røvere, der laa paa Luur“, men at deponere dem forſeglede i Domkirkens Sacriſtie. Det ſamme gjorde de i Strengnes, da de den 25de Januar reiſte derfra. Siden (den 12te Febr.) lod de Pengene hente meget forſigtigt ved en paalidelig Geiſtlig med Bedækning af tolv væbnede Ryttere, men han vovede dog, fremdeles af Frygt for Røvere, ikke at bringe dem længer end til Riſeberges Kloſter. Endvidere bleve de fra Vegſjø og tildeels fra Linkøping ſamlede Penge deponerede hos Minoriterne i denne Stad, og ſiden under Bedækning mod „Røvere, der efterſtræbede Transporten“, hentede til Skara, hvorfra Nuncierne ſelv bragte dem til Ljodhuus, men „formedelſt de Efterſtræbelſer, ſom truede dem, ſaa haſtigt, at tre dertil kjøbte Heſte bleve udſkjemte og alene med ſtort Tab kunde ſelges i Ljodhuus. Hidhen bleve da ogſaa, efter Foranſtaltning af Biſkopen i Strengnes og Provſten i Nerike, Pengene fra Riſeberges Kloſter bragte under Bedækning af Ridderen Hr. Anund Sture med 40 bevæbnede Ryttere[2]. Men da de med det hele Beløb, baade for Norge og Sverige, vilde begive ſig paa Tilbagevejen, blev altſammen beſlaglagt i Baagahuus d. 13de April, upaatvivlelig ved Ivar Agmundsſøns Foranſtaltning, uden at det udtrykkeligt angives, hvorfor det ſkete. Maaſkee har Aarſagen været den, at Nuncierne, ſom uden Vægring havde afgivet Halvdelen af de i Norge indſamlede Tiendepenge efter Pavebrevets Lydelſe, tænkte paa at unddrage ſig for at gjøre det ſamme med Sexaarstienden af Sverige, under den Forevending„ et den pavelige Befaling ej vedkom denne, og at Ivar Agmundsſøn derfor efter Kongens og Drottſetens Brev lod Pengene beſlaglægge paa Gjennemfarten, for at man ej ſkulde gaa Glip af, hvad Pavebrevet unegteligt hjemlede den norſke Krone. Maaſkee og, at Nuncierne ej havde tænkt paa at unddrage Kronen denne Rettighed, men at Ivar Agmundsſøn paa egen Haand tog Pengene i Beſiddelſe under Paaſkud af, at Kronen var ham Penge ſkyldig. Begge Nuncierne maatte i den Anledning drage til Oslo, hvor Kongen da opholdt ſig, efter formodentlig at have tilbragt Vinteren i Bergen, og hvor rimeligviis ogſaa Drottſeten var med ham. Reiſen frem og tilbage varede i ſyv Uger; de ſkrev til Erkebiſkopen, kaldte Biſkopen i Oslo, der laa paa Viſitats, tilbage og have formodentlig ved hans Hjelp faaet Sagen bragt nogenledes i Orden; thi efterat de den 7de Juni atter vare dragne til Oslo, og endnu havde ladet afhente nogle Penge fra Skara, modtoge de af Kongen den 16de Auguſt en Qvittering for, at han rigtigt havde faaet den halve Deel af Tienden; hvorimod det af en ſenere Tilføjelſe erfares, at den halve Deel for Norge var modtagen af Erkebiſkopen, Biſkop Audfinn og Biſkop Hallvard, hvilke, ſom man og af Regnſkabsbogen erfarer, vare befuldmægtigede til at oppeberge Kongens Halvdeel og modtage den efterhaanden ſom Tienden kom ind, medens derimod Halvdelen af den ſvenſke Tiende, ſom ſagt, modtoges af Hr. Ivar Agmundsſøn, hvad enten han nu var Kongens Commisſionnær, eller tog ſig til Rette paa egen Haand[3]. I Oslo udnævnte Nuncierne ogſaa Undercollectorer til at indſamle Reſtancerne af Tienden[4], og traf tillige Foranſtaltninger til at omſette den Halvdeel af det Indkrævede, ſom Paveſtolen ſkulde have, i courantere Pengeſorter, hvortil de fornemmelig benyttede ſig af den føromtalte Bertrand de Sueioliis, der ſees at have drevet Handelsforretninger. I Oslo indſkibede de ſig endelig den 22de Auguſt paa et Skib, der gik til Flandern, og lejede en norſk Mand med ſom Tolk; den 26de September forlod de Havnen „Sund“ (Sandøſund?) og ankom før 24de til Havnen Sluys, hvorfra de ſidſtnævnte Dag drog til Brügge og derfra over Paris til Avignon, hvor de indtraf velbeholdne den 16de November, efterat have tilbragt 795 Dage paa Reiſen.

De af dem opkrævede Pengeſummer vare ikke ubetydelige. Indtægtspoſterne vare 1) Sexaarstienden, allerede forſtørſtedelen opkrævet af de forſkjellige Collectorer, i forſkjellige Myntſorter, og nedlagte i Kathedralkirkernes Sacriſtier; 2) Rumaſkatten eller Peterspeningen, 3) De frivillige Legater til det hellige Lands Gjenerobring, og 4) Aarsindtægten af de i Løbet af tre Aar ledigblivende geiſtlige Embeder. Til Vejledning ved Tiendens ſaavelſom Aarsindtægternes Indkrævning havde man fulgt og fulgte fremdeles en i Pave Johannes den 22des tidligſte Regjeringstid over hele den romerſk-catholſke Chriſtenhed paabuden og fuldſtændigt udført Taxering, der ogſaa i de følgende Tider, ſaalænge ſlig Skatlægning fandt Sted, udgjorde Retteſnoren, og ſom visſelig maa have været meget moderat, efter hvad man kan ſlutte af de Taxeringer, vi kjende. Der findes nemlig endnu Fortegnelſer over Biſkopsſtolenes Taxationer, og efter disſe ſynes Taxationsſummerne neppe engang at have udgjort Tiendedelen af Indtægtens virkelige Beløb. Nidaroos Biſkopsſtol var ſaaledes anſat til 800 Gylden, Oslo til 500, Bergens til 33, Hamars til 66, Stavangers til 250, Orknøernes og Færøernes hver til 33, Syderøernes til 660, Skaalholts til 100. Mindre geiſtlige Embeder, ſom Canonicater, Sognekirker, o. ſ. v., findes ſjelden anſatte højere end til 25 Gylden, ofte langt mindre. De Afgifter, ſom paabødes, var ſaaledes i det hele taget meget lempelige[5]. Paa denne Viis kom den ſamlede Tiende for 6Aar af Oslo Biſkopsdømme til at udgjøre 5002 Mk. Øre i norſke myntede Peninge, beſtaaende deels i 3356 Mk., Øre af disſe, deels i engelſke Sterlinger eller andet Sølv, ſaaledes beregnet, at en Mk. norſk udgjorde Mk. vejet Sølv, følgelig mellem 3 og 4 Shilling, eller Pund Sterling, Pundet regnet til Mk. Disſe Penge, i ſin Tid ſamlede af Erkepreſten Thorkel Mattul tilligemed Chorsbroderen i Oslo, Reidar, og opbevarede i Hallvardskirkens Sacriſti, bleve nu den 27de Februar overleverede Nuncierne, der ſenere den 11te Marts meddeelte hiin Undercollector Qvittering derfor[6]. Tienden for Hamars Biſkopsdømme udgjorde for alle de 6 Aar 1553 Mk. norſke Penge, hvoriblandt 6 Mk. Sølv norſk Vegt, beregnede til 18 Mk. Penge; denne Sum oppebar Nuncierne den 18de Marts af Biſkop Hallvard. De ſex Aars Tiende for Nidaroos, ſom Bernard de Ortolis den 1ſte Mai modtog af Erkebiſkopen, udgjorde 4208 Mkr. 2 Ører, deels i rede Penge, deels i Sølv, beregnet efter norſk Vegt til det tredobbelte af de myntede Penge, deels i Hvalrostand (roardum), deels i Læderbelter m. m. Tienden for Bergen, ſom Bernard de Ortolis d. 3die Juni modtog af Biſkop Audfinn, der ogſaa ſamme Dag meddelte Undercollectorerne Qvittering derfor[7], udgjorde i Alt 2700 Mk. norſk, hvoraf endeel i Sølv efter norſk Vegt, her beregnet i Forhold til de myntede Penge ſom 3 til 1. For Stavangers Biſkopsdømme ſkulde den ſamlede Tiende udgjøre 1494 Mk. norſk, men da Bernard kom til Staden, forefandt han intet, og indledede derfor ſtrax Søgsmaal mod Biſkop Erik ſaavelſom Undercollectoren Orm; derved fik han udpresſet 518 Mk. 3 Ører norſk, hvilket blev udbetalt den 5te Auguſt, ſandſynligviis i Bergen; det øvrige maatte Biſkopen love at betale til næſte Jonsmesſe, og imidlertid ſette ſit og Biſkopsſtolens Gods i Pant; heraf ſkyldte dog ogſaa Orm Chorsbroder noget over 200 Mkr., hvorfor hans Gods maatte hefte, ligeſom og Hr. Finn Agmundsſøn gik god for ham[8]. Tienden fra Grønland, der kun beſtod i Hvalrostand, 27 Lispund, modtog Bernard af Erkebiſkopen den 14de Auguſt i Bergen, og ſolgte dem den 6te September til en Kjøbmand fra Flandern for 12 Livres tournois. Tienden for Orknø ſkulde udgjøre 256 Mk. Sterling, hvoraf Biſkopen den 7de September betalte 72 Mk. Sterling norſk Vegt, det halve til Nuncierne for Paven, det halve til Erkebiſkopen for Kongens Regning, det øvrige lovede han at betale til næſte Jonsmesſe, pantſettende ſit og Biſkopsſtolens Gods.[9] Hverken af Islands eller Færøernes Biſkopsſtole blev dennegang nogen Tiende ydet. Tienden for Skara Biſkopsſtol, ſom begge Nuncierne modtog den 12te Decbr. 1328, udgjorde 4123 Mk. ſvenſk; for Veſteraas (modtagen 24de Decbr. 1328) 1117 Mk. ſv., for Uppſala (modt. 8de Januar 1328) 3822 Mk. ſv., for Strengnes (modtagen 21 Jan. 1328) 1777 Mk. ſv., for Linkøping (modtagen 11te Febr. 1328) 3791 Mk. ſv. For Vegſjø ſkulde den udgjøre 426 Mk. ſv., men da Kirken var bleven plyndret i Krigen 13l8, forefandt den af Nuncierne udſendte Fuldmegtig, Chorsbroderen Arald fra Linkøping, kun 262 Mk. 6 Ører 16 Peninge ſv. Fra Aabo fik den udſendte Fuldmægtig, Broder Gotſkalk, kun eet Aars Tiende, 86 Mk. ſvenſk, da det øvrige havde været røvet af Rusſerne 1318. Af alle disſe i Norge og Sverige modtagne Summer, paa den ſidſte nær, hvilken Gotſkalk ſenere udbetalte umiddelbart til det pavelige Kammer, fik den kongelige norſke Kasſe Halvdelen, og i Norge endog, ſom det ſynes, ſaaledes, at Summerne efterhaanden, ſom de kom ind, deeltes lige mellem Nuncierne og de til Modtagelſen paa Kongens Vegne Befuldmegtigede, hvilke vare Erkebiſkopen, Biſkop Hallvard og, merkeligt nok, Biſkop Audfinn, hvorved dog maa merkes, at om Drottſeten end kunde have ønſket andre Modtagere end disſe, var dog Pavens Befaling i ſaa Henſeende altfor beſtemt til at taale nogen Afvigelſe. I Sverige maa man derimod, efter hvad der ovenfor er viiſt, antage, at intet ſtrax er blevet betalt til nogen kongelig Fuldmægtig, men at den kongelige Halvdeel førſt udrededes til Hr. Ivar Agmundsſøn, da denne i Baagahuus havde beſlaglagt Pengene[10]. Man erfarer derhos, at Hertuginden i Oslo, uviſt naar, formodentlig allerede om Vaaren 1327, fik til Laans af den kongelige Halvdeel 300 Mkr., hvilke Erkebiſkopen ſenere, ved Brev af 26de Decbr. 1328, befalede hendes Fuldmægtig at udbetale af hendes Gods i Bergen[11]. De indkomne Summer udgjorde i Alt, for Norges Vedkommende lidt over 14054 Mk. norſk, tilligemed 12 livres tournois og 36 Mk. Sterling, for Sveriges lidt over 14978 Mk. ſvenſk. Efter det angivne Forhold ſom 1 : 6 udgjorde hiin Sum i norſke Penge omtr. 2340 Pund Sterling, hvilket tillagt de nysnævnte 36 Mi. (24 Pund) og 12 l. F. udgjør c. 2370 Pund Sterling. Da de ſvenſke myntede Penge i Regnſkabet ſelv angives at forholde ſig til rede Sølv ſom 1 : 5, kan dette ogſaa uden ſynderlig Fejl anſettes ſom Forholdet til Mark Sterling, hvoraf den ſamlede Sum for Sverige ſaaledes udgjorde c. 3000 eller 2000 £ St., altſaa, merkeligt nok, noget mindre end for Norge. Sammenlagte udgjøre begge Hovedſummer 4340 £ St., hvoraf Paven fik det halve, Kongen ligeledes det halve, 2170 £ St., hvilket repræſenterer den tidobbelte Sum i vore Penge, eller 97650 Spd.[12], et juſt ikke ſaa ſtort Beløb i Forhold til hvad der udkrævedes, men dog altid under de nærværende Omſtendigheder godt at tage med.

Men foruden denne Halvdeel fik Nuncierne ogſaa af de andre ovennævnte Indtægtspoſter ej ubetydelige Summer inddrevne. Af Rumaſkatten eller Peterspeningen for Oslo Diøces indbetalte Chorsbroderen Mag. Thorleif d. 10de Februar 46 Mk. norſk for de tre Aar 1324—26; Dagen efter indbetalte Chorsbroderen Mag. Paal 50 Mk. og 11 Sh. Sterl. for Aaret 1326—27. Den 18de Marts modtog begge Nuncierne Rumaſkatten af Hamars Diøces for 3 Aar, 30 Mk. norſk. Den 28de April udbetalte Erkebiſkopen i Nidaroos til Bernhard 225 Mk. norſk, nemlig af ſit eget Diøces for to Aar (54 Mk.) af Bergens Diøces for tre (90 Mk.) af Skaalholts for 8 Aar (40), af Færøernes for 8 Aar (9) af Stavangers for 3 Aar (32). Den 23de Juli betalte Chorsbroderen i Bergen, Mag. Salve til Mag. Bernard, 30 Mk. norſk for eet Aar af Bergens Diøces, og d. 5te Aug. fik Mag. Bernard for eet Aar af Stavangers Diøces 13 Mkr. Den 11te Auguſt betalte Erkebiſkopen til Mag. Bernard tre Lispund Hvalrostand ſom Grønlands Rumaſkat, hvorfor der udbragtes 6 Sous tournois. Den 20de September udbetalte Biſkop Viljam til begge Nuncier to Aars Rumaſkat af Orknø Diøceſe, 6 £ 5 Sh. Sterling; d. 7de Juni 1328 betalte Mag. Paal i Oslo endnu et Aars Rumaſkat for Oslo Diøceſe med 62 Mk. norſke, ſamt fremdeles den 14de Juni endvidere et Aars Rumaſkat med 56 Mk. norſk. Alt, hvad der oppebares i Rumaſkatten for Norge, udgjorde altſaa 5732 Mk. norſk foruden de nysanførte mindre Summer i franſke og engelſke Penge. Hertil kom endnu 78 Mk. Sterling norſk Vegt, ſom Biſkopen i Orknø udbetalte for de 53 Mk. Sterling, han ſkulde erlegge i Bod fordi han havde tilbageholdt Rumaſkatten, og 50 Mk. Sterl. i Bod for hans Fremferd mod Engelbrecht Lyning. Af de frivillige Legater til det hellige Lands Gjenerobring udbragtes der ikke ſtort i Norge. Den 1ſte Marts 1327 indbetalte Thorkell Erkepreſt heraf 19 Mk. godt Sølv, norſk Vegt; den 15de Septbr. ſ. A. betalte Erkebiſkopen 4 Mk. S. i ſmaa Stykker, og ſenere betalte Lagmanden Guthorm Kolbjørnsſøn 30 Mk. Sølv. Af Annaterne blev dennegang ingen oppeborgne i Norge. De var endnu ikke blevne opkrævede eller inddrevne, idetmindſte veed man at Bernard den 14de Juni beſkikkede Sognepreſterne i Hamar og Eivinderik til at indkræve Annaterne for to Aar i Nordhordland, med Forpligtelſe til ſiden at aflegge Regnſkab derover for Hoved-Undercollectorerne i Bergen lignende Beſkikkelſer have vel og andenſteds været givne[13]. I Sverige beløb Rumaſkatten ſig til 736 Mk. 2 Ører 7 Peninge ſvenſk, 22 Mk. Sølv og 53 ſ. 4 £ Sterling, Legaterne til 41 Mk. Sølv, 3 Mk. 18 Peninge ſvenſk, 2 Ører Guld m. m., og Annaterne 540 Mk. 3 £ ſvenſk, 283 Mk. 2 Øre Sølv. Desforuden fik man her af andre Gaver til Pavens Biſtand 1018 Mk. 7 Øre ſvenſk og 123 Mk. 2 Øre Sølv. — Alt, hvad ſaaledes foruden Sexaarstienden oppebares i begge Lande, var i Alt af Norge c. 1112 Mk. norſk, i Sverige henved 3400 Mk. ſvenſk, tilſammen 6512 Mk., eller med et rundt Tal 1200 £ Sterling, hvilket tillagt de ovennævnte 2170 af Sexaarstienden udgjør 3370 £ St. eller 15165 Spdlr., hvilket nuomſtunder vilde ſvare til det Tidobbelte. Disſe Penge kom dog ikke ubeſkaarne i det pavelige Kammer. Førſt tabtes endeel ved Omvexlingen i andre Myntſorter, dernæſt maatte der vel gives Proviſion for en foreløbig Overſendelſe, der ſkete ved Bertrand de Sueioliis. Endeel af Pengene bleve deponerede, det vil ſige udlaante, i Norge og Sverige, nemlig 20de Auguſt 1328 i Bergen til Bertrand af Sueioliis og Peter af Manhania 1793 Mk. norſk, hvorfor de 1ſte Aug. 1329 ſkulde indbetale til Kamret 1614 Guldgylden; til Ivar Kraak, Borger i Bergen, og Johan af Bordeaux, Guldſmed ſammeſteds, 350 Mk. norſk, hvilke til næſte Aars Jonsmesſe ſkulde udbetales i Bergen med 52 £ 10 Sh. Sterling; til Erling Drottſete 206 Mk. norſk, ſom han næſte Jonsmesſe ſkulde udbetale med 30 £ 19 Sh. 6 Sterling, til Arnauld af Boſones fra Montpellier 200 Mk. norſk, at udbetale ligeledes i Bergen førſtkommende Jonsmesſe 30 £ Sterl., til Arne Chorsbroder i Nidaroos 20 Mk. S., at udbetale ſammeſteds og til ſamme Tid med 3 £ Sterl., til Hr. Olaf, Ridder i Bergen, 23 Mk. norſk, at udbetale ſamme Sted og til ſamme Tid med c. 3 £ St., til Raimund de Lamena af Montpellier, „Kongens Junker“ omtr. 1 £ St., og i Sacriſtiet ved Chriſtkirken i Bergen 13 Mi. Sølv. I Sverige deponeredes ligeledes endeel Penge hos Provſt Thiderik i Nerike, Biſkopen i Skara og Hr. Anund Sture, hvilke alle ſkulde indbetales d. 1ſte Auguſt 1329 til Thorkell Erkepreſt i Oslo. Fra Totalſummen gik ogſaa henved 330 £ St., i Udgift til Reiſen og andre Omkoſtninger, ſaae at den endelige Sum, der kom Kamret til Gode, blev, med Fradrag af disſe, ſamt de øvrige Udgifter, omtrent 3300 £ St., hvoraf omtr. 550 deponeredes i Norge og Sverige, 1000 udbetaltes ſtrax ved Nunciernes Ankomſt til Avignon, og 265 ved Bertrand de Sueioliis; et Aars Tid ſenere indbetaltes ved Peter de Linariis, formodentlig af de deponerede og ſenere indkomne Penge, omtr. 200 £, men alt dette tilſammen udgjør neppe 1500 £ St., altſaa ej engang det Halve af hvad der oprindelig var oppeborget[14]. Til at inddrive det Øvrige, hvoraf intet kom ind til den beſtemte Tid, maatte der da ſenere, ſom vi ville ſee, udſkikkes et nyt Sendebud; men der er dog et ſtort Spørgsmaal, om Altſammen kom ind. I alle Fald vilde dette ikke være noget eneſtaaende Exempel paa at de pavelige Beſkatninger hverken i ſig ſelv vare ſaa tunge eller udſugende, eller ſkaffede Pavens Kasſe de Fordele, man ſedvanligviis foreſtiller ſig.

Forøvrigt ſynes Nuncierne at have gaaet frem med meget Maadehold, og fornemmelig at have afholdt ſig fra al nærgaaende Indblanding i Rigets verdslige Anliggender, ja endog i de ſkarpe Tviſtigheder, der netop under deres Ophold i Norden herſkede mellem Geiſtligheden, nemlig Biſkop Audfinn, og Drottſeten med Hofpartiet.

  1. De nærmere Omſtændigheder ved deres Indkrævnings-Reiſer ſaavelſom deres hele Regnſkab ſees af deres endnu i det pavelige Archiv opbevarede Regnſkabsbog. De forlod Avignon den 14de Sept.; men Havnen, hvor de indſkibede ſig, kan ej ſees, da dette Sted er af Væde udſlettet i Regnſkabsbogen. I Oslo finde vi dem mellem 7de og 27de Febr. 1327, i Hamar den 18de Marts, i Nidaroos Bernard mellem 28de April og 3die Mai, da han gik til Søs til Bergen. I Bergen finde vi ham fra Juni af, med Undtagelſe af Stavanger-Reiſen, der i alt, ſom det heder, varede i 16 Dage, og tiltraadtes den 3die Juni, ſkjønt det ſidenefter meldes, at han den 3die oppebar Tienden af Bergen. Dette kan neppe forklares anderledes end at Pengene ere blevne indbetalte under Reiſen. Den 7de Sept. ſee vi ogſaa Johan af Serone i Bergen, idet han da tilligemed Bernard ſlutter Opgjør med Biſkopen af Orknø. Han var, ſom man ſeer, rejſt fra Hamar tilbage til Oslo, og derfra til Søs til Bergen, medbringende Pengene. I Regnſkaberne gjøres der fuldſtændig Rede for de Penge, der udbetaltes af Biſkopen til Orknø i Bod for Engelbrecht Lyning og til Paveſtolen. Det anføres her, at han ſom Grund, hvorfor han havde tilbageholdt endeel af Rumaſkatten, anførte, at han ej vidſte bedre end at den tilhørte St. Magnus og Magnuskirken i Kirkevaag. Iſtedetfor de 53 Mk. Sterling, han var idømt for Tilbageholdelſen af Rumaſkatten, ſees der at han betalte 78, maaſkee fordi den virkelige Sum og Boden ſloges ſammen. Af Boden for Engelb. Lyning har han udbetalt 25 Mk. til Erkebiſkopen; der er ikke Tale om den anden Halvdeel; den havde vel Engelbrekt faaet ſelv. Hine 25 Mk. ſkulde Erkebiſkopen udbetale til Nuncierne, men blev Summen ſkyldig.
  2. Under Opholdet i Oslo ſendte Johan de Serone, ſom man erfarer, to Gange Brev til Tunsberg for ſom det heder „at faa den afg. Cantſler Bjørns (Beronis, rettere Bjarnes) Legat udbetalt“; her maa Bjarne Audunsſøn være meent. Tienden og Rumaſkatten for Skara oppebares d. 12te Decb. for Veſteraas d. 23de Decb. 1327, for Uppſala d. 8de Januar 1328 (om Modtagelſen af Tienden for Uppſala handler ogſaa Dipl. Sv. 2650), for Strengnes d. 21de Januar, for Linkøping d. 11te Februar og for Vegſjø d. 24de Februar. Der nævnes ved denne Lejlighed, at under Krigen Aar 1318 „mellem de Danſke og Tydſke og de Svenſke“ havde nogle Ransmænd fra Danmark eg Tydſkland d. 3die Mai med væbnet Haand ſat ſig i Beſiddelſe af Kirkens Nøgler, opbrudt Kiſterne i Sakriſtiet, og røvet af de der opbevarede pavelige Tiendepenge 175 Mark 15 Peninge ſvenſke. — Tienden fra Finland hævedes ſenere, 1ſte Mai 1328, af Nunciernes Fuldmægtig, Predikebroderen Gotſkalk, ſom de ſendte derover, og man fik den kun for et Aar, da det øvrige havde været taget af de Vantro (Rusſerne), formodentlig ved Overfaldet i 1318.
  3. See Brevene i Dipl. Sv. No. 2675 og 2730. Det førſte Brev er Kong Magnus’s Qvittering af 16de Auguſt 1328, hvori nøjagtigt opregnes, hvor meget der for hver enkelt Biſkopsſtol var indkommet, aldeles ſtemmende med Regnſkabsbogen. Det andet er egentlig det Tillæg, hvormed Johannes de Serone, ledſager en af ham ſelv i Avignon d. 17de Juli 1329, formodentlig ved Regnſkabets Afſlutning, udſtedt verificeret Copi af hiin Qvittering.
  4. See Brevene i Bartholiniana, E. 249—252, hvoraf Uddrag meddeles af Suhm, XII. Ifølge disſe udnævnte Nuncierne d. 14de Juli i Oslo de tre bergenſke Chorsbrødre, Haakon Erlingsſøn, Salve Ivarsſøn og Søn Arnesſøn Hviit, og d. 6te Aug. ſammeſteds den føromtalte Raimund af Lamena, Junker Arnauld af Boſones, Kjøbmand i Montpellier, og Kjøbmanden Peter de Linariis, til at indkræve de pavelige Reſtancer.
  5. Den eldſte af de forhaandenværende Taxtfortegnelſer er viſtnok ikke eldre end omtrent Midten af det 15de Aarhundrede, men det er tydeligt at ſee, at den er en i det Væſentlige uforandret Afſkrift, ligeſom man og ſeer, at de ſenere ingen væſentlige Forandringer indeholde. Til Sammenligning kan her følgende Karter for de ſvenſke og danſke Biſkopsſtole anføres: Uppſala 1000, Veſteraas 250, Strengnes 266⅔, Linkøping 660, Vegſjø 50, Skara 470, Aabo 200, Lund 4000, Roeskilde 1000, Odenſe 150, Børglum 66⅔, Ribe 120, Slesvig 1000, Reval 300. Derimod vare Rouen i Normandie og Wincheſter i England anſatte hver til 12000, Canterbury og York i England, Køln og Mainz i Tydſkland hver til 10000, Trier til 10000 à 6000, Durham i England til 8000, Sens i Frankrige til 6000; overhoved var kun de færreſte engelſke og franſke under 1000.
  6. En Notarialcopi af Qvitteringen, udferdiget i Hamar d. 18de Marts, findes i Dipl. N. II. 162. Her opregnes de enkelte Pengeſorter meget omſtændeligt, i Regnſkabsbogen kortere, idet flere mindre Summer ere ſlaaede ſammen til een, men Totalſummen er den ſamme. Hvad nu forreſten Courſen angaar, da ſeer man af Regnſkabet, hvad der og ligger i Sagens Natur, at den var mindre fordeelagtig ved ſenere Omvexlinger, end ved den oprindelige Beregning; ſaaledes fik Nuncierne ved Omvexling ej mere end 3 Sh. Sterling for en Mk. norſke myntede Penge, medens den egentlig, efter Forholdet mellem Sølv og Mynt 4 : 1 ſkulde udgjøre 3⅓ (1 £ Sterling udgjorde nemlig 1½ Mk.).
  7. Dipl. N. IV. 171. Ogſaa Biſkop Audfinn havde haft Ubehageligheder med en af ſine Undercollectorer, Chorsbroderen Jon Arnesſøn Hviit, der var kommen 300 Mk. til kort i ſit Regnſkab; men han gik ſtrengt frem mod ham, ſuſpenderede ham ved Brev af 23 Febr. 1326 fra ſit Beneficium, indtil han ſkaffede alt tilveje, og maa derved have drevet ham til at gjøre Rede og Rigtighed, ſiden alt var i Orden ved Overleverelſen til Nuncierne. (Dipl N. V. 74). Dette hindrede dog ikke disſe fra ſiden at udnevne ham til Undercollector, ſ. o. S. 96.
  8. Reſtancerne, ſiges der udtrykkeligt, ſkyldtes af Kirkerne i Valders og Haddingedal ſamt Otro- eller Setersdalen. Til Inddrivelſe beſkikkedes Provſterne paa Thorpe og i Valdres.
  9. Pantſettelſesbrevet af ſ. Dag findes i Barthol. E. 149.
  10. I Regnſkabsbogen heder det for hver enkelt Biſkopsſtol, efterat de modtagne Summer ere angivne: „Halvparten deraf udbetaltes til Kongen“, og dette kunde ved førſte Øjekaſt berettige til den Slutning, at Halveringen ſtrax fandt Sted. Da det imidlertid for Sveriges Vedkommende er viſt, at Udbetalingen af Kongens Halvdeel ej fandt Sted førend i Baagahuus til Hr. Ivar, kan man af denne Ordning af Regnſkabspoſten intet beſtemt ſlutte. Men hvad der viſer, at Afgivelſen af den kongelige Halvdeel i Norge maa være ſkeet ſuccesſivt, er den Omſtændighed, at det udtrykkeligt heder om Biſkopen af Orknø, at han ſelv paa en og ſamme Dag betalte Nuncierne 36 Mk. Sterl., og Erkebiſkopen paa Kongens Vegne ligeſaa meget. Naar denne Afgivelſe ſkete ſtrax, da er det og det ſandſynligſte, at det ſamme var Tilfeldet med de andre. Den kgl. Halvdeel for Oslo overleveredes ſaaledes formodentlig til Biſkop Hallvard i Hamar ſamtidigt med Halvdelen for hans egen Biſkopsſtol, og dette var vel Aarſagen til, at Nuncierne netop d. 18de Marts i Hamar udſtedte verificeret Copi af de osloiſke Undercollectorers qvitterede Regnſkab. (Ovenanførte Brev Dipl. Norv. II. 162). Kongens Halvdeel for Nidaroos modtoges vel paa lignende Maade af Erkebiſkopen den 1ſte Mai 1327, for Bergen af Audfinn, 3die Juni ſ. St., for Grønland, Stavanger og Orknøerne af alle de tre de i Anl. af Conciliet forſamlede Biſkoper.
  11. Dipl. Norv. IV. 183. Som hendes Fuldmægtig optræder her Thorgeir Tovesſøn, Klerk.
  12. Saavel ved denne, ſom ved de her nedenfor fremſatte Beregninger have vi ej lagt an paa nogen indtil det yderſte gaaende Nøjagtighed, hvilket vilde lede til for ſtor Vidtløftighed: den omtrentlige Beregning er tilſtrækkelig. Vi have reduceret Summen til B St., iſtedetfor at Regnſkabsbogen omſider henfører alt til Guldgylden, efterſom hiin Pengeſort endnu er brugelig og tillige mere bekjendt for de fleſte Læſere.
  13. Dipl. N. IV. 175. De forekomme ſenere i Petrus Gervaſii Regnſkab af 1334.
  14. Om Maaden, hvorpaa Pengene førtes fra Sted til andet, indeholder Regnſkabsbogen flere ret merkelige Notitſer. Om den Forſigtighed man maatte anvende for at undgaa Overfald i Sverige, er forhen talt. I Nidaroos, 24de April 1327, kjøbte Bernard to Kasſer og noget groft Klæde, til Opbevaringen af Tiendepeningerne; med disſe reiſte han da ſiden til Bergen, hvor han, formodentlig ved Reiſen til Stavanger, lod dem indſette til Forvaring i Erkebiſkopsgaarden. Siden lod han dem (for 2 ſh Sterling) bære over til Sacriſtiet i Chriſtkirken. Derpaa kjøbte han for 1 Mk. norſk fem Dunke (lagenæ), hvor han lod de ſamme Penge nedlegge, til Afſendelſe med Bertrand af Sueioliis. Med ham ſendte han og 1 Mk. norſk i Kobber, for at Kæmereren derved kunde vide, hvor meget en norſk Mark vejede.