Åpne hovedmenyen

Disſe Stridigheder, hvis Begyndelſe vi allerede have ſeet, blusſede nemlig, at dømme efter de os opbevarede Data, juſt nu op igjen med megen Bitterhed, og antog en temmelig foruroligende Charakter. Hertil bidrog det viſtnok meget, at Hoffet med Kongen og Drottſeten — hvad man næſten med fuldkommen Sikkerhed kan antage — tilbragte den hele Tid lige fra Conciliets Ophør i September 1327 til ſidſt i Marts eller førſt i April 1328 i Bergen[1], hvor altſaa begge Hoved-Modſtanderne, Drottſeten og Biſkop Audfinn, dagligt kunde iagttage hinandens Skridt, og hvor der følgelig ogſaa hver Dag var Anledning til heftige Ordvexlinger og Mundhuggerier, om ej ikke altid mellem dem ſelv, ſaa dog imellem deres Tilhængere. Det lader beſynderligt, at Drottſeten netop nu ſkulde velge at lade Regjeringens Sæde forblive ſaa længe i det afſidesliggende Bergen, da det kunde ſynes, ſom om Begivenhederne i Danmark og Sverige netop maatte opfordre ham og de øvrige Raadende til at holde ſig disſe Begivenheders Skueplads nærmere. Men det kan neppe betvivles, at de Foranſtaltninger med Henſyn til Hertugindens Gods, hvorover Hertug Knut, ſom vi have ſeet, var ſaa misfornøjet, have ſtaaet i den nøjeſte Forbindelſe med, ja maaſkee endog været Hovedaarſag til dette forlængede Ophold af Hoffet i Bergen, thi dette Gods, ſom hun ved ſit Giftermaal vel har fordret udleveret, da hun nu agtede at forlade Norge for ſtedſe, og ſom Knut paaſtod at Regjeringen uretteligen havde berøvet ham og hans Huſtru, ſees netop fornemmelig at have ligget idet Bergenſke, og temmelig vidtløftige Forhandlinger derom at have fundet Sted, der dog neppe ledede til noget for Knut gunſtigt Reſultat, da Godſet ej førend efter Knuts Død blev tilbagegivet[2]. Fremdeles maa man formode, at den myndige Audfinn ſaa tydeligt har lagt ſin Henſigt, at forfølge de paa Conciliet vundne Fordele, for Dagen, og at Spendingen allerede kort efter Conciliets Opløsning er bleven ſaa ſtor, at Drottſeten ikke godt kunde komme bort, men maatte forblive i Bergen indtil Videre for at Biſkopen ej ganſke ſkulde voxe ham over Hovedet. Vi kjende neppe alle de Punkter, hvorover der blev ſtredet. Saaledes er det ej uſandſynligt, at der endnu har været udvexlet mange Ubehageligheder i Anledning af de kongelige Klerkers Forhold til Kirken, efterſom der findes Spor af, at de, uagtet den mellem Biſkopen og Magiſter Capellarum afſagte Dom, dog fremdeles, naar Lejligheden gaves, have ſøgt at unddrage ſig fra at viſe Kirkens Formænd den ſkyldige Lydighed[3]. Endvidere torde det hende, at den langvarige Tviſt mellem Chorsbrødrene ved Chriſtkirken og Predikebrødrene endnu ej ganſke var endt (ſee nedenfor), og at Hoffet har taget Parti med de ſidſte. Hvad vi vide om Striden mellem Biſkop Audfinn og Hoffet, vedkommer kun et enkelt, forholdsviis mindre betydeligt Punkt, men Maaden, hvorpaa der endog blot herom blev ſtredet fra begge Sider, viſer os nokſom, hvor oprørte Gemytterne var mod hinanden, og hvor lidet der manglede i at et aabenbart, voldſomt Sammenſtød ſkete. Det havde, ſom bekjendt, allerede meget længe, ſandſynligviis lige ſiden Bergen kom til nogen Velmagt, været Skik og Brug, at Gaard- og Huus-Ejerne bortlejede ſtore Partier af deres Gaarde, navnlig hvad der laa nærmeſt Bryggen og indeholdt Pakbod-Rum, til de fremmede Kjøbmænd; ja Gaardene vare endog fordetmeſte opførte med ſtadigt Henſyn dertil, ſaa at den Deel, der laa paa den nedre Side af Gaardspladſen, ved Bryggen, var beſtemt til Udleje paa denne Maade, medens Ejeren, ſom det ſynes, forbeholdt ſig ſelv til Beboelſe, hvad der laa paa den øvre Side af Gaardspladſen, og vendte ud mod Øvreſtrædet; derfor bære og, ſom bekjendt, de ſaakaldte Stuer ved Bryggen endnu tildeels Navn efter de Stormænd, ſom ejede eller havde opført dem i det 13de Aarhundrede, og fra hvis Arvinger de omſider kom over i Kjøbmændenes eget Eje. Lejen af disſe Gaarde ſynes og at have udgjort om ej Hoved-Indtægten, ſaa dog en væſentlig Indtægt for Ejerne; de fleſte var, ſom man af flere Antydninger kan ſlutte, overmaade ſtore og indeholdt en Mængde Rum; mange var vel endog ligefrem byggede paa Speculation. Nu fulgte det af de almindelige Grundſetninger for Tiende-Ydelſen, at der af denne, ſom af al anden retmesſig Indtægt, ſkulde betales Tiende, og den ſkal ogſaa en Tidlang have været betalt. Men hvad enten nu Huusejerne havde befundet, at den var for højt beregnet, og derfor vægret ſig for at betale ſaa meget ſom Geiſtligheden fordrede, eller, hvad der næſten ſynes rimeligere, at Biſkopen har udfundet, at den hidtil havde været ſat for lav og derfor villet forhøje den, medens Huus-Ejerne vægrede ſig ved at gaa ind herpaa, eller maaſkee endog, at det hidtil virkelig for en Deel har lykkets endeel HuusEjere at unddrage ſig den i det Væſentlige: ſaa meget er viſt, at der om Høſten og Vinteren 1327—1328 herſkede ſtort Røre om den Sag, og at Striden blev dreven til det Yderſte. Og betegnende for Stridens Charakter er det tillige, at den, ſom det lader, tog ſin Begyndelſe med Fehirden i ſelve Kongsgaarden, den før omtalte Svein Sigurdsſøn, ogſaa kaldet Svein Klerk, Drottſetens Ven, og ſandſynligviis Paarørende. Denne Svein, ſkrev Audfinn ſiden til Erkebiſkopen, havde allerede længe vægret ſig ved at betale Tiende af ſine Gaarde i Bergen, „ſkjønt den dog ſtedſe havde været betalt og betaltes endnu af de bedſte Mænd med god Greidſkab og Kjærlighed uden Modſigelſe“. Hvergang vi, ſagde Biſkopen, talte eller lod tale til ham om denne Sag; ſvarede han at han aldrig havde betalt og aldrig ſkulde betale Tiende af ſine Gaarde. Da nu Biſkopen beredede ſig til at bruge de kirkelige Tvangsmidler imod ham, bragte han, ſom Audfinn udtrykker ſig, hele Byen paa Ferde mod Biſkopen og Kirken med ſtor Samblæſt, og fik ogſaa Drottſeten og Guthorm Lagmand til at tage Deel deri. Dette har da, ſom man ſeer, beſtaaet deri, at han, beſkyttet af Drottſeten og Lagmanden, ja vel endog efter deres Tilſkyndelſe, har gaaet om til alle Huusejerne i Byen og faaet dem til at indgaa en Forening om, i Fællesſkab at modſette ſig Biſkopens Fordringer, hvilke, hvorledes de nu end have været fremſatte, dog maa have indeholdt noget Nyt eller været fremførte paa en Maade, der kunde give noget at henge ſig ved. Svein Klerk og de, der holdt med ham, havde, ſiges der, mange Sammenkomſter hos Predikebrødrene — et temmelig ſikkert Tegn paa at disſe have haft fælles Interesſe med dem i at gjøre Biſkopen Modſtand — og ſammenkaldte dertil alle Herremænd og Huusbønder, ſom da fandtes i Bergen. Paa et af disſe Møder ſkal Lagmanden Hr. Guthorm endog have yttret, at Biſkoperne og Chorsbrødrene nok ikke vilde ende, førend man havde gjort dem et ſaadant Spil ſom Borgerne i Lübeck tidligere havde gjort mod Biſkop Burchard og hans Capitel, hvilke de jagede bort fra Byen, og rev deres Huſe ned[4], ſom Aarſag hertil ſkal man udtrykkeligt have nævnt, at de krævede ſtørre Tiende end tilbørligt, ihvorvel Aarſagen var en ganſke anden. Det blev endelig beſtemt med gjenſidigt Haandſlag, at ingen Tiende ſkulde betales, kun en ſaakaldet Godvilje eller frivillig Ydelſe: dette blev bekræftet ved et Brev under de fleſte Huusbønders Segl, og Kongens og Drottſetens Stadfeſtelſesbrev krævedes derpaa. Men denne fik de ikke, hvad enten nu Drottſeten ſelv fandt Betænkelighed derved, eller hvad der er rimeligſt, og hvad man fra førſt af kunde have forudſeet, at Cantſleren negtede at ſette det kongelige Segl under et ſaadant Document. Følgen heraf var, at de andre, der allerede havde beſeglet Brevet i Haab om hiin Bekræftelſe, nu bleve bange for at compromitteres derved, og hver for ſig reev ſit Segl fra. Hertil bidrog det og vel meget, at Biſkopen nu havde ſagt, at han agtede at gaa alvorligt frem i denne Sag, og benytte alle de kirkelige Tvangsmidler mod Svein, der ſtod til hans Raadighed, begyndende med mildere Paamindelſer, og ſluttende med Excommunication. Derved blev Svein noget forknyt, og indfandt ſig hos Biſkopen for at komme til Forligelſe med ham, men tilbød dog for det førſte kun en ſaadan godvillig Ydelſe, ſom han ſelv fandt for godt, ingen egentlig Gaarde-Tiende. Om Biſkopen modtog dette Tilbud eller ej, kan man ikke med Beſtemthed ſee; han ſiger kun i den Beretning, han ſenere indſendte til Erkebiſkopen om denne Sag, at det „kom ſaavidt at Svein enedes med ham“, og derpaa blev løſt af Bannet. Formodentlig har han da i det Væſentlige føjet ſig efter Biſkopens Fordringer, om maaſkee end ikke den Ydelſe, hvortil han forbandt ſig, udtrykkeligt blev kaldet Tiende[5]; thi hans Underkaſtelſe betragtedes af de Andre ſom et Frafald og vakte ſtor Forbittrelſe. Der blev i den Anledning holdt en Hirdſtevne i Kongsgaarden, hvor de ſtadfeſtede mellem ſig, at hverken Tiende eller anden Kirkens Rettighed herefter ſkulde ſøges under Banns Tvang — egentlig kun en Gjentagelſe af den 11te Artikel af Overeenskomſten mellem Kongen og Erkebiſkopen af 1291, fornyet og ſtadfeſtet 1308 eller 1309[6] — og Guthorm Lagmand vilde endog have dømt Svein ſom Ubodemand, altſaa ſom Landsforræder, fordi han havde indgaaet Forliig med Biſkopen, medens Gulathings-Lagmanden Baard Petersſøn[7] og de øvrige tilſtedeværende Lagmænd, der ej vilde gaa ſaa vidt i deres Strenghed, dømte ham til den ſedvanlige Brevebrudsbod (d. e. for Overtrædelſe af kongelig Forordning) af 18 Ertoger og 13 Mkr. Svein, der altſaa befandt ſig, ſom man ſiger, mellem en dobbelt Ild, blev derved atter ſkræmmet over paa den anden Side, og erklærede paany, tilligemed flere af dem, der fulgte hans Exempel, ingen Gaarde-Tiende at ville yde. Blandt disſe Tilhængere var formodentlig og den anſeede Gaarde-Ejer Svein, efter den Gaard, hvori han boede, ſedvanligviis benævnt „Svein i Griſen“[8], thi ogſaa om ham vide vi, at han udtrykkeligt vægrede ſig ved at betale Tiende af ſine Gaarde, og at Biſkoppen førſt ved Advarſler ſøgte at bringe ham paa andre Tanker, men omſider, da dette ikke frugtede, ved Brev af 28de Januar 1328 lod ham ſette i Bann, hvilket da og havde den Følge, at han ydmygede ſig, betalte ſin Gaarde-Tiende til Biſkopens Ombudsmænd, og derpaa løſtes af Bannet ifølge Biſkopens Skrivelſe af 8de Februar 1328[9]. Formodentlig have vi i de tilfældigviis opbevarede Breve, der vedkomme hans Sag, fuldkomne Afſpejlinger af dem, der rettedes imod hans mægtigere Navne, Fehirden, endog hvad Dateringen angaar. Biſkopen tabte imidlertid ikke Modet, og lod blandt andet de paa ſidſte afholdte Concilium vedtagne Beſtemmelſer, der ſærſkilt vedkom denne Gjenſtand, overſette paa Norſk, formodentlig, ſom det her var foreſkrevet (ſ. o. S. 89), for at optegnes paa en Tavle og ophenges til almindeligt Efterſyn. Men Drottſeten dulgte ingenlunde ſin Harme, og ſagde blandt andet engang, da han kom for at underſtøtte Svein Klerk, udtrykkeligt i Chorsbrødrenes Nærværelſe, at Biſkoperne nok ikke vilde holde op, førend man gjorde dem en ſaadan Leeg, ſom man havde gjort med Erkebiſkopen Jon, — en Gjentagelſe af den Truſel, Guthorm Lagmand tidligere havde fremført. Det er let at begribe, at Forholdene mellem Drottſeten og Cantſleren var yderſt ſpendt, og at denne havde mange Ubehageligheder at døje fordi han negtede at ſette Rigsſeglet under mange af de Breve, Drottſeten vilde have udſtedt, og Lagmændene i Raadet vilde derfor intet heller end at Seglet blev ham det berøvet, og at de fik Raadighed derover, ligeſom før. I dette Øjemed ſøgte de idelig at bringe ham i de ſtørſte Forlegenheder. Saaledes negtede de at ſkaffe ham de nødvendige Penge til ſine Embedsreiſer. Paa en Reiſe til Sogn og tilbage til Bergen, uviſt i hvilken Henſigt, maatte han holde ſig ſelv, og da han ſiden ſkulde følge med Hoffet paa Reiſen øſtover til Viken i Marts eller April, og til den Ende hos Fehirderne krævede, hvad han behøvede dertil, vilde de intet udbetale ham, og paaſtod fremdeles, at han ſkulde reiſe paa egen Bekoſtning. Naar han paa den Maade, meente man, blev dreven til det mødte„ maatte han vel omſider træde ud af Raadet og give Seglet tilbage. Dette opnaaede hans Modſtandere dog ikke, thi han holdt ſig, trods alle Ubehagelig heder, paa ſin Poſt. Det forſtaar ſig, at Biſkopen udførligt berettede alt dette til Erkebiſkopen, og bad ham om hans Raad; han bad ham derhos udtrykkelig at hitte paa en Udvej, hvorved det blev muligt, over hele Nidaroos Provinds at gaa frem i denne Sag paa en og ſamme Maade[10]. Dette viſer, at lignende Stridigheder ogſaa maa have herſket andenſteds i Norge, om endog Audfinn, hvad man tydeligt kan ſee, egentlig var den, der ſtillede ſig i Spidſen for Geiſtligheden, i ſit Hjerte meget utilfreds med Erkebiſkopen, hvis Maadehold og Mildhed heller ikke i dette Anliggende ſynes.at have forladt ham, efterſom der ej findes mindſte Spor af nogen Misſtemning mellem ham og de raadende Lægmænd. Erkebiſkopen var desuden nu bleven rammet af et Stød ſaa haardt, at det ganſke maa have optaget hans Sind og gjort ham uſkikket til at tænke paa andet for længere Tid. Den herlige Chriſtkirke i Nidaroos, nu maaſkee ferdigbygget og kneiſende i fin hele Pragt, blev nemlig den 4de April næſten ødelagt ved en Ildebrand. „I have viſt“, ſkrev Erkebiſkopen ſiden til Audfinn, og ſandſynligviis og til de øvrige Biſkoper, „allerede hørt om det ulykkelige Tilfælde, der ſaa uventet indtraf i Nidaroos anden Paaſkedag, da Chriſtkirken, ſom man kunde kalde dette Lands Krone og Stolthed — ja endnu fleres, formedelſt den hellige Kong Olafs Glands og Verdighed — kom i Brand, ſaa at ej alene Træverket uden- og indenom fortæredes, men endog Steenſtolper og Klokker med mange andre dyrebare Sager, Billeder og Steenbuer oppe og nede; og vi kunne vente at der ſkeer end ſtørre Skade, hvis der ej kommer hurtig Hjelp“. Det faldt af ſig ſelv, at Erkebiſkopen opfordrede alle Troende over hele Riget til at yde Biſtand ved Gaver o. a. d., og det er viſt nok, at Kirken blev iſtandſat, men Eiliv oplevede ej at ſee den færdig, og det er et ſtort Spørgsmaal, om den efter Iſtandſettelſen blev ſaa ſmuk, ſom den forhen var. Og i alle Fald maa denne Ildebrand kaldes en National-Ulykke, og har neppe undladt at vekke ſtor Bedrøvelſe rundt om i Landet[11].

Hvorledes det omſider løb af med Tiende-Striden, erfares ikke udtrykkeligt, men ſaavidt man af andre Omſtændigheder kan ſlutte, ſynes den efterhaanden at have lagt ſig af ſig ſelv, idet man fra begge Sider har frygtet for at lade det komme til det Yderſte. Desuden er det umiskjendeligt, at den alene blev dreven med ſaa megen Heftighed, fordi man gjorde den til et Parti-Spørgsmaal, idet man ſatte den i Forbindelſe med den Strid, ſom inden Raadet herſkede mellem Drottſeten og Cantſleren. Da denne førſt var bilagt — og bilagt maa den dog være bleven, ſiden man ſeer baade Cantſleren og Drottſeten at vedblive i deres Embeder, medens man heller ikke finder at Svein Fehirde atter blev excommuniceret[12], — maatte Tiendeſtriden tabe i Interesſe, iſærdeleshed da de politiſke Begivenheder i Danmark og Sverige nu upaatvivleligt gav Drottſeten og vel tildeels Cantſleren andet at tænke paa. Derhos havde det viiſt ſig, at om det end kunde lykkes Biſkopen at drive ſin Trods mod de verdslige Herrer igjennem, virkede dog Striden i Længden til at undergrave hans Autoritet ogſaa i Landsbygderne, og at det derfor maatte være raadeligere at holde Fred, om end mod nogle ubetydelige Opoffrelſer. Saaledes erfarer man af et Brev, han d. 25de Juli 1328 ſkrev til Sogningerne, og et andet af 8de Mai 1329 til Nordhørderne, at flere, ſom havde ført et ſlet Levnet, alligevel ikke vilde underkaſte ſig Skrifte af Biſkopens Befuldmægtigede, Hovedpreſten paa Stedje, Thore Fredriksſøn og Hovedpreſten paa Hamar, Sira Peter, hvorfor han nu bemyndigede begge til at anvende Banns Tvang, om nødvendigt var. I et Brev til Indbyggerne af Firdafylke klagede han over, at de ej vilde yde Tiende af Nødder, hvilket altſaa paa den Tid maa have udgjort en Erhvervs-Artikel hos dem. Ogſaa her overdrog han ſine Provſter at ſøge de Ulydige efter Chriſtenretten og Kirkens Lov[13]. Det kan neppe tvivles om, at han har ſejret, men en ſaadan Stemning hos Landbefolkningen, ſom den, der nu havde viiſt ſig, maatte vel forekomme ham noget betænkelig. Fremdeles ſees det, at Audfinn ogſaa laa i Strid med Abbeden og Kloſtret paa Halsna om den aarlige Afgift til Biſkopsſtolen, der kaldes Kathedraticum, og om Tiende-Udredelſer. Alt dette viſer, at Audfinn ej har været at ſpøge med, men heftigt har ſtaaet ſaavel paa Kirkens ſom ſin egen Ret. Nu er det vel muligt, at hvis vi havde været i Beſiddelſe af Copi— eller Regeſt-Bøgerne for de øvrige Biſkopsſtole, ligeſom vi have den for Bergens i Arnes, Audfinns og dennes Efterfølgers Tid, vilde vi ogſaa der have forefundet Breve, der melde om ſtørre eller mindre Tviſtigheder, og vidne om en ivrig Paaſtaaen af Kirkens virkelige eller foregivne Ret ligeoverfor Læge, ſaaat vi ej af den Omſtændighed alene, at vi gjennem den bergenſke Copibog har Beſked om mange af Audfinns Stridigheder, bør uddrage den Slutning, at han var trættekjærere og paaſtaaeligere end de øvrige Biſkoper. Men der ere andre Omſtændigheder, ſom vidne derom, denne, at han aabenbart førte Ordet, naar det iſær gjaldt at gjøre Kronen Modſtand, og at Erkebiſkopen øjenſynligt fandt ham altfor paagaaende, og kun gav ham ſaa meget Medhold, ſom hans Stilling nødvendigviis fordrede, ja endog, ſom det lader, under al tilſyneladende Høflighed, ikke ſjelden ſtod paa en meget ſpendt Fod med ham. Dette aabenbarer ſig i en Tviſt, ſom Audfinn endnu næſten i ſine ſidſte Levedage havde med Erkebiſkopen, nemlig Beſettelſen af Dale Kirke paa Luſter i Indre Sogn. Denne havde i 1329 ſtaaet ſaa længe ledig, (nemlig over et halvt Aar) at Beſettelſen ifølge den lateranſke Concilium Statuter tilfaldt Metropolitanen, og i Medhold deraf bortgav Erkebiſkopen den i October til en af ſine Chorsbrødre, ſamt meldte dette ſtrax efter til Audfinn med Bøn om, at han vilde oplade Kirken til denne, naar han indfandt ſig. Men hertil ſvarede Audfinn, at han gjerne ſkulde have føjet ſig efter hans Ønſke, hvis han ej allerede i September, paa ſin Viſitatsreiſe i Sogn, havde bortgivet Kirken til en af ſine egne Klerker, der havde ſtuderet i Cambridge; Erkebiſkopen, ſagde han, var desuden feil underrettet, naar han troede at Dale Kirke allerede havde ſtaaet ledig i mere end et halvt Aar, thi den forrige Beſidder havde førſt indgivet ſig til Reſignation d. 13de Auguſt[14]. Gud veed, ſiger han, at vi ville og ſkulle ligeſaavel herefter ſøge Eders Heder, ſom vi hidtil have ſøgt den, og overholde den ubeſkaaret, vor egen og vor Kirkes Ret uſkat, og Gud forlade dem, ſom ville udſaa Tvedragt mellem os. Vi bede Eder, ej at gjøre Ophevelſer over denne Sag, thi Eders Tiltale har, hvis Ret ſkal fare frem, liden eller ingen Grund. Men kunde det falde ſig ſaaledes ſom I talte ved os i Sommer i Tunsberg om, at en eller anden Ven af Eder tækkedes et Beneficium hos os ſom vi kjende, raade for, da ville vi gjerne heri opfylde Eders Vilje, ſaavidt vi kunne det efter Loven[15]. Men ſamtidigt med denne høflige og forſonlige Skrivelſe indgav han til Erkebiſkopen ſelv en Skrivelſe, hvori han appellerede Sagen for Paven, og brugte temmelig alvorlige Udtryk, idet han erklærede ſig „mod Gud og Retferdighed forurettet i en uhyre Grad“, og paaſtod at Erkebiſkopen, tilſkyndet af Sandhedens Fiende, havde tilſideſat den lovlige Fremgangsmaade, baaret ſig heel urigtig ad, og „brugt ſin Sigd paa fremmed Ager“. Erkebiſkopen ſvarede i en meget forſonlig Tone, men beviiſte ved Citater af den canoniſke Ret, at Audfinn havde taget Feil, og at Vacancen maatte regnes fra en meget tidligere Tid, ſaaat nu et heelt Aar var hengaaet: han vilde, det ſkulde Gud vide, langt fra ikke tilrive ſig Biſkopens Ret, hvilken han jo endog var pligtig at forſvare mod uretfærdige Angribere, men naar han erfarede hiin lange Vacance, kunde han dog heller ikke undlade at opfylde ſin Pligt, at forebygge, at Kirken ſtod for længe ubeſat. Kunde ellers Biſkopen belære ham bedre og ſandere herom, ſkulde det være ham kjært, og han bad Audfinn indſtændigt om at ordne Sagen paa en Maade, ſom begge kunde være tjente med[16]. Formodentlig blev det da ved den af Erkebiſkopen trufne Beſtemmelſe. Men det maa dog ſiges til Audfinns Roos, at det ſpendte Forhold, hvori han ſtod til Drottſeten og tildeels til Erkebiſkopen, dog ikke ſynes at have afholdt ham fra at udføre den ham overdragne Beſtilling ſom en af dem, der paa Kronens Vegne modtog Halvdelen af Pavetienden, med Iver og Redelighed. Det kommer her rigtignok an paa, om ikke maaſkee Kronen allerede tidligere havde faaet et Forſkud af Geiſtligheden, og det, der kom ind fra Collectorerne[17], nu derfor kun tjente til Gjenbetaling af dette, thi i ſaa Fald vilde alene Henſyn til egen Fordeel have været tilſtrækkelig til at fremvirke den ſtørſte Iver hos Modtagerne.

Til Audfinns ſenere Aar henhører og, ſom det lader, et Forliig, der ved Voldgift afſluttedes mellem Chorsbrødrene ved Chriſtkirken i Bergen og Predikebrødrene, og hvorved der da omſider blev gjort Ende paa de idelige Tviſtigheder mellem begge Parter. Dagen og Aaret, naar Forliget kom iſtand, angives vel ej[18], men man ſynes af den Omſtændighed, at Hofmændene og Gaardejerne, der ej vilde yde Gaarde-Tiende, holdt ſine Sammenkomſter hos Predikebrødrene, ſom ovenfor nævnt, at kunne ſlutte, at Forholdet mellem disſe og Seculargeiſtligheden paa den Tid endnu var meget ſpendt, og følgelig at det Forliig, hvorom her er Tale, da endnu ikke var ſluttet. Blandt de forſkjellige i Forliget faſtſatte Punkter, hvoraf enkelte ere ubetydelige nok, f. Ex. om en Vej mellem Predikerkloſtret og Biſkopens Nauſt, og om de Chorsbrødrene tilhørende Huſe paa Chriſtkirkegaarden, fra hvis Priveter Ureenligheden flød ned i Predikebrødrenes Have, hvilken Ulempe Chorsbrødrene nu maatte afhjelpe. Af de øvrige ere disſe de merkeligſte: at begge Parter ej ſkulde forſtyrre hinandens Begravelſer og Sjælemesſer, at Predikebrødrene ſkulde reſpectere de Bannſettelſer, ſom Bergens Biſkop eller hans Official forkyndte, og ikke ſtyrke den bergenſke Kirkes Fjender eller virke til dens Skade, ſaafremt Biſkopen eller Chorsbrødrene ikke tilføjede Predikebrødrene nogen Uret; derhos ſkulde de ſidſte i ſine Predikener og naar de hørte Skriftemaal opmuntre og tilholde Folket, retteligen at yde Tiende: endelig ſkulde alle hidtil ſtedfundne Tviſtigheder være for evigt endte, glemte og neddysſede, ligeſom ogſaa Predikebrødrene forbandt ſig til, i Løbet af næſte Sommer at ſkaffe Provincialpriorens Bekræftelſe paa Forliget, hvilken formodentlig og er indløben, da man ej finder Spor af at Tretten herefter fornyedes. Biſkop Audfinn døde kort efter at han havde haft den ovenomhandlede Tviſt med Erkebiſkopen, nemlig i Aaret 1330, uviſt hvad Dag[19], og det kan neppe ſlaa Fejl, at Drottſeten og de verdslige Magthavere ved hans Død følte ligeſom en Sten lettet fra Hjertet. Hans Eftermand var Magiſter Haakon Erlingsſøn, en af de tre bergenſke Chorsbrødre, ſom de pavelige Nuncier før ſin Bortgang fra Norge havde udnævnt til Undercollectorer. Haakon blev valgt endnu i 1330, men, uviſt af hvad Grund, ikke indviet førend i 1332[20]. Af en heel Deel Privatbreve fra ham, der endnu ere opbevarede[21], og ſom idet Følgende ville blive omtalte, ſeer man, at han maa have ſtaaet i nøje og venſkabelig Forbindelſe med Drottſeten og hans hele Huus, ja det lader næſten til at han har haft nogen Opſigt med hans Søn, den unge Bjarnes, Opdragelſe, ligeledes ſees han at have ſtaaet paa den bedſte Fod med Hoffet. De ſamme Breve, der fordetmeſte ere ſkrevne paa Norſk, vidne om, at han holdt ſit Modersmaal i Ære, og forſtod at ſkrive det ſmukt og reent, medens man af de latinſke Breve ſeer, at han heller ikke manglede Ferdighed i at behandle dette, en Ferdighed, han vel havde erhvervet ved Studier udenlands, hvorom og hans Titel „Magiſter“ ſynes at vidne. Samme Aar, ſom Audfinn, døde hans fordums Modſtander, den gamle Finn Halldorsſøn, Provſt ved Apoſtelkirken og Magiſter Capellarum[22]. Hans Efterfølger var Mag. Guthorm Paalsſøn, om hvilken der i det Efterfølgende vil blive Tale, men ſom hyppigere benævnes ſlethen „Provſt“, end „Magiſter Capellarum“, maaſkee et Tegn paa, at denne Verdighed nu, efter den for ſamme mindre heldige Udgang af Striden mellem Provſt Finn og Biſkoperne i Bergen, ikke længer ſvarede til, hvad Indſtifteren, Kong Haakon derved havde tænkt ſig, og derfor heller ikke mere ſtod ſaa højt i Folkemeningen, ſom tidligere.

  1. Beviſerne herfor ligge tildeels i hvad der allerede lejlighedsviis er anført om Kongens og Hoffets Bevægelſer. Vi finde Kongen og Hoffet i Bergen endnu hen i September 1327; — dernæſt ſees af Dipl. Norv. I. 191 at Lagmanden Guthorm Kolbjørnsſøn var i Bergen d. 18de Novbr. ſ. A., et umiskjendeligt Tegn paa, at ogſaa Hoffet, hvortil han hørte, da maa have opholdt ſig der; endelig ſees det af Kongens Beſkyttelſesbrev for Munkeliv Kloſter, dateret 12te Marts 1328, at Kongen tilligemed Drottſeten og Kantſleren endnu paa denne Dag befandt ſig i Bergen (Munklivsb. S. 9) altſaa maa det anſees for utvivlſomt, at de havde tilbragt hele Vinteren der; til Oslo maa de være komne noget før den 13de April, efterſom det i de pavelige Nunciers Regnſkabsbog udtrykkeligt ſiges, at Kongen da var i Oslo.
  2. Herom vidner det ſaavel ovenfor (S. 100) omtalte Brev fra Biſkop Audfinn til Thorgeir Klerk af 26de Dec. 1328, ſom hiint tidligere (S. 91 Note 3) til Hertuginden af 18de April 1328, ſaa ubetydeligt dettes Indhold forøvrigt er. Det lyder ſaaledes: „Eders højtærede Herlighed maa vide, at vi og Thorgeir Tovesſøn (ogſaa kaldet Thorgeir Klerk, bekjendt ſom Skriver af mange Kongebreve i Kong Haakons Tid) have talt til Dronningen Fru Iſabella (Kong Eriks Enke) om en Bergens Kirke efterladt (det vil ſige ved Teſtament eller Gave ſkjenket) Svende af Guld, og at hun ſamtykkende har ſvart os, at hun gjerne ſeer Eders Ønſke opfyldt, dog ſaaledes, at den Betingelſe, ſamme Spendes Giverinde har faſtſat, nøje opfyldes i alle dens Punkter. I maa og vide, at Thorgeir er heel omhyggelig i at bringe Eders Anliggender i Orden. Eders Herlighed leve o. ſ. v.“ Heraf, hvor utydeligt det end er, ſeer man dog ſaameget, at Dronning Iſabella, der paa en Maade havde givet ſig under Biſkopens Beſkyttelſe og levede i eller ved Biſkopsgaarden, (Dipl. N. II. 152), maa have beſtemt hiin Svende blandt andre Koſtbarheder til Chriſtkirken, d. e. Biſkopen, men at Hertuginden, formodentlig betragtende den ſom Arvegods i den kongelige Familie, har gjort Fordring derpaa, da hun nu formedelſt ſit Giftermaal med Hertug Knut agtede at tage ſit faſte Ophold i Danmark eller i alle Fald udenfor Norge. Man erfarer tillige, at hendes Faders fordums Klerk, Thorgeir, har optraadt ſom hendes Fuldmægtig. Kong Magnus’s Beſkyttelſesbrev af 9de Mai 1339 og hendes eget Brev af 23de April 1352 (Dipl. N. 233, 312 jfr. I. 300) viſer, at Hertugindens meſte Gods laa inden Bergens Fehirdſle, ſamt at hun og havde Bygdø ved Oslo.
  3. I Sept. 1326 ſkrev ſaaledes Biſkop Salomon af Oslo til Audfinn for at høre hans Raad angaaende en Chorsbroder i Oslo, Mag. Arne, der ſamme Sommer var indtagen i Hovedø Kloſter, men ſidenefter havde forladt dette, og efterat have opholdt ſig hiſt og her i Heredet begav ſig til Drottſeten, kaldende ſig kongelig Klerk, uden at bryde ſig om Biſkopens Paamindelſer og de Skridt, Erkepreſten Thorkell foretog imod ham, lige indtil Excommunication, hvilket alt han paaſtod var ſkeet til Kongens Vanære. Audfinn ſvarede i Novbr. ſ. A., at han bifaldt hans Fremgangsmaade, anfører mange Beviisſteder af den canoniſke Ret, og yttrer blandt andet „Biſkoperne i Norge ville have lidet at gjøre, hvis Kongens Klerker ſkulle kunne fare frem i Alt efter Behag.“ Jfr. Keyſers Kirkehiſtorie II. S. 221.
  4. See herom Samll. t. d. n. F. og S. H. V. S. 356 Noten. Biſkop Burchards Forjagelſe ſkete i 1299, efterat han lige fra 1278 havde ligget i Strid med Borgerne.
  5. At Svein virkelig betalte Gaardetiende, ſiges ikke udtrykkelig I ſit Brev herom, vor eneſte Kilde, ſiger Audfinn kun at Svein „samdi“ med ham, hvilket kan forſtaaes baade om en fuldſtændig Underkaſtelſe og om en ringere Imødekommen. Dog ſynes de Breve ang. Svein i Griſen, hvorom nedenfor handles, at vidne om, at Underkaſtelſen var fuldſtændig, og at Svein virkelig betalte Tienden.
  6. See herom ovenfor IV. 2. S. 173—176.
  7. Baard Petersſøn, der allerede i 1297 forekommer ſom Hertug Haakons Skriver, og vedblev i Embedet efterat han blev Konge, var en af Kongens højtbetroede Mænd; han ſynes at være udnævnt til Ridder 1316, og havde Beſiddelſe i Stavanger, hvor hans Huſtru Margrete Arnbjørnsdatter laa begraven ved Svitunskirken (ſee Brev af 25de Novbr. 1322, Dipl. N. III. 132); hans Svigermoder Magnild Ketilsdatter døde i 1326, og betingede ſig da paa ſin Dødsſeng ligeledes Begravelſe i Svitunskirken, hvorfor hun gav ſin Lod Gaarden Grannes m. m. (Dipl. N. IV. 169). Denne Gave vilde Baard ej erkjende, men blev ved Biſkop Eriks Dom af 13de Decbr. 1327 tilpligtet at oplade Gaarden (Dipl. N. I. 193). Dette har vel bidraget til at gjøre Baard ærgerlig paa Geiſtligheden.
  8. I Keyſers Kirkehiſtorie II. S. 230 udtales den Formodning, hvorpaa ogſaa Fremſtillingen er bygget, at Svein i Griſen er den ſamme Perſon, ſom Svein Klerk eller Fehirde. De angaaende ham udſtedte Breve kunde og ſynes at gjøre dette aldeles utvivlſomt, hvis ikke Brevet af 14de Auguſt 1328 (Dipl. Norv. II. 165) viiſte, at de var to forſkjellige Perſoner, thi dette Brev er udſtedt af Finn Agmundsſøn, Sysſelmand i Bergen, Svein Sigurdsſøn Fehirde, Henrik Chorsbroder ved Apoſtelkirken, Thord Preſt ved Mariekirken, Einar Thorgilsſøn, Magne paa Etne, Thorgeir paa Stedje, Ivar i Henriksgaarden, og Svein i Griſen. Herved fjernes al Tvivl i ſaa Henſeende, men det er øjenſynligt, at denne Svein i Griſen maa have været en af de Gaardejere i Bergen, der deeltog i Møderne og Forbundet, og navnlig en af de fornemſte blandt Sveins ſaakaldte „Efterfølgere“.
  9. See Brevene af 10de Jan., 29de Jan. og 8de Febr. 1328 i Dipl. N. I. 419—196. De to førſte ere rettede til Præbendaren ved Chriſtkirken Sigurd, der, ſom Biſkopens Fuldmægtig, i det førſte befales at advare, i det andet at bannſette ham; det tredie er et aabent Brev, bekjendtgjørende at Svein er tagen til Naade.
  10. Brevet med hele Beretningen er aftrykt i Samll. H. V. S. 354 til 359, efter Bartholiniana E. 231. Det er her vel ikke dateret, men at det hen hører til 1328, og navnlig til Tiden ſtrax efter Kongens og Hoffets Af rejſe til Oslo i Marts eller April, er af Indholdet ſelv ſaavelſom Dateringen af Brevene vedkommende Svein i Griſen aabenbart. I Afſkriften af Originalcodex ſtaar det desuden mellem to Breve af 1328, det fortie af 28de April, det andet af 25de Juli, og i det Hele taget plejer dog i hiin Codex den chronologiſke Orden, idetmindſte inden visſe Grupper, at følges. Brevene vedkommende Svein i Griſen følge kort efter (S. 241), og betegnende er det og, at der umiddelbart foran disſe findes optaget en af Erkebiſkopen bekræftet Afſkrift af Kong Haakon Sverresſøns Retterbod om Kirkens Friheder, ſee ovenfor til. S. 425, ligeſom Drottſeten, efter hvad vi have ſeet, ſkaffede ſig en Afſkrift af K Sverres Stridsſkrift mod Geiſtligheden.
  11. See Brevene herom (Bartholiniana E. 246, 247) daterede 12te Aug. 1328, i „Samll. etc. V. 561, 563“, jfr. Laur. Saga Cap. 62. Naar der her tales om at „Træverket“ uden og indeni brandt op, maa man ſnareſt gjette paa det maaſkee endnu ikke nedtagne Stillads, navnlig om Aattekanten eller Vor Frues Capel (det nuværende Chor) der netop kan være blevet færdigbygget. See herom Pragtverket over Thondhjems Domkirke. At Kong Magnus omtrent paa ſamme Tid, Erkebiſkopen tilſkrev Audfinn om den Sag, nemlig d. 14de Aug„ kun to Dage ſenere, efter Erkebiſkopens Klager, i Oslo udgav en Forordning til Indbyggerne i Øſterdalen, Soløer og de øvrige Oplande, hvorved det forbødes alle og Enhver at volde de Pilegrime, der agtede ſig til St. Olafs Grav i Nidaroos, nogen Hinder, ved at borttage de Broer, over hvilke de ſkulde pasſere, (N. gl. L. III. S. 154) er det aabenbart, at dette er ſkeet med ſtadigt Henſyn til den ſkete Ulykke, for at Kirken ved uhindret Tilſtrømmen af Pilegrime, der maaſkee netop nu vilde indfinde ſig i rigeligere Tal, kunde indhøſte deſto flere Gaver, og denne des ſnarere erhverve det nødvendige Byggefonds.
  12. Allerede den 11te Febr. 1329 ſee vi nemlig Svein Fehirde tilligemed de Chorsbrødre bevidne at Biſkopen af Orknø betalte Pavetienden, halvt til den pavelige Collector Raimund de Lamena, halvt til Biſkop Audfinn, der altſaa ved denne Lejlighed maa have holdt ſammen med Svein. Dipl. N. IV. 184. Den rige Svein ſkjenkede ſiden (1ſte Jan. 1330) formodentlig paa ſin Sotteſeng Drottſeten meget Jordegods, nemlig Trediedelen af Hvaal i Sogn (40 Maanedematers Bool) en Deel af Valeberg, m. m. ſom Erkjendtlighed for alt det Frændſkab og al den Velvilje, han havde mødt af ham (Dipl. N. I. 207). Herved tænkte han og vel paa den Underſtøttelſe, der nu ſidſt i 1328 var bleven ham til Deel. Dog omtaler han og „den Godhed, Drottſetens Moder Fru Gyrid havde viiſt ham i hans Barndom.“
  13. Brev i Bartholiniana, E. 235, trykt i „Bergens Kalvſkind“ S. 106; Brev ſammeſteds S. 236 og 275, trykt i Dipl. N. II. 166 og IV. 187.
  14. Der ſiges her, at denne Reſignation ſkete ved Ravnaberg, i Overvær af Hr. Paal og nogle tilſtedeværende Chorsbrødre. Dette ſynes at maatte være Ravnaberg, nu Ramberg ved Tunsberg, hvor, ſom vi nedenfor i ſamme Brev erfare, Biſkop Audfinn og Erkebiſkopen om Sommeren havde talt med hinanden. Den Hr. Paal, ſom her omtales, var da formodentlig Cantſleren, Hr. Paal Baardsſøn, og vi maa derfor ſlutte, at Kongen, Drottſeten og det hele Hof paa den Tid, — i Auguſt 1329 — har været ſamlet i Tunsberg, maaſke endog til et Høvdingemøde.
  15. Dipl. Norv. V. 81. Dette Brev begynder paa Latin, men gaar mod Slutningen over til Storm hvor det er tydeligt at ſee, at Biſkopen under Affattelſen er kommen mere i Affect.
  16. Breve af 7de Nov. og 6te Dec. 1329, Dipl. N. V. 82—83.
  17. See herom det ovenfor anførte Brev af 11te Febr. 1329 ſaavelſom Brev af 26de Der. 1328 og 17de April 1329, Dipl. N. IV. 182 og 186. I det førſte (hvorom mere herefter) forbyder Erkebiſkopen de af de forrige Nuncier udnævnte Collectorer at oppeberge mere end Halvdelen af den Pavetiende, de indſamlede, men ifølge Pavens Bud at afgive den anden Halvdeel til Biſkop Audfinn. I Brevet af 11te Febr. ſee vi Audfinn modtage Tienden fra Orknø, og i Brev af 17de April 1329 fra Stavanger. Endvidere befalede Erkebiſkopen ved det ovenomtalte Brev af 26de Der. 1328 Thorgeir Tovesſøn Klerk at udbetale til Biſkop Audfinn i Bergen 300 Mk. af Hertugindens Gods ſom Refuſion for hvad hun havde laant i Oslo af den kongelige Halvdeel af Pavetienden. Dipl. N. IV. 183.
  18. Forliget er aftrykt i Langes Kloſterhiſtorie (eldre Udgave S. 520 fg.) efter Barthol. E. 165—171. Det findes rigtignok her (altſaa oprindelig i Copibogen) umiddelbart foran et Brev af 1322, og ligeledes, tilſammen med Predikebrødrenes Klage af 1280—89 efter Andre af ſ. Aar, ſaaat man kunde friſtes til at antage, at det tilhører dette Aar, hvilket da faar ſtaa ved ſit Verd.
  19. Det ſidſte Brev man kjender af ham er dat. Bergen d. 15de Marts 1330 (Dipl. N. I. 208), altſaa levede han da endnu; men at han døde i 1330 og at hans Eftermand valgtes ſ. Aar, ſiges udtrykkeligt i de isl. Annaler.
  20. Isl. Ann. Jfr. Nuncien Petrus Gervaſii Regnſkab af 1330—1333, hvorom nedenfor, thi her nævnes Biſkop Haakon, Jon Hviit og Salve Ivarsſøn ſom de Collectorer, af hvilke Petrus modtog de indſamlede Reſtancer. Navnet Haakon Erlingsſøn fremgaar af Dipl. N. IV. 186.
  21. Nemlig i den oftere omtalte bergenſke Copibog, Barthol. E. De ere alle aftrykte i Samll. V. S. 95—165.
  22. Isl. Annaler. At Finn var meget gammel, kan ſees af det udtrykkelige Vidnesbyrd i Brevet af 20de Sept. 1324, Samll. V. 543, hvor det heder, at han allerede da „var ſvag og kommen til den højeſte Alder“.