Åpne hovedmenyen

Under disſe forholdsviis fredelige Begivenheder — thi endogſaa den heftige Tviſt mellem Drottſeten og-Geiſtligheden førtes og endtes dog uden egentlige Voldſomheder fra nogen af Siderne —, havde Danmark atter været Scenen for ſtore Uroligheder, og disſe Tildragelſer maa vi her korteligt berøre, da de ej undlod, middelbart at udøve nogen Indflydelſe paa, hvad der ſkete i Kong Magnus’s Riger. — Medens den landflygtige Kong Chriſtopher ej uden Held ſøgte at vinde Tilhængere baade i og udenfor Danmark, blandt hvilke Biſkoperne af Ribe og Aarhuus, og mange megtige Adelsmænd, begyndte det danſke Folk at føle den hjerteligſte Lede til det Herredømme, ſom Holſtenerne ved Grev Gerhard nu førte iblandt dem, og da denne vovede at paalegge de ſjælandſke Bønder en ny Skat, gjorde de Opſtand. Greven ſlog og adſplittede dem vel (1ſte Sept. 1328)[1], men det lod dog nu til, at Kong Chriſtopher kunde regne paa Stemningen i Landet, og han begav ſig derfor til Lübeck, for at forlige ſig med ſin Halvbroder Johan, og hos ham faa Hjelp til at vinde Riget tilbage. Et ſaadant Forliig kom ogſaa virkelig iſtand, dog kun med ſtore Opoffrelſer[2], thi mod at faa en Pengeſum laant, og Grevens Løfte om at ſtaa ham bi til ſit Riges Gjenerobring, pantſatte han ham Laaland med alt Tilliggende, det vil ſige, hvad han allerede havde faaet af Kong Valdemar. Johan lovede nu ogſaa at forlige ham med Grev Gerhard, og da denne, ſom det heder, ſaa, at de Danſke ej var at lide paa, beſtemte han ſig omſider dertil, altſaa med andre Ord at ſlaa Haanden af Kong Valdemar, dog mod den betydelige Sum af 80000 Mk. Sølv, for hvilke Grev Johan maatte ſtille Sikkerhed, da Kongen ingen havde at byde. Nogen egentlig Overeenskomſt herom ſynes dog ej endnu for det førſte at være bleven oprettet, og Aftalen har ſaaledes vel kun været foreløbig og hemmelig[3]. Fremdeles fik Kongen Tilſagn om Hjelp fra Lübeck, og ſine gamle Venner, de mecklenburgſke Fyrſter. Han kunde ſaaledes i 1329, ledſaget af Grev Johan med en ej ubetydelig Styrke, drage over til Falſter, hvor Nykjøbing Slot blev indtaget, og derpaa til Vordingborg. Her viiſte dog atter Landbefolkningen ſig fjendtlig mod ham og en Hær ſamlede ſig om Slottet og belagde det til Lands og Vands, men Kongen og Johan ſlog dem aldeles i et Udfald og feldte en Mængde. Ved denne Lejlighed var de fornemme Herrer, trehundrede Mand til Heſt, under Anførſel af Knut Porſe, nærværende, dog i nogen Afſtand og uden at tage Deel i Kampen. Formodentlig havde de da allerede halv om halv beſluttet ſig til at indgaa Forliig med Kongen og vilde kun afvente Kampens Udfald; thi nu, heder det, tog Hertug Knut en Dag, d. e., indgik Stilſtand med Kongen, for ſiden at ſlutte Forliig, medens de Danſke bleve ængſtelige og uenige, og gav ſig atter til ham, baade Jyder og andre. Dog var han uklog nok til at ſkille ſig i Vrede fra Grev Johan, og begive ſig til Jylland, da denne havde forekommet ham i at beſette Kjøbenhavns Slot, og dette maa have forſinket hans Fremgang noget[4]. Maaſkee var det nu, at Jyderne under hans Anførſel ſøgte at indtage Gottorp, men bleve drevne tilbage med ſtort Tab af Grev Gerhard[5]. Det var da formodentlig og paa denne Tid, at Knut Porſe, enten førend han endnu indgik Stilſtand, eller efterat Stilſtanden var udløben, medens Kongen ej længer var tilſtede, herjede rundt om paa Sjæland, brendte Kloſtre og Huſe, drebte Folk og røvede Gods, ſom de islandſke Annaler berette[6]. I ſamme Aar faldt og den forhen omtalte Strid mellem ham og Ivar Agmundsſøn, Høvedsmanden paa Baagahuus, medens derimod Kong Magnus eller Raadet i hans Navn ſluttede hiint Forbund med Herrerne af Werle (der vare forbittrede paa Knut fordi han havde frataget dem deres Arvegods i Sjæland efter Kong Chriſtophers Syſter Margrete), hvorved man paa begge Sider udtrykkeligt forpligtede ſig til, fremfor alt, at gjøre Knut Porſe Modſtand, endog om Kong Chriſtopher ſelv ſkulde indgaa Forliig med ham. Heraf ſeer man, at Knut Porſe nu ſtod i Begreb med at forlige ſig med Kongen. Det var vel og i Anledning af alt dette Røre, at Erkebiſkopen, Biſkop Audfinn og Cantſleren, og da viſt ogſaa Drottſeten, Kongen og hele Hoffet i Auguſt 1329 befandt ſig i Tunsberg, ſandſynligviis for nærmere at iagttage Begivenhederne[7]. Uenigheden mellem Grev Johan og Kong Chriſtopher blev ikke af lang Varighed, og den førſte ſynes ivrigt at have ſøgt at bortrydde alle de Hindringer, der kunde ſtille ſig i Vejen for en Fred, af hvilken han ſelv aabenbart vilde komme til at høſte de ſtørſte Fordele. Saaledes ſluttede han tvende Overeenskomſter med den nys afdøde Marſk Ludvig Albrechtsſøns Enke og Arvinger, hvorved han fik overdraget ſig Helſingborgs Slot og Diſtrict ſamt andre Beſiddelſer i Skaane, ſaa at dette Landſkab næſten ganſke kom i hans Vold, og tillige Kong Chriſtophers Søn, Kong Erik, der hidtil havde været Marſkens Fange, udleveredes til Greven, der paa ſin Side forbandt ſig til at betale Boets Gjeld til Knut Porſe og Andre[8]. Dette tilligemed hiint Nederlag ved Gottorp har vel bevirket, at Chriſtopher nu til enhver Priis gik ind paa den Fred og Forligelſe, ſom Grev Johan ſøgte at bringe til Veje. Den førſte, med hvilken Kongen forligede ſig, ſynes at have været Knut Porſe, men naar dette Forliig ſluttedes, vides ikke; det berettes kun korteligt, at Knut bekræftedes i Beſiddelſen af Sønder-Halland, Samsø, nordre Aasbo-Hered m. m. i Skaane, og hvad han havde i Sjæland nemlig Kalundborg, Sjøborg, m. m., men at han ſkulde tilbagegive Herrerne af Werle deres Arvegods[9]. Formodentlig er noget ſaadant blevet betinget allerede ved den ovenomtalte Stilſtand. Men ſidenefter erfarer man, at der holdtes et Møde i Ringſted, og at Knut her den 11te November indgik et nyt Forliig med Kongen, ifølge hvilket al Ufred og Fjendſkab mellem dem ſkulde være glemt, og Knut, ſom her fremdeles kaldes Hertug af Halland og Samsø, dertil endydermere arveligt forlenedes med Hertugdømmet Eſtland[10]. Dagen efter beſegledes Forliget mellem Grev Johan og Kongen, ſom førſt og fremſt overdrog ham Femern til Arvelehn, dernæſt ſatte ham til Pant for 20000 Mk. Sølv Laaland med Slottet Aalholm, Skaane og Sjæland, undtagen Kalundborg og de øvrige Beſiddelſer, ſom tilhørte deels Hertug Knut, deels de mecklenburgſke Herrer, for hvilke igjen Hindsgavl Slot midlertidigt overlodes Greven til Pant; overhoved opregnes alt hvad John fik til Pant, mod Slutningen ſaaledes: Skaane, Sjæland, Laaland, med Slotterne Helſingborg, Falſterbo, Skanør, Vordingborg, Sjøborg (der døet førſt ſkulde indløſes fra Knut Porſe, ligeſom Kalundborg), Korsøer og Aalholm[11]. Net ſtod kun Grev Gerhard tilbage at ſlutte endeligt Forliig med, thi førend et ſaadant var indgaaet, kunde man ej vente, at Hertug Valdemar vilde nedlegge ſin Kongetitel. Men en venſkabelig Tilnærmelſe mellem Kong Chriſtopher og Johan paa den ene Side og Grev Gerhard paa den anden ſynes allerede en Tidlang at have fundet Sted, og et Giftermaal at være blevet aftalt mellem den unge Thronfølger med Kongetitel Erik, og Grevens Stifter Eliſabet, Enke efter Hertug Johannes af Saxen-Lauenburg[12]. Der berettes endog, at da Kongen i Aaret 1329 lod Biſkop Sale af Børglum, mod hvem han havde meget udeſtaaende, gribe og kaſte i Fængſel, var Gerhard ham behjelpelig dermed[13]. Saaledes var nu Fredsſlutningen allerede forberedet, og den, ſaavelſom Giftermaalet og Hertugens formelige Tronfraſigelſe fandt vel altſammen Sted i Ribe, i Februar 1330, thi den 25de Februar udſtedte Kongen og hans Søn Kong Erik i denne By et aabent Brev, hvorved de overdrog Grev Gerhard ſom arveligt Lehn hele Fyn med al kongelig Rettighed, imod den ſedvanlige Lenspligt af Krigstjeneſte, dog ſaaledes, at hvis Hertug Valdemar døde uden Arvinger, ſkulde Greven give Fyn tilbage og i dets Sted faa Sønderjylland[14]. Saaledes var da omſider Freden gjenoprettet i det haardt hjemſøgte Rige, men paa den Viis, at Kongen kun havde beholdt den mindſte Deel tilbage for ſig, medens tydſke Herrer fordetmeſte raadede i de øvrige Landsdele. Ej længe efter (d. 30te Mai 1330), døde Hertug Knut[15], uden ſaaledes at faa nyde ſtort godt af al den Magt og ydre Glands, ſom han ved flere Aars raſtløſe Stræben og uden Henſyn til Midler havde ſøgt at erhverve ſig. Efterretningen om hans Død har ſikkert af alle Velſindede i Norden været modtagen med Glæde, thi han var upaatvivlelig den talentfuldeſte og raſtløſeſte af alle Uroſtifterne. Derfor kan det vel og medføre Sandhed, hvad de islandſke Annaler berette, at han blev forgivet. Han efterlod af ſit Egteſkab med Ingeborg to umyndige Sønner, Haakon og Knut. Hertuginde Ingeborg beholdt hans Beſiddelſer i Danmark, hvor hun fremdeles vedblev at have ſit faſte Ophold, idet hun kun en Gang imellem beſøgte ſin Søn Kong Magnus[16]; den Del af Nordre-Halland derimod, ſom Knut hidtil ſynes at have beſiddet, faldt nu tilbage til Kong Magnus, hvilket allerbedſt ſees deraf, at der allerede den 21 Juli 1331, ifølge en i Kongens Navn til Curien indgiven Anſøgning, udſtedtes en pavelig Bulle, der bemyndigede Biſkopen af Skara til at erklære Nordre-Halland, ſaaſom det nu tilhørte Kong Magnus og altſaa laa udenfor Danmarks Grændſer, fritaget for at ligge under det Interdict, der ellers ſkulde hvile over hele Danmark formedelſt Biſkop Tukes Fængſling[17]. Men fremdeles betragtedes dette Landſkab ſom en ſvenſk Provinds eller et Tilbehør til Sverige, uagtet det oprindeligt var overdraget til Kong Haakon i Norge, ſaaledes ſom det ovenfor er viiſt. Den ſamme Undtagelſe havde Grev Johan kort forud (ved Bulle af 2den Mai 1331) erhvervet for alle de Beſiddelſer, han havde deels til Lehn, deels til Pant inden Danmarks Grændſer[18], og da de udgjorde den ſtørſte Deel af Landet, maatte Følgen heraf være, at kun de faa Dele, ſom endnu ſtod under Kongens Raadighed, laa under Interdictet: den bedſte Maade til at undergrave den Smule Hengivenhed, Folket endnu maatte nære for ham. I det Andragende, ſom Grev Johan desangaaende havde indgivet til Paven, havde han ogſaa ligefrem erklæret og paaberaabt ſig, „at han var Kongens Modſtander, og ikke i nogetſomhelſt begunſtigede ham eller var hans Tilhænger“. Dette klinger noget underligt, efterat han nylig havde indgaaet Forliig med ham. Men Sagen var den, at Chriſtopher ſkal Aaret forud have villet unddrage ſig fra at opfylde Forliigsvilkaarene, ſaa at Grev Johan virkelig fandt ſig foranlediget til at gaa med en Hær til Fyn, og true med at angribe ham i Jylland. Denne Gang meglede dog Grev Gerhard Fred, men atter paa haarde Betingelſer for Kongen, thi foruden at denne maatte love, at lade Grev Johan beholde uforſtyrret, hvad han havde, maatte han ogſaa overlade Grev Gerhard ſelv det meſte af Nordre-Jylland i Pant for 40000 Mk. Sølv. Saaledes blev hans Beſiddelſer mere og mere beklippede[19].

Roligheden i Danmark varede dog ej lenge. Greverne Johan og Gerhard kunde, ſom det lader, ej ret vel forliges om, hvo der ſkulde ſpille Meſter i Danmark, og der udbrød en Krig imellem dem, hvori og Chriſtopher tog Deel, ſom Grev Gerhards Fiende, i Haab om at vinde idetmindſte noget af ſin forrige Magt tilbage. Medens Grev Gerhard vendte ſig mod Grev Johan, der laa med ſin Hær i Oldeslo, brød Kongen med en ſterk Hær ind i det Slesvigſke, men ved Efterretningen herom ilede Grev Gerhard ham ſkyndſomſt imøde, og ſlog ham, uagtet hans Overmagt, ſaa eftertrykkeligt paa Lohede nær ved Danevirke (30te Novbr. 1331) at hans Hær adſplittedes, hans Søn Otto fangedes, og han ſelv med ſin eldſte Søn Kong Erik i den daarligſte Forfatning flygtede til Kiel. Ved Grev Johans Beſtræbelſer kom det vel atter til Fred, men med nye Opoffrelſer fra Kongens Side (10 Januar 1331). Han maatte nu overlade Grev Gerhard hele nordre Jylland og Fyn med alle kongelige Rettigheder m. m. ſom Pant for 100000 Mi. Sølv, og det beſtemtes udtrykkeligt, at Beltesſundet og Veſterhavet ſkulde være Ydergrændſerne for Grev Gerhards Beſiddelſer[20]. Kongen beholdt egentlig ikke mere tilbage af Riget, end Skanderborg, lidt af Laaland og“nogle Smaa-Øer. Ej længe efter døde hans Søn Erik, formedelſt Følgerne af et Fald med Heſten, han under Flugten fra Slaget var kommen til at gjøre. Nedbøjet af dette, ſom ſaa mange andre haarde Slag, begav Kongen ſig ſiden til Laaland, hvor endnu flere Sorger og Ydmygelſer ventede ham[21]. Han døde endnu ſamme Aar[22] i Nykjøbing paa Falſter (d. 2den Auguſt 1332) efterladende Riget i den ſørgeligſte Forfatning, udſtykket mellem Fremmede og trykket af disſes haarde Regimente. Grev Gerhard havde Nordre-Jylland og Fyn, ſamt Løfte paa Sønderjylland, hvis Hertug Valdemar døde uden retmæsſige Arvinger, Grev Johan havde det meſte af Skaane med Bleking, Sjæland, Laaland, Falſter og Femern, Laurentius Jonsſøn havde Langeland og Errø, og Hertuginde Ingeborg Sønderhalland, Samſø og Kalundborg m. m. De Danſke ſelv ſukkede under de Fremmedes Aag, og Misfornøielſen var iſær ſterk i Skaane. Her ſyntes altſaa Lejlighed at være forhaanden for Nabomagterne, iſær den tilſyneladende mægtige Konge over de forenede Riger, til at gribe ind med Fordeel. Og denne Lejlighed lod Kong Magnus heller ikke ubenyttet, ſaa at det dog tilſidſt blev ham, der høſtede Frugterne af hvad hans Stiffader Knut Porſe ſaa ivrigt og utretteligt havde virket for, uden dog ſelv ret at komme til Maalet.

  1. See Chron. i Scr. R. D. T. VI. S. 523, ved 1328.
  2. See Huitfeld, S. 442, Suhm XII. 166. Forliget med Johan er dateret den 30te November 1328.
  3. Om denne Overeenskomſt taler nemlig alene Detmar, S. 227, og efter ham hans Udſkrivere Corner og Crantz, medens Huitfeld (S. 443) ikke vil vide noget derom, fordi ingen Documenter desangaaende forefindes. Men da Detmars Beretninger her ere ſaagodtſom ſamtidige, og han navnlig maatte vide Beſked om hvad der foregik i Lübeck, tør man ej forkaſte, hvad her ſaa beſtemt er yttret. Kun er det klart, at Overeenskomſten har været foreløbig og hemmelig, de vi ellers ſtrax maatte ſee Hertug Valdemar at nedlegge Kongetitlen, medens han i den Sted beholdt den lige til ind i Februar 1330, og Grev Gerhards endelige Forligstractat med Kongen ligeledes ſluttedes paa den Tid, efterat der endog i Mellemtiden havde forefaldt Fjendtligheder mellem ham og Jyderne. Heller ikke gjengives Detmars Beretning rigtigt hos Huitfeld, der ſiger at Johan ſtillede Gerhard 8 Kirkeſogn omkring Gottorp til Sikkerhed, medens Detmar ſiger at disſe Kirkeſogn laa omkring Mon, og tilligemed dette Slot ſelv ſattes i Pant.
  4. Chron. i Scr. R. D. l. c.
  5. Herom beretter Huitfeldt udførligt, S. 451, uden dog at angive nogen Hjemmel, ſigende udtrykkeligt, at Kongen ſelv anførte Toget, og henførende Stormen paa Gottorps Slot til 16de April. Detmar derimod (S. 228) ſiger udtrykkeligt, at det ſkete om Høſten, taler kun om Jyderne, ej om Chriſtopher og ſiger at Greven kom Slottet til Undſetning og ſlog dem „uppe deme Heſterberge“. — Detmars Beretning ſynes fremdeles at maatte ſtaa meſt til Troende.
  6. Da vi finde Kong Valdemar i Sjæland i Juni Maaned, og navnlig i Kalundborg, der tilhørte Hertug Knut, er det højſt ſandſynligt, at Knuts Herjetog ogſaa ſkete paa denne Tid. Men om det var efter Kong Chriſtophers Bortgang til Jylland, eller før hans Ankomſt til Vordingborg, lader ſig af de utilſtrækkelige Kilder ikke udfinde.
  7. See ovf. S. 112, Noten.
  8. Huitfeldt S. 445, 446, Suhm XII. 183, 185.
  9. Huitfeld, S. 445. Man ſeer desuden af den Omſtændighed, at Kong Chriſtopher i Forliigsbrevet af 11te Nov. 1329 kalder Knut Hertug af Halland og Samsø, at han tidligere maa have erkjendt ham ſom ſaadan.
  10. Dipl. Sv. 2750, ſamt Liſch, Urk.Samml. zur Geſch. der Maltzan I. 450; Brevet er og aftrykt hos Suhm, XII. 344, men urigtigt henført til 1321, hvilket ſees at have forvoldt Suhm det ſtørſte Bryderi.
  11. Dipl Sv. 2751. Liſch, l. c. S. 455. Huitfeld S.447 nævner urigtigt „Tingſted paa Falſter“ iſtf. „Ringſted“, ſom Dateringsſtedet.
  12. Suhm (XII., 193) nævner, uden at angive Hjemmel, at Grev Johan lagde ſig udi at forlige ſig med Grev Gerhard, og at til en Indgang blev dem forf: berammet en Anſtand mellem paa nogen Tid, imidlertid ſkulde Grev Gerhard beholde, hvad Pant han inde havde o. ſ. v. Det var nemlig Sønderjylland, hvorpaa Gerhard nødig vilde give Slip.
  13. Huitfeld, S. 449. Detmar veed kun „at da Tingene ſaaledes begyndte at bedre ſig for Kongen, voxede hurtigt hans Mod, og han fangede Biſkopen af Vendſysſel.“
  14. Huitfeld, S. 451, Suhm, XII. 202.
  15. Detmar, S. 229, ſiger at han døde ved Pintſetider, og førſte Pintſedag 1380 falder 27de Mai; i obituar. Eccl. Hafn. Scr. R. D. VI. S. 374 nævnes ſom hans Dødsdag 30te Mai, altſaa Onsdag i Pintſe-Ugen, hvilket ganſke ſtemmer med Detmars Udſagn.
  16. De faa Breve, man i de nærmeſte Aar efter denne Dag har fra Hertuginden, ere nemlig daterede fra Danmark, men man ſeer af Petrus Gervaſii Regnſkabsbog, hvorom nedenfor, ſaavelſom Dipl. Sv. 2992, at hun 8de—23de Juni 1333 var hos ſin Søn, paa Lindholmen ligeoverfor Gullberg (nu Gøteborg) ved Gøta-Elven. I Marts 1334 var hun i Stockholm. (D. Sv. 3041—3048.)
  17. Dipl. Sv. 2864, efter Raynalds Annaler XV. p. 431.
  18. Den endnu utrykte Original i Johann. XXII. Regest. Commmun. an. 16 p. 3, ep. 1515. Det heder i denne Bulle om K. Chriſtopher, at han, en notoriſk Forfølger af Prælater og Geiſtlige, tidligere formedelſt ſit Tyranni havde været uddrevet af Riget, og, ſom man troede, ved Guds egen Dom afſat fra Regjeringen; disſe Talemaader ere viſtnok de ſamme, ſom Grev Johan havde brugt i ſin Anſøgning, og de viſe at han ej tog i Betænkning, naar det gjaldt, ganſke at desavouere ham. Det er ellers ved denne Bulle at merke, at den, uagtet Dateringen lyder paa Pavens 15de Aar, dog ſtaar i Regeſtbogen for det 16de; man kunde altſaa friſtes til at tro at der i hiin Datering var indløben en Skrivfeil, „xv“ for „xvj“, og at Bullen er at henføre til 1332. Men man har ſtundom Exempler paa at Buller, udeglemte i det Aars Regeſter, hvortil de høre, ere indførte i det følgende Aars.
  19. Jeg følger her den næſten ſamtidige Beretning hos Detmar (ved 1330, S. 229) der ogſaa har Sandſynlighedens Præg, fremfor Huitfeld (S. 452), ſom uden at nævne denne Feide mellem Kongen og Grev Johan ſetter Nordre-Jyllands Pantſettelſe til Grev Gerhard i umiddelbar Forbindelſe med Forlehningen i Ribe. Detmar nævner vel intet om de 40000 Mk., men heri ſynes dog Huitfelds Angivelſe at have ſin Rigtighed, ligeſom det vel ogſaa var ved denne Lejlighed at det beſtemtes, at Chriſtopher ſkulde reſidere i Skanderborg, og hans Søn Erik i Nyborg.
  20. See Fredstractaten hos Suhm, XII. 383.
  21. Fornemmelig hans ſkammelige Tilfangetagelſe ved Hennike Breide og Johan Ellemoſe, efterat de havde ſat Ild paa Huſet, hvor han boede.
  22. Chriſtophers Dødsaar har været meget omtviſtet, og henført til 1336 og 1334, og endelig til 1333, hvorved man er bleven ſtaaende, fornemmelig henholdende ſig til det ellers paalidelige Chronicon i Scr. R. D. VI. 524, men ſom dog ſtundom fejler i Aarstallene. Al Tvivl om at 1332 er det rette Aarstal maa dog nu ophøre, deels fordi det angives af den paalidelige Detmar S. 324, deels, og iſær, fordi Kongens Død i de førſte Dage af Auguſt omtales udtrykkeligt af Petrus Gervaſii i hans hidtil ubekjendte Regnſkabsbog, nemlig i den Afdeling, hvor han gjør Rede for ſine egne Udgifter, og ſom næſten er en Art af Dagbog, i det Udgifterne opføres i chronologiſk Orden. Saaledes ſeer man af Optegnelſerne for 1332, at han den 6te Aug. var kommen fra Jylland til Lübeck, og at han herfra den 15de Auguſt ſendte et Bud til Paven for at melde Kong Chriſtophers Død, hvilken han ſaaledes da førſt havde erfaret. Her kan der ej være Tanke om nogen Fejltagelſe.