Åpne hovedmenyen

Imidlertid var det Tidspunkt kommet, da Kong Magnus ifølge Beſtemmelſen ophørte at være umyndig, og ſelv tiltraadte Regjeringen i begge Riger. Den udtrykkelige Beſtemmelſe ſelv kjendes ikke, men af den forhen omtalte Fredstractat med Danmark og Sverige af 22de Aug. 1322, der ſkulde vare i ti Aar, eller indtil Kongen blev myndig, ſees det, at man allerede da idetmindſte i Sverige havde ſat Aaret 1332 ſom den Tid, da hans Myndighed ſkulde indtræde[1], og Begivenhederne viſe, hvad der og ligger i Sagens Natur, at den ſamme Beſtemmelſe var truffen for Norges Vedkommende. Det berettes nemlig udtrykkeligt i Detmars paalidelige lübeckſke Krønike, at der i dette Aar indfandt ſig Geſandter fra Lübeck, Roſtock, Stralſund og Greifswalde paa Baagahuus Slot hos Kong Magnus, da han blev erklæret myndig, for at anholde om Bekreftelſe paa Stædernes Friheder i Bergen[2]. Ligeledes ſeer man at fra dette Aar forekommer ej længer i Kongebrevet den hidtil brugelige Talemaade, at Drottſeten ſatte ſit Segl ved Siden af Kongens, men det heder kun at „Cantſleren beſeglede og N. N. ſkrev Brevet“. Drottſeten omtales ikke engang, og Erling Vidkunnsſøn nævnes herefter i andre Tilfælde ej under denne Titel, men kun ſom ſlet og ret Ridder: et Tegn paa, at han maatte have nedlagt Drottſete-Verdigheden og dermed Formynderſkabet. Dagen, da Myndigheds-Erklæringen ſkete, kjende vi ej nøjagtigt. Det førſte hidtil bekjendte Kongebrev, hvori vi ſtøde paa denne Forandring, er dateret Oslo den 24de April 1332[3], og det ſidſte hidtil bekjendte, hvor Drottſeten nævnes, er dateret Bergen den 9de Auguſt 1331[4]; i Mellemtiden maa altſaa Erklæringen falde. Men da der ifølge hiint Udſagn af den lübeckſke Chroniſt ej kan være Tale om Aaret 1331, og da Paal Einarsſøn i Oslo endnu i et Brev af 9de April 1332 ſiges at være „tilſat af Raadet til at forrette Lagmandsembedet i denne Stad indtil en ny Lagmand kommer“[5], medens det i det nysnævnte Konge-Brev af 24de April heder om ham, at han, da hiint Brev af 9de Auguſt udſtedtes, „ſad i Lagmands Sted efter Thoralde Brandsſøns Død“, altſaa nu ej længer forvaltede Embedet: bliver det heel ſandſynligt, at Acten har fundet Sted i April Maaned, og intet ligger da nærmere at antage, end at det er ſkeet paa hans Fødſelsdag, hvilken, ſom det tidligere er viiſt, netop indtraf i Slutningen af April[6]. Hvad Myndigheds-Erklæringen for Sverige angaaer, da er det her vanſkeligere at finde andre beſtemte Data, end hvad der kan hentes fra den oftere omtalte Fredsſlutning med Danmark, hvilket dog i og for ſig er tilſtrekkeligt. Thi man har et Brev fra Kong Magnus, dateret Stockholm d. 23de April 1332, under hans Secret eller mindre Segl, tilligemed Knut Drottſetes[7], og det er aabenbart at dette maa være udſtedt af Drottſeten paa egen Haand, medens Magnus endnu var i Norge, thi han kunde ikke være den 23de April i Sverige, naar han var den 24de i Norge. Eller ogſaa maatte man antage, at Cantſleren i hans Navn har beſeglet det norſke Brev, medens han var i Sverige, hvilket dog er lidet rimeligt, da han i alle Fald kunde, ſom hidtil, lade denne handle paa ſine Vegne. Derimod ville vi ſee Kong Magnus i ſit eget Navn og under Rigsſeglet, uden at nogen Drottſete eller Medudſteder nævnes, at udſtede et Brev i Kalmar den 19de Juni, ſaavelſom et andet i Søderkøping den 9de Auguſt under ſit Secret[8]; og her optræder han ſom fuldmyndig. Alligevel ophører endnu ikke Knut Jonsſøn at føre Drottſete-Titlen. Kongen kalder ham ſelv ſaaledes i Breve fra Baagahuus af 14de October[9]; han forekommer under denne Titel lige ind i 1333[10], og optræder ikke under den mere beſkedne Titel af Øſtgøta-Lagmand førend i et Brev af 15de Juni 1334, hvor Gregorius Magnusſøn nu nævnes ſom Drottſete[11]. Vi ere ſaaledes berettigede til at antage, at Magnus vel ogſaa i Sverige er bleven erklæret myndig paa ſamme Tid ſom i Norge, men at han indtil videre har ladet Knut Jonsſøn vedblive i Drottſete-Embedet, navnlig i den førſte Tid, inden han ſelv kunde komme til Sverige, og at ſaaledes Brevet af 23de April er udſtedt af Drottſeten paa Kongens Vegne, ikke lenger i Egenſkab af Formynder, men ſom hans Fuldmegtig, hvorom ogſaa Anvendelſen af Secretet, ſom Kongen ſelv havde betroet ham, og den Omſtændighed, at Raadet ſlet ikke omtales, ſynes at vidne. Men hvad det egentlig var, ſom bevirkede, at man netop ſtillede denne Tid ſom den, hvor Kongens Myndigheds-Alder ſkulde indtræde, er vanſkeligt at ſige. Thi Kong Haakon Magnusſøns Anordning af 1302 om Kongearven og Rigsſtyrelſen opſtillede det 20de Aar ſom Myndigheds-Alderen for Norges Konge, medens man ſeer at Kong Erik Magnusſøns og Hertug Haakon Magnusſøns Myndighed regnedes fra deres 14de Aar[12]; den private Myndigheds-Alder var efter den nyere Landslov det 20de, forhen det 15de Aar. Men Magnus Eriksſøn, født i 1316, ſandſynligviis i April Maaned, fyldte i April 1332 ſit 14de Aar[13], og denne Termin ſynes da — hvis den ej ſkulde have ſin Hjemmel i den ſvenſke Lovgivning — at være faſtſat aldeles vilkaarligt, maaſke ved de Forhandlinger i Oslo, der gik forud for den egentlige Unions-Act. Der er forreſten ogſaa Tegn til, at den ſamme Myndigheds-Alder faſtſattes for Kong Magnus’s Søn Haakon, hvorom i det følgende. Efter alt, hvad her er fremſat, maa det imidlertid antages for aldeles ſikkert, at Magnus tiltraadte Regjeringen ſom myndig med ſit fyldte ſextende Aar i den ſenere Halvdeel af April 1332, og at den højtidelige Myndigheds-Erklæring, idet mindſte for Norges Vedkommende, ſkete paa Baagahuus Slot, hvilket han herefter for det førſte ſynes at have valgt til ſin Hovedreſidens eller egentlige Hjemſtavn, hvortil det nemlig ved ſin Beliggenhed lige paa Grændſen mellem Norge og Sverige, og ſin Nærhed ved Halland og de danſke Landſkaber, var fortrinligt ſkikket. Dog gjorde han ogſaa hyppige Reiſer omkring i begge Lande, og beſøgte navnlig nu for det førſte Sverige, hvor han formodentlig ikke paa lang Tid havde været. Thi ſaavidt vi kunne ſee, havde han tilbragt de ſidſte Aar ganſke inden Norges Grændſer, uden at begive ſig længere øſtover, end til Baagahuus. Sommeren 1329 havde han, ſom det allerede er omtalt, tilbragt paa Øſtlandet, førſt, ſom det ſynes, i Tunsberg, ſiden i Oslo, hvor han den 3die September tilligemed Drottſeten udgav et Forbud mod Viintapning i Bergen ved andre end dem, ſom enten Raadmændene ſatte dertil, eller havde faaet ſæreget Kongebrev derpaa[14]. Det er allerede omtalt, at ogſaa Erkebiſkopen og Biſkop Audfinn havde været tilſtede i Tunsberg, og vi have derfor antydet, at dette maaſkee har været et Høvdingemøde, der ſtod i Forbindelſe med de Krigsbegivenheder, ſom juſt nu fandt Sted i Danmark, ja paa Norges egen Grændſe. Det følgende Aar tilbragte Kongen viſt ogſaa paa Øſtlandet, ſkjønt man ikke veed noget mere poſitivt derom, end at han i Oslo den 12te December, fremdeles med Drottſeten, udgav en Forordning ſigtende til at hindre den Forfalſkning af udenlandſke Varer, ſom fandt Sted i Bergen[15]. Altſaa har han vel tilbragt Julen i Oslo. Om Sommeren 1331 finde vi ham i Bergen, hvor han, ſom det heder, med Samtykke og Raad af Erkebiſkopen, Biſkop Salomon af Oslo, Drottſeten og det hele nu ſammenkomne Rigſens Raad udſtedte en Forordning om Udlendingers Handel og Liggetid i Bergen, hvorom der i det Følgende vil blive nærmere handlet[16]. Heraf maa man da ſlutte, at der endog har været holdt et ſtørre Raads- eller Høvdinge-Møde i Bergen, og den Tanke ligger nær, at man her har aftalt, hvorledes det ſkulde forholdes ved Myndigheds-Erklæringen, ſaa at alt kunde gaa til paa den bedſte og roligſte Maade. Der er heller ingen Spor af at den ſtrax ledſagedes af nogen Urolighed, eller at Drottſeten endnu gjorde mindſte Mine til at ville forlenge ſin Myndighed. Siden, ville vi ſee, begyndte han vel Uroligheder[17], men ſaa lenge efter ſin Fratrædelſe fra Rigsforſtanderſkabet, at han aabenbart ej kan have haſt ſaadant i Sinde, da han nedlagde det, og det uagtet han maatte forudſee, at hans fordums Medbejler til Magten, Paal Cantſler, ſom forblev i ſit Embede, nu vilde faa langt mere at ſige, end han. Dette Maadehold — forudſat at det var frivilligt — ſynes at tale til Erlings Roos. Men formodentlig har dog vel ogſaa Erkebiſkopen, der i ſin Tid udnævnte ham til Rigsforſtander, udøvet en fordeelagtig Indflydelſe paa ham.

See vi nu tilbage paa Erlings Virkſomhed i de ni Aar, han førte Regjeringen, kan man vel ej ſige at den viſer ſig ſom meget betydelig, eller at der overhoved ſkete Ting af ſynderlig Vigtighed, men vi erfare dog, at Norge i denne urolige bevægede Tid i det Hele taget bevarede ſin Fred og indre Ro, at Ordenen og Sikkerheden i Landet, ſkjønt den lod meget tilbage at ønſke, dog overhoved var bedre end i Sverige og Danmark, og at Landet hevdede ſin Anſeelſe ogſaa hos fremmede Magter. Thi ej alene have vi ſeet Rusſerne ſlutte Fred paa en for Norge hederlig Maade, men ogſaa Englands Konge Edward II tilſkrev d. 17de Febr. 1325 Erkebiſkopen, Drottſeten og Raadet, til Svar paa en Skrivelſe fra dem om Fredens Fornyelſe mellem begge Riger, at dette var en ſaare ønſkelig Sag, i Betragtning af den Nytte, ſom Forbindelſen mellem Rigerne medførte, og han vilde derfor med Glæde modtage Geſandter i den Anledning[18]. Under Forhold ſom de nærværende, ſkulde der ikke lidet til, at holde ſaadan Ro, Orden og Anſeelſe vedlige. Alene en Konge, og det en kraftig Konge, vilde kunne have formaaet eftertrykkeligt at holde Magnaternes Ærgjerrighed og Hang til Selvraadighed inden de tilbørlige Grændſer. En af deres egen Midte, om han end var ſaa megtig ſom Erling, formaaede det ej, idetmindſte ikke til fulde, og et udtrykkeligt Vidnesbyrd herom have vi i en Retterbod, ſom Kongen ſelv fandt det nødvendigt at udſtede endnu ſamme Aar, han blev myndig, hvori han ſiger, „at han har erfaret de Tiltag, ſom forſkjellige Mænd har taget ſig i Landet efter hans Moderfaders Død og i hans egen Barndom, idet de, ſkjønt det i Landsloven ſnarere er dem forbudt end tilladt, tage ſig Svene og lade dem love ſig Tro og ſverge ſig Eeder ſom Konger eller andre Høvdinger, hvoraf kommer og er kommet megen Ulydighed og Lovovertrædelſe, gode og rolige Mænd til Ufred og Ulempe; disſe Svene ſidde hjemme i Stæder eller Bygder, yde Kongen og Kronen ingen Skyldighed, og ville ej ſvare nogen Mand Lov for ſine Forſeelſer, men true altid med ſin Husbonde, og rejſer der ſig nogen Ugjerningsflok i Landet, da ere disſe de førſte og fremſte til at ſlaa ſig til Flokken forat rane og røve Thegnerne, der ville leve i Ro og Fred, ſaaledes ſom der en Tid oftere har hendt“[19]. Men uagtet denne Skildring af Tilſtanden — hvorvel øjenſynligt noget overdreven — juſt ikke er videre glædelig, ſaa maa man dog, naar man vil være retfærdig, tilſtaa, at det var meget, at Erling desuagtet kunde overholde Fred og Ro ſaa vidt ſom det ſkete, og dette maa altid regnes ham til Fortjeneſte. Seer man ej end ſaa mange poſitive Spor efter hans Virkſomhed, og udrettede han end intet, der egentlig kunde kaldes glimrende, ſaa har han dog formaaet med kraftig Haand at holde de ſtridigſte Gemytter nogenledes rolige, og det uagtet han derhos havde en alvorlig Oppoſition fra Geiſtlighedens Side at kæmpe med. Det var formodentlig og i Overbeviisningen om at han meente det Bedſte og gjorde ſit Bedſte, at den maadeholdne, velmenende Erkebiſkop Eiliv, hvem Fedrelandets Velvære ſynes at have gaaet for alt, ſtedſe kjendeligt underſtøttede ham, og ſaa lidet ſom muligt gav Biſkop Audfinn og dennes Tilhængere ſit Medhold. Disſe to Mænd i Forening ſkyldes det derfor viſt iſær, at Norge holdt ſig ſaa vidt uſkadt af de voldſomme politiſke Storme, der i denne Tid ryſtede Norden. Anderledes blev det ſidenefter, ſom vi i det Følgende ville ſee.

Forholdet til Sverige ſynes under hele Formyndertiden at have været godt og den ſtørſte Enighed at have herſket mellem begge Regjeringer, maaſkee netop ſaa meget mere ſom de vare aldeles afſondrede fra hinanden, og Unionen egentlig ikke beſtod i andet end en nærmere Alliance i Krig og Fred. Handlede ikke begge Regjeringer ligefrem efter Overleg med hinanden, ſaa fulgte de dog omtrent den ſamme Politik. Da Sveriges Rigsraad tog Magten fra Hertuginden, fulgte Norges dets Exempel. Efter Freden mellem Rusland og Sverige fulgte den med Norge. Da de Svenſke fik det afgjort, at Knut Porſe ej lenger ſkulde opholde ſig i Riget, ſpore vi ogſaa fra den norſke Regjerings Side et uvenſkabeligt Forhold til ham. Og imidlertid findes der ikke noget Spor af at de ſvenſke og de norſke Magthavere have været i Uenighed, ej engang enkeltviis, og det uagtet Unionsactens Bud om, at den unge Konge ſkifteviis ſkulde opholde ſig i Sverige og Norge, egentlig ſlet ikke overholdtes, da han tilbragte den meſte Tid i Norge. Man maa næſten antage, at dette er ſkeet efter Overleg med det ſvenſke Rigsraad, og at dette endog har fundet det bekvemmere ſaaledes.

Begge Riger vare med Henſyn til Begivenhederne i Danmark enige i at opretholde Venſkab med Kong Chriſtopher lige overfor hans Modſtander. Det laa i Sagens Natur, fordi Knut Porſe, hvis Foretagender vare lige farlige for begge Riger, var en af de fornemſte eller maaſkee den fornemſte blandt disſe. Om nu ellers dette ogſaa var Kongens egen Mening, da han kom til Skjels Aar, og det egentlige Hofparties, er et ſtort Spørgsmaal, thi man maa vel antage, at hans Moder udøvede Indflydelſe paa ham, og vi have ſeet, at hun i ſin Kjærlighed til Knut Porſe var beredt til at opoffre Alt for at ſkaffe ham Fremgang. Men Raadet og Regjeringen i begge Riger var megtigere end det engere Hofparti, og ſaaledes ſkete alt, hvad der i begge Riger foretoges mod Knut Porſe og hans Venner, i Kongens eget Navn, hvorved han tilſyneladende blev ſin egen Moders Fjende. Men vi ville ſee, hvorledes han, efterat være bleven myndig, ſelv tildeels optog Knut Porſes Politik, og byggede videre paa hvad han havde forberedt, til ikke liden Udvidelſe af ſin Magt og Anſeelſe.

Om Forholdet til de tydſke Stæder, der beſkjeftigede de forrige Kongers Regjering ſaa meget, nævnes der ej ſtort rinder Formynder-Regjeringen. Aarſagen kan neppe være den, at vi ſavne Efterretninger, men kun, at der ej er ſkeet nogen væſentlig Indgriben i de beſtaaende Forhold, uagtet disſe langtfra var, ſom det ſkulde være, thi Vinterſidderiet og Vinterſiddernes Opkjøb af Varer, deels til Udſalg i ſelve Landet, deels til Forhandling andenſteds, vedblev endnu, ſom man ſeer, uden at Regjeringen eller Befalingsmændene formaaede eftertrykkeligt at hemme det. Det er allerede viiſt, at den førſte Formynder-Regjering forſøgte derpaa i hiint Brev af 19de Juli 1320, ſom i Kongens Navn udgaves i Raadsmødet i Bergen. Men det kan ikke have frugtet ſtort, thi i den allerede ovenfor berørte Forordning, given paa Raads- eller Høvdingemødet i Bergen den 9de Auguſt 1331, og ſom formodentlig var den ſidſte vigtige Regjeringshandling, hvori Drottſeten deeltog, klages der over det ſamme. „Udenlandſke Kjøbmænd“, ſiges der, „ſom ſejle hid med ſin retfærdige Kjøb-Øre baade fra Tydſkland og de andre Lande, have ofte og ideligen klaget for os og vort Raad over, at de i ikke lenger her kunne gjøre ſlige Indkjøb ſom man forhen altid kunde regne paa, fordi det meſte af Varerne, der falde her i Landet, ſammenſamles om Vinteren og flyttes bort, ſaa at der er lidet at finde, naar den egentlige Kjøbſtevne ſkal være efter gammel Skik. Saa have og Raadmændene, Huusbønderne og andre Bymænd ideligen klaget over, at Byen her om Vinteren er ſaa opfyldt med udenlandſke Mænd, der legge ſig paa Smugleri og Smaahandel, at de Indſødte her ikke faa Kjøb for dem og neppe Mad til ſin Mund. Og da det er vor Pligt at bevare for alle Mænd i vort Rige, ſom Gud har ſat os over, deres Lov og Ret, for hver i ſin Stand, efterſom Lovbogen viſer, gammel Sedvane har været, og vore Forfedres, Norges Kongers, Forordninger byde, ſaa ville vi at alle ſkulle vide, at vi med Samtykke og Raad af Hr. Eiliv Erkebiſkop, vor kjæreſte Ven, Hr. Salomon, Biſkop i Oslo, Hr. Erling Vidkunnsſøn, vor Drottſete og hele det øvrige Riges Raad, ſom nu her detteſinde var ſammenkommet, have gjort denne Anordning efter de førnævnte Mænds Raad, og baade Indenlandſkes og Udenlandſkes Bøn ſamt vore Forgængeres, iſær vor kjære Moderfaders, Kong Haakons (højlovlig Ihukommelſe) Forſkrift, — ſkjønt hidtil lidet deraf har været overholdt — at alle udenlandſke Kjøbmænd, ſom komme hid, fra hvad Land det end er, med ſin retferdige Kjøb-Øre og fare frem med nyttige Ting, ſkulle være Gud og os og alle vore Mænd velkomne, og ſelge og kjøbe efter gammel Sedvane med vort gode Orlov, ſaaſnart de have taget ſig Bryggeleje, oplosſet, og gjort den øvrige Skyldighed ſaaledes ſom gammel Sedvane og forrige Kongers Anordning tilpligte dem, nemlig ſaaledes at de, ſom her komme ved Korsmesſetid om Vaaren, kunne forblive her ſaa lenge de liker indtil Korsmesſe om Høſten, men fra Korsmesſe om Høſten indtil Korsmesſe om Vaaren forbyde vi alle udenlandſke Mænd, ſom ej her ere gifte og have norſke Koner, her at ſette ſig ned eller leje Huus eller drive nogetſlags Kjøbmandſkab, og hver ſom gjør det, han vide, at alt det Gods, ſom han ſelger eller kjøber mellem disſe Tider, ſkal være forefaldet til vor Kasſe, ligeſaavel ſom Betalingen, ſom derfor erlegges. Og hver Huusbonde, der til dem udlejer ſine Huſe i førnevnte Tid, ſkal bøde til os 8 Ertoger og 13 Mkr. (altſaa Brevebruds-Bod) for hvert Huus, og dertil hele Huuslejen, det Tilfelde undtagen, at udenlandſke Kjøbmænd formedelſt et eller andet Uheld maa rømme ſit Fødeland, thi ſaadanne ſkulle kunne ſidde her med Kone og Børn, efter den nærmere Beſtemmelſe ſom vi treffe dem angaaende, ſaaſnart vi erfare, hvad Nødvendighed der bragte dem til at rømme hid. Og kommer endog nogle Kjøbmænd hid med ſine Varer efter Korsmesſe om Høſten, ſkulle de dog være Gud og os velkomne, og kunne opholde ſig her ſaa lenge til de have faaet ſine Varer godt ſolgte, og de vel kunne fare bort igjen, efter ſom Sysſelmændene, Fehirderne og Raadmændene finde det pasſende. Vi forbyde og alle udenlandſke Mænd at kjøbe Malt, Korn, Smør eller anden norſk Vare, undtagen det Vaadmaal, der bliver dem betalt i deres Tilgodehavende, og ſom de ikke her ſtrax igjen kunne faa afſat. Ligeledes er det forbudt at nogen udenlandſk Mand, ſom ſidder her i Byen, kjøber nogen ſaadan Vare, ſom af andre Lande kommer, for atter at ſelge den ud her i Smaat, med Undtagelſe af Glys (Pyntſager) og Kramvare, hvormed der forholdes efter Lovbogens Lydende. Endvidere forbyde vi udenlandſke Mænd at opkjøbe Naut, Sauder, Høns eller andre lignende Levnetsmidler i Herederne, og hverken indenlandſke eller udenlandſke maa kjøbe ſaadant uden paa Torvet i Byen. Overtræder nogen dette Forbud, da er det, der kjøbtes, forbrudt til Kongens Kasſe, ſaa og Kjøbeſummen, og bøde desforuden hver ſin halve Mark, ſaavel Sager„ ſom Kjøber, hvad enten det er indenlandſke eller udenlandſke“[20]. Vi ſee altſaa tydeligt nok af dette Brev, at Tydſkerne i de øſterſøiſke Steder (thi andre menes ikke med de Udlændinger, ſom ſad Vinteren over) fremdeles drev paa deres engang begyndte Beſtræbelſer, at indrette formelige Handelsfactorier i de norſke Byer, fornemmelig i Bergen, ſaaledes at de Handelsfirma’er, der nu engang havde kaſtet ſig paa den norſke Handel, lod deres Fuldmægtige blive tilbage hele Vinteren over, naar den regelmæsſige Sommerfart var ophørt, for at foreſtaa, hvad man kunde kalde Filialafdeliiiger af Hovedcontorerne i Lübeck, Wismar, Roſtock, o. ſ. v. og derhos ved allehaande Opkjøb af de courante Varer at ſikkre ſig billige Indkjøbspriſer, ja endog tildeels at tilvende ſig det hele Forraad, for ſiden des bedre at kunne beherſke Markedet og ſørge for ſin Fordeel, til Skade for de andre udenlandſke Kjøbmænd, der holdt ſig Loven efterrettelige og kom paa den regelmæsſige Tid, hvor de da, for at faa Ladning tilbage og ikke vende hjem med halvforrettet Sag, formodentlig have maattet henvende ſig til de tydſke Opkjøbere ſelv, ſaaledes at disſe altid bleve Mellemmænd mellem Producenterne og de øvrige fremmede Kjøbmænd, til ſtort Tab for begge Parter. Vi erfare derhos og, at de ligeledes allerede havde tiltaget ſig at være Mellemmænd mellem disſe Kjøbmænd ved Salget af de Maren de medbragte, til Indbyggerne, nemlig ved ogſaa af dem at kjøbe op i Stort, og ſelge ud i Smaat. Det ene flød af det andet, thi det faldt vel næſten af ſig ſelv, at de fremmede Kjøbmænd, der næſten ſ intet andet Valg havde end at tage ſine norſke Varer af de tydſke P Handels-Factorer, afgjorde Kjøbeſummen uden at betale med rede Penge, men ved at give af ſine medbragte Varer i Vederlag, ſaaat Handelen væſentligt blev en Tuſkhandel, og derved de Varer, ſom Nordmændene ſelv ſkulde kjøbe, i ſamme Mon fordyredes for dem, ſom de Varer, de ſolgte, forringedes i Priis, iſær da man vel og maa formode, at Tydſkerne, naar dette Opkjøbningsſyſtem paa Landet i længere Tid havde fundet Sted, havde ved at give Landmanden Forſkud af de rede Penge, de altid beſad iForraad, bundet ham ſaaledes til ſig, at han ikke kunde rive ſig løs af deres Kløer, men altid maatte bringe ſine Varer til dem, og de derved formeligt erhvervede et Monopol. Men dette laa nu engang i deres Plan, og man kan ej fortenke dem i at de ſøgte at anvende ſine Capitaler og overlegne Forretningsdygtighed paa den for dem meſt fordeelagtige Maade. Det var, og maatte ogſaa være forgjeves for den norſke Regjering, med et Magtſprog at ville hemme dette Syſtem, naar Forholdene nu engang vare ſaadanne, at de ej vel kunde geſtalte ſig anderledes. Men man kan ligeledes heller ikke fortenke den i, at den arbeidede imod til det Yderſte, iſær da disſe Tydſkeres Væſen og hele Maade at tee ſig paa lige overfor Byens Borgere var højſt anmasſende og utaaleligt, og mangen viſt allerede da maa have kunnet forudſee, til hvilken Yderlighed det vilde gaa (ſom det da og virkelig gik), naar de engang fuldkommen ſpillede Meſter.

Om det venſkabelige Forhold, hvori Norge paa denne Tid ſynes at have ſtaaet med England, er der forhen talt[21], ihvorvel man ej erfarer, hvorvidt der virkelig ifølge Kong Edwards Opfordring blev ſendt Geſandt til England for at fornye de eldre Forbundstractater. Forvirringen blev i denne Tid og indtil Edwards Drab i 1327 ſaa ſtor i England formedelſt hans egen Dronnings og de Stores Opſtand, at der vel neppe kunde blive ſynderlig Tale om Underhandling og fredelige Handelsforbund med fremmede Magter. Med Skotlands dygtige Konge, Robert Bruce, ſtod det norſke Hof allerede i etſlags nærmere Forbindelſe, forſaavidt Enkedronningen Iſabella var hans Syſter. Om hun end i en ung Alder var kommen fra Skotland og vel for en ſtor Deel maa være bleven fremmed for ham, var det dog heel naturligt — hvad vi og finde Spor til — at hun fulgte en ſaa udmerket Broders Skridt med den ſtørſte Interesſe og fra Tid til anden modtog Efterretninger fra ham om det vigtigſte, han udførte. Saaledes ſee vi, at da han i Aaret 1322 havde gjort ſit heldige Tog ind i det nordlige England, erobret York, og tilſidſt tvunget den kongelige Statholder i Nord-England, Andrew Hartclaw, Jarl af Carlisle, til at indgaa en formelig Fredstractat d. 3die Januar 1323, hvorved Skotlands Uafhængighed ſom ſæreget Kongerige for førſte Gang anerkjendtes fra engelſk Side, maa en Copi af dette for Robert ſaa vigtige og kjærkomne Document øjeblikkeligt være blevet overſendt til hans Syſter i Norge, ſiden den findes indført blandt andre Breve fra den Tid i den bergenſke Biſkopsſtols Copibog[22]. Thi Dronning Iſabella levede ſandſynligviis allerede da, ſom det tidligere er berørt, under denne Biſkopsſtols Beſkyttelſe og tildeels i ſelve Biſkopsgaarden ſom etſlags Lægſyſter eller Proventdame[23], og de Breve af offentlig Charakter, der indkom til hende, betragtedes vel derfor, iſær naar de vare af nogen Vigtighed, ſom vedkommende Biſkopsſtolen. Maaſkee har hun og ſelv ønſket Tractaten optagen i Copibogen, for at den ikke ſkulde gaa tabt, iſær da hun vel og ſiden maatte erfare, at Kong Edward ej vilde erkjende den, ja at Lord Carlisle endog maatte biede med Livet, fordi han havde vovet at ſlutte den mod Kongens udtrykkelige Forbud[24]. Endog hendes Datter, Enkehertuginde Ingeborg i Sverige, der, ſom det ſynes, henlevede ſin meſte Tid paa ſin Livgedring, Øland og kaldte ſig „Hertuginde af Øland“, eller „af Sverige og Øland“, ſynes ikke ganſke at have været uden Forbindelſe med Moderens Fedreland, Skotland, thi endnu i Aaret 1340 havde hun en Tjener eller Ven, hvis Navn Nigel Duncam nokſom viſer, at han var en Slotte[25]. Orknøernes Nærhed ved Skotland og Jarlens beſynderlige Stilling ſom norſk og ſkotſk Vaſall paa een Gang gav ſtundom Anledning til enkelte forbigaaende Ubehageligheder, ſaaledes ſom vi allerede i det foregaaende have ſeet. En ſaadan fandt ogſaa Sted i 1321, altſaa førend endnu Erling Vidkunnsſøn var bleven Rigsforſtander, ſom vi erfare af et Brev fra Kong Robert til de kongelige Sysſelmænd paa Orknø af 4de Auguſt ſ. Aar. I dette Brev erindrede han førſt om de mange og forſkjellige Overeenskomſter, der tidligere havde været ſluttede mellem Norges og Skotlands Konger, og allerſidſt mellem ham og Kong Haakon, hvorved det og var blevet beſtemt, under en Straf af 10000 Mk., for den Overtrædende, at ingen maatte modtage den andens Fjende i ſit Rige uden naar der var Haab om at et Forliig kunde komme iſtand[26], men ſkete dette ikke inden et Aar, ſkulde han ſtrax udviſes. Ikkedeſtomindre, ſkriver han, havde hine Sysſelmænd nys inden ſin Sysſel paa Orknø modtaget hans Fjende Alexander Brun, der var overbeviiſt om at have begaaet Majeſtætsforbrydelſe imod ham, og uagtet Henrik af St. Clair, kongelig Befalingsmand i Katanes, øjeblikkeligt havde fordret ham udleveret, havde de dog tvertimod hiin Forliigsartikel vegret ſig derved, hvorfor han egentlig allerede kunde fordre den omtalte Bod af 10000 Mk. Sølv. Men i den Anledning tilkjendegav han dem, at han ønſkede at faa et beſtemt Svar i aabent Brev fra dem, hvoraf han kunde ſee, om de havde gjort det paa egen Haand eller efter deres Konges Befaling. Endvidere, ſkrev han, havde han af troverdige Folks næſten dagligt indkommende Klager hørt, at de ej alene paa nysnevnte Maade havde krænket Tractaterne, men at de og viſte ſig ubillige mod de ſkotſke Underſaatter, der boede paa Orknø, idet de plagede dem med idelige Udpresninger og andre Forurettelſer, og han kunde ikke tilbageholde ſin Forundring over, at de ſaaledes viiſte ſig venligere mod Kongens Fjender, der egentlig ej ſkulde have Lov til at opholde ſig hos dem, end mod hans troe Underſaatter, tvertimod al naturlig og menneſkelig Ret. Hvad Svar Sysſelmændene gav, vides ikke, men at Brevet er blevet ſendt lige til Norge, ſeer man deraf, at en Afſkrift, det eneſte Middel, hvorved det er blevet vedligeholdt til vore Dage, findes i den oftere omtalte bergenſke Copibog[27]. Man ſavner fra denne Tid Efterretninger om Begivenhederne paa Orknøerne. Man veed ikke eengang, naar den oftere omtalte Jarl af Orknø og Katanes, Magnus, den ſidſte af Angus-Ætten, døde; vi vide kun, at han levede endnu i 1320[28], og erfare af et Par Breve, at hans Huſtru Katharina var Enke i Aaret 1329. Hun optræder her nemlig ſom handlende paa egen Haand, og kalder ſig „Grevinde“ (kuncteis, d. e. countess) i Orknøerne og Katanes[29]. Disſe Breve oplyſe forøvrigt, hvad der allerede ovenfor er omtalt, at Drottſetens Huſtru, Fru Elin, hendes Broder, Hr. Haakon Thoresſøn, og hendes Syſter, Fru Chriſtina, Hr. Anders Bjarnesſøns Enke, ikke havde arvet ſaa lidet Jordegods paa Orknøerne, hvilket nu Drottſeten altſammen, — efterat have faaet ſig Haakons og Chriſtinas Parter overdragne — ſolgte til Grevinden ved Hr. Sigurd Jodgeirsſøn Lande, ſom han dertil havde befuldmegtiget, og ſom rimeligviis netop paa denne Tid var kongelig Sysſelmand paa Øerne. Man erfarer tillige, at hun, og derfor rimeligviis Jarlerne i Almindelighed, holdt en Fuldmegtig i Bergen til at varetage deres Tarv i Norge. Da Magnus Jarl ikke efterlod ſig Sønner, og Jarldømmet, ſom vi ville erfare, gik over til en af hans Datterſønner, der paa denne Tid neppe kan have været voxen, var der ſaaledes neppe nogen ordentlig Styrelſe paa Øerne, og da vi derhos have ſeet at Biſkopen førte et temmelig uordentligt Liv, er det ikke ſandſynligt at Tilſtanden der var videre god. Det er vel derfor et ſtort Spørgsmaal, om Kong Robert fik nogen Rede paa den af ham omklagede Sag før ſin Død, der allerede indtraf i 1329, hvorefter ogſaa i Skotland Formynderregjering og Uroligheder indtraadte.

De faa Mænd, ſom under Formyndertiden ſpillede nogen mere fremtrædende politiſk Rolle i Norge, have vi allerede i Beretningens Gang haft Lejlighed til at omtale. Fremſt i Rækken ſtod, nærmeſt Biſkoperne, viſtnok begge Agmundsſønnerne, af hvilke Ivar, ſom vi have ſeet, havde den vigtige Poſt at være Befalingsmand paa Baagahuus, og Finn, ſom tidligere havde ligget i Fejde med Drottſeten, var i 1328 Sysſelmand i Bergen, ſaaat han vel enten var bleven aldeles forliigt med ham, eller og ſkyldte Cantſleren denne Befordring. Om Lagmanden Guthorm Kolbjørnsſøn, der i Raadet ſynes næſten at have været endnu ivrigere Modſtander af Geiſtligheden end Drottſeten ſelv, er der ovenfor talt. Til Hr. Hauk Erlendsſøn, der under de tvende ſidſte Kongers Regjering var ſaa anſeet, hører man under Formynderregjeringen kun lidet; man erfarer alene, at han ved 1322 atter var Gulathings Lagmand[30], men i 1330 ſendtes ud til Island i Kongens Erende med nogle nye Breve, ſamt andre Hverv, og reiſte i 1331 tilbage til Norge, hvor hiin da ſandſynligviis forblev til ſin Død, to Aar efter[31]. Men imidlertid havde hans Søn, Erlend Hauksſøn, været Lagmand paa Island i 1318[32] og nævnes tillige i 1330 ſom Ridder og en af Øens meſt anſeede Mænd. Næſt Drottſeten var vel blandt Rigets Stormænd, der omtrent ſtod paa ſamme Alternativ, neppe nogen mere anſeet og højbyrdig end hans Svoger Hr. Haakon Thoresſøn, der gjennem ſin Moder Fru Ingeborg Erlingsdatter var beſlægtet med Hertug Skules Ætt, og derved med Kongehuſet. Han var, ſom det tidligere er nævnt, Sysſelmand i Skiduſysſel ligeſom ſin Fader Hr. Thord, og Staden Skidan eller Skien var vel derfor og hans ſedvanlige Opholdsſted, uagtet han vel fornemmeligen havde ſine Beſiddelſer paa Veſtfolden. Hr. Stig Haakonsſøn til Mannvik (paa Brunlaaneſet), der var Sysſelmand i Skien efter Haakon, var ſandſynligviis ogſaa hans Søn (ſee nedf. S. 159, Not. 4), og i ſaa Fald afgiver dennes Navn et ret merkeligt Tegn paa, hvor nøje Thore Haakonsſøn og hans hele Huus maa have været forbundet med de Fredløſe i Danmark, thi det kan neppe ſlaa Fejl, at han var opkaldt efter Marſk Stig, der maaſkee døde paa den Tid, da han blev født[33]. Haakons Datter Æſa blev i Aaret 1331, „til Bileggelſe“, ſom det heed, „af Familiefeider“, gift med Thorvald, en Søn af den oftere omtalte Hr. Thorvald Thoresſøn paa Hjaltland, Kong Haakons Sysſelmand der i Øerne, idetmindſte erhvervedes d. 4de December 1330 pavelig Dispenſation for dem, ſaaſom de var beſlægtede med hinanden i 4de Grad[34]. Det er ikke uſandſynligt, at denne Thorvald Thoresſøn blev Sysſelmand paa Hjaltland, efter Faderen, ſom endnu levede paa denne Tid. Han ſynes at have haft overvettes ſtore Beſiddelſer, ej alene i Hjaltland, hvor han havde ſin Hovedgaard paa Papø, men ogſaa i Norge. Hans Datter, Herdiis Thorvaldsdatter, egtede den oftere omtalte Svein Sigurdsſøn, Fehirden i Bergen, og bragte ham derved endeel af disſe Beſiddelſer i Arv. Hun var dog kun hans anden Huſtru, thi han havde været gift engang før, og havde i dette Egteſkab en Datter, Sigrid, der ved hans Død, der indtraf mellem 1330 og 1332, allerede var gift, og havde to Sønner, Gudbrand og Svein, hvilke tilligemed Moderen den 11te September 1332 ſkiftede med Herdiis[35]. Denne beholdt altſaa baade ſit fedrene Gods, og hvad hun havde faaet i Sveins Bo, og bragte dette ſom en riig Medgift til ſin anden Mand, hvis Navn dog ikke kjendes, idet man kun erfarer af den Titel, der herefter gives hende, „Fru Herdiis“, at han maa have været Ridder. Vi dvele nærmere ved disſe Slegtſkabs-Forhold, fordi de gribe meget ind i de ſenere Tildragelſer, da Hafthor Jonsſøns og Kong Haakons Datter Agnes’s Sønner Jon og Sigurd, begyndte at ſpille en Rolle: Herdiis’s Moder, Fru Ragndiid, var nemlig en Syſter af Hr. Hafthor Jonsſøn[36], og Hafthorsſønnerne ſaaledes nær beſlegtede med hende. Det fremgaar overhoved heraf, at Drottſeten, Hr. Haakon Thoresſøn og Hafthorsſønnerne udgjorde en Frendſkabs- og Svogerſkabskreds, hvortil ogſaa Fru Herdiis, og formodentlig og hendes Broder Thorvald ſluttede ſig, og ſom ved ſin Magt og Rigdom maatte kunne udøve en betydelig Indflydelſe, ej alene i ſelve Norge, men ogſaa paa Hjaltland, vel og paa Orknøerne. Og tildeels i Oppoſition med denne ſtod den anden megtige Familie-Kreds, der ſluttede ſig om Heſtbø-Ætten i Ryfylke, hvilken fremdeles repræſenteredes af de oftomtalte Brødre Finn og Ivar Agmundsſønner, og ſom paa en Maade, der nu ej kan angives, ſees at have været beſlegtet med den megtige Talgø-Æt, ligeledes fra Ryfylke[37].

Paa Island forefaldt der i denne Tid ingen merkelige Begivenheder, ligeſaa lidet ſom nogen af Høvdingerne der viiſte ſig noget ſynderligt fremragende. Det ſynes ſom om Islendingerne, efter endelig at have opnaaet den Bekræftelſe af Overeenskomſtens Artikler, ſom de ønſkede, nu gav ſig nogenledes tilfreds, ſaaledes at endog Hr. Hauk Erlendsſøn, der i 1330 var kommen ud med kongelige Breve om flere vigtige Gjenſtande, kunde det følgende Aar tilligemed Hr. Ketil Thorlaksſøn beregne Vis-Øren eller Skatte-Afgiften over hele Landet[38]. De meſt udmerkede Mænd paa Øen var unegteligt i hele denne Tid Biſkoperne, Jon Halldorsſøn til Skaalholt og Laurentius Kalfsſøn til Hole, begge uſedvanligt dygtige i det latinſke Sprog, den førſte fornemmeligt i at tale, den ſidſte til at gjøre Vers, ligeſom han og berømmes meget for fine Indſigter i den canoniſke Ret. Jon var, ſom det er viiſt, allerede bleven indviet i 1322 og kom Aaret efter ud til Island. Laurentius kom ej afſted fra Island førend om Høſten 1323, leed Skibbrud paa Haalogalands Kyſt bed Brunney (Brønø), men fik reddet det meſte af ſine medbragte Sager, og reiſte paa en Byrding til Nidaroos, hvor han ſtrax gik op i Biſkopsgaarden og ind til Erkebiſkopen, kaſtede ſig paa Knæ for ham, og bad ham om Tilgivelſe for hvad han havde gjort imod ham. Men Erkebiſkopen reiſte ham ſtrax op, ſagde at alt forlengſt var ham tilgivet, udbad ſig derimod ſelv hans Tilgivelſe, og indbød ham til at være ſin Gjeſt. Indvielſen fandt Sted St. Hansdag 1324 i Overvær af Biſkoperne Audfinn i Bergen og Viljam af Orknø: den ſidſte var formodentlig paa denne Tid over i Norge for at modtage Dom i de føromtalte Sager[39]. Samme Aar ſejlede Laurentius over til Island, og holdt ſin førſte Biſkopsmesſe paa Allehelgensdag. Han ſtyrede nu ſin Biſkopsſtol med megen Dygtighed i henved ſyv Aar til ſin Død, d. 16de April 1331[40], men havde i den Tid flere Ubehageligheder, iſær angaaende Madrevalle Kloſter hvilket allerede Biſkop Audfinn ſiden Kloſtrets Brand i Aaret 1316 ved Brødrenes Uforſigtighed havde taget under Biſkopsſtolen, efterat have bortjaget Brødrene, og ſom heller ikke Laurentius nu vilde give Slip paa. Erkebiſkopen udnævnte Biſkop Jon og Abbed Thorlak af Thykkebø til Dommere i Sagen, og Laurentius tilbød ſig at bygge Kloſtret op igjen, optage et viſt Antal Brødre og ſørge for deres Ophold, men ſette en Prior til deres Forſtander, forbeholdende ſig ſelv at beſtyre Godſet og være deres Abbed. Herpaa gik Brødrene i Førſtningen ind og paa disſe Vilkaar kom nu et Forliig iſtand. Men ſideneſter ſatte Brødrene ſig op mod ham, paaſtaaende at han ej havde holdt ſig Forliget efterrettelig; ogſaa Biſkop Jon lod ſig ophidſe imod ham, og optog Sagen paany, uden egentlig dertil at være berettiget, og det kom nu til temmelig alvorlige Ordvexlinger mellem begge Biſkoper, indtil Laurentius, for Fredens Skyld, ſom han ſagde, tilbød at lade Brødrene faa Beſtyrelſen af Godſet. Herpaa gik de ind, og ſaaledes endtes Tretten[41]. Ogſaa med Thingeyre Kloſter havde Laurentius nogle Ubehageligheder angaaende nogle Tiendeſpørgsmaal[42]. Paa ſin Dødsſeng lod han ſkrive et Brev til Erkebiſkopen, hvori han foreſtillede denne at Hole Kirke var langt bedre tjent med at have en islandſk, end en norſk Biſkop, fordi en Islending kjendte bedre til Landſens Skik[43]. Eiliv rettede ſig ogſaa derefter, ſom det i det Følgende ſkal viſes. Et merkeligt Tegn paa den liden Vegt, man i de Tider lagde paa Coelibat-Budet, og hvor daarligt det i det Hele taget maa have ſtaaet ſig med Sedeligheden blandt Preſterne, er dette, hvad Forfatteren af Laurentius’s Levnetshiſtorie, og hans ſtore Beundrer, fortæller ſlethen, uden derved at gjøre mindſte Bemerkning, og aabenbart uden at anſee det ſom nogen Plet paa hans Navn, at han under ſit lange Ophold hos Erkebiſkop Jørund i Norge havde en Søn med et Fruentimmer fra Borgund, ved Navn Thurid Arnesdatter, og hvad mere er, at den ſamme Thurid havde Søn med Sira Salomon, der ſenere blev Biſkop i Oslo[44]. Disſe Feiltrin hindrede dem ſaaledes ikke fra, begge to at opnaa den biſkopelige Verdighed. Laurentius’s Søn, der heed Arne, blev ſiden en flink Latiner, og gik ind i Thingeyre Kloſter ſamtidigt med ham ſelv, men han ſkal ſiden have forfalder til Drukkenſkab. Laurentius og Salomons Exempler ere viſtnok langtfra at være eneſtaaende, idetmindſte finde vi ſaa mange Pavebuller fra de Tider, hvorved Sønner af Geiſtlige befries fra den dem paahvilende Illegitimitetens Plet, og kjendes gode: nok til at kunne modtage højere geiſtlige Verdigheder[45]. Laurentius er l ogſaa efter ſin Død bleven merkelig derved, at hans Levnet er beſkrevet, i ſaaledes ſom nys antydet, i en egen Saga, formodentlig af hans Lærling og Ven, Preſten Einar Havlidesſøn, der ogſaa har efterladt Annaler. Denne er den ſidſte hiſtoriſke Saga, ſom paa Island er forfattet. Som en Prøve paa, hvor ſtor Overtroen i hine Tider endnu var, ej alene blandt Folket, men og blandt den højere Geiſtlighed, maa vi her omtale en Hexe-Proces, der i Aaret 1325 blev ført i Bergen, ved Biſkop Audfinns egen Foranſtaltning. Audfinn udſtedte to Breve derom, hvoraf der endnu findes Afſkrifter. I det førſte bekjendtgjør han, at omkring den 13de Januar 1325 kom det i ſtort Omtale, ogſaa blandt forſtandige Folk, og tilſidſt til hans Kundſkab, at en vis Ragnhild med i det beſynderlige Tilnavn Tregagaas, „nedtrykt af Vildfarelſers Blindhed, og ved ſin urolige Natur fremmed for Guds Dyrkelſe“, ej alene havde i lagt Planer til at ſkade Uſkyldige paa Liv og Ære, men ogſaa var henfalden til Kjætteri og Overtro. Og da han nu ej kunde lade dette gaa hen uden at anſtille Underſøgelſer, lod han hende indſtevne for ſig til den 28de ſ. M. Hun mødte, men fragik aldeles Sandheden af de Punkter, hvorfor hun beſkyldtes. Biſkopen lod da fire ſkjellige Mænd, tre fra Fuſe, en fra Haalandsdals Sogn — hun var altſaa ſelv været fra denne Kant — indkalde til Forhør og Vidnesbyrd, medens imidlertid hun ſelv blev ſat i Forvaring. De indfandt ſig til beſtemt Tid, d. 5te Februar, og vidnede nu, at hun allerede engang forrige Høſt havde fortalt om ſig ſelv heel beſynderlige Ting, nemlig at hun havde anvendt magiſke Kunſter og Beſvergelſer for at faa en vis Baard til at forlade ſin Huſtrue Bergljot (paa hvem Ragnhild var ſkinſyg) ſtrax efter Bryllupet. Hun havde ſaaledes i førſte Bryllupsnat ſkjult i deres Seng fem Brød og fem Erter, og ſtillet et Sverd ved Hovedgjerdet, idet hun ogſaa ſelv gjemte ſig ved Sengen, fremſigende denne Beſvergelſe: hritt ek ifrá mér Gönduls öndum; einn þér i bak biti, annarr i brjóst þér bíti, þriði snúi uppá þik heift ok öfund! herved ſkulde man ſpytte paa Vedkommende. Og ved hendes Tilſkyndelſer ſkilte virkelig Baard ſig fra Bergljot, og reiſte til Haalogaland, hvor hun ſagde at hun ſelv ſkulde oppebie ham, altſaa vel efterat have begivet ſig did paa Hexeviis. Alt dette og mere andet maatte hun ſelv tilſtaa, da hun nogle Dage efter atter blev bragt frem for Biſkopen[46]. I det andet Brev, der mangler Datering, bekjendtgjør Biſkopen, at da Ragnhild efter lengere Fængſel, imidlertid „over al Maade havde ſpæget ſig med Vaagen, Graden, Bønner og Faſten“, og ydmygt havde anholdt om at Biſkopen vilde lade hende ſlippe med en pasſelig Poenitens, ligeſom han og havde bragt i Erfaring, at hun paa den Tid, da Alt det ovenomtalte ſkete, ej havde været ved ſin fulde Fornufts Brug, havde han, efter forud modtagen Eed af hende, hvorved hun afſvor alle ſine Vildfarelſer, paalagt hende den ſtrenge Poenitens, at hun to Dage hver Uge, Aar efter Aar, ſamt Aarsdagen, paa hvilken Forbrydelſen var begaaet, ſkulde faſte paa Vand og Brød, men derhos i de tre Uger før St. Hans og de tre Uger før St. Michels-Dag ſkulde faſte paa ſedvanlig Maade, ſamt endelig at hun i ſyv Aar ſkulde valfarte til hellige Steder udenfor Norge. Overtraadte hun noget af disſe Punkter, ſkulde hun betragtes ſom tilbagefalden i Kjetteri, og overleveres den verdslige Domſtol til Afſtraffelſe[47]. Man kan ikke undres ſaa meget over at ſaadant i de Tider kunde finde Sted, naar vi ſee, at Hexeprocesſer forekom i Norge lige ned i det 17de Aarhundrede.

    Privilegier, i det andet overdrager Kongen noget af Krongodſet til en af ſine Tjenere, begge Handlinger forudſette Fuldmyndighed.

  1. See ovenfor S. 51.
  2. Detmar, S. 234, 235.
  3. Dipl. N. I. 217.
  4. Norges gamle Love III. S. 157. Jfr. nedenfor.
  5. Dipl. N. I. 216.
  6. Se ovf. V. 2 Side 627, 628, og Noten. Her er det viiſt, at Magnus’s Fødſel ſandſynligſt faldt i April 1316. Men hvis hans Fødſelsdag indtraf tidligere, end 19de April, er det vel muligt, at Myndighedserklæringen i 1332 er udſat til denne Dag, ſom da var 1ſte Paaſkedag, for Langefaſtens Skyld.
  7. Dipl. Sv. 2922. Det er et Forbud mod Haandverkere og Smaahandlere ved Folklands Thingſted at drive deres Næring her, med Befaling at flytte ind til Sigtuna, Stockholm eller andre ſtørre Stæder. Der gives rigtignok Breve af K. Magnus udſtedte i Stockholm d. 27de Juli og 30te Aug. 1331, Dipl. Sv. 2867, 2875, hvor hverken Raad eller Drottſete omtales, og hvoraf det førſte er udſtedt under hans Secret, af hvilke man ved førſte Øjekaſt lettelig ſkulde forledes til at tro, at han handlede ſom myndig Konge, men underſøger man foregaaende Breve af 1331 og 1330, (f. Ex. Dipl. Sv. 2845, 2807, 2773), finder man det ſamme, altſaa, kan man intet deraf ſlutte. Det er desuden umuligt, at han, ſom vi af det ovenomtalte Brev af 9de Auguſt 1331 ſee, da kunde være i Bergen, naar han den 27de Juli og 30te Auguſt var i Stockholm; da nu hans Nærværelſe i Bergen paa den Dag er hævet over enhver Tvivl, maa følgelig de ſtockholmſke Breve være udſtedte i hans Fraværelſe og i hans Navn.
  8. Dipl. Sv. 2931 og 2940. I det førſte ſtadfeſtes den ſkaanſke Geiſtligheds
  9. Dipl. Sv. 2947. 2948.
  10. Brev af 31te Jan. og 1ſte Mai 1333, Dipl. Sv. 2964 og 2976.
  11. Dipl. Sv. 3069.
  12. See herom N. g. L. III. 50, jfr. ovenfor IV. 2. S. 27. 120.
  13. See ovf. V. 2. S. 6.
  14. Norges gl. L. III. 155.
  15. Norges gl. L. III. 156.
  16. Norges gl. L. III. S. 157.
  17. See nedenfor, hvor der handles om Begivenhederne i 1333.
  18. Brev hos Rymer, Foedera T. II. P. 1. ſ. 590.
  19. Norges gl. Love, III. S. 160. Skade at vi ej vide nærmere Beſked om de Begivenheder, hvortil her ſigtes. Men af Betydenhed kunne dog ej disſe Uroligheder have været, ellers havde man vel erfaret noget nærmere derom.
  20. Norges gl. Love, III. S. 157, 158.
  21. See ovf. S. 126.
  22. Nemlig den ſamme, hvis Afſkrift der nu danner Bindet IV eller E i de bartholinianſke Samlinger. Fredstractaten findes her S. 75 fg., og den er ſaa meget merkeligere, ſom den ej findes i Rymeri foedera, naturligviis af den Grund, at den ej blev ratificeret af den engelſke Konge.
  23. See herom Brevene af 25de Marts og 31te Mai 1324, Dipl. N. II. 152, 154. I det førſte overlader Biſkop Audfinn hende for alt det gode, hun havde beviiſt Bergens Biſkoper og Kirke, et Steenhuus med Tilbehør nærved Biſkopsgaarden til fuld Brugsret for Livstid. I det andet erkjender Biſkop Audfinn at have faaet af hende en Gave af 300 gamle gode Mk., hvorfor han tildeels har indkjøbt Jordegods, og forpligter ſig og ſine Eftermænd til derfor at holde en Preſt, ſom dagligen holder Mesſe for Jomfru Marias Alter i Mariekirken i Bergen. Af det føromtalte Brev af 18de April 1328 fra Audfinn til Hertuginde Ingeborg, Kongens Moder, (S. 103) ſees ogſaa, at Biſkopen har ſtaaet i et nærmere Forhold til Enkedronningen. Biſkop Haakon kalder hende i 1337 kun „min verdige Frue“ (Samll. V. 100, 142).
  24. See herom Fordun XII. 4, og Brevene fra disſe Aar i Rymeri foedera.
  25. Dipl. Sv. 3477.
  26. Denne Beſtemmelſe findes ej i Tractaten af 29de Octb. 1312, hvorom ovenfor, ſee IV. 2. S. 572, men derimod i den oprindelige Fredstractat til Perth, af 1266, ſ. o. IV. 1. S. 457, og den gjelder ikke ſærſkilt Modtagelſen af anden Parts Fjender, men Overtrædelſe af Tractaten i Almindelighed.
  27. Brevet, dateret Culan (nu Cullen i Banffſhire) d. 4de Auguſt 1331, findes nemlig i Barthol. E. S. 31, hvorfor det er aftrykt i Dipl. Norv. V. 68.
  28. Brev i Barthol. E. 134.
  29. Dipl. Norv. II. 168, 170. I det førſte, dat. Kirkevaag 24de Marts 1329, et Brev fra Grevinden til Drottſeten, melder hun ham, at hun af hans Fuldmegtig Hr. Sigurd Jodgeirsſøn har kjøbt det Jordegods, de tre Syſkende ejede, men kun paa visſe Vilkaar vilde modtage mindeligt Forliig med Henſigt til en Gjeld, ſom Haakon og Chriſtine vare ham ſkyldige. I det andet Brev, dat. 4de April 1329, erklærer Grevinden, at hun kjøbte det omtalte Gods, ſom opregnes med Priſen for hver enkelt Gaard; de laa, ſom man heraf ſeer, alle i Ragnvaldsø.
  30. Dipl. Norv. I. 165.
  31. Isl. Annaler, 1330, 1332. Dipl. Norv. I. 220 See nedenfor S. 135 Note 3. Hauk døde 3die Juni 1334.
  32. Isl. Annaler ved 1318.
  33. Stig nævnes nemlig ſom Sysſelmand i et Brev, han udgav fra Mannvik, d. 21de Febr. 1332 (Dipl. Norv. I. 215), og i ſaa Fald kan han dog paa den Tid ej have været ſaa aldeles ung: at antage ham født ved 1294 er derfor ganſke rimeligt. Det ſiges her juſt ikke at han var Sysſelmand i Skien, men dette fremgaar af Brevene i Dipl. Norv. I. 231 og 232.
  34. Johan XXII. Regest XV. p. 4 ep. 443. Hvorledes Slegtſkabet udregnedes, vides ikke. Den Omſtændighed, at Thorvald den yngre her kaldes „natus Thorvaldi“ &c., ej „natus quondam Thorvaldi“, viſer at Faderen da endnu levede.
  35. Dipl. N. I. 220. Skiftet ſkete i Apoſtelkirkens Huſe i Bergen i Overvær eller vel rettere under Beſtyrelſe af Hr. Hauk Erlendsſøn, Islands Befalingsmand Hr. Ketil Thorlaksſøn, og flere Herrer, hvoriblandt en Chorsbroder ved Apoſtelkirken, og Gulathingslagmanden Bjarne Agmundsſøn. Herdiſes Ombudsmand, Lagmanden Thrond Krakesſøn, var ogſaa tilſtede.
  36. Dipl. N. II. 375. Da hun døde barnløs, blev omſider Sigurd Hafthorsſøn hendes Arving.
  37. Herom ſee iſær Brevene i Dipl. N. IV. 174, 197 og 227 fra 1328—1336. Her finde vi en Fru Cecilia Iſaksdatter, viſtnok Datter af Iſak Gautesſøn, og Moderſyſter til den daværende Herre til Tolga, Gaute Haakonsſøn, i 1336 tilſtede paa Heſtbø, ſom det ſynes ved en Familie-Sammenkomſt.
  38. Isl. Annaler, ved 1331.
  39. See herom Laurentius’s Saga, Cap. 40—44, jfr. Isl. Annaler.
  40. Dødsaaret angives ikke tydeligt i Sagaen, og i Annalerne nævne enkelte 1330, een 1332, men de fleſte, hvoriblandt den ypperlige Codex Regius, hvis Angivelſer ere ſamtidige, 1331, og denne fortjener derfor at følges fremfor de øvrige. Jfr. nedenfor S. 145.
  41. Laurentius’s Saga, Cap. 52—60, jfr Annalerne.
  42. Laur. Saga, Cap. 48.
  43. Laur. Saga, Cap. 65.
  44. Laurentius’s Saga Cap. 16.
  45. I Laur. S. her ovf. Cap. 30 nævnes ogſaa flere islandſke Preſteſønner, hvilke Biſkop Audun meddeelte Dispenſation, blandt dem var den ovennævnte Einar Havlidesſøn, hvis Fader Havlide, Preſt paa Breidabolſtad, var Biſkop Auduns ſynderlige Ven. Biſkop Audun havde ogſaa ſelv en Datter, ſom det ovenfor er nævnt.
  46. Flere af hendes Tilſtaaelſer lade ſig ej pasſende gjengive. Hun oplyſte tillige, at hun i ſin Ungdom havde lært disſe kjetterſke Beſvergelſer af en Mand ved Navn Sørle Sukk.
  47. Brevene findes i Afſkriften af den bergenſke Copibog, Barthol. E. S. 87—98, og er derefter aftrykte i Samll. t. d. n. F. etc. V. S. 479—484.