Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/20

Da Kong Magnus tiltraadte Regjeringen, var han, ſom ſagt, kun 16 Aar gammel. Om hans Barndom, Opdragelſe og Evner nævnes der ikke et Ord, ſaa at det ej er muligt at danne ſig den fjerneſte Foreſtilling om de Forventninger, man dannede ſig om ham. Ophøjet paa Tronen, endnu førend han ret havde lært at ſkjønne, og ſaaledes opvoxet uden at kunne erindre ſig ſelv anderledes end ſom Konge over to Riger, havde han vel fra ſin tidligſte Barndom været vant til at ſmigres og føjes. Der tales ikke om at nogen erfaren Mand i Særdeleshed tog fra af hans Opdragelſe. Hans letſindige Moder var allermindſt dertil ſkikket, og fjernedes ogſaa tidligt fra ham. Drottſeten var udnævnt til Rigsforſtander, men ej til Kongens Opdrager, og der tales intet om at han gav ſig mere af med ham, end Regjeringsſyslerne fordrede. Kun ſjelden havde han, ſom vi have ſeet, været i Sverige, han maa derfor vel i Sprog og Væſen have været fuldkommen norſk, og dette har vel og bidraget det Meſte til, at Nordmændene, ſom vi i det Følgende ville ſee, var ham langt mere hengivne end de Svenſke. Hans ſenere Liv viſer ham ſom en temmelig ſvag, men ikke i ſig ſelv ſlet Mand; han manglede aabenbart ikke god Vilje, og har derfor vel ved ſin Tiltrædelſe haft de bedſte Forſetter. Hvad Beſtemmelſe man ellers havde taget — og en ſaadan ſynes dog at maatte være tagen — om Maaden, hvorpaa begge Rigers Regjering nu ſkulde føres af ham alene, ikke, ſom forhen, ved en ſæregen Formynderregjering for hvert: derom nævnes intet. I Sverige var Vanſkeligheden ikke ſaa ſtor, hvor Raadets Magt nu engang var voxet Kongens over Hovedet, og hvor man ſaaledes i Kongens Fraværelſe kunde hjelpe ſig med Raadet under en Drottſetes Forſede ſom midlertidig Styrelſescollegium. Men i Norge, hvor det i eet og alt kom an paa Kongemagten, hvor man hvert Øjeblik maatte henvende ſig til Kongen ſelv om Afgjørelſe, og hvor denne altid ſkreed perſonlig ind i de fleſte Forvaltningsgrene: der var det vanſkeligere. Maaſkee tænkte man at Sagen nogenledes kunde ordnes derved at Kongen tog ſin Hovedreſidens paa Baagahuus, hvori vi ogſaa i det Følgende ville finde at han meſt opholdt ſig, naar han ej var paa Reiſer eller i Krig: derfra kunde han i faa Minuter, om det behøvedes, være over paa ſvenſk Grund, og ſaaledes nemt lede begge Rigers Regjering. Dog er det temmelig viſt, at han for det førſte ej tog ſig ſaa meget af de egentlige Regjerings-Anliggender i Sverige, men indtil Videre overlod til Drottſeten og Raadet at afgjøre vigtige Sager, ſom forhen, i hans Fraværelſe, ja endog at forvare Seglet. Sommeren efter ſin Regjerings-Tiltrædelſe gjorde han vel nemlig, ſom vi ville ſee (ſ. n. S. 142), en Reiſe til det øſtlige Sverige, hvor han den 19de Juni var i Kalmar, og den 9de Aug. i Søderkøping, men allerede den 16de Septbr. finde vi ham atter paa Baagahuus, hvor han nu atter tilbragte nogen Tid[1], og hvor, eller i hvis Naboſkab han ogſaa var, medens Raadet eller Høvdingerne i Midten af Januar Maaned kom ſammen til Rigsforſamling i Ørebro, og udſtedte Anordninger i hans Navn[2]. I Norge brugte han ſtundom den ſamme Fremgangsmaade[3], men mere ſparſomt, da han der ſynes at have været mere paaholden paa ſin Magt, formodentlig iſær af den Grund, at han der havde ſtørre Magt.

Hvad der meſt beſkjeftigede Kongen og hans Omgivelſer i den nærmeſte Tid efter hans Myndigheds-Erklæring, var Erhvervelſen af Skaane. Her havde Holſterne holdt ſaa ſlemt Huus, at Skaaningerne, efter forgjeves at have ſøgt at faa Helſingborgs Slot indløſt, gjorde Opſtand og overfaldt dem, hvor de traf dem, navnlig i Lunds Domkirke, hvor trehundrede af Tydſkerne havde forſamlet ſig, og ved Helſingborg, ſom de nu belejrede, ſaavelſom andre Slotte. Men da det var at forudſee, at de i Længden herved vilde komme tilkort, naar de ej fik Underſtøttelſe, beſluttede Erkebiſkop Karl og Høvdingerne i Skaane at henvende ſig til Kong Magnus, og overdrage ham Landet[4]. De ſendte derfor Bud til ham, ſom dengang formodentlig endnu var paa Baagahuus, og tilbød at underkaſte ſig ham, om han vilde ſtaa dem bi. Han modtog Tilbudet, og bad dem at ſende Befuldmegtigede, der kunde afgjøre Sagen, til Kalmar, hvor han ogſaa ſelv ſkulde indtreffe omkring Botolfsvake[5]. Hidhen begav ſig da Erkebiſkop Karl med Capitlets Provſt og Decanus ſamt mange af de verdslige Høvdinger, og her blev Sagen afgjort ſaaledes, at de underkaſtede ſig ham, og lovede ham beſtandig Lydighed, imod at han lovede at beſkytte dem ved Lov og Ret, og opretholde enhver Stands retmesſige Privilegier. Denne Overeenskomſt ſkete formodentlig den 19de Juni, thi paa denne Dag udſtedte Kongen en Stadfeſtelſe paa alle de Privilegier, ſom Erkebiſkopen af Lund, hans Kirke og Geiſtlighed havde faaet af de forrige danſke Konger, og lovede at holde dem ſkadesløſe for hvad Afbrek de i Kongens Tjeneſte maatte lide, af det Gods, han ved deres Hjelp maatte erholde i Danmark. Lignende Beſkyttelſesbreve har han vel og udſtedt for de andre Stænder. Kong Magnus var jo viſtnok endnu Kong Chriſtophers Forbundne, men Henſyn hertil har neppe plaget ham, iſær da Skaane dog ikke ſtod under Chriſtophers Raadighed, ja egentlig nu var faldet i hans Modſtanders Hænder. Thi ej engang Grev Johan havde andet end ſin egen Fordeel.for Øje, ſom man altfor vel ſeer af de Foreſtillinger han havde gjort Paven for at faa ſine danſke Beſiddelſer fritagne for Interdict. Desuden døde, ſom vi have ſeet, Kong Chriſtopher kun faa Uger efter, og— Kong Magnus beſtemte ſig nu ſtrax til at kalde ſig Skaanes Konge, uden dog endnu at bruge denne Titel ſtadigt[6]. Det var imidlertid ikke Grev Johans Agt, uden Videre at lade ſig et ſaa ſtort Landſkab fratage, og Kong Magnus maatte derfor ſtrax gjøre Udruſtninger. Den unge Konge tænkte formodentlig endog med ſtor Glæde paa, ſelv at draget Felten og vinde ſine førſte Sporer, thi af et Brev, udſtedt 17de Juli, erfare vi at han af Ridderne Hr. Ulf Arnbjønsſøn og Gøtſtav Nikolasſøn havde kjøbt en Stridshingſt for den ſtore Sum af 80 Skr. Sølv (ſvarende efter Nutidens Sølvverdi til 6400 Spd.), ſom han ej ſtrax kunde udrede, og for hvilken derfor flere af hans Riddere maatte gaa i Borgen[7]. Men der blev neppe noget af dette Tog, derimod udruſtede han Skibe, forat hindre Grev Johan og Grev Gerhard, der underſtøttede ham, fra at komme Helſingborgs Slot til Undſetning fra Sjæland. Der blev da, fortelles der, hemmeligt talt til en megtig Ridder paa Baagahuus (formodentlig Hr. Ivar Agmundsſøn) om, at Kongen hellere burde kjøbe Helſingborg og Skaane af Grev Johan, end at vove ſine Folks Liv; hiin Ridder bragte det for Kongen og Raadet, og man blev enig om at ſende ſex Riddere til den, der havde gjort Forſlaget, for at erfare, hvorfra det var udgaaet, og om Kongen maaſkee kunde faa Pengene laant i Lübeck. Men det viiſte ſig, at Forſlaget ej var udgaaet fra nogen competent Autoritet, og at der ingen Penge var at faa. Da ſendte Kongen en ej ubetydelig Styrke til Øreſund, men endeel deraf ſtrandede paa Dragør, og Folkene, ſom kom i Land, bleve drebte af de Tydſke[8]. Imidlertid maa vel ogſaa Grev Johan have fundet det raadeligſt for Penge at opgive et Landſkab, hvis Forſvar ſikkert herefter vilde blive ham for koſtbart, og en Fredsſlutning kom derved iſtand den 4de November 1332 paa følgende Vilkaar: Kong Magnus og hans Arvinger faa Skaane med Bleking, Liſter og Øvre Hveen, med Undtagelſe af Bjerge- og Nordre-Aasbo-Hereder, der tilhøre Knut Porſes Børn, mod en Sum af 34000 Mk. Sølv, kølnſk Vegt, dog med Gjenløsningsret for ſamme Sum, forbeholdt enhver, der maatte have Ret dertil. Deraf ſkal Kongen betale 5000 Mk. allerede den tilkommende 6te Januar i Lübeck eller Kjøbenhavn, og 5000 paa Faſtelavnsſøndag, for hvilke Afbetalinger tredive Riddere, Sverre og Borgere fra Sverige og Skaane ſtilles ſom Giſler. Helſingborgs Slot ſkal derpaa modtages af en ſkaanſk Herre paa Kongens, og en holſtenſk paa Grevens Vegne i Fællesſkab. For Halvdelen af de øvrige 24000 Mk. ſkal Sjøborg og alt hvad Kongens Moder Hertuginde Ingeborg beſidder paa Sjæland, ſaavelſom Samsø, ſettes i Pant, og for den øvrige Halvdeel ſtilles Giſler, men derſom Kongen ikke kan raade over disſe Beſiddelſer, ſkal der ſtilles Giſler for alle 24000 Mk. Opfylder ikke Kongen alle disſe Betingelſer, ſkal han miſte Helſingborg og Skaane ſamt de i førſte Termin udlagte 10000 Mk., men ſaaſnart han derimod ved Pant eller Giſler har ſtillet Sikkerhed for hiin Sum, ſkal den grevelige Beſetning forlade Helſingborg, og dette Slot tilligemed Skaane fuldkommen aftrædes ham. Vil da Hertuginde Ingeborg aftræde Sjøborg med Samsø o. ſ. v. for 1200 Mk., ſkal det ſtaa Grev Johan frit at modtage Sjøborg med tilliggende ſjælandſke Beſiddelſer imod at 1000 Mk., for hvilke han i ſin Tid havde pantſat dem til Hertuginden, liqvideres i hiin Sum, ſom Kongen var ham ſkyldig[9]; men havde Hertuginden allerede brugt de 10000 eller noget deraf, og hvis Greven derhos udløſer en Fordringshaver, der havde Panteret i Samsø, ſkal Hertuginden eller hendes Børn afſtaa deres øvrige Beſiddelſer i Sjæland for 2000 Mk. Derhos ſkal Hertuginden nu ſtrax faa tilbage alt det Gods, hun beſad i Sverige og Norge, da hun forlod disſe Lande, og frit nyde og bruge det, ligeſom og Kongen ſkal troligen forſvare hende i Beſiddelſe deraf. Ville ellers Kjøbmændene i de tydſke Stæder ſige god for alle de 34000 Mk. eller endeel deraf,. ſkulle Giſlerne i Forhold til Summens Størrelſe frigives. Hr. Eggard af Brockdorp, hidtil Befalingsmand paa Helſingborg, ſkal aftræde til Ridder Jens Offeſøn, der her optræder ſom en af den ſkaanſke Adels Formænd[10], Slottet Lindholm med Tilbehør, men ſom dog atter ſkal oplades for Greven, hvis Kongen i Mangel af Caution maa tilbagegive Helſingborg. Hr. Eggard ſkal ligeledes forblive i Beſiddelſe af de førnævnte Bjerge og Aasbo-Hereder, hvilke Hertuginden havde pantſat ham for 1000 Mk. Sølv. Alle de Skaaninger, der i den ſidſte Krig have taget Grevens Parti, eller mistænkes af Kongen derfor, ſkulle beholde deres Ejendomme uforkrænkede, og alle Fanger ſkulle frigives. Den Gjenpart af dette vigtige Fredsforſlag, hvoraf vi nu beſidde Afſkrift[11], er dateret fra Helſingør, og udſtedt af Hertug Valdemar, Grev Gerhard og Grev Johan, ſaaledes at denne, uagtet Hovedperſonen paa den Side, dog nævnes bag efter dem, der kun vare hans Medforbundne, fordi de vare af højere Rang. Den af Kongen udſtedte Gjenpart, der maa have været opbevaret etſteds i de holſtenſke Archiver, er ej lengere til, og man kan ſaaledes ikke ſee, om den ogſaa er dateret fra Helſingør eller fra noget andet Sted, f. Ex. Baagahuus, hvor Kongen paa den Tid meſt opholdt M. Det ſidſte er det rimeligſte.

Skaane var nu vel afſtaaet, men Pengene ſkulde ſtaffes til Veje, og det holdt haardt. Hvorvidt Kongen, eller hans Befuldmegtigede, havde indhentet hans Moders Samtykke, førend de disponerede over hendes danſke Beſiddelſer, vides ikke: hendes norſke og ſvenſke Ejendomme ſkulde vel, hvad man maa antage, tilbagegives hende ſom etſlags Erſtatning, og at hun virkelig fik de førſte tilbage, er viſt nok, men derimod ſee vi hende fremdeles en Tidlang i Beſiddelſe af Sjøborg, og det lader ſaaledes ikke til, at Magnus ſtrax fik den Lettelſe i Betalingen eller Sikkerheds-Stillingen, ſom man ved Aftrædelſen deraf havde tilſigtet. Den Hjelp, man lod til at have ventet af de tydſke Stæder, udeblev formodentlig, efter hvad man af Detmars Beretninger maa ſlutte, og Kongen maatte derfor tage ſin Tilflugt til ſine Underſaatters Biſtand. En Rigsforſamling tilſtevntes ſaaledes i Ørebro ved Midten af Januar eller.ſtrax efter Julen, og imidlertid begav han ſig til Oslo, for at tilbringe Julen der, og ſandſynligviis ogſaa fra Norge ſkaffe ſig Penge til de førſte Udbetalinger. Halvdelen af Kirketienden kom maaſkee nu vel tilpas, forſaavidt den ikke allerede var opbrugt.

  1. Dipl. Sv. 2943, 2947, 2948. Disſe Breve ere dat. 16de Sept. og 14de Oktbr.
  2. See Brev af 16de Januar 1333, dateret fra Ørebro, Dipl. Sv. 2909, hvorom mere nedf. Denne med Henſyn til Kongens Maade at fore Regjeringen paa højſt vigtige Omſtændighed, der af de forhaandenværende Breve vel nogenledes kunne anes, men ej tydelig ſees, fremgaar nu med den ſtørſte Klarhed af Petrus Gervaſii Regnſkabsbog, opbevaret i det vaticanſke Archiv, men hidtil ej bekjendt. Han ſiger nemlig her i Regnſkabet over ſine Reiſe-Udgifter: „den 12te Januar 1333 drog jeg fra Linkøping til Ørebro, hvor der ſkulde holdes Rigsforſamling (parlamentum), og hvor Prælaterne ſkulde ſamles med Adelen; — da Rigsforſamlingen var til Ende, og jeg havde erfaret, at Kongen var kommen fra Norge til Sveriges Grændſer, begav jeg mig til Kongen, og gav mine Førere 26 gr. tour. o. ſ. v.; ligeledes Portneren paa Baagahuus 12 gr. t. — — — Den 8de Febr. forlod jeg Ljodhuus efterat have ſagt Farvel til Kongen, og begav mig til Skara“ o. ſ. v. Nu erfare vi af Dipl. Norv. III. 166 og II. 198, at Kongen den 27de og 30te Decbr. var i Oslo, altſaa har han tilbragt Julen her, og begav ſig formodentlig ſtrax efter Julens Ophør den 28de Januar til Baagahuus, hvorfra han og ſynes at have beſøgt Ljodhuus i Februar, hvis ikke P. Gervaſii Mening er at han ſagde Kongen Farvel paa Baagahuus, og derfra drog til Ljodhuus. Vi ſee ligeledes af P. Gervaſii Regnſkab, at Kongen og hans Moder allerede d. 8de Juni vare paa Lindholmen (jfr. Dipl. Sv. 2992), altſaa kan han ej have været i Stockholm, da et Brev der d. 7de Juni udſtedtes i hans Navn (Lübecks Urkundenbuch II. No. 562).
  3. Vi erfare, at han paa den ſamme Tid, der ovenfor nævnes, ligeledes lod ſin norſke Cantſler reiſe til Nidaroos og der udſtede ſamt beſegle et Brev i hans Navn, da nemlig Brevet i Dipl. N. I. 221 er dateret Nidaroos den 29de Jan. 1333, men han kunde dog umuligt være der, naar han ſaavel efter hiin Rigsforſamlings Slutning ſom den 28de Decbr. var nede ved Gøta-Elven.
  4. Suhm XII. 228, 229, Huitfeld S. 456.
  5. Dette ſees deraf at Stadfeſtelſesbrevene paa Geiſtlighedens Privilegier er dateret Kalmar d. 19de Juni.
  6. Magnus kalder ſig Sveriges, Norges og Skaanes Konge i Brevet, dateret Søderkøping 9 Aug. 1332 (Dipl. Sv. 2940), i to, dat. Helſingborg den 10de Juli 1333 og Lund d. 12te Juli 1333 (Dipl. Sv. 2994, 2990), og i et af 29de April 1324 (Dipl. Sv. 3053), men i de ſamme Aar kalder han ſig ellers kun Sveriges og Norges eller i norſke Breve Norges, Sveriges og Goters (d. e. Gotlændingers) Konge, indtil midt i 1335, hvor han i det mindſte i ſvenſke Breve begyndte ſtadigt at kalde ſig „Sveriges, Norges og Skaanes Konge“ eller „Norges, Sveriges og Skaanes Konge“.
  7. Dipl. Sv. 2937.
  8. Detmar, ved 1332, S. 234, 235.
  9. Om denne Transaction, der oplyſer, hvorfor Hertuginden blev i Beſiddelſe af Sjøborg o. ſ. v., har man ingen andre Breve eller Notitſer, undtagen hvad der nævnes i den ovenfor (S. 118) omtalte Tractat af 12te Nov. 1329.
  10. Ved Siden af Magnus ſom Medcontrahent paa hiin Tid nævnes nemlig Erkebiſkopen, Sum» Jonsſøn (der nu blev en af de to Befalingsmænd paa Helſingborg) og Hr. Johannes Offeſøn, hvem der og af de førſte 10000 Mk. forbeholdtes 70. Lindholms Slot laa i Svedals Sogn, Vemundhøgs Hered, i det ſydligſte Skaane, ved Byringe Sø.
  11. Denne Afſkrift, en temmelig ny, forefindes i det ſvenſke Rigsarchiv, og var ej bekjendt førend den for faa Aar ſiden aftryktes i Dipl. Sv. 4de Bind, No. 2951.