Åpne hovedmenyen

Imidlertid var Erkebiſkop Eiliv afgaaet ved Døden den 2den November[1]. Han havde i lengere Tid været ſvag, ſaa at han allerede Trinitatis Søndag, d. 14de Juni, ikke ſelv kunde indvie den nye Biſkop til Hole, Islendingen Egil Eyjulfsſøn, hvilken han og hans Capitel efter den ovenfor nævnte Foreſtilling af Biſkop Laurentius havde udvalgt, men maatte overdrage denne Forretning til Biſkop Haakon af Bergen, ſom han nys havde indviet, og ſom maaſkee i den Anledning endnu opholdt ſig i Nidaroos[2]. Eiliv var unegtelig ej alene den ypperſte og dygtigſte Erkebiſkop, ſom Nidaroos Provins nogenſinde havde haft, og under hvilken den norſke Kirke naaede Højdepunktet af ſit indre Velvære og ydre —Anſeelſe, men han var tillige ved ſit Maadehold, ſin Patriotisme og ſin indgribende Indflydelſe umiſtelig for Landets Ro og Lykke, hvilket man altfor ſnart fik at føle. Blandt hans reenkirkelige Foranſtaltninger kan merkes, at han allerførſt i den norſke Kirke indførte Højtideligholdelſen af den ſaakaldte Chriſti Legemsfeſt, eller Thorsdag efter Trefoldighed, hvilken allerede havde været paabudt af Pave Urbanus d. 4de 1264, men ej almindeligt indført førend efter en ny Beſtemmelſe paa Conciliet i Vienne[3].

Erkebiſkopens Død kom dog viſt temmelig belejligt for Kongen og hans Omgivelſer. Hans Cantſler, Provſt Paal, aſpirerede nemlig øjenſynligt til Erkeſtolen, Landets højeſte kirkelige Verdighed, og for den unge Konge tilligemed hans verdslige Raadgivere, ſom ſelv ønſkede at have Rigsſeglet til ſin Raadighed, uden at bindes ved en Cantſlers Control, og ſom vel allerede havde opgjort imellem ſig, at Cantſlerverdigheden for det førſte ſkulde henſtaa ubeſat, var det den nemmeſte Maade at ordne Sagen paa, naar den nuværende Cantſler befordredes til den erkebiſkopelige Verdighed, hvorved man tillige fik en paalidelig Mand paa denne vigtige Poſt, da man nemlig maatte antage, at Paal i det Hele taget var det nu herſkende Parti, Agmundsſønnernes, mere hengiven, end Erling Vidkunnsſøn. Altſaa laa det baade i Cantſlerens og Kongens Interesſe, at den førſte blev Erkebiſkop. Og til dette Maal ſynes de og med forenede Kræfter at have ſtræbt. Den 27de Decbr. bekræftede Kongen i Oslo alle Nidaroos Kirkes Tjeneſtemænd i de Friheder, ſom de nød ſaa længe Eiliv levede, og havde nydt under de forrige Konger[4], og med dette Brev reiſte Cantſleren, efterat han ogſaa havde faaet Bekræftelſesbrev paa Mariekirkens Rettigheder[5], til Nidaroos, visſelig for at bearbeide Chorsbrødrene til ſin Fordeel, og medbringende enten det kongelige Segl, for i Kongens Navn at kunne udſtede de Breve, ſom yderligere maatte ønſkes, eller og, hvad der er rimeligere, beſeglede Blanketter til Udfyldning. Thi idetmindſte eet ſaadant Brev er endnu til, nemlig et, der er dateret fra Nidaroos den 29de Januar 1333, beſeglet af Cantſleren og ſkrevet af den paa denne Tid ſedvanlige Skriver Paal Klerk, hvori det, i Anledning af at der var klaget for Raadet over at forſkjellige Mænd ſidde i Nidaroos Kirkes Ombud, udføre Provſtedømme og opbære Kirkens andre Indtægter ſiden Eilivs Død, uagtet dog Kirkeloven ved ſaadan Lejlighed tilkjendte Capitlet al Ret over Kirken, forbydes alle og enhver at befatte ſig med Kirkens Ombud eller opbære dens Gods uden ſærſkilt Ombud af Capitlet, og det derimod paalegges hver den, ſom allerede havde opbaaret noget, at betale det tilbage inden en Maaned fra dette Brevs Forkyndelſe for ham, under Brevebruds Straf[6]. Ved ſaaledes at optræde ſom Capitlets virkſomme Forſvarer maa Cantſleren have ſat ſig i Gunſt hos dets Medlemmer, blandt hvis Tal han desuden forhen hørte, efterſom han blandt ſine flere geiſtlige Beneficier ogſaa beſad Canonicater i Nidaroos, Bergen og Orknø. Kom nu hertil hans ſtore Anſeelſe, baade ſom Cantſler og ſom velſtuderet Canoniſt, ſamt endelig Kongens varme Anbefaling, hvilken han ej kan have manglet, naar det paa den Maade betroedes ham at benytte Rigsſeglet og Kongens Navn, da er det indlyſende, at Valget maatte falde paa ham. Da Chorsbrødrene vare komne ſammen til Valget, beſluttede de at gaa frem, ſom det heder, ved Compromis, idet de overdroge til trende af ſin Midte, Paal Paalsſøn, Svein Eriksſøn og Haakon Eyſteinsſøn, at ſamle Stemmerne og erklære den for valgt, hvilken „den ſtørre og forſtandigere Deel af Capitlet befandtes at have ſtemt paa“ (quem invenirent a maiori et saniori parte Capituli nominatmn[7]). Det befandtes da, at alle eensſtemmigt havde valgt Paal, og den nysnævnte Chorsbroder Svein erklærede ham ſaaledes for retmesſigt valgt, hvilket Valg ogſaa ſtrax efter blev behørigt forkyndt for Geiſtligheden og Folket. Paal modtog, ſom det forſtaar ſig, ſtrax Valget, og reiſte derefter tilligemed Deputerede fra Capitlet, der overbragte Valgbrevet, ned til Avignon for at faa den pavelige Bekræftelſe og Indvielſe. Om han paa Vejen indfandt ſig hos Kongen, vides ikke med Vished, da man nu intet hører til ham i Norge førend i det følgende Aar, men det er rimeligt, deels fordi Kongerne nu engang betragtede ſaadant ſom en Høflighed, over hvis Tilſideſettelſe de følte ſig ſtødte, deels fordi han vel altid før ſin Afſked maatte aflevere Seglet og nedlegge ſit Cantſler-Embede, deels endelig fordi hans Vej rimeligviis faldt over Oslo og de Egne, hvor Kongen paa den Tid befandt ſig. Da han og de Deputerede vare ankomne til Curien, udnævnte Paven efter Skik og Brug to Cardinaler til at granſke Valget, og da de erklærede det gyldigt, bekræftede Paven det ved ſin Bulle, dateret Avignon den 16de November 1333, idet han og under ſamme Dag udferdigede de ſedvanlige Følge- og Anbefalingsſkrivelſer til Capitlet, Stadens og Diøceſens Geiſtlighed og øvrige Indbyggere, Lydbiſkoperne, og Kongen. Paals Ophold ved Curien var altſaa temmelig langvarigt[8]. Hans Indvielſe, der ſkete af Cardinalbiſkop Anibaldi af Fraſcati, ſynes at have fundet Sted den 15de Decbr., og maa have været dobbelt, da han hidtil kun indehavde Diaconat-Graden, og ſaaledes førſt maatte indvies til Preſt, førend han kunde indvies til Biſkop[9]. Ved ſamme Lejlighed blev vel Pallium ham overgivet; den for ham udfærdigede Tilladelſe til at reiſe hjem og tiltræde ſit nye Embede er dateret den 20de Decbr. 1333[10]. Han kom ſaaledes ikke hjem førend hen i 1334[11].

Efterat Cantſler-Embedet ſaaledes ved Paal Baardsſøns Ophøjelſe til Erkebiſkop var blevet ledigt, blev det, ſom vel de fleſte allerede forudſaa, for det førſte ſlet ikke beſat, men Kongen tog ſelv Seglet til ſig, og lod Beſeglingen af ſine Breve forrette, ſom det heder, i ſin Nærværelſe, uden engang i Almindelighed at angive ved hvem. Brevene ſlutte ſedvanligviis kun ſaaledes: „dette Brev blev gjort i N N (Oslo, Tunsberg, Baagahuus e. a. d.) og indſeglet medens vi ſelv var tilſtede (oss sjálfum hjáverandum); N N ſkrev det[12]; og den Secretær eller Klerk, ſom her ſedvanligviis forekommer, er en Paal Styrkaarsſøn, ogſaa ſimpelthen kaldet Paal Klerk, der optræder i denne Egenſkab allerede ved 1328, og vedbliver deri til 1340, kun en eller anden Gang afløſt af en Ivar Audunsſøn, ſenere af en Halldor Agmundsſøn. En eneſte Gang (i 1334) finde vi at Kongen har ladet Hr. Haakon Agmundsſøn beſegle[13], og den ſandſynlige Anledning hertil vil nedenfor (S. 160) blive omtalt; en anden Gang, den ſidſte, hvor Paal Styrkaarsſøn nævnes, nemlig 23de April 1340, heder det at han baade indſeglede og ſkrev[14]. Og dog ſtod heller ikke Provſt-Embedet ved Mariekirken i Oslo den hele Tid ubeſat, thi ſom Provſt ved Mariekirken i Oslo nævnes førſte Gang i Septbr. 1337[15] en Hr. Erling Gullesſøn, forhen Chorsbroder ved Kirken. Muligt at Embedet da førſt blev beſat, ſiden Erling endnu i April 1334 kaldes ſlet og ret Chorsbroder[16] og ingen anden Provſt i Mellemtiden omtales, men i alle Fald ſee vi dog, at Kongen har ſat ſig ud over ſin Faders Forordning af 31te Auguſt 1313, der bød at Provſtedømmet ved Mariekirken og Cantſler-Embedet ſtedſe ſkulde være forenede. Aarſagen hertil behøvede nu viſtnok ikke udelukkende at være Selvraadighed, men kunde gjerne ſimpelthen være den, at da Kongen nu forudſaa, at han vilde komme til at opholde ſig hyppigere i Sverige end før, og derfor ogſaa komme i den Nødvendighed, derfra at udſtede Breve vedkommende Norge, maatte han og have Rigsſeglet med ſig, hvilket altſaa ikke lenger kunde forvares af Provſten, naar denne ikke til Skade for ſit Embede lange Tider af Aaret ſkulde opholde ſig udenlands. Paa den anden Side var det heller ikke muligt under de nærværende Omſtændigheder at vente, at Kongen, hver Gang han reiſte til Sverige, ſkulde ville overdrage Regjeringen til Raadet eller et Udvalg af dette: og ſkete det en enkelt Gang, ſom vi erfare, da var det vel meſt fordi Kongen følte ſig nødſaget dertil. Men vi ville ſee, at han og beholdt Seglet under ſin Forvaring, naar han var i Norge, hvor han dog kunde have Indſeende med dets Anvendelſe, og om vel ogſaa dette kunde lade ſig forklare af den Aarſag, at det maaſke alene vilde lede til Vidtløftighed, naar en Cantſler ſnart ſkulde modtage og forvare, ſnart igjen afgive Rigsſeglet, ſaa er det dog umiskjendeligt, at han og hans Omgivelſer med Glæde have grebet Lejligheden til at blive den beſværlige Control, ſom Cantſler-Embedet medførte, kvit. Man merker det egentlig meſt af Misfornøjelſen hos det Stormandsparti, der ved Kongens Tiltrædelſe til Regjeringen tabte ſin Indflydelſe, og de Skridt, det forſøgte, øjenſynligt for at fremtvinge en Forandring.

Hvad der overhoved ej kan have undladt at vekke nogen Misfornøjelſe og Betænkelighed i Norge, var uden al Tvivl den Omſtændighed at Kongen nu en Tidlang ganſke ſynes at have været optagen med ſin nye Erhvervelſe, Skaane, uden at bekymre ſig om ſtort andet. Deels var der mange Penge, ſom ſkulde ſkaffes tilveje til de førſte Indløsningsterminer, deels var der mange Enkeltheder at ordne, formodentlig iſær med Henſyn til Kongens Moder, over hvis Beſiddelſer i Danmark man havde disponeret. Det forhen omtalte Høvdingemøde i Ørebro, der neppe var ſammenkaldt i anden Henſigt, end for at ſkaffe Penge tilveje, forſamledes ogſaa til den beſtemte Tid, formodentlig endnu under Knut Drottſetes og Erkebiſkopens Præſidium, og da vi af den under hans Navn her udſtedte Erkjendelſe, dateret 16de Januar 1333, erfare, at Prælaterne til Hjelp ved hiin Indløsning bevilgede ham Halvdelen af alle de ſvenſke Kirkers Tiende ſom Laan, at tilbagebetale til næſte Aar, maa man formode at ogſaa Lægmændene have grebet ſig an, og tilſtaaet ham en overordentlig Hjelp, iſær da vi finde at Udbetalinger nu herefter virkelig har fundet Sted[17]. Det er ikke uſandſynligt, at det ſvenſke Folk, eller idetmindſte Adelen, har følt ſin Nationalforfængelighed ſmigret ved denne Rigets ſtore Tilvext, ej at tale om Skaanes Vigtighed for Sverige i ſtrategiſke Henſeender, og at de derfor her med Iver have gjort alt hvad de kunde for at underſtøtte Foretagendet: ellers kan man neppe antage, at Kongen vilde have undladt, perſonligt at være tilſtede ved Høvdingemøde. Men paa den Tid, dette holdtes, var han endnu i Norge, formodentlig i Oslo, og kom ej til Baagahuus førend efter Mødets Ophør eller mod Slutningen af Januar[18]. I Begyndelſen af Februar derimod drog han, ſom det ſynes, til Ljodhuus[19], og vi høre nu intet fra ham førend vi i Juni Maaned fandt ham paa Lindholmen, en liden Ø ved den ſydlige eller ſvenſke Deel af Hiſingen (ligeoverfor det nuværende Gøteborg), ſom vi ogſaa tidligere have haft Anledning til at omtale, men hvor der nu fandtes et Slot, hvor vi ſee at Kongen herefter oftere opholdt ſig[20]. Her paa Lindholmen var ej alene hans Moder, men ogſaa hele det ſvenſke Raad tilſtede[21], og uagtet vi ikke vide andet af hvad der ſkete paa dette Møde, end at et allerede tidligere med Biſkopen af Linkøping indledet Bytte af Viſingsø Slot m. m. med dennes Gaard Skelduvik i Øſtergøtland nu blev endeligt afgjort, kan der dog ej være nogen Tvivl om, at vigtige Forhandlinger have været plejede her, og at der navnlig maa have været truffet Beſtemmelſer angaaende Skaane og de Anliggender, ſom dermed ſtod i Forbindelſe. Thi kort efter tog Kongen Skaane i formelig Beſiddelſe. Allerede den 10de Juli finde vi ham i Helſingborg[22], ſaaat det altſaa er tydeligt, at de Hindringer nu vare bortryddede, ſom ſtillede ſig imod Beſiddelſestagelſen, og at navnlig Helſingborgs Slot maa have været fuldkommen indløſt. Den 12te Juli var han i Lund[23], og her, ſom i Helſingborg, ſee vi at han lod udgaa allehaande Beſkjermelſesbreve: et Tegn paa, at han nu optraadte i Egenſkab af retmesſig Landsherre, og formodentlig paa en eller anden Feſtdag har modtaget Indbyggernes formelige Hylding. Men da han, formodentlig i Begyndelſen af Auguſt, atter forlod Skaane, ſynes han at have taget Vejen ind i det indre af Sverige; den 22de Auguſt var han i Ørebro, den 20de Septbr. i Stockholm, den 29de i Sigtuna, og lige fra 29de October til 6te Decbr. paa ſin nys erhvervede, ovenfor nævnte Gaard Skelduvik, i Øſtergøtland[24]: ej førend den 26de Decbr. finde vi ham atter paa Baagahuus[25]. Under denne lange Fraværelſe finde vi ikke et eneſte i hans Navn udſtedt Brev vedkommende de norſke Anliggender, og der er ſaaledes al Grund til at antage, at han, optagen ſom han var med Skaanes Udløsning og de ſvenſke Sager, aldeles ikke bar bekymret ſig derom, og at dette har vakt Uvilje i Norge, hvor Forfatningen nu engang var ſaadan, at en Konge, naar han førſt havde overtaget Regjeringen, ikke godt kunde undværes i Landet, ſom den, til hvis afgjørende Autoritet man hvert Øjeblik trængte, uden at Regjeringsforretningerne og hele Statslivet mere eller mindre gik i Staa.

Hvad der i vore Optegnelſer fra hine Dage meldes om de Bevægelſer, der paa denne Tid fandt Sted i Norge, indſkrænker ſig til følgende korte Beretning i de islandſke Annaler: „Hr. Erling, Hafthorsſønnerne og Ulf Saxesſøn forholdt Kongen Tunsberghuus, men gik ſiden i Kongens Vold, og Kongen ſkjenkede dem baade Liv og Ejendomme, undtagen Ulf Saxesſøn; han indfandt ſig ikke hos Kongen, og blev jaget i Landflygtighed“[26]. Her ſiges hverken af hvad Aarſag, eller paa hvilken Tid af Aaret dette ſkete. Hvis denne Begivenhed var henført til 1332, ſaa maatte man nærmeſt have gjettet paa, at Erling ikke godvilligt har givet Slip paa Rigsforſtander-Verdigheden, men tilligemed ſine Tilhængere indſluttet ſig paa Tunsberghuus, indtil han ſiden nødſagedes til at overgive ſig paa Kongens Naade. Men de bedſte Bearbeidelſer af Annalerne ere enige i at henføre Begivenheden til 1333, det ſamme Aar, ſom Paal Cantſler blev Erkebiſkop, og Aaret førend han kom tilbage fra Curien: der kan altſaa ingen Fejltagelſe være. Nu kunde det jo ſynes tenkeligt, at Erling allerede lige fra Kongens Regjeringstiltrædelſe i April 1332 kunde have proteſteret mod den nye Tingenes Orden, ſtillet ſig i Spidſen for andre misfornøjede, og indeſluttet ſig paa Tunsberghuus, uden at Kongen eller rettere dennes betroede Mænd kunde begynde at foretage ſig noget imod ham, førend i det følgende Aar. Men der er, ſom allerede forhen paapeget, ingen Spor af at noget ſaadant fandt Sted, eller at Kongens Regjeringstiltrædelſe overhoved ledſagedes af Uroligheder, og ſaa ſparſomme Efterretninger vi end have tilbage om de politiſke Begivenheder paa de Tider, faa vilde dog neppe noget af ſaa ſtor Betydning ſporløſt være forglemt. Men en anden Sag er, at Erling ved ſin Fratræden indtil videre kan have beholdt Tunsberghuus under ſin Varetægt, og derimod ſiden, misfornøjet med Sagernes Stilling, kan have vegret ſig ved at give Slip derpaa. Hertil kunde der nu være flere Grunde. For det førſte var vel han, ſom Fleerheden af Nordmændene overhoved, misfornøjet med, at Skaanes Erhvervelſe — hvad der er tydeligt nok — altfor meget, ja vel endog næſten udelukkende optog Kongens Opmerkſomhed, ſaaledes at derved hans Regjeringspligter med Henſyn til Norge forſømtes. For det andet havde man al Anledning til at befrygte, at denne koſtbare Erhvervelſe kunde foraarſage den norſke Rigskasſe utilbørlige Udgifter, og indvikle Norge i unødvendige Krige. Vi maa her erindre, at da de norſke Høvdinger i 1323 tog Magten fra Hertuginden og overdrog den til Erling, var det netop, fordi hun havde paaført Norge Udgifter og indviklet det i unødig Krig for at erobre Skaane. Den Politik, ſom Erling og hans Tilhængere dengang fandt ſkadelig eller utilraadelig, havde de .vel nu neppe nogen Grund til at betragte med andre Øjne. Sagernes Stilling var ikke ſynderlig forandret. Havde Norge endnu ikke haft nogen ligefrem Udtelling i den Anledning — og dette vides ikke engang med Vished — faa var der dog al Sandſynlighed for at det kunde faa, i den Pengeknibe, hvori Kongen nu befandt ſin. I alle Fald havde man nu de ſamme Factorer ſom for ti Aar ſiden: en ny uerfaren Regent, ſom havde altfor megen Lyſt til at herſke uden Control, eller i det højeſte kun at lade ſig lede af en Camarilla — og Begjerligheden efter en farlig Gebets-Udvidelſe, der idetmindſte ikke kom Norge til Gode; og af de ſamme Factorer var man vel berettiget til at befrygte det ſamme Product. Det er desuden vel at merke, at Tunsberghuus var en af Norges Fehirdſler, og ſikkert en af de fornemſte. Det er ſlet ikke uſandſynligt, at Kongen i ſin Trang for Penge til Skaanes Indløsning har gjort Miner til at ville ſkaffe ſig Forſterkning af de der opbevarede Midler, og at Erling har troet at burde modſette ſig det. — For det tredie er det — hvad vi ogſaa tidligere have antydet — umiskjendeligt, at den Camarilla, om man ſaaledes kan kalde den, der nu ledede den unge Konges Handlinger hørte til det Parti, ſom en Tidlang havde ſtaaet i Oppoſition mod Erling og hans Tilhængere. Ivar Agmundsſøn var, ſom vi vide, Høvedsmand paa Baagahuus, hvor Kongen havde ſit meſte Tilhold, altſaa havde han Lejlighed nok til at vinde hans Hengivenhed, den han vel heller ikke har ladet gaa ubenyttet hen; et Beviis paa dette ville vi ſnart faa, idet vi ſee Kongen udnævne ham til ſin Drottſete, og hvis vi — hvad der neppe kan betvivles — have Ret i den Antagelſe, ſom vi ovenfor have fremſat, at han var den „megtige Ridder“ paa Baagahuus, til hvilken hiint myſtiſke Bud henvendte ſig for at faa Kongen overtalt til at tilkjøbe ſig Skaane[27], er dette ej alene fremdeles et Tegn paa den Indflydelſe, han troedes at udøve paa ham, men ogſaa ligefrem et Vidnesbyrd om, at han begunſtigede den Politik, med hvilken Erling og de, der tænkte med ham, vare misfornøjede, ſaa at vi allerede heri ſee dem ſom Modſtandere, om man ej engang vil tage Henſyn til, at Erling og hans Broder Finn Agmundsſøn for faa Aar ſiden havde ſtaaet fjendtligt lige overfor hinanden. Vi modtage overhoved det Indtryk, at den unge Konge, keed af at ſtaa under Formynderſkab, har, ſom det gjerne gaar, overført noget af ſin Lede til Formynderſkabet paa Formynderen ſelv, og ſaaledes viiſt ham Kulde, men med deſto mere ungdommelig Iver lyttet til hans forrige Modſtandere, og ladet ſig paavirke af dem. Endelig maatte vel baade han og mange andre oprigtige Fedrelandsvenner føle Betænkelighed — endog uden Henſyn til nogen beſtemt Politik — ved at ſee Kongen nu, iſær ſiden Cantſlerens Fjernelſe, løsrive ſig fra alle betryggende Former og tage Forvaltningen ganſke i ſin egen Haand. Thi fordi om Erling, da han ſelv ſtyrede, var misfornøjet med Cantſlerens Control, er det derfor ikke ſagt, at han nu, da han paa en vis Maade befandt ſig i Oppoſitionen, ikke ſkulde ønſke Kongen, eller rettere dem, der ledede ham, en lignende Control underkaſtede, helſt naar Kongen fordetmeſte holdt ſig enten udenfor Riget, eller og i Rigets yderſte, fjerneſte Egne.

Hvad Hafthorsſønnerne, Jon og Sigurd, angaar, da var det formodentlig ſnarere private Interesſer, end politiſke eller patriotiſke Henſyn, der bragte dem til at ſætte ſig op mod Kongen. De vare, ligeſom denne ſelv, Datterſønner af Kong Haakon. Var deres Moder end ikke egtefødt, ſaa vare de dog eventuelt berettigede til Tronen, og paa Grund deraf fordrede de maaſkee ſtørre Forleninger end Kongen var til Sinds at give dem, og det kunde beſtaa med god Orden. Det havde oftere været Skik og Brug, at Frænder af det kongelige Huus forlenedes med hele Borgeſysſel. Erling Alfsſøn havde haft den, og ſenere hans Søn Alf Jarl[28]. I Liighed hermed havde deres Moderfader Kong Haakon, formodentlig kort før ſin Død, givet dem Lehnsbrev paa Borgeſysſel, men ſandſynligviis med det Forbehold, at det ej ſkulde træde i Kraft, førend de havde opnaaet Myndighedsalderen, ſiden man intet hører dertil, førend meget ſenere. Muligt og at endnu andre Betingelſer have været tilføjede[29]. Naar de bleve myndige, vides ikke med Vished, da man ej kjender deres Fødſelsaar, men da det er viſt, at de levede endnu lige hen mod Aarhundredets Slutning, kunne de ej have været ſtort eldre end Kongen ſelv, og den eldſte af dem, Jon, maa netop nu være bleven myndig, det vil ſige have fyldt ſit 20de Aar[30]. Sandſynligviis have de da nu enten allerede fremlagt ſit Lehnsbrev for at gjøre det gjeldende, og faaet Afſlag, af den Grund at ingen norſk Konge kunde kunde give Forlehninger længer end paa ſin egen Livstid, eller, i Forventningen om, at deres Fordring ej vilde blive kjendt gyldig, paa Forhaand antaget en truende Stilling, og ſøgt Beſkyttelſe hos Erling. J Forbindelſe med ſin Tragten efter denne fyrſtelige Forlehning have de vel og gjort Forſøg paa at kunne optræde paa fyrſtelig Viis, omgivne med Huuskarle[31], m. m. ligeſom Thornbergmændene fordum, men det er allerede ovenfor omtalt, at Kongen endnu i det ſamme Aar, han blev myndig, lod en Retterbod udgaa mod alle de Mænd, der i hans Myndighedstid havde antaget Svene eller Huuskarle, og ladet dem ſverge ſig Troſkabs-Eed, ſom ſelve Kongen, uden Medhold i Loven, og til Skade for Landets Sikkerhed. I denne Retterbod, udſtedt under hans Jule-Ophold i Oslo, den 18de December 1332, forbød han herefter Enhver, af hvas Stand og Rang han monne være, uden ſærſkilt Kongebrev derpaa, at holde eedſvorne Tjenere eller hvad andet man kunde kalde dem, undtagen dem ſom de dagligen holdt paa ſin Koſt og Klæder[32]. Om denne Forordning ikke endog var udgiven nærmeſt med Hafthorsſønnerne for Øje, ſaa er det dog aabenbart, at den maatte være dem yderſt forhadt, netop paa den Tid, da de ſkulde optræde ſom ſelvſtændige Mænd, og, ſom de vel ſelv tænkte ſig det, næſten paa fyrſtelig Viis, i Kraft af deres kongelige Herkomſt. Det er højſt rimeligt, at de endnu ved Siden af Fordringen paa at forlenes med Borgeſysſel ogſaa have anholdt om Brev paa at holde Huuskarle, men ogſaa her faaet Afſlag, eller og at de, forud visſe paa Afſlag, ſtrax, ligeſaagodt førſt ſom ſidſt, have overtraadt Forbudet og derved kaſtet Handſken mod Kongen. Uagtet Jon var den eldſte af Brødrene, er det dog aabenbart, at Sigurd, den yngre, egentlig var den urolige og virkſomme Aand, der ſatte Alt i Verk, medens Jon, den eldre, kun fulgte efter. Sigurd maa have beſiddet en ikke ringe Grad af Ærgjerrighed, og fra ham udgik, ſaavidt man kan ſee, de fleſte Uroligheder, der i de følgende tyve Aar ryſtede Norge.

I hvilket Forhold den forhen (S. 39) omtalte Ulf Saxesſøn ſtod til Erling ſaavelſom Hafthorsſønnerne, vides ikke; ſaameget er kun viſt, at han maa have været af ſærdeles høj Byrd, og.formodentlig beſlægtet eller i alle Fald nøje forbunden med dem, og at hans Hovedbeſiddelſer laa paa Hedemarken[33].

Tiden, da disſe Uroligheder begyndte, ſynes at have været Høſten 1333, da Kongens langvarige Fraværelſe i Sverige deels kan have begyndt at vekke nogen Misnøje, deels kunde give de Misfornøjede ſelv bedre Haab om at holde Modpartiet Stangen. I denne Tid opholdt nemlig, ſom det i det følgende nærmere ſkal omhandles, den pavelige Nuncius Petrus Gervaſii ſig i Norge; han var i Begyndelſen af Auguſt kommen til Bergen, men forlod denne Stad igjen, ſom han ſelv ſiger, den 12te September, efter Opfordring af Rigets Høvdinger, for at begive ſig andenſteds, hvor han ſkulde finde Biſkoperne af Oslo, Hamar og Stavanger, og han gjorde denne Reiſe i Følge med Hr. Ivar Agmundsſøn. Der ſiges ikke, hvad det var for et Sted, men af den Omſtændighed, at den varede heelt til 1ſte November, at han vant Følge med Hr. Ivar, Høvdingen paa Baagahuus, og at han allerede den 6te November var paa Reiſen gjennem Sverige, maa vi ſlutte, at Stedet ej kan have været noget andet end dette Slot, eller Staden Kongehelle[34]. Heraf ſynes man da at kunne ſlutte, at et Møde baade af geiſtlige og verdslige Herrer har været holdt eller idetmindſte paatænkt at holdes ſeenhøſtes i 1333 i eller ved Baagahuus, efter Foranſtaltning af Hr. Ivar, ſom i den Anledning endog ſelv havde begivet ſig til Bergen, neppe i anden Henſigt end perſonligt at opfordre de derværende Høvdinger til at møde, og at man ogſaa har ønſket den pavelige Nuncius’s Nærværelſe. At ſaa ſtore Ophævelſer forudſette en klekkelig Aarſag, er klart, og ſom ſaadan ligger det da aabenbart nærmeſt at gjette paa hiin Demonſtration fra Erlings, Hafthorsſønnernes og Ulf Saxesſøns Side. At disſe maa have mødt en alvorlig Modſtand fra de andre Høvdinger, er klart, thi hvis alle Norges Stormænd havde holdt ſammen, vilde Kongen neppe have kunnet udrette noget imod dem; nu derimod have de ganſke viſt merket, at de befandt ſig i Minoriteten, og derfor ſnart tabt Modet. Og da det af de Vidnesbyrd, der ere forhaanden om Kongens Reiſer og de Steder, hvor han opholdt ſig i denne Tid, er tydeligt, at han ikke ſelv kan have ledet de Skridt, der nødte Inſurgenterne til at falde til Fode, kan man, naar man med hvad der tidligere er yttret om Hr. Ivar ſammenholder den nys meddeelte Underretning, anſee det for temmelig viſt, at det var ham, ſom her handlede paa Kongens Vegne. Opſtanden ſees heller ikke alene at have indſkrænket ſig til at de misfornøjede Herrer forholdt Kongen Tunsberghuus. De ſøgte ogſaa at ſette ſig i Beſiddelſe af andre faſte Punkter. Af en pavelig Skrivelſe, ſom den følgende Sommer udferdigedes til Biſkop Hallvard i Hamar, og hvori de for nogen Tid ſiden forefaldne Begivenheder omtales[35], erfares det, at da Sigurd, ledſaget af mange Medforbundne og Medſkyldige, tilfeldigviis mødte Biſkopen, omgiven af ſine Tjenere, tvang han dem alle, dog uden at tilføje dem nogen legemlig Fornærmelſe, til at følge med ſig til et Huus, ſom tilhørte en af hans Frænder, holdt dem der, idet han dog viiſte dem al tilbørlig Høflighed, fangne en Dag og en Nat, og ſlap dem ikke løs, førend Biſkopen havde ſamtykket i at laane ham paa nogen Tid et Biſkopsſtolen tilhørende meget faſt Slot. Dette Slot kan neppe have været noget andet end Mjøskaſtellet ved Ringsaker, hvorom allerede gamle Kong Haakon havde ligget i Strid med Biſkop Paal[36]. At ogſaa Ulf Saxesſøn ved denne Lejlighed var med, maa antages ſom viſt, ej alene fordi han hørte hjemme paa Hedemarken, ſom det nylig er viiſt, men ogſaa fordi vi af andre Breve erfare, at han efter ſin Tilbagekomſt fra Landflygtigheden maatte indgaa et Forliig med Biſkop Hallvard paa meget haarde Betingelſer. Denne Omſtændighed, at ogſaa en Biſkop var bleven fornærmet, var det vel, ſom iſær gjorde det pavelige Sendebuds Nærværelſe ved Høvdingemødet ønſkelig, og herved bekræftes og, at Mødet, hvor alle tre Biſkoper vare nærværende, holdtes i en mod de misfornøjede Høvdinger fjendtlig Henſigt. Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Biſkop Salomon af Oslo har været behandlet paa ſamme Maade. Idetmindſte beretter et enkelt Brudſtykke af islandſke Annaler ved Aar 1339, at „Hroar, Sigurd og Ulf fangede Biſkoperne Salomon og Hallvard, og ranede Gods fra dem“[37]. Da man oftere har Exempel paa, at de ſlettere blandt de isl. Annaler, hvortil dette Brudſtykke visſelig hører, henføre Begivenhederne til urigtige Aarstal[38], og der ikke andenſteds, enten i hiſtoriſke Optegnelſer eller pavelige Breve eller andre Documenter, vedrørende de norſke Biſkoper og Høvdinger, findes mindſte Tegn til at en ſaadan Voldsgjerning har fundet Sted efterat Forliget engang var kommet iſtand, medens derimod Ulf Saxesſøn ſiden ſynes at have ſlaaet ſig fra de Misfornøjedes Parti, og man dog heller ikke kan anſee Beretningen reent ud for opdigtet, bliver det temmelig viſt, at den ſigter til Urolighederne i 1333, og at Henſigten med Biſkop Salomons Tilfangetagelſe har været den ſamme, ſom med Biſkop Hallvards, nemlig at aftvinge ham et eller andet faſt Punkt, han kunde have at raade for, maaſkee endog ſelve Caſtellet ved Biſkopsgaarden i Oslo. Og Navnet „Hroar“ er da aabenbart kun fejlſkrevet iſtedetfor „Hr. Joan“ d. e. Hr. Jon Hafthorsſøn[39].

Underſøge vi nu fremdeles, hvo andre der kan have taget Parti med de Misfornøjede, ſtode vi førſt og fremſt paa Hr. Guthorm Kolbjørnsſøn, der ſtod ſaa heftigt paa hans Side under Striden med Biſkop Audfinn i 1328. Vi finde ham i Tunsberg hele Tiden, fra 12te October til midt i December[40], altſaa netop paa den Tid, da hine, hvis vor ovenfor fremſatte Antagelſe er rigtig, maa have haft Tunsberghuus inde; havde han ikke holdt med dem, vilde han vel have forladt Staden. Desuden er hans Nærværelſe i Tunsberg d. 12te October netop bekjendt af et Document, hvorved han tilligemed et Par andre Mænd bevidnede Rigtigheden af en Copi af det Gavebrev, hvorved Fehirden Svein Klerk for tre Aar ſiden havde ſkjenket Hr. Erling Vidkunnsſøn det betydelige Jordegods, om hvilket der ovenfor er talt. Altſaa optræder Guthorm ſom en Ven af Erling. Erling var paa den Tid ikke ſelv tilſtede i Tunsberg,.men opholdt ſig i Sogn netop paa den omſpurte Gaard Hvaal, og fik ſig den Deel overdragen af Sigrid Sveinsdatter, ſom hendes Fader havde ſkjenket ham[41]. Denne Iver for at ſikkre ſig den omtviſtede Ejendom, der netop nu aabenbarer ſig hos Erling, er ej uden Betydning, og kunde nok vidne om, at han følte ſig indviklet i et voveligt Foretagende. Under hans Fraværelſe fra Tunsberg har maaſkee endog Guthorm ſelv haft Borgen rinder ſin Varetægt, ſkjønt der vel ellers var nok af dem, hvem man med Sikkerhed kunde betroe dette Hverv. En anden anſeet Mand paa de Kanter, der ogſaa ſandſynligviis holdt med ham, var den nysnævnte Stig Haakonsſøn, Sysſelmand i Skien efter ſin nys afdøde Fader Hr. Haakon Thoresſøn, og Broderſøn af Erling[42]. Af Biſkoperne have vi ſeet, at idetmindſte Salomon og Hallvard maa have hørt til dette kongelige Parti, og det ſamme var vel og Tilfeldet med Biſkopen af Stavanger. Biſkop Haakon i Bergen derimod, ihvorvel han var altfor klog og forſigtig til at tage Parti, ſynes dog at have haft meſt tilovers for Erling og hans Venner, og derfor heldet til deres Side: derpaa tyde hans ſenere Breve.

Hvor lenge denne Tilſtand varede, kan ej med Beſtemthed ſiges, ligeſaalidet ſom der nævnes et Ord om, hvad Reſultatet var af de Raadſlagninger, ſom Ivar Agmundsſøn, efter hvad der ovenfor er oplyſt, maa have haft med de andre Høvdinger og maaſkee Biſkoperne ſamt den pavelige Nuncius, medens Kongen fremdeles holdt ſig paa Skelduvik i Øſtergøtland, uden, ſom det ſynes, at lade høre fra ſig. Omſider kom han før Juul til Baagahuus, men om det var alene for at holde Juul og Lyſtighed her, eller efter Opfordring af Høvdingerne, nævnes ikke. Det ſidſte bliver dog rimeligſt at antage, da det erfares, at han, fremdeles trykket af Beſværligheden ved at opdrive Penge til Indløsningsſummen for Skaane, havde aftalt et nyt Møde med de ſvenſke Biſkoper, eller maaſkee en heel Rigsforſamling i Ørebro til de førſte Dage af Februar[43], for at ſøge yderligere Pengehjelp. Thi hvis han ikke havde haft ſaa vigtige Anliggender at rette i Norge, vilde han vel have tilbragt den hele Tid i Sverige, uden at umage ſig med den lange Reiſe til og fra Baagahuus. Uagtet man nu ikke veed noget om Kong Magnus’s Beſøg paa Baagahuus om Julen 1333—1334 uden af en Bekræftelſe, han anden Juledag udſtedte paa den ſvenſke Stad Jønkøpings Privilegier[44], ſaa finder man dog Tegn til, at han der maa have truffet overordentlige Foranſtaltninger til at fjerne den truende Fare. Vi ſee nemlig d. 1ſte Mai 1334, medens Kongen var i eller nær ved Stockholm[45], et Brev udſtedt i hans Navn fra Tunsberg, beſeglet af Hr. Haakon Agmundsſøn i Biſkop Salomons Nærværelſe, og i September derefter ved et Raadsmøde i Nidaroos, medens Kongen fremdeles opholdt ſig i Sverige, Hr. Ivar Agmundsſøn føre Titel af „Kongens Drottſete i Norge“, hvilket paa denne Tid, ſom vi have ſeet, omtrent var eenstydende med „Rigsforſtander“[46]. Altſaa er det klart nok, at Kongen, der af de anførte Aarſager ikke ſelv kunde gaa mod de Misfornøjede, men maatte gaa tilbage til Sverige, har indtil Videre overdraget ſin kongelige Myndighed til Ivar Agmundsſøn ſom Drottſete, og Hr. Haakon Agmundsſøn, ſom Seglbevarer eller etſlags Cantſler; og da ſaadant ikke kunde ſkee uden inden Landets Grændſer og med Raadets Samtykke, kan man ſlutte, ej alene at dette var Hoved-Øiemedet med hans Vinterreiſe til Baagahuus, men ogſaa at disſe vigtige Foranſtaltninger ikke ſkete paa nogen anden Tid end netop under hans Jule-Ophold der. Han havde, ſom det ſynes at fremgaa af hvad der allerede er anført om Opſtandens Ende, al Aarſag til at være tilfreds med ſine Befuldmegtigede. Hvad Midler de anvendte, vides ikke, men det naturligſte er at gjette paa, at beſtemt Holdning fra deres Side, og Mangel paa Opmuntring fra Fleerheden af Indbyggerne, har bragt de Misfornøjede til at indſee det haabløſe i deres Foretagende. Imidlertid maa man og antage, at Hr. Ivar har viiſt meget Maadehold, og mere med det Gode end med Magten ſøgt at udføre ſit Hverv, da vi ſinde, at der ſidenefter herſkede den bedſte Forſtaaelſe mellem ham og de Overvundne. Formodentlig maa Sagen have været afgjort lidt for den 1ſte Mai, da Hr. Haakon og Biſkop Salomon befandt ſig i Tunsberg, ſom nys anført, og Erling tilligemed Hafthorsſønnerne have formodentlig i Følge med Hr. Ivar begivet ſig til Baagahuus for at indfinde ſig hos Kongen, der omtrent paa ſamme Tid havde forladt Stockholm, efter ogſaa her at have udnævnt en ny Drottſete, Hr. Gregorius Magnusſøn[47], og over Axevalle begivet ſig til Lindholmen, hvor han indtraf mellem den 20de og 24de Mai[48]. Her, eller maaſkee paa det ikke langt derfra liggende Baagahuus, er det da, at hine Herrer bleve tagne til Naade. At deres Forſeelſe betragtedes ſom fuldkommen Landraadeſag, ſees deraf, at der var Tale om Liv og Ejendom. Efter Annalernes Ord benaadede Kongen dem aldeles, og man finder heller ikke andenſteds noget yttret om at de maatte bøde; dette ſkyldtes vel meſt deres Frændſkab med Kongehuſet, og Erlings Fortjeneſter, men vel og for en Deel Ivar Agmundsſøns Forbøn. Sigurd Hafthorsſøn havde ligeledes ſaa betimeligt tilbagegivet Biſkop Hallvard det ham fratagne Slot, og godtgjort ham den lidte Skade, at Pave Johannes den 22de allerede den 25de Juni 1334 kunde bemyndige Biſkop Hallvard til at løſe Sigurd og hans Medſkyldige af det Kirkens Bann, hvori de ved ſaadan Forgribelſe paa Biſkopens Perſon var falden, dog ſaaledes, at han ogſaa paalagde dem en pasſelig Pønitens. At Tilgivelſen fra Kongens Side maa have været oprigtig og fuldſtændig, viſer ſig ogſaa deraf, at Jon Hafthorsſøn tre Aar efter allerede var ophøjet til Ridder. Men hvorfor Ulf Saxesſøn forlod Landet, om det var af Trodſighed, fordi han ikke vilde ydmyge ſig, eller fordi Kongen fornemmelig var ham gram, vides ikke. Efter Beretningens Ord maa vi antage, at han blev lyſt utlæg. Men ogſaa han blev efter faa Aars Forløb atter ganſke tagen til Naade, ſom det i det følgende ſkal viſes[49].

Det er ſaaledes umiskjendeligt, at Kongen, eller den Fraction af Høvdingerne, der for Øjeblikket nød hans Yndeſt og udøvede Indflydelſe paa ham, fuldkommen ſejrede i denne Kamp, om den kan fortjene dette Navn, hvor der neppe engang blev draget Sverd, men det Hele ſynes at have været afgjort ved Underhandlinger. Men det er ligeledes øjenſynligt, at de have benyttet Sejeren med ſtørſte Maadehold, hvilket dog vel neppe ſaa meget er at tilſkrive den unge Konge ſelv, ſom de Høvdinger, der handlede paa hans Vegne. Thi om disſe end i mangt og meget kunde være uenige med det andet Parties Ledere, ſaa var dog nu uden al Tvivl de fleſte fornemme Ætter i Norge ſaa nøje indbyrdes forbundne ved Slegtſkab og Svogerſkab, at de ikke for Alvor kunde tænke paa at oprykke og ødelegge hinanden. Vi ville endog ſee Agmundsſønnerne ſelv efter faa Aars Forløb at gjøre fælles Sag med Hafthorsſønnerne, da disſe paa ny begyndte Uroligheder, og ſom det ſynes med bedre Grund eller idetmindſte efter bedre Forberedelſer end denne Gang, hvor den ſtørſte Mangel ved deres Foretagende ſynes at have været den, at det var uforberedt og planløſt. Der er desuden al Grund til at tro, at den mere veltænkende Deel af Geiſtligheden har lagt ſig imellem, iſærdeleshed Biſkop Haakon, hvilken vi idetmindſte ved Ulf Saxesſøns Hjemkomſt ville ſee at optræde ſom Megler mellem ham og Biſkop Hallvard, og ſenere under de paafølgende Uroligheder ved mundtlige og ſkriftlige Raad at ſøge at ſtyre alt til det Bedſte[50].

  1. Dette angives i de isl. Annaler.
  2. Isl. Annaler. De Annaler, der ſette Laurentius’s Død i 1330, ſette ogſaa Egils Indvielſe i 1331, men da de dog ſige, at han blev indviet af Haakon, og dennes Indvielſe ingenſteds ſettes tidligere end 1332, er det klart at dette Aar er det rette.
  3. Feſtens Højtideligholdelſe blev ifølge Annalerne og Laurentius’s Saga Cap. 48 lovtagen paa Island 1325; i Norge maa det være ſkeet noget tidligere, da der ſiges at Biſkop Jon havde bragt Beſtemmelſen derom ud med ſig (1322).
  4. Dipl. N. III. 166.
  5. Dipl. II. 198.
  6. Dipl. N. I. 221.
  7. Saaledes ſtaar der i det pavelige Bekræftelſesbrev: vi ſtøde her raa den ſamme Talemaade, ſom oftere forekommer, hvor der er Tale om Stemmegivning, ſom om ej alene Stemmernes Tal, men og deres Vegt ſkulde regnes. Dog har dette Tillæg om „de forſtandigere Stemmer“ neppe noget at betyde.
  8. Alt dette angaaende Valget erfares af Pavens Bekræftelſesbrev, i Regesta comm. Johann. XXII. an. 18. part. 2. ep. 14.
  9. Han kaldes i Bekræftelſesbrevet „utriusque juris professor, in diaconatus ordine constitutus“ Om Indvielſesdagen, ſee Keyſers Kirkeh. II. S. 244.
  10. Regest. Comm. Joh. XXII. an. 18 p. 2 ep. 886.
  11. Dette bevidnes ogſaa i Annalerne.
  12. Saaledes f. Ex. Brev af 8de Januar 1335, udſtedt i Strengnes (Dipl. N. II. 210, IV. 216) innsiglat oss sjalfum hjáverandum, Ívarr Auðunarsun ritaði; af 17de Juni 1336, og 8de September 1336, det førſte udſtedt paa Baagahuus, det andet i Stockholm (Dipl. N. V. 114 og I. 241): innsiglal oss s. hjàverandum; Páll Styrkárssun ritaði; af 10de Marts 1338, udſtedt fra Tunsberg (Dipl. N. II. 227) og af 23de Aug. 1338, udſtedt fra Baagahuus (Dipl. N. III. 199): innsigl. oss s. hjáverandum: Halldórr Ögmundarsun ritaði.
  13. Dipl. N. II. 205, dat. Tunsberg 1ſte Mai 1334, her heder det: herra Hákon Ögmundarsun innsiglaði, Páll klerkr ritaði.
  14. Dipl. N. I. 266.
  15. Dipl. N. II. 224. Hr. Erling nævnes og i det nysanførte Brev af 23de mat. 1340.
  16. Dipl. N. III. 176. Hvad Tid Erling udnævntes til Provſt, kan man ej med Beſtemthed erfare: men af den Omſtændighed at Kongen udtrykkeligt omtaler ham i Brevet af 1337, der er et Bekræftelſesbrev paa Mariekirkens Rettigheder, medens han derimod ej nævnes i det føromtalte Brev af 8de Septbr. 1336, der dog ogſaa er et ſaadant Bekræftelſesbrev, ſkulde man formode at hans Udnævnelſe falder i Mellemtiden; og ſandſynligviis ſtod endog Provſtedømmet indtil da ubeſat. Det er nemlig muligt, at Paal, ſom det ofte ſkete, har faaet Tilladelſe til, indtil videre at beholde ſine forrige Beneficier: idetmindſte blev hans Canonicat paa Orknøerne ej beſat førend i 1342 (Regest. Supplicationum Clem. VI. an. 1. p. 1. f. 264.
  17. Brevet No. 561 i Lübeck Urkundenb. II. dat. 25de Mai 1333, indeholder nemlig en Erkjendelſe fra Johannes Hasſendorp at have modtaget i Eggard v. Brockdorps Navn (ſ. o. S. 144) af Lübecks Raad de 3017 Mk. brendt Sølv, ſom Kong Magnus ved Ridderne Gisle Elinesſøn og Karl Neskonungsſøn havde ladet nedlegge hos ſamme Raad.
  18. S. o. S. 141.
  19. Nemlig forſaavidt man kan antage, hvad der vel og i ſig ſelv er det rigtigſte, at det var i Ljodhuus, hvor Petrus Gervaſii ſagde Kongen Farvel. Man ſkulde dog af Brevet No. 562 i Lüb. Urk. B., udſtedt i Kongens Navn og dateret Stockholm 7de Juni, formode at Kongen da var i Stockholm; men P. Gervaſii Regnſkabsbog viſer, at da denne den 8de Juni begav ſig til Lindholmen, var Kongen og hans Moder allerede ankomne did. Forøvrigt er det muligt, at Brevet, der mangler Datum, er i Lüb. Urk. B. henført til et urigtigt Aar. Brevet indeholder nemlig en Skrivelſe til Raadet i Lübeck om at tillade de Holſter, hvilke han endnu var forpligtet til at lade Penge udbetale i denne Stad, uhindret komme der og modtage Pengene, uagtet der var opſtaaet Strid mellem Staten og enkelte af Holſterne. Dette ſynes at have bevæget Udgiveren til at henføre Brevet til ſamme Aar, ſom det nys citerede Qvitteringsbrev af 25de Mai 1333; men vi vide jo, at der ſkete langt ſildigere Udbetalinger, og Ordet „endnu“ (adhuc) i Brevet ſynes ſnarere at vidne om, at dette var en af de ſidſte.
  20. Dette Lindholmens Slot maa ej forvexles med det nys ovenfor omtalte, i Skaane. Lindholmen (Lindesholmen) ved Hiſingen nævnes i Kong Haakon Haakonsſøns Hiſtorie, ſ. o. IV. 2 S. 93. 97.
  21. Dipl. Sv. 2992.
  22. Dipl. Sv. 2994
  23. Sammeſteds 2996. Saavel her, ſom i Brevet fra Helſingborg, ſtaar der umiddelbart efter Dateringen „in præsentia nostra“, et Tegn paa, at Kongen her har været perſonligt tilſtede.
  24. Dipl. Sv. 3001, 3003, 3004, 3007, 3010, 3015. Her findes ingenſteds Ordene „in præsentia nostra“ anbragt, og det kunde ſynes tvivlſomt, hvorvidt Kongen ſelv var tilſtede ved disſe Breves Affattelſe. Dog maa han idetmindſte have været paa Skelduvik, da der ej er nogen rimelig Grund til at Drottſeten eller Raadet ſkulde have holdt til der paa hans Vegne.
  25. Dipl. Sv. 3018—3020.
  26. Ordene i de forſkjellige Bearbeidelſer ere ſelv noget forſkjellige. I Annales regii (dog kun Arne Magnusſens Tillæg efter tabte Blade) heder det: „Hr. Erling og Hafthorsſønnerne og Ulf Saxesſøn forholdt Tunsberghuus for Kong Magnus, men gav ſig ſiden i hans Vold“. Flatø-Annalerne tillægge, at Erling og Hafthorsſønnerne gav ſig i Kongens Vold, men at Ulf rømte. Andre melde kun, at Erling og Hafthorsſønnerne forligtes med Kongen, men at Ulf rømte.
  27. S. o. S. 148.
  28. See ovf. IV. 1 S. 476 og IV. 2 S. 95.
  29. Det vil nemlig i det Følgende blive viiſt, hvorledes det ved en Dom af 12te Januar 1347 blev afgjort, at Hafthorsſønnerne ikke i Kraft af Kong Haakons Brev, ſom de fremlagde, kunde gjøre Fordring paa Borgeſysſel ſom Forlehning. Altſaa have de haft et ſaadant Brev, og da der ingen Indvending reiſes mod dets Egthed, men det alene anføres, at Kongen ikke kunde give Veitſler ud over ſin egen Levetid, har det vel og været aldeles rigtigt fra Udſtedelſens Side. Fordi man nu ikke finder dette Brev omtalt, førend i 1347, hvor det ved endelig Dom erklæredes ugyldigt, er det dermed ingenlunde ſagt, at dets Indehavere ikke tidligere ſøgte at gjøre det gjeldende. Tvertimod er det heel ſandſynligt, at det netop iſær har været dette Brev, og de andre dertil knyttede Fordringer, ſom foranledigede Hafthorsſønnerne til oftere at yppe Fjendtligheder mod Kongen, ſom vi ville ſee, indtil man efter hiin Dom ej hører mere om ſaadanne; — kun ere de ſkriftlige Efterretninger om hine Tiders Begivenheder ſaa faa og magre, at der intet nævnes om Brevet, førend vi ſtøde paa Dommen, hvorved det kjendes magtesløſt.
  30. Om Hafthorsſønnernes Fødſelsaar er det umuligt at ſige noget beſtemt; man ſeer kun, at de endnu ikke vare fødte i Januar 1312, efterſom Kong Haakon i Brev af 8de ſ. M. omtaler Agnes’s „lovlige Arvinger“ ſom tilkommende. Var ſaaledes maaſkee Jon født ſidſt i 1312 eller førſt i 1313, havde han i 1333 netop fyldt ſit 20de Aar, og Sigurd kan neppe engang have været mere end 19 eller 18. Dette pasſer og godt dermed, at Sigurd ikke blev gift førend i 1342, ſom det vil ſees, og at de begge levede ſaa langt ned i Tiden. De nævnes ſom levende endnu i 1386, ſee Dipl. Norv. I. 500. 600. At Jon var den eldre, ſees deraf, at han var opkaldt efter Faderfaderen, og derhos blev Ridder meget tidligere end Sigurd. Han nævnes nemlig ſom Ridder allerede i 1337, ſee nedenfor, medens Sigurd ej fører denne Titel, førend ved 1356.
  31. Om Thornbergmændenes (Erling Alfsſøns og Alf Erlingsſøns) fyrſtelige Optræden faa vi en Foreſtilling ej alene af hvad der berettes om Erlings og Alfs Magt og Anſeelſe, men ogſaa af Kong Haakons Brev af 13de Decbr. 1304 om Capellet paa Thornberg, hvilket de havde indrettet for ſine „Hirdpreſter“, men hvis Indtægter (forfaldne til Kronen ved Alfs Utlegd) Kongen nu henlagde til et ſæreget Altar i Mariekirken, hvor der ſkulde læſes Mesſe for deres Sjæl.
  32. Norges gl. Love III. 160, jfr. ovf. S. 126.
  33. Dipl N. I. 246, 256.
  34. For deſto ſtørre Tydeligheds Skyld, og at enhver kan bedømme Rigtigheden af hvad her antages, anføres Petrus Gervaſii egne Ord i hans Regnſkabsbog: „Den 12te September drog jeg, efter Opfordring al Norges Riges højbyrdige Mænd (ad instantiam nobilium regni Norvegiæ), fra Byen Bergen, vendende tilbage til andre Dele af ſamme Rige, hvor Biſkoperne at Oslo, Hamar og Stavanger ſkulde møde mig, og gjøre Regnſkab for det, hvorom jeg havde procederet mod dem (nemlig Pavetienden ni m.), og var jeg undervejs ligetil Allehelgensdag, og gav Tjenerne hos Hr. Ivar Rova, Ridder, der førte mig, 12 ſ. Gros de Tours; iligemaade betalte jeg 4 ſ. Gros de tours for 4 Tønder tydſk Øl, ſom jeg gav dem at drikke; iligemaade forærede jeg en af bemeldte Tjenere en Heſt, der koſtede 8 ſ. gros de tours. — Item den 6te November betalte jeg Føreren, der førte mig gjennem Sverige i 8 Dage med ſine Tjenere 5 Guldgylden“. Her kan nu vel den Fortolkning muligviis fremſettes, at Biſkoperne ej ſkulde forſamles til Mødet, men kun møde ham paa forſkjellige Steder undervejs, men dette gjelder da paa denne Reiſe l alle Fald kun Biſkopen af Stavanger, da Oslo og Hamar laa for langt af Vejen til at Nuncien kan have opſøgt dem i deres Hjem, og ere de komne ham i Møde, kan det neppe have været andenſteds end efterat Søreiſen var tilbagelagt. Under alle Omſtændigheder ſees de verdslige Høvdinger at have handlet under eet, og Ivar maa i alle Fald ſamtidigt med Nuncien have været confronteret med Biſkoperne.
  35. Dette Brev, indeholdende Tilgivelſe for Sigurd, er dateret 25de Juni 1334, grunder ſig paa et Brev fra Sigurd ſelv, og omtaler Begivenheden ſom foregaaet „dudum“ d. e. ifølge Stilen i deslige Breve „for nogen Tid ſiden“.
  36. See ovf. III. S. 889 ff.
  37. Isl. Ann. S. 250.
  38. Exempler herpaa ere for hyppige næſten paa hver Side i Annal-Udgaven til at jeg her behøver at paapege dem. Hvad der her desuden end mere beſtyrker den Antagelſe, at Begivenheden fra 1333 ved Skjødesløshed urigtigt er henført til 1339, er den Omſtændighed, at disſe Annaler altid kun angive Aarstallene med Aarets Søndagsbogſtav, og at 1333 og 1339 have det fælles Søndagsbogſtav C. Hvor let kan nu ikke en Notits, betegnet med C, og beſtemt at indſkydes paa det Sted, hvor Begivenhederne i 1333 omtales, være bleven flyttet til 1339?
  39. Naar der nemlig oprindelig ſtod hrioa (ɔ: herra ioann, kunde det let af en ſkjødesløs Afſkriver læſes ſom hroa’ eller hroar. Vel var Søn Hafthorsſøn paa den Tid neppe Ridder, men han kunde være blevet det, da Notitſen blev nedſkreven; desuden var han af ſaa fornem Æt, at Annaliſten kunde antage ham for berettiget til Herretitel.
  40. Dipl. Norv. I. 224, 226.
  41. Dipl. Norv. I. 225.
  42. At Stig Haakonsſøn ſtod i nøje Venſkabsforbindelſe med Erling, ſees deraf, at efter hans Død gav Erling Jordegods i Sandehered til Mariekirken i Tunsberg ſom Sjælehjelp for ham (Biſkop Eyſteins Jordebog). Som Søn af Haakon Thoresſøn, hvilket ogſaa Sammenligning mellem ham og Farfaderen Hr. Thores Vaaben vidner (Samll. t. d. n. F. og Spr. H. IV. S. 131, jfr. Tab. IV. f. 286, 287) var Stig Syſterſøn af Hr. Erling. Stig ſynes og at have deeltaget i Opſtanden 1333, ſ. nedf.
  43. See Kongens Brev fra Ørebro af 9de Febr. 1334, hvor han med Samtykke af Erkebiſkopen, tre Biſkoper, to Biſkopsfuldmægtige, og flere Prælater, laaner 1000 Mk. Sølv af Sveriges Geiſtlighed til Hjelp ved at udfrie de i tydſk Fangenſkab værende Giſler for Skaanes Indløsningsſum. (Dipl. Sv. 3031). Ogſaa Petrus Gervaſii, ſom allerede var kommen til Skaane, blev af Kongen anmodet om at komme did; han ſiger vel ikke udtrykkeligt Stedet, men det kan ej være noget andet, begav ſig 20de Januar fra Skaane, var 19de Febr. i Vadſtena (Dipl. Sv. 3041, 3053), og den 5te Marts tilbage i Lund.
  44. Dipl. Sv. 3018—20.
  45. Den 29de April var Kongen nemlig i Stockholm, hvor han og var tilligemed ſin Moder d. 4de Marts (Dipl. Sv. 3041, 3053).
  46. Dipl. Norv. II. 205 og III. 179. Brevene ſelv, hvorom mere ſidenefter, ere ikke af ſynderlig vigtigt Indhold. Men betegnende nok er det, at det af 1ſte Mai, udſtedt i Kongens Navn, og indeholdende en Bekræftelſe paa et gammelt Prov om Thesſe-Vandet i Gudbrandsdalen (ſee foran I. 2. S. 605), ikke til Slutning har Talemaaden „oss sjálfum hjáverandum“, men alene „hjáverandum virðulegum herra ok vin várum hinum kærasta, herra Salamone etc.; herra Hákon Ögmundarsun innsiglaði, Páll klerkr ritaði“. Brevets Form og Indhold viſer, at Udſtederne have udøvet fuldkommen kongelig Myndighed, og at Landets Indbyggere henvendte ſig til dem ganſke ſom til Kongen ſelv, ſaa at der vel i den Tid endog har været udſtedt Breve i Mængdeviis under ſamme Form. — Seglbevareren, Hr. Haakon Agmundsſøn, om hvem der tidligere er talt, ſynes at have ſtaaet i høj Yndeſt hos Kongen. Thi af en Dispenſationsbulle, udſtedt af Pave Benedictus d. 13de til Biſkop Salomon d. 17de Auguſt 1336, hvorom der nedenfor yderligere vil blive Tale, ſeer man, at Kong Magnus, for at faa ſtandſet alvorlige Uenigheder i ſit Rige, ſelv bragte et Feſtemaal iſtand mellem „ſin Junker“ (domicellum suum) Jon Asſursſøn (om ham ſee Dipl. N. H. 182, I. 255, han var formodentlig Søn af Drottſeten Hr. Asſur Jonsſøn) og Elin, Datter af „hans Ridder, Haakon Agmundsſøn, hvorved han endog ſelv ſluttede Feſtemaalet og fremſagde Formularen, men ſiden, da Elin døde før Bryllupet, „til Forebyggelſe af ſtor Forargelſe og Feider“, ønſkede at Jon ſkulde egte hendes Syſter Cecilia, Enke efter Erik Viljamsſøn paa Torge i Haalogaland, og ſelv anholdt hos Paven om den dertil nødvendige Dispenſation, hvilken ogſaa i dette Brev meddeeltes.
  47. Kong Magnus var, ſom ſagt, i Stockholm endnu d. 29de April, men den 20de og 21de Mai ſinde vi ham paa Nyhnus, d. e. Axevalle Slot (Dipl. Sv. 3063, 3064). Han maa altſaa i Mellemtiden have forladt Stockholm. Nu ſee vi, at Hr. Gregorius, der endnu d. 9de April kun kaldes nobilis (3049), d. 6te Mai kaldes „Drottſete“, altſaa maa han imellem disſe Dage have faaet ſin Udnævnelſe, og da Grunden hertil vel var den, at Kongen ønſkede at have ham til at repræſentere hans Perſon i hans Fraværelſe, maa ſamme Udnævnelſe ſettes i umiddelbar Forbindelſe med Kongens Reiſe.
  48. DipL Sv. 3066.
  49. De isl. Annaler omtale vel denne Feides Ende under ſamme Aar, 1333, hvortil de henføre Begyndelſen, men heraf følger ikke at begge Dele høre til eet og ſamme Aar. Det er en almindelig Skik, i ſlige Annaler, helſt ſaa lidet nøjagtige ſom de fleſte islandſke ved disſe Tider, og navnlig dem, der handle udførligere om nærværende Opſtand, at berette Udfaldet af en Begivenhed under ſamme Aar, hvor denne omtales, om det end hører til et følgende.
  50. Vi kjende nemlig, ſom det vil ſees, Biſkop Haakons private Brevvexling for 1337—1340, eller idetmindſte tilſtrekkeligt deraf, til at ſee, hvorledes han ſøgte at virke paa Gemytterne, og hvorledes man endog maaſkee iſær af hans Medvirken ventede ſig Gavn. Den Slutning ligger nær, at om vi ogſaa havde haft hans Brevvexling for 1333 og 1334, vilde lignende Beſtræbelſer og Indvirkning deraf ſpores.