Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/22

< Det norske Folks Historie | 7

Det er heller ikke umuligt, at ogsaa den pavelige Nuncius Petrus Gervasii, som i Aaret 1333 opholdt sig i Norge, kan have bidraget noget til at megle imellem begge Partier, og idetmindste faa udsat Tvisten indtil videre, siden vi erfare, at Høvdingerne saa bestemt ønskede hans Nærværelse. Dog nævnes intet udtrykkeligt derom, og naar han, som vi have seet, var tilstede ved de svenske Rigsforsamlinger, tildeels efter Kongens eget Ønske, faar man det Indtryk at det snarere var i Anledning af Kongens Pengetrang med Hensyn til Skaanes Indløsning, nemlig for at bemyndige Geistligheden til at gjøre Kongen de allerede omtalte Forstrekninger. Ved dette pavelige Sendebuds Virksomhed maa vi dvele noget, forinden vi skride videre. Det er forhen omtalt, at der af den pavelige Sexaarstiende, paabudt ved Conciliet i Vienne, endnu fandtes ikke ubetydelige Restancer i Norge og Sverige, siden de forrige Sendebud, Johan af Seron og Bertrand de Ortulis, havde været der. Navnlig stod endnu Biskopen af Orknø meget til Rest, og fra Islands Biskoper var der intet kommet. Heller ikke havde hine Nuncier i Norge faaet det mindste af Treaars-Annaterne for Norge, og ikke stort af de frivillige Legater. Hertil kom, at Paven allerede i 1326 havde ladet udgaa en yderligere Reservation for Curien af to Aars Annater[1], altsammen, som det heed, til at lette de umaadelige Byrder, som hvilede paa ham under hans Omsorg for Kirken og Christenheden. Nu havde han allerede i 1329 beskikket Erkebiskop Karl i Danmark tilligemed Predikebroderen Jens Nyborg, pavelig Pønitentiar, og den ovennævnte Petrus Gervasii, dengang Chorsbroder ved Abbediet St. Vosy (s. Euodii) i Puy Diøcese (dioc. Aniciensis) til at inddrive hans Tilgodehavende i Danmark, foruden at besørge andre Anliggender[2]; og den 24de November 1330 havde Petrus begivet sig paa Vejen fra Avignon, forat gaa til Flandern og derfra til Søs til Danmark, efterat imidlertid Jens Nyborg, der var reist tidligere, var bleven udnævnt ved pavelig Provision til Biskop i Roeskilde[3], uden dog at derved hans eller Erkebiskopens Commissorium ophørte. Ankommen til Skaane d. 25de Marts 1331 havde Petrus, især da Erkebiskopen og Biskopen paa Grund af Krigstilstanden i Landet undslog sig ved at hjelpe ham, ferdets meget omkring, og været meget virksom. Men medens han opholdt sig der, – han var imidlertid bleven befordret til et Canonicat i Viviers[4] – fik han fra Paven nye Fuldmagtsbuller, daterede 29de Januar, hvorved hans Virksomhed ogsaa udstraktes til Norge og Sverige. Det paalagdes ham herved at indkræve a) Restancerne af Sexaarstienden; b) Restancerne af Rumaskatten; c) Restancerne af Treaars-Annaterne; d) de nye Toaars-Annater; e) Restancerne af den af Geistligheden frivilligt bevilgede Hjelp til det hellige Lands Befrielse; f) Restancerne af de i samme Øiemed skjenkede Legater og g) alle andre Fordringer, som Curien af hvilkensomhelst Aarsag maatte have. Han forsynedes derhos med Anbefalingsbreve til Kongen og Erkebiskopen, maaskee ogsaa til andre[5]. Disse Breve naaede ham, som det synes, ikke førend i August Maaned samme Aar, da han var kommen til Lübeck, uden al Tvivl for at vende tilbage igjen[6]. Nu derimod sejlede han allerede den 5te September over til Skaane, og drog „gjennem Skove og paa ukjendte Veje“ til Skara i Vestergøtland, hvor han ankom den 21de October, og strax lod sende Bud efter Biskopen som var paa Visitats. Han skrev ligeledes til Biskopen i Vesteraas for af ham at faa vide, hvor meget der stod tilbage at samle i Sverige, men denne svarede tilbage, at han ej kunde afhandle disse Ting skriftligt. Petrus drog nu i November, „gjennem Snee“ som han siger, til Skeninge og derfra til Linkøping, hvor han traf Biskop Karl, sendte strax Maneskrivelser ud til de andre Biskoper, og drog d. 12te Januar 1333 fra Linkøping til Ørebro, forat overvære den Rigsforsamling, hvorom ovenfor er talt. Her har han da formodentlig givet sit Samtykke til at Kongen fik det Laan af den halve svenske Tiende, hvorom der ovenfor er handlet. Ligeledes lod han de apostoliske Mandater til Sveriges Geistlighed om disse Anliggender, og formodentlig om at paaskynde Udbetalingen af de endnu tilbagestaaende Restancer, forkynde. Da han derpaa hørte, at Kongen, som havde tilbragt Julen i Oslo, var kommen til Baagahuus, begav han sig hen til ham, formodentlig vel deels for at hilse paa ham, deels for at tale med ham om Indkrævningsverket i Norge. Han gav ved denne Lejlighed, melder han selv, baade Portvagten paa Baagahuus og Taarnvegteren sammesteds Drikkepenge. Den 8de Februar sagde han Kongen Farvel, som det synes, i Ljodhuus, fik hans Tilladelse til at vende tilbage, og drog atter til Skara, hvorfra han den 13de Februar skrev et Brev til Norges samtlige Geistlighed, i hvilket han meddeelte Copier af de nævnte pavelige Buller, og foreskrev, at alt, hvad han paa Grund deraf i Pavens Navn maatte have at fordre, af hvad Navn nævnes kunde, skulde indbetales i Bergen inden førstkommende Jakobsvake (d. e. 25de Juli), saa at han selv der kunde modtage det, og at tillige fuldstændige Regnskaber derover skulde meddeles ham, enten i Bergen, eller, om han muligviis kunde komme til Biskopssederne selv, da her; i manglende Fald skulde Biskoperne være forfaldne i Interdict, – det vil sige at det forbødes dem at træde ind i nogen Kirke – og de andre desforuden i Suspensions og Excommunications Straf[7]. Dette, i de strengeste Udtryk affattede, Brev sendte han med et eget Bud, og drog strax efter til Strengnes, derpaa i Marts til Uppsala, hvorfra han ved Bud og Breve indfordrede forskjellige Restancer af Biskoperne af Vesteraas, Vegsjø og Aabo[8]. Den 10de Mai drog han til Vands til Arboga, ankom d. 24de Mai til Skara, og begav sig kort efter til Ljodhuus, medbringende de indkrævede Penge, uden at der denne Gang tales om, at nogen Bedækning var nødvendig. Nu var det hans Hensigt at drage til Norge, for til bestemt Tid at kunne være i Bergen, og han gjorde derfor den 8de Juni en Udflugt til Lindholmens Slot, hvor Kongen og hans Moder nu opholdt sig, for at faa det nødvendige Sikkerhedsbrev. Dette blev ham ogsaa tilsendt, hvorfor han gjorde de nødvendige Forberedelser til Reisen, som nu skulde foregaa til Søs. Han vilde gjerne faa solgt sine Heste, men da han ingen Kjøber fandt til dem, lod han dem den 14de Juni gaa til Danmark, og lejede for det første et Skib til Oslo, derhos sendte han Prioren for Predikebrødrene i Visby lige til Paven med Indberetning om, hvad han havde udrettet i Sverige. Kongen medgav ham en Hirdmand med fire Tjenere til Ledsagelse til Oslo, hvorfor Nuncien betalte Hirdmanden 3 Guldgylden, eller omtrent 3 Mkr. i norske Penge, samt Tjenerne tilsammen 1 Mk. Den 21de Juni sendte han fra Oslo Bud til Biskop Hallvard paa Hamar med Anmodning om at komme til ham, eller idetmindste angive ham et Sted, hvor de kunde mødes for at holde Opgjør. Det lader ikke til at Biskopen selv kom ham imøde, men han lod ham ved et Par af sine Chorsbrødre i Oslo udbetale endeel af Annaterne og Rumaskatten, sandsynligviis forbeholdende sig at sende det øvrige til Bergen[9]. endvidere indbetalte Chorsbroderen i Oslo, Geirmund, d. 28de Juni endeel af Toaars-Annaterne, og den 29de Juni endeel af de Penge, Biskop Peter af Skara og Hr. Anund Sture i fin Tid havde laant af de forrige Collectorer, imod at skulle indbetale det til Thorkel Erkeprest i Oslo (s. o. S. 105), ligesom og den nye Erkeprest, Paal, og Capitlet, samme Dag udbetalte Rumaskatten for Aarene 1329–1333. Nuncien fordrede ogsaa Regnskab af Capitlet for Sexaarstienden saavelsom det af de frivillige Løfter til Pavehjelp indkomne, og skreed, da Fordringen ikke blev efterkommet, strax til at afsige de strenge Tvangsdomme, hvormed han havde truet; dog maatte han den 6te Juli bekjendtgjøre, at Dommen ej skulde teede i Kraft, førend det var lovligen beviist, at Capitlet var pligtigt til et saadant Regnskab[10]. Dette viser, at Nunciens Optreden har været meget streng og anmassende, maaskee saa meget mere, fordi der ingen Erkebiskop for Tiden var i Riget: det skulde næsten synes som om Biskoperne med Flid have undgaaet ham, da der ej tales om at han for det første kom personligt sammen med nogen af dem, undtagen Biskop Haakon af Bergen, der som Undercollector ej kunde undgaa det. Den følgende Dag afsejlede han fra Oslo, for at gaa lige til Bergen, men da han fik saa sterk Modvind, at han tvivlede om at naa Bergen inden den bestemte Tid, sendte han Bud over Land til Biskop Haakon for i saa Fald at give denne Fuldmagt til at optrede paa hans Vegne. Han sendte ligeledes Predikebrødrenes Prior tilligemed to Brødre „for at indhente Oplysninger mod Biskop Salomon af Oslo“, der saaledes, ligesaavelsom Capitlet, var under Forfølgelse, og lod ham derhos ved andre Bud tilstille Stevningsbrev. Den 23de Juli havde han endnu 12 Mile igjen for at naa Bergen, og da han vilde forsøge, om det dog ej skulde lykkes ham at komme did til den bestemte Tid, lejede han en Baad med tre Mand for at komme hurtigere afsted, lod en Klerk med to Tjenere blive tilbage paa Skibet for at passe paa Godset, og gik med to Klerker og to Tjenere i Baaden, og efter to Dages og to Nætters Roning lykkedes det ham virkelig at opnaa sit Maal. Skibet kom ikke førend d. 3die August. Her modtog han allerede 31te Juli af Chorsbroder Balte fra Nidaroos Rumaskatten for Nidaroos Diøcese for Aarene 1327 til 1331. Imidlertid havde allerede siden de forrige Collectorer forlod Landet flere Indbetalinger fundet Sted i Bergen, der nu engang var bestemt til Hoved-Betalingsstedet. Den 14de Juni 1328, altsaa kort Tid efter hines Afreise, betalte en Gjavvald Ivarsøn fra Hjaltland til Biskop Audfinn og Svein Fehirde, som begge da endnu levede, 36 Spann Uld efter hjaltlandsk Vegt eller 7 Skippund, paa et Linspund nær, i Pavetiende[11]. Restancerne fra Orknøerne og Stavanger begyndte ogsaa at komme ind. I Løbet af 1328, formodentlig til den bestemte Tid, eller kort derefter, skete en Indbetaling fra Biskopen af Orknø til de fire Undercollectorer, Haakon (der siden blev Biskop), Salve, Ivar Hviit og Raimund af Lamena, hvorved Erkebiskop Eiliv siden fandt sig foranlediget til at sende disse en skarp Skrivelse, dateret Nidaroos, 2den Juledag[12], i hvilken han yttrede at da han havde erfaret at de havde taget 93 Mk. brendt af den orknøiske Pavetiende og agtede ligeledes at tage de stavangerske Restancer, uden at afgive Halvdelen til Kongens Kasse, vilde han herved paa det strengeste forbyde dem at tage mere end Halvdelen, men strax udbetale, hvad de have taget for meget, til Kongens og Erkebiskopens Fuldmegtig Biskop Audfinn, saasandt de vilde undgaa; Kongens Vrede. Den af Erkebiskopen angivne Sum var for stor, thi da Collectorerne paa Grund heraf, som man maa antage, d. 19deFebr. 1329 gjorde Afregning med Biskopens Official, en Chorsbroder, og Svein Fehirde, viiste det sig, at den hele Sum kun var 113 Mkr. Norsk, hvoraf Raimund de Lamena beholdt det Halve, 56 Mk., for det pavelige Kammer, og Biskop Audfinn den anden Halvdeel i Kongens Navn[13]. I April 1329 betalte Biskopen af Stavanger 400 Mk. Norsk i forskjellige Pengesorter, hvoraf ogsaa Biskop Audfinn paa Kongens Vegne fik det halve[14]. I den følgende Maaned indskerpede Biskop Audfinn Provsterne paa Nordhørdeland, til førstkommende St. Hans at have indsamlet alt det til Pavehjelpen paabudte Beløb, nemlig for Hamar Kirke, som han havde 12 Øre vejede P., Presterne i Eivindarvik, Hans og paa Fane hver 10 Ører, Presterne i Sæbø, paa Austerheim, Lygra o. s. v. her 1 Mk. vejet, og Presterne paa Geirastad, Hosanger o. s. v. Mk. vejet[15]. Lignende Breve er sikkert udgaaede til de øvrige Districter, eftersom der findes en samtidig Optegnelse om Pavehjelvens Størrelse for hele Biskopsdømmet, og for Nordhørdelands Vedkommende næsten med de samme Ord. Det viser sig heraf at paa Voss skulde Presten betale 3 Mkr., Presterne paa Vinje og Uppheim hver een Mk. i Hardanger; Presterne naa Kinservik og Ullinsvang hver 1 Mk. vejet, i Ulfvik, Eystusyn (Østensjø) og Granvin (Graven) hver 1 Mk., i Jondal, Vikøer og Odde hver Mk.; paa Søndhørdeland Presten paa Skaale 3 Mk.; paa Stødla, Framnes og Moster hver 1 Mk.; i Olund, Uppdal, Akrafjord og Strandarbarm hver 1 Mk., paa Tysnes og ved de øvrige Smaacapeller hver Mk. vejet; samt at det hele Beløb for Fyrdafylke, indbefattet hvad Abbeden i Selja havde at udrede, udgjorde 30 Mkr., for Sygnafylke 28 Mkr.; for Nordhørdeland 13 Mkr., for Vors og Hardanger 11 Mkr., og for Søndhørdeland 17 Mkr.[16]. Hvorvidt endnu flere Indbetalinger havde fundet Sted, findes ikke optegnet. Men under sit Ophold i Bergen fik Nuncien flere Summer indbetalte under de ovenanførte Poster. Mag. Capellarum betalte nemlig endnu noget af de hamarske Annater. Den 9de August betalte Orm Aslaksøn, Chorsbroder fra Stavanger, endeel af de stavangerske Annater. Den 14de August fik Nuncien, som han siger, fra Archidiaconen i Orknø, men ved en vis Jon Flæming, noget af Rumaskatten samt Annaterne fra den orknøiske Diøcese, og ligesaa betaltes der af en Chorsbroder i Stavanger noget af.den stavangerske Diøceses Rumaskat. Den 30te August betalte Collectorerne for Bergen, af hvilke Haakon imidlertid var bleven Biskop, en ikke ubetydelig Sum af de bergenske Toaars-Annater, saavelsom Rumaskatten for Aarene 1328 til og med 1333, ligeledes fik Nuncien samme Dag fra Sacristanen i Nidaros ved den nidarosiske Chorsbroder Gløder den throndhjemske Rumaskat for 1331 og 1332. Den 1ste September betalte de bergenske Collectorer fremdeles endeel af de stavangerske, orknøiske og throndhjemske Annater, af Pavehjelpen fra Biskopen af Orknø, af Rumaskatten for 4 Aar fra Stavangers Diøcese, og af Sexaarstienden for Færøerne; ligeledes tilbagebetaltes et Laan, som Ridderen Hr. Aslak Olafssøn tidligere havde faaet. Fra Island var endnu intet indkommet, men Nuncien traf nu alvorlige Foranstaltninger til at faa idetmindste Sexaarstienden derfra indkrævet: han eller maaskee Biskop Haakon, der fremdeles vedblev at være Collector, sendte Afskrifter af de pavelige Breve om denne Sag over til Island med en vis Vigfuus Prest, og lod begge Biskoperne i den Anledning kalde over til Norge[17]. Vigfuus kom dog ikke ud førend i det følgende Aar. Med Udbetalingerne fra Stavanger, Oslo og Hamar maa der endnu have været meget i Vejen, og Nuncien have tabt Taalmodigheden, siden han omsider den 26de August gjorde Alvor af at anvende Tvangsmidler, idet han sendte Breve eller andre Indlæg, hvoriblandt sikkert ogsaa fornyet Trusel om Excommunication, til Nidaroos for at offentliggjøres i Domkirken[18]. Det lader til, at Nuncien for det første tænkte paa at forblive i Bergen, og der afvente, hvad de trende Biskoper i Anledning af Excommunicationen eller Truslen dermed vilde tage sig fore; fra Bergen sendte han ogsaa to Gange endeel af de indsamlede Penge umiddelbart over til Flandern, først hvad han havde faaet i Sverige, og siden hvad han fik i Norge. Men, som det allerede ovenfor er berettet, paa Høvdingernes Bøn forlod han Bergen d. 12te September, og drog østover langs Kysten i Følge med Hr. Ivar Agmundssøn, idet han nu enten paa selve Reisen eller efter dens Tilendebringelse skulde møde Biskoperne og modtage deres Redegjørelse i Anledning af de Foranstaltninger, han havde ladet udgaa mod dem. Der siges ikke, om, naar eller hvor han virkelig kom sammen med dem alle; saa meget er dog vist, at Erkebiskopen af Stavanger kom til ham, og indgik et saadant Forliig med ham, som han bedst kunde[19]; og det sees og af hans Regnskaber, at han i Juni 1334, efterat han allerede havde forladt Norden og var kommen til Flandern, endnu fik udbetalt endeel, maaskee alt det Tilbagestaaende, af den stavangerske Sexaarstiende, gjennem en Borger af Brügge. Ligeledes maa Biskop Hallvard have affundet sig med ham paa en eller anden Maade, da man heller ikke hører noget om, at han excommuniceredes. Derimod var Biskop Salomon af Oslo ej saa heldig, thi om ham siges da udtrykkelige, at Maanen satte ham i Forbud o„ henne vel er saaledes at forstaa, at han, da den yderste Termin, som nødvendigviis maa være bleven sat, var omme uden at han havde gjort sin Skyldighed, blev ifølge en Befaling, som Nuncien nødvendigviis før sin Afreise maa have givet, lyst i Forbud[20], men maaskee efterat Nuncien allerede havde forladt Landet. Dette skete endnu i 1333; det er nemlig ovenfor berettet, hvorledes Nuncien i Følge med Hr. Ivar Agmundssøn ankom til Kongehelle eller Baagahuus den 1ste November, og derfra kort efter reiste videre gjennem Sverige over Land. Hans Reises Maal synes for det første at have været Lund, hvor han ankom efter 8 Dage. Her opholdt han sig i nogle Uger, idet han dog ogsaa i December gjorde en Udflugt over til Roeskilde. Men den 14de Januar, heder det, kom der en Coureer fra Kong Magnus med Breve, hvori denne bad ham om, hvis det var ham muligt, at komme til ham, da han gjerne endnu vilde tale med ham inden hans Afreise. Hvor Kongen da opholdt sig, nævnes ej udtrykkeligt, men det er allerede ovenfor berettet, at han havde tilbragt Julen paa Baagahuus, og at der i Februar skulde holdes Rigsforsamling i Ørebro; hid var det vel altsaa, hvor Petrus Gervasii begav sig hen. Den 20de Januar forlod han Skaane, og var den 19de Febr. i Vadstena, allerede paa Tilbagevejen. Den 5te Marts kom han tilbage til Lund, drog tre Dage efter til Roeskilde, 2den Paaskedag, d. 28de Marts, atter til Lund, gik d. 6te April til Malmø og sejlede derfra over til Lübeck. Fra Lübeck gik han d. 3die Mai til Neumünster. Da han Dagen efter drog videre, blev han, som han siger, plyndret i Greverne Johans og Gerhards Landskab af deres egne Folk, hvorved han mistede fire Heste, endeel rede Penge, Sølvskeer, Gang- og Seng-Klæder, uden at der nævnes om at han fik nogen Erstatning. Imidlertid kom han dog til Elben, og derfra til Stade, hvor han vel havde tænkt at indskibe sig til Flandern. Men han maa formodentlig ej have kunnet finde noget Skib der, thi vi erfare, at han fra Stade først drog til Hamburg, for at fragte Skib, idet han imidlertid lod de indsamlede Penge blive tilbage. Fra Hamburg sejlede han nu først til Stade og hentede Pengene, og siden til Havs tilbage til Flandern, hvor han synes at have landet ved Sluys. Herfra lejede han Baad til Damme og videre til Brügge, hvorfra han efter et kort Ophold fortsatte Reisen sydefter, og kom tilbage til Avignon den 27de August, efter at have været fræværende, som han selv beregnede det, i tre Aar og 277 Dage.

Petrus’s Høst af Penge til det pavelige Skatkammer synes ej at have været saa særdeles stor. Hvad han i Alt fik fra Norge, opfører han selv saaledes, beregnet forstørstedelen i Gros de Tours: Restancerne af Sexaarstienden 17 Pd. 9 Sol. 5 Pen.; Rumaskat 42 Pd. 12 s. 11 Pen., tilligemed 24 Sterling og 3 smaa Guldgylden; Annaterne 36 Pd. 8 s. 9 Pen., tilligemed 2 Sterl. 24 smaa Guldgylden, 1 Royal og 2 saakaldte Aigneaux; Pavehjelpen 3 Pd., 12s., og endelig gamle Gjeldsfordringer, af hvilke endeel dog, som vi have seet, egentlig kom fra Sverige, 13 Pd. 3 s. 3 Pen. Dette udgjør tilsammen 113 Pd. 6 s. 5 Gros T., foruden de nævnte Pengesummer i Guld, der kan antages at have udgjort henved 32 Gylden eller 1 Pd. 12 s. Gr. d. T.[21]; den hele Sum kan saaledes beregnes til 115 Pd. Gros de Tours eller 345 Pd. Sterling. Summen af alt, hvad Nuncien fik fra hele Norden, angives til noget over 542 Pd. Gr. T. tilligemed 1023 Guldgylden og nogle faa andre Guldmynter; regnes nu, efter Coursforholdene, en Guldgylden lige med 1 Sol. eller 1⁄20 Pd. Gros de Tours, kan det hele med et rundt Tal settes til 600 Pd. Gros de Tours eller 1800 Pd. Sterling, af hvilke Norge altsaa, som man seer, kun har ydet lidet over en Sjettedeel. Fra denne Sum gik nu igjen Nunciens Diæter, 1 Gylden daglig i det ovennævnte Tidsrum, altsaa 2058 Gylden, beregnet til 105 Pd. 15 Sols Gros de T., og herved 50 Pd. i Udgifter og Erstatning for lidt Tab, tilsammen omtrent 155 Pd. Gr. T. eller 465 Pd. Sterling. Den Sum, han saaledes bragte til det pavelige Skatkammer, udgjorde ikke mere end omtrent 1335 Pd. Sterling, der vistnok svarer til det tidobbelte Beløb i vore Penge, men selv efter en saadan Multiplication ikke kan siges at have været meget fra tre Riger, og saavel i Sammenligning med de øvrige pavelige Summer, som i Forhold til Udgifternes Mængde sikkert kun har været betragtet som en Draabe i Havet[22].

  1. ↑ Bullen, dateret 1ste Sept. 1326, findes i Afskriften af den bergenske Copibog, Barthol. E. 209.
  2. ↑ Bullen, dat. 5te Aug. 1329, findes i Secr. Joh. 22. T. 7. f. 117. ep. 505. Af s. D. findes flere Buller med Instructioner for disse tre Sendebud til Danmarks Geistlighed i den Anledning, og Anbefalingsbrev for Jens Nyborg til Danmarks Riges Drottsete Laurentius Jonssøn (smst. 506–509, 568). Længer ud paa Aaret (15de Oct.) fik de samme Mænd yderligere Skrivelser i denne Sag (smst. 1741–1745) hvoriblandt og en om at tvinge Grev Gerhard af Holsten til at tilbagebetale nogle Penge, han voldeligt havde udtaget fra Slesvigs Domkirke (smst. ep. 1745. 1903).
  3. ↑ Provisionsbullen er dat. 15de Juni 1330, Johan. XXII. Commun. an. XIV p. 2. ep. 709.
  4. ↑ Provisionsbullen er dateret 12te Aug. 1330. Paven overdrager ham herved „Canonicatum ecclesiæ Vivariensis et portionem ipsius ecclesiæ“ med Bibehold af hans allerede indehavende Canonicat i Puy en Velay, tilligemed Viracs Kirkesogn under Viviers Diøces, der indbragte 35 Pd. smaa Tournois aarligt. Det sidste var formodentlig det Beneficium under Collation af Biskopen i Viviers, som Paven allerede ved Bulle af 14de November 1321 havde overdraget ham, men som rigtignok efter Pavens Bud skulde indbringe 60 Pd. Tournois. Joh. XXlL Commun. an. 6. ep. 1522.
  5. ↑ Alle disse Breve, see Dipl. N. II. 187–192, Dipl. Sv. 2895–2900. Anbefalingsbrevet til Kongen, dat. 8 Febr. 1332, endnu ej trykt, findes i Secr. Johann. XXII. T. 8. f. 290, ep. 1362; de omtr. ligelydende Breve til Erkebiskoperne i Uppsala og Nidaroos af s. D. smst. ep. 1363; det første trykt i Dipl. Sv. 2903.
  6. ↑ Det var netop ved denne Tid at han fra Lübeck meldte Paven K. Christophers Død, s. o. S. 121.
  7. ↑ Dipl. N. II. 199.
  8. ↑ Om Biskopen af Vesteraas heder det at han sendte ham Bud, meldende ham sit Komme fra Kongen, og at han agtede at modtage hans Regnskab, men at Budet maatte følge efter Biskopen til „Dalene nærved Norges Grændser“, det vil sige maatte opsøge Biskopen, der da var paa Visitats i Dalarne. Man seer ogsaa af Diplomatarium Dalekarlicum No. 14, at Biskop Egisl i Vesteraas i 1332, altsaa sidst i dette Aar, befandt sig oppe i Floda i Vester-Dalarne.
  9. ↑ De Chorsbrødre, som ved denne Leilighed nævnes, var Brynjulf, Thorstein, Arne og Sigurd Paalssøn. Der blev ogsaa i Bergen, d. 9de August, betalt endeel af Annaterne ved Mag. Capellarum, Guthorm Paalssøn. Disse Penge maa da senere have været sendte fra Hamar.
  10. ↑ Dipl. N. IV. 205.
  11. ↑ Den bergenske Copibog, Bartholiniana E. 246.
  12. ↑ Sammesteds, S. 293. Brevet, aftrykt i Dipl. N. IV. 182, er her vistnok med Rette henført til 1328, skjønt det i Texten har Aarstallet 1329, eftersom Aaret i de Tider begyndte med 1ste Juledag, og saaledes det nye Aar allerede var regnet fra 25de December. Det bestyrkes ogsaa deraf, at Indbetalingen fra Stavanger, der fandt Sted i April 1329, omtales som tilkommende. Samme Datum af 26de Decbr. 1328, men i Texten 1329, har og hiint ovenfor (S. 100) omtalte Brev fra Erkebiskopen til Thorgeir Klerk om at tilbagebetale det Laan, Hertuginden havde faaet.
  13. ↑ Dipl. Norv. IV. 184.
  14. ↑ Sammesteds, No. 186.
  15. ↑ Sammesteds, IV. 188.
  16. ↑ Sammesteds, I. 206. Det er ellers noget besynderligt ved denne Beregning, da man nemlig vil see, at den angivne Totalsum for Vors og Hardanger, 11 Mkr., er mindre end de enkelte angivne Summer tilsammen, hvilke udgjør 13 Mkr. 2 Ører. Dette lader sig vel neppe forklare paa anden Maade end ved at antage en Fejlregning.
  17. ↑ Isl. Annaler, ved 1334. Et Haandskrift henfører denne Indkaldelse til 1335, men det maa være urigtigt.
  18. ↑ Formelig Excommunication kan det ej endnu have været, saaledes som man af det nedenfor Anførte vil see. Nuncien udtrykker sig derom kun saaledes: „die 26de Augusti misi processus meos factos contra episcopos Osloensem et Hamarensem et Stavangrensem publicandos in ecclesia metropolitana Nidrosiensi.
  19. ↑ Dette sees af den Skriftvexling, som i det følgende Aar forefaldt mellem Biskop Erik og Abbeden i Utstein, der laa i Strid med ham. I sin Appel til Paven af 24de Oct. 1334 (Dipl. Norv. IV. 214) klager Abbeden blandt andet over at Biskopen d. 15de August 1333 havde tvunget sig til at holde Messe i Klosterkirken, uagtet han selv var excommuniceret af Petrus Gervasii. Men dertil svarede Biskopen i en Fremstilling af 12te Decbr (S.steds No. 215), at „det aldrig var kommet ham for Øre at han skulde være excommuniceret, men at han derimod, ved at høre at Nuncien truede ham, personligen opsøgte denne og enedes med ham som godt han kunde“.
  20. ↑ Dette fortælles i et enkelt Haandskrift af de isl. Annaler, som rigtignok henfører Sagen til 1335, men da det samme Hdskr. setter Petrus Gervasiii Ankomst til Norge i 1334 istedetfor 1333, maa man antage at begge Aarstal ere angivne idetmindste een for meget.
  21. ↑ Det sees nemlig, at de i Guld indkomne Penge forbleve uvexlede, og betaltes lige ind i det pavelige Skatkammer. Af disse skulde Guldgyldenen i Regelen være liig med tolv Gros de Tours, eller 1 Solidus; dog sees det, at P. Gervasii idetmindste i sit Reise-Regnskab oftest har anslaaet den til 12⅓ Gros. Ovenfor have vi dog ikke taget denne ubetydelige Forskjel med i Beregningen. En Royal (regalis) beregnedes til 15 Gros de Tours, altsaa 1¼ Solidus eller Guldgylden. En „Aignel“ (agnus, Guldmynt med Billedet af et Lam) udgjorde næsten det samme eller 14 Gros de Tours.
  22. ↑ Petrus Gervasii originale Regnskabsbog, hvoraf alt dette er hentet, findes
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/22&oldid=78708»