Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/23

Kort efter Nunciens Afreiſe fra Norden, eller maaſkee ſamtidigt

dermed, kom Erkebiſkop Paal tilbage til Norge. Tiden for hans Ankomſt kjender man ikke nøjagtigt, men ſaa meget kan“man dog ſee, at han maa være kommen temmelig tidligt om Sommeren, eller maaſkee om Vaaren, da han allerede i September holdt ſit førſte Provincial-Concilium i Nidaroos; thi et ſaadant Concilium forudſetter altid en tidligere Indkaldelſe, mindſt tre Maaneder forud, og Indkaldelſen kunde dog heller ikke vel antages at være ſkeet umiddelbart ved hans Hjemkomſt. Dog maa den altid være foregaaet temmelig nær derefter, og heraf, ſaavelſom af den Omſtændighed, at alle de Concilier, ſom Paal afholdt, fandt Sted i meget korte Mellemrum efter hinanden, og ſamtlige i de førſte Aar af hans Embedstid, bør man vel kunne ſlutte til en mere end almindelig Nidkjærhed fra hans Side. Denne førſte Gang ſkulde man rigtignok antage, at Collections-Sagen, og de af Petrus Gervaſii før hans Afreiſe trufne Foranſtaltninger noget have fremſkyndt Mødets Sammenkaldelſe, ſiden vi finde, at de Biſkoper, der vare tilſtede, netop vare de trende, der havde været Gjenſtanden for hans ſaakaldte „Procesſer“, Salomon af Oslo, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger. Derhos var der udbrudt en højſt uhyggelig Tviſt mellem Biſkop Erik og Abbeden i Utſtein Kloſter, der baade afgiver et nyt Exempel paa den forargelige Uenighed, der paa denne Tid herſkede mellem Norges Prælater, og tillige, i Forbindelſe med de paa Conciliet ſelv vedtagne Statuter, give os en Foreſtilling om, hvor daarligt det ſtod til med Geiſtlighedens Sedelighed, iſær i Kloſtrene. Endelig var der vel og endeel at ordne efter de ſidſte Uroligheder, idetmindſte finde vi ogſaa Drottſeten Hr. Ivar ſamtidigt med Conciliet i Nidaroos[1], og den pavelige Bulle af 25de Juni, hvorved Sigurd Hafthorsſøn fik Tilgivelſe for ſin Forſeelſe mod Biſkop Hallvard, maa netop nu ved den Tid eller nys forud være kommen til Norge, ſaaat ogſaa formodentlig de Foranſtaltninger, ſom i den Anledning maatte treffes, ſkete ved ſamme Lejlighed.

Biſkop Salomons Deeltagelſe i Forhandlingerne paa Kirkemødet viſer nokſom, at det Forbud, ſom Nuncien havde ladet lyſe over ham, idetmindſte kort forud maa have været hedet, og at han altſaa paa en eller anden Maade maa have affundet ſig med Collectorerne. Men om dette ſtod i nogen Sammenhæng dermed, at Biſkop Haakon ej indfandt ſig ved Conciliet, er umuligt at ſige med Vished, ſkjønt man ej kan andet end antage det heel ſandſynligt, da vi i det følgende Aar ville ſee, hvorledes Erkebiſkopen, til Biſkop Haakons Ærgrelſe, paa egen Haand meddeelte Biſkop Egil af Hole Qvittering for hvad han ſkyldte det pavelige Kammer, ja fritog ham endog fra at indfinde ſig hos Haakon, uagtet denne fremdeles havde Fuldmagt ſom Collector. Et lignende Skridt kunde nok Erkebiſkopen allerede i dette Aar have gjort med Henſyn til Biſkop Salomon. Formodentlig ſkulde ogſaa Biſkop Jon i Skaalholt have været tilſtede ved Conciliet; han forlod virkelig Island ifølge den forhen omtalte, til ham udgangne Kaldelſe, og kom til Norge, men enten maa han have begivet ſig umiddelbart til Bergen for at gjøre Afregning med Biſkop Haakon, eller førſt være kommen efterat Conciliet var til Ende, thi man hører intet om at han deeltog i dette, eller endog ved den Tid var nærværende i Nidaroos. Da Egil paa Hole dette Aar ej kunde komme afſted, ſkulde en Preſt ved Navn Olaf paa hans Vegne ledſage Biſkop Jon, men kom for ſilde til Havnen, da Skibet allerede var afſejlet[2].

Conciliets Statuter bleve udferdigede den 22de September[3]. De angaa meſt Kirketugten, ligeſom det og udtrykkeligt heder i Indledningen, at Conciliet holdtes „til Sedernes Forbedring, den kirkelige Tilſtands Reform, og de Biſkoperne betroede Sjæles Befrielſe fra Fjendens (Djevelens) Pile“. Den førſte Artikel paalegger Klerkerne i Almindelighed at leve kydſkt og afholdende, og bekræfter udtrykkeligt alle foregaaende norſke Concilſtatuter, iſærdeleshed Erkebiſkop Eilivs Statuter paa de to Concilier i Bergen 1320 og 1327, med Undtagelſe af hvad der ſtred mod Retten og de kirkelige Beſtemmelſer (canones), hvilket ſattes ud af Kraft, idet Straffen for Overtrederne og iſær notoriſke Skjørlevnere og deres Friller faſtſettes efter den almindelige Ret. Dernæſt forbydes det ſtrengeligen at nogenſomhelſt imod Betaling eller efter Accord optages i Kloſter, eller antages ſom Præbendar eller Præbendarinde uden Biſkopens Samtykke. Ingen Geiſtlig, høj eller lav, maa underſtaa ſig under Excommunications Straf, hvilken han ipso facto ſkal være hjemfalden, at misbruge det apoſtoliſke Sedes Privilegier, eller anmasſe ſig Afgjørelſen af Sager, der af Biſkoperne ſelv eller ved Synodalſtatuter ere forbeholdne, eller egenmægtigt meddele Forandringer i eller Fritagelſer fra hellige Løfter m. m. I denne Beſtemmelſe tør man maaſkee ſee den førſte Proteſt mod den netop paa disſe Tider altid mere og mere tiltagende Uſkik, at Paverne umiddelbart greb ind i Biſkopernes Rettigheder og Embedsvirkſomhed ved at meddele Proviſioner eller Udnævnelſer til forſkjellige geiſtlige Embeder, endog meget underordnede, eller at tilſtaa andre Rettigheder og Privilegier, uden at ſpørge Biſkoperne ad og til ſtort Afbrek for disſes Anſeelſe, ligeſom overhoved til ſtor Forvirring i den kirkelige Styrelſe, da det nu oftere og oftere hendte ſig, at Perſoner, der havde været nede ved Curien og forſtaaet at ſette ſig i Gunſt ved det pavelige Hof, ikke ſjelden Udlendinger og Æventyrere, kom tilbage med Proviſionsbreve, der ofte ikke engang lød paa allerede ledigblevne Embeder, men paa det førſte det bedſte af en vis anden Indtægt, der herefter blev ledigt, udtrykkeligt indeholdende den Beſtemmelſe, at hvis Biſkop, Capitel eller andre retmæsſige Autoriteter imidlertid havde truffet anden Forføjning, ſaa ſkulde den være ugyldig. Man indſeer let, til hvilke Forvirringer dette maatte lede, og hvilke ubehagelige Sammenſtød derved maatte fremkomme, naar en ſaadan Æventyrer i Kraft af et ſligt Brev, han havde tilſneget ſig, fordrede at indſettes i et Embede, ſom allerede ad lovlig Vej var blevet beſat. Vel ſynes dette Uvæſen overhoved at have været ſjeldnere i Norge end i Danmark og Sverige, for ej at tale om det øvrige Europa, men man undgik det dog ej, ſom vi i det følgende ville erfare. Lignende Excommunicationsſtraf ipso facto faſtſatte Concilſtatuternes 4de Artikel for hvilkenſomhelſt Geiſtlig, der hos Kongen eller den verdslige Magt ſkaffede ſig en Beſkyttelſe mod at ſtraffes af ſin rette geiſtlige Dommer for ſine Overtredelſer. Her har man maaſkee nærmeſt haft den kongelige Capellgeiſtlighed for Øje. Cardinal Viljams Statuter bekræftedes paany, og ſtrengt Forbud nedlagdes mod at forkynde utilbørlige Indulgenſer. Nonnekloſtrene ſkulde holdes under ſtreng Bevogtning og faſt Clauſur, iſærdeleshed om Natten, ſaaledes at hverken Lægmænd eller Geiſtlige, regulære eller ſeculære maatte faa komme derind efter Aftenſang, uden naar trængende Nødvendighed eller øjenſynlig Nytte fordrede det, og dog ikke paa mistænkelige Tider eller Steder. Sligt Uvæſen maa ſaaledes have fundet Sted i Nonnekloſtrene. Ingen Preſt eller anden Geiſtlig udenfor de egentlige Ordensgrader, der notoriſk havde ligget i aabenbart Frilleliv indtil ſit Yderſte, maatte kunne jordes inden nogen Kirkes Mure eller Vegge, ligeſaalidet ſom i dens Omgange eller Forhuus, hvor ydmyg Poenitens han end havde gjort. Efter de kirkelige Canones ſkulde de ſamme Klerkers ſaakaldte Deigjer eller Friller underkaſtes Skriftemaal ſom for Hoor og Helligdomsbrud, hvis Samlivet hidtil havde været hemmeligt, men bannſettes, naar det var aabenbart, og de ikke vilde ophøre med ſin Synd. Biſkoperne og deres Officialer ſkulde have eedſvorne Notarier[4]. Lægmænd maatte ikke faa Provſtedømme eller befatte ſig med andre geiſtlige eller dermed ſammenhængende Sager, og Provſternes Ombudsmænd eller Indkrævere maatte ikke underſtaa ſig at formilde nogen paalagt Pengemulct uden Sognepreſtens Vidende. Endelig forbødes det udtrykkeligt Biſkoper, Abbeder, Abbedisſer eller andre Beſtyrere af Kirker at ſelge eller overdrage nogen for ſtedſe ſine Kirkers Jorder eller Gaarde eller andre Ejendomme. At dette Forbud maatte gives, viſer at det ej, hvad man ellers ſkulde have ventet, var overflødigt. Det ſees ogſaa nokſom af de ſtrenge Forbud mod de Geiſtliges Frilleliv, at dette fremdeles var almindeligt, og ſkete ſaagodtſom uden Sky; heller ikke ſynes Forbudet at have hjulpet, thi ogſaa herefter nødſagedes Biſkoperne ideligen til at tilſkrive de dem undergivne Preſter alvorlige Truſelsbreve desangaaende, og vi ville i det Følgende ſee, hvorledes det herefter endog om muligt end mere tog Overhaand. Herom, ſaavelſom om andre Misligheder, vidner og den nysomtalte Sag mellem Biſkopen i Stavanger og Abbeden i Utſtein. Det lader til, at ſlemme Rygter, der gik om den ſidſte, havde bragt Biſkopen til den Beſlutning, ſelv at begive ſig til Kloſteret og foretage en Ranſagning. Han kom nemlig derhen den 8de September 1333, men fandt Kloſteret ſtengt, da Abbeden, ſom han ſelv ſagde, ej fandt ſig forpligtet til at modtage ham. Nu lod Biſkopen Døren bryde op, trods Abbedens Proteſt og Exception, og holdt Mesſe i Kirken, i Overvær af flere Munke, ſom Abbeden havde excommuniceret, idetmindſte forſikkrede denne ſelv ſaaledes i ſine ſenere Indlæg. Biſkopen indſtevnede førſt, ſom det ſynes, Abbeden for ſin Domſtol, og ſuſpenderede ham fra Beſtyrelſen af Kloſterets Gods, men Abbeden appellerede paa ſin Side til Erkebiſkopen, og Sagen kom netop fore umiddelbart før Kirkemødet, hvorved Biſkopen, ſom vi have ſeet, var tilſtede, medens Abbeden ligeledes havde begivet ſig til Nidaroos. Her fremſatte de nu begge heftige Klager mod hinanden, hvilke dog fra Abbedens Side ikke releverede ſtort. Han fandt det for det førſte utilbørligt, at Biſkopen havde ladet Kloſterporten bryde op, paaſtod derhos, at han ſom excommuniceret af Petrus Gervaſii var uberettiget til at holde Mesſe, at han med Vold forholdt Kloſtret en dette tilhørende Gaard, og at han havde forlokket En, der forhen havde valgt ſig Lejeſted ved Kloſtret, til at lade ſig begrave ved Kathedralkirken. Endvidere paaſtod han, at Biſkopen ved Truſler om Fængſel havde ſøgt at ſkræmme ham fra at forfølge ſin Sag. Biſkopen derimod viiſte at disſe Klager vare ugrundede, og fremførte Beſkyldninger mod Abbeden, hvis Rigtighed denne i Erkebiſkopens og de to andre Biſkopers Overvær maatte erkjende, nemlig at han i flere Aar havde plejet at ſidde i Natteſviir med en fornem ung Pige, og havde lært hende et Sprog, ſom ingen andre forſtod, forat han deſto friere kunde underholde ſig med hende; at han havde givet hende en norſk Overſettelſe af Kloſterreglerne for at hun kunde vide, hvilke Straffe der tilkom Munkene for ſine Forſeelſer; at han lod hendes Jorder beſaa med Kloſtrets Sædekorn, at han tillod ſin Syſter at ſynge i Choret med Munkene; at han havde Ord paa ſig for en ung Piges Mord; at han havde mishandlet ſine Munke, tyranniſeret dem med umenneſkelig Strenghed, og aabenbaret hvad et Par af dem i Skriftemaalet havde betroet ham m. m., at han havde bortødſlet Kloſterets Gods tildeels i Drikkelag med Krigsfolk, ved hvis Hjelp han endog, efterat Biſkopen havde taget Kloſtret i fin Varetægt, havde plyndret flere af Kloſtrets Gaarde, o. ſ. v. Alt dette bevægede Erkebiſkopen til at afviſe hans Appell og bekræfte Biſkopens Dom. Men Abbeden indgav nu d. 20de Sept. paa Kongsgaarden i Nidaroos, hvor Biſkoperne tilligemed Drottſeten, Fehirden og Lagmanden juſt vare forſamlede til Doms, og Biſkopen ſynes at have haft ſit Tilhold, en Appell til ſelve Paven, uden dog at meddele Afſkrift deraf, og Biſkopen ſatte ham derfor en Friſt af 30 Dage til, efter Hjemkomſten at indfinde ſig hos ham for at hente den ſedvanlige Følgeſkrivelſe. Men det ſees af de ſenere Skriftvexlinger, at Abbeden udeblev, og at Biſkopen derfor erklærede Appellen ugyldig, paalæggende ham evig Taushed, hvorimod Abbeden reiſte til Bergen og indgav der fra Munkeliv Kloſter en ny Appell til Paven, ſaaat Biſkopen ſidenefter i December ſaa ſig nødt til at indſende et Indlæg fra ſin Side[5]. Uagtet Retten unegteligt var paa hans Side, lykkedes det ham dog ikke at faa Abbeden ſtraffet, idetmindſte ikke ſaaledes ſom han ønſkede, og Sagen, eller maaſkee rettere Sagerne og Tviſtemaalet mellem ham og Abbeden, ſynes at have draget ſig ud i mange Aar, og tilſidſt endog at have endt paa en for ham ingenlunde tilfredsſtillende Maade, idet en pavelig Dom i 1341 paaførte ham baade Ærgrelſe og Pengetab[6]. Men det er vel heller ikke frit, at han paa ſin Side havde faret for heftigt og uforſonligt frem, og vi faa overhoved af denne Sag et nyt Indblik i den hadefulde Stemning, der maa have herſket mellem Kloſtergeiſtligheden og Sæculargeiſtligheden.

Den Sag, angaaende hvilken de forhen nævnte Herrer vare forf ſamlede paa Kongsgaarden i Nidaroos den 20de September, angik kun i noget Jordegods, der for nogen Tid ſiden havde været ſkjenket til Kirken, og hvilket nu tildømtes denne[7]. Men en ſaadan Ubetydelighed ſynes dog ikke at kunne have været nok til at kalde Drottſeten heelt til Nidaroos, derfor maa man antage, at vigtigere Anliggender her have været paa Bane. Foruden hvad der ovenfor er antydet, maa der og upaatvivleligt have været forhandlet om en ny Sexaars-Tiende af alle geiſtlige Indtægter, ſom Pave Johannes havde udſkrevet den 26de Juli 1333, maaſkee under Paal Baardsſøns egen Nærværelſe ved Curien, til Beſtridelſe af Udgifterne ved et Korstog til det hellige Land under den franſke Kong Philips Anførſel; i hvilket Øjemed Paven ogſaa paabød Afholdelſen af visſe Mesſer og Bønner, og at der i alle Kathedralkirker, Collegiatkirker og Sognekirker ſkulde indrettes Offerblokke, hvori de, der ved Gaver vilde befordre denne Sag og derved erhverve Tilgivelſe for ſine Synder, kunde nedlegge hvad de maatte yde[8]. Af det hele Foretagende blev der dog intet. Pave Johannes døde d. 4de December 1334, og hans Eftermand, Cardinal Jakob Fournier, der antog Navnet Benedictus d. 12te (han kronedes d. 8de Jan. 1335), bekræftede vel kort derefter[9] hiin Anordning om Sexaarstienden; men da Korstoget ej kunde finde Sted og derfor paa ubeſtemt Tid maatte udſettes, havde han, ligeſom han overhoved viiſte ſig redelig og velmenende, ogſaa her ſaa megen Agtelſe for det Sømmelige, at han ved Circulær-Buller af 18de Decbr. 1335 tilbagekaldte Anordningen og befalede, at hvad der allerede maatte være indkommet, ſkulde tilbagegives Yderne, forſaavidt disſe levede, eller, om de var døde, anvendes til Fordeel for de Beneficier, af hvis Indtægter de var givne[10]. I Norge, ſom i de fleſte andre romerſk.-katholſke Lande, bekjendtgjordes ſaaledes denne Tilbagekaldelſe i Løbet af det følgende Aar.

Omtrent ved denne Tid indbetaltes og, hvad man vel maa anſee for den allerſidſte Reſtance af den eldre Sexaars-Tiende, ſom overhoved kom ind, nemlig fra Hole Biſkopsdømme. Hvorledes det gik med den ſkaalholtſke vides ikke, men formodentlig maa Biſkop Jon, der allerede i 1335 vendte tilbage til Island[11], have klaret for ſig. Samme Aar drog Biſkop Egil paa Hole, ſom det allerede er nævnt, ifølge Indkaldelſen over til Norge, og ifølge med ham, ſom det ſynes, Preſten Snæulf Sumarlidesſøn, der ligefra førſt af havde været Collector, og allerede i Biſkop Laurentius’s Tid, ſom det nu veed, modtaget det hele Beløb, ſamt overleveret det til to af Erkebiſkop Eiliv udnævnte Befuldmægtigede, hvilke dog, uviſt af hvad Aarſag, maa have været hindrede fra at bringe det over til Norge, thi nu i 1335, heder det i et ſenere derom udſtedt Vidnesbyrd, tog Snæulf altſammen med ſig til Norge, og overleverede det ifølge Biſkopens og de øvrige Yderes Fuldmagt til Erkebiſkopen[12]. Denne, der havde mødt Biſkopen allerede ved hans Ankomſt udenfor Throndheimsmynne og taget venligt imod ham, gav ham nu Qvittering for Modtagelſen, og fritog vant fra at indfinde ſig hos Biſkop Haakon, hvorover denne, ſom havde den egentlige Fuldmagt fra Paven til at beſørge Collections-Anliggendet, følte ſig ſtødt. Dog reiſte Snæulf til Bergen, og afſluttede formodentlig Regnſkabet, hvorefter han endnu ſamme Aar vendte tilbage til Island, medens Biſkop Egil tilbragte Vintren i Throndhjem[13]. Paa hvad Maade disſe ſidſt indkomne Penge ſiden befordredes til det pavelige Kammer, nævnes ikke.

    endnu vel vedligeholdt i det vaticanſke Archiv, indbunden tilſammen med den fra Johan af Serone og Bertrand af Ortulis, ſamt nogle engelſke Collectorers.

  1. Brev af 20de Sept. 1334, Dipl. N. III. 179, ſ. n.
  2. Isl. Ann. ved 1334. Sira Olaf, heder det her, blev „strandaglópr“, ſaaat de andre ſejlede fra ham.
  3. Norges gl. Love III. 277—281.
  4. Disſe Notarier vare, ſom vi allerede forhen havde omtalt, enten paveligt eller keiſerligt autoriſerede. Ingen anden kunde paa de Tider give ſaadan Autoriſation, end Paven og Keiſeren, og dette var et af de Fortrin, andre af Keiſeren uafhængige Konger og Fyrſter endnu indrømmede ham, at hans Autoriſation godkjendtes endog i deres egne Lande, medens de ſelv ikke anſaaes berettigede til at udſtede nogen ſaadan. Men da Trangen til ſlige Notarier eller Tabellioner var ſtor, og Paven ſelv ikke kunde creere alle dem, ſom udfordredes, plejede han gjerne at meddele andre Fuldmagt til, paa hans Vegne at autoriſere et beſtemt Antal, ſom to, fire, ſex, tolv o. ſ. v. Slig Fuldmagt fik ſedvanligt Nuncierne, ligeledes og de fra Curien efter ſin Confirmation tilbagevendende Erkebiſkoper, ſtundom ogſaa de Biſkoper, der af Paverne udnævntes; ofte befuldmegtigedes ogſaa Biſkoper dertil efter ſkriftlig Anſøgning, naar der i deres Diøceſe var Mangel paa Tabellioner. En ſaadan Fuldmagt ſluttede altid med Formularen til den Eed, ſom hver udnævnt Tabellion ſkulde aflægge, og ſom indeholdt Loftet om Troſkab til Paven og Kirken, om Redelighed og Samvittighedsfuldhed i Udøvelſen af ſine Embedsforretninger m. m.
  5. See alle de hertil hørende Skrivelſer, i Dipl. N. IV. 212, 213, 214, 215.
  6. See Brev fra Biſkop Haakon af 11te Juni 1341, hvor denne ſøger at trøſte Biſkop Erik, tilbyder kram fin Forligsmegling og raader ham til Forſonlighed, i Samll. V. 160.
  7. Dipl. N. III. 179. Blandt de forſamlede Herrer nævnes foruden Drottſeten og Biſkoperne ogſaa Hr. Baard Petersſøn, der nu ſees at være bleven Fehirde i Nidaroos, og Lagmanden ſammeſteds Olaf Hermannsſøn.
  8. Dipl. Sv. 2997, 3181.
  9. Bulle af 31te Jan. 1335, Dipl. Sv. 3109.
  10. Sammeſteds No. 3181.
  11. Isl. Ann. ved 1335.
  12. See herom Brev af 15de Mai 1365 i Finn Jonsſons isl. Kirkehiſtorie II. 195.
  13. Isl. Ann. ved 1335.