Det norske Folks Historie/7/23
Kort efter Nunciens Afreise fra Norden, eller maaskee samtidigt
dermed, kom Erkebiskop Paal tilbage til Norge. Tiden for hans Ankomst kjender man ikke nøjagtigt, men saa meget kan“man dog see, at han maa være kommen temmelig tidligt om Sommeren, eller maaskee om Vaaren, da han allerede i September holdt sit første Provincial-Concilium i Nidaroos; thi et saadant Concilium forudsetter altid en tidligere Indkaldelse, mindst tre Maaneder forud, og Indkaldelsen kunde dog heller ikke vel antages at være skeet umiddelbart ved hans Hjemkomst. Dog maa den altid være foregaaet temmelig nær derefter, og heraf, saavelsom af den Omstændighed, at alle de Concilier, som Paal afholdt, fandt Sted i meget korte Mellemrum efter hinanden, og samtlige i de første Aar af hans Embedstid, bør man vel kunne slutte til en mere end almindelig Nidkjærhed fra hans Side. Denne første Gang skulde man rigtignok antage, at Collections-Sagen, og de af Petrus Gervasii før hans Afreise trufne Foranstaltninger noget have fremskyndt Mødets Sammenkaldelse, siden vi finde, at de Biskoper, der vare tilstede, netop vare de trende, der havde været Gjenstanden for hans saakaldte „Processer“, Salomon af Oslo, Hallvard af Hamar og Erik af Stavanger. Derhos var der udbrudt en højst uhyggelig Tvist mellem Biskop Erik og Abbeden i Utstein Kloster, der baade afgiver et nyt Exempel paa den forargelige Uenighed, der paa denne Tid herskede mellem Norges Prælater, og tillige, i Forbindelse med de paa Conciliet selv vedtagne Statuter, give os en Forestilling om, hvor daarligt det stod til med Geistlighedens Sedelighed, især i Klostrene. Endelig var der vel og endeel at ordne efter de sidste Uroligheder, idetmindste finde vi ogsaa Drottseten Hr. Ivar samtidigt med Conciliet i Nidaroos[1], og den pavelige Bulle af 25de Juni, hvorved Sigurd Hafthorssøn fik Tilgivelse for sin Forseelse mod Biskop Hallvard, maa netop nu ved den Tid eller nys forud være kommen til Norge, saaat ogsaa formodentlig de Foranstaltninger, som i den Anledning maatte treffes, skete ved samme Lejlighed.
Biskop Salomons Deeltagelse i Forhandlingerne paa Kirkemødet viser noksom, at det Forbud, som Nuncien havde ladet lyse over ham, idetmindste kort forud maa have været hedet, og at han altsaa paa en eller anden Maade maa have affundet sig med Collectorerne. Men om dette stod i nogen Sammenhæng dermed, at Biskop Haakon ej indfandt sig ved Conciliet, er umuligt at sige med Vished, skjønt man ej kan andet end antage det heel sandsynligt, da vi i det følgende Aar ville see, hvorledes Erkebiskopen, til Biskop Haakons Ærgrelse, paa egen Haand meddeelte Biskop Egil af Hole Qvittering for hvad han skyldte det pavelige Kammer, ja fritog ham endog fra at indfinde sig hos Haakon, uagtet denne fremdeles havde Fuldmagt som Collector. Et lignende Skridt kunde nok Erkebiskopen allerede i dette Aar have gjort med Hensyn til Biskop Salomon. Formodentlig skulde ogsaa Biskop Jon i Skaalholt have været tilstede ved Conciliet; han forlod virkelig Island ifølge den forhen omtalte, til ham udgangne Kaldelse, og kom til Norge, men enten maa han have begivet sig umiddelbart til Bergen for at gjøre Afregning med Biskop Haakon, eller først være kommen efterat Conciliet var til Ende, thi man hører intet om at han deeltog i dette, eller endog ved den Tid var nærværende i Nidaroos. Da Egil paa Hole dette Aar ej kunde komme afsted, skulde en Prest ved Navn Olaf paa hans Vegne ledsage Biskop Jon, men kom for silde til Havnen, da Skibet allerede var afsejlet[2].
Conciliets Statuter bleve udferdigede den 22de September[3]. De angaa mest Kirketugten, ligesom det og udtrykkeligt heder i Indledningen, at Conciliet holdtes „til Sedernes Forbedring, den kirkelige Tilstands Reform, og de Biskoperne betroede Sjæles Befrielse fra Fjendens (Djevelens) Pile“. Den første Artikel paalegger Klerkerne i Almindelighed at leve kydskt og afholdende, og bekræfter udtrykkeligt alle foregaaende norske Concilstatuter, isærdeleshed Erkebiskop Eilivs Statuter paa de to Concilier i Bergen 1320 og 1327, med Undtagelse af hvad der stred mod Retten og de kirkelige Bestemmelser (canones), hvilket sattes ud af Kraft, idet Straffen for Overtrederne og især notoriske Skjørlevnere og deres Friller fastsettes efter den almindelige Ret. Dernæst forbydes det strengeligen at nogensomhelst imod Betaling eller efter Accord optages i Kloster, eller antages som Præbendar eller Præbendarinde uden Biskopens Samtykke. Ingen Geistlig, høj eller lav, maa understaa sig under Excommunications Straf, hvilken han ipso facto skal være hjemfalden, at misbruge det apostoliske Sedes Privilegier, eller anmasse sig Afgjørelsen af Sager, der af Biskoperne selv eller ved Synodalstatuter ere forbeholdne, eller egenmægtigt meddele Forandringer i eller Fritagelser fra hellige Løfter m. m. I denne Bestemmelse tør man maaskee see den første Protest mod den netop paa disse Tider altid mere og mere tiltagende Uskik, at Paverne umiddelbart greb ind i Biskopernes Rettigheder og Embedsvirksomhed ved at meddele Provisioner eller Udnævnelser til forskjellige geistlige Embeder, endog meget underordnede, eller at tilstaa andre Rettigheder og Privilegier, uden at spørge Biskoperne ad og til stort Afbrek for disses Anseelse, ligesom overhoved til stor Forvirring i den kirkelige Styrelse, da det nu oftere og oftere hendte sig, at Personer, der havde været nede ved Curien og forstaaet at sette sig i Gunst ved det pavelige Hof, ikke sjelden Udlendinger og Æventyrere, kom tilbage med Provisionsbreve, der ofte ikke engang lød paa allerede ledigblevne Embeder, men paa det første det bedste af en vis anden Indtægt, der herefter blev ledigt, udtrykkeligt indeholdende den Bestemmelse, at hvis Biskop, Capitel eller andre retmæssige Autoriteter imidlertid havde truffet anden Forføjning, saa skulde den være ugyldig. Man indseer let, til hvilke Forvirringer dette maatte lede, og hvilke ubehagelige Sammenstød derved maatte fremkomme, naar en saadan Æventyrer i Kraft af et sligt Brev, han havde tilsneget sig, fordrede at indsettes i et Embede, som allerede ad lovlig Vej var blevet besat. Vel synes dette Uvæsen overhoved at have været sjeldnere i Norge end i Danmark og Sverige, for ej at tale om det øvrige Europa, men man undgik det dog ej, som vi i det følgende ville erfare. Lignende Excommunicationsstraf ipso facto fastsatte Concilstatuternes 4de Artikel for hvilkensomhelst Geistlig, der hos Kongen eller den verdslige Magt skaffede sig en Beskyttelse mod at straffes af sin rette geistlige Dommer for sine Overtredelser. Her har man maaskee nærmest haft den kongelige Capellgeistlighed for Øje. Cardinal Viljams Statuter bekræftedes paany, og strengt Forbud nedlagdes mod at forkynde utilbørlige Indulgenser. Nonneklostrene skulde holdes under streng Bevogtning og fast Clausur, isærdeleshed om Natten, saaledes at hverken Lægmænd eller Geistlige, regulære eller seculære maatte faa komme derind efter Aftensang, uden naar trængende Nødvendighed eller øjensynlig Nytte fordrede det, og dog ikke paa mistænkelige Tider eller Steder. Sligt Uvæsen maa saaledes have fundet Sted i Nonneklostrene. Ingen Prest eller anden Geistlig udenfor de egentlige Ordensgrader, der notorisk havde ligget i aabenbart Frilleliv indtil sit Yderste, maatte kunne jordes inden nogen Kirkes Mure eller Vegge, ligesaalidet som i dens Omgange eller Forhuus, hvor ydmyg Poenitens han end havde gjort. Efter de kirkelige Canones skulde de samme Klerkers saakaldte Deigjer eller Friller underkastes Skriftemaal som for Hoor og Helligdomsbrud, hvis Samlivet hidtil havde været hemmeligt, men bannsettes, naar det var aabenbart, og de ikke vilde ophøre med sin Synd. Biskoperne og deres Officialer skulde have eedsvorne Notarier[4]. Lægmænd maatte ikke faa Provstedømme eller befatte sig med andre geistlige eller dermed sammenhængende Sager, og Provsternes Ombudsmænd eller Indkrævere maatte ikke understaa sig at formilde nogen paalagt Pengemulct uden Sogneprestens Vidende. Endelig forbødes det udtrykkeligt Biskoper, Abbeder, Abbedisser eller andre Bestyrere af Kirker at selge eller overdrage nogen for stedse sine Kirkers Jorder eller Gaarde eller andre Ejendomme. At dette Forbud maatte gives, viser at det ej, hvad man ellers skulde have ventet, var overflødigt. Det sees ogsaa noksom af de strenge Forbud mod de Geistliges Frilleliv, at dette fremdeles var almindeligt, og skete saagodtsom uden Sky; heller ikke synes Forbudet at have hjulpet, thi ogsaa herefter nødsagedes Biskoperne ideligen til at tilskrive de dem undergivne Prester alvorlige Truselsbreve desangaaende, og vi ville i det Følgende see, hvorledes det herefter endog om muligt end mere tog Overhaand. Herom, saavelsom om andre Misligheder, vidner og den nysomtalte Sag mellem Biskopen i Stavanger og Abbeden i Utstein. Det lader til, at slemme Rygter, der gik om den sidste, havde bragt Biskopen til den Beslutning, selv at begive sig til Klosteret og foretage en Ransagning. Han kom nemlig derhen den 8de September 1333, men fandt Klosteret stengt, da Abbeden, som han selv sagde, ej fandt sig forpligtet til at modtage ham. Nu lod Biskopen Døren bryde op, trods Abbedens Protest og Exception, og holdt Messe i Kirken, i Overvær af flere Munke, som Abbeden havde excommuniceret, idetmindste forsikkrede denne selv saaledes i sine senere Indlæg. Biskopen indstevnede først, som det synes, Abbeden for sin Domstol, og suspenderede ham fra Bestyrelsen af Klosterets Gods, men Abbeden appellerede paa sin Side til Erkebiskopen, og Sagen kom netop fore umiddelbart før Kirkemødet, hvorved Biskopen, som vi have seet, var tilstede, medens Abbeden ligeledes havde begivet sig til Nidaroos. Her fremsatte de nu begge heftige Klager mod hinanden, hvilke dog fra Abbedens Side ikke releverede stort. Han fandt det for det første utilbørligt, at Biskopen havde ladet Klosterporten bryde op, paastod derhos, at han som excommuniceret af Petrus Gervasii var uberettiget til at holde Messe, at han med Vold forholdt Klostret en dette tilhørende Gaard, og at han havde forlokket En, der forhen havde valgt sig Lejested ved Klostret, til at lade sig begrave ved Kathedralkirken. Endvidere paastod han, at Biskopen ved Trusler om Fængsel havde søgt at skræmme ham fra at forfølge sin Sag. Biskopen derimod viiste at disse Klager vare ugrundede, og fremførte Beskyldninger mod Abbeden, hvis Rigtighed denne i Erkebiskopens og de to andre Biskopers Overvær maatte erkjende, nemlig at han i flere Aar havde plejet at sidde i Nattesviir med en fornem ung Pige, og havde lært hende et Sprog, som ingen andre forstod, forat han desto friere kunde underholde sig med hende; at han havde givet hende en norsk Oversettelse af Klosterreglerne for at hun kunde vide, hvilke Straffe der tilkom Munkene for sine Forseelser; at han lod hendes Jorder besaa med Klostrets Sædekorn, at han tillod sin Syster at synge i Choret med Munkene; at han havde Ord paa sig for en ung Piges Mord; at han havde mishandlet sine Munke, tyranniseret dem med umenneskelig Strenghed, og aabenbaret hvad et Par af dem i Skriftemaalet havde betroet ham m. m., at han havde bortødslet Klosterets Gods tildeels i Drikkelag med Krigsfolk, ved hvis Hjelp han endog, efterat Biskopen havde taget Klostret i fin Varetægt, havde plyndret flere af Klostrets Gaarde, o. s. v. Alt dette bevægede Erkebiskopen til at afvise hans Appell og bekræfte Biskopens Dom. Men Abbeden indgav nu d. 20de Sept. paa Kongsgaarden i Nidaroos, hvor Biskoperne tilligemed Drottseten, Fehirden og Lagmanden just vare forsamlede til Doms, og Biskopen synes at have haft sit Tilhold, en Appell til selve Paven, uden dog at meddele Afskrift deraf, og Biskopen satte ham derfor en Frist af 30 Dage til, efter Hjemkomsten at indfinde sig hos ham for at hente den sedvanlige Følgeskrivelse. Men det sees af de senere Skriftvexlinger, at Abbeden udeblev, og at Biskopen derfor erklærede Appellen ugyldig, paalæggende ham evig Taushed, hvorimod Abbeden reiste til Bergen og indgav der fra Munkeliv Kloster en ny Appell til Paven, saaat Biskopen sidenefter i December saa sig nødt til at indsende et Indlæg fra sin Side[5]. Uagtet Retten unegteligt var paa hans Side, lykkedes det ham dog ikke at faa Abbeden straffet, idetmindste ikke saaledes som han ønskede, og Sagen, eller maaskee rettere Sagerne og Tvistemaalet mellem ham og Abbeden, synes at have draget sig ud i mange Aar, og tilsidst endog at have endt paa en for ham ingenlunde tilfredsstillende Maade, idet en pavelig Dom i 1341 paaførte ham baade Ærgrelse og Pengetab[6]. Men det er vel heller ikke frit, at han paa sin Side havde faret for heftigt og uforsonligt frem, og vi faa overhoved af denne Sag et nyt Indblik i den hadefulde Stemning, der maa have hersket mellem Klostergeistligheden og Sæculargeistligheden.
Den Sag, angaaende hvilken de forhen nævnte Herrer vare forf samlede paa Kongsgaarden i Nidaroos den 20de September, angik kun i noget Jordegods, der for nogen Tid siden havde været skjenket til Kirken, og hvilket nu tildømtes denne[7]. Men en saadan Ubetydelighed synes dog ikke at kunne have været nok til at kalde Drottseten heelt til Nidaroos, derfor maa man antage, at vigtigere Anliggender her have været paa Bane. Foruden hvad der ovenfor er antydet, maa der og upaatvivleligt have været forhandlet om en ny Sexaars-Tiende af alle geistlige Indtægter, som Pave Johannes havde udskrevet den 26de Juli 1333, maaskee under Paal Baardssøns egen Nærværelse ved Curien, til Bestridelse af Udgifterne ved et Korstog til det hellige Land under den franske Kong Philips Anførsel; i hvilket Øjemed Paven ogsaa paabød Afholdelsen af visse Messer og Bønner, og at der i alle Kathedralkirker, Collegiatkirker og Sognekirker skulde indrettes Offerblokke, hvori de, der ved Gaver vilde befordre denne Sag og derved erhverve Tilgivelse for sine Synder, kunde nedlegge hvad de maatte yde[8]. Af det hele Foretagende blev der dog intet. Pave Johannes døde d. 4de December 1334, og hans Eftermand, Cardinal Jakob Fournier, der antog Navnet Benedictus d. 12te (han kronedes d. 8de Jan. 1335), bekræftede vel kort derefter[9] hiin Anordning om Sexaarstienden; men da Korstoget ej kunde finde Sted og derfor paa ubestemt Tid maatte udsettes, havde han, ligesom han overhoved viiste sig redelig og velmenende, ogsaa her saa megen Agtelse for det Sømmelige, at han ved Circulær-Buller af 18de Decbr. 1335 tilbagekaldte Anordningen og befalede, at hvad der allerede maatte være indkommet, skulde tilbagegives Yderne, forsaavidt disse levede, eller, om de var døde, anvendes til Fordeel for de Beneficier, af hvis Indtægter de var givne[10]. I Norge, som i de fleste andre romersk.-katholske Lande, bekjendtgjordes saaledes denne Tilbagekaldelse i Løbet af det følgende Aar.
Omtrent ved denne Tid indbetaltes og, hvad man vel maa ansee for den allersidste Restance af den eldre Sexaars-Tiende, som overhoved kom ind, nemlig fra Hole Biskopsdømme. Hvorledes det gik med den skaalholtske vides ikke, men formodentlig maa Biskop Jon, der allerede i 1335 vendte tilbage til Island[11], have klaret for sig. Samme Aar drog Biskop Egil paa Hole, som det allerede er nævnt, ifølge Indkaldelsen over til Norge, og ifølge med ham, som det synes, Presten Snæulf Sumarlidessøn, der ligefra først af havde været Collector, og allerede i Biskop Laurentius’s Tid, som det nu veed, modtaget det hele Beløb, samt overleveret det til to af Erkebiskop Eiliv udnævnte Befuldmægtigede, hvilke dog, uvist af hvad Aarsag, maa have været hindrede fra at bringe det over til Norge, thi nu i 1335, heder det i et senere derom udstedt Vidnesbyrd, tog Snæulf altsammen med sig til Norge, og overleverede det ifølge Biskopens og de øvrige Yderes Fuldmagt til Erkebiskopen[12]. Denne, der havde mødt Biskopen allerede ved hans Ankomst udenfor Throndheimsmynne og taget venligt imod ham, gav ham nu Qvittering for Modtagelsen, og fritog vant fra at indfinde sig hos Biskop Haakon, hvorover denne, som havde den egentlige Fuldmagt fra Paven til at besørge Collections-Anliggendet, følte sig stødt. Dog reiste Snæulf til Bergen, og afsluttede formodentlig Regnskabet, hvorefter han endnu samme Aar vendte tilbage til Island, medens Biskop Egil tilbragte Vintren i Throndhjem[13]. Paa hvad Maade disse sidst indkomne Penge siden befordredes til det pavelige Kammer, nævnes ikke.
- ↑ Brev af 20de Sept. 1334, Dipl. N. III. 179, s. n.
- ↑ Isl. Ann. ved 1334. Sira Olaf, heder det her, blev „strandaglópr“, saaat de andre sejlede fra ham.
- ↑ Norges gl. Love III. 277–281.
- ↑ Disse Notarier vare, som vi allerede forhen havde omtalt, enten paveligt eller keiserligt autoriserede. Ingen anden kunde paa de Tider give saadan Autorisation, end Paven og Keiseren, og dette var et af de Fortrin, andre af Keiseren uafhængige Konger og Fyrster endnu indrømmede ham, at hans Autorisation godkjendtes endog i deres egne Lande, medens de selv ikke ansaaes berettigede til at udstede nogen saadan. Men da Trangen til slige Notarier eller Tabellioner var stor, og Paven selv ikke kunde creere alle dem, som udfordredes, plejede han gjerne at meddele andre Fuldmagt til, paa hans Vegne at autorisere et bestemt Antal, som to, fire, sex, tolv o. s. v. Slig Fuldmagt fik sedvanligt Nuncierne, ligeledes og de fra Curien efter sin Confirmation tilbagevendende Erkebiskoper, stundom ogsaa de Biskoper, der af Paverne udnævntes; ofte befuldmegtigedes ogsaa Biskoper dertil efter skriftlig Ansøgning, naar der i deres Diøcese var Mangel paa Tabellioner. En saadan Fuldmagt sluttede altid med Formularen til den Eed, som hver udnævnt Tabellion skulde aflægge, og som indeholdt Loftet om Troskab til Paven og Kirken, om Redelighed og Samvittighedsfuldhed i Udøvelsen af sine Embedsforretninger m. m.
- ↑ See alle de hertil hørende Skrivelser, i Dipl. N. IV. 212, 213, 214, 215.
- ↑ See Brev fra Biskop Haakon af 11te Juni 1341, hvor denne søger at trøste Biskop Erik, tilbyder kram fin Forligsmegling og raader ham til Forsonlighed, i Samll. V. 160.
- ↑ Dipl. N. III. 179. Blandt de forsamlede Herrer nævnes foruden Drottseten og Biskoperne ogsaa Hr. Baard Peterssøn, der nu sees at være bleven Fehirde i Nidaroos, og Lagmanden sammesteds Olaf Hermannssøn.
- ↑ Dipl. Sv. 2997, 3181.
- ↑ Bulle af 31te Jan. 1335, Dipl. Sv. 3109.
- ↑ Sammesteds No. 3181.
- ↑ Isl. Ann. ved 1335.
- ↑ See herom Brev af 15de Mai 1365 i Finn Jonssons isl. Kirkehistorie II. 195.
- ↑ Isl. Ann. ved 1335.
endnu vel vedligeholdt i det vaticanske Archiv, indbunden tilsammen med den fra Johan af Serone og Bertrand af Ortulis, samt nogle engelske Collectorers.