Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/24

Kong Magnus havde imidlertid naaet ſit 18de Aar, og efterſom han mere og mere vænnede ſig til at handle ſelvſtændigt, maa ogſaa de bedre og ſlettere Sider ved hans Charakter have udviklet ſig og gjort ſig mere kjendelige. Men allerede i hans Levetid ſvares den af hans forſkjellige Omgivelſer at være bleven aldeles forſkjelligt opfattet og bedømt; ligeſaa forſkjelligt lyder Dommen over ham efter hans Død. Medens man i de ſvenſke Beretninger, der dog alle ere fra en ſildigere Tid, ere enige i at bryde Staven over ham for hans Svaghed, Ubeſtemthed, Uſedelighed, Letſindighed og Ødſelhed[1], ſynes de faa Udladelſer derom, ſom man har fra Island og ſaaledes middelbart fra Norge, at vidne om, at han idetmindſte nød ſine norſke Underſaatters Hengivenhed. Og ligeledes finder man, at den ſvenſke Almue ſenere, efterat have døjet al den Nød, ſom det mecklenburgſke Regiment medførte, ønſkede „den ærlige og gode Herre“, ſom de kaldte ham, tilbage: ſaaledes ſynes han ogſaa her idetmindſte hos Almuen at have været venneſæl. De farligſte Beſkyldninger, der foreligge imod ham, er de, der findes fremſatte af hans egen Slegtning, den hellige Birgitte, Lagmanden Byrge Petersſøns Datter, om hvilken mere herefter: hun har i et ſærſkilt Skrift ladet Jfr. Maria fremføre mange Bebreidelſer imod ham, deriblandt for de ovenfor nævnte Fejl, og derhos endog temmelig tydeligt ladet forſtaa, at han var hengiven til unaturlige Laſter, ligeſom man ogſaa vil vide, at denne hans Forkjærlighed for unge Menneſker ſkal have været Aarſagen til det Øgenavn, hvormed han ſedvanligvis benævnes i Sverige „Smeek“ (af „at sméka[2]. Noget ſandt var vel heri; man ſeer ialfald nokſom af Magnus’s Ferd, at han ej beſad tilbørlig Kraft og Faſthed, medens det dog ikke manglede ham paa Eenviished og Herſkeſyge. Men man kan heller ikke regne ſaa meget paa, hvad et Hængehoved ſom St. Birgitte, for hvem rimeligviis enhver nokſaa uſkyldig Lyſtighed var en Forargelſe, kunde finde paa at klage over ved et lyſtigt Hof, iſær da Kongen ſelv, ſom det heder, ſtundom ſkal have drevet Spøg med hendes foregivne Aabenbarelſer. Hun havde desuden paa den Tid, da hun i ſine ſaakaldte Aabenbarelſer ogſaa lod den hellige Jomfru fremſette disſe Bebrejdelſer, allerede i mange Aar været borte fra Hjemmet, og kunde ſaaledes ikke af egen Erfaring, men tildeels kun af løſe Rygter, kjende noget til disſe Ting, ligeſom det da ogſaa tydeligt nok viſer ſig, at hun i et og andet tager Fejl[3]. Og dog lader det næſten til, at det alene er herfra, hvor Forfatterne af hine for omtalte ſvenſke Beretninger have hentet Hoveddragene af deres mørke Skildring, hvoraf ſaaledes det torde være ugrundet. Og ſaa meget er viſt, at ſelv for en langt dygtigere og kraftigere Konge end Magnus vilde det vel have været en Umulighed at regjere med Kraft og Faſthed ligeoverfor et Ariſtokrati, der var ſaa ſelvraadigt og havde tiltaget ſig ſaadanne Friheder, ſom det ſvenſke paa hans Tid, og ſom det norſke havde altfor megen Lyſt til at efterligne. Og dobbelt vanſkeligt var det tillige at være Unionskonge over tvende Riger uden mindſte Sammenhold, og ſom, følende Ulemperne ved denne ſaagodtſom nødtvungne Forening, under den totale Mangel paa Statsklogſkab til at fjerne dem, alene ſtræbede efter, paa bedſte Maade at komme fra hinanden igjen. At Magnus virkelig havde god Vilje, ja endog, trods alle Vanſkeligheder, virkelig udrettede noget, navnlig i at forbedre den ſvenſke Lovgivning, ville vi i det Følgende erfare; at han idetmindſte en Tidlang ſtod i ſtor Anſeelſe blandt fremmede Magter, og var ſærdeles vel anſkrevet hos Paverne, er ligeledes viſt[4]. Sandheden turde vel derfor være denne, at Magnus med alle ſine Fejl ſnarere maa regnes til de gode end til de ſlette Regenter, og at det kun er en Gjenlyd af det ham fjendſke Ariſtokraties Fordømmelſesdom, der endnu efter mere end et Aarhundredes Forløb høres hos de Forfattere, hos hvilke den ſkaanſelløſe Skildring allerførſt er fremſat.

Det er forhen nævnt, at Kong Magnus om Vaaren 1334 udnævnte Ridderen Gregorius Magnusſøn til fin Drottſete i Sverige, altſaa et Tegn paa, at han idetmindſte for nogen Tid ej ſelv kunde beſkjeftige ſig med de løbende Regjeringsſager. Vi erfare og, at han kort efter over Axevalle, hvor han opholdt ſig den 20de og 21de Mai[5], begav ſig til Gøtaelven, hvor vi den 24de finde ham paa Lindholmens Slot tilligemed flere af hans anſeede Mænd[6]. Siden hører man paa flere Maaneder ikke det mindſte til ham, medens Gregorius Magnusſøn i hans Navn afgjorde flere Sager, f. Ex. et Forliig med Biſkopen i Aabo, der afſluttedes d. 4de September, og hvorover Brevet vel er udſtedt i Kongens Navn og under hans Segl, men ſaaledes at man tydeligt kan ſee, at Forliget alene er ſluttet mellem Biſkopen og Drottſeten i Overvær af Finlands Høvedsmand Karl Neskonungsſøn og Befalingsmanden paa Viborg Slot Peter Jonsſøn[7]. Heller ikke lader det til, at Kongen har været i Norge, hvor tvertimod, ſom ovenmeldt, Hr. Ivar Agmundsſøn paa denne Tid ſom Drottſete foreſtod Regjeringen. Det er derfor højſt ſandſynligt, at han enten har været paa Lindholmen, eller i Halland, eller og nede i Skaane, deels for at ordne et og andet angaaende Indløsningen, der endnu forvoldte ham uſigeligt Beſvær, deels ogſaa for noget nærmere at iagttage de Begivenheder, ſom der nu forefaldt. En ny Fejde var nemlig i Begreb med at udbryde, idet Kong Chriſtophers eldſte Søn Otto, der efter ſit tidligere Fangenſkab var bleven løsladt ved Forliget i 1331, ruſtede ſig paa Laaland for ſiden at drage over til Jylland og om muligt frarive Grev Gerhard dette Landſkab og ſelv lade ſig hylde ſom Konge, hvorimod ogſaa Greven forberedede ſig paa at forſvare ſig mod ham[8]. Udfaldet af denne Kamp kunde ej være Magnus ligegyldigt, thi han havde al Grund til at vente, at hvis det lykkedes Otto at fordrive Gerhard fra Jylland og erhverve Kongehylding, vilde han ikke hvile, førend han ogſaa havde tilbagevundet det danſke Riges øvrige Dele, ſaaledes og Skaane. Men uagtet Grev Gerhard ej var iſtand til at hindre Otto fra at komme til Jylland, og denne her fandt ſtort Tilløb hos Indbyggerne, kunde dog ikke hans i Haſt ſamlede Tropper holde Stand mod de krigsvante Holſtenere; den 7de October kom det til et Slag paa Tappe Hede ved Viborg, hvor Otto efter en haard Kamp blev overvunden, fangen, og bragt til Greven, der lod ham ſette i ſikker Forvaring, førſt paa Segeberg, ſiden paa Rendsborg[9]. Herved maatte da ogſaa en Steen være lettet af Kong Magnus’s Hjerte, og det var vel derfor at vi i November atter finde ham i Stockholm[10], hvor han ſynes at have tilbragt Julen, for ſtrax derpaa, efter de ſvenſke Kongers Skik, at ride ſin Eriksgate[11], hvilken med Regjeringstiltrædelſen nøje forbundne Act han endnu ikke havde faaet udført. Denne Ferd gik altid i en ſtor Kreds fra Upland til Sødermanland og videre til Øſtergøtland, Veſtergøtland, Nærike, Veſtmanland og atter tilbage til Upland. Saaledes finde vi Kongen allerede den 8de Januar i Strengnes[12], og den 28de, altſaa efterat have gjennemreiſt Øſtergøtland, i Skara i Veſtergøtland, hvor han denne Dag udgav en Forordning, hvilken, uagtet den egentlig alene vedkommer Landſkabet, dog er af ſtørſte Interesſe baade i almindeligt culturhiſtoriſk Henſeende, og fordi vi deri har et talende Beviis paa den gode Aand, ſom idetmindſte endnu beſjælede den unge Konge; i den ſidſte Artikel beſtemte han nemlig „Gud og Jomfru Maria til Ære, og ſin Faders og Farbroders Sjæl til Ro og Naade“, nu ſom Ret og Lov, at „alt Mandkjøn eller Kvindekjøn, ſom i Veſtergøtlands eller Værends Lagſaga fødtes af chriſten Mand eller Kone, aldrig maa være Træl eller Ambaatt eller bære dette Navn, thi ſaaledes ſom Gud befriede os fra Hedendommen, ſaaledes har han og dem befriet, og Kongen med ham“. Dette viſer, at Trældommen endnu ej var ophørt i Sverige, medens der vel neppe i de ſidſte 80 Aar havde været Træle i Norge. Om det nu alene var i Veſtergøtland og Værend, at der endnu fandtes Træle, ſaaat Forordningen kun behøvede at udſtedes for disſe Landſkaber, eller om Kongen ogſaa paa ſin Rundreiſe har udgivet lignende for de øvrige, vides ikke; men af det Sindelag, der udtaler ſig i Beſtemmelſen, kan man ſlutte, at han ej har undladt det, hvis det behøvedes, og man kan ſaaledes vel fra denne Tid datere Trælevæſenets Ophør i Sverige. Derimod vidner det og om det Tryk, ſom Tidsaanden og de beſtaaende Forhold maa have udøvet paa Magnus, at han ved ſamme Forordning tilſtod alle ſine Raadgivere (Rigsraader) ſaavelſom alle Riddere, deres Huſtruer og Børn, evindelig Frihed for alle kongelige Skatter, Døttrene indtil de giftedes, og Sønnerne til de bleve myndige, og ſiden efter den Stilling de ſelv maatte opnaa[13]. Denne Indrømmelſe ſkete visſelig ikke med hans gode Vilje, thi alle disſe Friheder havde allerede betydeligt formindſket Kronens Indtægter, og truede at formindſke den end mere, idet Stormændene ideligt kjøbte nyt Jordegods, der nu ogſaa blev ſkattefrit, uden at der her, ſom i Norge, var faſtſat et viſt Maximum, ud over hvilket Skattefriheden ophørte. Kongen ſøgte vel, dreven af Nøden, at indſkrænke dette Uvæſen, men gjorde ſig derved kun forhadt af de Store, der ej vilde lade ſig det ringeſte afkorte i ſine Privilegier. I Midten af Februar var Kongen kommen tilbage til Stockholm[14], og allerede lidet over en Maaned derefter maatte han lade udgaa et Brev til Uppſalas Beboere, hvorved han forbød de næringsdrivende Borgere i Byen at unddrage ſig deres retmæsſige Skattepligt under den Forevending, at de beboede Frelſegods, erhvervet af Kirken eller af Riddere[15].

I hele denne Tid, formodentlig lige fra ſit Ophold ved Gøtaelven eller nærmere den norſke Grændſe, havde Kongen ſelv haft det norſke Rigsſegl hos ſig og udſtedt Breve vedkommende Norge, der bleve ſkrevne af en norſk Klerk (tvende ſaadanne, nemlig Paal Styrkaarsſøn og Ivar Audunsſøn, ſees at have ledſaget ham og forrettet denne Tjeneſte), og beſeglede i hans Nærværelſe. Saaledes erfare vi, at han, ſom nys anført, d. 8de Januar 1335 befandt ſig i Strengnes og altſaa havde begyndt ſin Eriksgate, alene deraf, at han den Dag her lod udgaa en Befaling til alle dem, der var Kirken i Bergen og dens Biſkop noget ſkyldige, af gammel eller ny Gjeld, om at betale det inden en Maaned efter at Befalingen var forkyndt. Dette Brev er ſkrevet af Ivar Audunsſøn. Den 16de Juni udgav han, ligeledes fra Stockholm, et Brev, hvorved han tog den uppſalſke Erkebiſkops og Kirkes Gods i Jemteland, navnlig Laxefiſket i Ravunde og Fors Sogn, i ſin Beſkyttelſe; dette Brev er ſkrevet af Paal Styrkaarsſøn[16]. Formodentlig maa Kongen da i Begyndelſen af October, da Hr. Ivar Agmundsſøn kunde være kommen tilbage fra Throndhjem, etſteds ved Elven have haft en Sammenkomſt med ham og Raadet, ved hvilken Ivar nedlagde Drottſete-Verdigheden, og tillige Hr. Haakon Agmundsſøn tilbageleverede Rigsſeglet. Thi at Hr. Ivar fra den Tid ophørte at være Drottſete, er viſt nok[17]. Men Kongen havde neppe ladet ham nedlegge denne Verdighed, og ſelv ført Rigsſeglet med ſig udenfor Landet — hvad der altid maatte anſees for betænkeligt, og viſt ikke heller af Nordmændene betragtedes med Tilfredshed — hvis det ikke havde været hans Henſigt denne Gang kun at tilbringe kort Tid i Sverige. Allerede den 18de Mai ſee vi ham derfor gjør Forberedelſer til at drage veſtover, idet han paa denne Dag, med Raadets Samtykke, og i ſin Syſter Euphemias, ſamt mange Rigsraaders og Stormænds Nærværelſe udnævnte Nikolas Arnbjørnsſøn til ſin Drottſete i Sverige[18]. Endnu en Maaneds Tid forblev han, ſom vi have ſeet, i Stockholm, men i de ſidſte Dage af Juli finde vi ham, ledſaget af Drottſeten og mange verdslige Raadsherrer, paa Lindholmen og i Ljodhuus[19], og den 27de Auguſt i Tunsberg[20], hvor han endnu opholdt ſig den 25de September, ſtadfeſtende paa denne Dag alle ſin Moderfader Kong Haakons Gaver til Mariekirken i Oslo, navnlig Syſlen i veſtre Bergheim, Lomedal og Margretedal[21]. Hvad der nu ſaaledes havde kaldt ham til det øſtlige Sverige, var vel ikke alene Eriksgaten, men ogſaa flere andre vigtige Anliggender, og blandt dem vel iſær Forberedelſerne til hans Giftermaal, ſom han formodentlig havde indledet den foregaaende Høſt, og hvortil upaatvivlelig mange Forhandlinger udkrævedes, baade med det ſvenſke og det norſke Raad, for at ordne det nødvendige angaaende Livgeding, Morgengave o. ſ. v. Den unge Dame, ſom Kongen havde valgt, var Blanca, eller, ſom hun af Nordmændene ſedvanligt kaldtes efter den franſke Udtale, Blanche (Blanz), en Datter af den i Februar 1331 afdøde Grev Johan af Namur, og paa mødrene Side beſlegtet med det franſke Kongehuus[22]. Hvad der beſtemte Magnus til netop at velge hende, ſom han viſtnok aldrig havde ſeet, og ſom heller ikke hørte til de ſtore Fyrſtehuſe, nævnes ingenſteds, og man kan her kun fremſette den Gjetning, at Albrecht af Mecklenburg, hvis Giftermaal med Euphemia nu ſtundede til, og ſom i den Anledning maaſkee havde en Sammenkomſt med Kongen om Høſten 1334, har været den, der bragte det iſtand[23]. Thi to Brødre af Blanche, Johan og Philip, ferdedes ved denne Tid i Preusſen, da det nemlig var en Modeſag for de unge Herrer i Frankrige og England at drage derhen og ſtaa Ridderne bi mod de hedenſke Preusſer og Littauner[24]. Johan døde d. 2den April 1335 i Preusſen[25], formodentlig ſaaret i en Fegtning; hans Broder Guido fulgte ham i Regjeringen over Grevſkabet, men omkom i en Turnering ſtrax efter, og den tredie Broder Philip, der nu tiltraadte Grevſkabet[26] deeltog ſtrax efter med flere tydſke Fyrſter i et ſtort Tog til Preusſen[27]. Da disſe Fyrſters Vej ſandſynligviis netop faldt over Hamburg, Lübeck eller andre mecklenburgſke Havne, er intet rimeligere, end at Albrecht, Magnus’s tilkommende Svoger, kan have ſtiftet Bekjendtſkab med dem og fundet det gavnligt at indlede et Giftermaal mellem Kong Magnus og deres Syſter. Dog er det og heel tænkeligt, at de namurſke Grever, der havde hjemme ſaa nær ved Holland og Flandern, kunne have indſkibet ſig i en hollandſk eller flanderſk Havn for at gaa til Skaane eller Norge, og derfra til Øſterſøen, og at de ſaaledes perſonligt have gjort Bekjendtſkab med Magnus[28]. Viſt er det, at Giftermaalet maa være blevet aftalt og forberedt i Løbet af 1334 og 1335, og at Bryllupet maa have ſtaaet ſeenhøſtes i 1335, thi i et Brev, ſom Kongen den 7de November udſtedte paa Baagahuus, og hvori han ſkjenkede de Kampenſke Borgere ſin Tilgivelſe for nogle Forſeelſer, de Aaret forud havde begaaet paa Skanør Marked, ſiger han udtrykkeligt, at dette ſkete „paa hans kjære Huſtrues Forbøn“[29], medens der i hans nysomtalte Brev af 25de Septbr. endnu ei er Tale om hende. Altſaa maa Blanche, om hvem det er viſt, at hun kom fra en flanderſk Havn[30], være landet i en eller anden Havn i Viken, og Bryllupet have været holdt mellem 25de Septbr. og 7de November, enten i Tunsberg, eller i Oslo, eller i Ljodhuus, eller paa Baagahuus; det ſandſynligſte er, at det ſkete paa det ſidſte Sted, og at Brevet er udſtedt netop under Bryllupsglæden, medens Kongen ſelv var godt ſtemt og rede til at opfylde ethvert Ønſke, hans unge, ſmukke Brud yttrede. Thi at hun var ſmuk, ſiges udtrykkeligt, ſaavelſom at hun beſad megen Forſtand, hvilket ogſaa hendes ſenere Ferd ſynes at bekræfte[31]. Hvor ſtor Medgift Kongen fik med hende, vides ikke, derimod er det ſikkert, at hun fik en betydelig Morgengave, nemlig i Norge alene Tunsbergshuus og Tunsbergs Fehirdſle med meget andet, og i Sverige neppe mindre, navnlig Lindholmens Slot og Ljodhuus Stad med tilliggende Fogderi[32]. Og dette fik hun med fuld kongelig Rettighed, ſaa at hun maaſkee altſaa herefter har haft en Stemme med i at beſkikke Befalingsmænd paa Tunsbergshuus og Sysſelmænd i hele Fehirdſlen, (under hvilken ikke Veſtfolden alene, men ogſaa Grønafylke eller Skiduſyſla maa have hørt), om end hendes Ret til Indtægterne og Styrelſen deraf egentlig ej ſkulde indtræde førend efter Kongens Død. Naar vi ſaaledes herefter en Tidlang finde Hr. Ivar Agmundsſøn ſom Sysſelmand i Skiduſyſla, og maaſkee endog ſom Høvedsmand paa Tunsbergshuus[33], da er det maaſkee Kongen og Dronningen i Forening, ſom have beſkikket ham. Det var og i ſin Orden, at han, der fremdeles ſynes at have været en højt betroet Mand, fik en Stilling, der nogenledes ſvarede til den meget betydelige, han ſaa længe havde beklædt ſom Høvedsmand paa Baagahuus, hvilket Kongen nu formodentlig tog under ſin egen Raadighed ſom ſin Hovedreſidens[34]. Dette ſtaar formodentlig i den nøjeſte Forbindelſe med den merkelige Omſtændighed, ſom bi nu ſtode paa, nemlig at Kongen nu, formodentlig ved ſin Bortreiſe fra Baagahuus til Sverige, der fandt Sted endnu i November ſamme Aar[35], udnævnte Ridderen Hr. Agmund Guthormsſøn af Thumn i Borgeſysſel til ſin Statholder, eller, ſom det kaldtes, Hirdſtjore, i Viken[36]: Benævnelſen Hirdſtjore, ſom egentlig kun var en Fællesbetegnelſe paa de højere Hofverdigheder, var nemlig allerede forlængſt, maaſkee iſær efter Jarleverdighedens Afſkaffelſe 1308, gaaet over til at betegne en kongelig Statholder, der ſom ſaadan var de andre kongelige Mænds Foreſatte; paa Island var Benævnelſen allerede gængſe, og var maaſkee endog der opkommen. Formodentlig maa Kongen have overdraget ham til Beſtyrelſe alle de Dele af Viken, der ej tilfaldt Dronningen, hvad enten han nu havde Sysſelmænd under ſig, eller, hvad der er rimeligere, ſelv udøvede Sysſelmands-Embedet i det hele ſtore Diſtrict. Vi ſee ſaaledes, at han i Oslo paa Kongens Vegne bød Lagmanden i Oslo[37] med tre Meddomsmænd at underſøge og kjende i en Sag mellem Oslo Nonnekloſter og Hovedø Kloſter i Forening mod en Mand, der ulovligen havde fiſket i en Aa, hvis Fiſkeri tilhørte begge Kloſtre. Sandſynligviis har altſaa nu Viken været deelt i to Dele, Kongens og Dronningens, den førſte med Hr. Agmund Guthormsſøn til Befalingsmand, hvilken vel altſaa paa Grund af Diſtrictets Størrelſe og den anſeelige Stilling, han derved kom til at indtage, kaldtes Hirdſtjore; den anden og mindre — formodentlig indbefattende Tunsbergs og Skiens Syſler, — med Hr. Ivar i Spidſen. Men naar en ſaa ſtor Magt overdroges Hr. Agmund, kan det ikke betvivles, at Hafthorsſønnerne, der endnu ikke havde opgivet deres Fordringer paa at forlenes med Borgeſysſel, herved anſaa ſig meget brøſtholdne, og at dette har været en af Aarſagerne til, at de, ſom vi ſnart ville ſee, paany reiſte ſig mod Kongen.

Kort efter Bryllupet begav Kongen ſig til et Raadsmøde i Skeninge i Øſtergøtland, hvor han udgav en heel merkelig Forordning, der viſer, hvilken Selvraadighed der nu herſkede blandt Sveriges Stormænd ſiden Formynderregjeringen, og hvor lidet den fortjener den Roos paa Kongens Bekoſtning, ſom ſenere Hiſtorieſkrivere have tillagt den. Kongen klager her ſelv over, hvorledes der i hans Barndom var opſtaaet mange ſlette Sedvaner, Almuen til Bedrøvelſe og hans Folk til Tyngſel; og at, uagtet han, efter at være kommen til Myndighedsaar, havde bedet, raadet og truet, at man ſkulde aflegge disſe Uvaner, ſaa havde dog faa kæret ſig derom. Han beſtemte derfor nu med ſit Raad, at al ſlig Uvane ſkulde aflegges; at Sveriges Almue ſkulde nyde ligeſaa fuldſtendig Fred ſom i hans Forfedres Dage, og at de, der reed med fulde Vaaben gjennem Riget, uden noget lovligt Erende, ſkulde rømme Riget; at ingen maatte ride med Storflokke gjennem Riget, men Biſkoper, Riddere, Svene og andre nøie ſig med et viſt foreſkrevet Antal Folk[38], at der ſkulde oprettes Taverneshuſe i Byerne, hvor det var muligt; at al Voldgjerning ſkulde ophøre, og at Ingen maatte tage ſig ſelv til Rette o. ſ. v. Med andre Ord: han paabød en almindelig Landefred, hvilken man tidligere ej havde nydt[39]. Denne Forordning giver et ſørgeligt Billede af Tilſtanden i Landet, og det er et Spørgsmaal, om den udrettede ſtort til Forbedring, ſiden Kongen ſelv klager over Vedkommendes Ulydighed. Dog ſkulde man antage, at idetmindſte de Medlemmer af Raadet, ſom deeltog i Udſtedelſen, hver i ſin Kreds maa have anſeet fra forpligtede til at efterleve og haandhæve den. Og i alle Fald aabenbarer ſig her, ſom ellers, Kongens gode Vilje til at ophjelpe ſit Land og forſvare de Ringere mod Stormændenes Anmasſelſer.

  1. Hovedſtederne herom ere Riimkrøniken (Ser. R. Sv. I. S. 55) der endog fremſetter en formelig Uſandhed, nemlig at Paven ſatte ham i Bann, fordi han handlede mod Kirkens Frihed (herom mere nedenfor); ſamt Ericus Olai lib. IV. Det heder her: „I nogen Tid (efter Matthias Ketilmundsſøns Død) lyttede han til de Viſes Raad, der havde været hans Fader og Hr. Matthias troe, og i hans Barndom regjeret med Matthias, og levede imidlertid rosverdigt og ſtyrede nyttigt; men efter denne Glede kom længere Sorg, thi Kongen begyndte at henfalde til Vellevnet og Vellyſter, lagde dem for Had, ſom talte ham til Rette, tilſideſatte de eldre og viſere Raadgivere, og antog yngre, vanſlegtede, der yndede et lignende Liv. Deraf tiltog Overdaadighed, Fylderi, Udſkejelſer i det Umaadelige, og Riget bragtes derved efterhaanden i den yderſte Armod, idet der paalagdes Gjeſterier og tunge Skatter til at fylde de Huller, ſom den ungdommelige Overſetlighed, overdrevne Pragt og byrdefulde Skjendſelsferd foraarſagede. Og idet ſaaledes de forſtandige Mænd enten vare ryddede af Vejen, eller ved Lede til altſammen fordrevne, eller med Haan ringeagtede, kunde de, der led Uretferdighed eller Undertrykkelſe, ingen Ret faa“. Hvor uefterrettelig denne Skildring, mere end 100 Aar yngre end Kong Magnus’s Tider, er, vil i det følgende nokſom viſe ſig.
  2. See St. Britas Aabenbarelſer (extravagantes, Cap. 80), hvori Jfr. Maria blandt andre Advarſler til Kong Magnus lægges følgende Ord i Munden: „Vadat igitur unus vestrum vel plures ad Regem dicendo sibi …… vos habetis pessimam famam in toto regno, dicentem vos habere et exercere naturalem commixtionem et turpitudinem cum masculis contra naturalem dispositionem, quod verisimile videtur ex eo, quod plus diligitis quosdam viros contra deum et animam propriam quam propriam uxorem“. Tilnavnet „Smeek“ tillægges, ſaavidt vides, Magnus allerførſt i det omtr. ved 1415 ſkrevne Chronicon i Scr. R. D. I. 394, Scr. R. Sv. I. 57.
  3. Birgitta forlod Sverige 1344 og kom ej mere tilbage; de ſaakaldte Aabenbarelſer antages at være fra Aarene 1360—67. Ogſaa her tales der om, at Kongen var excommuniceret, men trodſede Excommunicationen; noget ſaadant har hun vel hørt i Rom, hvor hun levede, men nu var Sagen, ſom det vil ſees, den, at Kongen alene var truet med Excommunication, der ej iverkſattes, og at Aarſagen til Truſlen alene var Mangel paa Evne til at tilbagebetale Paveſtolen et Pengelaan, ikke Mangel paa Religiøſitet eller Forbrydelſe mod Kirken. Men dette have de ſenere Efterſnakkere uden at kjende Forholdene ſlethen antaget.
  4. Herpaa ville vi i det Følgende ſee flere Beviis.
  5. Dipl. Sv. 3063, 3064.
  6. Dipl. Sv. 3066, jfr. 3067.
  7. Dipl. Sv. 3083. Stedet angives ej her, men det maa ſikkert have været enten i Finland eller etſteds i det øſtlige Sverige.
  8. Saaledes ſee vi i et Prov, ſom han og Eckard von Brockdorp den 30te Juni 1334 under Fæmø (formodentlig Fænø i Midelfarſund) tilſkrev Lübecks Raad til deres Beroligelſe med Henſyn til de ſtedfindende Udruſtninger, at det Søtog, ſom de var i Begreb med at foretage, ej gjaldt Lübeck eller dens Borgere, men ſkete alene til Forſvar mod Junker Otto. Lüb. Urk. B. II. 1. No. 586. Henſigten maa altſaa have været at ſtenge Overgangen til Jylland for Otto, hvilket dog ej lykkedes.
  9. Detmar, S. 237. Man ſeer heraf, at Greven ſelv ej var tilſtede ved Slaget.
  10. See Brev af 12te Nov. 1334, Dipl. Sv. 3091.
  11. Chron. i Scr. R. Sv. I. S. 28, jfr. Indledn. til Forordningen fra Skara.
  12. Dipl. N. II. 210. IV. 216. Det er at merke, at dette Brev ved en Feiltagelſe findes paa to Steder i Diplomatariet, og førſte Gang urigtigt dateret 15de, iſtedetfor 8de Januar (Søndag efter Epiphania).
  13. Dipl. Sv. 3106.
  14. See Brev af 15de Febr. 1333. Dipl. Sv. 3115. Den 7de Febr. var han rimeligviis i Veſteraas, efterſom vi da finde flere Stormænd, nemlig Karl Neskonungsſøn, Anund Sture, Sigge Magnusſøn og Gøtſtav Arnvidsſøn, der ſamlede.
  15. Dipl. Sv. 3126. Den Tanke ligger her nær, at ofte Proformaſalg have været indgaaede for at frelſe et eller andet Jordſtykke.
  16. Dipl. Sv. 3148. Brevet er ſkrevet paa norſk og udferdiget ſom norſk Brev under det ſtore norſke Rigsſegl, fordi Jemteland var en Deel af Norge.
  17. Han nævnes allerede i Marts 1336 ſom Sysſelmand i Skiduſysſel, hvilken altſaa Stig Haakonsſøn maa have miſtet efter de ſidſte Uroligheder. Dipl. N. II. 216. 217.
  18. Dipl. Sv. 3140.
  19. See Kongens Brev fra Lindholmen af 26de Juli, Dipl. Sv. 3153, Knut Folkesſøns af 29de, ligeledes fra Lindholmen, beſeglet af Kongen, Drottſeten og 12 Herrer, ſmſt. 3156; Kongens fra Ljodhuus af 31te Juli, ſmſt. 3157.
  20. Dipl. N. II. 261. Dette Brev er beſeglet i Kongens Nærværelſe eg ſkrevet af Ivar Audunsſøn.
  21. Dipl. N. II. 214. Brevet er ligeledes beſeglet i Kongens Nærværelſe og ſkrevet af Paal Styrkaarsſøn.
  22. Hendes Forældre vare efter Vredius Geneal. Com. Flandr. T. 12 ovennævnte Johan af Namur, † 1331, og Marie af Artois, ſom han egtede 1313, Datter af Philip af Artois og Blanche af Bretagne. See videre herom O. Celſe „de Blancæ natalibus“, Stockh. 1748, hvilken Afhandling det ej har lykkets os at overkomme. Marie af Artois ſkal ifølge de her meddeelte Oplysninger nedſtamme fra den franſke Konge Ludvig d. 8de i 4de Led. Jfr. Suhm, XII. 269, og Chalon, rech. sur les monnaies des Comtes de Namur i Mém. de l’acad. royale des sciences &c. de Belgique T. 32. p. 54, 65, 67, 68.
  23. Mesſenius (Scondia III. Chronol. Scondiana T. 3, S. 7) vil vide „at Matthias Ketilmundsſøn, den kgl. Formynder, tilligemed de andre ſvenſke, norſke og ſkaanſke Stormænd, betænkte paa at ſkaffe Magnus en Huſtru, fik ham gift med Blanche“. Egentlig antyder Er. Olai det ſamme. Men at dette kun er en Gjetning, og det en højſt uheldig en, hvilken man dog har givet den fuldkomne Visheds Form, ſees bedſt deraf, at Hr. Matthias omtales ſom død allerede i 1329 (Dipl. Sv. T. IV. S. 1. Not.) og rimeligviis var død endog i 1326.
  24. Saaledes heder det i Chaucers Canterbury tales om Ridderen, der deeltog i Reiſen:

    Ful often tyme he hadde the bord bygonne
    Aboven alle nacionns in Pruce;
    In Lettowe hadde reyced and in Ruce
    No cristen man so ofte of his degré.

  25. See Annales Mosomagenses, Pertz Mon. hist. Germ. V. p. 165 ved 1335, hvor det heder: Eodem anno defunctus est in Prucia Johannes comes Namurcensis et nobilissimus, homo potens in armis, cui successit Guido frater eius. ipse anno accepit rex de Norwegia et de Suesse sororem eius in matrimonium.
  26. Hos Miræus, Opera diplomat. et. historica T. I. p. 323 findes et Brev, udſtedt af Johans og Guidos Broder Philip, dat. 23de Juni 1336, hvor Guido allerede omtales ſom død; der handles her om et af Guido i hans levende Live funderet Alter.
  27. Herom ſee Voigts Geſch. Preußens T. S. 534, 535, hvor der ogſaa henviſes til de Wal, Essai sur l’histoire de l’ordre Teutonique, T. II. S. 203, hvor Philip kaldes „fils de Jean I et Marie d’Artois“. Ogſaa Dlugoß omtaler dette Tog, T. I. S. 1038, uden dog at navngive Philip anderledes, end med Titelen Comes de Namen; denne Form, „Namen“, „Amen“, der ogſaa forekommer andenſteds, ſynes at have været en i Nordtydſkland brugelig Forvanſkning af „Namur“; ſaaledes heder det og hos Detmar (S.240) om Blanche, at hun var „des Greven duchter van Ame“; og i Dipl. Norv. V. 181 kalder Kong Magnus to af Dronningens Brødre eller Frænder, ſom han tager i ſin Tjeneſte, Herrer „de Amen“.
  28. Dette vinder Beſtyrkelſe deri, at det, idetmindſte i ſildigere Tider, troedes i Belgien, at Philip kæmpede i Preusſen under Magnus’s Banner; det heder ſaaledes i en Anmerkning hos Miræus til hiint Brev af Philip, at denne ved Guidos Død kaldtes tilbage fra Preusſen, „hvor han var paa Krigstog med Magnus, Norges Konge, der havde egtet hans Syſter“. Dette maa grunde ſig paa eldre Optegnelſer.
  29. Dipl. Norv. V. 111.
  30. Hos Detmar S. 240 ſiges det udtrykkeligt, at hun var „ute Vlanderen bracht“.
  31. See Ericus Olai, l. IV.
  32. See Brev af 21de Juli 1327, udſtedt i Ljodhuus af Sven Ljodhuſing, Chorsbroder i Skara og Foged paa Lindholmen, hvorved denne forbinder ſig til, hvis Kongen dør, medens han endnu beklæder dette Embede, ſtrax at oplade til Dronningen de ovennævnte Beſiddelſer. (Dipl. S. 3308). Man ſeer og, at Blanches Morgengave i Norge ſiden (i 1353) ombyttedes med andre Beſiddelſer nær ved Grændſen, ſom det udtrykkeligt heder, fordi de laa hendes Livgeding i Sverige nærmere. Da man maa antage, at Vederlaget nogenledes ſvarede til det, der oprindeligt var hende ſkjenket, i Verd og Indtægter, kan man deraf danne ſig en Foreſtilling om hvor betydeligt dette var. Iſtedetfor „Tunsbergshuus, Tunsbergs Fehirdſle og alt andet, ſom hende var givet i Morgengave her i Norge“, fik hun nemlig Baagahuus, Marſtrand, hele Elveſysſel undtagen Øen Ordooſt, hele Ranarike med Vettahered og hele Borgeſysſel, med Skibstold og alle andre kongelige Indtægter, Rettigheder, Magt og Herredømme.
  33. Som Sysſelmand i Skiduſyſla forekommer Hr. Ivar allerede i Breve af 6te og 12te Marts 1336, Dipl. N. II. 216, 217. Men af et Brev af 17de Juni 1336 (Dipl. N. I. 239), udſtedt i Tunsberg af tvende Mænd, hvoraf den ene var Kongens, den anden Hr. Ivars Ombudsmand, vedkommende et Drab i Sandsverv, ſom hørte til Tunsbergs Sysſel, ſees det, at Syſlen maa have været beſtyret af Kongens Ombudsmand og Hr. Ivar, eller dennes Ombudsmand, i Forening; altſaa kan der neppe være Tvivl om, at Hr. Ivar egentlig var Dronningens Sysſelmand, og ſom ſaadan maa have haft Tunsbergshuus.
  34. Medens Kongen herefter ofte nævnes ſom nærværende paa Baagahuus, om tales dog ingen egentlig Høvedsmand der; endmere ſees af Brevet Dipl. N. III. 202, dateret 5te Mai 1340, at Baagahuus idetmindſte indtil da maa have været hans egentlige Reſidens.
  35. Han var nemlig d. 30te Novbr. i Skeninge i Øſtergøtland, ſee nedenfor.
  36. See Br. af 17de Aug. 1336, hvor Agmund kalder ſig Hirdſtjore i Viken, Dipl. Norv. I. 240, 307.
  37. Denne Lagmand, der heed Sigurd Hafthorsſøn, maa ikke forvexles med den oftere omtalte Sigurd Hafthorsſøn, Kong Haakons Datterſøn. Lagmanden var ſikkert meget eldre, men merkeligt nok, og ej ſjelden forvildende, er det, at de begge have ſamme Navn.
  38. Nemlig for en Biſkop 30 Heſte, Riddere og Svene af Raadet 12 Hefte, andre Riddere eg Sverre 6 Hefte, ringere Mænd 2 Heſte.
  39. Dipl. Sv. 3175. Et Udtog af denne Forordnings Hovedbeſtemmelſer er, aabenbart ved en Feiltagelſe, kommen ind i to i temmelig ſildige Tider ſkrevne norſke Retterbotſamlinger, fem om den vedkom Norge, ſee Norges gl. Love III. 161, hvor Udtoget er aftrykt. Man kjender ved førſte Øjekaſt Udtrykkene igjen: „Kongen aflegger med ſit Raad al ond Sedvane o. ſ. v.; — at al Sveriges Almue ſkal have ſaa god Fred ſom i Forfedrenes Tid — at de, ſom med fulde Vaaben ride gjennem Landet o. ſ. v., ſkulle rømme Landet“. Retterbotſamleren, der fandt denne Forordning under Kong Magnus’s Navn, har naturligviis troet, at denne har udſtedt den i Egenſkab af Norges Konge, og derfor antaget den at gjelde Norge. Men da en Forordning for Norge ej kunde indeholde nogen Beſtemmelſe om, at Sveriges Almue ſkulde have Fred for Sveriges egne Stormænd, maatte Samleren nødvendigviis komme paa den Tro, at den Fred, ſom her tilſagdes Sveriges Almue, var Fred i Norge, og derfor har han i Udtoget af denne Artikel endog tilſat „udi Norge“, ſaa at den kommer til at lyde „at al Sveriges Almue og Indbyggere ſkulle være faa fri og fellig udi Norge, og have faa god Fred, ſom de nogentid have haft i hans Forfedres Tid“. Man ſeer ſtrax, at Artiklen, ſom den her ſtaar gjengiven, er aldeles intetſigende, thi naar man ikke efter Unionen tilſagde Sveriges Almue bedre og ſtørre Frihed i Norge end under tidligere Konger, kunde der i alle Fald ej være Spørgsmaal om at tilſige en lige ſaa god, thi dette vilde forudſette, at den hidtil under Unionen havde været ſlettere end for. Men naar man ej ved Sammenligning med Texten i ſin Heelhed knade overbeviſe ſig om denne Feiltagelſe, maatte man komme til den urigtige Sætning, at Sveriges Almuesmænd havde været udſatte for Mishandlinger i Norge.