Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/24

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Kong Magnus havde imidlertid naaet sit 18de Aar, og eftersom han mere og mere vænnede sig til at handle selvstændigt, maa ogsaa de bedre og slettere Sider ved hans Charakter have udviklet sig og gjort sig mere kjendelige. Men allerede i hans Levetid svares den af hans forskjellige Omgivelser at være bleven aldeles forskjelligt opfattet og bedømt; ligesaa forskjelligt lyder Dommen over ham efter hans Død. Medens man i de svenske Beretninger, der dog alle ere fra en sildigere Tid, ere enige i at bryde Staven over ham for hans Svaghed, Ubestemthed, Usedelighed, Letsindighed og Ødselhed[1], synes de faa Udladelser derom, som man har fra Island og saaledes middelbart fra Norge, at vidne om, at han idetmindste nød sine norske Undersaatters Hengivenhed. Og ligeledes finder man, at den svenske Almue senere, efterat have døjet al den Nød, som det mecklenburgske Regiment medførte, ønskede „den ærlige og gode Herre“, som de kaldte ham, tilbage: saaledes synes han ogsaa her idetmindste hos Almuen at have været vennesæl. De farligste Beskyldninger, der foreligge imod ham, er de, der findes fremsatte af hans egen Slegtning, den hellige Birgitte, Lagmanden Byrge Peterssøns Datter, om hvilken mere herefter: hun har i et særskilt Skrift ladet Jfr. Maria fremføre mange Bebreidelser imod ham, deriblandt for de ovenfor nævnte Fejl, og derhos endog temmelig tydeligt ladet forstaa, at han var hengiven til unaturlige Laster, ligesom man ogsaa vil vide, at denne hans Forkjærlighed for unge Mennesker skal have været Aarsagen til det Øgenavn, hvormed han sedvanligvis benævnes i Sverige „Smeek“ (af „at sméka“[2]. Noget sandt var vel heri; man seer ialfald noksom af Magnus’s Ferd, at han ej besad tilbørlig Kraft og Fasthed, medens det dog ikke manglede ham paa Eenviished og Herskesyge. Men man kan heller ikke regne saa meget paa, hvad et Hængehoved som St. Birgitte, for hvem rimeligviis enhver noksaa uskyldig Lystighed var en Forargelse, kunde finde paa at klage over ved et lystigt Hof, især da Kongen selv, som det heder, stundom skal have drevet Spøg med hendes foregivne Aabenbarelser. Hun havde desuden paa den Tid, da hun i sine saakaldte Aabenbarelser ogsaa lod den hellige Jomfru fremsette disse Bebrejdelser, allerede i mange Aar været borte fra Hjemmet, og kunde saaledes ikke af egen Erfaring, men tildeels kun af løse Rygter, kjende noget til disse Ting, ligesom det da ogsaa tydeligt nok viser sig, at hun i et og andet tager Fejl[3]. Og dog lader det næsten til, at det alene er herfra, hvor Forfatterne af hine for omtalte svenske Beretninger have hentet Hoveddragene af deres mørke Skildring, hvoraf saaledes det torde være ugrundet. Og saa meget er vist, at selv for en langt dygtigere og kraftigere Konge end Magnus vilde det vel have været en Umulighed at regjere med Kraft og Fasthed ligeoverfor et Aristokrati, der var saa selvraadigt og havde tiltaget sig saadanne Friheder, som det svenske paa hans Tid, og som det norske havde altfor megen Lyst til at efterligne. Og dobbelt vanskeligt var det tillige at være Unionskonge over tvende Riger uden mindste Sammenhold, og som, følende Ulemperne ved denne saagodtsom nødtvungne Forening, under den totale Mangel paa Statsklogskab til at fjerne dem, alene stræbede efter, paa bedste Maade at komme fra hinanden igjen. At Magnus virkelig havde god Vilje, ja endog, trods alle Vanskeligheder, virkelig udrettede noget, navnlig i at forbedre den svenske Lovgivning, ville vi i det Følgende erfare; at han idetmindste en Tidlang stod i stor Anseelse blandt fremmede Magter, og var særdeles vel anskrevet hos Paverne, er ligeledes vist[4]. Sandheden turde vel derfor være denne, at Magnus med alle sine Fejl snarere maa regnes til de gode end til de slette Regenter, og at det kun er en Gjenlyd af det ham fjendske Aristokraties Fordømmelsesdom, der endnu efter mere end et Aarhundredes Forløb høres hos de Forfattere, hos hvilke den skaanselløse Skildring allerførst er fremsat.

Det er forhen nævnt, at Kong Magnus om Vaaren 1334 udnævnte Ridderen Gregorius Magnussøn til fin Drottsete i Sverige, altsaa et Tegn paa, at han idetmindste for nogen Tid ej selv kunde beskjeftige sig med de løbende Regjeringssager. Vi erfare og, at han kort efter over Axevalle, hvor han opholdt sig den 20de og 21de Mai[5], begav sig til Gøtaelven, hvor vi den 24de finde ham paa Lindholmens Slot tilligemed flere af hans anseede Mænd[6]. Siden hører man paa flere Maaneder ikke det mindste til ham, medens Gregorius Magnussøn i hans Navn afgjorde flere Sager, f. Ex. et Forliig med Biskopen i Aabo, der afsluttedes d. 4de September, og hvorover Brevet vel er udstedt i Kongens Navn og under hans Segl, men saaledes at man tydeligt kan see, at Forliget alene er sluttet mellem Biskopen og Drottseten i Overvær af Finlands Høvedsmand Karl Neskonungssøn og Befalingsmanden paa Viborg Slot Peter Jonssøn[7]. Heller ikke lader det til, at Kongen har været i Norge, hvor tvertimod, som ovenmeldt, Hr. Ivar Agmundssøn paa denne Tid som Drottsete forestod Regjeringen. Det er derfor højst sandsynligt, at han enten har været paa Lindholmen, eller i Halland, eller og nede i Skaane, deels for at ordne et og andet angaaende Indløsningen, der endnu forvoldte ham usigeligt Besvær, deels ogsaa for noget nærmere at iagttage de Begivenheder, som der nu forefaldt. En ny Fejde var nemlig i Begreb med at udbryde, idet Kong Christophers eldste Søn Otto, der efter sit tidligere Fangenskab var bleven løsladt ved Forliget i 1331, rustede sig paa Laaland for siden at drage over til Jylland og om muligt frarive Grev Gerhard dette Landskab og selv lade sig hylde som Konge, hvorimod ogsaa Greven forberedede sig paa at forsvare sig mod ham[8]. Udfaldet af denne Kamp kunde ej være Magnus ligegyldigt, thi han havde al Grund til at vente, at hvis det lykkedes Otto at fordrive Gerhard fra Jylland og erhverve Kongehylding, vilde han ikke hvile, førend han ogsaa havde tilbagevundet det danske Riges øvrige Dele, saaledes og Skaane. Men uagtet Grev Gerhard ej var istand til at hindre Otto fra at komme til Jylland, og denne her fandt stort Tilløb hos Indbyggerne, kunde dog ikke hans i Hast samlede Tropper holde Stand mod de krigsvante Holstenere; den 7de October kom det til et Slag paa Tappe Hede ved Viborg, hvor Otto efter en haard Kamp blev overvunden, fangen, og bragt til Greven, der lod ham sette i sikker Forvaring, først paa Segeberg, siden paa Rendsborg[9]. Herved maatte da ogsaa en Steen være lettet af Kong Magnus’s Hjerte, og det var vel derfor at vi i November atter finde ham i Stockholm[10], hvor han synes at have tilbragt Julen, for strax derpaa, efter de svenske Kongers Skik, at ride sin Eriksgate[11], hvilken med Regjeringstiltrædelsen nøje forbundne Act han endnu ikke havde faaet udført. Denne Ferd gik altid i en stor Kreds fra Upland til Sødermanland og videre til Østergøtland, Vestergøtland, Nærike, Vestmanland og atter tilbage til Upland. Saaledes finde vi Kongen allerede den 8de Januar i Strengnes[12], og den 28de, altsaa efterat have gjennemreist Østergøtland, i Skara i Vestergøtland, hvor han denne Dag udgav en Forordning, hvilken, uagtet den egentlig alene vedkommer Landskabet, dog er af største Interesse baade i almindeligt culturhistorisk Henseende, og fordi vi deri har et talende Beviis paa den gode Aand, som idetmindste endnu besjælede den unge Konge; i den sidste Artikel bestemte han nemlig „Gud og Jomfru Maria til Ære, og sin Faders og Farbroders Sjæl til Ro og Naade“, nu som Ret og Lov, at „alt Mandkjøn eller Kvindekjøn, som i Vestergøtlands eller Værends Lagsaga fødtes af christen Mand eller Kone, aldrig maa være Træl eller Ambaatt eller bære dette Navn, thi saaledes som Gud befriede os fra Hedendommen, saaledes har han og dem befriet, og Kongen med ham“. Dette viser, at Trældommen endnu ej var ophørt i Sverige, medens der vel neppe i de sidste 80 Aar havde været Træle i Norge. Om det nu alene var i Vestergøtland og Værend, at der endnu fandtes Træle, saaat Forordningen kun behøvede at udstedes for disse Landskaber, eller om Kongen ogsaa paa sin Rundreise har udgivet lignende for de øvrige, vides ikke; men af det Sindelag, der udtaler sig i Bestemmelsen, kan man slutte, at han ej har undladt det, hvis det behøvedes, og man kan saaledes vel fra denne Tid datere Trælevæsenets Ophør i Sverige. Derimod vidner det og om det Tryk, som Tidsaanden og de bestaaende Forhold maa have udøvet paa Magnus, at han ved samme Forordning tilstod alle sine Raadgivere (Rigsraader) saavelsom alle Riddere, deres Hustruer og Børn, evindelig Frihed for alle kongelige Skatter, Døttrene indtil de giftedes, og Sønnerne til de bleve myndige, og siden efter den Stilling de selv maatte opnaa[13]. Denne Indrømmelse skete visselig ikke med hans gode Vilje, thi alle disse Friheder havde allerede betydeligt formindsket Kronens Indtægter, og truede at formindske den end mere, idet Stormændene ideligt kjøbte nyt Jordegods, der nu ogsaa blev skattefrit, uden at der her, som i Norge, var fastsat et vist Maximum, ud over hvilket Skattefriheden ophørte. Kongen søgte vel, dreven af Nøden, at indskrænke dette Uvæsen, men gjorde sig derved kun forhadt af de Store, der ej vilde lade sig det ringeste afkorte i sine Privilegier. I Midten af Februar var Kongen kommen tilbage til Stockholm[14], og allerede lidet over en Maaned derefter maatte han lade udgaa et Brev til Uppsalas Beboere, hvorved han forbød de næringsdrivende Borgere i Byen at unddrage sig deres retmæssige Skattepligt under den Forevending, at de beboede Frelsegods, erhvervet af Kirken eller af Riddere[15].

I hele denne Tid, formodentlig lige fra sit Ophold ved Gøtaelven eller nærmere den norske Grændse, havde Kongen selv haft det norske Rigssegl hos sig og udstedt Breve vedkommende Norge, der bleve skrevne af en norsk Klerk (tvende saadanne, nemlig Paal Styrkaarssøn og Ivar Audunssøn, sees at have ledsaget ham og forrettet denne Tjeneste), og beseglede i hans Nærværelse. Saaledes erfare vi, at han, som nys anført, d. 8de Januar 1335 befandt sig i Strengnes og altsaa havde begyndt sin Eriksgate, alene deraf, at han den Dag her lod udgaa en Befaling til alle dem, der var Kirken i Bergen og dens Biskop noget skyldige, af gammel eller ny Gjeld, om at betale det inden en Maaned efter at Befalingen var forkyndt. Dette Brev er skrevet af Ivar Audunssøn. Den 16de Juni udgav han, ligeledes fra Stockholm, et Brev, hvorved han tog den uppsalske Erkebiskops og Kirkes Gods i Jemteland, navnlig Laxefisket i Ravunde og Fors Sogn, i sin Beskyttelse; dette Brev er skrevet af Paal Styrkaarssøn[16]. Formodentlig maa Kongen da i Begyndelsen af October, da Hr. Ivar Agmundssøn kunde være kommen tilbage fra Throndhjem, etsteds ved Elven have haft en Sammenkomst med ham og Raadet, ved hvilken Ivar nedlagde Drottsete-Verdigheden, og tillige Hr. Haakon Agmundssøn tilbageleverede Rigsseglet. Thi at Hr. Ivar fra den Tid ophørte at være Drottsete, er vist nok[17]. Men Kongen havde neppe ladet ham nedlegge denne Verdighed, og selv ført Rigsseglet med sig udenfor Landet – hvad der altid maatte ansees for betænkeligt, og vist ikke heller af Nordmændene betragtedes med Tilfredshed – hvis det ikke havde været hans Hensigt denne Gang kun at tilbringe kort Tid i Sverige. Allerede den 18de Mai see vi ham derfor gjør Forberedelser til at drage vestover, idet han paa denne Dag, med Raadets Samtykke, og i sin Syster Euphemias, samt mange Rigsraaders og Stormænds Nærværelse udnævnte Nikolas Arnbjørnssøn til sin Drottsete i Sverige[18]. Endnu en Maaneds Tid forblev han, som vi have seet, i Stockholm, men i de sidste Dage af Juli finde vi ham, ledsaget af Drottseten og mange verdslige Raadsherrer, paa Lindholmen og i Ljodhuus[19], og den 27de August i Tunsberg[20], hvor han endnu opholdt sig den 25de September, stadfestende paa denne Dag alle sin Moderfader Kong Haakons Gaver til Mariekirken i Oslo, navnlig Syslen i vestre Bergheim, Lomedal og Margretedal[21]. Hvad der nu saaledes havde kaldt ham til det østlige Sverige, var vel ikke alene Eriksgaten, men ogsaa flere andre vigtige Anliggender, og blandt dem vel især Forberedelserne til hans Giftermaal, som han formodentlig havde indledet den foregaaende Høst, og hvortil upaatvivlelig mange Forhandlinger udkrævedes, baade med det svenske og det norske Raad, for at ordne det nødvendige angaaende Livgeding, Morgengave o. s. v. Den unge Dame, som Kongen havde valgt, var Blanca, eller, som hun af Nordmændene sedvanligt kaldtes efter den franske Udtale, Blanche (Blanz), en Datter af den i Februar 1331 afdøde Grev Johan af Namur, og paa mødrene Side beslegtet med det franske Kongehuus[22]. Hvad der bestemte Magnus til netop at velge hende, som han vistnok aldrig havde seet, og som heller ikke hørte til de store Fyrstehuse, nævnes ingensteds, og man kan her kun fremsette den Gjetning, at Albrecht af Mecklenburg, hvis Giftermaal med Euphemia nu stundede til, og som i den Anledning maaskee havde en Sammenkomst med Kongen om Høsten 1334, har været den, der bragte det istand[23]. Thi to Brødre af Blanche, Johan og Philip, ferdedes ved denne Tid i Preussen, da det nemlig var en Modesag for de unge Herrer i Frankrige og England at drage derhen og staa Ridderne bi mod de hedenske Preusser og Littauner[24]. Johan døde d. 2den April 1335 i Preussen[25], formodentlig saaret i en Fegtning; hans Broder Guido fulgte ham i Regjeringen over Grevskabet, men omkom i en Turnering strax efter, og den tredie Broder Philip, der nu tiltraadte Grevskabet[26] deeltog strax efter med flere tydske Fyrster i et stort Tog til Preussen[27]. Da disse Fyrsters Vej sandsynligviis netop faldt over Hamburg, Lübeck eller andre mecklenburgske Havne, er intet rimeligere, end at Albrecht, Magnus’s tilkommende Svoger, kan have stiftet Bekjendtskab med dem og fundet det gavnligt at indlede et Giftermaal mellem Kong Magnus og deres Syster. Dog er det og heel tænkeligt, at de namurske Grever, der havde hjemme saa nær ved Holland og Flandern, kunne have indskibet sig i en hollandsk eller flandersk Havn for at gaa til Skaane eller Norge, og derfra til Østersøen, og at de saaledes personligt have gjort Bekjendtskab med Magnus[28]. Vist er det, at Giftermaalet maa være blevet aftalt og forberedt i Løbet af 1334 og 1335, og at Bryllupet maa have staaet seenhøstes i 1335, thi i et Brev, som Kongen den 7de November udstedte paa Baagahuus, og hvori han skjenkede de Kampenske Borgere sin Tilgivelse for nogle Forseelser, de Aaret forud havde begaaet paa Skanør Marked, siger han udtrykkeligt, at dette skete „paa hans kjære Hustrues Forbøn“[29], medens der i hans nysomtalte Brev af 25de Septbr. endnu ei er Tale om hende. Altsaa maa Blanche, om hvem det er vist, at hun kom fra en flandersk Havn[30], være landet i en eller anden Havn i Viken, og Bryllupet have været holdt mellem 25de Septbr. og 7de November, enten i Tunsberg, eller i Oslo, eller i Ljodhuus, eller paa Baagahuus; det sandsynligste er, at det skete paa det sidste Sted, og at Brevet er udstedt netop under Bryllupsglæden, medens Kongen selv var godt stemt og rede til at opfylde ethvert Ønske, hans unge, smukke Brud yttrede. Thi at hun var smuk, siges udtrykkeligt, saavelsom at hun besad megen Forstand, hvilket ogsaa hendes senere Ferd synes at bekræfte[31]. Hvor stor Medgift Kongen fik med hende, vides ikke, derimod er det sikkert, at hun fik en betydelig Morgengave, nemlig i Norge alene Tunsbergshuus og Tunsbergs Fehirdsle med meget andet, og i Sverige neppe mindre, navnlig Lindholmens Slot og Ljodhuus Stad med tilliggende Fogderi[32]. Og dette fik hun med fuld kongelig Rettighed, saa at hun maaskee altsaa herefter har haft en Stemme med i at beskikke Befalingsmænd paa Tunsbergshuus og Sysselmænd i hele Fehirdslen, (under hvilken ikke Vestfolden alene, men ogsaa Grønafylke eller Skidusysla maa have hørt), om end hendes Ret til Indtægterne og Styrelsen deraf egentlig ej skulde indtræde førend efter Kongens Død. Naar vi saaledes herefter en Tidlang finde Hr. Ivar Agmundssøn som Sysselmand i Skidusysla, og maaskee endog som Høvedsmand paa Tunsbergshuus[33], da er det maaskee Kongen og Dronningen i Forening, som have beskikket ham. Det var og i sin Orden, at han, der fremdeles synes at have været en højt betroet Mand, fik en Stilling, der nogenledes svarede til den meget betydelige, han saa længe havde beklædt som Høvedsmand paa Baagahuus, hvilket Kongen nu formodentlig tog under sin egen Raadighed som sin Hovedresidens[34]. Dette staar formodentlig i den nøjeste Forbindelse med den merkelige Omstændighed, som bi nu stode paa, nemlig at Kongen nu, formodentlig ved sin Bortreise fra Baagahuus til Sverige, der fandt Sted endnu i November samme Aar[35], udnævnte Ridderen Hr. Agmund Guthormssøn af Thumn i Borgesyssel til sin Statholder, eller, som det kaldtes, Hirdstjore, i Viken[36]: Benævnelsen Hirdstjore, som egentlig kun var en Fællesbetegnelse paa de højere Hofverdigheder, var nemlig allerede forlængst, maaskee især efter Jarleverdighedens Afskaffelse 1308, gaaet over til at betegne en kongelig Statholder, der som saadan var de andre kongelige Mænds Foresatte; paa Island var Benævnelsen allerede gængse, og var maaskee endog der opkommen. Formodentlig maa Kongen have overdraget ham til Bestyrelse alle de Dele af Viken, der ej tilfaldt Dronningen, hvad enten han nu havde Sysselmænd under sig, eller, hvad der er rimeligere, selv udøvede Sysselmands-Embedet i det hele store District. Vi see saaledes, at han i Oslo paa Kongens Vegne bød Lagmanden i Oslo[37] med tre Meddomsmænd at undersøge og kjende i en Sag mellem Oslo Nonnekloster og Hovedø Kloster i Forening mod en Mand, der ulovligen havde fisket i en Aa, hvis Fiskeri tilhørte begge Klostre. Sandsynligviis har altsaa nu Viken været deelt i to Dele, Kongens og Dronningens, den første med Hr. Agmund Guthormssøn til Befalingsmand, hvilken vel altsaa paa Grund af Districtets Størrelse og den anseelige Stilling, han derved kom til at indtage, kaldtes Hirdstjore; den anden og mindre – formodentlig indbefattende Tunsbergs og Skiens Sysler, – med Hr. Ivar i Spidsen. Men naar en saa stor Magt overdroges Hr. Agmund, kan det ikke betvivles, at Hafthorssønnerne, der endnu ikke havde opgivet deres Fordringer paa at forlenes med Borgesyssel, herved ansaa sig meget brøstholdne, og at dette har været en af Aarsagerne til, at de, som vi snart ville see, paany reiste sig mod Kongen.

Kort efter Bryllupet begav Kongen sig til et Raadsmøde i Skeninge i Østergøtland, hvor han udgav en heel merkelig Forordning, der viser, hvilken Selvraadighed der nu herskede blandt Sveriges Stormænd siden Formynderregjeringen, og hvor lidet den fortjener den Roos paa Kongens Bekostning, som senere Historieskrivere have tillagt den. Kongen klager her selv over, hvorledes der i hans Barndom var opstaaet mange slette Sedvaner, Almuen til Bedrøvelse og hans Folk til Tyngsel; og at, uagtet han, efter at være kommen til Myndighedsaar, havde bedet, raadet og truet, at man skulde aflegge disse Uvaner, saa havde dog faa kæret sig derom. Han bestemte derfor nu med sit Raad, at al slig Uvane skulde aflegges; at Sveriges Almue skulde nyde ligesaa fuldstendig Fred som i hans Forfedres Dage, og at de, der reed med fulde Vaaben gjennem Riget, uden noget lovligt Erende, skulde rømme Riget; at ingen maatte ride med Storflokke gjennem Riget, men Biskoper, Riddere, Svene og andre nøie sig med et vist foreskrevet Antal Folk[38], at der skulde oprettes Taverneshuse i Byerne, hvor det var muligt; at al Voldgjerning skulde ophøre, og at Ingen maatte tage sig selv til Rette o. s. v. Med andre Ord: han paabød en almindelig Landefred, hvilken man tidligere ej havde nydt[39]. Denne Forordning giver et sørgeligt Billede af Tilstanden i Landet, og det er et Spørgsmaal, om den udrettede stort til Forbedring, siden Kongen selv klager over Vedkommendes Ulydighed. Dog skulde man antage, at idetmindste de Medlemmer af Raadet, som deeltog i Udstedelsen, hver i sin Kreds maa have anseet fra forpligtede til at efterleve og haandhæve den. Og i alle Fald aabenbarer sig her, som ellers, Kongens gode Vilje til at ophjelpe sit Land og forsvare de Ringere mod Stormændenes Anmasselser.

  1. ↑ Hovedstederne herom ere Riimkrøniken (Ser. R. Sv. I. S. 55) der endog fremsetter en formelig Usandhed, nemlig at Paven satte ham i Bann, fordi han handlede mod Kirkens Frihed (herom mere nedenfor); samt Ericus Olai lib. IV. Det heder her: „I nogen Tid (efter Matthias Ketilmundssøns Død) lyttede han til de Vises Raad, der havde været hans Fader og Hr. Matthias troe, og i hans Barndom regjeret med Matthias, og levede imidlertid rosverdigt og styrede nyttigt; men efter denne Glede kom længere Sorg, thi Kongen begyndte at henfalde til Vellevnet og Vellyster, lagde dem for Had, som talte ham til Rette, tilsidesatte de eldre og visere Raadgivere, og antog yngre, vanslegtede, der yndede et lignende Liv. Deraf tiltog Overdaadighed, Fylderi, Udskejelser i det Umaadelige, og Riget bragtes derved efterhaanden i den yderste Armod, idet der paalagdes Gjesterier og tunge Skatter til at fylde de Huller, som den ungdommelige Oversetlighed, overdrevne Pragt og byrdefulde Skjendselsferd foraarsagede. Og idet saaledes de forstandige Mænd enten vare ryddede af Vejen, eller ved Lede til altsammen fordrevne, eller med Haan ringeagtede, kunde de, der led Uretferdighed eller Undertrykkelse, ingen Ret faa“. Hvor uefterrettelig denne Skildring, mere end 100 Aar yngre end Kong Magnus’s Tider, er, vil i det følgende noksom vise sig.
  2. ↑ See St. Britas Aabenbarelser (extravagantes, Cap. 80), hvori Jfr. Maria blandt andre Advarsler til Kong Magnus lægges følgende Ord i Munden: „Vadat igitur unus vestrum vel plures ad Regem dicendo sibi …… vos habetis pessimam famam in toto regno, dicentem vos habere et exercere naturalem commixtionem et turpitudinem cum masculis contra naturalem dispositionem, quod verisimile videtur ex eo, quod plus diligitis quosdam viros contra deum et animam propriam quam propriam uxorem“. Tilnavnet „Smeek“ tillægges, saavidt vides, Magnus allerførst i det omtr. ved 1415 skrevne Chronicon i Scr. R. D. I. 394, Scr. R. Sv. I. 57.
  3. ↑ Birgitta forlod Sverige 1344 og kom ej mere tilbage; de saakaldte Aabenbarelser antages at være fra Aarene 1360–67. Ogsaa her tales der om, at Kongen var excommuniceret, men trodsede Excommunicationen; noget saadant har hun vel hørt i Rom, hvor hun levede, men nu var Sagen, som det vil sees, den, at Kongen alene var truet med Excommunication, der ej iverksattes, og at Aarsagen til Truslen alene var Mangel paa Evne til at tilbagebetale Pavestolen et Pengelaan, ikke Mangel paa Religiøsitet eller Forbrydelse mod Kirken. Men dette have de senere Eftersnakkere uden at kjende Forholdene slethen antaget.
  4. ↑ Herpaa ville vi i det Følgende see flere Beviis.
  5. ↑ Dipl. Sv. 3063, 3064.
  6. ↑ Dipl. Sv. 3066, jfr. 3067.
  7. ↑ Dipl. Sv. 3083. Stedet angives ej her, men det maa sikkert have været enten i Finland eller etsteds i det østlige Sverige.
  8. ↑ Saaledes see vi i et Prov, som han og Eckard von Brockdorp den 30te Juni 1334 under Fæmø (formodentlig Fænø i Midelfarsund) tilskrev Lübecks Raad til deres Beroligelse med Hensyn til de stedfindende Udrustninger, at det Søtog, som de var i Begreb med at foretage, ej gjaldt Lübeck eller dens Borgere, men skete alene til Forsvar mod Junker Otto. Lüb. Urk. B. II. 1. No. 586. Hensigten maa altsaa have været at stenge Overgangen til Jylland for Otto, hvilket dog ej lykkedes.
  9. ↑ Detmar, S. 237. Man seer heraf, at Greven selv ej var tilstede ved Slaget.
  10. ↑ See Brev af 12te Nov. 1334, Dipl. Sv. 3091.
  11. ↑ Chron. i Scr. R. Sv. I. S. 28, jfr. Indledn. til Forordningen fra Skara.
  12. ↑ Dipl. N. II. 210. IV. 216. Det er at merke, at dette Brev ved en Feiltagelse findes paa to Steder i Diplomatariet, og første Gang urigtigt dateret 15de, istedetfor 8de Januar (Søndag efter Epiphania).
  13. ↑ Dipl. Sv. 3106.
  14. ↑ See Brev af 15de Febr. 1333. Dipl. Sv. 3115. Den 7de Febr. var han rimeligviis i Vesteraas, eftersom vi da finde flere Stormænd, nemlig Karl Neskonungssøn, Anund Sture, Sigge Magnussøn og Gøtstav Arnvidssøn, der samlede.
  15. ↑ Dipl. Sv. 3126. Den Tanke ligger her nær, at ofte Proformasalg have været indgaaede for at frelse et eller andet Jordstykke.
  16. ↑ Dipl. Sv. 3148. Brevet er skrevet paa norsk og udferdiget som norsk Brev under det store norske Rigssegl, fordi Jemteland var en Deel af Norge.
  17. ↑ Han nævnes allerede i Marts 1336 som Sysselmand i Skidusyssel, hvilken altsaa Stig Haakonssøn maa have mistet efter de sidste Uroligheder. Dipl. N. II. 216. 217.
  18. ↑ Dipl. Sv. 3140.
  19. ↑ See Kongens Brev fra Lindholmen af 26de Juli, Dipl. Sv. 3153, Knut Folkessøns af 29de, ligeledes fra Lindholmen, beseglet af Kongen, Drottseten og 12 Herrer, smst. 3156; Kongens fra Ljodhuus af 31te Juli, smst. 3157.
  20. ↑ Dipl. N. II. 261. Dette Brev er beseglet i Kongens Nærværelse eg skrevet af Ivar Audunssøn.
  21. ↑ Dipl. N. II. 214. Brevet er ligeledes beseglet i Kongens Nærværelse og skrevet af Paal Styrkaarssøn.
  22. ↑ Hendes Forældre vare efter Vredius Geneal. Com. Flandr. T. 12 ovennævnte Johan af Namur, † 1331, og Marie af Artois, som han egtede 1313, Datter af Philip af Artois og Blanche af Bretagne. See videre herom O. Celse „de Blancæ natalibus“, Stockh. 1748, hvilken Afhandling det ej har lykkets os at overkomme. Marie af Artois skal ifølge de her meddeelte Oplysninger nedstamme fra den franske Konge Ludvig d. 8de i 4de Led. Jfr. Suhm, XII. 269, og Chalon, rech. sur les monnaies des Comtes de Namur i Mém. de l’acad. royale des sciences &c. de Belgique T. 32. p. 54, 65, 67, 68.
  23. ↑ Messenius (Scondia III. Chronol. Scondiana T. 3, S. 7) vil vide „at Matthias Ketilmundssøn, den kgl. Formynder, tilligemed de andre svenske, norske og skaanske Stormænd, betænkte paa at skaffe Magnus en Hustru, fik ham gift med Blanche“. Egentlig antyder Er. Olai det samme. Men at dette kun er en Gjetning, og det en højst uheldig en, hvilken man dog har givet den fuldkomne Visheds Form, sees bedst deraf, at Hr. Matthias omtales som død allerede i 1329 (Dipl. Sv. T. IV. S. 1. Not.) og rimeligviis var død endog i 1326.
  24. ↑ Saaledes heder det i Chaucers Canterbury tales om Ridderen, der deeltog i Reisen:

    Ful often tyme he hadde the bord bygonne
    Aboven alle nacionns in Pruce;
    In Lettowe hadde reyced and in Ruce
    No cristen man so ofte of his degré.

  25. ↑ See Annales Mosomagenses, Pertz Mon. hist. Germ. V. p. 165 ved 1335, hvor det heder: Eodem anno defunctus est in Prucia Johannes comes Namurcensis et nobilissimus, homo potens in armis, cui successit Guido frater eius. ipse anno accepit rex de Norwegia et de Suesse sororem eius in matrimonium.
  26. ↑ Hos Miræus, Opera diplomat. et. historica T. I. p. 323 findes et Brev, udstedt af Johans og Guidos Broder Philip, dat. 23de Juni 1336, hvor Guido allerede omtales som død; der handles her om et af Guido i hans levende Live funderet Alter.
  27. ↑ Herom see Voigts Gesch. Preußens T. S. 534, 535, hvor der ogsaa henvises til de Wal, Essai sur l’histoire de l’ordre Teutonique, T. II. S. 203, hvor Philip kaldes „fils de Jean I et Marie d’Artois“. Ogsaa Dlugoß omtaler dette Tog, T. I. S. 1038, uden dog at navngive Philip anderledes, end med Titelen Comes de Namen; denne Form, „Namen“, „Amen“, der ogsaa forekommer andensteds, synes at have været en i Nordtydskland brugelig Forvanskning af „Namur“; saaledes heder det og hos Detmar (S.240) om Blanche, at hun var „des Greven duchter van Ame“; og i Dipl. Norv. V. 181 kalder Kong Magnus to af Dronningens Brødre eller Frænder, som han tager i sin Tjeneste, Herrer „de Amen“.
  28. ↑ Dette vinder Bestyrkelse deri, at det, idetmindste i sildigere Tider, troedes i Belgien, at Philip kæmpede i Preussen under Magnus’s Banner; det heder saaledes i en Anmerkning hos Miræus til hiint Brev af Philip, at denne ved Guidos Død kaldtes tilbage fra Preussen, „hvor han var paa Krigstog med Magnus, Norges Konge, der havde egtet hans Syster“. Dette maa grunde sig paa eldre Optegnelser.
  29. ↑ Dipl. Norv. V. 111.
  30. ↑ Hos Detmar S. 240 siges det udtrykkeligt, at hun var „ute Vlanderen bracht“.
  31. ↑ See Ericus Olai, l. IV.
  32. ↑ See Brev af 21de Juli 1327, udstedt i Ljodhuus af Sven Ljodhusing, Chorsbroder i Skara og Foged paa Lindholmen, hvorved denne forbinder sig til, hvis Kongen dør, medens han endnu beklæder dette Embede, strax at oplade til Dronningen de ovennævnte Besiddelser. (Dipl. S. 3308). Man seer og, at Blanches Morgengave i Norge siden (i 1353) ombyttedes med andre Besiddelser nær ved Grændsen, som det udtrykkeligt heder, fordi de laa hendes Livgeding i Sverige nærmere. Da man maa antage, at Vederlaget nogenledes svarede til det, der oprindeligt var hende skjenket, i Verd og Indtægter, kan man deraf danne sig en Forestilling om hvor betydeligt dette var. Istedetfor „Tunsbergshuus, Tunsbergs Fehirdsle og alt andet, som hende var givet i Morgengave her i Norge“, fik hun nemlig Baagahuus, Marstrand, hele Elvesyssel undtagen Øen Ordoost, hele Ranarike med Vettahered og hele Borgesyssel, med Skibstold og alle andre kongelige Indtægter, Rettigheder, Magt og Herredømme.
  33. ↑ Som Sysselmand i Skidusysla forekommer Hr. Ivar allerede i Breve af 6te og 12te Marts 1336, Dipl. N. II. 216, 217. Men af et Brev af 17de Juni 1336 (Dipl. N. I. 239), udstedt i Tunsberg af tvende Mænd, hvoraf den ene var Kongens, den anden Hr. Ivars Ombudsmand, vedkommende et Drab i Sandsverv, som hørte til Tunsbergs Syssel, sees det, at Syslen maa have været bestyret af Kongens Ombudsmand og Hr. Ivar, eller dennes Ombudsmand, i Forening; altsaa kan der neppe være Tvivl om, at Hr. Ivar egentlig var Dronningens Sysselmand, og som saadan maa have haft Tunsbergshuus.
  34. ↑ Medens Kongen herefter ofte nævnes som nærværende paa Baagahuus, om tales dog ingen egentlig Høvedsmand der; endmere sees af Brevet Dipl. N. III. 202, dateret 5te Mai 1340, at Baagahuus idetmindste indtil da maa have været hans egentlige Residens.
  35. ↑ Han var nemlig d. 30te Novbr. i Skeninge i Østergøtland, see nedenfor.
  36. ↑ See Br. af 17de Aug. 1336, hvor Agmund kalder sig Hirdstjore i Viken, Dipl. Norv. I. 240, 307.
  37. ↑ Denne Lagmand, der heed Sigurd Hafthorssøn, maa ikke forvexles med den oftere omtalte Sigurd Hafthorssøn, Kong Haakons Dattersøn. Lagmanden var sikkert meget eldre, men merkeligt nok, og ej sjelden forvildende, er det, at de begge have samme Navn.
  38. ↑ Nemlig for en Biskop 30 Heste, Riddere og Svene af Raadet 12 Hefte, andre Riddere eg Sverre 6 Hefte, ringere Mænd 2 Heste.
  39. ↑ Dipl. Sv. 3175. Et Udtog af denne Forordnings Hovedbestemmelser er, aabenbart ved en Feiltagelse, kommen ind i to i temmelig sildige Tider skrevne norske Retterbotsamlinger, fem om den vedkom Norge, see Norges gl. Love III. 161, hvor Udtoget er aftrykt. Man kjender ved første Øjekast Udtrykkene igjen: „Kongen aflegger med sit Raad al ond Sedvane o. s. v.; – at al Sveriges Almue skal have saa god Fred som i Forfedrenes Tid – at de, som med fulde Vaaben ride gjennem Landet o. s. v., skulle rømme Landet“. Retterbotsamleren, der fandt denne Forordning under Kong Magnus’s Navn, har naturligviis troet, at denne har udstedt den i Egenskab af Norges Konge, og derfor antaget den at gjelde Norge. Men da en Forordning for Norge ej kunde indeholde nogen Bestemmelse om, at Sveriges Almue skulde have Fred for Sveriges egne Stormænd, maatte Samleren nødvendigviis komme paa den Tro, at den Fred, som her tilsagdes Sveriges Almue, var Fred i Norge, og derfor har han i Udtoget af denne Artikel endog tilsat „udi Norge“, saa at den kommer til at lyde „at al Sveriges Almue og Indbyggere skulle være faa fri og fellig udi Norge, og have faa god Fred, som de nogentid have haft i hans Forfedres Tid“. Man seer strax, at Artiklen, som den her staar gjengiven, er aldeles intetsigende, thi naar man ikke efter Unionen tilsagde Sveriges Almue bedre og større Frihed i Norge end under tidligere Konger, kunde der i alle Fald ej være Spørgsmaal om at tilsige en lige saa god, thi dette vilde forudsette, at den hidtil under Unionen havde været slettere end for. Men naar man ej ved Sammenligning med Texten i sin Heelhed knade overbevise sig om denne Feiltagelse, maatte man komme til den urigtige Sætning, at Sveriges Almuesmænd havde været udsatte for Mishandlinger i Norge.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/24&oldid=78730»