Åpne hovedmenyen

Den Tid var nu for Haanden, da det allerede for 14 Aar ſiden ſluttede Feſtemaal mellem Kongens Syſter, Euphemia og Albrecht af Mecklenburg, ſkulde fuldbyrdes. Albrecht, der juſt havde naaet Myndigheds-Alderen, og ſiden viiſte ſig ſom en af ſin Samtids ſtatsklogeſte Fyrſter, kunde viſt ikke andet end betragte dette Giftermaal ſom et af de heldigſte, der kunde tilbyde ſig for ham, thi Magnus’s Kongedømme maatte nu betragtes ſom ſikkret, og hans allerede i ſig ſelv meget ſtore Riger vare dertil forøgede med de nyserhvervede, ſtore og rige danſke Landſkaber; han var ſaaledes paa den Tid unegteligt en af Europas mægtigſte Konger, hvis Svogerſkab maatte anſees ſom ſaare ønſkeligt. Da ſaavel Udredelſen af Medgiftens førſte Termin, ſom Erhvervelſen af den pavelige Dispenſation maatte udkræve nærmere Forhandlinger, er det ſandſynligt, at ſaadanne havde fundet Sted allerede det foregaaende Aar, maaſkee juſt paa den Tid, da Kongen opholdt ſig i den ſydveſtlige Deel af Landet, og hvis Albrecht bar haft nogen Deel i Kongens eget Giftermaal, er intet rimeligere, end at dette juſt ved denne Lejlighed indlededes. Muligviis kan der og have været forhandlet derom paa Vardberg, hvor Kongen ſees at have opholdt ſig i Januar Maaned 1336, og maaſkee havde tilbragt Julen efterat være kommen tilbage fra Skeninge[1]. Viſt er det, at efter Paaſke, ſom i det Aar indtraf d. 31te Marts, ſendte Kong Magnus ſin Syſter over til Roſtock, hvor Albert holdt et ſtort Bryllup, til hvilket mange Herrer bare indbudne, blandt dem Hertug Erik af Samt„ der ſlog ham til Ridder[2]. Men ved dette Giftermaal opſtod Forpligtelſe til nye Penge-Udredelſer for Magnus, baade af den norſke og den ſvenſke Statskasſe. Kun eet Aar fra Bryllupsdagen ſkulde han betale 2000 Mk. brendt Selv fra Norge og ligeſaa meget fra Sverige. Det lykkedes ham, ſom vi erfare, at faa nogle faa Aars Udſettelſe[3], og han havde i den Anledning ogſaa et Mode med ſin Syſter paa Lindholmen, hvor der blev indgaaet en Overeenskomſt, formodentlig i Juli 1337, da Kongen bar der (ſee nedenfor), men det ſkete dog neppe uden ved nye Pantſettelſer. I Sverige ſaa det reent galt ud i dette Henſeende. Her havde Kongen, ſom vi vide, allerede laant meget af Geiſtligheden, uden at det dog forſlog; flere af Forloverne udbetalte paa egen Haand den Deel, der beregnedes at komme paa deres Part, for derved ganſke at blive fri for enhver Forpligtelſe, hvilket virkelig ſees at have kunnet gaa an[4], men de, ſom ikke formaaede dette, havde endog ſom Giſler maattet ſtille ſig i Fordringshavernes Varetægt, og holdtes tildeels endog i ſtrengt Fangenſkab, hvorover der opſtod megen Utilfredshed og almindelig Klage, ſom om Kongen ikke vilde udløſe ſine Mænd[5]. Ikkedeſtomindre beſluttede Kongen i Sommerens Løb at lade ſig og ſin Dronning krone i Stockholm med ſaa ſtor Pragt, ſom lod ſig tilveiebringe. Muligt at det ſkete efter hans egne Mænds Ønſke, og at disſe anſaa det nødvendigt for at ſikkre hans tilkommende Ætlinger den behørige Legitimitet, eller og kun betragtede det ſom en ærværdig gammel Skik, der ej kunde tilſideſettes: muligt og, at det ſkete efter Raad af Fyrſt Albrecht. Men det lader til, at han ikke vovede at foretage et ſaa vigtigt Skridt, uden førſt at have indhentet de norſke Herrers Samtykte, uagtet Handlingen egentlig kun vedkom Sverige. Det heder nemlig herom i de ſamtidige islandſke Annaler, at „Kongen kronedes i Sverige med Raadsmændenes Raad i Norge“[6] Dette kan ej forklares anderledes, end at han forud maa have overlagt med disſe Mænd om Sagen. Grunden dertil kan maaſkee have været den, at En og Anden i Norge har næret Betænkeligheder og frygtet for, at Kongen derved vilde knyttes for ſterkt til Sverige og dettes Interesſer, naar han tillige ikke omtrent paa ſamme Tid kronedes i Norge, eller der kan muligviis have været enkelte, ſom troede det uforeneligt med Kronings-Eden og Vielſen, at den ſkete to Gange med een og ſamme Mand; i begge Tilfælde var der Grund nok til, at Sagen blev nøje overvejet af Norges Rigsraad. Hvorom Alting er, ſaa ſee vi, at Erkebiſkop Paal, der havde kaldet Biſkoperne til et nyt Concilium, ſom denne Gang ſkulde holdes i Tunsberg i Løbet af Juli Maaned, og angivet Seljemannamesſe, den 8de Juli, ſom Samlingsdagen, nu ſelv i det verſte Vaarføre begav ſig til Oslo[7], og herfra d. 13de April tilſkrev ſaavel Biſkop Erik i Stavanger, ſom Biſkop Haakon i Bergen (Biſkopen af Hamar ſynes paa denne Tid at have været i Oslo), at han helſt ſaa, at de kom tidligere end hiin Dag, deels for at de kunde reiſe hjem paa en bedre Aarstid, deels „paa Grund af visſe Omſtændigheder, angaaende hvilke man ønſkede ſnareſt muligt en Samtale, og ſom baade angik Kirken og Almuen her i Landet, hvis det ſkulde komme for Dagen, ſom man nu temmelig ſikkert kunde vente“; han bad dem derfor om muligt at indrette ſig ſaaledes, at de begge kunde komme før til Tunsberg, og vilde derfor heller ikke nævne nogen vis Dag, men anmodede kun dem om at angive ham i deres Svar, naar de troede det muligt at komme, for at han og de to øvrige Biſkoper kunde rette ſig derefter[8]. Uagtet Erkebiſkopen her ikke udtrykkeligt nævnte, hvad der var paa Ferde, men tildeels forudſatte det bekjendt, kan man dog neppe tvivle paa, at han meente den ſvenſke Kroning og hvad dermed ſtod i Forbindelſe, thi da den, ſom det vil ſees, fandt Sted den 21de Juli, og ſaavel Fyrſt Albrecht ſom andre Fyrſter, Kongens Moder og en Mængde andre Gjeſter vare indbudne, maa den allerede ved hiin Tid have været berammet og Forberedelſer dertil begyndt at gjøres. Naar og paa hvad Maade Erkebiſkopen og de øvrige Høvdinger overlagde med Kongen herom, vides ikke med Vished, men Lejlighed dertil var for Haanden, da Kong Magnus i Midten af Juni Maaned var paa Baagahuus, hvor man med Lethed kunde komme til ham[9]. Dog ſees det, at Erkebiſkopens Ønſke om at faa et tidligere Møde med de øvrige Biſkoper og maaſkee endeel verdslige Herrer iſtand, ikke gik i Opfyldelſe, thi Conciliet afholdtes ikke før, men ſnarere efter den fra førſt af beſtemte Tid, og Biſkop Haakon var ikke engang tilſtede derved. Formodentlig har da Kongen, om hvis Veje ſiden den 8de Marts, da han maaſkee var i Stockholm, intet vides[10], enten ſelv været i Oslo, eller i Tunsberg, og raadſlaaet med Erkebiſkopen ſaavelſom de øvrige Stormænd, der her vare tilſtede, eller haſt en Sammenkomſt med dem paa Baagahuus. Det har her maaſkee været aftalt, hvorvidt Kroningen ſkulde gjelde for begge Riger, eller idetmindſte hvorledes Kronings-Eden ſkulde affattes, ſaaledes at Norges Interesſer ikke derved kom til at lide. Ej længe efter dette ſit Ophold paa Baagahuus maa Kongen være reiſt afſted for at kunne gjøre Forberedelſer til ſine høje Gjeſters Modtagelſe, thi allerede i de førſte Dage af Juli afſejlede Fyrſt Albrecht og hans unge Huſtru fra Warnemünde[11]. Den gamle lübkeckſke Chroniſt Detmar fortæller ſaaledes videre herom: „Albrecht havde med ſig ſin Morbroders, Hertug Rudolf af Saxens Søn, ſaavelſom Henrik, Søn af Grev Gerhard i Holſten, og mange Riddere og Svene. Da de kom ud i Søen, var der ogſaa Sendebud fra Lübeck, der foor foran dem lige til Kalmarſund. Der kom da Kongens Moder (Hertuginde Ingeborg) med ſine Skibe og modtog ſin Svigerſøn og ſin Datter med ſtor Fryd og Glæde, og de foor tilſammen under alſlags Spil og Klang til Kalmar, hvor de blev fem Dage, vel,:til Mode. Derpaa drog de til Stockholm, hvor Kongen lod gjøre ſmukke Forberedelſer, og kom der med de højeſte Herrer og Fruer i Riget; der blev han gjort til Ridder af ſin Svoger af Mecklenburg. Den næſte Dag begav Kongen med Dronning Blanche ſig til Kirken. Der var ogſaa den fromme Biſkop Engelbert af Dorpat[12] kommen i ſit Stifts Erende; ham hedrede Erkebiſkopen af Uppſala og de øvrige Biſkoper i Riget ſaaledes, at han ſang Mesſen og indviede og kronede Kongen og Dronningen. Efter Mesſen blev der i Kongens Sal, hvilken han der havde ladet bygge, baade lang og breed, holdt prægtigt Taffel, og derefter holdtes megen Dands og Dyſtrenden. Der rendte Hertug Rudolfs Søn og Grev Gerhards Søn og mange andre dyrebare Mænd der fra Landene og fra fremmede Lande, og brød Spær uden Tal. Da dette havde varet tre Dage, foor Kongen derfra paa en kort Tid, men kom tilbage igjen. De fra Mecklenburg og de andre Herrer foor da igjen til Søs, men laa længe uden Bør; tilſidſt forſtak Vinden ſig, ſaa at de kom til Gotland, og der blev de hjulpne med Spiſe og andre Ting, ſaa at de endelig kom hjem, ſkjønt med Arbeide og Ulempe“[13]. Da vi andenſtedsfra vide, at Kroningen ſkete Søndagen den 21de Juli[14], kunne vi deraf nøje beſtemme Tiden, naar Feſtlighederne begyndte og ſluttede, nemlig fra 20de til 24de Juli. Tiden, da Kongen var borte, falder mellem 24de Juli og 2den Auguſt, thi paa denne Dag var han atter tilbage i Stockholm[15], og ſtrax derefter maa Fyrſt Albrecht med ſine Ledſagere have ſagt ham Farvel. Blandt de fornemme Damer, der hedrede Feſten med ſin Nærværelſe, var foruden Kongens Moder ogſaa, ſom det ſynes, den anden Hertuginde Ingeborg af Øland, Kong Eriks og Iſabellas Datter, Waldemars Enke[16], og blandt de fremmede Herrer de lübeckſke Geſandter Tidemann Güſtrow og Hans Rode, hvilke havde ſaaat ſige viiſt Fyrſt Albrecht Vejen til Kalmar, og ej blot vare ſendte for at complimentere Kongen, men forat afhandle meget vigtige Statsanliggender, hvorom mere i det følgende. Hvorvidt der og var Gjeſter tilſtede fra Norge, vides ikke, hvor rimeligt det end ſynes, at de ej kunne have manglet. Saaledes er det ej uſandſynligt, at det enten var her, eller ved Bryllupet den forrige Høſt, at Kongen bragte et Giftermaal iſtand mellem Hr. Haakon Agmundsſøns Datter Cecilia, Enke efter Erik Viljamsſøn af Torge, og ſin Hirdmand Jon Asſursſøn, en Søn af den forrige Drottſete Hr. Asſur Jonsſøn. Jon havde tidligere, ligeledes ved Kongens Mellemkomſt været feſtet til Cecilias Syſter Elin, og det var endog gaaet ſaaledes til, at Kongen, uden at Elin ſelv var tilſtede, ſagde til Hr. Haakon: „jeg ønſker, at du overlader mig din Datter Elin“; Haakon ſvarede: „jeg overlader hende“, og Kongen ſagde derpaa til Jon: „ſaa vil jeg, at du ſkal have hende til Huſtru“; hvortil Jon erklærede ſig villig, og Elin ligeledes, da det blev hende meldt. Imidlertid døde hun, førend endnu Feſtemanden endog havde ſeet hende, og Kongen beſluttede nu, heder det, for at undgaa alvorlig Skandal og Feider mellem. Hr. Haakon og Jon, at denne ſkulde egte Syſteren Cecilia, hvis Mand, Erik af Torge, nys var død paa en Udenlandsreiſe[17]. Begge Parter var og dermed tilfreds, men paa Grund af det tidligere Feſtemaal maatte de førſt have pavelig Dispenſation, hvorom Kongen nu ſelv anſøgte, og ſom meddeeltes den 17de Auguſt ſamme Aar[18]. Det var muligt, at Feſtemaalet var aftalt og Bud om Dispenſationen ſendt til Curien en Maaneds Tid forud, ſtrax før Kronings-Højtidelighederne; hvis ikke, kan det neppe være ſkeet ved anden Lejlighed end under Bryllupet. Giftermaalet kom ogſaa iſtand, med Jon overlevede det ikke mange Aar[19].

Da Kong Magnus i denne Sommer begav ſig fra Baagahuus til Stockholm for at lade ſig krone, medbragte han atter det kongelige Rigsſegl og udſtedte Breve derunder. Saaledes bekræftede han i Stockholm den 8de September atter Mariekirkens Ret til Sysſelen i Margretedalen, veſtre Bergheim og Lomedalen med alle kongelige Indtægter og lagde dertil alle de Skove og Almenninger, ſom Kronen ejede ſammeſteds[20]. Brevet er, ſom det heder, indſeglet i hans egen Nærværelſe, og ſkrevet af Paal Styrkaarsſøn. Men det ſlutter med de merkelige Ord: „dette ſkal ſtaa og ſtadigt være, indtil vi ſelv komme til Oslo og med de bedſte Mænds Raad kunne gjøre en faſtere Beſtemmelſe herom“. Dette ſynes at viſe, at han dog egentlig anſaa det for mindre rigtigt at treffe ſaadanne Beſtemmelſer paa egen Haand, udenfor Riget, og uden at have hørt ſit Raad; det ſynes ligeledes at antyde, baade at han nu var kommen til at opholde ſig længer i Stockholm, end han havde ventet, og at han med det førſte vilde komme til Oslo. Det forlængede Ophold i Stockholm ſkyldtes viſtnok tildeels hans Underhandlinger med de lübeckſke Geſandter, hvorom der nedenfor vil blive handlet udførligere. Men med nogen Reiſe til Oslo eller overhoved til Norge blev der i dette Aar intet af, hvad nu Aarſagerne end kunne have været. Formodentlig har det endnu været alleſlags Ubehageligheder med Henſyn til Skaanes Indløsning og Giſlernes Befrielſe fra deres byrdefulde Forpligtelſer. Idetmindſte udgav han d. 29de Decbr., under Juletiden, ſom han tilbragte i Stockholm, en Proclamation af et højſt bedrøveligt Indhold, der viſer den ſørgelige Forfatning, hvori han og tildeels Riget befandt ſig. Vi have hørt, ſiger han, „at altfor mange ſige, at vi ej ville udløſe vore Tjeneſtemænd af den Skyld, hvori de for vor Skyld ere komne, men dette Udſagn ville vi herved paa det beſtemteſte drive til Uſandhed; thi vore Tjeneſtemænd have vi netop for denne Sags Skyld pantſat vort mægtigſte Huus, Kalmar, med Staden og alt det Land og de Indtægter, ſom derunder ligge, vort Huus Skelduvik med hele Øſkergøtland, dertil Helſingeland, Geſtrekeland, Fjadrundeland, Dalerne, Nerike og Vermeland, ſamt i Kobberberget aarlig 500 Mk. Sølvs Indtægt, fremdeles over hele Riget mange Hereder, Gaarder, Landliv og Kverner, ſaa at vi ſelv til vort Ophold kun beholde den mindſte Deel af vore Indtægter[21]. Siden have vi jo ogſaa, ſkjønt højligen mod vor Vilje, maattet tynge Eder, vor Almue, Klerker, Lægmænd og Kjøbſteder, med forſkjellige Skatter, alene for at løſe hine vore Tjeneſtemænd, thi alle vore aarlige Indtægter i alle de 14 Aar af vor Barndom[22] bleve ſaaledes forødte, at da vi kom til Styrelſen, fandt vi ikke ſaameget ſom en Mark Sølv lagt til Side (atter et daarligt Vidnesbyrd for Formynderregjeringen). Vi ere bedrøvede over, at Tyngſlen har ligget paa os og Eder, men derimod har været alt for lidet baaren af dem, der have modtaget Indtægterne; og da Visſe og Somme ville tvinge os til at tynge Eder mod vor Vilje, ſaa ſkulle I herved vide, at med Fortrøſtning til, at I ville ſtyrke os i at ſtaa disſe imod, ville vi aldrig herefter tynge Eder, uden at høj Trang ſkulde komme os paa af Uden- eller Indenlandſke, hvad Gud forbyde[23]. Det er altſaa aabenbart, at der har herſket en ſtærk Gjæring i Sverige, ſom ogſaa neppe kan have undladt at udøve nogen Indvirkning paa Stemningen i Norge, og ſom i og for ſig afgiver tilſtrækkelig Grund til at forſtaa, hvorfor Kongen denne Gang blev ſaa længe i Sverige. Endnu i Marts 1337 finde vi ham i Stockholm, efterat han omkring den 23de Februar havde været i Ørebro, maaſkee ved et nyt Rigsmøde[24].

Imidlertid havde Erkebiſkop Paal afholdt Conciliet i Tunsberg. Kun de tre Biſkoper af Hamar, Oslo og Stavanger vare, ſom ſagt, tilſtede; paa Biſkop Haakons og hans Capitels Vegne ſendtes to Chorsbrødre ſom Fuldmægtige, hvilke ogſaa beſeglede Statut-Brevet tilligemed hine Biſkoper. Dette ſkete den 19de Juli; Forhandlingerne kunne derfor neppe være begyndt ſtort ſenere end den 8de Juli, der var den oprindeligt af Erkebiſkopen faſtſatte Samlingsdag. Disſe Statuter indſkrænke ſig ligeſaavel til reenkirkelige Anliggender, ſom de, der vedtoges paa det foregaaende Concilium, uden forſaavidt man kunde jage„ at idet de foregaaende Erkebiſkopers, Jons, Jørunds og Eilivs Statuter udtrykkeligt ſtadfeſtedes, indeholder dette en Godkjendelſe af de for den verdslige Myndighed ubehagelige Beſtemmelſer, der vedtoges i 1280. Men Stadfeſtelſen er affattet i ſaa almindelige Udtryk, at man ogſaa kunde anſee den ſom en blot Formſag, uagtet det ej kan negtes, at derved altid ligeſom en ſtaaende Proteſt nedlagdes mod de Skridt af den verdslige Regjering, der ikke ſtemmede med de i Erkebiſkop Jons Statuter af 1280 udtalte Grundſetninger. Det beſtemtes endog udtrykkeligt, at alle disſe foregaaende Statuter, Cardinal Viljams af 1247, Erkebiſkop Jons af 1280, Jørunds af 1290 og 1306, Eilivs af 1320 og 1327, og Paals egne af 1334 ſamt de nuværende, ſkulde indſkreves i Statutbøger og opleſes offentligt af ſelve Biſkopen eller den, der var i hans Sted, idetmindſte een Gang om Aaret i hver Kjøbſtads Hovedkirke, men af Provſterne eller deres Vicarier i andre ſtørre Kirker, og forklares for Læge og Lærde i alle de Artikler, ſom dem kunde vedrøre. Blandt Artiklerne fortjene følgende at merkes: Beſtemmelſen paa Conciliet i 1290, at enhver Preſt, der havde Sjæleſorg, ſkulde hver Søndag prædike for ſine Sognefolk, indſkærpes, med Tilføjende af, at det idetmindſte maatte ſkee een Gang om Maaneden, og at den Hovedpreſt, ſom forſømte det, ſkulde hver Gang bøde 2 Ører, hver Capellan det halve. Ingen Preſt med Sjæleſorg maatte, ſom flere plejede, fjerne ſig fra ſin Kirke paa ſaa lang Tid, at det kunde bemerkes, uden ſin Foreſattes Tilladelſe, eller han kunde faa en anden ſømmelig Preſt til at udføre ſine Forretninger; den, ſom overbeviſtes ſaaledes at have været Maaned borte, ſkulde bøde Mk. Norſk og Biſkopen endda kunne ſtraffe ham yderligere. De eldre Forbud mod at nogen Preſt indleder Kjøbmaal eller Akkord, inden han meddeler de hellige Sacramenter, gjentoges med tilføjede Straffe. Ligeledes gjentoges Erkebiſkop Eilivs tidligere Beſtemmelſer om, at de Chorsbrødre, der med ſine Foreſattes Tilladelſe laa borte ved Studium, ſkulde beholde Indtægterne af ſne Præbender. Fremdeles beſtemtes det, at visſe Conſtitutioner paa Conciliet i Vienne ſkulde læſes paa Preſteſtevner, omhyggeligt forklares og nøje iagttages. Endvidere ſkulde de Chorsbrødre, ſom havde preſtelig Vielſe og beſad Kirker med Sjæleſorg, ſelv holde Mesſe og predike for Folket idetmindſte een Gang om Aaret uden lovligt Forfald. Derimod tilbagekaldtes og afſkaffedes den Artikel l i Jørunds Statuter af 1306, hvorved det paabødes, at af ethvert Kloſter ſkulde nogle af Biſkopen udvalgte Perſoner ſendes til Studium, e ſaavelſom Erkebiſkop Eilivs Beſtemmelſe, at de, der faldt i Bann af ſelve Verket, ſkulde ſiden offentligt bannlyſes med rendte Kjerter og ringende Klokker. Endelig beſtemtes det, at de Klerker eller Kloſtermænd, ſom overbeviſtes om at holde ſig ſammen med „vrang Modblæſt“ mod ſine Foreſatte, ſkulde afſettes af ſin Verdighed og ſkyes af alle[25]. Videre kjender man ikke til Reſultatet af Forhandlingerne paa dette Concilium. At andet og mere har været forhandlet, end disſe blot og bart kirkelige Sager, ſynes at have ligget i de daværende Omſtændigheders Natur. Idetmindſte maa man formode, at en Sag, der kort efter kom til Afgjørelſe, idetmindſte midlertidigt, allerede nu kom paa Tale og under Ventilation, nemlig hvem det tilkom at paadømme de Sager, for hvilke Bøder faſtſattes i Chriſtenretten, det vil ſige den ældre Chriſtenret, der ved Anordningen af 14de Sept. 1327 fremdeles var beſtemt at ſkulle gjelde. I Anordningen forudſettes det, at det var Lagmændene, der ſkulde afſige disſe Domme, ihvorvel det rigtignok ſkulde ſynes, ſom om disſe Sager dog maatte høre under kirkelig Domſtol, ſaafremt overhoved nogen Sag hørte derunder. Erkebiſkop Paal maa ogſaa, ſom man kan ſkjønne, have været af den ſidſte Mening, og derfor maaſkee have indlagt Proteſt imod, at Lagmanden i Nidaroos befattede ſig med ſaadanne Sager. Da dette Anliggende allerede i det følgende Aar kom til Forhandling mellem ham og Kongen, er det neppe tænkeligt, at han ikke ved dette Møde ſkulde have bragt det paa Bane og henſtillet det til ſine Suffraganer at efterfølge hans Exempel, hver i ſit Diøceſe, uden at han dog, ſom det lader, fik dem overtalt dertil, ligeſom det ogſaa er klart, at de, der paa Kongens Vegne førte Ordet, maa have erklæret ſig paa det beſtemteſte derimod. Men Sagen kunde ikke afgjøres, førend Kongen ſelv kom til Norge, og imidlertid maa dette i alle Fald i Nidaroos ſelv have været et temmelig alvorligt Tviſte-Emne mellem Erkebiſkopen, eller hans Official, og den kongelige Sysſelmand ſamt Lagmanden. At de øvrige Biſkoper ikke have villet indlade ſig paa Sagen, tør man vel allerede ſlutte deraf, at ingen Beſtemmelſe derom findes optagen i Statut-Brevet.

  1. See Kongens tvende Breve fra Vardberg, af 16de og 17de Januar, Dipl. Sv. 3186, 3187.
  2. See Detmar, S. 239, ved 1336: In deme iare cristi 1336 na paschem do sande de koningh Magnus van Sweden unde van Norweghen sine suster Euphemian to Rostok Alberte deme heren van Meklenborch; de nam se, unde hadde dar vele heren to der hochtid: dar wart he riddere van hertoghen Erik van Sassen.
  3. See Styffe, Bidrag o. ſ. v. S. XIII. jfr. S. 13.
  4. See f. Ex. Markvard og Gotſkalk af Kyrns Brev af 22 Aug. 1334, hvorved Israel Byrgesſøn (St. Britas Broder) erklæres fri for hans Forpligtelſe ſom Løftesmand eller Giſel for Skaanes Indløsningsſum. Dipl. Sv. 3079. Hiin havde udbetalt ſin Part med 450 Mk. Sølv, ſee Markvards Qvittering af ſ. D. Dipl. Sv. 3078.
  5. See Dipl. Sv. 3031, 3267, hvorom mere nedenfor.
  6. Saaledes Arne Magnusſøns Afſkrift af det nu tabte, ſidſte Blad af den bedſte og paalideligſte Annalredaction, den ſaakaldte Codex Regius. Der ſtaar her udtrykkeligt: Magnús konungr korónaðr í Svíariki með ráðsmanna raði i Noregi. Scriptt. r. D. III. 134, den Arnamagn. Udgave, S. 243, not. b. Flatø-Annalerne og nogle andre mindre gode have derimod det modſatte: án erkibyskups ráði ok annarra valdsmanna i Noregi, d. e. uden Erkebiſkopens og de andre mægtige Mænds Raad. Men da Cod. Regius ej alene heelt igjennem viſer ſig paalideligere end alle de øvrige, men og ſiden 1282 Tilførſlerne endog viſe ſig at være næſten ſamtidige med Begivenhederne ſelv, hvorfor ogſaa herefter flere Hænder afløſe hinanden, fortjener den ubetinget Tiltro fremfor alle de øvrige, der hyppigt fejle, og hvis Antegnelſer desuden ere meget ſildigere end Begivenhederne, og ſaaledes Afſkrifter af eldre, nu tabte, Notitſer. Nu kan man ikke vel tænke ſig, at en ſamtidig Nedtegner vilde have ſkrevet með iſtedetfor „án“, thi han maatte vide bedre Beſked, men derimod kunde det meget let ſkee, at ſildigere Nedſkrivere, der kjendte til den Splittelſe, ſom ſenere opſtod mellem begge Riger, og de Uroligheder, der faa Aar efter Kroningen fandt Sted i Norge, kunde læſe „at“, der maaſkee har ſtaaet i den Text, de fulgte (at ráði eenstydigt med með raði) ſom án. Denne Læſemaade er dog ſiden bleven den meſt udbredte, da Flatø-Annalerne vare de bekjendteſte; O. Worm har deraf taget Anledning til, i det Tillæg til Peder Clausſens Overſettelſe af Kongeſagaerne, ſom fortſetter Norges Hiſtorie til Dronning Margrete, at udtrykke ſig endnu fyldigere og beſtemtere ſaaledes (S. 236): „Magnus var en god og mild Herre, og var ogſaa let at overtale, og enddog Erkebiſpen og de fornemſte Herrer af Norge raadede hannem fra, han ikke ſkulde drage til Sverige, og annamme der Riget og Kronen, ſaa lydde han dem dog ikke i dette Stykke“, o. ſ. v. Det ſamme har ſiden Th. Torvesſøn gjentaget (Hist. Norv. IV. 462), idet han og urigtigt henfører Kroningen til 1335: Rex Magnus procerum omnium Norvegiæ, qui summopere profectionem in Sveciam ad coronam et regnum accipiendum dissuadebant, consiliis insuper (dette ſynes at være en Trykfeil) habitis, a Sueciæ proceribus diademate ægte insignitus.
  7. Den 19de Februar var Biſkop Paal endnu i Nidaroos, paa hvilken Dag han ſkiftede noget Jordegods med ſit Capitel, Dipl. N. V. 112; da vi finde ham i Oslo d. 13de April, falder ſaaledes hans Reiſe i Mellemtiden.
  8. See det originale lukte Brev fra Erkebiſkopen til Biſkop Erik, Dipl. Norv. I. 238. Vel mangler det Aarstal, men da vi ſee, at netop i dette Aar et Concilium blev afholdt, hvis Statuter ere daterede, og Forhandlingen ſaaledes ſluttedes, d. 19de Juli 1336, kan der ej være Tvivl om, at dette Aar er det rette.
  9. See Kongens Brev til Lagmanden i Jemteland, dateret Baagahuus d. 17de Juni 1336, Dipl. Norv. V. 114. Dipl. Sv. 3226.
  10. Der findes et Brev, udſtedt i Kong Magnus’s Navn fra Stockholm d. 8de Marts 1336, hvorved han forbyder at kræve Skat af Riſeberges Kloſter (Dipl. Sv. 3201), og det er beſeglet med Kongens ſtore Segl, men det bliver dog et ſtort Spørgsmaal, om det er udſtedt af ham ſelv, og ikke af Drottſeten paa hans Vegne, medens han den hele Tid ſiden Opholdet paa Vardberg i Januar er forbleven paa Veſtkanten. Thi det er ikke nødvendigt at antage, at han ſendte ſin Syſter til Roſtock fra en øſterſøiſk Havn; det kan være ſkeet fra Ljodhuus, Baagahuus, Oslo, eller endog fra en Havn i Skaane.
  11. Detmar ſiger S. 209, at Albrecht allerede afſejlede den næſte Dag efter St. Hans, altſaa den 25de Juni; dette maa være en Misforſtaaelſe af „8 Dage efter St. Hans“, eller noget lignende, thi den 28de og 29de Juni var Albrecht i Lübeck, paatog ſig for to Aar Patronatet over Staden, og fik den halve Aarsafgift derfor, 30O Mk. Penninge, i Forſkud, hvilket viſt kom vel tilpas, ſee Breve i Lübecks Urk. B. II. 1. 633 og 634.
  12. I Grautofſs Udgave af Detmar ſtaar „Giſelbert“, hvilket maa grunde ſig paa en Feil i Codex, thi Biſkopen heed Engelbert, ſom af mange Breve kan godtgjøres.
  13. Hos Detmar heder det, at han ej kom hjem førend ved St. Michels Tid. Her maa Detmar have forvexlet d. 29de Aug. med 29de Septbr., thi paa eller nær ved d. 29de Aug. maa Albrecht allerede være kommen hjem, da der haves et Brev fra ham, dateret 30te Aug., hvori han erkjender at være ſkyldig Raadmændene i Roſtock 60½ Mk. Peninge, ſom de forſtrakte ham med, da han kom hjem fra den ſvenſke Reiſe. Dipl. Sv. 3449. Heraf bekræftes forreſten Detmars Udſagn om de Gjenvordigheder, han havde at beſtaa paa Hjemreiſen.
  14. Dagen angives i de ſtockholmſke Graabrødres Dagbog, Scriptores rer. Sv. I. S. 82; her heder det ogſaa, at Magnus ſamme Dag blev dubbet til Ridder, medens Detmar lader det ſkee Dagen forud. Det ſandſynligſte er, at den ſvenſke Optegnelſe her er den rette, ſaameget mere, ſom de ſtockholmſke Graabrødre netop havde Grund til at erindre Enkelthederne ved denne Sag, da Kongen vilde have ladet ſig krone i deres Kirke, men Erkebiſkop Peter af Uppſala, der laa i Strid med dem, aldeles forbød det, ſaa at Kroningen maatte ſkee i en anden Kirke, der nævnes ikke hvilken. (Dipl. Sv. 3380). I et Brev, ſom Kong Magnus udgav d. 22de Juli 1336, Dagen efter Kroningen, til Fordeel for Riſeberges Kloſter, daterer han ſaaledes: Datum Stockholmis a. d. 1336 in festo beatæ Mariæ Magdalenæ, coronationis nostræ anno primo.
  15. See Kongens Brev fra Stockholm af 2den Auguſt, Dipl. Sv. 3241, Lübecks Urkunden-Buch II. 1. 637.
  16. See hendes Brev af 27de Juli, hvorved hun overdrager Kongen ſin Gaard Rakkaby. Brevet er vel ikke forſynet med Stedsangivelſe, men da Gaven ſynes at være ſkeet i Anledning af Kroningen, kan der neppe være nogen Tvivl om, at det er udſtedt idetmindſte nærved Stockholm, maaſkee medens Kongen gjorde hiin korte Udflugt. Hun kalder ſig her ſlethen Hertuginde af Sverige, men fører den norſke Løve i ſit Vaaben.
  17. Dette ſees af den haalogalandſke Lagmand Ivar Alfsſøns Brev, brat. 16de Novbr. 1334, hvori han optager Vidnesbyrd om de Gaver, Erik paa Torge havde givet Cecilia, førend han reiſte fra Landet, ſamt hvad hun ogſaa havde faaet af andre: deriblandt var en Guldring, ſom Hertuginden havde givet hende. Jfr. ovf. S. 161 Not.
  18. Reg. Benedict XII. Commun. an. II. p. 1. ep. 44. Her anføres de ovenmeldte Notitſer om begge Feſtemaal. Jfr. ovf. S. 161.
  19. Af Dipl. N. IV. 296 ſees, at han var død før 30te Jan. 1346, altſaa formodentlig i 1345.
  20. Dipl. N. I. 241. Almenningen angives her at ſtreife ſig fra Grefſenſkoven og Sognsſkoven lige nord til Sandungevandene paa den ene Side indtil ſyd mod Dynjande paa den anden. Ved „Dynjande“ forſtaaes den nu ſaakaldte Iſi-Elv, ikke langt fra hvis Udløb Gaarden Dønſki, fordum „Dynjandaſkeid“; ligger.
  21. Kalmar var formodentlig pantſat til Ulf Arnbjørnsſøn, Nikolas Arnbjørnsſøns Broder, ſee Dipl. Sv. 3170, 3312. Skelduvik maa fra Vaaren 1334 af have været pantſat til Knut Jonsſøn, den forrige Drottſete, nu Lagmand i Øſtergøtland, ſee Dipl. Sv. 3069, jfr. 3427, der viſer, at han havde det endnu i 1339.
  22. Kongen taler her om 14 Aar, uagtet der fra hans Tronbeſtigelſe om Sommeren 1319 til Vaaren 1332, da han idetmindſte for Norges Vedkommende blev myndig, kun var hengaaet ikke fuldt 13 Aar. Men vi have ovenfor ſeet (ſ. o. S. 124), at Magnus ikke egentlig overtog Regjeringen i Sverige førend l 1333, og at Knut Jonsſøn endnu vedblev at være Drottſete til ind i dette Aar.
  23. Dipl. Sv. 3267.
  24. See Brev af 16de Marts 1337, Dipl. Sv. 3285, jfr. Brev af 23de Februar, ſammeſteds 3282.
  25. Norges gl. Love, III. 281—284.