Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/26

Kong Magnus havde om Vaaren 1337, paa det korte Sommerbeſøg i 1336 nær, ikke ſiden Høſten 1335 været i Norge. I hele denne Tid havde han haft Rigsſeglet hos ſig, og fra Sverige af udſtedt de Breve, der for at have fuld Kraft nødvendigviis maatte udferdiges under dette. Men nu fordrede den i Norge beſtaaende Forfatning, at ſaadanne Konge-Breve i mange enkelte Anliggender maatte erhverves, for at disſe kunde komme til endelig Ordning. Lige ſiden Sverres Tid havde Kongerne med Kraft og Conſeqvens arbeidet derhen, at concentrere al Magtfylde og Myndighed i Kongens Perſon, og jo bedre dette var lykkets dem, deſto umiſteligere var Kongens perſonlige Nærværelſe i Landet, ikke at tale om, at Folket ſelv var fra gammel Tid vant til at bringe ſine Anliggender lige ind for Kongen ſelv og erhverve hans umiddelbare Afgjørelſe. Viſtnok havde det været Henſigten med Oprettelſen af Lagmands-Embederne og Overdragelſen af mange Sagers Afgjørelſe ogſaa til Sysſelmændene at gjøre ſlig perſonlig Henvendelſe mindre nødvendig, og derved ſkaffe dem, der boede fjernt fra de Egne, hvor Kongen opholdt ſig, nogen Lettelſe. Men deels trængte endnu i mange Tilfælde ogſaa Lagmændenes Orſkurder og Sysſelmændenes Afgjørelſer til kongelig Bekræftelſe, deels var der mange andre Sager, hvortil den kongelige Myndigheds Indſkriden var uomgængeligt nødvendig. Blandt disſe maa vi førſt og fremſt nævne Landsviſts-Sagerne. I hiin Tid, hvor de Fleſte bar Vaaben, og Mandebods-Principet endnu ikke var afſkaffet, ſaa at Drab fremdeles kunde afſones med Bøder, var Slagsmaal og Manddrab meget hyppigere end nuomſtunder. Manddraberen havde efter Loven tabt ſin Fred og var ſaaledes fredløs eller utlæg, indtil Kongen af ſin Magtfuldkommenhed gav ham Landsviſt, hvilket altid ſkete, ſaaſnart Omſtændighederne ved Drabet ikke var altfor graverende, men ſaadanne at det nogenlunde kunde betragtes ſom uoverlagt. Sysſelmanden eller dennes Lensmand ſkulde da i deslige Tilfelde optage Vidnesbyrd om den hele Sammenhæng og ſende dette til Kongen, ſom da beſtemte, hvorvidt Drabsmanden ſkulde have Landsviſt, og i dette Tilfelde udgav ſit Brev derpaa under Rigsſeglet, hvori der tillige beſtemtes, om han ſkulde betale heelt eller halvt Thegngilde og Fredkjøb foruden Bøderne til den Dræbtes Arving[1]. I Mellemtiden, inden denne Reſolution kunde falde, befandt altſaa Drabsmanden og derved alle hans nærmeſte Paarørende ſig i en højſt ubehagelig, uſikker Tilſtand. Han var egentlig utlæg, men i Forventningen om Landsviſt ſynes det dog ogſaa, ſom om han maatte nyde etſlags midlertidig Sikkerhed for den Dræbtes Frænder; nogen ret Beſkyttelſe havde han dog ikke, og i mange Tilfælde var han vel endog nødt til at ſøge Skjul, eller Friſted i en eller anden Kirke, eller og forlade Landet. Her gjaldt det ſaaledes at forkorte denne Tilſtand ſaa meget ſom muligt. Men naar Kongen var i Sverige, maaſkee endog i dets øſtlige Deel, var det baade langvarigt og forbundet med megen Bekoſtning at faa ſendt Bud til ham: i de fleſte Tilfælde undlod man det viſt endog derfor, men ventede, indtil Kongen kom til Norge. Dette var allerede ſlemt nok, om end Kongen kom et Par Gange om Aaret, men naar han, ſom nu, udeblev henved halvandet Aar, og i det højeſte kun kom til Rigets yderſte Grændſepunkt, Baagahuus, hvortil Vejen fra Throndhjem og Nordland var uendelig lang og beſværlig, maatte hiin Uvisheds-Tilſtand for Drabsmanden, og middelbart ogſaa for hans Frænder, der ej kunde vide, om de herefter ſkulde have Fred og Ro eller ej, blive aldeles utaalelig. Ligeſaa ubehageligt var det for Mangen at vente paa kongelig Bekræftelſe paa en Dom, eller maaſkee endog reentud at undvære den. Endvidere var det meget almindeligt at løſe kongelige Beſkyttelſesbreve for visſe Indretninger, private Ejendomme, o. ſ. v., hvorved den, der gjorde Indgreb deri, foruden den lovbeſtemte Straf, forfaldt i Brevebrudsbod og under Kongens Vrede. Alle ſlige Sager havde nu i temmelig Haſt kunnet afgjøres, ſaa længe endnu Formynderregjeringen ſtod ved Magt. Naar vi ſaaledes ſee Stig Haakonsſøn paa Mannvik d. 21de Februar 1332 indſende Beretning om et i hans Sysſel begaaet Drab[2], kan man være temmelig ſikker paa, at Landsviſtbrevet, ſaafremt Landsviſt bevilgedes, har været udſtedt af Drottſeten og Cantſleren i Kongens Navn, endnu førend denne overtog Regjeringen. Men i hele 1333 var Kongen ſaagodtſom ikke i Norge, og det maa nødvendigviis have foraarſaget, at mange af de her nævnte Anliggender ej kunde fremmes, thi ikke alle havde Raad til at ſøge Kongen i Sverige. Derfor har vel og Misfornøjelſe hermed haft nogen Deel i Urolighederne det Aar og det følgende, og Kongen gav viſtnok kun efter for et uafviſeligt Ønſke, da han i det følgende Aar gjorde Ivar Agmundsſøn til Drottſete og betroede Haakon Agmundsſøn Rigsſeglet. Thi disſe Herrer kunde ſaaledes afgjøre Sagerne i Kongens Navn, hvorpaa vi i det før omtalte Brev af 1ſte Mai 1334 have et Aa godt Exempel. I 1335 var Kongen fra Auguſt til November i Norge: da var heller ikke Nøden ſaa ſtor, og det lader ogſaa til, at man har benyttet ſig af Lejligheden. Men ſaa blev han, ſom nys nævnt, borte i næſten halvandet Aar, og da maa det i mange Stykker have ſeet reent galt ud, og Folket paa mange Steder have knurret. Endog højtſtaaende Mænd, ſom ellers var loyale nok, have nu viſt ryſtet paa Hovedet og raadſlaaet med hinanden om, hvad herved var at gjøre. Vi ſee ſaaledes d. 30te October Hr. Ivar Agmundsſøn hos ſin Broder Hr. Finn og dennes nu voxne Søn Agmund Finnsſøn paa Ættegaarden Heſtbø i Ryfylke[3]. Muligt, at det kun var en Sammenkomſt i Privat-Anliggender, eller et Beſøg; men merkeligt er det dog, at han foretog Reiſen juſt paa denne ubekvemme Tid, da han dog var tilbage i Skidan igjen ved Juletider. Man ſynes at ane, at Hovedhenſigten med hans Beſøg paa Veſtlandet har været at overlegge med ſin Broder, med ſin Ven, Biſkop Haakon, med hvem han ſtod i ivrig Brevvexling om politiſke Sager, og med andre Stormænd om, hvad der under disſe Forhold var at gjøre. Hvad enten nu Kongen af ſig ſelv har indſeet, at han ej uden Fare kunde være længere borte fra Norge, eller man har indtrængende foreſtillet ham Nødvendigheden af at komme, eller han desforuden ogſaa har haft ſæregne Henſigter: ſaa meget er viſt, at han om Vaaren 1337 beſtemte ſig ej alene til at gjeſte Norge den foreſtaaende Sommer, men og til at ſamle Raadets Medlemmer om ſig, og ſaaledes holde et Høvdingemøde, der vel kunde behøves. I dette Øjemed udferdigede han Breve til alle disſe Herrer, og beſtemte den 22de Juni ſom Samlingsdagen, formodentlig i Oslo. Naar disſe Breve kom til vedkommende Perſoner, vides ikke nøje, men de maa være komne temmelig tidligt paa Vaaren, da vi endnu have et Brev fra Biſkop Haakon til Hr. Erling Vidkunnsſøn[4], hvor han udtrykkeligt omtaler, at han ſelv har modtaget Kongens Skrivelſe, og derhos ogſaa yttrer nu om den foreſtaaende Reiſe øſtover, ſom om der endnu var rum Tid, inden man behøvede at tiltræde den. Han ſiger i dette Brev, at han havde bragt i Erfaring, at Hr. Erling havde modtaget en lignende Indkaldelſesſkrivelſe, at han endnu ikke ret vidſte, hvad Erkebiſkopen, der forreſten allerede var kommen til Vosſevangen og derfra agtede ſig den korteſte Vej over Boolſtadøren til Bergen, beſluttede ſig til, undtagen at han, hvis der overhoved blev noget af Reiſen, helſt ſaa at han, Biſkop Haakon, Hr. Erling og Hr. Finn reiſte i Samflode med hinanden. Der var, ſkrev han end videre, Rygter om mange og ſtore Tidender i Omløb paa hans Kant, men han vilde ikke ſkrive dem, da han ſelv ikke havde erfaret dem ſkriftligt; han beklagede derfor, at Hr. Ivar ikke paa længere Tid havde tilſkrevet ham, og ønſkede at vide, om han muligtviis havde ſkrevet til Hr. Erling om et og andet, hvorom heller ikke han — Haakon — burde være uvidende; det var ellers baade Erkebiſkopens og hans eget Ønſke, at Hr. Erling nu ſtrax kunde komme til Bergen. Vi ſee heraf nokſom, at der var noget mere end almindeligt i Gjere, og at Hr. Ivar iſærdeleshed antoges at maatte være underrettet derom, hvad enten nu fordi han boede paa Øſtlandet og ſaaledes havde lettere for at faa Efterretninger fra Sverige, eller, hvad der er rimeligſt, fordi han for Tiden var den, der ledede Stormændenes Skridt.

Kong Magnus forberedede ſig ogſaa paa ſin Side til et længere Ophold i Norge, idet han udnævnte Hr. Gregorius Magnusſøn til ſin Drottſete i Sverige[5] og tog Dronningen og alle hendes Hofdamer med[6]. Reiſen gik dog ikke ſaa tidligt for ſig, ſom fra førſt af beſtemt, og der maa være ſendt nye Skrivelſer rundt omkring til Høvdingerne, thi den 27de Juli var Biſkop Haakon endnu i Bergen[7], og den 21de Juli var Kongen endnu rimeligviis i Ljodhuus[8]. Førſt henved Bartholomæi Tider, ſidſt i Auguſt, blev Høvdingemødet afholdt, deels i Oslo, deels paa Akershuus, hvor Kongen nu ſynes at have haft ſin Bolig.

Der ſynes ikke at have været faa Herrer tilſtede paa dette Møde, ſaa mange, at Kongen i et derved udfærdiget Brev taler om „hele Rigſens Raad“ ſom nærværende. Der var for det førſte Erkebiſkopen og tre af hans Chorsbrødre, Biſkop Haakon, Biſkop Hallvard af Hamar, og, ſom det forſtaar ſig, Biſkop Salomon. Af de verdslige Herrer nævnes udtrykkeligt Hr. Ivar, den forhaandenværende Merkesmand Hr. Paal Eriksſøn, begge Hafthorsſønnerne, og Hr. Erlings Søn, den unge Bjarne, der ſynes at have ſtaaet i Kongens Tjeneſte ſom Hirdmand. Men der maa naturligviis have været mange flere. Saavidt man kan ſkjønne, var dog ikke Erling Vidkunnsſøn ſelv tilſtede. Han maa have givet Sønnen Fuldmagt til at handle paa hans Vegne.

Af Forhandlings-Emner maa der have været mange. Førſt og fremſt ſynes Midlerne til at raade Bod paa de Ulemper, ſom Kongens langvarige Fraværelſer udenfor Landet medførte, at maatte have været paa Bane og ſaaatſige at have udgjort Hovedgjenſtanden for Raadſlagningerne. Dernæſt ſkulde der handles om det mellem Erkebiſkopen og Kongens Repræſentanter nys opſtaaede Tviſtemaal angaaende Jurisdictionen i Chriſtenretsſager, hvorom ſtrax ovenfor er handlet. Fremdeles vil det erindres, at den Fred, ſom den 3die Juni 1326 var ſluttet med Rusland, kun var indgaaet paa ti Aar (ſ. o. S. 75), hvilken Friſt ſaaledes denne Sommer var udløben. Ved at modtage det halve af Sexaarstienden til at bekrige Rusſer og Kareler havde Kongen, eller de, ſom dengang førte Regjeringen i hans Navn, ſtrengt taget forpligtet ham til at føre Krigen, iſær da denne jo anſaaes ſom en hellig Krig, og derfor maatte der vel nu raadſlaaes om, hvorvidt man virkelig ſkulde begynde den, og paa hvad Maade dette i ſaa Fald ſkulde ſkee. Endelig ſynes det temmelig viſt, at hvis Kong Magnus nogenſinde blev kronet i Norge, hvilket, ſom allerede nævnt, ingenſteds udtrykkeligt omtales, da maa det være ſkeet ved denne Lejlighed. I og for ſig ſelv kan man jo ikke egentlig ſige, at den Taushed derom, ſom herſker i de faa, magre og mangelfulde Kilder, hvorfra Beretningen om disſe Tiders Begivenheder maa hentes, indeholder noget beſtemt Beviis for, at en ſaadan Kroning ikke ſkete i Norge. Naar den ſkulde finde Sted her, ſaa ſynes Tiden dertil naturligſt at have maattet være ved hans førſte Beſøg i Oslo eller en anden af Norges biſkopelige Stæder, efterat han var bleven kronet i Sverige, og følgelig da han nu i Auguſt 1337 kom til Oslo. Men netop fra dette Aar indeholde de islandſke Annaler, der ellers ere vor Hovedkilde med Henſyn til de egentlige hiſtoriſke Beretninger, ſaagodtſom ſlet intet om Begivenhederne i Norge, hvad nu end Aarſagen kan være: de nævne ej engang noget om Høvdingemødet i Oslo, der dog var af Vigtighed nok, og uagtet de fleſte øvrige Høvdingemøder pleje at omtales. Her er ſaaledes al Grund til at tro, at om end vigtigere Begivenheder end ſelve Kroningen i dette Aar havde fundet Sted i Norge, vilde de dog ikke have været berørte. Den lübeckſke Chroniſt Detmar, der ſaa omſtændeligt omtaler Kroningen i Sverige, nævner vel intet om nogen Kroning i Norge, men underſøger man Sagen nøjere, vil man finde, at den ſvenſke Kronings Omtale hos ham egentlig kun hidrører derfra, at de ovennævnte lübeckſke Geſandter vare tilſtede under Kroningshøjtidelighederne og ſaaledes ved Tilbagekomſten have givet omſtændelige Beretninger derom, ej at tale om, at deres Sendelſe ſelv og Reſultaterne deraf vare for vigtige til at kunne forbigaaes, medens de heller ikke kunde omtales, uden at man nævnte noget om Kroningen, ſaa meget mere ſom de Indrømmelſer, der da tilſtodes Lübeckerne, netop tilſtodes dem i Anledning af denne. For hele Aaret 1337 meddeler han derimod ingen Tildragelſe fra Norge eller Sverige[9]. At de til vor Tid opbevarede Brevſkaber intet indeholde om Kroningen, beviſer hverken fra eller til, thi heller ikke om Kong Haakon Magnusſøns Kroning forekommer der nogen ſæregen Meddelelſe, uden for ſaa vidt denne Konge ſedvanligviis af Underſaatterne kaldtes „den kronede“. Muligheden af, at en Kroning fandt Sted i Oslo 1337 i Auguſt Maaned, er ſaaledes altid tilſtede, og der gives derhos flere Omſtændigheder, der endog tale for Sandſynligheden. For det førſte er det jo, ſom ſagt, rimeligſt, at Kongen ſnareſt muligt efter ſin Kroning i Sverige ogſaa ønſkede at lade ſig krone i Norge. For det andet er det bekjendt, at Kongerne ved ſlige ſtore Feſter, ſom en Kroningsfeſt, gjerne plejede at ophøje flere anſeede Mænd til Ridderverdigheden. Nu er det ikke ſandſynligt, at Kongen har meddeelt nogen ſaadan Verdighed, førend han ſelv var bleven dubbet til Ridder af ſin Svoger ved Kroningen i Stockholm, thi hvorvel Ridderverdighedens Meddelelſe, fornemmelig i Norge, ikke ſom i det øvrige Europa var betinget deraf, at Meddeleren ſelv havde den, men egentlig kun var et af Kongedømmets Prærogativer, og derfor heller ikke kunde ſkee ved andre end Kongerne, ſaa er det dog paa den anden Side tydeligt, at Magnus neppe vilde have anſeet det nødvendigt at lade ſig dubbe til Ridder, hvis han ikke i dette Stykke havde hyldet de udenfor Norden herſkende Synsmaader, nemlig at han alene derved erhvervede den Ret til at meddele Verdigheden til andre, ſom han ſiden ved Kroningen ſelv ſkulde udøve. Men nu finde vi, at et Par anſeede Nordmænd, der ikke tidligere vare Riddere, netop ere blevne ophøjede til denne Verdighed før Juletider 1337: det kan ogſaa alene have været ved Høvdingemødet i Auguſt Maaned. Disſe Mænd vare Jon Hafthorsſøn, og hvad der er merkeligere, endog Ulf Saxesſøn, der nu, ſom det ſtrax nedenfor nærmere ſkal omhandles, blev tagen til Naade igjen baade af Kongen og Biſkop Hallvard: en Act) der ligeledes ſynes at vidne om en eller anden ſtørre Højtidelighed af det Slags, hvorved Amneſtier plejede at meddeles[10]. Endvidere ſee vi, ſom det allerede er berørt, at Dronningen og hendes Hofdamer fulgte med, og af Breve, ſom Biſkop Haakon ſkrev til forſkjellige Venner efter Hjemkomſten til Bergen, faar man ligeledes det Indtryk, at der under dette Høvdingemøde gik ualmindeligt feſtligt til, ligeſom man ſeer, at Kongen derhos udſtedte en heel Deel Beſkyttelſesbreve, ogſaa et af Kroningsfeſternes ſedvanlige Attributer. Endelig er ogſaa Tiden ikke uden Betydning. Thi da de forſamlede Herrer ej ſynes at være komne tilſtede førend efter den 15de Auguſt, Mariemesſe fyrre, og der ſaaledes ej vel kan være Tale om denne Dag, maa Kroningen, hvis den overhoved fandt Sted, være ſkeet paa Bartholomæusdagen d. 24de Auguſt, der tillige var Søndag; denne vilde da maaſkee netop have været Aarsdagen for Kongens Hyldning, og ſaaledes med Flid valgt af ham. En Sandſynlighed for, at Kongen i 1337 d. 24de Auguſt blev kronet for Norge i Oslo, er altſaa unegteligt tilſtede; men nærmere kan man heller ikke komme denne Sag, hvis ikke nye, hidtil ukjendte, Kilder, der maatte oplyſe det, herefter ſkulde dukke op. Men ſaa meget indſees let, at hvis denne Højtidelighed fandt Sted, da maa den have været Hovedøjemedet med det hele Høvdingemøde, og have gaaet forud for alle andre Forhandlinger.

Dette være nu da ſom det vil. Men viſt er det, at Ulf Saxesſøn blev af Kongen tagen fuldkommen til Naade, ja vandt endog, ſom det ſynes, i ikke ringe Grad hans Yndeſt. Hvor han havde været i de tre forløbne Aar, og hvorledes det gik til, at han kom tilbage, vides ikke. Hvad man veed med Sikkerhed er, at han ogſaa maatte forlige ſig med Biſkop Hallvard af Hamar og lade ſig løſe af ham fra den Excommunication, hvori han ipso facto var falden formedelſt den Deel, han for tre Aar ſiden havde taget i Biſkopens Anholdelſe. Det lader til, at uagtet Sigurd Hafthorsſøn havde været Hovedmanden herved, maa dog Ulf Saxesſøns Deeltagelſe i Foretagendet have haft noget mere graverende ved ſig end Sigurds eller i alle Fald i højere Grad have vakt Biſkopens Harme, thi det er aabenbart, at Ulf aldeles ikke ſlap faa godt derfra ſom Sigurd. Hans Afløsning og Gjenoptagelſe i Kirken foregik, ſom det ſynes, med ſtørre end almindelig Højtidelighed ved St. Hallvards Kirke i de øvrige Biſkopers og formodentlig de andre forſamledes Paahør[11]: han afløſtes udenfor Indgangen, og Biſkop Hallvard forbeholdt ſig ſiden at paalegge ham den Straf og Pønitents, han fandt pasſende, medens Ulf maatte aflegge Eed paa at holde den hellige Kirkes og Biſkopens Dom i alt hvad der var ham muligt. Ogſaa tales der om et Forliig, ſom han under Erkebiſkopens Megling ſkal have maattet indgaa med Biſkop Hallvard, hvori han blandt andet maatte love at overdrage Hamars Kirke tolv Mks. Bool i Skadeserſtatning: en Betingelſe, ſom man maa antage, at Kongen, der ſynes at have kaſtet mere end almindelig Naade paa Ulf, fandt ſaa ubillig, at Biſkop Hallvard ſaa ſig nødſaget til at indgaa et andet Forliig paa billigere Betingelſer, men med Forbehold af ſin Ret til at paalegge Ulf den pasſende kirkelige Skrift[12]. Disſe Forhandlinger med Ulf Saxesſøn kunde neppe foregaa, uden at ogſaa Erindringen om Urolighederne i 1333 overhoved opfriſkedes, ſaameget mere ſom Kongen nu vel for førſte Gang efter disſe mødte dem, ſom deri havde deeltaget; en Grund mere til at antage, hvad der ovenfor er yttret, at der ved dette Møde maa have været handlet om Midlerne til at forebygge ſlige Uroligheder for Fremtiden, og ordne Landets Regjering paa en for Indbyggerne mindre ubekvem Maade. Men de ſenere Begivenheder berettige til den Slutning, at man i dette Stykke enten ikke opnaaede noget tilfredsſtillende Reſultat, eller at Kongen ikke har holdt de Løfter, han gjorde. Vi ſee, at Kongen for det førſte blev i Norge, og tilbragte Vinteren der, lige til April 1338. Muligt, at det herved er lykkets ham at faa den endelige Afgjørelſe af Sagen henſkudt til Fremtiden, maaſkee til et paatænkt Rigsmøde i Nidaroos, idet han har givet gode Løfter, men mere af et almindeligt og ſvævende Indhold, end i ſig ſelv ſynderligt betryggende, medens han derimod ſandſynligviis ved ſit og ſin Dronnings belevne Væſen, ved alleſlags Feſter, og ved Ridder-Udnævnelſer, der nu ganſke viſt ikke paa mange Aar havde fundet Sted i Norge, drev det til at ſette ſig i Yndeſt hos mange, iſær af de Yngre, og at vinde dem for ſig. Blandt dem, der ſaaledes blev gjorte til Riddere hvad enten det nu ſkete ved Kroningen eller alene ved en anden Feſt (Hyldingens Aarsfeſt?), var da, ſom allerede nævnt, ganſke viſt Jon Hafthorsſøn og Ulf Saxesſøn[13]. Derimod blev Sigurd Hafthorsſøn endnu ikke Ridder, hvad enten han nu endnu var for ung dertil, eller Kongen havde for meget imod ham ſom et uroligt Hoved og den egentlige Ophavsmand til Stemplingerne i 1333. Blandt Geiſtlighedens Medlemmer kom Biſkop Haakon i ſærdeles Yndeſt, ſaavel hos Kongen ſom hos Dronningen. Kongens Bekjendtſkab havde han maaſkee allerede før gjort ſom Chorsbroder i Bergen, uden dog rimeligviis at komme i nærmere Forhold til ham; Dronningen havde han derimod ganſke viſt aldrig ſeet før, men efter alt hvad man kan ſkjønne, maa han ved ſin udenlands erhvervede Dannelſe.og behagelige Væſen, forenet med ſundt Omdømme og praktiſk Greb paa alleſlags Statsforretninger, ikke mindre end ved ſin Fromhed og fornuftige kirkelig Iver ganſke have vundet Kongeparret, der viiſte ham den ſtørſte Yndeſt og Hengivenhed og herefter i de fleſte vigtige Anliggender indhentede hans Raad[14]. Dronningen gjorde ham til ſin Privat-Capellan[15], Kongen eftergav ham, ſom det ſynes, et Laan, han tidligere havde maattet gjøre ved Fehirdſlen i Bergen; idetmindſte fik den nuværende Fehirde, nemlig Mag. Capellarum Provſt Guthorm, Ordre til at tilbagelevere ham de Sager, han havde ſat i Pant[16]. Ligeledes fik han en heel Deel Privilegier og Frelſebreve, om hvis nærmere Indhold dog intet vides. Dette nøjere Forhold, hvori Biſkop Haakon paa denne Maade var traadt til Kongen, og den Indflydelſe, han derved kom til at udøve paa de offentlige Anliggender, have vi at takke, at vi om Begivenhederne for de følgende fire Aar have langt nærmere og omſtændeligere Kundſkab, end om hvad der foregik baade i de de nærmeſt foregaaende og de efterfølgende. En ſtor Deel af Biſkop Haakons Breve til Kongen og andre højtſtaaende Mænd i denne Mats række ere nemlig opbevarede, og give naturligviis Underretning om mange interesſante Enkeltheder, hvorom vi ellers vilde have været aldeles uvidende[17].

Sagen mellem Kongen og Erkebiſkopen om Doms-Afſigelſen ſover Chriſtenrets-Sager i Nidaroos kom, ſom det allerede er nævnt, nu til Behandling og midlertidig Afgjørelſe. Løverdagen den 30te Auguſt 1337, heder det, blev denne Overeenskomſt truffen efter Biſkoperne Hallvards og Haakons Raad og Tilſtyrkning, og med hele det øvrige der tilſtedeværende Rigsraads Samtykke, at alle de Pengeſekter, ſom foreſkreves i Chriſtenretten, ſkulde dømmes og orſkurdes i Kongsgaarden i Nidaroos, i Officialens Nærværelſe, ſaaledes at naar Officialen havde afſagt ſin Dom, ſkulde Lagmanden afſige den næſte, derpaa igjen Officialen o. ſ. v. Dag efter Dag, eller at en af dem førſt ſkulde afſige et viſt Antal Domme, og den anden derefter et ligeſaa ſtort Antal. Dette ſees dog at maatte forſtaaes ſaaledes, at de begge tilſammen ſkulde raadſlaa om Dommen og enes om den, før den afſagdes, og at det alene var Afſigelſen i og for ſig og maaſkee Forſædet i Retten, hvori de ſkulde ſkiftes[18]. Det tilføies ogſaa, „at hvis ſaa ſtore Sager kom fore, at Officialen og Lagmanden ikke ene anſaa ſig iſtand til at overtage Afgjørelſen, ſkulde de tilligemed Fehirden gaa i Erkebiſkopens Gaard, hvor Erkebiſkopen da ſkulde afſige Dommen i begge Parters Nærværelſe. Denne Ordning af Sagen var dog egentlig kun, ſom ſagt, midlertidig, thi det beſtemtes udtrykkeligt, at den alene ſkulde gjelde, indtil Kongen kom til Nidaroos, og begge Herrer med ſine bedſte Mænds Raad indgik en endelig Overeenskomſt, ved hvilken det ſkulde have ſit Forblivende[19]. Denne Afgjørelſe maatte viſtnok være yderſt utilfredsſtillende, ja endog krænkende for Erkebiſkop Paal, der lige fra ſin førſte Optræden ſom Cantſler havde viiſt ſig yderſt ſkinſyg paa Kirkens Rettigheder, og rimeligviis paa Grund af den Indflydelſe, han tidligere ſom Cantſler udøvede over Kongen, havde haabet at faa ſin Vilje frem. Vi ſee ogſaa af en Erklæring, ſom Biſkoperne Hallvard og Haakon tilligemed tre af Erkebiſkopens egne Chorsbrødre fandt ſig foranledigede til at udſtede faa Dage efter (den 4de September) i Oslo, at disſe Mænd havde raadet Erkebiſkopen til at indgaa dette Forliig .„for Fredens og Rolighedens Skyld, og for at viſe Kongen deſto mere Heder og Føjelighed“. Men det ſiges ligeledes her udtrykkeligt, at denne Ordning af Sagen alene ſkulde beſtaa, „indtil Kongen kommer til Nidaroos og Erkebiſkopen kan faa ſvaret for ſig med Raad, Vink og Samtykke af ſit Capitel, ſine Medbrødre, de øvrige Biſkoper i Landet, og deres Capitler[20]. Altſaa maa det have været paatænkt med det førſte at holde et ſtort Kirke- og Rigs-Møde i Nidaroos, hvor baade denne Sag og maaſkee mange andre ſkulde afgjøres. Sandſynligviis var det da ogſaa til dette paatænkte Rigsmøde, at Ordningen af de løbende Regjeringsanliggenders Beſørgelſe under Kongens Ophold i Sverige blev udſat. Men et ſaadant Møde kom, ſom vi ville ſee, ikke iſtand, og den midlertidige Beſtemmelſe blev altſaa fremdeles i Kraft.

Om der forhandledes noget om Krigen med Rusland, og hvad der i ſaa Fald blev afgjort, vides ikke, men det ſynes umuligt andet, end at denne Sag kom paa Bane, thi Fjendtlighederne vare allerede udbrudte: de novgorodſke Annaler berette nemlig[21], at om Vinteren 1336—1337 fandt oprørſke rusſiſke Karelere Tilhold i de ſvenſk-norſke Byer og Hjelp af Svenſkerne eller Nordmændene, idet de dræbte Kjøbmænd (Gjeſter) fra Ladoga og Novgorod og mange græſke Chriſtne, der opholdt ſig hos dem. Dette kan neppe være ſkeet af anden Grund, end at Stilſtanden var udløben, og at Grændſeboerne paa begge Sider, ſtedſe forbittrede paa hinanden, allerede længe havde ventet paa dette Øjeblik, da de paany kunde tage ſig ſelv til Rette. Da de rusſiſke Annaler her ingen Forſkjel gjøre paa Svenſke og Norſke, men indbefatte dem begge under en fælles Benævnelſe, er det umuligt at ſee, hvor Fjendtlighederne førſt begyndte; men da Rusſerne nu fra ſin Side neppe betragtede de to Folk, der tilſammen lød under Kong Magnus’s Scepter, anderledes end ſom et eneſte, og viſt ingen Tanke havde om, at det ene kunde være neutralt, medens de laa i Krig med det andet, bliver det ſandſynligt, at Fjendtligheder have været øvede paa den hele Linje lige fra de norſke Grændſe-Egne ved det hvide Hav indtil Ladoga og den finſke Bugt; men det ligger i Sagens Natur, at det dog nærmeſt maatte blive Finland eller de ſvenſke Diſtricter, hvor den egentlige Krig ſiden førtes[22], ligeſom vi ville ſee, at den paafølgende Fredsſlutning blev indgaaet maaſkee hovedſageligt for Sveriges Vedkommende, ſaafremt vi ej kunne antage, hvad der i ſig.ſelv er højſt rimeligt, at der ſluttedes ſærſkilt Fred med begge Riger, men at kun den ſvenſk-rusſiſke, ej den norſk-rusſiſke Tractat er os opbevaret. Hvorledes nu dette forholder ſig, da er det viſt, at en Krig, og det en ikke ſaa ubetydelig, raſede mellem de forenede Riger og Rusland eller rettere Storfyrſtendømmet Novgorod, fra 1336—37 indtil hen i 1338, medens det er aldeles ubekjendt, hvad der fra Kongens eller hans Raadgiveres Side i hvilketſomhelſt af Rigerne foretoges i den Anledning.

De fleſte af Herrerne bleve forſamlede i Oslo og derfor vel og Forhandlingerne fortſatte indtil Udgangen af September; thi endnu den 29de September udſtedte Kongen et Frihedsbrev af det Slags, ſom netop under ſlige Møder plejede at udſtedes, nemlig en ny og mere indtrængende Bekræftelſe af alle Mariekirken i Oslo tidligere tilſtaaede Friheder og Rettigheder med det udtrykkelige Tillæg, at disſe Tilſtaaelſer ſkulde ſtaa ved Magt, om Kongen end tilbagekaldte alle andre eldre Gaver og Forleninger[23]. Vi ſee ogſaa endelig, at idetmindſte Biſkop Haakon idetmindſte ikke forlod Oslo førend langt ud i September, thi den 3die November — han ſiger ſelv, at det var kort efter Hjemkomſten til Bergen —, ſkrev han Takſigelſes-Skrivelſer for al nydt Artighed og Velvilje til Kongen, Dronningen og andre, med hvem han under ſit Ophold i Oslo iſær havde været ſammen, og meldte i Brevet til Kongen udtrykkeligt, at han havde været een Maaned og een Dag underveis. Da vi nu af et Brev, han ſkrev til Erkebiſkopen, erfare, at han den 28de October var kommen hjem, maa han ſaaledes være afreiſt den 26de eller 27de Septbr. noget førend de andre, thi af hans Brev til den unge Bjarne ſee vi, at han laa to Dage i Tunsberg, og at Bjarne, ſom blev tilbage i Viken, der havde haabet at treffe ham, men kom for ſeent, da han allerede var afſejlet; af et Brev, han ſkrev til Hr. Ivar, ſkulde man ogſaa formode, at denne og Biſkop Haakon foreløbigt havde aftalt med hinanden at reiſe ſammen, men at det ej blev af, hvorover Hr. Ivar fandt det nødvendigt at gjøre Undſkyldninger. Der kan imidlertid ej have været længe imellem begges Afreiſe, og heraf er man da igjen berettiget til at ſlutte, at der ſidſt i September maa have været almindeligt Opbrud. Af Biſkopens Breve til Kongen og Dronningen fremgaar forreſten, ſom det og allerede ovenfor er antydet, at de maa have overvældet ham med Venſkabs- og Æresbeviisninger. „Ofte“, ſkriver han til Kongen, „har I mangfoldigt ladet os blive deelagtige i den kongelige Majeſtæts Gavmildhed og Godhed, men navnligen og ſærligen nu ſidſt, da vi kom til Eder og var hos Eder i Oslo, og nød ſaa megen Kjærlighed og Heder, ſaa at vi tilſtaa, at vi hverken beſidde Ordferdighed eller Indſigt nok til at takke Eder ſaa tilbørligt og inderligt, ſom det kunde være Eders Højhed verdigt, og vor Skyldighed udkrever“. Til Dronningen ſkrev han: „Eders udmerkede Velgjørenheds Fylde, hvorpaa vi i umaadelige Gaver og Forekommenheder have haft mangfoldige Beviſer, gjør det til en Trang for os at takke Eders ſtormegtige Naade, om juſt ikke ſaa højt vi burde, dog ſaa meget vi for Øjeblikket formaa, anraabende alle gode Gavers Giver om, at han vil lade vor Hengivenhed troligen og oprigtigen komme tilſyne i dens Virkninger“. Han hilſer ogſaa Jomfru Katharina de Spina og Dronningens øvrige Hofdamer. Ogſaa den forhenværende Merkesmand Hr. Paal Eriksſøn fandt Biſkop Haakon det nødvendigt ſærligt at tilſkrive og takke ham for hans Velvilje og Høflighed, ſamt den Biſtand i Ord og Gjerning, han havde ydet ham. En lignende Takſigelſe aflagde han Hr. Ivar Agmundsſøn. Til Bjarne Erlendsſøn ſkrev han i en mere fortrolig Tone, og berørte hvad han kaldte en venſkabelig Ordvexling, der om Kveldene havde fundet Sted imellem dem, hvorover Bjarne ſiden, ſom det lader, havde været noget bedrøvet; Biſkopen forſikrede, at der i alle Fald fra hans Side ej var noget ondt meent, og at det Hele ej mat verdt at legge paa Hjerte; men at man maatte erindre Ordſproget „Vennetviſt er varm“. Hvorom disſe Smaatretter drejede ſig, nævnes ikke, men det er ikke uſandſynligt, at der har været Spørsmaal om, hvor vidt Bjarne burde gjøre fælles Sag med de andre Herrer, ſom formodentlig allerede nu tænkte paa Nødvendigheden af en alvorligere Demonſtration mod det nu herſkende Regjeringsſyſtem, og at Biſkopen paa det indſtændigſte har fraraadet ham det; det beſtyrkes ogſaa deraf, at Biſkopen umiddelbart efterat have yttret ſig om disſe Smaatretter beder ham hilſe Kongen og haaber, at han ſtedſe vil være ham ſaa nær og redeboen til alt godt og ſømmeligt, ſom muligt. Men ſeer ligeledes, at Bjarne nu maa have ſtaaet Hafthorsſønnerne: nærmere, thi Biſkopen beder ham udtrykkeligt at hilſe dem og frembære hans Undſkyldning for, at han ikke denne Gang tilſkrev dem. Herom mere i det Følgende. Af Biſkop Haakons Brev til Kongen erfare vi forøvrigt, at denne havde medgivet ham et venligt Brev til Enkedronning Iſabella, der fremdeles opholdt ſig i Bergen, naar hun ikke beſøgte ſin Datter Hertuginden i Sverige; endvidere at Provſt og og Magiſter Capellarum Guthorm paa den Tid nys var afreiſt til Kongen, ſom det ſynes for at overlegge om flere vigtige Sager med Henſyn til Fehirdſlen, hvilken han beſtyrede[24].

  1. Jfr. ovenfor, IV. 2. S. 485.
  2. Dipl. N. I. 215.
  3. Dipl. N. IV. 227. Tilſtedeværende her var foruden Hr. Ivar ogſaa Fru Ragnhild Jonsdatter (maaſkee Hr. Ivars Huſtru), Thora Viljamsdatter, Ingeleiv Brynjulfsdatter, alle viſtnok meget fornemme Damer, og Agmund Finnsſøn, fød ſandſynligvis i 1321 (Dipl. N. II. 143); de bevidnede, at Fru Cecilia Iſaksdatter erklærede, at hun for 8 Aar ſiden havde givet fin Frænde Alf et Stykke Jord paa Jederen, og nu forøgede Gaven.
  4. Samll. t. d. N. F. og S. H. V. 97.
  5. Hr. Gregorius Magnusſøn nævnes ſom Drottſete førſte Gang i dette Aar d. 11te Juni 1337 i Stockholm (Dipl. Sv. 3295), og Nicolas Arnbjørnsſøn allerſidſt ſom ſaadan d. 2den April 1336 (Dipl. Sv. 3212); i Brev af 23de Juni 1336 nævnes denne allerede ſom ſlet og ret Ridder. Gregor kalder ſig ſelv Drottſete endnu i Br. af 19de Nov. 1337, men derimod ej længer d. 6te Juni 1338 (Dipl. Sv. 3328, 3338.
  6. At dette var Tilfældet, kan ſluttes af Biſkop Haakons Brev til Dronningen af 3die Nov. 1337, ſml. V. 101, hvor han beder at hilſe „domicellam Catharinam de Spina ceterasque cameræ vestræ domicellas. De fleſte vare viſt Blanches egne Landsmænd.
  7. Den 7de Juli (Syvſoverdagen) bekjendtgjorde nemlig Biſkop Haakon i Egenſkab af pavelig Collector, beſkikket dertil af Petrus Gervaſii, at han fra Biſkop Jon i Skaalholt havde modtaget Pavehjelpen og Rumaſkatten for 8 Aar; Brevet er dateret i Bergen (Barth. E. 689, jfr. Suhm, XII. 290).
  8. See det ovenfor berørte Brev af 21de Juli 1337, hvorved Fogden paa Lindholmen lover, i Tilfelde af Kongens Død, at overlevere Slottet ſamt Ljodhuus m. m. til Dronningen. Det er aabenbart, at dette Brev, der er dateret fra Ljodhuus, maa være udferdiget i Kongens og Dronningens Nærværelſe.
  9. Detmar, S. 212.
  10. Jon Hafthorsſøn kaldes i Biſkop Haakons Brev til Bjarne Erlingsſøn af 3die November 1337 „Hr. Jon“, hvilket altſaa viſer, at han da var Ridder. Han maa ſaaledes have været ophøjet til Ridder for den Tid, og da maatte man førſt tænke paa Kongens Bryllup; men efter hvad der ovenfor er viiſt, kan man neppe engang antage, at Kongen gjorde nogen til Ridder førend efter ſin Kroning i Juli 1336: der er ſaaledes for Jons Ophøjelſe neppe nogen anden Tid tilbage at gjette paa, end den, hvori Mødet holdtes 1337. Om Ulf Saxesſøn gjelder det ſamme. Han nævnes allerførſt ſom „Hr. Ulf“ i Biſkop Haakons Brev af 20de December, Smll. V. S. 106, altſaa fandt heller ikke hans Ophøjelſe Sted om Julen 1337.
  11. Dette ſees af Biſkop Haakons nysomtalte Brev til Hr. Ulf, hvor det heder: „blandt andet beder I os give Eder vort aabne Brev med Vidnesbyrd om hvad I havde ſvoret og ſvor, dengang I blev løſt udenfor St. Hallvards Kirkedør“. Altſaa var Biſkop Haakon og derfor vel ogſaa de øvrige Biſkoper her tilſtede. See forøvrigt nedenfor.
  12. Saaledes, ſynes det, maa man forklare følgende Pasſus i nysnævnte Brev: „hvad de Forliig angaaer, ſom omhandles, da kunne vi ej derom videre yttre os, hverken om det, Hr. Erkebiſkopen ſkal have gjort, eller om det, Hr. Biſkopen i Hamar ſiger ſig nødtvungen at have indgaaet, da begge ere os aldeles ubekjendte“; jfr. hermed, hvad Biſkop Haakon ſ. D. ſkriver til Biſkop Hallvard: „blandt andet fandt vi, at det paabødes ham at holde et imellem Eder og ham oprettet Forliig fremfor et andet, der ſkulde tilbagekaldes og anſees ugyldigt“. Men det er ikke uſandſynligt, at begge disſe Forliig have været indgaaede, enten førend Biſkop Haakon kom til Oslo (det kan have ſkeet, medens Erkebiſkopen paa Vejen derhen opholdt ſig paa Hamar), eller efter hans Afreiſe, ſiden han erklærer, intet at vide derom. Vi ſee forøvrigt, at Ulf Saxesſøn netop paa denne Tid (26de Auguſt, altſaa lige under Mødet) gav en vis Thord Narvesſøn to Øresbool i Søndre Kaarethorp i Deigaleims Sogn paa Furnes (Hedemarken), uden at der nævnes om noget Vederlag (Dipl. Norv. I. 246); der nævnes ikke, hvor Brevet er udſtedt, ſaa at man ej kan ſee, om Ulf da var i Oslo eller paa Hedemarken, men man ſeer i alle Fald, at han trods Biſkopens haarde Fordringer dog endnu havde Jordegods at bortgive.
  13. See herom ſtrax ovenfor, S. 206.
  14. I een Ting lader det dog til, at Biſkop Haakon var forſømmelig, nemlig i at holde ſin Kirke, Chriſtkirken, i god Stand. Vi have nemlig endnu Begyndelſen af et Brev fra Pave Benedictus XII. til Erkebiſkop Paal og Biſkop Erik i Stavanger, ſkrevet i Pavens tredie Aar, og ſom det ſynes i April eller Mai 1337, hvori han klager over, at Biſkop Haakon, ſom efter hvad han af paalidelige Kilder havde erfaret, højſt uforſvarligt lod Kirken ſaaledes forfalde, at næſten hele Taget var ødelagt, og Regnen ſtrømmede ind, ſaaat de til Mesſen forſamlede Folk paa regnfulde Dage ikke kunde finde et Sted, hvor de ſtod i Ly for Dryp, ligeſom og Klokketaarnet, i ſin Tid opført med ſtor Bekoſtning, nu af Mangel paa behørig Trefning havde lidt ſaa meget af Regn, at hvis der ej …… her ender Brevet, men man kan omtrent tænke ſig hvad der fulgte efter, og at Paven herved vilde overdrage hine Prælater at underſøge Sagen ſamt ved kirkelig Cenſur at tvinge Biſkop Haakon til at opfylde fin Pligt. Brevet findes nederſt paa Siden af et Blad, tilhørende en Regeſtbog for Benedict den 12tes 3die Aar, men ſom, uviſt hvorfor, er bleven ſønderlemmet og benyttet til Smudsblade foran andre Regeſtbøger, dette ſaaledes foran Reg. comm. Clem. VI. ann. X. I. 4 part. 1. Da de andre Breve paa Bladet er fra April og Mai i Benedicts 3die Aar, maa man antage, at ogſaa det her omhandlede er fra den Tid.
  15. See Biſkopens Brev til Dronningen, Samll. V. S. 101. Det heder her: Serenissimæ &c. dominæ Blanchæ &c. Haquinus eadem gratia episc. Bergensis, suus — proutinam placeat — capellanus“. Dette kan vel neppe forſtaaes anderledes, end at hun havde udnævnt ham til ſin Capellan.
  16. See Biſkopens Brev til Kongen af 3die Novbr. Samll. V. 99.
  17. Disſe Breve, optagne i den ofte omtalte Bergenſke Copibog, hvoraf et Udtog er os levnet i Barth. E., ere aftrykte i Samll. V. S. 95—165.
  18. I den nedenfor omhandlede Erklæring af 4de September heder det nemlig: „at Officialen og Lagmanden i Norge begge tilſammen ſiddende i Kongsgaarden i Nidaroos ſkal legge Orſkurd paa angaaende de omſpurte Pengeſekter hver ſin Dag eller hver fin Uge, idet dog begge ere tilſtede og ſamtykt-ende hver den andens Orſkurd“. Dette er forreſten noget afvigende fra Ordenes Lydelſe i den egentlige Overeenskomſt, hvor der ikke er Tale om „hver ſin Dag“ eller „hver ſin Uge“, men „hver ſin Dom“ eller „hver ſit visſe Antal Domme“.
  19. Norges gl. Love, III. S. 161.
  20. Dipl. Norv. II. 222.
  21. See de novgorodſke Annaler for Aarene a. B. St. 6845 fgg., jfr. Karamſins Ruslands Hiſtorie, den tydſke Overſettelſe, 4 B. S. 197. Der ſtaar bogſtaveligt i Annalerne: „I denne Vinter var det, at Karelerne, underſtøttede af Nemetzerne, dræbte Rusſerne, mange Novgorodere og Ladogaiſke Gjeſter, og Chriſtne, opholdende ſig i Karelen, og vendte ſeierrige tilbage til den nemetziſke By (Gorod), og derpaa mishandledes mange Chriſtne i den nemetziſke By“. Den i de rusſiſke Annaler fulgte Tidsregning er den byzantinſke, efter Verdens Skabelſe, der ſættes 5508 Aar før Chriſtus, og hvor hvert Aar regnes fra 1ſte September til 31te Auguſt, ſaaledes at Chriſti Fødſel falder i det 5508de Aar, og altſaa det førſte Aar efter Chriſti Fødſel, fra Jan. til September, falder i det 5508de, fra Septbr. til og med Decbr. i det 5509de. Heraf følger, at det 6845de Aar af hiin Æra løber fra 1 Septbr. 1336 til 31te Auguſt 1337, og Vintren 6845 maa altſaa være Vintren 1336—37. „Nemetzerne“ (egentlig „de Stumme“, ſidenefter en ſedvanlig Betegnelſe paa Tydſkerne), bruges her ſom en Fællesbenævnelſe for Svenſker, Norſke og Tydſke, og „den nemetziſke By“ eller „Gaard“, hvilken Karamſin uden Videre antager for at ſkulle være Viborg, kunde ſaaledes og betegne Tavaſtehuus, eller endog Vargøhuus, kortſagt hvilkenſomhelſt Borg eller Plads, hvortil de omſtreifende Kareler kunde komme. Senere hen nævnes vel, ſom vi ville ſee, virkeligt Viborg (Vybora) og dens Foged ved Navn Steen, men i et ſildigere Stadium af Feiden, ſaa at det ingenlunde dermed er ſagt, at det er Viborg, ſom menes paa førſte Sted; tvertimod ſkulde man vel deraf endog ſnarere kunne ſlutte, at det var en endnu mindre Plads, iſær da Ordet „Gorod“ antyder et ubetydeligere Sted, end Viborg maa have været.
  22. Dette vil tydeligere fremgaa af hvad der nedenfor kommer til at omtales. Her viſer ſig Krigsſkuepladſen at have draget ſig til Egnen mellem Viborg, Orechovetz og Koporje.
  23. Dipl. Norv. II. 224. Brevet er indſeglet i Kongens Nærværelſe og ſkrevet af Paal Styrkaarsſøn. — Blandt de Friheds- og Beſkyttelſes-Breve, ſom Kongen ved denne Lejlighed udſtedte, var ogſaa, ſom man maa antage, et for Biſkop Jon i Skaalholt, opbevaret i Barth. E. 421, og derefter aftrykt i Finn Jonsſøns histor. eccl. Islandiæ, II. p. 94. Indholdet er ſom i et ſedvanligt varnaðarbréf, men Dateringen frembyder Vanſkeligheder; det er nemlig dateret Oslo Thorsdag efter Mariemesſe i Kongens 19de Aar, indſeglet i hans egen Nærværelſe og ſkrevet af Paal Styrkaarsſøn; thi da der ej ſiges, hvilken Mariemesſe det er, enten fyrre (assumtio), 15de Auguſt, eller ſidare (nativitas), 8de September, kan man heller ikke ſee, om det, under førſte Forudſetning, er af 20de Auguſt 1338, eller, under ſidſte, af 11te Septbr. 1337. Det ſidſte maa dog være det rette, deels fordi man veed med Vished, at baade Kongen og Paal Styrkaarsſøn paa den Tid var i Oslo, medens der idetmindſte er al Sandſynlighed for, at Kongen allerede havde forladt Byen i April 1338; deels fordi Brevet i Copibogen findes mellem endeel andre, ſom alle tilhøre den førſte Halvdeel af 1338, ſaa at det altſaa viſtnok maa have været indført tidligere end September ſ. A.; endelig fordi det ſees, at om Sommeren havde Biſkop Jons Fuldmegtig, Runulf, været i Norge (ſ. o. Br. af 27de Juli 1337 jfr. Haakons Brev til Biſkopen, formodentlig ſkrevet ſtrax efter hans Hjemkomſt, Smll. V. 97); hvilken Runulf da ſandſynligviis har udvirket Varnadarbrevet og faaet det med.
  24. Alle de her nævnte Breve ere aftrykte i Samll. V. S. 99—106. Dronning Iſabella kalder han her (S. 100) ſaavelſom ogſaa ſenere (S. 142) kun korteligen „min Frue“, hvilket let kunde give Anledning til Misforſtaaelſe, naar man ej vidſte Beſkeed om Sagen.