Det norske Folks Historie/7/27

Det er allerede nævnt, at Kongen tilbragte Vinteren i Norge, saavidt man kan skjønne i Oslo[1]. Hvad der her skete, eller om han overhoved foretog sig noget af Vigtighed, vides ikke. Men formodentlig forberedede han sig til det paatænkte Høvdingemøde i Nidaroos, der allerede før Aarets Udgang synes at have været berammet, thi vi see af et Brev, som Biskop Haakon den 17de Januar skrev til Biskop Salomon i Oslo[2], at Erkebiskopen allerede da havde indkaldt dem til Concilium, og at Salomon havde foreslaaet Haakon, at de skulde sejle nordefter i Samflode, ligesom og et senere Brev fra Biskop Haakon til Bjarne Erlingssøn af 5te Marts viser, at Kongen da med det første ventedes til Bergen, thi Biskopen anmodede Bjarne udtrykkeligt snarest muligt at melde ham, hvad han vidste derom[3]. Heraf skulde man formode, at Mødet foreløbigt var bestemt at skulle holdes om Vaaren eller tidligt om Sommeren. Der er ogsaa Tegn til, at flere af Høvdingerne paa sin Side forberedede sig dertil ved Sammenkomster og Raadslagninger, eller paa andre Maader. Hr. Ivar Agmundssøn havde lidt før Juul og formodentlig i hele Julen Besøg i Skien af sin Broder, Hr. Finn[4]; det kan have været et Vennebesøg uden politisk Betydning, men det var dog neppe rimeligt, at en aldrende Mand, som Finn dengang var, vilde have gjort den lange Vinter-Rejse, naar der ikke ogsaa var Ting af større Vigtighed at afhandle; og naar han begav sig til Ivar i Skien, og ikke omvendt Ivar til ham paa Hestbø i Ryfylke, var det sikkert for at være Hafthorssønnerne saa meget nærmere og at kunne conferere med dem. Hr. Erling Vidkunnssøn, der paa den samme Tid opholdt sig i Bergen med med sin Hustru og sine Døttre[5], besluttede at afhænde alt sit ej ubetydelige Jordegods i Hardanger og befuldmægtigede dertil en Commissionær, som ogsaa i Februar 1338 solgte det altsammen til Munkelivs Kloster for en Sum af 110 forngilde Mkr.[6]. Det maa saaledes nu have været ham om at gjøre at skaffe sig en større Sum Penge paa een Gang, og dette lader visselig ane, at der var noget mere end almindeligt i Gjere. Derfor kunde ogsaa Biskop Haakon i det nysnævnte Brev til Bjarne af 5te Marts vistnok med Ret sige: „her ere mange Lyve-Tidender og Rygter i Omløb, hvorom vi gjerne gad høre Sandheden af Eder“. Og det var vist ogsaa med stadigt Hensyn til alle slige Rygter og Forbud paa et politisk Uvejr, at Biskopen i et noget tidligere Brev til Bjarne af 31te Januar 1338 atter paa det mest indtrængende foreholdt ham, at han maatte tjene Kongen med al Opmerksomhed og Huldskab, „og saa meget mere, jo mere man maatte finde, at han behøvede det“[7]. Nogen Grund til Betænkelighed maatte ogsaa opstaa deraf, at Biskop Hallvard og Hr. Ulf Saxessøn endnu ikke kunde komme til Enighed, idet nemlig den Dom og Pønitents, som Biskopen ifølge Forliget omsider paalagde ham, var saa overdrevent streng, at Ulf erklærede sig ude af Stand til at kunne holde den. Saavidt det kan sees, erklærede nemlig Biskopen, at det for Ulf gunstigere Forliig, som han havde indgaaet, skulde være magtesløst, fordi han dertil havde været tvungen, men at det derimod skulde have sit Forblivende ved det, der var afsluttet under Erkebiskopens Megling, hvorved han saaledes tilpligtedes at give Hamars Kirke tolv Mkr. Bool i Skades-Erstatning, medens Biskopen hertil føjede som Pønitens, at han skulde personligt begive sig til Paven for af ham at lade sig absolvere, og at alt dette skulde være gjort inden eet Aars Forløb. Mismodig herover skrev Hr. Ulf til Biskop Haakon, klagede sin Nød for ham, bad ham at tilskrive Biskop Hallvard for at faa denne til at være mere rimelig, og anmodede ham om en i Form af aabent Brev udstedt Erklæring om, hvad han havde lovet og besvoret, da han fik Absolution udenfor Indgangen til Hallvardskirken i Oslo. Biskopen søgte i en Svarskrivelse af 20de Decbr. at trøste ham saa godt han kunde, erklærede uforbeholdent at kunne erindre, at han alene svoor at overholde Biskopens Dom i Alt hvad der var ham muligt, og dulgte heller ikke, at han fandt det vel stift for Ulf at skulle kjøbe Jordegods til Kirken paa samme Tid, som han i Hast skulde berede sig til Pilegrimsreisen og endda stande alle dem til Rette, der nu efter hans Hjemkomst havde lovligt Søgsmaal mod ham. Men han kunde heller ikke paa den anden Side negte, at Biskop Hallvards Dom i de fleste Stykker var lovmedholdig, og han bad Ulf indstændigt ej at unddrage sig fra at efterkomme, hvad der maatte paalægges ham i Bønnehold, Gudstjeneste, Faster, Offere o. s. v.; hvad Curien angaar, da havde den aldrig været unaadig mod dem, der anholdt om dens Naade, og herom maatte han raadføre sig med Kongen, Erkebiskopen og andre gode Venner. Biskop Haakon skrev dog ogsaa samme Dag til sin Collega paa Hamar, foreholdt ham den overdrevne Haardhed i de anførte Artikler, og bad ham indstændigt at lempe sig saaledes, som det kunde være belejligt for begge Parter, havende Guds egen Barmhjertighed for Øje[8]. Det lader til, at Biskop Hallvard virkelig har taget sin Embedsbroders velmeente Raad til Eftertanke og viist sig noget føjeligere mod Ulf, da det allerede før Paaske 1338 var kommet til endeligt Forliig mellem dem, som det nedenfor vil sees, og Ulf maa saaledes idetmindste have været fritaget for at drage til Avignon. Men imidlertid havde dog Sagen i et Fjerdingsaarstid staaet hen og sikkert givet Anledning til megen Tale og megen Misstemning.

Af det tidligere berammede Møde i Nidaroos blev der intet. Allerede i hiint Brev af 17de Januar underrettede Biskop Haakon sin Embedsbroder Salomon i Oslo om, at han havde bedet Erkebiskopen om Tilladelse til at blive hjemme og i sit Sted at maatte sende Fuldmegtige, da han ej følte flg ret vel, muligtviis endog helst vilde undgaa at have personligt med de vanskelige Sager at bestille, som vilde komme fore[9]. Kongen selv synes allerede tidligt at have forandret sin Bestemmelse om at komme til Nidaroos, hvis han nogensinde oprigtigt har haft den, thi endog den 6te Januar kalder Hr. Gregorius Magnussøn sig ikke længer Drottsete[10], hvoraf man maa slutte, at han havde nedlagt Embedet, og at Kongen følgelig om ikke saa lang Tid ventedes til Sverige. Kongens Beslutning, ej at komme til Nidaroos, men derimod med det første at drage til Sverige var rimeligviis almindeligt bekjendt i Løbet af Marts 1338, thi Hr. Erling Vidkunnssøn, som vel ellers vilde have oppebiet Kongen paa Vestlandet og fra Stovreim eller Giske begivet sig til Nidaroos, drog nu i dets Sted med hele sin Familie til Østlandet, hvor han maaskee allerede var kommen den 10de Marts, da Kongen i Tunsberg tog hans Slægtning Fru Aasa paa Tunin i sin Beskyttelse og efter hendes Bøn udnævnte ham til hendes Ombudsmand og lovlige Værge[11]; i alle Fald var han om Vaaren og henimod Sommeren i Viken, tildeels endog, som det lader, hos Kongen[12]. Det synes at maatte have været vigtige Grunde, der bestemte ham til at gjøre en saadan Vinterreise med Hustru og Døttre[13], og man kan derfor neppe antage andet, end at Kongen selv har sendt Bud efter ham for at raadslaa med ham og vinde ham for sine Interesser, hvilket og forsaavidt synes at have lykkets ham, som Erling siden idetmindste personligt afholdt sig fra umiddelbar Deeltagelse i de paafølgende Demonstrationer. Ulf Saxessøn stod fremdeles højt i Kongens Yndest. Det lader til, at Kongen alene har ventet paa, at han ganske skulde blive udsonet med Kirken for at give ham flere Beviser derpaa; idetmindste gik, efter hvad Biskop Haakon skrev til Bjarne lidt efter Paaske, det Rygte i Bergen, at Hr. Ulf var bleven udnævnt til Medlem af Rigsraadet i Norge, og at Kongen havde udseet ham til Høvedsmand paa Akershuus, hvad der umuligt kunde behage de andre misfornøjede Stormænd, hvilke maatte betragte ham som en Frafalden, der havde sveget deres Parti. Biskop Haakon bad udtrykkeligt Bjarne om at melde ham, hvorvidt dette Rygte stemmede med Sandheden. Derimod nævnte han som en sikker Tidende, at Hr. Ulf og mange andre af hans Parti nu var aldeles forligte med Biskop Hallvard. Denne, der ogsaa ved Paasketid indfandt sig hos Kongen, berettede i et Brev til Biskop Haakon, at Kongen kom til Baagahuus Paaskedag (12te April), og Dronningen den fjerde Paaskedag (15de April) udenfra til Skibs; man maa heraf formode, at Dronningen er dragen til Søs umiddelbart fra Oslo, medens Kongen er dragen over Land for at besørge vigtige Anliggender i Borgesyssel m. m. Han meldte derhos, at Hr. Ulf strax reed til ham, formodentlig fra Baagahuus til Kongehelle, hvor Biskopen sandsynligviis havde sit Tilhold, og lagde til, „at det stod meget ilde til i Sverige og end verre i Skaane“. Dette forklarer os noksom, hvorfor Kongen nu hastede til Sverige og i Mangel af det paatænkte Rigsmøde maaskee kun kaldte enkelte anseede geistlige og verdslige Herrer til sig, for dog ikke at forlade Landet uden at have holdt nogensomhelst Raadslagning om, hvad der var at gjøre for at berolige Gemytterne[14].

Uheldigviis faar man intet at vide om, hvori hiin mislige Tilstand i Sverige og Skaane bestod. Det lader sig dog gjette. I Sverige trykkedes man af alle de Ulemper, som flød af Kongens bestandige Uformuenhed til at efterkomme de Forpligtelser, Løsningssummen for Skaane paalagde ham, og som nu end mere forhøjedes ved de nye forestaaende Udtællinger til hans Svoger i Mecklenburg. I Skaane var det den megtige Ridder Johan eller Jens Offessøn, der gjorde Kvalm; han havde paa en Maade selvstændigt og ved Siden af Kongen selv deeltaget i Overeenskomsten af 1332 og ifølge den faaet Lindholms Slot i sin Besiddelse, men yppede nu Fejde og Uroligheder, hvad enten han, som saa mange, ikke havde faaet, hvad der tilkom ham, og saaledes vilde tage sig selv til Rette, eller at det kun var den paa de Tider almindelige Selvraadighed, som ledede hans Skridt: saa meget erfare vi senere, at han utilbørligt havde befæstet Slottet og derfra gjorde Kongen og Andre megen Skade, og at han sad inde med de tvende nærmeste Hereder[15]. Omstændighederne maa have været trængende og Faren stor, thi vi see, at Kongen faa Dage efter Paaskehøjtidelighederne gjorde en Skyndereise til Skeninge i Østergøtland og derfra til Jønkøping i Smaaland, vendte atter tilbage til Baagahuus, hvor han var i de første Dage af Juni, drog derfra igjen østover, lige til Uppland, hvor han den 22de September var i Uppsala, og endelig seenhøstes ned til Skaane[16]. Det er tydeligt at see, at han ikke ret har vidst, hvad han skulde gjøre, at han denne Gang ikke har tordet blive saa længe borte fra Norge som tidligere, og at han saaledes har maattet reise frem og tilbage, saa møjsommeligt det end var paa de Tider. Hovedhensigten med denne Omreisen maa have været at gjøre de sidste Anstrengelser for at reise Penge til Indfrielsen af de skaanske Forpligtelser, inden han drog ned til Skaane for at ordne Sagerne der. Og hvorledes dette nu end er skeet, hvad nye Byrder han end har maattet paatage sig, saa maa det paa en Viis have lykkets ham, idetmindste saaledes, at han ligeover for Grev Johan og sine andre udenlandske Creditorer stod nogenledes fri. Han kunde nemlig nu indgive en Ansøgning til Paven, hvori han anførte, at den største og fornuftigste Deel af Skaanes Geistlighed, Stormænd, Adelsmænd og menige Almue efter Kong Christophers Afreise havde hyldet ham som deres rette Konge og Herre, og han, af Medlidenhed med deres forsvarsløse Tilstand, for at gjengive Provinsen Ro og Lykke og forebygge Krig, havde udbetalt til nogle Tyranner, der holdt de faste Pladser besatte og grueligen undertrykkede baade Lærde og Læge, sexogtredive tusinde Mark br. Sølv; og da nu Skaane ligesom var Porten til og Stængslet for hans Riger og saaledes ej kunde være i fremmede Hænder, uden at derved Krig og utallige andre Ulykker ganske vist vilde opstaa for ham selv, hans Undersaatter og hans Efterkommere, var det hans ydmyge Bøn til Paven, at denne af sin apostoliske Magtfuldkommenhed vilde godkjende og bekræfte hans og Efterfølgeres Ret til herefter at beholde og besidde samme Landskab, samt at det tillige maatte blive erklæret, at hvis det skulde lykkes ham ogsaa at erhverve andre danske Landskaber og befri dem fra Tyrannernes Hænder, skulde han have Pavestolens udtrykkelige Tilladelse dertil, saamegetmere som Danmarks Rige aldrig i noget Stykke havde været Keiserriget underkastet, men derimod alene skatskyldigt til den romerske Kirke, hvilken Skat han fremdeles var villig til at udrede[17]. Dette synes at vise, at Kong Magnus nu ej alene havde faaet udbetalt de i Overeenskomsten bestemte 34000 Mk. Sølv, men ogsaa 2000 Mk. Sølv mere i Renter eller Tillægs-Omkostninger, at han altsaa var løst fra alle sine Forpligtelser til udenlandske Creditorer, og at Tiden saaledes var kommen, da han kunde anholde om pavelig Bekræftelse paa den dyrekjøbte Erhvervelse: en Bekræftelse, der ej alene ifølge de Tiders Begreber i og for sig vilde bidrage meget til at sikkre Besiddelsen – deraf fulgte naturligviis, at de, der gjorde ham den stridig, vilde falde i Kirkens Bann –, men og med Hensyn til den i sig selv ugrundede, men af Pavestolen opstillede Paastand, som han nu selv godkjendte, at Danmark var den skatskyldig, maatte ansees ligesaa nødvendig som enhver Lehnsherres Bekræftelse af de Landskabs-Overdragelser, der fandt Sted mellem hans Vasaller. Med det bedste Haab, formodentlig, at denne Ansøgning vilde blive ham bevilget, maaskee og om at erhverve store Besiddelser i det endnu kongeløse Danmark, begav Kong Magnus sig da ned til Skaane, hvor han tilbragte Julen[18] og maaskee havde tænkt at forblive, indtil Urolighederne vare standsede og alt bragt i Orden. Men dette var ikke saa snart gjort, og imidlertid havde Tingenes Stilling i Norge antaget et saa truende Udseende„ at Magnus for det første maatte lade de skaanske Anliggender hvile og endnu samme Vinter drage nordefter.

  1. Dette sees bedst af den Omstændighed, at Biskop Haakon i sine Breve af 3die Novbr. til Folk i Viken udtrykkeligt beder Kongen at hilse og omtaler ham som der nærværende.
  2. Samll. A. 111. Allerede den 28de Oct. 1337 havde han undskyldt sig hos Erkebiskopen for at komme til Nidaroos (s. ovf.), men dette gjaldt kun aarlige Besøg ved Erkesædet, hvortil Lydbiskoperne i Regelen var forpligtede.
  3. Samll. V. 114.
  4. See Brev af 13de Decbr. 1337, Dipl. N. II. 226; Finn og Ivar Agmundssønner paadømme her i Skien en Trætte og Slagsmaalssag mellem nogle Bønder i Sandehered.
  5. I et Brev til Bjarne af 3die Novbr. melder Biskop Haakon udtrykkeligt, at hans Fader, Moder og Systre befandt sig vel, hvilket medfører, at de var der paa Stedet; men seer og, at Erlings Fuldmagtsbrev, hvorom nedenfor handles, er dateret Bergen d. 7de Novbr. 1337.
  6. Brevene findes i Munkelivsbogen, Fuldmagtsbrevet S. 67, og Salgsbrevet, af 24de Febr. 1338, S. 65.
  7. Samll. V. 112.
  8. Begge Breve see Samll. V. 106–109.
  9. Samll. V. S. 111.
  10. Dipl. Sv. 3338.
  11. Dipl. N. II. 227. Hvad dette var for en Fru Aasa, der synes at have været Enke, siges ikke; af andre Breve synes man at maatte slutte, at hun langt ude har været i Slægtskab med Hr. Erling. Sml. Dipl. N. III. 141 og I. 176, 177. Man skulde derfor næsten tro, at det har været Aasa eller Æsa, Hr. Haakon Thoressøns Datter, som i 1331 blev gift med Thorvald Thorvaldssøn af Hjaltland (s. o. S. 135) og nu maaskee var Enke.
  12. Man seer dette af Biskop Haakons Breve til Erling og Bjarne af 17de April og 15de Mai, Samll. 116–113. De vise tydeligt, at Bjarne og hans Fader, Moder og Sysler idetmindste af Biskopen antoges at befinde sig paa eet og samme Sted, og da Bjarne fordetmeste synes at have været hos Kongen, er det og at formode, at Erling idetmindste var i Nærheden.
  13. Da Biskop Haakon ikke beder at hilse Erling og Frue i det Brev, som han den 5te Marts skrev til Bjarne (Samll. V. 114), maa man slutte, at disse da endnu ikke var komne til Østlandet. Imidlertid viser den Omstændighed, at Erling den 7de Novbr. 1337 gav en anden Mand Fuldmagt til at selge sit hardangerske Jordegods, at han strax efter maa have forladt Bergen. Han er da formodentlig dragen hjem til Stovreim, har tilbragt Julen der, og er i Februar eller Marts Maaned reist østover, uden dog at komme sammen med Bjarne førend senere. Han har, som det synes, ogsaa haft det halv private Erende tilligemed de øvrige Medarvinger af Fehirden Svein Sigurdssøn at afslutte dennes Regnskab med Kongen, siden vi finde, at Kongen d. 2den Juni gav Hr. Paal Erikssøn Gaarden Hvaal i Valdres, hvilken Sveins Arvinger havde afstaaet til Liqvidation i hvad Kongen ifølge Regnskabet havde til Gode. Dipl. N. II. 229.
  14. Om alt dette see Biskop Haakons Brev til Bjarne af 17de April og til Erling samt Bjarne af 15de Mai, l. c.
  15. Dette fremgaar af Jens Offessøns Dagthingning, som nedenfor vil blive omtalt.
  16. At Kongen var i Skeninge d. 25de April sees af Dipl. Sv. 3350, thi dette er et Gavebrev, som ej kan være udstedt i hans Navn. Men naar han, som man seer af det ovenanførte Brev, endnu den 15de var paa Baagahuus, maa han kun faa Dage efter have reist østover, især da det endog synes, som om han havde været længere østligt, da han den 29de April var i Jønkøping (Dipl. Sv. 3351), og saaledes allerede i Skeninge maa formodes at have været paa en Reise fra Ost mod Vest, altsaa en Tilbagereise enten fra Stockholm eller Uppsala. At han den 2den Juni, tredie Pintsedag, var paa Baagahuus, sees af det nys anførte Brev, hvorved Kongen skjenkede Hr. Paal Erikssøn Gaarden Hvaal i Hvams Kirkesogn i Valdres. Der findes to Breve udstedte af Kongen i Uppsala den 22de Sept., begge af det Slags, at de ej kunne være udstedte i hans Navn, Dipl. Sv. 3384, 3385; og i Skaane finde vi Kongen d. 15de Novbr., da han denne Dag i Helsingborg fritog de fremmede Kjøbmænd fra at erlægge Told i de længere inde i Landet liggende Stæder af de Varer, som de landvejs dertil indførte, Dipl. Sv. 3398.
  17. Om denne Ansøgning og Pavens Resolution derpaa, see nedenfor. Hvad ellers denne foregivne Skatskyldighed af Danmark under Pavestolen angaar, da var det dermed intet Videre bevendt; den bestod alene i den sedvanlige Rumaskat, og paa den Maade kunde man og sige, at Norge og Sverige vare skatskyldige. Ja det blev ogsaa virkelig sagt, thi i den saakaldte liber censualis sedis apostolicæ, som Cardinalen Cencius, pavelig Kæmereer (siden ophøjet til Pave under Navnet Honorius III.), udarbeidede i Slutningen af det 12te Aarhundrede, er der et Afsnit, der gaar ud paa at vise, hvorledes alle Europas Riger vare Pavestolen skatskyldige, og her heder det udtrykkeligt: „Omnes et singulæ domus totius regni Norvegiæ solvere debent pro censu ecclesiæ Romanæ singulos denarios monetæ curribilis in eodem regno“; det samme gjentages Ord til andet for Sveriges Vedkommende, medens der for Danmarks anføres et Uddrag af et Brev fra Pave Paschalis II. dateret 8de Mai 1110, hvori han kun indskærper Erkebiskopen af Lund og de øvrige Biskoper at sørge for Rumaskattens eller Peterspeningens rigtige Indbetaling, og forebygge yderligere Besvigelse i dette Stykke. Men paa et andet Sted heder det: „Item Regnum Danorurn est de proprietate sacrosanctæ Romanæ eeclesiæ et tributarium eiusdem, ut patet ex registro domini Atexandri papæ (11di), ubi sic legitur: Alexander episcopus s. s. dei dilecto filio Sueni (no) regi Danorum Salutem etc. … Quapropter prudentiam tuam admonemus ut censum regni tui, quem antecessores tui sanctæ apostolicæ ecclesiæ persolvere soliti sunt, nobis et successoribus nostris transmittere studeas, ita tamen ut non sicut oblatio super altari ponatur, sed, ut supra diximus, tam nobis quam successoribus nostris ut certius approbetur presentialiter offeratur“. Her er det aabenbart ogsaa kun Peterspeningen, som der sigtes til, men ved at løsrive Stedet af sin Forbindelse har man (maaskee Cencius selv) faaet det til at see ud, som om et virkeligt Skatskyldighedsforhold herskede, og det har man enten i Tidens Løb troet, eller Kong Magnus og hans Raadgivere have ladet, som de troede det, og benyttet sig deraf.
  18. At han tilbragte Julen her maa sluttes af hans Frihedsbrev for Borgerne i Vee, dat. 26de Decbr. 1338; thi uagtet dette Brev mangler Angivelse af Dateringssted, seer man dog, at det maa være givet under Kongens Ophold i Skaane, da han maaskee har modtaget en Deputation fra Byen, der laa i Nærheden af den nuværende Christiansstad.