Åpne hovedmenyen

Det er allerede nævnt, at Kongen tilbragte Vinteren i Norge, ſaavidt man kan ſkjønne i Oslo[1]. Hvad der her ſkete, eller om han overhoved foretog ſig noget af Vigtighed, vides ikke. Men formodentlig forberedede han ſig til det paatænkte Høvdingemøde i Nidaroos, der allerede før Aarets Udgang ſynes at have været berammet, thi vi ſee af et Brev, ſom Biſkop Haakon den 17de Januar ſkrev til Biſkop Salomon i Oslo[2], at Erkebiſkopen allerede da havde indkaldt dem til Concilium, og at Salomon havde foreſlaaet Haakon, at de ſkulde ſejle nordefter i Samflode, ligeſom og et ſenere Brev fra Biſkop Haakon til Bjarne Erlingsſøn af 5te Marts viſer, at Kongen da med det førſte ventedes til Bergen, thi Biſkopen anmodede Bjarne udtrykkeligt ſnareſt muligt at melde ham, hvad han vidſte derom[3]. Heraf ſkulde man formode, at Mødet foreløbigt var beſtemt at ſkulle holdes om Vaaren eller tidligt om Sommeren. Der er ogſaa Tegn til, at flere af Høvdingerne paa ſin Side forberedede ſig dertil ved Sammenkomſter og Raadſlagninger, eller paa andre Maader. Hr. Ivar Agmundsſøn havde lidt før Juul og formodentlig i hele Julen Beſøg i Skien af ſin Broder, Hr. Finn[4]; det kan have været et Vennebeſøg uden politiſk Betydning, men det var dog neppe rimeligt, at en aldrende Mand, ſom Finn dengang var, vilde have gjort den lange Vinter-Rejſe, naar der ikke ogſaa var Ting af ſtørre Vigtighed at afhandle; og naar han begav ſig til Ivar i Skien, og ikke omvendt Ivar til ham paa Heſtbø i Ryfylke, var det ſikkert for at være Hafthorsſønnerne ſaa meget nærmere og at kunne conferere med dem. Hr. Erling Vidkunnsſøn, der paa den ſamme Tid opholdt ſig i Bergen med med ſin Huſtru og ſine Døttre[5], beſluttede at afhænde alt ſit ej ubetydelige Jordegods i Hardanger og befuldmægtigede dertil en Commisſionær, ſom ogſaa i Februar 1338 ſolgte det altſammen til Munkelivs Kloſter for en Sum af 110 forngilde Mkr.[6]. Det maa ſaaledes nu have været ham om at gjøre at ſkaffe ſig en ſtørre Sum Penge paa een Gang, og dette lader visſelig ane, at der var noget mere end almindeligt i Gjere. Derfor kunde ogſaa Biſkop Haakon i det nysnævnte Brev til Bjarne af 5te Marts viſtnok med Ret ſige: „her ere mange Lyve-Tidender og Rygter i Omløb, hvorom vi gjerne gad høre Sandheden af Eder“. Og det var viſt ogſaa med ſtadigt Henſyn til alle ſlige Rygter og Forbud paa et politiſk Uvejr, at Biſkopen i et noget tidligere Brev til Bjarne af 31te Januar 1338 atter paa det meſt indtrængende foreholdt ham, at han maatte tjene Kongen med al Opmerkſomhed og Huldſkab, „og ſaa meget mere, jo mere man maatte finde, at han behøvede det“[7]. Nogen Grund til Betænkelighed maatte ogſaa opſtaa deraf, at Biſkop Hallvard og Hr. Ulf Saxesſøn endnu ikke kunde komme til Enighed, idet nemlig den Dom og Pønitents, ſom Biſkopen ifølge Forliget omſider paalagde ham, var ſaa overdrevent ſtreng, at Ulf erklærede ſig ude af Stand til at kunne holde den. Saavidt det kan ſees, erklærede nemlig Biſkopen, at det for Ulf gunſtigere Forliig, ſom han havde indgaaet, ſkulde være magtesløſt, fordi han dertil havde været tvungen, men at det derimod ſkulde have ſit Forblivende ved det, der var afſluttet under Erkebiſkopens Megling, hvorved han ſaaledes tilpligtedes at give Hamars Kirke tolv Mkr. Bool i Skades-Erſtatning, medens Biſkopen hertil føjede ſom Pønitens, at han ſkulde perſonligt begive ſig til Paven for af ham at lade ſig abſolvere, og at alt dette ſkulde være gjort inden eet Aars Forløb. Mismodig herover ſkrev Hr. Ulf til Biſkop Haakon, klagede ſin Nød for ham, bad ham at tilſkrive Biſkop Hallvard for at faa denne til at være mere rimelig, og anmodede ham om en i Form af aabent Brev udſtedt Erklæring om, hvad han havde lovet og beſvoret, da han fik Abſolution udenfor Indgangen til Hallvardskirken i Oslo. Biſkopen ſøgte i en Svarſkrivelſe af 20de Decbr. at trøſte ham ſaa godt han kunde, erklærede uforbeholdent at kunne erindre, at han alene ſvoor at overholde Biſkopens Dom i Alt hvad der var ham muligt, og dulgte heller ikke, at han fandt det vel ſtift for Ulf at ſkulle kjøbe Jordegods til Kirken paa ſamme Tid, ſom han i Haſt ſkulde berede ſig til Pilegrimsreiſen og endda ſtande alle dem til Rette, der nu efter hans Hjemkomſt havde lovligt Søgsmaal mod ham. Men han kunde heller ikke paa den anden Side negte, at Biſkop Hallvards Dom i de fleſte Stykker var lovmedholdig, og han bad Ulf indſtændigt ej at unddrage ſig fra at efterkomme, hvad der maatte paalægges ham i Bønnehold, Gudstjeneſte, Faſter, Offere o. ſ. v.; hvad Curien angaar, da havde den aldrig været unaadig mod dem, der anholdt om dens Naade, og herom maatte han raadføre ſig med Kongen, Erkebiſkopen og andre gode Venner. Biſkop Haakon ſkrev dog ogſaa ſamme Dag til ſin Collega paa Hamar, foreholdt ham den overdrevne Haardhed i de anførte Artikler, og bad ham indſtændigt at lempe ſig ſaaledes, ſom det kunde være belejligt for begge Parter, havende Guds egen Barmhjertighed for Øje[8]. Det lader til, at Biſkop Hallvard virkelig har taget ſin Embedsbroders velmeente Raad til Eftertanke og viiſt ſig noget føjeligere mod Ulf, da det allerede før Paaſke 1338 var kommet til endeligt Forliig mellem dem, ſom det nedenfor vil ſees, og Ulf maa ſaaledes idetmindſte have været fritaget for at drage til Avignon. Men imidlertid havde dog Sagen i et Fjerdingsaarstid ſtaaet hen og ſikkert givet Anledning til megen Tale og megen Misſtemning.

Af det tidligere berammede Møde i Nidaroos blev der intet. Allerede i hiint Brev af 17de Januar underrettede Biſkop Haakon ſin Embedsbroder Salomon i Oslo om, at han havde bedet Erkebiſkopen om Tilladelſe til at blive hjemme og i ſit Sted at maatte ſende Fuldmegtige, da han ej følte flg ret vel, muligtviis endog helſt vilde undgaa at have perſonligt med de vanſkelige Sager at beſtille, ſom vilde komme fore[9]. Kongen ſelv ſynes allerede tidligt at have forandret ſin Beſtemmelſe om at komme til Nidaroos, hvis han nogenſinde oprigtigt har haft den, thi endog den 6te Januar kalder Hr. Gregorius Magnusſøn ſig ikke længer Drottſete[10], hvoraf man maa ſlutte, at han havde nedlagt Embedet, og at Kongen følgelig om ikke ſaa lang Tid ventedes til Sverige. Kongens Beſlutning, ej at komme til Nidaroos, men derimod med det førſte at drage til Sverige var rimeligviis almindeligt bekjendt i Løbet af Marts 1338, thi Hr. Erling Vidkunnsſøn, ſom vel ellers vilde have oppebiet Kongen paa Veſtlandet og fra Stovreim eller Giſke begivet ſig til Nidaroos, drog nu i dets Sted med hele ſin Familie til Øſtlandet, hvor han maaſkee allerede var kommen den 10de Marts, da Kongen i Tunsberg tog hans Slægtning Fru Aaſa paa Tunin i ſin Beſkyttelſe og efter hendes Bøn udnævnte ham til hendes Ombudsmand og lovlige Værge[11]; i alle Fald var han om Vaaren og henimod Sommeren i Viken, tildeels endog, ſom det lader, hos Kongen[12]. Det ſynes at maatte have været vigtige Grunde, der beſtemte ham til at gjøre en ſaadan Vinterreiſe med Huſtru og Døttre[13], og man kan derfor neppe antage andet, end at Kongen ſelv har ſendt Bud efter ham for at raadſlaa med ham og vinde ham for ſine Interesſer, hvilket og forſaavidt ſynes at have lykkets ham, ſom Erling ſiden idetmindſte perſonligt afholdt ſig fra umiddelbar Deeltagelſe i de paafølgende Demonſtrationer. Ulf Saxesſøn ſtod fremdeles højt i Kongens Yndeſt. Det lader til, at Kongen alene har ventet paa, at han ganſke ſkulde blive udſonet med Kirken for at give ham flere Beviſer derpaa; idetmindſte gik, efter hvad Biſkop Haakon ſkrev til Bjarne lidt efter Paaſke, det Rygte i Bergen, at Hr. Ulf var bleven udnævnt til Medlem af Rigsraadet i Norge, og at Kongen havde udſeet ham til Høvedsmand paa Akershuus, hvad der umuligt kunde behage de andre misfornøjede Stormænd, hvilke maatte betragte ham ſom en Frafalden, der havde ſveget deres Parti. Biſkop Haakon bad udtrykkeligt Bjarne om at melde ham, hvorvidt dette Rygte ſtemmede med Sandheden. Derimod nævnte han ſom en ſikker Tidende, at Hr. Ulf og mange andre af hans Parti nu var aldeles forligte med Biſkop Hallvard. Denne, der ogſaa ved Paaſketid indfandt ſig hos Kongen, berettede i et Brev til Biſkop Haakon, at Kongen kom til Baagahuus Paaſkedag (12te April), og Dronningen den fjerde Paaſkedag (15de April) udenfra til Skibs; man maa heraf formode, at Dronningen er dragen til Søs umiddelbart fra Oslo, medens Kongen er dragen over Land for at beſørge vigtige Anliggender i Borgeſysſel m. m. Han meldte derhos, at Hr. Ulf ſtrax reed til ham, formodentlig fra Baagahuus til Kongehelle, hvor Biſkopen ſandſynligviis havde ſit Tilhold, og lagde til, „at det ſtod meget ilde til i Sverige og end verre i Skaane“. Dette forklarer os nokſom, hvorfor Kongen nu haſtede til Sverige og i Mangel af det paatænkte Rigsmøde maaſkee kun kaldte enkelte anſeede geiſtlige og verdslige Herrer til ſig, for dog ikke at forlade Landet uden at have holdt nogenſomhelſt Raadſlagning om, hvad der var at gjøre for at berolige Gemytterne[14].

Uheldigviis faar man intet at vide om, hvori hiin mislige Tilſtand i Sverige og Skaane beſtod. Det lader ſig dog gjette. I Sverige trykkedes man af alle de Ulemper, ſom flød af Kongens beſtandige Uformuenhed til at efterkomme de Forpligtelſer, Løsningsſummen for Skaane paalagde ham, og ſom nu end mere forhøjedes ved de nye foreſtaaende Udtællinger til hans Svoger i Mecklenburg. I Skaane var det den megtige Ridder Johan eller Jens Offesſøn, der gjorde Kvalm; han havde paa en Maade ſelvſtændigt og ved Siden af Kongen ſelv deeltaget i Overeenskomſten af 1332 og ifølge den faaet Lindholms Slot i ſin Beſiddelſe, men yppede nu Fejde og Uroligheder, hvad enten han, ſom ſaa mange, ikke havde faaet, hvad der tilkom ham, og ſaaledes vilde tage ſig ſelv til Rette, eller at det kun var den paa de Tider almindelige Selvraadighed, ſom ledede hans Skridt: ſaa meget erfare vi ſenere, at han utilbørligt havde befæſtet Slottet og derfra gjorde Kongen og Andre megen Skade, og at han ſad inde med de tvende nærmeſte Hereder[15]. Omſtændighederne maa have været trængende og Faren ſtor, thi vi ſee, at Kongen faa Dage efter Paaſkehøjtidelighederne gjorde en Skyndereiſe til Skeninge i Øſtergøtland og derfra til Jønkøping i Smaaland, vendte atter tilbage til Baagahuus, hvor han var i de førſte Dage af Juni, drog derfra igjen øſtover, lige til Uppland, hvor han den 22de September var i Uppſala, og endelig ſeenhøſtes ned til Skaane[16]. Det er tydeligt at ſee, at han ikke ret har vidſt, hvad han ſkulde gjøre, at han denne Gang ikke har tordet blive ſaa længe borte fra Norge ſom tidligere, og at han ſaaledes har maattet reiſe frem og tilbage, ſaa møjſommeligt det end var paa de Tider. Hovedhenſigten med denne Omreiſen maa have været at gjøre de ſidſte Anſtrengelſer for at reiſe Penge til Indfrielſen af de ſkaanſke Forpligtelſer, inden han drog ned til Skaane for at ordne Sagerne der. Og hvorledes dette nu end er ſkeet, hvad nye Byrder han end har maattet paatage ſig, ſaa maa det paa en Viis have lykkets ham, idetmindſte ſaaledes, at han ligeover for Grev Johan og ſine andre udenlandſke Creditorer ſtod nogenledes fri. Han kunde nemlig nu indgive en Anſøgning til Paven, hvori han anførte, at den ſtørſte og fornuftigſte Deel af Skaanes Geiſtlighed, Stormænd, Adelsmænd og menige Almue efter Kong Chriſtophers Afreiſe havde hyldet ham ſom deres rette Konge og Herre, og han, af Medlidenhed med deres forſvarsløſe Tilſtand, for at gjengive Provinſen Ro og Lykke og forebygge Krig, havde udbetalt til nogle Tyranner, der holdt de faſte Pladſer beſatte og grueligen undertrykkede baade Lærde og Læge, ſexogtredive tuſinde Mark br. Sølv; og da nu Skaane ligeſom var Porten til og Stængſlet for hans Riger og ſaaledes ej kunde være i fremmede Hænder, uden at derved Krig og utallige andre Ulykker ganſke viſt vilde opſtaa for ham ſelv, hans Underſaatter og hans Efterkommere, var det hans ydmyge Bøn til Paven, at denne af ſin apoſtoliſke Magtfuldkommenhed vilde godkjende og bekræfte hans og Efterfølgeres Ret til herefter at beholde og beſidde ſamme Landſkab, ſamt at det tillige maatte blive erklæret, at hvis det ſkulde lykkes ham ogſaa at erhverve andre danſke Landſkaber og befri dem fra Tyrannernes Hænder, ſkulde han have Paveſtolens udtrykkelige Tilladelſe dertil, ſaamegetmere ſom Danmarks Rige aldrig i noget Stykke havde været Keiſerriget underkaſtet, men derimod alene ſkatſkyldigt til den romerſke Kirke, hvilken Skat han fremdeles var villig til at udrede[17]. Dette ſynes at viſe, at Kong Magnus nu ej alene havde faaet udbetalt de i Overeenskomſten beſtemte 34000 Mk. Sølv, men ogſaa 2000 Mk. Sølv mere i Renter eller Tillægs-Omkoſtninger, at han altſaa var løſt fra alle ſine Forpligtelſer til udenlandſke Creditorer, og at Tiden ſaaledes var kommen, da han kunde anholde om pavelig Bekræftelſe paa den dyrekjøbte Erhvervelſe: en Bekræftelſe, der ej alene ifølge de Tiders Begreber i og for ſig vilde bidrage meget til at ſikkre Beſiddelſen — deraf fulgte naturligviis, at de, der gjorde ham den ſtridig, vilde falde i Kirkens Bann —, men og med Henſyn til den i ſig ſelv ugrundede, men af Paveſtolen opſtillede Paaſtand, ſom han nu ſelv godkjendte, at Danmark var den ſkatſkyldig, maatte anſees ligeſaa nødvendig ſom enhver Lehnsherres Bekræftelſe af de Landſkabs-Overdragelſer, der fandt Sted mellem hans Vaſaller. Med det bedſte Haab, formodentlig, at denne Anſøgning vilde blive ham bevilget, maaſkee og om at erhverve ſtore Beſiddelſer i det endnu kongeløſe Danmark, begav Kong Magnus ſig da ned til Skaane, hvor han tilbragte Julen[18] og maaſkee havde tænkt at forblive, indtil Urolighederne vare ſtandſede og alt bragt i Orden. Men dette var ikke ſaa ſnart gjort, og imidlertid havde Tingenes Stilling i Norge antaget et ſaa truende Udſeende„ at Magnus for det førſte maatte lade de ſkaanſke Anliggender hvile og endnu ſamme Vinter drage nordefter.

  1. Dette ſees bedſt af den Omſtændighed, at Biſkop Haakon i ſine Breve af 3die Novbr. til Folk i Viken udtrykkeligt beder Kongen at hilſe og omtaler ham ſom der nærværende.
  2. Samll. A. 111. Allerede den 28de Oct. 1337 havde han undſkyldt ſig hos Erkebiſkopen for at komme til Nidaroos (ſ. ovf.), men dette gjaldt kun aarlige Beſøg ved Erkeſædet, hvortil Lydbiſkoperne i Regelen var forpligtede.
  3. Samll. V. 114.
  4. See Brev af 13de Decbr. 1337, Dipl. N. II. 226; Finn og Ivar Agmundsſønner paadømme her i Skien en Trætte og Slagsmaalsſag mellem nogle Bønder i Sandehered.
  5. I et Brev til Bjarne af 3die Novbr. melder Biſkop Haakon udtrykkeligt, at hans Fader, Moder og Syſtre befandt ſig vel, hvilket medfører, at de var der paa Stedet; men ſeer og, at Erlings Fuldmagtsbrev, hvorom nedenfor handles, er dateret Bergen d. 7de Novbr. 1337.
  6. Brevene findes i Munkelivsbogen, Fuldmagtsbrevet S. 67, og Salgsbrevet, af 24de Febr. 1338, S. 65.
  7. Samll. V. 112.
  8. Begge Breve ſee Samll. V. 106—109.
  9. Samll. V. S. 111.
  10. Dipl. Sv. 3338.
  11. Dipl. N. II. 227. Hvad dette var for en Fru Aaſa, der ſynes at have været Enke, ſiges ikke; af andre Breve ſynes man at maatte ſlutte, at hun langt ude har været i Slægtſkab med Hr. Erling. Sml. Dipl. N. III. 141 og I. 176, 177. Man ſkulde derfor næſten tro, at det har været Aaſa eller Æſa, Hr. Haakon Thoresſøns Datter, ſom i 1331 blev gift med Thorvald Thorvaldsſøn af Hjaltland (ſ. o. S. 135) og nu maaſkee var Enke.
  12. Man ſeer dette af Biſkop Haakons Breve til Erling og Bjarne af 17de April og 15de Mai, Samll. 116—113. De viſe tydeligt, at Bjarne og hans Fader, Moder og Syſler idetmindſte af Biſkopen antoges at befinde ſig paa eet og ſamme Sted, og da Bjarne fordetmeſte ſynes at have været hos Kongen, er det og at formode, at Erling idetmindſte var i Nærheden.
  13. Da Biſkop Haakon ikke beder at hilſe Erling og Frue i det Brev, ſom han den 5te Marts ſkrev til Bjarne (Samll. V. 114), maa man ſlutte, at disſe da endnu ikke var komne til Øſtlandet. Imidlertid viſer den Omſtændighed, at Erling den 7de Novbr. 1337 gav en anden Mand Fuldmagt til at ſelge ſit hardangerſke Jordegods, at han ſtrax efter maa have forladt Bergen. Han er da formodentlig dragen hjem til Stovreim, har tilbragt Julen der, og er i Februar eller Marts Maaned reiſt øſtover, uden dog at komme ſammen med Bjarne førend ſenere. Han har, ſom det ſynes, ogſaa haft det halv private Erende tilligemed de øvrige Medarvinger af Fehirden Svein Sigurdsſøn at afſlutte dennes Regnſkab med Kongen, ſiden vi finde, at Kongen d. 2den Juni gav Hr. Paal Eriksſøn Gaarden Hvaal i Valdres, hvilken Sveins Arvinger havde afſtaaet til Liqvidation i hvad Kongen ifølge Regnſkabet havde til Gode. Dipl. N. II. 229.
  14. Om alt dette ſee Biſkop Haakons Brev til Bjarne af 17de April og til Erling ſamt Bjarne af 15de Mai, l. c.
  15. Dette fremgaar af Jens Offesſøns Dagthingning, ſom nedenfor vil blive omtalt.
  16. At Kongen var i Skeninge d. 25de April ſees af Dipl. Sv. 3350, thi dette er et Gavebrev, ſom ej kan være udſtedt i hans Navn. Men naar han, ſom man ſeer af det ovenanførte Brev, endnu den 15de var paa Baagahuus, maa han kun faa Dage efter have reiſt øſtover, iſær da det endog ſynes, ſom om han havde været længere øſtligt, da han den 29de April var i Jønkøping (Dipl. Sv. 3351), og ſaaledes allerede i Skeninge maa formodes at have været paa en Reiſe fra Oſt mod Veſt, altſaa en Tilbagereiſe enten fra Stockholm eller Uppſala. At han den 2den Juni, tredie Pintſedag, var paa Baagahuus, ſees af det nys anførte Brev, hvorved Kongen ſkjenkede Hr. Paal Eriksſøn Gaarden Hvaal i Hvams Kirkeſogn i Valdres. Der findes to Breve udſtedte af Kongen i Uppſala den 22de Sept., begge af det Slags, at de ej kunne være udſtedte i hans Navn, Dipl. Sv. 3384, 3385; og i Skaane finde vi Kongen d. 15de Novbr., da han denne Dag i Helſingborg fritog de fremmede Kjøbmænd fra at erlægge Told i de længere inde i Landet liggende Stæder af de Varer, ſom de landvejs dertil indførte, Dipl. Sv. 3398.
  17. Om denne Anſøgning og Pavens Reſolution derpaa, ſee nedenfor. Hvad ellers denne foregivne Skatſkyldighed af Danmark under Paveſtolen angaar, da var det dermed intet Videre bevendt; den beſtod alene i den ſedvanlige Rumaſkat, og paa den Maade kunde man og ſige, at Norge og Sverige vare ſkatſkyldige. Ja det blev ogſaa virkelig ſagt, thi i den ſaakaldte liber censualis sedis apostolicæ, ſom Cardinalen Cencius, pavelig Kæmereer (ſiden ophøjet til Pave under Navnet Honorius III.), udarbeidede i Slutningen af det 12te Aarhundrede, er der et Afſnit, der gaar ud paa at viſe, hvorledes alle Europas Riger vare Paveſtolen ſkatſkyldige, og her heder det udtrykkeligt: „Omnes et singulæ domus totius regni Norvegiæ solvere debent pro censu ecclesiæ Romanæ singulos denarios monetæ curribilis in eodem regno“; det ſamme gjentages Ord til andet for Sveriges Vedkommende, medens der for Danmarks anføres et Uddrag af et Brev fra Pave Paſchalis II. dateret 8de Mai 1110, hvori han kun indſkærper Erkebiſkopen af Lund og de øvrige Biſkoper at ſørge for Rumaſkattens eller Peterspeningens rigtige Indbetaling, og forebygge yderligere Beſvigelſe i dette Stykke. Men paa et andet Sted heder det: „Item Regnum Danorurn est de proprietate sacrosanctæ Romanæ eeclesiæ et tributarium eiusdem, ut patet ex registro domini Atexandri papæ (11di), ubi sic legitur: Alexander episcopus s. s. dei dilecto filio Sueni (no) regi Danorum Salutem etc. … Quapropter prudentiam tuam admonemus ut censum regni tui, quem antecessores tui sanctæ apostolicæ ecclesiæ persolvere soliti sunt, nobis et successoribus nostris transmittere studeas, ita tamen ut non sicut oblatio super altari ponatur, sed, ut supra diximus, tam nobis quam successoribus nostris ut certius approbetur presentialiter offeratur“. Her er det aabenbart ogſaa kun Peterspeningen, ſom der ſigtes til, men ved at løsrive Stedet af ſin Forbindelſe har man (maaſkee Cencius ſelv) faaet det til at ſee ud, ſom om et virkeligt Skatſkyldighedsforhold herſkede, og det har man enten i Tidens Løb troet, eller Kong Magnus og hans Raadgivere have ladet, ſom de troede det, og benyttet ſig deraf.
  18. At han tilbragte Julen her maa ſluttes af hans Frihedsbrev for Borgerne i Vee, dat. 26de Decbr. 1338; thi uagtet dette Brev mangler Angivelſe af Dateringsſted, ſeer man dog, at det maa være givet under Kongens Ophold i Skaane, da han maaſkee har modtaget en Deputation fra Byen, der laa i Nærheden af den nuværende Chriſtiansſtad.