Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/28

< Det norske Folks Historie | 7

Kongens hurtige Afreise fra Landet i April Maaned, uden at de vigtige politiske Spørgsmaal endnu vare afgjorte, synes at have vakt megen Forbittrelse. Denne Gang var det Hr. Ivar Agmundssøn, der især stillede sig i Spidsen for de Misfornøjede og udviklede ligesaa megen Iver i Oppositionens, som forrige Gang i Kongemagtens Tjeneste. Heri ligger dog ikke noget bestemt Frafald eller nogen Mangel paa Loyalitet, thi om han end personligt var Kongen nok saa hengiven, maatte det dog være ham og enhver Fedrelandsven klart, at paa denne Maade kunde den norske Regjering ej længer føres, naar ikke Forvirringen skulde blive uopløselig; desuden var Kongen forrige Gang endnu næsten en Dreng, og ugift; nu havde han en Hustru, hvis Indflydelse, der i alle Fald med Hensyn til Rigernes Financer ej synes at have været den bedste, maatte modarbeides. Hr. Ivar Agmundssøn begav sig strax til Hr. Erling, der endnu opholdt sig paa Østlandet, og forblev hos ham i nogle Dage, ganske vist for at aftale Forholdsregler. Erling modtog ham paa det venligste, men synes fremdeles at have vægret sig ved personlig at tage Deel i hvad man havde fore, derimod sluttede hans Søn Bjarne sig til de Misfornøjede, skjønt dog, som det synes, mest for at varetage Kongens Tarv og anvende sin Indflydelse hos denne til Sagens Ordning paa bedste og fredeligste Maade. Det kan heller ikke slaa fejl, at Ivar har raadslaaet med Hafthorssønnerne, der begge deeltog i disse Bevægelser, fornemmelig Sigurd, der altid nævnes ved Siden af Ivar som Partiets anden Leder, og maaskee endog har været dets egentlige Hoved. Derpaa drog Ivar til Bergen, hvor han ankom den 14de Mai, neppe uden at han og havde været inde paa Hestbø hos sin Broder Finn[1]. Hans Hensigt var vistnok at raadslaa med Biskop Haakon og flere af de verdslige Stormænd paa disse Kanter. Nogen Tid efter indtraf ogsaa Hr. Erling med hele sin Familie, hvoriblandt, som det synes, den unge Bjarne, og det er nu at formode, at Biskopen, han og hans Søn samt Hr. Ivar have haft alvorlige og langvarige Raadslagninger om, hvad Bjarne skulde gjøre, thi Erling forblev i Bergen idetmindste til henimod Midten af September. Men Enden blev dog, at de lod Bjarne sejle østover for at indfinde sig til et Møde, som de Misfornøjede synes at have berammet i Tunsberg, medens Erling drog nordefter, enten til Stovreim eller Giske, og forblev her indtil Videre, maaskee for at holde sig saa langt afsides som muligt[2]. Da Bjarne paa Vejen østover kom til Tromøsund den 24de August, traf han Hr. Ivar, som saaledes fremdeles sees at have været ivrig paa Ferde, hvad enten han nu ogsaa kom tilbage fra sin Vester-Reise, eller, hvad det var rimeligere, var dragen Bjarne imøde, efter allerede tidligere at være kommen hjem til Skien eller Tunsberg. Nu gik Reisen til sidstnævnte Sted, hvor Bjarne ankom den 29de, og hvor ogsaa Sigurd Hafthorssøn, Stig Haakonssøn og flere andre gode Mænd indtraf, saa at altsaa, som nys nævnt, et Møde her tidligere synes at maatte have været aftalt[3]. Imidlertid havde neppe heller Sigurd Hafthorssøn paa sin Kant været.ledig, thi vi finde ham under de paafølgende Forhandlinger i Besiddelse af Akershuus, hvilket han endnu ved Paasketider ikke havde, siden der da kunde være Tale om, at Kongen vilde overdrage det til Ulf Saxessøn; han maa altsaa i Mellemtiden paa en eller anden Maade have vidst at tilegne sig det enten med List eller Magt for at have et fast Punkt at støtte sig til, ligesom forrige Gang, da han tvang Biskop Hallvard til at overlade ham sit Slot paa Oplandene[4]. Dog kan man ikke see, om denne Besiddelsestagelse af Akershuus skete før eller efter Sammenkomsten i Tunsberg. Maaskee den først skete senere, men saa meget er vist, at allerede denne Sammenkomst og de Skridt, den havde til Følge, højligt mishagede Kongen. De besluttede nemlig at sende Bjarne saavelsom en Gunnar Hviit paa alle de forsamlede Herrers Vegne til Kongen, der da endnu maaskee opholdt sig paa Baagahuus, eller Lindholmen, men Kongen lod, som man sagde, Gunnar sette fast, og han blev i nogen Tid holdt fangen, indtil det endelig lykkedes Bjarne at faa ham fri[5]. Denne Maade at optage Sagen paa fra Kongens Side kan ikke andet end have forøget Misstemningen hos de forbundne Herrer. Endog Biskop Haakon med al sin Hengivenhed for Kongen kunde ikke ligefrem misbillige deres Ferd. I et Brev til Bjarne Erlingssøn, som han skrev den 3die December 1338, raadede han ham kun til Forsigtighed. „Vi erfarede“, skrev han, „af Eders sidste Brev, at der er Eet og Andet, som ikke synes Eder at gaa efter Ønske. Men for Gud, der kan gjøre det Bedste af det Verste, er det dog en let Sag at lade det vende sig til det Gode, hvilket han lade os saa snart som muligt erfare. Vi saa gjerne, at I som bedst sørgede for Eders og Eders Venners Ære, faa at I næst Gud henvendte størst Kjærlighed til Eder selv og Eders Heder, ideligen havende for Øje den berømmelige Slægt, hvoraf I stammer, og hvorledes I efter bedste Evne kan ære og pryde den, saa at det bliver Gud selv og alle Eders Venner, som derefter stunde, til Heder. Heller ikke tvivle vi om, at I jo med Guds Naade vil saa gjøre, og vi anbefale Eder idelig at have i Tankerne det Vers, I saa længe har kunnet: „quidquid agas, prudenter agas, et respice finem!“ (Alt hvad du gjør, det gjøre du klogt, og hav Enden for Øje!)[6]. Det er tydeligt at see, at Biskopen har skrevet dette Brev med et bekymret Sind. Under disse Omstændigheder kunde der ikke være Tale om at holde noget Concilium i Nidaroos, som Erkebiskopen først havde tænkt paa, idet han den 28de April, da det maatte være ham klart, at der ej vilde blive noget af Høvdingemødet, sammenkaldte Biskoperne til Laurentiidag den 10de August[7]. Men allerede den 25de Mai søgte Biskop Haakon om Fritagelse, paa Grund af den Sygdom, hvoraf han nu faa længe havde været plaget[8]; lignende Andragender ere vist ogsaa indkomne fra flere af de andre Biskoper, og Enden blev, at Erkebiskopen i den allersidste Tid, som Biskop Haakon udtrykte sig „paa Grund af tilfeldige, der snarere kunde kaldes uheldige Omstændigheder“, tilbagekaldte den hele Indkaldelse[9]. Saaledes stod nu Sagerne uafgjorte hen lige til Aarets Udgang. Kongen var, som det allerede er nævnt, ved Midten af November Maaned i Skaane, og synes heller ikke der at have faaet bragt Alt, hvad han ønskede, paa det Rene. Det var maaskee for en stor Deel af Lede til alle disse Ubehageligheder, at den gamle, anseede Hr. Paal Erikssøn, forhen Merkesmand, og som nylig havde faaet et ikke ringe Beviis paa Kongens Yndest og Gavmildhed, tænkte paa at lade sig indklæde blandt Brødrene i Predikeklostret i Oslo, og hans Hustrue at lade sig optage i Nonneklostret sammesteds[10]. I Begyndelsen af det følgende Aar (1339) maa Kongen have indseet, at det ej nyttede ham at trodse, men at han maatte prøve mindelige Underhandlinger. Sigurd Hafthorssøn havde Akershuus, Ivar Agmundssøn sandsynligviis Tunsbergshuus, og endda lader det efter Indholdet af det Dagthingningsbrev, som nedenfor omtales, til at de eller deres Tilhængere ogsaa havde begyndt at opføre andre Befæstninger[11]. De synes ligeledes at have lagt Beslag paa Kongens Indtægter. Der var altsaa vigtige Grunde nok, som maatte kalde Kongen tilbage fra Skaane, og i Februar 1339 finde vi ham saaledes i Skara, omringet af sit svenske Raad, og underhandlende med flere forbundne Herrer, som formodentlig havde samlet sig i Kongehelle, men hvilke dog ikke kunne have været alle de, der umiddelbart eller middelbart deeltog i Forbundet, eftersom der foruden Hr. Ivar og Sigurd alene omtales tre, og disse endog temmelig obscure, da de to af dem, Peter Olafssøn og Alf Peterssøn slet ikke, og den tredie, Arne Andressøn, kun en eneste Gang findes nævnte i andre Breve[12]. De maa dog af en eller anden Grund have været anerkjendte som Partiets Ledere ved Siden af Ivar og Sigurd, ligesom man af Forhandlingerne selv seer, at de var højbyrdige Mænd. Hvorledes Underhandlingerne indlededes, vides ikke. Det er ej usandsynligt, at en eller flere af de svenske Herrer kunne have optraadt som Meglere, og man kan ansee det for ganske vist, at disse i Forening med Kongen havde beseglet det i den Anledning nødvendige Sikkerheds- og Lejde-Brev. Hvad vi med Vished vide er, at Sigurd Hafthorssøn paa de øvrige fire Herrers Vegne og i deres Navn indfandt sig hos Kongen i Skara for at underhandle, og at der den 13de Februar blev taget en Dag, som det heed, det vil sige, berammet endeligt Forliigsmøde, til førstkommende 15de August paa Baagahuus Slot. Det herom af Kongen udferdigede Brev, dateret Skara, 13de Februar, indeholder følgende Hovedpunkter[13]:

1. Kongen lover for sig, og Sigurd for Hr. Ivar og deres øvrige ovennævnte Forbundne, redeligt og oprigtigt, at der gjensidigt skal være Fred og Stilstand mellem dem, og fast Sikkerhed ubrødeligt overholdes, indtil førstkommende Mariemesse sidare (8de Sept.)

2. Paa førstkommende Mariemesse fyrre (15de August) skal Kongen komme til Baagahuus, og Hr. Ivar samt Sigurd til Kongehelle, for at dagthinge om og gjøre Ende paa de mellem begge Parter opstaaede Uvenskaber og Tvistigheder, hvorhos Kongen paa sin Side og Sigurd paa sin Side, hver efter Evne, skulle bevirke, at Alle og Enhver af deres Raadgivere og andre mere fremragende blandt Norges Mænd, geistlige og verdslige, skal der indfinde sig for at tage Deel i Dagthingningen.

3. Sigurd lover, at hverken han selv eller Hr. Ivar herefter skal opbygge eller opreise noget Slot, nogen Borg, Skandse eller Befestning inden Riget, eller paa nogen Maade bemegtige sig andre kongelige Indtægter i samme.

4. Sigurd lover ærligt og oprigtigt, at han, inden han og Kongen til den Tid skilles ad, skal uden nogen Vanskelighed eller Forhindring frit tilbagegive i Kongens Hænder Akershuus Slot, som han hidtil har haft og endnu har i sin Vold, saaledes at han inden fjorten Dage fra samme Dagthingnings Afslutning overgiver samme Slot til en indfød norsk Mand, som Kongen og hans Raadgivere eller Fleerheden deraf finder dertil passende, med Undtagelse alene af Herrerne Finn og Ivar Agmundssønner og Sigurd selv.

5. Sigurd lover, at hverken ved ham eller nogensomhelst anden, der kunde ønske at gjøre eller undlade noget til Fordeel for dem selv eller en af dem, skal der med Hensyn til samme Slot inden en Maaned efter Overgivelsen begaaes nogen Svig eller Vold.

6. Forløfte for, at disse Punkter fra Kongens Side ubrødeligt skulle overholdes, give følgende ti Medlemmer af hans svenske Raad, nemlig Knut Jonssøn, Lagmand i Østergøtland, Knut Magnussøn, Lagmand i Vestergøtland, Gøtstav Tunessøn, Lagmand i Vermeland, Ulf Gudmarssøn, Lagmand i Nærike, Nikolas Arnbjørnssøn, Knut Folkessøn, Karl Neskonungssøn. De besegle derhos Brevet med ham. De samme Herrer udstedte og i Forening med Kongen samme Dag et Lejdebrev[14] for Ivar og Sigurd, hver med tredive Mænd i sit Følge, der tilsagde dem lige indtil Michelsdag fuldkommen Sikkerhed til, saa ofte, naar og hvor de vilde, at indfinde sig hos Kongen, underhandle og dagthinge med ham, og frit begive sig bort.

Vi see her, at Kongen og de forbundne Herrer underhandle med hinanden ganske som de vare sideordnede, ikke som en Konge maatte tænkes at forhandle med Undersaatter: et Tegn paa, at han har følt sig meget afmægtig og tildeels ydmyget. Strax efter dette Stilstandsmøde lod saavel han, som Herrerne ifølge Dagthingningens Artikel 2, Anmodning udgaa til de øvrige anseede Mænd i Norge om at indfinde sig til de bestemte Underhandlinger i Baagahuus. Allerede den 15de Marts fik Biskop Haakon i Bergen Brev derom baade fra Kongen og Hr. Ivar. Kongen skrev, at han havde gjort dette til Almuens Nytte og Gavn; han haabede derfor, at Biskopen ikke vilde unddrage sig fra at møde, men uden nogen Hinder indfinde sig, saa sandt han vilde gjøre noget for hans og Rigets Skyld. Ogsaa Hr. Ivar bad og raadede ham, at han endelig maatte komme[15]. Det faldt af sig selv, at ogsaa Erkebiskopen indkaldtes, samt formodentlig ogsaa de øvrige Biskoper, saavelsom Hr. Erling og andre[16]. Bjarne Erlingssøn drog allerede den 5te Marts til Kongen, der paa denne Tid maaskee var i Stockholm, i alle Fald i Sverige[17]; Bjarnes Hensigt var sikkert at benytte sin Indflydelse til at styrke Kongen i hans gode og fredelige Hensigter og hindre ham fra at begaa Uforsigtigheder. Ogsaa han bad Biskop Haakon i sine Breve paa det indstændigste om at komme. Biskopen svarede ham i et Brev af 11te April, „at han gjerne vilde være der, hvor han kunde stifte nogen Nytte, Bjarne til Behag og Norges Rige til Heder og Ære, hvorom han nærmere skulde give mundtlig Besked, naar de fandt hinanden“[18]. Dette Svar var egentlig noget undvigende, og det lader til, hvad ogsaa det, som senere skete, bekræfter, at Biskopen ikke har ventet sig saa særdeles store Resultater af Underhandlingerne, og derfor helst ikke vilde have noget med dem at gjøre, medens han dog for det første ikke vilde give noget bestemt Afslag, især da det er umiskjendeligt, at man netop har ventet sig meget af Biskop Haakons Nærværelse paa det forestaaende Møde, da han stod sig saa særdeles godt baade med Kongen og med de fornemste misfornøjede Herrer.

Men imidlertid, og som det synes kort efter Mødet i Skara, var der i Kongens egen Familie indtruffet en glædelig Begivenhed, som vel kunde være skikket til at styrke hans Mod og oprejse hans Haab, medens den derimod maatte være et Tordenslag for Hafthorssønnerne. Dronning Blanche, med hvem han nu allerede havde været gift i over tre Aar uden at have haft Børn, fødte nemlig en Søn, der i Daaben fik Navnet Erik efter Kongens Fader. Dette synes at være skeet i Løbet af Marts Maaned, saaledes at Bjarne, som just da var hos Kongen, kunde underrette Biskop Haakon derom i et Brev, hvilket denne modtog den 2den April: det samme Brev, hvori han meldte sin Reise til Kongen og anmodede Biskopen om at komme til Mødet[19]. Nu var altsaa Tronfølgen sikkret i Kong Magnus’s egen Linje, og der var saaledes nu endnu mindre Udsigt til, at Agnes Haakonsdatters Linje skulde kunne komme paa Tronen, end hidtil: en Omstændighed, der, hvor smaa end Hafthorssønnernes Udsigter dertil ogsaa forhen kunne have været, især efter Euphemia Eriksdatters Giftermaal med Albrecht af Mecklenburg, dog neppe kan have undladt at smerte en saa ærgjerrig Mand, som Sigurd Hafthorssøn aabenbart maa have været[20]. Hvorom alting er, maa man antage, at denne Begivenhed har givet Anledning til mange nye Forhandlinger, baade i Norge og Sverige, og for en Deel vel endog have afdraget Kongens Opmerksomhed fra de vigtigere Anliggender. Det er ikke usandsynligt, at Forventningen om en Arving ogsaa kan have været en væsentlig Bevæggrund hos Magnus til at søge pavelig Bekræftelse paa sin og sine Efterkommeres bestandige Ret til Skaane. Men i dette Stykke skulde han lide en Skuffelse. Den forsigtige Pave Benedict svarede ham under 23de Januar, at saa højt han end satte Kongen og hans Arvinger i sin apostoliske Yndest formedelst hans udmerkede Hengivenhed for Kirken og de fortjenstfulde Beviser, han havde givet derpaa, saa fordrede dog baade Retfærdighed og gammel Vedtegt ved den pavelige Curie, at man ej kunde skride til nogen Bekræftelse af Besiddelsesret til verdsligt Gods uden først at have undersøgt Forholdene og efter Indkaldelse og Forhøring af alle rette Vedkommende erfaret Sandheden: han fandt saaledes, at han hverken kunde eller burde meddele den attraaede Bekræftelse, medens han derimod var villig til, i alt andet, hvad der var Kongen kjært og nyttigt, at kunne gjøre ham til Behag. Imidlertid advarede han ham, hvorvel han haabede det var overflødigt, fra alt Forbund med dem, der var Kirken imod, og deres Tilhængere[21]. Dette Svar maa være kommet Magnus til Hænde omtrent paa den Tid, da hans Søn blev fød til Verden.

Forholdene i Skaane kaldte Kong Magnus atter derned. Vi finde ham der allerede den 1ste Mai, saa at han maa være reist fra Stockholm til Skaane næsten uden at standse undervejs. Hvad han udrettede dernede, vides ikke; det maa især have været Foranstaltninger til Jens Offessøns Betvingelse, der beskjeftigede ham. Men han udstedte under sit Ophold her, i Helsingborg (9de Mai), et Beskyttelsesbrev for alle sin Moders, Hertuginde Ingeborgs, Ejendomme inden Bergens Fehirdsle, med Gaarde, Møller, Fiskevand, Skove, Udmarker, Selver og Udver, samt alt andet i løst og fast, idet han derhos bød alle dem, der skyldte hende noget, at have betalt dette inden en Maaned fra Brevets Forkyndelse, alt under Brevebruds Straf for den, der handlede herimod[22]. Man maa heraf formode, at ogsaa Hertugindens Gods og Indtægter under de sidste Uroligheder have været i Fare, især da vi erfare, at hun ud paa Aaret selv tænkte paa at drage til Norge, ja endog lige til Throndhjem[23], vistnok hovedsageligt for at have noget Tilsyn med sine Ejendomme, om hun endog, hvad der ej er usandsynligt, har foregivet at ville gjøre en Pilegrimsreise, og at hun med Hensyn hertil har ladet sin Søn meddele sig hiint Brev. Men ogsaa dette Brev er beseglet i Kongens egen Nærværelse og skrevet af Hallvard Agmundssøn, saa at vi altsaa erfare, at Dagthingningen i Skara endnu ikke har gjort nogen Forandring i den Mislighed, at Kongen førte Rigsseglet med sig udenlands. Kongen forblev rimeligviis i Skaane lige til henimod den Tid, da han skulde samles med Herrerne paa Baagahuus. Han synes at have iagttaget Tiden ordentligt, idetmindste finde vi ham den 23de August, kun 8Dage efter den bestemte Dag, paa Baagahuus[24]. Dog maa Samlingstiden i Løbet af Sommeren have været udsat, thi Biskop Haakon forlod ikke Bergen førend den 16de August[25], Dagen efter den, da man efter den første Bestemmelse allerede skulde have været paa Forsamlingsstedet, og yttrede dog i et Brev til Kongen, som han senere skrev under Reisen, at det var efter Kongens Befaling. Der siges ogsaa udtrykkeligt i de islandske Annaler, at „Thingstevne berammedes i Baagahuus fra Mariemesse sidare (8de September) til Michelsmesse“[26]. Erkebiskopen, der allerede tidligere paa Sommeren var kommen til Bergen[27] og her havde indviet en ny Biskop til Skaalholt (hvorom sidenefter), synes ogsaa at have forladt Bergen omtrent paa samme Tid som Biskop Haakon.

Men intet Møde blev holdt. Den 8de Sept., samme Dag, da Herrerne skulde være kommen sammen, befandt Kong Magnus sig i Helsingborg[28]. Vistnok lader det til, at hans Nærværelse var temmelig nødvendig i Skaane, og der siges endog udtrykkeligt, at han drog med Leding til Danmark[29]; men ikke desto mindre synes han dog heel uforsvarligt og letsindigt at have draget afsted uden at give de Herrer, der imidlertid var undervejs, betimeligt Varsel derom, saa at de kunde spare sig den overflødige Reise. Thi Erkebiskopen og Biskop Haakon ankom den 24de August, efterat have haft Modvind og haarde Storme at kæmpe med, til Udhavne syd paa Agder, Erkebiskopen nemlig til Seløerne strax vestenfor Lindesnes og Biskopen til Ulvøsund ved Indløbet til Kvaasefjorden. Her blev de liggende i nogle Dage vejrfaste; imidlertid maa de vel allerede have tænkt lig Muligheden af, at nye Bestemmelser kunde være trufne, thi efterat have modtaget Brev fra Erkebiskopen den 28de August sendte Biskop Haakon endnu samme Dag Bud og Brev, formodentlig over Land, til Hr. Erling, der rimeligviis opholdt sig i Tunsberg, for af ham at faa vide, hvad han havde hørt østenfra, og om de skulde søge ind til Tunsberg, faa snart de kunde komme videre, eller sejle udenom, det vil sige lige til Elven[30]. Han synes altsaa at have tænkt sig Muligheden af at faa Svar fra Erling, inden de drog videre, eller og har han bestemt en Havn længer østerpaa, hvor Budet skulde møde ham. Hvorledes nu end dette forholder sig, saa maa han faa Dage efter have faaet Bud fra Erling om, at det bestemte Møde ej vilde finde Sted, og at det ikke var Umagen verd for ham at drage til Elven, thi allerede den 21de September kom han til Bergen og maa saaledes have vendt om i de første Dage af denne Maaned. Undervejs skrev han den 9de September, fra Laagøerne, et Brev til Kongen, hvori han udtrykkeligt gjorde denne opmerksom paa, at han trods sin svagelige Helbred havde efterfulgt hans Befaling og begivet sig paa Reisen: han var vel for høflig til at gjøre Kongen nogen Bebrejdelse, ja nævnte ikke engang noget om, hvad der havde bevæget ham til at gjøre Vendereise, idet han vel forudsatte dette som bekjendt; men Sagen selv maatte vel indeholde en Bebrejdelse nok[31]. Erling havde, som man af senere Breve erfarer, bedet ham om, siden han nu engang var kommen saa langt, at sejle ind til Tunsberg for der at samles med ham og andre Herrer, men deels Upasselighed, deels Frygt for at blive overrasket af Vinterstormene, deels vel ogsaa Utilbøjelighed til at tage aabenbart Deel i de misfornøjede Stormænds Raadslagninger bestemte Haakon til ej at efterkomme Anmodningen. Formodentlig havde ogsaa Erkebiskopen faaet en lignende Anmodning, men man kan ikke see, om han har fundet sig foranlediget til at efterkomme den. Muligt, at han har opsøgt Kongen, men om saa er, maa han dog snart have forladt ham, thi saavidt man kan see, opholdt han sig om Vintren i Bergen[32]. Derimod er det vist, at en af hans fornemste Chorsbrødre, Arne Einarssøn, der siden blev hans Efterfølger, en fortrolig Ven af Biskop Haakon, i denne Tid havde været hos Kongen i vigtige Forretninger; formodentlig var han hos ham allerede under hans sidste Ophold paa Baagahuus, thi det Brev, hvoraf vi erfare, at Kongen var her den 23de August, er netop et nyt Beskyttelsesbrev for Nidaroos Kirkes Chorsbrødre: det er altsaa sandsynligt, at det var Arne, der paa sine Collegers Vegne udvirkede det. Efter hans Hjemkomst tilskrev Biskop Haakon ham og bad ham paa det indstændigste om at fortælle, hvorledes han havde det hos Kongen, og hvorledes han skiltes fra ham, „thi her fortælles mangt og meget, som man ikke kan feste Tro til“[33].

Til Kongens Undskyldning kan det maaskee siges, at de Omstændigheder, der krævede hans personlige Nærværelse i Skaane, var uforudseede og forbød enhver Opsettelse, thi det lader virkelig til, at han havde stort Hastverk, saasom han endnu den 6te September var enten i Ljodhuus eller paa Lindholmen[34], og allerede den 8de i Helsingborg. Her fik han dog denne Gang udrettet noget klekkeligt, thi Jens Offessøn maatte omsider falde til Fode. Formodentlig har Magnus bragt en saa stor Styrke med, at hiin Ridder, hvor mægtig han end var, mistvivlede om at kunne holde ham Stangen; i alle Fald see vi, at Magnus ledsagedes af mange mægtige svenske Herrer. Da Kongen den Sorø September holdt Retterthing paa Helsingborg Slot, fremstillede Jens Offessøn sig for ham, erkjendte sig, efterat flere Klagemaal over ham vare fremsatte, at have forbrudt sig i adskillige Stykker mod Kongen og hans Undersaatter, og bad om hans Tilgivelse og Naade; ogsaa hans Frænder og Venner lagde godt Ord ind for ham, og saaledes blev det da dertil, at han Dagen efter indgik en Dagthingning, hvorved han forbandt sig til allerede førstkommende 5te October at overgive sit Taarn paa Lindholm til Kongen, eller paa dennes Vegne til Hr. Johan Hasenberg, som i Kongens Navn havde frie Hænder til at ødelegge og rasere først Udenverkerne, siden selve Taarnet. Endvidere skulde han strax afstaa de to Hereder, han havde i Besiddelse, til Kongen, og den 7de October fremstille sig for Kongen, naar denne holdt Retterthing i Malmø, for der at underkaste sig Kongens Dom med Hensyn til alt, hvad han havde forbrudt sig mod ham eller hans Undersaatter o. s. v. I Norge fulgte man alle disse Begivenheder med spendt Opmerksoinhed. Erling Vidkunnssøn sendte Biskop Haakon en Afskrift af Dagthingningen, med Anmodning om, at han strax vilde sende den videre til Erkebiskopen, og Haakon, som rigtignok ikke fik den førend den 3die Februar, (den havde nemlig, som det synes, først gjort Omvejen om Giske eller Stovreim, efterkom hans Anmodning, idet han allerede Dagen efter sendte den til Erkebiskopen, der da befandt sig i Bergen. Her gik paa den Tid det Rygte, at det var Sigvid Ribbing, en Frænde af Knut Porse og Befalingsmand over Søndrehalland i dennes Sønners, Kong Magnus’s Halvbrødres, Mindreaarighed, som egentlig havde dagthinget paa Jens Offessøns Vegne og faaet ham til at underkaste sig[35]. Kong Magnus blev temmelig længe i Skaane, og søgte nu vel at bringe alle de Anliggender i Orden, som Feider hidtil havde hindret ham fra at befatte sig med. Imidlertid see vi, at han ogsaa har maattet underhandle med sin Syster Euphemia og nogle mecklenburgske Sendebud, der var komne over til Skaane, om Medgiften, som det lader til, at Albrecht nu ej længer har villet give Henstand med, og som derfor paa en eller anden Maade maatte skaffes til Veje. Den 18de November indgik han i Helsingborg en Forpligtelse, hvorved han lovede førstkommende Jakobsmesse (25de Juli 1340) at betale Fyrst Albrecht eller dennes Fuldmægtig i Skanør 2000 Mk., uden Hinder eller Udflugter, eller i manglende Fald erstatte hvad Tab Fyrsten derved kunde lide, samt pantsatte for det øvrige Markedspladserne ved Skanør og Falsterbod med alle der faldende Indtægter, og fik syv svenske Herrer til at medbesegle Brevet som Forlovere, udtrykkeligt bekræftende den tidligere Overeenskomst paa Lindholmen[36]. Der tales i de islandske Annaler om Festligheder, Dystriden o. s. v., der paa denne Tid skulde have fundet Sted, og navnlig om at en Hr. Bjarne, hvorved der upaatvivlelig menes Bjarne Erlingssøn, skjønt han da endnu ikke var bleven Ridder, skal have udmerket sig i Dystrenden, men der er al Sandsynlighed for, at Annalerne her har henført Begivenheder, der forefaldt ved Kongens Tog til Danmark 1343 (hvorom nedenfor), til 1339[37]; thi saavidt man af Biskop Haakons Breve kan see, var ikke engang Bjarne hos Kongen den hele Tid under dennes Ophold i Danmark, ja stod maaskee endog paa en noget spendt Fod med ham. Af Hertugindens paatænkte Reise til Norge synes der ej at være blevet noget, thi var hun reist, vilde hun vel have tilbragt Vintren i Norge, men af et Brev, hun udstedte den 26de Januar, synes det at fremgaa, at hun da var i Danmark[38].

  1. ↑ At Ivar kom til Bergen d. 14de Mai siges udtrykkeligt i Biskop Haakons Brev til Erling af 15de Mai (Samll. V. 118); „Hr. Ivar“, heder det her, „sagde os, hvor længe og med hvor megen Glæde han var hos Eder“; altsaa fremgaar det heraf tydeligt, at Ivar, førend han kom til Bergen, havde været i et længere Besøg hos Erling, medens denne endnu opholdt sig øster.
  2. ↑ Af Biskop Haakons Brev til Erling, formodentlig af sidste November (Samll. V. 132) sees det, at Erling i November og maaskee allerede October var „nordpaa“, altsaa vel paa Giske eller Stovreim, og at Brevet derfor var meget længe undervejs. Ligeledes sees det, saavel af dette Brev, som Bjarnes af 3die Decbr. (Samll. V. 133), at Bjarne havde været i Bergen og der taget Afsked med Biskopen, hvilket ifølge et tidligere Brev fra denne til Bjarne maa have fundet Sted noget før den 24de August (Samll. V. 129). Nu seer man af Dipl. Norv. I. 253, at Erling saavelsom hans Hustru, Fru Elin, endnu den 11te Septbr. var i Bergen, medens Biskopens Brev af 15de Mai viser, at han allerede da snart ventedes did. Altsaa have formodentlig Erling, Fru Elin og Bjarne opholdt sig i Bergen hele Juni og Juli Maaned.
  3. ↑ See Biskop Haakons Brev til Erling, Samll. V. 129.
  4. ↑ At Sigurd havde faaet Akershuus Slot i sin Magt sees af Dagthingningen i Skara, der strax nedenfor vil blive omtalt. Det er forhen omtalt, at Annalerne henføre Biskoperne Salomons og Hallvards Paagribelse af Ivar, Sigurd og Ulf til denne senere Urolighedstid, eller rettere til 1339, men det er ligeledes viist, hvorledes denne Begivenhed tilhører 1333.
  5. ↑ Alt dette fremgaar ligeledes af det nysomtalte Brev fra Biskop Haakon til Erling, Samll. V. 129.
  6. ↑ Samll. V. 133.
  7. ↑ Indkaldelsesbrevet findes i Bartholiniana E. 418, jfr. Biskop Haakons Brev af 15de Mai, Smll. V. 1338.
  8. ↑ Samll. V. 119.
  9. ↑ Endnu den 28de Juli sendte Biskop Haakon Befuldmægtigede, Dipl. N. IV. 235, og Samll. V. 125; altsaa maa Tilbagekaldelsen fra Erkebiskopen først efter denne Tid være indløben. Det Brev til ham, hvori Biskop Haakon erkjender at have faaet den, er udateret, Samll. V. 126.
  10. ↑ Dette anføres udtrykkeligt, skjønt rigtignok kun som et Rygte, i Biskop Haakons Brev til Hr. Erling, skrevet sidst i Novbr. eller først i December 1338 (Samll. V. 133); hans Ord ere: „der siges ogsaa – dog ej i Breve, men blot mundtligt, paa Grund af en Yttring af Hr. Hallkell, hvis Sven nylig kom fra Viken –, at Hr. Paal har ladet sig indklæde som Predikebroder i Oslo, og at hans Kone skal være Nonne sammesteds“. Imidlertid finde vi endnu af 6te Mai 1339 et Brev fra Paal, hvori han bortgiver en Deel af Gaarden Reykholt i Doraalen i Eidsvold (Dipl. Norv. I. 257), og tvende Breve til ham fra Biskop Haakon, skrevne i 1340, der endnu ikke antyde nogen Forandring (Samll. V. 154, 155).
  11. ↑ Hvor disse kunne have ligget, vides ej. I Brev af 1ste April 1339 (Dipl. Norv. IV. 236) omtales et „Dyngjuhuus“, altsaa paa Dyngø i Ranafylke, der ej før eller senere nævnes.
  12. ↑ Det er kun disse tre Herrer tilligemed Hr. Ivar og Sigurd, som nævnes i Dagthingningen. Arne Andressøn er uden al Tvivl den Arne Andressøn paa Skardeberg, der den 30te Decbr. 1328 paa Tunsbergshuus solgte Hr. Guthorm Kolbjørnssøn en Deel af Gaarden Undreim, Dipl. Norv. III. 150. Da saavel Undreim (i Sæms Sogn) som Skardaberg (nu udtalt Skalleberg, i Thjodlings Sogn) begge ligge paa Vestfolden, var Arne saaledes en Nabo af Hr. Ivar og formodentlig en god Ven af ham.
  13. ↑ Dagthingningen er aftrykt saavel i Samll. V. 564 fg., som i Dipl. Sv. 3412.
  14. ↑ Lejdebrevet er aftrykt sammesteds i Samll., i Dipl. Sv. No. 3413.
  15. ↑ Biskop Haakons Brev til Hr. Erling, Samll. V. 136.
  16. ↑ Dette siges udtrykkelig i nysomtalte Brev, desuden see vi siden, at Erkebiskopen virkelig drog afsted.
  17. ↑ Bjarnes Reise til Kongen omtales i B. Haakons Brev af 11te April, Samll. V. 137. Den 9de April idetmindste var Kongen i Stockholm, Dipl. Sv. 3417.
  18. ↑ Samll. V. 137. 138.
  19. ↑ Dette sees af Biskop Haakons oftere omtalte Svarskrivelse af 11te April paa samme Brev (Samll. V. 137); der staar: „Vi erfarede ogsaa det om vor Fru Dronning Blanche og hendes Søn Junker Erik, hvortil Gud give god Lykke“. Disse Udtryk ere af det Slags, at de umuligt kunne andet end henpege til en Meddelelse i Bjarnes Brev om, at Dronningen havde faaet en Søn, og at Moder og Barn befandt sig vel, især da der aldrig i Biskop Haakons tidligere Breve er Tale om Erik. I det Brev, som Biskop Haakon skrev til Erling, Bjarnes Fader, den 21de Marts, og hvori han melder, at han den 12te fik Brev fra Kongen, veed han endnu intet om Kongesønnens Fødsel, og klager derimod over, at han ej paa lang Tid havde hørt noget fra Bjarne, altsaa er det klart, at han fik hiin vigtige Efterretning med Bjarnes Brev den 2den April, og Eriks Fødsel har saaledes vel fundet Sted i Begyndelsen af Marts 1339. Dette passer ogsaa dermed, at der ifølge Olaus Petri’s formodentlig paa eldre Kilder grundede Udsagn skal have været et Aar eller deromkring imellem Brødrene; men Haakon var endnu ikke fød d. 28de Juni 1340, hvad man kan see af Dipl. Sv. 3500, hvor der tales om „Junker Erik og de Børn, Kongen og Dronningen herefter kunne faa“. Er altsaa Haakon, hvad man med Hensyn til hans Myndighedserklæring maa antage, fød om Eftersommeren eller om Høsten 1340 (ved Midten af August), kan Erik ej være fød tidligere end 1339. Hvor Erik er fød, vides ikke, thi om vi end sinde Kongen om Julen 1338 i Skaane, i Febr. 1339 i Skara, og i April derefter i Stockholm, er det ej derfor sagt, ja ej engang sandsynligt, at Dronningen i sin nærværende Forfatning fulgte med paa alle disse Steder. Det rimeligste er, at hun den hele Tid er forbleven paa eet Sted, og da vel i Stockholm.
  20. ↑ Herved kommer det nu vistnok meget an paa, om Albrechts og Euphemias Sønner, hvis Fødselsaar man ej kjender, allerede paa den Tid var fødte.
  21. ↑ Dipl. Sv. 3410. Naar Paven her advarede Kongen mod at pleje Venskab med de indevoti, var dette maaskee kun meent som en almindelig Advarsel, hvilken det ved samme Lejlighed kunde være nyttigt at give; dog sigtede han maaskee ogsaa særskilt til enkelte Personer, hvorom vi nu ingen Beskeed have.
  22. ↑ Dipl. N. II. 233. Dipl. Sv. 3423.
  23. ↑ I et Brev til Erling af 15de Decbr. 1339 siger nemlig B. Haakon: „her heed det saa i Stilhed, at min Frue, Hr. Kongens Moder, skulde have sendt Eder og Fru min det Bud, at I skulle oppebie hende i Tunsberg eller Oslo, da hun vilde drage over Land til Throndhjem“, Samll. V. 143.
  24. ↑ Dipl. N. III. 199. Brevet er beseglet „i Kongens Nærværelse“.
  25. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Biskopens Brev til Kongen af 9de September, Samll. V. 14. Der haves et Brev fra ham, udstedt i Bergen d. 10de Aug. Dipl. N. III. 198.
  26. ↑ Her siges det udtrykkeligt i Flatø-Annalerne, at Thingstevnen var „berammet“ (lagin), men der tales ikke om, at den blev holdt. I et Membranfragment af lidet Verd (423 qv.) heder det vel, at K. Magnus „havde Stevne“ (átti stefnu) med alt sit ypperste Raad i Norge; men foruden at ogsaa dette godt kan forklares alene, som om Indkaldelse eller Indstevning udgik, ej som om Mødet virkelig holdtes, viser dette Brudstykke sig i det Hele taget saa upaalideligt, at man ej kan legge synderlig Vegt paa dets Ord.
  27. ↑ Erkebiskopen var i Bergen allerede d. 19de Juni, som hans Brev af denne Dag til Presten Thore paa Fane (Dipl. N. IV. 273) udviser.
  28. ↑ See Kongens Brev af denne Dag, Dipl. Sv. 3442, hvor der endydermere staar: Datum Helsingbogh in presencia nostra.
  29. ↑ Saaledes de islandske Annaler (rigtignok kun Membranfragmentet), med Tillæg: „thi der var Uenighed mellem Kongen og Danerne“. Ved Danerne forstaaes da vel her Jens Offessøns Tilhængere.
  30. ↑ Om alt dette see Biskop Haakons Brev af 28de August 1339, Samll. V. 140.
  31. ↑ Samll. V. 141. Hvilke Øer der menes med disse Laagøer (í Lágom) er vanskeligt at bestemme med Sikkerhed. Der findes en „Laagø“ lige ved Algerøen paa Vestsiden af Stor-Soteren (Sartor), en anden omtrent een Miils Vej nordligere, men det synes ej at kunne have været nogen af disse, deels fordi de ligge for nordligt, til at Biskopen skulde have lagt Vejen om dem, deels fordi de ere Bergen saa nær, at han ikke kan tænkes at have brugt 12 Dage mellem dem og Bergen, hvor han ankom den 21de, see Samll. V. 142.
  32. ↑ See især Biskop Haakons Brev af 11te Febr. 1340, hvis Udtryk umiskjendeligt vidne om, at Erkebiskopen da var i Bergen, og isaafald har han vel og været der siden Hesten.
  33. ↑ Samll. V. 143.
  34. ↑ Dette sees af Dateringen af Fredsslutningen med Russerne 1339 (hvorom nedenfor), sammenholdt med de novgorodske Annaler for 6847 (Sept. 1338 til 1339). Her heder det nemlig, at der fra Rusland sendtes Gesandter til den svenske Konge, hvilke kom til Nordmændenes (Murmanskoj) Land i Byen Lüdovli samt der sluttede Freden: Karamsin har antaget Lüdovli (egentlig Liodovli) at skulle betegne Lund, men der kan ej være Tvivl om, at ogsaa han, om han havde vidst noget om Tilværelsen af Ljodhuus og Lindholmen, snarere havde gjettet paa et af disse Steder. Hvis „Liodovli“ kunde antages for Skrivfejl istedetfor Liodovsi, da havde man næsten ligefrem „Ljodhuus“; men da det udtrykkeligt siges, at Gesandterne kom til Nordmændenes Land, maa man formode, at de i alle Fald satte over Elven, og saaledes bliver Lindholmen at foretrække. Vel laa heller ikke det i Norge, men det hørte dog til Hisingen, hvoraf den største Deel var norsk, og de fremmede Gesandter, som formodentlig havde hørt, at Elven dannede Grændsen mellem begge Riger, kunde her saaledes let komme paa den Tanke, at ogsaa Lindholmen hørte til Norge. Det var en Egenhed ved den russiske Udtale paa den Tid, at man ej ligefrem kunde gjengive Lyden ing, ind, int, men i dets Sted brugte iag, iad, iat; „Lindholm“ vilde følgelig blive „Liadolm“, og dette kunde vel i Tidens Løb blive forvansket til Liodovli. Under alle Omstændigheder viser dog den udtrykkelige Omtale af „Nordmændenes Land“, at Stedet har været i Nærheden af Norge.
  35. ↑ Om alt dette see Biskop Haakons Brev til Erling af 11te Febr. 1340, Samll. V. 145. Man seer, at Biskop Haakon endog lod Dagthingningen indføre i Biskopsstolens Copibog, thi det er alene gjennem denne, eller Afskriften deraf i Bartholiniana (E. 757), at vi nu kjende Dagthingningen, hvis sidste Deel desverre er borte, formodentlig fordi et Blad her har været udrevet af Copibogen. Efter denne Afskrift er den aftrykt i Samll. V. 568, og i Dipl. Sv. 3447, 3448.
  36. ↑ Styffe, Bidrag &c. S. 13.
  37. ↑ Der findes nemlig herom i de islandske Hole-Annaler følgende besynderlige Beretning: „Hr. Bjarne overvandt en Tydsker i Dystriden, en ypperlig Ridder: da gav Kongen ham Sæm med alle tilliggende Herligheder, saa længe de begge endnu levede; dermed gav han ham en Frue, fin rigeste Frændkone, og kan jeg ikke sige, hvor stor Medgift han gav hende; endvidere gav Kongen ham Ors (Hest) og al Rustning samt Indsatsen, 100 Mkr., thi han udrustede ham fuldstændigt til Dystridtet“. Men Bjarne Erlingssøn var ikke engang Ridder i 1347, see Samll. V. 587, ligesom man af Biskop Haakons Breve kan see, at han i alle Fald ej var gift i Begyndelsen af 1340. Nu er det jo rigtignok ej alene muligt, men endog heel rimeligt, at Annalernes Nedskriver, der levede en god Tid efter Bjarnes Død, kan have nævnt ham med Ridderstitelen, som han siden fik, og med hvilken han vel var vant til at benævne ham, ligesom det heller ikke behøver at antages, al det omtalte Giftermaal just øjeblikkelig fandt Sted; men saa meget er vist, at Biskop Haakons Brev til Bjarne af 19de Januar 1340 (Samll. V. 144) saa langt fra at sigte til nogen glædelig Begivenhed i Bjarnes Liv, tvertimod vidner om, at denne paa den Tid maa have befundet sig i en meget nedtrykt Stemning, ligesom det i alle Fald er vist, at Bjarne ikke i September 1339 var fulgt med Kongen til Skaane, men derimod endnu den 18de November var med sin Fader i Tunsberg og siden fulgte ham hjem til Giske eller Stovreim hvor han maaskee forblev om Vinteren. Men da dog Beretningen i sig selv ikke synes at savne Grund, bliver det sandsynligst, at Annalisten har henført den til et urigtigt Aar, som saa mange andre Begivenheder, og intet er da rimeligere, end at han her har forvexlet Kong Magnus’s Tog til Danmark i 1339 med det i 1343.
  38. ↑ Ved dette Brev (Dipl. Sv. 3468) lægger hun nemlig Asminderøds Kirkesogn paa Sjæland (der udgjorde endeel af hendes Besiddelser) under Capitlet i Kjøbenhavn som Præbende for Skolen, imod at hendes Mand Hertug Knuts Aartid skulde holdes den 30te Mai mane Dødsdag), saavelsom senere hendes egen og hendes Børns, med visse Messer. En saadan Foranstaltning har hun neppe gjort uden at være paa Stedet eller i Nærheden deraf.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/28&oldid=78766»