Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/29

< Det norske Folks Historie | 7

Det var saaledes endnu ikke lykkets de forbundne Herrer i Norge at faa nogen Forandring tilvejebragt i de mislige Forhold. At Kongen ikke ønskede nogen Sammenkomst med dem i den Anledning, og at han derfor har gjort alt for at undgaa den, og med Glæde benyttet sig af ethvert Paaskud, som tilbød sig, for at slippe derfra, er umiskjendeligt, men ligesaa vist er det, at de andre maa have gjennemskuet ham, og indseet, at dersom de ej skreed alvorligt ind, vilde det blive verre og ikke bedre. Vi see derfor af Hr. Erlings ovenfor omtalte Opfordring til Biskop Haakon om at komme ind til Tunsberg, at flere af Herrerne strax ved Efterretningen om, at Kongen var reist fra Baagahuus uden at oppebie dem, havde aftalt en Sammenkomst i Tunsberg, for at raadslaa om hvad der var at gjøre. Denne Sammenkomst synes ogsaa at have fundet Sted, idetmindste erfare vi, at Erling og hans Søn Bjarne var der og havde flere „Samtaler“ (d. e. Raadslagninger med Andre), den sidste den 18de November[1]. Men hvilke de Mænd var, med hvem der her blev „samtalet“, siges ikke. Med Sikkerhed tør man dog antage, at det var Ivar Agmundssøn, der nu tildeels havde hjemme i Tunsberg, og begge Hafthorssønnerne. Ligeledes synes flere Herrer fra Vestlandet at have været der, og rimeligviis maa man vel antage, at de fleste af dem, der efter Opfordringen skulde have været ved Mødet paa Baagahuus, nu søgte ind til Tunsberg, hvor vel forskjellige Møder og Overlæg have været holdt lige fra September til hen i November, idet nogle af Herrerne forblev der den hele Tid, andre før eller senere reiste hjem, atter andre, der hørte hjemme paa Østlandet, siden kom til. Vi have seet at Biskop Haakon undskyldte sig fra at komme, uagtet Erling havde opfordret ham dertil; vel paaskød han fornemmelig sin Frygt for Vinterens Nærmelse og sin svage Helbred, men af nogle Yttringer, han siden lod falde i et Brev til Bjarne Erlingssøn, faar man dog ogsaa et Indtryk af, at han frygtede for ej at være ganske velkommen hos alle: „vi vidste ikke“, siger han, „hvorledes nogle vilde have optaget det, om vi med utidig Nysgjerrighed var komne did, hvor vi ej var kaldede“. Dette leder til den Antagelse, at de ivrigste blandt Herrerne maaskee have haft ham noget mistænkt som Kongen altfor meget hengiven, og at der blandt de Forsamlede maa have været en særegen intimere Kreds, hvorfra de andre stundom udeluktes, og hvor de vigtigste Sager egentlig aftaltes. Om Erkebiskopen var tilstede, kan, som sagt, ikke erfares, men det er ej usandsynligt. Hvad der forhandledes, vides heller ikke, men man kan visselig gjette, hvad Hovedemnerne have været, og hvilken Stemning der herskede. I det samme kort før Juul skrevne Brev til Bjarne Erlingssøn, hvori de nysnævnte Yttringer forekom, siger Biskopen ogsaa: „vi erfarede siden af en fælles Ven af Eder og os, at I er bekymret over de Ting, der angaa Eder: vi bede Eder tage Gud til Hjelp og at stole paa ham med Taalmodighed; arbeider siden med Udholdenhed og Forstand, men ej med nogenslags Forhastelse eller andet, som ikke sømmer sig, om der end skulde findes dem, der raadede Eder anderledes; men vi haabe med Guds Hjelp, at I vil handle efter vort Raad, thi Gud kan endnu lade alt faa det bedste Udfald, naar al Fortrøstning og Hengivenhed legges til hans Magt[2]“. Altsaa seer man, at Bjarne ikke engang til Biskop Haakon har villet betro skriftligt alt hvad der laa ham paa Hjertet. Det maa ansees som temmelig vist, at Herrerne have antaget en meget truende Holdning, og navnlig maa man vel antage, at Sigurd Hafthorssøn nu, siden der ej blev noget af Mødet paa Baagahuus, ikke har givet Slip paa Akershuus, men fremdeles en Stund beholdt det.

Først seenhøstes (efter 18de November) skiltes Herrerne ad. De, som skulde vestover, havde møjsommelig Reise formedelst Modvind. Blandt dem var Hr. Erling, der med sin hele Familie, hvoriblandt nu ogsaa Bjarne, drog hjem, enten til Giske eller Stovreim, men blev liggende veirfast saagodtsom i hver eneste Havn. Hr. Ivar Agmundssøn synes ligeledes at have begivet sig til Bergen, ligesaa Erkebiskopen[3]. Maaskee det var for at undgaa alle politiske Storme og Ubehageligheder, at Enkedronningen Isabella just paa disse Tider gjorde den lange Reise fra Bergen til det østlige Sverige for at besøge sin Datter Hertuginde Ingeborg, hos hvem hun i alle Fald opholdt sig i Marts 1340; men uden Hensyn dertil kunde hun jo vistnok have Lyst til at besøge sin Datter, som hun neppe paa mange Aar havde seet[4].

Kong Magnus erkjendte nu, at noget maatte gjøres for at afvende det truende Uvejr, men som sedvanligt gjorde han saa lidet som muligt, kun hvad der var uomgængeligt nødvendigt. Han begav sig vel endnu inden Vinterens Udløb til det østlige Sverige, men skrev, rimeligviis endnu inden han forlod Skaane i Januar 1340, meget kjærligt, som Biskop Haakon udtrykker sig, baade til Erkebiskopen og Hr. Ivar, og overdrog til den første med Rigsraadet og andre forstandige Mænds Bistand at treffe de hensigtsmessigste Foranstaltninger med Hensyn til Ordningen af flere vigtige, udtrykkeligt nævnte, Anliggender, saaledes som de fandt det rettest, belejligst og nyttigst for Riget og dets Indbyggere, lovende at godkjende alt hvad der saaledes blev anordnet til Rigets Gavn og Nytte[5]. Vistnok var hine Anliggender temmelig specielle; det var nemlig, som det heder, kun Landets Myntvæsen og Reparationer paa Tunsbergshuus og Vargøhuus Slotte, men Kongens Tilsagn synes dog ogsaa at antyde en noget større Almindelighed, og det er ej usandsynligt, at den egentlige Fuldmagt til Erkebiskopen kun særskilt har udhævet de her nævnte Sager som de vigtigste, medens det har været overdraget ham og Rigsraadet overhoved at raade Bod paa, hvad der maatte trænge til Forbedring. Hermed stemmer det ogsaa, at Kongen maaskee for en kort Tid har betroet sin Klerk Paal Styrkaarssøn Rigsseglet; idetmindste beseglede denne i Oslo d. 23de April et i Kongens Navn udstedt Brev, hvorved Kongens Nærværelse ikke udtrykkeligt omtales, medens det derimod er vist, at Kongen var i Stockholm baade den 25de Marts og 6te Mai, saa at det ikke er meget sandsynligt, at han i Mellemtiden skulde have gjort en Skyndereise til Oslo, uden det maaskee skulde have været i Anledning af nogle særegne Foranstaltninger, hvorom der strax nedenfor vil blive handlet[6]. Paa en vis Maade var altsaa nu Erkebiskopen – hvad der ogsaa stemmede bedst med den nedarvede Folkemening i Norge – sat i Spidsen for Rigsstyrelsen, og derved haabede vel Kongen, at Gemytterne nogenledes vilde blive beroligede. Men i Virkeligheden var der dog ikke saa stort bevendt med den hele Foranstaltning. Erkebiskopens og Raadets Hænder var altfor meget bundne, især derved, at Kongen forbeholdt sig selv den endelige Afgjørelse af alt hvad de maatte bestemme, saa at dette følgelig kun blev midlertidigt; desuden seer man af Yttringer i senere Breve fra Biskop Haakon, der paa sit Sted skulle blive omtalte, at Kongen fremdeles havde forbeholdt sig selv at skalte og valte med Kronens Indtægter, og gjorde dette paa den mest vilkaarlige Maade, der hindrede ordentlig Regnskabsførsel; ligeledes sees det, at han fremdeles forbeholdt sig selv, ogsaa udenfor Rigets Grændser, at afgjøre Landsvistssager og formodentlig andre lignende Anliggender, hvortil kongeligt Brev og Segl udfordredes[7]. Det var altsaa kun halve Forholdsregler, som endnu var trufne; Kongen var aabenbart altfor skinsyg paa sin Magt, til at han kunde bringe det over sit Hjerte at gjøre noget klekkeligt. Det lader til, at han har forespejlet Rigsraadet Muligheden af, at han selv snart kom til Landet[8], men det var neppe hans alvorlige Hensigt, tvertimod syntes han nu at have haft noget i Sinde, der vilde gjøre hans Ophold inden Norges Grændser endnu sjeldnere end hidtil, og hvis han virkelig gjorde et Besøg i Oslo ved Paasketider, som det ovenfor er omtalt, da synes det næsten, som om det alene har været for at ordne et og andet med Hensyn til hvad han nu havde fore. Dette var hverken mere eller mindre end at forlægge sin vestlige Hovedresidens fra Baagahuus, hvor den hidtil en Tidlang havde været, til Vardberg. Thi fra nu af finde vi ikke paa lang Tid noget Brev af Kong Magnus, dateret enten fra Baagahuus eller Lindholmen, men derimod for det meste, naar han var paa de Kanter, fra Vardberg. I de første Par Aar ville vi vistnok see, at han har flakket meget om og deelt sin Tid mellem Skaane og den østlige Deel af Sverige, hvor vi oftest finde ham i Stockholm eller i Kalmar (her synes han navnlig at have tilbragt Iøsten 1341 og Begyndelsen af Vintren 1341–42), og i al denne Tid lader det til, at han kun engang har været ved Elven eller i Halland[9]; men sidenefter finde vi ham en Tidlang næsten stadigt i Vardberg, og at han under denne Omflakken, maaskee og allerede om Vaaren 1340, tænkte paa at indrette sig saaledes, kan sees deraf, at der i Mai enten 1340 eller 1341 skete en formelig Overleverelse af alt det kongelige Løsøre og Bohave, der fandtes paa Baagahuus Slot, til en vis Ingemar Ragnvaldssøn (uvist om Svensk eller Nordmand), der sees at have varet en af Kongens højtbetroede Mænd, hvad saadanne Regnskabssager angik; og Hensigten hermed kan neppe have været nogen anden end den, at det nu skulde flyttes til Vardberg[10]. I Oslo lader det til, at der samtidigt har været afholdt en lignende Forretning[11], hvoraf man næsten maa slutte, at Sigurd Hafthorssøn nu havde tilbagegivet Akershuus, hvor Oslos Fehirdsle paa denne Tid havde sit Sæde. Ja endog til Bergen er det ikke usandsynligt at denne Foranstaltning har været udstrakt[12]. Man kan ellers nok strede rimeligt, at han nu gjerne for det første ønskede at opholde sig saa meget som muligt i Nærheden af Skaane for desbedre at kunne iagttage de merkelige Begivenheder, der nu forefaldt i Danmark, om hvilke der strax nedenfor vil blive Tale, og desto lettere at kunne skride ind, om det skulde behøves; ja han havde vel endog helst seet, at han kunde tage sit faste Sæde i Skaane, om det paa nogen Maade havde gaaet an; men da han derved vilde have været for langt afvejen fra de vigtigste Dele af begge sine Riger, og saaledes givet altfor grundet Anledning til Klage, valgte han vel Vardberg som nogenlunde rimeligere, uagtet heller ikke Nordre-Halland egentlig hørte til Riget, men var et oprindeligt dansk Landskab, som han havde arvet efter sin Fader. Man kan derfor være temmelig vis paa, at denne Foranstaltning hverken har smagt Nordmændene eller de Svenske synderligt vel, og at de alene have fundet sig deri, fordi de ikke godt kunde forebygge det. Men til de Klager, som derover fra Tid til anden maatte reise sig, kunde Kongen ialfald nu svare, at han ikke længer begunstigede det ene Land paa det andets Bekostning ved at opholde sig mere i hiint, end i dette; og det er maaskee endog ikke umuligt, at han helst har ønsket at holde sig lidt borte fra dem begge, for ikke altfor meget personligt at berøres af de politiske Storme, som der maatte forefalde.

Under sit Ophold i Stockholm først i Mai 1340 var Kongen omgiven af sit Raad, og det synes især at have været Besættelsen af Linkøpings Biskopsstol, den bedste i Landet, der var Gjenstand for Raadslagningerne[13]. Men ikke længe efter finde vi ham med Raadet i Helsingborg, hvor Erkebiskopen med flere Prælater, Riddere og Borgere den 28de Juni højtideligt fornyede den tidligere Hylding, lovende Kongen, Dronningen og deres Søn Junker Erik, samt de Børn, de herefter kunde faa, Troskab og Lydighed, og hvor Kongen til Gjengjeld bekræftede Indbyggernes Privilegier, samt Dagen efter udtrykkeligt lovede med Raad og Daad og Penge at staa Erkebiskop Peter, hans Kirke, Capitel og Efterfølgere bi, dersom de ifølge denne fornyede Hylding paadrog sig Ubehageligheder[14]. Aarsagen til, at Kongen og hans Raad fandt denne Act nødvendig, var neppe alene den Omstændighed, at Kongen nu først kunde siges at være kommen i rolig Besiddelse af Landskabet, men ogsaa, og vist især dette, at Danmark efter det lange Mellemrige under Tydskeveldet nu atter havde faaet en Konge, hvis Hovedopgave det maatte være at gjenerhverve og samle Rigets adsplittede Dele, saa at det altsaa gjaldt for Magnus ved en højtidelig Ret at sikkre sig sin nyserhvervede Ret til Landskabet, inden den nye danske Konge kunde fremsette Fordringer derpaa. Denne Konge var Valdemar, Kong Christopher Erikssøns yngre Søn; den eldre, Otto, sad endnu fangen efter Slaget paa Tappe-Hede, og om ham kunde der saaledes ikke godt være Spørgsmaal, thi det danske Folk sukkede alt længe af Utaalmodighed efter at befries fra Tydskernes Herredømme, og skulde man vente, indtil Otto kom paa fri Fod, vilde det have varet for længe. Valdemar, der siden 1328 havde opholdt sig deels ved den tydske Keiser Ludvigs Hof, deels hos dennes Søn, Markgrev Ludvig af Brandenburg, som var gift med hans Syster, betragtede sig selv allerede i 1338 som Arving til Danmarks Krone og erkjendtes af Keiseren i 1339 endog som dets Konge[15]. Der manglede heller ikke paa ivrige Opfordringer fra det Danske om at sette sig i Spidsen for dem, og selv Hertug Valdemar af Jylland, der forhen havde baaret Kongenavn, men nu formodentlig selv var bleven keed af at lade sig beherske af sin Morbroder, Grev Gerhard, skal have indladt sig i hemmelige Underhandlinger med de Danske om at staa Valdemar Christopherssøn bi, naar denne vilde egte hans Syster[16]. Men Grev Gerhard, der kom under Vejr med dette, skaffede sig i Hast en Hær fra de nærmeste Egne i Tydskland[17] og indtog derved en saa truende Stilling, at Hertugen fandt det raadeligst at indgaa et Forliig med ham, hvorved han af Greven maatte modtage Størstedelen af Narre Jylland, hvilket denne havde inde som Pant, mod en Sum af 43000 Mk. Sølv, der skulde betales i visse Afdrag, og for en Deel af denne Sum stille ham det meste af Sønderjylland til Pant, samt forpligte sig til aldrig at staa Junker Valdemar bi eller besvogre sig med ham, hvorhos Greven forbandt sig til ikke at sette Junker Otto paa fri Fod (11te Febr. 1340)[18]. Grevens Hensigt hermed var aabenbart den, baade at afrunde og styrke sine egne Besiddelser ved at erhverve Sønderjylland, der grændsede sammen med dem, og at gjøre Hertugen uskadelig ved at give ham et Landskab i Stedet, hvis Befolkning, allerede længe misfornøjet og urolig, stod i Begreb med at gjøre formelig Opstand. Der behøvedes heller ikke mere for Jyderne end at erfare denne Overeenskomst, førend Opstanden var i fuldt Udbrud, neppe uden Medvirkning af Hertugen, der paa denne Maade lettere vilde komme til Landskabet end ved at indløse det[19]. Greven maatte derfor selv gjøre et Tog ind i Nørrejylland, for at dæmpe Opstanden, og drog lige til Randers, idet han skjendte og brendte; men her blev han syg, og førend han endnu ret var kommen til Kræfter, blev han, som bekjendt, Natten mellem den 1ste og 2den April overfaldt og dræbt af den kjekke og fedrelandssindede Ridder Nils Ebbessøn. Dette forandrede Sagernes Stilling. Hans Sønner fandt det nu raadeligst under Markgreven af Brandenburgs Megling at indgaa etslagse Forliig med Valdemar og Hertugen i Spandau (23de April), hvorved de erkjendte Valdemar som Konge, imod at han lovede ikke at forsvare Grevens Drabsmænd; derhos bestemtes det nu, at Valdemar skulde egte Hertugens Syster Heilvig og med hende faa en Medgift, der afgik i Løsningssummen for Jylland, saa at han af dette strax kunde faa Aalborg, Vendsyssel m. m. i Besiddelse, og dertil Ribe m. m., som hendes Livgeding[20]. Dette Forliig, som ogsaa Grev Johan tiltraadte, bekræftedes i et nyt Forliig, der sluttedes i Lübeck den 19de Mai[21], hvorefter Valdemar holdt Bryllup med Heilvig, og begav sig til Jylland, hvor han den 24de Juni hyldedes paa Viborg Thing, uden at han dog endnu havde andet end de nys nævnte Landsdele at raade over, og uden at han endnu havde synderlig Udsigt til at vinde stort mere[22]. Men han var klog og virksom, og Enhver kunde skjønne, at han vilde benytte sig af enhver Lejlighed til at gjenvinde de tabte Dele af Riget, som maatte tilbyde sig: Kong Magnus havde derfor god Grund til at sikkre sig Skaane ved en fornyet Hyldning. Valdemar maatte ogsaa for det første holde gode Miner dertil, da der aldeles ikke paa lang Tid var mindste Udsigt for ham til at kunne trodse Magnus’s Overmagt, og han maatte prise sig lykkelig ved, at denne ikke forfulgte sine Planer paa at tilrive sig yderligere Besiddelser af Danmark. Han udgav derfor, sandsynligviis ikke længe efter sin Holdning, et Brev, hvori han foreløbigt stadfestede den mellem Grev Johan og Kong Magnus afsluttede Afhændelses-Tractat af 1332[23], og maa vel derved for det første have beroliget Kong Magnus, der i Løbet af Juli eller August vendte tilbage til Stockholm, efterat han tillige havde haft en Sammenkomst med sin Svoger Albrecht af Mecklenburg, og i Bevidstheden om, hvor vigtigt det nu var for ham at sikkre sig denne kloge Fyrstes Venskab, tilstaaet ham, til Belønning for viiste Tjenester 200 Mk. Sølv aarligt, samt derhos paa hans Bøn givet Rostockerne to Aars Toldfrihed i norske Havne[24]. Men ved Juletider, da Valdemar imidlertid ogsaa var kommen over til Sjæland og der ladet sig hylde, begav Magnus sig atter ned til Skaane og havde her i Helsingborg en personlig Sammenkomst med Magnus, hvorved han ikke alene paa det formeligste bekræftede hiin Afhændelsestractat, men dertil[25] mod en Sum af 8000 Mk. brendt Sølv, kølnsk Vegt, afstod ham sin Rettighed over søndre Halland tilligemed de føromtalte tvende Hereder i Skaane, og fritog de egentlige Besiddere, Knut Porses Sønner og Magnus’s Halvbrødre, fra deres Troskabseed til Danmarks Krone, saa at de følgelig nu bleve Kong Magnus’s Vasaller (3die Januar 1341)[26]. Saaledes maatte vel Magnus nu betragte disse Besiddelser som sikkrede og reiste strax efter tilbage til Stockholm, hvor, eller i hvis Naboskab, han forblev til ud paa Sommeren, uden, som det lader, at gjøre Miner til at besøge Norge.

  1. ↑ See det forhen berørte Brev fra Biskop Haakon til Erling af 15de Decbr. 1339, Samll. V. 142. Det heder her: „traf det sig saaledes, at der i den sidste Samtale, som I havde i Tunsberg Aattendedagen efter Martinsmesse forefaldt noget, som kunde være at meddele, da kan I eller Bjarne betænke os med saadan Meddelelse eftersom det behager Eder“. Heraf seer man, at flere „Samtaler“ havde fundet Sted. Og nu tales der i Biskop Haakons Brev til Bjarne af 12te Januar 1340 om at denne havde ønsket, at Biskopen allerede om Sommeren (det vil sige i September) var kommen til Tunsberg, saaledes seer man, at Raadslagningerne allerede da vare begyndte, hvilket og ligger i Sagens Natur.
  2. ↑ See det nysomtalte Brev af 19de Januar, Samll. V. 145.
  3. ↑ At det var flere Herrer fra Vestlandet, som reiste hjem til Søs efter 18de Novbr. og leed meget ved Modvind, sees af Brevet til Bjarne af 19de Januar; at Erling med Familie reiste hjem og havde samme Skjebne, sees ligeledes af Brevet til denne; og da Biskopen i dette Brev, som vi have seet, anmoder ham eller Bjarne om at meddele noget om det sidste Møde i Tunsberg, er det klart, at han var fulgt med Faderen til Ættegaarden. At Hr. Ivar omtrent paa samme Tid reiste til Bergen, maa sluttes deraf, at Biskop Haakon i sit Brev til Erling af 11te Februar (Samll. V. 141), omtaler ham som tilstedeværende der, og overleggende med ham selv, Erkebiskopen og Fehirden; han har altsaa enten allerede tilbragt Julen der, eller har først været paa Hestbø, og siden efter Julen begivet sig til Bergen. Om Erkebiskopens Vinterophold i Bergen, der maa fremgaa af dette Brev, er der allerede talt.
  4. ↑ See det forhen omtalte Brev af 25de Marts 1340, udstedt af Hertuginde Ingeborg og medbeseglet af Dronning Isabella, Dipl. Sv. 3477. Da dette Brev ogsaa er medbeseglet af Kongen, som d. 19de var i Stockholm, er rimeligviis Stockholm Udstedelsesstedet. Den 15de November 1339 var hun endnu i Bergen, som det sees af B. Haakons Brev af denne Dag, Samll. V. 142.
  5. ↑ See Biskop Haakons Brev til Erling af 11te Febr. 1340. At de Breve fra Kongen, som her omtales, indeholdende den ovennævnte Bemyndigelse, maa være skrevne i Løbet af Januar, sees deraf, at Biskopen i sit Brev af 19de Januar endnu ikke veed noget derom, thi var de skrevne og afsendte for den 1ste Januar, vilde de vel til hiin Tid have været indløbne. Hvor Kongen ved Afsendelsen opholdt sig, vides ikke; kun sees det af Dipl. Sv. 3443, at han den 16de Marts var i Telge (Sødertelge) i Sødermanland. Den rimeligste Antagelse er derfor, at han har tilbragt Julen i Skaane og selv haft Brevene med paa fin Reise nordover for at sende dem videre fra Lindholmen eller Ljodhuus, som han maaskee paa Reisen har berørt.
  6. ↑ Brevet af 23de April (Dipl. N. I. 266) er et Forbud mod, at fremmede Kjøbmænd og andre, der indlade Ved i Follo, sejle bort uden at have erlagt Told til Mariekirken; der staar „Sira Paal Styrkaarssøn vor Klerk indseglede og skrev“, med Udeladelse af det sedvanlige „oss sjálfum hjáverandum“. Kongens Nærværelse i Stockholm d. 19de og 25de Marts sees af de ovenfor nævnte Breve af disse Dage; at han med det svenske Raad var i Stockholm d. 6te Mai, sees af Dipl. Sv. 3485, 3486.
  7. ↑ See f. Ex. Biskop Haakons Brev til Kongen af 1ste Marts 1340 (Samll. V. 147), hvor han takker ham, fordi han havde skjenket en Mand Landsvist, for hvilken Biskopen, Enkedronningen og Gunnar tidligere havde indlagt Forbøn (Samll. V. 142).
  8. ↑ Se Biskop Haakons nysnævnte Brev af 1ste Marts 1340, hvor han udtrykker sig saaledes: „Vi bede Eder lade denne Sag mellem Biskopen og Provsten bero saalænge, indtil Gud vil, at I selv kommer til Landet eller forordner Mænd, som kunne undersøge den“.
  9. ↑ Vi finde Magnus saaledes, som allerede nævnt, i Telge d. 16de Marts 1340, i Stockholm den 14de Marts og 6te Mai; den 22de Mai var han paa et Sted kaldet Holla (Dipl. Sv. 3491), aabenbart maa Vejen til Skaane, hvor vi finde ham sidst i Juni og først i Juli, som det nedenfor vil sees; fra 8de Sept. til 21de October see vi ham atter i Stockholm (Dipl. Sv. 3513, 3518, 3523), 7de Novbr. i Valdby, uvist hvor (3526), 2den og 3die Jan. 1341 i Skaane, see nedenfor, 28de Jan. til 15de April i eller ved Stockholm (3539, 3540, 3561); 21de Juni paa Skokloster (3578), 22de Juni i Sigtuna (3579), 28de Juni i Stockholm (3581), 28de August i Kalmar (3593), Bare Novbr. sammesteds (3611), 18de Jan. 1342, fremdeles i Kalmar (3616), 13de Febr. i Skeninge (3624), 19de–25de Fedt. i Sandsjø eller Gaarvide (3627–3630), 3die Marts i Jønkøping (3631) og endelig 9de Juni paa Vardberg (3647).
  10. ↑ Brevet herom findes i Dipl. Norv. III. 202 og Dipl. Sv. 3484. Da der allernederst er bortrevet et lidet Stykke af Brevet, (som opbevares i det svenske Rigsarchiv), kan man ikke med Sikkerhed bestemme Aarstallet, thi efter MCCCXL er der netop en Lacune, hvor der muligtviis kunde have staaet Imo, IIdo, IIItio o. s. v. Imidlertid kan man være temmelig sikker paa, at det i alle Fald ikke er yngre end Midten af 1342, efter hvilken vi finde Kongen bosat paa Vardberg; og den Omstændighed, at der ved Midien af 1340 (see nedenfor) paabødes en lignende Forretning i Bergen, gjør det rimeligst at gjette paa 1341, saamegetmere som Dateringen, Fredag efter Korsmesse om Vaaren, da passer bedst, eftersom dette bliver næste Dag, 4de Mai; i 1340 vilde det heller ikke passe saa ilde, da det her bliver 5te Mai; men for 1342 vilde det være usandsynligt, da Dagen her vilde blive 10de Mai, Dagen efter Christi Himmelfartsdag, som man aldrig vilde have betegnet anderledes end „crastino ascensionis domini“. At dette merkelige Regnskab, hvortil vi i det Følgende ville komme tilbage, ikke er et simpelt Aarsregnskab, men vedkommer en lang Rekke af Aar og saaledes antyder, at noget af større Vigtighed var paa Ferde, sees deraf, at der handles om Foræringer, som Kongen havde gjort i fin Umyndighedstid, saaledes f. Ex. en Bog til Cantsleren (senere Erkebiskop Paal) og en Bog om Hertug Frederik (en af de ved hans Mormoder foranstaltede Oversettelser af franske Ridderromaner) til „Erling Drottsete“. Endvidere seer man af Bohavet og af de forefundne Bager, hvoriblandt tiere svenske Lovbøger, at Kongen her maa have hast sit Bibliothek, altsaa været mere hjemme til Gaards, end paa mange andre Steder.
  11. ↑ See Brudstykker i Dipl. Norv. V. 196.
  12. ↑ Herom see nedenfor, S. 250.
  13. ↑ Dipl. Sv. 3485, jfr. 3486.
  14. ↑ Dipl. Sv. 3499–3501.
  15. ↑ See herom Suhms Hist. af Danmark XII. S. 306, 319 fgg.
  16. ↑ Dette siger Detmar udtrykkeligt, S. 245. Han taler om en Sammenkomst af tydske Fyrster i Lübeck ved Helligtrekongerstid 1340, hvortil Markgrev Ludvig sendte Gesandter og bad, at man vilde forhjelpe Valdemar til sit fedrene Rige, men hvor Grev Gerhard var tilstede og ventede de Krigsfolk, han allerede havde ladet hverve.
  17. ↑ See hans Brev til Greven af Hallermund af 1ste Jan. 1340, Schlesw. Holst. Lauenb. Urk. Sml. II. No. 160.
  18. ↑ Sammesteds, No. 161, hvor dog Dagen urigtig er anført at være 12te Februar.
  19. ↑ Detmar siger dette udtrykkeligt, S. 245: Er he (Ghert) vorttoch to Nortiuten, do slek de hertoghe em af Rypen, de stat, unde seghde velichheit den borgharen, de helt he en ovele. Siden, fortæller han, beskyldte Grevens Søn Hertugen for at have været i hemmelig Forstaaelse med deres Faders Drabsmænd, og Hertugen maatte fralegge sig Sigtelsen med Eed. (S. 247).
  20. ↑ Huitfeld, S 422, Suhm, XIII. S. 4.
  21. ↑ Suhm, XIII. 775. Schl. holst. lau. Urk. B. II. S. 103.
  22. ↑ Han havde nemlig tillige d. 21de Mai maattet bekræfte Grev Gerhards Sønner i Besiddelsen af Fyn som Panthavere for 41000 Mk., og fornye Grev Johans Forlening med Femern; Schlesw. H. L. Urk. 162, 163.
  23. ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. Sv. 3502 efter en Afskrift, der savner Datum, men det er der i en Note tilstrækkeligt beviist, at det alene kan tilhøre 1340, og da sandsynligviis Hoften. Saavel de isl. Annaler som Detmar henføre ogsaa Valdemars første Forliig med Kong Magnus til 1340, men det kan vel være, at de her nærmest have haft den formelige Tractat af 3die Jan. 1341 for Øje, thi der er al Sandsynlighed for, at begge Konger var komne sammen og Underhandlingen begyndt endnu i 1340.
  24. ↑ Styffe, Bidrag etc. No. 9, og Dipl. N. III. 203. Det første Brev er dateret 3die Juli, det andet, hvorom mere nedenfor, 6te Juli, begge i Helsingborg. Formodentlig var Albrecht kommen til Skaane især for at høre, hvorledes det gik med det første Afdrag af Medgiften, der skulde udbetales den 25de Juli s. A.
  25. ↑ Dipl. Sv. 3537.
  26. ↑ Dipl. Sv. 3538. Vel mangler dette Brev Datering, men det er sammesteds i Noten viist, at det maa tilhøre 1341.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/29&oldid=78772»