Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/29

Det var ſaaledes endnu ikke lykkets de forbundne Herrer i Norge at faa nogen Forandring tilvejebragt i de mislige Forhold. At Kongen ikke ønſkede nogen Sammenkomſt med dem i den Anledning, og at han derfor har gjort alt for at undgaa den, og med Glæde benyttet ſig af ethvert Paaſkud, ſom tilbød ſig, for at ſlippe derfra, er umiskjendeligt, men ligeſaa viſt er det, at de andre maa have gjennemſkuet ham, og indſeet, at derſom de ej ſkreed alvorligt ind, vilde det blive verre og ikke bedre. Vi ſee derfor af Hr. Erlings ovenfor omtalte Opfordring til Biſkop Haakon om at komme ind til Tunsberg, at flere af Herrerne ſtrax ved Efterretningen om, at Kongen var reiſt fra Baagahuus uden at oppebie dem, havde aftalt en Sammenkomſt i Tunsberg, for at raadſlaa om hvad der var at gjøre. Denne Sammenkomſt ſynes ogſaa at have fundet Sted, idetmindſte erfare vi, at Erling og hans Søn Bjarne var der og havde flere „Samtaler“ (d. e. Raadſlagninger med Andre), den ſidſte den 18de November[1]. Men hvilke de Mænd var, med hvem der her blev „ſamtalet“, ſiges ikke. Med Sikkerhed tør man dog antage, at det var Ivar Agmundsſøn, der nu tildeels havde hjemme i Tunsberg, og begge Hafthorsſønnerne. Ligeledes ſynes flere Herrer fra Veſtlandet at have været der, og rimeligviis maa man vel antage, at de fleſte af dem, der efter Opfordringen ſkulde have været ved Mødet paa Baagahuus, nu ſøgte ind til Tunsberg, hvor vel forſkjellige Møder og Overlæg have været holdt lige fra September til hen i November, idet nogle af Herrerne forblev der den hele Tid, andre før eller ſenere reiſte hjem, atter andre, der hørte hjemme paa Øſtlandet, ſiden kom til. Vi have ſeet at Biſkop Haakon undſkyldte ſig fra at komme, uagtet Erling havde opfordret ham dertil; vel paaſkød han fornemmelig ſin Frygt for Vinterens Nærmelſe og ſin ſvage Helbred, men af nogle Yttringer, han ſiden lod falde i et Brev til Bjarne Erlingsſøn, faar man dog ogſaa et Indtryk af, at han frygtede for ej at være ganſke velkommen hos alle: „vi vidſte ikke“, ſiger han, „hvorledes nogle vilde have optaget det, om vi med utidig Nysgjerrighed var komne did, hvor vi ej var kaldede“. Dette leder til den Antagelſe, at de ivrigſte blandt Herrerne maaſkee have haft ham noget mistænkt ſom Kongen altfor meget hengiven, og at der blandt de Forſamlede maa have været en ſæregen intimere Kreds, hvorfra de andre ſtundom udeluktes, og hvor de vigtigſte Sager egentlig aftaltes. Om Erkebiſkopen var tilſtede, kan, ſom ſagt, ikke erfares, men det er ej uſandſynligt. Hvad der forhandledes, vides heller ikke, men man kan visſelig gjette, hvad Hovedemnerne have været, og hvilken Stemning der herſkede. I det ſamme kort før Juul ſkrevne Brev til Bjarne Erlingsſøn, hvori de nysnævnte Yttringer forekom, ſiger Biſkopen ogſaa: „vi erfarede ſiden af en fælles Ven af Eder og os, at I er bekymret over de Ting, der angaa Eder: vi bede Eder tage Gud til Hjelp og at ſtole paa ham med Taalmodighed; arbeider ſiden med Udholdenhed og Forſtand, men ej med nogenſlags Forhaſtelſe eller andet, ſom ikke ſømmer ſig, om der end ſkulde findes dem, der raadede Eder anderledes; men vi haabe med Guds Hjelp, at I vil handle efter vort Raad, thi Gud kan endnu lade alt faa det bedſte Udfald, naar al Fortrøſtning og Hengivenhed legges til hans Magt[2]“. Altſaa ſeer man, at Bjarne ikke engang til Biſkop Haakon har villet betro ſkriftligt alt hvad der laa ham paa Hjertet. Det maa anſees ſom temmelig viſt, at Herrerne have antaget en meget truende Holdning, og navnlig maa man vel antage, at Sigurd Hafthorsſøn nu, ſiden der ej blev noget af Mødet paa Baagahuus, ikke har givet Slip paa Akershuus, men fremdeles en Stund beholdt det.

Førſt ſeenhøſtes (efter 18de November) ſkiltes Herrerne ad. De, ſom ſkulde veſtover, havde møjſommelig Reiſe formedelſt Modvind. Blandt dem var Hr. Erling, der med ſin hele Familie, hvoriblandt nu ogſaa Bjarne, drog hjem, enten til Giſke eller Stovreim, men blev liggende veirfaſt ſaagodtſom i hver eneſte Havn. Hr. Ivar Agmundsſøn ſynes ligeledes at have begivet ſig til Bergen, ligeſaa Erkebiſkopen[3]. Maaſkee det var for at undgaa alle politiſke Storme og Ubehageligheder, at Enkedronningen Iſabella juſt paa disſe Tider gjorde den lange Reiſe fra Bergen til det øſtlige Sverige for at beſøge ſin Datter Hertuginde Ingeborg, hos hvem hun i alle Fald opholdt ſig i Marts 1340; men uden Henſyn dertil kunde hun jo viſtnok have Lyſt til at beſøge ſin Datter, ſom hun neppe paa mange Aar havde ſeet[4].

Kong Magnus erkjendte nu, at noget maatte gjøres for at afvende det truende Uvejr, men ſom ſedvanligt gjorde han ſaa lidet ſom muligt, kun hvad der var uomgængeligt nødvendigt. Han begav ſig vel endnu inden Vinterens Udløb til det øſtlige Sverige, men ſkrev, rimeligviis endnu inden han forlod Skaane i Januar 1340, meget kjærligt, ſom Biſkop Haakon udtrykker ſig, baade til Erkebiſkopen og Hr. Ivar, og overdrog til den førſte med Rigsraadet og andre forſtandige Mænds Biſtand at treffe de henſigtsmesſigſte Foranſtaltninger med Henſyn til Ordningen af flere vigtige, udtrykkeligt nævnte, Anliggender, ſaaledes ſom de fandt det retteſt, belejligſt og nyttigſt for Riget og dets Indbyggere, lovende at godkjende alt hvad der ſaaledes blev anordnet til Rigets Gavn og Nytte[5]. Viſtnok var hine Anliggender temmelig ſpecielle; det var nemlig, ſom det heder, kun Landets Myntvæſen og Reparationer paa Tunsbergshuus og Vargøhuus Slotte, men Kongens Tilſagn ſynes dog ogſaa at antyde en noget ſtørre Almindelighed, og det er ej uſandſynligt, at den egentlige Fuldmagt til Erkebiſkopen kun ſærſkilt har udhævet de her nævnte Sager ſom de vigtigſte, medens det har været overdraget ham og Rigsraadet overhoved at raade Bod paa, hvad der maatte trænge til Forbedring. Hermed ſtemmer det ogſaa, at Kongen maaſkee for en kort Tid har betroet ſin Klerk Paal Styrkaarsſøn Rigsſeglet; idetmindſte beſeglede denne i Oslo d. 23de April et i Kongens Navn udſtedt Brev, hvorved Kongens Nærværelſe ikke udtrykkeligt omtales, medens det derimod er viſt, at Kongen var i Stockholm baade den 25de Marts og 6te Mai, ſaa at det ikke er meget ſandſynligt, at han i Mellemtiden ſkulde have gjort en Skyndereiſe til Oslo, uden det maaſkee ſkulde have været i Anledning af nogle ſæregne Foranſtaltninger, hvorom der ſtrax nedenfor vil blive handlet[6]. Paa en vis Maade var altſaa nu Erkebiſkopen — hvad der ogſaa ſtemmede bedſt med den nedarvede Folkemening i Norge — ſat i Spidſen for Rigsſtyrelſen, og derved haabede vel Kongen, at Gemytterne nogenledes vilde blive beroligede. Men i Virkeligheden var der dog ikke ſaa ſtort bevendt med den hele Foranſtaltning. Erkebiſkopens og Raadets Hænder var altfor meget bundne, iſær derved, at Kongen forbeholdt ſig ſelv den endelige Afgjørelſe af alt hvad de maatte beſtemme, ſaa at dette følgelig kun blev midlertidigt; desuden ſeer man af Yttringer i ſenere Breve fra Biſkop Haakon, der paa ſit Sted ſkulle blive omtalte, at Kongen fremdeles havde forbeholdt ſig ſelv at ſkalte og valte med Kronens Indtægter, og gjorde dette paa den meſt vilkaarlige Maade, der hindrede ordentlig Regnſkabsførſel; ligeledes ſees det, at han fremdeles forbeholdt ſig ſelv, ogſaa udenfor Rigets Grændſer, at afgjøre Landsviſtsſager og formodentlig andre lignende Anliggender, hvortil kongeligt Brev og Segl udfordredes[7]. Det var altſaa kun halve Forholdsregler, ſom endnu var trufne; Kongen var aabenbart altfor ſkinſyg paa ſin Magt, til at han kunde bringe det over ſit Hjerte at gjøre noget klekkeligt. Det lader til, at han har foreſpejlet Rigsraadet Muligheden af, at han ſelv ſnart kom til Landet[8], men det var neppe hans alvorlige Henſigt, tvertimod ſyntes han nu at have haft noget i Sinde, der vilde gjøre hans Ophold inden Norges Grændſer endnu ſjeldnere end hidtil, og hvis han virkelig gjorde et Beſøg i Oslo ved Paaſketider, ſom det ovenfor er omtalt, da ſynes det næſten, ſom om det alene har været for at ordne et og andet med Henſyn til hvad han nu havde fore. Dette var hverken mere eller mindre end at forlægge ſin veſtlige Hovedreſidens fra Baagahuus, hvor den hidtil en Tidlang havde været, til Vardberg. Thi fra nu af finde vi ikke paa lang Tid noget Brev af Kong Magnus, dateret enten fra Baagahuus eller Lindholmen, men derimod for det meſte, naar han var paa de Kanter, fra Vardberg. I de førſte Par Aar ville vi viſtnok ſee, at han har flakket meget om og deelt ſin Tid mellem Skaane og den øſtlige Deel af Sverige, hvor vi ofteſt finde ham i Stockholm eller i Kalmar (her ſynes han navnlig at have tilbragt Iøſten 1341 og Begyndelſen af Vintren 1341—42), og i al denne Tid lader det til, at han kun engang har været ved Elven eller i Halland[9]; men ſidenefter finde vi ham en Tidlang næſten ſtadigt i Vardberg, og at han under denne Omflakken, maaſkee og allerede om Vaaren 1340, tænkte paa at indrette ſig ſaaledes, kan ſees deraf, at der i Mai enten 1340 eller 1341 ſkete en formelig Overleverelſe af alt det kongelige Løsøre og Bohave, der fandtes paa Baagahuus Slot, til en vis Ingemar Ragnvaldsſøn (uviſt om Svenſk eller Nordmand), der ſees at have varet en af Kongens højtbetroede Mænd, hvad ſaadanne Regnſkabsſager angik; og Henſigten hermed kan neppe have været nogen anden end den, at det nu ſkulde flyttes til Vardberg[10]. I Oslo lader det til, at der ſamtidigt har været afholdt en lignende Forretning[11], hvoraf man næſten maa ſlutte, at Sigurd Hafthorsſøn nu havde tilbagegivet Akershuus, hvor Oslos Fehirdſle paa denne Tid havde ſit Sæde. Ja endog til Bergen er det ikke uſandſynligt at denne Foranſtaltning har været udſtrakt[12]. Man kan ellers nok ſtrede rimeligt, at han nu gjerne for det førſte ønſkede at opholde ſig ſaa meget ſom muligt i Nærheden af Skaane for desbedre at kunne iagttage de merkelige Begivenheder, der nu forefaldt i Danmark, om hvilke der ſtrax nedenfor vil blive Tale, og deſto lettere at kunne ſkride ind, om det ſkulde behøves; ja han havde vel endog helſt ſeet, at han kunde tage ſit faſte Sæde i Skaane, om det paa nogen Maade havde gaaet an; men da han derved vilde have været for langt afvejen fra de vigtigſte Dele af begge ſine Riger, og ſaaledes givet altfor grundet Anledning til Klage, valgte han vel Vardberg ſom nogenlunde rimeligere, uagtet heller ikke Nordre-Halland egentlig hørte til Riget, men var et oprindeligt danſk Landſkab, ſom han havde arvet efter ſin Fader. Man kan derfor være temmelig vis paa, at denne Foranſtaltning hverken har ſmagt Nordmændene eller de Svenſke ſynderligt vel, og at de alene have fundet ſig deri, fordi de ikke godt kunde forebygge det. Men til de Klager, ſom derover fra Tid til anden maatte reiſe ſig, kunde Kongen ialfald nu ſvare, at han ikke længer begunſtigede det ene Land paa det andets Bekoſtning ved at opholde ſig mere i hiint, end i dette; og det er maaſkee endog ikke umuligt, at han helſt har ønſket at holde ſig lidt borte fra dem begge, for ikke altfor meget perſonligt at berøres af de politiſke Storme, ſom der maatte forefalde.

Under ſit Ophold i Stockholm førſt i Mai 1340 var Kongen omgiven af ſit Raad, og det ſynes iſær at have været Beſættelſen af Linkøpings Biſkopsſtol, den bedſte i Landet, der var Gjenſtand for Raadſlagningerne[13]. Men ikke længe efter finde vi ham med Raadet i Helſingborg, hvor Erkebiſkopen med flere Prælater, Riddere og Borgere den 28de Juni højtideligt fornyede den tidligere Hylding, lovende Kongen, Dronningen og deres Søn Junker Erik, ſamt de Børn, de herefter kunde faa, Troſkab og Lydighed, og hvor Kongen til Gjengjeld bekræftede Indbyggernes Privilegier, ſamt Dagen efter udtrykkeligt lovede med Raad og Daad og Penge at ſtaa Erkebiſkop Peter, hans Kirke, Capitel og Efterfølgere bi, derſom de ifølge denne fornyede Hylding paadrog ſig Ubehageligheder[14]. Aarſagen til, at Kongen og hans Raad fandt denne Act nødvendig, var neppe alene den Omſtændighed, at Kongen nu førſt kunde ſiges at være kommen i rolig Beſiddelſe af Landſkabet, men ogſaa, og viſt iſær dette, at Danmark efter det lange Mellemrige under Tydſkeveldet nu atter havde faaet en Konge, hvis Hovedopgave det maatte være at gjenerhverve og ſamle Rigets adſplittede Dele, ſaa at det altſaa gjaldt for Magnus ved en højtidelig Ret at ſikkre ſig ſin nyserhvervede Ret til Landſkabet, inden den nye danſke Konge kunde fremſette Fordringer derpaa. Denne Konge var Valdemar, Kong Chriſtopher Eriksſøns yngre Søn; den eldre, Otto, ſad endnu fangen efter Slaget paa Tappe-Hede, og om ham kunde der ſaaledes ikke godt være Spørgsmaal, thi det danſke Folk ſukkede alt længe af Utaalmodighed efter at befries fra Tydſkernes Herredømme, og ſkulde man vente, indtil Otto kom paa fri Fod, vilde det have varet for længe. Valdemar, der ſiden 1328 havde opholdt ſig deels ved den tydſke Keiſer Ludvigs Hof, deels hos dennes Søn, Markgrev Ludvig af Brandenburg, ſom var gift med hans Syſter, betragtede ſig ſelv allerede i 1338 ſom Arving til Danmarks Krone og erkjendtes af Keiſeren i 1339 endog ſom dets Konge[15]. Der manglede heller ikke paa ivrige Opfordringer fra det Danſke om at ſette ſig i Spidſen for dem, og ſelv Hertug Valdemar af Jylland, der forhen havde baaret Kongenavn, men nu formodentlig ſelv var bleven keed af at lade ſig beherſke af ſin Morbroder, Grev Gerhard, ſkal have indladt ſig i hemmelige Underhandlinger med de Danſke om at ſtaa Valdemar Chriſtophersſøn bi, naar denne vilde egte hans Syſter[16]. Men Grev Gerhard, der kom under Vejr med dette, ſkaffede ſig i Haſt en Hær fra de nærmeſte Egne i Tydſkland[17] og indtog derved en ſaa truende Stilling, at Hertugen fandt det raadeligſt at indgaa et Forliig med ham, hvorved han af Greven maatte modtage Størſtedelen af Narre Jylland, hvilket denne havde inde ſom Pant, mod en Sum af 43000 Mk. Sølv, der ſkulde betales i visſe Afdrag, og for en Deel af denne Sum ſtille ham det meſte af Sønderjylland til Pant, ſamt forpligte ſig til aldrig at ſtaa Junker Valdemar bi eller beſvogre ſig med ham, hvorhos Greven forbandt ſig til ikke at ſette Junker Otto paa fri Fod (11te Febr. 1340)[18]. Grevens Henſigt hermed var aabenbart den, baade at afrunde og ſtyrke ſine egne Beſiddelſer ved at erhverve Sønderjylland, der grændſede ſammen med dem, og at gjøre Hertugen uſkadelig ved at give ham et Landſkab i Stedet, hvis Befolkning, allerede længe misfornøjet og urolig, ſtod i Begreb med at gjøre formelig Opſtand. Der behøvedes heller ikke mere for Jyderne end at erfare denne Overeenskomſt, førend Opſtanden var i fuldt Udbrud, neppe uden Medvirkning af Hertugen, der paa denne Maade lettere vilde komme til Landſkabet end ved at indløſe det[19]. Greven maatte derfor ſelv gjøre et Tog ind i Nørrejylland, for at dæmpe Opſtanden, og drog lige til Randers, idet han ſkjendte og brendte; men her blev han ſyg, og førend han endnu ret var kommen til Kræfter, blev han, ſom bekjendt, Natten mellem den 1ſte og 2den April overfaldt og dræbt af den kjekke og fedrelandsſindede Ridder Nils Ebbesſøn. Dette forandrede Sagernes Stilling. Hans Sønner fandt det nu raadeligſt under Markgreven af Brandenburgs Megling at indgaa etſlagse Forliig med Valdemar og Hertugen i Spandau (23de April), hvorved de erkjendte Valdemar ſom Konge, imod at han lovede ikke at forſvare Grevens Drabsmænd; derhos beſtemtes det nu, at Valdemar ſkulde egte Hertugens Syſter Heilvig og med hende faa en Medgift, der afgik i Løsningsſummen for Jylland, ſaa at han af dette ſtrax kunde faa Aalborg, Vendſysſel m. m. i Beſiddelſe, og dertil Ribe m. m., ſom hendes Livgeding[20]. Dette Forliig, ſom ogſaa Grev Johan tiltraadte, bekræftedes i et nyt Forliig, der ſluttedes i Lübeck den 19de Mai[21], hvorefter Valdemar holdt Bryllup med Heilvig, og begav ſig til Jylland, hvor han den 24de Juni hyldedes paa Viborg Thing, uden at han dog endnu havde andet end de nys nævnte Landsdele at raade over, og uden at han endnu havde ſynderlig Udſigt til at vinde ſtort mere[22]. Men han var klog og virkſom, og Enhver kunde ſkjønne, at han vilde benytte ſig af enhver Lejlighed til at gjenvinde de tabte Dele af Riget, ſom maatte tilbyde ſig: Kong Magnus havde derfor god Grund til at ſikkre ſig Skaane ved en fornyet Hyldning. Valdemar maatte ogſaa for det førſte holde gode Miner dertil, da der aldeles ikke paa lang Tid var mindſte Udſigt for ham til at kunne trodſe Magnus’s Overmagt, og han maatte priſe ſig lykkelig ved, at denne ikke forfulgte ſine Planer paa at tilrive ſig yderligere Beſiddelſer af Danmark. Han udgav derfor, ſandſynligviis ikke længe efter ſin Holdning, et Brev, hvori han foreløbigt ſtadfeſtede den mellem Grev Johan og Kong Magnus afſluttede Afhændelſes-Tractat af 1332[23], og maa vel derved for det førſte have beroliget Kong Magnus, der i Løbet af Juli eller Auguſt vendte tilbage til Stockholm, efterat han tillige havde haft en Sammenkomſt med ſin Svoger Albrecht af Mecklenburg, og i Bevidſtheden om, hvor vigtigt det nu var for ham at ſikkre ſig denne kloge Fyrſtes Venſkab, tilſtaaet ham, til Belønning for viiſte Tjeneſter 200 Mk. Sølv aarligt, ſamt derhos paa hans Bøn givet Roſtockerne to Aars Toldfrihed i norſke Havne[24]. Men ved Juletider, da Valdemar imidlertid ogſaa var kommen over til Sjæland og der ladet ſig hylde, begav Magnus ſig atter ned til Skaane og havde her i Helſingborg en perſonlig Sammenkomſt med Magnus, hvorved han ikke alene paa det formeligſte bekræftede hiin Afhændelſestractat, men dertil[25] mod en Sum af 8000 Mk. brendt Sølv, kølnſk Vegt, afſtod ham ſin Rettighed over ſøndre Halland tilligemed de føromtalte tvende Hereder i Skaane, og fritog de egentlige Beſiddere, Knut Porſes Sønner og Magnus’s Halvbrødre, fra deres Troſkabseed til Danmarks Krone, ſaa at de følgelig nu bleve Kong Magnus’s Vaſaller (3die Januar 1341)[26]. Saaledes maatte vel Magnus nu betragte disſe Beſiddelſer ſom ſikkrede og reiſte ſtrax efter tilbage til Stockholm, hvor, eller i hvis Naboſkab, han forblev til ud paa Sommeren, uden, ſom det lader, at gjøre Miner til at beſøge Norge.

  1. See det forhen berørte Brev fra Biſkop Haakon til Erling af 15de Decbr. 1339, Samll. V. 142. Det heder her: „traf det ſig ſaaledes, at der i den ſidſte Samtale, ſom I havde i Tunsberg Aattendedagen efter Martinsmesſe forefaldt noget, ſom kunde være at meddele, da kan I eller Bjarne betænke os med ſaadan Meddelelſe efterſom det behager Eder“. Heraf ſeer man, at flere „Samtaler“ havde fundet Sted. Og nu tales der i Biſkop Haakons Brev til Bjarne af 12te Januar 1340 om at denne havde ønſket, at Biſkopen allerede om Sommeren (det vil ſige i September) var kommen til Tunsberg, ſaaledes ſeer man, at Raadſlagningerne allerede da vare begyndte, hvilket og ligger i Sagens Natur.
  2. See det nysomtalte Brev af 19de Januar, Samll. V. 145.
  3. At det var flere Herrer fra Veſtlandet, ſom reiſte hjem til Søs efter 18de Novbr. og leed meget ved Modvind, ſees af Brevet til Bjarne af 19de Januar; at Erling med Familie reiſte hjem og havde ſamme Skjebne, ſees ligeledes af Brevet til denne; og da Biſkopen i dette Brev, ſom vi have ſeet, anmoder ham eller Bjarne om at meddele noget om det ſidſte Møde i Tunsberg, er det klart, at han var fulgt med Faderen til Ættegaarden. At Hr. Ivar omtrent paa ſamme Tid reiſte til Bergen, maa ſluttes deraf, at Biſkop Haakon i ſit Brev til Erling af 11te Februar (Samll. V. 141), omtaler ham ſom tilſtedeværende der, og overleggende med ham ſelv, Erkebiſkopen og Fehirden; han har altſaa enten allerede tilbragt Julen der, eller har førſt været paa Heſtbø, og ſiden efter Julen begivet ſig til Bergen. Om Erkebiſkopens Vinterophold i Bergen, der maa fremgaa af dette Brev, er der allerede talt.
  4. See det forhen omtalte Brev af 25de Marts 1340, udſtedt af Hertuginde Ingeborg og medbeſeglet af Dronning Iſabella, Dipl. Sv. 3477. Da dette Brev ogſaa er medbeſeglet af Kongen, ſom d. 19de var i Stockholm, er rimeligviis Stockholm Udſtedelſesſtedet. Den 15de November 1339 var hun endnu i Bergen, ſom det ſees af B. Haakons Brev af denne Dag, Samll. V. 142.
  5. See Biſkop Haakons Brev til Erling af 11te Febr. 1340. At de Breve fra Kongen, ſom her omtales, indeholdende den ovennævnte Bemyndigelſe, maa være ſkrevne i Løbet af Januar, ſees deraf, at Biſkopen i ſit Brev af 19de Januar endnu ikke veed noget derom, thi var de ſkrevne og afſendte for den 1ſte Januar, vilde de vel til hiin Tid have været indløbne. Hvor Kongen ved Afſendelſen opholdt ſig, vides ikke; kun ſees det af Dipl. Sv. 3443, at han den 16de Marts var i Telge (Sødertelge) i Sødermanland. Den rimeligſte Antagelſe er derfor, at han har tilbragt Julen i Skaane og ſelv haft Brevene med paa fin Reiſe nordover for at ſende dem videre fra Lindholmen eller Ljodhuus, ſom han maaſkee paa Reiſen har berørt.
  6. Brevet af 23de April (Dipl. N. I. 266) er et Forbud mod, at fremmede Kjøbmænd og andre, der indlade Ved i Follo, ſejle bort uden at have erlagt Told til Mariekirken; der ſtaar „Sira Paal Styrkaarsſøn vor Klerk indſeglede og ſkrev“, med Udeladelſe af det ſedvanlige „oss sjálfum hjáverandum“. Kongens Nærværelſe i Stockholm d. 19de og 25de Marts ſees af de ovenfor nævnte Breve af disſe Dage; at han med det ſvenſke Raad var i Stockholm d. 6te Mai, ſees af Dipl. Sv. 3485, 3486.
  7. See f. Ex. Biſkop Haakons Brev til Kongen af 1ſte Marts 1340 (Samll. V. 147), hvor han takker ham, fordi han havde ſkjenket en Mand Landsviſt, for hvilken Biſkopen, Enkedronningen og Gunnar tidligere havde indlagt Forbøn (Samll. V. 142).
  8. Se Biſkop Haakons nysnævnte Brev af 1ſte Marts 1340, hvor han udtrykker ſig ſaaledes: „Vi bede Eder lade denne Sag mellem Biſkopen og Provſten bero ſaalænge, indtil Gud vil, at I ſelv kommer til Landet eller forordner Mænd, ſom kunne underſøge den“.
  9. Vi finde Magnus ſaaledes, ſom allerede nævnt, i Telge d. 16de Marts 1340, i Stockholm den 14de Marts og 6te Mai; den 22de Mai var han paa et Sted kaldet Holla (Dipl. Sv. 3491), aabenbart maa Vejen til Skaane, hvor vi finde ham ſidſt i Juni og førſt i Juli, ſom det nedenfor vil ſees; fra 8de Sept. til 21de October ſee vi ham atter i Stockholm (Dipl. Sv. 3513, 3518, 3523), 7de Novbr. i Valdby, uviſt hvor (3526), 2den og 3die Jan. 1341 i Skaane, ſee nedenfor, 28de Jan. til 15de April i eller ved Stockholm (3539, 3540, 3561); 21de Juni paa Skokloſter (3578), 22de Juni i Sigtuna (3579), 28de Juni i Stockholm (3581), 28de Auguſt i Kalmar (3593), Bare Novbr. ſammeſteds (3611), 18de Jan. 1342, fremdeles i Kalmar (3616), 13de Febr. i Skeninge (3624), 19de—25de Fedt. i Sandſjø eller Gaarvide (3627—3630), 3die Marts i Jønkøping (3631) og endelig 9de Juni paa Vardberg (3647).
  10. Brevet herom findes i Dipl. Norv. III. 202 og Dipl. Sv. 3484. Da der allernederſt er bortrevet et lidet Stykke af Brevet, (ſom opbevares i det ſvenſke Rigsarchiv), kan man ikke med Sikkerhed beſtemme Aarstallet, thi efter MCCCXL er der netop en Lacune, hvor der muligtviis kunde have ſtaaet Imo, IIdo, IIItio o. ſ. v. Imidlertid kan man være temmelig ſikker paa, at det i alle Fald ikke er yngre end Midten af 1342, efter hvilken vi finde Kongen boſat paa Vardberg; og den Omſtændighed, at der ved Midien af 1340 (ſee nedenfor) paabødes en lignende Forretning i Bergen, gjør det rimeligſt at gjette paa 1341, ſaamegetmere ſom Dateringen, Fredag efter Korsmesſe om Vaaren, da pasſer bedſt, efterſom dette bliver næſte Dag, 4de Mai; i 1340 vilde det heller ikke pasſe ſaa ilde, da det her bliver 5te Mai; men for 1342 vilde det være uſandſynligt, da Dagen her vilde blive 10de Mai, Dagen efter Chriſti Himmelfartsdag, ſom man aldrig vilde have betegnet anderledes end „crastino ascensionis domini“. At dette merkelige Regnſkab, hvortil vi i det Følgende ville komme tilbage, ikke er et ſimpelt Aarsregnſkab, men vedkommer en lang Rekke af Aar og ſaaledes antyder, at noget af ſtørre Vigtighed var paa Ferde, ſees deraf, at der handles om Foræringer, ſom Kongen havde gjort i fin Umyndighedstid, ſaaledes f. Ex. en Bog til Cantſleren (ſenere Erkebiſkop Paal) og en Bog om Hertug Frederik (en af de ved hans Mormoder foranſtaltede Overſettelſer af franſke Ridderromaner) til „Erling Drottſete“. Endvidere ſeer man af Bohavet og af de forefundne Bager, hvoriblandt tiere ſvenſke Lovbøger, at Kongen her maa have haſt ſit Bibliothek, altſaa været mere hjemme til Gaards, end paa mange andre Steder.
  11. See Brudſtykker i Dipl. Norv. V. 196.
  12. Herom ſee nedenfor, S. 250.
  13. Dipl. Sv. 3485, jfr. 3486.
  14. Dipl. Sv. 3499—3501.
  15. See herom Suhms Hiſt. af Danmark XII. S. 306, 319 fgg.
  16. Dette ſiger Detmar udtrykkeligt, S. 245. Han taler om en Sammenkomſt af tydſke Fyrſter i Lübeck ved Helligtrekongerstid 1340, hvortil Markgrev Ludvig ſendte Geſandter og bad, at man vilde forhjelpe Valdemar til ſit fedrene Rige, men hvor Grev Gerhard var tilſtede og ventede de Krigsfolk, han allerede havde ladet hverve.
  17. See hans Brev til Greven af Hallermund af 1ſte Jan. 1340, Schlesw. Holſt. Lauenb. Urk. Sml. II. No. 160.
  18. Sammeſteds, No. 161, hvor dog Dagen urigtig er anført at være 12te Februar.
  19. Detmar ſiger dette udtrykkeligt, S. 245: Er he (Ghert) vorttoch to Nortiuten, do slek de hertoghe em af Rypen, de stat, unde seghde velichheit den borgharen, de helt he en ovele. Siden, fortæller han, beſkyldte Grevens Søn Hertugen for at have været i hemmelig Forſtaaelſe med deres Faders Drabsmænd, og Hertugen maatte fralegge ſig Sigtelſen med Eed. (S. 247).
  20. Huitfeld, S 422, Suhm, XIII. S. 4.
  21. Suhm, XIII. 775. Schl. holſt. lau. Urk. B. II. S. 103.
  22. Han havde nemlig tillige d. 21de Mai maattet bekræfte Grev Gerhards Sønner i Beſiddelſen af Fyn ſom Panthavere for 41000 Mk., og fornye Grev Johans Forlening med Femern; Schlesw. H. L. Urk. 162, 163.
  23. Brevet er aftrykt i Dipl. Sv. 3502 efter en Afſkrift, der ſavner Datum, men det er der i en Note tilſtrækkeligt beviiſt, at det alene kan tilhøre 1340, og da ſandſynligviis Hoften. Saavel de isl. Annaler ſom Detmar henføre ogſaa Valdemars førſte Forliig med Kong Magnus til 1340, men det kan vel være, at de her nærmeſt have haft den formelige Tractat af 3die Jan. 1341 for Øje, thi der er al Sandſynlighed for, at begge Konger var komne ſammen og Underhandlingen begyndt endnu i 1340.
  24. Styffe, Bidrag etc. No. 9, og Dipl. N. III. 203. Det førſte Brev er dateret 3die Juli, det andet, hvorom mere nedenfor, 6te Juli, begge i Helſingborg. Formodentlig var Albrecht kommen til Skaane iſær for at høre, hvorledes det gik med det førſte Afdrag af Medgiften, der ſkulde udbetales den 25de Juli ſ. A.
  25. Dipl. Sv. 3537.
  26. Dipl. Sv. 3538. Vel mangler dette Brev Datering, men det er ſammeſteds i Noten viiſt, at det maa tilhøre 1341.