Åpne hovedmenyen

Imidlertid havde Erkebiſkop Paal og de øvrige Herrer, hvilke det ovenomtalte Hverv var bleven betroet, ikke været uvirkſomme. Endnu i Februar ſatte Erkebiſkopen ſig i Bevægelſe og ſpurte Biſkop Haakon, Hr. Ivar og Fehirden Gunnar til Raads derom, men Haakon udbad ſig Betænkningsfriſt, og flere andre vare ligeledes af den Mening, at man ikke godt kunde ſvare paa ſaa vigtige Spørsmaal, førend et ſtørre Møde af gode Mænd havde fundet Sted. Af disſe Spørsmaal maa vel det angaaende Mynten have været et af de vigtigſte; idetmindſte ſynes det meſt at have beſkjeftiget Opmerkſomheden. Hvad de to Befeſtningers Reparation angaar, da nævnes der idetmindſte ikke videre derom, og det ſynes heller ikke, ſom om den kunde være ſaa paatrængende nødvendig, med mindre det ſkulde være Forbedringen af Vargøhuus, hvis Mangler man formodentlig i den ſidſte rusſiſke Krig maa have haft Anledning til at iagttage, ſiden der netop nu er Tale om dem. Vel havde Krigen, ſom det allerede er antydet, været ført i Finlands Grændſe-Egne, men at der og blev kæmpet i norſk Finmarken, derom vidner den fabelagtige Beretning i de islandſke Annaler om en Riſe i norſk Finmarken, femten Alen høj, der 1338 blev dræbt af en Mand fra Viken, ved Navn Halldor, med tre andre, hvilke alle tilſammen anraabte den hellige Olaf om Hjelp og lovede Pilegrimsferd til Rom[1]. Det er aabenbart en forvanſket Beretning om en farlig Kamp mellem Nordmænd og Rusſer, vi her have for os. Krigen endte i det Hele taget fordeelagtigt for de forenede Riger, thi Rusſerne ſendte Geſandter til Kong Magnus, der traf ham i Ljodhuus eller paa Lindholmen d. 8de September 1339[2], juſt ſom han var paa Vejen til Skaane, og fornyede her Freden, formodentlig atter paa ti Aar, hvorved de tidligere Afſtaaelſer bekræftedes, og dertil endda Grændſen blev dragen i en for Sverige meget fordeelagtigere Retning, nemlig næſten lige i Syd og Nord, indtil den ſtødte ſammen med norſk Finmarken, ej ſom forhen til Botnhavet; der er derfor al Grund til at tro, at der nu og har været ſluttet en ſærſkilt Fred med Norge, hvorved dettes Grændſe mod Øſten nærmere beſtemtes[3]. At man dog ej troede Freden, ſees allerede deraf, at det var Tale om at ſette Vargøhuus’s Befeſtningsverker iſtand. Men at de, hvad enten de bleve iſtandſatte eller ej, ved Krigens Fornyelſe gjorde liden Nytte, vilde vi i det Følgende komme til at ſee. — Med Henſyn til Myntvæſenet og de øvrige Sager, der ſkulde forhandles, erfare vi, at Fehirden, Gunnar, i Mellemtiden, inden et ſtørre Møde kunde komme iſtand, ſelv begav ſig til Kongen for mundtligt at overlegge med ham, medbringende et Brev fra Biſkop Haakon, hvori denne blandt andet klagede over Mag. Capellarum, Provſt Guthorm, der i denne Tid, ſkjønt forgjeves, ſom det lader, ivrigt beſværede ſig hos Kongen over nogle Indgreb i hans Rettigheder, ſom Biſkopen ſkulde have tilladt fra. Gunnar fandt maaſkee Kongen i Oslo, hvis denne virkelig var der i April 1340, ellers maa han have reiſt lige til Stockholm for at opſøge ham; viſt er det, at han kom hjem til Bergen i de ſidſte Dage af Juni Maaned med den beſtemte Beſked fra Kongen, at man ſkulde tage en endelig Beſtemmelſe angaaende Mynten med ſaa mange gode Mænds Raad, ſom man kunde faa ſammen, blandt hvilke Biſkop Haakon, Erling og Gunnar ſelv udtrykkeligt nævntes[4]. Erkebiſkopen, der ogſaa i Mellemtiden havde været borte, formodentlig hjemme i Nidaroos, var nu ligeledes kommen tilbage til Bergen, og da Hr. Erling havde meldt, at han ej kunde komme førend til Olafsmesſe, bad Gunnar Erkebiſkopen og de øvrige tilſtedeværende om ſtrax at træde ſammen og raadſlaa, da Sagen ikke taalte nogen Opſettelſe. Et ſaadant Møde blev da og holdt, uden at man oppebiede Erling, og den Beſlutning, ſom fattedes med Henſyn til Mynten, betegner nokſom de falſke Foreſtillinger, man her i Norge, ſom andenſteds paa de Tider, havde om Myntvæſenet og Regjeringens Rettigheder lige overfor Folket med Henſyn dertil, idet de ligefrem foreſlog en Forringelſe af Myntens Gehalt ſom en Finans-Operation. Man enedes om, under Forbehold af Kongens Stadfeſtelſe, at Peningen, hvis Gehalt, ſom vi have ſeet, hidtil i endeel Aar havde været efter Forholdet til reent Sølv ſom i.: 4, nu ſkulde nedſettes til Forholdet 1:5, og dog ſkulde dens Verdi vedblive at være den ſamme ſom før[5]. Som et af de Goder, man herved tilſigtede, nævnte man iſær, at Pengene mindre vilde blive udførte af Landet. Hovedſagen var dog vel den, at man vilde ſkaffe flere Penge tilveje i Rigskasſen[6], og Kongen har derfor viſt heller ikke betænkt ſig paa at bifalde Forſlaget, iſær da Mynten i Norge derved kom aldeles paa ſamme Fod ſom den i Sverige, hvor Forholdet allerede længe havde været ſom 1:5[7]. Vi have allerede ſeet Exempler nok paa, hvorledes man i de Tider virkelig troede ved et Magtſprog at kunne give de myntede Penge en Cours, ſom langt overſteeg deres Gehalt: det var en Vildfarelſe, ſom deeltes af alle eller de fleſte. Statsmænd i de Dage og langt ſildigere, og man kan derfor ikke gaa i Rette med Biſkop Haakon, at han ej var mere klarſynet end de andre. Det gik ogſaa her, ſom altid ved ſlige Lejligheder, at den Fordeel, ſom den kongelige Kasſe fik, — om den ellers virkelig fik nogen, — kun var kortvarig og opvejedes af den tilſvarende Forringelſe i Indtægterne, ſom ſnart maatte indtræde. Thi ikke ſaa mange Aar derefter finde vi den norſke Peningemark i offentlige Documenter ligefrem beregnet til af rette Sølvmark[8]; og jo længere Tid der var gaaet hen, inden dette Forhold af Regjeringen ſelv var blevet erkjendt, men derimod den tvungne Cours havde herſket, deſto længere havde de Penge-Indbetalinger i Skatter og Landſkyld, ſom Regjeringen da heller ikke kunde undſlaa ſig for at modtage efter den tvungne Cours, været ringere, end de egentlig ſkulde være. Men den finanſielle Tilſtand var formodentlig ſaa mislig, at man med Graadighed greb enhver øjeblikkelig Forøgelſe af Indtægter, ſom man kunde tilvejebringe, uden at bekymre ſig om, hvorledes det vilde gaa i Fremtiden.

Med disſe Anliggender ſynes man at have været beſkjeftiget den hele Sommer, og ivrig Brevvexling at have fundet Sted mellem Kongen, Biſkop Haakon og flere af de mere betroede Mænd. Dog erfare vi, at der ogſaa blev handlet en heel Deel om nogle Forandringer, ſom Kongen havde foretaget med Henſyn til Bergens Fehirdſle eller Oppebørſels-Diſtrict. Til dette havde hidtil, uviſt hvor længe, men ſikkert heelt ſiden Kong Haakon Magnusſøns Tronbeſtigelſe, Haalogaland (og følgelig Finmarken) med de veſtlige Skatlande, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland og Orknøerne, hørt, ſaa at de kongelige Indtægter, der indkom derfra, deels in natura, deels i rede Penge, bragtes til Bergen og indbetaltes til den kongelige Fehirde i denne By. Bergens Fehirdſle var derfor viſt ogſaa en Tidlang den rigeſte i Norge. Men Kongen havde i den ſidſte Tid givet den Beſaling, at de, ſom kom norden- eller veſtenfra med de indkrævede Kronindtægter, ſkulde bringe dem umiddelbart til ham ſelv uden at ſtaa nogen anden Mand til Regnſkab derfor[9]. Kongens Henſigt med denne Beſtemmelſe var, ſom man tydeligt kan ſkjønne, at legge hine Landſkaber til Kronens Fadebuur, ſom man dengang udtrykte ſig i Sverige og Danmark, det vil ſige i Ordets egentligſte Forſtand at legge Indtægterne deraf til Kongens Privatkasſe. Vi ville ſee, hvorledes denne Beſtemmelſe ej længe efter blev formeligt bekræftet, og hvorledes den ſenere bibeholdtes i lange Aarrekker til ſtor Skade for vedkommende Landſkaber, ſom derved efterhaanden bleve underkaſtede trykkende Monopoler[10], Biſkop Haakon og Fehirde Gunnar gjorde og Kongen de alvorligſte Foreſtillinger derimod; i et Brev af 1ſte Juli 1340 bad den førſte ham at overtænke, hvorledes det kunde blive noget bedre med Bergens Fehirdſle, hvilken nu ſaa meget var unddraget; i et andet Brev af 8de Auguſt klagede han atter over, at de, ſom kom norden- eller veſtenfra, unddrog ſig fra at betale under Paaſkud af den nysnævnte, fra Kongen udgaaede Beſaling; „dermed“, ſiger Biſkopen, „finde de ſig viſt ogſaa godt tjente, thi I veed jo ingen Beſked om, hvor meget eller hvori der paa hvert Sted bør ydes eller kan gjøres Regning paa, men I troer dem kun paa deres løſe Ord, hvor redelige de ſelv ville være; med Eders Tilladelſe ſkulde vi anſee det langt nyttigere, at de aflagde fuldt Regnſkab for Fehirden, og at han igjen indbetalte alt til Eder, ſaaledes ſom I nærmere maatte beſtemme det; ſkal han ikke tage mere, end der falder alene i Bergens Biſkopsdømme, da vil det blive ham vanſkeligt at tjene Eder og min Frue, ſom rimeligt og pasſeligt kunde være[11]. Maaſkee dog Mynten vil hjelpe til, hvis den giver noget af ſig“. Omtrent ſaaledes havde nok ogſaa Gunnar Fehirde ſkrevet, men de predikede begge for døve Øren, thi, ſom vi have ſeet, blev det ved Foranſtaltningen. I Forbindelſe hermed ſtod det vel, at Provſt Guthorm, der tidligere havde været Fehirde, nu aflagde Regnſkab over Kongens Gods, ſkjønt det og vel kan være muligt, at der herved kun har været meent en ſaadan Overleverelſe af Løsøre og Bohave ſom den, der fandt Sted paa Baagahuus og Oslo, og at den vedkom Flytningen til Vardberg. Kongen overdrog til en Haakon Notarius og Ivar Oma at modtage Regnſkabet under Biſkop Haakons Opſigt, men denne undſkyldte ſig med, at han, ſom han ſagde, ikke forſtod ſig derpaa og havde knap Tid. Sagen var dog nok egentlig den, at det paa Grund af det ſpendte Forhold, hvori han ſtod til Provſt Guthorm, var ham ubehageligt at have med dette Anliggende at gjøre, ſkjønt han rigtignok ikke kunde ønſke ſig et mere tilfredsſtillende Beviis end dette paa, at Kongen ikke havde lyttet til Provſtens Bagvaſkelſer imod ham. Han yttrede og, at de andre Mænd, ſom Kongen havde valgt, ej var ret ſkikkede dertil, og foreſlog derimod en vis Helge Ivarsſøn Laſk. Man kan neppe tvivle paa, at Kongen fulgte hans Raad[12].

  1. Isl. Annaler, ved 1338.
  2. Om den rusſiſke Krig ſee ovenfor, S. 211, 212. Beretningen derom i de novgorodſke Annaler, den eneſte Kilde, er meget mangelagtig og dunkel. Det heder nemlig ved 6846 (1337—38): „I det ſamme Foraar kom Novgoroderne med Posſadniken Theodor (Fedor) til Neva og mødte ved Orechov de Sendebud, ſom var ſendte fra den nemetziſke Statholder Steen (ſaaledes heed altſaa da Befalingsmanden over Finland), men der blev ingen Fred. De nemetziſke Krigere og mange Kareler ved Oboneſhia (ved Onega) forfulgte Ladogaboerne til deres Forſtad og brendte den, men kunde ej indtage Byen. Siden drog Novgorods unge Mænd med Vojevoderne at ſtride mod Karelerne i de nemetziſke Gaarde, og ødelagde en ſtor Deel af deres Land og tilintetgjorde Løsøre og Kvæg. Samme Aar kom Nemetzerne fra Gaardene, krigende paa Toldog (?), og derfra drog de til det Votiſke Land (Vatland, mellem Neva og Narova), men de tog intet, og holdt ſig inden Forſkandsninger (?), hvorpaa Indbyggerne af Kovokle (nærved Neva) drog ud med Theodor Baſils Søn (Fedor Vaſilievitſh) ved hvilken Lejlighed Michael fra Kovorje faldt, en brav Mand, medens Theodors Heſt blev dræbt, og han ſelv leed Overlaſt, ſkjønt faa af de forſkandſede (?) Fjender kom ud. Forgjeves ſendte man Bud til Fyrſt Narimont af Litauen om Hjelp (han havde paataget ſig etſlags Patronatſkab), men han kom ej, ja kaldte endog ſin Søn Alexander tilbage fra Orechov, efterladende alene en Nameſtnik (Befalingsmand). Denne Vinter kom der Geſandter fra de Nemetziſke Gaarde ved Viborg, om Fred, til Novgorod, fra Statholderen Petrika (d. e. lille Peter, altſaa ſkulde man formode, at Peter Jonsſøn atter havde faaet Viborg) ſigende, at Svearnes Konge intet vidſte om Krigen og ønſkede Fred, men at Statholder Steen havde kriget paa egen Haand. Fra Novgorod ſendtes da Kosma Tverdislavitſh og Alexander Boriſovitſh for at ſlutte Fred, det vil ſige fornye den Fred, ſom var indgaaet under Storfyrſt Georg ved Neva, og de ſendtes fra de Kobylitſke Kareler (?) til den ſvenſke Konge“. Derpaa, ved 6847 (1338—1339): „I dette Aar ſendtes fra Novgorod Kosma Tverdislavitſh og Alexander Boriſovitſh med andre … hiinſides Havet ſom Geſandter til Svearnes Konge, hvilke, ankomne til Nordmændenes Land i Byen Lüdovli, ſluttede Fred paa de gamle Documenter, og angaaende Karelerne blev der ſagt: naar Vore løbe til Eder, ſaa bank dem eller hæng dem, det ſamme ville vi gjøre med Eders, da der ej burde være Uenighed mellem os; de, ſom vi ej ville udlevere, ere de, ſom ere døbte til vor Tro, men forreſten er der kun faa, og de kan gjerne blive hjemſøgte af Guds Vrede“. Jfr. Karamſin, l. c. S. 198.
  3. See herom Langes Tidsſkrift V. S. 359, 360. Det erfares her, at Grændſen nu førtes lige til et Sted kaldet Kellontaivala (c. 63° 6ʹ N. Br. 45° 55ʹ Ø. L. Ferro), og at „det tilſtødende Lands“ (terræ adjacentis) Raamerker, altſaa den norſke Grændſe, her begyndte, hvilken ſaaledes maa have gaaet fra dette Sted lige til det hvide Hav. Det er her og viiſt, at Freden ſandſynligviis kun ſluttedes paa 10 Aar.
  4. See B. Haakons Brev af 1ſte Marts 1340, l. c.
  5. B. Haakons Brev til Hr. Erling og til Kongen af 1ſte Juli 1340, Samll. V. 148, 149. I det førſte Brev kaldes Vexlingen „flosopeningr“, hvilket ſynes at viſe, at den har været et tyndt Bracteat. Paa begge Steder ſettes Verdien ſaaledes, at 1 Løb Smør ſkulde gjelde ⅓ Mk.
  6. Dette ſiges ligefrem i Bremens Brev til Kongen af 1ſte Juli og 8de Aug.
  7. See ovenfor de pavelige Nuntiers Regnſkaber S. 97.
  8. See den pavelige Nuncius Joh. Guilabertis Regnſkaber af 1351—1353, Dipl. N. I. 327—336.
  9. Biſkop Haakons Breve af 1ſte Juli, 8de Aug., 3die Novbr. 1340, Samll. V. S. 149—157.
  10. See herom indtil videre fornemmelig J. Chr. Bergs „Ventilationer angaaende den nordlandſke Handel“, i Samll. etc. V. S. 623—628. I det følgende vil denne Sag oftere nærmere blive afhandlet.
  11. Vi ſee heraf, at foruden Skatlandene og Haalogaland var det alene Bergens Biſkopsdømme, der ſorterede inden Bergens Fehirdſle. Man ſkulde have ventet, at denne indbefattede hele Gulathingsloven, og at følgelig ogſaa Stavangers Biſkopsdømme hørte derunder; men man maa altſaa ſlutte, at Størſtedelen af dette, nemlig Ryfylke og Agder, laa under Tunsberg.
  12. Det er ikke uſandſynligt, at Haakon Notarius kan have været den ſamme, ſom ſkrev flere af Kong Haakons Breve i den ſidſte Tid. Ivar Oma nævnes oftere fra 1332 af ſom en i Bergen boſat Mand, og ſom det lader i et offentligt Hverv; i 1351 var han Ridder og gift med en Fru Ingerid. Før fin Udnævnelſe til Ridder kaldtes han endnu, ſom man ſeer, Ivar Bonde. Helge Ivarsſøn Laſt kaldes ogſaa „Helge Bonde“, han er maaſkee den ſamme,