Det norske Folks Historie/7/31
Naar man seer, hvad der fra Kongens Side blev gjort for at afhjelpe de grundede Klager i Norge, da var dette hidtil egentlig saa lidet, at man maa forundre sig over, at Nordmændene lode sig nøje dermed. Der skete kun enkelte, specielle Foranstaltninger, ingen stor og gjennemgribende Reform. Det kom ikke engang endnu saavidt, at Kongen udnævnte en Cantsler, der kunde udstede Breve i hans Navn og saaledes expedere alle forekommende, ikke altfor indviklede offentlige Sager, naar Kongen selv ej var tilstede; men han førte fremdeles Seglet med sig udenfor Norges Grændser og beholdt det der, til øjensynlig Skade for Regjerings-Anliggendernes ordentlige Gang. Men naar Nordmændene saa roligt fandt sig heri efter de tydelige Tegn paa Misfornøjelse, som de nu oftere havde lagt for Dagen, maa der have været en særegen Grund; de kunde ikke nu med eet være blevne saa taalmodige, naar de tidligere havde givet sit Misnøje tilkjende, hvor der var langt mindre Aarsag dertil, end nu, thi Kongen havde neppe nogensinde været længer borte fra Norge, end just i 1340 og 1341. Grunden kan neppe have været nogen anden end den, at de nu havde faaet etslags Udsigt til, at Unionen snart skulde ophøre.
Vi have seet, at Unionen alene var personlig, og at der neppe nogensinde havde været Tanke eller Tale om, at den herefter statsretligt skulde bestaa mellem Rigerne selv, uden Hensyn til Besidderen. Foreningen var nærmest en Følge af Kongefamiliernes Slægtskabsforhold; den var hverken forudseet eller søgt; den betragtedes som en tilfældig Begivenhed, ved hvilken der intet videre var at gjøre, men som man maatte finde sig i, indtil andre Forhold hidførte en Opløsning; og en saadan Opløsning var vistnok saa langt fra at betragtes som et Onde, at man meget mere saa frem til den som til en stor Velgjerning. Thi Regjeringens og Administrationsforholdenes Ubehjelpelighed afstedkom, som vi have seet, saa mange Ulemper for det ene af Rigerne, naar Kongen i længere Tid opholdt sig i det andet, at de Fordele, Unionen ellers kunde bringe, neppe engang bemerkedes. Det synes derfor ogsaa at have forstaaet sig af sig selv, at saasnart det lod sig gjøre, skulde Rigerne have hver sin Konge, medens de forøvrigt bleve i den nøjeste venskabelige Forbindelse; og den nemmeste Maade at ordne dette paa vilde det da være, hvis Kongen havde to Sønner, og den ene bestemtes til at blive Sveriges, den anden til Norges Konge. Dette maa næsten have været en Aftale, som allerede gjordes ved Kongens Giftermaal, og dersom vi havde Egteskabscontracten, vilde vi maaskee endog deri finde noget derom. Under denne Forudsætning maa baade Nordmænd og Svensker med Længsel have seet det Øjeblik, da Kongen fik sin anden Søn. Dette skete omsider, som det synes, i den anden Halvdeel af Aaret 1340[1], og om vi ikke allerede deraf, at denne Søn blev kaldet Haakon efter Magnus’s Moderfader, turde slutte, at han var bestemt til Norges Trone, fremgaar dette i alle Fald deraf, at Kongen strax sendte Sønnen til Norge for der at opdrages. Nu skulde vel efter de norske Tronfølgelove altid den eldste Søn følge Faderen paa Tronen, og da Sverige var etslags Valgrige, Norge derimod et Arverige, var jo strengt taget ogsaa her Muligheden forhaanden til, at hiin Successionsorden kunde iagttages, eftersom det stod de Svenske frit at vælge den yngre Søn til sin Konge. Alligevel maa man antage, at der herom allerede fra først af ikke har været Tale, men at Bestemmelsen har været den, at der nu skulde grundes tvende nye selvstændige Konge-Linjer, hvorved man følgelig maatte gjøre Undtagelser fra de bestaaende Successionslove. Og da nu Kong Magnus paa fedrene Side tilhørte Sverige, var det ogsaa i sin Orden, at hans eldste Søn bestemtes for Sveriges Trone; derfor blev han vel og opkaldt efter Kongens Fader, med den svenske Nationalhelgen St. Eriks Navn, medens den anden, allerede fra Fødselen bestemt til Norges Trone, fik det norske Kongenavn Haakon og sendtes til Norge. Men denne Udsigt til, at Rigerne skulde faa hver sin Konge, og maaskee og om føje Tid hvert sin særskilte Bestyrelse, har formodentlig bidraget til at berolige Gemytterne, idet man dog nu øjnede Enden paa den mislige Tilstand, saa at endog de Utaalmodigere indtil videre slog sig til Ro og ej lod det komme til voldsommere Udbrud. Ogsaa hermed Hob det maaskee i Forbindelse, at Kongen nu flyttede til Vardberg og forbeholdt sig Indtægterne af Haalogaland og Skatlandene til umiddelbar Oppebyrgsel. Han kan maaskee have givet et foreløbigt Tilsagn om, at hvert Rige med det første skulde faa sin særegne Bestyrelse, medens han ledede det Hele fra Vardberg af, midtvejs og dog udenfor dem begge, til Forebyggelse af Skinsyge eller Mistanke om Partiskhed; og hine Indtægter vilde da for ham blive som en særegen Appanage eller etslags Føderaad, medens de sedvanlige Indtægter ved Fehirdslerne maatte staa under den særskilte Regjerings Forvaltning. Dette vinder saa meget mere i Sandsynlighed, som vi finde, at en saadan Foranstaltning nogle Aar senere virkelig fandt Sted. I Haabet om, at dette med det første vilde skee, have de Misfornøjede saaledes slaaet sig nogenlunde til Taals, medens derimod Kongen, hvis ængstelige Paaholdenhed paa sin Magt og Anseelse er iøjnefaldende, var søgt at holde Tiden ud i det længste. Den svenske Chronist Ericus Olai fra det følgende Aarhundrede, der har saa meget at berette om Kongens slette Levnet, siger ogsaa om Kongesønnernes Valg til hvert sit Rige, „at nogle paastod, det ej skete med Kongens og Dronningens Samtykke, men efter Raadsherrernes, Prælaternes og alle Rigets højbyrdige Mænds ligesom fremtvungne Vilje, da Rygtet om Kongens ryggesløse Levnet Dag for Dag tiltog“[2]. At Kongen og Dronningen ej syntes om det, deri kan han vistnok have Ret, men Aarsagen ligger altfor tydeligt for Dagen i de allerede paapegede Misligheder, til at vi behøve at gjette paa en saa urimelig og af Luften greben Bevæggrund som „Rygtet om Kongens ryggesløse Liv“.
Derimod er det ikke usandsynligt, at Sondringen mellem Rigerne paa alle Maader befordredes af fremmede Fyrster og Stater, der frygtede for, at de forenede Riger vilde blive for mægtige, naar de fremdeles bleve samlede og Foreningen fik Fasthed, eller som ventede sig nogen særegen Fordeel af Splid mellem Dynastiets egne Medlemmer og dettes deraf følgende Svekkelse. Her møder os først og fremst Kongens egen Svoger, den listige, intriguante Albrecht af Mecklenburg, der maaskee lige fra sit Giftermaal af har begyndt at nære saadanne Forhaabninger om at drage Sveriges Krone over til sit Dynasti, som dem, der siden ved hans rastløse Bestræbelser gik i Opfyldelse, hvorfor det er heel troligt, at han allerede nu har stillet sig et saadant Maal for Øje Hans tvetydige Ferd giver visselig Anledning til en saadan Mistanke. Saaledes viiste han ligefra den nye danske Konge Valdemar Christopherssøns Optreden en Tilbøjelighed til at nærme sig denne, som egentlig ikke godt kunde bestaa med hans Venskabsforhold og Svogerskab til Kong Magnus, der som Indehaver af Skaane maatte betragte Valdemar som sin naturlige Modstander. Allerede ved Forhandlingerne i Lübeck, da Valdemar forligede sig med de holstenske Grever, var Albrecht tilstede og afgav Forløfte for ham, og endnu om Høsten samme Aar, efterat han havde været sammen med Magnus og faaet dennes Tilsagn om en aarlig Indtægt, modtog han en Erklæring fra Valdemar, dateret den 17de November, hvorved denne lovede at understøtte ham med Raad og Daad mod hans Fjender, saasnart han dertil opfordredes, saafremt Albrecht holdt sine Havne aabne for Kongen og hans Mænd, og stengte for deres Fjender, samt lovede troligen at understøtte ham med sine Vasaller mod hvilkensomhelst Fiende. Vel findes ikke nu nogen Gjenforpligtelse fra Fyrst Albrecht, men det ligger i Sagens Natur, at en saadan har været given[3]. Vistnok havde Kong Valdemar for Øjeblikket indgaaet et Slags Forliig med Magnus, men det var at forudsee, at dette ikke længe kunde staa ved Magt, om end Valdemar for det første ikke rørte noget ved Skaane, thi i alle Fald maatte det være ham magtpaaliggende snarest muligt at tilbagevinde de Besiddelser, Kongens Moder Hertuginde Ingeborg havde paa Sjæland[4]. For den listige og fremsynede Valdemar maatte det lige fra det første Øjeblik, han erhvervede Danmarks Krone, blive en Hoved-Opgave at undergrave Kong Magnus’s Magt saa meget som muligt. Alene derved kunde han have noget Haab om endelig at vinde Landskaberne hiinsides Øresund tilbage, og enhver Bevægelse, der sigtede til at ophæve begge Rigers Forening maatte derfor være ham saa velkommen, at man ej kan tvivle paa, at han gjorde alt muligt for at bearbeide Gemytterne i den Retning. Men fremfor alt havde Lübeck og de øvrige østersøiske Stæder Grund til at betragte Foreningen med Uvilje og ønske den tilintetgjort. Thi alene den, styrket og befæstet, vilde kunne gjøre det muligt for de to Riger at afkaste det Handelsaag, hvori de allerede vare komne under Stæderne, og som Aar for Aar tiltog. Ingen anden Magt havde saadan Lejlighed til at virke til Foreningens Opløsning, som disse Stæder ved deres mange Forbindelser og Indflydelse i de tvende Riger, og deres Hoveder og Ledere, ja alle deres virksomme Medlemmer, var altfor snue og statskloge til, at de ej af alle Kræfter skulde have arbeidet for en Sag, som laa saa aabenbart i deres Interesse.
- ↑ Naar Kongesønnen Haakon blev fød, nævnes ligesaa lidet udtrykkeligt, som naar hans eldre Broder Erik kom til Verden. Men vi have seet, ovenfor S. 229, at Erik maa have været født i Begyndelsen af 1339, medens Haakon endnu ikke var født sidst i Juni 1340. Men da det nu heder hos Olaus Petri, at der kun var omtrent eet Aar imellem dem, kan Haakon ej verre født senere end 1340, med mindre man ogsaa antager dette Udsagn, der dog vist maa grunde sig paa eldre, nu tabte, Notitser, for ugyldigt. Imidlertid bestyrkes den Angivelse, at Haakon var fød 1340, baade deraf, at han i 1355 tiltraadte Regjeringen som myndig, hvilket ej kan være skeet før hans fyldte 15de Aar, og at det i det Brev af 15de August 1343, hvori de norske Rigsraader vedtog at tage Haakon til Konge, heder, at han havde været opdragen i Norge, hvilket dog ej kunde siges, hvis han ikke havde tilbragt idetmindste henved tre Aar i Landet. Da saavel denne Vedtagelse, som Haakons senere Regjeringstiltrædelse regnes fra 15de August, er det ikke usandsynligt, at denne Dag netop var hans Fødselsdag.
- ↑ Ericus Olai, udg. af Loccen S. 127. Sandsynligviis har Er. Olai her, som sedvanligt, kun paa egen Haand videre udført, hvad Riimkrøniken, der er hans Hovedkilde, siger. Dens Ord ere: „då hans råd sporde detta här (neml. hans ryggesløse Liv), då rådde de honom swå ofta, at han skulle råda bötter därpå, han aktade det for intet våtta, och wille dera råd ei säta; sidan wordo de swå till råde, at de keeste hans söner både, Erik konung öfwer Swerike, och Håkon öfwer Norges rike, och finge konungen aff landit dera swå mycket han skulle fik med nära“. Hvad der findes andet og mere end dette, er sikkert Er. Olai’s egen Tilsetning.
- ↑ See Styffe, Bidrag o. s. v. No. 9, jer. Side XV.
- ↑ Det vil erindres, at Ingeborg efter sin Mand besad Sjøborg, Kalundborg, Holbek m. m. som Pant, og det vil strax nedenfor sees, at disse Besiddelser netop var blandt de første, som Valdemar med væbnet Haand søgte at tilbagevinde.
der nævnes som en af Overdomsmændene i Sagen mod de vestfalske Kjøbmænd 1316. (Dipl. N. I. 147); ellers nævnes ogsaa ved 1342 en kongelig Skriver eller Notarius Helge Ivarssøn. Dipl. N. I. 277.