Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/32

Forholdet mellem Stæderne og de tvende Riger havde ſiden Kongens Myndighedserklæring været det ſamme ſom hidtil, nemlig i det Hele taget ſpendt, idet Stæderne uafladeligt ſøgte at overſkride deres Friheder og Rettigheder til det mødte, medens Regjeringerne ſøgte at hindre alle Overgreb og holde de fremmede Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker. Deraf beſtandige Rivninger og Trette-Emner. Endog naar Forſtaaelſen ſyntes at være den venſkabeligſte, var man ſig dog paa begge Tider ligefuldt bevidſt, at det ej var oprigtigt meent: Tydſkerne vidſte meget vel, at man kun taalte dem og holdt Fred med dem, fordi de havde vidſt at gjøre ſig uundværlige, og at man med Glæde vilde gribe enhver Lejlighed til at faa dem bort, medens Landets egne Borgere ſaavel i Sverige ſom iſær i Norge følte ſig ſaa meget mere beſværede af Handels-Aaget, ſom Tydſkerne ved alle Lejligheder lod dem føle ſin Overlegenhed og opirrede dem ved det utaaleligſte Overmod. Det er allerede nævnt, hvorledes der i Formynderregjeringens ſidſte Aar ſkete flere Skridt for at hindre deres Overgreb. Anordningen af 9de Auguſt 1331 (ſ. o. S. 128) om Udlendingernes Handel i Bergen, ſaavelſom de tidligere af 3die September 1329 om Viinudſalg i Bergen og af 12te Decbr. om Forfalſkningen af de udenlandſke Varer, der bragtes did (S. 125), var nærmeſt rettet mod Tydſkerne, ſom fornemmelig handlede med de her nævnte Varer[1]. Man havde ved den førſte fremdeles ſøgt at indſkrænke Vinterſidderiet og den dermed forbundne Landprang, og uagtet det var ſkeet med ſaadan Lempe, at man udtrykkeligt undtog dem, der havde norſke Koner, og ligeledes tillod de Kjøbmænd, der endog kom ſenere til Havnen end Handelstidens Udløb, 14de September, at forblive, indtil de havde ſolgt ſine Varer, ſaa var dette dog ikke Tydſkerne nok: de vilde drive det dertil, at deres Handelsfactorer, hvilke de udtrykkeligt forbød at gifte ſig for at knytte dem ſaa meget faſtere til Fedrelandet og afſondre deres Interesſer fra Nordmændenes, ſkulde kunne opholde ſig og handle Aar ud, Aar ind i Norge og danne faſte Filialafdelinger af de tydſke Contorer paa norſk Bund. . Derpaa gik deres Stræben ud, og alt, hvad der ſkete for at ſtrider dette, optog de, eller paaſtod at ville optage ſom Fornærmelſer. Foruden disſe egentlige Factorer og.deres Hjelpere var der nu og, ſom hiin Forordning af 1331 antyder, virkelig boſatte og gifte tydſke Kjøbmænd, ligeſom det tidligere er viiſt, at Haandverkerne, i Almindelighed benævnte med Fællesnavnet Suterer, ſiden Embedsmænd, forſtørſtedelen eller udelukkende var tydſke. Men uagtet disſe Folk, der viſt forſtørſtedelen havde norſke Huſtruer, hvad Anordningen ogſaa ſynes at antyde, nu var at anſee ſom norſke Borgere og burde have Interesſer fælles med Indbyggerne af deres nye Fedreland, ſaa ſeer man dog, at de ſtundom, naar det kom til Stykket, holdt med deres egentlige Landsmænd og underſtøttede dem. En Forandring indtraadte vel i Regelen med deres Børn, der var opdragne.paa norſk Bund og derved lærte at betragte ſig ſom Nordmænd: der findes ſaaledes tydſke Ætter, der temmelig tidligt kom i Anſeelſe i Norge og beklædte vigtige Embeder, ſom Familien Paus, der blomſtrede i Oslo, hvor den havde ſin egen Gaard, og hvis Medlem Nikolas Paus endog var Lagmand i Oslo ved 1347[2]; Familien Skult, der ligeledes kom til Anſeelſe paa Øſtlandet, o. fl.[3]. Men mange ſynes de dog i eldre Tider ej at have været, og det lader næſten til, at i alle Fald de fornemmere norſke Familier ikke tyktes om, at deres Døttre egtede tydſke Borgere; idetmindſte ſeer man udtrykkeligt i et Forliig af 2den Auguſt 1329, at da Margrete, en Datter af Ridderen Hr. Peter i Ædø, egtede en Tidemann af Lübeck uden at ſpørge ſine Frænder til Raads, anlagde hendes Frænder paa hendes Syſtre Aaſas og Ingebjørgs Vegne Sag mod hende og fik en Dom af Hauk Erlendsſøn, ſtadfeſtet af Drottſeten med Raadet, hvorved Beſtyrelſen og Indtægterne af det Jordegods, der kunde tilkomme hende efter Forældrene, ſkulde tilfalde hendes to andre Syſtre. Siden, efter Faderens Død, indgik den ene af disſe, Aaſa, det nysnævnte Forliig, hvorved hun tilſtod Tidemann og Margrete alt hvad der af dennes Arvepart var tildømt hende, hvorimod Tidemann og Margrete maatte til Aaſas Fordeel gjøre fuldkomment Afkald paa det øvrige[4]. Hvis alle de i den Tid udſtedte Skifte- og Kjøbe-Breve havde været opbevarede, vilde vi upaatvivleligt have flere ſaadanne Beviſer paa den Ugunſt, hvormed de ætſtore Høvdinger betragtede ſlige Giftermaal. Noget bedre vilde de vel have optaget tydſke Adelsmænd, men af ſaadanne kom der neppe mange til Norge[5]; de fleſte Tydſkere, der ialfald gjeſtede Bergen, var ſikkert kun Handelsmænd, og den nysnævnte Tidemann Lübeck var ſandſynligviis endog kun en Slægtning af den Tidemann Lübeck, der nogle og 40 Aar tidligere nævnes blandt de tydſke Vinterſiddere i Bergen, ſom der var blevne bannſatte, fordi de ej vilde betale Tiende. Paa den anden Side vovede vel heller ikke Høvdingerne ganſke at bryde med Tydſkerne for ikke at tabe den ſtore Fortjeneſte, de havde af dem; thi ej alene lejede de til dem deres Huusrum og Brygger, men afſatte ſikkert ogſaa fornemmelig til dem alle de Naturproducter, ſom de modtog i Landſkyld eller avlede paa ſine egne Gaarde og ej behøvede til ſit og ſine Folks Underhold. Den ſtørſte Uvilje mod de tydſke Handelsmænd maatte naturligviis findes hos de Nordmænd, der ſelv drev Handel og fandt ſig hindrede og trængte afvejen ved dem; men nu, da de Fornemmere allerede længere havde ophørt at drive Handel, ſom i gamle Dage, kunde egentlig ikke dette Slags Skinſyge opſtaa hos dem: det er endog at formode, at de i allehaande mindre Conflicter, hvor det nogenledes gik an, beſkyttede Tydſkerne og ſøgte at forebygge, at man drev dem til det Yderſte: deraf vel og for en ſtor Deel den Vaklen og Ubeſtemthed, ſom man ſporer i Regjeringens Fremgangsmaade. Hvad de meſt havde at udſette paa Tydſkerne, var ſandſynligviis deres perſonlige Uelſkværdighed og ryggesløſe Vandel, thi derom ere alle Vidnesbyrd enige, at Tydſkerne i al den Tid, de havde noget at ſige i Norge, opførte ſig med en utaalelig Brutalitet og forargede ved ſine Udſvævelſer[6].

Saaledes ſtod Sagerne, da Kong Magnus erklæredes myndig i 1332. Det er allerede nævnt, at der da indfandt ſig Sendebud hos ham fra Lübeck, Roſtock, Stralſund og Greifswalde for at anholde om Bekræftelſe paa eller ſnarere Udvidelſe af de tydſke Kjøbmænds Friheder i Bergen. Men de mødte Vanſkeligheder: man var vel, ſiges der, tilbøjelig til at viſe Lübeckerne Naade, og gav dem ſærſkilt et ſkriftlig Svar; men de vilde intet modtage, hvori ikke ogſaa de øvrige var indbegrebne, og ſaaledes fik de intet, medens dog, ſom det heder, de øvrige Sendebud ærgrede ſig over, at de fra Lübeck var i ſtørre Yndeſt ved Hoffet. Følgen heraf var ſandſynligviis nogle voldſomme Optrin i Bergen, hvorom vi desverre ſavne ordentlige Efterretninger. Det heder kun i et Haandſkrift af de islandſke Annaler for 1332, at Bergen hjemſøgtes af en Ildebrand, i et andet, at Tydſkerne opbrendte en ſtor Deel af Kjøbſtaden Bergen[7]. Dette vekker visſelig Foreſtillingen om, at de tydſke Kjøbmænd have ſøgt at tage ſig ſelv til Rette, eller paa andre Maader ved mere end almindelig Voldſomhed have lagt ſin Harme for Dagen, ſaa at der er opſtaaet Sammenſtød mellem dem og Nordmændene, der endtes med den her nævnte Ulykke. Ogſaa i det følgende Aar ſkete der voldſomme Optrin: der tales om en Kamp i Bergen mellem Sutererne og Klerkerne (de Geiſtlige), hvorved to Klerker bleve dræbte[8]. Om nu end alt dette ikke ſtod i mindſte Forbindelſe med Spørsmaalet om Tydſkernes Handelsrettigheder, ſaa ſeer man dog deraf, hvor bitter Stemningen maa have været mellem dem og Nordmændene, og til hvilke Voldſomheder den gav Anledning. Hvorledes denne Strid ſtandſedes, og hvad der foretoges til Forebyggelſe af lignende Optrin, vides ikke; men at Forholdet vedblev at være ſpendt, ſeer man deraf, at Lübeckerne i 1334 og 1335 klagede over, at deres Kjøbmænd, naar de lagde ind i norſke Havne, plagedes med uſedvanlige Told-Udpresninger og andre Tyngſler og Forurettelſer, og bønfaldt Kongen om, at han vilde lade det forebygge for Fremtiden. Hertil ſvarede Kongen fra Stockholm den 4de Mai 1335, at han ikke kunde give dem nogen Beſkeed derpaa, førend han, hvad der om kort Tid vilde ſkee, perſonligen kom til Landet, hvorhen han da bad dem at ſende ham Bild eller Breve med en Fremſtilling af Sagen, forat han kunde høre ſine egne Mænds Svar herpaa; fandt han da, at disſe havde gaaet for vidt, ſkulde han visſelig lade rette derpaa[9]. Man kan neppe tvivle paa, at Lübeckerne have efterkommet Opfordringen og ſendte Breve eller Sendebud til Kongen, da han om Høſten (ſ. o. S. 185) var i Norge, ſaa meget mere ſom vi have ſeet, at der maa have indfundet ſig Sendebud fra Staden Kampen hos Kongen, paa Baagahuus i November, kort efter hans Bryllup. Det maa anſees temmelig viſt, at intet nyt Frihedsbrev for Lübeckerne har været udſtedt, thi i ſaa Fald vilde det vel have været opbevaret. Paa den anden Side gjorde Lübeckerne endnu ingen fjendtlige Skridt; de havde desuden nu en Grund mere til at holde ſig til Vens med Kongen, ſaaſom han ved Erhvervelſen af Skaane ogſaa havde faaet den øverſte Myndighed over de vigtige og for Stæderne uundværlige Fiſkerier og Markeder ved Skanør. Det er ovenfor nævnt, at Lübeckerne, formodentlig for at legge Kongen alle mulige Hindringer i Vejen med Henſyn hertil, negtede at laane ham de til Skaanes Indløsning nødvendige Penge[10]. Men han hjalp ſig dog nogenledes alligevel, ſom vi have ſeet, og blev Skaanes Herre; ja Lübeck eller Kjøbenhavn beſtemtes endog ſom de Steder, hvor Udbetalingerne ſkulde ſkee, og vi erfare, at Kongen lod enkelte af de Summer, der ſkulde udbetales, eller maaſkee dem alle, efterſom han opdrev dem, deponere hos Raadet i Lübeck[11]. Det var angaaende nogle Excesſer, hvori Handelsmænd fra Kampen i Nederlandene havde gjort ſig ſkyldige ved Skanørmarked 1334, at hine Geſandter fra denne Stad havde indfundet ſig hos Kongen ved eller ſtrax efter hans Bryllup for at udvirke hans Tilgivelſe, hvilken ogſaa paa Dronning Blanches Forbøn blev dem til Deel. Lübeckerne ſendte ligeledes, ſom vi have ſeet, Geſandter til Kongen ved hans Kroning i Stockholm 1336. Det lader til, at denne Sendelſe endog var mere end almindeligt højtidelig; det var tvende Raadmænd, Tidemann Guſtrow og Hans Rode, ſom afſendtes, og de ledſagede Albrecht af Mecklenburg paa Sejladſen til Kalmar og Stockholm, hvor de overvar Kroningen og forblev lige lige til den 15de Auguſt[12] for at underhandle, fornemmelig om Frihederne i Skaane. Denne Gang fik de virkelig og noget udrettet, hvad der nu kan have været Aarſag dertil. Kongen viiſte ſig meget gunſtig imod dem. Den 2den Auguſt fik de Bekræftelſe paa en Dom, hvorved den afgangne Erengiſl Neskonungsſøns Sønner tilpligtedes af ſin fedrene Arv at godtgjøre lübeckſke Borgere Verdien af et disſe tilhørende Skib, ſom deres Fader i ſin Tid havde taget i Havnen ved Pernau[13]. Den 12te Auguſt erhvervede de, ſom Detmar udtrykker ſig, „hos Kongen ſtor Frihed i Sverige og i Skaane evindeligen at bruge“. Det vil ſige, han befriede deres Skibe, forſaavidt de maatte ſtrande i Skaane, Halland eller andre omliggende, under ham lydende Landſkaber fra at behandles efter Strandretten, og bekræftede deres Friheder paa Markederne ved Skanør og Falſterbod; iligemaade fritog han dem fra at erlægge Told i Sverige, uden naar almindeligt Forbud mod visſe Varers Indførſel var udſtedt; han erklærede, at naar Borgere af Lübeck vilde opholde eller boſette ſig i Sverige og lyde under de ſvenſke Love, ſkulde de herefter kaldes Svenſke — altſammen dog mod fuldkommen Reciprocitet; at naar nogen Lübecker havde lidt Uret i Sverige og ikke før ſin Afreiſe faaet Ret derfor, ſkulde Kongen, naar Brev og Vidnesbyrd desangaaende tilſtilledes ham fra Lübeck, ſtrax ſkaffe Ret efter Landets Love, ligeledes mod Reciprocitet; Sørøverne, der ſvermede om Kyſterne, ſkulde blive afſtraffede, og lübeckſke Borgere, der kom til Sverige, venligt modtages og behandles, hvilket ſamme forventedes i Lübeck at ville ſkee ved ſvenſke Underſaatter; endelig bevilgedes det paa Dronningens Bøn og i Anledning af Kroningshøjtidelighederne, at hvilkenſomhelſt lübeckſk Mand, der kom til at ſtrande paa Sveriges, Norges, Hallands eller Skaanes Kyſt, ſkulde uhindret kunne lade Godſet bjerge inden Aar og Dag og frit beſidde og benytte det, eller hans Arving, hvis han imidlertid var død, hvorhos det udtrykkeligt forbødes enhver Foged, Embedsmand eller anden Underſaat heri at gjøre dem nogen Hinder. Alt dette ſkete, ſom det heed, med Raadets (det ſvenſke Raads) Samtykke i Betragtning af de ved Geſandterne ſømmeligt indgivne Anſøgninger, og af Taknemmelighed for Tjeneſter, ſom de havde beviiſt Kongen og hans Forfædre, og fremdeles beviiſte[14]. Den 18de Auguſt tilſtod Kongen, i Uppſala, Kampens Borgere, fra hvilke ogſaa Geſandter var komne, Ret til at benytte den Plads paa Skanør, ſom de hidtil havde haft, men i Brevet, der handler om denne Tilſtaaelſe, forudſkikkes en Bemerkning, hvorom der intet nævnes i Frihedsbrevene til Lübeck, nemlig, at uagtet Kongen ved ſin Kroning efter ſine Raadsherrers Raad havde ganſke tilbagekaldt alle de Privilegier, ſom enten han ſelv eller hans Forgængere paa nogen Maade i ſine Riger, Herſkaber eller Landſkaber havde tilſtaaet hvilkeſomhelſt Perſoner. Byer eller Søſtæder, eller andre, ſaa havde han dog i Betragtning af de Tjeneſter og Villigheder, Kampens Borgere havde viiſt ham og hans Forfædre, og paa deres Begjering, villet viſe dem den her omtalte Naade[15]. Dette Udſagn er ſaa almindeligt, at man ſkulde tro det ogſaa gjelder Norge, men alligevel er der ingen Spor til, at nogen ſaadan Tilbagekaldelſe der har fundet Sted; man maa altſaa formode, at der her alene ſigtes til Sverige og Skaane[16]. De lübeckſke Sendebud havde endnu et vigtigt Erende at udrette, hvortil de behøvede Kongens Biſtand. Det er forhen nævnt, at den ſvenſke Herre Sigvid Ribbing, en Ven af Jens Offesſøn, var Befalingsmand over Søndrehalland i Knut Porſes Sønners Mindreaarighed. En af hans Mænd var i Bardafjord paa Hallands Kyſt bleven dræbt af Friſer fra Stavern, men disſe kaſtede Skylden paa Lübeckerne, hvoraf der endog opſtod Fejde mellem begge Stæders Borgere. Sigvid Ribbing, en heftig og voldſom ung Mand, troede ogſaa, at Lübeckerne var de ſkyldige, og ſøgte at hevne ſig paa dem ved at fejde imod dem og kapre deres Skibe. Geſandterne foredrog denne Sag for Kongen og Raadet — altſaa betragtedes Magnus, efter Skaanes Erhvervelſe, allerede ſom Søndrehallands Lehnsherre, ſkjønt nogen formelig Overdragelſe endnu ikke var ſkeet, eller og maa det have været i hans Egenſkab ſom.Knut Porſes Sønners nærmeſte mandlige Frænde og naturlige Verge, at de henvendte ſig til ham. Kongen befalede „en veldig Ridder“ (der ſiges ikke hvilken) at begive ſig til Halland for at høre, hvad begge Parter havde at ſige, og ſee til at faa et Forliig iſtand; med Geſandterne ſendte han en af ſine Svene, der ledſagede dem gjennem Landet og bragte dem med ſikkert Lejde til Falkenbergs Slot, hvor Sigvid Ribbing havde ſit Tilhold. Sigvid tog venligt imod dem og laante ogſaa villigt Øre til den kongelige Ridders Meglingsforſøg: ſaaledes kom det den 15de September til et Forliig, hvorved det beſtemtes, at Fjendſkab og gjenſidige Forurettelſer ſkulde være glemte, at der herefter ſkulde herſke gjenſidigt Venſkab mellem begge Parter, og hvis der fandtes lübeckſke Kjøbmænds Gods eller Varer i Skibe, tilhørende Sigvids Fjender, og af denne opbragte, ſkulde de eller deres Verd udleveres til Ejerne[17]. Ved Afſkeden gav Sigvid endog Geſandterne ſkjønne Foræringer, ſkiltes fra dem med ſtørſte Kjærlighed, og var herefter Lübeckernes Ven[18]. Denne venlige Stemning mod Lübeckerne ſkyldtes viſt ikke Foreſtillinger eller Truſler fra Kongen, men ſnarere den Omſtændighed, at Sigvid ſelv agtede enten at gjøre ſig uafhængig i Søndrehalland, eller i alle Fald ikke at underkaſte ſig Kongen[19]; det maatte derfor være ham af Vigtighed at vinde Lübeckernes Venſkab, og disſe, der trods alt, hvad der nu var ſkeet, dog befandt ſig paa en temmelig ſpendt Fod med Kongen, følte vel ogſaa, at deres og Sigvids Interesſer ialfald i dette Henſeende var fælles.

  1. At Tydſkerne iſær bragte Viin, ſiges udtrykkeligt af Kong Sverre, ſ. o. III. S. 201, 202; ſkjønt dog ogſaa Viin nu indførtes af Engelſke og Flæminger, ſee f. Ex. B. Haakons Brev til Biſkop Jon i Skaalholt af 14de Juni 1338 (Samll. V. 121): „her var ikke at faa Viin … fra Flandern eller England kom ikke ſaameget ſom et Kar af rød, hvidt eller ſød Viin (altſaa franſk og middelhavſk Viin), kun noget fra Tydſkland, nemlig Rhinſkviin, og dog ikke godt“. Derimod i Brevet af 4de Novbr. 1340 til Biſkop Salomon af Oslo: „her er ligeſaa ſtor Viinmangel ſom hos Eder, og vore Brødre ere aldeles tamme, paa det nær at vi ſkaffede dem en Pibe hviid Rhinſkviin, der var ſkammeligt dyr; næſten alle blev narrede derved, at man hver Dag ventede Bedring, men Tydſkerne tappede og drak imidlertid hvad der var forhaanden, dog meſtendeels noget, man neppe kunde give Navn af Viin“.
  2. At Familien Bans er af Tydſk Herkomſt, ſiges ikke udtrykkeligt nogenſteds, men det ligger allerede nokſom i Navnet; dette er nemlig den nedertydſke Form „paus, pawes“, iſtedetfor Pabſt, Pfaff, ɔ: Pave, Prælat; formodentlig var Stamfaderen en Geiſtlig eller havde faaet dette Øgenavn. Nikolas Bane, der ſiden blev Lagmand i Oslo, nævnes allerede 1329, ſee Dipl. N. I. 203; ſom Lagmand forekommer han i et Brev af 12te Jan. 1347, ſmſteds. No. 303. Ættens Gaard i Oslo, kaldet Pauſen, nævnes hyppigt i flere Breve, f. Ex. af 1359, Dipl. N. II. 352, og af 1482, Dipl. N. I. 934.
  3. „Skult“ er ligeſrem det tydſke „Schulz“, „Schulze“, ſchweitziſk „Schultheiß“, hollandſk Scout, egentlig Sculd-heiz, i Middelalderens Latin Scultetus, d. e. Forſtander; det bruges om Formænd i Communen ligefra Sognefogder i Landsbyer til Borgermeſtre. En Gaard i Oslo heed Skulten; Medlemmer af Familien omtales i flere Breve, og ſaavel denne, ſom Familien Paus, er endnu til.
  4. Dipl. Norv. II. 172. Om denne Hr. Peter af Ædø ((Ædø paa Nordmøre?) meldes ellers intet i andre Breve, med mindre han ſkulde forekomme under et andet Navn, hvilket ikke godt lader ſig afgjøre, naar ej andre beſtemmende Omſtændigheder komme til. Snareſt ſkulde man gjette paa, at han var den ſamme ſom Hr. Peter paa Eid (Petr á Eiði), der forekommer mellem 1290 og 1308, og ſom af os tidligere er omtalt (ſ. o. IV. 2. S. 297, 304, 355, 384); thi vel maa dette „Eid“, ſom han kaldes efter, nærmeſt antages at være hans Odelsgaard Eid i Stryn paa Nordfjord, men han havde og en Gaard ved Navn Eid paa Nordmøre (Munkelivsbog S. 57), jfr. ovf. IV. 2. S.217, Not. 1, der maaſkee i hiint Document, udſtedt efter hans Død, kunde være forvexlet med Ædø; merkeligt er det ogſaa, at Peter paa Eid i 1296 var med at ſtille Borgen for de i Anledning af Tiendeſkatten bannſatte Tydſkeres Tilſtedebliven (ſ. o. IV. 1. 584), og at en af disſe heed Tidemann Lübeck (Dipl. N. I. 122, III. 37); thi at denne var en eldre Frænde af hiin Tidemann af Lübeck, der egtede Margrete Petersdatter, kan neppe betvivles, og da Peter af Eid ej vel kunde have anden Grund til at borge for ham, end at han kjendte ham og maaſkee lejede Huus til ham, vilde dette letteſt kunne forklare os Anledningen til, at den yngre Tidemann, ſom da vel og bar vanket i Huſet, kunde blive kjendt med Margrete og fortolke hende. Men er Peter af Ædø og Peter af Eid een og ſamme Perſon, da bliver og Peters Frue, Chriſtina Ivarsdatter, den ſamme „fornemme, med Kongen beſlægtede, Dame, øſter i Viken“, til hvem Peter af Eid friede 1295 og fik af Kongen et Anbefalingsbrev, forfattet af Laurentius, der ſenere blev Biſkop paa Island ſ. o. IV. 304). Tiden pasſer idetmindſte aldeles nøjagtigt. — Peter af Ædø og Chriſtina Ivarsdatter havde ifølge Brevet af 1329 tre Døttre, Jomfru Aaſa, ſom da endnu var ugift, den føromtalte Margrete, Tidemanns Huſtru, og Fru Ingebjørg, der ſaaledes ogſaa maa have været gift med en Ridder, og viſtnok er den ſamme „Fru Ingebjørg Petersdatter paa Huuſtad“, der nævnes i ſildigere Breve, thi Huuſtad nævnes ogſaa i Brevet af 1329 ſom det Sted, hvor Tidemann og Margrete ſkulde faa en Deel af deres Arv udbetalt. Paa Jomfru Aaſas Vegne mødte ved Forliget i Bergen 1329, hendes Moder Fru Chriſtina tilligemed Hr. Finn Agmundsſøn. Da Finns yngre Broder heed Ivar, og den anden Søn hyppigt plejede at opkaldes efter Morfaderen, bliver det heraf ſandſynligt, at Chriſtina var en Syſter af Finns og Ivars Moder. Forreſten maa Tidemann af Lübeck ogſaa være kommen til nogen Verdighed, ſiden hans Huſtru to Gange i Brevet kaldes „Fru Margrete“. At Fru Ingebjørgs Mand ſkulde være den Peter Haakonsſøn, der 1356 ſolgte 36 Mmbool. i Huusſtad i Hjørendfjord paa Søndmøre (Dipl. N. II. 333), er vel tvivlſomt.
  5. Vi finde ſenere hen flere, ſom den anſeede Hr. Dietrich Wüſtenacker, der blev gift med Margrete Eilifsdatter og ſpillede en ej ubetydelig Rolle.
  6. Herom behøver man kun at læſe de eensſtemmige Vidnesbyrd lige fra de fortie Tider til de Contoirſkes Undertvingelſe, fornemmelig „den norſke So“. Af ſtørſte Vegt er her de Klagemaal over Tydſkernes Voldſomheder i Norge, der findes indtagne i det Indlæg, Kong Magnus indgav ved Fredscongresſen 1343, hvorom nedenfor.
  7. Den førſte, kortere, Notits findes i de fleſte, den anden i Brudſtykket No. 423.
  8. Hole-Annalerne. Her nævnes ogſaa nogle andre Begivenheder i Bergen, om hvilke det ej er ret klart, hvorvidt de vedkomme den ovenomhandlede Tildragelſe. Den hele Notits lyder ſaa: Hjadande (Hjarande?) heed en Mand, ſom dræbte en Mand i Grid Dagen for Thomasmesſe, juſt ſom Julegriden var ſat, i Korskirkegaarden i Bergen, han blev halshuggen Thorlaksmesſe. En anden Mand dræbte ſig ſelv, og de gik begge igjen; deraf døde tre Mænd. Kamp mellem Klerker og Suterer; to Klerker dræbte.
  9. Lübecks Urkundenbuch, T. II, No. 415. Aarstallet mangler, der ſtaar kun: „Scriptum Stockholmis, in crastino Inventionis sanctæ crucis“ Nu kunde dette visſelig alene for Tidens Skyld, naar ingen andre Henſyn gjorde ſig gjeldende, maaſkee være 1341, da der ogſaa var Tale om Beſkikning fra Lübeck, ſom det vil ſees, men Udgiverne af „Urkundenbuch“ have viſt Ret, naar de mene, at de ej kunne ſette Brevet ſenere end 21de Mai 1335, hvor Kongen begyndte ſtadigt at kalde ſig Sveriges, Norges og Skaanes Konge (eller Norges, Sveriges og Skaanes Konge); thi i dette Brev kalder han ſig alene „Konge til Sverige og Norge“. Af 1334 kan det ej være, thi da var Kongen d. 1ſte Mai i Tunsberg, altſaa ikke den 4de i Stockholm. Om 1333 kunde der maaſkee være Tale, da Kongen i dette Aar havde Forhandlinger med Lübeckerne i Anledning af Skaanes Indløsning, idet Hr. Giſl Elinesſøn og Karl Neskonungsſøn i hans Navn deponerede et Afdrag af Løsningsſummen hos Raadet i Lübeck for at udbetales til Johannes Haſendorp (ſee dennes Qvittering, Urk. B. II. 561); og det er heller ikke uſandſynligt, at han, ſom Udg. af Urk. B. have antaget, ſamtidigt ſkrev Brevet No. 562, om at tilſtaa de Holſtenere Lejde, der i Lübeck ſkulde hæve de Penge, han havde at udbetale til dem. Men dette Aar pasſer langtfra ſaa godt for hiint Brev, ſom 1335, hvor Kongen netop i Mai var i Stockholm og ud paa Aaret agtede ſig til Norge.
  10. Til Sikkerhed for disſe Penge ſkulde igjen Skaanes Indtægter anviſes, ſee Detmar.
  11. See de nys berørte Breve af 1333, Urk. B. No. 561 og 562.
  12. Dette ſiges udtrykkeligt hos Detmar, S. 240. Jfr. ovf. S. 196.
  13. Dipl. Sv. 3241. Lüb. Urk. B. II. 637.
  14. Dipl. Sv. 3242. 3243. Lüb. Urk. B. II. 638. 639.
  15. Dipl. Sv. 3246.
  16. Da Henſigten med denne Tilbagekaldelſe aabenbart egentlig kun har været den, at de omſpurte Privilegier og Frihedsbreve nu ſkulde fornyes efterat være reviderede, og det hverken i ſig ſelv kan anſees tænkeligt, at det ſvenſke Rigsraad ogſaa ſkulde revidere de for Norge udſtedte Privilegier, eller Spor findes til, at Fornyelſer af Frihedsbreve vedkommende Norge have været udgivne ved Kroningen i Stockholm, med Undtagelſe af de viſtnok i ſig ſelv noget uformelige Hentydninger til Norge i de nysanførte Breve for Lübeck: ſaa afgive disſe Ord om Tilbagekaldelſen en vigtig Grund mere til at antage, at en norſk Kroning ogſaa har fundet Sted i 1337 (ſ. o. S. 205—207), thi man maa formode, at ved en ſaadan Kroning vilde en lignende Tilbagekaldelſe da igjen ufejlbarligt have draget flere Privilegie-Fornyelſer efter ſig. Og da nu netop flere ſlige udtrykkeligt omtales ſom udſtedte ved Høvdingemødet i Oslo 1337 (ſ. o. S. 213), kunne vi derfra med god Grund ſlutte tilbage til en foregaaende Tilbagekaldelſe, og fra denne igjen til en Kroning.
  17. Dipl. Sv. 3254. Lüb. Urk. B. II. No. 641. Som Meddeeltagerne i Forliget paa Sigurds Side nævnes her Knut Arnvidsſøn, Paal Arnvidsſøn og Peter Porſe, formodentlig en Broderſøn af Knut Porſe.
  18. See om alt dette Detmar S. 241. Det ſiges her udtrykkeligt, at Sigurd, „en iunghelingh doles modes“, var en Slegtning af Knut Porſe (van geslechte des duren hertoghen Knut Porses); af Dipl. Sv. 3558 ſees, at han var i Svogerſkab med St. Brita og hendes Mand Ulf Gudmarsſøn.
  19. Herom vil der i det følgende blive handlet udførligere.