Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/4

Ifølge Unionsacten ſkulde den unge Konge opholde ſig i Norge førſt og fremſt til nærmeſt foreſtaaende Michelsmesſe, og dernæſt lige til den i det paafølgende Aar. Dette ſkete dog ikke. Den 29de Januar 1320 finde vi Kongen med ſin Moder og Raadet i Bogeſund (nu Ulrikehavn), i Veſtergøtland[1] og da vi den 25de November forud finde Hertuginden med Raadet i Stockholm[2] er det maaſkee ej umuligt, at hiin ogſaa da havde Sønnen med. I alle Fald maa hun i Mellemtiden have ladet ham hente til ſig. Aarſagen til denne Afvigelſe fra Unionsactens Bud (hvis den ellers ikke kun har beſtaaet i en kort Udflugt fra Baagahuus) var ſandſynligviis den, at Kong Erik i Danmark afgik ved Døden den 13de November, efterat hans Dronning Ingeborg, den afſatte Kong Byrges Syſter, var død den 15de Auguſt forud. Thi ſaa længe Kong Byrge endnu var i Live, ja endog under enhver Omſtændighed, var Spørgsmaalet om, hvo der ſkulde blive Kong Eriks Eftermand, af ſaa ſtor Vigtighed for Sverige, for den unge Konges Omgivelſer, og navnlig for Knut Porſe, at baade Hertuginden og de andre, der ſtyrede Riget i Magnus’s Navn, maatte finde det raadeligt, at kunne iagttage Begivenhederne noget nærmere, og med den unge Konge imellem ſig. For at faa Penge til de ſtore Udgifter ved ſine Krige og ſit koſtbare Hofhold havde Kong Erik maattet paalegge flere Skatter, til almindeligt Misnøje, og desuden laane Penge deels af indenlandſke, deels iſær af tydſke, Adelsmænd, for hvilke han pantſatte Kronens Lehn og Indtægter. Dette var fornemmelig Tilfeldet i de Landsdele, der laa hiinſides Øreſund, nemlig Skaane, Halland og Bleking, hvilket næſten altſammen var pantſat til den mægtige Marſk Ludvig Albrechtsſøn af Gleichen, hvem tillige Kong Erik havde udnævnt til en af ſine Teſtament-Fuldbyrdere, og ſom var i nær Frændſkab med den mægtige Æsbern Snares Æt, følgelig og med de fornemſte blandt de forrige Fredløſe. Det er ſikkert nok, at flere af Magthaverne i Sverige, fornemmelig Knut Porſe, allerede nu ſpeculerede paa denne Omſtændighed, ſaavelſom paa de Forviklinger, der af de ovenanførte Grunde ſnart maatte forudſees at ville opſtaa i Danmark, ſom en god Lejlighed til at frareve det hine Landſkaber[3]. Nærmeſt den danſke Trone ſtod Kong Eriks Broder, Hertug Chriſtopher, men han havde ligget i aabenbar Feide mod ſin Broder Kongen, ja endog for nyligt ſluttet Forbund med Hertuginderne og deres Tilhængere mod den af danſke Tropper underſtøttede Kong Byrge: han opholdt ſig nu derfor landflygtig i Pommern, og Danekongen ſkal paa ſin Dødsſeng have fraraadet at velge ham[4]. For Kong Magnus’s Tilhængere i Sverige derimod maa det netop af disſe Grunde have været betragtet ſom ønſkeligt, om han blev valgt, og man kan neppe derfor betvivle, at der fra ſvenſk Side har været virket ivrigt derfor[5], ligeſom og, at Chriſtopher har givet Svenſkerne de bedſte Løfter. Vi ſee idetmindſte, at han allerede den 2den December fra Greifswalde bekræftede Lübecks, og den 16de fra Stralſund denne Byes Handelsprivilegier i Danmark, i det ſidſte Brev med det udtrykkelige Tilleg „naar vi med Guds Hjelp have faaet Danmarks Rige,“ uden engang at betinge de Danſke tilſvarende Friheder i Stralſund, og at han overhoved var gavmild paa Løfter, ſom han juſt ikke tænkte videre paa at holde: ſaaledes havde han lovet ſin Halvbroder, Grev Johan af Holſten, Femern til arveligt Lehn, for at faa hans mægtige Biſtand. Til Danmark begav han ſig umiddelbart efter at have udſtedt hiint Brev fra Stralſund, og gav ligeledes her flere Herrer Brev paa, at han i ſin Tid, naar han blev Konge, vilde paaſkjønne og godtgjøre den Hjelp, de dertil maatte yde ham: den fornemſte af disſe Herrer var endog Marſken Ludvig Albrechtsſøn, der endnu faa Maaneder i Forvejen havde i Kong Eriks Tjeneſte ført Vaaben mod Chriſtophers Forbundsfelle, Erkebiſkop Æsger[6], og indtaget hans Borg Hamershuus paa Bornholm. Herved fik Chriſtopher ſnart et ſtort Parti for ſig, kun Jyderne heldede ſom ſedvanligt endnu til den ældre, eller abelſke, Linje af Kongehuſet, og ønſkede helſt den ſønderjydſke Hertug Erik Valdemarsſøn til Konge. Men da den holſtenſke Grev Johan erklærede ſig for Chriſtopher[7], og i Forening med Stæderne havde det i ſin Magt at afſkære Erik al Underſtøttelſe fra Tydſkland, var det ikke muligt at opſtille denne ſom Modprætendent, og de danſke geiſtlige og verdslige Herrer beſluttede derfor heller ligeſaagodt at velge Chriſtopher, imod at han vedtog og beſvor en Haandfeſtning, hvorved deres Friheder og Rettigheder ej alene i videſte Maal bekræftedes, men endog udvidedes, medens de Adelige fritoges for at drage i Krig udenfor Riget, og det paalagdes Kongen at udløſe dem, om de i hans Tjeneſte bleve tagne til Fange, eller godtgjøre dem deres Udleg; ſkete det ikke, kunde de undlade at fare uden at tabe ſine Friheder. Derimod maatte han ſelv ikke begynde Krig uden Adelens og Prælaternes Samtykke. Kronens faſte Slotte i Jylland, paa tre nær, ſkulde nedrives, ingen nye Skatter maatte paalegges, og de af den forrige Konge paalagte ſkulde ophæves, medens han dog forpligtede ſig til at betale Kronens Gjeld og udløſe Panthaverne. At opfylde alle disſe Løfter var en fuldkommen Umulighed, men Chriſtopher lovede gjerne hvad det ſkulde være, naar han kun blev Konge. Dette ſkete i Viborg d. 25de Januar 1320[8]. Den 28de ſee vi, ſom ovennævnt, Hertuginde Ingeborg med den unge Konge i Bogeſund, altſaa formodentlig paa Vejen til Vardberg[9], hvor hun allerede nu ſynes at have opſlaaet ſin Hovedreſidents, ſaa at man i Almindelighed næſten kan antage, at hun opholdt ſig der, naar det ikke udtrykkeligt ſiges at hun befandt ſig andenſteds. Da den afſatte Kong Byrge i Kong Erik tabte ſin fornemſte Støtte og Trøſt, og Magnus Eriksſøns Valg til Thronfølger endmere berøvede ham Udſigt til at gjenvinde Thronen, anſaa han ſig nu ej længer ſikker paa Gotland, men flygtede til Danmark, hvor hans Svoger Chriſtopher dog i alle Fald for Syſtrens Skyld ej kunde negte ham Friſted, det han ogſaa fik, med et Lehn til ſin Underholdning[10]. Kort efter indfandt Hr. Matthias ſig ved Gotland med Folk og Skibe, for at tage Byrge til Fange, uagtet der ved Freden i Roeskilde var tilſtaaet ham frit Ophold paa Øen; men ſandſynligviis anſaa man denne Fredsſlutning ej længer for bindende, ſiden det foreſkrevne Møde i Helſingborg ej havde været afholdt. Da Byrge allerede var borte, tog Drottſeten Øen i Beſiddelſe for Kong Magnus. Og derpaa gjorde de ſvenſke Regjeringsherrer hvad de vel anſaa for det ſidſte Skridt til at befæſte den unge Magnus’s Kongedømme, idet de i Stockholm dømte Byrges Søn, Magnus, ſom de fremdeles holdt fangen, til Døde, fordi han tidligere havde ført Vaaben til ſin Faders Biſtand, og lod ham virkelig henrette i Stockholm trods det udtrykkelige Løfte i Freden til Roeskilde, at han ingen Skade ſkulde lide paa Liv og Lemmer (21 Oct. 1320)[11]. Det var grumt og troløſt handlet, men forſaavidt ſtatsklogt, ſom nu virkelig ikke paa mange Aar nogen Tronprætendent vovede at reiſe lig mod Kong Magnus. Kong Byrge overlevede ikke mange Maaneder Sønnens Drab: han døde allerede d. 31te Mai 1321.

  1. Dipl. Sv. 2222.
  2. Sſteds 2214.
  3. Huitfeld S. 423.
  4. Detmar, ved 1319.
  5. Lübecks Urkundenbuch II. 381. Dipl. Sv. X. 2216.
  6. See foran, IV. 2. S. 633.
  7. Detmar, v. 1319.
  8. Huitfeld, S. 411. Suhm, XII. 6.
  9. Om Bogeſund ſom et af Hovedpunkterne paa Vejen mellem Halland og Veſtergøtland, ſee ovenfor IV. 2. S. 445—447, Noten. At Hertuginden fortrinsviis opholdt ſig paa Vardberg eller deromkring vil nokſom ſees af det efterfølgende; foreløbigt kunne vi anføre hendes Brev af 1 Oct. 1320 (Dipl. Sv. 2261), fra Vardberg af 25 Oct. (jfr. 2264), Kong Magnus fra Vardberg af 13 Dec. (jfr. 2269), hendes og Kongens fra Jønkøping af 17 Dec. (jfr. 2270), Kong Magnus fra Vardberg af 27 Jan. 1321 (jfr. 2279—82), o. ſ. v.
  10. Tiden, da Byrge flygtede, angives ikke nøjagtigt, den ſv. Rimkrønike nævner 1320, hvad der og er rimeligt.
  11. Saaledes de fleſte. Helſingeloven, Erfdab. 16 fl. nævner 8 Dage efter Trinitatis, eller 1 Juni, hvad der i ſig ſelv kunde ſynes rimeligere og hvad der tillige beſtyrkes af Brevet i Dipl. Sv. 2462, der viſer, at der netop omkring 2den Juni 1320 holdtes Høvdingemøde i Stokholm. I de visbyſke Minoriters Annaler (Fant. I. 45) henføres Magnus’s Død endog til 1319.