Åpne hovedmenyen

Medens disſe Begivenheder foregik, og Hertuginden tilligemed den unge Konge opholdt ſig i Sverige, havde Regjeringen i Norge frie Hænder. Men ſaaledes ſom den var ſammenſat, og iſær da den unge Konge ſelv var i Sverige, kunde den neppe virke med ſynderlig Kraft: det er øjenſynligt, at idetmindſte Geiſtligheden anſaa Tiden at være kommen til at rejſe Hovedet i Vejret, og det merkeligſte er, at de Breve, der i denne Anledning bleve ſkrevne, findes rettede ej til Regjeringen, men derimod umiddelbart til Kongen og Hertuginden: et Tegn paa, at Regjeringens Anſeelſe maa have været meget ſvag, og at Hertuginden allerede havde erhvervet en overvejende Indflydelſe, ſom hun endog i Afſtand forſtod at udøve. Saaledes havde den myndige Biſkop Audfinn i Bergen ſøgt at benytte Lejligheden, ſom det lader, til at chicanere den baade ham og hans Broder og Formand Arne forhadte Inſtitution af de kongelige Capeller med en ham ſelv næſten ſideordnet Prælat, Magiſter Capellarum eller Provſten ved Apoſtelkirken i Spidſen; og denne Provſt Finn Halldorsſøn, der heller ikke vilde give efter, men ſtod paa ſin virkelige eller foregivne Ret, henvendte ſig lige til Kongen og dennes Moder med Klager over Biſkopen, ſom den der vilde unddrage Kongen de Rettigheder, han ſelv og hans Forfedre havde beſiddet over ſine Capeller, og tyngede de kongelige Klerker mod Lov og Ret, ja overhoved gjorde utilbørlige Indgreb i Kronens Rettigheder og forulempede deres Tjenere[1]. Disſe Indgreb beſtod deri, førſt at han om Høſten 1319 havde tilbagekaldt Gaven af Fane Kirke, ſom Biſkop Narve i ſin Tid havde ſkjenket Chorsbrødrene ved Apoſtelkirken, paaſtaaende at de ej havde opfyldt de med Gaven forbundne Betingelſer; da den til Preſt ved ſamme Kirke beſkikkede Chorsbroder i Apoſtelkirken, Grim Ormsſøn, der paa denne Maade blev Kaldet berøvet, herimod proteſterede, og under ſelve Gudstjeneſten, medens Biſkopen holdt Mesſe, oplæſte ſin Appell til Erkebiſkopen, ſatte Biſkopen ham i Bann. Dernæſt havde Biſkopen, efter Foreſtilling af Byens Sognepreſter, der klagede over at Apoſtelkirkens Klerker og enkelte Kloſtermænd trængte ſig ind i deres lovlige Rettigheder og Embedskreds ved at meddele deres Sognefolk Kirkens Tjeneſte, forbudt dette ſtrengeligt under Banns Straf, idet han derhos beſtemte Grændſerne mellem Byens Sogner. Derhos havde han allerede tidligere i et aabent Brev ivret mod Apoſtelkirkens Klerkers lovſtridige Fremferd[1]. Foruden Provſt Finn, der ej alene ſom Magiſter Capellarum, men derhos og, hvis vi ovenfor have gjettet rigtigt, ſom Raadsmedlem maatte føle lig opfordret til at paatale ſaadanne Misgreb, og ſom i den Anledning ogſaa henvendte ſig umiddelbart til Audfinn ſelv[2], ſkulle ogſaa andre have klaget til Hoffet, da en ſaa myndig Mand, ſom Audfinn, altid havde Avindsmænd nok. Disſe Klagebreve maa have været ſkrevne ſidſt i 1319, thi paa den Tid ſkete de Skridt fra Audfinns Side, hvorover der klagedes, og Følgen deraf var to ſkarpe Breve, et i Kongens Navn, og et fra Hertuginden, der ankom til Bergen den 14de Februar, og ſom foranledigede Biſkop Audfinn til at tilſkrive baade Kongen og Hertuginden hver ſit Brev[3], hvori han i en forreſten meget verdig Tone fralagde ſig alle Beſkyldninger, klagede over Bagvaſkelſe, og forſikkrede om ſin oprigtige Hengivenhed for Kongehuſet. „Det er aldeles ikke“, ſiger han til Kongen, „vor Henſigt at minke Eders Ret eller at gaa Eder for nær, thi ſnarere have vi og Formænd paa Bergens Biſkopsſtol taalt mangen Tyngſel og Uret, ej alene under Eders Forfedre, men endog nu ſiden I er bleven Konge; Eders Klerker have ſtort Anſvar paa ſig for deres Ferd imod os, hvilken vi længe have ladet gaa upaatalt hen, af Ærbødighed for Eder, og fordi vi haabede at vinde dem med det Gode, men nu var det gaaet altfor vidt, da de, iſtedetfor at angre ſin Brede, ſnarere blive driſtigere i den, og dertil ſøge at ſverte os hos Eder og Eders Raad. Vi bede Eder derfor, ej at ville tro deres Ord: vi ville ikke i noget Stykke gjøre Eder Afbrek, derimod ſkulle vi ſtyrke Eders Rige med alt hvad Gud har forlenet os“. Til Hertuginden ſiger han i Korthed det ſamme, ſluttende med at bede Gud tilgive dem, der ſøge at bagvaſke ham, og beſvergende hende, ikke at lytte til deres Overtalelſer. Biſkopen henvendte ſig ligeledes til Erkebiſkopen, idet han dog meſt dvælede ved en Fornærmelſe, ſom en Chorsbroder ved Apoſtelkirken, Botulf Haakonsſøn, havde tilføiet en af Chorsbrødrene ved Domkirken, da denne paa Biſkopens Bud 3die Søndag i Faſte d. 2den Marts vilde i Apoſtelkirken, ligeſom i Byens øvrige Kirker og Kloſtre, oplæſe en af Biſkopen udſtedt Bekjendtgjørelſe. Botulf meente vel, at den anden var uberettiget til at oplæſe nogenſomhelſt biſkopelig Befaling i det kongelige Capell, uden Provſtens Samtykke, og derfor rev han ham uden videre ned af den Skammel, hvorpaa han var ſtaaet op for bedre at høres, ſaa at han faldt ned paa Gulvet, og Oplæsningen blev afbrudt. Herover erklærede Biſkopen Botulf falden i Bann, men denne proteſterede imod hans Dom og henſkød ſig under Erkebiſkopen[4]; i denne Anledning var det da at Audfinn 4de Dag Paaſke, d. 2den April, tilſkrev den ſidſte, idet han tillige i almindelige Udtryk klagede over de Fornærmelſer, han maatte lide af Apoſtelkirkens Klerker og ligeledes bad Erkebiſkopen ikke lytte til Bagvaſkernes Forebringelſer[5]. Af Erkebiſkopens Svar, dateret d. 18de April[6], ſeer man tydeligt, at denne ikke ganſke holdt med Audfinn, men egentlig fandt, at han havde forløbet ſig. Han beklagede meget de forargelige Scener, der havde fundet Sted, men raadede ham dog til at tage dem, der frivilligt angrede ſine Misbrug og vilde forbedre ſig, til Naade med Blidhed og Overbærenhed, forvisſet om, at jo faderligere og fredſommeligere han viſte ſig, deſto ſnarere vilde Antallet af Kirkens Fjender minke. Forøvrigt erklærede Erkebiſkopen ſig bered til at underſtøtte Kirken og ſtraffe dens Uvenner efter Evne og Pligt, og lovede at indfinde ſig i Bergen allerede til Pinds (18 Mai), ved hvilken Leilighed han og haabede at møde Kongen der. Der ſkulde nemlig, ſom ovenanført, til St. Hans Tid holdes Biſkops- og Høvdinge-Møde i Bergen, og den formelige Tilſigelſe om det førſte var allerede udgaaet fra Erkebiſkopen til Audfinn, ſom og formodentlig til de øvrige indenlandſke Biſkoper. Samtidigt med Erkebiſkopens Brev fik Audfinn ogſaa et Brev fra Broder Signar, der juſt var bleven indviet til Biſkop paa Færøerne i den for fire Aar ſiden omkomne Lodins Sted, og ſom ſynes at have været en Kloſtergeiſtlig fra Bergen, hvilken Audfinn havde taget under ſærdeles Beſkyttelſe, ja hvem han vel endog havde forſkaffet Ophøjelſen til den biſkopelige Verdighed. Signar, der endnu opholdt ſig i Nidaroos, meldte ham, at hans Avindsmend, nemlig Provſt Finn og en anden, ſom han kalder med det beſynderlige Navn Byy, ſkrev meget ufordeelagtigt om ham til forſkjellige, og ſøgte ej alene at ſkade ham, men ogſaa ved ſlette Midler at tilvende ſig hans Kirkes Gods; Erkebiſkopen var imidlertid, ſagde han, Audfinns og Sandhedens Ven, og ſkjønt der ymtedes om, at der ſkulde bringes mange Anker for en Dag imod ham i de øvrige Prælaters Nærværelſe, behøvede han dog ej at frygte[7]. Audfinn gjorde imidlertid alle Forberedelſer, for at drive Sagen med Kraft ved ſelve Curien, thi han beſkikkede en af ſine dygtigſte Chorsbrødre, Paal Baardsſøn, hvem vi i det følgende ville ſee at ſpille en fremragende Rolle, til ſin Fuldmægtig, og lod ham reiſe til Paris, medgivende eller ſenere ſendende ham, med ſit Capitels Samtykke, 60 Mk. reent Sølv til at beſtride ſine Omkoſtninger, en efter Omſtændighederne meget betydelig Sum, der viſer, at han intet har ſparet for at forſvare hvad han anſaa for ſin Ret[8]. Desuagtet havde han viſt al Grund til med nogen Ængſtelſe at imødeſee den foreſtaaende Sammenkomſt, hvor det faldt af ſig ſelv, og desuden antydedes i hine Breve, at Stridsſpørgsmaalene vilde komme til Behandling. Det er derfor ej uſandſynligt, at han allerede nu underhaanden har ſøgt at vinde den mægtige Hertugindes Venſkab, til hvis Parti han idetmindſte ſenere har heldet. Ogſaa var den Bekjendtgjørelſe, hvis Oplæsning i Apoſtelkirken gav Anledning til de i alle Fald meeſt iøjnefaldende og forargelige Scener, egentlig udſprungen af Iver for Kongehuſets Legitimitet, eller kunde idetmindſte udlegges ſaaledes. Den indeholdt nemlig et Forbud mod at valfarte til Retterſtedet paa Nordnes, hvor den Kone fra Tydſkland, der udgav ſig for Kong Eriks Datter Margrete og Skotlands Tronarving, var bleven brendt for nitten Aar ſiden[9]. Thi den Tro var opkommen blandt Folket, næret, efter hvad det lader, af nogle Preſter, at hun virkelig var den, hun udgav ſig for, og at hun ſaaledes, ſom uſkyldigt aflivet, var en hellig Martyrinde: man gjorde Valfarter til Stedet, hvor der efter en ſenere Angivelſe endog ſkal være opført en Kirke, offrede Gaver dertil, og viiſte overhoved ſin Andagt paa en Maade, der maa have forekommet den unge Konges Tilhængere heel betænkelig, iſær nu, da han var et Barn, og lange Tider udenfor Landet. Biſkop Audfinn udſtedte derfor den 1ſte Februar 1320, viſtnok .i den bedſte Mening, hiin Bekjendtgjørelſe, hvori han yttrede, at de viſeſte Mænd i Landet allerede oftere havde bebreidet ham at han taalte hiint Uvæſen, idet Folk ſatte ſit Haab og ſin Tro til Djevelens Bedrag ved at paakalde hiin Kvinde med ſtore Løfter og megen Dyrken, ſom om hun var en Guds Martyr; thi hun havde kun faret med Falſk, og derfor med Rette lidt ſin Dom, nemlig at blive brendt paa en Baal, hvor Forbrydere ſedvanligviis plejede at henrettes; det var jo beviiſt, at hun var fød tyve Aar før Kong Eriks og Margretes Bryllup, og Erik var desuden da ſelv kun tretten Aar gammel; Kong Erik og Margrete havde ikke flere Børn, end en Datter, der ſkulde føres til Skotland, men døde paa Orknø mellem Henderne paa Biſkop Narre, og i Nærværelſe af de bedſte Mend, ſom havde ledſaget hende fra Norge; Biſkopen, Hr. Thore, og andre lod hendes Liig føre tilbage til Bergen, hvor hendes Fader ſelv lod Kiſten optage, og, efterat have forvisſet ſig om at det var hans Datters Liig, dette begrave ved Siden af Moderen i Steenveggen paa Nordſiden af Choret: det var kun nogle Preſter, der havde fundet paa at lade hiin Kone komme fra Lübeck, der var graaherdet og hvid i Hovedet. Biſkopen forbød derfor ſtrengeligt under Excommunications Straf at „dyrke hende med Offer, Pilegrimsferd, Faſte, eller almindeligt Bønnehold“, men lovede derhos at han med gode Mænds Raad ſkulde lade Underſøgelſer anſtille for at erfare, om hun virkelig kunde gjøre Jertegn, hvilket dog endnu var ubeviiſt[10]. Det var denne Bekjendtgjørelſe, ſom Biſkopen lod ſin Kirkes Chorsbroder, Arne Skolemeſter (Rector Scholæ) oplæſe i Apoſtelkirken, hvilket Chorsbroderen i denne, Botulf Haakonsſøn, med Voldſomhed ſøgte at hindre, men viſtnok alene fordi han betragtede det ſom et Indgreb i denne Kirkes Rettighed og Verdighed, ikke af nogen Forkjærlighed for den falſke Margretes Minde.

Det laa i Sagens Natur, at alle disſe Misligheders Afgjørelſe henſkødes til det foreſtaaende Biſkopsmøde, og ſaaledes hører man heller ikke for det førſte om noget yderligere Skridt i den Anledning fra Audfinns Side. Af hans Kolleger var der neppe nogen for Øieblikket, der var ſkikket til at træde frem med ſaa ſtor Myndighed, ſom han. Biſkop Botulf af Hamar var nylig død, og hans Eftermand, Hallvard, endnu neppe engang udvalgt. Helge i Oslo ſynes at have været gammel og ſvag, og Haakon i Stavanger var, ſom ovenfor nævnt, rimeligviis endog en af de beſkikkede Tilſynsmænd ved Rigskasſens Forvaltning. Erkebiſkopen ſelv var en maadeholden Mand og maatte i denne Tid, da der retteſt talt ikke var nogen ordentlig Regjering i Landet, ſom oprigtig Fedrelandsven ſøge at holde ſig Partierne overordnet.

  1. 1,0 1,1 Brevet om Fane Kirkes Tilbagetagelſe, forſynet med Bemerkninger, aabenbart af Audfinn ſelv, findes i Dipl. Norv. III. 117. Grims Appell er dateret 27de October 1319 (Suhm XI. 858 efter Bartholiniana E. N. 18) og Oplæsningen maa have fundet Sted den paafølgende Simons og Judæ Dag 28 Oct; Excommunicationen ſkete den 1ſte Novbr. (Bartholiniana E. 18—21, jfr. Suhm, l. c.). Men allerede den 12te November tog Biſkopen, beder det, Grim efter hans ydmyge Bøn til Naade, og den 21de tog Grim ſin Appell tilbage, ſaaledes blev idetmindſte den Sag bilagt, og Grim indbetalte endvidere ſamme Dag til Underindſamlerne af de vacante Beneficiers Indtægter endeel Penge (Bartholiniana E. 21—3). Om ſlige Indbetalinger fra Apoſtelkirkens Chorsbrødre ſynes der ogſaa at have været Tale, thi en anden Apoſtel-Chorsbroder, Jon Eriksſøn, blev 13 Oct. ſat i Bann, fordi han ſad inde med endeel Tiendepenge, og Jon appellerede ligeledes, men directe til Paven. (Barthol. E. 13—18.) Biſkopens Brev om Apoſtelchorsbrødrenes Indgreb i Sognepreſternes Rettigheder m. m. (dat. 27de Marts 1320) er efter Bartholiniana E. 52 trykt hos Suhm, XII. 336—338; og Manifeſtet om Apoſtelchorsbrødrenes lovſtridige Ferd, dateret Bergen 14de Febr. 1320, findes i Dipl. Norv. IV. 14.
  2. Brudſtykke af Brev derom i Dipl. Norv. IV. 142.
  3. Bartholiniana E. 55—58. Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. 525—528. Brevene ere udaterede, men maa tilhøre Februar eller Marts 1320.
  4. De udførligere Acter i denne Sag findes i Bartholiniana E. 36—51, jfr. Suhm XII. 29—31.
  5. Brevet er aftrykt hos Suhm, XII. 338, efter Bartholin. E. 59.
  6. Bartholin. E. 61.
  7. Sammeſteds, S. 61. Brevet et er vel udateret, men da det i Barth. E., Afſkrift af en Copibog, findes umiddelbart efter Brevet til Erkebiſkopen, og tildeels handler om det ſamme, er det øjenſynligt, at begge Breve ere komne paa en Gang, og vel med ſamme Bud. Thi Signar, om hvem de isl. Annaler udtrykkeligt melde, at han blev udvalgt til Biſkop i 1320, og ſaaledes nys maa være bleven indviet, opholdt ſig juſt, ſom man af Brevets Indhold ſeer, i Nidaroos, viſtnok i denne Anledning. Han taler i dette Brev til Audfinn aldeles ſom en Beſkyttet til ſin Velynder, og takker ham derhos, fordi han havde ſkjenket Tømmer til et Chor i hans Cathedralkirke paa Kirkebø. Og da hans Titel „Broder“ betegner ham ſom Kloſtergeiſtlig, kan der ſaaledes neppe være nogen Tvivl om, at han har været en Munk fra Bergen, ſnareſt fra Jonskirken eller Halsnø, hvilken Audfinn med ſit Capitel ifølge den Ret, Bergens Biſkopsſtol paaſtod, har udvalgt til Biſkop paa Færøerne.
  8. Paal Baardsſøns Sendelſe erfares af et i Bartholiniana E. S. 107 indført og af Suhm XI. i Udtog meddeelt Brev af 16de Marts 1326, hvor Audfinn omtaler, at han for ſer Aar ſiden (altſaa 1320) havde ſendt den ovenanførte Sum til Paris, for at beſtride Paals Omkoſtninger. Heraf kunde det maaſkee ſynes, ſom om Paal allerede tidligere var kommen til Frankrige, hvor han ſtuderede; men Brevet No. 138 i Dipl. Norv. II viſer, at han endnu den 19de Juli 1320 ej var kommen længer end til Brügge i Flandern. De 60 Mi. reent Sølv ſvare til noget over 5000 Sp. efter de nuværende Forhold.
  9. See ovenfor, IV. 2. S. 345.
  10. Dette merkelige Brev findes desverre kun i en daarlig halvdanſk Paraphraſe før Midten af det 15de Aarhundrede, optagen i Papircodex Antiq.Arch. Ms. Norv. et Isl. 84 fol. paa det kgl. Bibl. i Stockholm, og Suhm meddeler kun et unøjagtigt Udtog deraf XII. 27. 28. Dette Udtog er fulgt af mig ovenfor VI. 2. S. 345, da jeg da kun havde Adgang til Suhms Udtog; ved nu at underſøge ſelve Paraphraſen viſer det ſig, at der i denne virkelig ſtaar „Hr. Tore“, ikke „Tire“; der ſiges udtrykkeligt, at Margrete døde „mellem Henderne paa Biſkop Narve“, overhoved giver den Anledning til flere Berigtigelſer, ſaaledes ſom det ved Sammenligning mellem det her ovenfor meddeelte Uddrag og hiint Sted vil fremgaa.