Åpne hovedmenyen

Til Mødet i Bergen vare Islands Biſkoper og Høvdinger m. fl. allerede blevne indkaldte i 1319, ſaaledes ſom det forhen er nævnt. Naar Audfinn, og rimeligviis de øvrige norſke Biſkoper, ikke indkaldtes førend i Januar 1320, var Aarſagen hertil kun den, at den formelige Indkaldelſe ikke før gjordes fornøden. Men af hiin Omſtændighed, at Indkaldelſen forkyndtes ſaa tidligt paa Island, kan man ſlutte at et ſaadant Dobbeltmøde øjeblikkeligt efter Kong Haakons Død var blevet beſluttet ſom ufravigeligt nødvendigt. Der var upaatvivlelig mangt og meget, ſom man ikke paa det ſkyndſomme Høvdingemøde i Oslo kunde faa afgjort, og det var vel desuden nødvendigt, at den unge Konge viiſte ſig og hyldedes idetmindſte etſteds i det Nordenfjeldſke. Nidaroos laa for fjernt og ubelejligt. Fornemmelig ſkulde vel ogſaa Islands Anliggender bringes paa det Rene, ſiden ſaa mange og anſeede Mænd derfra vare indkaldte. Det er tidligere viiſt, at Stemningen her ej var den bedſte. Der klagedes endnu ſtedſe over, at Foreningsvilkaarene ikke iagttoges, og nogen formelig Vedtagelſe af Hovedpunkterne, Beſettelſen af Lagmands- og Sysſelmands-Embederne alene med Indfødte, og Udenlandsſtevningernes Ophør, havde endnu ej fundet Sted. Da derfor den norſke Regjerings Sendebud, Gunnar Raaſvein[1], fremſtod paa Althinget, forkyndte Indkaldelſen til Norge, og opfordrede Udlendingerne til at ſverge Kong Magnus Troſkabseed, vægrede man ſig ved at indlade ſig herpaa ſtrax eller ubetinget, men opſatte en Skrivelſe til Regjeringen, hvori de Fordringer, man gjorde, tydeligere end hidtil udtaltes. „Gunnar“, heder det i Skrivelſen, „underrettede os paa Althinget om, hvorledes I forlange at vi ſkulle tilſverge Junker Magnus, Kong Haakons Datterſøn, ſlige Thegnſkylder, ſom bleve tilſvorne hans Forfedre og deres Afkom evindeligen, imod at Kongens Forpligtelſer lige overfor vore Skattegaver opfyldes, nemlig ſaaledes at der ſkulde ſendes ſex Skibe aarligt hid til Island, ladede med de for Landet nyttige Varer, to til Nordlandet, to til Sønderlandet, et til Veſt- og et til Øſtfjordene, ſamt at Lagmænd og Sysſelmænd ſkulle være Islendinger, en Lagmand nordentil og ſøndentil, og disſe ej have Syſler. Da vi nu ej ville, at Anſvaret for Løftets Brud ſkal hvile paa os, have vi gjort og ville vi midlertidigt gjøre ham al den Thegnſkylde, ſom vi efter føromtalte Aftale ere ham ſkyldige, indtil I faa gjort et godt Raad for at vi kunne naa vore gamle Friheder og de nye Beſtemmelſer. Thi det maa I forviſt vide, at vi anſee os løſte fra al den Forpligtelſe, ſom vore Forfedre tilſvore Kong Haakon den gamle, derſom vi ikke til Sommeren faa hvad han har lovet os, og ſom vi her opregne, nemlig at Skreid og Meel ej udføres herfra, naar der er Dyrtid paa Island, mere end hvad Kjøbmændene behøve til Mad; Udenlandsſtevninger ville vi ej vide af i ſtørre Udſtrekning end Lovbogen melder, og ingen andre Sysſelmænd ville vi have end dem, Bønderne velge. Sverge ville vi derfor ikke, førend vi faa Rigsraadets Brev herpaa med hengende Segl, ſaa at vi ſee dets gode Vilje. Give derfor den Herre Chriſt, at I tage en ſaadan Beſtemmelſe i dette og alt andet, at det kan vorde ſalige Konges Sjæl til evigt Gavn, Junker Magnus til Hæder og Ære, og os alle til Fred og Glæde for Liv og Sjæl“[2]. Saaledes vegrede man ſig ligefrem ved at aflegge Eden, førend man havde ſeet hvad man kunde kalde ſort paa hvidt for at Fordringerne ſkulde opfyldes. Det er imidlertid let at ſkjønne, at det ikke hermed var Islendingernes Mening at løsrive ſig fra Norge, om et ſaadant Brev ej kom; de havde nu aabenbart vant ſig til Afhængighedsforholdet og opgivet enhver Tanke om Uafhængighed. Betingelſen ſtilledes kun lige overfor Kongen, ej for Norge. Der var heller ikke Tale om andet end at efterkomme Indkaldelſen. Ketil Thorlaksſøn, Lagmanden Snorre Narveſøn, og flere anſeede Mænd, rejſte, ſom det ſynes, ſtrax afſted, og medbragte formodentlig denne Skrivelſe. Ogſaa Biſkop Arne af Skaalholt rejſte. Biſkop Audun i Hole beſtemte ſin Reiſe til det følgende Aar. Men Biſkop Arne døde allerede om Vinteren efterat han var kommen til Norge (21de Januar), og da Biſkop Audun den følgende Sommer var afſejlet fra Island, blev han dreven tilbage af Storm, og kom ikke atter afſted det Aar, men ſad hjemme paa Hole. Saaledes kom ingen af de islandſke Biſkoper til Mødet[3].

Dette var forøvrigt temmelig fuldtalligt, hvad Biſkoperne angaar. Hvis Erkebiſkopen blev ſit Løft tro, var han allerede kommen til Bergen ved Pindſetid (18 Mai), og i Følge med ham var uden al Tvivl Signar af Færøerne. Ligeledes indfandt ſig Helge af Oslo, Haakon af Stavanger, og den nysudvalgte Hallvard af Hamar, ſom ſtrax efter fik ſin Indvielſe, ſamt endelig Biſkop Viljam af Orknø, denne ſidſte maaſkee meſt for at verge ſig mod alvorlige Klager, der vare reiſte imod ham. Af verdslige Herrer nævnes Sæbjørn Helgesſøn, Paal Eriksſøn, Bjarne Audunsſøn, Guthorm Kolbjørnsſøn, Finn og Ivar Agmundsſønner, og Jon Bjarnesſøn, hvilke alle viſtnok maaſkee kun vare Medlemmer af Raadet, men ſom dog neppe alle vilde have været tilſtede, hvis ikke en ſtørre Samling af Høvdinger her ſkulde finde Sted[4]. Ogſaa nævnes ſom tilſtedeværende Hr. Haakon Agmundsſøn, og man kan være forvisſet om at mange andre vare der, hvis Navne nu ej længer ere opbevarede, blandt dem fornemmelig de nysomtalte islandſke Høvdinger, og den orknøiſke Jarl Magnus, der upaatvivlelig maa have været indkaldt for at aflegge ſin Lehnshylding, og hvis Beſøg i Bergen desuden gjøres ſandſynligt af den Omſtændighed, at Biſkop Viljam af Orknø indfandt ſat der, thi Biſkopen af Orknø plejede at være en ligeſaa ſjelden Gjeſt i Norge ſom Jarlen, og begge ere rimeligviis nu dragne derhen tilſammen[5]. Kongen og hans Moder maa være ankomne temmelig tidligt i Juni, da de allerede den 9de April vare i Tunsberg[6]. Vi finde dog ikke deres Nærværelſe i Bergen udtrykkeligt nævnt, førend den 20de Juni, da Kongen ſtadfeſtede ſine Forfedres, de forrige Kongers, Gave af nogle Tomter til Predikebrødrenes Kloſter i Bergen. Den følgende Dag var han med ſin Moder tilſtede i en Raadsſamling, da Erkebiſkopen fordrede af Hr. Haakon Agmundsſøn, ſom Ombudsmand for den nogle Aar forud afdøde, og i Chriſtkirken i Nidaros begravede Hr. Ragnvald Aslaksſøns Arvinger, at han ſkulde udlevere ham det Capell, ſom ſamme Hr. Ragnvald havde ſkjenker til den Stuke, hvori han laa begraven, hvortil ogſaa Haakon ved Lagmanden Guthorm Kolbjørnsſøns Kjendelſe tilpligtedes[7]. Man har ſaaledes førſt afgjort de verdslige Sager, inden det egentlige Biſkopsmøde begyndte ſine Forhandlinger. Forſaavidt Kongens Hylding er bleven gjentagen, da maa den vel være ſkeet paa St. Hans-Dag. At Islendingernes Fordringer denne Gang ere blevne opfyldte, og at der virkelig under Raadets Segl maa være udſtedt en Erkjendelſe heraf, kan ſluttes deraf, at da Hr. Ketil Thorlaksſøn enten i dette ſamme, eller i det følgende Aar, kom tilbage til Island, medbragte han, ſom det udtrykkeligt ſiges, Kongebrev, og reiſte ſiden om i Landet, modtagende Troſkabs-Eed paa Kongens Vegne[8]: altſaa gjorde man nu ingen Vanſkelighed ved at aflegge denne. Mere er os ikke opbevaret eller antydet om de i Bergen ved denne Lejlighed afgjorte Regjeringsſager, men uſandſynligt er det ej, at Hertuginden idetmindſte har forſøgt at faa ſig overdraget noget ſtørre Myndighed, end Beſtemmelſen om Rigsſtyrelſen egentlig hjemlede hende. Siden blev Hallvard indviet til Biſkop paa Hamar, formodentlig paa St. Hansdag, eller den paafølgende Petersmesſedag[9], og nu ſkred man til Concilforhandlingerne, der gik ſaa raſkt, at man allerede den 9de Juli havde faaet de vedtagne Statuter redigerede og bekræftede under de ſyv forſamlede Biſkopers Segl. Disſe Statuter ere i kirkeligt Henſeende ej uvigtige; i Rigets almindelige Forhold gribe de dog ej ſynderligt ind. Vi kunne af dem alene merke følgende: Alle af tidligere Biſkoper ulovligt paalagte Bannsſtraffe, Suſpenſioner og Interdicter ophævedes, medens forreſten deres Forordninger om Troens Befeſtelſe m. m. ſkulde ſtaa ved Magt. Enhver Klerk, der hjalp Nogen imod den hellige Kirke til Forringelſe af dens Frihed, ſkulde ved denne blotte Handling være ſuſpenderet fra Embede og Indtægt, ligeſaa enhver Klerk, der ved at underkaſte ſig nye Paaleg eller give ſig under Lægmands Vold krænkede Geiſtlighedens Privilegier. Enhver Preſt eller Klerk inden de hellige Grader ſkulde afholde ſig fra Frilleliv, under Straf af fire eller to Merker, hvis han herefter holdt Frille i een Maaned, det dobbelte, hvis han holdt hende fjorten Dage derefter, og ſit Beneficiums Fortabelſe, hvis han endnu holdt hende i ti Dage. Preſterne ſkulde underviſe ſine Skriftebørn i hvorledes de retteligen ſkulde gaa til Skrifte. Ingen Preſt ſkulde betjene anden Preſts Sognefolk uden Fornødenhed, under 3 Merkers Bod. Enhver ſkulde i Regelen begraves ved ſin Sognekirke; kun naar han frivilligt havde valgt ſig Lejeſted ved en anden Kirke: da ſkulde han vel begraves ved denne, men hans Sognepreſt dog have Fjerdedelen af Offeret. Enhver Preſt, der overbeviſtes om at have lokket eller overtalt en anden Preſts Sognemand til at velge ſig Gravſted ved ſin Kirke, ſkulde føre Liget tilbage til den Dødes Sognekirke med alt Offeret, og Kirken, hvori det begroves, være under Forbud, indtil Sognekirken havde faaet ſin fulde Ret. Ingen Preſt maatte bortbytte eller afhænde noget af det Gods eller den Indtægt, der laa til hans Embede eller Preſtbordet. Den lovligt indſatte Preſt havde at bortbygge (bortfeſte) Preſte-Indtægtens Jordegods paa ſaa mange Aar, ſom ſkjønſomme Mænd fandt tjenligt. Tiende ſkulde ydes af al Jordens Afgrøde idet Sogn, hvor den voxede. Alle lærde Mænd ſkulde opføre ſig ſømmeligt og ej bruge Klæder af paafaldende Snit og Farve. De ſkulde ej tage Ombud af Lægfolk til nogen Sagførſel, ikke møde i Stevne for Lagmands Dom, uden for at ſøge ſin og Preſtens eller Enkers og faderløſe Børns Ret, ikke aflegge Eed for Lægmænd, ikke ſidde i nogen Dom, eller ſkrive Breve eller Domme, eller være i Samraad med i Sager, der gjaldt Folks Liv eller Lemmer, ikke underkaſte ſig Lagmands Dom uden Biſkopens Tilladelſe. Ingen Preſt maatte under Suſpenſions-Straf deeltage i Brylluper, ſom ej forud vare lovligen tillyſte, eller ſynge Egteſkabsmesſe for andre end Jomfruer, naar de giftedes, ikke for Enker. Ingen Preſt maatte under Banns Straf forud betinge ſig eller modtage Betaling for nogen kirkelig Forretning, men bagefter kunde han kræve „gammel Skyldighed“ og taknemmelig modtage, hvad enhver gav. Ingen Kloſterformand maatte under Afſettelſes-Straf indtage nogen i ſit Kloſter ved Kjøb eller Overeenskomſt, og hver Biſkop ſkulde i ſit Biſkopsdømme paaſee, at der ej indtoges flere Perſoner i Kloſtret end dettes Gods tilſtedte. Endelig gaves Regler for de ſaakaldte Preſteſtevner eller Diøceſanmøder. — Alle disſe Beſtemmelſer ere egentlig kun Tillempninger af almindelige pavelige Decreter og Concilbeſtemmelſer paa de norſke Forhold, der nu ſaaledes ſtadfeſtedes og lovtoges for hele Nidaroos’s Provinds. De udmerke ſig fordeelagtigt ved fornuftigt Maadehold, medens de dog omhyggeligt verne om Kirkens Rettigheder, og vidne om en rosverdig Iver for at ordne Kirkeſtyrelſen, Sjæleſorgen og Gudstjeneſten paa den ſømmeligſte og henſigtsmesſigſte Maade[10].

Af andre Sager, der forhandledes ved dette Møde, eller maaſkee endog for det egentlige Concilium tog ſin Begyndelſe, var udentvivl Tviſten mellem Biſkop Audfinn og de kongelige Klerker ved Apoſtelkirken. Uagtet Biſkopen, ſom ovenfor viiſt, allerede havde gjort alle Forberedelſer til at føre ſin Sag for Curien, lod han ſig dog, formodentlig af Erkebiſkopen, overtale til at lade Sagen afgjøre ved Voldgiftskjendelſe, hvortil og den anden Part ſees at have været villig, og dette maa være blevet afgjort i Bergen, da de tre udvalgte Voldgiftsmænd alle vare her tilſtede, nemlig Erkebiſkopen, Biſkop Hallvard af Hamar og den føromtalte, forhen ſtavangerſke, og derpaa throndhjemſke Chorsbroder Salomon Thorvaldesſøn, der ſynes ſom etſlags Coadjutor at have ledſaget Biſkop Helge, hvis Eftermand han to Aar derefter blev. Endvidere forhandledes om Rumaſkattens Indſamling, for hvilken Erkebiſkopen endnu var Generalcollector over hele ſin Provinds. Den 7de Juli udſtedte Biſkoperne Viljam, Audfinn, Haakon og Hallvard et Vidnesbyrd om at Erkebiſkopen da i ſit Kammer foreviiſte dem den hele af ham indtil da gjennem en længere Aarrække i forſkjellige ſmaa Kobbermynter oppebaarne, mens nu i reent Sølv omſatte Sum, der beløb ſig til 478 Mk. 4 Skilling Sterling efter norſk Vegt[11]. Endelig maa der have været procederet mod Biſkop Viljam af Orknø, hvis Ferd i flere Henſeender havde været mislig. Allerede Aaret forud ſtod det ſaa daarligt til med hans Rygte, at Erkebiſkopen havde beſluttet at lade hans Diøces viſitere af tvende dertil ſærſkilt beſkikkede Mænd, nemlig Kormak, Archidiaconus paa Syderøerne og Grim Ormsſøn, Præbendarius af Nidaroos, ſandſynligviis den ſamme, ſom vi tidligere have ſeet berøvet Fane Kirke og bannſat af Biſkop Audfinn. Disſe Viſitatorer, der ved Ankomſten d. 28de Sept. i det foregaaende Aar bleve ſaare venligt modtagne af Biſkopen og rigeligt forſynede med alt, hvad de behøvede, havde i Førſtningen, rimeligviis vundne herved, og paavirkede af Jarlen og dennes Huſtru Katharina, afgivet en gunſtig Indberetning; de havde fundet, ſkrev de, at Manglerne ved Øernes Kirker ej ſaameget var at tilſkrive Viljams, ſom hans Formænds Efterladenhed, da han ſelv ikke i ſaa kort Tid endnu havde kunnet rette derpaa, men han havde lovet i Jarlens og denne Frues ſaavelſom Capitlets Overvær, at det ſnart ſkulde ſkee; og dertil anviiſt en Deel af ſine Indtægter. Men hvad Rygterne om Biſkopens private Levnet angik, da kunde de efter indhentet eedelig Erklæring af Archidiaconus m. fl. forſikkre at de vare falſke, og navnlig at Beſkyldningen for Ukydſkhed, der tillagdes ham, var ugrundet[12]. Siden maa derimod Viſitatorerne ſkriftligt eller mundtligt have givet en langt anden Beſkeed, hvad enten nu nye Oplysninger vare fremkomne, eller den Indflydelſe, Biſkopens Venner kan have haft paa dem, var ophørt. Ved nøjere Eftergranſkning, heed det nu, havde de fundet, at Biſkopen ved Afhændelſe og Bortforlening ſaaledes havde formindſket det biſkopelige Gods, at hverken Kathedralkirken eller Biſkopsgaarden tilbørligt kunde vedligeholdes, men forfaldt; ligeledes ſtod det daarligt til med Preſternes Underhold og Preſtegaardene. Til Trods for Kirkelovene havde han ikke bortgivet noget Beneficium paa canoniſk Viis, men antaget dertil paa visſe Aar, ja Maaneder, Fremmede, Landſtrygere og forløbne Munke imod en vis betinget Afgift til ham. Den kirkelige Anſtændighed havde han tilſideſat, og forſømt ſit Embede, ved at hengive ſig til ſtøjende Jagtfornøjelſer m. m.; han havde undladt at holde Styr paa ſine Undergivne, hvoriblandt der vare Afgudsdyrkere, Troldmænd, Kjettere o. a. d., og blandt ſit Tyende havde han holdt aabenbart Bannſatte. Dette vare Hovedbeſkyldningerne, der bevirkede, at Erkebiſkopen — ved et Brev, udſtedt 17de Juli, ſuſpenderede ham fra Biſkopsgodſets — Beſtyrelſe. Fremdeles havde Viljam vovet at lade Chorsbroderen ved hans egen Kirke, Engelbrecht Lyning[13], hvilken Erkebiſkopen havde ſendt derhen for at høre om Rumaſkatten, fængſle og frataget ham hans Præbende og alle hans Ejendomme, hvilke han endnu havde i Beſiddelſe, trods Erkebiſkopens Advarſel. Og af Rumaſkatten havde han nu beviisligt i femten Aar, ligefra ſin Tiltrædelſe, hemmeligt tilegnet ſig hvert Aar 3 Mk. altſaa nu henved 53 Mk. I Anledning heraf erklærede Erkebiſkopen ham ved et nyt Brev af 28de Juli ſuſpenderet fra Biſkops-Embedet og forpligtede ham til inden tre Maaneder under Banns Straf at erſtatte de 53 Mk., ſaavelſom til at gjengive Engelbrecht hans Præbende m. m. Endelig havde Viljam, da den føromtalte Hr. Ragnvald Aslaksſøns Frue Ragnhild døde under hans og hendes Ophold paa Orknøerne, ikke villet tillade Manden at føre hendes Liig til Nidaroos for at begrave det i Chriſtkirken (formodentlig i den ovennævnte af ham indrettede Stuke), hvor hun dog ſelv forhen i Erkebiſkopens Overvær, og nu atter paa ſin Dødsſeng havde kaaret ſit Lejeſted, men holdt det tilbage paa Orknøerne, hvorfor nu Kirken paa Orknø (aldeles overeensſtemmende med det nys vedtagne Concilbeſtemmelſe) var falden under paveligt Forbud. Herom udſtedte Erkebiſkopen et tredie Brev af 29de Juli, hvorved han tilpligtede Viljam paa egen Bekoſtning at lade Liget føre til Nidaroos inden næſte St. Hansdag og tilbagegive hvad han derfor havde oppebaaret, under Straf af Suſpenſion fra Indgang i Kirker, forbeholdende ſig desuden yderligere at ſtraffe ham for hans Ulydighed. Viljam var formodentlig, efter Navnet at dømme, ſom de fleſte fornemmere orknøiſke Geiſtlige allerede paa den Tid, ſkotſk af Fødſel og Opdragelſe, og vant til at leve paa den frie og verdslige Maade, ſom var almindelig blandt Prælaterne i en ſtor Deel af det veſtlige Europa, navnlig Skotland, hvor Tøjleløshed nu og endnu meget længere ned i Tiden hørte til Dagens Orden baade blandt geiſtlige og verdslige Magnater. Erkebiſkopens trende Breve bleve den 5te Auguſt oplæſte for ham i Biſkop Audfinns Conſiſtorium af Grim Ormsſøn[14]. Nogen Virkning maa de vel have gjort, og Biſkop Viljam maa vel have lovet Bedring, da Ankepoſterne vare in confesso: Erkebiſkopens Autoritet lod ſig heller ikke trodſe. Men ganſke er Uvæſenet ikke blevet rettet, thi Procesſen mod Viljam endtes ej førend i 1326, ſee nedenfor, og vi finde i 1322 Grim Arnesſøn atter ſom Viſitator i Forening med Engelbrecht Lyning[15]. Da hine Breve oplæſtes for Biſkop Viljam, havde Erkebiſkopen ſandſynligviis allerede forladt Bergen i Følge med Kongen, Hertuginden, Biſkop Hallvard og flere andre Stormænd, thi vi finde ham og flere af dem den lode Auguſt i Tunsberg, og Kongen med ſin Moder og Raadet den 15de September i Baagahuus[16]. Det ſidſte, ſom vi bore fra Kongen under hans Ophold i Bergen, er at han den 19de Juli udgav Stadfeſtelſesbrev paa Erik Magnusſøns Retterbodsbrev for Bergen af 9de Marts 1295, bekræftet af Kong Haakon ved Brev af 24de Auguſt 1299, af hvilke Breve Byens Raadmænd nu forelagde ham Afſkrifter. Kong Magnus’s Stadfeſtelſesbrev indeholdt enkelte nærmere Beſtemmelſer eller Modificationer og Tillæg[17]. Saaledes heder det i Retterboden af 1295, Art. 1, at lærde og haandgangne Mænd ſkulde gjøre Leding af ſine Gaarde; dette beſtemtes nu nærmere ved Tillegget „af alt det, der er mere end hvad der ſvarer til deres oprindelige Veitſle“; følgelig ſkulde dog ikke altſammen beſkattes. Forbudet mod at „tage Sammenhold eller digte ſig Lov eller Setninger“, indſkrænkedes nu noget ved Tilføjelſen af disſe Ord efter Setninger „Staden til Uro eller Skade, undtagen ſaameget ſom Lovbogen tillader Sysſelmændene, Lagmændene, og Byens Mænd at ordne og ſamtykke til Byens Nytte“; Straffen formildedes fra Landraadeſag til Brevebrudsbod, 8 Ertoger og 13 Mkr. Forbudet mod at bygge Huſe over paa Stranden gjentoges ikke; om herved meentes, at det ej lenger ſkulde gjelde, er vanſkeligt at ſige. Endelig gjentoges i al Korthed Befalingen om at de udenlandſke Vinterſiddere ſkulde deeltage i Byens Tynger med Vagthold o. ſ. v., ſamt Forbudet mod at Udlendinger opkjøbte norſke Varer til Udſalg under Straf af Varernes Forbrydelſe til lige Deling mellem Kongen, Byen og Sysſelmanden, hvorhos det under Brevebruds Straf forbødes at vrage Kongens Mynt: altſammen Forbud og Befalinger, der neppe bleve tagne ſynderligt til Følge, ja neppe engang bleve givne i Haab om at man vilde tage dem til Følge[18]. Til Tunsberg, ſom ſagt, maa idetmindſte Erkebiſkopen og Biſkop Hallvard og Sira Salomon være ankomne inden den 16de Auguſt, thi paa denne Dag afſagde de deres Voldgiftskjendelſe mellem Biſkop Audfinn og Magiſter Capellarum, „efter reent og faſt Samtykke ſaavel af Parterne, ſom — gjennem Hertuginden og Raadet — af Kong Magnus ſelv, forſaavidt hans Ret derved berørtes“. Heraf kan man dog ikke ſee, om begge Parterne og Kong Magnus ogſaa nu vare tilſtede, og her gave deres endelige Samtykke, eller om disſe Ord ſigte til et tidligere givet, foreløbigt Samtykke, da Sagen voldgaves hine tre Mænd; dette ſidſte er rigtignok det ſandſynligſte, hvilket ogſaa andre Omſtændigheder, der ſtrax ſkulle anføres, for Kongens Vedkommende ſynes at beſtyrke. Kjendelſen, der ſynes at være billig og upartiſk, men dog neppe kan have tilfredsſtillet Audfinn, bød, at de, der havde tilſideſat Reſpecten mod Biſkopen, endog i tvivlſomme Ting, ſkulde bede ham om Tilgivelſe, hvilken han og naadigſt ſkulde meddele dem; at alle Bannſetninger, Fornærmelſer og Voldſomheder fra hvilkenſomhelſt Side ſkulde være tilbagekaldte og glemte, og Biſkopen ſkulde uden Vanſkelighed lade dem løſe, der behøvede det; Reguleringen af Kirkeſognene i Bergen og Overdragelſen af Sjæleſorgen havde altid med Rette tilhørt og ſkulde fremdeles tilhøre Biſkopen, dog ſaaledes, at af alle de Tiender, der hidtil vare indſtillede uden Biſkopens Samtykke, ſkulde kun den halve Deel godtgjøres, den anden Halvdeel af Biſkopen eftergives for Fredens Skyld. Fane Kirke hørte retmesſigt til Apoſtelkirken og ſkulde med Tilbehør inden en Maaned gjengives den. Hvad Sacramentets Uddeling angaar, da ſkulde, hvis Kongen, Dronningen og deres Børn ønſkede at nyde det i Apoſtelkirken, ogſaa deres Følge af Riddere og Svene kunne deeltage deri; det ſamme ſkulde og i deres Fraværelſe være tilladt Fehirden, der ſidder i Kongsgaarden. I eller ved Apoſtelkirken ſkulde alle det kongelige Capells Klerker, forſaavidt ſom de der havde fælles Bordhold, begraves, ſaavelſom alle andre, der her valgte Gravſted, imod at vedkommende Sognekirke fik ſin Rettighed; her ſkulde Kongens Børn døbes, og de, hvilke Kongen og Dronningen holdt over Daaben, ligeſom og de Egtefolk ſkulde vies her, hvis Bryllup Kongen og Dronningen holdt. Men forøvrigt ſkulde det være Kirkens Provſt, Chorsbrødre og Preſter aldeles formeent at uddele Sacrament eller udføre ſognepreſtelige Forretninger, uden efter ſærſkilt Tilladelſe af Biſkopen. Tvivlsſpørgsmaal angaaende enkelte Punkter i Dommen forbeholdt Voldgiftsmændene ſig ſelv at afgjøre[19]. Der erfares ikke andet, end at begge Parter i det Hele taget holdt ſig denne Dom efterrettelig, thi der tales ej mere om nogen alvorlig Tviſt mellem Chriſtkirkens og Apoſtelkirkens Geiſtlighed. De Penge, ſom Biſkop Audfinn havde medgivet ſin Fuldmægtig, Sira Paal Baardsſøn, til Frankrige, for at røkte Sagen ved Curien, tillod han ham ſenere at beholde ſom Hjelp til i Orleans at ſtudere den civile og canoniſke Ret og heri tage Doctorgraden[20].

  1. Denne Gunnar Raaſvein, der, ſom Annalerne ſige, kom tilligemed en vis Jon Murte, maa have været oftere brugt ſom Sendebud til Island, thi vi erfare af det forhen (IV. 2 S. 599) omtalte Proteſt mod Biſkop Auduns Foretagender, at han ogſaa tidligere var kommen til Island, ſom Overbringer af en Retterbod. Viſtnok antoge vi da, at der ſigtedes til Sendelſen i 1319, ſaaſom dette er den eneſte Lejlighed, hvorved Gunnar omtales i Annalerne, men ved nærmere Betragtning viſer det ſig dog, at da han i 1319 kom til Island, bragte han Efterretningen om Haakons Død, og man kunde da ei ſkrive med ham tilbage, ſom om Haakon endnu levede. Altſaa maa hiin Sendelſe være en anden og tidligere, ſkjønt dog ei den ſtore af 1314, da Audun ej kom til Island førend 1315. Denne Gunnar Raaſvein (ikke Raadſvein) var en anſeet Mand, der boede i eller ved Bergen, i hvis Domkirke han lod oprette et Jfr. Marias Altar, og gav dertil Jordegods, meſt i Sogn. (Bergens Kalvſkind S. 33).
  2. Lovſamling for Island I. S. 32.
  3. Isl. Annaler, jfr. Laurentius’s Saga Cap. 34—36. Tidsregningen i Annalerne, idetmindſte ſaaledes ſom deres Text er gjengiven i den trykte Udgave, er heel forvirret; ifølge denne ſkulde Biſkoperne og de øvrige for Island allerede være indkaldte 1318, Biſkop Audun være dragen førſte Gang afſted 1319, og anden Gang 1320. Men det er klart, at idetmindſte Indkaldelſen af Lægmændene ſkete i Anledning af Kongens Død, altſaa efter 1319, og da Biſkopernes nævnes under eet dermed, maa den være ſamtidig Desuden melde Annalerne ſelv, ved 1319, „at Gunnar Raaſvein og Ivar Murte da kom til Island“, og da nu Islendingernes Skrivelſe udtrykkeligt nævner hiin ſom Overbringer af Raadets Opfordring til at ſverge Troſkabseed, kan der ej være nogen Tvivl om, at Indkaldelſens Omtale ved 1318 er fejlagtig. Den paalidelige Laurentius’s Saga henfører desuden Indkaldelſen til ſelvſamme Aar, ſom Kongen døde, altſaa 1319; og af den ſee vi derhos, at Biſkop Audun, der døde den 28de Jan. 1322, ej tilbragte mere end een Vinter i Norge, altſaa falder hans endelige Afrejſe herhen i 1321. Overhoved viſer det ſig, at Tidsregningen i Sum. Saga er den ſikkreſte at følge.
  4. Dipl. Norv. II. 137.
  5. Magnus Jarl nævnes den 6te April tilligemed de øvrige norſke Herrer i Ardroath d. 6te April, hvor de tilſammen udſtedte et Brev til Paven til Forſvar for Kong Robert Bruce, men dette hindrer ikke, at han ſenere ud paa Sommeren kan have gjort en Reiſe til Norge.
  6. Her ſtadfeſtede nemlig Kong Magnus Hr. Paal Eriksſøns Gave af Jordegods og den ham overdragne Fjerdedeel af Sagefaldet til Mariekirken. Dipl. N. I. 161.
  7. See ovennævnte Brev Dipl. Norv. II. 137. Ved „Capell“ ſynes her et portativt Altar eller et Tabernakel at vare meent. Denne Hr. Ragnvald Aslaksſøn var rimeligviis ganſke nylig død i Bergen, thi han nævnes ſom levende og Medlem af Kongens Raad, ſent det ſynes, endnu d. 23de Juni 1316, ſee ovenfor IV. 2 S. 623; efter den Tid havde han været paa Orknø, maaſkee ſom kongelig Sysſelmand, havde der miſtet ſin Kone, og ſiden ført hendes Liig tilbage til Norge, ſee nedenfor: han ſelv havde ſkjenket Capellet til Stuken i Nidaros Cathedralkirke, rimeligviis raa ſin Dødsſeng, i Erkebiſkopens Gaard paa Stranden i Bergen, og i Overvær af Hallvard Electus til Hamar og Salomon Chorsbroder i Oslo, hvilke begge neppe vilde have været tilſammen i Bergen uden i Anledning af Conciliet; altſaa maa Ragnvald være død efter deres Ankomſt.
  8. Isl. Annaler, Laurentii Saga. I de førſte nævnes Aar 1320, i den ſidſte 1321.
  9. Hallvard kaldes nemlig endnu Electus i det oftanførte Brev af 21 Juni, Dipl. Norv. II. 137, hvor han og Salomon Thoraldesſøn anføres ſom Vidner paa at Ragnvald Aslaksſøn ſkjænkede det nævnte Capell.
  10. See Norges gamle Love III. S. 246—270; ſamt Uddrag og Forklaring af Statut-Beſtemmelſerne i Keyſers „den norſke Kirkes Hiſtorie“ S. 190—209.
  11. Dipl. Norv. IV. 144.
  12. Bartholiniana, IV. 134—136, i Uddrag hos Suhm XII. 37. 38.
  13. Denne Engelbrecht, hvis Navn ſynes at betegne ham ſom Tydſker — maaſkee ſom Slægtning af den Engelbrecht Lening den Gamle, der ved 1309—11 var en af Vinterſidderne i Bergen, ſee ovenfor IV. 2. S.582 fg. — nævnes i et paveligt Proviſionsbrev af 21de October 1329, hvormed der overdrages ham et Canonicat paa Katanes, ſom Chorsbroder i Orknø. Regest. Johann. XXII. An. XIV. p. 1. ep. 522.
  14. Bartholiniana, IV. 138—146. jfr. Suhm, XII. 32—35.
  15. Barthol. IV. 172. Suhm XII. 64.
  16. Den 16de Auguſt er nemlig Voldgiftskjendelſen udſtedt, ſee nedenfor. Erkebiſkopens Breve, der oplæſtes 5te Auguſt, ere alle daterede fra Bergen, altſaa var han der endnu den 29de Juli. At Kongen d. 5te Sept. var i Baagahuus ſees af Dipl. Norv. II. 139.
  17. Norges gl. Love III. S. 149—151.
  18. Norges gl. Love, III. S. 149.
  19. Meddeelt hos Suhm, XII. S. 340—441. Da ſaaledes den af Audfinn kort forud givne Sogneregulering maa antages i alt, hvad de ej ſtreed mod dette Forlig, at have ſtaaet ved Magt, er det ikke uden Interesſe her at anføre den, ſaamegetmere ſom Audfinn ſelv ſiger at det var den, der var indrettet og overholdt under hans Forgængere lige fra Byens fortie Tider. „Alle bordfaſte Mænd i Kongsgaarden, og alle Arbeidsmænd og andre der havde Tilhold i Kongsgaarden ſkulde høre til den lille Chriſtkirkes Sogn (heri gjorde nu Beſtemmelſen om Apoſtelkirken en Undtagelſe). Hele Stranden ligetil Vaagsbotnen ſkulde høre til Korskirkens Sogn, Sutererne ovenfor Strædet til Hallvardskirken, forreſten til Michelskirken i Vaagsbotnen.“ Brevet er meddeelt hos Suhm XII. 337.
  20. Brevet herom, af 1326, er meddeelt hos Suhm XII. 368.