Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/6

< Det norske Folks Historie | 7

Til Mødet i Bergen vare Islands Biskoper og Høvdinger m. fl. allerede blevne indkaldte i 1319, saaledes som det forhen er nævnt. Naar Audfinn, og rimeligviis de øvrige norske Biskoper, ikke indkaldtes førend i Januar 1320, var Aarsagen hertil kun den, at den formelige Indkaldelse ikke før gjordes fornøden. Men af hiin Omstændighed, at Indkaldelsen forkyndtes saa tidligt paa Island, kan man slutte at et saadant Dobbeltmøde øjeblikkeligt efter Kong Haakons Død var blevet besluttet som ufravigeligt nødvendigt. Der var upaatvivlelig mangt og meget, som man ikke paa det skyndsomme Høvdingemøde i Oslo kunde faa afgjort, og det var vel desuden nødvendigt, at den unge Konge viiste sig og hyldedes idetmindste etsteds i det Nordenfjeldske. Nidaroos laa for fjernt og ubelejligt. Fornemmelig skulde vel ogsaa Islands Anliggender bringes paa det Rene, siden saa mange og anseede Mænd derfra vare indkaldte. Det er tidligere viist, at Stemningen her ej var den bedste. Der klagedes endnu stedse over, at Foreningsvilkaarene ikke iagttoges, og nogen formelig Vedtagelse af Hovedpunkterne, Besettelsen af Lagmands- og Sysselmands-Embederne alene med Indfødte, og Udenlandsstevningernes Ophør, havde endnu ej fundet Sted. Da derfor den norske Regjerings Sendebud, Gunnar Raasvein[1], fremstod paa Althinget, forkyndte Indkaldelsen til Norge, og opfordrede Udlendingerne til at sverge Kong Magnus Troskabseed, vægrede man sig ved at indlade sig herpaa strax eller ubetinget, men opsatte en Skrivelse til Regjeringen, hvori de Fordringer, man gjorde, tydeligere end hidtil udtaltes. „Gunnar“, heder det i Skrivelsen, „underrettede os paa Althinget om, hvorledes I forlange at vi skulle tilsverge Junker Magnus, Kong Haakons Dattersøn, slige Thegnskylder, som bleve tilsvorne hans Forfedre og deres Afkom evindeligen, imod at Kongens Forpligtelser lige overfor vore Skattegaver opfyldes, nemlig saaledes at der skulde sendes sex Skibe aarligt hid til Island, ladede med de for Landet nyttige Varer, to til Nordlandet, to til Sønderlandet, et til Vest- og et til Østfjordene, samt at Lagmænd og Sysselmænd skulle være Islendinger, en Lagmand nordentil og søndentil, og disse ej have Sysler. Da vi nu ej ville, at Ansvaret for Løftets Brud skal hvile paa os, have vi gjort og ville vi midlertidigt gjøre ham al den Thegnskylde, som vi efter føromtalte Aftale ere ham skyldige, indtil I faa gjort et godt Raad for at vi kunne naa vore gamle Friheder og de nye Bestemmelser. Thi det maa I forvist vide, at vi ansee os løste fra al den Forpligtelse, som vore Forfedre tilsvore Kong Haakon den gamle, dersom vi ikke til Sommeren faa hvad han har lovet os, og som vi her opregne, nemlig at Skreid og Meel ej udføres herfra, naar der er Dyrtid paa Island, mere end hvad Kjøbmændene behøve til Mad; Udenlandsstevninger ville vi ej vide af i større Udstrekning end Lovbogen melder, og ingen andre Sysselmænd ville vi have end dem, Bønderne velge. Sverge ville vi derfor ikke, førend vi faa Rigsraadets Brev herpaa med hengende Segl, saa at vi see dets gode Vilje. Give derfor den Herre Christ, at I tage en saadan Bestemmelse i dette og alt andet, at det kan vorde salige Konges Sjæl til evigt Gavn, Junker Magnus til Hæder og Ære, og os alle til Fred og Glæde for Liv og Sjæl“[2]. Saaledes vegrede man sig ligefrem ved at aflegge Eden, førend man havde seet hvad man kunde kalde sort paa hvidt for at Fordringerne skulde opfyldes. Det er imidlertid let at skjønne, at det ikke hermed var Islendingernes Mening at løsrive sig fra Norge, om et saadant Brev ej kom; de havde nu aabenbart vant sig til Afhængighedsforholdet og opgivet enhver Tanke om Uafhængighed. Betingelsen stilledes kun lige overfor Kongen, ej for Norge. Der var heller ikke Tale om andet end at efterkomme Indkaldelsen. Ketil Thorlakssøn, Lagmanden Snorre Narvesøn, og flere anseede Mænd, rejste, som det synes, strax afsted, og medbragte formodentlig denne Skrivelse. Ogsaa Biskop Arne af Skaalholt rejste. Biskop Audun i Hole bestemte sin Reise til det følgende Aar. Men Biskop Arne døde allerede om Vinteren efterat han var kommen til Norge (21de Januar), og da Biskop Audun den følgende Sommer var afsejlet fra Island, blev han dreven tilbage af Storm, og kom ikke atter afsted det Aar, men sad hjemme paa Hole. Saaledes kom ingen af de islandske Biskoper til Mødet[3].

Dette var forøvrigt temmelig fuldtalligt, hvad Biskoperne angaar. Hvis Erkebiskopen blev sit Løft tro, var han allerede kommen til Bergen ved Pindsetid (18 Mai), og i Følge med ham var uden al Tvivl Signar af Færøerne. Ligeledes indfandt sig Helge af Oslo, Haakon af Stavanger, og den nysudvalgte Hallvard af Hamar, som strax efter fik sin Indvielse, samt endelig Biskop Viljam af Orknø, denne sidste maaskee mest for at verge sig mod alvorlige Klager, der vare reiste imod ham. Af verdslige Herrer nævnes Sæbjørn Helgessøn, Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Finn og Ivar Agmundssønner, og Jon Bjarnessøn, hvilke alle vistnok maaskee kun vare Medlemmer af Raadet, men som dog neppe alle vilde have været tilstede, hvis ikke en større Samling af Høvdinger her skulde finde Sted[4]. Ogsaa nævnes som tilstedeværende Hr. Haakon Agmundssøn, og man kan være forvisset om at mange andre vare der, hvis Navne nu ej længer ere opbevarede, blandt dem fornemmelig de nysomtalte islandske Høvdinger, og den orknøiske Jarl Magnus, der upaatvivlelig maa have været indkaldt for at aflegge sin Lehnshylding, og hvis Besøg i Bergen desuden gjøres sandsynligt af den Omstændighed, at Biskop Viljam af Orknø indfandt sat der, thi Biskopen af Orknø plejede at være en ligesaa sjelden Gjest i Norge som Jarlen, og begge ere rimeligviis nu dragne derhen tilsammen[5]. Kongen og hans Moder maa være ankomne temmelig tidligt i Juni, da de allerede den 9de April vare i Tunsberg[6]. Vi finde dog ikke deres Nærværelse i Bergen udtrykkeligt nævnt, førend den 20de Juni, da Kongen stadfestede sine Forfedres, de forrige Kongers, Gave af nogle Tomter til Predikebrødrenes Kloster i Bergen. Den følgende Dag var han med sin Moder tilstede i en Raadssamling, da Erkebiskopen fordrede af Hr. Haakon Agmundssøn, som Ombudsmand for den nogle Aar forud afdøde, og i Christkirken i Nidaros begravede Hr. Ragnvald Aslakssøns Arvinger, at han skulde udlevere ham det Capell, som samme Hr. Ragnvald havde skjenker til den Stuke, hvori han laa begraven, hvortil ogsaa Haakon ved Lagmanden Guthorm Kolbjørnssøns Kjendelse tilpligtedes[7]. Man har saaledes først afgjort de verdslige Sager, inden det egentlige Biskopsmøde begyndte sine Forhandlinger. Forsaavidt Kongens Hylding er bleven gjentagen, da maa den vel være skeet paa St. Hans-Dag. At Islendingernes Fordringer denne Gang ere blevne opfyldte, og at der virkelig under Raadets Segl maa være udstedt en Erkjendelse heraf, kan sluttes deraf, at da Hr. Ketil Thorlakssøn enten i dette samme, eller i det følgende Aar, kom tilbage til Island, medbragte han, som det udtrykkeligt siges, Kongebrev, og reiste siden om i Landet, modtagende Troskabs-Eed paa Kongens Vegne[8]: altsaa gjorde man nu ingen Vanskelighed ved at aflegge denne. Mere er os ikke opbevaret eller antydet om de i Bergen ved denne Lejlighed afgjorte Regjeringssager, men usandsynligt er det ej, at Hertuginden idetmindste har forsøgt at faa sig overdraget noget større Myndighed, end Bestemmelsen om Rigsstyrelsen egentlig hjemlede hende. Siden blev Hallvard indviet til Biskop paa Hamar, formodentlig paa St. Hansdag, eller den paafølgende Petersmessedag[9], og nu skred man til Concilforhandlingerne, der gik saa raskt, at man allerede den 9de Juli havde faaet de vedtagne Statuter redigerede og bekræftede under de syv forsamlede Biskopers Segl. Disse Statuter ere i kirkeligt Henseende ej uvigtige; i Rigets almindelige Forhold gribe de dog ej synderligt ind. Vi kunne af dem alene merke følgende: Alle af tidligere Biskoper ulovligt paalagte Bannsstraffe, Suspensioner og Interdicter ophævedes, medens forresten deres Forordninger om Troens Befestelse m. m. skulde staa ved Magt. Enhver Klerk, der hjalp Nogen imod den hellige Kirke til Forringelse af dens Frihed, skulde ved denne blotte Handling være suspenderet fra Embede og Indtægt, ligesaa enhver Klerk, der ved at underkaste sig nye Paaleg eller give sig under Lægmands Vold krænkede Geistlighedens Privilegier. Enhver Prest eller Klerk inden de hellige Grader skulde afholde sig fra Frilleliv, under Straf af fire eller to Merker, hvis han herefter holdt Frille i een Maaned, det dobbelte, hvis han holdt hende fjorten Dage derefter, og sit Beneficiums Fortabelse, hvis han endnu holdt hende i ti Dage. Presterne skulde undervise sine Skriftebørn i hvorledes de retteligen skulde gaa til Skrifte. Ingen Prest skulde betjene anden Prests Sognefolk uden Fornødenhed, under 3 Merkers Bod. Enhver skulde i Regelen begraves ved sin Sognekirke; kun naar han frivilligt havde valgt sig Lejested ved en anden Kirke: da skulde han vel begraves ved denne, men hans Sogneprest dog have Fjerdedelen af Offeret. Enhver Prest, der overbevistes om at have lokket eller overtalt en anden Prests Sognemand til at velge sig Gravsted ved sin Kirke, skulde føre Liget tilbage til den Dødes Sognekirke med alt Offeret, og Kirken, hvori det begroves, være under Forbud, indtil Sognekirken havde faaet sin fulde Ret. Ingen Prest maatte bortbytte eller afhænde noget af det Gods eller den Indtægt, der laa til hans Embede eller Prestbordet. Den lovligt indsatte Prest havde at bortbygge (bortfeste) Preste-Indtægtens Jordegods paa saa mange Aar, som skjønsomme Mænd fandt tjenligt. Tiende skulde ydes af al Jordens Afgrøde idet Sogn, hvor den voxede. Alle lærde Mænd skulde opføre sig sømmeligt og ej bruge Klæder af paafaldende Snit og Farve. De skulde ej tage Ombud af Lægfolk til nogen Sagførsel, ikke møde i Stevne for Lagmands Dom, uden for at søge sin og Prestens eller Enkers og faderløse Børns Ret, ikke aflegge Eed for Lægmænd, ikke sidde i nogen Dom, eller skrive Breve eller Domme, eller være i Samraad med i Sager, der gjaldt Folks Liv eller Lemmer, ikke underkaste sig Lagmands Dom uden Biskopens Tilladelse. Ingen Prest maatte under Suspensions-Straf deeltage i Brylluper, som ej forud vare lovligen tillyste, eller synge Egteskabsmesse for andre end Jomfruer, naar de giftedes, ikke for Enker. Ingen Prest maatte under Banns Straf forud betinge sig eller modtage Betaling for nogen kirkelig Forretning, men bagefter kunde han kræve „gammel Skyldighed“ og taknemmelig modtage, hvad enhver gav. Ingen Klosterformand maatte under Afsettelses-Straf indtage nogen i sit Kloster ved Kjøb eller Overeenskomst, og hver Biskop skulde i sit Biskopsdømme paasee, at der ej indtoges flere Personer i Klostret end dettes Gods tilstedte. Endelig gaves Regler for de saakaldte Prestestevner eller Diøcesanmøder. – Alle disse Bestemmelser ere egentlig kun Tillempninger af almindelige pavelige Decreter og Concilbestemmelser paa de norske Forhold, der nu saaledes stadfestedes og lovtoges for hele Nidaroos’s Provinds. De udmerke sig fordeelagtigt ved fornuftigt Maadehold, medens de dog omhyggeligt verne om Kirkens Rettigheder, og vidne om en rosverdig Iver for at ordne Kirkestyrelsen, Sjælesorgen og Gudstjenesten paa den sømmeligste og hensigtsmessigste Maade[10].

Af andre Sager, der forhandledes ved dette Møde, eller maaskee endog for det egentlige Concilium tog sin Begyndelse, var udentvivl Tvisten mellem Biskop Audfinn og de kongelige Klerker ved Apostelkirken. Uagtet Biskopen, som ovenfor viist, allerede havde gjort alle Forberedelser til at føre sin Sag for Curien, lod han sig dog, formodentlig af Erkebiskopen, overtale til at lade Sagen afgjøre ved Voldgiftskjendelse, hvortil og den anden Part sees at have været villig, og dette maa være blevet afgjort i Bergen, da de tre udvalgte Voldgiftsmænd alle vare her tilstede, nemlig Erkebiskopen, Biskop Hallvard af Hamar og den føromtalte, forhen stavangerske, og derpaa throndhjemske Chorsbroder Salomon Thorvaldessøn, der synes som etslags Coadjutor at have ledsaget Biskop Helge, hvis Eftermand han to Aar derefter blev. Endvidere forhandledes om Rumaskattens Indsamling, for hvilken Erkebiskopen endnu var Generalcollector over hele sin Provinds. Den 7de Juli udstedte Biskoperne Viljam, Audfinn, Haakon og Hallvard et Vidnesbyrd om at Erkebiskopen da i sit Kammer foreviiste dem den hele af ham indtil da gjennem en længere Aarrække i forskjellige smaa Kobbermynter oppebaarne, mens nu i reent Sølv omsatte Sum, der beløb sig til 478 Mk. 4 Skilling Sterling efter norsk Vegt[11]. Endelig maa der have været procederet mod Biskop Viljam af Orknø, hvis Ferd i flere Henseender havde været mislig. Allerede Aaret forud stod det saa daarligt til med hans Rygte, at Erkebiskopen havde besluttet at lade hans Diøces visitere af tvende dertil særskilt beskikkede Mænd, nemlig Kormak, Archidiaconus paa Syderøerne og Grim Ormssøn, Præbendarius af Nidaroos, sandsynligviis den samme, som vi tidligere have seet berøvet Fane Kirke og bannsat af Biskop Audfinn. Disse Visitatorer, der ved Ankomsten d. 28de Sept. i det foregaaende Aar bleve saare venligt modtagne af Biskopen og rigeligt forsynede med alt, hvad de behøvede, havde i Førstningen, rimeligviis vundne herved, og paavirkede af Jarlen og dennes Hustru Katharina, afgivet en gunstig Indberetning; de havde fundet, skrev de, at Manglerne ved Øernes Kirker ej saameget var at tilskrive Viljams, som hans Formænds Efterladenhed, da han selv ikke i saa kort Tid endnu havde kunnet rette derpaa, men han havde lovet i Jarlens og denne Frues saavelsom Capitlets Overvær, at det snart skulde skee; og dertil anviist en Deel af sine Indtægter. Men hvad Rygterne om Biskopens private Levnet angik, da kunde de efter indhentet eedelig Erklæring af Archidiaconus m. fl. forsikkre at de vare falske, og navnlig at Beskyldningen for Ukydskhed, der tillagdes ham, var ugrundet[12]. Siden maa derimod Visitatorerne skriftligt eller mundtligt have givet en langt anden Beskeed, hvad enten nu nye Oplysninger vare fremkomne, eller den Indflydelse, Biskopens Venner kan have haft paa dem, var ophørt. Ved nøjere Eftergranskning, heed det nu, havde de fundet, at Biskopen ved Afhændelse og Bortforlening saaledes havde formindsket det biskopelige Gods, at hverken Kathedralkirken eller Biskopsgaarden tilbørligt kunde vedligeholdes, men forfaldt; ligeledes stod det daarligt til med Presternes Underhold og Prestegaardene. Til Trods for Kirkelovene havde han ikke bortgivet noget Beneficium paa canonisk Viis, men antaget dertil paa visse Aar, ja Maaneder, Fremmede, Landstrygere og forløbne Munke imod en vis betinget Afgift til ham. Den kirkelige Anstændighed havde han tilsidesat, og forsømt sit Embede, ved at hengive sig til støjende Jagtfornøjelser m. m.; han havde undladt at holde Styr paa sine Undergivne, hvoriblandt der vare Afgudsdyrkere, Troldmænd, Kjettere o. a. d., og blandt sit Tyende havde han holdt aabenbart Bannsatte. Dette vare Hovedbeskyldningerne, der bevirkede, at Erkebiskopen – ved et Brev, udstedt 17de Juli, suspenderede ham fra Biskopsgodsets – Bestyrelse. Fremdeles havde Viljam vovet at lade Chorsbroderen ved hans egen Kirke, Engelbrecht Lyning[13], hvilken Erkebiskopen havde sendt derhen for at høre om Rumaskatten, fængsle og frataget ham hans Præbende og alle hans Ejendomme, hvilke han endnu havde i Besiddelse, trods Erkebiskopens Advarsel. Og af Rumaskatten havde han nu beviisligt i femten Aar, ligefra sin Tiltrædelse, hemmeligt tilegnet sig hvert Aar 3 Mk. altsaa nu henved 53 Mk. I Anledning heraf erklærede Erkebiskopen ham ved et nyt Brev af 28de Juli suspenderet fra Biskops-Embedet og forpligtede ham til inden tre Maaneder under Banns Straf at erstatte de 53 Mk., saavelsom til at gjengive Engelbrecht hans Præbende m. m. Endelig havde Viljam, da den føromtalte Hr. Ragnvald Aslakssøns Frue Ragnhild døde under hans og hendes Ophold paa Orknøerne, ikke villet tillade Manden at føre hendes Liig til Nidaroos for at begrave det i Christkirken (formodentlig i den ovennævnte af ham indrettede Stuke), hvor hun dog selv forhen i Erkebiskopens Overvær, og nu atter paa sin Dødsseng havde kaaret sit Lejested, men holdt det tilbage paa Orknøerne, hvorfor nu Kirken paa Orknø (aldeles overeensstemmende med det nys vedtagne Concilbestemmelse) var falden under paveligt Forbud. Herom udstedte Erkebiskopen et tredie Brev af 29de Juli, hvorved han tilpligtede Viljam paa egen Bekostning at lade Liget føre til Nidaroos inden næste St. Hansdag og tilbagegive hvad han derfor havde oppebaaret, under Straf af Suspension fra Indgang i Kirker, forbeholdende sig desuden yderligere at straffe ham for hans Ulydighed. Viljam var formodentlig, efter Navnet at dømme, som de fleste fornemmere orknøiske Geistlige allerede paa den Tid, skotsk af Fødsel og Opdragelse, og vant til at leve paa den frie og verdslige Maade, som var almindelig blandt Prælaterne i en stor Deel af det vestlige Europa, navnlig Skotland, hvor Tøjleløshed nu og endnu meget længere ned i Tiden hørte til Dagens Orden baade blandt geistlige og verdslige Magnater. Erkebiskopens trende Breve bleve den 5te August oplæste for ham i Biskop Audfinns Consistorium af Grim Ormssøn[14]. Nogen Virkning maa de vel have gjort, og Biskop Viljam maa vel have lovet Bedring, da Ankeposterne vare in confesso: Erkebiskopens Autoritet lod sig heller ikke trodse. Men ganske er Uvæsenet ikke blevet rettet, thi Processen mod Viljam endtes ej førend i 1326, see nedenfor, og vi finde i 1322 Grim Arnessøn atter som Visitator i Forening med Engelbrecht Lyning[15]. Da hine Breve oplæstes for Biskop Viljam, havde Erkebiskopen sandsynligviis allerede forladt Bergen i Følge med Kongen, Hertuginden, Biskop Hallvard og flere andre Stormænd, thi vi finde ham og flere af dem den lode August i Tunsberg, og Kongen med sin Moder og Raadet den 15de September i Baagahuus[16]. Det sidste, som vi bore fra Kongen under hans Ophold i Bergen, er at han den 19de Juli udgav Stadfestelsesbrev paa Erik Magnussøns Retterbodsbrev for Bergen af 9de Marts 1295, bekræftet af Kong Haakon ved Brev af 24de August 1299, af hvilke Breve Byens Raadmænd nu forelagde ham Afskrifter. Kong Magnus’s Stadfestelsesbrev indeholdt enkelte nærmere Bestemmelser eller Modificationer og Tillæg[17]. Saaledes heder det i Retterboden af 1295, Art. 1, at lærde og haandgangne Mænd skulde gjøre Leding af sine Gaarde; dette bestemtes nu nærmere ved Tillegget „af alt det, der er mere end hvad der svarer til deres oprindelige Veitsle“; følgelig skulde dog ikke altsammen beskattes. Forbudet mod at „tage Sammenhold eller digte sig Lov eller Setninger“, indskrænkedes nu noget ved Tilføjelsen af disse Ord efter Setninger „Staden til Uro eller Skade, undtagen saameget som Lovbogen tillader Sysselmændene, Lagmændene, og Byens Mænd at ordne og samtykke til Byens Nytte“; Straffen formildedes fra Landraadesag til Brevebrudsbod, 8 Ertoger og 13 Mkr. Forbudet mod at bygge Huse over paa Stranden gjentoges ikke; om herved meentes, at det ej lenger skulde gjelde, er vanskeligt at sige. Endelig gjentoges i al Korthed Befalingen om at de udenlandske Vintersiddere skulde deeltage i Byens Tynger med Vagthold o. s. v., samt Forbudet mod at Udlendinger opkjøbte norske Varer til Udsalg under Straf af Varernes Forbrydelse til lige Deling mellem Kongen, Byen og Sysselmanden, hvorhos det under Brevebruds Straf forbødes at vrage Kongens Mynt: altsammen Forbud og Befalinger, der neppe bleve tagne synderligt til Følge, ja neppe engang bleve givne i Haab om at man vilde tage dem til Følge[18]. Til Tunsberg, som sagt, maa idetmindste Erkebiskopen og Biskop Hallvard og Sira Salomon være ankomne inden den 16de August, thi paa denne Dag afsagde de deres Voldgiftskjendelse mellem Biskop Audfinn og Magister Capellarum, „efter reent og fast Samtykke saavel af Parterne, som – gjennem Hertuginden og Raadet – af Kong Magnus selv, forsaavidt hans Ret derved berørtes“. Heraf kan man dog ikke see, om begge Parterne og Kong Magnus ogsaa nu vare tilstede, og her gave deres endelige Samtykke, eller om disse Ord sigte til et tidligere givet, foreløbigt Samtykke, da Sagen voldgaves hine tre Mænd; dette sidste er rigtignok det sandsynligste, hvilket ogsaa andre Omstændigheder, der strax skulle anføres, for Kongens Vedkommende synes at bestyrke. Kjendelsen, der synes at være billig og upartisk, men dog neppe kan have tilfredsstillet Audfinn, bød, at de, der havde tilsidesat Respecten mod Biskopen, endog i tvivlsomme Ting, skulde bede ham om Tilgivelse, hvilken han og naadigst skulde meddele dem; at alle Bannsetninger, Fornærmelser og Voldsomheder fra hvilkensomhelst Side skulde være tilbagekaldte og glemte, og Biskopen skulde uden Vanskelighed lade dem løse, der behøvede det; Reguleringen af Kirkesognene i Bergen og Overdragelsen af Sjælesorgen havde altid med Rette tilhørt og skulde fremdeles tilhøre Biskopen, dog saaledes, at af alle de Tiender, der hidtil vare indstillede uden Biskopens Samtykke, skulde kun den halve Deel godtgjøres, den anden Halvdeel af Biskopen eftergives for Fredens Skyld. Fane Kirke hørte retmessigt til Apostelkirken og skulde med Tilbehør inden en Maaned gjengives den. Hvad Sacramentets Uddeling angaar, da skulde, hvis Kongen, Dronningen og deres Børn ønskede at nyde det i Apostelkirken, ogsaa deres Følge af Riddere og Svene kunne deeltage deri; det samme skulde og i deres Fraværelse være tilladt Fehirden, der sidder i Kongsgaarden. I eller ved Apostelkirken skulde alle det kongelige Capells Klerker, forsaavidt som de der havde fælles Bordhold, begraves, saavelsom alle andre, der her valgte Gravsted, imod at vedkommende Sognekirke fik sin Rettighed; her skulde Kongens Børn døbes, og de, hvilke Kongen og Dronningen holdt over Daaben, ligesom og de Egtefolk skulde vies her, hvis Bryllup Kongen og Dronningen holdt. Men forøvrigt skulde det være Kirkens Provst, Chorsbrødre og Prester aldeles formeent at uddele Sacrament eller udføre sogneprestelige Forretninger, uden efter særskilt Tilladelse af Biskopen. Tvivlsspørgsmaal angaaende enkelte Punkter i Dommen forbeholdt Voldgiftsmændene sig selv at afgjøre[19]. Der erfares ikke andet, end at begge Parter i det Hele taget holdt sig denne Dom efterrettelig, thi der tales ej mere om nogen alvorlig Tvist mellem Christkirkens og Apostelkirkens Geistlighed. De Penge, som Biskop Audfinn havde medgivet sin Fuldmægtig, Sira Paal Baardssøn, til Frankrige, for at røkte Sagen ved Curien, tillod han ham senere at beholde som Hjelp til i Orleans at studere den civile og canoniske Ret og heri tage Doctorgraden[20].

  1. ↑ Denne Gunnar Raasvein, der, som Annalerne sige, kom tilligemed en vis Jon Murte, maa have været oftere brugt som Sendebud til Island, thi vi erfare af det forhen (IV. 2 S. 599) omtalte Protest mod Biskop Auduns Foretagender, at han ogsaa tidligere var kommen til Island, som Overbringer af en Retterbod. Vistnok antoge vi da, at der sigtedes til Sendelsen i 1319, saasom dette er den eneste Lejlighed, hvorved Gunnar omtales i Annalerne, men ved nærmere Betragtning viser det sig dog, at da han i 1319 kom til Island, bragte han Efterretningen om Haakons Død, og man kunde da ei skrive med ham tilbage, som om Haakon endnu levede. Altsaa maa hiin Sendelse være en anden og tidligere, skjønt dog ei den store af 1314, da Audun ej kom til Island førend 1315. Denne Gunnar Raasvein (ikke Raadsvein) var en anseet Mand, der boede i eller ved Bergen, i hvis Domkirke han lod oprette et Jfr. Marias Altar, og gav dertil Jordegods, mest i Sogn. (Bergens Kalvskind S. 33).
  2. ↑ Lovsamling for Island I. S. 32.
  3. ↑ Isl. Annaler, jfr. Laurentius’s Saga Cap. 34–36. Tidsregningen i Annalerne, idetmindste saaledes som deres Text er gjengiven i den trykte Udgave, er heel forvirret; ifølge denne skulde Biskoperne og de øvrige for Island allerede være indkaldte 1318, Biskop Audun være dragen første Gang afsted 1319, og anden Gang 1320. Men det er klart, at idetmindste Indkaldelsen af Lægmændene skete i Anledning af Kongens Død, altsaa efter 1319, og da Biskopernes nævnes under eet dermed, maa den være samtidig Desuden melde Annalerne selv, ved 1319, „at Gunnar Raasvein og Ivar Murte da kom til Island“, og da nu Islendingernes Skrivelse udtrykkeligt nævner hiin som Overbringer af Raadets Opfordring til at sverge Troskabseed, kan der ej være nogen Tvivl om, at Indkaldelsens Omtale ved 1318 er fejlagtig. Den paalidelige Laurentius’s Saga henfører desuden Indkaldelsen til selvsamme Aar, som Kongen døde, altsaa 1319; og af den see vi derhos, at Biskop Audun, der døde den 28de Jan. 1322, ej tilbragte mere end een Vinter i Norge, altsaa falder hans endelige Afrejse herhen i 1321. Overhoved viser det sig, at Tidsregningen i Sum. Saga er den sikkreste at følge.
  4. ↑ Dipl. Norv. II. 137.
  5. ↑ Magnus Jarl nævnes den 6te April tilligemed de øvrige norske Herrer i Ardroath d. 6te April, hvor de tilsammen udstedte et Brev til Paven til Forsvar for Kong Robert Bruce, men dette hindrer ikke, at han senere ud paa Sommeren kan have gjort en Reise til Norge.
  6. ↑ Her stadfestede nemlig Kong Magnus Hr. Paal Erikssøns Gave af Jordegods og den ham overdragne Fjerdedeel af Sagefaldet til Mariekirken. Dipl. N. I. 161.
  7. ↑ See ovennævnte Brev Dipl. Norv. II. 137. Ved „Capell“ synes her et portativt Altar eller et Tabernakel at vare meent. Denne Hr. Ragnvald Aslakssøn var rimeligviis ganske nylig død i Bergen, thi han nævnes som levende og Medlem af Kongens Raad, sent det synes, endnu d. 23de Juni 1316, see ovenfor IV. 2 S. 623; efter den Tid havde han været paa Orknø, maaskee som kongelig Sysselmand, havde der mistet sin Kone, og siden ført hendes Liig tilbage til Norge, see nedenfor: han selv havde skjenket Capellet til Stuken i Nidaros Cathedralkirke, rimeligviis raa sin Dødsseng, i Erkebiskopens Gaard paa Stranden i Bergen, og i Overvær af Hallvard Electus til Hamar og Salomon Chorsbroder i Oslo, hvilke begge neppe vilde have været tilsammen i Bergen uden i Anledning af Conciliet; altsaa maa Ragnvald være død efter deres Ankomst.
  8. ↑ Isl. Annaler, Laurentii Saga. I de første nævnes Aar 1320, i den sidste 1321.
  9. ↑ Hallvard kaldes nemlig endnu Electus i det oftanførte Brev af 21 Juni, Dipl. Norv. II. 137, hvor han og Salomon Thoraldessøn anføres som Vidner paa at Ragnvald Aslakssøn skjænkede det nævnte Capell.
  10. ↑ See Norges gamle Love III. S. 246–270; samt Uddrag og Forklaring af Statut-Bestemmelserne i Keysers „den norske Kirkes Historie“ S. 190–209.
  11. ↑ Dipl. Norv. IV. 144.
  12. ↑ Bartholiniana, IV. 134–136, i Uddrag hos Suhm XII. 37. 38.
  13. ↑ Denne Engelbrecht, hvis Navn synes at betegne ham som Tydsker – maaskee som Slægtning af den Engelbrecht Lening den Gamle, der ved 1309–11 var en af Vintersidderne i Bergen, see ovenfor IV. 2. S.582 fg. – nævnes i et paveligt Provisionsbrev af 21de October 1329, hvormed der overdrages ham et Canonicat paa Katanes, som Chorsbroder i Orknø. Regest. Johann. XXII. An. XIV. p. 1. ep. 522.
  14. ↑ Bartholiniana, IV. 138–146. jfr. Suhm, XII. 32–35.
  15. ↑ Barthol. IV. 172. Suhm XII. 64.
  16. ↑ Den 16de August er nemlig Voldgiftskjendelsen udstedt, see nedenfor. Erkebiskopens Breve, der oplæstes 5te August, ere alle daterede fra Bergen, altsaa var han der endnu den 29de Juli. At Kongen d. 5te Sept. var i Baagahuus sees af Dipl. Norv. II. 139.
  17. ↑ Norges gl. Love III. S. 149–151.
  18. ↑ Norges gl. Love, III. S. 149.
  19. ↑ Meddeelt hos Suhm, XII. S. 340–441. Da saaledes den af Audfinn kort forud givne Sogneregulering maa antages i alt, hvad de ej streed mod dette Forlig, at have staaet ved Magt, er det ikke uden Interesse her at anføre den, saamegetmere som Audfinn selv siger at det var den, der var indrettet og overholdt under hans Forgængere lige fra Byens fortie Tider. „Alle bordfaste Mænd i Kongsgaarden, og alle Arbeidsmænd og andre der havde Tilhold i Kongsgaarden skulde høre til den lille Christkirkes Sogn (heri gjorde nu Bestemmelsen om Apostelkirken en Undtagelse). Hele Stranden ligetil Vaagsbotnen skulde høre til Korskirkens Sogn, Sutererne ovenfor Strædet til Hallvardskirken, forresten til Michelskirken i Vaagsbotnen.“ Brevet er meddeelt hos Suhm XII. 337.
  20. ↑ Brevet herom, af 1326, er meddeelt hos Suhm XII. 368.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/6&oldid=77797»