Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 41-48).

Omſider døde, ſom allerede omtalt, den forjagede ſvenſke Konge Byrge Magnusſøn i Holbek paa Sjæland den 31te Mai 1321, og ſtrax ved førſte Efterretning herom ſynes Politikerne i Vardberg og Mecklenburg at have ſat ſig i Bevægelſe for at bringe en nærmere Forbindelſe til Veje mellem Henrik af Mecklenburg og det nye ſvenſke Hof. Planen var at beſegle Foreningen deſto ubrødeligere ved et Egteſkab mellem Henriks eldſte Søn Albrecht og Hertugindens Datter Euphemia. Den ſidſte var vel endnu kun fire Aar gammel, men Trolovelſe kunde dog altid finde Sted, ligeſom Hertuginden ſelv var bleven trolovet med Hertug Erik, da hun kun var halvandet Aar gammel. Hvorledes og af hvem denne Sag egentlig indlededes, vides ikke, men den maa allerede have været foreløbigt aftalt, da Hertuginden i den anden Halvdeel af Juli 1321 i Ljodhuus modtog Fyrſt Henriks Geſandt, Ridder Martin af Hilde, for med ham at afſlutte Feſtemaalet. Thi den egentlige Contract herom oprettedes et Par Dage ſenere (d. 24de Juli) paa Baagahuus Slot, og de Breve, der udferdigedes, nemlig et ſæregent Brev for hvert af de to Riger, beſegledes hvert af ti Raadsherrer ſom Forlovere, hvoraf de fleſte dog maa have været ſærſkilt indkaldte, maaſkee endog langvejs fra, ſaa at man i Tide maatte have været betænkt derpaa. Contractens Artikler vare følgende:

1. Kong Magnus ſkal give Junker Albrecht ſin Syſter Euphemia til Egte, dog under Forudſetning af, at Fyrſt Henrik paa ſin Bekoſtning ſkaffer pavelig Dispenſation med Henſyn til deres Slegtſkab[1].

2. Kong Magnus ſkal i Medgift udbetale 5000 Mk. reent Sølv, kølnſk Vegt, for Norges, og ligeſaameget for Sveriges Vedkommende; de førſte 2000 fra Norge og ligeſaameget fra Sverige et Aar fra deres Bryllupsdag; de øvrige 3000 for hvert Rige halvt det følgende (andet) halvt det tredie Aar, ſtedſe paa Aarsdagen efter Bryllupet; Udbetalingerne fra Norge ſkulle ſkee paa Baagahuus Slot, de fra Sverige i Ljodhuus eller Vardberg.

3. Til Morgengave eller Livgeding ſkal Jomfru Euphemia Dagen efter Bryllupet modtage Slottet og Byen Godbodz (Gadebuſch), og beholde det, hvis hun overlever ſin Mand, ſom Enkereſidens; vender hun derimod tilbage til Fedrelandet eller gifter ſig igjen, ſkal det udløſes fra hende med 20000 Mk. reent Sølv, kølnſk Vegt, og dør hun, medens hun reſiderer der, ſkulle hendes Arvinger beholde det indtil den ſamme Sum er dem udbetalt. Dør hun derimod før ſin Mand, ſkal der forholdes med Medgiften efter vendiſk Lov.

4. Vil Kongen af Danmark bekrige Kong Magnus og hans Riger, ſkulle Fyrſt Henrik af Mecklenburg, Hertug Rudolf af Saxland, hans Broder Hertug Wenzeſlav, Grev Johan af Holſten, Grev Gerhard af (Holſten-)Rendsburg og Grev Gunzelin af Schwerin af al Magt fejde mod ſamme Danekonge, dog ſaaledes at Kong Magnus i Tide ſkal ſige Fyrſt Henrik til; og har da denne engang ſamlet ſin Hær og begyndt Fejden, ſkal Kong Magnus, om han end ej længer behøver hans Hjelp, dog af al Magt ſtaa ham bi i den Krig, han nu maatte blive nødt til at føre mod Danmark. Men førend Fyrſt Henrik har viiſt Kong Magnus ſlig Tjeneſte, er han ikke forpligtet til at yde ham nogen Hjelp.

Disſe Artikler findes ligelydende i begge Documenter. Men i den ſvenſke Gjenpart findes endnu indſkudt følgende merkelige Artikel, der røber Udſigten eller Viljen til at faa Krig med Danmark, langt tydeligere end hiin nysanførte, nemlig:

Fyrſt Henrik ſkal paa Opfordring tjene Kong Magnus og Sveriges Rige med 200 Riddere, Svende, Heſte og Tilbehør, hvilke han paa egen Bekoſtning og Fare ſkal ſende til Sverige, men ſom Kong Magnus ſkal underholde, beſolde, og, hvis de tages til Fange, udløſe; og naar Kong Magnus ønſker denne Hjelp, ſkal han tilſige Fyrſt Henrik derom 12 Uger forud; men omvendt ſkal han og paa ſamme Maade med 12 Ugers Varſel hjelpe Fyrſt Henrik, hvis denne ved at efterkomme Kong Magnus’s Opfordring har faaet Fejde med Danmark.

Til Sikkerhed for at disſe Betingelſer ſkulde opfyldes, gav for Norges Vedkommende de ti norſke, og før Sveriges de ti ſvenſke Raadsherrer deres Forløfte. Hine vare Biſkop Hallvard, Paal Eriksſøn, Haakon Thoresſøn, Guthorm Helgesſøn, Guthorm Kolbjørnsſøn, Thorvard Haavardsſøn, Haakon Agmundsſøn, Munaan Baardsſøn, Ivar Agmundsſøn og Arnfinn Eriksſøn, Chorsbroder i Hamar og i alle Fald forhen Preſt til Gran[2]; disſe Matthias Ketilmundsſøn, Haakon Læma, Lyder af Kyrn, Johannes Kyrn, Knut Porſe, Magnus Nikolasſøn, Riddere, Erngiſl Neskonungsſøn, Karl Neskonungsſøn, Peter Nikolasſøn og Agmund Sture, Svene. Det norſke Document beſegledes med Kongens Segl (altſaa Rigsſeglet), med Hertugindens, og med de ti Forloveres Segl, hvorhos hun lovede, ſenere af ſkaffe Erkebiſkopens, de øvrige Biſkopers og de øvrige Raadsherrers Segl. Det ſvenſke beſegledes af Hertuginden og Forloverne, hvorhos hun lovede, ſaaſnart Rigets Raadsherrer kom ſammen, da og at faa Artiklerne beſeglede med Kongens eget, med Erkebiſkopens, Lydbiſkopernes og de øvrige Raadsherrers Segl[3]. Ogſaa under Fyrſt Henriks Navn og Segl udſtedtes Gjenbreve af ſamme Indhold, der tillige beſegledes af de fem i Brevet nævnte tydſke Fyrſter, og af 24 mecklenburgſke Herrer ſom Forlovere, hvoriblandt Martin af Hilde og Nikolas Olafsſøn af Danmark. Vi kjende heraf kun den Gjenpart, ſom vedkommer Norge, men der kan ingen Tvivl være om, at der ogſaa udſtedtes en for Sverige med den ſamme ſærſkilte Artikel, ſom findes i det ſvenſke Exemplar af Kongens Forſkrivning. Da ogſaa dette Gjenbrev er dateret Baagahuus d. 24de Juli, uagtet hverken Fyrſt Henrik eller de andre tydſke Fyrſter og neppe heller andre af Forloverne end Martin ſelv vare der, er det tydeligt, at Martin har medbragt den ferdigt beſeglet in blanco til Udfyldning[4].

Hiin Dobbelt-Contract er i flere Henſeender merkelig, førſt og fremſt fordi den afgiver et iøjnefaldende Vidnesbyrd om, hvor omhyggeligt endnu begge Rigers Anliggender holdtes afſondrede fra hinanden, og deres Sideordnethed lagdes for Dagen. Endvidere er det merkeligt, at Artiklen, der nærmere beſtemte Antallet af Hjelpetropperne, udelodes i det norſke Exemplar, maaſkee fordi man forudſaa, at der neppe kunde blive Tale om at ſende Tropper til Norge, og fordi den forventede Krig nærmeſt berørte Sveriges Interesſer. Men det merkeligſte er dog, at Hertuginden, der beſeglede det norſke Exemplar med Norges Rigsſegl, ikke kunde ſkaffe det ſvenſke, men kun love, ſenere at faa det tilvejebragt, ſaavelſom og at erhverve Erkebiſkopens, Lydbiſkopernes og de øvrige Raadsherrers Beſegling, naar man tager i Betragtning, at for ikke mere end to Dage ſiden, i Ljodhuus, udſtedte Kongen et Gavebrev under Rigsſeglet, ſom altſaa da var tilſtede[5], og at ſamme Dag baade Erkebiſkopen og Biſkop Styrbjørn af Strengnes var i Staden[6]. Dette leder naturligt nok til den Slutning, at Forhandlingerne ere drevne hemmeligt, kun i en engere Kreds af Hertugindens Tilhengere, uden at enten Erkebiſkopen eller de øvrige Raadsherrer have vidſt noget derom, og at hun derfor heller ikke for det førſte har kunnet anholde om Rigets og deres Segl til Contractens yderligere Bekreftelſe. Man ledes endog paa den Formodning, at Ridder Martin af Hude optraadte hiſt i Ljodhus, medens hine Biſkoper og maaſkee andre Raadsherrer vare tilſtede, ikke ſom „ſpeciel Geſandt fra Fyrſt Henrik“, men derimod kun ſom Sendebud eller Megler for Staden Bremen, og nærmeſt med Henſyn til Norge, thi den ſamme 22de Juli udſtedte Kong Magnus i Ljodhuus under ſit norſke Rigsſegl et Brev, hvori han melder Bremens Borgere, at han paa den ham elſkelige Ridder Martin af Hude’s indſtændige Bøn har eftergivet dem alt Nag, ſom han kunde bære imod dem, og at al indbyrdes Misſtemning nu ſkulde være ophørt, og at de herefter frit og trygt kunde beſøge norſke og ſvenſke Havne for at handle: han vilde nemlig nu af Kjærlighed til Ridder Martin ikke længer legge dem Hindringer i Vejen, men ſnarere hjelpe og begunſtige dem[7]. Men kan man altſaa neppe længer tvivle om, at hine Forbunds- og Giftermaals-Forhandlinger ere drevne paa en hemmelig og underfundig Maade, da er det ogſaa aabenbart, at vi i Medforlovernes Navne have en Fortegnelſe paa Hertugindens ivrigſte Tilhengere, og at vi blandt de ſvenſke vel og have de „Ynglinger og Fremmede fra Vardberg“, hvorom det ſvenſke Raads ovenfor meddeelte Brev lader enkelte Ord falde. Saa meget er viſt, at ingen af dem, der udſtedte hiint Brev, nævnes blandt Medforloverne. Man kunde ſtudſe ved, blandt disſe at finde Ex-Drottſeten, Hr. Matthias, men det er vel at erindre, at han havde været en af Hertug Eriks ivrigſte Tilhængere, og at han nu aabenbart overførte ſit loyale Sindelag paa Sønnen, med Tilſideſettelſe af al perſonlig Ærgjerrighed. Om Agmund Sture veed man andetſteds fra, at han var en af Hertugindens Yndlinger: hun havde nys ſkjenket ham betydelige Jordeiendomme „for hans tro og ſtadige Tjeneſte.“ Ogſaa de øvrige hørte aabenbart til ſamme Sleng; en af dem, Peter Nikolasſøn, var endog, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees, indviet i Hertugindens allerhemmeligſte Planer. Blandt de norſke Forlovere, og følgelig nøjere Tilhængere af Hertuginden, der vel ogſaa havde hjulpet hende til at omgaa eller omſtøde Regjeringsformen, finde vi ikke færre end tre, om hvem vi med Vished vide, at de hørte til det af Kong Haakon indſatte Raad[8], men deſto bedre kunne vi da og forſtaa, hvorledes det kunde lykkes hende at tilrive ſig Magten. Beſynderligt er det, blandt de ti at ſee Ivar Agmundsſøn, der ſom Broder af Finn Agmundsſøn ſkulde antages at høre til de Misfornøjede. Men Hertuginden maa have forſtaaet, idetmindſte for en Tid at vinde ham: han var nu Befalingsmand paa Baagahus Slot[9], uden Tvivl allerede den vigtigſte Befæſtning i Landet, og om hun ikke ſelv har ſkaffet ham denne Poſt, har hun dog viſt gjort alt hvad hun kunde for at faa ham til Ven. Hvo veed, om han ikke endog har gjort ſig Haab om at faa hende til Egte, og at hun maaſkee endog har holdt ham op med gode Miner, da det maatte være hende yderſt magtpaaliggende, at tælle Baagahuſes Befalingsmand blandt ſine Tilhængere? Hans ſenere Forhold til Knut Porſe lader det formode.

Men Hertugindens eller rettere Knut Porſes Aftale med Fyrſt Henrik og Nikolas Olafsſøn var ej alene, ſom det i hine Documenter lød, at ſtaa ham bi, hvis det kom til Krig med Danmark, men endog, om muligt, dette ſelvſamme Aar at begynde Fjendtligheder for at erobre Skaane: en Plan, hvori ikke engang alle hine nysnævnte Forlovere bleve indviede. Thi paa ſelvſamme Dag, d. 24de Juli, udſtedte Hertuginden under ſit eget Segl, alene med Knut Porſe og den ovennævnte Peter Nikolasſøn ſom Vidner og Medbeſeglere, et Brev, hvori hun bevidnede at hun med Ridder Martin paa Fyrſt Henriks Vegne var kommen overeens om, at Fyrſt Henrik ſtrax paa ſin Bekoſtning ſkulde ſende de 200 Riddere og Svene, ſaaledes at de allerede til 15de Auguſt, altſaa om tre Uger, ſkulde være ankomne til Vardberg, og færdige til at indſkibe ſig, for at tjene et halvt Aar; Kongen ſkulde da underholde og i Tilfælde at de bleve tagne til Fange udløſe dem, men ej betale dem Sold, uden hvis Skaane erobredes ved deres Hjelp: da ſkulde han ogſaa paa ſin Bekoſtning ſende dem hjem[10]. Og ſamme Dag udſtedte Knut Porſe „Kongens Befalingsmand paa Vardberg“, ſit Brev om at han og hans Venner havde indgaaet den Overeenskomſt med Ridder Martin paa Fyrſt Henriks Vegne, at de i alt, hvad de kunde, ſkulde ſtaa Fyrſten og hans Søn Albert bi mod Alle og Enhver undtagen Kong Magnus og hans Moder[11]. Da det nu vel ſnart viiſte ſig, at det dog ej lod ſig gjøre, i dette Aar at begynde noget Feldttog mod Danmark, ſendte hun Thorgils, Chorsbroder i Skara og hiin højtbetroede Peter Nikolasſøn over til Mecklenburg, for i hendes Navn og under hendes Segl at oprette to Tillegscontracter, hvori enkelte Beſtemmelſer i de foregaaende noget forandredes; nemlig at hvis der opſtod Krig mellem Fyrſt Henrik og Danekongen, ſkulde hun og Kong Magnus inden en Maaned efter Tilkjendegivelſe og Anmodning derom forſøge at megle Fred; lykkedes det ej, ſkulde de begge hjelpe ham af al Magt: omvendt ſkulde Fyrſt Henrik i lignende Tilfelde gjøre det ſamme mod Kong Magnus. I et andet Brev lovede hun for eget og ſine Venners Vedkommende at underſtøtte ham og betragte de Fornærmelſer, der tilføjedes ham, ſom overgaaende hende ſelv. Begge disſe Breve dateredes og udferdigedes ſiden i Dobberan den 4de September[12].

Saaledes var nu Krigen forberedet, alene til Bedſte for Hertugindens ærgjerrige Yndling Knut Porſe, uden at Rigernes regelmæsſige Repræſentanter vare hørte eller deres Samtykke erhvervet. Ja ſnarere var det endog ſkeet hemmeligt, med den beſtemte Henſigt at udelukke Fleerheden af begge Rigers Høvdinger fra Deeltagelſe i Raadſlagningerne derom, da man uden Tvivl maatte kjende den almindelige Stemning, der ſiden gav ſig Luft i de alvorligſte Beklagelſer og kraftigt Skridt til at hindre ſaadant for Fremtiden, altfor godt til ej at vide paa Forhaand, at man ved et almindeligt Høvdingemøde ſaavel i Norge ſom i Sverige vilde faa Afſlag paa enhver Regjering om Bidrag og Underſtøttelſe. Derfor har man vel og indſkrænket ſig til, formodentlig i al Stilhed at indkalde de ovennævnte faa Herrer, paa hvis Bifald og Samvirken man kunde være tryg, for at det, der i hvert Rige nu kaldtes Rigsraad, dog nogenledes i det fremmede Sendebuds og hans Fyrſtes Øjne kunde være repræſenteret. Norges meſt anſeede Mænd var i denne Tid paa de modſatte Kanter af Riget. Erkebiſkopen var heelt oppe i Vaagen paa Haalogaland[13], Erling Vidkunnsſøn havde nys været der, og laa maaſkee endnu paa Bjarkø[14]. Over-Fehirden Jon Bjarnesſøn og flere andre anſeede Mænd havde Maaneden forud været paa Gulathing, medens Biſkopen i Stavanger opholdt ſig i Bergen for at hjelpe til ved Indvielſen af den nye ſkaalholtſke Biſkop, hvilken Erkebiſkopen, ſom fraværende paa ſin Viſitats i Nordland, ej kunde udføre, og derfor havde overdraget Biſkop Audfinn[15]; den forhenværende Cantſler, Provſt Ivar Olafsſøn, ſynes at have været optagen af en Proces med Munkene paa Hovedøen[16]. At Hertuginden nogenſinde alvorligt tænkte paa, ſaaledes ſom hun lovede, at erhverve alle disſe Herrers, ſaavelſom de øvrige ſvenſke Rigsraaders, Samtykke og Segl, er lidet troligt: hun gav ſikkert Løftet alene for derved at betrygge Fyrſt Henriks Sendebud, men uden engang at have mindſte Haab om at faa det opfyldt, ligeſom det da og er viſt og ſandt, at det ej opfyldtes, men at Brevene den Dag idag ikke tælle flere Segl end de oprindelige. Paa denne Maade kunde man nok ſenere i Norge have al Grund til at klage over, at „Kongens Segl har været meget ſlet bevaret og altfor ofte benyttet indenlands, men udenlands endog aldeles misbrugt til at leje Soldater, begynde Ufred og treffe andre ſtore Foranſtaltninger“[17]. Hertuginden havde nu engang faaet det i ſin Vold og brugte det ſaa meget ivrigere, ſom hun ikke havde det ſvenſke. Det erfares, at hun i Løbet af Vinteren 1321—1322 var med ſin Søn i Norge, hvor Kongen den 20de Marts paa Akershuus Slot i hendes Nærværelſe ſtadfeſtede alle de Gaver, hans Morfader og han ſelv havde ſkjenket til Mariekirken i Oslo[18]. Hvad hendes Henſigt var med dette Beſøg, om det var for at bearbeide Gemytterne til ſin Fordeel, eller for at ſkaffe flere Penge tilveje, om det var paa kortere eller længere Tid, vides ikke. Maaſkee har hun opholdt ſig der hele Vinteren over, medens Knut Porſe venteligt var ude paa andre Kanter for at gjøre Forberedelſer til Krigen.

  1. Slegtſkabet beſtod maaſkee deri, at Euphemias Moder Ingeborg, ſom ſtammende i tredie Led fra Judith af Saxland, Kong Erik Valdemarsſøns Huſtru, derved var nær beſlægtet med Anna af Saxland, Albrechts Moder. Nøje kjendes det ikke.
  2. Dipl. Norv. II. 130.
  3. Begge disſe Originaldocumenter findes endnu i det ſtorhertugelige Archiv i Schwerin, og ere derefter trykte i Dipl. Norv. III. 125, 126. Den ſvenſke Gjenpart er ogſaa efter Originalen aftrykt i Styffe’s „Bidrag til Skandinaviens hiſtoria“ I. S. 2. ſamt i Rudloff: Geſchichte v. Mecklenburg II. 238. En Copi af den norſke Gjenpart blev allerede ſamtidigt indført i den bergenſke Copibog, hvoraf Barthol. E. (IV) er en forkortet Afſkrift, og efter den (S. 27) er den aftrykt ſaavel i Thorkelins Analecta, ſom i Dipl. Sv. 2310.
  4. Originalen hertil findes i det danſke Geheimearchiv, efter en Afſkrift deraf er Brevet aftrykt i Dipl. Sv. 2311.
  5. Dipl. Sv. 2307.
  6. Dipl. Sv. 2309. Brevet er udſtedt af Lagmanden Byrge Petersſøn, St. Birgittas Fader, der juſt nu ſted i Begreb med at rejſe til Rom; Erkebiſkopen og Biſkopen tilligemed andre Prælater nævnes ſom Vidne.
  7. Dipl. Norv. S. 67. Dipl. Sv. 2308.
  8. Nemlig Paal Eriksſøn, Guthorm Helgesſøn og Guthorm Kolbjørnsſøn.
  9. Han kalder ſig udtrykkeligt ſaaledes i Brevet.
  10. Styffe, Bidrag o. ſ. v. S. 6.
  11. Sammeſteds S. 7.
  12. Sammeſteds S. 8. 10. Naar man ikke nærmere kjendte Omſtændighederne, ſkulde man heraf kunne forledes til at tro, at Hertuginden ſelv havde været i Dobberan, ligeſom og af Udtrykkene i den mecklenburgſke Gjenpart af Giftermaalscontracten, at Fyrſt Henrik og de ſaxiſke Fyrſter og de mecklenburgſke Herrer havde været paa Baagahuus. Men ſaaledes ſkete det i hiin Tid ofte, at højtbetroede Sendebud fik forudbeſeglede Blanketter med til Udfyldning eller og at Seglene førſt ſenere tilføjedes.
  13. See Brev af 8de Juli i Dipl. Norv. II. 144, der viſer, at Erkebiſkopen da var paa et Preſtemøde i Vaagen.
  14. Brev af 8de Mai i Dipl. Norv. 163 viſer at han da var i Vaagen.
  15. Indvielſen ſkete 24de Juni, ſee Suhm XII 347.
  16. Breve af 14de April til 1ſte Mai om denne Sag i Dipl. Norv. IV 148. 123. V 65. 66.
  17. See nedenfor Klagen over den mislige Forvaltning.
  18. Suhm, XII. 19. Brevet ſelv haves kun i en daarlig Paraphraſe, og derfor kunne vi ej være ſikker paa at det rigtigt er gjengivet, men ſkulde Ordene „at Hertuginden beſeglede Brevet i Kongens Nærværelſe“ være rigtige, da ere de dobbelt merkelige, forſaavidt Excantſleren, Provſt Ivar, ogſaa ſynes at have været tilſtede.