En Appendix til Bodøsagen
I en af den bergenske Kjøbmand, Eidsvoldsmanden Jens Rolfsen efterladt Kopibog findes nogle Breve til den fra Bodøsagen bekjendte engelske Jurist Denowan, der forsaavidt har Interesse, som de synes at vise, at det engelske Handelshus, der med saa stort Held kom fra sin Smugleraffære i Bodø, ogsaa har forsøgt andre Midler end Diplomatiets til at gjøre hvad det kunde ud af vore dengang saa fortrykte Forhold. I August 1819 optraadte Denowan i Christiania, og allerede i Oktober samme Aar søgte han fra Stockholm at indlede en Handelsforbindelse med Jens Rolfsen, der paa Grund af Ulykker under Krigen var falleret og vel saaledes forudsattes at være villig til at indlade sig i Forbindelser, der i hine Dage af enhver Nordmand, der kjendte Sagerne, maatte ansees for tvivlsomme. Denowan gjorde ham en Forespørgsel, om der i Bergen var Marked for tilberedte Tøndestave og „Rum prepared in Jersey or Guernsey“, samt om der kunde indledes en Bytteforbindelse med engelske Varer for bergensk Sild. Hvad de to første Gjenstande angaar, svarede Rolfsen (1ste Dcbr. 1819), at de bergenske Bødkeres Privilegier var til Hinder for Indførelsen af færdig Tøndestav, og at han havde skrevet til Regjeringen om Indførelsen af „Rum“, men ikke faaet Svar.
To Dage efter Afsendelsen af dette Brev fik han et nyt fra Denowan af 22de Novbr. 1819. Det var affattet i det norske Sprog og indsluttede et andet „privat“ Brev. Det første omhandlede den ovennævnte Bytte-Forbindelse, som Rolfsen forstod derhen, at han havde at „modtage de Varer, der foranstaltedes hidsendte til hans Forhandling, og for sammes Beløb efter Fradrag af Fragt, Told, Assurance etc. besørge til Afskibning et Parti Sild til D.’s Disposition efter de Priser, som ere gjældende ved Afskibningstiden“. Fordelen, som maatte falde af de til ombytning hidsendte Varer, skulde deles mellem Rolfsen og det engelske Hus. Engelske Varer kunde snart ventes efter en af Rolfsen afgiven Liste, og den første Transaktion skulde være en Prøve. I Denowans Brev var ogsaa Bodøsagen nævnt som „en Slags Complot mod Dhrr. Ewert & Sons Hus“, men dette kan Rolfsen, der kun kjendte Sagen „igjennem det almindelige Rygte“ ikke „forestille sig, da en saadan Plan neppe lod sig udføre ved Embedsmænd“. Det lader ogsaa, som om Denowan har villet have Kongen til at suspendere Tolderen, Fogden og Sorenskriveren i Bodø eller i Mangel deraf til at forflytte dem til andre Embeder, hvilket Rolfsen fortæller ham er umuligt efter Grundlovens § 22, medens han holder sig forvisset om, at Dhrr. E. et S. bør i alle Maader restitueres de anholdte Varer til skadesløs Erstatning, hvilket han dog neppe tror vil ske, før Sagen ved Domstolen bliver afgjort.
Det „oprigtige Private“, som var indsluttet i dette Brev, kjendes saavelsom dette kun gjennem Rolfsens Svarskrivelse, der gaar ud paa, at han gjerne vil træde i Handelforbindelse med det betydelige Hus i London og „udføre enhver Ordre, der ikke strider mod hans borgerlige Ed og Reputation“. Han forpligter sig til „at være aabenhjertig og i al Fortrolighed handle med bemeldte Hus under alle Omstændigheder, endog naar saadant maatte udfordre gjensidig Taushed“. „Hvad der maatte anbetroes til mig“ – skriver han videre – „som Commissionær, skal jeg effectuere som retskaffen Mand og i hvilket som helst Tilfælde anvende min Indflydelse paa behørige Steder samt føre saadan Conduite i mine Handlinger, som det en ærekjær Kjøbmand egner og anstaar“. Der maatte naturligvis aabnes ham Adgang til de fornødne Ressourcer, ligesom han ene vil have med Affærerne at gjøre.
Brevets Slutning indeholder vel det egentlige Kjærnepunkt i den hele Korrespondance, da det heraf fremgaar, at man har villet have en Englænder „indlemmet i Firma med ham“, hvilket han „af flere Aarsager aldeles ikke kan indvilge“.
Den hæderlige Kjøbmand har rimeligvis antaget, at det engelske Hus ved et saadant Experiment har villet benytte hans Navn til i Bergen at faa etableret en Filialafdeling, ved hvilken hans Stilling vilde blive af underordnet Beskaffenhed. At et saadant Forslag kunde fremsættes umiddelbart efter, at Skandalerne paa Bodø havde fundet Sted, er kun et Vidnesbyrd mere om den Dristighed, hvormed de engelske Kjøbmænd, understøttede af sin Regjering, troede at kunne gaa frem ligeoverfor den svagere Nation.
D. T.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |