En Bemærkning vedkommende Skaalebygningen
I Egils Saga forekommer et Sted (Kap. 22) om Thorolf Kveldulfssøn, som med sine Mænd skaller sig Udgang af det omringede Hus ved at aabne Væggen. Det heder paa det anførte Sted: „Síðan var eldr borinn at stofunni, ok logaði skjótt, þvíat timbrit var þurt ok bræddir veggirnir en næfrum þakit um ræfrit. Þórólfr bað menn sína brjóta upp þilit, ok ná gaflstokkum, ok brjóta svá skjaldþilít; en er þeir náðu stokkunum, þá tóku svá margir menn einn stokkinn, sem á fengu haldit ok skutu öðrum endanum út á hyrninguna svá hart, at nafarnir hrutu af fyrir utan; ok hlupu í sundr veggirnir, svá þar var útgangr mikill.“ Da den Maade, hvorpaa denne Udgang tilveiebringes, af flere Videnskabsmænd er forklaret paa en Vis, som ikke fuldt tilfredstiller, saa skal jeg herved tillade mig at fremsætte mine Gisninger, der muligens kunne lede til større Klarhed i dette Punct.
Til dette Øiemed ville vi først undersøge 1) Husets Bygningsmaade; dernæst 2) hvad Midlet: Gavlstokken egentlig er for en Ting, tilligemed hvordan man kom i Besiddelse af dette Instrument; og endelig, 3) hvordan dette anvendtes.
Det første Spørsmaal er lett at løse, og ligger i Udtrykkene: „ok bræddir veggirnir,“ og „at nafirnar hrutu af fyrir utan.“ „Veggir“ kaldes den Dag idag i Sætersdal de horizontalt paa hverandre liggende Stokke, der udgjøre Husets Vægge; hver enkelt saadan Stokk kaldes „en Vegg“; Stuen siges at være „fem Vegger i Høiden,“ det er Høiden af fem paa hverandre liggende Stokke. Ved Ordet „bræddir“ (tjære-brædde) siges tillige temmelig klart, at Huset udvendigt ingen Bordklædning havde, da det vel neppe kunde falde nogen fornuftig Mand ind at først tjærebræde Væggen og saa der ovenpaa nagle Bordklædning; altsaa see vi heraf allerede, at Huset var „laftebygget,“ hvilket end tydeligere siges i Ordene „at nafirnar hrutu af &c.“ Nav eller Stokks-Nav kaldes endnu Stokks-Hovederne i Hjørnesammenføiningerne paa laftebyggede Huse. Vi vide fremdeles, at laftebyggede Huse aldrig havde tætt til Væggen liggende Bordklædning, hverken udvendigt eller indvendigt; men vel vare Stokkene smukt sirede med Listhøvlinger og andet Krot, samt stundom forsynede med røde Klædestrimler i Suerne.
Det andet Spørsmaal er vanskeligere at besvare, da Udtrykket „Gavl-Stokke“ ikke mere bruges; imidlertid localiseres dog disse Stokke noget ved Ordene: „Þórólfr bað menn sína brjóta upp þilit ok ná gaflstokkum.“ Den nødvendige Betingelse for at faa Tag i Gavlstokkene er altsaa: „at brjóta upp þilit.“ At Gavlstokkene maa staa i Forbindelse med Gavlen paa en eller anden Maade, det ligger jo i selve Ordet; men da der i disse Skaaler fandtes (og endnu findes) tre Gavler: tvende ydre og een indre, mellem Stova samt Forstova og Kleva, saa ville vi endnu bestemtere localisere de Gavlstokke, hvorom her er Spørsmaal.
I alle Skaaler fandtes (og findes) over Forstova og Kleva et „þili“, som bæres af Stokke fra ydre til indre Gavl eller langs begge Gavler, – hvorved i første Tilfælde „þilit’s“ Planker ligge paatvers af Huset, og i andet Tilfælde paalangs af samme. Tillige findes altid inde i Stova, over Døren, tvende Bjælker langs Gavlen, – og stundom en lignende, af tvende Stokke dannet Hylde ved Gavlen i den modsatte Ende af Stova. Disse Bjælkehylder i Stova kaldes nutildags „Rond.“ Over Døren, i Stova, var i Regelen intet Loft; men det er ikke usandsynligt, at der af og til kan have været et saadant paa „Rond’en“ over Tverpallen, og Rummet derunder skilt fra den øvrige Stue ved en Panelvægg, saa at Tverpallen stod ind til denne sidste. Alle disse Stokke ved Gavlerne kunne med Føie benævnes Gavlstokke. I foreliggende Tilfælde synes mig rimeligst at antage Loftsbjælkerne over Forstova og Kleva som de Gavlstokke, hvorom her kan være Tale, – især da disse Loftsbjælker ligge løse i Indhakk i Væggene, medens „Rondene“ i Stuen ere fæstede ved Naver paa Udsiden af Huset.
Det sidste Spørsmaal, om Sønderbrydningsmaaden af Væggen, er lettere at løse. For at kunne udføre dette, maa de „brjóta skjaldþilit.“ Jeg siger „maa“, da de vist ikke have moret sig med at sønderbryde Panelvægge til Unytte, naar Ilden sprakede om Skaalen paa alle Kanter.
Sønderbrydningen af Væggen kunde lettest udføres i Kleva, da Stokkene her ere svækkede baade ved en Glugg, som altid fandtes (og findes) paa Væggen, samt ved den kortere Afstand mellem Naverne i ydre og indre Hjørne af Kleva; i selve Stova ligge Væggestokkene derimod meget fastere, saavel ved sin egen større Tyngde, som ved „Dovlungerne,“ de Nagler i Suerne, som altid anvendes ved længere Vægge for at skytte dem mod Vindskjævhed.
For nu med Ledighed og Kraft at kunne manøvrere med „Gavlstokken“ mod Hjørnet, maatte „skjaldþilit“, den Panelvægg, som i alle Skaaler skiller mellem Kleva og Forstova, nødvendig bortskaffes.
Af alt ovenstaaende faar jeg an følgende Resumé:
Thorolfs Skaale var laftebygget, havde hverken indvendigt eller udvendigt nogen Bordklædning paa selve Væggen, og sandsynligvis heller ingen omgivende Svalgang. „Þilit“, som brydes op, er Loftsgulvet over Forstova og Kleva. „skjaldþilit“ er Panelvæggen mellem Kleva og Forstova.
„Gavlstokken,“ der anvendes som „Vædder,“ er en af bemeldte Lofts Bjælker. Væggens Sønderstødning har altsaa foregaaet i Kleva.
At „Gavlstokke“ skulde være selve Væggens Stokke i en af Gavlerne, er usandsynligt, da man kan faa Tag i dem uden at bryde op noget „þili,“ medens de ere meget vanskelige at faa løs, da de ere fæstede saavel ved „Dovlunger“ sig imellem som ved Nagler til Tagets Brætter. Man vilde desuden resikere at faa hele Gavlen væltende over sig.
Hermed tror jeg, disse Spørsmaal maa ansees for løste[1].
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Til de ærede Læsere, som muligens ikke ere fuldt bevandrede i de gamle Skaalers Construction og Indretning, skal jeg tillade mig at anbefale Hr. Nicolaysens Afhandling „Noget om Skaalebygningen.“ (Histor. Tidsskr. I, 145 ff.)